Fortolkning af forskrifter om mørke bag- og sideruder i biler
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fortolkning af forskrifter om mørke bag- og sideruder i biler
I breve af 8. og 21. december
1994 og 6. januar 1995 klagede A til mig over Færdselsstyrelsens afgørelser
vedrørende
krav om lysgennemgang i bagruder og bageste sideruder i limousinebiler.
I anledning af klagen har jeg
indhentet udtalelser af 28. februar 1995 og 9. maj 1995 fra
Færdselsstyrelsen.
Jeg har endvidere haft sagens akter til gennemsyn.
Det fremgår af sagen at A i
brev af 28. juni 1994 skrev følgende til Færdselsstyrelsen:
"Flere af foreningens
medlemmer har henvendt sig til mig i anledning af, at de ved periodisk syn
har
fået besked om, at deres vogne ikke kan godkendes, fordi vognene ikke
overholder et krav i 'Detailforskrifter for Køretøjer 1994', side 154, der
lyder:
Bagrude og bageste sideruder
skal have mindst 70% lysgennemgang. Bestemmelsen gælder også for ruder med
solfilter i form af påsprøjtet eller påklæbet film.
I den anledning skal jeg tillade
mig at bede Dem om at meddele mig hvornår denne bestemmelse første gang stod
i
'Detailforskrifter for Køretøjer'."
I brev dateret 18. juni (skal
formentlig være 18. juli) 1994 skrev brancheforeningen bl.a. følgende:
"Jeg vil anslå at ca. en
trediedel af de godt 50 limousiner, der er i Danmark, er forsynet med mørkt
tonede ruder bag i vognen.
Da jeg ikke har fået oplyst
Læs alt
hvornår bestemmelsen om mørke ruder bag i vognen er optaget i
'Detailforskrifter' vil jeg i det følgende gå ud fra, at bestemmelsen er
indført
før limousinerne blev godkendt til erhvervsmæssig persontransport med de
farvede vinduer. Jeg har fået oplyst, at man tidligere ved godkendelse af
'personbil M1' har taget let på den ovennævnte regel og at man nu har
opstrammet håndhævelsen på baggrund af en 'Meddelelse om køretøjers
indretning'
fra Færdselssikkerhedsafdelingen dateret den 15.02.93 som igen er et resultat
af at man har observeret et stigende antal personbiler M1 med tonede ruder.
Limousiner er som andre
hyrevogne omfattet af reglerne om periodisk syn. Som det fremgår af det
ovennævnte har selve godkendelsen til erhvervsmæssig persontransport været
særdeles grundig, omhyggelig og tidskrævende. Ved det periodiske syn lægges
vægten på det sikkerhedsmæssige (specielt bremser, styretøj og lygter).
Det er min opfattelse at den
første, omfattende, undersøgelse resulterer i en godkendelse, der er en
såkaldt
'begunstigende forvaltningsakt'. Ifølge dansk forvaltningsret skal der ske en
kraftig ændring i faktiske forhold før en sådan forvaltningsakt kan trækkes
tilbage. ('Annulleres').
At en myndighed beslutter at
håndhæve en ret uvæsentlig detalje i 'Detailforskrifter for Motorkøretøjer',
som man ikke tidligere har håndhævet, medfører ikke, at forvaltningsakten kan
annulleres, der skal langt stærkere grunde til."
I brev af 19. juli 1994 skrev
Færdselsstyrelsen bl.a. følgende til A:
"Færdselsstyrelsen kan i
den anledning oplyse, at Detailforskrifter for Køretøjer, der blev udsendt 1.
gang i 1977, i pkt. 10.03.004(4) indeholdt en bestemmelse, der tillod, at
køretøj kan være forsynet med forrude, der ved fremstillingen er svagt farvet
over hele arealet og/eller kraftigt farvet i et smalt felt foroven, såfremt
ruden tillader mere end 70% af det indfaldende lys at passere inden for det
normale synsfelt.
På dette tidspunkt var der
ikke eksplicit taget stilling til, i hvilket omfang andre ruder kunne være
farvede, idet der ikke havde vist sig behov herfor.
I Detailforskrifter for
Køretøjer 1984 blev bestemmelsen i pkt. 10.03.004(4) ud fra en logisk
vurdering
ændret til ikke blot at omfatte forruder, men til at omfatte alle ruder i et
køretøj. Den ændrede bestemmelse er ikke markeret som en skærpelse og er
således opfattet som en lempelse i forhold til tidligere regler.
I Detailforskrifter for
Køretøjer 1992 blev denne bestemmelse ophævet som generel bestemmelse og
blev,
hvad angår bagrude og bageste sideruder, erstattet af en bestemmelse i pkt.
10.03.021(5), der alene omfatter personbil M1, og hvoraf fremgår, at bagrude
og
bageste sideruder skal have mindst 70% lysgennemgang.
På baggrund af en række
forespørgsler blev det i 1993 i pkt. 10.03.021(5) præciseret, at bestemmelsen
også gælder for ruder med solfilter i form af påsprøjtet eller påklæbet film.
Det er derfor
Færdselsstyrelsens opfattelse, at pkt. 10.03.021(5) i Detailforskrifter for
Køretøjer 1994 har været indeholdt i Detailforskrifter for Køretøjer, siden
disse blev udsendt 1. gang i 1977.
