Spring til indhold

Retsinformation

Fortolkning af forskrifter om mørke bag- og sideruder i biler

FOU nr 1996.240UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fortolkning af forskrifter om mørke bag- og sideruder i biler

I breve af 8. og 21. december

1994 og 6. januar 1995 klagede A til mig over Færdselsstyrelsens afgørelser

vedrørende

krav om lysgennemgang i bagruder og bageste sideruder i limousinebiler.

I anledning af klagen har jeg

indhentet udtalelser af 28. februar 1995 og 9. maj 1995 fra

Færdselsstyrelsen.

Jeg har endvidere haft sagens akter til gennemsyn.

Det fremgår af sagen at A i

brev af 28. juni 1994 skrev følgende til Færdselsstyrelsen:

"Flere af foreningens

medlemmer har henvendt sig til mig i anledning af, at de ved periodisk syn

har

fået besked om, at deres vogne ikke kan godkendes, fordi vognene ikke

overholder et krav i 'Detailforskrifter for Køretøjer 1994', side 154, der

lyder:

Bagrude og bageste sideruder

skal have mindst 70% lysgennemgang. Bestemmelsen gælder også for ruder med

solfilter i form af påsprøjtet eller påklæbet film.

I den anledning skal jeg tillade

mig at bede Dem om at meddele mig hvornår denne bestemmelse første gang stod

i

'Detailforskrifter for Køretøjer'."

I brev dateret 18. juni (skal

formentlig være 18. juli) 1994 skrev brancheforeningen bl.a. følgende:

"Jeg vil anslå at ca. en

trediedel af de godt 50 limousiner, der er i Danmark, er forsynet med mørkt

tonede ruder bag i vognen.

Da jeg ikke har fået oplyst

Læs alt

hvornår bestemmelsen om mørke ruder bag i vognen er optaget i

'Detailforskrifter' vil jeg i det følgende gå ud fra, at bestemmelsen er

indført

før limousinerne blev godkendt til erhvervsmæssig persontransport med de

farvede vinduer. Jeg har fået oplyst, at man tidligere ved godkendelse af

'personbil M1' har taget let på den ovennævnte regel og at man nu har

opstrammet håndhævelsen på baggrund af en 'Meddelelse om køretøjers

indretning'

fra Færdselssikkerhedsafdelingen dateret den 15.02.93 som igen er et resultat

af at man har observeret et stigende antal personbiler M1 med tonede ruder.

Limousiner er som andre

hyrevogne omfattet af reglerne om periodisk syn. Som det fremgår af det

ovennævnte har selve godkendelsen til erhvervsmæssig persontransport været

særdeles grundig, omhyggelig og tidskrævende. Ved det periodiske syn lægges

vægten på det sikkerhedsmæssige (specielt bremser, styretøj og lygter).

Det er min opfattelse at den

første, omfattende, undersøgelse resulterer i en godkendelse, der er en

såkaldt

'begunstigende forvaltningsakt'. Ifølge dansk forvaltningsret skal der ske en

kraftig ændring i faktiske forhold før en sådan forvaltningsakt kan trækkes

tilbage. ('Annulleres').

At en myndighed beslutter at

håndhæve en ret uvæsentlig detalje i 'Detailforskrifter for Motorkøretøjer',

som man ikke tidligere har håndhævet, medfører ikke, at forvaltningsakten kan

annulleres, der skal langt stærkere grunde til."

I brev af 19. juli 1994 skrev

Færdselsstyrelsen bl.a. følgende til A:

"Færdselsstyrelsen kan i

den anledning oplyse, at Detailforskrifter for Køretøjer, der blev udsendt 1.

gang i 1977, i pkt. 10.03.004(4) indeholdt en bestemmelse, der tillod, at

køretøj kan være forsynet med forrude, der ved fremstillingen er svagt farvet

over hele arealet og/eller kraftigt farvet i et smalt felt foroven, såfremt

ruden tillader mere end 70% af det indfaldende lys at passere inden for det

normale synsfelt.

På dette tidspunkt var der

ikke eksplicit taget stilling til, i hvilket omfang andre ruder kunne være

farvede, idet der ikke havde vist sig behov herfor.

I Detailforskrifter for

Køretøjer 1984 blev bestemmelsen i pkt. 10.03.004(4) ud fra en logisk

vurdering

ændret til ikke blot at omfatte forruder, men til at omfatte alle ruder i et

køretøj. Den ændrede bestemmelse er ikke markeret som en skærpelse og er

således opfattet som en lempelse i forhold til tidligere regler.

I Detailforskrifter for

Køretøjer 1992 blev denne bestemmelse ophævet som generel bestemmelse og

blev,

hvad angår bagrude og bageste sideruder, erstattet af en bestemmelse i pkt.

10.03.021(5), der alene omfatter personbil M1, og hvoraf fremgår, at bagrude

og

bageste sideruder skal have mindst 70% lysgennemgang.

På baggrund af en række

forespørgsler blev det i 1993 i pkt. 10.03.021(5) præciseret, at bestemmelsen

også gælder for ruder med solfilter i form af påsprøjtet eller påklæbet film.

Det er derfor

Færdselsstyrelsens opfattelse, at pkt. 10.03.021(5) i Detailforskrifter for

Køretøjer 1994 har været indeholdt i Detailforskrifter for Køretøjer, siden

disse blev udsendt 1. gang i 1977.

