Fortolkning af pensionslovens § 17, stk. 1 og stk. 3, om personligt tillæg. Generel afgørelse. Hjemmel. Begrundelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fortolkning af pensionslovens § 17, stk. 1 og stk. 3, om
personligt tillæg. Generel afgørelse. Hjemmel. Begrundelse
En mand, A, klagede over et
socialt nævns og en kommunes behandling og afgørelser vedrørende A’s sag
om
personligt tillæg til tandlægeudgifter og til merudgifter til diætkost og
udgifter til samvær med A’s barn.
Det fremgik af sagen at A er
født i 1956. A lider bl.a. af diabetes og er blind. A modtager højeste
førtidspension og bistandstillæg.
Den 18. juni 1998 afslog
kommunen A’s ansøgning om personligt tillæg til dækning af
tandlægeudgifter til
en kronebehandling. Kommunen anførte bl.a.:
”Den eventuelle økonomiske
bistand til Deres tandbehandling udgør:
I alt kr. 200,80
Begrundelse
Tandlægen har anbefalet, at
der udføres en kronebehandling til kr. 5010,00 på –6. Imidlertid ydes
der ikke
tilskud til kronebehandling efter pensionslovens § 17. stk. 1, da det ikke
betragtes som almindelig bevarende tandbehandling. Der gøres samtidig
opmærksom
på, at såfremt Deres økonomiske forhold er særligt vanskelige, er der
mulighed
for at søge tilskud til kronebehandling efter pensionsloven § 17. stk. 3. De
er
velkommen til at søge tilskud efter denne paragraf, ansøgningsskema er
vedlagt.
Læs alt
Ansøgning om behandling af –7 er annulleret, da tanden er fjernet.”
I et brev til de
pensionister i kommunen der modtog diættilskud skrev kommunen følgende (den
8.
december 1998):
”Vedrørende tilskud til diætkost.
På møde den 26. oktober 1998
har Ældre- og Handicapudvalget vedtaget, at der fra 1. januar 1999 ikke
længere
ydes tilskud til diætkost i henhold til
pensionslovens § 17 stk. 1.
Deres tilskud til diætkost
vil derfor blive standset med virkning fra 1. januar 1999. Hvis De mener, at
udgiften til diætkost vil belaste Deres økonomi væsentligt, har De mulighed
for
at søge hjælp i henhold til pensionslovens § 17 stk. 3. Hjælp efter denne
bestemmelse kan ydes, hvis Deres samlede økonomiske situation er særlig
vanskelig.
”
Den 29. december 1998
klagede A over kommunens afgørelse om at standse
diættilskuddet pr. 1. januar 1999. Samtidig
søgte A om personligt tillæg i medfør af § 17, stk. 3, til dækning af
A’s
udgifter til diæt og samvær med A’s barn. A’s henvendelse til
kommunen var
vedlagt en økonomisk opgørelse pr. 1. januar 1999:
”ØKONOMISK OPGØRELSE PR.
JANUAR 1999.
INDTÆGTER:
pr. år
pr. måned (afrundet)
Pension
kr. 151.248,-
Bistandstillæg
kr.
24.408,-
Varmetillæg
kr.
3.780,-
I alt brutto
kr. 179.436,-
Kildeskat
kr.
41.454,-
I alt netto
kr. 137.982
kr. 11.498,-
UDGIFTER:
pr. år
pr. måned
Boligudgifter:
Termin
kr. 55.099,-
Boliglån, DBS
kr.
3.600,-
Ejendomsskat/renovation
kr.
6.885,-
Vandafledningsafgift
kr.
3.366,-
Varme
kr. 10.160,-
El
kr.
3.760,-
Vand
kr.
1.601,-
Husforsikring
kr.
2.446,-
Skorstensfejer
kr.
200,-
Boligudgift i alt
kr. 87.117,-
kr. 7.260,-
Øvrige udgifter incl. handicapkompenserende:
år
pr. måned
Indbo-ulykkesforsikring
kr.
2.228,-
Licens
kr.
272,-
Togkort
kr.
480,-
Kontingent DBS/Diabetesforen.
kr.
160,-
Samvær m. eget barn (se note 1)
kr.
4.920,-
Pensionistservice (have)
kr.
1.250,-
I alt
kr.
9.310,-
kr.
776,-
Telefon (se note 2)
kv.
kr.
2.106,-
kr.
702,-
Taxakørsel (dec. 98)
md.
kr.
759,-
kr.
759,-
Kommuneserv. (se note 3)
md.
kr.
150,-
kr.
150,-
Egenandel hjertemedicin
md.
kr.
25,-
kr.
25,-
Udbringning af varer
md.
kr.
30,-
kr.
30,-
Diætkost
md.
kr.
360,-
kr.
360,-
Udgifter i alt
kr. 10.062,-
Til disposition
kr.
1.436,-
Den 21. januar 1999 sendte
kommunen sagen om personligt tillæg til merudgifter til diætkost og
samværsudgifter
til det sociale nævn. Kommunen oplyste samtidig følgende i et brev til A:
”
Til orientering skal det
oplyses, at vi efter en revurdering ikke har fundet anledning til at ændre
afgørelsen truffet efter pensionsloven § 17 stk. 1.
Ved revurderingen er der
også taget stilling til din nye ansøgning med det fremsendte budgetskema,
hvoraf Ældre- og Handicapudvalget alene medtager udgifter jfr. vedlagte skema
ved beregning af personlige tillæg efter pensionsloven § 17 stk. 3 om
pensionistens økonomiske forhold er ganske vanskeligt stillet.
Rådighedsbeløbet, når der er taget højde for almindelige faste udgifter, jfr.
det vedlagte skema, er af en sådan størrelse (kr. 5.000,-) at trods
handicapkompenserende udgifter, vil du ikke være at betragte som værende
ganske
vanskeligt stillet.
Der udover betaler du en
restskat for 1997 indregnet i skatten for 1999 på kr. 1.014,- månedligt.
Såfremt du kontakter Opkrævningsafdelingen, vil du have mulighed for at indgå
en anden afdragsordning.
”
A klagede over afgørelsen. I
klagen af 30. januar 1999 gjorde A bl.a. gældende:
”
I brev af den 21. januar
1999 giver (K) kommune mig afslag på min ansøgning om økonomisk hjælp til
diabeteskost og samvær med eget barn efter pensionslovens pgr. 17, stk. 3.
Kommunen sender umiddelbart
min sag som en klagesag til Det Sociale Nævn sammen med min klage af den 29.
december 1998 over, at man i brev af den 8. december 1998 har frataget
diætkosttilskuddet efter pensionslovens pgr. 17, stk. 1.
