Spring til indhold

Retsinformation

Efterregulering af boligstøtte. Begrundelse

FOU nr 2001.386UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Efterregulering af boligstøtte. Begrundelse

A klagede til mig over

myndighedernes afgørelser om efterregulering af boligstøtte.

Af materialet i sagen

fremgik bl.a. at Hvalsø Kommune den 13. september 1999 traf afgørelse om

efterregulering af A’s boligstøtte for året 1998. Af afgørelsen fremgik:

”Efter boligstøttelovens

pgf. 47 er der foretaget regulering af Deres boligsikring.

De har i perioden

01.01.1998-31.12.1998 modtaget for meget boligsikring:

7.164 kr.

Som det fremgår af de breve

om boligsikring, De har modtaget for 1998, har følgende husstand og

husstandsindkomster været oplyst.

Husstand:

2 voksne og 1 barn.

Oplyst indkomst i 1998 efter fradrag for barn

En forventet

husstandsindkomst på 232.500 kr.

Endelig opgjort indkomst for

1998

beregnet efter

boligstøttelovens regler 258.422 kr.

--------------

Som det fremgår har det

været en uoplyst

Indkomststigning på

25.922 kr.

Der skal foretages

regulering på grundlag af indkomststigningen.

Læs alt

Opgørelse af for meget udbetalt boligsikring i reguleringsperioden:

Modtaget tilskud

7.164 kr.

Berettiget tilskud

0 kr.

-------------

For meget udbetalt boligsikring

7.164 kr.

”

I brev af 6. oktober 1999

klagede A over afgørelsen om efterregulering. Som begrundelse for klagen

anførte A bl.a. at indtægtsstigningen skyldtes at hans kone med virkning fra

august 1998 havde fået ændret sit ugentlige timetal fra 32 timer til 37

timer,

og at hun arbejdede i kommunens børnehave, så kommunen havde selv mulighed

for

at kontrollere tallene – ellers stod A gerne til rådighed med den

nødvendige

dokumentation. A kunne ikke acceptere at der skete regulering for boligstøtte

modtaget før august 1998 idet A på modtagelsestidspunktet havde været

berettiget til disse beløb. A godtog regulering med virkning fra august 1998.

Med brev af 12. oktober 1999

sendte kommunen A’s klage videre til Det Sociale Nævn for Roskilde Amt.

Kommunen anførte i den forbindelse bl.a. at kommunen fastholdt

efterreguleringskravet fordi A og dennes kone ikke havde overholdt

oplysningspligten med hensyn til indkomststigningen i 1998, jf.

boligstøttelovens § 43, stk. 3.

Den 6. januar 2000 tiltrådte

det sociale nævn kommunens afgørelse om efterregulering. Af nævnets afgørelse

fremgik:

”

Nævnet henviser til

boligstøttelovens § 47, stk. 2, og nævnet finder ikke, at § 47, stk. 3 er

opfyldt, idet De ikke i 1998 har givet kommunens boligstøttekontor oplysning

om

Deres indkomststigning. Det er således ikke nok, at andre forvaltningsafsnit

i

kommunen har kendt til Deres kones indkomststigning.

Nævnet finder således, at

kommunens efterregulering og krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt

boligstøtte er afgjort efter de principper, der er fastlagt i

boligstøttelovens

§ 47, stk. 2, 3 og 4.

”

Af den sagsfremstilling som

hørte til afgørelsen af 6. januar 2000, fremgår at retsgrundlaget for

afgørelsen var boligstøttelovens § 43, stk. 3, samt § 47, stk. 2, 3 og 4.

Hovedindholdet af disse bestemmelser var omtalt i sagsfremstillingen.

Den 18. december 2000

klagede A til mig over myndighedernes afgørelser om efterregulering. I klagen

kommenterede A navnlig reglen i boligstøtteloven § 47, stk. 4, 1. pkt.,

hvorefter oplysninger om indtægtsændringer der ikke er indgivet i løbet af

året, anses for vedrørende hele året. A kunne dokumentere at

indtægtsstigningen

for hans husstands vedkommende alene vedrørte perioden fra august 1998. A

anførte at han havde tilbudt kommunen den nødvendige dokumentation, men

kommunen havde afvist at modtage dokumentationen fordi den var for sent

indgivet. A mente ikke at § 47, stk. 4, 1. pkt., skulle anvendes i hans

tilfælde, og han anførte forskellige ting om hensigtsmæssigheden af reglen.