Den endelige afgørelse af

spørgsmålet henhører dog under domstolene."

I brev af 28. juli 1994 til A

skrev Færdselsstyrelsen videre følgende:

"Færdselsstyrelsen skal

hertil meddele, at den af Typegodkendelsessektionen udstedte

godkendelseserklæring har til formål at dokumentere, at det pågældende

køretøj

opfylder betingelserne for at blive godkendt til hyrekørsel, se således også

Ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 87 af 10. marts 1980

om

særlige krav til hyrevogne med senere ændringer. Kopi af bekendtgørelsen

vedlægges

til orientering. Køretøjet bliver ved udstedelse af godkendelseserklæringen

erklæret egnet til hyrekørsel.

Køretøjet skal derefter, som

sket, stille til registreringssyn hos Statens Bilinspektion, hvor det skal

kontrolleres, at køretøjet opfylder gældende bestemmelser i Detailforskrifter

for Køretøjer. Ved de senere periodiske syn skal Statens Bilinspektion

kontrollere, at køretøjet er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, og at

køretøjet opfylder Detailforskrifter for Køretøjer.

Det er på den baggrund

Færdselsstyrelsens opfattelse, at Statens Bilinspektion ikke er afskåret fra

at

kræve, at de pågældende køretøjer opfylder bestemmelserne i Detailforskrifter

for Køretøjer, inden de godkendes. Færdselsstyrelsen kan således ikke

imødekomme (A)'s anmodning.

Færdselsstyrelsen skal i

øvrigt henlede (A)'s opmærksomhed på, at der ikke er tale om en

tilbagekaldelse

af den af Typegodkendelsessektionen udstedte godkendelseserklæring, idet

køretøjerne stadig i princippet er egnede til hyrekørsel.

Denne afgørelse kan efter §

3, stk. 1, i Bekendtgørelse nr. 215 af 22. marts 1994 om henlæggelse af

beføjelser til Færdselsstyrelsen ikke indbringes for trafikministeren. I

medfør

af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, kan trafikministeren dog bestemme, at en

afgørelse, der efter førnævnte bestemmelse ikke kan indbringes for

ministeren,

skal kunne indbringes for denne.

Hvis De ønsker en vurdering

af, om denne afgørelse findes at burde kunne indbringes for ministeren, skal

De

rette henvendelse til: Trafikministeren, Frederiksholms Kanal

27 F, 1220 København K."

I brev af 4. oktober 1994

rettede A henvendelse til trafikministeren. Foreningen anførte bl.a.

følgende:

"Yderligere skal det

fremføres, at en grund til at bilinspektionerne ikke har reageret overfor de

farvede ruder kan være at de, i overensstemmelse med Detailforskrifter for

motorkøretøjer, godkender massevis af biler med farvede bag- og bageste

sideruder. Fire af de limousinevogne, der er 'kommet i klemme' er

karosserimæssigt identiske med vogne, der er indregistreret som (små) busser

og som varevogne og hvis de er det må de gerne have farvede bag- og

sideruder.

Om disse vogne, såkaldte 'vans', er indregistreret som limousine eller bus

(d.v.s. med 9 pladser i vognen eller med 10 eller flere pladser i vognen)

afhænger af om armlænet bag i vognen fjernes eller ej. Hvis det fjernes er

der

i de fleste 'vans' (teoretisk) plads til 4 på bagsædet. Hvis der er armlæn er

der kun (teoretisk) plads til tre på bagsædet. Der er selvfølgeligt bedre

udsyn

gennem en rude, der er klar end en rude, der er mørk, men hvis man i

færdselsstyrelsen mener, at det er forsvarligt at have farvede vinduer i en

bil med 10 pladser eller mere, mener vi ikke at man med føje kan påstå, at

det

er mindre forsvarligt at køre med et identisk køretøj blot fordi det er

indregistreret til færre passagerer.

Der er således, efter (A)'s opfattelse,

ikke nogen færdselssikkerhedsmæssige, konkrete hensyn, der taler mod

udstedelsen

af en dispensation."

Den 17. november 1994 skrev

trafikministeren bl.a. følgende til A:

"Færdselsstyrelsen, som

i anledning af Deres henvendelse er blevet bedt om en udtalelse, henholder

sig

til sin tidligere afgørelse.

Afgørelser, som i medfør af

Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 215 af 22. marts 1994 er henlagt til

Færdselsstyrelsen, kan hverken indbringes for højere administrativ myndighed

eller for trafikministeren, medmindre ministeren træffer særlig beslutning

herom.

Jeg har i dette tilfælde ikke

fundet grundlag for at træffe en sådan beslutning.

Færdselsstyrelsen har

imidlertid ikke taget stilling til spørgsmålet om et eventuelt

erstatningsansvar for Statens Bilinspektion i forbindelse med denne styrelses

godkendelser af køretøjerne ved registreringssynet.

Såfremt Deres medlemmer

finder, at Færdselsstyrelsens afgørelse giver dem grundlag for at rejse et

krav

om erstatning, må jeg henvise dem til at rette henvendelse til Statens

Bilinspektion/Færdselsstyrelsen herom."

