Behandling af anmodning om aktindsigt i lægeerklæring i tjenestemandspensionssag mv. "Løbende" aktindsigt.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Behandling af
anmodning om aktindsigt i lægeerklæring i tjenestemandspensionssag mv.
"Løbende" aktindsigt.
A klagede over Finansministeriets sagsbehandling i
forbindelse med Justitsministeriets afgørelse om at afskedige A fra en
tjenestemandsstilling under kriminalforsorgen med pension som følge af
helbredsbetinget utjenstdygtighed; herunder klagede A over Finansministeriets
behandling af A's anmodning om aktindsigt.
I sin klage til mig anførte A bl.a. følgende:
"...
Allerede i min første skrivelse af 17. august 1989 til
Finansministeriet beder jeg om aktindsigt med henblik på at kunne følge og
forstå grundlaget for aktuelle og evt. senere afgørelser. Torsdag den 19.
oktober 1989 modtog jeg aktindsigten bestående af kopier af skrivelser og
love
og cirkulærer, jeg allerede var i besiddelse af samt en i forhold til mine
spørgsmål af 2. oktober 1989 stort set intetsigende følgeskrivelse.
Det anføres i den nævnte følgeskrivelse af 18. oktober 1989,
at aktindsigten omfatter "alle" dér beroende akter, undtagen
interne
notater. At de interne notater ikke er medsendt, forventede jeg heller ikke.
Derimod undrer det mig meget, at den lægelige konsulents skøn åbenbart
betragtes som et internt notat.
Beror dette f.eks. på, at han kun har afgivet et mundtligt
skøn, eller at han betragter min sygdom som værre/mere uhelbredelig end
Finseninstituttets speciallæger og ikke tør oplyse mig herom? Ligeledes
undrer
det mig såre, at skrivelser fra Kriminalforsorgen/CO II ikke findes blandt
akterne, når centralorganisationen ifølge § 31 i lov om tjenestemænd
(lovbekendtgørelse nr. 671 af 2. oktober 1986) skal have adgang til at udtale
Læs alt
sig, og jeg rent faktisk ved, at sådanne udtalelser også er afsendt.
..."
I anledning af A's klage modtog jeg en udtalelse af 21.
februar 1990 fra Finansministeriet. Udtalelsen var vedlagt følgende oversigt
over sagsforløbet i Finansministeriet:
"I brev af 28. juli 1989 indstiller Finansministeriet -
efter indhentet udtalelse med Finansministeriets lægekyndige konsulent - at
pågældende kan afskediges med ordinær egenpension.
I brevet gøres opmærksom på, at der 1 år efter
afskedigelsestidspunktet - eller tidligere, når tjenesten kan genoptages med
varighed - kan indsendes en ny lægeerklæring med henblik på eventuel
genansættelse.
Den 17. august 1989 anmoder (A) om aktindsigt, hvorfor
Finansministeriet 28. august 1989 i overensstemmelse med praksis anmoder læge
(B) om en udtalelse om, hvorvidt hun har noget at indvende imod, at (A) får
udleveret en kopi af hendes erklæring af 12. juni 1989.
Efter at have modtaget (A's) brev af 17. august 1989
forelægges sagen på ny for Finansministeriets lægekyndige konsulent den 30.
august 1989, der fastholder sin indstilling af 13. juli 1989. Dette meddeles
29. september 1989 (A) og Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Da læge (B) ikke har reageret på Finansministeriets
henvendelse om udlevering af hendes erklæring af 12. juni 1989 blev denne
fremsendt i kopi til (A) 18. oktober 1989, idet Finansministeriets
lægekyndige
konsulent ikke havde indvendinger herimod.
Samme dato besvares en ny henvendelse af 2. oktober 1989 fra
(A). Finansministeriet fastholder endnu engang - efter indhentet udtalelse
fra
Finansministeriets lægekyndige konsulent - sin afgørelse af 13. juli 1989.
Den 19. oktober 1989 henvender CO II sig og anmoder om, at
afskedigelsen trækkes tilbage.
Denne henvendelse besvares 21. november 1989.
Den 30. november 1989 henvender CO II sig på ny.
Sagen bliver igen forelagt Finansministeriets lægekyndige
konsulent, der fastholder sine tidligere indstillinger. Dette meddeles CO II
i
brev af 10. januar 1990.
I Økonomi- og Budgetministeriets cirkulære nr. 47 af 15.
marts 1973, § 1, er det anført, at der skal indhentes en lægeerklæring, når
en
tjenestemand har oppebåret løn under fravær som følge af sygdom i i alt 120
dage inden for et tidsrum af 12 på hinanden følgende måneder.
I § 4 i ovennævnte cirkulære er anført, at spørgsmålet om
afsked kan udsættes, hvis det af lægeerklæringen fremgår, at tjenesten kan
forventes genoptaget med varighed.
Lægekonsulenten har på baggrund af erklæringer fra læge (B)
af 12. juni og 27. november 1989 fastholdt sin indstilling, idet (A) kan
indsende en ny lægeerklæring, når tjenesten kan genoptages med varighed.
Det bemærkes, at (A) har oppebåret løn under fravær som
følge af sygdom i mindst 12 måneder."
I øvrigt anførte Finansministeriet følgende i udtalelsen af
21. februar 1990:
"...
Indledningsvis skal det bemærkes, at Finansministeriet skal
udtale sig om pensionsspørgsmålet forinden en tjenestemand varsles til
uansøgt
afsked, jf. tjenestemandslovens § 31, stk. 3.
Årsagen til afskedigelsen har indflydelse på, hvilken
pensionsmæssig stilling den pågældende tjenestemand får, og Finansministeriet
går derfor ind i en vurdering af, om der er grundlag for afsked med deraf
eventuel følgende aktualisering af pensionsforpligtelsen.
