Manglende partshøring om tandlægekonsulents udtalelse. Egen tandlæge ikke partsrepræsentant
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Manglende partshøring om tandlægekonsulents udtalelse. Egen
tandlæge ikke partsrepræsentant
En førtidspensionist klagede
til mig over myndighedernes afslag på tilskud til tandbehandling.
Det fremgik af sagens akter
at A er født i 1946 og modtager mellemste førtidspension. Den 6. februar 1998
sendte Gentofte Kommune A et ansøgningsskema vedrørende tilskud til
tandbehandling.
Den 11. marts 1998 sendte
A’s tandlæge, B, det udfyldte skema til Gentofte Kommune som en
ansøgning om
tilskud til en kronebehandling af A’s tænder +4 og +6 hvilket ansloges
at ville
koste 10.238,00 kr.
I februar 1998 blev der
taget aftryk af A’s tand +4, og den 17. april 1998 blev kronen
cementeret på.
Den 14. maj 1998 var A til
undersøgelse hos tandlægekonsulent C.
Den 26. maj 1998 meddelte
Gentofte Kommune A følgende afgørelse:
”Pensionsafdelingen har
færdigbehandlet Deres ansøgning om personligt tillæg til tandbehandling til
en
udgift på kr. 10.238,00.
Deres egen-betaling til
udgiften udgør
minimum
200,00 kr.
Pensionsafdelingen har
Læs alt
bevilget Dem et tilskud til tandbehandlingen med kr.
70,00,
idet De IKKE er mødt op til de indkaldte undersøgelser hos
tandlægekonsulent (C) henholdsvis 16. april og 14. maj 1998. [I de akter jeg
har modtaget fra myndighederne er ordene fra og med ’IKKE’ til og
med ’1998’
overstreget, dog på en sådan måde at de stadig kan læses; min bemærkning].
Restbeløbet/egen-betalingen
skal De selv betale direkte til tandlægen.
Deres tandlæge er samtidig
orienteret herfra.
”
Den 17. juni 1998 skrev A
til Gentofte Kommune at hun ønskede at anke sagen. A oplyste at hun
var
blevet undersøgt af kommunens tandlægekonsulenter
den 14. maj 1998 (i modsætning til hvad der stod i kommunens afgørelse af 26.
maj 1998). Derudover oplyste A at hendes tand 6+ var helt fraktureret, og at
hun ikke kunne undvære denne tand da hun i forvejen var plaget af tinnitus,
svær hørenedsættelse og talebesvær.
I brev dateret den 24. juni
1998 oversendte Gentofte Kommune sagen til Det Sociale Ankenævn (nu Det
Sociale
Nævn) for Københavns Amt. Kommunen fastholdt sin afgørelse, dog med den
begrundelse
at behandlingen efter tandlægekonsulentens undersøgelse ikke kunne anbefales.
Den 25. juni 1998 skrev
Gentofte Kommune således til A:
”Vedr.: anke i forbindelse med ansøgning om økonomisk tilskud til
tandbehandling.
Pensionsafdelingen har
modtaget Deres anke af den 17.6.98, hvor De ønsker at anke kommunens
afgørelse
af den 26.5.98.
Ansøgning om større
tandbehandling forelægges altid tandlægekonsulenten til nærmere vurdering.
I Deres tilfælde har
tandlægekonsulenten indkaldt og undersøgt Dem på baggrund af overslag fra
Deres
tandlæge.
Tandlægekonsulenten har
vurderet, at der ikke er akut behov for krone til + 6, hvorfor der er
bevilget
afslag på denne behandling.
Krone til + 4 var
fremstillet på undersøgelsestidspunktet, hvorfor det ikke har været muligt at
vurdere behovet.
Pensionsafdelingen beklager,
at der i brev af den 26. maj 1998 står, at De ikke skulle være mødt op til
undersøgelse, dette beror på en misforståelse. Endvidere er det beklageligt,
at
De først modtog kommunens brev den 12.6.98, hvilket skyldes, at brevet
fejlagtigt blev sendt til tidligere adresse.
Deres anke er dags dato
videresendt sammen med sagens akter til Det Sociale Ankenævn, Hejrevej 43,
2400
København NV.
Samtidig vedlægges efter
anmodning kopi af akter, som vedrører den aktuelle sag.”
