Kompetence til at behandle klager over Finanstilsynets regeludstedelse.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kompetence til at behandle klager over Finanstilsynets
regeludstedelse.
Assurandør-Societetet klagede
over at Industriministeriets Erhvervsankenævn havde afvist at behandle
societetets klage over en bekendtgørelse, udstedt af Finanstilsynet.
Sagens omstændigheder var
følgende:
I februar 1991 klagede
Assurandør-Societetet til Finanstilsynet, idet societetet fandt at tilsynets
bekendtgørelse nr. 853 af 14. december 1990 om kapitaldækningsregler for
pengeinstitutter og visse kreditinstitutter indebar en uberettiget
diskrimination
af kredit- og kautionsforsikringsselskaberne. Bekendtgørelsen var udstedt i
medfør af lov om banker og sparekasser m.v. § 21 og gennemførte et
EF-direktiv
om solvensnøgletal for kreditinstitutter. Assurandør-Societetet anmodede
Finanstilsynet om at ændre den udstedte bekendtgørelse. Det afviste
Finanstilsynet i brev af 22. marts 1991.
Assurandør-Societetet
indbragte Finanstilsynets afslag på at ændre bekendtgørelsen for
Industriministeriets Erhvervsankenævn. Erhvervsankenævnet afviste klagen i en
kendelse af 13. februar 1992.
I kendelsen udtalte de to af
Erhvervsankenævnets medlemmer:
"Det fremgår af de foran
gengivne forarbejder til loven om Erhvervsankenævnet, at nævnet er indrettet
på og har til opgave at behandle klager over afgørelser i konkrete sager
truffet primært af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet. Samtidig
medfører oprettelsen af ankenævnet, at Industriministeriets departement
fritages for konkret sagsbehandling i forbindelse med rekurs til ministeren.
Læs alt
I
forarbejderne er der lagt vægt på, at muligheden for at styre de pågældende
lovområder uanset ankenævnets oprettelse forbliver hos ministeren, jf.
navnlig
motivernes pkt. 2. Afgrænsningen af de spørgsmål, der kan indbringes for
ankenævnet, er foretaget i de enkelte love, der indeholder klageadgang til
nævnet. Af forarbejderne til bank- og sparekasselovens § 52 b, som hjemler
klageadgang til nævnet, fremgår, at formålet er at overføre
rekursbehandlingen
af enkeltsager fra departementet til nævnet. På denne baggrund finder disse
medlemmer, at det ligger uden for nævnets opgaver at behandle den
foreliggende
klage, og stemmer for at fastholde afvisningen af klagen."
Et medlem fandt at ankenævnet
havde pligt til at tage den indgivne klage under realitetsbehandling. Han
udtalte:
"Af forarbejderne til
loven om Industriministeriets Erhvervsankenævn fremgår, at det har været
formålet
at lade Erhvervsankenævnet være klageinstans for den lovgivning, der
administreres af en række styrelser, hvis afgørelser ellers ville kunne
indbringes for departementet, således at departementet blev friholdt for
klagebehandling på disse områder ligesom på en række andre områder under
Industriministeriet, hvor der allerede var oprettet ankenævn, f.eks.
Monopolankenævnet.
Monopolankenævnets kompetence omfatter de af Monopoltilsynet trufne
"afgørelser", hvilket i praksis antoges også at omfatte de af
Monopoltilsynet
udstedte bekendtgørelser, jf. f.eks. Monopoltilsynet: Kendelser og Domme 1989
s. 187 og 305. Når denne ordning i forarbejderne beskrives som "konkret
sagsbehandling", må dette udtryk antages at omfatte administrationen af
lovgivningen uden hensyn til, om denne indebærer regeludstedelse eller
enkeltafgørelser.
