Dispensation fra strandbeskyttelseslinie til udstykning af ejendom
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Dispensation fra strandbeskyttelseslinie til udstykning af
ejendom
Det fremgik af sagen at
landinspektør A i en landinspektørerklæring af 5. september 1996 anmodede
Kort-
og Matrikelstyrelsen om godkendelse af udstykning af ejendommen matr. nr. X,
( ), i to parceller. Den 3. oktober 1996 godkendte styrelsen udstykningen.
B klagede den 2. december
1997 til Naturklagenævnet over at udstykningen var blevet godkendt. Den 12.
januar 1998 afviste nævnet at behandle sagen fordi B ikke var klageberettiget
i
henhold til naturbeskyttelseslovens § 86.
Landinspektør A ansøgte den
29. december 1997 Vestsjællands Amt om godkendelse af udstykningen. I brevet
var bl.a. anført følgende:
”Strandbeskyttelseslinien er
ved resolution tinglyst den 13/2-1941 på matr. nr. (X) fastsat til 20 m fra
overkanten af kystskrænten mod Sejerø Bugt, og da der fastsættes skel afværts
den indskrænkede beskyttelseslinie, kan jeg godt efterfølgende se, at den
skulle have været forelagt fredningsnævnet til godkendelse.”
I et brev af 10. februar
1998 gav amtet dispensation fra strandbeskyttelseslinien. Amtet anførte bl.a.
følgende:
”De har den 29. december
1997 fremsendt ansøgning om tilladelse til ovennævnte. Amtsrådets tilladelse
i
medfør af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, jf. § 15 er nødvendig, fordi
udstykningen berører arealer søværts strandbeskyttelseslinien, der på stedet
er
fastsat til 20 m fra overkanten af kystskrænten mod Sejerø Bugt.
Læs alt
Amtsrådet kan imødekomme
Deres ansøgning og giver herved tilladelse i medfør af
naturbeskyttelseslovens
§ 65, stk. 3 til at fastlægge skel søværts strandbeskyttelseslinien, således
som det er vist på udstykningsplanen.
Amtet har herefter i sin
behandling af sagen lagt vægt på, at parcellerne vil kunne bebygges uden
dispensation fra strandbeskyttelseslinien, at ejendommen ligger i et ældre
sommerhusområde, og at der med en tilladelse ikke tilsidesættes hensyn, som
naturbeskyttelsesloven skal varetage.”
I et brev af 16. marts 1998
klagede B til mig over amtets afgørelse. Da Vestsjællands Amt ikke havde haft
lejlighed til at tage stilling til B’s klagepunkter, videresendte jeg
den 23.
marts 1998 dennes brev med bilag til amtet med henblik på at amtet tog
stilling
til B’s indsigelser.
I et brev af 12. maj 1998
kommenterede amtet B’s henvendelse. Amtet skrev bl.a. følgende:
”I denne anledning skal
amtet bemærke, at man ved afgørelsen har fulgt sædvanlig praksis i denne type
sager.
Ansøgninger om tilladelse til udstykning i udbyggede sommerhusområder, der
berører arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinie,
kan forvente amtets tilladelse, når det vil være muligt at bebygge
parcellerne
uden dispensation fra strandbeskyttelseslinien.
Det skal bemærkes, at
tilladelsen alene vedrører skel. Ændringer af tilstanden søværts den
indskrænkede strandbeskyttelseslinie kræver amtsrådets tilladelse. Dette
indebærer, at der ikke må placeres bygninger, skure, campingvogne, master
m.v.,
foretages ændringer i terrænet, beplantning og lignende samt hegning.”
B fremsatte i breve af 13.
maj og 6. juli 1998 nye indsigelser mod amtets afgørelse, og jeg videresendte
B’s breve til Vestsjællands Amt til besvarelse. Amtet besvarede B’s
henvendelser i et brev af 20. august 1998. I brevet anførte amtet bl.a.
følgende:
”Vestsjællands Amt har lagt
til grund for sin afgørelse af 10. februar 1998, at der er tale om udstykning
af en matrikel, der ligger i et udbygget sommerhusområde, samt at der er
mulighed for at bebygge grundene landværts strandbeskyttelseslinien, hvilket
der også blev gjort rede for i brev til Folketingets Ombudsmand af 12. maj
1998, som De modtog kopi af.
Det er amtsrådets politik i
sådanne sager at tillade udstykning, idet amtsrådet finder, at formålet med
strandbeskyttelseslinien er at hindre bebyggelse søværts
strandbeskyttelseslinien samt ændringer af tilstanden i øvrigt søværts
strandbeskyttelseslinien. Amtsrådets praksis er således at meddele tilladelse
til udstykning, der ikke markeres landskabeligt søværts
strandbeskyttelseslinien, såfremt der er mulighed for at bygge landværts
strandbeskyttelseslinien.
