Spring til indhold

Retsinformation

Fortolkning af pensionslovens § 17, stk. 1 og stk. 3, om personligt tillæg. Generel afgørelse. Hjemmel. Begrundelse

FOU nr 2000.355UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fortolkning af pensionslovens § 17, stk. 1 og stk. 3, om

personligt tillæg. Generel afgørelse. Hjemmel. Begrundelse

En mand, A, klagede over et

socialt nævns og en kommunes behandling og afgørelser vedrørende A’s sag

om

personligt tillæg til tandlægeudgifter og til merudgifter til diætkost og

udgifter til samvær med A’s barn.

Det fremgik af sagen at A er

født i 1956. A lider bl.a. af diabetes og er blind. A modtager højeste

førtidspension og bistandstillæg.

Den 18. juni 1998 afslog

kommunen A’s ansøgning om personligt tillæg til dækning af

tandlægeudgifter til

en kronebehandling. Kommunen anførte bl.a.:

”Den eventuelle økonomiske

bistand til Deres tandbehandling udgør:

I alt kr. 200,80

Begrundelse

Tandlægen har anbefalet, at

der udføres en kronebehandling til kr. 5010,00 på –6. Imidlertid ydes

der ikke

tilskud til kronebehandling efter pensionslovens § 17. stk. 1, da det ikke

betragtes som almindelig bevarende tandbehandling. Der gøres samtidig

opmærksom

på, at såfremt Deres økonomiske forhold er særligt vanskelige, er der

mulighed

for at søge tilskud til kronebehandling efter pensionsloven § 17. stk. 3. De

er

velkommen til at søge tilskud efter denne paragraf, ansøgningsskema er

vedlagt.

Læs alt

Ansøgning om behandling af –7 er annulleret, da tanden er fjernet.”

I et brev til de

pensionister i kommunen der modtog diættilskud skrev kommunen følgende (den

8.

december 1998):

”Vedrørende tilskud til diætkost.

På møde den 26. oktober 1998

har Ældre- og Handicapudvalget vedtaget, at der fra 1. januar 1999 ikke

længere

ydes tilskud til diætkost i henhold til

pensionslovens § 17 stk. 1.

Deres tilskud til diætkost

vil derfor blive standset med virkning fra 1. januar 1999. Hvis De mener, at

udgiften til diætkost vil belaste Deres økonomi væsentligt, har De mulighed

for

at søge hjælp i henhold til pensionslovens § 17 stk. 3. Hjælp efter denne

bestemmelse kan ydes, hvis Deres samlede økonomiske situation er særlig

vanskelig.

”

Den 29. december 1998

klagede A over kommunens afgørelse om at standse

diættilskuddet pr. 1. januar 1999. Samtidig

søgte A om personligt tillæg i medfør af § 17, stk. 3, til dækning af

A’s

udgifter til diæt og samvær med A’s barn. A’s henvendelse til

kommunen var

vedlagt en økonomisk opgørelse pr. 1. januar 1999:

”ØKONOMISK OPGØRELSE PR.

JANUAR 1999.

INDTÆGTER:

pr. år

pr. måned (afrundet)

Pension

kr. 151.248,-

Bistandstillæg

kr.

24.408,-

Varmetillæg

kr.

3.780,-

I alt brutto

kr. 179.436,-

Kildeskat

kr.

41.454,-

I alt netto

kr. 137.982

kr. 11.498,-

UDGIFTER:

pr. år

pr. måned

Boligudgifter:

Termin

kr. 55.099,-

Boliglån, DBS

kr.

3.600,-

Ejendomsskat/renovation

kr.

6.885,-

Vandafledningsafgift

kr.

3.366,-

Varme

kr. 10.160,-

El

kr.

3.760,-

Vand

kr.

1.601,-

Husforsikring

kr.

2.446,-

Skorstensfejer

kr.

200,-

Boligudgift i alt

kr. 87.117,-

kr. 7.260,-

Øvrige udgifter incl. handicapkompenserende:

år

pr. måned

Indbo-ulykkesforsikring

kr.

2.228,-

Licens

kr.

272,-

Togkort

kr.

480,-

Kontingent DBS/Diabetesforen.

kr.

160,-

Samvær m. eget barn (se note 1)

kr.

4.920,-

Pensionistservice (have)

kr.

1.250,-

I alt

kr.

9.310,-

kr.

776,-

Telefon (se note 2)

kv.

kr.

2.106,-

kr.

702,-

Taxakørsel (dec. 98)

md.

kr.

759,-

kr.

759,-

Kommuneserv. (se note 3)

md.

kr.

150,-

kr.

150,-

Egenandel hjertemedicin

md.

kr.

25,-

kr.

25,-

Udbringning af varer

md.

kr.

30,-

kr.

30,-

Diætkost

md.

kr.

360,-

kr.

360,-

Udgifter i alt

kr. 10.062,-

Til disposition

kr.

1.436,-

Den 21. januar 1999 sendte

kommunen sagen om personligt tillæg til merudgifter til diætkost og

samværsudgifter

til det sociale nævn. Kommunen oplyste samtidig følgende i et brev til A:

”

Til orientering skal det

oplyses, at vi efter en revurdering ikke har fundet anledning til at ændre

afgørelsen truffet efter pensionsloven § 17 stk. 1.

Ved revurderingen er der

også taget stilling til din nye ansøgning med det fremsendte budgetskema,

hvoraf Ældre- og Handicapudvalget alene medtager udgifter jfr. vedlagte skema

ved beregning af personlige tillæg efter pensionsloven § 17 stk. 3 om

pensionistens økonomiske forhold er ganske vanskeligt stillet.

Rådighedsbeløbet, når der er taget højde for almindelige faste udgifter, jfr.

det vedlagte skema, er af en sådan størrelse (kr. 5.000,-) at trods

handicapkompenserende udgifter, vil du ikke være at betragte som værende

ganske

vanskeligt stillet.

Der udover betaler du en

restskat for 1997 indregnet i skatten for 1999 på kr. 1.014,- månedligt.

Såfremt du kontakter Opkrævningsafdelingen, vil du have mulighed for at indgå

en anden afdragsordning.

”

A klagede over afgørelsen. I

klagen af 30. januar 1999 gjorde A bl.a. gældende:

”

I brev af den 21. januar

1999 giver (K) kommune mig afslag på min ansøgning om økonomisk hjælp til

diabeteskost og samvær med eget barn efter pensionslovens pgr. 17, stk. 3.

