Efterregulering af boligstøtte. Begrundelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Efterregulering af boligstøtte. Begrundelse
A klagede til mig over
myndighedernes afgørelser om efterregulering af boligstøtte.
Af materialet i sagen
fremgik bl.a. at Hvalsø Kommune den 13. september 1999 traf afgørelse om
efterregulering af A’s boligstøtte for året 1998. Af afgørelsen fremgik:
”Efter boligstøttelovens
pgf. 47 er der foretaget regulering af Deres boligsikring.
De har i perioden
01.01.1998-31.12.1998 modtaget for meget boligsikring:
7.164 kr.
Som det fremgår af de breve
om boligsikring, De har modtaget for 1998, har følgende husstand og
husstandsindkomster været oplyst.
Husstand:
2 voksne og 1 barn.
Oplyst indkomst i 1998 efter fradrag for barn
En forventet
husstandsindkomst på 232.500 kr.
Endelig opgjort indkomst for
1998
beregnet efter
boligstøttelovens regler 258.422 kr.
--------------
Som det fremgår har det
været en uoplyst
Indkomststigning på
25.922 kr.
Der skal foretages
regulering på grundlag af indkomststigningen.
Læs alt
Opgørelse af for meget udbetalt boligsikring i reguleringsperioden:
Modtaget tilskud
7.164 kr.
Berettiget tilskud
0 kr.
-------------
For meget udbetalt boligsikring
7.164 kr.
”
I brev af 6. oktober 1999
klagede A over afgørelsen om efterregulering. Som begrundelse for klagen
anførte A bl.a. at indtægtsstigningen skyldtes at hans kone med virkning fra
august 1998 havde fået ændret sit ugentlige timetal fra 32 timer til 37
timer,
og at hun arbejdede i kommunens børnehave, så kommunen havde selv mulighed
for
at kontrollere tallene – ellers stod A gerne til rådighed med den
nødvendige
dokumentation. A kunne ikke acceptere at der skete regulering for boligstøtte
modtaget før august 1998 idet A på modtagelsestidspunktet havde været
berettiget til disse beløb. A godtog regulering med virkning fra august 1998.
Med brev af 12. oktober 1999
sendte kommunen A’s klage videre til Det Sociale Nævn for Roskilde Amt.
Kommunen anførte i den forbindelse bl.a. at kommunen fastholdt
efterreguleringskravet fordi A og dennes kone ikke havde overholdt
oplysningspligten med hensyn til indkomststigningen i 1998, jf.
boligstøttelovens § 43, stk. 3.
Den 6. januar 2000 tiltrådte
det sociale nævn kommunens afgørelse om efterregulering. Af nævnets afgørelse
fremgik:
”
Nævnet henviser til
boligstøttelovens § 47, stk. 2, og nævnet finder ikke, at § 47, stk. 3 er
opfyldt, idet De ikke i 1998 har givet kommunens boligstøttekontor oplysning
om
Deres indkomststigning. Det er således ikke nok, at andre forvaltningsafsnit
i
kommunen har kendt til Deres kones indkomststigning.
Nævnet finder således, at
kommunens efterregulering og krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt
boligstøtte er afgjort efter de principper, der er fastlagt i
boligstøttelovens
§ 47, stk. 2, 3 og 4.
”
Af den sagsfremstilling som
hørte til afgørelsen af 6. januar 2000, fremgår at retsgrundlaget for
afgørelsen var boligstøttelovens § 43, stk. 3, samt § 47, stk. 2, 3 og 4.
Hovedindholdet af disse bestemmelser var omtalt i sagsfremstillingen.
Den 18. december 2000
klagede A til mig over myndighedernes afgørelser om efterregulering. I klagen
kommenterede A navnlig reglen i boligstøtteloven § 47, stk. 4, 1. pkt.,
hvorefter oplysninger om indtægtsændringer der ikke er indgivet i løbet af
året, anses for vedrørende hele året. A kunne dokumentere at
indtægtsstigningen
for hans husstands vedkommende alene vedrørte perioden fra august 1998. A
anførte at han havde tilbudt kommunen den nødvendige dokumentation, men
kommunen havde afvist at modtage dokumentationen fordi den var for sent
indgivet. A mente ikke at § 47, stk. 4, 1. pkt., skulle anvendes i hans
tilfælde, og han anførte forskellige ting om hensigtsmæssigheden af reglen.
Jeg bad den 3. januar 2001
Hvalsø Kommune og Det Sociale Nævn for Roskilde Amt om udlån af sagens akter.
Den 12. januar 2001 modtog
jeg akterne.