Afgørelsen af, om afsked skal gennemføres, tilkommer
vedkommende ministerium.
I sager om eventuel afsked på grund af sygdom indhentes
udtalelse fra Finansministeriets lægekyndige konsulent og eventuelt Nævnet
for
Helbredsbedømmelser i Tjenestemandssager, jf. tjenestemandslovens § 31.
Den lægelige vurdering vil afhænge af, om den pågældende
helbredsmæssigt vil kunne bestride sin stilling.
Hvis der er udsigt til snarlig genoptagen af tjenesten,
udskydes den lægelige vurdering af afskedsgrundlaget normalt i nogle måneder
med henblik på at konstatere, om tjenesten genoptages med varighed.
Hvis udsigterne til helbredelse er længerevarende, er det
sædvanligt, at den lægelige udtalelse tiltræder afsked på grund af sygdom,
men
med anmodning om, at vedkommende styrelse indhenter ny lægeerklæring f.eks. 1
år efter, med henblik på at vurdere om den pågældende er blevet arbejdsfør.
Hvis der efter den lægelige vurdering ikke er udsigt til
arbejdsførhed, vil der ikke blive krævet ny lægeerklæring.
I den foreliggende sag har den lægelige vurdering hos
Finansministeriets lægekyndige konsulent i hele sagsforløbet været, at (A's)
helbredsmæssige egnethed til at bestride stillingen som forsorgsleder i
Kriminalforsorgen har kunnet afgøres på grundlag af en ny lægeerklæring, der
skulle indsendes efter 1 år.
Den endelige afgørelse af, om (A) skal afskediges, og om han
eventuelt skal genansættes på et senere tidspunkt, tilkommer
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Finansministeriets praksis med hensyn til aktindsigt i
helbredsmæssige oplysninger er følgende:
Der indhentes samtykke fra den udstedende læge til
udlevering af de ønskede oplysninger.
Hvis lægen
ikke
ønsker at give sit samtykke eller i særlige situationer (f.eks. at lægen ikke
kan kontaktes) forelægges sagen for Finansministeriets lægekyndige
konsulent/Helbredsnævnets læger til konkret vurdering af, om det skønnes
lægeligt
forsvarligt af hensyn til den pågældende selv, at udlevere de helbredsmæssige
oplysninger.
Denne vurdering er i den foreliggende sag resulteret i, at
de helbredsmæssige oplysninger har kunnet udleveres.
Det tilføjes, at pågældende har raskmeldt sig fra 26.
februar 1990. Spørgsmålet om eventuel genansættelse afventer indsendelse af
en
udførlig lægeerklæring.
..."
Fra Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen,
modtog jeg en udtalelse af 1. marts 1990, hvori Direktoratet for
Kriminalforsorgen anførte følgende:
"...at man efter indberetningen om, at den pågældende
den 18. april 1989 havde været sygemeldt i 120 dage, anmodede ham om en
udførlig lægeerklæring. Denne blev sendt til Finansministeriet til udtalelse
den 19. juni 1989.
Den 28. juli 1989 meddelte Finansministeriet, at man fandt,
at der var grundlag for at meddele (A) afsked som følge af helbredsbetinget
utjenstdygtighed, foreløbig med ordinær egenpension i henhold til lov om
tjenestemandspension. Justitsministeriet meddelte ham herefter varsel om
afsked
ved skrivelse af 3. august 1989, samt meddelte, at man af hensyn til
spørgsmålet om eventuel senere genansættelse udbad sig en ny udførlig
lægeerklæring indsendt 1 år efter afskedigelsestidspunktet - eller tidligere,
når tjenesten kunne optages med varighed.
Den pågældende protesterede i skrivelse af 17. august 1989
mod afskedigelsen, og efter at sagen på ny havde været forelagt for
Finansministeriet, meddelte Finansministeriet, at man fastholdt den i
skrivelse
af 28. juli 1989 trufne afgørelse.
Justitsministeriet meddelte derfor i skrivelse af 6.
november 1989 den pågældende afsked med udgangen af februar 1990.
(A) har den 31. januar 1990 fremsendt en raskmelding fra
reservelæge (B), (H) hospital, ifølge hvilken (A) kan forventes at genoptage
tjenesten i fuldt omfang den 1. marts 1990.
Denne raskmelding har Justitsministeriet i overensstemmelse
med sædvanlig praksis videresendt til Finansministeriet. Efter aftale med
Finansministeriet har Justitsministeriet endvidere anmodet (A) om snarest at
indsende en udførlig lægeerklæring til brug for vurderingen af hans egnethed
til at genoptage tjenesten. Den pågældende har i skrivelse af 19. februar
1990
meddelt, at han ikke kan udtale sig om, hvornår en sådan lægeerklæring vil
blive indsendt.
Justitsministeriet agter ikke at tage stilling til
spørgsmålet om genansættelse, før Finansministeriet har afgivet en udtalelse
om
den pågældendes egnethed hertil."
Efter at jeg havde gjort A bekendt med ovennævnte udtalelser
fra Finansministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen, fremkom A i en
skrivelse, som jeg modtog den 11. april 1990, og i skrivelse af 16. april
1990
med supplerende indlæg i sagen.
Herefter anmodede jeg med skrivelse af 10. maj 1990
Direktoratet for Kriminalforsorgen om en supplerende udtalelse efter forud
indhentet udtalelse fra Finansministeriet. I den forbindelse anmodede jeg om
en
udtalelse om baggrunden for følgende bemærkninger i Direktoratet for
Kriminalforsorgens
skrivelse af 16. februar 1990 til A:
"...
