Spring til indhold

Retsinformation

Manglende partshøring om tandlægekonsulents udtalelse. Egen tandlæge ikke partsrepræsentant

FOU nr 2000.331UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Manglende partshøring om tandlægekonsulents udtalelse. Egen

tandlæge ikke partsrepræsentant

En førtidspensionist klagede

til mig over myndighedernes afslag på tilskud til tandbehandling.

Det fremgik af sagens akter

at A er født i 1946 og modtager mellemste førtidspension. Den 6. februar 1998

sendte Gentofte Kommune A et ansøgningsskema vedrørende tilskud til

tandbehandling.

Den 11. marts 1998 sendte

A’s tandlæge, B, det udfyldte skema til Gentofte Kommune som en

ansøgning om

tilskud til en kronebehandling af A’s tænder +4 og +6 hvilket ansloges

at ville

koste 10.238,00 kr.

I februar 1998 blev der

taget aftryk af A’s tand +4, og den 17. april 1998 blev kronen

cementeret på.

Den 14. maj 1998 var A til

undersøgelse hos tandlægekonsulent C.

Den 26. maj 1998 meddelte

Gentofte Kommune A følgende afgørelse:

”Pensionsafdelingen har

færdigbehandlet Deres ansøgning om personligt tillæg til tandbehandling til

en

udgift på kr. 10.238,00.

Deres egen-betaling til

udgiften udgør

minimum

200,00 kr.

Pensionsafdelingen har

Læs alt

bevilget Dem et tilskud til tandbehandlingen med kr.

70,00,

idet De IKKE er mødt op til de indkaldte undersøgelser hos

tandlægekonsulent (C) henholdsvis 16. april og 14. maj 1998. [I de akter jeg

har modtaget fra myndighederne er ordene fra og med ’IKKE’ til og

med ’1998’

overstreget, dog på en sådan måde at de stadig kan læses; min bemærkning].

Restbeløbet/egen-betalingen

skal De selv betale direkte til tandlægen.

Deres tandlæge er samtidig

orienteret herfra.

”

Den 17. juni 1998 skrev A

til Gentofte Kommune at hun ønskede at anke sagen. A oplyste at hun

var

blevet undersøgt af kommunens tandlægekonsulenter

den 14. maj 1998 (i modsætning til hvad der stod i kommunens afgørelse af 26.

maj 1998). Derudover oplyste A at hendes tand 6+ var helt fraktureret, og at

hun ikke kunne undvære denne tand da hun i forvejen var plaget af tinnitus,

svær hørenedsættelse og talebesvær.

I brev dateret den 24. juni

1998 oversendte Gentofte Kommune sagen til Det Sociale Ankenævn (nu Det

Sociale

Nævn) for Københavns Amt. Kommunen fastholdt sin afgørelse, dog med den

begrundelse

at behandlingen efter tandlægekonsulentens undersøgelse ikke kunne anbefales.

Den 25. juni 1998 skrev

Gentofte Kommune således til A:

”Vedr.: anke i forbindelse med ansøgning om økonomisk tilskud til

tandbehandling.

Pensionsafdelingen har

modtaget Deres anke af den 17.6.98, hvor De ønsker at anke kommunens

afgørelse

af den 26.5.98.

Ansøgning om større

tandbehandling forelægges altid tandlægekonsulenten til nærmere vurdering.

I Deres tilfælde har

tandlægekonsulenten indkaldt og undersøgt Dem på baggrund af overslag fra

Deres

tandlæge.

Tandlægekonsulenten har

vurderet, at der ikke er akut behov for krone til + 6, hvorfor der er

bevilget

afslag på denne behandling.

Krone til + 4 var

fremstillet på undersøgelsestidspunktet, hvorfor det ikke har været muligt at

vurdere behovet.

Pensionsafdelingen beklager,

at der i brev af den 26. maj 1998 står, at De ikke skulle være mødt op til

undersøgelse, dette beror på en misforståelse. Endvidere er det beklageligt,

at

De først modtog kommunens brev den 12.6.98, hvilket skyldes, at brevet

fejlagtigt blev sendt til tidligere adresse.

Deres anke er dags dato

videresendt sammen med sagens akter til Det Sociale Ankenævn, Hejrevej 43,

2400

København NV.