I brev af 5. februar 2001
bad jeg kommunen og det sociale nævn om en udtalelse i sagen. Af brevet
fremgik:
”
Kommunen har i sin afgørelse
af 13. september 1999 henvist til ’boligstøttelovens pgf. 47’, og
nævnet har i
sin afgørelse af 6. januar 2000 henvist til ’boligstøttelovens’ §
43, stk. 3, §
47, stk. 2, § 47, stk.3, og § 47, stk. 4.
I forbindelse med min
foreløbige gennemgang af den konkrete sag, som angår boligstøtte for året
1998,
har jeg bemærket at boligstøttelovens § 47 er ændret ved § 1, nr. 58, i lov
nr.
1002 af 23. december 1998 om ændring af lov om individuel boligstøtte
(Ændrede
beregningsregler for boligstøtte (BS 2000) og forenkling), der trådte i kraft
den 1. januar 2000, jf. ændringslovens § 2. For tiden før år 2000 anvendes de
hidtil gældende regler, jf. også pkt. 14.4.6 i vejledning nr. 177 af 11.
december 2000 om individuel boligstøtte.
På denne baggrund beder jeg
kommunen og nævnet oplyse hvilken affattelse af loven der er anvendt i
forbindelse med afgørelserne af henholdsvis 13. september 1999 og 6. januar
2000. I fortsættelse heraf udbeder jeg mig kommunens og nævnets bemærkninger
til om kommunens, henholdsvis nævnets afgørelse indeholder en fyldestgørende
begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.
”
Kommunen udtalte sig den 22.
februar 2001. Af udtalelsen fremgik:
”
Det betyder, at der i
opgørelse af nævnte sag er anvendt boligstøttelovens bestemmelser fra lov om
individuel
boligstøtte som var gældende i 1998 og derfor skal der ske efterregulering
jfr.
§ 47, fordi faktisk husstandsindkomst overstiger beregningsgrundlaget med
mere
end kr. 10.000,00. Bilag vedlagt.
Skrivelse af 13. september
1999 om regulering af boligsikring er en standardskrivelse fra Kommune Data,
som opfylder lovens krav både med hensyn til lovhenvisninger og
klagemuligheder. Afgørelsen om efterregulering af boligsikring er ikke en
administrativ afgørelse, men en afgørelse efter boligstøttelovens regler.
Samtidigt skal det oplyses,
at pågældende løbende er orienteret ved udsendte standardskrivelser om sin
oplysningspligt i henhold til boligstøttelovens regler. Bilag vedlagt.”
Af det sociale nævns
udtalelse af 12. marts 2001 fremgik:
”
Således som sagen forelå for
nævnet, var det fra (A)’s side ubestridt, at der i 1998 ikke var givet
boligstøttekontoret oplysninger om indtægtsstigningen i 1998. (A)’s
klage over
kommunens afgørelse fandtes alene at vedrøre spørgsmålet om, hvorledes
indtægtsstigningen efterfølgende skal medregnes i efterreguleringen. Dette
problem er reguleret i boligstøttelovens § 47, stk. 4.
Ombudsmanden har bedt nævnet
oplyse, hvilken affattelse af loven, der er anvendt i forbindelse med
afgørelsen af 6. januar 2000.
Det retsgrundlag nævnet har
anvendt i sin afgørelse, er de i afgørelsen og sagsfremstillingen nævnte
bestemmelser fra lov om individuel boligstøtte, som var gældende i 1998, jf.
lovbekendtgørelse nr. 96 af 22. februar 1996, der senest blev afløst af
lovbekendtgørelse nr. 167 af 12. marts 1998 (med uændret indhold af de
anvendte
bestemmelser).
Ombudsmanden har endvidere
bedt om nævnets bemærkninger til om nævnets afgørelse indeholder en
fyldestgørende begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.
Nævnet skal hertil bemærke,
at hovedindholdet af de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet
er gengivet i den sagsfremstilling, der hører til nævnets afgørelse af 6.
januar 2000. Omtalen af retsreglerne indeholder ganske vist ikke en
henvisning
til lovbekendtgørelserne. Disse henvisninger er udeladt navnlig af hensyn til
læsbarheden af afgørelsen. Hvis borgeren fremsætter ønske herom, er nævnet
naturligvis villig til at fremkomme med en nærmere præcisering af det
anvendte
retsgrundlag.
”
I brev af 28. maj 2001 kommenterede
A myndighedernes udtalelser.
Ombudsmandens udtalelse
”Hvalsø Kommune og Det Sociale Nævn for Roskilde Amt har truffet
afgørelse om efterregulering af Deres boligstøtte for året 1998. Baggrunden
herfor er at De ikke i løbet af 1998 oplyste kommunen om at indkomsten for
Deres husstand i forhold til den opgjorte husstandsindkomst var steget med
25.922 kr. De har ikke bestridt dette.
