Spring til indhold

Retsinformation

Kompetence til at behandle klager over Finanstilsynets regeludstedelse.

FOU nr 1994.73UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kompetence til at behandle klager over Finanstilsynets

regeludstedelse.

Assurandør-Societetet klagede

over at Industriministeriets Erhvervsankenævn havde afvist at behandle

societetets klage over en bekendtgørelse, udstedt af Finanstilsynet.

Sagens omstændigheder var

følgende:

I februar 1991 klagede

Assurandør-Societetet til Finanstilsynet, idet societetet fandt at tilsynets

bekendtgørelse nr. 853 af 14. december 1990 om kapitaldækningsregler for

pengeinstitutter og visse kreditinstitutter indebar en uberettiget

diskrimination

af kredit- og kautionsforsikringsselskaberne. Bekendtgørelsen var udstedt i

medfør af lov om banker og sparekasser m.v. § 21 og gennemførte et

EF-direktiv

om solvensnøgletal for kreditinstitutter. Assurandør-Societetet anmodede

Finanstilsynet om at ændre den udstedte bekendtgørelse. Det afviste

Finanstilsynet i brev af 22. marts 1991.

Assurandør-Societetet

indbragte Finanstilsynets afslag på at ændre bekendtgørelsen for

Industriministeriets Erhvervsankenævn. Erhvervsankenævnet afviste klagen i en

kendelse af 13. februar 1992.

I kendelsen udtalte de to af

Erhvervsankenævnets medlemmer:

"Det fremgår af de foran

gengivne forarbejder til loven om Erhvervsankenævnet, at nævnet er indrettet

på og har til opgave at behandle klager over afgørelser i konkrete sager

truffet primært af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet. Samtidig

medfører oprettelsen af ankenævnet, at Industriministeriets departement

fritages for konkret sagsbehandling i forbindelse med rekurs til ministeren.

Læs alt

I

forarbejderne er der lagt vægt på, at muligheden for at styre de pågældende

lovområder uanset ankenævnets oprettelse forbliver hos ministeren, jf.

navnlig

motivernes pkt. 2. Afgrænsningen af de spørgsmål, der kan indbringes for

ankenævnet, er foretaget i de enkelte love, der indeholder klageadgang til

nævnet. Af forarbejderne til bank- og sparekasselovens § 52 b, som hjemler

klageadgang til nævnet, fremgår, at formålet er at overføre

rekursbehandlingen

af enkeltsager fra departementet til nævnet. På denne baggrund finder disse

medlemmer, at det ligger uden for nævnets opgaver at behandle den

foreliggende

klage, og stemmer for at fastholde afvisningen af klagen."

Et medlem fandt at ankenævnet

havde pligt til at tage den indgivne klage under realitetsbehandling. Han

udtalte:

"Af forarbejderne til

loven om Industriministeriets Erhvervsankenævn fremgår, at det har været

formålet

at lade Erhvervsankenævnet være klageinstans for den lovgivning, der

administreres af en række styrelser, hvis afgørelser ellers ville kunne

indbringes for departementet, således at departementet blev friholdt for

klagebehandling på disse områder ligesom på en række andre områder under

Industriministeriet, hvor der allerede var oprettet ankenævn, f.eks.

Monopolankenævnet.

Monopolankenævnets kompetence omfatter de af Monopoltilsynet trufne

"afgørelser", hvilket i praksis antoges også at omfatte de af

Monopoltilsynet

udstedte bekendtgørelser, jf. f.eks. Monopoltilsynet: Kendelser og Domme 1989

s. 187 og 305. Når denne ordning i forarbejderne beskrives som "konkret

sagsbehandling", må dette udtryk antages at omfatte administrationen af

lovgivningen uden hensyn til, om denne indebærer regeludstedelse eller

enkeltafgørelser.