I A's breve til mig i

december 1994 og januar 1995 er bl.a. anført følgende:

(Brev af 21. december 1994):

"Detailforskrifter for

motorkøretøjer er

udarbejdet af

Færdselssikkerhedsafdelingen (Nu: Færdselsstyrelsen) og Statens

Bilinspektion,

som har godkendt bilerne, er

en del af

Færdselssikkerhedsafdelingen. Da Statens Bilinspektion gennem de sidste 20 år

har godkendt limousiner over hele landet med mørke bag og bageste sideruder

må

det antages at Statens Bilinspektion betragter detailforskrifterne som

vejledende - eller der må være en anden forklaring.

3) I dag har jeg derfor talt

med den ledende bilinspektør i (X), hr. (B). Bilinspektøren oplyste, at det

er

hans opfattelse (som altså ikke er den samme som Færdselsstyrelsens) at det

indtil 1992, hvor den nugældende regel blev indføjet i detailforskrifterne,

var

et fortolkningsspørgsmål om der var regler for andet end

for

ruder og

forreste

sideruder. Bilinspektørerne mente

ikke

,

at der var sådanne regler og om bag- og sideruder var for mørke til at man

fandt det forsvarligt blev derfor besluttet ud fra et skøn. Derfor har man i

hele landet godkendt limousiner med mørke bag- og bageste sideruder."

(Brev af 6. januar 1995):

"Jeg har i anden anledning

talt med den ledende bilinspektør ved bilinspektionen i (Y). (Den ene af de

to

bilinspektioner i (X).

Bilinspektøren, (C), oplyste,

at det er hans opfattelse, at der ikke tidligere har været regler for bag- og

bageste sideruder. Han var derfor af den mening at der er tale om lovgivning

med tilbagevirkende kraft og derfor har han, da bilinspektionerne af

Færdselsstyrelsen fik besked på at nægte fortsat godkendelse til biler med

mørke bag- og sideruder, foreslået Færdselsstyrelsen at man gav dispensation

til allerede registrerede biler eftersom man ikke tidligere ved nye krav i

bekendtgørelsen har givet regler der også skulle gælde allerede registrerede

biler. Færdselsstyrelsens jurister havde sagt nej til hans forslag 'da det er

Færdselsstyrelsens juristers opfattelse at der allerede før 1992 var regler

om

mørke bag- og bageste sideruder'. Da Færdselsstyrelsen er hans overordnede

myndighed var han nødt til at nægte godkendelse ved periodesyn og

ejerskiftesyn.

Bilinspektør (C)'s

oplysninger overrasker mig ikke. De svarer nøje til hvad den ledende

bilinspektør i (X), hr. (B), har oplyst. (Se min skr. til Dem af 8. december

1994).

Det er min opfattelse, at

hvis landets bilinspektører, i mange år, indtil 1992 hvor bestemmelsen blev

indført, har fortolket detailforskrifter for motorkøretøjer således at man

ikke mente at der i bekendtgørelsen var regler for bag- og bageste sideruder,

så kan juristerne i Færdselsstyrelsen ikke nu, ved en ny og meget

'ordkløverisk' fortolkning af de gamle detailforskrifter, til skade for

borgerne komme til et andet resultat og pålægge bilinspektørerne at

administrere efter denne nye fortolkning."

I udtalelsen af 28. februar

1995 har Færdselsstyrelsen bl.a. anført følgende:

"2. Om de generelle

regler på området kan det oplyses, at når et køretøj ønskes anvendt til

hyrekørsel, skal det være standardtypegodkendt til hyrekørsel eller være

fundet egnet til hyrekørsel ved standardtypegodkendelse, jf. § 9, stk. 1, i

Ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 401 af 14. september

1979 om hyrekørsel.

I forbindelse med udstedelse

af en standardtypegodkendelse bliver det undersøgt, om det pågældende køretøj

opfylder betingelserne for at blive godkendt til hyrekørsel, jf. Ministeriet

for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 87 af 10. marts 1980 om særlige

krav til hyrevogne. Der er tale om tekniske krav til indretningen, bl.a.

opmåles afstanden fra sæde til loft, afstand mellem for- og bagsæderyglæn

m.v.

Køretøjet bliver ved udstedelse af godkendelseserklæring erklæret egnet til

hyrekørsel.

Udover de nævnte krav skal

køretøjet ligeledes opfylde bestemmelserne i Detailforskrifter for Køretøjer

(DfK), som er en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i § 68, stk. 1 og § 118,

stk. 5 i færdselsloven. DfK indeholder krav til køretøjers indretning og

udstyr. I følge anordning nr. 160 af 27. april 1977 er DfK undtaget fra

offentliggørelse i Lovtidende.

Færdselsstyrelsen kan om DfK

oplyse, at disse, hvor ikke andet er bestemt i reglerne, er afhængige af,

hvornår køretøjet første gang er registreret. Dette fremgår af indledningen

til

DfK.

Det er Statens Bilinspektion,

der skal kontrollere, om køretøjet opfylder gældende bestemmelser i DfK, og

dette sker i forbindelse med et registreringssyn. Dette syn tager ca. 20

minutter. Hyrevognen skal herefter til periodisk syn hvert år, og i den

forbindelse skal Statens Bilinspektion kontrollere, at køretøjet er i

sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, og at køretøjet opfylder Detailforskrifter

for Køretøjer. Et periodisk syn varer ca. 20 minutter.

