Klageadgang efter vandløbsloven. Afgørelsesbegrebet. Begrundelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Klageadgang efter vandløbsloven. Afgørelsesbegrebet.
Begrundelse
Sagen drejede sig om
hvorvidt Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen var berettiget til at
afvise
at realitetsbehandle en klage vedrørende opstemningsret under henvisning til
at
Vestsjællands Amt ikke havde truffet en afgørelse i medfør af vandløbsloven
som
var genstand for klage.
Det fremgik af sagen at
Vestsjællands Amt i brev af 14. december 1995 til A skrev bl.a. følgende:
”I forbindelse med
udarbejdelse af et nyt regulativ for amtsvandløbet ( ) er man blevet
opmærksom
på, at De som ejer af den tidligere (Y) Mølle ifølge det gamle regulativ fra
1881 har ret til at foretage opstemning af vandet i ( ).
Ved en landvæsenskendelse af
14. januar 1927 blev denne ret mod erstatning til den daværende mølleejer
indskrænket til kun at omfatte opstemning i perioden fra 1. oktober til 1.
april.
Så vidt det er amtet bekendt
har opstemningsretten ikke været udnyttet i de sidste 25-30 år. Amtet går
derfor ud fra, at De ikke længere er interesseret i at udnytte Deres
opstemningsret, hvilket i øvrigt heller ikke vil være særlig godt forenelig
med
de miljømæssige interesser i vandløbet.
Som bekendt blev der i
efteråret 1992, – netop for at forbedre de miljømæssige forhold i
vandløbet, –
Læs alt
anlagt et fiskepassabelt stryg nedstrøms vejbroen for (Z)-vej.
I den forbindelse blev det
drøftet med Dem at nedlægge Deres opstemningsret, men det fremgår ikke af den
omhandlede sag, at der blev truffet en afgørelse herom.
En genoptagelse af
opstemningen i vinterperioden vil være til væsentlig skade for vandløbet, da
vandløbet i så fald ikke længere vil være fiskepassabelt med mindre der
etableres en fisketrappe ind under vejbroen.
I forbindelse med
udarbejdelsen af det nye vandløbsregulativ for ( ) ønsker amtet derfor en
afklaring
af spørgsmålet om opstemningsretten, som amtet helst ser nedlagt.
Amtet kan som
vandløbsmyndighed med hjemmel i vandløbslovens § 50 meddele påbud om
nedlæggelse
af opstemningsretten, såfremt en genoptagelse af opstemningen vil være til
væsentlig skade for vandløbskvaliteten.
Amtet påtænker derfor at nedlægge Deres opstemningsret af hensyn til en
fortsat sikring af fiskepassagen i vandløbet, samt med den begrundelse, at De
gennem de seneste 25-30 år ikke har udnyttet opstemningsretten.”
I brev af 7. februar 1996
protesterede A mod den påtænkte nedlæggelse af opstemningsretten. A henviste
bl.a. til at de påtænkte at genetablere en vandturbine i åen, og at amtet var
bekendt hermed.
Amtet skrev herefter i brev
af 20. marts 1996 bl.a. følgende til A:
”I fortsættelse af amtets
skrivelser af 14/12-95 og 18/1-96 skal man herved meddele, at en genoptagelse
af opstemningen ved vejbroen ved (Z)-vej ikke kan ske uden tilladelse efter
vandløbslovens § 48, idet opstemningsretten ikke har været udnyttet siden
1970-71 og ikke uden amtets godkendelse kan genoptages til andet formål, end
det opstemningen for mange år siden har været benyttet til, nemlig til
mølleridrift.
En genoptagelse af
opstemningen vil heller ikke kunne ske uden en dispensation fra
naturbeskyttelseslovens
§ 3, ( )
Mod en genoptagelse af
opstemningen taler endvidere hensynet til de opstrøms beliggende lodsejere,
som
nu gennem 25 år har været vant til den naturligt lavere vandstand i åen i
vinterperioden (fra 1. oktober til 1. april) uden at være udsat for
oversvømmelser af de vandløbsnære arealer, som skyldes en opstemning af åen
ved
(Z-vej).
Opstemningsretten burde være
bortfaldet i forbindelse med, at De i 1991 valgte udførelsen af et
fiskepassabelt
stryg i stedet for udførelsen af en fisketrappe som oprindeligt foreslået og
projekteret af amtet.
Amtet har valgt at betragte
Deres brev af 7. februar 1996 som en ansøgning om tilladelse til at genoptage
opstemningen, som De nu ønsker at udnytte til turbinedrift til el-produktion.
Amtet kan som
vandløbsmyndighed med hjemmel i vandløbslovens § 50 beslutte at nedlægge
opstemningsretten,
såfremt en genoptagelse af opstemningen vil være til væsentlig skade for
vandløbskvaliteten.