Jeg beklager meget, at
kommunen har sendt min sag til Det Sociale Nævn, uden at jeg først er gjort
bekendt med indholdet i afslaget efter pgr. 17, stk. 3, og at man dermed ikke
først har givet mig mulighed for at forholde mig til afslaget.
På trods af nævnets
afgørelse af den 18. juni 1997 og SM P2-96 fortsætter (K) kommune med at
medtage bistandstillægget som indtægt uden at ville forholde sig til de
handicapkompenserende udgifter.
Da videnen om
handicapforhold og forståelsen af den enkeltes handicapsituation åbenbart er
så
mangelfuld, som det efterladte indtryk tyder på, skal jeg efterfølgende gøre
rede for de handicapkompenserende udgifter i min økonomiske opgørelse.
Telefonsamtaler bør helt
eller delvist medtages. Som blind kan jeg ikke benytte en telefonbog, men må
benytte nummeroplysningen. P.g.a. dårlig mobilitet, som følge af blindheden,
vil det ofte være nødvendigt at ringe rundt for først at undersøge, hvor en
vare kan leveres. Derudover er en stor del af samtaleudgiften i forbindelse
med
frivilligt arbejde i handicaporganisationer, herunder rådgivning.
Mobiltelefon benytter jeg
bl.a. til at ringe efter taxa, når dette, uden for hjemmet, viser sig
nødvendigt. Og til, når jeg selv kommer frem til en fremmed lokalitet, at
ringe
efter hjælp til at finde indgange m.m. Samtaleudgiften til mobiltelefonen er
ret begrænset.
I nævnets afgørelse af den
18. juni 1997 har man da også godkendt såvel samtaleudgifter som
mobiltelefon.
Taxakørsel er for blinde en
almindelig accepteret handicapkompenserende merudgift. I øvrigt kan blinde
ikke
benytte sig af handicapkørsel.
Ud over min blindhed er jeg
diabetiker, hjertepatient og har neuropati i fødder, ben og ryg. Selv om jeg
ikke havde kalkuleret med at benytte taxa, viser det sig p.g.a. førnævnte,
eller når jeg færdes steder, hvor jeg ikke er kendt, ikke sjældent nødvendigt
at ringe efter en taxa. I disse situationer er det, som før nævnt, nødvendigt
med mobiltelefonen.
Udgiften til tog- og buskort
er helt nødvendig for min mobilitet, og udgiften til handicaporganisationer
skyldes jo netop mine handicaps. Nævnet har da også godkendt disse udgifter i
afgørelse af den 18. juni 1997.
Pensionistservice er
udelukkende til at slå græs og klippe hæk, som jeg p.g.a. min blindhed ikke
selv kan udføre. Indtil min blindhed har jeg altid selv udført opgaven.
Udgiften under ’kommuneservice’
er til stokkespidser, specialpapir til punktskrivemaskine, specialmærkater og
strimler til afmærkning med punktskrift, kassetter til arkivering af lydbånd
m.m.
Egenandel af hjertemedicin
er til den del af lægeordineret hjerte- og blodfortyndende behandling, som
man
af en eller anden grund ikke dækker fuldt ud over medicinkortet.
P.g.a. min blindhed er det
ikke muligt for mig at bruge min cykel eller andre transportmidler til at
hjembringe større og tungere dagligvarer, hvorfor det er nødvendigt at betale
for at få disse bragt hjem. Jeg modtager hverken hjemme- eller indkøbshjælp.
Fodpleje, som jeg dog ved en
fejl ikke har medtaget i min økonomiske opgørelse bør ligeledes medtages.
P.g.a. nedsat følesans i fødderne, mærker man ikke skader på fødderne, som
samtidig har svært ved at heles, er fodpleje et vigtigt aspekt for
diabetikere.
Da jeg samtidig er blind, burde det ikke være så svært at forstå, hvorfor det
skal betragtes som en handicapkompenserende udgift. Udgiften andrager kr.
522,-
pr. år.
Merudgiften til diætkost for
diabetikere er et faktum, som nævnet har anerkendt bl.a. i afgørelsen af den
30. august 1994, jour.nr. ( ), hvorfor udgift svarende til diætkosttilskuddet
naturligvis skal medregnes i den økonomiske vurdering.
Udgiften til samvær med eget
barn er også en reel merudgift, som jeg mener bør medtages i vurderingen,
hvilket nævnet da også gjorde i sin afgørelse af den 18. juni 1997.
I sag som fulgte af
afgørelsen i nævnet af den 18. juni 1997 gjorde jeg opmærksom på, at jeg for
1997 betalte for lidt i skat. Det ønskede man på det tidspunkt ikke at
forholde
sig til. Den skatteregning er til betaling i 1999, og således en del af min
aktuelle økonomiske situation. Jeg finder det meget uheldigt, hvis det alene
er
konsekvenserne for kommunen som afgør, om man ønsker at forholde sig til den
samme udgift eller ikke.
Isoleret set er flere af de
handicapkompenserende udgifter begrænsede, men samlet set er det en meget
betydelig ekstraudgift p.g.a. mine handicaps.
Det vil ikke være muligt for
mig at nedbringe udgiften til handicapkompenserende forhold yderligere, uden
at
det vil gå ud over min mobilitet og nuværende funktionsniveau, hvilket efter
min opfattelse vil være at diskriminere mig p.g.a. mine handicaps.
Jeg vil endvidere henvise
til FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede af december
1993
samt folketingsbeslutning af 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling
af
handicappede med andre borgere.”
Den 14. januar 1999 havde A
på ny søgt om støtte til kronebehandlingen, denne gang i medfør af
pensionslovens § 17, stk. 3. Den 4. februar 1999 meddelte kommunen imidlertid
at kommunen ikke ville tage sagen op til behandling da kommunen tidligere
havde
truffet afgørelse i sagen. I brev af 11. februar 1999 gjorde A kommunen
opmærksom
på at han søgte i medfør af pensionslovens § 17, stk. 3, og ikke som
tidligere
i medfør af § 17, stk. 1. Den 1. marts 1999 afslog kommunen A’s
ansøgning:
”Vi har behandlet din
ansøgning vedrørende økonomisk hjælp til dækning af ovenstående.
Ved behandling af din
ansøgning har man taget udgangspunkt i budgetskema, dateret den 20. januar
1999. Rådighedsbeløbet, når der er taget højde for almindelige faste
udgifter,
er af en sådan størrelse (kr. 5.000,-), at trods handicapkompenserende
udgifter, vil du ikke være at betragte som værende ganske særlig vanskeligt
stillet økonomisk, hvilket er en betingelse for at modtage hjælp efter
pensionslovens § 17 stk. 3.