Kommunen sender umiddelbart

min sag som en klagesag til Det Sociale Nævn sammen med min klage af den 29.

december 1998 over, at man i brev af den 8. december 1998 har frataget

diætkosttilskuddet efter pensionslovens pgr. 17, stk. 1.

Jeg beklager meget, at

kommunen har sendt min sag til Det Sociale Nævn, uden at jeg først er gjort

bekendt med indholdet i afslaget efter pgr. 17, stk. 3, og at man dermed ikke

først har givet mig mulighed for at forholde mig til afslaget.

På trods af nævnets

afgørelse af den 18. juni 1997 og SM P2-96 fortsætter (K) kommune med at

medtage bistandstillægget som indtægt uden at ville forholde sig til de

handicapkompenserende udgifter.

Da videnen om

handicapforhold og forståelsen af den enkeltes handicapsituation åbenbart er

så

mangelfuld, som det efterladte indtryk tyder på, skal jeg efterfølgende gøre

rede for de handicapkompenserende udgifter i min økonomiske opgørelse.

Telefonsamtaler bør helt

eller delvist medtages. Som blind kan jeg ikke benytte en telefonbog, men må

benytte nummeroplysningen. P.g.a. dårlig mobilitet, som følge af blindheden,

vil det ofte være nødvendigt at ringe rundt for først at undersøge, hvor en

vare kan leveres. Derudover er en stor del af samtaleudgiften i forbindelse

med

frivilligt arbejde i handicaporganisationer, herunder rådgivning.

Mobiltelefon benytter jeg

bl.a. til at ringe efter taxa, når dette, uden for hjemmet, viser sig

nødvendigt. Og til, når jeg selv kommer frem til en fremmed lokalitet, at

ringe

efter hjælp til at finde indgange m.m. Samtaleudgiften til mobiltelefonen er

ret begrænset.

I nævnets afgørelse af den

18. juni 1997 har man da også godkendt såvel samtaleudgifter som

mobiltelefon.

Taxakørsel er for blinde en

almindelig accepteret handicapkompenserende merudgift. I øvrigt kan blinde

ikke

benytte sig af handicapkørsel.

Ud over min blindhed er jeg

diabetiker, hjertepatient og har neuropati i fødder, ben og ryg. Selv om jeg

ikke havde kalkuleret med at benytte taxa, viser det sig p.g.a. førnævnte,

eller når jeg færdes steder, hvor jeg ikke er kendt, ikke sjældent nødvendigt

at ringe efter en taxa. I disse situationer er det, som før nævnt, nødvendigt

med mobiltelefonen.

Udgiften til tog- og buskort

er helt nødvendig for min mobilitet, og udgiften til handicaporganisationer

skyldes jo netop mine handicaps. Nævnet har da også godkendt disse udgifter i

afgørelse af den 18. juni 1997.

Pensionistservice er

udelukkende til at slå græs og klippe hæk, som jeg p.g.a. min blindhed ikke

selv kan udføre. Indtil min blindhed har jeg altid selv udført opgaven.

Udgiften under ’kommuneservice’

er til stokkespidser, specialpapir til punktskrivemaskine, specialmærkater og

strimler til afmærkning med punktskrift, kassetter til arkivering af lydbånd

m.m.

Egenandel af hjertemedicin

er til den del af lægeordineret hjerte- og blodfortyndende behandling, som

man

af en eller anden grund ikke dækker fuldt ud over medicinkortet.

P.g.a. min blindhed er det

ikke muligt for mig at bruge min cykel eller andre transportmidler til at

hjembringe større og tungere dagligvarer, hvorfor det er nødvendigt at betale

for at få disse bragt hjem. Jeg modtager hverken hjemme- eller indkøbshjælp.

Fodpleje, som jeg dog ved en

fejl ikke har medtaget i min økonomiske opgørelse bør ligeledes medtages.

P.g.a. nedsat følesans i fødderne, mærker man ikke skader på fødderne, som

samtidig har svært ved at heles, er fodpleje et vigtigt aspekt for

diabetikere.

Da jeg samtidig er blind, burde det ikke være så svært at forstå, hvorfor det

skal betragtes som en handicapkompenserende udgift. Udgiften andrager kr.

522,-

pr. år.

Merudgiften til diætkost for

diabetikere er et faktum, som nævnet har anerkendt bl.a. i afgørelsen af den

30. august 1994, jour.nr. ( ), hvorfor udgift svarende til diætkosttilskuddet

naturligvis skal medregnes i den økonomiske vurdering.

Udgiften til samvær med eget

barn er også en reel merudgift, som jeg mener bør medtages i vurderingen,

hvilket nævnet da også gjorde i sin afgørelse af den 18. juni 1997.

I sag som fulgte af

afgørelsen i nævnet af den 18. juni 1997 gjorde jeg opmærksom på, at jeg for

1997 betalte for lidt i skat. Det ønskede man på det tidspunkt ikke at

forholde

sig til. Den skatteregning er til betaling i 1999, og således en del af min

aktuelle økonomiske situation. Jeg finder det meget uheldigt, hvis det alene

er

konsekvenserne for kommunen som afgør, om man ønsker at forholde sig til den

samme udgift eller ikke.

Isoleret set er flere af de

handicapkompenserende udgifter begrænsede, men samlet set er det en meget

betydelig ekstraudgift p.g.a. mine handicaps.

Det vil ikke være muligt for

mig at nedbringe udgiften til handicapkompenserende forhold yderligere, uden

at

det vil gå ud over min mobilitet og nuværende funktionsniveau, hvilket efter

min opfattelse vil være at diskriminere mig p.g.a. mine handicaps.

Jeg vil endvidere henvise

til FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede af december

1993

samt folketingsbeslutning af 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling

af

handicappede med andre borgere.”

Den 14. januar 1999 havde A

på ny søgt om støtte til kronebehandlingen, denne gang i medfør af

pensionslovens § 17, stk. 3. Den 4. februar 1999 meddelte kommunen imidlertid

at kommunen ikke ville tage sagen op til behandling da kommunen tidligere

havde

truffet afgørelse i sagen. I brev af 11. februar 1999 gjorde A kommunen

opmærksom

på at han søgte i medfør af pensionslovens § 17, stk. 3, og ikke som

tidligere

i medfør af § 17, stk. 1. Den 1. marts 1999 afslog kommunen A’s

ansøgning:

”Vi har behandlet din

ansøgning vedrørende økonomisk hjælp til dækning af ovenstående.