Med ovennævnte begrundelser
har amtet i medfør af vandløbslovens § 50 og naturbeskyttelseslovens § 3
besluttet at meddele Dem afslag på Deres ansøgning om genoptagelse af
opstemningen. Deres opstemningsret er hermed bortfaldet.”
B klagede på vegne af A i
brev af 17. april 1996 til amtet og anførte at han ønskede afgørelsen
indbragt
for bl.a. Miljøstyrelsen. I brev af 10. maj 1996 uddybede B klagen. B skrev
bl.a.:
”Min klient har den
opfattelse, at der ikke skal ansøges om genoptagelse af opstemningsretten,
idet
denne ret har eksisteret på ejendommen siden denne blev etableret samt at
retten senest er statueret ved landvæsenskommissionskendelse af 14. januar
1927.
Opstemningsretten er således
en ret der ubetinget er tilknyttet ejendommen og som kan udøves af den til
enhver tid værende ejer af ejendommen uden at det i den forbindelse er
fornødent at fremsende ansøgning herom.
At der ikke skal fremsendes
ansøgning til Vestsjællands Amt fremgår ligeledes af amtskommunens skrivelse
af
28. maj 1991, hvor amtskommunen meddeler, at amtskommunen er indstillet på at
sikre fiskepassage, hvis min klient genoptager opstemningsretten.
Amtet meddeler på det
tidspunkt intet om, at det tilsyneladende er amtets opfattelse, at der skal
indhentes
tilladelse hertil.
Skrivelsen af 28. maj 1991
fra Vestsjællands Amtskommune er klart at opfatte som et tilsagn om, at
amtskommunen ikke har nogen indvendinger mod at opstemningsretten genoptages
samt, at der i øvrigt ikke stilles krav i den forbindelse.
Der er således tale om en
begunstigende forvaltningsakt fra amtskommunens side, som er bindende for
amtskommunen.
Førnævnte støttes ligeledes
af det der fremgår af Vestsjællands Amtskommunes skrivelse af 20. august
1987,
hvor det meddeles, at amtskommunen ikke ser nogen forureningsmæssige eller
afvandingsmæssige
konsekvenser af en opstemning.
Det forekommer derfor noget
besynderligt, at Vestsjællands Amt nu finder at have hjemmel i vandløbslovens
§
50 til at hindre min klient i at udnytte den ret der ubetinget er tilknyttet
ejendommen.
Det bestrides, at der er
hjemmel i vandløbslovens § 50 til at Vestsjællands Amt kan beslutte
nedlæggelsen,
idet ifølge såvel Vestsjællands Amtskommune som min klient vil en udnyttelse
af
opstemningsretten ikke medføre væsentlig skade for vandløbskvaliteten eller i
øvrigt give problemer i forhold til vandløbet.
Det eneste problem der kan
opstå ifølge Vestsjællands Amtskommunes opfattelse er sikring af
fiskepassagen,
hvilket amtskommunen har meddelt at ville forestå og bekoste.
Vestsjællands Amt henviser
ligeledes til naturbeskyttelseslovens § 3 der omtaler ændringen i tilstanden
af
naturlige søer, vandløb eller dele af vandløb.
Naturbeskyttelseslovens § 3
kan heller ikke afgive hjemmel til Vestsjællands Amts beslutning, idet der
ikke
er tale om at der foretages ændringer i tilstanden som følge af, at
opstemningsretten har været en ret for ejendommen siden denne er blevet
grundlagt.
Det forhold at
opstemningsretten ikke har været anvendt i en årrække har ingen betydning i
forhold
til, hvorvidt der er tale om en ændring såfremt opstemningsretten skulle
blive
genoptaget. Dette er amtet, jfr. de ovenfor anførte tidligere skrivelser
ligeledes enig i.
Af Vestsjællands Amts
skrivelse af 20. marts d.å. fremgår, at det tilsyneladende er amtets
opfattelse,
at opstemningsretten burde være bortfaldet i 1991. Det er muligt at amtet nu
finder at dette burde være sket, men sammenholdes det med amtets skrivelser
fra
1991 er der ikke overensstemmelse mellem det amtet nu anfører og det der blev
anført i 1991, hvorfor bemærkningen i skrivelsen af 20. marts d.å. forekommer
noget uforståelig.
Det forekommer desuden noget
uforståeligt, at Vestsjællands Amt tilsyneladende griber en mulighed for at
træffe en ukorrekt afgørelse på grundlag af mine klienters skrivelse af 7.
februar d.å., som amtet tilsyneladende finder det belejligt at fortolke som
en
ansøgning, uagtet at skrivelsen intet tilkendegiver i den retning.
Som min klient har meddelt
og meddeler i den pågældende skrivelse, og som i øvrigt er Vestsjællands Amt
bekendt, har der i en årrække været arbejdet med at genoptage opstemningen
med
henblik på at producere strøm i vinterperioden.
