Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning af domfældte om reglen i retsplejelovens § 962, stk. 4.

FOU nr 1992.130UdtalelserFolketinget5. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning af domfældte om reglen i retsplejelovens § 962,

stk. 4.

A, der i underretten var

idømt 4 dagbøder á 150 kr., klagede bl.a. over, at han, der havde søgt om

tilladelse til at anke underrettens dom til landsretten efter bestemmelsen i

retsplejelovens § 962, stk. 3, var blevet indkaldt til afsoning af

bødeforvandlingsstraffen,

førend Justitsministeriet havde truffet afgørelse i anledning af ansøgningen

om

anketilladelse.

I anledning af klagen udtalte

politimesteren bl.a. følgende:

"...

(A) har den 20. maj 1991

ansøgt Justitsministeriet om tilladelse til at anke dommen.

En sådan ansøgning har ikke

opsættende virkning på fuldbyrdelsen af straffen. Ifølge retsplejelovens §

962,

stk. 4, kan landsrettens præsident bestemme, at fuldbyrdelsen skal udsættes

eller standses. Jeg har ikke modtaget en sådan besked fra landsrettens

præsident. Det har derfor ikke været i strid med lovgivningen at tilsige (A)

til afsoning, selv om han ikke havde fået svar på sin ansøgning om

anketilladelse.

Det skal dog tilføjes, at

dersom man på bødekontoret, der har udfærdiget tilsigelsen, havde vidst, at

ansøgningen var indgivet, ville man ikke havde afsendt tilsigelsen.

(A) har ikke straks givet

underretning til mit embede om, at han havde sendt en ansøgning om

anketilladelse til Justitsministeriet.

Den 25. juni 1991 modtog

Læs alt

embedet en kopi af Justitsministeriets skrivelse af 24. juni 1991 til (A) med

anmodning om en udtalelse. Denne skrivelse er blevet indført i

ordenspolitiets

journal, men ved en fejl har bødekontoret, der administrerer fuldbyrdelsen af

dommen, ikke fået besked herom.

Derfor blev der ikke taget

skridt til at sætte fuldbyrdelsen i bero, før embedet modtog skrivelsen af

22.

august 1991 retur fra (A) med nogle håndskrevne påtegninger alt i fotokopi,

en

anmodning fra Justitsministeriet om en udtalelse og en telefonopringning fra

Folketingets Ombudsmand. (A) fik derefter overbragt en besked om, at han ikke

skulle møde til afsoning.

..."

Statsadvokaten udtalte under

henvisning til denne redegørelse, at hun fandt det uheldigt, at

politimesteren

havde truffet afgørelse om fuldbyrdelse af dommen, selv om A ved forkyndelsen

af dommen havde tilkendegivet, at han ville anke den.

For så vidt angik spørgsmålet

om indkaldelse til afsoning af bødeforvandlingsstraffen under

Justitsministeriets behandling af ansøgningen om anketilladelsen, tiltrådte

ministeriet statsadvokatens udtalelse.

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"....

Retsplejeloven indeholder

bl.a. følgende regler om fuldbyrdelse af straffedomme:

§ 997, stk. 1.

"Politimesteren drager

omsorg for straffedommens fuldbyrdelse såvel i henseende til straf som i

henseende til dommens øvrige bestemmelser, derunder erstatning til den

skadelidte, for så vidt denne begærer det. Han står herved under

statsadvokatens overtilsyn."

§ 999, stk. 1.

"En straffedom kan ikke

fuldbyrdes, før fristen for anke efter lovens almindelige regler er udløbet,

eller ankeafkald er meddelt.

Stk. 3.

For bødedomme, som ikke kan ankes, og bødeafgørelser efter

§ 936 gælder en fuldbyrdelsesfrist på 3 dage, medmindre en længere frist

fastsættes i medfør af borgerlig straffelov. ..."

Afgørelsen om, at

straffedommen kan fuldbyrdes, træffes efter disse regler af politimesteren.