Samtidig vedlægges efter

anmodning kopi af akter, som vedrører den aktuelle sag.”

Den 23. juli 1998

rekvirerede det sociale nævn journalmateriale fra A’s tandlæge, B.

Nævnet

modtog dette den 24. august 1998.

I brev dateret den 30.

oktober 1998 meddelte Det Sociale Nævn for Københavns Amt at nævnet havde

truffet afgørelse. Nævnet skrev bl.a.:

”Det blev dog besluttet at

tiltræde kommunens afgørelse om afslag på kronebehandling af tanden

+

6 i henhold til lov om social pension

§ 17.

Der er herved lagt vægt på

udtalelse fra nævnets tandlægekonsulent, hvorefter tanden ikke er akut

behandlingskrævende.”

Under punktet ”Baggrund” i

nævnets afgørelse står der bl.a.:

”Tandlægekonsulenten har

endvidere udtalt, at der ikke i journalmaterialet er noteret, at der skulle

være noget i vejen med tanden +6, hvilket heller ikke fremgår af

røntgenbillede

dateret den 20.02.1998. Ved visitationen hos overtandlæge (C) fandtes tanden

ikke

akut behandlingskrævende. Tandlægekonsulenten finder derfor udsættelse af

behandling rimelig.”

Vedrørende tilskud til

kronebehandling af tanden +4 hjemviste nævnet sagen til kommunen til fornyet

behandling og afgørelse.

Den 9. november 1998 skrev A

til mig og klagede over Gentofte Kommunes og det sociale nævns afgørelser.

Den

24. november 1998 bad jeg A afvente Gentofte Kommunes afgørelse vedrørende

+4.

Samtidig oversendte jeg A’s klage over afslaget på behandling af +6 til

Den

Sociale Ankestyrelse således at Ankestyrelsen kunne få lejlighed til at tage

stilling til om styrelsen kunne behandle sagen.

Den 21. december 1998 afslog

Den Sociale Ankestyrelse at behandle sagen da styrelsen ikke fandt at sagen

havde principiel eller generel betydning.

Den 11. januar 1999 klagede

A igen til mig over myndighedernes afgørelser. På baggrund af A’s klage

bad

jeg Gentofte Kommune og Det Sociale Nævn for Københavns Amt om en udtalelse

og

om udlån af sagens akter. I denne forbindelse bad jeg myndighederne om at

udtale

sig om hvorvidt der var foretaget partshøring forud for afgørelserne. Den 3.

maj 1999 modtog jeg Gentofte Kommunes udtalelse af 30. marts 1999 og det

sociale nævns udtalelse af 29. april 1999.

I sin udtalelse af 30. marts

1999 skrev Gentofte Kommune bl.a.:

”Efter telefonisk aftale den

22. marts medfølger her resume af sagsforløbet efter anke over Gentofte

kommunes afgørelse om tilskud til tandbehandling:

Gentofte kommune modtog den

17.6. 1998 anke fra (A) over kommunens afgørelse om tilskud til

tandbehandling.

Kommunen gav afslag på tilskud til kroning af tanden + 4 med den begrundelse,

at nødvendigheden af behandlingen ikke kunne vurderes, da behandlingen var

foretaget. Endvidere blev der givet afslag på tilskud til kroning af tanden

+6,

da der ikke var akut behov herfor. Der blev bevilget et tilskud 270,- kr. til

øvrig behandling minus en egenbetaling på 200,- kr.

Det sociale nævn meddelte

ved brev af 30. oktober 1998 til (A) og kopi heraf til Gentofte kommune, at

nævnet havde besluttet at hjemvise sagen til fornyet behandling vedrørende

tilskud til kronebehandling af tanden +4.

Nævnet besluttede at

tiltræde kommunens afgørelse om afslag på kronebehandling af tanden +6.”

I sin udtalelse af 29. april

1999 skrev det sociale nævn således:

”Efter at nævnet i et møde

afholdt den 30. oktober 1998 besluttede at tiltræde kommunes afslag på

kroning

af tanden +6 i henhold til lov om social pension § 17 har ovennævnte indbragt

nævnets afgørelse for Folketingets Ombudsmand.

