Spring til indhold

Retsinformation

Behandling af anmodning om aktindsigt i lægeerklæring i tjenestemandspensionssag mv. "Løbende" aktindsigt.

FOU nr 1992.60UdtalelserFolketinget5. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Behandling af

anmodning om aktindsigt i lægeerklæring i tjenestemandspensionssag mv.

"Løbende" aktindsigt.

A klagede over Finansministeriets sagsbehandling i

forbindelse med Justitsministeriets afgørelse om at afskedige A fra en

tjenestemandsstilling under kriminalforsorgen med pension som følge af

helbredsbetinget utjenstdygtighed; herunder klagede A over Finansministeriets

behandling af A's anmodning om aktindsigt.

I sin klage til mig anførte A bl.a. følgende:

"...

Allerede i min første skrivelse af 17. august 1989 til

Finansministeriet beder jeg om aktindsigt med henblik på at kunne følge og

forstå grundlaget for aktuelle og evt. senere afgørelser. Torsdag den 19.

oktober 1989 modtog jeg aktindsigten bestående af kopier af skrivelser og

love

og cirkulærer, jeg allerede var i besiddelse af samt en i forhold til mine

spørgsmål af 2. oktober 1989 stort set intetsigende følgeskrivelse.

Det anføres i den nævnte følgeskrivelse af 18. oktober 1989,

at aktindsigten omfatter "alle" dér beroende akter, undtagen

interne

notater. At de interne notater ikke er medsendt, forventede jeg heller ikke.

Derimod undrer det mig meget, at den lægelige konsulents skøn åbenbart

betragtes som et internt notat.

Beror dette f.eks. på, at han kun har afgivet et mundtligt

skøn, eller at han betragter min sygdom som værre/mere uhelbredelig end

Finseninstituttets speciallæger og ikke tør oplyse mig herom? Ligeledes

undrer

det mig såre, at skrivelser fra Kriminalforsorgen/CO II ikke findes blandt

akterne, når centralorganisationen ifølge § 31 i lov om tjenestemænd

(lovbekendtgørelse nr. 671 af 2. oktober 1986) skal have adgang til at udtale

Læs alt

sig, og jeg rent faktisk ved, at sådanne udtalelser også er afsendt.

..."

I anledning af A's klage modtog jeg en udtalelse af 21.

februar 1990 fra Finansministeriet. Udtalelsen var vedlagt følgende oversigt

over sagsforløbet i Finansministeriet:

"I brev af 28. juli 1989 indstiller Finansministeriet -

efter indhentet udtalelse med Finansministeriets lægekyndige konsulent - at

pågældende kan afskediges med ordinær egenpension.

I brevet gøres opmærksom på, at der 1 år efter

afskedigelsestidspunktet - eller tidligere, når tjenesten kan genoptages med

varighed - kan indsendes en ny lægeerklæring med henblik på eventuel

genansættelse.

Den 17. august 1989 anmoder (A) om aktindsigt, hvorfor

Finansministeriet 28. august 1989 i overensstemmelse med praksis anmoder læge

(B) om en udtalelse om, hvorvidt hun har noget at indvende imod, at (A) får

udleveret en kopi af hendes erklæring af 12. juni 1989.

Efter at have modtaget (A's) brev af 17. august 1989

forelægges sagen på ny for Finansministeriets lægekyndige konsulent den 30.

august 1989, der fastholder sin indstilling af 13. juli 1989. Dette meddeles

29. september 1989 (A) og Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Da læge (B) ikke har reageret på Finansministeriets

henvendelse om udlevering af hendes erklæring af 12. juni 1989 blev denne

fremsendt i kopi til (A) 18. oktober 1989, idet Finansministeriets

lægekyndige

konsulent ikke havde indvendinger herimod.

Samme dato besvares en ny henvendelse af 2. oktober 1989 fra

(A). Finansministeriet fastholder endnu engang - efter indhentet udtalelse

fra

Finansministeriets lægekyndige konsulent - sin afgørelse af 13. juli 1989.

Den 19. oktober 1989 henvender CO II sig og anmoder om, at

afskedigelsen trækkes tilbage.

Denne henvendelse besvares 21. november 1989.

Den 30. november 1989 henvender CO II sig på ny.

Sagen bliver igen forelagt Finansministeriets lægekyndige

konsulent, der fastholder sine tidligere indstillinger. Dette meddeles CO II

i

brev af 10. januar 1990.

I Økonomi- og Budgetministeriets cirkulære nr. 47 af 15.

marts 1973, § 1, er det anført, at der skal indhentes en lægeerklæring, når

en

tjenestemand har oppebåret løn under fravær som følge af sygdom i i alt 120

dage inden for et tidsrum af 12 på hinanden følgende måneder.

I § 4 i ovennævnte cirkulære er anført, at spørgsmålet om

afsked kan udsættes, hvis det af lægeerklæringen fremgår, at tjenesten kan

forventes genoptaget med varighed.

Lægekonsulenten har på baggrund af erklæringer fra læge (B)

af 12. juni og 27. november 1989 fastholdt sin indstilling, idet (A) kan

indsende en ny lægeerklæring, når tjenesten kan genoptages med varighed.

Det bemærkes, at (A) har oppebåret løn under fravær som

følge af sygdom i mindst 12 måneder."

I øvrigt anførte Finansministeriet følgende i udtalelsen af

21. februar 1990:

"...

Indledningsvis skal det bemærkes, at Finansministeriet skal

udtale sig om pensionsspørgsmålet forinden en tjenestemand varsles til

uansøgt

afsked, jf. tjenestemandslovens § 31, stk. 3.