Den endelige afgørelse af
spørgsmålet henhører dog under domstolene."
I brev af 28. juli 1994 til A
skrev Færdselsstyrelsen videre følgende:
"Færdselsstyrelsen skal
hertil meddele, at den af Typegodkendelsessektionen udstedte
godkendelseserklæring har til formål at dokumentere, at det pågældende
køretøj
opfylder betingelserne for at blive godkendt til hyrekørsel, se således også
Ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 87 af 10. marts 1980
om
særlige krav til hyrevogne med senere ændringer. Kopi af bekendtgørelsen
vedlægges
til orientering. Køretøjet bliver ved udstedelse af godkendelseserklæringen
erklæret egnet til hyrekørsel.
Køretøjet skal derefter, som
sket, stille til registreringssyn hos Statens Bilinspektion, hvor det skal
kontrolleres, at køretøjet opfylder gældende bestemmelser i Detailforskrifter
for Køretøjer. Ved de senere periodiske syn skal Statens Bilinspektion
kontrollere, at køretøjet er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, og at
køretøjet opfylder Detailforskrifter for Køretøjer.
Det er på den baggrund
Færdselsstyrelsens opfattelse, at Statens Bilinspektion ikke er afskåret fra
at
kræve, at de pågældende køretøjer opfylder bestemmelserne i Detailforskrifter
for Køretøjer, inden de godkendes. Færdselsstyrelsen kan således ikke
imødekomme (A)'s anmodning.
Færdselsstyrelsen skal i
øvrigt henlede (A)'s opmærksomhed på, at der ikke er tale om en
tilbagekaldelse
af den af Typegodkendelsessektionen udstedte godkendelseserklæring, idet
køretøjerne stadig i princippet er egnede til hyrekørsel.
Denne afgørelse kan efter §
3, stk. 1, i Bekendtgørelse nr. 215 af 22. marts 1994 om henlæggelse af
beføjelser til Færdselsstyrelsen ikke indbringes for trafikministeren. I
medfør
af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, kan trafikministeren dog bestemme, at en
afgørelse, der efter førnævnte bestemmelse ikke kan indbringes for
ministeren,
skal kunne indbringes for denne.
Hvis De ønsker en vurdering
af, om denne afgørelse findes at burde kunne indbringes for ministeren, skal
De
rette henvendelse til: Trafikministeren, Frederiksholms Kanal
27 F, 1220 København K."
I brev af 4. oktober 1994
rettede A henvendelse til trafikministeren. Foreningen anførte bl.a.
følgende:
"Yderligere skal det
fremføres, at en grund til at bilinspektionerne ikke har reageret overfor de
farvede ruder kan være at de, i overensstemmelse med Detailforskrifter for
motorkøretøjer, godkender massevis af biler med farvede bag- og bageste
sideruder. Fire af de limousinevogne, der er 'kommet i klemme' er
karosserimæssigt identiske med vogne, der er indregistreret som (små) busser
og som varevogne og hvis de er det må de gerne have farvede bag- og
sideruder.
Om disse vogne, såkaldte 'vans', er indregistreret som limousine eller bus
(d.v.s. med 9 pladser i vognen eller med 10 eller flere pladser i vognen)
afhænger af om armlænet bag i vognen fjernes eller ej. Hvis det fjernes er
der
i de fleste 'vans' (teoretisk) plads til 4 på bagsædet. Hvis der er armlæn er
der kun (teoretisk) plads til tre på bagsædet. Der er selvfølgeligt bedre
udsyn
gennem en rude, der er klar end en rude, der er mørk, men hvis man i
færdselsstyrelsen mener, at det er forsvarligt at have farvede vinduer i en
bil med 10 pladser eller mere, mener vi ikke at man med føje kan påstå, at
det
er mindre forsvarligt at køre med et identisk køretøj blot fordi det er
indregistreret til færre passagerer.
Der er således, efter (A)'s opfattelse,
ikke nogen færdselssikkerhedsmæssige, konkrete hensyn, der taler mod
udstedelsen
af en dispensation."
Den 17. november 1994 skrev
trafikministeren bl.a. følgende til A:
"Færdselsstyrelsen, som
i anledning af Deres henvendelse er blevet bedt om en udtalelse, henholder
sig
til sin tidligere afgørelse.
Afgørelser, som i medfør af
Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 215 af 22. marts 1994 er henlagt til
Færdselsstyrelsen, kan hverken indbringes for højere administrativ myndighed
eller for trafikministeren, medmindre ministeren træffer særlig beslutning
herom.
Jeg har i dette tilfælde ikke
fundet grundlag for at træffe en sådan beslutning.
Færdselsstyrelsen har
imidlertid ikke taget stilling til spørgsmålet om et eventuelt
erstatningsansvar for Statens Bilinspektion i forbindelse med denne styrelses
godkendelser af køretøjerne ved registreringssynet.
Såfremt Deres medlemmer
finder, at Færdselsstyrelsens afgørelse giver dem grundlag for at rejse et
krav
om erstatning, må jeg henvise dem til at rette henvendelse til Statens
Bilinspektion/Færdselsstyrelsen herom."