I en skrivelse af 9. marts

1999 anmoder Folketingets ombudsmand nævnet om en udtalelse samt om udlån af

sagens akter.

Folketingets Ombudsmands

skrivelse af 9. marts 1999 har været forelagt Det Sociale Nævn, som

besluttede

at meddele Ombudsmanden at,

I henhold til lov om social

pension § 17 kan der ydes personligt tillæg til pensionister, hvis økonomiske

forhold må anses for vanskelige.

Der skal dog i hvert enkelt

tilfælde anlægges en konkret vurdering af rimeligheden og nødvendigheden af

det

ansøgte.

Ovenstående har klaget over,

at der er givet afslag på kroning af tanden +6.

Sagen har været forelagt Det

Sociale Nævns tandlægekonsulent, der har udtalt, at tanden +6 ikke var akut

behandlingskrævende, hvorfor udsættelse af behandling af denne tand må anses

for rimelig. Tandlægekonsulenten har endvidere udtalt, at tanden +6 aktuelt

er

opbygget med nyere celayindlæg, og at røntgen har vist, at tanden skulle være

i

orden.

Det skal bemærkes, at

kommunen efterfølgende har bevilget økonomisk støtte til kroning af tanden

+4.

Endvidere skal det bemærkes,

at klager ikke som anbefalet har søgt om støtte til kroning af tanden 6+.

Det kan oplyses, at klager i

forbindelse med oversendelse af sagen fra kommunen, har modtaget kopi af

kommunens skrivelse af

24. juni 1998.

Derudover blev klager i

’vejledning om sagsbehandlingen i Det Sociale Nævn’ orienteret om

muligheden

for at modtage aktindsigt.

Klager har dog ikke

ønsket at gøre brug af aktindsigt.”

Da udtalelserne ikke

indeholdt oplysninger om hvorvidt der var foretaget partshøring forud for

myndighedernes afgørelser, bad jeg ved brev af 6. maj 1999 Det Sociale Nævn

for

Københavns Amt om at oplyse om der var foretaget partshøring, herunder om A

forud for kommunens afgørelse var gjort bekendt med resultatet af den

undersøgelse som hun medvirkede til hos kommunens tandlægekonsulent. Jeg bad

nævnet indhente en udtalelse fra Gentofte Kommune om sagen.

I brev af 2. juni 1999

oplyste det sociale nævn at A ikke havde modtaget kopi af udtalelsen fra

nævnets

tandlægekonsulent, og at A på

intet tidspunkt havde givet udtryk for et ønske om aktindsigt. Vedlagt brevet

var en udtalelse fra Gentofte Kommune dateret den 28. maj 1999. I denne

udtalelse

skrev Gentofte Kommune bl.a.:

”Gentofte Kommunes

tandlægekonsulent har været i kontakt med (A)’s tandlæge, (B), i

forbindelse

med ansøgning om kroning af flere tænder i marts måned 1998, for at få

uddybende oplysninger vedrørende ansøgningen om tandbehandling.

(A) har også været til

undersøgelse hos tandlægekonsulenten i forbindelse med ansøgningen.

Gentofte Kommune har

betragtet (A)’s tandlæge, (B), som hendes faglige repræsentant, der som

part

har været hørt.

Derved er det Gentofte

Kommunes opfattelse at der har været partshøring i denne sag.”

Den 9. juni 1999 sendte jeg

kopi af udtalelserne til A således at hun kunne få lejlighed til at fremkomme

med eventuelle bemærkninger hertil. Den 4. juli 1999 kommenterede A

udtalelserne.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Afgørelserne truffet af Gentofte Kommune og Det Sociale Nævn for

Københavns Amt

Gentofte Kommune begrundede i sit brev af 26. maj 1998 det første afslag med

at (A) ikke var mødt op til de indkaldte undersøgelser hos kommunens

tandlægekonsulent. I forbindelse med (A)’s klage genvurderede Gentofte

Kommune afgørelsen. I et brev af 25. juni 1998 beklagede kommunen at der i

afgørelsen af 26. maj 1998 stod at (A) ikke var mødt op til de indkaldte

undersøgelser. Jeg er enig med Gentofte Kommune i at det er beklageligt at

den første afgørelse således blev afgjort på baggrund af en fejlagtig

opfattelse af sagens faktiske omstændigheder.