Denne forståelse bestyrkes af Industriministerens fremsættelsestale
vedrørende
forslaget til Erhvervsankenævnsloven, idet det i denne er fremhævet, dels at
styrelsernes afgørelser skal være administrativt endelige, dels at
ankenævnsbehandlingen er foretrukket frem for anke til ministeren, hvor
rekurs
alligevel er skønnet påkrævet. I det omfang, det er muligt at klage til en
anden administrativ myndighed over Finanstilsynets afgørelse i en sag som den
foreliggende, må det derfor antages, at Erhvervsankenævnet er rette
klageinstans.
Der er med andre ord ikke i forarbejderne til Erhvervsankenævnsloven belæg
for
en anden forståelse af "afgørelser" i lovens § 1, stk. 1, end en
forståelse i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper,
således at såvel generelle regler som individuelle afgørelser omfattes
heraf....
Oprettelsen af
Erhvervsankenævnet og indsættelse af kap.
12
a
i bank- og sparekasseloven skete som led i Industriministeriets
strukturprojekt, som bl.a. gik ud på at uddelegere
regeludstedelseskompetencen
til styrelserne og at friholde ministeriet for rekursbehandling. På den
baggrund kan det forhold, at der i forarbejderne til bank- og
sparekasselovens
§ 52 b tales om at "indskrænke enkeltsagsbehandlingen i
departementet" ikke tages til indtægt for en anden og snævrere
forståelse
af "afgørelser" i bank- og sparekasselovens § 52 b end, hvad foran
er anført om Erhvervsankenævnslovens § 1, stk. 1.
..."
Assurandør-Societetet havde
under sagen og over for mig bl.a. gjort gældende
at
det intetsteds i loven om Industriministeriets Erhvervsankenævn
og forarbejderne til denne fremgik, at nævnets kompetence var begrænset til
at
behandle klager over konkrete afgørelser,
at
Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 853 af 14. december 1990 var udstedt i
medfør af bank- og sparekasselovens § 21, stk. 1, sidste punktum, og således
var omfattet af § 52 b i samme lov, hvorefter der kunne klages til
Industriministeriets Erhvervsankenævn over tilsynets afgørelser,
at
der dermed ikke var grundlag for at
fravige den forvaltningsretlige hovedregel, hvorefter forvaltningsrettens
regler og principper også finder anvendelse på generelle afgørelser truffet
af
forvaltningsmyndigheder, samt
at
det
tidligere Monopolankenævn (som jo også hørte under Industriministeriets
område)
behandlede klager over Monopoltilsynets udstedelse af bekendtgørelser og at
der ikke var grundlag for, at Erhvervsankenævnets kompetence skulle være
forskellig fra Monopolankenævnets med hensyn til behandling af generelle
afgørelser.
Den 29. oktober 1993 modtog
jeg en kopi af Erhvervsankenævnets brev af 23. august 1993 til
Assurandør-Societetet. I brevet var anført formandskabets principielle
overvejelser i anledning af societetets sag. Således skrev formandskabet at
ankenævnet ikke førte det almindelige tilsyn med Finanstilsynet. Dette tilsyn
måtte antages fortsat at påhvile industriministeren. Formandskabet skrev også
at der siden oprettelsen af Erhvervsankenævnet var sket en indsnævring af
nævnets kompetence gennem en lovbestemt præcisering af partsbegrebet i de
særlove, der afgrænsede nævnets generelle kompetenceområde. Formandskabet
skrev:
"... Efter f.eks. bank-
og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 anses som part i forhold til
Finanstilsynet
alene det pengeinstitut, som undersøgelsen vedrører. Den afgørelse, som
Assurandør-Societetet ønsker undersøgt lovligheden af, er truffet efter bank-
og sparekasseloven. I hvert fald hvis det antages, at Finanstilsynets
afgørelse
over for Assurandør-Societetet er en konkret afgørelse giver reglen anledning
til komplikationer. Fordi medens man formentlig eller muligt kan antage, at
Finansrådet har klageadgang som part - uanset den præcise ordlyd - er det
vanskeligt at forene Assurandør-Societetet med ordlyden eller indholdet af
bestemmelsen.
..."
Jeg fik kopi af
Assurandør-Societets svar af 5. oktober 1993 til Erhvervsankenævnet.