I A's breve til mig i
december 1994 og januar 1995 er bl.a. anført følgende:
(Brev af 21. december 1994):
"Detailforskrifter for
motorkøretøjer er
udarbejdet af
Færdselssikkerhedsafdelingen (Nu: Færdselsstyrelsen) og Statens
Bilinspektion,
som har godkendt bilerne, er
en del af
Færdselssikkerhedsafdelingen. Da Statens Bilinspektion gennem de sidste 20 år
har godkendt limousiner over hele landet med mørke bag og bageste sideruder
må
det antages at Statens Bilinspektion betragter detailforskrifterne som
vejledende - eller der må være en anden forklaring.
3) I dag har jeg derfor talt
med den ledende bilinspektør i (X), hr. (B). Bilinspektøren oplyste, at det
er
hans opfattelse (som altså ikke er den samme som Færdselsstyrelsens) at det
indtil 1992, hvor den nugældende regel blev indføjet i detailforskrifterne,
var
et fortolkningsspørgsmål om der var regler for andet end
for
ruder og
forreste
sideruder. Bilinspektørerne mente
ikke
,
at der var sådanne regler og om bag- og sideruder var for mørke til at man
fandt det forsvarligt blev derfor besluttet ud fra et skøn. Derfor har man i
hele landet godkendt limousiner med mørke bag- og bageste sideruder."
(Brev af 6. januar 1995):
"Jeg har i anden anledning
talt med den ledende bilinspektør ved bilinspektionen i (Y). (Den ene af de
to
bilinspektioner i (X).
Bilinspektøren, (C), oplyste,
at det er hans opfattelse, at der ikke tidligere har været regler for bag- og
bageste sideruder. Han var derfor af den mening at der er tale om lovgivning
med tilbagevirkende kraft og derfor har han, da bilinspektionerne af
Færdselsstyrelsen fik besked på at nægte fortsat godkendelse til biler med
mørke bag- og sideruder, foreslået Færdselsstyrelsen at man gav dispensation
til allerede registrerede biler eftersom man ikke tidligere ved nye krav i
bekendtgørelsen har givet regler der også skulle gælde allerede registrerede
biler. Færdselsstyrelsens jurister havde sagt nej til hans forslag 'da det er
Færdselsstyrelsens juristers opfattelse at der allerede før 1992 var regler
om
mørke bag- og bageste sideruder'. Da Færdselsstyrelsen er hans overordnede
myndighed var han nødt til at nægte godkendelse ved periodesyn og
ejerskiftesyn.
Bilinspektør (C)'s
oplysninger overrasker mig ikke. De svarer nøje til hvad den ledende
bilinspektør i (X), hr. (B), har oplyst. (Se min skr. til Dem af 8. december
1994).
Det er min opfattelse, at
hvis landets bilinspektører, i mange år, indtil 1992 hvor bestemmelsen blev
indført, har fortolket detailforskrifter for motorkøretøjer således at man
ikke mente at der i bekendtgørelsen var regler for bag- og bageste sideruder,
så kan juristerne i Færdselsstyrelsen ikke nu, ved en ny og meget
'ordkløverisk' fortolkning af de gamle detailforskrifter, til skade for
borgerne komme til et andet resultat og pålægge bilinspektørerne at
administrere efter denne nye fortolkning."
I udtalelsen af 28. februar
1995 har Færdselsstyrelsen bl.a. anført følgende:
"2. Om de generelle
regler på området kan det oplyses, at når et køretøj ønskes anvendt til
hyrekørsel, skal det være standardtypegodkendt til hyrekørsel eller være
fundet egnet til hyrekørsel ved standardtypegodkendelse, jf. § 9, stk. 1, i
Ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 401 af 14. september
1979 om hyrekørsel.
I forbindelse med udstedelse
af en standardtypegodkendelse bliver det undersøgt, om det pågældende køretøj
opfylder betingelserne for at blive godkendt til hyrekørsel, jf. Ministeriet
for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 87 af 10. marts 1980 om særlige
krav til hyrevogne. Der er tale om tekniske krav til indretningen, bl.a.
opmåles afstanden fra sæde til loft, afstand mellem for- og bagsæderyglæn
m.v.
Køretøjet bliver ved udstedelse af godkendelseserklæring erklæret egnet til
hyrekørsel.
Udover de nævnte krav skal
køretøjet ligeledes opfylde bestemmelserne i Detailforskrifter for Køretøjer
(DfK), som er en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i § 68, stk. 1 og § 118,
stk. 5 i færdselsloven. DfK indeholder krav til køretøjers indretning og
udstyr. I følge anordning nr. 160 af 27. april 1977 er DfK undtaget fra
offentliggørelse i Lovtidende.
Færdselsstyrelsen kan om DfK
oplyse, at disse, hvor ikke andet er bestemt i reglerne, er afhængige af,
hvornår køretøjet første gang er registreret. Dette fremgår af indledningen
til
DfK.
Det er Statens Bilinspektion,
der skal kontrollere, om køretøjet opfylder gældende bestemmelser i DfK, og
dette sker i forbindelse med et registreringssyn. Dette syn tager ca. 20
minutter. Hyrevognen skal herefter til periodisk syn hvert år, og i den
forbindelse skal Statens Bilinspektion kontrollere, at køretøjet er i
sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, og at køretøjet opfylder Detailforskrifter
for Køretøjer. Et periodisk syn varer ca. 20 minutter.
For alle køretøjer, uanset
første registreringsdato, gælder den almindelige bestemmelse i færdselslovens
§
67, stk. 1, hvorefter køretøjer skal være således indrettet, at det kan
benyttes uden fare og ulempe for andre, samt skade for vejen.