I den forbindelse er der
indhentet oplysninger fra Vestsjællands Amt, der i et vist omfang har
forholdt
sig til det pågældende projekt uden som anført ovenfor på nogen måde at gøre
indsigelser herimod.
Vestsjællands Amts afgørelse
af 20. marts d.å. er at opfatte som ekspropriation af den ejendommen
tilhørende
ret. Således som det er amtet bekendt kan ekspropriationer alene gennemføres
såfremt
særlige betingelser er opfyldt og i øvrigt alene mod fuldstændig erstatning.
Et eventuelt erstatningskrav
fra min klient vil således som det tidligere er meddelt i skrivelse af 23.
april d.å. tage sit udgangspunkt i den værdiansættelse der er sket af
opstemningsretten ved Landvæsenskommissionskendelse af 14. januar 1927 der
omregnet til 1996 kroner kan opgøres til kr. 354.675,00, der som anført i
førnævnte skrivelse er at anse som absolut minimumserstatning.
Vestsjællands Amts afgørelse
af 20. marts 1996 er inden klagefristens udløb påklaget til såvel
Miljøstyrelsen som Naturklagenævnet.
I forhold til begge
klageinstanser gøres det som det fremgår af det ovenfor anførte gældende, at
de
lovbestemmelser der er påberåbt i afgørelsen ikke afgiver hjemmel til at
træffe
afgørelsen i det foreliggende tilfælde og særligt i forhold til
naturbeskyttelsesloven § 3 gøres det gældende, at der ikke kan fremsættes
krav
om dispensation for bestemmelsen som følge af, at ejendommen har en ubetinget
ret til opstemning og naturligvis ligeledes fordi at kriterierne for at
anvende
bestemmelsen ikke er opfyldt i nærværende tilfælde.”
Den 19. juni 1996 blev der
afholdt et møde mellem B og amtet, og i fortsættelse heraf skrev amtet den
21.
juni 1996 til B bl.a. at begrundelsen for at bringe spørgsmålet om
nedlæggelse
af opstemningsretten frem på daværende tidspunkt var at vandløbsregulativet
for
( ) var under revision, og at status for bl.a. opstemningsanlæg skulle fremgå
af regulativet. Der ville komme til at stå i regulativet at der ved (Y) Mølle
var et opstemningsanlæg som ikke havde været i brug i omkring 25 år, og at en
eventuel genoptagelse af opstemningen ville kræve vandløbsmyndighedens
tilladelse.
I brev af 30. juli 1996 til
amtet protesterede B mod at der blev optaget en sådan bestemmelse i
regulativet,
og B fastholdt sin klage af 10. maj 1996 medmindre der blev indgået et
acceptabelt forlig vedrørende erstatning.
A solgte den pågældende
ejendom i efteråret 1996, og i brev af 23. januar 1997 til amtets advokat
skrev
B at hans klienter stadig var part i sagen idet der var taget højde herfor i
forbindelse med overdragelsen. B henviste til et brev af 13. januar 1997 fra
køberen af ejendommen.
I brev af 20. marts 1997 til
B skrev amtet bl.a. følgende:
”På baggrund af Deres
skrivelse af 10. maj 1996 skal det meddeles, at amtet hermed tilbagekalder
sin
skrivelse af 20. marts 1996 til Deres klienter, ( ), idet det må erkendes, at
amtet begik en fejl ved at vælge at betragte Deres klienters skrivelse til
amtet af 7. februar 1996 som en ansøgning om genoptagelse af opstemningen i
(åen).
Det skal samtidig meddeles,
at amtets advokat ( ) er enig med administrationen i, at en genoptagelse af
opstemningen kræver nye tilladelser efter vandløbslovens § 48 og
naturbeskyttelseslovens
§ 3.
Administrationen har derfor
besluttet at fjerne bemærkningen i regulativforslaget om opstemningsrettens
bortfald, og medtage ’stemmeværket’ (eller resterne af det) under
regulativets
afsnit om bygværker med bemærkning om, at opstemningen, som tidligere har
været
udnyttet til mølleridrift, ikke har været benyttet siden 1970, og at en
genoptagelse af opstemningen til andet formål end den oprindelige
mølleridrift
kræver amtets tilladelse efter vandløbslovens § 48 samt efter
naturbeskyttelseslovens
§ 3.
Herefter vil
regulativforslaget blive forelagt amtsrådets udvalg for teknik og miljø til
vedtagelse i udvalgets møde den 1. april 1997 og en eventuel efterfølgende
klage over regulativet vil blive henvist til behandling i klageinstanserne,
som
er Miljøstyrelsen og Naturklagenævnet.”
Det nye regulativ blev med
den nævnte ordlyd vedtaget af amtet den 15. april 1997.
I brev af 21. april 1997 til
amtet fastholdt B sin klage.