Den 23. juli 1998
rekvirerede det sociale nævn journalmateriale fra A’s tandlæge, B.
Nævnet
modtog dette den 24. august 1998.
I brev dateret den 30.
oktober 1998 meddelte Det Sociale Nævn for Københavns Amt at nævnet havde
truffet afgørelse. Nævnet skrev bl.a.:
”Det blev dog besluttet at
tiltræde kommunens afgørelse om afslag på kronebehandling af tanden
+
6 i henhold til lov om social pension
§ 17.
Der er herved lagt vægt på
udtalelse fra nævnets tandlægekonsulent, hvorefter tanden ikke er akut
behandlingskrævende.”
Under punktet ”Baggrund” i
nævnets afgørelse står der bl.a.:
”Tandlægekonsulenten har
endvidere udtalt, at der ikke i journalmaterialet er noteret, at der skulle
være noget i vejen med tanden +6, hvilket heller ikke fremgår af
røntgenbillede
dateret den 20.02.1998. Ved visitationen hos overtandlæge (C) fandtes tanden
ikke
akut behandlingskrævende. Tandlægekonsulenten finder derfor udsættelse af
behandling rimelig.”
Vedrørende tilskud til
kronebehandling af tanden +4 hjemviste nævnet sagen til kommunen til fornyet
behandling og afgørelse.
Den 9. november 1998 skrev A
til mig og klagede over Gentofte Kommunes og det sociale nævns afgørelser.
Den
24. november 1998 bad jeg A afvente Gentofte Kommunes afgørelse vedrørende
+4.
Samtidig oversendte jeg A’s klage over afslaget på behandling af +6 til
Den
Sociale Ankestyrelse således at Ankestyrelsen kunne få lejlighed til at tage
stilling til om styrelsen kunne behandle sagen.
Den 21. december 1998 afslog
Den Sociale Ankestyrelse at behandle sagen da styrelsen ikke fandt at sagen
havde principiel eller generel betydning.
Den 11. januar 1999 klagede
A igen til mig over myndighedernes afgørelser. På baggrund af A’s klage
bad
jeg Gentofte Kommune og Det Sociale Nævn for Københavns Amt om en udtalelse
og
om udlån af sagens akter. I denne forbindelse bad jeg myndighederne om at
udtale
sig om hvorvidt der var foretaget partshøring forud for afgørelserne. Den 3.
maj 1999 modtog jeg Gentofte Kommunes udtalelse af 30. marts 1999 og det
sociale nævns udtalelse af 29. april 1999.
I sin udtalelse af 30. marts
1999 skrev Gentofte Kommune bl.a.:
”Efter telefonisk aftale den
22. marts medfølger her resume af sagsforløbet efter anke over Gentofte
kommunes afgørelse om tilskud til tandbehandling:
Gentofte kommune modtog den
17.6. 1998 anke fra (A) over kommunens afgørelse om tilskud til
tandbehandling.
Kommunen gav afslag på tilskud til kroning af tanden + 4 med den begrundelse,
at nødvendigheden af behandlingen ikke kunne vurderes, da behandlingen var
foretaget. Endvidere blev der givet afslag på tilskud til kroning af tanden
+6,
da der ikke var akut behov herfor. Der blev bevilget et tilskud 270,- kr. til
øvrig behandling minus en egenbetaling på 200,- kr.
Det sociale nævn meddelte
ved brev af 30. oktober 1998 til (A) og kopi heraf til Gentofte kommune, at
nævnet havde besluttet at hjemvise sagen til fornyet behandling vedrørende
tilskud til kronebehandling af tanden +4.
Nævnet besluttede at
tiltræde kommunens afgørelse om afslag på kronebehandling af tanden +6.”
I sin udtalelse af 29. april
1999 skrev det sociale nævn således:
”Efter at nævnet i et møde
afholdt den 30. oktober 1998 besluttede at tiltræde kommunes afslag på
kroning
af tanden +6 i henhold til lov om social pension § 17 har ovennævnte indbragt
nævnets afgørelse for Folketingets Ombudsmand.
I en skrivelse af 9. marts
1999 anmoder Folketingets ombudsmand nævnet om en udtalelse samt om udlån af
sagens akter.