Derimod har De bestridt at myndighederne var berettiget til at lade
indkomststigningen vedrøre hele 1998 uanset at De kunne dokumentere at
stigningen alene vedrørte perioden fra august 1998 og fremefter.
Jeg har ikke grundlag for at kritisere at myndighederne anså den omhandlede
indkomststigning for at vedrøre hele 1998. Jeg har lagt vægt på at hvis en
støttemodtager ikke i løbet af året har givet meddelelse om
indkomststigninger, anses disse efter § 47, stk. 4, 1. pkt., i
boligstøtteloven (lovbekendtgørelse nr. 167 af 12. marts 1998) for vedrørende
hele året. Jeg har også lagt vægt på det ovenfor nævnte om at De ikke i løbet
af 1998 oplyste kommunen om indtægtsstigningen. At De efterfølgende – i
1999 – var indstillet på at give kommunen oplysning om
indtægtsstigningen, kan efter min opfattelse ikke føre til et andet resultat.
Det samme gælder det forhold at et andet forvaltningsafsnit i kommunen i
løbet af 1998 har haft kendskab til indtægtsstigningen.
Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere myndighedernes afgørelser om
efterregulering.
For så vidt angår Deres bemærkninger om hensigtsmæssigheden af reglen i § 47,
stk. 4, 1. pkt., gør jeg opmærksom på at Folketinget ikke hører under området
for ombudsmandens virksomhed (§ 7, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om
Folketingets Ombudsmand). Jeg kan derfor ikke behandle klager over indholdet
af de love som Folketinget har vedtaget, eller i øvrigt beskæftige mig med
lovgivningspolitiske spørgsmål.
Jeg har følgende bemærkninger til myndighedernes begrundelser for
afgørelserne om efterregulering:
Ifølge forvaltningslovens §
22 skal en afgørelse når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en
begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Kravene til begrundelsens
indhold fremgår af forvaltningslovens § 24. Efter § 24, stk. 1, 1. pkt., skal
en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler i
henhold til hvilke afgørelsen er truffet.
Henvisningen til de regler
efter hvilke en afgørelse er truffet, skal være klar og præcis så borgeren
uden
videre kan finde frem til reglerne. Det betyder at lovens nummer og dato skal
angives. Efter omstændighederne kan det være tilstrækkeligt at angive lovens
sædvanlige kaldenavn. Der skal også henvises til de anvendte bestemmelser,
dvs.
paragraf, stykke osv. Når borgeren uden videre kan finde frem til de anvendte
retsregler, får borgeren bedre mulighed for at vurdere om afgørelsen er
korrekt, herunder om den er i overensstemmelse med de anvendte regler. Dette
giver ligeledes borgeren et bedre grundlag for at tage stilling til om der
skal
klages over afgørelsen, og i givet fald med hvilken argumentation. Jeg
henviser
til Hans Gammeltoft-Hansen i Forvaltningsret, 1994, s. 363ff, særligt s. 364
og
368.
Som det fremgår ovenfor,
henviste Hvalsø Kommune i sin afgørelse af 13. september 1999 til
boligstøttelovens § 47.
Jeg mener ikke at det i
denne sag er tilstrækkeligt at angive boligstøtteloven med dens almindelige
kaldenavn. Jeg har lagt vægt på at § 47 – hvoraf de bestemmelser som
afgørelserne i sagen er truffet efter, fremgår – har fået ændret sin
affattelse
under sagens behandling. Jeg henviser til § 1, nr. 58, i lov nr. 1002 af 23.
december 1998. Ændringerne trådte først i kraft den 1. januar 2000, jf.
ændringslovens § 2, og har derfor ingen betydning for denne sag. Sagen blev
med
rette afgjort efter de hidtil gældende regler som fremgår af
lovbekendtgørelse
nr. 167 af 12. marts 1998. Hertil kommer i øvrigt at boligstøtteloven er en
lov
der ofte er blevet ændret hvilket også ud fra en mere generel betragtning
taler
for normalt at nævne den anvendte lovs nummer og dato. Angivelse af nummer og
dato på den anvendte boligstøttelov forhindrer at der kan opstå tvivl om
hvilke
regler der er anvendt i den enkelte sag.
Det er heller ikke
tilstrækkeligt at henvise til § 47. Der skal henvises til de enkelte dele i §
47 som er anvendt som grundlag for afgørelsen, dvs. § 47, stk. 2 og 3, samt §
47, stk. 4, 1. pkt.
Kommunen har i sin udtalelse
til mig anført at afgørelsen af 13. september 1999 bygger på en
standardskrivelse fra Kommunedata som opfylder lovens krav om
lovhenvisninger.