Som oplyst i vores brev af
21. januar 1999 betaler du der udover en restskat for 1997 indregnet i
skatten
for 1999 på kr. 1.014,- månedligt. Såfremt du kontakter
Opkrævningsafdelingen,
vil du have mulighed for at indgå en anden afdragsordning.
Da du bor i ejerlejlighed,
har du som tidligere orienteret, også mulighed for at bedre din økonomi ved
at
søge om boligydelse som lån til ejerboliger eller at få indefrosset
ejendomsskatterne.”
A klagede den 24. marts 1999
over kommunens afgørelse. I klagen henviste A til det anførte i A’s
klage af
30. januar 1999 (i sagen angående diættilskud og udgifter til samvær).
Den 13. april 1999 meddelte
kommunen at den efter en revurdering ikke fandt grundlag for at ændre
afgørelsen angående personligt tillæg til dækning af udgifter til
tandlægebehandling, og at sagen var sendt videre til det sociale nævn.
Den 28. april 1999 sendte
nævnet A en beskrivelse af forholdene i sagen om diættilskud og udgifter til
samvær. Den 6. maj 1999 kommenterede A det tilsendte. Den 11. maj 1999 traf
det
sociale nævn følgende afgørelse:
”
Nævnet giver Dem ikke
medhold i Deres klage over (K) kommunes afgørelse.
Nævnet har ikke fundet
grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering, hvorefter De
selv findes at være i stand til at afholde Deres udgifter til diætkost og
samvær med Deres barn.
Nævnet har herved lagt vægt
på oplysningerne om Deres indtægter og udgifter.
Nævnet har således fundet,
at De ikke er ganske særlig vanskeligt stillet, og at betingelserne for at
yde
Dem hjælp efter pensionslovens § 17, stk. 1 eller stk. 3 derfor ikke er
opfyldt.
Nævnet finder, som i Deres
tidligere sager om hjælp efter pensionslovens § 17, stk. 1 og 3, at der ved
den
økonomiske vurdering skal medtages samtlige indtægter og rimelige udgifter,
herunder nødvendige udgifter forbundet med Deres handicap.
Nævnet har ved afgørelsen
taget hensyn til, at De har mulighed for at få indefrosset Deres ejendomsskat
eller modtage boligydelse som lån.
Nævnet ændrer således ikke
kommunens afgørelse.
”
Af afsnittet om
grundlaget for nævnets afgørelse fremgår:
”
Det fremgår af kommunens
budgetskema, at kommunen har lagt følgende oplysninger om Deres indtægter og
udgifter til grund ved afgørelsen.
Indtægter, brutto pr. måned:
Pension og bistandstillæg
kr.
14.638,00
Varmetillæg
kr.
315,00
Indtægter i alt
kr.
14.953,00
Godkendte faste udgifter pr. måned:
Skat
kr.
2.447,00
Termin
kr.
4.891,58
Ejendomsskat
kr.
573,75
Forsikring/hus
kr.
203,83
Forsikring
kr.
185,67
Varme
kr.
846,67
El
kr.
313,33
Vandafgift
kr.
280,50
Licens
kr.
74,00
Telefonabonnement
kr.
120,00
Skorstensfejer
kr.
16,67
Udgifter i alt
kr.
9.953,00
Til rest til underhold og
øvrige faste udgifter er herefter pr. måned kr. 5.000,00.
Ifølge Deres økonomiske
opgørelse, der er vedlagt sagen i sin helhed, har De følgende indtægter og
udgifter pr. måned.
Indtægter, brutto pr. måned:
Pension
kr.
12.604,00
Bistandstillæg
kr.
2.034,00
Varmetillæg
kr.
315,00
Indtægter i alt
kr.
14.953,00
Udgifter pr. måned:
Skat
kr.
3.454,50
Termin
kr.
4.891,58
Ejendomsskat
kr.
573,75
Vandafgift
kr.
280,50
Varme
kr.
846,66
El
kr.
313,33
Vand
kr.
133,41
Husforsikring
kr.
203,83
Skorstensfejer
kr.
16,66
Telefon
kr.
702,00
Licens
kr.
22,66
Forsikring
kr.
185,66
Togkort
kr.
40,00
Kontigent DBS
kr.
13,33
Samvær
kr.
410,00
Pensionistservice
kr.
104,15
Taxi
kr.
759,00
Kommuneservice
kr.
150,00
Medicin
kr.
25,00
Udbringning af varer
kr.
30,00
Diætkost
kr.
360,00
Udgifter i alt
kr.
13.516,02
”
Den 31. maj 1999 klagede A
telefonisk over afgørelsen angående diættilskud og udgifter til samvær.
Det sociale nævn sendte med
brev af 27. maj 1999 A en beskrivelse af forholdene i A’s sag om
personligt
tillæg til tandlægeudgifter. Nævnet bad A om at fremkomme med eventuelle
bemærkninger. Den 3. juni 1999 kommenterede A det tilsendte materiale
således:
”
Ældre- og handicapafdelingen
har ikke forholdt sig til mine handicapkompenserende udgifter eller behov,
hvorfor de ikke kan være i stand til at afgøre, om jeg kan klare mig for mit
rådighedsbeløb. Dette på trods af at statsamtet i afgørelse af den 18. juni
1997, jour.nr. ( ), slår fast, at hvis bistandstillægget medtages som
indtægt,
skal de handicapkompenserende udgifter også medtages.
Det er stærkt manipulerende,
at ældre- og handicapafdelingen beregner mit rådighedsbeløb, så det fremviser
kr. 5.000,- pr. md. uden hensyntagen til, at der er en lang række faste,
nødvendige udgifter, herunder til barn og de handicapkompenserende forhold,
således at mit rådighedsbeløb reelt kun er ca. kr. 1.500,- pr. md.
Ved at ældre- og
handicapafdelingen på denne måde forlanger af mig, at jeg skal benytte mit
handicapkompenserende tillæg som almindelig rådighedsbeløb, forlanger man
samtidig at jeg skal begrænse mit funktionsniveau alene p.g.a. mine
handicaps.
Det er allerede sket ved, at
jeg har måttet undlade at deltage i besøg og derved er blevet mere isoleret,
og
ved at jeg har måttet gøre mig meget mere afhængig af andre.
Det er en urimelig krænkelse
af mine rettigheder, når der er ydet et beløb til at kompensere for
handicappene.
Det er efter min opfattelse
at diskriminere mig p.g.a. mine handicaps, og jeg vil henvise til FN’s
standardregler om lige muligheder for handicappede af december 1993 samt
folketingsbeslutning af 2. april 1993 om ligestilling og ligebehandling af
handicappede med andre borgere.