Jeg har gjort Gentofte Kommune bekendt med min opfattelse.

Afgørelsen af om (A) er berettiget til personligt tillæg til tandbehandling,

er truffet på grundlag af § 17, stk. 1, i lov om social pension. Bestemmelsen

har følgende ordlyd:

’

§ 17.

Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er

særlig vanskelige.’

En afgørelse af hvorvidt der kan ydes et personligt tillæg til dækning af

udgifter til tandlægebehandling, træffes normalt på baggrund af en vurdering

af ansøgerens økonomiske forhold

og en tandlægefaglig vurdering af ansøgerens behov for den pågældende

tandbehandling. I den konkrete sag blev (A)’s økonomiske forhold

imidlertid

ikke inddraget da myndighederne gav afslag allerede fordi de vurderede at den

ansøgte tandbehandling ikke var nødvendig.

Efter de regler der gælder

for ombudsmandens virksomhed, kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling

til

afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol

af de tandlægefaglige vurderingers rigtighed – som er af væsentlig

betydning

for denne sag – kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Under min gennemgang af

sagen har jeg derfor måttet begrænse min undersøgelse til at omfatte de

juridiske spørgsmål i sagen, herunder myndighedernes oplysning af sagen og

myndighedernes partshøringspligt.

2. Partsrepræsentation

I udtalelsen af 28. maj 1999

har Gentofte Kommune anført at kommunen har betragtet (A)’s tandlæge,

(B), som

(A)’s ’faglige repræsentant’. Jeg har forstået dette således

at kommunen har

betragtet (B) som (A)’s partsrepræsentant.

Parters ret til at lade sig

repræsentere af andre er reguleret i forvaltningslovens § 8 der har følgende

ordlyd:

’

§ 8.

Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens

behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog

kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens

afgørelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig

repræsentere

eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.’

Udgangspunktet ifølge

forvaltningslovens § 8 er at man som part i en sag har ret til at lade sig

repræsentere

af andre. Det er i lovens forarbejder forudsat at det er den enkelte

myndighed

der afgør om den skal kræve dokumentation for at en person kan optræde som

partsrepræsentant, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 131, hvor der

bl.a. står:

’Den myndighed, der

behandler sagen, afgør, om den, der optræder som partsrepræsentant, skal

fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den

pågældende

kan optræde som repræsentant for parten. Er den, der optræder på partens

vegne,

advokat eller medlem af en stand, der inden for det pågældende

forvaltningsområde typisk optræder som partsrepræsentant, f.eks. revisor,

landinspektør eller socialrådgiver, vil der i almindelighed ikke være grund

til

at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre det er særligt

begrundet

i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.’

Jeg henviser også til et

egen drift-projekt om EF-direktoratet (Folketingets Ombudsmands beretning for

året 1995, s. 481*, særligt s. 488) hvor jeg anfører at visse professionelle

partsrepræsentanter, f.eks. socialrådgivere i sociale sager, som udgangspunkt

ikke

behøver at fremvise en skriftlig

fuldmagt over for myndighederne. I en anden sag (Folketingets Ombudsmands

beretning for året 1989, s. 42*) fandt jeg ikke at der var en generel

formodning for at formanden for ejerlejlighedsforeningen kunne anses for at

repræsentere medlemmerne ved udøvelse af rettighedsinteresser. En sådan

generel

formodning havde ikke støtte i lovgivningen eller i almindelige synspunkter

vedrørende partsmedvirken og kunne derfor ikke anses for holdbar.

Som sagen er oplyst for mig,

er der ikke umiddelbart nogen oplysninger, eksempelvis en indsendt fuldmagt

eller lignende, der tyder på at (A) har ønsket at hendes tandlæge skulle

betragtes som hendes partsrepræsentant, eller at han har opfattet sig selv

som

sådan. Det eneste der kunne pege i denne retning, er at (B) har udfyldt og

indsendt det skema som (A) den 6. februar 1998 rekvirerede fra kommunen. Det

forhold at dette skema blev sendt til Gentofte Kommune af (A)’s

tandlæge, (B),

kan dog efter min opfattelse ikke give kommunen anledning til at gå ud fra at

tandlægen var (A)’s partsrepræsentant. Det fremgår af skemaet at det i

alle

tilfælde forudsættes udfyldt og indsendt af en tandlæge. Jeg har endvidere

noteret mig at Gentofte Kommune har sendt afgørelsen i sagen til (A) med kopi

til tandlæge (B).