Det er amtsrådets vurdering,
at denne praksis er helt i tråd med § 15 om strandbeskyttelseslinien i Lov om
Naturbeskyttelse af 3. januar 1992, idet der ikke ændres i tilstanden søværts
strandbeskyttelseslinien, og at det er den konkrete tilstand og ikke et
usynligt skel, der er væsentligt.”
I brev af 24. august 1998
klagede B på ny til mig over amtets afgørelse. B skrev bl.a. følgende:
”Som allerede tidligere
anført overfor Folketingets Ombudsmand, må der efter motivbemærkningerne til
forslaget til naturbeskyttelseslovens § 15, som fremsat i Folketinget i 1991
og
senere konsekvensændringslove ikke fastlægges nye sommerhusskel søværts
strandbeskyttelseslinien, og der skal iøvrigt føres en meget restriktiv
politik, når det gælder fastlæggelse af andre skel, søværts
strandbeskyttelseslinien. Efter bemærkninger er det således kun nye skel til
landbrugsejendomme, der i forbindelse med arealoverførsel eller udstykning
kan
tillades etableret søværts strandbeskyttelseslinien.
Jeg går ud fra, at
Folketingets Ombudsmand, til Ombudsmandens videre sagsbehandling, anmoder
Kort-
og Matrikelstyrelsen om en redegørelse, dels om den manglende
udstykningskontrol, dels om den manglende vejerklæring.”
Ved brev af 8. september
1998 oversendte jeg B’s brev til Vestsjællands Amt således at amtet fik
lejlighed til at kommentere B’s indsigelser. I brevet af 8. september
1998 til
B skrev jeg desuden følgende:
”I Deres brev skriver De at
De går ud fra at jeg beder Kort- og Matrikelstyrelsen om en redegørelse. Jeg
opfatter dette således at De ønsker at klage over Kort- og Matrikelstyrelsens
godkendelse af udstykningssagen. Det fremgår af Deres brev af 13. maj 1998 at
Kort- og Matrikelstyrelsens godkendelse skete den 3. oktober 1996.
En klage til ombudsmanden
skal være indgivet ’inden et år efter, at forholdet er begået’ (§
13, stk. 3, i
lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Deres klage over
Kort- og Matrikelstyrelsens afgørelse er således forældet i forhold til
ombudsmandsloven. Jeg er derfor afskåret fra at foretage mig noget i
sagen.”
Den 1. oktober 1998
besvarede Vestsjællands Amt B’s henvendelse. Amtet anførte bl.a.
følgende:
”Amtet har besigtiget de 2
udstykkede sommerhusgrunde den 22. september 1998. Grundene ligger ovenfor en
høj bevokset skrænt ned til stranden, hvorfra der ikke er indsigt. Området er
i
vid udstrækning bevokset med buske og høje træer og har nærmest skovagtig
karakter. I skellet mellem grundene er der plantet en række buske, men i det
væsentligste er beplantningen foretaget landværts den nedsatte
strandbeskyttelseslinie. På matr. nr. (X) er der på en kort strækning ved en
mindre niveauforskel udført en lav støttemur.
I denne anledning skal det
meddeles, at amtet herefter har vurderet etablering af beplantning og
støttemur
for at være af underordnet betydning (bagatelgrænse) i forhold til de hensyn,
som naturbeskyttelsesloven skal varetage. Etableringen kræver således ikke
tilladelse i henhold til naturbeskyttelseslovens bygge- og
beskyttelseslinier.”
En fornyet henvendelse fra B
blev besvaret af amtet i brev af 2. november 1998. I brevet var bl.a. anført
følgende:
”Beplantningen mellem de 2
grunde er i det væsentligste foretaget landværts den nedsatte
strandbeskyttelseslinie, hvorefter denne og den beskedne støttemur af
natursten
anses for at være af underordnet betydning i forhold til de hensyn, som
naturbeskyttelsesloven skal varetage.
Amtet må i den daglige
administration af bl.a. naturbeskyttelseslovens bestemmelser nødvendigvis
have
en ’bagatelgrænse’ for hvilke forhold, der kan og skal
forfølges.”
Efter en fornyet henvendelse
fra B skrev amtet således til denne i brev af 25. november 1998:
”De har ved brev af 10.
november 1998 bilagt fotografier af bl.a. bebyggelserne på matr. nr. (X) og
(Y)
fremsendt kopi af Deres brev af 10. november 1998 til Folketingets Ombudsmand
med anmodning om amtets udtalelse.