Folketingets Ombudsmands
skrivelse af 9. marts 1999 har været forelagt Det Sociale Nævn, som
besluttede
at meddele Ombudsmanden at,
I henhold til lov om social
pension § 17 kan der ydes personligt tillæg til pensionister, hvis økonomiske
forhold må anses for vanskelige.
Der skal dog i hvert enkelt
tilfælde anlægges en konkret vurdering af rimeligheden og nødvendigheden af
det
ansøgte.
Ovenstående har klaget over,
at der er givet afslag på kroning af tanden +6.
Sagen har været forelagt Det
Sociale Nævns tandlægekonsulent, der har udtalt, at tanden +6 ikke var akut
behandlingskrævende, hvorfor udsættelse af behandling af denne tand må anses
for rimelig. Tandlægekonsulenten har endvidere udtalt, at tanden +6 aktuelt
er
opbygget med nyere celayindlæg, og at røntgen har vist, at tanden skulle være
i
orden.
Det skal bemærkes, at
kommunen efterfølgende har bevilget økonomisk støtte til kroning af tanden
+4.
Endvidere skal det bemærkes,
at klager ikke som anbefalet har søgt om støtte til kroning af tanden 6+.
Det kan oplyses, at klager i
forbindelse med oversendelse af sagen fra kommunen, har modtaget kopi af
kommunens skrivelse af
24. juni 1998.
Derudover blev klager i
’vejledning om sagsbehandlingen i Det Sociale Nævn’ orienteret om
muligheden
for at modtage aktindsigt.
Klager har dog ikke
ønsket at gøre brug af aktindsigt.”
Da udtalelserne ikke
indeholdt oplysninger om hvorvidt der var foretaget partshøring forud for
myndighedernes afgørelser, bad jeg ved brev af 6. maj 1999 Det Sociale Nævn
for
Københavns Amt om at oplyse om der var foretaget partshøring, herunder om A
forud for kommunens afgørelse var gjort bekendt med resultatet af den
undersøgelse som hun medvirkede til hos kommunens tandlægekonsulent. Jeg bad
nævnet indhente en udtalelse fra Gentofte Kommune om sagen.
I brev af 2. juni 1999
oplyste det sociale nævn at A ikke havde modtaget kopi af udtalelsen fra
nævnets
tandlægekonsulent, og at A på
intet tidspunkt havde givet udtryk for et ønske om aktindsigt. Vedlagt brevet
var en udtalelse fra Gentofte Kommune dateret den 28. maj 1999. I denne
udtalelse
skrev Gentofte Kommune bl.a.:
”Gentofte Kommunes
tandlægekonsulent har været i kontakt med (A)’s tandlæge, (B), i
forbindelse
med ansøgning om kroning af flere tænder i marts måned 1998, for at få
uddybende oplysninger vedrørende ansøgningen om tandbehandling.
(A) har også været til
undersøgelse hos tandlægekonsulenten i forbindelse med ansøgningen.
Gentofte Kommune har
betragtet (A)’s tandlæge, (B), som hendes faglige repræsentant, der som
part
har været hørt.
Derved er det Gentofte
Kommunes opfattelse at der har været partshøring i denne sag.”
Den 9. juni 1999 sendte jeg
kopi af udtalelserne til A således at hun kunne få lejlighed til at fremkomme
med eventuelle bemærkninger hertil. Den 4. juli 1999 kommenterede A
udtalelserne.
Ombudsmandens udtalelse
”1. Afgørelserne truffet af Gentofte Kommune og Det Sociale Nævn for
Københavns Amt
Gentofte Kommune begrundede i sit brev af 26. maj 1998 det første afslag med
at (A) ikke var mødt op til de indkaldte undersøgelser hos kommunens
tandlægekonsulent. I forbindelse med (A)’s klage genvurderede Gentofte
Kommune afgørelsen. I et brev af 25. juni 1998 beklagede kommunen at der i
afgørelsen af 26. maj 1998 stod at (A) ikke var mødt op til de indkaldte
undersøgelser. Jeg er enig med Gentofte Kommune i at det er beklageligt at
den første afgørelse således blev afgjort på baggrund af en fejlagtig
opfattelse af sagens faktiske omstændigheder.
Jeg har gjort Gentofte Kommune bekendt med min opfattelse.
Afgørelsen af om (A) er berettiget til personligt tillæg til tandbehandling,
er truffet på grundlag af § 17, stk. 1, i lov om social pension. Bestemmelsen
har følgende ordlyd:
’
§ 17.
Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er
særlig vanskelige.’
En afgørelse af hvorvidt der kan ydes et personligt tillæg til dækning af
udgifter til tandlægebehandling, træffes normalt på baggrund af en vurdering
af ansøgerens økonomiske forhold
og en tandlægefaglig vurdering af ansøgerens behov for den pågældende
tandbehandling. I den konkrete sag blev (A)’s økonomiske forhold
imidlertid
ikke inddraget da myndighederne gav afslag allerede fordi de vurderede at den
ansøgte tandbehandling ikke var nødvendig.
Efter de regler der gælder
for ombudsmandens virksomhed, kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling
til
afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol
af de tandlægefaglige vurderingers rigtighed – som er af væsentlig
betydning
for denne sag – kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.
Under min gennemgang af
sagen har jeg derfor måttet begrænse min undersøgelse til at omfatte de
juridiske spørgsmål i sagen, herunder myndighedernes oplysning af sagen og
myndighedernes partshøringspligt.
2. Partsrepræsentation
I udtalelsen af 28. maj 1999
har Gentofte Kommune anført at kommunen har betragtet (A)’s tandlæge,
(B), som
(A)’s ’faglige repræsentant’. Jeg har forstået dette således
at kommunen har
betragtet (B) som (A)’s partsrepræsentant.
Parters ret til at lade sig
repræsentere af andre er reguleret i forvaltningslovens § 8 der har følgende
ordlyd:
’
§ 8.
Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens
behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog
kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens
afgørelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig
repræsentere
eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.’
Udgangspunktet ifølge
forvaltningslovens § 8 er at man som part i en sag har ret til at lade sig
repræsentere
af andre. Det er i lovens forarbejder forudsat at det er den enkelte
myndighed
der afgør om den skal kræve dokumentation for at en person kan optræde som
partsrepræsentant, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 131, hvor der
bl.a. står:
’Den myndighed, der
behandler sagen, afgør, om den, der optræder som partsrepræsentant, skal
fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den
pågældende
kan optræde som repræsentant for parten. Er den, der optræder på partens
vegne,
advokat eller medlem af en stand, der inden for det pågældende
forvaltningsområde typisk optræder som partsrepræsentant, f.eks. revisor,
landinspektør eller socialrådgiver, vil der i almindelighed ikke være grund
til
at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre det er særligt
begrundet
i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.’
Jeg henviser også til et
egen drift-projekt om EF-direktoratet (Folketingets Ombudsmands beretning for
året 1995, s. 481*, særligt s. 488) hvor jeg anfører at visse professionelle
partsrepræsentanter, f.eks. socialrådgivere i sociale sager, som udgangspunkt
ikke
behøver at fremvise en skriftlig
fuldmagt over for myndighederne. I en anden sag (Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1989, s. 42*) fandt jeg ikke at der var en generel
formodning for at formanden for ejerlejlighedsforeningen kunne anses for at
repræsentere medlemmerne ved udøvelse af rettighedsinteresser. En sådan
generel
formodning havde ikke støtte i lovgivningen eller i almindelige synspunkter
vedrørende partsmedvirken og kunne derfor ikke anses for holdbar.
Som sagen er oplyst for mig,
er der ikke umiddelbart nogen oplysninger, eksempelvis en indsendt fuldmagt
eller lignende, der tyder på at (A) har ønsket at hendes tandlæge skulle
betragtes som hendes partsrepræsentant, eller at han har opfattet sig selv
som
sådan. Det eneste der kunne pege i denne retning, er at (B) har udfyldt og
indsendt det skema som (A) den 6. februar 1998 rekvirerede fra kommunen. Det
forhold at dette skema blev sendt til Gentofte Kommune af (A)’s
tandlæge, (B),
kan dog efter min opfattelse ikke give kommunen anledning til at gå ud fra at
tandlægen var (A)’s partsrepræsentant. Det fremgår af skemaet at det i
alle
tilfælde forudsættes udfyldt og indsendt af en tandlæge. Jeg har endvidere
noteret mig at Gentofte Kommune har sendt afgørelsen i sagen til (A) med kopi
til tandlæge (B).
Det fremgår af de ovenfor
citerede forarbejder at der normalt ikke vil være grund til at bede om
dokumentation for at der er et fuldmagtsforhold når den der optræder som
partsrepræsentant,
har et job hvor vedkommende typisk fungerer som partsrepræsentant.