For alle køretøjer, uanset

første registreringsdato, gælder den almindelige bestemmelse i færdselslovens

§

67, stk. 1, hvorefter køretøjer skal være således indrettet, at det kan

benyttes uden fare og ulempe for andre, samt skade for vejen.

Færdselslovens § 67 har bl.a.

været benyttet som hjemmelsbestemmelse til udstedelse af Justitsministeriets

cirkulæreskrivelse af 2. april 1982 om solpersienner og rullegardintyper. Det

fremgår af denne cirkulæreskrivelse, at færdselsloven ikke er overholdt,

såfremt brugen af påbudt indvendigt førerspejl vanskeliggøres som følge af

visse solpersienne- og rullegardintyper til personbiler. Cirkulæreskrivelsen

er

gældende for alle køretøjer, uanset hvornår de er registreret første gang.

Det

skal dog bemærkes, at der ikke i cirkulæreskrivelsen findes en fast

grænseværdi, som f.eks. 70 % lysgennemgang, men der er tale om en konkret

vurdering af førerens udsyn.

For så vidt angår køretøjer,

der er registreret

før den 1. april

1977,

gælder endvidere Justitsministeriets bekendtgørelse om køretøjers

indretning og udstyr (udstyrs-bekendtgørelsen) fra 1955, der blev udstedt med

hjemmel i færdselsloven, hvor det af § 8 fremgår, at en motorvogn skal være

således indrettet, at føreren har det fornødne udsyn fremad og til siderne.

Hvad angår køretøjer, der er

registreret

efter den 1. april 1977

,

kan det oplyses, at det fremgik af det første sæt Detailforskrifter for

Køretøjer (DfK) fra 1. april 1977 afsnit 10.03.004(4), at et køretøj kan være

forsynet med

forruder,

der ved

fremstillingen er svagt farvet over hele arealet og/eller kraftigt farvet i

et

smalt felt foroven, såfremt ruderne tillader mere end 70% af det indfaldne

lys

at passere. Detailforskrifterne fra 1977 indeholdt ingen specifikke regler om

lysgennemgang gennem bagruder og sideruder, idet der ikke havde vist sig

behov

derfor.

Fra den

1. april 1984

blev bestemmelserne om ruder i DfK ændret således, at

det fremgik af bestemmelsen, at 'køretøjer kan være forsynet med

ruder,

der ved fremstillingen er svagt

farvede over hele arealet og/eller kraftigt farvet i et smalt felt foroven,

såfremt

ruderne

tillader mere end 70

% af det indfaldne lys at passere inden for det normale synsfelt'. Denne

ændring er hidtil af Færdselsstyrelsen blevet betragtet som en præcisering i

forhold til tidligere, idet de hidtidige regler blev fortolket således, at

også

sideruder og bagruder kunne være tonede i samme grad som forruderne.

Fra den

1. april 1992

blev den generelle bestemmelse om ruder i DfK

redaktionelt splittet op, og det fremgår af DfK fra 1992 afsnit 10.03.003, at

'forrude og forreste siderude (180 graders synsfelt) i motordrevet køretøj

skal

have mindst 70% lysgennemgang inden for det normale synsfelt'. I sammenhæng

hermed fremgår endvidere, at for så vidt angår almindelige personbiler gælder

også, at 'bagrude og bageste sideruder skal have mindst 70% lysgennemgang'.

Denne regel betyder, at alle køretøjer skal have minimum 70 % lysgennemgang

forrest i bilen, samt at kun personbiler er forpligtet til ligeledes at have

minimum 70 % lysgennemgang i bilens bageste ruder. Med ændringen blev det

lovligt for f.eks. varebiler at have mørke bagruder og bageste sideruder,

svarende til, at det i forvejen var tilladt at have varebiler uden bagruder

og

bageste sideruder.

Grunden til, at der er

forskellige regler for varebiler henholdsvis personbiler er, at de enkelte

køretøjskategorier har forskellige anvendelsesformål. En varebil er pr.

definition en bil, der er indrettet til og benyttes til godsbefordring og

allerede af den grund vil udsynsmulighederne bagud i en varebil, enten på

grund

af gods eller fordi varerummet ikke er forsynet med ruder, være væsentligt

forringet i forhold til en personbil. Det anses derfor som en nødvendighed

under hensyn til køretøjets anvendelsesformål, at udsynet er forringet, og

derfor accepteres det, efter princippet om det mindre i det mere, at

varebiler

kan være forsynet med mørke ruder. Det overordnede hensyn er dog stadig

hensynet til færdselssikkerheden og dermed ønsket om at begrænse brugen af

mørke ruder mest muligt. Dette er baggrunden for, at man ikke tillader, at en

meget større gruppe af biler, nemlig personbilerne, kan køre med mørke ruder.

3. Den ovenfor nævnte

opfattelse af reglerne, herunder opfattelsen af, at regelændringen den 1.

april

1984 alene skulle betragtes som en præcisering af de hidtidige regler, er i

overensstemmelse med den opfattelse af regelsættet som Færdselsstyrelsen gav

udtryk for i sit brev af 19. juli 1994 til (A).