Assurandør-Societetet henviste til at ankenævnskompetence som udgangspunkt
også omfattede generelle afgørelser, og til at fortolkningen af reglerne om
anke til Erhvervsankenævnet ikke kunne påvirkes af en mulig tilsynsbeføjelse
for Industriministeriet over for Finanstilsynet. Assurandør-Societetet
anførte
at det tydede på, at bestemmelsen der indskrænkede partsbegrebet, alene tog
sigte på, hvem der efter disse formelle regler havde adgang til aktindsigt
m.v.
efter reglerne i forvaltningsloven.
I et brev til
Assurandør-Societetet udtalte jeg herefter følgende:
"Den bekendtgørelse,
Assurandør-Societetet klagede over, blev udstedt i medfør af bank- og
sparekasseloven (dengang lovbekendtgørelse nr. 22 af 9. januar 1991, nu
lovbekendtgørelse nr. 261 af 12. april 1994) § 21, stk. 1, 3. pkt., hvorefter
"Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelse af
solvensprocenten".
Lov om Industriministeriets
Erhvervsankenævn (lov nr. 858 af 23. december 1987) § 1, stk. 1, har dette
indhold:
§ 1, stk. 1:
"Industriministeriets
Erhvervsankenævn er klageinstans for administrative afgørelser i det omfang,
det fastsættes ved lov eller i henhold til lov."
Bank- og sparekasselovens §
21, stk. 1 og 2, og § 52 b har dette indhold:
§ 21
"Den ansvarlige kapital
i et pengeinstitut skal til enhver tid udgøre mindst 8 pct. af dets vægtede
aktiver og ikke balanceførte poster. Solvenskravet anses endvidere for
opfyldt,
såfremt et pengeinstituts ansvarlige kapital og ansvarlige indskudskapital,
jf.
§ 22, stk. 2, udgør mindst 10 pct af dets vægtede aktiver og ikke
balanceførte
poster. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelse af
solvensprocenten.
Stk. 2.
Industriministeren bemyndiges til i ganske særlige tilfælde
at ændre de i stk. 1 fastsatte solvenskrav."
§ 52 b:
"Afgørelser truffet af
Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller
forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets
Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende."
Da Industriministeriets
Erhvervsankenævn afviste at behandle Assurandør-Societetets klage, lagde
flertallet
vægt på,
at
nævnet er indrettet på at
behandle klage over afgørelser i konkrete sager,
at
der i forarbejderne er lagt vægt på, at muligheden for at styre
de pågældende lovområder forbliver hos ministeren, og
at
der fra lovgivers side er lagt vægt på, at formålet med
klageadgangen til nævnet er at overføre enkeltsagsbehandlingen fra
departementet til nævnet.
Assurandør-Societetet har
bl.a. gjort gældende, at det ikke fremgår af loven eller dens forarbejder, at
nævnets kompetence er begrænset til at behandle klager over konkrete
afgørelser. Assurandør-Societetet har også henvist til den
forvaltningsretlige
hovedregel om, at forvaltningsrettens regler og principper også finder
anvendelse på generelle afgørelser truffet af forvaltningsmyndigheder.
Af Folketingets forarbejder
til loven om Erhvervsankenævnet fremgår det, at oprettelsen af nævnet er led
i
en "... almindelig udvikling siden begyndelsen af 70'erne, hvor det blev
anerkendt, at departementer ikke bør beskæftige sig med konkret
sagsbehandling,
hverken som førsteinstans eller som ankeinstans ..." (jf.
Folketingstidende 1987-88, 1. samling, tillæg A, sp.
1647f
).
Af Folketingets samtidige
forarbejder til den ændring af lov om banker og sparekasser m.v., hvor bl.a.
§
52 b blev indsat i loven, fremgår dette om klagebestemmelserne (jf.
Folketingstidende 1987-88, tillæg A, spalte
1606f
):
"...