Det fremgår af de ovenfor

citerede forarbejder at der normalt ikke vil være grund til at bede om

dokumentation for at der er et fuldmagtsforhold når den der optræder som

partsrepræsentant,

har et job hvor vedkommende typisk fungerer som partsrepræsentant.

Efter min opfattelse kan der

næppe antages at eksistere en generel formodning for at tandlæger (i kraft af

deres stilling) kan anses for at være partsrepræsentanter for deres patienter

og således skulle være bemyndiget til at udøve patienternes partsrettigheder

over for den offentlige forvaltning. Jeg mener derfor ikke at Gentofte

Kommune

på baggrund af en sådan generel formodning med rette kunne opfatte (B) som

(A)’s partsrepræsentant.

Hvis antagelsen om at (B)

ikke har været (A)’s partsrepræsentant og heller ikke har opfattet sig

som

partsrepræsentant, er rigtig, har det forhold at kommunen har opfattet ham

som

partsrepræsentant, haft den meget uheldige konsekvens at kommunen har rettet

sin sagsbehandling mod den forkerte. (B) har i så fald ikke været opmærksom

på

at han var tillagt beføjelser til at varetage sin patients partsinteresser

over

for kommunen, herunder begære aktindsigt, blive partshørt, begære sagen udsat

med

henblik på at afgive en udtalelse i sagen mv.

Ved min gennemgang af sagen

har jeg ikke konstateret forhold der kan give belæg for kommunens opfattelse

af

at tandlæge (B) var (A)’s partsrepræsentant. Kommunen ses heller ikke at

have

undersøgt spørgsmålet nærmere. Jeg har endvidere noteret mig at (A) åbenbart

helt naturligt mente at det var hende der skulle klage til det sociale nævn

over kommunens afslag. (A) mente således ikke at hun havde tillagt sin

tandlæge

den for en partsrepræsentant naturlige beføjelse at klage til den overordnede

myndighed over kommunens afgørelse. Jeg har på den baggrund ved min fortsatte

gennemgang af sagen lagt til grund at tandlæge (B) ikke var (A)’s

partsrepræsentant.

3. Partshøringspligten

Reglerne om hvornår en

myndighed har pligt til at partshøre, det vil sige give parten lejlighed til

at

fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i

forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende indhold:

’

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen

af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1 gælder ikke, hvis

1)

det efter

oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at

træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

2)

udsættelse vil

medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

3)

partens interesse i,

at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4)

parten ikke har ret

til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende

oplysninger,

5)

den påtænkte

afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder

m.v.,

eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være

forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

6)

der ved lov er

fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig

bekendt

med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til

sagen, inden afgørelsen træffes.

...’

Efter forvaltningslovens §

19, stk. 1, har en myndighed pligt til før afgørelsen træffes at forelægge

oplysningerne vedrørende sagens faktiske omstændigheder for parten og give

denne lejlighed til at komme med bemærkningerne hertil hvis følgende

betingelser er opfyldt:

1)

parten kan ikke

antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af

disse oplysninger,

2)

oplysningerne er til

ugunst for parten, og

3)

oplysningerne er af

væsentlig betydning for sagens afgørelse.

§ 19, stk. 2, indeholder

visse undtagelser fra partshøringspligten.

Det er et grundprincip i

dansk forvaltningsret at myndighederne har ansvaret for at sagen oplyses i

tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne skal blandt andet sikre at

parten får tilstrækkelig lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget

inden afgørelsen træffes. Eventuelle fejl i beslutningsgrundlaget kan påpeges

af parten ligesom denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sagen

sine synspunkter. Partshøringsreglerne skal endvidere tjene til at styrke

tilliden til forvaltningen i forbindelse med de berørte borgeres opfattelse

af

den måde hvorpå myndighederne behandler deres sag.