Årsagen til afskedigelsen har indflydelse på, hvilken

pensionsmæssig stilling den pågældende tjenestemand får, og Finansministeriet

går derfor ind i en vurdering af, om der er grundlag for afsked med deraf

eventuel følgende aktualisering af pensionsforpligtelsen.

Afgørelsen af, om afsked skal gennemføres, tilkommer

vedkommende ministerium.

I sager om eventuel afsked på grund af sygdom indhentes

udtalelse fra Finansministeriets lægekyndige konsulent og eventuelt Nævnet

for

Helbredsbedømmelser i Tjenestemandssager, jf. tjenestemandslovens § 31.

Den lægelige vurdering vil afhænge af, om den pågældende

helbredsmæssigt vil kunne bestride sin stilling.

Hvis der er udsigt til snarlig genoptagen af tjenesten,

udskydes den lægelige vurdering af afskedsgrundlaget normalt i nogle måneder

med henblik på at konstatere, om tjenesten genoptages med varighed.

Hvis udsigterne til helbredelse er længerevarende, er det

sædvanligt, at den lægelige udtalelse tiltræder afsked på grund af sygdom,

men

med anmodning om, at vedkommende styrelse indhenter ny lægeerklæring f.eks. 1

år efter, med henblik på at vurdere om den pågældende er blevet arbejdsfør.

Hvis der efter den lægelige vurdering ikke er udsigt til

arbejdsførhed, vil der ikke blive krævet ny lægeerklæring.

I den foreliggende sag har den lægelige vurdering hos

Finansministeriets lægekyndige konsulent i hele sagsforløbet været, at (A's)

helbredsmæssige egnethed til at bestride stillingen som forsorgsleder i

Kriminalforsorgen har kunnet afgøres på grundlag af en ny lægeerklæring, der

skulle indsendes efter 1 år.

Den endelige afgørelse af, om (A) skal afskediges, og om han

eventuelt skal genansættes på et senere tidspunkt, tilkommer

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Finansministeriets praksis med hensyn til aktindsigt i

helbredsmæssige oplysninger er følgende:

Der indhentes samtykke fra den udstedende læge til

udlevering af de ønskede oplysninger.

Hvis lægen

ikke

ønsker at give sit samtykke eller i særlige situationer (f.eks. at lægen ikke

kan kontaktes) forelægges sagen for Finansministeriets lægekyndige

konsulent/Helbredsnævnets læger til konkret vurdering af, om det skønnes

lægeligt

forsvarligt af hensyn til den pågældende selv, at udlevere de helbredsmæssige

oplysninger.

Denne vurdering er i den foreliggende sag resulteret i, at

de helbredsmæssige oplysninger har kunnet udleveres.

Det tilføjes, at pågældende har raskmeldt sig fra 26.

februar 1990. Spørgsmålet om eventuel genansættelse afventer indsendelse af

en

udførlig lægeerklæring.

..."

Fra Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen,

modtog jeg en udtalelse af 1. marts 1990, hvori Direktoratet for

Kriminalforsorgen anførte følgende:

"...at man efter indberetningen om, at den pågældende

den 18. april 1989 havde været sygemeldt i 120 dage, anmodede ham om en

udførlig lægeerklæring. Denne blev sendt til Finansministeriet til udtalelse

den 19. juni 1989.

Den 28. juli 1989 meddelte Finansministeriet, at man fandt,

at der var grundlag for at meddele (A) afsked som følge af helbredsbetinget

utjenstdygtighed, foreløbig med ordinær egenpension i henhold til lov om

tjenestemandspension. Justitsministeriet meddelte ham herefter varsel om

afsked

ved skrivelse af 3. august 1989, samt meddelte, at man af hensyn til

spørgsmålet om eventuel senere genansættelse udbad sig en ny udførlig

lægeerklæring indsendt 1 år efter afskedigelsestidspunktet - eller tidligere,

når tjenesten kunne optages med varighed.

Den pågældende protesterede i skrivelse af 17. august 1989

mod afskedigelsen, og efter at sagen på ny havde været forelagt for

Finansministeriet, meddelte Finansministeriet, at man fastholdt den i

skrivelse

af 28. juli 1989 trufne afgørelse.

Justitsministeriet meddelte derfor i skrivelse af 6.

november 1989 den pågældende afsked med udgangen af februar 1990.

(A) har den 31. januar 1990 fremsendt en raskmelding fra

reservelæge (B), (H) hospital, ifølge hvilken (A) kan forventes at genoptage

tjenesten i fuldt omfang den 1. marts 1990.

Denne raskmelding har Justitsministeriet i overensstemmelse

med sædvanlig praksis videresendt til Finansministeriet. Efter aftale med

Finansministeriet har Justitsministeriet endvidere anmodet (A) om snarest at

indsende en udførlig lægeerklæring til brug for vurderingen af hans egnethed

til at genoptage tjenesten. Den pågældende har i skrivelse af 19. februar

1990

meddelt, at han ikke kan udtale sig om, hvornår en sådan lægeerklæring vil

blive indsendt.

Justitsministeriet agter ikke at tage stilling til

spørgsmålet om genansættelse, før Finansministeriet har afgivet en udtalelse

om

den pågældendes egnethed hertil."

Efter at jeg havde gjort A bekendt med ovennævnte udtalelser

fra Finansministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen, fremkom A i en

skrivelse, som jeg modtog den 11. april 1990, og i skrivelse af 16. april

1990

med supplerende indlæg i sagen.