Denne forståelse bestyrkes af Industriministerens fremsættelsestale

vedrørende

forslaget til Erhvervsankenævnsloven, idet det i denne er fremhævet, dels at

styrelsernes afgørelser skal være administrativt endelige, dels at

ankenævnsbehandlingen er foretrukket frem for anke til ministeren, hvor

rekurs

alligevel er skønnet påkrævet. I det omfang, det er muligt at klage til en

anden administrativ myndighed over Finanstilsynets afgørelse i en sag som den

foreliggende, må det derfor antages, at Erhvervsankenævnet er rette

klageinstans.

Der er med andre ord ikke i forarbejderne til Erhvervsankenævnsloven belæg

for

en anden forståelse af "afgørelser" i lovens § 1, stk. 1, end en

forståelse i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper,

således at såvel generelle regler som individuelle afgørelser omfattes

heraf....

Oprettelsen af

Erhvervsankenævnet og indsættelse af kap.

12

a

i bank- og sparekasseloven skete som led i Industriministeriets

strukturprojekt, som bl.a. gik ud på at uddelegere

regeludstedelseskompetencen

til styrelserne og at friholde ministeriet for rekursbehandling. På den

baggrund kan det forhold, at der i forarbejderne til bank- og

sparekasselovens

§ 52 b tales om at "indskrænke enkeltsagsbehandlingen i

departementet" ikke tages til indtægt for en anden og snævrere

forståelse

af "afgørelser" i bank- og sparekasselovens § 52 b end, hvad foran

er anført om Erhvervsankenævnslovens § 1, stk. 1.

..."

Assurandør-Societetet havde

under sagen og over for mig bl.a. gjort gældende

at

det intetsteds i loven om Industriministeriets Erhvervsankenævn

og forarbejderne til denne fremgik, at nævnets kompetence var begrænset til

at

behandle klager over konkrete afgørelser,

at

Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 853 af 14. december 1990 var udstedt i

medfør af bank- og sparekasselovens § 21, stk. 1, sidste punktum, og således

var omfattet af § 52 b i samme lov, hvorefter der kunne klages til

Industriministeriets Erhvervsankenævn over tilsynets afgørelser,

at

der dermed ikke var grundlag for at

fravige den forvaltningsretlige hovedregel, hvorefter forvaltningsrettens

regler og principper også finder anvendelse på generelle afgørelser truffet

af

forvaltningsmyndigheder, samt

at

det

tidligere Monopolankenævn (som jo også hørte under Industriministeriets

område)

behandlede klager over Monopoltilsynets udstedelse af bekendtgørelser og at

der ikke var grundlag for, at Erhvervsankenævnets kompetence skulle være

forskellig fra Monopolankenævnets med hensyn til behandling af generelle

afgørelser.

Den 29. oktober 1993 modtog

jeg en kopi af Erhvervsankenævnets brev af 23. august 1993 til

Assurandør-Societetet. I brevet var anført formandskabets principielle

overvejelser i anledning af societetets sag. Således skrev formandskabet at

ankenævnet ikke førte det almindelige tilsyn med Finanstilsynet. Dette tilsyn

måtte antages fortsat at påhvile industriministeren. Formandskabet skrev også

at der siden oprettelsen af Erhvervsankenævnet var sket en indsnævring af

nævnets kompetence gennem en lovbestemt præcisering af partsbegrebet i de

særlove, der afgrænsede nævnets generelle kompetenceområde. Formandskabet

skrev:

"... Efter f.eks. bank-

og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 anses som part i forhold til

Finanstilsynet

alene det pengeinstitut, som undersøgelsen vedrører. Den afgørelse, som

Assurandør-Societetet ønsker undersøgt lovligheden af, er truffet efter bank-

og sparekasseloven. I hvert fald hvis det antages, at Finanstilsynets

afgørelse

over for Assurandør-Societetet er en konkret afgørelse giver reglen anledning

til komplikationer. Fordi medens man formentlig eller muligt kan antage, at

Finansrådet har klageadgang som part - uanset den præcise ordlyd - er det

vanskeligt at forene Assurandør-Societetet med ordlyden eller indholdet af

bestemmelsen.