Ved behandling af din

ansøgning har man taget udgangspunkt i budgetskema, dateret den 20. januar

1999. Rådighedsbeløbet, når der er taget højde for almindelige faste

udgifter,

er af en sådan størrelse (kr. 5.000,-), at trods handicapkompenserende

udgifter, vil du ikke være at betragte som værende ganske særlig vanskeligt

stillet økonomisk, hvilket er en betingelse for at modtage hjælp efter

pensionslovens § 17 stk. 3.

Som oplyst i vores brev af

21. januar 1999 betaler du der udover en restskat for 1997 indregnet i

skatten

for 1999 på kr. 1.014,- månedligt. Såfremt du kontakter

Opkrævningsafdelingen,

vil du have mulighed for at indgå en anden afdragsordning.

Da du bor i ejerlejlighed,

har du som tidligere orienteret, også mulighed for at bedre din økonomi ved

at

søge om boligydelse som lån til ejerboliger eller at få indefrosset

ejendomsskatterne.”

A klagede den 24. marts 1999

over kommunens afgørelse. I klagen henviste A til det anførte i A’s

klage af

30. januar 1999 (i sagen angående diættilskud og udgifter til samvær).

Den 13. april 1999 meddelte

kommunen at den efter en revurdering ikke fandt grundlag for at ændre

afgørelsen angående personligt tillæg til dækning af udgifter til

tandlægebehandling, og at sagen var sendt videre til det sociale nævn.

Den 28. april 1999 sendte

nævnet A en beskrivelse af forholdene i sagen om diættilskud og udgifter til

samvær. Den 6. maj 1999 kommenterede A det tilsendte. Den 11. maj 1999 traf

det

sociale nævn følgende afgørelse:

”

Nævnet giver Dem ikke

medhold i Deres klage over (K) kommunes afgørelse.

Nævnet har ikke fundet

grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering, hvorefter De

selv findes at være i stand til at afholde Deres udgifter til diætkost og

samvær med Deres barn.

Nævnet har herved lagt vægt

på oplysningerne om Deres indtægter og udgifter.

Nævnet har således fundet,

at De ikke er ganske særlig vanskeligt stillet, og at betingelserne for at

yde

Dem hjælp efter pensionslovens § 17, stk. 1 eller stk. 3 derfor ikke er

opfyldt.

Nævnet finder, som i Deres

tidligere sager om hjælp efter pensionslovens § 17, stk. 1 og 3, at der ved

den

økonomiske vurdering skal medtages samtlige indtægter og rimelige udgifter,

herunder nødvendige udgifter forbundet med Deres handicap.

Nævnet har ved afgørelsen

taget hensyn til, at De har mulighed for at få indefrosset Deres ejendomsskat

eller modtage boligydelse som lån.

Nævnet ændrer således ikke

kommunens afgørelse.

”

Af afsnittet om

grundlaget for nævnets afgørelse fremgår:

”

Det fremgår af kommunens

budgetskema, at kommunen har lagt følgende oplysninger om Deres indtægter og

udgifter til grund ved afgørelsen.

Indtægter, brutto pr. måned:

Pension og bistandstillæg

kr.

14.638,00

Varmetillæg

kr.

315,00

Indtægter i alt

kr.

14.953,00

Godkendte faste udgifter pr. måned:

Skat

kr.

2.447,00

Termin

kr.

4.891,58

Ejendomsskat

kr.

573,75

Forsikring/hus

kr.

203,83

Forsikring

kr.

185,67

Varme

kr.

846,67

El

kr.

313,33

Vandafgift

kr.

280,50

Licens

kr.

74,00

Telefonabonnement

kr.

120,00

Skorstensfejer

kr.

16,67

Udgifter i alt

kr.

9.953,00

Til rest til underhold og

øvrige faste udgifter er herefter pr. måned kr. 5.000,00.

Ifølge Deres økonomiske

opgørelse, der er vedlagt sagen i sin helhed, har De følgende indtægter og

udgifter pr. måned.

Indtægter, brutto pr. måned:

Pension

kr.

12.604,00

Bistandstillæg

kr.

2.034,00

Varmetillæg

kr.

315,00

Indtægter i alt

kr.

14.953,00

Udgifter pr. måned:

Skat

kr.

3.454,50

Termin

kr.

4.891,58

Ejendomsskat

kr.

573,75

Vandafgift

kr.

280,50

Varme

kr.

846,66

El

kr.

313,33

Vand

kr.

133,41

Husforsikring

kr.

203,83

Skorstensfejer

kr.

16,66

Telefon

kr.

702,00

Licens

kr.

22,66

Forsikring

kr.

185,66

Togkort

kr.

40,00

Kontigent DBS

kr.

13,33

Samvær

kr.

410,00

Pensionistservice

kr.

104,15

Taxi

kr.

759,00

Kommuneservice

kr.

150,00

Medicin

kr.

25,00

Udbringning af varer

kr.

30,00

Diætkost

kr.

360,00

Udgifter i alt

kr.

13.516,02

”

Den 31. maj 1999 klagede A

telefonisk over afgørelsen angående diættilskud og udgifter til samvær.

Det sociale nævn sendte med

brev af 27. maj 1999 A en beskrivelse af forholdene i A’s sag om

personligt

tillæg til tandlægeudgifter. Nævnet bad A om at fremkomme med eventuelle

bemærkninger. Den 3. juni 1999 kommenterede A det tilsendte materiale

således:

”

Ældre- og handicapafdelingen

har ikke forholdt sig til mine handicapkompenserende udgifter eller behov,

hvorfor de ikke kan være i stand til at afgøre, om jeg kan klare mig for mit

rådighedsbeløb. Dette på trods af at statsamtet i afgørelse af den 18. juni

1997, jour.nr. ( ), slår fast, at hvis bistandstillægget medtages som

indtægt,

skal de handicapkompenserende udgifter også medtages.

Det er stærkt manipulerende,

at ældre- og handicapafdelingen beregner mit rådighedsbeløb, så det fremviser

kr. 5.000,- pr. md. uden hensyntagen til, at der er en lang række faste,

nødvendige udgifter, herunder til barn og de handicapkompenserende forhold,

således at mit rådighedsbeløb reelt kun er ca. kr. 1.500,- pr. md.

Ved at ældre- og

handicapafdelingen på denne måde forlanger af mig, at jeg skal benytte mit

handicapkompenserende tillæg som almindelig rådighedsbeløb, forlanger man

samtidig at jeg skal begrænse mit funktionsniveau alene p.g.a. mine

handicaps.

Det er allerede sket ved, at

jeg har måttet undlade at deltage i besøg og derved er blevet mere isoleret,

og

ved at jeg har måttet gøre mig meget mere afhængig af andre.

