Spring til indhold

Retsinformation

Klageadgang efter vandløbsloven. Afgørelsesbegrebet. Begrundelse

FOU nr 2001.261UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klageadgang efter vandløbsloven. Afgørelsesbegrebet.

Begrundelse

Sagen drejede sig om

hvorvidt Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen var berettiget til at

afvise

at realitetsbehandle en klage vedrørende opstemningsret under henvisning til

at

Vestsjællands Amt ikke havde truffet en afgørelse i medfør af vandløbsloven

som

var genstand for klage.

Det fremgik af sagen at

Vestsjællands Amt i brev af 14. december 1995 til A skrev bl.a. følgende:

”I forbindelse med

udarbejdelse af et nyt regulativ for amtsvandløbet ( ) er man blevet

opmærksom

på, at De som ejer af den tidligere (Y) Mølle ifølge det gamle regulativ fra

1881 har ret til at foretage opstemning af vandet i ( ).

Ved en landvæsenskendelse af

14. januar 1927 blev denne ret mod erstatning til den daværende mølleejer

indskrænket til kun at omfatte opstemning i perioden fra 1. oktober til 1.

april.

Så vidt det er amtet bekendt

har opstemningsretten ikke været udnyttet i de sidste 25-30 år. Amtet går

derfor ud fra, at De ikke længere er interesseret i at udnytte Deres

opstemningsret, hvilket i øvrigt heller ikke vil være særlig godt forenelig

med

de miljømæssige interesser i vandløbet.

Som bekendt blev der i

efteråret 1992, – netop for at forbedre de miljømæssige forhold i

vandløbet, –

Læs alt

anlagt et fiskepassabelt stryg nedstrøms vejbroen for (Z)-vej.

I den forbindelse blev det

drøftet med Dem at nedlægge Deres opstemningsret, men det fremgår ikke af den

omhandlede sag, at der blev truffet en afgørelse herom.

En genoptagelse af

opstemningen i vinterperioden vil være til væsentlig skade for vandløbet, da

vandløbet i så fald ikke længere vil være fiskepassabelt med mindre der

etableres en fisketrappe ind under vejbroen.

I forbindelse med

udarbejdelsen af det nye vandløbsregulativ for ( ) ønsker amtet derfor en

afklaring

af spørgsmålet om opstemningsretten, som amtet helst ser nedlagt.

Amtet kan som

vandløbsmyndighed med hjemmel i vandløbslovens § 50 meddele påbud om

nedlæggelse

af opstemningsretten, såfremt en genoptagelse af opstemningen vil være til

væsentlig skade for vandløbskvaliteten.

Amtet påtænker derfor at nedlægge Deres opstemningsret af hensyn til en

fortsat sikring af fiskepassagen i vandløbet, samt med den begrundelse, at De

gennem de seneste 25-30 år ikke har udnyttet opstemningsretten.”

I brev af 7. februar 1996

protesterede A mod den påtænkte nedlæggelse af opstemningsretten. A henviste

bl.a. til at de påtænkte at genetablere en vandturbine i åen, og at amtet var

bekendt hermed.

Amtet skrev herefter i brev

af 20. marts 1996 bl.a. følgende til A:

”I fortsættelse af amtets

skrivelser af 14/12-95 og 18/1-96 skal man herved meddele, at en genoptagelse

af opstemningen ved vejbroen ved (Z)-vej ikke kan ske uden tilladelse efter

vandløbslovens § 48, idet opstemningsretten ikke har været udnyttet siden

1970-71 og ikke uden amtets godkendelse kan genoptages til andet formål, end

det opstemningen for mange år siden har været benyttet til, nemlig til

mølleridrift.

En genoptagelse af

opstemningen vil heller ikke kunne ske uden en dispensation fra

naturbeskyttelseslovens

§ 3, ( )

Mod en genoptagelse af

opstemningen taler endvidere hensynet til de opstrøms beliggende lodsejere,

som

nu gennem 25 år har været vant til den naturligt lavere vandstand i åen i

vinterperioden (fra 1. oktober til 1. april) uden at være udsat for

oversvømmelser af de vandløbsnære arealer, som skyldes en opstemning af åen

ved

(Z-vej).

Opstemningsretten burde være

bortfaldet i forbindelse med, at De i 1991 valgte udførelsen af et

fiskepassabelt

stryg i stedet for udførelsen af en fisketrappe som oprindeligt foreslået og

projekteret af amtet.

Amtet har valgt at betragte

Deres brev af 7. februar 1996 som en ansøgning om tilladelse til at genoptage

opstemningen, som De nu ønsker at udnytte til turbinedrift til el-produktion.

Amtet kan som

vandløbsmyndighed med hjemmel i vandløbslovens § 50 beslutte at nedlægge

opstemningsretten,

såfremt en genoptagelse af opstemningen vil være til væsentlig skade for

vandløbskvaliteten.