4. I nærværende sag er der

tale om, at Statens Bilinspektion tidligere har godkendt, at de pågældende

biler er forsynet med mørke ruder.

I anledning af Folketingets

Ombudsmands henvendelse har Færdselsstyrelsen foretaget en fornyet gennemgang

af sagen og i den sammenhæng foretaget en fornyet vurdering af rækkevidden af

de regelændringer, der er sket i perioden.

Færdselsstyrelsen finder

herefter fortsat, at for så vidt angår de personbiler, der er registreret

første

gang efter 1. april 1984

, er

det ikke lovligt at have bagrude og bageste sideruder med mindre end 70 %

lysgennemgang, hvilket fremgår af DfK. Det skal i den forbindelse fremhæves,

at ordet

ruder

er at betragte som en

fællesbetegnelse for samtlige ruder, dvs. forruder, sideruder og bagruder.

Færdselsstyrelsen er

ligeledes fortsat af den opfattelse, for så vidt angår køretøjer der er

registreret første gang

efter 1. april

1984

, at det er berettiget, at Statens Bilinspektion i dag nægter at

godkende de pågældende køretøjer, før ruderne er bragt i forskriftsmæssig

stand.

Dette gælder, uanset at

Statens Bilinspektion tidligere - ved forkert regelanvendelse - har godkendt

de

pågældende køretøjer. Færdselsstyrelsen har således fundet, at de hensyn til

færdselssikkerheden, der er tilgodeset ved DfK's krav til lysgennemgang, i

denne sammenhæng må tillægges større vægt end borgerens forventning, som

Statens Bilinspektion kan have skabt, til fortsat opretholdelse af en

(ulovlig)

tilstand.

Hvad angår de køretøjer, der

er registreret første gang

før 1. april

1984

, var der som nævnt ikke fastsat specifikke bestemmelser om

lysgennemgang gennem bagruder og sideruder.

Efter den fornyede vurdering

af regelgrundlaget på området finder Færdselsstyrelsen det tvivlsomt, om

ændringen i 1984 - således som det var lagt til grund ved Færdselsstyrelsens

afgørelse af 19. juli 1994 - alene kan tages som udtryk for en præcisering af

de hidtidige regler, eller om den indebar en skærpelse af reglerne.

Under hensyn til denne tvivl

er Færdselsstyrelsen af den opfattelse, at Statens Bilinspektions afgørelse

om

godkendelse kun kan omgøres, i relation til ønsket om fornyet godkendelse,

såfremt afgørelsen klart tilsidesætter de hensyn, der fremgår af

færdselslovens

§ 67, stk. 1, således at køretøjet ikke kan benyttes uden fare og ulempe for

andre, og derfor udgør en væsentlig fare for færdselssikkerheden.

Færdselsstyrelsen vil på

denne baggrund orientere Statens Bilinspektion om, at for køretøjer

indregistreret før den 1. april 1984 skal der udøves et konkret skøn ved

vurdering af rudernes betydning for førerens udsyn.

Det medfører, at de

køretøjer, der er registreret første gang

før

den 1. april 1984

, og som hidtil har været godkendt med mørke ruder, kun

undtagelsesvis vil blive nægtet godkendelse".

Som kommentar hertil har A i

brev af 2. april 1995 bl.a. anført følgende:

"Færdselsstyrelsen

argumenterer for at der er forskellige regler for i øvrigt identiske van's

når

de anvendes til varetransport og persontransport. Færdselsstyrelsen undlader

ganske at kommentere foreningens tidligere fremsatte oplysninger: Der er

mange,

mange vans, der ikke er indregistreret til varetransport men til 'buskørsel'

og 'privat buskørsel' d.v.s. til kørsel med over 9 passagerer. Grunden er

selvfølgelig den meget lave stykafgift, der indtil for nyligt var på biler,

der

blev indregistreret til at transportere mere end 9 passagerer. 'Busserne' må

gerne have mørke bag- og sideruder. Den eneste forskel på de 3 van's, der

anvendes i limousinebranchen og 'busserne' er at 'busserne' har fået fjernet

armlænene på bageste sæderække således at det ved en opmåling er blevet

godkendt at der kan sidde fire, og ikke tre, personer ved siden af hinanden

bag

i vognen. 'Det overordnede hensyn til færdselssikkerheden' synes således,

mærkeligt nok, kun at spille en rolle for Færdselsstyrelsen når en van er

indregistreret til at befordre MINDRE end 9 passagerer - hvis argumentationen

skulle tages alvorligt måtte man tro, at det var vigtigere at transportere

mere end 9 passagerer sikkert end mindre end 9."

Færdselsstyrelsen har i

udtalelsen af 9. maj 1995 bl.a. anført følgende:

"(A) anfører i sit brev

af 2. april 1995, at mange van's er registreret til 'buskørsel' og 'privat

buskørsel', og at dette kan lade sig gøre, fordi ejeren har fjernet armlæn på

den bageste række sæder, således at der er plads til 9 passagerer. Det

fremgår

af brevet, at sådanne køretøjer gerne må have mørke bagruder og bageste

sideruder, og foreningen stiller sig undrende overfor, at der gælder

lempeligere regler for køretøjer, der er indrettet til transport af flere

personer.