Det er en urimelig krænkelse

af mine rettigheder, når der er ydet et beløb til at kompensere for

handicappene.

Det er efter min opfattelse

at diskriminere mig p.g.a. mine handicaps, og jeg vil henvise til FN’s

standardregler om lige muligheder for handicappede af december 1993 samt

folketingsbeslutning af 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling af

handicappede med andre borgere.

Hvis jeg ikke havde

handicaps og således ikke modtog bistandstillægget, ville mit rådighedsbeløb

alene herved reduceres med mere end kr. 2.000,- pr. md.

Selv om jeg fik indefrosset

ejendomsskatten, ville det ikke ændre mine forhold i et omfang, så jeg ville

have mulighed for at afholde den ansøgte ekstraudgift.

Det er min opfattelse, at

SM-P2-96 som tager udgangspunkt i 2 sager, hvor der ikke var dokumenterede

handicapkompenserende udgifter, ikke bør danne præcedens for sager, hvor der

er

dokumenterede handicapkompenserende udgifter.

Men at når dette er

tilfældet, så bør hele handicapaspektet holdes helt ude af den økonomiske

vurdering.

De handicapkompenserende

udgifter vil ofte være uforudsigelige. Bl.a. spiller vejret, is, sne og stærk

vind, en stor betydning for, om jeg kan færdes ved den hvide stok, eller om

taxakørsel er nødvendigt for min mobilitet. Derudover har kulde en stor

betydning for mit hjerte.

Til ældre- og

handicapafdelingens beregning vil jeg bemærke, at man har medtaget

vandafledningsafgift men ikke forbrug af vand, som efter mine oplysninger

udgør

kr. 133,- pr. md.

Da jeg modtog

diætkosttilskud medtog man dette både som indtægt og udgift. Selv om man i

kommunen har frataget diætkosttilskud p.g.a. ændrede interne regler for

tilskud

efter pensionslovens pgr. 17 stk 1, skal beløbet stadig medtages som

udgift.”

Den 10. juni 1999 traf det

sociale nævn afgørelse i sagen om økonomisk hjælp til tandlægebehandling.

Nævnet skrev:

”

Nævnet giver Dem ikke

medhold i Deres klage over (K) Kommunes afgørelse.

Nævnet har ikke fundet

grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering, hvorefter De

selv findes at være i stand til at afholde udgiften til den ansøgte

tandbehandling.

Nævnet har herved lagt vægt

på oplysningerne om Deres indtægter og udgifter.

Nævnet har således fundet,

at De ikke er ganske særlig vanskeligt stillet, og at betingelserne for at

yde

Dem hjælp efter lov om social pension § 17, stk. 1 eller 3 derfor ikke er

opfyldt.

Nævnet finder, som i Deres

tidligere sager om hjælp efter lov om social pension § 17, stk. 1 og 3, at

der

ved den økonomiske vurdering skal medtages samtlige indtægter og rimelige

udgifter, herunder nødvendige udgifter forbundet med Deres handicap.

Nævnet har ved afgørelsen

taget hensyn til, at De har mulighed for at få indefrosset Deres ejendomsskat

eller modtage boligydelse som lån.

Nævnet ændrer således ikke

kommunens afgørelse.

”

Af afsnittet om grundlaget

for afgørelsen fremgik:

”

Det fremgår af kommunens

budgetskema, at kommunen har lagt følgende oplysninger om Deres indtægter og

udgifter til grund ved afgørelsen.

Indtægter, netto pr. måned:

Pension og bistandstillæg

kr.

14.638,00

Varmetillæg

kr.

315,00

Indtægter i alt

kr.

14.953,00

Godkendte faste udgifter pr. måned:

Skat

kr.

2.447,00

Termin

kr.

4.891,58

Ejendomsskat

kr.

573,75

Forsikring/hus

kr.

203,83

Varme

kr.

846,67

El

kr.

313,33

Vandafgift

kr.

280,50

Licens

kr.

74,00

Telefonabonnement

kr.

120,00

Skorstensfejer

kr.

16,67

Forsikring

kr.

185,67

Udgifter i alt

kr.

9.953,00

Til rest til underhold og

øvrige faste udgifter er herefter pr. måned 5.000,00 kr.

Ifølge Deres økonomiske

opgørelse, der er vedlagt Deres tidligere sag i nævnet, journalnr. ( ), og

som

er vedlagt denne sag i sin helhed, har De udgifter på i alt 13.516,02 kr.

”

Den 23. juni 1999 klagede A

telefonisk over afgørelsen angående personligt tillæg til dækning af

tandlægeudgifter. I brev af 16. juli 1999 uddybede A sin klage over det

sociale

nævns afgørelse om afslag på personligt tillæg. Den 2. august 1999 afviste

Den

Sociale Ankestyrelse at behandle sagerne om personligt tillæg til

tandbehandling, diættilskud og samværsudgifter. Ankestyrelsen fandt ikke at

sagerne var af generel eller principiel betydning.

Den 20. september 1999 bad

jeg det sociale nævn om en udtalelse. Jeg bad nævnet om at indhente en

udtalelse om sagen fra kommunen. Jeg bad myndighederne redegøre for med

hvilken

hjemmel kommunen havde besluttet at der ikke fra januar 1999 kunne ydes

tilskud

til diætkost i henhold til pensionslovens § 17, stk. 1. Hvis kommunen havde

udarbejdet interne retningslinier, bad jeg om at få tilsendt kopi af disse.

Jeg

bad også myndighederne om at redegøre nærmere for myndighedernes vurdering af

A’s økonomiske forhold og for hvorfor myndighederne ikke var enig i

A’s

redegørelse for sine økonomiske forhold. Endelig bad jeg om at få oplyst om

der

ved den økonomiske vurdering var medtaget udgifter som A særligt må afholde

som

følge af sine handicap.

Den 29. september 1999

udtalte kommunen:

”Under henvisning til jeres

brev af 22. september 1999 kan det oplyses, at Ældre- og Handicapudvalget i

(K)

kommune den 26. oktober 1998 har truffet afgørelse om, at tilskud til

diætkost

ikke skal ydes som fast månedlig ydelse. Herefter sker der alene udbetaling

efter pensionsloven § 17, stk. 3.

Der er ikke udarbejdet

interne retningslinier herfor.”

I brev af 11. oktober 1999

udtalte det sociale nævn:

”

Nævnet kan oplyse, at (K)

Kommune i brev af 29. september 1999 har oplyst, at kommunens Ældre- og

Handicapudvalg den 26. oktober 1998 har truffet afgørelse om, at tilskud til

diætkost ikke skal ydes som fast månedlig ydelse. Herefter sker der alene

udbetaling efter pensionslovens § 17, stk. 3. Der er ikke udarbejdet interne

retningslinier herfor.