Herefter anmodede jeg med skrivelse af 10. maj 1990

Direktoratet for Kriminalforsorgen om en supplerende udtalelse efter forud

indhentet udtalelse fra Finansministeriet. I den forbindelse anmodede jeg om

en

udtalelse om baggrunden for følgende bemærkninger i Direktoratet for

Kriminalforsorgens

skrivelse af 16. februar 1990 til A:

"...

Finansministeriet har oplyst, at Deres sag er ved at blive

sendt til Folketingets Ombudsmand, og Finansministeriets læge kan ikke

behandle

spørgsmålet om Deres eventuelle genoptagelse af tjenesten uden denne sag,

hvorfor den risikerer at blive forsinket.

..."

I skrivelse af 15. maj 1990 meddelte Finansministeriet

Direktoratet for Kriminalforsorgen, at Finansministeriet - efter at sagen på

ny

havde været forelagt Finansministeriets lægekyndige konsulent - kunne

anbefale,

at A blev genansat i en tjenestemandsstilling.

I skrivelse af 17. juli 1990 besvarede Finansministeriet min

anmodning om en supplerende udtalelse.

Finansministeriet anførte følgende:

"...

Af sagsforløbet, der er beskrevet i tidligere brevveksling,

skal specielt bemærkes, at muligheden for evt. at udsætte spørgsmålet om

afskedigelse efter § 4 i cirkulære af 15. marts 1973 indgår i den lægekyndige

konsulents vurdering af de lægelige akter.

Hvis det ikke klart af de fremlagte lægelige oplysninger

fremgår om, og evt. hvornår, tjenesten kan genoptages med varighed kan

afskedigelsen

med pension tiltrædes, men sådan at den pågældende når som helst kan indsende

en lægeerklæring, når tjenesten kan genoptages med varighed - og sådan

lægeerklæring

skal

indsendes senest

efter 1 år.

Denne lægelige vurdering i lyset af de nævnte pensionsregler

er efter Finansministeriets opfattelse indholdet i sagen og Finansministeriet

har løbende taget stilling hertil.

I de foreliggende lægelige udtalelser er oplysningerne til

vurdering af, om tjenesten kan genoptages med varighed, følgende:

12. juni 1989:

"Angående patientens fremtidige arbejdsevne er det

vanskeligt at udtale sikkert om på nuværende tidspunkt.

Behandlingen er tilsigtet kurativ, og patienten vil

formentlig kunne genoptage sit arbejde efter afsluttet behandling, formentlig

efter en rekonvalescensperiode."

27. november 1989:

"Der planlægges yderligere 4 serier kemoterapi, som

forventes afsluttet i januar 1990.

Patienten vil derefter være at betragte som helbredt og

forventes at kunne genoptage sit arbejde i fuldt omfang efter et par måneders

rekonvalescensperiode. Patienten vil blive fulgt ambulant fremover her."

2. marts 1990:

"Patienten er således at betragte som rask og må

forventes at kunne genoptage sit arbejde i fuldt omfang, måske efter et par

måneders rekonvalescensperiode. Patienten er i øvrigt i fuld gang med

genoptræning af sin venstre arm, som ikke skønnes at ville hindre ham i hans

fremtidige arbejde."

10. april 1990

"Man skal hermed endnu engang meddele, at patienten er

rask og kan genoptage sit arbejde i fuldt omfang fra dags dato."

Der er ikke overensstemmelse mellem den pågældendes

raskmelding den 31. januar 1990 og lægeerklæringen 2. marts 1990, hvori der

oplyses om komplikationer primo januar, og hvor der omtales et par måneders

rekonvalescensperiode.

Det er en lægelig vurdering af pågældendes udsigt til

snarlig varig genoptagelse af tjenesten, baseret på disse lægeerklæringer,

som

har ligget til grund for Finansministeriets og den lægekyndige konsulents

udtalelser.

Disse udtalelser er der - efter fornyet forelæggelse for den

lægekyndige konsulent - ikke grundlag for at ændre, heller ikke på grundlag

af

kriminalforsorgsforeningens brev af 13. juni 1990, som er oversendt med

påtegning af 20. juni 1990.

Det tilføjes, at det i en situation som den foreliggende,

hvor det helbredsmæssigt vurderes, om der er basis for pensionering eller om

den pågældende med varighed vil kunne udfylde sit job, tages hensyn til den

pågældende tjenestemand (og statens pensionsudgifter), der imidlertid må

afvejes over for statens (styrelsens) udgifter til løn under såvel

forudgående

som evt. efterfølgende langvarigt sygefravær.

Finansministeriet kan ikke oplyse baggrunden for den i brev

af 16. februar 1990 refererede telefoniske udtalelse, om risiko for

forsinkelse

af sagen på grund af sagens forelæggelse for Folketingets Ombudsmand. Men det

skal understreges, at der ikke i Finansministeriet er administrative

procedurer

e.lign., der medfører, at en sag udsættes hvis den forelægges for

ombudsmanden."

I skrivelse af 30. juli 1990 fremkom Direktoratet for

Kriminalforsorgen med følgende supplerende udtalelse:

"...

Heller ikke direktoratet er i stand til at oplyse om

baggrunden for den i skrivelse af 16. februar 1990 referede telefoniske

udtalelse om risiko for forsinkelse af sagsbehandlingen som følge af klagen

til

Folketingets Ombudsmand. Den pågældende sagsbehandler i direktoratet er

fratrådt tjenesten og afskediget med pension. Direktoratet kan i øvrigt

henholde sig til sin udtalelse af 1. marts 1990.