Hvad angår muligheden for at

omdanne hyrevogne til busser, kan Færdselsstyrelsen oplyse, at visse

hyrevogne

er opbygget på basis af samme karosseri som en lille bus (personbil M2). I

henhold til DfK afsnit 1.03 er en personbil M1 en bil, der er indrettet til

at

benyttes til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet. En personbil

M2

er en bil, der er indrettet til befordring af mere end 9 personer, føreren

medregnet, og som har en tilladt totalvægt på ikke over

5.000 kg. Denne opdeling i M1 og M2

er i overensstemmelse med EU-direktiver på området. Det er således alene

indretningen af køretøjet, der er bestemmende for, om det skal registreres

som

en M1 eller M2 og dermed bestemmende for, hvilke regler køretøjet skal

opfylde.

I Detailforskrifter for

Køretøjer stilles der forskellige tekniske krav til de forskellige

køretøjskategorier,

og kravene er udformet under hensyntagen både til færdselssikkerheden og til

de

forskellige formål, hvormed køretøjet skal benyttes. For nærmere detaljeret

gennemgang af baggrunden for udformning af forskellige bestemmelser henvises

i

øvrigt til Færdselsstyrelsens brev af 28. februar 1995, side 3, sidste

afsnit.

En personbil M2 er som nævnt

pr. definition indrettet til befordring af mere end 9 personer. Det betyder,

at

de køretøjer, der falder ind under denne kategori, er helt små busser til 10

personer, men også busser i mellemstørrelsen er omfattet. Især i de større

busser er førerens udsyn direkte bagud og skråt bagud ofte meget begrænset

bl.a. på grund af passagersæder, der er anbragt på et højere niveau end

førersædet og kabineadskillelsen bag førerpladsen. Disse forhold er bl.a.

begrundelsen for, at bestemmelserne om ruder og udsyn i personbil M2, ligesom

for varebiler, forudsætter at føreren alene har udsyn bagud via påbudte

førerspejle. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der for disse køretøjer

-

i modsætning til personbil M1 - derfor ikke er krav om indvendigt førerspejl,

men alene krav om udvendige førerspejle monteret på hver side af køretøjet.

Konsekvensen af et sådant

system er, at køretøjer, der teknisk ligger på grænsen mellem 2 klasser, i

princippet kan benyttes i begge køretøjsklasser, afhængig af hvordan

køretøjet

indrettes. At to næsten identiske køretøjer skal bedømmes efter forskellige

regler, er således en konsekvens af, at reglerne af administrative hensyn er

opdelt

i køretøjsklasser, og at der gælder forskellige regler for de enkelte

klasser.

Færdselsstyrelsen kan til

Ombudsmandens orientering oplyse, at der i øjeblikket behandles en sag i

Færdselsstyrelsen, hvor Opel har fået en EU-godkendelse til et køretøj, der

er

forsynet med mørk bagrude. Da der er tale om en EU-godkendelse har

Færdselsstyrelsen været nødsaget til at acceptere dette køretøj, selv om det

er

Færdselsstyrelsens opfattelse, at godkendelsen er i strid med direktiverne om

spejle og ruder. Færdselsstyrelsen agter derfor at rejse sagen over for de

involverede godkendende myndigheder og eventuelt Kommissionen, i

overensstemmelse med EU-reglerne om løsning af fortolkningsproblemer."

Ombudsmandens udtalelse

"I medfør af § 68, stk.

1, i færdselsloven (hovedlov nr. 287 af 10. juni 1976, nu lovbek. nr. 735 af

24. august 1992 med senere ændringer) har justitsministeren, senere

trafikministeren, siden 1977 årligt udstedt Bekendtgørelse om

detailforskrifter

for køretøjers indretning og udstyr (DfK). Bekendtgørelsen er - ved kongelig

anordning nr. 160 af 1977 - fritaget for kundgørelse i Lovtidende.

De for denne sag centrale

bestemmelser er i de årlige bekendtgørelser placeret under hovedpkt. 10.03

med

overskriften 'UDSYN, RUDER MV.'

DfK fra 1977 indeholder bl.a.

følgende bestemmelser:

'

10.03.001

GENERELLE BESTEMMELSER

(1) Køretøj skal være således

indrettet, at der fra førerpladsen er fornødent, direkte udsyn fremad og til

siderne.

...

10.03.004

SOLSKÆRME, SOLFILTRE

M. V.

(1) ...

(2) ...

(3) Forrude og forreste

sideruder må ikke være forsynet med solfilter i form af påsprøjtede eller

påklæbede film, der helt eller delvis dækker ruden.

(4) Køretøj kan være forsynet

med forrude, der ved fremstillingen er svagt farvet over hele arealet

og/eller

kraftigt farvet i et smalt felt foroven, såfremt ruden tillader mere end 70 %

af det indfaldende lys at passere inden for det normale synsfelt.'

De tilsvarende bestemmelser i

DfK fra 1984 er sålydende:

'

10.03.001

GENERELLE BESTEMMELSER

(1) Motordrevet køretøj skal

være således indrettet, at der fra førerpladsen er fornødent, direkte udsyn

fremad og til siderne.

...

10.03.004

SOLSKÆRME, SOLFILTRE

M. V.

(1) ...

(2) ...