Færdselslovens § 67 har bl.a.
været benyttet som hjemmelsbestemmelse til udstedelse af Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse af 2. april 1982 om solpersienner og rullegardintyper. Det
fremgår af denne cirkulæreskrivelse, at færdselsloven ikke er overholdt,
såfremt brugen af påbudt indvendigt førerspejl vanskeliggøres som følge af
visse solpersienne- og rullegardintyper til personbiler. Cirkulæreskrivelsen
er
gældende for alle køretøjer, uanset hvornår de er registreret første gang.
Det
skal dog bemærkes, at der ikke i cirkulæreskrivelsen findes en fast
grænseværdi, som f.eks. 70 % lysgennemgang, men der er tale om en konkret
vurdering af førerens udsyn.
For så vidt angår køretøjer,
der er registreret
før den 1. april
1977,
gælder endvidere Justitsministeriets bekendtgørelse om køretøjers
indretning og udstyr (udstyrs-bekendtgørelsen) fra 1955, der blev udstedt med
hjemmel i færdselsloven, hvor det af § 8 fremgår, at en motorvogn skal være
således indrettet, at føreren har det fornødne udsyn fremad og til siderne.
Hvad angår køretøjer, der er
registreret
efter den 1. april 1977
,
kan det oplyses, at det fremgik af det første sæt Detailforskrifter for
Køretøjer (DfK) fra 1. april 1977 afsnit 10.03.004(4), at et køretøj kan være
forsynet med
forruder,
der ved
fremstillingen er svagt farvet over hele arealet og/eller kraftigt farvet i
et
smalt felt foroven, såfremt ruderne tillader mere end 70% af det indfaldne
lys
at passere. Detailforskrifterne fra 1977 indeholdt ingen specifikke regler om
lysgennemgang gennem bagruder og sideruder, idet der ikke havde vist sig
behov
derfor.
Fra den
1. april 1984
blev bestemmelserne om ruder i DfK ændret således, at
det fremgik af bestemmelsen, at 'køretøjer kan være forsynet med
ruder,
der ved fremstillingen er svagt
farvede over hele arealet og/eller kraftigt farvet i et smalt felt foroven,
såfremt
ruderne
tillader mere end 70
% af det indfaldne lys at passere inden for det normale synsfelt'. Denne
ændring er hidtil af Færdselsstyrelsen blevet betragtet som en præcisering i
forhold til tidligere, idet de hidtidige regler blev fortolket således, at
også
sideruder og bagruder kunne være tonede i samme grad som forruderne.
Fra den
1. april 1992
blev den generelle bestemmelse om ruder i DfK
redaktionelt splittet op, og det fremgår af DfK fra 1992 afsnit 10.03.003, at
'forrude og forreste siderude (180 graders synsfelt) i motordrevet køretøj
skal
have mindst 70% lysgennemgang inden for det normale synsfelt'. I sammenhæng
hermed fremgår endvidere, at for så vidt angår almindelige personbiler gælder
også, at 'bagrude og bageste sideruder skal have mindst 70% lysgennemgang'.
Denne regel betyder, at alle køretøjer skal have minimum 70 % lysgennemgang
forrest i bilen, samt at kun personbiler er forpligtet til ligeledes at have
minimum 70 % lysgennemgang i bilens bageste ruder. Med ændringen blev det
lovligt for f.eks. varebiler at have mørke bagruder og bageste sideruder,
svarende til, at det i forvejen var tilladt at have varebiler uden bagruder
og
bageste sideruder.
Grunden til, at der er
forskellige regler for varebiler henholdsvis personbiler er, at de enkelte
køretøjskategorier har forskellige anvendelsesformål. En varebil er pr.
definition en bil, der er indrettet til og benyttes til godsbefordring og
allerede af den grund vil udsynsmulighederne bagud i en varebil, enten på
grund
af gods eller fordi varerummet ikke er forsynet med ruder, være væsentligt
forringet i forhold til en personbil. Det anses derfor som en nødvendighed
under hensyn til køretøjets anvendelsesformål, at udsynet er forringet, og
derfor accepteres det, efter princippet om det mindre i det mere, at
varebiler
kan være forsynet med mørke ruder. Det overordnede hensyn er dog stadig
hensynet til færdselssikkerheden og dermed ønsket om at begrænse brugen af
mørke ruder mest muligt. Dette er baggrunden for, at man ikke tillader, at en
meget større gruppe af biler, nemlig personbilerne, kan køre med mørke ruder.
3. Den ovenfor nævnte
opfattelse af reglerne, herunder opfattelsen af, at regelændringen den 1.
april
1984 alene skulle betragtes som en præcisering af de hidtidige regler, er i
overensstemmelse med den opfattelse af regelsættet som Færdselsstyrelsen gav
udtryk for i sit brev af 19. juli 1994 til (A).
4. I nærværende sag er der
tale om, at Statens Bilinspektion tidligere har godkendt, at de pågældende
biler er forsynet med mørke ruder.
I anledning af Folketingets
Ombudsmands henvendelse har Færdselsstyrelsen foretaget en fornyet gennemgang
af sagen og i den sammenhæng foretaget en fornyet vurdering af rækkevidden af
de regelændringer, der er sket i perioden.