Efter min opfattelse kan der
næppe antages at eksistere en generel formodning for at tandlæger (i kraft af
deres stilling) kan anses for at være partsrepræsentanter for deres patienter
og således skulle være bemyndiget til at udøve patienternes partsrettigheder
over for den offentlige forvaltning. Jeg mener derfor ikke at Gentofte
Kommune
på baggrund af en sådan generel formodning med rette kunne opfatte (B) som
(A)’s partsrepræsentant.
Hvis antagelsen om at (B)
ikke har været (A)’s partsrepræsentant og heller ikke har opfattet sig
som
partsrepræsentant, er rigtig, har det forhold at kommunen har opfattet ham
som
partsrepræsentant, haft den meget uheldige konsekvens at kommunen har rettet
sin sagsbehandling mod den forkerte. (B) har i så fald ikke været opmærksom
på
at han var tillagt beføjelser til at varetage sin patients partsinteresser
over
for kommunen, herunder begære aktindsigt, blive partshørt, begære sagen udsat
med
henblik på at afgive en udtalelse i sagen mv.
Ved min gennemgang af sagen
har jeg ikke konstateret forhold der kan give belæg for kommunens opfattelse
af
at tandlæge (B) var (A)’s partsrepræsentant. Kommunen ses heller ikke at
have
undersøgt spørgsmålet nærmere. Jeg har endvidere noteret mig at (A) åbenbart
helt naturligt mente at det var hende der skulle klage til det sociale nævn
over kommunens afslag. (A) mente således ikke at hun havde tillagt sin
tandlæge
den for en partsrepræsentant naturlige beføjelse at klage til den overordnede
myndighed over kommunens afgørelse. Jeg har på den baggrund ved min fortsatte
gennemgang af sagen lagt til grund at tandlæge (B) ikke var (A)’s
partsrepræsentant.
3. Partshøringspligten
Reglerne om hvornår en
myndighed har pligt til at partshøre, det vil sige give parten lejlighed til
at
fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i
forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende indhold:
’
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen
af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 gælder ikke, hvis
1)
det efter
oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at
træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
2)
udsættelse vil
medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
3)
partens interesse i,
at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
4)
parten ikke har ret
til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende
oplysninger,
5)
den påtænkte
afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder
m.v.,
eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være
forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
6)
der ved lov er
fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig
bekendt
med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til
sagen, inden afgørelsen træffes.
...’
Efter forvaltningslovens §
19, stk. 1, har en myndighed pligt til før afgørelsen træffes at forelægge
oplysningerne vedrørende sagens faktiske omstændigheder for parten og give
denne lejlighed til at komme med bemærkningerne hertil hvis følgende
betingelser er opfyldt:
1)
parten kan ikke
antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af
disse oplysninger,
2)
oplysningerne er til
ugunst for parten, og
3)
oplysningerne er af
væsentlig betydning for sagens afgørelse.
§ 19, stk. 2, indeholder
visse undtagelser fra partshøringspligten.
Det er et grundprincip i
dansk forvaltningsret at myndighederne har ansvaret for at sagen oplyses i
tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne skal blandt andet sikre at
parten får tilstrækkelig lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget
inden afgørelsen træffes. Eventuelle fejl i beslutningsgrundlaget kan påpeges
af parten ligesom denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sagen
sine synspunkter. Partshøringsreglerne skal endvidere tjene til at styrke
tilliden til forvaltningen i forbindelse med de berørte borgeres opfattelse
af
den måde hvorpå myndighederne behandler deres sag.
3.a. Partshøring forud for kommunens afgørelse
Kommunen traf sin anden
afgørelse på grundlag af ’Behandlings- og honorarforslag for
tandbehandling’
udfyldt og indsendt af (A)’s tandlæge, (B). På ovennævnte skema har
tandlægekonsulent (C) skrevet et notat/en udtalelse efter at have undersøgt
(A)
den 14. maj 1998. Det fremgår af Gentofte Kommunes brev af 25. juni 1998 at
afslaget på tilskud til behandlingen af +6 skyldtes tandlægekonsulentens
vurdering af at der ikke var akut behov for en krone til denne tand.