Af fotografierne fremgår, at
der findes et plankeværk af vandretliggende rafter i det sydvestlige skel af
matr. nr. (X), og at der er etableret en trappe ned ad skrænten på matr. nr.
(Y) søværts naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinie.
Disse forhold har ikke noget
med selve udstykningen af ejendommen at gøre, og amtet vil som
tilsynsmyndighed
med bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven senere undersøge forholdene
omkring
disse anlæg.”
Efter at sagen om udstykning
var færdigbehandlet af Vestsjællands Amt, rettede B på ny henvendelse til mig
om sagen. Den 9. juli 1999 anmodede jeg amtet om en udtalelse angående
B’s
klage over dels dispensationen af 10. februar 1998 til udstykning af
ejendommen
og dels det i amtets brev af 1. oktober 1998 anførte om at en etableret
beplantning og støttemur på ejendommen inden for strandbeskyttelseslinien
ikke
krævede tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3.
Den 17. august 1999 afgav
Vestsjællands Amt en udtalelse. Amtet anførte bl.a. følgende:
”Amtet har ved
naturbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. juli 1992 fået overført
fredningsnævnenes hidtidige kompetence vedrørende bl.a. bygge- og
beskyttelseslinier. Før 1. juli 1992 ydede amtet sekretariatsbistand til
fredningsnævnene i bygge- og beskyttelsesliniesagerne. Disse opgavers indhold
omfattede en teknisk udredning af sagen med indstilling samt eventuel
deltagelse i nævnets besigtigelse. Ved overførslen af nævnenes kompetence til
amtsrådene forudsattes, at praksis ved administrationen opretholdes.
Det har således været
fredningsnævnets praksis at meddele dispensation til udstykning inden for
strandbeskyttelseslinien i udbyggede sommerhusområder under forudsætning af,
at
skel ikke markeres søværts linien, og at de udstykkede parceller kunne
bebygges
uden dispensation. Ligeledes har nævnet i sager, hvor der alene er tale om
beskedne foranstaltninger, fundet at naturfredningsloven ikke har været
anvendelig på forholdet.
Ud fra disse forhold har
amtet fundet, at der ikke har været tilstrækkelig grund til at afslå en
dispensation til udstykningen, der vil være uden konsekvenser for den
fremtidige administration af strandbeskyttelseslinien, og at der ved
etablering
af beplantning og støttemur var tale om forhold af underordnet betydning
(bagatelgrænse).”
B kommenterede amtets
udtalelse i et brev af 25. august 1999. I brevet henviste B bl.a. til et
afsnit
i Skov- og Naturstyrelsens vejledning om naturbeskyttelsesloven, 1993, som er
gengivet nedenfor.
Den 7. februar 2000 anmodede
jeg Vestsjællands Amt om at indhente en udtalelse om sagen fra landinspektør
A.
I et brev af 17. marts 2000 anførte landinspektør A følgende:
”Matr. nr. (X) er beliggende
i et gammelt udbygget sommerhusområde, hvor strandfredningskommissionen i
1941
har fastlagt en strandbygge-(beskyttelses-)linie nærmere stranden end 100 m,
nemlig 20 m fra overkanten af den på stedet værende skrænt.
Jeg finder ikke, at
udstykningen har ændret kystlandskabet.
Går man på stranden, vil man
som følge af de høje klinter ikke kunne se bebyggelsen, og færdes man på
vandet, vil det være et ekstra sommerhus blandt så mange, og dermed uden
betydning for formålet med beskyttelseslinien.”
B kommenterede udtalelsen i
et brev af 30. marts 2000.
Ombudsmandens udtalelse
”Retsgrundlaget
1.
Sagen er afgjort efter bestemmelserne i § 15, stk. 1, og § 65, stk. 3, i
naturbeskyttelsesloven (dengang lovbek. nr. 835 af 11. januar 1997 om
naturbeskyttelse med senere ændring) sammenholdt med Vestsjællands Amts
interne regler om behandling af sager af denne art og den på ejendommen
tinglyste deklaration om strandbeskyttelseslinien.
De nævnte bestemmelser i naturfredningsloven lyder således:
’§ 15.
Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder og af andre
kyststrækninger, der ligger i en afstand af 300 m fra begyndelsen af den
sammenhængende landvegetation. Der må ikke etableres hegn, placeres
campingvogne og lignende. Der må heller ikke foretages udstykning,
matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
§ 65.
stk. 3.
Amtsrådet kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra
bestemmelserne i § 3, stk. 1-3, § 4, stk. 1, § 15, stk. 1 og stk. 2, og § 18,
stk. 1, samt fra bestemmelser fastsat i medfør af § 15, stk. 3.