Med ovennævnte begrundelser

har amtet i medfør af vandløbslovens § 50 og naturbeskyttelseslovens § 3

besluttet at meddele Dem afslag på Deres ansøgning om genoptagelse af

opstemningen. Deres opstemningsret er hermed bortfaldet.”

B klagede på vegne af A i

brev af 17. april 1996 til amtet og anførte at han ønskede afgørelsen

indbragt

for bl.a. Miljøstyrelsen. I brev af 10. maj 1996 uddybede B klagen. B skrev

bl.a.:

”Min klient har den

opfattelse, at der ikke skal ansøges om genoptagelse af opstemningsretten,

idet

denne ret har eksisteret på ejendommen siden denne blev etableret samt at

retten senest er statueret ved landvæsenskommissionskendelse af 14. januar

1927.

Opstemningsretten er således

en ret der ubetinget er tilknyttet ejendommen og som kan udøves af den til

enhver tid værende ejer af ejendommen uden at det i den forbindelse er

fornødent at fremsende ansøgning herom.

At der ikke skal fremsendes

ansøgning til Vestsjællands Amt fremgår ligeledes af amtskommunens skrivelse

af

28. maj 1991, hvor amtskommunen meddeler, at amtskommunen er indstillet på at

sikre fiskepassage, hvis min klient genoptager opstemningsretten.

Amtet meddeler på det

tidspunkt intet om, at det tilsyneladende er amtets opfattelse, at der skal

indhentes

tilladelse hertil.

Skrivelsen af 28. maj 1991

fra Vestsjællands Amtskommune er klart at opfatte som et tilsagn om, at

amtskommunen ikke har nogen indvendinger mod at opstemningsretten genoptages

samt, at der i øvrigt ikke stilles krav i den forbindelse.

Der er således tale om en

begunstigende forvaltningsakt fra amtskommunens side, som er bindende for

amtskommunen.

Førnævnte støttes ligeledes

af det der fremgår af Vestsjællands Amtskommunes skrivelse af 20. august

1987,

hvor det meddeles, at amtskommunen ikke ser nogen forureningsmæssige eller

afvandingsmæssige

konsekvenser af en opstemning.

Det forekommer derfor noget

besynderligt, at Vestsjællands Amt nu finder at have hjemmel i vandløbslovens

§

50 til at hindre min klient i at udnytte den ret der ubetinget er tilknyttet

ejendommen.

Det bestrides, at der er

hjemmel i vandløbslovens § 50 til at Vestsjællands Amt kan beslutte

nedlæggelsen,

idet ifølge såvel Vestsjællands Amtskommune som min klient vil en udnyttelse

af

opstemningsretten ikke medføre væsentlig skade for vandløbskvaliteten eller i

øvrigt give problemer i forhold til vandløbet.

Det eneste problem der kan

opstå ifølge Vestsjællands Amtskommunes opfattelse er sikring af

fiskepassagen,

hvilket amtskommunen har meddelt at ville forestå og bekoste.

Vestsjællands Amt henviser

ligeledes til naturbeskyttelseslovens § 3 der omtaler ændringen i tilstanden

af

naturlige søer, vandløb eller dele af vandløb.

Naturbeskyttelseslovens § 3

kan heller ikke afgive hjemmel til Vestsjællands Amts beslutning, idet der

ikke

er tale om at der foretages ændringer i tilstanden som følge af, at

opstemningsretten har været en ret for ejendommen siden denne er blevet

grundlagt.

Det forhold at

opstemningsretten ikke har været anvendt i en årrække har ingen betydning i

forhold

til, hvorvidt der er tale om en ændring såfremt opstemningsretten skulle

blive

genoptaget. Dette er amtet, jfr. de ovenfor anførte tidligere skrivelser

ligeledes enig i.

Af Vestsjællands Amts

skrivelse af 20. marts d.å. fremgår, at det tilsyneladende er amtets

opfattelse,

at opstemningsretten burde være bortfaldet i 1991. Det er muligt at amtet nu

finder at dette burde være sket, men sammenholdes det med amtets skrivelser

fra

1991 er der ikke overensstemmelse mellem det amtet nu anfører og det der blev

anført i 1991, hvorfor bemærkningen i skrivelsen af 20. marts d.å. forekommer

noget uforståelig.

Det forekommer desuden noget

uforståeligt, at Vestsjællands Amt tilsyneladende griber en mulighed for at

træffe en ukorrekt afgørelse på grundlag af mine klienters skrivelse af 7.

februar d.å., som amtet tilsyneladende finder det belejligt at fortolke som

en

ansøgning, uagtet at skrivelsen intet tilkendegiver i den retning.

