Spring til indhold

Retsinformation

Dispensation fra strandbeskyttelseslinie til udstykning af ejendom

FOU nr 2000.473UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Dispensation fra strandbeskyttelseslinie til udstykning af

ejendom

Det fremgik af sagen at

landinspektør A i en landinspektørerklæring af 5. september 1996 anmodede

Kort-

og Matrikelstyrelsen om godkendelse af udstykning af ejendommen matr. nr. X,

( ), i to parceller. Den 3. oktober 1996 godkendte styrelsen udstykningen.

B klagede den 2. december

1997 til Naturklagenævnet over at udstykningen var blevet godkendt. Den 12.

januar 1998 afviste nævnet at behandle sagen fordi B ikke var klageberettiget

i

henhold til naturbeskyttelseslovens § 86.

Landinspektør A ansøgte den

29. december 1997 Vestsjællands Amt om godkendelse af udstykningen. I brevet

var bl.a. anført følgende:

”Strandbeskyttelseslinien er

ved resolution tinglyst den 13/2-1941 på matr. nr. (X) fastsat til 20 m fra

overkanten af kystskrænten mod Sejerø Bugt, og da der fastsættes skel afværts

den indskrænkede beskyttelseslinie, kan jeg godt efterfølgende se, at den

skulle have været forelagt fredningsnævnet til godkendelse.”

I et brev af 10. februar

1998 gav amtet dispensation fra strandbeskyttelseslinien. Amtet anførte bl.a.

følgende:

”De har den 29. december

1997 fremsendt ansøgning om tilladelse til ovennævnte. Amtsrådets tilladelse

i

medfør af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, jf. § 15 er nødvendig, fordi

udstykningen berører arealer søværts strandbeskyttelseslinien, der på stedet

er

fastsat til 20 m fra overkanten af kystskrænten mod Sejerø Bugt.

Læs alt

Amtsrådet kan imødekomme

Deres ansøgning og giver herved tilladelse i medfør af

naturbeskyttelseslovens

§ 65, stk. 3 til at fastlægge skel søværts strandbeskyttelseslinien, således

som det er vist på udstykningsplanen.

Amtet har herefter i sin

behandling af sagen lagt vægt på, at parcellerne vil kunne bebygges uden

dispensation fra strandbeskyttelseslinien, at ejendommen ligger i et ældre

sommerhusområde, og at der med en tilladelse ikke tilsidesættes hensyn, som

naturbeskyttelsesloven skal varetage.”

I et brev af 16. marts 1998

klagede B til mig over amtets afgørelse. Da Vestsjællands Amt ikke havde haft

lejlighed til at tage stilling til B’s klagepunkter, videresendte jeg

den 23.

marts 1998 dennes brev med bilag til amtet med henblik på at amtet tog

stilling

til B’s indsigelser.

I et brev af 12. maj 1998

kommenterede amtet B’s henvendelse. Amtet skrev bl.a. følgende:

”I denne anledning skal

amtet bemærke, at man ved afgørelsen har fulgt sædvanlig praksis i denne type

sager.

Ansøgninger om tilladelse til udstykning i udbyggede sommerhusområder, der

berører arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinie,

kan forvente amtets tilladelse, når det vil være muligt at bebygge

parcellerne

uden dispensation fra strandbeskyttelseslinien.

Det skal bemærkes, at

tilladelsen alene vedrører skel. Ændringer af tilstanden søværts den

indskrænkede strandbeskyttelseslinie kræver amtsrådets tilladelse. Dette

indebærer, at der ikke må placeres bygninger, skure, campingvogne, master

m.v.,

foretages ændringer i terrænet, beplantning og lignende samt hegning.”

B fremsatte i breve af 13.

maj og 6. juli 1998 nye indsigelser mod amtets afgørelse, og jeg videresendte

B’s breve til Vestsjællands Amt til besvarelse. Amtet besvarede B’s

henvendelser i et brev af 20. august 1998. I brevet anførte amtet bl.a.

følgende:

”Vestsjællands Amt har lagt

til grund for sin afgørelse af 10. februar 1998, at der er tale om udstykning

af en matrikel, der ligger i et udbygget sommerhusområde, samt at der er

mulighed for at bebygge grundene landværts strandbeskyttelseslinien, hvilket

der også blev gjort rede for i brev til Folketingets Ombudsmand af 12. maj

1998, som De modtog kopi af.

Det er amtsrådets politik i

sådanne sager at tillade udstykning, idet amtsrådet finder, at formålet med

strandbeskyttelseslinien er at hindre bebyggelse søværts

strandbeskyttelseslinien samt ændringer af tilstanden i øvrigt søværts

strandbeskyttelseslinien. Amtsrådets praksis er således at meddele tilladelse

til udstykning, der ikke markeres landskabeligt søværts

strandbeskyttelseslinien, såfremt der er mulighed for at bygge landværts

strandbeskyttelseslinien.

Det er amtsrådets vurdering,

at denne praksis er helt i tråd med § 15 om strandbeskyttelseslinien i Lov om

Naturbeskyttelse af 3. januar 1992, idet der ikke ændres i tilstanden søværts

strandbeskyttelseslinien, og at det er den konkrete tilstand og ikke et

usynligt skel, der er væsentligt.”

I brev af 24. august 1998

klagede B på ny til mig over amtets afgørelse. B skrev bl.a. følgende:

”Som allerede tidligere

anført overfor Folketingets Ombudsmand, må der efter motivbemærkningerne til

forslaget til naturbeskyttelseslovens § 15, som fremsat i Folketinget i 1991

og

senere konsekvensændringslove ikke fastlægges nye sommerhusskel søværts

strandbeskyttelseslinien, og der skal iøvrigt føres en meget restriktiv

politik, når det gælder fastlæggelse af andre skel, søværts

strandbeskyttelseslinien. Efter bemærkninger er det således kun nye skel til

landbrugsejendomme, der i forbindelse med arealoverførsel eller udstykning

kan

tillades etableret søværts strandbeskyttelseslinien.

Jeg går ud fra, at

Folketingets Ombudsmand, til Ombudsmandens videre sagsbehandling, anmoder

Kort-

og Matrikelstyrelsen om en redegørelse, dels om den manglende

udstykningskontrol, dels om den manglende vejerklæring.”