Miljøministeren
kan bestemme, at amtsrådet skal indhente en udtalelse fra ministeren, før
amtsrådet træffer afgørelse vedrørende § 18, stk. 1.’
Vestsjællands Amtsråds vej-
og miljøudvalg vedtog i december 1997 ’Grundlag for administration af
naturbeskyttelsesloven – bygge- og beskyttelseslinier (§§ 15-19) samt
sten- og
jorddiger (§ 4)’. Det fremgår af indledningen hertil at i
administrationsgrundlaget
udmøntes de retningslinier som amtsrådets vej- og miljøudvalg ønsker at
udviklingen i det åbne land skal ske efter. Desuden fremgår det at udvalget
har
bemyndiget driftsenheden Natur & Miljø til at træffe afgørelser (give
tilladelser og meddele afslag) inden for de sagsområder og -typer som er
nævnt
i administrationsgrundlaget. I administrationsgrundlaget er nævnt følgende om
udstykning inden for strandbeskyttelseslinien:
’Der gives normalt
tilladelse til
·
udstykning og fastlæggelse af skel, der
ikke synligt kommer til udtryk i terrænet.
·
udstykning og fastlæggelse af skel, der
følger som konsekvens af tilladelse til bebyggelse.”
2.
Den tidligste
bestemmelse om en almindelig strandbeskyttelseslinie blev optaget i § 25 i
naturfredningsloven af 1937. Ved denne bestemmelse blev der indført en
bebyggelsesforbudszone på normalt 100 m langs med kysterne. En række konkrete
undtagelser fra denne bestemmelse blev dog indført ved bestemmelser truffet
af
Statsministeriet på baggrund af den gennemgang af landets kyststrækninger som
Strandfredningskommissionen foretog i årene efter 1937. I en tinglyst
deklaration fra 1941 er strandbeskyttelseslinien for ejendommen i denne sag
fastsat til 20 m fra skræntoverkanten.
3.
I 1969 blev
naturfredningsloven af 1937 ophævet og erstattet af lov nr. 314 af 18. juni
1969 om naturfredning. Strandbeskyttelseslinien blev videreført i lovens §
46,
men kompetencen til at give dispensation fra denne bestemmelse blev overført
til fredningsnævnene fra Kulturministeriet (som havde overtaget sagsområdet
fra
Statsministeriet ved ministeriets oprettelse i 1961).
Lovens § 46, stk. 1 og 6,
lød således:
’§ 46.
På strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke
findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, og
på
arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m fra, hvor denne vegetation
begynder, må der ikke:
1)
placeres bygninger,
skure, campingvogne og lignende, opstilles master, foretages ændringer i
terrænet eller henlægges affald og lignende,
2)
foretages beplantning
eller hegning, bortset fra hegning på land- og skovbrugsejendomme.
Stk. 6.
Hvor ganske
særlige forhold foreligger, kan fredningsnævnet, såfremt alle medlemmer
stemmer
herfor, gøre undtagelse fra forbudet i stk. 1.’
I bemærkningerne til det
lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1968-69, till.
A,
sp. 1867 og 1869), blev bl.a. anført følgende om § 46, stk. 1 og 6:
’Til gengæld tilsigter pkt.
1 under stk. 1 en skærpelse i forhold til den nuværende bestemmelse.
Udgangspunktet
for den administrative praksis har været, at ethvert anlæg er omfattet af
bestemmelsen, jfr. betænkningen s. 226-27. Herudover foreslås nu medtaget
campingvogne og master samt ændringer i terrænet og henlæggelse af affald.
Punkt 2 under stk. 1 udgør
ligeledes en udvidelse af de nugældende regler, idet den medfører kontrol med
beplantning og hegning inden for strandbyggelinien. En sådan kontrol haves i
dag allerede i medfør af § 2 med fortidsmindernes omgivelser og ved kysterne
i
medfør af § 25, stk. 1, 2. punktum, på arealer, der ligger på kystsiden af
visse offentlige veje, som inden for 100 m fra kysten fører langs
strandbredden.
For at sikre en i øvrigt
uforandret og for hele landet ens praksis, er det foreslået, at der skal
foreligge ganske særlige forhold, og at fredningsnævnets medlemmer alle skal
være enige, for at dispensation kan meddeles. Det følger heraf, at
dispensation
kun vil kunne gives, såfremt helt ekstraordinære forhold, som ikke kan ventes
at komme frem i en række andre sager, gør sig gældende.’