Som min klient har meddelt

og meddeler i den pågældende skrivelse, og som i øvrigt er Vestsjællands Amt

bekendt, har der i en årrække været arbejdet med at genoptage opstemningen

med

henblik på at producere strøm i vinterperioden.

I den forbindelse er der

indhentet oplysninger fra Vestsjællands Amt, der i et vist omfang har

forholdt

sig til det pågældende projekt uden som anført ovenfor på nogen måde at gøre

indsigelser herimod.

Vestsjællands Amts afgørelse

af 20. marts d.å. er at opfatte som ekspropriation af den ejendommen

tilhørende

ret. Således som det er amtet bekendt kan ekspropriationer alene gennemføres

såfremt

særlige betingelser er opfyldt og i øvrigt alene mod fuldstændig erstatning.

Et eventuelt erstatningskrav

fra min klient vil således som det tidligere er meddelt i skrivelse af 23.

april d.å. tage sit udgangspunkt i den værdiansættelse der er sket af

opstemningsretten ved Landvæsenskommissionskendelse af 14. januar 1927 der

omregnet til 1996 kroner kan opgøres til kr. 354.675,00, der som anført i

førnævnte skrivelse er at anse som absolut minimumserstatning.

Vestsjællands Amts afgørelse

af 20. marts 1996 er inden klagefristens udløb påklaget til såvel

Miljøstyrelsen som Naturklagenævnet.

I forhold til begge

klageinstanser gøres det som det fremgår af det ovenfor anførte gældende, at

de

lovbestemmelser der er påberåbt i afgørelsen ikke afgiver hjemmel til at

træffe

afgørelsen i det foreliggende tilfælde og særligt i forhold til

naturbeskyttelsesloven § 3 gøres det gældende, at der ikke kan fremsættes

krav

om dispensation for bestemmelsen som følge af, at ejendommen har en ubetinget

ret til opstemning og naturligvis ligeledes fordi at kriterierne for at

anvende

bestemmelsen ikke er opfyldt i nærværende tilfælde.”

Den 19. juni 1996 blev der

afholdt et møde mellem B og amtet, og i fortsættelse heraf skrev amtet den

21.

juni 1996 til B bl.a. at begrundelsen for at bringe spørgsmålet om

nedlæggelse

af opstemningsretten frem på daværende tidspunkt var at vandløbsregulativet

for

( ) var under revision, og at status for bl.a. opstemningsanlæg skulle fremgå

af regulativet. Der ville komme til at stå i regulativet at der ved (Y) Mølle

var et opstemningsanlæg som ikke havde været i brug i omkring 25 år, og at en

eventuel genoptagelse af opstemningen ville kræve vandløbsmyndighedens

tilladelse.

I brev af 30. juli 1996 til

amtet protesterede B mod at der blev optaget en sådan bestemmelse i

regulativet,

og B fastholdt sin klage af 10. maj 1996 medmindre der blev indgået et

acceptabelt forlig vedrørende erstatning.

A solgte den pågældende

ejendom i efteråret 1996, og i brev af 23. januar 1997 til amtets advokat

skrev

B at hans klienter stadig var part i sagen idet der var taget højde herfor i

forbindelse med overdragelsen. B henviste til et brev af 13. januar 1997 fra

køberen af ejendommen.

I brev af 20. marts 1997 til

B skrev amtet bl.a. følgende:

”På baggrund af Deres

skrivelse af 10. maj 1996 skal det meddeles, at amtet hermed tilbagekalder

sin

skrivelse af 20. marts 1996 til Deres klienter, ( ), idet det må erkendes, at

amtet begik en fejl ved at vælge at betragte Deres klienters skrivelse til

amtet af 7. februar 1996 som en ansøgning om genoptagelse af opstemningen i

(åen).

Det skal samtidig meddeles,

at amtets advokat ( ) er enig med administrationen i, at en genoptagelse af

opstemningen kræver nye tilladelser efter vandløbslovens § 48 og

naturbeskyttelseslovens

§ 3.

Administrationen har derfor

besluttet at fjerne bemærkningen i regulativforslaget om opstemningsrettens

bortfald, og medtage ’stemmeværket’ (eller resterne af det) under

regulativets

afsnit om bygværker med bemærkning om, at opstemningen, som tidligere har

været

udnyttet til mølleridrift, ikke har været benyttet siden 1970, og at en

genoptagelse af opstemningen til andet formål end den oprindelige

mølleridrift

kræver amtets tilladelse efter vandløbslovens § 48 samt efter

naturbeskyttelseslovens

§ 3.

Herefter vil

regulativforslaget blive forelagt amtsrådets udvalg for teknik og miljø til

vedtagelse i udvalgets møde den 1. april 1997 og en eventuel efterfølgende

klage over regulativet vil blive henvist til behandling i klageinstanserne,

som

er Miljøstyrelsen og Naturklagenævnet.”