Ved brev af 8. september

1998 oversendte jeg B’s brev til Vestsjællands Amt således at amtet fik

lejlighed til at kommentere B’s indsigelser. I brevet af 8. september

1998 til

B skrev jeg desuden følgende:

”I Deres brev skriver De at

De går ud fra at jeg beder Kort- og Matrikelstyrelsen om en redegørelse. Jeg

opfatter dette således at De ønsker at klage over Kort- og Matrikelstyrelsens

godkendelse af udstykningssagen. Det fremgår af Deres brev af 13. maj 1998 at

Kort- og Matrikelstyrelsens godkendelse skete den 3. oktober 1996.

En klage til ombudsmanden

skal være indgivet ’inden et år efter, at forholdet er begået’ (§

13, stk. 3, i

lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Deres klage over

Kort- og Matrikelstyrelsens afgørelse er således forældet i forhold til

ombudsmandsloven. Jeg er derfor afskåret fra at foretage mig noget i

sagen.”

Den 1. oktober 1998

besvarede Vestsjællands Amt B’s henvendelse. Amtet anførte bl.a.

følgende:

”Amtet har besigtiget de 2

udstykkede sommerhusgrunde den 22. september 1998. Grundene ligger ovenfor en

høj bevokset skrænt ned til stranden, hvorfra der ikke er indsigt. Området er

i

vid udstrækning bevokset med buske og høje træer og har nærmest skovagtig

karakter. I skellet mellem grundene er der plantet en række buske, men i det

væsentligste er beplantningen foretaget landværts den nedsatte

strandbeskyttelseslinie. På matr. nr. (X) er der på en kort strækning ved en

mindre niveauforskel udført en lav støttemur.

I denne anledning skal det

meddeles, at amtet herefter har vurderet etablering af beplantning og

støttemur

for at være af underordnet betydning (bagatelgrænse) i forhold til de hensyn,

som naturbeskyttelsesloven skal varetage. Etableringen kræver således ikke

tilladelse i henhold til naturbeskyttelseslovens bygge- og

beskyttelseslinier.”

En fornyet henvendelse fra B

blev besvaret af amtet i brev af 2. november 1998. I brevet var bl.a. anført

følgende:

”Beplantningen mellem de 2

grunde er i det væsentligste foretaget landværts den nedsatte

strandbeskyttelseslinie, hvorefter denne og den beskedne støttemur af

natursten

anses for at være af underordnet betydning i forhold til de hensyn, som

naturbeskyttelsesloven skal varetage.

Amtet må i den daglige

administration af bl.a. naturbeskyttelseslovens bestemmelser nødvendigvis

have

en ’bagatelgrænse’ for hvilke forhold, der kan og skal

forfølges.”

Efter en fornyet henvendelse

fra B skrev amtet således til denne i brev af 25. november 1998:

”De har ved brev af 10.

november 1998 bilagt fotografier af bl.a. bebyggelserne på matr. nr. (X) og

(Y)

fremsendt kopi af Deres brev af 10. november 1998 til Folketingets Ombudsmand

med anmodning om amtets udtalelse.

Af fotografierne fremgår, at

der findes et plankeværk af vandretliggende rafter i det sydvestlige skel af

matr. nr. (X), og at der er etableret en trappe ned ad skrænten på matr. nr.

(Y) søværts naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinie.

Disse forhold har ikke noget

med selve udstykningen af ejendommen at gøre, og amtet vil som

tilsynsmyndighed

med bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven senere undersøge forholdene

omkring

disse anlæg.”

Efter at sagen om udstykning

var færdigbehandlet af Vestsjællands Amt, rettede B på ny henvendelse til mig

om sagen. Den 9. juli 1999 anmodede jeg amtet om en udtalelse angående

B’s

klage over dels dispensationen af 10. februar 1998 til udstykning af

ejendommen

og dels det i amtets brev af 1. oktober 1998 anførte om at en etableret

beplantning og støttemur på ejendommen inden for strandbeskyttelseslinien

ikke

krævede tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3.

Den 17. august 1999 afgav

Vestsjællands Amt en udtalelse. Amtet anførte bl.a. følgende:

”Amtet har ved

naturbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. juli 1992 fået overført

fredningsnævnenes hidtidige kompetence vedrørende bl.a. bygge- og

beskyttelseslinier. Før 1. juli 1992 ydede amtet sekretariatsbistand til

fredningsnævnene i bygge- og beskyttelsesliniesagerne. Disse opgavers indhold

omfattede en teknisk udredning af sagen med indstilling samt eventuel

deltagelse i nævnets besigtigelse. Ved overførslen af nævnenes kompetence til

amtsrådene forudsattes, at praksis ved administrationen opretholdes.

Det har således været

fredningsnævnets praksis at meddele dispensation til udstykning inden for

strandbeskyttelseslinien i udbyggede sommerhusområder under forudsætning af,

at

skel ikke markeres søværts linien, og at de udstykkede parceller kunne

bebygges

uden dispensation. Ligeledes har nævnet i sager, hvor der alene er tale om

beskedne foranstaltninger, fundet at naturfredningsloven ikke har været

anvendelig på forholdet.

Ud fra disse forhold har

amtet fundet, at der ikke har været tilstrækkelig grund til at afslå en

dispensation til udstykningen, der vil være uden konsekvenser for den

fremtidige administration af strandbeskyttelseslinien, og at der ved

etablering

af beplantning og støttemur var tale om forhold af underordnet betydning

(bagatelgrænse).”

B kommenterede amtets

udtalelse i et brev af 25. august 1999. I brevet henviste B bl.a. til et

afsnit

i Skov- og Naturstyrelsens vejledning om naturbeskyttelsesloven, 1993, som er

gengivet nedenfor.

Den 7. februar 2000 anmodede

jeg Vestsjællands Amt om at indhente en udtalelse om sagen fra landinspektør

A.

I et brev af 17. marts 2000 anførte landinspektør A følgende:

”Matr. nr. (X) er beliggende

i et gammelt udbygget sommerhusområde, hvor strandfredningskommissionen i

1941

har fastlagt en strandbygge-(beskyttelses-)linie nærmere stranden end 100 m,

nemlig 20 m fra overkanten af den på stedet værende skrænt.

Jeg finder ikke, at

udstykningen har ændret kystlandskabet.

Går man på stranden, vil man

som følge af de høje klinter ikke kunne se bebyggelsen, og færdes man på

vandet, vil det være et ekstra sommerhus blandt så mange, og dermed uden

betydning for formålet med beskyttelseslinien.”