Finansministeriet har oplyst, at Deres sag er ved at blive
sendt til Folketingets Ombudsmand, og Finansministeriets læge kan ikke
behandle
spørgsmålet om Deres eventuelle genoptagelse af tjenesten uden denne sag,
hvorfor den risikerer at blive forsinket.
..."
I skrivelse af 15. maj 1990 meddelte Finansministeriet
Direktoratet for Kriminalforsorgen, at Finansministeriet - efter at sagen på
ny
havde været forelagt Finansministeriets lægekyndige konsulent - kunne
anbefale,
at A blev genansat i en tjenestemandsstilling.
I skrivelse af 17. juli 1990 besvarede Finansministeriet min
anmodning om en supplerende udtalelse.
Finansministeriet anførte følgende:
"...
Af sagsforløbet, der er beskrevet i tidligere brevveksling,
skal specielt bemærkes, at muligheden for evt. at udsætte spørgsmålet om
afskedigelse efter § 4 i cirkulære af 15. marts 1973 indgår i den lægekyndige
konsulents vurdering af de lægelige akter.
Hvis det ikke klart af de fremlagte lægelige oplysninger
fremgår om, og evt. hvornår, tjenesten kan genoptages med varighed kan
afskedigelsen
med pension tiltrædes, men sådan at den pågældende når som helst kan indsende
en lægeerklæring, når tjenesten kan genoptages med varighed - og sådan
lægeerklæring
skal
indsendes senest
efter 1 år.
Denne lægelige vurdering i lyset af de nævnte pensionsregler
er efter Finansministeriets opfattelse indholdet i sagen og Finansministeriet
har løbende taget stilling hertil.
I de foreliggende lægelige udtalelser er oplysningerne til
vurdering af, om tjenesten kan genoptages med varighed, følgende:
12. juni 1989:
"Angående patientens fremtidige arbejdsevne er det
vanskeligt at udtale sikkert om på nuværende tidspunkt.
Behandlingen er tilsigtet kurativ, og patienten vil
formentlig kunne genoptage sit arbejde efter afsluttet behandling, formentlig
efter en rekonvalescensperiode."
27. november 1989:
"Der planlægges yderligere 4 serier kemoterapi, som
forventes afsluttet i januar 1990.
Patienten vil derefter være at betragte som helbredt og
forventes at kunne genoptage sit arbejde i fuldt omfang efter et par måneders
rekonvalescensperiode. Patienten vil blive fulgt ambulant fremover her."
2. marts 1990:
"Patienten er således at betragte som rask og må
forventes at kunne genoptage sit arbejde i fuldt omfang, måske efter et par
måneders rekonvalescensperiode. Patienten er i øvrigt i fuld gang med
genoptræning af sin venstre arm, som ikke skønnes at ville hindre ham i hans
fremtidige arbejde."
10. april 1990
"Man skal hermed endnu engang meddele, at patienten er
rask og kan genoptage sit arbejde i fuldt omfang fra dags dato."
Der er ikke overensstemmelse mellem den pågældendes
raskmelding den 31. januar 1990 og lægeerklæringen 2. marts 1990, hvori der
oplyses om komplikationer primo januar, og hvor der omtales et par måneders
rekonvalescensperiode.
Det er en lægelig vurdering af pågældendes udsigt til
snarlig varig genoptagelse af tjenesten, baseret på disse lægeerklæringer,
som
har ligget til grund for Finansministeriets og den lægekyndige konsulents
udtalelser.
Disse udtalelser er der - efter fornyet forelæggelse for den
lægekyndige konsulent - ikke grundlag for at ændre, heller ikke på grundlag
af
kriminalforsorgsforeningens brev af 13. juni 1990, som er oversendt med
påtegning af 20. juni 1990.
Det tilføjes, at det i en situation som den foreliggende,
hvor det helbredsmæssigt vurderes, om der er basis for pensionering eller om
den pågældende med varighed vil kunne udfylde sit job, tages hensyn til den
pågældende tjenestemand (og statens pensionsudgifter), der imidlertid må
afvejes over for statens (styrelsens) udgifter til løn under såvel
forudgående
som evt. efterfølgende langvarigt sygefravær.
Finansministeriet kan ikke oplyse baggrunden for den i brev
af 16. februar 1990 refererede telefoniske udtalelse, om risiko for
forsinkelse
af sagen på grund af sagens forelæggelse for Folketingets Ombudsmand. Men det
skal understreges, at der ikke i Finansministeriet er administrative
procedurer
e.lign., der medfører, at en sag udsættes hvis den forelægges for
ombudsmanden."
I skrivelse af 30. juli 1990 fremkom Direktoratet for
Kriminalforsorgen med følgende supplerende udtalelse:
"...
Heller ikke direktoratet er i stand til at oplyse om
baggrunden for den i skrivelse af 16. februar 1990 referede telefoniske
udtalelse om risiko for forsinkelse af sagsbehandlingen som følge af klagen
til
Folketingets Ombudsmand. Den pågældende sagsbehandler i direktoratet er
fratrådt tjenesten og afskediget med pension. Direktoratet kan i øvrigt
henholde sig til sin udtalelse af 1. marts 1990.
Det tilføjes, at Finansministeriet ved skrivelse af 15. maj
1990 meddelte direktoratet, at man efter sagens fornyede forelæggelse for
ministeriets lægekyndige konsulent kunne anbefale, at afdelingslederen
genansættes.
Ved skrivelse af 1. juni 1990 meddelte direktoratet (A), at
han genindtrådte i tjenesten som (A's hidtidige stilling) med virkning fra
den
1. juli 1990.