Nævnet finder, at kommunen

har haft hjemmel til at træffe denne afgørelse efter pensionslovens § 17.

De har tillige anmodet om en

redegørelse for vurderingen af (A)’s økonomiske forhold, herunder for,

hvorfor

nævnet og kommunen ikke er enig i hans opgørelse af sine økonomiske forhold.

De

har endvidere anmodet om at få oplyst, om der ved den økonomiske vurdering er

medtaget udgifter som (A) særligt må afholde som følge af sit handicap.

Nævnet har fundet, at der

ved den økonomiske vurdering skal medtages samtlige indtægter og rimelige

udgifter, herunder tages hensyn til, at (A) har ekstra udgifter forbundet med

sit handicap.

Det er indgået i nævnets

vurdering, at (A)’s samlede boligudgifter er relativt høje i forhold til

hans

indtægt.

Nævnet har endvidere lagt

vægt på, at (A) har mulighed for at få indefrosset sin ejendomsskat eller

modtage boligydelse som lån.

Endelig er det indgået i

vurderingen, at også handicapbetingede udgifter, herunder udgifter til

telefon

og taxakørsel, i et vist omfang kan afpasses efter de økonomiske forhold.

Nævnet skal bemærke, at

nævnet kun kan efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af en

kommune, når der foreligger særlige omstændigheder, jfr. lov om retssikkerhed

og administration på det sociale område § 69.

Nævnet har herefter ikke

skønnet, at nævnet kan tilsidesætte kommunens vurdering om, at (A)’s

økonomiske

forhold ikke kan betragtes som ganske særlig vanskelige.

”

A kommenterede

myndighedernes udtalelser.

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

§ 17, stk. 1 og 3, i lov om social pension har følgende ordlyd:

’§ 17.

Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er

særlig vanskelige.

Stk. 3. Ud over personligt tillæg efter stk. 1 og 2 kan der

undtagelsesvis ydes personligt tillæg, hvis pensionistens økonomiske forhold

er ganske særlig vanskelige.’

Den nugældende formulering af pensionslovens § 17, stk. 1 og 3, blev

gennemført ved lov nr. 390 af 10. juni 1987 om ændring af lov om social

pension.

I bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp.

2429ff) står følgende om disse bestemmelser:

’Til nr. 1

ad § 17, stk. 1

Efter den hidtidige bestemmelse om ydelse af personlige tillæg kan disse

– efter kommunens skøn – ydes til en lang række formål. Både som

løbende ydelser, f.eks. til medicinudgifter og som enkeltydelse til dækning

af pensionisters akut opståede økonomiske behov.

Der tilsigtes ikke nogen ændring i den hidtidige praksis for formålet og

omfanget af personlige tillæg. Derimod indebærer de nye regler om

indtægtsregulering af de personlige tillæg, dels at antallet af berettigede

pensionister bliver større end hidtil, dels at ydelserne efter denne

bestemmelse skal aftrappes efter indtægt, således at hele tillægget for

fremtiden ikke kan bortfalde på én gang.

For at markere, at kredsen af berettigede modtagere er blevet større end

hidtil, er ordet: ’ganske’, der i den nuværende tekst yderligere

begrænser kredsen af ansøgere, ophævet i

forslagets tekst. Med denne undtagelse svarer forslagets bestemmelse til den

gældende bestemmelse.

Uanset forslagets

bestemmelse om indtægtsregulering af de personlige tillæg kan der dog ganske

undtagelsesvis ydes hjælp ud over det beregnede tillæg. Der henvises til

forslagets § 17, stk. 4, jf. også bemærkningerne nedenfor.

ad § 17, stk. 4 [3]

Den hidtidige adgang til at

yde personlige tillæg i ganske særlige tilfælde er opretholdt i denne

bestemmelse som en undtagelsesbestemmelse. Det forudsættes, at den

altovervejende del af personlige tillæg fremover ydes efter § 17, stk. 1-3,

og

at hjælp efter denne bestemmelse alene ydes undtagelsesvist, når særlige

omstændigheder taler herfor.

Blandt andet for at kunne

supplere personlige tillæg ydet efter stk. 1-3 eller yde tillæg herudover,

f.eks. til ganske akutte trangstilfælde, er tillæg ydet efter denne

bestemmelse

ikke indtægtsregulerede.

’

Af pkt. 90-96 i

Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 om social pension fremgår

bl.a.

følgende:

2.5.1. Generelt om personligt tillæg

Lovens § 17 og bkg. §§ 23-32

90.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om personligt tillæg til

pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige, se lovens § 17,

stk. 1. Afgørelsen skal træffes efter en nærmere konkret, individuel

vurdering

af pensionistens samlede økonomiske forhold, se pkt. 91. Et personligt

tillæg,

som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at yde, skal

indtægtsreguleres

efter reglerne i lovens § 29, se pkt. 95. Tillægget udbetales således

afhængigt

af den personlige tillægsprocent.

Herudover kan

kommunalbestyrelsen undtagelsesvis efter ansøgning træffe afgørelse om et

særligt personligt tillæg til pensionister hvis økonomiske forhold efter en

nærmere konkret, individuel vurdering anses for at være ganske særlig

vanskelige, se lovens § 17, stk. 3 og pkt. 96. Tillæggets størrelse udbetales

ikke afhængigt af den personlige tillægsprocent.

Personligt tillæg ydes efter

ansøgning. Kommunen bør generelt vejlede pensionisterne om muligheden for

tildeling af personligt tillæg og i forbindelse med drøftelser med

pensionisten

om økonomiske forhold m.v. være opmærksom på, om pågældendes forhold kan

afhjælpes ved andre foranstaltninger end tildeling af personligt tillæg.

Pensionisten ansøger

kommunen om personligt tillæg. Kommunen kan efter ønske eller behov være

pensionisten behjælpelig med ansøgningen.

Boligydelse skal medregnes

ved opgørelsen af det økonomiske behov, uanset at en del af boligydelsen

udbetales som lån, se SM P-1-94.

Udgifter til forsørgelse af

pensionisters børn kan derimod dækkes efter reglerne om personligt tillæg,

hvis

pensionisten har forsørgelsespligt over for dem, og betingelserne i øvrigt er

opfyldt.

2.5.2. Tildeling

91.