I en betænkning afgivet af
et af Folketinget nedsat udvalg om lovforslaget var bl.a. anført følgende
(Folketingstidende 1968-69, till. B, spalte 2661):
’Med hensyn til det i
forslagets § 46, stk. 1, nr. 2, omtalte forbud mod beplantning eller hegning
inden for strandbyggelinjen, bortset fra hegning på land- og
skovbrugsejendomme, fremgår det af ministerens redegørelse, at bestemmelsen
må
ses som et led i bestræbelserne for at opnå en kontrol med udviklingen inden
for denne zone. Den ønskede kontrol tager sigte på sådanne foranstaltninger,
som ændrer den bestående tilstand, og altså ikke på en genplantning af træer
endsige af
marehalm.’
De i forarbejderne til loven
indeholdte præciseringer af de nævnte regler i loven er gengivet i
Kulturministeriets
cirkulære nr. 245 af 22. november 1969 om naturfredningsloven.
4.
Ved lov nr. 284 af 7.
juni 1972 om ændring af lov om naturfredning blev der indsat en bestemmelse i
loven som § 46, stk. 1, nr. 3. Efter denne bestemmelse måtte der inden for
strandbeskyttelseslinien ikke foretages udstykning hvorved der fastlagdes
skel.
I forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1971-72, till. A, sp.
2912)
blev bl.a. anført følgende:
’Ændringen tilsigter at give
fredningsnævnet indsigt med udstykninger i strandfredningszonen og medfører i
øvrigt, at fredningsnævnet allerede på udstykningsstadiet kan behandle
spørgsmål om, hvorvidt en bebyggelse eller anden foranstaltning, som nævnt i
bestemmelsen, bør tillades. Såfremt dette ikke kan tillades, vil en
udstykning
være overflødig.’
I Kulturministeriets
cirkulære nr. 208 af 1. oktober 1972 om lov nr. 284 af 7. juni 1972 om
ændring
af lov om naturfredning er der bl.a. anført følgende om bestemmelsen:
’Bestemmelsen tilsigter at
give fredningsnævnet indseende med udstykninger i strandbeskyttelseszonen.
Dens
placering som forbudsbestemmelse på linie med de øvrige forbudsbestemmelser
medfører umiddelbart, at den for en udstykning i strandbeskyttelseszonen
nødvendige dispensation i overensstemmelse med § 46, stk. 6, kun må gives,
når
der foreligger ganske særlige forhold, og alle medlemmer af nævnet stemmer
herfor, jfr. også 1969-cirkulæret s. 15, hvorefter dispensation
kun
kan gives, når der foreligger ganske
særlige forhold, som ikke kan ventes at komme frem i en række andre sager. Af
bestemmelsen følger ikke blot, at fredningsnævnet som hidtil allerede på
udstykningsstadiet kan behandle spørgsmål om, hvorvidt en bebyggelse eller
anden foranstaltning som nævnt i bestemmelsen bør tillades – såfremt
dette ikke
kan tillades, vil en udstykning som følge af § 2 i udstykningsloven
(landbrugsministeriets lovbek. nr. 256 af 8. juni 1971) ikke blive tilladt af
landbrugsministeriet – men også at fredningsnævnet må tage i
betragtning,
hvorvidt
udstykningen i sig selv
eventuelt vil kunne medføre forhold, der er i strid med de hensyn, der skal
varetages af strandbeskyttelseslinien og gennem lovens andre bestemmelser,
jfr.
i øvrigt den lignende regel i § 48 stk. 1.
Som eksempel på
udstykninger, hvor den nye regel vil få selvstændig betydning, kan nævnes
sådanne, hvor formålet er angivet som naturgrund eller lignende, selvom
sådanne
formål ikke vil medføre foranstaltninger som de i § 46, stk. 1 og 2
opregnede;
endvidere udstykninger, hvor formålets realisering
eventuelt
vil være i strid med bestemmelserne i § 46, stk. 1, nr. 1
og 2. Efter ministeriets opfattelse er det ikke hensigten med bestemmelsen at
hindre
ønskelige landbrugsmæssige
strukturomlægninger.
’
5.
Naturfredningsloven
blev ophævet i 1992 og erstattet af lov nr. 9 af 3. januar 1992 om
naturbeskyttelse. Lovens § 15, stk. 1, lød således:
’§ 15.
Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder
og af andre kyststrækninger, der ligger inden for en afstand af 100 m fra
begyndelsen af den sammenhængende landvegetation. Der må ikke etableres hegn,
placeres campingvogne og lignende. Der må heller ikke foretages udstykning,
matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.’