..."

Jeg fik kopi af

Assurandør-Societets svar af 5. oktober 1993 til Erhvervsankenævnet.

Assurandør-Societetet henviste til at ankenævnskompetence som udgangspunkt

også omfattede generelle afgørelser, og til at fortolkningen af reglerne om

anke til Erhvervsankenævnet ikke kunne påvirkes af en mulig tilsynsbeføjelse

for Industriministeriet over for Finanstilsynet. Assurandør-Societetet

anførte

at det tydede på, at bestemmelsen der indskrænkede partsbegrebet, alene tog

sigte på, hvem der efter disse formelle regler havde adgang til aktindsigt

m.v.

efter reglerne i forvaltningsloven.

I et brev til

Assurandør-Societetet udtalte jeg herefter følgende:

"Den bekendtgørelse,

Assurandør-Societetet klagede over, blev udstedt i medfør af bank- og

sparekasseloven (dengang lovbekendtgørelse nr. 22 af 9. januar 1991, nu

lovbekendtgørelse nr. 261 af 12. april 1994) § 21, stk. 1, 3. pkt., hvorefter

"Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelse af

solvensprocenten".

Lov om Industriministeriets

Erhvervsankenævn (lov nr. 858 af 23. december 1987) § 1, stk. 1, har dette

indhold:

§ 1, stk. 1:

"Industriministeriets

Erhvervsankenævn er klageinstans for administrative afgørelser i det omfang,

det fastsættes ved lov eller i henhold til lov."

Bank- og sparekasselovens §

21, stk. 1 og 2, og § 52 b har dette indhold:

§ 21

"Den ansvarlige kapital

i et pengeinstitut skal til enhver tid udgøre mindst 8 pct. af dets vægtede

aktiver og ikke balanceførte poster. Solvenskravet anses endvidere for

opfyldt,

såfremt et pengeinstituts ansvarlige kapital og ansvarlige indskudskapital,

jf.

§ 22, stk. 2, udgør mindst 10 pct af dets vægtede aktiver og ikke

balanceførte

poster. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelse af

solvensprocenten.

Stk. 2.

Industriministeren bemyndiges til i ganske særlige tilfælde

at ændre de i stk. 1 fastsatte solvenskrav."

§ 52 b:

"Afgørelser truffet af

Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller

forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets

Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende."

Da Industriministeriets

Erhvervsankenævn afviste at behandle Assurandør-Societetets klage, lagde

flertallet

vægt på,

at

nævnet er indrettet på at

behandle klage over afgørelser i konkrete sager,

at

der i forarbejderne er lagt vægt på, at muligheden for at styre

de pågældende lovområder forbliver hos ministeren, og

at

der fra lovgivers side er lagt vægt på, at formålet med

klageadgangen til nævnet er at overføre enkeltsagsbehandlingen fra

departementet til nævnet.

Assurandør-Societetet har

bl.a. gjort gældende, at det ikke fremgår af loven eller dens forarbejder, at

nævnets kompetence er begrænset til at behandle klager over konkrete

afgørelser. Assurandør-Societetet har også henvist til den

forvaltningsretlige

hovedregel om, at forvaltningsrettens regler og principper også finder

anvendelse på generelle afgørelser truffet af forvaltningsmyndigheder.

Af Folketingets forarbejder

til loven om Erhvervsankenævnet fremgår det, at oprettelsen af nævnet er led

i

en "... almindelig udvikling siden begyndelsen af 70'erne, hvor det blev

anerkendt, at departementer ikke bør beskæftige sig med konkret

sagsbehandling,

hverken som førsteinstans eller som ankeinstans ..." (jf.

Folketingstidende 1987-88, 1. samling, tillæg A, sp.

1647f

).