Det tilføjes, at Finansministeriet ved skrivelse af 15. maj

1990 meddelte direktoratet, at man efter sagens fornyede forelæggelse for

ministeriets lægekyndige konsulent kunne anbefale, at afdelingslederen

genansættes.

Ved skrivelse af 1. juni 1990 meddelte direktoratet (A), at

han genindtrådte i tjenesten som (A's hidtidige stilling) med virkning fra

den

1. juli 1990.

..."

Efter at jeg havde gjort A bekendt med de supplerende

udtalelser fra Finansministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen,

fremkom

A i skrivelse af 3. september 1990 med et supplerende indlæg i sagen.

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter bl. a. følgende:

"1. ...

2. Som det også fremgår af Finansministeriets ovenfor

citerede udtalelse af 21. februar 1990, tilkommer kompetencen til at træffe

afgørelse vedrørende selve afskedigelsesspørgsmålet - og herunder fra hvilket

tidspunkt en eventuel afsked skal have virkning - vedkommende ministerium,

jf.

tjenestemandslovens § 26.

Efter tjenestemandslovens § 31, stk. 3, skal der indhentes

en udtalelse fra Finansministeriet om en tjenestemands pensionsret, forinden

vedkommende ministerium træffer afgørelse om afskedigelse, og efter

tjenestemandspensionslovens § 31, stk. 1-2, henhører kompetencen til at

træffe

afgørelser om pensionsspørgsmål under Finansministeriet. Jeg henviser herved

også nærmere til den egen drift-undersøgelse, der er offentliggjort i min

beretning for 1990, s. 339 ff (særligt s. 347 ff, jf. s. 346, og s.

363 f

).

Kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt De skulle

afskediges - og i bekræftende fald fra hvilket tidspunkt, afskedigelsen

skulle

have virkning - tilkom således Justitsministeriet.

3......

4......

5......

6......

7. Finansministeriets behandling og afgørelse af Deres

anmodning om aktindsigt i skrivelser af 17. august og 2. oktober 1989 rejser

de

nedenfor under pkt. 7.1 til 7.5 omhandlede spørgsmål.

7.1. Indledningsvis er det et spørgsmål, hvilket

retsgrundlag der var gældende i forbindelse med Finansministeriets behandling

og stillingtagen til Deres anmodning om aktindsigt. Finansministeriet har

ikke

nærmere angivet retsgrundlaget for behandlingen og afgørelsen af

aktindsigtsanmodningen (jf. nedenfor pkt. 7.3.a.), og det kan i øvrigt give

anledning til en vis tvivl, om Deres anmodning om aktindsigt skulle behandles

og afgøres efter reglerne i kapitel 4 i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19.

december 1985) eller efter reglerne i offentlighedsloven (lov nr. 572 af

samme

dato).

Aktindsigtsbestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 4

gælder for parter i afgørelsessager, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1,

sammenholdt med forvaltningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt.

Forvaltningslovens § 2, stk. 1, er sålydende:

"Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er

eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed."

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt.,

lyder således:

"Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil

blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive

gjort bekendt med sagens dokumenter."

Offentlighedslovens aktindsigtsbestemmelser gælder derimod

en bredere personkreds (enhver) og en større del af offentlige

forvaltningsmyndigheders virksomhed, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1.

pkt., der er sålydende:

"Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14,

forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller

oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i

forbindelse med dens virksomhed."

En begæring om aktindsigt i Justitsministeriets sag om

eventuel afskedigelse af Dem ville være en aktindsigtsbegæring fra en part i

en

afgørelsessag og skulle dermed afgøres efter forvaltningslovens kapitel 4.

Det

samme ville gælde en begæring fra Dem om aktindsigt i en sag, hvori

Finansministeriet skulle træffe afgørelse om Deres pensionsret.

Jeg finder det imidlertid mest nærliggende at antage, at

Deres begæring om aktindsigt angik den sag i Finansministeriet, hvori

Finansministeriet efter tjenestemandslovens § 31, stk. 3, af

Justitsministeriet

var blevet anmodet om en udtalelse om, hvorvidt De kunne afskediges på grund

af

helbredsbetinget utjenstdygtighed. Medens Justitsministeriets sag vedrørende

dette spørgsmål er en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, er

Finansministeriets høringssag vedrørende samme spørgsmål ikke en

afgørelsessag

i forvaltningslovens forstand, og aktindsigtsspørgsmål i relation til

Finansministeriets sidstnævnte sag vil derfor skulle afgøres efter

offentlighedsloven.

7.2. Det fremgår af sagen, at Finansministeriet i skrivelse

af 28. august 1989 skrev således til læge (B), (H) hospital:

"I anledning af at (A) har anmodet om aktindsigt i de i

Finansministeriet beroende sagsakter, herunder lægeerklæringer vedrørende den

pågældendes afskedigelsessag skal Finansministeriet udbede sig Deres

udtalelse

om, hvorvidt De har noget at indvende imod, at der udleveres hr. (A) fotokopi

af Deres erklæring af 12. juni 1989, svarende til vedlagte fotokopi."

Det fremgår videre af sagen, at Finansministeriet i

skrivelse af 18. oktober 1989 til Dem bl.a. anførte følgende:

"...

Det er normal procedure at indhente den udstedende læges

samtykke til udlevering af de ønskede lægelige oplysninger, jf. herved brev

af

29. september 1989. Finansministeriet skal beklage at have misforstået Deres

telefoniske henvendelse om, at De allerede er i besiddelse af læge (B's)

erklæring

af 12. juni 1989.

..."