Det nye regulativ blev med

den nævnte ordlyd vedtaget af amtet den 15. april 1997.

I brev af 21. april 1997 til

amtet fastholdt B sin klage.

Amtet meddelte B i brev af

23. april 1997 at man betragtede hans tidligere klageskrivelser som

bortfaldet

da amtet havde tilbagekaldt sit brev af 20. marts 1996. B fik samtidig

vejledning om klagemulighederne vedrørende det nye regulativ.

B fremsendte herefter den

20. maj 1997 en ny klage til amtet over regulativet.

Amtet videresendte klagen

til Miljøstyrelsen ved brev af 3. juni 1997. Amtet anførte bl.a. følgende:

”Det skal indledningsvis

bemærkes, at klagerne har afhændet ejendommen i efteråret 1996, og at den nye

ejer efter det foreliggende ingen interesse har i at genoptage opstemningen.

Efter amtets vurdering må opretholdelse af klagen således mest anses for

værende af principiel karakter byggende på utilfredshed med amtets behandling

af sagen.

Idet der i øvrigt henvises

til vedlagte kopier af sagens akter, herunder det summariske resumé over

sagsgangen vedrørende opstemningsretten ved (Y) Mølle, skal følgende

bemærkes:

Der har ikke været foretaget

opstemning af åen det pågældende sted i de seneste ca. 25 år. Opstemningen

var

oprindelig knyttet til mølleridrift på ejendommen. (A) har imidlertid –

første

gang i begyndelsen af 1986 – overfor amtet givet udtryk for, at han

havde

planer om at genoptage opstemningen og installere en turbine til

elproduktion.

Efter amtets vurdering vil der således i givet fald dels være tale om

opstemning til et andet formål end det oprindelige, dels være tale om ændring

af den tilstand i vandløbet, der har indstillet sig i løbet af de 25 år,

hvori

opstemning ikke har fundet sted. Dette er baggrunden for amtets vurdering af,

at genoptagelse af opstemningen vil forudsætte tilladelse i henhold til både

vandløbsloven og naturbeskyttelsesloven. Denne vurdering er klagernes advokat

ikke enig i.

Amtets seneste forsøg på at

finde en forligsmæssig løsning om nedlæggelse af stemmeværket skal ses på

baggrund

af, at amtets gentagne forespørgsler om planerne for elproduktion var

forblevet

ubesvarede, da stillingtagen til opstemningsproblematikken blev nødvendig af

hensyn til revisionen af regulativet for (åen). På grundlag af det

erstatningskrav, som blev fremsat, opgav amtet imidlertid at komme videre ad

den vej. I stedet er amtets vurdering af status for genoptagelse af

opstemningen indsat som en bemærkning i regulativet, der er vedtaget af

amtsrådet den 15. april 1997.”

Miljøstyrelsen bad B i brev

af 18. juni 1997 om at tilkendegive hvilken individuel, væsentlig interesse

hans klienter havde i sagens udfald efter at de havde afhændet ejendommen.

Skov- og Naturstyrelsen

stadfæstede den 18. juli 1997 amtets afgørelse om at en genoptagelse af

opstemningen krævede tilladelse i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3.

I brev af 3. november 1997

til Miljøstyrelsen oplyste B at hans klienter havde aftalt med køberen af

ejendommen at sagen skulle fortsætte med henblik på at forholdene forblev som

de havde været formentlig i mindst de seneste 100 år. Hvis forholdene

ændredes,

skulle B’s klienter acceptere en reduktion i købesummen, og ved

nedlæggelse af

de rettigheder der var tilknyttet ejendommen, skulle der kompenseres ved

udbetaling af erstatning som der tidligere var forhandlet med amtet om.

I brev af 10. november 1997

bad Miljøstyrelsen B om dokumentation herfor. På det foreliggende grundlag

mente styrelsen ikke at B’s klienter var klageberettiget efter

vandløbsloven.

Miljøstyrelsen oplyste desuden at styrelsen var enig med amtet i at

genoptagelse af opstemningen til andet formål end den oprindelige mølledrift

krævede amtets dispensation efter vandløbsloven såfremt der kunne opnås

tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 3. Styrelsen bad tillige om en

nærmere begrundelse for klagen.

B skrev i brev af 13. januar

1998 til Miljøstyrelsen at det fremgik af det betingede skøde ved salget af

ejendommen at hans klienter havde ret til at fortsætte sagen mod amtet

vedrørende retten til opstemning af åløbet. B vedlagde kopi af skødet. Som

følge af det aftalte havde klienterne en individuel, væsentlig interesse i

sagens udfald. Interessen vedrørte de økonomiske forhold som B tidligere

havde

redegjort for.