3.a. Partshøring forud for kommunens afgørelse

Kommunen traf sin anden

afgørelse på grundlag af ’Behandlings- og honorarforslag for

tandbehandling’

udfyldt og indsendt af (A)’s tandlæge, (B). På ovennævnte skema har

tandlægekonsulent (C) skrevet et notat/en udtalelse efter at have undersøgt

(A)

den 14. maj 1998. Det fremgår af Gentofte Kommunes brev af 25. juni 1998 at

afslaget på tilskud til behandlingen af +6 skyldtes tandlægekonsulentens

vurdering af at der ikke var akut behov for en krone til denne tand.

Partshøringspligtens

udstrækning er ikke i første række afhængig af om en oplysning efter sit

indhold

må karakteriseres som faktisk eller ej, men beror i højere grad på hvilken

funktion oplysningen har i myndighedernes sagsbehandling. Afgørende for om en

oplysning skal undergives partshøring efter forvaltningslovens § 19, er om

oplysningen er af en sådan karakter at den bidrager til at supplere sagens

bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skaffe klarhed med

hensyn til sagens faktiske omstændigheder.

Partshøringspligten vil

derfor også efter omstændighederne omfatte oplysninger der indeholder en

subjektivt præget stillingtagen til forhold for så vidt vurderingen er af

betydning for den administrative bevisoptagelse. Som eksempel kan nævnes en

udtalelse fra en sagkyndig som skal indgå i grundlaget for myndighedens

afgørelse. Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer,

3.

udg., 1999, s. 374ff, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret.

Sagsbehandling, 4. udg., 1995, s. 170, og Jon Andersen, Forvaltningsret, 1.

udg., 1994, s. 341ff.

Normalt anses

tilkendegivelser om standpunkter, argumenter eller vurderinger med hensyn til

en sags afgørelse som fremkommer fra den kompetente myndigheds egne

medarbejdere, ikke som omfattet af partshøringspligten. Dette gælder også for

de udtalelser som en kommunes eller et nævns tandlægekonsulent afgiver. På

tilsvarende måde anses disse standpunkter mv. ikke for omfattet af retten til

aktindsigt efter forvaltningslovens § 12, stk. 2, jf. Folketingets

Ombudsmands

beretning for året 1990, s. 216ff*.

Bestemmelsen i

forvaltningslovens § 12, stk. 2, angår ’faktiske omstændigheder, der er

af

væsentlig betydning for sagens afgørelse’. De oplysninger der efter

forvaltningslovens § 19, stk. 1, er omfattet af partshøringspligten, er

afgrænset på samme måde, jf. det jeg har anført ovenfor under 3.

Kommunens tandlægekonsulent

har ikke – som det er sædvanligt i hvert fald for lægekonsulenter ansat

i Den

Sociale Ankestyrelse eller af det sociale nævn – blot afgivet sin

vurdering på

baggrund af sagens foreliggende oplysninger mv. Tandlægekonsulenten har

derimod

– for at forbedre grundlaget for at træffe afgørelse i sagen –

indkaldt (A) og

ved selvsyn konstateret hvorledes hendes tandstatus var. På dette grundlag

har

tandlægekonsulenten foretaget sin vurdering og afgivet sin udtalelse. Den

omstændighed at tandlægekonsulenten har undersøgt (A), medfører at

tandlægekonsulentens erklæring bidrager til at supplere sagens bevismæssige

grundlag og dermed bliver omfattet af partshøringspligten.

Jeg har ved min behandling

af sagen lagt til grund at (A) ikke var bekendt med indholdet af

udtalelsen/notatet

før kommunen traf afgørelse. Det fremgår således ikke af sagens akter eller

af

kommunens udtalelse til mig at (A) blev orienteret om resultatet af

undersøgelsen.

Det forhold at (A) deltog i

tandlægekonsulentens undersøgelse af hende og således vidste at der til brug

for sagen blev udfærdiget en erklæring på baggrund af undersøgelsen, er efter

min opfattelse ikke tilstrækkeligt til at anse partshøringspligten efter

forvaltningslovens § 19 for opfyldt. Jeg henviser i den forbindelse til

Folketingets

Ombudsmands beretning for året 1990, s. 339* (361ff, 378ff, og 411ff).