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om personligt tillæg

efter en nærmere konkret, individuel vurdering af pensionistens økonomiske

forhold. Der skal i hver enkelt sag foretages en samlet vurdering af

pensionistens økonomiske forhold – dvs.

en

samlet vurdering

af indtægtsforholdene, herunder størrelsen af den sociale

pension og alle andre indtægter og formue – sammenholdt med størrelsen

af de

rimelige og nødvendige udgifter. Vurderingen skal fremgå af sagen.

Størrelsen af indtægt eller

formue kan herunder vurderes i relation til det formål, der søges om

personligt

tillæg til at dække. Men det er ikke afgørende, hvilken udgift pensionisten

anmoder om at få dækket via personligt tillæg, men om pensionisten har

mulighed

for at afholde de nødvendige og rimelige udgifter vurderet i forhold til

indtægter og formue.

Kommunalbestyrelsen skal

således ved hver enkelt ansøgning om personligt tillæg foretage en nærmere

individuel vurdering af, om pensionisten ved en rimelig tilrettelæggelse af

sin

økonomi selv burde kunne afholde den udgift, som pensionisten søger

personligt

tillæg til at dække. Først når kommunen efter en samlet vurdering finder, at

pensionistens økonomiske forhold er særlig vanskelige, træffer

kommunalbestyrelsen afgørelse om personligt tillæg.

I kommunens vurdering af

pensionistens økonomiske forhold kan hverken et bistands- eller plejetillæg

holdes udenfor, se SM P-2-96.

Kommunen kan fx træffe

afgørelse om, at der kun skal ydes tillæg til merudgiften ved den del af

udgiften, der ligger ud over den almindelige anskaffelsespris, se SM P-5-97.

Pensionisten kan ikke

udelukkes fra at ansøge

om eller få

tildelt personligt tillæg alene efter størrelsen af den personlige

tillægsprocent, se SM P-41-96 og pkt. 95.

Personligt tillæg kan ydes som et engangsbeløb eller som en løbende

ydelse

[min

fremhævning], hvis betingelserne ved hver udbetaling

fortsat er tilstede. Træffer kommunen afgørelse om at yde personligt tillæg

som

en løbende ydelse, skal kommunen følge pensionistens forhold, fx ved samtidig

med afgørelsen at fastsætte tidspunkt for en ny vurdering af sagen.

Har kommunen truffet

afgørelse om tildeling af personligt tillæg efter lovens § 17, stk. 1 og 2,

beregnes og udbetales det efter den personlige tillægsprocent, se pkt. 95.

2.6.4. Beregning

95.

Personligt tillæg efter lovens § 17, stk. 1 og 2, udbetales

afhængigt af størrelsen af den personlige tillægsprocent.

Den personlige

tillægsprocent fastsættes for den enkelte pensionist i forbindelse med den

årlige fastsættelse af pensionen hver 1. januar, se lovens § 39 og pkt. 180.

Den personlige tillægsprocent kan omregnes i løbet af året, se pkt. 181ff.

Den personlige

tillægsprocent fastsættes ud fra et indtægtsgrundlag, der er det samme, som

gælder ved beregningen af pensionstillæg. se lovens § 29 og pkt. 153ff.

Fradragsbeløb i den opgjorte

indtægt for personligt tillæg efter lovens § 29, stk. 4, udgør 11.500 kr. for

enlige og 23.100 kr. for gifte (1998-satser), se pkt. 157. Beløbene reguleres

én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten.

Ved et indtægtsgrundlag på

størrelse med eller mindre end fradragsbeløbet er den personlige

tillægsprocent

100, og et tildelt personligt tillæg vil blive udbetalt med den fulde ydelse.

Ved et indtægtsgrundlag, der

overstiger fradragsbeløbet med henholdsvis 300 kr. for enlige og 600 kr. for

gifte, er den personlige tillægsprocent mindre end 100, og det personlige

tillæg vil blive udbetalt med den fastsatte procentsats af fuld ydelse.

Den personlige

tillægsprocent nedsættes med 1 pct. for hver 300 kr. for enlige og for hver

600

kr. for gifte, som indtægtsgrundlaget overstiger fradragsbeløbet med efter

lovens § 29,

stk. 4. Dette betyder, at

den personlige tillægsprocent er 0 ved et indtægtsgrundlag på 41.500 kr. for

enlige og 83.100 kr. for gifte (1998-satser), og der vil ikke blive udbetalt

et

personligt tillæg. Se pkt. 159 om aftrapning af pensionstillæg i fortsættelse

af personligt tillæg.

Den personlige

tillægsprocent kan omregnes i løbet af året efter samme regler som omregning

af

den øvrige pension, se pkt. 182 og SM P-9-95.

2.7. Særligt personligt tillæg

Lovens § 17, stk. 3

96.

Ud over hvad der følger af lovens § 17, stk. 1 og 2, kan der

undtagelsesvis, dvs. i ekstraordinære situationer, ydes et særligt personligt

tillæg, hvis pensionistens økonomiske forhold er ganske særlig vanskelige, se

lovens § 17, stk. 3. Særligt personligt tillæg ydes typisk i akutte

trangstilfælde i modsætning til de tilfælde, hvor pensionisten ved almindelig

tilrettelæggelse af husholdningsøkonomien burde kunne have forudse udgiften.

Særligt personligt tillæg

kan fx ydes i de situationer, hvor det personlige tillæg beregnet efter den

personlige tillægsprocent ikke dækker udgifterne i fornødent omfang på grund

af

økonomiske forhold, som vurderes som ganske særlig vanskelige.

Da tillæg efter lovens § 17,

stk. 3, alene kan ydes i ganske særlige tilfælde, indtægtsreguleres tillægget

ikke.

’

Ud fra den beskrivelse af

sammenhængen mellem personligt tillæg efter § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3,

som

fremgår af forarbejderne og vejledningen, synes forskellen på de to

bestemmelser at være hvilken personkreds der er berettiget til tillæg.

Personkredsen der kan modtage hjælp efter § 17, stk. 1, er større end efter §

17, stk. 3, fordi § 17, stk. 1,

kun

stiller krav om at pensionistens økonomiske forhold skal være særlig

vanskelige, mens § 17, stk. 3, kræver at pensionistens økonomiske forhold er

’ganske særlig vanskelige’. Endvidere er forskellen at det

personlige tillæg

efter § 17, stk. 1, indtægtsreguleres afhængigt af pensionistens

tillægsprocent. Tillægget efter § 17, stk. 3, indtægtsreguleres ikke.