I sin afgørelse af 12. marts

1998 har Miljøstyrelsen bl.a. anført følgende:

”Miljøstyrelsen skal

bemærke, at det fremgår af betinget skøde dateret 22. august 1997, at Deres

klienter har ret til at fortsætte sagen mod Vestsjællands Amt vedrørende

indskrænket ret til opstemning af åløb.

Miljøstyrelsen skal desuden

bemærke, at Vestsjællands Amt i forbindelse med vedtagelsen af regulativet

ikke

ændrer retstilstanden for så vidt angår udnyttelsen af en eventuel

opstemningsret.

Miljøstyrelsen finder på det

grundlag ikke, at Deres klienter er klageberettiget efter vandløbsloven,

hvorfor

Miljøstyrelsen ikke har mulighed for at realitetsbehandle Deres klage af 20.

maj 1997.”

B kommenterede styrelsens

afgørelse i brev af 23. marts 1998 til Miljøstyrelsen.

Skov- og Naturstyrelsen

overtog pr. 1. januar 1999 sagen i forbindelse med en strukturændring i

Miljø-

og Energiministeriet, og i brev af 6. januar 1999 fremsendte B yderligere

bemærkninger til sagen til denne styrelse.

I brev af 24. marts 1999 tog

Skov- og Naturstyrelsen stilling til sagen. Styrelsen anførte bl.a. følgende:

”Skov- og Naturstyrelsen

skal indledningsvis bemærke, at det fremgår af Miljøstyrelsens cirkulære af

26.

februar 1985 om vandløbsloven, at Miljøstyrelsen (nu Skov- og Naturstyrelsen)

er ankeinstans for de materielle (tekniske) afgørelser, der træffes af

amtsråd

og kommunalbestyrelser i henhold til loven, jf. cirkulærets punkt 4.2

Miljøstyrelsen.

Skov- og Naturstyrelsen skal

desuden bemærke, at opstemningsanlæg eller andre anlæg, der hindrer vandets

frie løb eller i øvrigt kan være til skade for vandløbet, ikke må anlægges

eller ændres, herunder driftsmæssigt, uden vandløbsmyndighedens godkendelse,

jf. vandløbslovens § 48.

Da Vestsjællands Amt i

forbindelse med vedtagelsen af det nye regulativ for ( ) ikke har ændret på

en

evt. opstemningsret, eller har mulighed for at ændre en evt. opstemningsret,

jf. ovenfor om vandløbslovens § 48, finder Skov- og Naturstyrelsen ikke, at

Deres klienter er klageberettiget efter vandløbsloven.

Skov- og Naturstyrelsen skal

desuden oplyse, at en evt. opstemningsret efter vandløbsloven ikke kan

udnyttes

før der er opnået godkendelse hertil efter naturbeskyttelsesloven m.v., jf. §

23, stk. 1, i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983

om

vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering af vandløb.

Skov- og Naturstyrelsen har

på den baggrund ikke taget stilling til, om Vestsjællands Amts skrivelser fra

1987, 1991 og 1992 skulle være begunstigende forvaltningsakter, jf. ovenfor,

ligesom Vestsjællands Amts skrivelse af 3. juni 1997 ikke har indgået i

styrelsernes afgørelser.”

Herefter klagede B i brev af

10. august 1999 til mig. Jeg meddelte ham at jeg ikke kunne behandle klagen

over Skov- og Naturstyrelsens afgørelse af 18. juli 1997 da denne var

forældet

i forhold til ombudsmandsloven.

Jeg bad imidlertid Skov- og

Naturstyrelsen om en udtalelse i anledning af den del af klagen som vedrørte

spørgsmålet om klageberettigelse i henhold til vandløbsloven. Jeg bad om at

styrelsen i udtalelsen kom nærmere ind på spørgsmålet om i hvilket omfang

styrelsens afvisning af at realitetsbehandle sagen skyldtes at klagerne efter

styrelsens opfattelse ikke opfyldte kravene til klageberettigelse, jf.

vandløbslovens § 84, stk. 1, og/eller om afvisningen af at realitetsbehandle

sagen skyldtes at der efter styrelsens opfattelse ikke forelå en afgørelse

truffet af amtet der var genstand for påklage i henhold til vandløbsloven.

I brev af 13. juli 2000

udtalte Skov- og Naturstyrelsen at afvisningen var begrundet med at amtet med

vedtagelsen af regulativet og med amtets skrivelser af 20. marts 1996 og 20.

marts 1997 ikke havde truffet en afgørelse i medfør af § 48 eller § 50 i

vandløbsloven der var genstand for klage. En afgørelse efter § 48 i

vandløbsloven forudsatte en ansøgning og sagsbehandling efter reglerne i

kapitel

6 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983.