..."
Efter at jeg havde gjort A bekendt med de supplerende
udtalelser fra Finansministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen,
fremkom
A i skrivelse af 3. september 1990 med et supplerende indlæg i sagen.
I en skrivelse til A udtalte jeg herefter bl. a. følgende:
"1. ...
2. Som det også fremgår af Finansministeriets ovenfor
citerede udtalelse af 21. februar 1990, tilkommer kompetencen til at træffe
afgørelse vedrørende selve afskedigelsesspørgsmålet - og herunder fra hvilket
tidspunkt en eventuel afsked skal have virkning - vedkommende ministerium,
jf.
tjenestemandslovens § 26.
Efter tjenestemandslovens § 31, stk. 3, skal der indhentes
en udtalelse fra Finansministeriet om en tjenestemands pensionsret, forinden
vedkommende ministerium træffer afgørelse om afskedigelse, og efter
tjenestemandspensionslovens § 31, stk. 1-2, henhører kompetencen til at
træffe
afgørelser om pensionsspørgsmål under Finansministeriet. Jeg henviser herved
også nærmere til den egen drift-undersøgelse, der er offentliggjort i min
beretning for 1990, s. 339 ff (særligt s. 347 ff, jf. s. 346, og s.
363 f
).
Kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt De skulle
afskediges - og i bekræftende fald fra hvilket tidspunkt, afskedigelsen
skulle
have virkning - tilkom således Justitsministeriet.
3......
4......
5......
6......
7. Finansministeriets behandling og afgørelse af Deres
anmodning om aktindsigt i skrivelser af 17. august og 2. oktober 1989 rejser
de
nedenfor under pkt. 7.1 til 7.5 omhandlede spørgsmål.
7.1. Indledningsvis er det et spørgsmål, hvilket
retsgrundlag der var gældende i forbindelse med Finansministeriets behandling
og stillingtagen til Deres anmodning om aktindsigt. Finansministeriet har
ikke
nærmere angivet retsgrundlaget for behandlingen og afgørelsen af
aktindsigtsanmodningen (jf. nedenfor pkt. 7.3.a.), og det kan i øvrigt give
anledning til en vis tvivl, om Deres anmodning om aktindsigt skulle behandles
og afgøres efter reglerne i kapitel 4 i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19.
december 1985) eller efter reglerne i offentlighedsloven (lov nr. 572 af
samme
dato).
Aktindsigtsbestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 4
gælder for parter i afgørelsessager, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1,
sammenholdt med forvaltningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt.
Forvaltningslovens § 2, stk. 1, er sålydende:
"Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er
eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed."
Bestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt.,
lyder således:
"Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil
blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive
gjort bekendt med sagens dokumenter."
Offentlighedslovens aktindsigtsbestemmelser gælder derimod
en bredere personkreds (enhver) og en større del af offentlige
forvaltningsmyndigheders virksomhed, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1.
pkt., der er sålydende:
"Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14,
forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller
oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i
forbindelse med dens virksomhed."
En begæring om aktindsigt i Justitsministeriets sag om
eventuel afskedigelse af Dem ville være en aktindsigtsbegæring fra en part i
en
afgørelsessag og skulle dermed afgøres efter forvaltningslovens kapitel 4.
Det
samme ville gælde en begæring fra Dem om aktindsigt i en sag, hvori
Finansministeriet skulle træffe afgørelse om Deres pensionsret.
Jeg finder det imidlertid mest nærliggende at antage, at
Deres begæring om aktindsigt angik den sag i Finansministeriet, hvori
Finansministeriet efter tjenestemandslovens § 31, stk. 3, af
Justitsministeriet
var blevet anmodet om en udtalelse om, hvorvidt De kunne afskediges på grund
af
helbredsbetinget utjenstdygtighed. Medens Justitsministeriets sag vedrørende
dette spørgsmål er en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, er
Finansministeriets høringssag vedrørende samme spørgsmål ikke en
afgørelsessag
i forvaltningslovens forstand, og aktindsigtsspørgsmål i relation til
Finansministeriets sidstnævnte sag vil derfor skulle afgøres efter
offentlighedsloven.
7.2. Det fremgår af sagen, at Finansministeriet i skrivelse
af 28. august 1989 skrev således til læge (B), (H) hospital:
"I anledning af at (A) har anmodet om aktindsigt i de i
Finansministeriet beroende sagsakter, herunder lægeerklæringer vedrørende den
pågældendes afskedigelsessag skal Finansministeriet udbede sig Deres
udtalelse
om, hvorvidt De har noget at indvende imod, at der udleveres hr. (A) fotokopi
af Deres erklæring af 12. juni 1989, svarende til vedlagte fotokopi."
Det fremgår videre af sagen, at Finansministeriet i
skrivelse af 18. oktober 1989 til Dem bl.a. anførte følgende:
"...
Det er normal procedure at indhente den udstedende læges
samtykke til udlevering af de ønskede lægelige oplysninger, jf. herved brev
af
29. september 1989. Finansministeriet skal beklage at have misforstået Deres
telefoniske henvendelse om, at De allerede er i besiddelse af læge (B's)
erklæring
af 12. juni 1989.
..."
Spørgsmålet om, hvorvidt der ville kunne meddeles Dem
aktindsigt i lægeerklæringen af 12. juni 1989, skulle afgøres efter
bestemmelserne i offentlighedslovens § 4, stk. 2, jf. § 13, stk. 1, nr. 6, og
§
13, stk. 2.
De nævnte bestemmelser er sålydende:
§ 4, stk. 2:
"Den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument,
kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 og § 14, forlange at blive
gjort
bekendt med oplysningerne herom. Det gælder dog ikke i det omfang de hensyn,
der er nævnt i § 13, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med
afgørende
vægt taler imod."