B kommenterede udtalelsen i

et brev af 30. marts 2000.

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

1.

Sagen er afgjort efter bestemmelserne i § 15, stk. 1, og § 65, stk. 3, i

naturbeskyttelsesloven (dengang lovbek. nr. 835 af 11. januar 1997 om

naturbeskyttelse med senere ændring) sammenholdt med Vestsjællands Amts

interne regler om behandling af sager af denne art og den på ejendommen

tinglyste deklaration om strandbeskyttelseslinien.

De nævnte bestemmelser i naturfredningsloven lyder således:

’§ 15.

Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder og af andre

kyststrækninger, der ligger i en afstand af 300 m fra begyndelsen af den

sammenhængende landvegetation. Der må ikke etableres hegn, placeres

campingvogne og lignende. Der må heller ikke foretages udstykning,

matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

§ 65.

stk. 3.

Amtsrådet kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra

bestemmelserne i § 3, stk. 1-3, § 4, stk. 1, § 15, stk. 1 og stk. 2, og § 18,

stk. 1, samt fra bestemmelser fastsat i medfør af § 15, stk. 3.

Miljøministeren

kan bestemme, at amtsrådet skal indhente en udtalelse fra ministeren, før

amtsrådet træffer afgørelse vedrørende § 18, stk. 1.’

Vestsjællands Amtsråds vej-

og miljøudvalg vedtog i december 1997 ’Grundlag for administration af

naturbeskyttelsesloven – bygge- og beskyttelseslinier (§§ 15-19) samt

sten- og

jorddiger (§ 4)’. Det fremgår af indledningen hertil at i

administrationsgrundlaget

udmøntes de retningslinier som amtsrådets vej- og miljøudvalg ønsker at

udviklingen i det åbne land skal ske efter. Desuden fremgår det at udvalget

har

bemyndiget driftsenheden Natur & Miljø til at træffe afgørelser (give

tilladelser og meddele afslag) inden for de sagsområder og -typer som er

nævnt

i administrationsgrundlaget. I administrationsgrundlaget er nævnt følgende om

udstykning inden for strandbeskyttelseslinien:

’Der gives normalt

tilladelse til

·

udstykning og fastlæggelse af skel, der

ikke synligt kommer til udtryk i terrænet.

·

udstykning og fastlæggelse af skel, der

følger som konsekvens af tilladelse til bebyggelse.”

2.

Den tidligste

bestemmelse om en almindelig strandbeskyttelseslinie blev optaget i § 25 i

naturfredningsloven af 1937. Ved denne bestemmelse blev der indført en

bebyggelsesforbudszone på normalt 100 m langs med kysterne. En række konkrete

undtagelser fra denne bestemmelse blev dog indført ved bestemmelser truffet

af

Statsministeriet på baggrund af den gennemgang af landets kyststrækninger som

Strandfredningskommissionen foretog i årene efter 1937. I en tinglyst

deklaration fra 1941 er strandbeskyttelseslinien for ejendommen i denne sag

fastsat til 20 m fra skræntoverkanten.

3.

I 1969 blev

naturfredningsloven af 1937 ophævet og erstattet af lov nr. 314 af 18. juni

1969 om naturfredning. Strandbeskyttelseslinien blev videreført i lovens §

46,

men kompetencen til at give dispensation fra denne bestemmelse blev overført

til fredningsnævnene fra Kulturministeriet (som havde overtaget sagsområdet

fra

Statsministeriet ved ministeriets oprettelse i 1961).

Lovens § 46, stk. 1 og 6,

lød således:

’§ 46.

På strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke

findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, og

på

arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m fra, hvor denne vegetation

begynder, må der ikke:

1)

placeres bygninger,

skure, campingvogne og lignende, opstilles master, foretages ændringer i

terrænet eller henlægges affald og lignende,

2)

foretages beplantning

eller hegning, bortset fra hegning på land- og skovbrugsejendomme.

Stk. 6.

Hvor ganske

særlige forhold foreligger, kan fredningsnævnet, såfremt alle medlemmer

stemmer

herfor, gøre undtagelse fra forbudet i stk. 1.’

I bemærkningerne til det

lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1968-69, till.

A,

sp. 1867 og 1869), blev bl.a. anført følgende om § 46, stk. 1 og 6:

’Til gengæld tilsigter pkt.

1 under stk. 1 en skærpelse i forhold til den nuværende bestemmelse.

Udgangspunktet

for den administrative praksis har været, at ethvert anlæg er omfattet af

bestemmelsen, jfr. betænkningen s. 226-27. Herudover foreslås nu medtaget

campingvogne og master samt ændringer i terrænet og henlæggelse af affald.

Punkt 2 under stk. 1 udgør

ligeledes en udvidelse af de nugældende regler, idet den medfører kontrol med

beplantning og hegning inden for strandbyggelinien. En sådan kontrol haves i

dag allerede i medfør af § 2 med fortidsmindernes omgivelser og ved kysterne

i

medfør af § 25, stk. 1, 2. punktum, på arealer, der ligger på kystsiden af

visse offentlige veje, som inden for 100 m fra kysten fører langs

strandbredden.

For at sikre en i øvrigt

uforandret og for hele landet ens praksis, er det foreslået, at der skal

foreligge ganske særlige forhold, og at fredningsnævnets medlemmer alle skal

være enige, for at dispensation kan meddeles. Det følger heraf, at

dispensation

kun vil kunne gives, såfremt helt ekstraordinære forhold, som ikke kan ventes

at komme frem i en række andre sager, gør sig gældende.’

I en betænkning afgivet af

et af Folketinget nedsat udvalg om lovforslaget var bl.a. anført følgende

(Folketingstidende 1968-69, till. B, spalte 2661):

’Med hensyn til det i

forslagets § 46, stk. 1, nr. 2, omtalte forbud mod beplantning eller hegning

inden for strandbyggelinjen, bortset fra hegning på land- og

skovbrugsejendomme, fremgår det af ministerens redegørelse, at bestemmelsen

må

ses som et led i bestræbelserne for at opnå en kontrol med udviklingen inden

for denne zone. Den ønskede kontrol tager sigte på sådanne foranstaltninger,

som ændrer den bestående tilstand, og altså ikke på en genplantning af træer

endsige af

marehalm.’

De i forarbejderne til loven

indeholdte præciseringer af de nævnte regler i loven er gengivet i

Kulturministeriets

cirkulære nr. 245 af 22. november 1969 om naturfredningsloven.