Amtet meddelte B i brev af
23. april 1997 at man betragtede hans tidligere klageskrivelser som
bortfaldet
da amtet havde tilbagekaldt sit brev af 20. marts 1996. B fik samtidig
vejledning om klagemulighederne vedrørende det nye regulativ.
B fremsendte herefter den
20. maj 1997 en ny klage til amtet over regulativet.
Amtet videresendte klagen
til Miljøstyrelsen ved brev af 3. juni 1997. Amtet anførte bl.a. følgende:
”Det skal indledningsvis
bemærkes, at klagerne har afhændet ejendommen i efteråret 1996, og at den nye
ejer efter det foreliggende ingen interesse har i at genoptage opstemningen.
Efter amtets vurdering må opretholdelse af klagen således mest anses for
værende af principiel karakter byggende på utilfredshed med amtets behandling
af sagen.
Idet der i øvrigt henvises
til vedlagte kopier af sagens akter, herunder det summariske resumé over
sagsgangen vedrørende opstemningsretten ved (Y) Mølle, skal følgende
bemærkes:
Der har ikke været foretaget
opstemning af åen det pågældende sted i de seneste ca. 25 år. Opstemningen
var
oprindelig knyttet til mølleridrift på ejendommen. (A) har imidlertid –
første
gang i begyndelsen af 1986 – overfor amtet givet udtryk for, at han
havde
planer om at genoptage opstemningen og installere en turbine til
elproduktion.
Efter amtets vurdering vil der således i givet fald dels være tale om
opstemning til et andet formål end det oprindelige, dels være tale om ændring
af den tilstand i vandløbet, der har indstillet sig i løbet af de 25 år,
hvori
opstemning ikke har fundet sted. Dette er baggrunden for amtets vurdering af,
at genoptagelse af opstemningen vil forudsætte tilladelse i henhold til både
vandløbsloven og naturbeskyttelsesloven. Denne vurdering er klagernes advokat
ikke enig i.
Amtets seneste forsøg på at
finde en forligsmæssig løsning om nedlæggelse af stemmeværket skal ses på
baggrund
af, at amtets gentagne forespørgsler om planerne for elproduktion var
forblevet
ubesvarede, da stillingtagen til opstemningsproblematikken blev nødvendig af
hensyn til revisionen af regulativet for (åen). På grundlag af det
erstatningskrav, som blev fremsat, opgav amtet imidlertid at komme videre ad
den vej. I stedet er amtets vurdering af status for genoptagelse af
opstemningen indsat som en bemærkning i regulativet, der er vedtaget af
amtsrådet den 15. april 1997.”
Miljøstyrelsen bad B i brev
af 18. juni 1997 om at tilkendegive hvilken individuel, væsentlig interesse
hans klienter havde i sagens udfald efter at de havde afhændet ejendommen.
Skov- og Naturstyrelsen
stadfæstede den 18. juli 1997 amtets afgørelse om at en genoptagelse af
opstemningen krævede tilladelse i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3.
I brev af 3. november 1997
til Miljøstyrelsen oplyste B at hans klienter havde aftalt med køberen af
ejendommen at sagen skulle fortsætte med henblik på at forholdene forblev som
de havde været formentlig i mindst de seneste 100 år. Hvis forholdene
ændredes,
skulle B’s klienter acceptere en reduktion i købesummen, og ved
nedlæggelse af
de rettigheder der var tilknyttet ejendommen, skulle der kompenseres ved
udbetaling af erstatning som der tidligere var forhandlet med amtet om.
I brev af 10. november 1997
bad Miljøstyrelsen B om dokumentation herfor. På det foreliggende grundlag
mente styrelsen ikke at B’s klienter var klageberettiget efter
vandløbsloven.
Miljøstyrelsen oplyste desuden at styrelsen var enig med amtet i at
genoptagelse af opstemningen til andet formål end den oprindelige mølledrift
krævede amtets dispensation efter vandløbsloven såfremt der kunne opnås
tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 3. Styrelsen bad tillige om en
nærmere begrundelse for klagen.
B skrev i brev af 13. januar
1998 til Miljøstyrelsen at det fremgik af det betingede skøde ved salget af
ejendommen at hans klienter havde ret til at fortsætte sagen mod amtet
vedrørende retten til opstemning af åløbet. B vedlagde kopi af skødet. Som
følge af det aftalte havde klienterne en individuel, væsentlig interesse i
sagens udfald. Interessen vedrørte de økonomiske forhold som B tidligere
havde
redegjort for.
I sin afgørelse af 12. marts
1998 har Miljøstyrelsen bl.a. anført følgende:
”Miljøstyrelsen skal
bemærke, at det fremgår af betinget skøde dateret 22. august 1997, at Deres
klienter har ret til at fortsætte sagen mod Vestsjællands Amt vedrørende
indskrænket ret til opstemning af åløb.
Miljøstyrelsen skal desuden
bemærke, at Vestsjællands Amt i forbindelse med vedtagelsen af regulativet
ikke
ændrer retstilstanden for så vidt angår udnyttelsen af en eventuel
opstemningsret.