§ 13:
"Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det
er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til
...
6)private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse
efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
Stk. 2.
Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun
gældende for en del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med
dokumentets øvrige indhold."
Adgangen til aktindsigt efter egen acces-bestemmelsen i
offentlighedslovens § 4, stk. 2, er mere vidtgående end den almindelige
adgang
til aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., der er
citeret ovenfor.
Det er endvidere klart, at spørgsmålet om aktindsigt efter
reglerne skal afgøres ved en konkret afvejning i det enkelte tilfælde, jf.
herved også FOB 1977, s. 112, FOB 1977, s. 146, FOB 1977, s. 459 og FOB 1982,
s. 108 samt Offentlighedsloven kommenteret af Asbjørn Jensen, Bo Vesterdorf
og
John Vogter (Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1986), s.
74 f.
Efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk.
2, in
fine, kan der kun undtages oplysninger
fra aktindsigt, i den udstrækning hensynet til den pågældende selv eller
andre
med afgørende vægt taler herfor. Undtagelsesadgangen er således - ligesom i
øvrigt efter forvaltningslovens § 15, der ville skulle anvendes, dersom der
havde været tale om en afgørelsessag - ganske snæver.
Jeg må finde Finansministeriets praksis, hvorefter "det
er normal procedure at indhente den udstedende læges samtykke til udlevering
af
de ønskede lægelige oplysninger" meget beklagelig. Jeg bemærker herved,
at
ombudsmanden allerede i de sager, der er offentliggjort i FOB 1977, s. 146 ff
og FOB 1977, s. 459 ff, over for Finansministeriet har gjort det klart, at en
praksis, hvorefter beslutningen om, hvorvidt der skal meddeles aktindsigt i
en
lægeerklæring, overlades til vedkommende læge, der havde udfærdiget
erklæringen, ikke var forenelig med lovreglerne herom.
Dersom Finansministeriets praksis måtte være udtryk for, at
ministeriet rutinemæssigt anmoder om en udtalelse fra vedkommende læge om
spørgsmålet om aktindsigt i en lægeerklæring - uden at ministeriet dog
nødvendigvis agter at følge lægens udtalelse - skal jeg bemærke, at en sådan
fremgangsmåde også er uholdbar.
Jeg går ud fra, at ministeriet ikke ved at indhente en
udtalelse fra lægen mener at skulle søge oplysninger om hensyn til den
pågældende læge eller eventuelt hensyn til det offentlige, der efter
bestemmelserne
i offentlighedsloven skulle kunne bevirke afslag på aktindsigt, men derimod
udelukkende har til hensigt at søge at belyse et (eventuelt) hensyn til
parten
selv, der skulle kunne begrunde afslag på aktindsigt i lægeerklæringen.
Jeg skal hertil bemærke, at adgangen til at afslå aktindsigt
efter såvel bestemmelserne i offentlighedslovens § 4, stk. 2, jf. § 13, stk.
1,
nr. 6, jf. stk. 2, som forvaltningslovens § 15, er ganske snæver. Den person,
lægeerklæringen angår, kan således kun meddeles afslag på aktindsigt i
lægeerklæringen,
i den udstrækning meddelelse af aktindsigt med en til vished grænsende
sandsynlighed vil have væsentlige skadevirkninger for den pågældende
aktindsigtssøgende. Som et eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor
meddelelse
af lægelige oplysninger til en patient med en til vished grænsende
sandsynlighed må antages at ville medføre en drastisk eller dog en mærkbar og
permanent forringelse af den pågældendes helbredstilstand. Jeg bemærker
herved,
at det forhold, at det fremgår af lægeerklæringen, at den aktindsigtssøgende
lider af en alvorlig - eventuelt livstruende - sygdom, ikke i sig selv er
tilstrækkeligt til at antage, at aktindsigtens gennemførelse vil have
væsentlige skadevirkninger.
Kun i tilfælde, hvor lægeerklæringens eget indhold eller
andre omstændigheder i sagen for den myndighed, der skal træffe afgørelsen om
aktindsigt, tyder på, at en imødekommelse af aktindsigtsbegæringen vil have
afgørende skadevirkninger for den pågældende aktindsigtssøgende, ville det
være
berettiget at indhente en udtalelse om dette spørgsmål fra den læge, der har
afgivet lægeerklæringen. I så fald vil høringstemaet i forhold til lægen
skulle
udformes i overensstemmelse hermed - og ikke som en anmodning om
"samtykke" til meddelelse af aktindsigt i de pågældende
oplysninger.
Ikke alene må jeg finde, at en rutinemæssig indhentelse af
en udtalelse fra de læger, der har udstedt lægeerklæringer, er uholdbar, men
i
Deres konkrete sag finder jeg ikke nogen holdepunkter for at antage, at der
skulle kunne være sådanne kvalificerede modhensyn, som efter bestemmelserne i
offentlighedsloven ville kunne medføre afslag på aktindsigt af hensyn til Dem
selv. Jeg må derfor finde, at forelæggelsen af spørgsmålet om aktindsigt for
læge (B) var et uberettiget sagsbehandlingsskridt.
Jeg har gjort Finansministeriet bekendt med min opfattelse
og har henstillet til Finansministeriet at ændre praksis med hensyn til
forelæggelse af spørgsmål om imødekommelse af aktindsigtsbegæringer i
lægeerklæringer for vedkommende læge, der har udstedt lægeerklæringen,
således
at der kun sker høring af lægen i tilfælde, hvor der er konkrete indicier af
en
vis vægt for, at hensynet til den pågældende aktindsigtsbegærende selv ville
kunne begrunde et afslag på aktindsigt efter bestemmelserne i
offentlighedsloven (eller forvaltningsloven).