I bemærkningerne til det
lovforslag som dannede grundlag for loven, var bl.a. anført følgende
(Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1450):
’
Strandbeskyttelseslinien, kirkebyggelinien
samt
fortidsmindebeskyttelseslinien
skønnes
fortsat at have en væsentlig selvstændig betydning. Hensynene bag disse
beskyttelseslinier er især at varetage nationale interesser. Disse
beskyttelseslinier opretholdes derfor som selvstændige bestemmelser i
lovforslaget med stort set samme indhold som i den nugældende
naturfredningslov.
Det foreslås, at
administrationen af
strandbeskyttelseslinien
overføres til amtsrådene.
For så vidt angår
strandbeskyttelseslinien
og
kirkebyggelinien
har den praksis, der hidtil har været fulgt, været meget restriktiv. Den
betydning, der tillægges den restriktive administration af bestemmelsen om
strandbeskyttelseslinien, er blandt andet tilkendegivet ved forskrifter om,
at
dispensation kræver tilslutning fra alle fredningsnævnets medlemmer. Ved en
overførsel af nævnenes kompetence til amtsrådene forudsættes, at denne
restriktive praksis opretholdes, således som den er afspejlet især i
Overfredningsnævnets praksis i klagesager, jf. meddelelsesbladet
’Overfredningsnævnet orienterer’.
6.
Ved lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning
og lov om naturbeskyttelse blev bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 15,
stk. 1, ændret således at strandbeskyttelseslinien generelt blev fastsat til
300 m fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation. Samtidig blev
følgende bestemmelser indsat i § 15 som stk. 2 og 3:
’
Stk. 2.
For områder, som er fastlagt som sommerhusområder, er den i
stk. 1 nævnte strandbeskyttelseslinje 100 m, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
På særligt udpegede områder, der er berørt af bebyggelse og
lignende, bestemmer miljøministeren at strandbeskyttelseslinjen forløber
nærmere kysten end fastsat i stk. 1 og stk. 2, eller at
strandbeskyttelseslinjen ikke gælder.’
For at fastlægge liniens
præcise forløb blev der ved loven nedsat en Strandbeskyttelseskommission som
efter en gennemgang af landets kyster skal afgive indstilling til miljø- og
energiministeren om fastlæggelsen af den nye strandbeskyttelseslinie. Ved lov
nr. 282 af 12. maj 1999 om ændring af lov om naturbeskyttelse og af lov om
ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse blev bestemmelsen om
ikrafttrædelsen af de ændrede strandbeskyttelseslinier ændret så ministeren
kan
sætte beskyttelseslinierne i kraft for hvert amt for sig i takt med
Strandbeskyttelseskommissionens arbejde.
7.
Loven indeholdt ved vedtagelsen i 1992 bl.a. følgende
bestemmelser om dispensation i § 65, stk. 2 og 3:
’
Stk. 2.
Amtsrådet kan gøre undtagelse fra bestemmelsen i § 19 og i
landzone fra § 16, stk. 1, og § 17, stk. 1.
Stk. 3.
Amtsrådet kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra
bestemmelserne i § 3, stk. 1-3, § 4, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 18, stk. 1.
Miljøministeren kan bestemme, at amtsrådet skal indhente en udtalelse fra
ministeren, før amtsrådet træffer afgørelse vedrørende § 18, stk. 1.’
I bemærkningerne til det
lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1991-92, till.
A,
sp. 1490f), var der bl.a. anført følgende om bestemmelsen i § 65:
’Bestemmelsen indeholder
hjemmel for myndighederne til at gøre undtagelse (dispensere) fra en række af
lovens bestemmelser. Det er i bemærkningerne til de pågældende bestemmelser
nærmere beskrevet, hvorledes dispensationsadgangen tænkes administreret. Der
henvises herved også til den graduerede formulering, nemlig ’gøre
undtagelse’ i
stk. 2
og ’i særlige tilfælde gøre
undtagelse’ i
stk. 1
og
3
, der navnlig markerer, at hidtidig
praksis skal opretholdes. Efter denne er f.eks. strandbeskyttelseslinien
(§ 15) og fortidsmindebeskyttelseslinien (§
18) udtryk for et forbud, der sjældent gøres egentlige undtagelser fra.
Generelt bemærkes, at der
ikke tilsigtes en ændring i den hidtidige dispensationspraksis, men at
specielle
samfundsmæssige, herunder især nationale interesser, fx i alternative
energiformer såsom vindmøller, i den konkrete sag vil kunne medføre en
forskydning af den vægt, der tillægges de naturbeskyttelsesmæssige hensyn,
som
bestemmelserne tilsigter at varetage.’
Ved den ovennævnte lov nr.
439 af 1. juni 1994 blev bestemmelsen i § 65, stk. 3, ændret. Bestemmelsens
ordlyd efter ændringen er gengivet ovenfor.