Partshøringspligtens
udstrækning er ikke i første række afhængig af om en oplysning efter sit
indhold
må karakteriseres som faktisk eller ej, men beror i højere grad på hvilken
funktion oplysningen har i myndighedernes sagsbehandling. Afgørende for om en
oplysning skal undergives partshøring efter forvaltningslovens § 19, er om
oplysningen er af en sådan karakter at den bidrager til at supplere sagens
bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skaffe klarhed med
hensyn til sagens faktiske omstændigheder.
Partshøringspligten vil
derfor også efter omstændighederne omfatte oplysninger der indeholder en
subjektivt præget stillingtagen til forhold for så vidt vurderingen er af
betydning for den administrative bevisoptagelse. Som eksempel kan nævnes en
udtalelse fra en sagkyndig som skal indgå i grundlaget for myndighedens
afgørelse. Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer,
3.
udg., 1999, s. 374ff, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret.
Sagsbehandling, 4. udg., 1995, s. 170, og Jon Andersen, Forvaltningsret, 1.
udg., 1994, s. 341ff.
Normalt anses
tilkendegivelser om standpunkter, argumenter eller vurderinger med hensyn til
en sags afgørelse som fremkommer fra den kompetente myndigheds egne
medarbejdere, ikke som omfattet af partshøringspligten. Dette gælder også for
de udtalelser som en kommunes eller et nævns tandlægekonsulent afgiver. På
tilsvarende måde anses disse standpunkter mv. ikke for omfattet af retten til
aktindsigt efter forvaltningslovens § 12, stk. 2, jf. Folketingets
Ombudsmands
beretning for året 1990, s. 216ff*.
Bestemmelsen i
forvaltningslovens § 12, stk. 2, angår ’faktiske omstændigheder, der er
af
væsentlig betydning for sagens afgørelse’. De oplysninger der efter
forvaltningslovens § 19, stk. 1, er omfattet af partshøringspligten, er
afgrænset på samme måde, jf. det jeg har anført ovenfor under 3.
Kommunens tandlægekonsulent
har ikke – som det er sædvanligt i hvert fald for lægekonsulenter ansat
i Den
Sociale Ankestyrelse eller af det sociale nævn – blot afgivet sin
vurdering på
baggrund af sagens foreliggende oplysninger mv. Tandlægekonsulenten har
derimod
– for at forbedre grundlaget for at træffe afgørelse i sagen –
indkaldt (A) og
ved selvsyn konstateret hvorledes hendes tandstatus var. På dette grundlag
har
tandlægekonsulenten foretaget sin vurdering og afgivet sin udtalelse. Den
omstændighed at tandlægekonsulenten har undersøgt (A), medfører at
tandlægekonsulentens erklæring bidrager til at supplere sagens bevismæssige
grundlag og dermed bliver omfattet af partshøringspligten.
Jeg har ved min behandling
af sagen lagt til grund at (A) ikke var bekendt med indholdet af
udtalelsen/notatet
før kommunen traf afgørelse. Det fremgår således ikke af sagens akter eller
af
kommunens udtalelse til mig at (A) blev orienteret om resultatet af
undersøgelsen.
Det forhold at (A) deltog i
tandlægekonsulentens undersøgelse af hende og således vidste at der til brug
for sagen blev udfærdiget en erklæring på baggrund af undersøgelsen, er efter
min opfattelse ikke tilstrækkeligt til at anse partshøringspligten efter
forvaltningslovens § 19 for opfyldt. Jeg henviser i den forbindelse til
Folketingets
Ombudsmands beretning for året 1990, s. 339* (361ff, 378ff, og 411ff).
I sin udtalelse til mig af
28. maj 1999 oplyser Gentofte Kommune imidlertid at kommunen har betragtet
(A)’s tandlæge, (B), som (A)’s ’faglige repræsentant’, og
at han har været hørt
som part. Det fremgår imidlertid ikke af de indsendte akter at tandlæge (B)
–
på vegne af (A) – blev hørt angående resultatet af tandlægekonsulentens
undersøgelse. Som tidligere anført har jeg lagt til grund at (B) ikke var
(A)’s
partsrepræsentant. Jeg anser det derfor for meget beklageligt at Gentofte
Kommune undlod at foretage partshøring af (A).
Jeg har gjort Gentofte
Kommune bekendt med min opfattelse.