(3) Forrude og forreste

sideruder i motordrevet køretøj må ikke være forsynet med solfilter i form af

påsprøjtede eller påklæbede film, der helt eller delvis dækker ruden.

(4) Køretøj kan være forsynet

med ruder, der ved fremstillingen er svagt farvet over hele arealet og/eller

kraftigt farvet i et smalt felt foroven, såfremt ruderne tillader mere end 70

% af det indfaldende lys at passere inden for det normale synsfelt.'

I DfK 1984 er - under punkt

10.03.004 (4) - således 'forrude' ændret til 'ruder'. I øvrigt er

bestemmelserne identiske.

DfK 1992 (og 1993) indeholder

bl.a. følgende bestemmelser:

'

10.03.001

GENERELLE BESTEMMELSER

(1) Motordrevet køretøj skal

være således indrettet, at der fra førerpladsen er fornødent, direkte udsyn

fremad og til siderne.

...

10.03.003

RUDER

(1) ...

(2) ...

(3) Forrude og forreste

siderude (180o

synsfelt) i motordrevet køretøj skal have mindst 70%

lysgennemgang inden for det normale synsfelt.'

10.03.004

SOLSKÆRME, SOLFILTRE

MV.

(1) ...

(2) ...

(3) Forrude og forreste

sideruder i motordrevet køretøj må ikke være forsynet med solfilter i form af

påsprøjtede eller påklæbede film, der helt eller delvis dækker ruden.

...

10.03.021

PERSONBIL M

1

(1) ...

(2) ...

(3) ...

(4) ...

(5) Bagrude og bageste

sideruder skal have mindst 70% lysgennemgang.'

Fra 1992 er der således sket

en opdeling af bestemmelsen med særlige regler for personbiler M

1

(indrettet til

befordring af højst ni personer). I de tidligere bekendtgørelser har reglerne

om udsyn, ruder mv. været ens for alle køretøjer.

Bestemmelserne om krav til

udsyn fra et motordrevet køretøj er begrundet i hensynet til

færdselssikkerheden.

Såvel i udstyrsbekendtgørelsen fra 1955 som i de årlige bekendtgørelser om

detailforskrifter for køretøjer siden 1977 har der været en generel

bestemmelse om at et motorkøretøj skal være indrettet således at føreren har

det nødvendige udsyn fremad og til siderne, jf. således den generelle

bestemmelse i de årlige bekendtgørelsers pkt. 10.03.001.

Færdselssikkerhedsmæssige

hensyn kan også begrunde krav om udsyn gennem bagrude og bageste sideruder.

Sagen giver mig imidlertid anledning til at bemærke det - efter min

opfattelse

- åbenbare: at der er langt væsentligere færdselssikkerhedsmæssige hensyn

knyttet til kravet om udsyn forud og til siderne end til (eventuelle) krav om

udsyn gennem bagrude og bageste sideruder.

Bekendtgørelserne fra 1977-83

I detailforskrifterne fra

1977-83 er det - for alle køretøjer - bestemt at forruden kan være farvet

hvis

den tillader mere end 70% lysgennemgang. Som jeg må forstå Færdselsstyrelsens

bemærkninger i sagen (i brevet af 19. juli 1994 til Dem og i udtalelsen til

mig

af 28. februar 1995), har det oprindeligt været styrelsens opfattelse at

bestemmelsen (i pkt. 10.03.004 (4)) var udtryk for en fravigelse - lempelse -

fra et udgangspunkt om at alle ruder skulle have fuldstændig (100%)

lysgennemgang. Retsstillingen skulle herefter være den at kun forruder måtte

have reduceret lysgennemgang. Jeg henviser til styrelsens bemærkninger i

brevet

af 19. juli 1994 (ovenfor, s. 3) om at ændringen fra 'forrude' til 'ruder'

blev opfattet som en lempelse i forhold til de tidligere regler. Jeg bemærker

hertil at et krav om at alle ruder som udgangspunkt skal have fuldstændig

(100%) lysgennemgang, efter min opfattelse ville være af en sådan

(indgribende)

karakter at det ville forudsætte en udtrykkelig (skreven) regel.

I udtalelsen af 28. februar

1995 har Færdselsstyrelsen justeret sin beskrivelse af sin hidtidige

opfattelse af retstilstanden til at 1984-ændringen ikke indebar en

lempelse

, men en

præcisering

af de hidtidige regler der 'blev fortolket således, at

også sideruder og bagruder kunne være tonede i samme grad som forruderne'.

Jeg

bemærker at dette ikke er 'i overensstemmelse med den opfattelse af

regelsættet

som Færdselsstyrelsen giver udtryk for i sit brev af 19. juli 1994...', jf.

udtalelsen af 28. februar 1995, pkt. 3.