Dog foreslås det på områder,
hvor Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven
træffer afgørelser, at disse vil kunne indbringes for det samtidig foreslået
oprettede Erhvervsankenævn i de tilfælde, hvor rekursmyndigheden hidtil har
været industriministeren. Dette sker med henblik på at indskrænke
enkeltsagsbehandlingen
i departementet som følge af, at afgørelser, der træffes af bl.a.
Finanstilsynet, efter de nugældende regler kan påklages til
industriministeren.
Ved oprettelsen af Erhvervsankenævnet afskaffes denne dobbeltsagsbehandling,
og
derved frigøres ressourcer i departementet til nye generelle og tværgående
opgaver.
..."
I forarbejderne henvises
generelt til Industriministeriets analyse- og strukturprojekt. Dette projekt
er
beskrevet i et arbejdsnotat fra Industriministeriet fra juli 1987
"Industriministeriets fremtidige struktur - rapport fra styregruppen for
analyse- og strukturprojektet". Om ankesystemet anføres det:
"...
Adgangen til at klage over
institutionernes afgørelser til departementet er allerede i vidt omfang
afskaffet enten ved oprettelse af ankenævn, ved indførelse af en
rådsorganisation med endelig afgørelse eller ved at gøre institutionernes
afgørelser endelige. Denne udvikling foreslår styregruppen videreført på
følgende måde, samtidig med at sekretariatsbetjeningen for ankenævn generelt
udlægges til de pågældende institutioner:
1) Der oprettes et fælles ankenævn
(Erhvervsankenævnet) for afgørelser truffet af Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen,
Finanstilsynet og Handelsregistrene vedr. lovgivningen for selskaber,
pengeinstitutioner, forsikringsselskaber samt kapitalmarkedsinstitutioner i
øvrigt. Samtidig nedlægges det eksisterende Forsikringsnævn. Sekretariatet
placeres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
...
6) I overensstemmelse med
udredningens øvrige indstillinger tilstræbes det at gøre institutionernes
afgørelser endelige. Det skønnes, at en gennemførelse heraf vil medføre en
mindre arbejdsbesparelse i departementet.
..."
Vedrørende arbejdsdelingen
under ministerområdet hedder det om regeludstedelsen:
"...
Som generelle principper
gælder:
- Departementet er ansvarlig for lovforslag.
- Institutionerne er ansvarlige for bekendtgørelser, cirkulærer
o.lign.
...
Institutionerne skal, hvor
det er muligt, ved lov bemyndiges til at udstede bekendtgørelser inden for de
under institutionen henhørende lovområder.
...
I forbindelse med
udarbejdelse af program for bekendtgørelser, cirkulærer, m.v. finder
drøftelser
sted mellem departementet og institutionerne vedrørende fastlæggelse af de
politiske retningslinier for den indholdsmæssige side af bekendtgørelser m.v.
..."
Om Finanstilsynets udstedelse
af bekendtgørelser efter bank- og sparekasselovens § 21, stk. 1, 3. pkt., og
Industriministeriets adgang efter § 21, stk. 2, til at ændre de fastsatte
solvenskrav står der dette i forarbejderne (jf. Folketingstidende 1989-90,
tillæg A, sp.
3411f
):
"...
Solvensdirektivets opdeling
af aktiverne i grupper med hver deres risikovægtning er meget detaljeret,
hvorfor det er fundet hensigtsmæssigt at fastsætte dem i en bekendtgørelse
fremfor i selve loven, jf. hjemmelen hertil i 3. pkt.
I stk. 2 foreslås der indført
en bemyndigelse til Industriministeren til at ændre de i stk. 1 fastsatte
solvensprocenter. Denne bemyndigelse tænkes alene anvendt, såfremt de
lempeligere krav til pengeinstitutternes solvens viser sig at indebære en
uacceptabel
svækkelse af pengeinstitutsektorens soliditet.
..."