Jeg bad den 3. januar 2001

Hvalsø Kommune og Det Sociale Nævn for Roskilde Amt om udlån af sagens akter.

Den 12. januar 2001 modtog

jeg akterne.

I brev af 5. februar 2001

bad jeg kommunen og det sociale nævn om en udtalelse i sagen. Af brevet

fremgik:

”

Kommunen har i sin afgørelse

af 13. september 1999 henvist til ’boligstøttelovens pgf. 47’, og

nævnet har i

sin afgørelse af 6. januar 2000 henvist til ’boligstøttelovens’ §

43, stk. 3, §

47, stk. 2, § 47, stk.3, og § 47, stk. 4.

I forbindelse med min

foreløbige gennemgang af den konkrete sag, som angår boligstøtte for året

1998,

har jeg bemærket at boligstøttelovens § 47 er ændret ved § 1, nr. 58, i lov

nr.

1002 af 23. december 1998 om ændring af lov om individuel boligstøtte

(Ændrede

beregningsregler for boligstøtte (BS 2000) og forenkling), der trådte i kraft

den 1. januar 2000, jf. ændringslovens § 2. For tiden før år 2000 anvendes de

hidtil gældende regler, jf. også pkt. 14.4.6 i vejledning nr. 177 af 11.

december 2000 om individuel boligstøtte.

På denne baggrund beder jeg

kommunen og nævnet oplyse hvilken affattelse af loven der er anvendt i

forbindelse med afgørelserne af henholdsvis 13. september 1999 og 6. januar

2000. I fortsættelse heraf udbeder jeg mig kommunens og nævnets bemærkninger

til om kommunens, henholdsvis nævnets afgørelse indeholder en fyldestgørende

begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

”

Kommunen udtalte sig den 22.

februar 2001. Af udtalelsen fremgik:

”

Det betyder, at der i

opgørelse af nævnte sag er anvendt boligstøttelovens bestemmelser fra lov om

individuel

boligstøtte som var gældende i 1998 og derfor skal der ske efterregulering

jfr.

§ 47, fordi faktisk husstandsindkomst overstiger beregningsgrundlaget med

mere

end kr. 10.000,00. Bilag vedlagt.

Skrivelse af 13. september

1999 om regulering af boligsikring er en standardskrivelse fra Kommune Data,

som opfylder lovens krav både med hensyn til lovhenvisninger og

klagemuligheder. Afgørelsen om efterregulering af boligsikring er ikke en

administrativ afgørelse, men en afgørelse efter boligstøttelovens regler.

Samtidigt skal det oplyses,

at pågældende løbende er orienteret ved udsendte standardskrivelser om sin

oplysningspligt i henhold til boligstøttelovens regler. Bilag vedlagt.”

Af det sociale nævns

udtalelse af 12. marts 2001 fremgik:

”

Således som sagen forelå for

nævnet, var det fra (A)’s side ubestridt, at der i 1998 ikke var givet

boligstøttekontoret oplysninger om indtægtsstigningen i 1998. (A)’s

klage over

kommunens afgørelse fandtes alene at vedrøre spørgsmålet om, hvorledes

indtægtsstigningen efterfølgende skal medregnes i efterreguleringen. Dette

problem er reguleret i boligstøttelovens § 47, stk. 4.

Ombudsmanden har bedt nævnet

oplyse, hvilken affattelse af loven, der er anvendt i forbindelse med

afgørelsen af 6. januar 2000.

Det retsgrundlag nævnet har

anvendt i sin afgørelse, er de i afgørelsen og sagsfremstillingen nævnte

bestemmelser fra lov om individuel boligstøtte, som var gældende i 1998, jf.

lovbekendtgørelse nr. 96 af 22. februar 1996, der senest blev afløst af

lovbekendtgørelse nr. 167 af 12. marts 1998 (med uændret indhold af de

anvendte

bestemmelser).

Ombudsmanden har endvidere

bedt om nævnets bemærkninger til om nævnets afgørelse indeholder en

fyldestgørende begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Nævnet skal hertil bemærke,

at hovedindholdet af de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet

er gengivet i den sagsfremstilling, der hører til nævnets afgørelse af 6.

januar 2000. Omtalen af retsreglerne indeholder ganske vist ikke en

henvisning

til lovbekendtgørelserne. Disse henvisninger er udeladt navnlig af hensyn til

læsbarheden af afgørelsen. Hvis borgeren fremsætter ønske herom, er nævnet

naturligvis villig til at fremkomme med en nærmere præcisering af det

anvendte

retsgrundlag.