I brev af 15. september 2000

til mig udtalte B bl.a. at amtet med vedtagelsen af regulativet tilsidesatte

den tilladelse som hans klienter havde vedrørende ejendommen.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Afvisningen af klagen

Amtets tilkendegivelse af at en genoptagelse af opstemningsretten til andet

formål end det oprindelige krævede godkendelse, blev første gang fremsat i

brevet af 20. marts 1996 til (A). Brevet blev imidlertid tilbagekaldt i brev

af 20. marts 1997.

Spørgsmålet er herefter om amtet ved at gentage denne opfattelse i brevet af

20. marts 1997 og i det nye regulativ traf en afgørelse som kunne påklages.

Vandløbslovens § 80, stk. 1, 1. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj

1992 med senere ændringer) har denne ordlyd:

’

§ 80.

Vandløbsmyndighedens afgørelser kan påklages til Miljøstyrelsen, jf. dog §§

67 og 68.’

Det fremgår ikke af forarbejderne til denne bestemmelse (Folketingstidende

1981-82, 2. samling, tillæg A, sp. 1203) hvad der forstås ved afgørelser. Det

nævnes blot at bestemmelsen svarer til den dagældende bestemmelse i bl.a.

miljøbeskyttelseslovens § 70, stk. 1.

Der er ikke i denne bestemmelse eller forarbejderne hertil nærmere redegjort

for hvad der forstås ved afgørelser.

Af cirkulære nr. 21 af 26. februar 1985 om vandløbsloven, pkt. 4.2., fremgår

det at ’Miljøstyrelsen er ankeinstans for de materielle (tekniske)

afgørelser, der træffes af amtsråd og kommunalbestyrelser i henhold til

loven’.

Jeg må herefter lægge til grund at spørgsmålet om hvad der skal forstås ved

afgørelser – og dermed hvad der kan gøres til genstand for klage –

skal bedømmes ud fra det almindelige forvaltningsretlige afgørelsesbegreb.

I forarbejderne til forvaltningsloven er det anført at afgørelsessager sigter

til sådanne sager i hvilke der udfærdiges retsakter, dvs. udtalelser der går

ud på at fastsætte hvad der er eller skal være ret i et foreliggende

tilfælde, jf.

Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 115. Uden for afgørelsesbegrebet i

forvaltningslovens forstand falder således bl.a. forvaltningens uforbindende

udtalelser.

Det kan undertiden give

anledning til tvivl om en tilkendegivelse fra en myndighed skal betragtes som

en uforbindende udtalelse eller som en bindende afgørelse. Jeg henviser bl.a.

til Folketingets Ombudsmands beretning for 1999, s. 693ff*, navnlig s. 714.

Efter min opfattelse kan det i den foreliggende sag give anledning til en vis

tvivl om det i amtets brev af 20. marts 1997 anførte om at amtets advokat er

enig med administrationen i at en genoptagelse af opstemningen kræver nye

tilladelser efter vandløbslovens § 48 og naturbeskyttelseslovens § 3, kan

betragtes som en blot uforpligtende udtalelse. Det anførte må imidlertid

forstås som en tilkendegivelse om at amtet fastholdt den opfattelse af dette

spørgsmål som amtet tidligere havde givet udtryk for i brevet af 20. marts

1996. Afgørelsen i brevet af 20. marts 1996 om at afslå hvad amtet betragtede

som (A)’s ansøgning om tilladelse til at genoptage opstemningen, blev

ganske

vist tilbagekaldt i brevet af 20. marts 1997, men amtet fastholdt sin

opfattelse af at en genoptagelse af opstemningen krævede tilladelse efter

vandløbsloven. Da brevet af 20. marts 1996 også på dette punkt var formuleret

som en uforbeholden meddelelse om (A)’s retsstilling, må brevet af 20.

marts

1997 antagelig forstås på samme måde. Hertil kommer den omstændighed at det i

vandløbsregulativet er indføjet at en genoptagelse af opstemningen til andet

formål end den oprindelige mølleridrift kræver vandløbsmyndighedens

godkendelse

i henhold til vandløbslovens § 48. Da vandløbsregulativet er et bindende

regelsæt, kan den nævnte bestemmelse ikke betragtes som en blot uforbindende

udtalelse.

I den forvaltningsretlige

litteratur

sondres der

mellem konstaterende og konstitutive

forvaltningsakter. De konstaterende akter kendetegnes ved at de ikke skaber,

ændrer eller ophæver retsforhold, men blot fastslår hvad der også før

afgørelsen var gældende. De konstitutive forvaltningsakter er derimod

karakteriseret ved at de skaber, ændrer eller ophæver retsforhold. Der

henvises

til Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige emner, 3. udgave

(1997), s. 71f, og Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, 5. udgave (1965), s.

262. Desuden henvises til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3.

udgave (1999), s. 109ff.