I forarbejderne til det
lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1993-94, till.
A,
sp. 6530), var bl.a. anført følgende:
’Den hidtidige meget
restriktive administration af beskyttelseslinien, jf. naturbeskyttelseslovens
§
65, stk. 3, forudsættes opretholdt.
Forbudet mod udstykning,
matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel, er opretholdt,
idet det dog forudsættes, at dette fx ikke skal være til hinder for
hensigtsmæssige omlægninger af ejendomsstrukturen i jordbrugserhvervene eller
for gennemførelse af kystnære naturforvaltningsprojekter, jf.
naturbeskyttelseslovens kapitel 8.’
8.
I Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 22. juni 1992 om
bygge- og beskyttelseslinier er fastsat følgende i § 1, stk. 1:
’§ 1.
Bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, gælder
ikke for:
diger, høfder, bølgebrydere
og andre foranstaltninger, der udføres som led i en kystbeskyttelse af flere
ejendomme langs kysten, og hvortil der på forhånd er meddelt tilladelse i
henhold til lov om kystbeskyttelse,
udstykning, matrikulering
eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel med henblik på
foranstaltninger efter nr. 1, og
sådanne mindre bade- og
bådebroer, der er omfattet af § 2 i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 489
af 28. september 1981.’
9.
I Skov- og Naturstyrelsens vejledning fra 1993 om
naturbeskyttelsesloven er bl.a. anført følgende om strandbeskyttelseslinien:
’Et generelt forbud mod
ændringer
Indholdet af bestemmelsen er
et generelt forbud mod at foretage ændringer i tilstanden af kyststrækninger.
Dette indebærer fortsat, at der ikke må placeres bebyggelse (bygninger,
skure,
campingvogne, master m.v.), foretages ændringer i terrænet, beplantninger
o.lign. samt hegning. Endvidere må der ikke foretages udstykning,
matrikulering
eller arealoverførsel, hvorved der fastsættes skel. Midlertidige
terrænændringer som f.eks. nedgravning af ledninger og lignende kræver ikke
dispensation, såfremt terrænet efter nedgravningen straks retableres til det
oprindelige udseende.
Omfang
Strandbeskyttelseslinien er
udtryk for et ønske om en generel friholdelse af strandene og de umiddelbart
bagved liggende kystområder for byggeri, anlæg og andre indgreb, og
dispensation fra bestemmelsen kan derfor ikke begrundes med, at der konkret
vurderet ikke er tale om landskabelige gener. I overensstemmelse hermed er
dispensationsadgangen begrænset til ’særlige tilfælde’. Af
lovforslagets
bemærkninger fremgår, at den hidtidige meget restriktive praksis skal
videreføres.
Restriktiv
dispensationspraksis
Det indebærer bl.a., at
byggeri af helårshuse, ferie- og fritidsbebyggelse, kursuscentre og hoteller
m.v., helt eller delvis inden for strandbeskyttelseslinien, ikke kan
forventes
tilladt. Det samme gælder normalt for anlæg af golfbaner, haver o.lign. Inden
for eksisterende sommerhusområder og parcelhusområder vil der dog – på
baggrund
af en nøje konkret vurdering – være mulighed for at få dispensation til
mindre,
nødvendige tilbygninger o. lign., såfremt sådanne ikke kan opføres landværts
beskyttelseslinien.
Der gælder en tilsvarende
restriktiv praksis med hensyn til terrænændringer, tilplantning og opstilling
af hegn, bortset fra jordbrugsmæssigt nødvendige hegn.’
10.
Siden ændringen af naturfredningsloven i 1972 er der blevet
offentliggjort enkelte afgørelser om dispensation til udstykning mv. inden
for
strandbeskyttelseslinien.
I en afgørelse af 15.
februar 1980 (omtalt i ’Overfredningsnævnet Orienterer’, nr. 107)
har
Overfredningsnævnet således givet en dispensation fra naturfredningslovens §
46. Sagen angik et tilfælde hvor matrikelskellet mellem to ejendomme gik
tværs
gennem et hus ved stranden. De to ejendomme havde samme ejer, og ejeren fik
dispensation til at foretage en omdeling så huset kom til at ligge
udelukkende
på den ene ejendom.
Overfredningsnævnet traf den
26. juni 1987 afgørelse (omtalt i ’Overfredningsnævnet orienterer’,
nr. 383) om
at en skelforandring søværts strandbeskyttelseslinien ikke krævede tilladelse
efter naturfredningsloven. Nævnet henviste til at det fremgik af
bemærkningerne
til den ovenfor nævnte lov fra 1972 at der med bestemmelsen i § 46, stk. 1,
nr.