4.

Ved lov nr. 284 af 7.

juni 1972 om ændring af lov om naturfredning blev der indsat en bestemmelse i

loven som § 46, stk. 1, nr. 3. Efter denne bestemmelse måtte der inden for

strandbeskyttelseslinien ikke foretages udstykning hvorved der fastlagdes

skel.

I forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1971-72, till. A, sp.

2912)

blev bl.a. anført følgende:

’Ændringen tilsigter at give

fredningsnævnet indsigt med udstykninger i strandfredningszonen og medfører i

øvrigt, at fredningsnævnet allerede på udstykningsstadiet kan behandle

spørgsmål om, hvorvidt en bebyggelse eller anden foranstaltning, som nævnt i

bestemmelsen, bør tillades. Såfremt dette ikke kan tillades, vil en

udstykning

være overflødig.’

I Kulturministeriets

cirkulære nr. 208 af 1. oktober 1972 om lov nr. 284 af 7. juni 1972 om

ændring

af lov om naturfredning er der bl.a. anført følgende om bestemmelsen:

’Bestemmelsen tilsigter at

give fredningsnævnet indseende med udstykninger i strandbeskyttelseszonen.

Dens

placering som forbudsbestemmelse på linie med de øvrige forbudsbestemmelser

medfører umiddelbart, at den for en udstykning i strandbeskyttelseszonen

nødvendige dispensation i overensstemmelse med § 46, stk. 6, kun må gives,

når

der foreligger ganske særlige forhold, og alle medlemmer af nævnet stemmer

herfor, jfr. også 1969-cirkulæret s. 15, hvorefter dispensation

kun

kan gives, når der foreligger ganske

særlige forhold, som ikke kan ventes at komme frem i en række andre sager. Af

bestemmelsen følger ikke blot, at fredningsnævnet som hidtil allerede på

udstykningsstadiet kan behandle spørgsmål om, hvorvidt en bebyggelse eller

anden foranstaltning som nævnt i bestemmelsen bør tillades – såfremt

dette ikke

kan tillades, vil en udstykning som følge af § 2 i udstykningsloven

(landbrugsministeriets lovbek. nr. 256 af 8. juni 1971) ikke blive tilladt af

landbrugsministeriet – men også at fredningsnævnet må tage i

betragtning,

hvorvidt

udstykningen i sig selv

eventuelt vil kunne medføre forhold, der er i strid med de hensyn, der skal

varetages af strandbeskyttelseslinien og gennem lovens andre bestemmelser,

jfr.

i øvrigt den lignende regel i § 48 stk. 1.

Som eksempel på

udstykninger, hvor den nye regel vil få selvstændig betydning, kan nævnes

sådanne, hvor formålet er angivet som naturgrund eller lignende, selvom

sådanne

formål ikke vil medføre foranstaltninger som de i § 46, stk. 1 og 2

opregnede;

endvidere udstykninger, hvor formålets realisering

eventuelt

vil være i strid med bestemmelserne i § 46, stk. 1, nr. 1

og 2. Efter ministeriets opfattelse er det ikke hensigten med bestemmelsen at

hindre

ønskelige landbrugsmæssige

strukturomlægninger.

’

5.

Naturfredningsloven

blev ophævet i 1992 og erstattet af lov nr. 9 af 3. januar 1992 om

naturbeskyttelse. Lovens § 15, stk. 1, lød således:

’§ 15.

Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder

og af andre kyststrækninger, der ligger inden for en afstand af 100 m fra

begyndelsen af den sammenhængende landvegetation. Der må ikke etableres hegn,

placeres campingvogne og lignende. Der må heller ikke foretages udstykning,

matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.’

I bemærkningerne til det

lovforslag som dannede grundlag for loven, var bl.a. anført følgende

(Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1450):

’

Strandbeskyttelseslinien, kirkebyggelinien

samt

fortidsmindebeskyttelseslinien

skønnes

fortsat at have en væsentlig selvstændig betydning. Hensynene bag disse

beskyttelseslinier er især at varetage nationale interesser. Disse

beskyttelseslinier opretholdes derfor som selvstændige bestemmelser i

lovforslaget med stort set samme indhold som i den nugældende

naturfredningslov.

Det foreslås, at

administrationen af

strandbeskyttelseslinien

overføres til amtsrådene.

For så vidt angår

strandbeskyttelseslinien

og

kirkebyggelinien

har den praksis, der hidtil har været fulgt, været meget restriktiv. Den

betydning, der tillægges den restriktive administration af bestemmelsen om

strandbeskyttelseslinien, er blandt andet tilkendegivet ved forskrifter om,

at

dispensation kræver tilslutning fra alle fredningsnævnets medlemmer. Ved en

overførsel af nævnenes kompetence til amtsrådene forudsættes, at denne

restriktive praksis opretholdes, således som den er afspejlet især i

Overfredningsnævnets praksis i klagesager, jf. meddelelsesbladet

’Overfredningsnævnet orienterer’.

6.

Ved lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning

og lov om naturbeskyttelse blev bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 15,

stk. 1, ændret således at strandbeskyttelseslinien generelt blev fastsat til

300 m fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation. Samtidig blev

følgende bestemmelser indsat i § 15 som stk. 2 og 3:

’

Stk. 2.

For områder, som er fastlagt som sommerhusområder, er den i

stk. 1 nævnte strandbeskyttelseslinje 100 m, jf. dog stk. 3.

Stk. 3.

På særligt udpegede områder, der er berørt af bebyggelse og

lignende, bestemmer miljøministeren at strandbeskyttelseslinjen forløber

nærmere kysten end fastsat i stk. 1 og stk. 2, eller at

strandbeskyttelseslinjen ikke gælder.’

For at fastlægge liniens

præcise forløb blev der ved loven nedsat en Strandbeskyttelseskommission som

efter en gennemgang af landets kyster skal afgive indstilling til miljø- og

energiministeren om fastlæggelsen af den nye strandbeskyttelseslinie. Ved lov

nr. 282 af 12. maj 1999 om ændring af lov om naturbeskyttelse og af lov om

ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse blev bestemmelsen om

ikrafttrædelsen af de ændrede strandbeskyttelseslinier ændret så ministeren

kan

sætte beskyttelseslinierne i kraft for hvert amt for sig i takt med

Strandbeskyttelseskommissionens arbejde.

7.