Af Folketingets samtidige

forarbejder til den ændring af lov om banker og sparekasser m.v., hvor bl.a.

§

52 b blev indsat i loven, fremgår dette om klagebestemmelserne (jf.

Folketingstidende 1987-88, tillæg A, spalte

1606f

):

"...

Dog foreslås det på områder,

hvor Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven

træffer afgørelser, at disse vil kunne indbringes for det samtidig foreslået

oprettede Erhvervsankenævn i de tilfælde, hvor rekursmyndigheden hidtil har

været industriministeren. Dette sker med henblik på at indskrænke

enkeltsagsbehandlingen

i departementet som følge af, at afgørelser, der træffes af bl.a.

Finanstilsynet, efter de nugældende regler kan påklages til

industriministeren.

Ved oprettelsen af Erhvervsankenævnet afskaffes denne dobbeltsagsbehandling,

og

derved frigøres ressourcer i departementet til nye generelle og tværgående

opgaver.

..."

I forarbejderne henvises

generelt til Industriministeriets analyse- og strukturprojekt. Dette projekt

er

beskrevet i et arbejdsnotat fra Industriministeriet fra juli 1987

"Industriministeriets fremtidige struktur - rapport fra styregruppen for

analyse- og strukturprojektet". Om ankesystemet anføres det:

"...

Adgangen til at klage over

institutionernes afgørelser til departementet er allerede i vidt omfang

afskaffet enten ved oprettelse af ankenævn, ved indførelse af en

rådsorganisation med endelig afgørelse eller ved at gøre institutionernes

afgørelser endelige. Denne udvikling foreslår styregruppen videreført på

følgende måde, samtidig med at sekretariatsbetjeningen for ankenævn generelt

udlægges til de pågældende institutioner:

1) Der oprettes et fælles ankenævn

(Erhvervsankenævnet) for afgørelser truffet af Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen,

Finanstilsynet og Handelsregistrene vedr. lovgivningen for selskaber,

pengeinstitutioner, forsikringsselskaber samt kapitalmarkedsinstitutioner i

øvrigt. Samtidig nedlægges det eksisterende Forsikringsnævn. Sekretariatet

placeres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

...

6) I overensstemmelse med

udredningens øvrige indstillinger tilstræbes det at gøre institutionernes

afgørelser endelige. Det skønnes, at en gennemførelse heraf vil medføre en

mindre arbejdsbesparelse i departementet.

..."

Vedrørende arbejdsdelingen

under ministerområdet hedder det om regeludstedelsen:

"...

Som generelle principper

gælder:

- Departementet er ansvarlig for lovforslag.

- Institutionerne er ansvarlige for bekendtgørelser, cirkulærer

o.lign.

...

Institutionerne skal, hvor

det er muligt, ved lov bemyndiges til at udstede bekendtgørelser inden for de

under institutionen henhørende lovområder.

...

I forbindelse med

udarbejdelse af program for bekendtgørelser, cirkulærer, m.v. finder

drøftelser

sted mellem departementet og institutionerne vedrørende fastlæggelse af de

politiske retningslinier for den indholdsmæssige side af bekendtgørelser m.v.

..."

Om Finanstilsynets udstedelse

af bekendtgørelser efter bank- og sparekasselovens § 21, stk. 1, 3. pkt., og

Industriministeriets adgang efter § 21, stk. 2, til at ændre de fastsatte

solvenskrav står der dette i forarbejderne (jf. Folketingstidende 1989-90,

tillæg A, sp.

3411f

):

"...

Solvensdirektivets opdeling

af aktiverne i grupper med hver deres risikovægtning er meget detaljeret,

hvorfor det er fundet hensigtsmæssigt at fastsætte dem i en bekendtgørelse

fremfor i selve loven, jf. hjemmelen hertil i 3. pkt.