Spørgsmålet om, hvorvidt der ville kunne meddeles Dem

aktindsigt i lægeerklæringen af 12. juni 1989, skulle afgøres efter

bestemmelserne i offentlighedslovens § 4, stk. 2, jf. § 13, stk. 1, nr. 6, og

§

13, stk. 2.

De nævnte bestemmelser er sålydende:

§ 4, stk. 2:

"Den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument,

kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 og § 14, forlange at blive

gjort

bekendt med oplysningerne herom. Det gælder dog ikke i det omfang de hensyn,

der er nævnt i § 13, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med

afgørende

vægt taler imod."

§ 13:

"Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det

er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til

...

6)private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse

efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Stk. 2.

Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun

gældende for en del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med

dokumentets øvrige indhold."

Adgangen til aktindsigt efter egen acces-bestemmelsen i

offentlighedslovens § 4, stk. 2, er mere vidtgående end den almindelige

adgang

til aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., der er

citeret ovenfor.

Det er endvidere klart, at spørgsmålet om aktindsigt efter

reglerne skal afgøres ved en konkret afvejning i det enkelte tilfælde, jf.

herved også FOB 1977, s. 112, FOB 1977, s. 146, FOB 1977, s. 459 og FOB 1982,

s. 108 samt Offentlighedsloven kommenteret af Asbjørn Jensen, Bo Vesterdorf

og

John Vogter (Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1986), s.

74 f.

Efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk.

2, in

fine, kan der kun undtages oplysninger

fra aktindsigt, i den udstrækning hensynet til den pågældende selv eller

andre

med afgørende vægt taler herfor. Undtagelsesadgangen er således - ligesom i

øvrigt efter forvaltningslovens § 15, der ville skulle anvendes, dersom der

havde været tale om en afgørelsessag - ganske snæver.

Jeg må finde Finansministeriets praksis, hvorefter "det

er normal procedure at indhente den udstedende læges samtykke til udlevering

af

de ønskede lægelige oplysninger" meget beklagelig. Jeg bemærker herved,

at

ombudsmanden allerede i de sager, der er offentliggjort i FOB 1977, s. 146 ff

og FOB 1977, s. 459 ff, over for Finansministeriet har gjort det klart, at en

praksis, hvorefter beslutningen om, hvorvidt der skal meddeles aktindsigt i

en

lægeerklæring, overlades til vedkommende læge, der havde udfærdiget

erklæringen, ikke var forenelig med lovreglerne herom.

Dersom Finansministeriets praksis måtte være udtryk for, at

ministeriet rutinemæssigt anmoder om en udtalelse fra vedkommende læge om

spørgsmålet om aktindsigt i en lægeerklæring - uden at ministeriet dog

nødvendigvis agter at følge lægens udtalelse - skal jeg bemærke, at en sådan

fremgangsmåde også er uholdbar.

Jeg går ud fra, at ministeriet ikke ved at indhente en

udtalelse fra lægen mener at skulle søge oplysninger om hensyn til den

pågældende læge eller eventuelt hensyn til det offentlige, der efter

bestemmelserne

i offentlighedsloven skulle kunne bevirke afslag på aktindsigt, men derimod

udelukkende har til hensigt at søge at belyse et (eventuelt) hensyn til

parten

selv, der skulle kunne begrunde afslag på aktindsigt i lægeerklæringen.

Jeg skal hertil bemærke, at adgangen til at afslå aktindsigt

efter såvel bestemmelserne i offentlighedslovens § 4, stk. 2, jf. § 13, stk.

1,

nr. 6, jf. stk. 2, som forvaltningslovens § 15, er ganske snæver. Den person,

lægeerklæringen angår, kan således kun meddeles afslag på aktindsigt i

lægeerklæringen,

i den udstrækning meddelelse af aktindsigt med en til vished grænsende

sandsynlighed vil have væsentlige skadevirkninger for den pågældende

aktindsigtssøgende. Som et eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor

meddelelse

af lægelige oplysninger til en patient med en til vished grænsende

sandsynlighed må antages at ville medføre en drastisk eller dog en mærkbar og

permanent forringelse af den pågældendes helbredstilstand. Jeg bemærker

herved,

at det forhold, at det fremgår af lægeerklæringen, at den aktindsigtssøgende

lider af en alvorlig - eventuelt livstruende - sygdom, ikke i sig selv er

tilstrækkeligt til at antage, at aktindsigtens gennemførelse vil have

væsentlige skadevirkninger.

Kun i tilfælde, hvor lægeerklæringens eget indhold eller

andre omstændigheder i sagen for den myndighed, der skal træffe afgørelsen om

aktindsigt, tyder på, at en imødekommelse af aktindsigtsbegæringen vil have

afgørende skadevirkninger for den pågældende aktindsigtssøgende, ville det

være

berettiget at indhente en udtalelse om dette spørgsmål fra den læge, der har

afgivet lægeerklæringen. I så fald vil høringstemaet i forhold til lægen

skulle

udformes i overensstemmelse hermed - og ikke som en anmodning om

"samtykke" til meddelelse af aktindsigt i de pågældende

oplysninger.

Ikke alene må jeg finde, at en rutinemæssig indhentelse af

en udtalelse fra de læger, der har udstedt lægeerklæringer, er uholdbar, men

i

Deres konkrete sag finder jeg ikke nogen holdepunkter for at antage, at der

skulle kunne være sådanne kvalificerede modhensyn, som efter bestemmelserne i

offentlighedsloven ville kunne medføre afslag på aktindsigt af hensyn til Dem

selv. Jeg må derfor finde, at forelæggelsen af spørgsmålet om aktindsigt for

læge (B) var et uberettiget sagsbehandlingsskridt.