Hvis jeg ikke havde
handicaps og således ikke modtog bistandstillægget, ville mit rådighedsbeløb
alene herved reduceres med mere end kr. 2.000,- pr. md.
Selv om jeg fik indefrosset
ejendomsskatten, ville det ikke ændre mine forhold i et omfang, så jeg ville
have mulighed for at afholde den ansøgte ekstraudgift.
Det er min opfattelse, at
SM-P2-96 som tager udgangspunkt i 2 sager, hvor der ikke var dokumenterede
handicapkompenserende udgifter, ikke bør danne præcedens for sager, hvor der
er
dokumenterede handicapkompenserende udgifter.
Men at når dette er
tilfældet, så bør hele handicapaspektet holdes helt ude af den økonomiske
vurdering.
De handicapkompenserende
udgifter vil ofte være uforudsigelige. Bl.a. spiller vejret, is, sne og stærk
vind, en stor betydning for, om jeg kan færdes ved den hvide stok, eller om
taxakørsel er nødvendigt for min mobilitet. Derudover har kulde en stor
betydning for mit hjerte.
Til ældre- og
handicapafdelingens beregning vil jeg bemærke, at man har medtaget
vandafledningsafgift men ikke forbrug af vand, som efter mine oplysninger
udgør
kr. 133,- pr. md.
Da jeg modtog
diætkosttilskud medtog man dette både som indtægt og udgift. Selv om man i
kommunen har frataget diætkosttilskud p.g.a. ændrede interne regler for
tilskud
efter pensionslovens pgr. 17 stk 1, skal beløbet stadig medtages som
udgift.”
Den 10. juni 1999 traf det
sociale nævn afgørelse i sagen om økonomisk hjælp til tandlægebehandling.
Nævnet skrev:
”
Nævnet giver Dem ikke
medhold i Deres klage over (K) Kommunes afgørelse.
Nævnet har ikke fundet
grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering, hvorefter De
selv findes at være i stand til at afholde udgiften til den ansøgte
tandbehandling.
Nævnet har herved lagt vægt
på oplysningerne om Deres indtægter og udgifter.
Nævnet har således fundet,
at De ikke er ganske særlig vanskeligt stillet, og at betingelserne for at
yde
Dem hjælp efter lov om social pension § 17, stk. 1 eller 3 derfor ikke er
opfyldt.
Nævnet finder, som i Deres
tidligere sager om hjælp efter lov om social pension § 17, stk. 1 og 3, at
der
ved den økonomiske vurdering skal medtages samtlige indtægter og rimelige
udgifter, herunder nødvendige udgifter forbundet med Deres handicap.
Nævnet har ved afgørelsen
taget hensyn til, at De har mulighed for at få indefrosset Deres ejendomsskat
eller modtage boligydelse som lån.
Nævnet ændrer således ikke
kommunens afgørelse.
”
Af afsnittet om grundlaget
for afgørelsen fremgik:
”
Det fremgår af kommunens
budgetskema, at kommunen har lagt følgende oplysninger om Deres indtægter og
udgifter til grund ved afgørelsen.
Indtægter, netto pr. måned:
Pension og bistandstillæg
kr.
14.638,00
Varmetillæg
kr.
315,00
Indtægter i alt
kr.
14.953,00
Godkendte faste udgifter pr. måned:
Skat
kr.
2.447,00
Termin
kr.
4.891,58
Ejendomsskat
kr.
573,75
Forsikring/hus
kr.
203,83
Varme
kr.
846,67
El
kr.
313,33
Vandafgift
kr.
280,50
Licens
kr.
74,00
Telefonabonnement
kr.
120,00
Skorstensfejer
kr.
16,67
Forsikring
kr.
185,67
Udgifter i alt
kr.
9.953,00
Til rest til underhold og
øvrige faste udgifter er herefter pr. måned 5.000,00 kr.
Ifølge Deres økonomiske
opgørelse, der er vedlagt Deres tidligere sag i nævnet, journalnr. ( ), og
som
er vedlagt denne sag i sin helhed, har De udgifter på i alt 13.516,02 kr.
”
Den 23. juni 1999 klagede A
telefonisk over afgørelsen angående personligt tillæg til dækning af
tandlægeudgifter. I brev af 16. juli 1999 uddybede A sin klage over det
sociale
nævns afgørelse om afslag på personligt tillæg. Den 2. august 1999 afviste
Den
Sociale Ankestyrelse at behandle sagerne om personligt tillæg til
tandbehandling, diættilskud og samværsudgifter. Ankestyrelsen fandt ikke at
sagerne var af generel eller principiel betydning.
Den 20. september 1999 bad
jeg det sociale nævn om en udtalelse. Jeg bad nævnet om at indhente en
udtalelse om sagen fra kommunen. Jeg bad myndighederne redegøre for med
hvilken
hjemmel kommunen havde besluttet at der ikke fra januar 1999 kunne ydes
tilskud
til diætkost i henhold til pensionslovens § 17, stk. 1. Hvis kommunen havde
udarbejdet interne retningslinier, bad jeg om at få tilsendt kopi af disse.
Jeg
bad også myndighederne om at redegøre nærmere for myndighedernes vurdering af
A’s økonomiske forhold og for hvorfor myndighederne ikke var enig i
A’s
redegørelse for sine økonomiske forhold. Endelig bad jeg om at få oplyst om
der
ved den økonomiske vurdering var medtaget udgifter som A særligt må afholde
som
følge af sine handicap.
Den 29. september 1999
udtalte kommunen:
”Under henvisning til jeres
brev af 22. september 1999 kan det oplyses, at Ældre- og Handicapudvalget i
(K)
kommune den 26. oktober 1998 har truffet afgørelse om, at tilskud til
diætkost
ikke skal ydes som fast månedlig ydelse. Herefter sker der alene udbetaling
efter pensionsloven § 17, stk. 3.
Der er ikke udarbejdet
interne retningslinier herfor.”
I brev af 11. oktober 1999
udtalte det sociale nævn:
”
Nævnet kan oplyse, at (K)
Kommune i brev af 29. september 1999 har oplyst, at kommunens Ældre- og
Handicapudvalg den 26. oktober 1998 har truffet afgørelse om, at tilskud til
diætkost ikke skal ydes som fast månedlig ydelse. Herefter sker der alene
udbetaling efter pensionslovens § 17, stk. 3. Der er ikke udarbejdet interne
retningslinier herfor.
Nævnet finder, at kommunen
har haft hjemmel til at træffe denne afgørelse efter pensionslovens § 17.