Miljøstyrelsen finder på det
grundlag ikke, at Deres klienter er klageberettiget efter vandløbsloven,
hvorfor
Miljøstyrelsen ikke har mulighed for at realitetsbehandle Deres klage af 20.
maj 1997.”
B kommenterede styrelsens
afgørelse i brev af 23. marts 1998 til Miljøstyrelsen.
Skov- og Naturstyrelsen
overtog pr. 1. januar 1999 sagen i forbindelse med en strukturændring i
Miljø-
og Energiministeriet, og i brev af 6. januar 1999 fremsendte B yderligere
bemærkninger til sagen til denne styrelse.
I brev af 24. marts 1999 tog
Skov- og Naturstyrelsen stilling til sagen. Styrelsen anførte bl.a. følgende:
”Skov- og Naturstyrelsen
skal indledningsvis bemærke, at det fremgår af Miljøstyrelsens cirkulære af
26.
februar 1985 om vandløbsloven, at Miljøstyrelsen (nu Skov- og Naturstyrelsen)
er ankeinstans for de materielle (tekniske) afgørelser, der træffes af
amtsråd
og kommunalbestyrelser i henhold til loven, jf. cirkulærets punkt 4.2
Miljøstyrelsen.
Skov- og Naturstyrelsen skal
desuden bemærke, at opstemningsanlæg eller andre anlæg, der hindrer vandets
frie løb eller i øvrigt kan være til skade for vandløbet, ikke må anlægges
eller ændres, herunder driftsmæssigt, uden vandløbsmyndighedens godkendelse,
jf. vandløbslovens § 48.
Da Vestsjællands Amt i
forbindelse med vedtagelsen af det nye regulativ for ( ) ikke har ændret på
en
evt. opstemningsret, eller har mulighed for at ændre en evt. opstemningsret,
jf. ovenfor om vandløbslovens § 48, finder Skov- og Naturstyrelsen ikke, at
Deres klienter er klageberettiget efter vandløbsloven.
Skov- og Naturstyrelsen skal
desuden oplyse, at en evt. opstemningsret efter vandløbsloven ikke kan
udnyttes
før der er opnået godkendelse hertil efter naturbeskyttelsesloven m.v., jf. §
23, stk. 1, i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983
om
vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering af vandløb.
Skov- og Naturstyrelsen har
på den baggrund ikke taget stilling til, om Vestsjællands Amts skrivelser fra
1987, 1991 og 1992 skulle være begunstigende forvaltningsakter, jf. ovenfor,
ligesom Vestsjællands Amts skrivelse af 3. juni 1997 ikke har indgået i
styrelsernes afgørelser.”
Herefter klagede B i brev af
10. august 1999 til mig. Jeg meddelte ham at jeg ikke kunne behandle klagen
over Skov- og Naturstyrelsens afgørelse af 18. juli 1997 da denne var
forældet
i forhold til ombudsmandsloven.
Jeg bad imidlertid Skov- og
Naturstyrelsen om en udtalelse i anledning af den del af klagen som vedrørte
spørgsmålet om klageberettigelse i henhold til vandløbsloven. Jeg bad om at
styrelsen i udtalelsen kom nærmere ind på spørgsmålet om i hvilket omfang
styrelsens afvisning af at realitetsbehandle sagen skyldtes at klagerne efter
styrelsens opfattelse ikke opfyldte kravene til klageberettigelse, jf.
vandløbslovens § 84, stk. 1, og/eller om afvisningen af at realitetsbehandle
sagen skyldtes at der efter styrelsens opfattelse ikke forelå en afgørelse
truffet af amtet der var genstand for påklage i henhold til vandløbsloven.
I brev af 13. juli 2000
udtalte Skov- og Naturstyrelsen at afvisningen var begrundet med at amtet med
vedtagelsen af regulativet og med amtets skrivelser af 20. marts 1996 og 20.
marts 1997 ikke havde truffet en afgørelse i medfør af § 48 eller § 50 i
vandløbsloven der var genstand for klage. En afgørelse efter § 48 i
vandløbsloven forudsatte en ansøgning og sagsbehandling efter reglerne i
kapitel
6 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 424 af 7. september 1983.
I brev af 15. september 2000
til mig udtalte B bl.a. at amtet med vedtagelsen af regulativet tilsidesatte
den tilladelse som hans klienter havde vedrørende ejendommen.
Ombudsmandens udtalelse
”1. Afvisningen af klagen
Amtets tilkendegivelse af at en genoptagelse af opstemningsretten til andet
formål end det oprindelige krævede godkendelse, blev første gang fremsat i
brevet af 20. marts 1996 til (A). Brevet blev imidlertid tilbagekaldt i brev
af 20. marts 1997.
Spørgsmålet er herefter om amtet ved at gentage denne opfattelse i brevet af
20. marts 1997 og i det nye regulativ traf en afgørelse som kunne påklages.