Det fremgår derimod ikke at

der er forskel på de formål – altså de udgifter – som tillægget kan

ydes til at

dække. I Ankestyrelsens praksisoversigt er der således heller ikke foretaget

en

opdeling over formål der kan begrunde tildeling af tillæg efter § 17, stk. 1,

og § 17, stk. 3. I praksisoversigten redegøres der samlet for til hvilke

formål

tillæg kan ydes.

Endvidere kan tillæg der

ydes efter § 17, stk. 1, både ydes som løbende ydelse og som en enkeltydelse.

Kommunens afgørelse om tillæg til diætkost

Kommunen vedtog i december

1998 at kommunen efter 1. januar 1999 ikke længere ydede tilskud til diætkost

efter pensionslovens § 17, stk. 1, men kun efter § 17, stk. 3.

Jeg mener ikke at kommunen

har haft hjemmel til at afskære pensionister der på grund af deres

tillægsprocent økonomisk har mulighed for at få tilskud efter pensionslovens

§

17, stk. 1, fra at søge om tilskud til diætkost efter denne bestemmelse.

Herved

har kommunen foretaget en generel indskrænkning som fratager borgerne i

kommunen en mulighed for at få tillæg som de efter pensionslovens regler har.

Dette er ulovligt.

Jeg kan henvise til at Den

Sociale Ankestyrelse i SM P-41-96 har orienteret om en sag hvor en kommune

generelt havde vedtaget at en betingelse for bevilling af personligt tillæg

efter pensionslovens § 17, stk. 1, var at ansøgeren havde en tillægsprocent

på

100. Ankestyrelsen fandt ikke at kommunen havde været berettiget til at

vedtage

at en betingelse for bevilling af personligt tillæg efter § 17, stk. 1,

forudsatte en tillægsprocent på 100. Ansøgeren blev, da hun i øvrigt opfyldte

betingelserne, anset for berettiget til at modtage personligt tillæg til

nødvendige udgifter til medicin og briller i henhold til sin personlige

tillægsprocent.

Kommunen vurderede efter §

17, stk. 3, om De var berettiget til tillæg og afslog dette da Deres

økonomiske

forhold ikke var ganske særlig vanskelige.

Kommunens afgørelse om tillæg til samværsudgifter

For så vidt angår personligt

tillæg til udgifter til samvær med Deres barn, fremgår det at kommunen kun

foretog sin vurdering efter pensionslovens § 17, stk. 3.

Kommunens afgørelse om tillæg til tandlægeudgifter

For tandlægeudgiftens

vedkommende havde kommunen allerede den 18. juni 1998 afslået tilskud til

kronebehandling efter § 17, stk. 1, da det ikke betragtedes som almindelig

bevarende tandbehandling. De blev samtidig henvist til, hvis Deres økonomiske

forhold var særlig vanskelige, at søge tilskud til kronebehandling efter

pensionslovens § 17, stk. 3. Denne afgørelse klagede De, så vidt jeg kan se,

ikke over til det sociale nævn. Jeg er derfor efter ombudsmandslovens § 14

afskåret fra at behandle denne afgørelse. Efter ombudsmandslovens § 14 kan

ombudsmanden ikke behandle en klage over forhold der kan indbringes for en

højere forvaltningsmyndighed før end denne myndighed har truffet afgørelse.

Heri ligger også at klagemuligheden rent faktisk skal være udnyttet.

Jeg kan imidlertid behandle

Deres klage over kommunens afgørelse af 1. marts 1999. Kommunen afslog herved

Deres ansøgning om støtte til kronebehandling efter pensionslovens § 17, stk.

3.

Konklusion vedrørende kommunens afgørelse om personligt tillæg til

diætkost, samværsudgifter og tandlægeudgifter

Det fremgår af

retssikkerhedslovens § 5 at kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål

om

hjælp i forhold til alle de muligheder der findes for at give hjælp efter den

sociale lovgivning. Det forhold at De udtrykkeligt – og i et vist omfang

efter

vejledning fra kommunen – søgte om hjælp efter pensionslovens § 17, stk.

3,

medførte derfor efter min opfattelse ikke at kommunen kunne undlade at

vurdere

om De kunne være berettiget til hjælp efter § 17, stk. 1.

Jeg har ud fra sagens

oplysninger forstået at De før den 1. januar 1999 var berettiget til

personligt

tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1, til diætkost, men at De blev

frataget

dette tillæg på grund af kommunens vedtagelse fra december 1998.

Da Deres personlige

tillægsprocent således synes at berettige til at Deres ansøgning om

personligt

tillæg vurderes efter pensionslovens § 17, stk. 1, mener jeg ikke at kommunen

har kunnet undlade at vurdere om De var berettiget til personligt tillæg til

tandlægeudgifter, diætkost og samværsudgifter efter pensionslovens § 17, stk.

1. Jeg er således ikke enig med det sociale nævn i at kommunen havde hjemmel

til at træffe den generelle afgørelse der – i brev af 8. december 1998

– blev

meddelt til de pensionister i kommunen der modtog diættilskud.

Afgørelsen af om der kan

ydes et personligt tillæg, træffes herefter på baggrund af en konkret og

individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold sammenholdt med den

nødvendige og rimelige udgift. Hvis pensionistens forhold vurderes at være

særlig vanskelige, udbetales det indtægtsregulerede tillæg efter

pensionslovens

§ 17, stk. 1. Hvis pensionistens økonomiske forhold vurderes at være

ganske

særlig vanskelige, kan tillægget

undtagelsesvis udbetales efter pensionslovens § 17, stk. 3. Dette tillæg er

ikke indtægtsreguleret.

Jeg mener det er meget

kritisabelt at kommunen således undlod at behandle Deres ansøgning om hjælp i

forhold til pensionslovens § 17, stk. 1.

Jeg har gjort kommunen

bekendt med min opfattelse.

Det sociale nævns afgørelser om personligt tillæg

Det sociale nævn henviste i

sine afgørelser af 11. maj 1999 og 10. juni 1999 både til pensionslovens §

17,

stk. 1, og stk. 3. Imidlertid skrev nævnet i sin begrundelse for afgørelserne

at nævnet havde fundet at De ikke var

ganske

særlig vanskeligt stillet, og at betingelserne for at yde Dem hjælp efter

pensionslovens § 17, stk. 1 og stk. 3, derfor ikke var opfyldt.

Ud fra denne formulering som

kun henviser til ordlyden i § 17, stk. 3, står det mig ikke klart om nævnet

har

vurderet om De var berettiget til tillæg efter både § 17, stk. 1, og stk. 3.