De har tillige anmodet om en
redegørelse for vurderingen af (A)’s økonomiske forhold, herunder for,
hvorfor
nævnet og kommunen ikke er enig i hans opgørelse af sine økonomiske forhold.
De
har endvidere anmodet om at få oplyst, om der ved den økonomiske vurdering er
medtaget udgifter som (A) særligt må afholde som følge af sit handicap.
Nævnet har fundet, at der
ved den økonomiske vurdering skal medtages samtlige indtægter og rimelige
udgifter, herunder tages hensyn til, at (A) har ekstra udgifter forbundet med
sit handicap.
Det er indgået i nævnets
vurdering, at (A)’s samlede boligudgifter er relativt høje i forhold til
hans
indtægt.
Nævnet har endvidere lagt
vægt på, at (A) har mulighed for at få indefrosset sin ejendomsskat eller
modtage boligydelse som lån.
Endelig er det indgået i
vurderingen, at også handicapbetingede udgifter, herunder udgifter til
telefon
og taxakørsel, i et vist omfang kan afpasses efter de økonomiske forhold.
Nævnet skal bemærke, at
nævnet kun kan efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af en
kommune, når der foreligger særlige omstændigheder, jfr. lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område § 69.
Nævnet har herefter ikke
skønnet, at nævnet kan tilsidesætte kommunens vurdering om, at (A)’s
økonomiske
forhold ikke kan betragtes som ganske særlig vanskelige.
”
A kommenterede
myndighedernes udtalelser.
Ombudsmandens udtalelse
”Retsgrundlaget
§ 17, stk. 1 og 3, i lov om social pension har følgende ordlyd:
’§ 17.
Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er
særlig vanskelige.
Stk. 3. Ud over personligt tillæg efter stk. 1 og 2 kan der
undtagelsesvis ydes personligt tillæg, hvis pensionistens økonomiske forhold
er ganske særlig vanskelige.’
Den nugældende formulering af pensionslovens § 17, stk. 1 og 3, blev
gennemført ved lov nr. 390 af 10. juni 1987 om ændring af lov om social
pension.
I bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp.
2429ff) står følgende om disse bestemmelser:
’Til nr. 1
ad § 17, stk. 1
Efter den hidtidige bestemmelse om ydelse af personlige tillæg kan disse
– efter kommunens skøn – ydes til en lang række formål. Både som
løbende ydelser, f.eks. til medicinudgifter og som enkeltydelse til dækning
af pensionisters akut opståede økonomiske behov.
Der tilsigtes ikke nogen ændring i den hidtidige praksis for formålet og
omfanget af personlige tillæg. Derimod indebærer de nye regler om
indtægtsregulering af de personlige tillæg, dels at antallet af berettigede
pensionister bliver større end hidtil, dels at ydelserne efter denne
bestemmelse skal aftrappes efter indtægt, således at hele tillægget for
fremtiden ikke kan bortfalde på én gang.
For at markere, at kredsen af berettigede modtagere er blevet større end
hidtil, er ordet: ’ganske’, der i den nuværende tekst yderligere
begrænser kredsen af ansøgere, ophævet i
forslagets tekst. Med denne undtagelse svarer forslagets bestemmelse til den
gældende bestemmelse.
Uanset forslagets
bestemmelse om indtægtsregulering af de personlige tillæg kan der dog ganske
undtagelsesvis ydes hjælp ud over det beregnede tillæg. Der henvises til
forslagets § 17, stk. 4, jf. også bemærkningerne nedenfor.
ad § 17, stk. 4 [3]
Den hidtidige adgang til at
yde personlige tillæg i ganske særlige tilfælde er opretholdt i denne
bestemmelse som en undtagelsesbestemmelse. Det forudsættes, at den
altovervejende del af personlige tillæg fremover ydes efter § 17, stk. 1-3,
og
at hjælp efter denne bestemmelse alene ydes undtagelsesvist, når særlige
omstændigheder taler herfor.
Blandt andet for at kunne
supplere personlige tillæg ydet efter stk. 1-3 eller yde tillæg herudover,
f.eks. til ganske akutte trangstilfælde, er tillæg ydet efter denne
bestemmelse
ikke indtægtsregulerede.
’
Af pkt. 90-96 i
Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 om social pension fremgår
bl.a.
følgende:
2.5.1. Generelt om personligt tillæg
Lovens § 17 og bkg. §§ 23-32
90.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om personligt tillæg til
pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige, se lovens § 17,
stk. 1. Afgørelsen skal træffes efter en nærmere konkret, individuel
vurdering
af pensionistens samlede økonomiske forhold, se pkt. 91. Et personligt
tillæg,
som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at yde, skal
indtægtsreguleres
efter reglerne i lovens § 29, se pkt. 95. Tillægget udbetales således
afhængigt
af den personlige tillægsprocent.
Herudover kan
kommunalbestyrelsen undtagelsesvis efter ansøgning træffe afgørelse om et
særligt personligt tillæg til pensionister hvis økonomiske forhold efter en
nærmere konkret, individuel vurdering anses for at være ganske særlig
vanskelige, se lovens § 17, stk. 3 og pkt. 96. Tillæggets størrelse udbetales
ikke afhængigt af den personlige tillægsprocent.
Personligt tillæg ydes efter
ansøgning. Kommunen bør generelt vejlede pensionisterne om muligheden for
tildeling af personligt tillæg og i forbindelse med drøftelser med
pensionisten
om økonomiske forhold m.v. være opmærksom på, om pågældendes forhold kan
afhjælpes ved andre foranstaltninger end tildeling af personligt tillæg.
Pensionisten ansøger
kommunen om personligt tillæg. Kommunen kan efter ønske eller behov være
pensionisten behjælpelig med ansøgningen.
Boligydelse skal medregnes
ved opgørelsen af det økonomiske behov, uanset at en del af boligydelsen
udbetales som lån, se SM P-1-94.
Udgifter til forsørgelse af
pensionisters børn kan derimod dækkes efter reglerne om personligt tillæg,
hvis
pensionisten har forsørgelsespligt over for dem, og betingelserne i øvrigt er
opfyldt.
2.5.2. Tildeling
91.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om personligt tillæg
efter en nærmere konkret, individuel vurdering af pensionistens økonomiske
forhold. Der skal i hver enkelt sag foretages en samlet vurdering af
pensionistens økonomiske forhold – dvs.
en
samlet vurdering
af indtægtsforholdene, herunder størrelsen af den sociale
pension og alle andre indtægter og formue – sammenholdt med størrelsen
af de
rimelige og nødvendige udgifter. Vurderingen skal fremgå af sagen.