Statsadvokaten anførte i sin

udtalelse i anledning af Deres klage til mig, at hun fandt det uheldigt, at

politimesteren havde truffet afgørelse om fuldbyrdelse af dommen, selv om De

ved forkyndelsen af dommen havde tilkendegivet at ville anke den.

Justitsministeriet henholdt sig hertil.

Jeg kan tilslutte mig

statsadvokatens og Justitsministeriets opfattelse, idet jeg går ud fra, at

det

afgørende for den opfattelse, som myndighederne har givet udtryk for, er, at

iværksættelsen af fuldbyrdelsen ikke af politimesteren var stillet i bero.

Politimesteren har i sin

udtalelse bl.a. henvist til, at det efter retsplejelovens § 962, stk. 4, er

landsrettens præsident, der, når begæring om tilladelse til anke bevisligt er

indgivet til justitsministeren, kan bestemme, at fuldbyrdelsen skal udsættes

eller standses.

Som det fremgår af sagen, er

det ikke sædvanlig praksis, at Justitsministeriet vejleder domfældte, der

søger

om anketilladelse i henhold til retsplejelovens § 962, stk. 3, om muligheden

for at søge landsrettens præsident om udsættelse med fuldbyrdelsen.

I en tidligere sag, som er

gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1972, s. 243, har

ombudsmanden

udtalt sig vedrørende spørgsmålet om fuldbyrdelse af straf, når der er

indgivet

ansøgning om tredjeinstansbevilling, efter at landsretten har afsagt dom som

2.

instans. Efter den dagældende bestemmelse i retsplejelovens § 966, stk. 1, 3.

pkt., jf. § 962, stk. 3 (nu retsplejelovens § 966, stk. 2), træffer

Højesterets

præsident afgørelse om udsættelse eller standsning af dommens fuldbyrdelse,

når

ansøgning om tredjeinstansbevilling bevisligt er indgivet til

justitsministeren. Som følge af denne sag modtog ombudsmanden underretning

om,

at Justitsministeriet i cirkulærskrivelse af 26. oktober 1973 til politiet og

anklagemyndigheden havde anført følgende:

"Uanset at en domfældt

har indgivet ansøgning til Justitsministeriet om tilladelse til at anke en af

landsretten som ankeinstans afsagt straffedom til Højesteret, kan dommen

fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesordre foreligger.

For så vidt angår

varetægtsfanger eller strafafsonere iværksættes henholdsvis fortsættes

afsoningen.

For så vidt angår domfældte

på fri fod afgøres det efter en konkret vurdering om fuldbyrdelse skal

iværksættes.

I alle tilfælde, hvor

fuldbyrdelsen iværksættes eller fortsættes, uanset at der er indgivet

ansøgning

om 3. instansbevilling, skal domfældte gøres bekendt med reglerne i

retsplejelovens

§ 966, stk. 1, jf. § 962, stk. 3. Begæres spørgsmålet om udsættelse eller

standsning af fuldbyrdelsen indbragt for Højesterets præsident, fremsendes

sagen af vedkommende politimester, i København politidirektøren, gennem

statsadvokaten til rigsadvokaten til forelæggelse for Højesterets præsident.

Påbegyndt afsoning afbrydes,

når Højesterets præsident bestemmer det, eller når anketilladelse

foreligger."

Som anført ovenfor er det

ikke sædvanlig praksis, at politiet eller Justitsministeriet vejleder

domfældte

om reglen i retsplejelovens § 962, stk. 4. Jeg finder ikke grundlag for at

kritisere, at myndighederne ikke giver en sådan vejledning, hvis

myndighederne

påser, at der ikke tages skridt til straffens fuldbyrdelse.

Jeg vil i den forbindelse

henlede opmærksomheden på, at iværksætter politimesteren fuldbyrdelsen,

uanset

at den domfældte har søgt om anketilladelse, skal politimesteren sørge for,

at

domfældte vejledes om muligheden for at indgive ansøgning til landsrettens

præsident efter reglen i retsplejelovens § 962, stk. 4.