Loven indeholdt ved vedtagelsen i 1992 bl.a. følgende

bestemmelser om dispensation i § 65, stk. 2 og 3:

’

Stk. 2.

Amtsrådet kan gøre undtagelse fra bestemmelsen i § 19 og i

landzone fra § 16, stk. 1, og § 17, stk. 1.

Stk. 3.

Amtsrådet kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra

bestemmelserne i § 3, stk. 1-3, § 4, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 18, stk. 1.

Miljøministeren kan bestemme, at amtsrådet skal indhente en udtalelse fra

ministeren, før amtsrådet træffer afgørelse vedrørende § 18, stk. 1.’

I bemærkningerne til det

lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1991-92, till.

A,

sp. 1490f), var der bl.a. anført følgende om bestemmelsen i § 65:

’Bestemmelsen indeholder

hjemmel for myndighederne til at gøre undtagelse (dispensere) fra en række af

lovens bestemmelser. Det er i bemærkningerne til de pågældende bestemmelser

nærmere beskrevet, hvorledes dispensationsadgangen tænkes administreret. Der

henvises herved også til den graduerede formulering, nemlig ’gøre

undtagelse’ i

stk. 2

og ’i særlige tilfælde gøre

undtagelse’ i

stk. 1

og

3

, der navnlig markerer, at hidtidig

praksis skal opretholdes. Efter denne er f.eks. strandbeskyttelseslinien

(§ 15) og fortidsmindebeskyttelseslinien (§

18) udtryk for et forbud, der sjældent gøres egentlige undtagelser fra.

Generelt bemærkes, at der

ikke tilsigtes en ændring i den hidtidige dispensationspraksis, men at

specielle

samfundsmæssige, herunder især nationale interesser, fx i alternative

energiformer såsom vindmøller, i den konkrete sag vil kunne medføre en

forskydning af den vægt, der tillægges de naturbeskyttelsesmæssige hensyn,

som

bestemmelserne tilsigter at varetage.’

Ved den ovennævnte lov nr.

439 af 1. juni 1994 blev bestemmelsen i § 65, stk. 3, ændret. Bestemmelsens

ordlyd efter ændringen er gengivet ovenfor.

I forarbejderne til det

lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1993-94, till.

A,

sp. 6530), var bl.a. anført følgende:

’Den hidtidige meget

restriktive administration af beskyttelseslinien, jf. naturbeskyttelseslovens

§

65, stk. 3, forudsættes opretholdt.

Forbudet mod udstykning,

matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel, er opretholdt,

idet det dog forudsættes, at dette fx ikke skal være til hinder for

hensigtsmæssige omlægninger af ejendomsstrukturen i jordbrugserhvervene eller

for gennemførelse af kystnære naturforvaltningsprojekter, jf.

naturbeskyttelseslovens kapitel 8.’

8.

I Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 22. juni 1992 om

bygge- og beskyttelseslinier er fastsat følgende i § 1, stk. 1:

’§ 1.

Bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, gælder

ikke for:

diger, høfder, bølgebrydere

og andre foranstaltninger, der udføres som led i en kystbeskyttelse af flere

ejendomme langs kysten, og hvortil der på forhånd er meddelt tilladelse i

henhold til lov om kystbeskyttelse,

udstykning, matrikulering

eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel med henblik på

foranstaltninger efter nr. 1, og

sådanne mindre bade- og

bådebroer, der er omfattet af § 2 i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 489

af 28. september 1981.’

9.

I Skov- og Naturstyrelsens vejledning fra 1993 om

naturbeskyttelsesloven er bl.a. anført følgende om strandbeskyttelseslinien:

’Et generelt forbud mod

ændringer

Indholdet af bestemmelsen er

et generelt forbud mod at foretage ændringer i tilstanden af kyststrækninger.

Dette indebærer fortsat, at der ikke må placeres bebyggelse (bygninger,

skure,

campingvogne, master m.v.), foretages ændringer i terrænet, beplantninger

o.lign. samt hegning. Endvidere må der ikke foretages udstykning,

matrikulering

eller arealoverførsel, hvorved der fastsættes skel. Midlertidige

terrænændringer som f.eks. nedgravning af ledninger og lignende kræver ikke

dispensation, såfremt terrænet efter nedgravningen straks retableres til det

oprindelige udseende.

Omfang

Strandbeskyttelseslinien er

udtryk for et ønske om en generel friholdelse af strandene og de umiddelbart

bagved liggende kystområder for byggeri, anlæg og andre indgreb, og

dispensation fra bestemmelsen kan derfor ikke begrundes med, at der konkret

vurderet ikke er tale om landskabelige gener. I overensstemmelse hermed er

dispensationsadgangen begrænset til ’særlige tilfælde’. Af

lovforslagets

bemærkninger fremgår, at den hidtidige meget restriktive praksis skal

videreføres.

Restriktiv

dispensationspraksis

Det indebærer bl.a., at

byggeri af helårshuse, ferie- og fritidsbebyggelse, kursuscentre og hoteller

m.v., helt eller delvis inden for strandbeskyttelseslinien, ikke kan

forventes

tilladt. Det samme gælder normalt for anlæg af golfbaner, haver o.lign. Inden

for eksisterende sommerhusområder og parcelhusområder vil der dog – på

baggrund

af en nøje konkret vurdering – være mulighed for at få dispensation til

mindre,

nødvendige tilbygninger o. lign., såfremt sådanne ikke kan opføres landværts

beskyttelseslinien.

Der gælder en tilsvarende

restriktiv praksis med hensyn til terrænændringer, tilplantning og opstilling

af hegn, bortset fra jordbrugsmæssigt nødvendige hegn.’

10.

Siden ændringen af naturfredningsloven i 1972 er der blevet

offentliggjort enkelte afgørelser om dispensation til udstykning mv. inden

for

strandbeskyttelseslinien.

I en afgørelse af 15.

februar 1980 (omtalt i ’Overfredningsnævnet Orienterer’, nr. 107)

har

Overfredningsnævnet således givet en dispensation fra naturfredningslovens §

46. Sagen angik et tilfælde hvor matrikelskellet mellem to ejendomme gik

tværs

gennem et hus ved stranden. De to ejendomme havde samme ejer, og ejeren fik

dispensation til at foretage en omdeling så huset kom til at ligge

udelukkende

på den ene ejendom.