Størrelsen af indtægt eller
formue kan herunder vurderes i relation til det formål, der søges om
personligt
tillæg til at dække. Men det er ikke afgørende, hvilken udgift pensionisten
anmoder om at få dækket via personligt tillæg, men om pensionisten har
mulighed
for at afholde de nødvendige og rimelige udgifter vurderet i forhold til
indtægter og formue.
Kommunalbestyrelsen skal
således ved hver enkelt ansøgning om personligt tillæg foretage en nærmere
individuel vurdering af, om pensionisten ved en rimelig tilrettelæggelse af
sin
økonomi selv burde kunne afholde den udgift, som pensionisten søger
personligt
tillæg til at dække. Først når kommunen efter en samlet vurdering finder, at
pensionistens økonomiske forhold er særlig vanskelige, træffer
kommunalbestyrelsen afgørelse om personligt tillæg.
I kommunens vurdering af
pensionistens økonomiske forhold kan hverken et bistands- eller plejetillæg
holdes udenfor, se SM P-2-96.
Kommunen kan fx træffe
afgørelse om, at der kun skal ydes tillæg til merudgiften ved den del af
udgiften, der ligger ud over den almindelige anskaffelsespris, se SM P-5-97.
Pensionisten kan ikke
udelukkes fra at ansøge
om eller få
tildelt personligt tillæg alene efter størrelsen af den personlige
tillægsprocent, se SM P-41-96 og pkt. 95.
Personligt tillæg kan ydes som et engangsbeløb eller som en løbende
ydelse
[min
fremhævning], hvis betingelserne ved hver udbetaling
fortsat er tilstede. Træffer kommunen afgørelse om at yde personligt tillæg
som
en løbende ydelse, skal kommunen følge pensionistens forhold, fx ved samtidig
med afgørelsen at fastsætte tidspunkt for en ny vurdering af sagen.
Har kommunen truffet
afgørelse om tildeling af personligt tillæg efter lovens § 17, stk. 1 og 2,
beregnes og udbetales det efter den personlige tillægsprocent, se pkt. 95.
2.6.4. Beregning
95.
Personligt tillæg efter lovens § 17, stk. 1 og 2, udbetales
afhængigt af størrelsen af den personlige tillægsprocent.
Den personlige
tillægsprocent fastsættes for den enkelte pensionist i forbindelse med den
årlige fastsættelse af pensionen hver 1. januar, se lovens § 39 og pkt. 180.
Den personlige tillægsprocent kan omregnes i løbet af året, se pkt. 181ff.
Den personlige
tillægsprocent fastsættes ud fra et indtægtsgrundlag, der er det samme, som
gælder ved beregningen af pensionstillæg. se lovens § 29 og pkt. 153ff.
Fradragsbeløb i den opgjorte
indtægt for personligt tillæg efter lovens § 29, stk. 4, udgør 11.500 kr. for
enlige og 23.100 kr. for gifte (1998-satser), se pkt. 157. Beløbene reguleres
én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten.
Ved et indtægtsgrundlag på
størrelse med eller mindre end fradragsbeløbet er den personlige
tillægsprocent
100, og et tildelt personligt tillæg vil blive udbetalt med den fulde ydelse.
Ved et indtægtsgrundlag, der
overstiger fradragsbeløbet med henholdsvis 300 kr. for enlige og 600 kr. for
gifte, er den personlige tillægsprocent mindre end 100, og det personlige
tillæg vil blive udbetalt med den fastsatte procentsats af fuld ydelse.
Den personlige
tillægsprocent nedsættes med 1 pct. for hver 300 kr. for enlige og for hver
600
kr. for gifte, som indtægtsgrundlaget overstiger fradragsbeløbet med efter
lovens § 29,
stk. 4. Dette betyder, at
den personlige tillægsprocent er 0 ved et indtægtsgrundlag på 41.500 kr. for
enlige og 83.100 kr. for gifte (1998-satser), og der vil ikke blive udbetalt
et
personligt tillæg. Se pkt. 159 om aftrapning af pensionstillæg i fortsættelse
af personligt tillæg.
Den personlige
tillægsprocent kan omregnes i løbet af året efter samme regler som omregning
af
den øvrige pension, se pkt. 182 og SM P-9-95.
2.7. Særligt personligt tillæg
Lovens § 17, stk. 3
96.
Ud over hvad der følger af lovens § 17, stk. 1 og 2, kan der
undtagelsesvis, dvs. i ekstraordinære situationer, ydes et særligt personligt
tillæg, hvis pensionistens økonomiske forhold er ganske særlig vanskelige, se
lovens § 17, stk. 3. Særligt personligt tillæg ydes typisk i akutte
trangstilfælde i modsætning til de tilfælde, hvor pensionisten ved almindelig
tilrettelæggelse af husholdningsøkonomien burde kunne have forudse udgiften.
Særligt personligt tillæg
kan fx ydes i de situationer, hvor det personlige tillæg beregnet efter den
personlige tillægsprocent ikke dækker udgifterne i fornødent omfang på grund
af
økonomiske forhold, som vurderes som ganske særlig vanskelige.
Da tillæg efter lovens § 17,
stk. 3, alene kan ydes i ganske særlige tilfælde, indtægtsreguleres tillægget
ikke.
’
Ud fra den beskrivelse af
sammenhængen mellem personligt tillæg efter § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3,
som
fremgår af forarbejderne og vejledningen, synes forskellen på de to
bestemmelser at være hvilken personkreds der er berettiget til tillæg.
Personkredsen der kan modtage hjælp efter § 17, stk. 1, er større end efter §
17, stk. 3, fordi § 17, stk. 1,
kun
stiller krav om at pensionistens økonomiske forhold skal være særlig
vanskelige, mens § 17, stk. 3, kræver at pensionistens økonomiske forhold er
’ganske særlig vanskelige’. Endvidere er forskellen at det
personlige tillæg
efter § 17, stk. 1, indtægtsreguleres afhængigt af pensionistens
tillægsprocent. Tillægget efter § 17, stk. 3, indtægtsreguleres ikke.
Det fremgår derimod ikke at
der er forskel på de formål – altså de udgifter – som tillægget kan
ydes til at
dække. I Ankestyrelsens praksisoversigt er der således heller ikke foretaget
en
opdeling over formål der kan begrunde tildeling af tillæg efter § 17, stk. 1,
og § 17, stk. 3. I praksisoversigten redegøres der samlet for til hvilke
formål
tillæg kan ydes.
Endvidere kan tillæg der
ydes efter § 17, stk. 1, både ydes som løbende ydelse og som en enkeltydelse.
Kommunens afgørelse om tillæg til diætkost
Kommunen vedtog i december
1998 at kommunen efter 1. januar 1999 ikke længere ydede tilskud til diætkost
efter pensionslovens § 17, stk. 1, men kun efter § 17, stk. 3.