Vandløbslovens § 80, stk. 1, 1. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj
1992 med senere ændringer) har denne ordlyd:
’
§ 80.
Vandløbsmyndighedens afgørelser kan påklages til Miljøstyrelsen, jf. dog §§
67 og 68.’
Det fremgår ikke af forarbejderne til denne bestemmelse (Folketingstidende
1981-82, 2. samling, tillæg A, sp. 1203) hvad der forstås ved afgørelser. Det
nævnes blot at bestemmelsen svarer til den dagældende bestemmelse i bl.a.
miljøbeskyttelseslovens § 70, stk. 1.
Der er ikke i denne bestemmelse eller forarbejderne hertil nærmere redegjort
for hvad der forstås ved afgørelser.
Af cirkulære nr. 21 af 26. februar 1985 om vandløbsloven, pkt. 4.2., fremgår
det at ’Miljøstyrelsen er ankeinstans for de materielle (tekniske)
afgørelser, der træffes af amtsråd og kommunalbestyrelser i henhold til
loven’.
Jeg må herefter lægge til grund at spørgsmålet om hvad der skal forstås ved
afgørelser – og dermed hvad der kan gøres til genstand for klage –
skal bedømmes ud fra det almindelige forvaltningsretlige afgørelsesbegreb.
I forarbejderne til forvaltningsloven er det anført at afgørelsessager sigter
til sådanne sager i hvilke der udfærdiges retsakter, dvs. udtalelser der går
ud på at fastsætte hvad der er eller skal være ret i et foreliggende
tilfælde, jf.
Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 115. Uden for afgørelsesbegrebet i
forvaltningslovens forstand falder således bl.a. forvaltningens uforbindende
udtalelser.
Det kan undertiden give
anledning til tvivl om en tilkendegivelse fra en myndighed skal betragtes som
en uforbindende udtalelse eller som en bindende afgørelse. Jeg henviser bl.a.
til Folketingets Ombudsmands beretning for 1999, s. 693ff*, navnlig s. 714.
Efter min opfattelse kan det i den foreliggende sag give anledning til en vis
tvivl om det i amtets brev af 20. marts 1997 anførte om at amtets advokat er
enig med administrationen i at en genoptagelse af opstemningen kræver nye
tilladelser efter vandløbslovens § 48 og naturbeskyttelseslovens § 3, kan
betragtes som en blot uforpligtende udtalelse. Det anførte må imidlertid
forstås som en tilkendegivelse om at amtet fastholdt den opfattelse af dette
spørgsmål som amtet tidligere havde givet udtryk for i brevet af 20. marts
1996. Afgørelsen i brevet af 20. marts 1996 om at afslå hvad amtet betragtede
som (A)’s ansøgning om tilladelse til at genoptage opstemningen, blev
ganske
vist tilbagekaldt i brevet af 20. marts 1997, men amtet fastholdt sin
opfattelse af at en genoptagelse af opstemningen krævede tilladelse efter
vandløbsloven. Da brevet af 20. marts 1996 også på dette punkt var formuleret
som en uforbeholden meddelelse om (A)’s retsstilling, må brevet af 20.
marts
1997 antagelig forstås på samme måde. Hertil kommer den omstændighed at det i
vandløbsregulativet er indføjet at en genoptagelse af opstemningen til andet
formål end den oprindelige mølleridrift kræver vandløbsmyndighedens
godkendelse
i henhold til vandløbslovens § 48. Da vandløbsregulativet er et bindende
regelsæt, kan den nævnte bestemmelse ikke betragtes som en blot uforbindende
udtalelse.
I den forvaltningsretlige
litteratur
sondres der
mellem konstaterende og konstitutive
forvaltningsakter. De konstaterende akter kendetegnes ved at de ikke skaber,
ændrer eller ophæver retsforhold, men blot fastslår hvad der også før
afgørelsen var gældende. De konstitutive forvaltningsakter er derimod
karakteriseret ved at de skaber, ændrer eller ophæver retsforhold. Der
henvises
til Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige emner, 3. udgave
(1997), s. 71f, og Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, 5. udgave (1965), s.
262. Desuden henvises til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3.
udgave (1999), s. 109ff.
Amtets tilkendegivelse af at
en genoptagelse af opstemningsretten til andet formål end det oprindelige
krævede godkendelse, må efter min opfattelse karakteriseres som en
konstaterende forvaltningsakt idet det blev fastslået at den eksisterende
opstemningsret til mølleridrift ikke måtte benyttes til andet formål uden
forudgående godkendelse, og at Deres opfattelse hvorefter opstemningsretten
kunne udnyttes uden begrænsninger, var forkert. Amtet fastslog således
rækkevidden af den eksisterende opstemningsret og dermed hvad der var
gældende
ret efter vandløbsloven i det konkrete tilfælde.