3.b. Partshøring forud for Det Sociale Nævn for Københavns Amts
afgørelse
(A) klagede selv til Det
Sociale Nævn for Københavns Amt over Gentofte Kommunes afgørelse, og nævnet
har
ikke anført at (A)’s tandlæge blev opfattet som hendes partsrepræsentant
under
nævnets behandling. Jeg har derfor lagt til grund at (A) heller ikke under
nævnets behandling af sagen har været repræsenteret af andre.
Det fremgår af sagens akter at
Det Sociale Nævn for Københavns Amt ved brev af 23. juli 1998 bad (A)’s
tandlæge om at fremsende ’aktuelle røntgenoptagelser, kopi af
tandlægejournal,
eventuelle modeller samt andet relevant materiale’.
Nævnet modtog den 24. august
1998 det materiale (A)’s tandlæge havde.
Af Det Sociale Nævn for
Københavns Amts afgørelse af 30. oktober 1998 fremgår det at man ved afslaget
på tilskud til tanden +6 havde lagt vægt på nævnets tandlægekonsulents
udtalelse hvorefter tanden ikke var akut behandlingskrævende. Under punktet
’Baggrund’ i nævnets afgørelse står der blandt andet:
’Tandlægekonsulenten har
endvidere udtalt, at der ikke i journalmaterialet er noteret, at der skulle
være noget i vejen med tanden +6, hvilket heller ikke fremgår af
røntgenbillede
dateret den 20.02.1998. Ved visitationen hos overtandlæge (C) fandtes tanden
ikke akut behandlingskrævende. Tandlægekonsulenten finder derfor udsættelse
af
behandling rimelig.’
Det fremgår ikke af sagen at
(A) var bekendt med indholdet af det indhentede journalmateriale. (A) kunne
heller ikke antages at være bekendt med at materialet indgik i det sociale
nævns behandling af sagen. Da det efter det sociale nævns afgørelse af 30.
oktober 1998 må antages at materialet har haft væsentlig betydning for sagens
afgørelse og har været til ugunst for (A), burde nævnet have partshørt (A)
over materialets indhold.
Jeg har gjort Det Sociale
Nævn for Københavns Amt bekendt med min opfattelse. Da jeg ikke mener det kan
udelukkes at (A) (eventuelt med hjælp fra en tandlæge) kan have væsentlige og
relevante bemærkninger til det indhentede materiale, har jeg i dag henstillet
til det sociale nævn at genoptage behandlingen af sagen og give (A) mulighed
for at kommentere det indhentede materiale.
Jeg har bedt nævnet om at
underrette mig om hvad nævnet foretager sig i sagen.
4. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse
Jeg mener ikke at jeg kan
kritisere at Den Sociale Ankestyrelse afviste at behandle sagen. Vurderingen
af
om en sag er af generel eller principiel betydning, bygger på vurderinger og
afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand
har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og
omstændigheder på en anden og bedre måde end Ankestyrelsen der beskæftiger
sig med det pågældende sagsområde i det daglige.
Det sociale nævn genoptog
sagen og partshørte (A). Herefter traf nævnet på ny afgørelse i sagen, og
fastholdt sin tidligere afgørelse om afslag på at yde personligt tillæg.
Herefter foretog jeg mig
ikke mere i anledning af (A)’s klage.”
NOTER: (*) FOB
1995, s. 481,
FOB 1989, s. 42,
FOB 1990, s. 216
og
339
Lignende dokumenter
- Ankestyrelsens principafgørelse 106-15 om tandbehandling - nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet - tandlægekonsulentens rolle Retsinformation · 22. december 2015
- Ankestyrelsens principafgørelse U-3-95 om udgifter til tandbehandling - mangelfuld behandling - fejlbehandling - arbejdsskade - genoptagelse Retsinformation · 11. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse 72-13 om arbejdsskade - tænder - fradrag - forudbestående - behandlingsbehov Retsinformation · 4. december 2013
- Forslag til folketingsbeslutning om gratis tandbehandling for personer med særlig store tandproblemer Retsinformation · 9. oktober 2009
- Ankestyrelsens principafgørelse 105-15 om tandbehandling - forhåndsgodkendelse - samlet behandlingsforløb Retsinformation · 22. december 2015
- Vejledning om arbejdsbetingede tandskader 2016 Retsinformation · 29. juni 2016