Jeg mener ikke at kommunen
har haft hjemmel til at afskære pensionister der på grund af deres
tillægsprocent økonomisk har mulighed for at få tilskud efter pensionslovens
§
17, stk. 1, fra at søge om tilskud til diætkost efter denne bestemmelse.
Herved
har kommunen foretaget en generel indskrænkning som fratager borgerne i
kommunen en mulighed for at få tillæg som de efter pensionslovens regler har.
Dette er ulovligt.
Jeg kan henvise til at Den
Sociale Ankestyrelse i SM P-41-96 har orienteret om en sag hvor en kommune
generelt havde vedtaget at en betingelse for bevilling af personligt tillæg
efter pensionslovens § 17, stk. 1, var at ansøgeren havde en tillægsprocent
på
100. Ankestyrelsen fandt ikke at kommunen havde været berettiget til at
vedtage
at en betingelse for bevilling af personligt tillæg efter § 17, stk. 1,
forudsatte en tillægsprocent på 100. Ansøgeren blev, da hun i øvrigt opfyldte
betingelserne, anset for berettiget til at modtage personligt tillæg til
nødvendige udgifter til medicin og briller i henhold til sin personlige
tillægsprocent.
Kommunen vurderede efter §
17, stk. 3, om De var berettiget til tillæg og afslog dette da Deres
økonomiske
forhold ikke var ganske særlig vanskelige.
Kommunens afgørelse om tillæg til samværsudgifter
For så vidt angår personligt
tillæg til udgifter til samvær med Deres barn, fremgår det at kommunen kun
foretog sin vurdering efter pensionslovens § 17, stk. 3.
Kommunens afgørelse om tillæg til tandlægeudgifter
For tandlægeudgiftens
vedkommende havde kommunen allerede den 18. juni 1998 afslået tilskud til
kronebehandling efter § 17, stk. 1, da det ikke betragtedes som almindelig
bevarende tandbehandling. De blev samtidig henvist til, hvis Deres økonomiske
forhold var særlig vanskelige, at søge tilskud til kronebehandling efter
pensionslovens § 17, stk. 3. Denne afgørelse klagede De, så vidt jeg kan se,
ikke over til det sociale nævn. Jeg er derfor efter ombudsmandslovens § 14
afskåret fra at behandle denne afgørelse. Efter ombudsmandslovens § 14 kan
ombudsmanden ikke behandle en klage over forhold der kan indbringes for en
højere forvaltningsmyndighed før end denne myndighed har truffet afgørelse.
Heri ligger også at klagemuligheden rent faktisk skal være udnyttet.
Jeg kan imidlertid behandle
Deres klage over kommunens afgørelse af 1. marts 1999. Kommunen afslog herved
Deres ansøgning om støtte til kronebehandling efter pensionslovens § 17, stk.
3.
Konklusion vedrørende kommunens afgørelse om personligt tillæg til
diætkost, samværsudgifter og tandlægeudgifter
Det fremgår af
retssikkerhedslovens § 5 at kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål
om
hjælp i forhold til alle de muligheder der findes for at give hjælp efter den
sociale lovgivning. Det forhold at De udtrykkeligt – og i et vist omfang
efter
vejledning fra kommunen – søgte om hjælp efter pensionslovens § 17, stk.
3,
medførte derfor efter min opfattelse ikke at kommunen kunne undlade at
vurdere
om De kunne være berettiget til hjælp efter § 17, stk. 1.
Jeg har ud fra sagens
oplysninger forstået at De før den 1. januar 1999 var berettiget til
personligt
tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1, til diætkost, men at De blev
frataget
dette tillæg på grund af kommunens vedtagelse fra december 1998.
Da Deres personlige
tillægsprocent således synes at berettige til at Deres ansøgning om
personligt
tillæg vurderes efter pensionslovens § 17, stk. 1, mener jeg ikke at kommunen
har kunnet undlade at vurdere om De var berettiget til personligt tillæg til
tandlægeudgifter, diætkost og samværsudgifter efter pensionslovens § 17, stk.
1. Jeg er således ikke enig med det sociale nævn i at kommunen havde hjemmel
til at træffe den generelle afgørelse der – i brev af 8. december 1998
– blev
meddelt til de pensionister i kommunen der modtog diættilskud.
Afgørelsen af om der kan
ydes et personligt tillæg, træffes herefter på baggrund af en konkret og
individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold sammenholdt med den
nødvendige og rimelige udgift. Hvis pensionistens forhold vurderes at være
særlig vanskelige, udbetales det indtægtsregulerede tillæg efter
pensionslovens
§ 17, stk. 1. Hvis pensionistens økonomiske forhold vurderes at være
ganske
særlig vanskelige, kan tillægget
undtagelsesvis udbetales efter pensionslovens § 17, stk. 3. Dette tillæg er
ikke indtægtsreguleret.
Jeg mener det er meget
kritisabelt at kommunen således undlod at behandle Deres ansøgning om hjælp i
forhold til pensionslovens § 17, stk. 1.
Jeg har gjort kommunen
bekendt med min opfattelse.
Det sociale nævns afgørelser om personligt tillæg
Det sociale nævn henviste i
sine afgørelser af 11. maj 1999 og 10. juni 1999 både til pensionslovens §
17,
stk. 1, og stk. 3. Imidlertid skrev nævnet i sin begrundelse for afgørelserne
at nævnet havde fundet at De ikke var
ganske
særlig vanskeligt stillet, og at betingelserne for at yde Dem hjælp efter
pensionslovens § 17, stk. 1 og stk. 3, derfor ikke var opfyldt.
Ud fra denne formulering som
kun henviser til ordlyden i § 17, stk. 3, står det mig ikke klart om nævnet
har
vurderet om De var berettiget til tillæg efter både § 17, stk. 1, og stk. 3.
Jeg er endvidere som anført
ovenfor ikke enig med nævnet i at kommunen havde hjemmel til at træffe den
generelle afgørelse der – i brev af 8. december 1998 – blev meddelt
til de
pensionister i kommunen der modtog diættilskud.
Jeg har derfor bedt nævnet
om at genoptage sagen og i forbindelse med en ny behandling af sagen inddrage
de synspunkter om pensionslovens § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3, som jeg har
anført ovenfor. Jeg har bedt nævnet om at underrette mig om resultatet af
nævnets
behandling af sagen.
Efter min gennemgang af
sagen har jeg fundet det rigtigst at berøre nogle af de andre spørgsmål som
sagen har givet anledning til.
Begrundelse
Forvaltningslovens § 22
fastslår at en afgørelse når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af
en
begrundelse medmindre afgørelsen giver parten fuldt ud medhold.