”

I brev af 28. maj 2001 kommenterede

A myndighedernes udtalelser.

Ombudsmandens udtalelse

”Hvalsø Kommune og Det Sociale Nævn for Roskilde Amt har truffet

afgørelse om efterregulering af Deres boligstøtte for året 1998. Baggrunden

herfor er at De ikke i løbet af 1998 oplyste kommunen om at indkomsten for

Deres husstand i forhold til den opgjorte husstandsindkomst var steget med

25.922 kr. De har ikke bestridt dette.

Derimod har De bestridt at myndighederne var berettiget til at lade

indkomststigningen vedrøre hele 1998 uanset at De kunne dokumentere at

stigningen alene vedrørte perioden fra august 1998 og fremefter.

Jeg har ikke grundlag for at kritisere at myndighederne anså den omhandlede

indkomststigning for at vedrøre hele 1998. Jeg har lagt vægt på at hvis en

støttemodtager ikke i løbet af året har givet meddelelse om

indkomststigninger, anses disse efter § 47, stk. 4, 1. pkt., i

boligstøtteloven (lovbekendtgørelse nr. 167 af 12. marts 1998) for vedrørende

hele året. Jeg har også lagt vægt på det ovenfor nævnte om at De ikke i løbet

af 1998 oplyste kommunen om indtægtsstigningen. At De efterfølgende – i

1999 – var indstillet på at give kommunen oplysning om

indtægtsstigningen, kan efter min opfattelse ikke føre til et andet resultat.

Det samme gælder det forhold at et andet forvaltningsafsnit i kommunen i

løbet af 1998 har haft kendskab til indtægtsstigningen.

Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere myndighedernes afgørelser om

efterregulering.

For så vidt angår Deres bemærkninger om hensigtsmæssigheden af reglen i § 47,

stk. 4, 1. pkt., gør jeg opmærksom på at Folketinget ikke hører under området

for ombudsmandens virksomhed (§ 7, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om

Folketingets Ombudsmand). Jeg kan derfor ikke behandle klager over indholdet

af de love som Folketinget har vedtaget, eller i øvrigt beskæftige mig med

lovgivningspolitiske spørgsmål.

Jeg har følgende bemærkninger til myndighedernes begrundelser for

afgørelserne om efterregulering:

Ifølge forvaltningslovens §

22 skal en afgørelse når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en

begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Kravene til begrundelsens

indhold fremgår af forvaltningslovens § 24. Efter § 24, stk. 1, 1. pkt., skal

en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler i

henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Henvisningen til de regler

efter hvilke en afgørelse er truffet, skal være klar og præcis så borgeren

uden

videre kan finde frem til reglerne. Det betyder at lovens nummer og dato skal

angives. Efter omstændighederne kan det være tilstrækkeligt at angive lovens

sædvanlige kaldenavn. Der skal også henvises til de anvendte bestemmelser,

dvs.

paragraf, stykke osv. Når borgeren uden videre kan finde frem til de anvendte

retsregler, får borgeren bedre mulighed for at vurdere om afgørelsen er

korrekt, herunder om den er i overensstemmelse med de anvendte regler. Dette

giver ligeledes borgeren et bedre grundlag for at tage stilling til om der

skal

klages over afgørelsen, og i givet fald med hvilken argumentation. Jeg

henviser

til Hans Gammeltoft-Hansen i Forvaltningsret, 1994, s. 363ff, særligt s. 364

og

368.

Som det fremgår ovenfor,

henviste Hvalsø Kommune i sin afgørelse af 13. september 1999 til

boligstøttelovens § 47.

Jeg mener ikke at det i

denne sag er tilstrækkeligt at angive boligstøtteloven med dens almindelige

kaldenavn. Jeg har lagt vægt på at § 47 – hvoraf de bestemmelser som

afgørelserne i sagen er truffet efter, fremgår – har fået ændret sin

affattelse

under sagens behandling. Jeg henviser til § 1, nr. 58, i lov nr. 1002 af 23.

december 1998. Ændringerne trådte først i kraft den 1. januar 2000, jf.

ændringslovens § 2, og har derfor ingen betydning for denne sag. Sagen blev

med

rette afgjort efter de hidtil gældende regler som fremgår af

lovbekendtgørelse

nr. 167 af 12. marts 1998. Hertil kommer i øvrigt at boligstøtteloven er en

lov

der ofte er blevet ændret hvilket også ud fra en mere generel betragtning

taler

for normalt at nævne den anvendte lovs nummer og dato. Angivelse af nummer og

dato på den anvendte boligstøttelov forhindrer at der kan opstå tvivl om

hvilke

regler der er anvendt i den enkelte sag.