Politimesteren ...,

Statsadvokaten ... og Justitsministeriet er underrettet om ovenstående.

Jeg har henstillet til

Justitsministeriet at sørge for, at der tilrettelægges en procedure således,

at

der ikke tages skridt til at fuldbyrde en dom, som er søgt anket til

landsretten, uden at den domfældte vejledes om reglen i retsplejelovens §

962,

stk. 4.

Jeg har udbedt mig

underretning om, hvad Justitsministeriet foretager i anledning af min

henstilling."

I skrivelse af 8. december

1992 meddelte Justitsministeriet, at ministeriet havde udsendt en

cirkulærskrivelse af samme dato til politiet om udsættelse af

straffuldbyrdelse, når der er ansøgt om anketilladelse. I cirkulærskrivelsen

er

bl.a. anført følgende:

"...

Hvis politimesteren (politidirektøren)

iværksætter fuldbyrdelsen af en straffedom, selv om der er ansøgt om

anketilladelse,

skal politiet vejlede

domfældte

om muligheden for at indgive ansøgning til landsrettens præsident

eller Højesteret om udsættelse eller standsning af fuldbyrdelsen.

2

.

Som oftest vil det

imidlertid være mest praktisk, at politimesteren (politidirektøren) selv

træffer afgørelse om at udsætte eller standse fuldbyrdelsen, når der er

ansøgt

om anketilladelse, således at dette spørgsmål ikke behøver at blive forelagt

for retten.

For så vidt angår

fuldbyrdelse af idømte

bøder

, bør

politimesteren (politidirektøren) sætte inddrivelsen i stå, indtil

Justitsministeriets afgørelse foreligger.

For så vidt angår idømte

ubetingede

frihedsstraffe

, vil der

som regel - uanset om der er ansøgt om anketilladelse - gå nogen tid fra

dommen, inden afsoningen kan påbegyndes. En ansøgning om anketilladelse

behøver

derfor normalt ikke umiddelbart at give anledning til særlige

foranstaltninger

med henblik på en udsættelse af fuldbyrdelsesproceduren. Hvis

Justitsministeriets afgørelse undtagelsesvis ikke foreligger inden det

tidspunkt, hvor afsoningen er beordret påbegyndt, bør politimesteren

imidlertid

sikre sig, at der ikke rent faktisk sker fuldbyrdelse.

Er der tale om

varetægtsarrestanter eller strafafsonere, iværksættes henholdsvis fortsættes

afsoningen normalt straks efter dommen, og i disse tilfælde må domfældte

vejledes som nævnt under punkt 1.

3.

For så vidt angår domme om ubetinget

frakendelse af førerretten eller andre rettighedsfrakendelser

er

der næppe hjemmel til administrativt at suspendere en ved dom fastsat

frakendelse. I disse tilfælde må domfældte derfor vejledes som nævnt under

punkt 1.

4.

Begæres spørgsmålet om udsættelse eller standsning af

fuldbyrdelsen indbragt for landsrettens præsident eller Højesteret,

fremsender

politimesteren (politidirektøren) sagen til retten gennem vedkommende

statsadvokat og - hvis sagen skal forelægges for Højesteret - rigsadvokaten.

En påbegyndt afsoning

afbrydes, når landsrettens præsident/Højesteret bestemmer det, eller når

anketilladelse foreligger.

5.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 26. oktober 1973 om

fuldbyrdelse af straffedomme, når en domfældt ansøger om tilladelse til at

indbringe dommen for Højesteret som 3. instans, ophæves."

Jeg meddelte

Justitsministeriet, at jeg havde taget den udsendte cirkulærskrivelse til

efterretning.

NOTER: (*1) Jf. FOB 1972, s. 243.

Lignende dokumenter