Om de indholdsmæssige krav
til en begrundelse fremgår følgende af forvaltningslovens § 24:
’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen
skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens
indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte
kendskab
til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende
hensyn
til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser,
jfr. § 15.’
a. Kommunens afgørelser
Som tidligere nævnt modtager
De højeste førtidspension og bistandstillæg. Ved opgørelsen af Deres
økonomiske
forhold har kommunen medtaget Deres bistandstillæg som en indtægt. De har
redegjort for Deres opfattelse af Deres økonomiske forhold. Det fremgår af
Deres opgørelse at De har faste udgifter på i alt 13.516,02 kr. Kommunen har
derimod alene godkendt udgifter for i alt 9.953,00 kr. Af udgiftsposter som
kommunen ikke har godkendt, kan bl.a. nævnes: udgifter til telefonsamtaler,
togkort, pensionistservice, taxa, kommuneservice og udbringning af varer.
Det fremgår af kommunens
afgørelser at kommunen – trods Deres økonomiske opgørelse pr. januar
1999 der
viste et rådighedsbeløb på 1.436 kr. – fandt at Deres rådighedsbeløb var
på ca.
5.000 kr.
Ved afgørelsen af 21. januar
1999 henviste kommunen alene til at De kunne kontakte kommunens
opkrævningsafdeling for at få en anden afdragsordning angående Deres
restskat.
Ved afgørelsen af 1. marts 1999 henviste kommunen yderligere til at De have
mulighed for at bedre Deres økonomi ved at søge om boligydelse som lån til
ejerboliger
eller få indefrosset ejendomsskatterne.
Kommunens vurdering af Deres
økonomiske forhold må antages at have været helt central for kommunens
afgørelser om personligt tillæg i medfør af pensionslovens § 17, stk. 3. Det
følger af forvaltningslovens § 24, stk. 1, at en begrundelse for en afgørelse
der beror på et administrativt skøn, skal angive de hovedhensyn der har været
bestemmende for skønsudøvelsen.
Som anført var der stor
forskel på Deres og kommunens vurdering af Deres rådighedsbeløb. Kommunens
afgørelser
indeholder imidlertid ingen forklaring på hvorfor kommunen ikke medtog de
handicapkompenserende udgifter mv. ved opgørelsen af Deres rådighedsbeløb.
Jeg
mener det er beklageligt at kommunen ikke i begrundelserne for kommunens
afgørelser redegjorde nærmere for baggrunden for at kommunen ikke ved den
økonomiske opgørelse medtog de handicapkompenserende udgifter. Endvidere er
det
beklageligt at afgørelsen af 21. januar 1999 ikke klart fremstår som en
afgørelse idet det ikke udtrykkeligt fremgår hvad der er afgørelsens
resultat.
Jeg har gjort kommunen
bekendt med min opfattelse.
Endvidere er det beklageligt
at kommunen sendte sagen om personligt tillæg i medfør af pensionslovens §
17,
stk. 3 (til dækning af udgifter til diæt og samvær) videre til det sociale
nævn
før De havde haft lejlighed til at gøre Dem bekendt med afgørelsen og tage
stilling til om De ønskede at klage over afgørelsen af 21. januar 1999.
Jeg har gjort kommunen
bekendt med min opfattelse, men da De efterfølgende har givet udtryk for at
De
ønskede at klage, foretager jeg mig ikke mere i den anledning.
b. Det sociale nævns afgørelser
I udtalelsen til mig har det
sociale nævn gjort opmærksom på at nævnet kun kan ’efterprøve det skøn,
der
indgår i en afgørelse truffet af en kommune, når der foreligger særlige
omstændigheder, jfr. lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område § 69’.
§ 69 i retssikkerhedsloven
har følgende ordlyd:
’§ 69.
Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der
foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en
afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.’
Jeg kan tilslutte mig
nævnets opfattelse af at samtlige indtægter og rimelige udgifter, herunder
nødvendige udgifter forbundet med Deres handicap, skal medtages ved
vurderingen
af om De kan anses for økonomisk at være ganske særlig vanskeligt stillet.
De har under sagen nøje
redegjort for Deres handicapkompenserende udgifter, herunder for hvorfor De
finder dem nødvendige (f.eks. Deres økonomiske opgørelse pr. januar 1999, i
breve af 30. januar, 24. marts og 3. juni 1999).
Selv om der ikke består en
generel pligt til at komme ind på samtlige af en parts anbringender i en
begrundelse, må der antages at gælde en pligt for myndighederne til at tage
stilling til partsanbringender der ikke umiddelbart kan afvises som
uvæsentlige
eller irrelevante for afgørelsen, jf.
John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 428, og Hans
Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 371f.
Efter min opfattelse kunne
Deres anbringende om at myndighederne ved vurderingen af Deres økonomiske
forhold skulle medregne Deres handicapkompenserende udgifter, absolut ikke
umiddelbart afvises som uvæsentligt eller irrelevant. Derfor mener jeg det er
beklageligt at det sociale nævn ikke tog udtrykkeligt stilling til Deres
anbringende.
Jeg har gjort det sociale
nævn bekendt med min opfattelse.
Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 2. august 1999
Jeg har besluttet at jeg
ikke på det foreliggende grundlag vil foretage mig videre i anledning af
Ankestyrelsens afvisning af at behandle sagerne. Jeg har imidlertid sendt en
kopi af min udtalelse i sagen til Den Sociale Ankestyrelse til orientering.
På det foreliggende grundlag
foretager jeg mig ikke mere i sagen.”
Den 5. juli 2000 meddelte
det sociale nævn at nævnet på ny havde behandlet sagerne og truffet afgørelse
om at tilbagesende sagerne til fornyet behandling og afgørelse i kommunen i
overensstemmelse med de retningslinier som jeg havde angivet.
Lignende dokumenter
- Afslag på kosttilskud efter pensionslovens § 17 om personligt tillæg Retsinformation · 3. marts 2003
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum Retsinformation · 29. januar 2002
- Ankestyrelsens principafgørelse 72-13 om arbejdsskade - tænder - fradrag - forudbestående - behandlingsbehov Retsinformation · 4. december 2013
- Manglende partshøring om tandlægekonsulents udtalelse. Egen tandlæge ikke partsrepræsentant Retsinformation · 12. januar 2002
- Ankestyrelsens principafgørelse 68-17 om egenbetaling - hjælp til sygebehandling - Sygeforsikringen ”danmark” - tandbehandling - egne midler Retsinformation · 9. september 2017
- Afslag på hjælp til tandbehandling Begrundelse. Sagsoplysning Retsinformation · 1. marts 2005