Sondringen mellem
konstaterende og konstitutive forvaltningsakter har ikke mindst betydning i
forbindelse med forvaltningens udstedelse af påbud. Betænkning nr. 981/1983
om
håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen indeholder i afsnit 5 om
konstaterende standsningspåbud en gennemgang af om sådanne påbud var omfattet
af samme regler som konstitutive påbud med hensyn til bl.a. fristfastsættelse
og forhåndsvarsling. Der blev i betænkningen rejst betydelig tvivl om disse
spørgsmål, og også spørgsmålet om klageadgang blev i en vis udstrækning anset
for tvivlsomt. Endvidere gav Folketingets Ombudsmand i en sag der er gengivet
i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 196ff*, udtryk for at
bestemmelsen i § 68 i den dagældende miljøbeskyttelseslov om forhåndsvarsling
i
hvert fald generelt ikke kunne anses for uanvendelig i forhold til påbud om
at
berigtige ulovlige forhold. På den baggrund blev der ved lov nr. 250 af 23.
maj
1984 om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove indsat bestemmelser
i
flere love inden for Miljøministeriets område om at adressaten for visse
konstaterende påbud efter loven ikke havde krav på forhåndsvarsling eller
fastsættelse af en frist, jf. bl.a. vandløbslovens § 77 a og den dagældende
miljøbeskyttelseslovs § 68 a. På linje hermed er der i den nugældende
miljøbeskyttelseslovs § 37 indsat en bestemmelse om at der med de undtagelser
der følger af § 37, stk. 2, ikke kan klages til anden administrativ myndighed
over godkendelsesmyndighedens afgørelse om at et anlæg mv. er
godkendelsespligtigt
efter lovens kapitel 5.
Vandløbsloven indeholder
ikke en bestemmelse svarende til miljøbeskyttelseslovens § 37 om at
vandløbsmyndighedens afgørelse om at et anlæg er godkendelsespligtigt efter
lovens § 48, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Spørgsmålet
om klageadgang må derfor afgøres efter lovens klagebestemmelser sammenholdt
med
de almindelige forvaltningsretlige regler.
I Miljøstyrelsens vejledning
nr. 12/1992 om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven, pkt. 2.3.1, er det
anført
at konstaterende standsningspåbud (der i vejledningen betegnes som
indskærpelser) ikke kan påklages til anden myndighed da de ikke kan indeholde
nye bestemmelser. Det må imidlertid tages i betragtning at
miljøbeskyttelsesloven i § 69, stk. 3, indeholder en bestemmelse om at
tilsynsmyndighedens
afgørelser efter stk. 1, herunder påbud til den ansvarlige om at genoprette
den
hidtidige tilstand, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Vandløbsloven indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse; tværtimod fremgår
det
af lovens § 82 at forbud og påbud kan gøres til genstand for klage. Det i
vejledningen anførte har derfor næppe betydning ved bedømmelsen af
retstilstanden efter vandløbsloven. Spørgsmålet er ikke omtalt i cirkulæret
om
vandløbsloven.
I Mogens Moe, Miljøret, 4.
udgave (2000), s. 296, er bl.a. anført følgende angående sondringen mellem
konstitutive og konstaterende retsakter:
’I de oplagte tilfælde er
ingen i dag i tvivl om, at en virksomhed ikke kan anke over, at den skal
overholde gældende krav. Men hvad nu, hvis der er fortolkningstvivl? Hvis
virksomheden fortolker sin godkendelse på én måde, miljømyndigheden på en
anden
måde? Eller hvis man er uenige om fortolkningen af en af miljølovgivningens
generelle regler? Her har praksis også efter 1983 været meget usikker.’
I Ellen Margrethe Basse og
Birgitte Egelund Olsen mfl., Miljøretten I, Almindelige emner (2001), s. 313,
er bl.a. anført følgende:
’Sondringen har bl.a.
betydning for adgangen til at påklage en afgørelse. Er der tale om et påbud,
der er konstitutivt, vil udgangspunktet være, at der er en adgang til at
påklage afgørelsen ( ), og klagen vil ofte kunne tillægges suspensiv virkning
( ). Derimod kan klage over konstaterende påbud være afskåret – det
gælder fx i
medfør af mbl’s § 69, stk. 3.’
Skov- og Naturstyrelsen har
anført at en afgørelse efter vandløbslovens § 48 forudsætter en ansøgning og
sagsbehandling efter reglerne i kapitel 6 i bekendtgørelse nr. 424 af 7.
september 1983 om vandløbsregulering m.v., herunder om restaurering af
vandløb.
Reglerne i bekendtgørelsens kapitel 6 fastlægger hvordan sagsbehandlingen
tilrettelægges når vandløbsmyndigheden skal træffe afgørelse om bl.a.
godkendelse af opstemningsanlæg.