Overfredningsnævnet traf den

26. juni 1987 afgørelse (omtalt i ’Overfredningsnævnet orienterer’,

nr. 383) om

at en skelforandring søværts strandbeskyttelseslinien ikke krævede tilladelse

efter naturfredningsloven. Nævnet henviste til at det fremgik af

bemærkningerne

til den ovenfor nævnte lov fra 1972 at der med bestemmelsen i § 46, stk. 1,

nr.

3, ønskedes tilvejebragt harmoni med bestemmelsen i § 6 i den dagældende by-

og

landzonelov, og denne bestemmelse omfattede kun udstykninger og omdelinger,

men

ikke skelforandringer.

Naturklagenævnet har i en

afgørelse af 30. juni 1994 (der er omtalt i ’Naturklagenævnet

Orienterer’, nr.

44) afslået at give en dispensation til udstykning. Sagen drejede sig om en

ejendom hvor der ønskedes foretaget en udstykning af en parcel delvis inden

for

strandbeskyttelseslinien. Lokalplanen for området åbnede mulighed for at der

blev

udstykket et antal grunde på hver op til 2.500 m² hvoraf ca. to tredjedele lå

søværts strandbeskyttelseslinien, men planen gav ikke mulighed for at opføre

bygninger søværts strandbeskyttelseslinien. Naturklagenævnet anførte bl.a.

følgende:

’Strandbeskyttelseslinien

har siden dens indførelse i 1937 været administreret særdeles restriktivt.

Det

har væsentlig betydning for den nationale interesse i de nære kystområder, at

der kun dispenseres, når der foreligger en ganske særlig begrundelse herfor,

og

når en dispensation vil være uden konsekvenser for den fremtidige

administration af strandbeskyttelseslinien.

Det er helt uden betydning,

at en lokalplan åbner mulighed for matrikulære ændringer, hvorved der

fastlægges skel søværts strandbeskyttelseslinien.

De særlige fysiske forhold,

som ejeren af ejendommen har henvist til, udgør heller ikke en tilstrækkelig

begrundelse for en dispensation.’

Udstykning af ejendommen

1.

Ifølge

naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, kan amtsrådet i særlige tilfælde gøre

undtagelse fra lovens regel om strandbeskyttelseslinien. Efter bestemmelsens

ordlyd må det antages at amtsrådet skal være tilbageholdende med at give

dispensation og skal foretage en konkret vurdering af hver enkelt

dispensationsansøgning. At reglen skal administreres meget restriktivt,

fremgår

ligeledes af bestemmelsens forarbejder hvor der henvises til den graduerede

formulering, nemlig ’gøre undtagelse’ i stk. 2 og ’i særlige

tilfælde gøre

undtagelse’ i stk. 3 der efter det anførte navnlig markerer at hidtidig

praksis

skal opretholdes.

At der skal følges en meget

restriktiv linie fremgår endvidere af forarbejderne til

naturbeskyttelsesloven

hvor det er anført at den praksis angående strandbeskyttelseslinien der havde

været fulgt efter naturfredningsloven, havde været meget restriktiv, og at

denne restriktive praksis forudsattes opretholdt. Efter naturfredningsloven

kunne dispensation kun gives når der forelå ganske særlige omstændigheder, og

når alle fredningsnævnets medlemmer stemte for at der blev givet

dispensation.

Det anføres således også i forarbejderne at strandbeskyttelseslinien er

udtryk

for et forbud der sjældent gøres egentlige undtagelser fra.

Det første spørgsmål der må

tages stilling til ved bedømmelsen af denne sag, er om denne meget

restriktive

linie også gælder i sager om udstykning.

Det fremgår af forarbejderne

til lovændringen i 1972 at formålet med at henføre udstykninger under

reglerne

om strandbeskyttelseslinien var at give fredningsnævnet indsigt i

udstykninger

i strandfredningszonen. Desuden fremgår det at lovændringen ville medføre at

fredningsnævnet allerede på udstykningsstadiet kunne behandle spørgsmålet om

hvorvidt en bebyggelse eller anden foranstaltning som nævnt i bestemmelsen,

burde tillades. Hvis dette ikke burde tillades, ville en udstykning være

overflødig, blev det anført.

Det anførte om formålet med

at henføre udstykninger under reglen om strandbeskyttelseslinien giver efter

min opfattelse ikke grundlag for en antagelse om at denne regel generelt skal

administreres mindre restriktivt i forbindelse med udstykninger end i

forbindelse med andre foranstaltninger omfattet af reglen om

strandbeskyttelseslinien. Bestemmelsens ordlyd, der ikke sondrer mellem

udstykninger og andre foranstaltninger, taler klart imod en sådan forståelse

af

loven. I cirkulære nr. 208 af 1. oktober 1972 var det ligeledes anført at

placeringen af forbudet mod udstykninger på linie med de øvrige

forbudsbestemmelser umiddelbart medførte at den for en udstykning i

strandbeskyttelseszonen nødvendige dispensation kun måtte gives når der

forelå

ganske særlige forhold og alle fredningsnævnets medlemmer stemte herfor.

Der må desuden lægges vægt

på at det i forarbejderne til naturfredningsloven var anført at dispensation

kun vil kunne gives såfremt helt ekstraordinære forhold, som ikke kan ventes

at

komme frem i en række andre sager, gør sig gældende. Det er anført i

cirkulære

nr. 208 af 1. oktober 1972 at denne betingelse også skulle være gældende i

forbindelse med udstykninger.

I den forbindelse må der

desuden lægges vægt på at forarbejderne til naturbeskyttelsesloven intet

indeholder til støtte for en opfattelse hvorefter adgangen til at give

dispensation til udstykning inden for strandbeskyttelseslinien er videre end

for andre foranstaltninger som er omfattet af reglen om

strandbeskyttelseslinien. Tværtimod er det i forarbejderne til lovændringen i

1994 på ny understreget at forbudet mod udstykning, matrikulering og

arealoverførsel er opretholdt, og at den hidtidige meget restriktive

administration af beskyttelseslinien forudsættes opretholdt.

Naturklagenævnets afgørelse

af 30. juni 1994 ligger på linie hermed. Det fastslås i afgørelsen – der

angik

en sag om dispensation til udstykning – at administrationen af reglen om

strandbeskyttelseslinien skal være særdeles restriktiv, og at dispensation

kun

gives når der er en ganske særlig begrundelse herfor, og når en dispensation

vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af reglen.