Jeg har gjort Finansministeriet bekendt med min opfattelse

og har henstillet til Finansministeriet at ændre praksis med hensyn til

forelæggelse af spørgsmål om imødekommelse af aktindsigtsbegæringer i

lægeerklæringer for vedkommende læge, der har udstedt lægeerklæringen,

således

at der kun sker høring af lægen i tilfælde, hvor der er konkrete indicier af

en

vis vægt for, at hensynet til den pågældende aktindsigtsbegærende selv ville

kunne begrunde et afslag på aktindsigt efter bestemmelserne i

offentlighedsloven (eller forvaltningsloven).

7.3. I skrivelse af 18. oktober 1989 meddelte

Finansministeriet Dem delvis afslag på anmodningen om aktindsigt, idet

Finansministeriet

anførte følgende:

"...

Finansministeriet fremsender i fotokopi alle her beroende

akter, undtaget er dog interne notater, idet disse ikke er omfattet af loven

om

aktindsigt.

..."

Offentlighedsloven indeholder i §§ 7-8 og § 11, stk. 1,

følgende bestemmelser om aktindsigt i interne arbejdsdokumenter, som har

været

af betydning i forbindelse med afgørelsen af Deres aktindsigtsanmodning:

"

§ 7.

Retten

til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som

interne arbejdsdokumenter anses

dokumenter,

der udarbejdes af en myndighed til eget brug,

brevveksling

mellem forskellige enheder inden for samme myndighed og

...

§ 8.

Retten til aktindsigt omfatter uanset

bestemmelsen i § 7 interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form,

når

...

2)dokumenterne alene indeholder en gengivelse af

oplysninger, som myndigheden har haft pligt til at notere efter bestemmelsen

i

§ 6,

...

§ 11.

Oplysninger i dokumenter, der er

omfattet af § 7 og § 10, nr. 1-5, om faktiske omstændigheder, der er af

væsentlig betydning for sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser

meddeles

i overensstemmelse med lovens almindelige regler."

Finansministeriets afgørelse vedrørende

aktindsigtsspørgsmålet i skrivelsen af 18. oktober 1989 giver mig anledning

til

følgende bemærkninger:

a. En afgørelse vedrørende aktindsigt er en afgørelse i

forvaltningslovens forstand, jf. offentlighedslovens § 15, stk. 1 og 2, og §

16, stk. 1 og 2, samt forvaltningslovens § 16, stk. 1, 2 og 4, sammenholdt

med

forvaltningslovens § 2, stk. 1.

Efter forvaltningslovens § 22 og § 24 skal skriftlige

afgørelser ledsages af en begrundelse. Kravene til begrundelsens indhold

fremgår af forvaltningslovens § 24, der er sålydende:

"

§ 24.

En

begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler,

i

henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter

disse

regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de

hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent

indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i

det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til

varetagelse

af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv

eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."

Jeg må finde det beklageligt, at Finansministeriets

afgørelse i skrivelsen af 18. oktober 1989 vedrørende aktindsigtsspørgsmålet

ikke indeholdt nogen henvisning til retsregler, jf. forvaltningslovens § 24,

stk. 1, eller - i fornødent omfang - henvisning til den relevante del af

faktum, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2. Jeg har meddelt

Finansministeriet

min opfattelse.

b. Efter bestemmelsen i

offentlighedslovens § 8, nr. 2, omfatter retten til aktindsigt interne

arbejdsdokumenter,

der alene indeholder oplysninger, myndigheden har noteret efter

notatpligtbestemmelsen

i offentlighedslovens § 6. Efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 11,

stk.

1, har myndigheden endvidere pligt til fra interne arbejdsdokumenter at

ekstrahere oplysninger om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig

betydning for sagsforholdet. Finansministeriet ses ikke at have overvejet

bestemmelserne i offentlighedslovens § 8, nr. 2, og § 11, stk. 1.

c. Jeg må gå ud fra, at Finansministeriet

har anset dokumenter, der er produceret af Finansministeriets lægekyndige

konsulent

for interne arbejdsdokumenter. Finansministeriet ses imidlertid ikke at have

taget stilling til, hvorvidt Finansministeriets lægekyndige konsulent kan

anses

som en del af Finansministeriet eller som en anden forvaltningsmyndighed.

Dette

spørgsmål er afgørende for, hvorvidt dokumenter produceret af den lægekyndige

konsulent, ved afgivelsen fra denne fortsat kan anses for at have bevaret

deres

interne karakter. I denne forbindelse ses Finansministeriet ikke at have

taget

stilling til, hvorvidt den lægekyndige konsulent kan anses for at have samme

stilling som Sundhedsstyrelsens sagkyndige rådgivere, jf. den sag, der er

omtalt i FOB 1984, s. 67. Jeg henviser endvidere til Juridisk Grundbog, bind

IV

(4. udgave 1989), s. 51 ff.

d. Jeg har henstillet til Finansministeriet at genoptage

aktindsigtssagen dels med henblik på, at ministeriet kan meddele Dem en

korrekt

og fyldestgørende begrundelse (jf. pkt. 7.3.a ovenfor), dels med henblik på,

at

ministeriet vil kunne tage stilling til de ovenfor under pkt. 7.3.b og c

rejste

spørgsmål.

7.4. I sagen har De anført, at De ikke mener at have fået

aktindsigt i samtlige sagens akter, og De har i denne forbindelse fremhævet

skrivelser fra CO II til Finansministeriet.