Jeg skal hertil bemærke at ansvaret for at en afgørelse er ledsaget af en
korrekt og fyldestgørende begrundelse, udelukkende påhviler den myndighed som
træffer afgørelsen. En myndighed som anvender afgørelsesmodeller eller
blanketter, eventuelt fra en ekstern leverandør som f.eks. Kommunedata, må
således i hver enkelt sag påse at eventuelle fortrykte dele af en begrundelse
er korrekte, relevante og fyldestgørende i forhold til den konkrete sag. I
modsat fald har myndigheden ansvaret for om nødvendigt at korrigere og
supplere
de fortrykte dele af begrundelsen.
I sin udtalelse til mig har
kommunen yderligere anført: ’Afgørelsen om efterregulering af
boligsikring er
ikke en administrativ afgørelse, men en afgørelse efter boligstøttelovens
regler’. Dette må bero på en misforståelse, eventuelt i udtryksmåden.
Beslutninger om efterregulering af boligsikring er et – endog meget
klart –
eksempel på en administrativ afgørelse som utvivlsomt fuldt ud er omfattet af
forvaltningslovens krav til afgørelser, herunder lovens regler om
begrundelse.
– Jeg antager at kommunen sigter til spørgsmålet om hvorvidt en
afgørelse er
overvejende lovbunden eller i højere grad beror på et administrativt skøn.
Dette forhold har imidlertid ingen betydning for selve begrundelsespligten,
om
end nok for indholdet af begrundelsen.
Hvalsø Kommunes begrundelse
opfylder således ikke kravene i forvaltningslovens § 24.
Jeg har gjort Hvalsø Kommune
bekendt med min opfattelse.
Det Sociale Nævn for
Roskilde Amt angiver også i sin afgørelse boligstøtteloven med dens
almindelige
kaldenavn uden at nævne nummer og dato.
Det mener jeg ikke er
tilstrækkeligt. Som begrundelse for min opfattelse henviser jeg til det som
jeg
har skrevet ovenfor om dette spørgsmål. Jeg mener ikke at det forhold at det
sociale nævn i sin sagsfremstilling har omtalt hovedindholdet af de anvendte
bestemmelser, ændrer ved at nævnet i sin afgørelse burde have angivet
boligstøtteloven med nummer og dato. Det er ikke tilstrækkeligt at nævnet er
indstillet på at imødekomme et ønske fra en borger om oplysning om nummer og
dato hvis borgeren fremsætter et sådant ønske. Jeg henviser til at
forvaltningslovens § 22 stiller krav om en fuldstændig begrundelse samtidig
med
afgørelsen. Med hensyn til nævnets bemærkninger om læsbarheden af en
afgørelse
hvor der er henvist til en lovs nummer og dato, bemærker jeg at hensynet til
læsbarheden kan varetages f.eks. ved til slut i sagsfremstillingens afsnit om
retsgrundlaget at anføre
nummer og dato
på den lov hvoraf de anvendte regler fremgår, eller ved at skrive nummer og
dato i parentes første gang loven nævnes.
Nævnet har angivet at have anvendt bl.a. § 47,
stk. 4, som grundlag for sin afgørelse. Den fuldt ud korrekte henvisning
ville
i dette tilfælde have været § 47, stk. 4, 1. pkt.
Nævnets begrundelse opfylder
således ikke kravene i forvaltningslovens § 24 om præcis henvisning til de
retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.
Jeg har gjort nævnet bekendt
med min opfattelse.
Da kommunens afgørelse er
baseret på en standardblanket fra Kommunedata A/S, har jeg efter aftale med
Kommunedata sendt en anonymiseret kopi af dette brev til Kommunedata.
På det foreliggende grundlag
foretager jeg mig ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”
Lignende dokumenter
- Tilbagebetaling af boligstøtte Retsinformation · 1. marts 2005
- Landsretten stadfæster byrettens afgørelse i sag om, hvorvidt en kommune efter boligstøttelovens § 15, 2. pkt., kan nægte at yde boligstøtte på grund af omgåelse i en situation, hvor ejeren af fast ejendom har videresolgt ejendommen til sine børn og bliver boende som lejer Domsdatabasen · 17. februar 2009
- Vejledning om individuel boligstøtte Retsinformation · 29. oktober 2002
- Omberegning af boligstøtte Retsinformation · 3. marts 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om individuel boligstøtte (Boligydelsespakke) Retsinformation · 21. november 2015
- Ankestyrelsens principafgørelse M-8-04 om boligstøtte - medlem af husstanden - barn under 23 år - campingvogn Retsinformation · 11. juli 2013