7.3. I skrivelse af 18. oktober 1989 meddelte
Finansministeriet Dem delvis afslag på anmodningen om aktindsigt, idet
Finansministeriet
anførte følgende:
"...
Finansministeriet fremsender i fotokopi alle her beroende
akter, undtaget er dog interne notater, idet disse ikke er omfattet af loven
om
aktindsigt.
..."
Offentlighedsloven indeholder i §§ 7-8 og § 11, stk. 1,
følgende bestemmelser om aktindsigt i interne arbejdsdokumenter, som har
været
af betydning i forbindelse med afgørelsen af Deres aktindsigtsanmodning:
"
§ 7.
Retten
til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som
interne arbejdsdokumenter anses
dokumenter,
der udarbejdes af en myndighed til eget brug,
brevveksling
mellem forskellige enheder inden for samme myndighed og
...
§ 8.
Retten til aktindsigt omfatter uanset
bestemmelsen i § 7 interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form,
når
...
2)dokumenterne alene indeholder en gengivelse af
oplysninger, som myndigheden har haft pligt til at notere efter bestemmelsen
i
§ 6,
...
§ 11.
Oplysninger i dokumenter, der er
omfattet af § 7 og § 10, nr. 1-5, om faktiske omstændigheder, der er af
væsentlig betydning for sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser
meddeles
i overensstemmelse med lovens almindelige regler."
Finansministeriets afgørelse vedrørende
aktindsigtsspørgsmålet i skrivelsen af 18. oktober 1989 giver mig anledning
til
følgende bemærkninger:
a. En afgørelse vedrørende aktindsigt er en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, jf. offentlighedslovens § 15, stk. 1 og 2, og §
16, stk. 1 og 2, samt forvaltningslovens § 16, stk. 1, 2 og 4, sammenholdt
med
forvaltningslovens § 2, stk. 1.
Efter forvaltningslovens § 22 og § 24 skal skriftlige
afgørelser ledsages af en begrundelse. Kravene til begrundelsens indhold
fremgår af forvaltningslovens § 24, der er sålydende:
"
§ 24.
En
begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler,
i
henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter
disse
regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de
hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent
indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i
det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til
varetagelse
af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv
eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."
Jeg må finde det beklageligt, at Finansministeriets
afgørelse i skrivelsen af 18. oktober 1989 vedrørende aktindsigtsspørgsmålet
ikke indeholdt nogen henvisning til retsregler, jf. forvaltningslovens § 24,
stk. 1, eller - i fornødent omfang - henvisning til den relevante del af
faktum, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2. Jeg har meddelt
Finansministeriet
min opfattelse.
b. Efter bestemmelsen i
offentlighedslovens § 8, nr. 2, omfatter retten til aktindsigt interne
arbejdsdokumenter,
der alene indeholder oplysninger, myndigheden har noteret efter
notatpligtbestemmelsen
i offentlighedslovens § 6. Efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 11,
stk.
1, har myndigheden endvidere pligt til fra interne arbejdsdokumenter at
ekstrahere oplysninger om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig
betydning for sagsforholdet. Finansministeriet ses ikke at have overvejet
bestemmelserne i offentlighedslovens § 8, nr. 2, og § 11, stk. 1.
c. Jeg må gå ud fra, at Finansministeriet
har anset dokumenter, der er produceret af Finansministeriets lægekyndige
konsulent
for interne arbejdsdokumenter. Finansministeriet ses imidlertid ikke at have
taget stilling til, hvorvidt Finansministeriets lægekyndige konsulent kan
anses
som en del af Finansministeriet eller som en anden forvaltningsmyndighed.
Dette
spørgsmål er afgørende for, hvorvidt dokumenter produceret af den lægekyndige
konsulent, ved afgivelsen fra denne fortsat kan anses for at have bevaret
deres
interne karakter. I denne forbindelse ses Finansministeriet ikke at have
taget
stilling til, hvorvidt den lægekyndige konsulent kan anses for at have samme
stilling som Sundhedsstyrelsens sagkyndige rådgivere, jf. den sag, der er
omtalt i FOB 1984, s. 67. Jeg henviser endvidere til Juridisk Grundbog, bind
IV
(4. udgave 1989), s. 51 ff.
d. Jeg har henstillet til Finansministeriet at genoptage
aktindsigtssagen dels med henblik på, at ministeriet kan meddele Dem en
korrekt
og fyldestgørende begrundelse (jf. pkt. 7.3.a ovenfor), dels med henblik på,
at
ministeriet vil kunne tage stilling til de ovenfor under pkt. 7.3.b og c
rejste
spørgsmål.
7.4. I sagen har De anført, at De ikke mener at have fået
aktindsigt i samtlige sagens akter, og De har i denne forbindelse fremhævet
skrivelser fra CO II til Finansministeriet.
Finansministeriet tog stilling til Deres anmodning om
aktindsigt i skrivelse af 18. oktober 1989. I sagen findes en skrivelse af
19.
oktober 1989 fra CO II (modtaget i Finansministeriet den 20. oktober 1989)
samt
en skrivelse af 30. november 1989 fra CO II.
Det kan selvsagt ikke give mig anledning til bemærkning, at
Finansministeriet ikke med skrivelsen af 18. oktober 1989 meddelte Dem
aktindsigt i dokumenter, som ministeriet endnu ikke havde modtaget.