Finansministeriet tog stilling til Deres anmodning om

aktindsigt i skrivelse af 18. oktober 1989. I sagen findes en skrivelse af

19.

oktober 1989 fra CO II (modtaget i Finansministeriet den 20. oktober 1989)

samt

en skrivelse af 30. november 1989 fra CO II.

Det kan selvsagt ikke give mig anledning til bemærkning, at

Finansministeriet ikke med skrivelsen af 18. oktober 1989 meddelte Dem

aktindsigt i dokumenter, som ministeriet endnu ikke havde modtaget.

Spørgsmålet

er derimod, hvorvidt ministeriet burde have opfattet Deres anmodning om

aktindsigt som en anmodning om aktindsigt i dokumenter, som ministeriet måtte

modtage også efter besvarelsen af Deres aktindsigtsanmodning (hvorvidt Deres

anmodning skulle opfattes som en anmodning om "løbende

aktindsigt").

I skrivelse af 17. august 1989 fremsatte De følgende

anmodning:

"...

I øvrigt skal jeg i forbindelse med denne sags behandling

bede om aktindsigt, herunder også i de lægelige udtalelser, der ligger til

grund for afgørelsen.

..."

Ud fra formuleringen af denne anmodning måtte det vel

fremstå som noget tvivlsomt, hvorvidt De også ønskede aktindsigt i

dokumenter,

der fremtidig ville indgå i Finansministeriets sag. Ved fortolkningen af

Deres

anmodning måtte der imidlertid efter min opfattelse lægges vægt på baggrunden

for Deres anmodning. Det kunne i den forbindelse ikke give anledning til

tvivl,

at Deres anmodning om aktindsigt var begrundet i Deres naturlige

partsinteresse

i afskedigelsessagen. Hvor der foreligger en sådan partsinteresse, må der

efter

min opfattelse i forbindelse med en aktindsigtsanmodning, hvis udstrækning

kan

give anledning til tvivl, opstilles en formodning for, at anmodningen også

gælder sagsakter, der fremtidig indgår i sagen (må opfattes som en anmodning

om

"løbende aktindsigt").

Jeg ville derfor have fundet det rigtigst, om

Finansministeriet allerede på denne baggrund havde meddelt Dem aktindsigt i

de

senere tilkomne sagsakter.

I Deres skrivelse af 2. oktober 1989 til Finansministeriet

anførte De følgende vedrørende aktindsigtsspørgsmålet:

"...ligesom jeg fortsat ønsker aktindsigt, herunder

også indsigt i, hvad der videre måtte tilføjes akterne.

..."

Efter min opfattelse kunne det herefter ikke give anledning

til nogen tvivl, at Deres anmodning om aktindsigt også omfattede akter, der

fremtidig måtte indgå i Finansministeriets sag, og jeg må således finde det

beklageligt, at Finansministeriet ikke meddelte Dem aktindsigt i de

sagsakter,

der indgik i ministeriets sag efter den 18. oktober 1989.

Jeg har meddelt Finansministeriet min opfattelse og

henstillet, at ministeriet nu tager stilling til Deres anmodning om

aktindsigt

i dokumenter, der er indgået i ministeriets sag efter den 18. oktober 1989.

7.5. Offentlighedsloven indeholder i § 5, stk. 1, følgende bestemmelser:

"

§ 5.

Retten

til aktindsigt omfatter

alle

dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er

udgået fra myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til

adressaten, og

indførelser

i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags

dokumenter."

Finansministeriet ses ikke at have meddelt Dem aktindsigt i

de i offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, omhandlede dokumenter.

I den egen drift-undersøgelse angående et antal sager fra

Skattedepartementet vedrørende aktindsigt, der er offentliggjort i FOB 1989,

s.

241 ff, har jeg s. 267 ff nærmere beskæftiget mig med aktindsigtens omfang,

og

herunder offentlighedslovens § 5, stk. 1. Som det fremgår heraf (jf. FOB

1989,

s. 268, sp. 2), har forvaltningsmyndigheden efter min opfattelse pligt til af

egen drift at meddele den aktindsigtssøgende aktindsigt i de i

offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, omhandlede dokumenter samtidig med,

at

der i øvrigt meddeles aktindsigt i sagen.

Dersom Finansministeriet havde meddelt Dem aktindsigt i de

omhandlede dokumenter, ville De selv have kunnet konstatere, om ministeriet i

øvrigt havde meddelt Dem aktindsigt i samtlige dokumenter, der var

journaliseret på ministeriets sag.

Jeg må finde det beklageligt, at Finansministeriet ikke

meddelte Dem aktindsigt i de i offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2,

omhandlede dokumenter, og jeg har henstillet til ministeriet, at dette nu

sker.

7.6. Offentlighedsloven indeholder i § 16, stk. 2, følgende

bestemmelse:

"

Stk. 2.

Er

en begæring om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter,

at den er modtaget af vedkommende myndighed, skal myndigheden underrette den

begærende om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at

foreligge."

Anmodningen om aktindsigt, som De første

gang fremsatte i skrivelsen af 17. august 1989, blev først besvaret ved

Finansministeriets skrivelse af 18. oktober 1989. En del af den væsentlige

overskridelse af 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2, skyldes

den

- i øvrigt uberettigede, jf. pkt. 7.2 ovenfor - brevveksling med den

behandlende

læge på (H) hospital.