Amtets tilkendegivelse af at

en genoptagelse af opstemningsretten til andet formål end det oprindelige

krævede godkendelse, må efter min opfattelse karakteriseres som en

konstaterende forvaltningsakt idet det blev fastslået at den eksisterende

opstemningsret til mølleridrift ikke måtte benyttes til andet formål uden

forudgående godkendelse, og at Deres opfattelse hvorefter opstemningsretten

kunne udnyttes uden begrænsninger, var forkert. Amtet fastslog således

rækkevidden af den eksisterende opstemningsret og dermed hvad der var

gældende

ret efter vandløbsloven i det konkrete tilfælde.

Sondringen mellem

konstaterende og konstitutive forvaltningsakter har ikke mindst betydning i

forbindelse med forvaltningens udstedelse af påbud. Betænkning nr. 981/1983

om

håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen indeholder i afsnit 5 om

konstaterende standsningspåbud en gennemgang af om sådanne påbud var omfattet

af samme regler som konstitutive påbud med hensyn til bl.a. fristfastsættelse

og forhåndsvarsling. Der blev i betænkningen rejst betydelig tvivl om disse

spørgsmål, og også spørgsmålet om klageadgang blev i en vis udstrækning anset

for tvivlsomt. Endvidere gav Folketingets Ombudsmand i en sag der er gengivet

i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 196ff*, udtryk for at

bestemmelsen i § 68 i den dagældende miljøbeskyttelseslov om forhåndsvarsling

i

hvert fald generelt ikke kunne anses for uanvendelig i forhold til påbud om

at

berigtige ulovlige forhold. På den baggrund blev der ved lov nr. 250 af 23.

maj

1984 om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove indsat bestemmelser

i

flere love inden for Miljøministeriets område om at adressaten for visse

konstaterende påbud efter loven ikke havde krav på forhåndsvarsling eller

fastsættelse af en frist, jf. bl.a. vandløbslovens § 77 a og den dagældende

miljøbeskyttelseslovs § 68 a. På linje hermed er der i den nugældende

miljøbeskyttelseslovs § 37 indsat en bestemmelse om at der med de undtagelser

der følger af § 37, stk. 2, ikke kan klages til anden administrativ myndighed

over godkendelsesmyndighedens afgørelse om at et anlæg mv. er

godkendelsespligtigt

efter lovens kapitel 5.

Vandløbsloven indeholder

ikke en bestemmelse svarende til miljøbeskyttelseslovens § 37 om at

vandløbsmyndighedens afgørelse om at et anlæg er godkendelsespligtigt efter

lovens § 48, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Spørgsmålet

om klageadgang må derfor afgøres efter lovens klagebestemmelser sammenholdt

med

de almindelige forvaltningsretlige regler.

I Miljøstyrelsens vejledning

nr. 12/1992 om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven, pkt. 2.3.1, er det

anført

at konstaterende standsningspåbud (der i vejledningen betegnes som

indskærpelser) ikke kan påklages til anden myndighed da de ikke kan indeholde

nye bestemmelser. Det må imidlertid tages i betragtning at

miljøbeskyttelsesloven i § 69, stk. 3, indeholder en bestemmelse om at

tilsynsmyndighedens

afgørelser efter stk. 1, herunder påbud til den ansvarlige om at genoprette

den

hidtidige tilstand, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Vandløbsloven indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse; tværtimod fremgår

det

af lovens § 82 at forbud og påbud kan gøres til genstand for klage. Det i

vejledningen anførte har derfor næppe betydning ved bedømmelsen af

retstilstanden efter vandløbsloven. Spørgsmålet er ikke omtalt i cirkulæret

om

vandløbsloven.

I Mogens Moe, Miljøret, 4.

udgave (2000), s. 296, er bl.a. anført følgende angående sondringen mellem

konstitutive og konstaterende retsakter:

’I de oplagte tilfælde er

ingen i dag i tvivl om, at en virksomhed ikke kan anke over, at den skal

overholde gældende krav. Men hvad nu, hvis der er fortolkningstvivl? Hvis

virksomheden fortolker sin godkendelse på én måde, miljømyndigheden på en

anden

måde? Eller hvis man er uenige om fortolkningen af en af miljølovgivningens

generelle regler? Her har praksis også efter 1983 været meget usikker.’

I Ellen Margrethe Basse og

Birgitte Egelund Olsen mfl., Miljøretten I, Almindelige emner (2001), s. 313,

er bl.a. anført følgende:

’Sondringen har bl.a.

betydning for adgangen til at påklage en afgørelse. Er der tale om et påbud,

der er konstitutivt, vil udgangspunktet være, at der er en adgang til at

påklage afgørelsen ( ), og klagen vil ofte kunne tillægges suspensiv virkning

( ). Derimod kan klage over konstaterende påbud være afskåret – det

gælder fx i

medfør af mbl’s § 69, stk. 3.’