Færdselsstyrelsen finder
herefter fortsat, at for så vidt angår de personbiler, der er registreret
første
gang efter 1. april 1984
, er
det ikke lovligt at have bagrude og bageste sideruder med mindre end 70 %
lysgennemgang, hvilket fremgår af DfK. Det skal i den forbindelse fremhæves,
at ordet
ruder
er at betragte som en
fællesbetegnelse for samtlige ruder, dvs. forruder, sideruder og bagruder.
Færdselsstyrelsen er
ligeledes fortsat af den opfattelse, for så vidt angår køretøjer der er
registreret første gang
efter 1. april
1984
, at det er berettiget, at Statens Bilinspektion i dag nægter at
godkende de pågældende køretøjer, før ruderne er bragt i forskriftsmæssig
stand.
Dette gælder, uanset at
Statens Bilinspektion tidligere - ved forkert regelanvendelse - har godkendt
de
pågældende køretøjer. Færdselsstyrelsen har således fundet, at de hensyn til
færdselssikkerheden, der er tilgodeset ved DfK's krav til lysgennemgang, i
denne sammenhæng må tillægges større vægt end borgerens forventning, som
Statens Bilinspektion kan have skabt, til fortsat opretholdelse af en
(ulovlig)
tilstand.
Hvad angår de køretøjer, der
er registreret første gang
før 1. april
1984
, var der som nævnt ikke fastsat specifikke bestemmelser om
lysgennemgang gennem bagruder og sideruder.
Efter den fornyede vurdering
af regelgrundlaget på området finder Færdselsstyrelsen det tvivlsomt, om
ændringen i 1984 - således som det var lagt til grund ved Færdselsstyrelsens
afgørelse af 19. juli 1994 - alene kan tages som udtryk for en præcisering af
de hidtidige regler, eller om den indebar en skærpelse af reglerne.
Under hensyn til denne tvivl
er Færdselsstyrelsen af den opfattelse, at Statens Bilinspektions afgørelse
om
godkendelse kun kan omgøres, i relation til ønsket om fornyet godkendelse,
såfremt afgørelsen klart tilsidesætter de hensyn, der fremgår af
færdselslovens
§ 67, stk. 1, således at køretøjet ikke kan benyttes uden fare og ulempe for
andre, og derfor udgør en væsentlig fare for færdselssikkerheden.
Færdselsstyrelsen vil på
denne baggrund orientere Statens Bilinspektion om, at for køretøjer
indregistreret før den 1. april 1984 skal der udøves et konkret skøn ved
vurdering af rudernes betydning for førerens udsyn.
Det medfører, at de
køretøjer, der er registreret første gang
før
den 1. april 1984
, og som hidtil har været godkendt med mørke ruder, kun
undtagelsesvis vil blive nægtet godkendelse".
Som kommentar hertil har A i
brev af 2. april 1995 bl.a. anført følgende:
"Færdselsstyrelsen
argumenterer for at der er forskellige regler for i øvrigt identiske van's
når
de anvendes til varetransport og persontransport. Færdselsstyrelsen undlader
ganske at kommentere foreningens tidligere fremsatte oplysninger: Der er
mange,
mange vans, der ikke er indregistreret til varetransport men til 'buskørsel'
og 'privat buskørsel' d.v.s. til kørsel med over 9 passagerer. Grunden er
selvfølgelig den meget lave stykafgift, der indtil for nyligt var på biler,
der
blev indregistreret til at transportere mere end 9 passagerer. 'Busserne' må
gerne have mørke bag- og sideruder. Den eneste forskel på de 3 van's, der
anvendes i limousinebranchen og 'busserne' er at 'busserne' har fået fjernet
armlænene på bageste sæderække således at det ved en opmåling er blevet
godkendt at der kan sidde fire, og ikke tre, personer ved siden af hinanden
bag
i vognen. 'Det overordnede hensyn til færdselssikkerheden' synes således,
mærkeligt nok, kun at spille en rolle for Færdselsstyrelsen når en van er
indregistreret til at befordre MINDRE end 9 passagerer - hvis argumentationen
skulle tages alvorligt måtte man tro, at det var vigtigere at transportere
mere end 9 passagerer sikkert end mindre end 9."
Færdselsstyrelsen har i
udtalelsen af 9. maj 1995 bl.a. anført følgende:
"(A) anfører i sit brev
af 2. april 1995, at mange van's er registreret til 'buskørsel' og 'privat
buskørsel', og at dette kan lade sig gøre, fordi ejeren har fjernet armlæn på
den bageste række sæder, således at der er plads til 9 passagerer. Det
fremgår
af brevet, at sådanne køretøjer gerne må have mørke bagruder og bageste
sideruder, og foreningen stiller sig undrende overfor, at der gælder
lempeligere regler for køretøjer, der er indrettet til transport af flere
personer.
Hvad angår muligheden for at
omdanne hyrevogne til busser, kan Færdselsstyrelsen oplyse, at visse
hyrevogne
er opbygget på basis af samme karosseri som en lille bus (personbil M2). I
henhold til DfK afsnit 1.03 er en personbil M1 en bil, der er indrettet til
at
benyttes til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet. En personbil
M2
er en bil, der er indrettet til befordring af mere end 9 personer, føreren
medregnet, og som har en tilladt totalvægt på ikke over
5.000 kg. Denne opdeling i M1 og M2
er i overensstemmelse med EU-direktiver på området. Det er således alene
indretningen af køretøjet, der er bestemmende for, om det skal registreres
som
en M1 eller M2 og dermed bestemmende for, hvilke regler køretøjet skal
opfylde.