Selv om den udsættelse af sagen, som

forelæggelsen af aktindsigtsspørgsmålet for den behandlende læge på (H)

hospital medførte, havde været berettiget, skulle Finansministeriet efter

bestemmelsen i offentlighedslovens § 16, stk. 2, dog inden 10 dage have givet

meddelelse til Dem om baggrunden for, at der endnu ikke havde kunnet træffes

afgørelse vedrørende aktindsigtsspørgsmålet samt om, hvornår en afgørelse

kunne

forventes at foreligge. Jeg bemærker herved, at Finansministeriet den 28.

august 1989 meddelte Dem indholdet af ministeriets samtidige skrivelse til

den

behandlende læge på (H) hospital (indholdet af skrivelsen til læge (B) er

citeret ovenfor under pkt. 7.2). Underretningen til Dem om indholdet af

ministeriets skrivelse til lægen opfylder imidlertid på intet punkt kravene

til

en underretning efter offentlighedslovens § 16, stk. 2.

Jeg må således finde det beklageligt, at

Finansministeriet herved tilsidesatte bestemmelsen i offentlighedslovens §

16,

stk. 2. Jeg har meddelt ministeriet min opfattelse.

8. For så vidt angår den i Direktoratet for

Kriminalforsorgens skrivelse af 16. februar 1990 anførte passus vedrørende

risikoen

for forsinkelse af sagen vedrørende Deres genansættelse på grund af Deres

klage

til mig skal jeg bemærke følgende:

Da andet ikke er godtgjort i forbindelse

med min behandling af sagen, må jeg lægge til grund, at en medarbejder i

Finansministeriet udtalte sig således, som det er refereret i Direktoratet

for

Kriminalforsorgens skrivelse til Dem.

Jeg må finde det beklageligt, at

udtalelsen blev fremsat af en medarbejder i Finansministeriet. Jeg bemærker

herved,

at sagens akter uden større besvær ville kunne kopieres, og at min behandling

af Deres klage over Finansministeriets sagsbehandling i forbindelse med Deres

afskedigelsessag derfor ikke behøvede at forsinke Finansministeriets

behandling

af Deres genansættelsessag. Jeg har gjort Finansministeriet bekendt med min

opfattelse.

Jeg må videre finde det beklageligt, at

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, i skrivelse af 16.

februar

1990 til Dem videregav udtalelsen fra medarbejderen i Finansministeriet. Jeg

må

finde denne videregivelse af udtalelsen særlig uheldig på baggrund af, at De

naturligt ville kunne opfatte det som en henledelse af Deres opmærksomhed på

muligheden af at tilbagekalde Deres klage til mig. Jeg har meddelt

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen min opfattelse.

9. ... "

I skrivelse af 31. juli 1992 meddelte Finansministeriet mig,

at ministeriet samme dag havde meddelt (A) følgende:

"Finansministeriet har med skrivelse af 8. maj 1992 fra

Folketingets Ombudsmand modtaget kopi af dennes svar til Dem af samme dato på

deres klage over Finansministeriets sagsbehandling i forbindelse med Deres

afskedigelse med pension som følge af helbredsbetinget utjenstdygtighed.

Heri omtaler ombudsmanden en række krav i forvaltnings- og

offentlighedslovene, der efter hans mening ikke fuldt ud er tilgodeset ved

den

konkrete sagsbehandling, og henstiller at Finansministeriet genovervejer

Deres

aktindsigtssag.

Finansministeriet skal beklage, at det ikke opfattede Deres

anmodninger af 17. august og 2. oktober 1989 som udtryk for et ønske om

aktindsigt i alle kommende akter i sagen, og at der ved en fejl ikke, med

Finansministeriets svar af 18. oktober 1989, blev givet aktindsigt i de i

offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, omhandlede dokumenter.

Vedlagt fremsendes kopi af sagens journalregistreringer samt

kopi af dokumenter tilgået sagen efter 18. oktober 1989.

Til Deres orientering skal Finansministeriet oplyse, at den

lægesagkyndiges konsulents erklæringer betragtes som interne

arbejdsdokumenter,

jfr. offentlighedslovens § 7, da han er ansat på deltid i Finansministeriet,

hvorfor hans notater ikke har anden status end notater, udarbejdet af andre

medarbejdere

i Finansministeriet.

..."

I fortsættelse heraf meddelte Finansministeriet mig i

skrivelse af 6. august 1992 bl.a. følgende:

"... at Finansministeriet har noteret sig ombudsmandens

udtalelser om aktindsigt i indførelse i journaler og registre mv. og om, at

en

anmodning om aktindsigt også omfatter akter, der senere måtte indkomme i

sagen,

samt at Finansministeriet på baggrund af ombudsmandens henstilling vil ændre

praksis i sager vedrørende aktindsigtsbegæringer i lægeerklæringer.

Finansministeriet vil fremover give personer aktindsigt i

lægeerklæringer uden først at forelægge spørgsmålet for den attestudstedende

læge.

Kun i tilfælde, hvor der er konkrete indicier for, at

aktindsigt må antages at have væsentlige skadevirkninger for den pågældende,

vil Finansministeriet høre den attestudstedende læge, om denne bedømmelse er

korrekt, og derefter tage stilling til, om der er grundlag for at afslå

begæringen om aktindsigt.

Det tilføjes, at en bemærkning fra den attestudstedende læge

om, at erklæringen ikke må udleveres til den pågældende vil forudsætte, at

den

pågældende læge høres.

..."

Jeg meddelte herefter Finansministeriet, at jeg ikke foretog

videre i sagen.

NOTER: (*1) Jf. Folketingets Ombudsmands beretning 1977, s.

112, 1977, s. 146, 1977, s. 459, 1982, s. 108, 1984, s. 67, og

1990, s. 339

(særligt s. 347 ff,

jf. s. 346, og s.

363 f

).

Lignende dokumenter