I sin udtalelse til mig af

28. maj 1999 oplyser Gentofte Kommune imidlertid at kommunen har betragtet

(A)’s tandlæge, (B), som (A)’s ’faglige repræsentant’, og

at han har været hørt

som part. Det fremgår imidlertid ikke af de indsendte akter at tandlæge (B)

–

på vegne af (A) – blev hørt angående resultatet af tandlægekonsulentens

undersøgelse. Som tidligere anført har jeg lagt til grund at (B) ikke var

(A)’s

partsrepræsentant. Jeg anser det derfor for meget beklageligt at Gentofte

Kommune undlod at foretage partshøring af (A).

Jeg har gjort Gentofte

Kommune bekendt med min opfattelse.

3.b. Partshøring forud for Det Sociale Nævn for Københavns Amts

afgørelse

(A) klagede selv til Det

Sociale Nævn for Københavns Amt over Gentofte Kommunes afgørelse, og nævnet

har

ikke anført at (A)’s tandlæge blev opfattet som hendes partsrepræsentant

under

nævnets behandling. Jeg har derfor lagt til grund at (A) heller ikke under

nævnets behandling af sagen har været repræsenteret af andre.

Det fremgår af sagens akter at

Det Sociale Nævn for Københavns Amt ved brev af 23. juli 1998 bad (A)’s

tandlæge om at fremsende ’aktuelle røntgenoptagelser, kopi af

tandlægejournal,

eventuelle modeller samt andet relevant materiale’.

Nævnet modtog den 24. august

1998 det materiale (A)’s tandlæge havde.

Af Det Sociale Nævn for

Københavns Amts afgørelse af 30. oktober 1998 fremgår det at man ved afslaget

på tilskud til tanden +6 havde lagt vægt på nævnets tandlægekonsulents

udtalelse hvorefter tanden ikke var akut behandlingskrævende. Under punktet

’Baggrund’ i nævnets afgørelse står der blandt andet:

’Tandlægekonsulenten har

endvidere udtalt, at der ikke i journalmaterialet er noteret, at der skulle

være noget i vejen med tanden +6, hvilket heller ikke fremgår af

røntgenbillede

dateret den 20.02.1998. Ved visitationen hos overtandlæge (C) fandtes tanden

ikke akut behandlingskrævende. Tandlægekonsulenten finder derfor udsættelse

af

behandling rimelig.’

Det fremgår ikke af sagen at

(A) var bekendt med indholdet af det indhentede journalmateriale. (A) kunne

heller ikke antages at være bekendt med at materialet indgik i det sociale

nævns behandling af sagen. Da det efter det sociale nævns afgørelse af 30.

oktober 1998 må antages at materialet har haft væsentlig betydning for sagens

afgørelse og har været til ugunst for (A), burde nævnet have partshørt (A)

over materialets indhold.

Jeg har gjort Det Sociale

Nævn for Københavns Amt bekendt med min opfattelse. Da jeg ikke mener det kan

udelukkes at (A) (eventuelt med hjælp fra en tandlæge) kan have væsentlige og

relevante bemærkninger til det indhentede materiale, har jeg i dag henstillet

til det sociale nævn at genoptage behandlingen af sagen og give (A) mulighed

for at kommentere det indhentede materiale.

Jeg har bedt nævnet om at

underrette mig om hvad nævnet foretager sig i sagen.

4. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse

Jeg mener ikke at jeg kan

kritisere at Den Sociale Ankestyrelse afviste at behandle sagen. Vurderingen

af

om en sag er af generel eller principiel betydning, bygger på vurderinger og

afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand

har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og

omstændigheder på en anden og bedre måde end Ankestyrelsen der beskæftiger

sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Det sociale nævn genoptog

sagen og partshørte (A). Herefter traf nævnet på ny afgørelse i sagen, og

fastholdt sin tidligere afgørelse om afslag på at yde personligt tillæg.

Herefter foretog jeg mig

ikke mere i anledning af (A)’s klage.”

NOTER: (*) FOB

1995, s. 481,

FOB 1989, s. 42,

FOB 1990, s. 216

og

339

Lignende dokumenter