Med virkning fra den 1.
januar 1993 fik Finanstilsynet ved lov tillagt kompetencen til at fastsætte
nærmere regler om opsparing i puljer til pensionsøjemed, jf. bank- og
sparekasselovens § 42a. I forarbejderne til bestemmelsen er det alene nævnt,
at
kompetencen tillægges Finanstilsynet. Der er ikke nærmere overvejelser om
betydningen heraf (jf. bl.a. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 151ff).
Som et særligt
forvaltningsorgan er Industriministeriets Erhvervsankenævn ikke undergivet en
ministers sædvanlige instruktions- og tilsynsbeføjelser, jf. lovens § 1, stk.
2 og 3, og forarbejderne hertil.
Nævnet er således uafhængigt
af ministeren, og nævnet er ikke - som ministeren - undergivet parlamentarisk
kontrol. Ved henlæggelse af opgaver fra et ministerstyret organ til et organ
uden for den ministerstyrede forvaltning er det almindeligt antaget at der
kræves udtrykkelig lovhjemmel. Det forhold, at en opgave ikke (længere) er
undergivet parlamentarisk kontrol gennem vedkommende minister, taler
endvidere
for, at opgavens art og omfang beskrives forholdsvis præcist i lovhjemmelen
for
et uafhængigt organs beføjelser, og at der ved tvivl om hvilke opgaver, der
er
omfattet af et organs beføjelser, udvises tilbageholdenhed i fortolkningen.
Afgørelsesbegrebet i bank- og
sparekasselovens § 52 b er ikke nærmere fastlagt i lovteksten. Jeg er enig
med
Assurandør-Societetet i, at det almindelige forvaltningsretlige
afgørelsesbegreb, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, antages at omfatte
såvel
konkrete som generelle afgørelser.
Forarbejderne til
bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 52 b peger overvejende i retning
af,
at bestemmelsens afgørelsesbegreb er begrænset til konkrete afgørelser, jf.
vendingerne "enkeltsager" og "konkret sagsbehandling".
Hertil kommer, at en
videregående forståelse af bestemmelsens afgørelsesbegreb til også at omfatte
generelle afgørelser, kræver et forholdsvis sikkert retsgrundlag. Et sådant
grundlag findes efter min opfattelse ikke, og det kan herefter ikke give mig
anledning til kritik, at Erhvervsankenævnet i sin afgørelse af 13. februar
1992
afviste at behandle Assurandør-Societetets klage over Finanstilsynets
bekendtgørelse.
Når det herefter må lægges
til grund, at Erhvervsankenævnet ikke kan behandle klager over
Finanstilsynets
regeludstedelse i henhold til bank- og sparekasseloven, må det antages, at
regeludstedelsen som udgangspunkt fortsat er undergivet ministerens kontrol.
Det forhold, at Finanstilsynet er bemyndiget til regeludstedelse direkte i
loven, ændrer ikke uden videre ved dette udgangspunkt. Medmindre der er
særlige
holdepunkter for det modsatte gælder også her, at ministeren har mulighed for
at styre udfaldet gennem tjenestebefalinger, jf. Lars Busck, Folketingets
kontrol med forvaltningen (1988), s. 20. Ministerens kontrol med
Finanstilsynets regeludstedelse er endvidere direkte forudsat i bank- og
sparekasselovens § 21, stk. 2.
Det er således min
opfattelse, at Assurandør-Societetet vil kunne henvende sig til
Industriministeriet om Finanstilsynets bekendtgørelser med henblik på, at
ministeriet vurderer, om der er grundlag for at foretage noget.
..."
Lignende dokumenter
- Formandens afgørelse af 22. marts 1994. 92-68.511 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. marts 1994
- Kendelse af 19. juli 1993. 91-43.041 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. juli 1993
- 97-55.64 - Modregningsadgang, garantier (29. september 1997) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 29. september 1997
- Modregningsadgang gav ikke mulighed for nulvægtning af stillede garantier. Retsinformation · 6. november 1998
- Kendelse af 5. juli 1993. 93-8.240 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. juli 1993
- Finanstilsynet havde været berettiget til at fastsætte vilkårene for en erhvervssygdomspool. Retsinformation · 24. september 1997