Spørgsmålet
er derimod, hvorvidt ministeriet burde have opfattet Deres anmodning om
aktindsigt som en anmodning om aktindsigt i dokumenter, som ministeriet måtte
modtage også efter besvarelsen af Deres aktindsigtsanmodning (hvorvidt Deres
anmodning skulle opfattes som en anmodning om "løbende
aktindsigt").
I skrivelse af 17. august 1989 fremsatte De følgende
anmodning:
"...
I øvrigt skal jeg i forbindelse med denne sags behandling
bede om aktindsigt, herunder også i de lægelige udtalelser, der ligger til
grund for afgørelsen.
..."
Ud fra formuleringen af denne anmodning måtte det vel
fremstå som noget tvivlsomt, hvorvidt De også ønskede aktindsigt i
dokumenter,
der fremtidig ville indgå i Finansministeriets sag. Ved fortolkningen af
Deres
anmodning måtte der imidlertid efter min opfattelse lægges vægt på baggrunden
for Deres anmodning. Det kunne i den forbindelse ikke give anledning til
tvivl,
at Deres anmodning om aktindsigt var begrundet i Deres naturlige
partsinteresse
i afskedigelsessagen. Hvor der foreligger en sådan partsinteresse, må der
efter
min opfattelse i forbindelse med en aktindsigtsanmodning, hvis udstrækning
kan
give anledning til tvivl, opstilles en formodning for, at anmodningen også
gælder sagsakter, der fremtidig indgår i sagen (må opfattes som en anmodning
om
"løbende aktindsigt").
Jeg ville derfor have fundet det rigtigst, om
Finansministeriet allerede på denne baggrund havde meddelt Dem aktindsigt i
de
senere tilkomne sagsakter.
I Deres skrivelse af 2. oktober 1989 til Finansministeriet
anførte De følgende vedrørende aktindsigtsspørgsmålet:
"...ligesom jeg fortsat ønsker aktindsigt, herunder
også indsigt i, hvad der videre måtte tilføjes akterne.
..."
Efter min opfattelse kunne det herefter ikke give anledning
til nogen tvivl, at Deres anmodning om aktindsigt også omfattede akter, der
fremtidig måtte indgå i Finansministeriets sag, og jeg må således finde det
beklageligt, at Finansministeriet ikke meddelte Dem aktindsigt i de
sagsakter,
der indgik i ministeriets sag efter den 18. oktober 1989.
Jeg har meddelt Finansministeriet min opfattelse og
henstillet, at ministeriet nu tager stilling til Deres anmodning om
aktindsigt
i dokumenter, der er indgået i ministeriets sag efter den 18. oktober 1989.
7.5. Offentlighedsloven indeholder i § 5, stk. 1, følgende bestemmelser:
"
§ 5.
Retten
til aktindsigt omfatter
alle
dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er
udgået fra myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til
adressaten, og
indførelser
i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags
dokumenter."
Finansministeriet ses ikke at have meddelt Dem aktindsigt i
de i offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, omhandlede dokumenter.
I den egen drift-undersøgelse angående et antal sager fra
Skattedepartementet vedrørende aktindsigt, der er offentliggjort i FOB 1989,
s.
241 ff, har jeg s. 267 ff nærmere beskæftiget mig med aktindsigtens omfang,
og
herunder offentlighedslovens § 5, stk. 1. Som det fremgår heraf (jf. FOB
1989,
s. 268, sp. 2), har forvaltningsmyndigheden efter min opfattelse pligt til af
egen drift at meddele den aktindsigtssøgende aktindsigt i de i
offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, omhandlede dokumenter samtidig med,
at
der i øvrigt meddeles aktindsigt i sagen.
Dersom Finansministeriet havde meddelt Dem aktindsigt i de
omhandlede dokumenter, ville De selv have kunnet konstatere, om ministeriet i
øvrigt havde meddelt Dem aktindsigt i samtlige dokumenter, der var
journaliseret på ministeriets sag.
Jeg må finde det beklageligt, at Finansministeriet ikke
meddelte Dem aktindsigt i de i offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2,
omhandlede dokumenter, og jeg har henstillet til ministeriet, at dette nu
sker.
7.6. Offentlighedsloven indeholder i § 16, stk. 2, følgende
bestemmelse:
"
Stk. 2.
Er
en begæring om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter,
at den er modtaget af vedkommende myndighed, skal myndigheden underrette den
begærende om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at
foreligge."
Anmodningen om aktindsigt, som De første
gang fremsatte i skrivelsen af 17. august 1989, blev først besvaret ved
Finansministeriets skrivelse af 18. oktober 1989. En del af den væsentlige
overskridelse af 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2, skyldes
den
- i øvrigt uberettigede, jf. pkt. 7.2 ovenfor - brevveksling med den
behandlende
læge på (H) hospital.
Selv om den udsættelse af sagen, som
forelæggelsen af aktindsigtsspørgsmålet for den behandlende læge på (H)
hospital medførte, havde været berettiget, skulle Finansministeriet efter
bestemmelsen i offentlighedslovens § 16, stk. 2, dog inden 10 dage have givet
meddelelse til Dem om baggrunden for, at der endnu ikke havde kunnet træffes
afgørelse vedrørende aktindsigtsspørgsmålet samt om, hvornår en afgørelse
kunne
forventes at foreligge. Jeg bemærker herved, at Finansministeriet den 28.
august 1989 meddelte Dem indholdet af ministeriets samtidige skrivelse til
den
behandlende læge på (H) hospital (indholdet af skrivelsen til læge (B) er
citeret ovenfor under pkt. 7.2). Underretningen til Dem om indholdet af
ministeriets skrivelse til lægen opfylder imidlertid på intet punkt kravene
til
en underretning efter offentlighedslovens § 16, stk. 2.