Overfredningsnævnets

afgørelse af 26. juni 1987 har mindre interesse i denne forbindelse da den

generelt fastslog at skelforandringer ikke var omfattet af

naturfredningslovens

regel om strandbeskyttelseslinien i modsætning til udstykninger og

omfordelinger hvorved der fastsattes skel. Nævnets afgørelse af 15. februar

1980 angik et særegent tilfælde hvor betingelserne for dispensation ansås for

opfyldt.

Det fremgår således af

lovgivningen at der ikke er adgang til at administrere reglen om dispensation

fra strandbeskyttelseslinien lempeligere når det drejer sig om udstykninger.

Også i disse sager skal der således administreres meget restriktivt, og

dispensation må kun gives i særlige tilfælde og efter en konkret bedømmelse.

Vestsjællands Amt har i

udtalelsen af 20. august 1998 oplyst at før amtet i 1992 fik overført

fredningsnævnets hidtidige kompetence vedrørende bl.a. bygge- og

beskyttelseslinier, var det nævnets praksis at meddele dispensation til

udstykning inden for strandbeskyttelseslinien i udbyggede sommerhusområder

under forudsætning af at skel ikke markeredes søværts linien, og at de

udstykkede parceller kunne bebygges uden dispensation. Ligeledes har nævnet i

sager hvor der alene er tale om beskedne foranstaltninger, fundet at

naturfredningsloven ikke har været anvendelig på forholdet.

Denne beskrivelse af

fredningsnævnets praksis før 1992 afviger væsentligt fra de oplysninger om

praksis på området som indeholdes i forarbejderne til naturbeskyttelsesloven.

Det kan derfor ikke lægges til grund at det ved vedtagelsen af loven har

været

forudsat at den af amtet beskrevne praksis skulle videreføres.

2.

Det næste der må tages stilling til, er om Vestsjællands Amts

interne regler for administration af strandbeskyttelseslinien er i

overensstemmelse med lovgivningen.

Amtet oplyste i brevet af

12. maj 1998 til Dem at amtet ved afgørelsen i denne sag havde fulgt

sædvanlig

praksis. Kravet i lovgivningen om en meget restriktiv administration sådan at

dispensation kun gives hvis der efter en konkret vurdering kan påvises at der

foreligger et særligt tilfælde der berettiger til dispensation, genfindes

ikke

i de oplysninger som amtet har givet om sin praksis. Tværtimod bliver der

efter

det oplyste om denne praksis som hovedregel givet tilladelse til udstykning

når

der dels er tale om et udbygget sommerhusområde og der dels er mulighed for

at bebygge

ejendommen uden dispensation fra strandbeskyttelseslinien. Denne praksis

stemmer således ikke overens med lovgivningen.

I amtets brev af 20. august

1998 gentages de to nævnte betingelser, og det tilføjes at formålet med

strandbeskyttelseslinien efter amtsrådets opfattelse er at forhindre

bebyggelse

søværts strandbyggelinien samt ændringer af tilstanden i øvrigt søværts

strandbeskyttelseslinien, og at amtsrådets praksis derfor er at meddele

tilladelse til udstykning der ikke markeres landskabeligt søværts

strandbeskyttelseslinien såfremt der er mulighed for at bygge landværts

strandbeskyttelseslinien.

Jeg er enig med amtet i at

formålet med strandbeskyttelseslinien er at forhindre bebyggelse inden for

strandbeskyttelseslinien samt ændringer af tilstanden i øvrigt inden for

strandbeskyttelseslinien. Men derudover må der inden for

strandbeskyttelseslinien ikke foretages udstykning, matrikulering eller

arealoverførsel hvorved der fastlægges skel. Reglen i naturbeskyttelseslovens

§

15, stk. 1, sigter således bredere end angivet af amtet. En praksis hvorefter

der gives tilladelse til udstykning der ikke markeres landskabeligt inden for

strandbeskyttelseslinien når blot der er mulighed for at bygge uden for

beskyttelseslinien, er efter min opfattelse i strid med loven.

I de retningslinier som blev

vedtaget af amtets vej- og miljøudvalg i december 1997, er betingelserne for

at

give dispensation til udstykning søværts strandbeskyttelseslinien anderledes

formuleret. Betingelserne om at der dels skal være tale om et udbygget

sommerhusområde og dels skal være mulighed for at bebygge ejendommen uden

dispensation fra strandbeskyttelseslinien, er således ikke medtaget. Derimod

anføres det at der normalt gives tilladelse til udstykning og fastlæggelse af

skel der ikke kommer synligt til udtryk i terrænet, og til udstykning og

fastlæggelse af skel der følger som konsekvens af tilladelse til bebyggelse.

Disse regler er efter min

opfattelse ikke i overensstemmelse med loven. Hverken naturbeskyttelseslovens

§

15, stk. 1, eller § 65, stk. 3, eller forarbejderne til disse bestemmelser

giver mulighed for at fastsætte regler med dette indhold. Som nævnt stilles

der

tværtimod krav om en meget restriktiv praksis hvor der kun gives dispensation

i

særlige tilfælde efter en konkret vurdering.

3.

Der er som nævnt ikke overensstemmelse mellem de oplysninger om

amtets praksis som amtets breve af 12. maj og 20. august 1998 indeholder, og

det af amtets vej- og miljøudvalg vedtagne grundlag for administration af

naturbeskyttelsesloven. Så vidt jeg kan bedømme, er det de regler som fremgår

af amtets praksis der har dannet grundlag for afgørelsen af 10. februar 1998.

Der er således i begrundelsen for afgørelsen ikke henvist til at der er tale

om

en udstykning og fastlæggelse af skel der ikke kommer synligt til udtryk i

terrænet. Derimod er der lagt vægt på for det første at parcellerne vil kunne

bebygges uden dispensation fra strandbeskyttelseslinien, for det andet at

ejendommen ligger i et ældre sommerhusområde, og for det tredje at der med en

tilladelse ikke tilsidesættes hensyn som naturbeskyttelsesloven skal

varetage.

Som det fremgår ovenfor, kan

de regler som fremgår af amtets praksis, ikke anses for at være i

overensstemmelse med lovgivningen. Den trufne afgørelse har således ikke

hjemmel

i lovgivningen.

Jeg har overvejet om den

omstændighed at Kort- og Matrikelstyrelsen allerede havde godkendt

udstykningen

på det tidspunkt hvor Vestsjællands Amt blev ansøgt om dispensation fra

strandbeskyttelseslinien, kan tillægges betydning ved bedømmelsen af amtets

afgørelse. Efter min opfattelse kan der ikke lægges vægt på dette forhold.