I Detailforskrifter for
Køretøjer stilles der forskellige tekniske krav til de forskellige
køretøjskategorier,
og kravene er udformet under hensyntagen både til færdselssikkerheden og til
de
forskellige formål, hvormed køretøjet skal benyttes. For nærmere detaljeret
gennemgang af baggrunden for udformning af forskellige bestemmelser henvises
i
øvrigt til Færdselsstyrelsens brev af 28. februar 1995, side 3, sidste
afsnit.
En personbil M2 er som nævnt
pr. definition indrettet til befordring af mere end 9 personer. Det betyder,
at
de køretøjer, der falder ind under denne kategori, er helt små busser til 10
personer, men også busser i mellemstørrelsen er omfattet. Især i de større
busser er førerens udsyn direkte bagud og skråt bagud ofte meget begrænset
bl.a. på grund af passagersæder, der er anbragt på et højere niveau end
førersædet og kabineadskillelsen bag førerpladsen. Disse forhold er bl.a.
begrundelsen for, at bestemmelserne om ruder og udsyn i personbil M2, ligesom
for varebiler, forudsætter at føreren alene har udsyn bagud via påbudte
førerspejle. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der for disse køretøjer
-
i modsætning til personbil M1 - derfor ikke er krav om indvendigt førerspejl,
men alene krav om udvendige førerspejle monteret på hver side af køretøjet.
Konsekvensen af et sådant
system er, at køretøjer, der teknisk ligger på grænsen mellem 2 klasser, i
princippet kan benyttes i begge køretøjsklasser, afhængig af hvordan
køretøjet
indrettes. At to næsten identiske køretøjer skal bedømmes efter forskellige
regler, er således en konsekvens af, at reglerne af administrative hensyn er
opdelt
i køretøjsklasser, og at der gælder forskellige regler for de enkelte
klasser.
Færdselsstyrelsen kan til
Ombudsmandens orientering oplyse, at der i øjeblikket behandles en sag i
Færdselsstyrelsen, hvor Opel har fået en EU-godkendelse til et køretøj, der
er
forsynet med mørk bagrude. Da der er tale om en EU-godkendelse har
Færdselsstyrelsen været nødsaget til at acceptere dette køretøj, selv om det
er
Færdselsstyrelsens opfattelse, at godkendelsen er i strid med direktiverne om
spejle og ruder. Færdselsstyrelsen agter derfor at rejse sagen over for de
involverede godkendende myndigheder og eventuelt Kommissionen, i
overensstemmelse med EU-reglerne om løsning af fortolkningsproblemer."
Ombudsmandens udtalelse
"I medfør af § 68, stk.
1, i færdselsloven (hovedlov nr. 287 af 10. juni 1976, nu lovbek. nr. 735 af
24. august 1992 med senere ændringer) har justitsministeren, senere
trafikministeren, siden 1977 årligt udstedt Bekendtgørelse om
detailforskrifter
for køretøjers indretning og udstyr (DfK). Bekendtgørelsen er - ved kongelig
anordning nr. 160 af 1977 - fritaget for kundgørelse i Lovtidende.
De for denne sag centrale
bestemmelser er i de årlige bekendtgørelser placeret under hovedpkt. 10.03
med
overskriften 'UDSYN, RUDER MV.'
DfK fra 1977 indeholder bl.a.
følgende bestemmelser:
'
10.03.001
GENERELLE BESTEMMELSER
(1) Køretøj skal være således
indrettet, at der fra førerpladsen er fornødent, direkte udsyn fremad og til
siderne.
...
10.03.004
SOLSKÆRME, SOLFILTRE
M. V.
(1) ...
(2) ...
(3) Forrude og forreste
sideruder må ikke være forsynet med solfilter i form af påsprøjtede eller
påklæbede film, der helt eller delvis dækker ruden.
(4) Køretøj kan være forsynet
med forrude, der ved fremstillingen er svagt farvet over hele arealet
og/eller
kraftigt farvet i et smalt felt foroven, såfremt ruden tillader mere end 70 %
af det indfaldende lys at passere inden for det normale synsfelt.'
De tilsvarende bestemmelser i
DfK fra 1984 er sålydende:
'
10.03.001
GENERELLE BESTEMMELSER
(1) Motordrevet køretøj skal
være således indrettet, at der fra førerpladsen er fornødent, direkte udsyn
fremad og til siderne.
...
10.03.004
SOLSKÆRME, SOLFILTRE
M. V.
(1) ...
(2) ...
(3) Forrude og forreste
sideruder i motordrevet køretøj må ikke være forsynet med solfilter i form af
påsprøjtede eller påklæbede film, der helt eller delvis dækker ruden.
(4) Køretøj kan være forsynet
med ruder, der ved fremstillingen er svagt farvet over hele arealet og/eller
kraftigt farvet i et smalt felt foroven, såfremt ruderne tillader mere end 70
% af det indfaldende lys at passere inden for det normale synsfelt.'
I DfK 1984 er - under punkt
10.03.004 (4) - således 'forrude' ændret til 'ruder'. I øvrigt er
bestemmelserne identiske.