Jeg er endvidere som anført

ovenfor ikke enig med nævnet i at kommunen havde hjemmel til at træffe den

generelle afgørelse der – i brev af 8. december 1998 – blev meddelt

til de

pensionister i kommunen der modtog diættilskud.

Jeg har derfor bedt nævnet

om at genoptage sagen og i forbindelse med en ny behandling af sagen inddrage

de synspunkter om pensionslovens § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3, som jeg har

anført ovenfor. Jeg har bedt nævnet om at underrette mig om resultatet af

nævnets

behandling af sagen.

Efter min gennemgang af

sagen har jeg fundet det rigtigst at berøre nogle af de andre spørgsmål som

sagen har givet anledning til.

Begrundelse

Forvaltningslovens § 22

fastslår at en afgørelse når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af

en

begrundelse medmindre afgørelsen giver parten fuldt ud medhold.

Om de indholdsmæssige krav

til en begrundelse fremgår følgende af forvaltningslovens § 24:

’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen

skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens

indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte

kendskab

til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende

hensyn

til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser,

jfr. § 15.’

a. Kommunens afgørelser

Som tidligere nævnt modtager

De højeste førtidspension og bistandstillæg. Ved opgørelsen af Deres

økonomiske

forhold har kommunen medtaget Deres bistandstillæg som en indtægt. De har

redegjort for Deres opfattelse af Deres økonomiske forhold. Det fremgår af

Deres opgørelse at De har faste udgifter på i alt 13.516,02 kr. Kommunen har

derimod alene godkendt udgifter for i alt 9.953,00 kr. Af udgiftsposter som

kommunen ikke har godkendt, kan bl.a. nævnes: udgifter til telefonsamtaler,

togkort, pensionistservice, taxa, kommuneservice og udbringning af varer.

Det fremgår af kommunens

afgørelser at kommunen – trods Deres økonomiske opgørelse pr. januar

1999 der

viste et rådighedsbeløb på 1.436 kr. – fandt at Deres rådighedsbeløb var

på ca.

5.000 kr.

Ved afgørelsen af 21. januar

1999 henviste kommunen alene til at De kunne kontakte kommunens

opkrævningsafdeling for at få en anden afdragsordning angående Deres

restskat.

Ved afgørelsen af 1. marts 1999 henviste kommunen yderligere til at De have

mulighed for at bedre Deres økonomi ved at søge om boligydelse som lån til

ejerboliger

eller få indefrosset ejendomsskatterne.

Kommunens vurdering af Deres

økonomiske forhold må antages at have været helt central for kommunens

afgørelser om personligt tillæg i medfør af pensionslovens § 17, stk. 3. Det

følger af forvaltningslovens § 24, stk. 1, at en begrundelse for en afgørelse

der beror på et administrativt skøn, skal angive de hovedhensyn der har været

bestemmende for skønsudøvelsen.

Som anført var der stor

forskel på Deres og kommunens vurdering af Deres rådighedsbeløb. Kommunens

afgørelser

indeholder imidlertid ingen forklaring på hvorfor kommunen ikke medtog de

handicapkompenserende udgifter mv. ved opgørelsen af Deres rådighedsbeløb.

Jeg

mener det er beklageligt at kommunen ikke i begrundelserne for kommunens

afgørelser redegjorde nærmere for baggrunden for at kommunen ikke ved den

økonomiske opgørelse medtog de handicapkompenserende udgifter. Endvidere er

det

beklageligt at afgørelsen af 21. januar 1999 ikke klart fremstår som en

afgørelse idet det ikke udtrykkeligt fremgår hvad der er afgørelsens

resultat.

Jeg har gjort kommunen

bekendt med min opfattelse.

Endvidere er det beklageligt

at kommunen sendte sagen om personligt tillæg i medfør af pensionslovens §

17,

stk. 3 (til dækning af udgifter til diæt og samvær) videre til det sociale

nævn

før De havde haft lejlighed til at gøre Dem bekendt med afgørelsen og tage

stilling til om De ønskede at klage over afgørelsen af 21. januar 1999.

Jeg har gjort kommunen

bekendt med min opfattelse, men da De efterfølgende har givet udtryk for at

De

ønskede at klage, foretager jeg mig ikke mere i den anledning.

b. Det sociale nævns afgørelser

I udtalelsen til mig har det

sociale nævn gjort opmærksom på at nævnet kun kan ’efterprøve det skøn,

der

indgår i en afgørelse truffet af en kommune, når der foreligger særlige

omstændigheder, jfr. lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område § 69’.

§ 69 i retssikkerhedsloven

har følgende ordlyd:

’§ 69.

Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der

foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en

afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.’

Jeg kan tilslutte mig

nævnets opfattelse af at samtlige indtægter og rimelige udgifter, herunder

nødvendige udgifter forbundet med Deres handicap, skal medtages ved

vurderingen

af om De kan anses for økonomisk at være ganske særlig vanskeligt stillet.

De har under sagen nøje

redegjort for Deres handicapkompenserende udgifter, herunder for hvorfor De

finder dem nødvendige (f.eks. Deres økonomiske opgørelse pr. januar 1999, i

breve af 30. januar, 24. marts og 3. juni 1999).

Selv om der ikke består en

generel pligt til at komme ind på samtlige af en parts anbringender i en

begrundelse, må der antages at gælde en pligt for myndighederne til at tage

stilling til partsanbringender der ikke umiddelbart kan afvises som

uvæsentlige

eller irrelevante for afgørelsen, jf.

John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 428, og Hans

Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 371f.

Efter min opfattelse kunne

Deres anbringende om at myndighederne ved vurderingen af Deres økonomiske

forhold skulle medregne Deres handicapkompenserende udgifter, absolut ikke

umiddelbart afvises som uvæsentligt eller irrelevant. Derfor mener jeg det er

beklageligt at det sociale nævn ikke tog udtrykkeligt stilling til Deres

anbringende.

Jeg har gjort det sociale

nævn bekendt med min opfattelse.

Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 2. august 1999

Jeg har besluttet at jeg

ikke på det foreliggende grundlag vil foretage mig videre i anledning af

Ankestyrelsens afvisning af at behandle sagerne. Jeg har imidlertid sendt en

kopi af min udtalelse i sagen til Den Sociale Ankestyrelse til orientering.

På det foreliggende grundlag

foretager jeg mig ikke mere i sagen.”

Den 5. juli 2000 meddelte

det sociale nævn at nævnet på ny havde behandlet sagerne og truffet afgørelse

om at tilbagesende sagerne til fornyet behandling og afgørelse i kommunen i

overensstemmelse med de retningslinier som jeg havde angivet.

Lignende dokumenter