For så vidt angår bagruder og

bageste sideruder, er det imidlertid min opfattelse at der ved anvendelse af

almindelige fortolkningsprincipper hverken er støtte for at nå til det

resultat at kun forruder overhovedet måtte være farvede (skærpende

modsætningsslutning),

eller til det resultat at bagruder og bageste sideruder

(kun)

måtte være farvede i samme omfang som forruder

(analogislutning): Det afgørende færdselssikkerhedsmæssige hensyn der fremgår

af den generelle bestemmelse i punkt 10.03.001, er at sikre udsyn gennem det

'180o

synsfelt'. Bestemmelsen om begrænsningen (til 70% lysgennemgang)

i forruder varetager dette hensyn. Udsyn gennem bagrude og bageste sideruder

har ikke en betydning for færdselssikkerheden af samme styrke. På den

baggrund

og når bestemmelsen som her udtrykkeligt kun vedrører forruder, må en

sædvanlig

modsætningsslutning efter min opfattelse føre til at der ikke i

bekendtgørelserne

fra 1977-83 har været hjemmel til at kræve 70% lysgennemgang i bagrude og

bageste sideruder. Jeg bemærker at det for så vidt angår forreste sideruder

(som heller ikke er nævnt i bestemmelsen), forekommer mere nærliggende at

foretage

en analogislutning. Dette spørgsmål har jeg dog ikke fundet anledning til at

vurdere nærmere.

Bekendtgørelserne fra 1984-91

I DfK for 1984 blev bestemmelsen i pkt. 10.03.004 (4)

ændret således at 'forrude' blev erstattet af 'ruder'. På grund af den

uklarhed

der har været om opfattelsen af bestemmelsen, er det efter min mening

vanskeligt at udlede hvad der var hensigten med ændringen i 1984. Jeg

henviser

til at Færdselsstyrelsen har overvejet om der var tale om henholdsvis en

lempelse, en præcisering eller en skærpelse af reglerne.

Jeg er enig med Færdselsstyrelsen i at ordet 'ruder'

efter en almindelig sproglig forståelse må betragtes som omfattende samtlige

ruder i et motorkøretøj. Som reglerne

før

1. april 1984 efter min opfattelse må forstås, jf. ovenfor, er der efter

ordlyden tale om en skærpelse af reglerne. Dette har dog tilsyneladende ikke

oprindeligt

bevidst været tilsigtet, jf. det Færdselsstyrelsen har anført i brev af 19.

juli 1994 om at den ændrede bestemmelse 'ikke (er) markeret som en

skærpelse'.

Hvis det har været hensigten at bestemmelsen (i pkt.

10.03.004 (4)) skulle omfatte alle ruder, ville dette bl.a. have den - mindre

forståelige - konsekvens at der var et krav om mindst 70% lysgennemgang

gennem

bagruder og bageste sideruder, mens det var tilladt at de samme ruder helt

eller delvis var dækket af solfilter. Jeg henviser til at bestemmelsen i pkt.

10.03.004 (3) om solfiltre alene vedrører forruder og forreste sideruder.

Først med DfK fra 1992 blev der indført særlige regler

om udsyn fra personbiler (M

1

). I DfK fra 1984 var disse bestemmelser således ens for alle

køretøjer. Som anført af Færdselsstyrelsen i udtalelsen af 28. februar 1995

(i

det afsnit der er citeret ovenfor, s. 8 øverst) er det tilladt at have

varebiler uden bagruder og bageste sideruder. Hvis bestemmelsen i DfK 1984,

pkt. 10.03.004 (4), skal forstås som omfattende alle ruder, har det således

den

- endnu mindre forståelige - konsekvens at det var ulovligt for f.eks.

varebiler at have farvede bag- og bageste sideruder, men lovligt slet ikke at

have bag- og bageste sideruder.

På baggrund af oplysningerne i sagen må jeg lægge til

grund at Statens Bilinspektion i perioden fra 1. april 1984 indtil ændringen

af

DfK i 1992 i meget vidt omfang (muligvis i samtlige tilfælde) har godkendt

personbiler (limousiner) med bagruder med mindre end 70% lysgennemgang. Jeg

henviser herunder bl.a. til Deres breve til mig af 21. december 1994 og 6.

januar 1995 med oplysningerne fra de to bilinspektører. Disse breve har været

forelagt Færdselsstyrelsen. Jeg må således lægge til grund at bestemmelserne

om minimalt 70% lysgennemgang i perioden indtil DfK 1992 faktisk ikke er

blevet anvendt på bagruder og bageste sideruder.

Færdselsstyrelsens opfattelse

af at kravet om 70% lysgennemgang med DfK for 1984 gjaldt for alle ruder,

støttes alene på ændring af ordlyden af bestemmelsen (fra 'forrude' til

'ruder'). Baggrunden for ændringen er ikke klar. Ud fra de forhold der er

fremhævet ovenfor (b-e), mener jeg derimod at Færdselsstyrelsens

retsopfattelse

ikke kan opretholdes, og at et krav om min. 70% lysgennemgang også i bag- og

bageste sideruder ikke har haft fornøden hjemmel i bekendtgørelsen om

detailforskrifter for motorkøretøjer før ændringen i 1992.

Jeg har gjort

Færdselsstyrelsen bekendt med min opfattelse og henstillet til styrelsen at

praksis vedrørende godkendelse af motorkøretøjer indregistreret før 1. april

1992 justeres i overensstemmelse hermed.

..."

Færdselsstyrelsen orienterede

mig senere om at styrelsen havde udfærdiget en meddelelse om køretøjers

indretning og udstyr, hvoraf fremgår hvorledes køretøjer indregistreret før

1.

april 1992 og forsynet med mørke ruder for fremtiden skal behandles i

forbindelse med syn.

Lignende dokumenter