Det er heller ikke

tilstrækkeligt at henvise til § 47. Der skal henvises til de enkelte dele i §

47 som er anvendt som grundlag for afgørelsen, dvs. § 47, stk. 2 og 3, samt §

47, stk. 4, 1. pkt.

Kommunen har i sin udtalelse

til mig anført at afgørelsen af 13. september 1999 bygger på en

standardskrivelse fra Kommunedata som opfylder lovens krav om

lovhenvisninger.

Jeg skal hertil bemærke at ansvaret for at en afgørelse er ledsaget af en

korrekt og fyldestgørende begrundelse, udelukkende påhviler den myndighed som

træffer afgørelsen. En myndighed som anvender afgørelsesmodeller eller

blanketter, eventuelt fra en ekstern leverandør som f.eks. Kommunedata, må

således i hver enkelt sag påse at eventuelle fortrykte dele af en begrundelse

er korrekte, relevante og fyldestgørende i forhold til den konkrete sag. I

modsat fald har myndigheden ansvaret for om nødvendigt at korrigere og

supplere

de fortrykte dele af begrundelsen.

I sin udtalelse til mig har

kommunen yderligere anført: ’Afgørelsen om efterregulering af

boligsikring er

ikke en administrativ afgørelse, men en afgørelse efter boligstøttelovens

regler’. Dette må bero på en misforståelse, eventuelt i udtryksmåden.

Beslutninger om efterregulering af boligsikring er et – endog meget

klart –

eksempel på en administrativ afgørelse som utvivlsomt fuldt ud er omfattet af

forvaltningslovens krav til afgørelser, herunder lovens regler om

begrundelse.

– Jeg antager at kommunen sigter til spørgsmålet om hvorvidt en

afgørelse er

overvejende lovbunden eller i højere grad beror på et administrativt skøn.

Dette forhold har imidlertid ingen betydning for selve begrundelsespligten,

om

end nok for indholdet af begrundelsen.

Hvalsø Kommunes begrundelse

opfylder således ikke kravene i forvaltningslovens § 24.

Jeg har gjort Hvalsø Kommune

bekendt med min opfattelse.

Det Sociale Nævn for

Roskilde Amt angiver også i sin afgørelse boligstøtteloven med dens

almindelige

kaldenavn uden at nævne nummer og dato.

Det mener jeg ikke er

tilstrækkeligt. Som begrundelse for min opfattelse henviser jeg til det som

jeg

har skrevet ovenfor om dette spørgsmål. Jeg mener ikke at det forhold at det

sociale nævn i sin sagsfremstilling har omtalt hovedindholdet af de anvendte

bestemmelser, ændrer ved at nævnet i sin afgørelse burde have angivet

boligstøtteloven med nummer og dato. Det er ikke tilstrækkeligt at nævnet er

indstillet på at imødekomme et ønske fra en borger om oplysning om nummer og

dato hvis borgeren fremsætter et sådant ønske. Jeg henviser til at

forvaltningslovens § 22 stiller krav om en fuldstændig begrundelse samtidig

med

afgørelsen. Med hensyn til nævnets bemærkninger om læsbarheden af en

afgørelse

hvor der er henvist til en lovs nummer og dato, bemærker jeg at hensynet til

læsbarheden kan varetages f.eks. ved til slut i sagsfremstillingens afsnit om

retsgrundlaget at anføre

nummer og dato

på den lov hvoraf de anvendte regler fremgår, eller ved at skrive nummer og

dato i parentes første gang loven nævnes.

Nævnet har angivet at have anvendt bl.a. § 47,

stk. 4, som grundlag for sin afgørelse. Den fuldt ud korrekte henvisning

ville

i dette tilfælde have været § 47, stk. 4, 1. pkt.

Nævnets begrundelse opfylder

således ikke kravene i forvaltningslovens § 24 om præcis henvisning til de

retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Jeg har gjort nævnet bekendt

med min opfattelse.

Da kommunens afgørelse er

baseret på en standardblanket fra Kommunedata A/S, har jeg efter aftale med

Kommunedata sendt en anonymiseret kopi af dette brev til Kommunedata.

På det foreliggende grundlag

foretager jeg mig ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”

Lignende dokumenter