DfK 1992 (og 1993) indeholder
bl.a. følgende bestemmelser:
'
10.03.001
GENERELLE BESTEMMELSER
(1) Motordrevet køretøj skal
være således indrettet, at der fra førerpladsen er fornødent, direkte udsyn
fremad og til siderne.
...
10.03.003
RUDER
(1) ...
(2) ...
(3) Forrude og forreste
siderude (180o
synsfelt) i motordrevet køretøj skal have mindst 70%
lysgennemgang inden for det normale synsfelt.'
10.03.004
SOLSKÆRME, SOLFILTRE
MV.
(1) ...
(2) ...
(3) Forrude og forreste
sideruder i motordrevet køretøj må ikke være forsynet med solfilter i form af
påsprøjtede eller påklæbede film, der helt eller delvis dækker ruden.
...
10.03.021
PERSONBIL M
1
(1) ...
(2) ...
(3) ...
(4) ...
(5) Bagrude og bageste
sideruder skal have mindst 70% lysgennemgang.'
Fra 1992 er der således sket
en opdeling af bestemmelsen med særlige regler for personbiler M
1
(indrettet til
befordring af højst ni personer). I de tidligere bekendtgørelser har reglerne
om udsyn, ruder mv. været ens for alle køretøjer.
Bestemmelserne om krav til
udsyn fra et motordrevet køretøj er begrundet i hensynet til
færdselssikkerheden.
Såvel i udstyrsbekendtgørelsen fra 1955 som i de årlige bekendtgørelser om
detailforskrifter for køretøjer siden 1977 har der været en generel
bestemmelse om at et motorkøretøj skal være indrettet således at føreren har
det nødvendige udsyn fremad og til siderne, jf. således den generelle
bestemmelse i de årlige bekendtgørelsers pkt. 10.03.001.
Færdselssikkerhedsmæssige
hensyn kan også begrunde krav om udsyn gennem bagrude og bageste sideruder.
Sagen giver mig imidlertid anledning til at bemærke det - efter min
opfattelse
- åbenbare: at der er langt væsentligere færdselssikkerhedsmæssige hensyn
knyttet til kravet om udsyn forud og til siderne end til (eventuelle) krav om
udsyn gennem bagrude og bageste sideruder.
Bekendtgørelserne fra 1977-83
I detailforskrifterne fra
1977-83 er det - for alle køretøjer - bestemt at forruden kan være farvet
hvis
den tillader mere end 70% lysgennemgang. Som jeg må forstå Færdselsstyrelsens
bemærkninger i sagen (i brevet af 19. juli 1994 til Dem og i udtalelsen til
mig
af 28. februar 1995), har det oprindeligt været styrelsens opfattelse at
bestemmelsen (i pkt. 10.03.004 (4)) var udtryk for en fravigelse - lempelse -
fra et udgangspunkt om at alle ruder skulle have fuldstændig (100%)
lysgennemgang. Retsstillingen skulle herefter være den at kun forruder måtte
have reduceret lysgennemgang. Jeg henviser til styrelsens bemærkninger i
brevet
af 19. juli 1994 (ovenfor, s. 3) om at ændringen fra 'forrude' til 'ruder'
blev opfattet som en lempelse i forhold til de tidligere regler. Jeg bemærker
hertil at et krav om at alle ruder som udgangspunkt skal have fuldstændig
(100%) lysgennemgang, efter min opfattelse ville være af en sådan
(indgribende)
karakter at det ville forudsætte en udtrykkelig (skreven) regel.
I udtalelsen af 28. februar
1995 har Færdselsstyrelsen justeret sin beskrivelse af sin hidtidige
opfattelse af retstilstanden til at 1984-ændringen ikke indebar en
lempelse
, men en
præcisering
af de hidtidige regler der 'blev fortolket således, at
også sideruder og bagruder kunne være tonede i samme grad som forruderne'.
Jeg
bemærker at dette ikke er 'i overensstemmelse med den opfattelse af
regelsættet
som Færdselsstyrelsen giver udtryk for i sit brev af 19. juli 1994...', jf.
udtalelsen af 28. februar 1995, pkt. 3.
For så vidt angår bagruder og
bageste sideruder, er det imidlertid min opfattelse at der ved anvendelse af
almindelige fortolkningsprincipper hverken er støtte for at nå til det
resultat at kun forruder overhovedet måtte være farvede (skærpende
modsætningsslutning),
eller til det resultat at bagruder og bageste sideruder
(kun)
måtte være farvede i samme omfang som forruder
(analogislutning): Det afgørende færdselssikkerhedsmæssige hensyn der fremgår
af den generelle bestemmelse i punkt 10.03.001, er at sikre udsyn gennem det
'180o
synsfelt'. Bestemmelsen om begrænsningen (til 70% lysgennemgang)
i forruder varetager dette hensyn. Udsyn gennem bagrude og bageste sideruder
har ikke en betydning for færdselssikkerheden af samme styrke. På den
baggrund
og når bestemmelsen som her udtrykkeligt kun vedrører forruder, må en
sædvanlig
modsætningsslutning efter min opfattelse føre til at der ikke i
bekendtgørelserne
fra 1977-83 har været hjemmel til at kræve 70% lysgennemgang i bagrude og
bageste sideruder. Jeg bemærker at det for så vidt angår forreste sideruder
(som heller ikke er nævnt i bestemmelsen), forekommer mere nærliggende at
foretage
en analogislutning. Dette spørgsmål har jeg dog ikke fundet anledning til at
vurdere nærmere.