I stk. 2 foreslås der indført

en bemyndigelse til Industriministeren til at ændre de i stk. 1 fastsatte

solvensprocenter. Denne bemyndigelse tænkes alene anvendt, såfremt de

lempeligere krav til pengeinstitutternes solvens viser sig at indebære en

uacceptabel

svækkelse af pengeinstitutsektorens soliditet.

..."

Med virkning fra den 1.

januar 1993 fik Finanstilsynet ved lov tillagt kompetencen til at fastsætte

nærmere regler om opsparing i puljer til pensionsøjemed, jf. bank- og

sparekasselovens § 42a. I forarbejderne til bestemmelsen er det alene nævnt,

at

kompetencen tillægges Finanstilsynet. Der er ikke nærmere overvejelser om

betydningen heraf (jf. bl.a. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 151ff).

Som et særligt

forvaltningsorgan er Industriministeriets Erhvervsankenævn ikke undergivet en

ministers sædvanlige instruktions- og tilsynsbeføjelser, jf. lovens § 1, stk.

2 og 3, og forarbejderne hertil.

Nævnet er således uafhængigt

af ministeren, og nævnet er ikke - som ministeren - undergivet parlamentarisk

kontrol. Ved henlæggelse af opgaver fra et ministerstyret organ til et organ

uden for den ministerstyrede forvaltning er det almindeligt antaget at der

kræves udtrykkelig lovhjemmel. Det forhold, at en opgave ikke (længere) er

undergivet parlamentarisk kontrol gennem vedkommende minister, taler

endvidere

for, at opgavens art og omfang beskrives forholdsvis præcist i lovhjemmelen

for

et uafhængigt organs beføjelser, og at der ved tvivl om hvilke opgaver, der

er

omfattet af et organs beføjelser, udvises tilbageholdenhed i fortolkningen.

Afgørelsesbegrebet i bank- og

sparekasselovens § 52 b er ikke nærmere fastlagt i lovteksten. Jeg er enig

med

Assurandør-Societetet i, at det almindelige forvaltningsretlige

afgørelsesbegreb, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, antages at omfatte

såvel

konkrete som generelle afgørelser.

Forarbejderne til

bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 52 b peger overvejende i retning

af,

at bestemmelsens afgørelsesbegreb er begrænset til konkrete afgørelser, jf.

vendingerne "enkeltsager" og "konkret sagsbehandling".

Hertil kommer, at en

videregående forståelse af bestemmelsens afgørelsesbegreb til også at omfatte

generelle afgørelser, kræver et forholdsvis sikkert retsgrundlag. Et sådant

grundlag findes efter min opfattelse ikke, og det kan herefter ikke give mig

anledning til kritik, at Erhvervsankenævnet i sin afgørelse af 13. februar

1992

afviste at behandle Assurandør-Societetets klage over Finanstilsynets

bekendtgørelse.

Når det herefter må lægges

til grund, at Erhvervsankenævnet ikke kan behandle klager over

Finanstilsynets

regeludstedelse i henhold til bank- og sparekasseloven, må det antages, at

regeludstedelsen som udgangspunkt fortsat er undergivet ministerens kontrol.

Det forhold, at Finanstilsynet er bemyndiget til regeludstedelse direkte i

loven, ændrer ikke uden videre ved dette udgangspunkt. Medmindre der er

særlige

holdepunkter for det modsatte gælder også her, at ministeren har mulighed for

at styre udfaldet gennem tjenestebefalinger, jf. Lars Busck, Folketingets

kontrol med forvaltningen (1988), s. 20. Ministerens kontrol med

Finanstilsynets regeludstedelse er endvidere direkte forudsat i bank- og

sparekasselovens § 21, stk. 2.

Det er således min

opfattelse, at Assurandør-Societetet vil kunne henvende sig til

Industriministeriet om Finanstilsynets bekendtgørelser med henblik på, at

ministeriet vurderer, om der er grundlag for at foretage noget.

..."

Lignende dokumenter