Efter min opfattelse
er det uden betydning for vurderingen
af klageadgangen i denne sag om der havde fundet en sagsbehandling sted efter
disse
regler. De omhandler kun konstitutive afgørelser
og har ikke betydning for spørgsmålet
om hvorvidt konstaterende afgørelser kan påklages. Der er heller ikke i
vandløbslovens klagebestemmelser eller forarbejderne hertil forudsætninger om
at udnyttelsen af klageadgangen forudsætter en ansøgning og sagsbehandling
efter de nævnte regler.
Ved bedømmelsen af
spørgsmålet om hvorvidt der var adgang til at klage over Vestsjællands Amts
tilkendegivelse om at (A) ikke kunne genoptage udnyttelsen af
opstemningsretten til andet formål end det
oprindelige uden en godkendelse efter vandløbslovens § 48, må der efter min
opfattelse lægges vægt på at der ikke er grundlag for at antage at der ved
afgrænsningen af hvilke beslutninger der kan påklages efter vandløbslovens §
80, er sket en fravigelse fra det almindelige forvaltningsretlige
afgørelsesbegreb.
Desuden må der lægges vægt på at amtets udtalelse om retsstillingen ikke blot
havde karakter af en uforbindende vejledning, men må anses for en bindende
afgørelse. Disse forhold taler med styrke for at anse forholdet for omfattet
af
klageadgangen efter vandløbslovens § 80.
Endvidere
kan nævnes at klagen over amtets
tilkendegivelse om at genoptagelse krævede dispensation fra
naturbeskyttelseslovens § 3, blev realitetsbehandlet af Skov- og
Naturstyrelsen. Klageadgangen efter naturbeskyttelsesloven omfatter på samme
måde som efter
vandløbsloven amtets
’afgørelser’, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1. Det
forekommer
inkonsekvent at Skov- og Naturstyrelsen
træffer
forskellige afgørelser på et identisk retsgrundlag.
Samlet er det min opfattelse
at afgørelsen i den foreliggende sag var omfattet af klageadgangen efter
vandløbslovens § 80. I betragtning af at der i betænkningen om håndhævelse af
bygge- og miljølovgivningen rejses tvivl om i hvilken udstrækning der er
adgang
til at klage over konstaterende standsningspåbud, og at spørgsmålet heller
ikke
kan anses for endeligt afklaret i perioden efter afgivelsen af betænkningen,
må
spørgsmålet om klageadgangen i den foreliggende sag dog anses for at være
behæftet med en vis usikkerhed. Jeg har derfor ikke fuldt tilstrækkeligt
grundlag for at udtale min opfattelse som en kritik af
Skov- og Naturstyrelsen.
Jeg har imidlertid
henstillet til Skov- og Naturstyrelsen at den overvejer genoptagelse af sagen
i
lyset af det jeg har anført.
Jeg har endvidere henstillet
til Skov- og Naturstyrelsen at den overvejer at søge spørgsmålet nærmere
afklaret i forbindelse med en kommende ændring af vandløbsloven.
2. Begrundelsen for afvisningen
En begrundelse for en
afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke
afgørelsen er truffet, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.
Begrundelsen skal endvidere
efter § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det
pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3.
udgave (1999), s. 420.
Hverken Miljøstyrelsens
afgørelse af 12. marts 1998 eller Skov- og Naturstyrelsens afgørelse af 24.
marts 1999 indeholdt en henvisning til vandløbslovens § 80. Dette anser jeg
for
beklageligt.
Miljøstyrelsens afgørelse er
desuden formuleret på en måde som kan give anledning til tvivl om hvorfor
styrelsen ikke anså Deres klienter for klageberettigede. Dette anser jeg for
beklageligt.
Jeg har gjort myndighederne
bekendt med min opfattelse.”
Skov- og Naturstyrelsen
meddelte mig ved kopi af brev af 3. januar 2002 til klager at styrelsen havde
genoptaget sagen og realitetsbehandlet klagen.
Jeg meddelte herefter
styrelsen at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i den
konkrete sag.
NOTER: (*)
FOB 1999, s. 693, og FOB 1981, s. 196.
Lignende dokumenter
- 2020-37. Kommunes svar til grundejere var en afgørelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne behandle Retsinformation · 27. november 2020
- Et bindende svar om, hvorvidt afståelse af arealer enten kan ske skattefrit på ekspropriationslignende vilkår efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk.… Landsskatteretten · 16. november 2016
- Sag om prøvelse af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til regulering af et offentligt vandløb Domsdatabasen · 13. marts 2023
- Afståelse i ekspropriationssituation Retsinformation · 18. juli 2007
- 1994 LSF 134 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF VANDLØBSLOVEN OG VANDFORSYNINGSLOVEN Retsinformation · 15. juni 1995
- SKAT har besvaret spørgsmål 1 og 2 med et "Nej", hvorefter spørgsmål 3 er bortfaldet Landsskatteretten · 3. marts 2014