Bekendtgørelserne fra 1984-91
I DfK for 1984 blev bestemmelsen i pkt. 10.03.004 (4)
ændret således at 'forrude' blev erstattet af 'ruder'. På grund af den
uklarhed
der har været om opfattelsen af bestemmelsen, er det efter min mening
vanskeligt at udlede hvad der var hensigten med ændringen i 1984. Jeg
henviser
til at Færdselsstyrelsen har overvejet om der var tale om henholdsvis en
lempelse, en præcisering eller en skærpelse af reglerne.
Jeg er enig med Færdselsstyrelsen i at ordet 'ruder'
efter en almindelig sproglig forståelse må betragtes som omfattende samtlige
ruder i et motorkøretøj. Som reglerne
før
1. april 1984 efter min opfattelse må forstås, jf. ovenfor, er der efter
ordlyden tale om en skærpelse af reglerne. Dette har dog tilsyneladende ikke
oprindeligt
bevidst været tilsigtet, jf. det Færdselsstyrelsen har anført i brev af 19.
juli 1994 om at den ændrede bestemmelse 'ikke (er) markeret som en
skærpelse'.
Hvis det har været hensigten at bestemmelsen (i pkt.
10.03.004 (4)) skulle omfatte alle ruder, ville dette bl.a. have den - mindre
forståelige - konsekvens at der var et krav om mindst 70% lysgennemgang
gennem
bagruder og bageste sideruder, mens det var tilladt at de samme ruder helt
eller delvis var dækket af solfilter. Jeg henviser til at bestemmelsen i pkt.
10.03.004 (3) om solfiltre alene vedrører forruder og forreste sideruder.
Først med DfK fra 1992 blev der indført særlige regler
om udsyn fra personbiler (M
1
). I DfK fra 1984 var disse bestemmelser således ens for alle
køretøjer. Som anført af Færdselsstyrelsen i udtalelsen af 28. februar 1995
(i
det afsnit der er citeret ovenfor, s. 8 øverst) er det tilladt at have
varebiler uden bagruder og bageste sideruder. Hvis bestemmelsen i DfK 1984,
pkt. 10.03.004 (4), skal forstås som omfattende alle ruder, har det således
den
- endnu mindre forståelige - konsekvens at det var ulovligt for f.eks.
varebiler at have farvede bag- og bageste sideruder, men lovligt slet ikke at
have bag- og bageste sideruder.
På baggrund af oplysningerne i sagen må jeg lægge til
grund at Statens Bilinspektion i perioden fra 1. april 1984 indtil ændringen
af
DfK i 1992 i meget vidt omfang (muligvis i samtlige tilfælde) har godkendt
personbiler (limousiner) med bagruder med mindre end 70% lysgennemgang. Jeg
henviser herunder bl.a. til Deres breve til mig af 21. december 1994 og 6.
januar 1995 med oplysningerne fra de to bilinspektører. Disse breve har været
forelagt Færdselsstyrelsen. Jeg må således lægge til grund at bestemmelserne
om minimalt 70% lysgennemgang i perioden indtil DfK 1992 faktisk ikke er
blevet anvendt på bagruder og bageste sideruder.
Færdselsstyrelsens opfattelse
af at kravet om 70% lysgennemgang med DfK for 1984 gjaldt for alle ruder,
støttes alene på ændring af ordlyden af bestemmelsen (fra 'forrude' til
'ruder'). Baggrunden for ændringen er ikke klar. Ud fra de forhold der er
fremhævet ovenfor (b-e), mener jeg derimod at Færdselsstyrelsens
retsopfattelse
ikke kan opretholdes, og at et krav om min. 70% lysgennemgang også i bag- og
bageste sideruder ikke har haft fornøden hjemmel i bekendtgørelsen om
detailforskrifter for motorkøretøjer før ændringen i 1992.
Jeg har gjort
Færdselsstyrelsen bekendt med min opfattelse og henstillet til styrelsen at
praksis vedrørende godkendelse af motorkøretøjer indregistreret før 1. april
1992 justeres i overensstemmelse hermed.
..."
Færdselsstyrelsen orienterede
mig senere om at styrelsen havde udfærdiget en meddelelse om køretøjers
indretning og udstyr, hvoraf fremgår hvorledes køretøjer indregistreret før
1.
april 1992 og forsynet med mørke ruder for fremtiden skal behandles i
forbindelse med syn.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om ophævelse af visse bekendtgørelser, cirkulærer, cirkulæreskrivelser, vejledninger og skrivelser inden for Trafikstyrelsens område Retsinformation · 28. april 2015
- Sag om krænkelse af brugsmodelregistrering og patentrettigheder Domsdatabasen · 24. januar 2006
- Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 25. juli 2018. — Agenzia delle Dogane e dei Monopoli mod Pilato SpA. EU-domme · 25. juli 2018
- Manglende oversættelse til dansk af tekniske krav til taxametre. Kundgørelse Retsinformation · 19. januar 2004
- Campingbiler. Retsinformation · 1. oktober 1997
- Bindende svar – Skattestyrelsen har besvaret de stillede spørgsmål således Landsskatteretten · 12. juni 2026