Skov- og Naturstyrelsen har

anført at en afgørelse efter vandløbslovens § 48 forudsætter en ansøgning og

sagsbehandling efter reglerne i kapitel 6 i bekendtgørelse nr. 424 af 7.

september 1983 om vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering af

vandløb.

Reglerne i bekendtgørelsens kapitel 6 fastlægger hvordan sagsbehandlingen

tilrettelægges når vandløbsmyndigheden skal træffe afgørelse om bl.a.

godkendelse af opstemningsanlæg.

Efter min opfattelse

er det uden betydning for vurderingen

af klageadgangen i denne sag om der havde fundet en sagsbehandling sted efter

disse

regler. De omhandler kun konstitutive afgørelser

og har ikke betydning for spørgsmålet

om hvorvidt konstaterende afgørelser kan påklages. Der er heller ikke i

vandløbslovens klagebestemmelser eller forarbejderne hertil forudsætninger om

at udnyttelsen af klageadgangen forudsætter en ansøgning og sagsbehandling

efter de nævnte regler.

Ved bedømmelsen af

spørgsmålet om hvorvidt der var adgang til at klage over Vestsjællands Amts

tilkendegivelse om at (A) ikke kunne genoptage udnyttelsen af

opstemningsretten til andet formål end det

oprindelige uden en godkendelse efter vandløbslovens § 48, må der efter min

opfattelse lægges vægt på at der ikke er grundlag for at antage at der ved

afgrænsningen af hvilke beslutninger der kan påklages efter vandløbslovens §

80, er sket en fravigelse fra det almindelige forvaltningsretlige

afgørelsesbegreb.

Desuden må der lægges vægt på at amtets udtalelse om retsstillingen ikke blot

havde karakter af en uforbindende vejledning, men må anses for en bindende

afgørelse. Disse forhold taler med styrke for at anse forholdet for omfattet

af

klageadgangen efter vandløbslovens § 80.

Endvidere

kan nævnes at klagen over amtets

tilkendegivelse om at genoptagelse krævede dispensation fra

naturbeskyttelseslovens § 3, blev realitetsbehandlet af Skov- og

Naturstyrelsen. Klageadgangen efter naturbeskyttelsesloven omfatter på samme

måde som efter

vandløbsloven amtets

’afgørelser’, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1. Det

forekommer

inkonsekvent at Skov- og Naturstyrelsen

træffer

forskellige afgørelser på et identisk retsgrundlag.

Samlet er det min opfattelse

at afgørelsen i den foreliggende sag var omfattet af klageadgangen efter

vandløbslovens § 80. I betragtning af at der i betænkningen om håndhævelse af

bygge- og miljølovgivningen rejses tvivl om i hvilken udstrækning der er

adgang

til at klage over konstaterende standsningspåbud, og at spørgsmålet heller

ikke

kan anses for endeligt afklaret i perioden efter afgivelsen af betænkningen,

må

spørgsmålet om klageadgangen i den foreliggende sag dog anses for at være

behæftet med en vis usikkerhed. Jeg har derfor ikke fuldt tilstrækkeligt

grundlag for at udtale min opfattelse som en kritik af

Skov- og Naturstyrelsen.

Jeg har imidlertid

henstillet til Skov- og Naturstyrelsen at den overvejer genoptagelse af sagen

i

lyset af det jeg har anført.

Jeg har endvidere henstillet

til Skov- og Naturstyrelsen at den overvejer at søge spørgsmålet nærmere

afklaret i forbindelse med en kommende ændring af vandløbsloven.

2. Begrundelsen for afvisningen

En begrundelse for en

afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke

afgørelsen er truffet, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.

Begrundelsen skal endvidere

efter § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det

pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3.

udgave (1999), s. 420.

Hverken Miljøstyrelsens

afgørelse af 12. marts 1998 eller Skov- og Naturstyrelsens afgørelse af 24.

marts 1999 indeholdt en henvisning til vandløbslovens § 80. Dette anser jeg

for

beklageligt.

Miljøstyrelsens afgørelse er

desuden formuleret på en måde som kan give anledning til tvivl om hvorfor

styrelsen ikke anså Deres klienter for klageberettigede. Dette anser jeg for

beklageligt.

Jeg har gjort myndighederne

bekendt med min opfattelse.”

Skov- og Naturstyrelsen

meddelte mig ved kopi af brev af 3. januar 2002 til klager at styrelsen havde

genoptaget sagen og realitetsbehandlet klagen.

Jeg meddelte herefter

styrelsen at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i den

konkrete sag.

NOTER: (*)

FOB 1999, s. 693, og FOB 1981, s. 196.

Lignende dokumenter