Amtet er under alle omstændigheder forpligtet til at træffe afgørelse i

overensstemmelse med lovgivningens krav, også under omstændigheder som disse.

Jeg anser det for

kritisabelt at Vestsjællands Amt har truffet en afgørelse i sagen efter en

praksis der ikke har hjemmel i lovgivningen.

Jeg har gjort amtet bekendt

med min opfattelse.

Ved behandlingen af sagen

har jeg overvejet at henstille til Vestsjællands Amt at genoptage sagen med

henblik på at træffe en ny afgørelse om dispensation fra

strandbeskyttelseslinien. Jeg mener dog ikke at der er tilstrækkeligt

grundlag

for at afgive en sådan henstilling. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at

adressaten for afgørelsen må antages at have været i god tro angående de

ovennævnte mangler ved afgørelsen. Desuden har jeg lagt vægt på at Kort- og

Matrikelstyrelsens afgørelse om at godkende udstykningen ikke er omfattet af

min undersøgelse, og at styrelsen i givet fald heller ikke vil være omfattet

af

en henstilling om genoptagelse af sagen.

Derimod har jeg henstillet

til Vestsjællands Amt at foretage de ændringer af amtets interne regler

angående dispensation fra strandbeskyttelseslinien som er nødvendige for at

bringe reglerne i overensstemmelse med lovgivningen. Jeg har anmodet amtet om

at underrette mig om hvilke ændringer amtet foretager af de interne regler.

Beplantning og støttemur

Vestsjællands Amt har i brev

af 1. oktober 1998 givet udtryk for at den beplantning og støttemur som er

etableret på den pågældende ejendom inden for strandbyggelinien, må anses for

at være af underordnet betydning (bagatelgrænse) i forhold til de hensyn som

naturbeskyttelsesloven skal varetage. Etableringen kræver således efter

amtets

opfattelse ikke tilladelse i henhold til naturbeskyttelseslovens bygge- og

beskyttelseslinier.

Etablering af en beplantning

og støttemur er utvivlsomt omfattet af bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens

§

15, stk. 1. Spørgsmålet er om det er lovligt at indføre en regel om en

bagatelgrænse sådan at forhold som er omfattet af lovens regel, men som efter

forvaltningens vurdering er af underordnet betydning i forhold til lovens

formål, kan gennemføres uden dispensation.

Hverken i loven eller dens

forarbejder er en sådan bagatelgrænse omtalt. Tværtimod skal der i disse

sager

som nævnt følges en meget restriktiv praksis sådan at dispensation kun gives

hvis der efter en konkret vurdering kan påvises at der foreligger et særligt

tilfælde der berettiger til dispensation. Dette harmonerer ikke med en regel

om

at forhold som er omfattet af forbudet i loven, men som efter forvaltningens

vurdering er af underordnet betydning i forhold til lovens formål, end ikke

kræver dispensation. Jeg mener derfor ikke at der er hjemmel til at gøre brug

af en sådan regel.

Jeg anser det for

beklageligt at Vestsjællands Amt med baggrund i en regel om en bagatelgrænse

har givet udtryk for at etableringen af beplantning og støttemur inden for

strandbyggelinien ikke kræver tilladelse i henhold til

naturbeskyttelsesloven.

Jeg har gjort Vestsjællands

Amt bekendt med min opfattelse. Jeg har desuden henstillet til amtet at

foretage de ændringer af amtets praksis på området som er nødvendige for at

bringe den i overensstemmelse med lovgivningen.

Spørgsmålet om en bagatelgrænse opstår både i forhold til reglen om

dispensation fra strandbeskyttelseslinien og i forhold til amtets

tilsynsfunktion

Hvad tilsynsfunktionen

angår, er det fastsat i naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1, at amtsrådet

påser overholdelsen af bl.a. lovens regler og de regler der er udstedt efter

loven. Efter § 73, stk. 6, skal tilsynsmyndigheden foranledige et ulovligt

forhold lovliggjort medmindre forholdet har underordnet betydning. Loven

indeholder således en regel om en bagatelgrænse i forbindelse med amtets

tilsynsfunktion.

I brev af 2. november 1998

afviste Vestsjællands Amt at foretage sig yderligere i anledning af

etableringen af beplantning og støttemur på den pågældende ejendom, og amtet

henviste til at man i den daglige administration af bl.a.

naturbeskyttelseslovens bestemmelser nødvendigvis måtte have en bagatelgrænse

for hvilke forhold der kunne og skulle forfølges. Derimod meddelte amtet i

brev

af 25. november 1998 at amtet som tilsynsmyndighed ville undersøge forholdene

vedrørende

et plankeværk etableret på ejendommen matr. nr. (X) og en trappe ned ad

skrænten som var etableret på ejendommen matr. nr. (Y) inden for

strandbeskyttelseslinien.

Jeg har forstået det af

Vestsjællands Amt anførte sådan at amtet har vurderet at etableringen af

beplantningen og støttemuren, men ikke plankeværket og trappen,

er omfattet af reglen i

naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 6. Amtet har i den forbindelse henvist til

at beplantningen i det væsentligste er foretaget uden for

strandbeskyttelseslinien,

og at støttemuren er beskeden og bygget af natursten.

Dette giver mig ikke

anledning til bemærkninger. Jeg henviser til at amtets bedømmelse af om

reglen

i § 73, stk. 6, kan anvendes i sagen, er foretaget efter en besigtigelse af

forholdene på stedet og en efterfølgende afvejning af relevante hensyn og

omstændigheder. Min behandling af sagen er udelukkende foretaget på et

skriftligt grundlag, og som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger

for

at afveje de relevante hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end

Vestsjællands Amt der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det

daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af en sådan afvejning. Kun hvis der er tale

om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere amtets beslutning. Det

kan

f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst, eller hvis amtets

beslutning i forhold til andre lignende sager er udtryk for en

forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af

sagen

har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder. Jeg kan derfor ikke

foretage mig mere angående amtets beslutning.”

Vestsjællands Amt meddelte

mig ved brev af 5. juli 2000 at amtet havde igangsat en revision af

formuleringerne i administrationsgrundlaget.

Jeg meddelte herefter

Vestsjællands Amt at jeg tog brevet til efterretning og afventede modtagelsen

af det reviderede administrationsgrundlag.

Lignende dokumenter