Jeg må således finde det beklageligt, at
Finansministeriet herved tilsidesatte bestemmelsen i offentlighedslovens §
16,
stk. 2. Jeg har meddelt ministeriet min opfattelse.
8. For så vidt angår den i Direktoratet for
Kriminalforsorgens skrivelse af 16. februar 1990 anførte passus vedrørende
risikoen
for forsinkelse af sagen vedrørende Deres genansættelse på grund af Deres
klage
til mig skal jeg bemærke følgende:
Da andet ikke er godtgjort i forbindelse
med min behandling af sagen, må jeg lægge til grund, at en medarbejder i
Finansministeriet udtalte sig således, som det er refereret i Direktoratet
for
Kriminalforsorgens skrivelse til Dem.
Jeg må finde det beklageligt, at
udtalelsen blev fremsat af en medarbejder i Finansministeriet. Jeg bemærker
herved,
at sagens akter uden større besvær ville kunne kopieres, og at min behandling
af Deres klage over Finansministeriets sagsbehandling i forbindelse med Deres
afskedigelsessag derfor ikke behøvede at forsinke Finansministeriets
behandling
af Deres genansættelsessag. Jeg har gjort Finansministeriet bekendt med min
opfattelse.
Jeg må videre finde det beklageligt, at
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, i skrivelse af 16.
februar
1990 til Dem videregav udtalelsen fra medarbejderen i Finansministeriet. Jeg
må
finde denne videregivelse af udtalelsen særlig uheldig på baggrund af, at De
naturligt ville kunne opfatte det som en henledelse af Deres opmærksomhed på
muligheden af at tilbagekalde Deres klage til mig. Jeg har meddelt
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen min opfattelse.
9. ... "
I skrivelse af 31. juli 1992 meddelte Finansministeriet mig,
at ministeriet samme dag havde meddelt (A) følgende:
"Finansministeriet har med skrivelse af 8. maj 1992 fra
Folketingets Ombudsmand modtaget kopi af dennes svar til Dem af samme dato på
deres klage over Finansministeriets sagsbehandling i forbindelse med Deres
afskedigelse med pension som følge af helbredsbetinget utjenstdygtighed.
Heri omtaler ombudsmanden en række krav i forvaltnings- og
offentlighedslovene, der efter hans mening ikke fuldt ud er tilgodeset ved
den
konkrete sagsbehandling, og henstiller at Finansministeriet genovervejer
Deres
aktindsigtssag.
Finansministeriet skal beklage, at det ikke opfattede Deres
anmodninger af 17. august og 2. oktober 1989 som udtryk for et ønske om
aktindsigt i alle kommende akter i sagen, og at der ved en fejl ikke, med
Finansministeriets svar af 18. oktober 1989, blev givet aktindsigt i de i
offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, omhandlede dokumenter.
Vedlagt fremsendes kopi af sagens journalregistreringer samt
kopi af dokumenter tilgået sagen efter 18. oktober 1989.
Til Deres orientering skal Finansministeriet oplyse, at den
lægesagkyndiges konsulents erklæringer betragtes som interne
arbejdsdokumenter,
jfr. offentlighedslovens § 7, da han er ansat på deltid i Finansministeriet,
hvorfor hans notater ikke har anden status end notater, udarbejdet af andre
medarbejdere
i Finansministeriet.
..."
I fortsættelse heraf meddelte Finansministeriet mig i
skrivelse af 6. august 1992 bl.a. følgende:
"... at Finansministeriet har noteret sig ombudsmandens
udtalelser om aktindsigt i indførelse i journaler og registre mv. og om, at
en
anmodning om aktindsigt også omfatter akter, der senere måtte indkomme i
sagen,
samt at Finansministeriet på baggrund af ombudsmandens henstilling vil ændre
praksis i sager vedrørende aktindsigtsbegæringer i lægeerklæringer.
Finansministeriet vil fremover give personer aktindsigt i
lægeerklæringer uden først at forelægge spørgsmålet for den attestudstedende
læge.
Kun i tilfælde, hvor der er konkrete indicier for, at
aktindsigt må antages at have væsentlige skadevirkninger for den pågældende,
vil Finansministeriet høre den attestudstedende læge, om denne bedømmelse er
korrekt, og derefter tage stilling til, om der er grundlag for at afslå
begæringen om aktindsigt.
Det tilføjes, at en bemærkning fra den attestudstedende læge
om, at erklæringen ikke må udleveres til den pågældende vil forudsætte, at
den
pågældende læge høres.
..."
Jeg meddelte herefter Finansministeriet, at jeg ikke foretog
videre i sagen.
NOTER: (*1) Jf. Folketingets Ombudsmands beretning 1977, s.
112, 1977, s. 146, 1977, s. 459, 1982, s. 108, 1984, s. 67, og
1990, s. 339
(særligt s. 347 ff,
jf. s. 346, og s.
363 f
).
Lignende dokumenter
- Aktindsigt, begrundelse og partshøring ved afskedigelse af folkeskolelærer Retsinformation · 25. juni 2003
- A. Undersøgelse angående 130 sager om uansøgt afsked fra DSB og P&T Retsinformation · 6. november 2003
- Afskedigelse af tjenestemand på grund af uegnethed Retsinformation · 7. februar 2019
- Afskedigelse af ansat med synsproblemer uden stillingtagen til om den ansatte måtte betragtes som handicappet Retsinformation · 6. oktober 2009
- Cirkulære om pension til tjenestemænd i staten og folkekirken mfl. ved afsked på grund af svagelighed og andre afskedsårsager Retsinformation · 1. oktober 2026
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - alder - afskedigelse - kompetence - ej medhold Retsinformation · 1. december 2017