3, ønskedes tilvejebragt harmoni med bestemmelsen i § 6 i den dagældende by-
og
landzonelov, og denne bestemmelse omfattede kun udstykninger og omdelinger,
men
ikke skelforandringer.
Naturklagenævnet har i en
afgørelse af 30. juni 1994 (der er omtalt i ’Naturklagenævnet
Orienterer’, nr.
44) afslået at give en dispensation til udstykning. Sagen drejede sig om en
ejendom hvor der ønskedes foretaget en udstykning af en parcel delvis inden
for
strandbeskyttelseslinien. Lokalplanen for området åbnede mulighed for at der
blev
udstykket et antal grunde på hver op til 2.500 m² hvoraf ca. to tredjedele lå
søværts strandbeskyttelseslinien, men planen gav ikke mulighed for at opføre
bygninger søværts strandbeskyttelseslinien. Naturklagenævnet anførte bl.a.
følgende:
’Strandbeskyttelseslinien
har siden dens indførelse i 1937 været administreret særdeles restriktivt.
Det
har væsentlig betydning for den nationale interesse i de nære kystområder, at
der kun dispenseres, når der foreligger en ganske særlig begrundelse herfor,
og
når en dispensation vil være uden konsekvenser for den fremtidige
administration af strandbeskyttelseslinien.
Det er helt uden betydning,
at en lokalplan åbner mulighed for matrikulære ændringer, hvorved der
fastlægges skel søværts strandbeskyttelseslinien.
De særlige fysiske forhold,
som ejeren af ejendommen har henvist til, udgør heller ikke en tilstrækkelig
begrundelse for en dispensation.’
Udstykning af ejendommen
1.
Ifølge
naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, kan amtsrådet i særlige tilfælde gøre
undtagelse fra lovens regel om strandbeskyttelseslinien. Efter bestemmelsens
ordlyd må det antages at amtsrådet skal være tilbageholdende med at give
dispensation og skal foretage en konkret vurdering af hver enkelt
dispensationsansøgning. At reglen skal administreres meget restriktivt,
fremgår
ligeledes af bestemmelsens forarbejder hvor der henvises til den graduerede
formulering, nemlig ’gøre undtagelse’ i stk. 2 og ’i særlige
tilfælde gøre
undtagelse’ i stk. 3 der efter det anførte navnlig markerer at hidtidig
praksis
skal opretholdes.
At der skal følges en meget
restriktiv linie fremgår endvidere af forarbejderne til
naturbeskyttelsesloven
hvor det er anført at den praksis angående strandbeskyttelseslinien der havde
været fulgt efter naturfredningsloven, havde været meget restriktiv, og at
denne restriktive praksis forudsattes opretholdt. Efter naturfredningsloven
kunne dispensation kun gives når der forelå ganske særlige omstændigheder, og
når alle fredningsnævnets medlemmer stemte for at der blev givet
dispensation.
Det anføres således også i forarbejderne at strandbeskyttelseslinien er
udtryk
for et forbud der sjældent gøres egentlige undtagelser fra.
Det første spørgsmål der må
tages stilling til ved bedømmelsen af denne sag, er om denne meget
restriktive
linie også gælder i sager om udstykning.
Det fremgår af forarbejderne
til lovændringen i 1972 at formålet med at henføre udstykninger under
reglerne
om strandbeskyttelseslinien var at give fredningsnævnet indsigt i
udstykninger
i strandfredningszonen. Desuden fremgår det at lovændringen ville medføre at
fredningsnævnet allerede på udstykningsstadiet kunne behandle spørgsmålet om
hvorvidt en bebyggelse eller anden foranstaltning som nævnt i bestemmelsen,
burde tillades. Hvis dette ikke burde tillades, ville en udstykning være
overflødig, blev det anført.
Det anførte om formålet med
at henføre udstykninger under reglen om strandbeskyttelseslinien giver efter
min opfattelse ikke grundlag for en antagelse om at denne regel generelt skal
administreres mindre restriktivt i forbindelse med udstykninger end i
forbindelse med andre foranstaltninger omfattet af reglen om
strandbeskyttelseslinien. Bestemmelsens ordlyd, der ikke sondrer mellem
udstykninger og andre foranstaltninger, taler klart imod en sådan forståelse
af
loven. I cirkulære nr. 208 af 1. oktober 1972 var det ligeledes anført at
placeringen af forbudet mod udstykninger på linie med de øvrige
forbudsbestemmelser umiddelbart medførte at den for en udstykning i
strandbeskyttelseszonen nødvendige dispensation kun måtte gives når der
forelå
ganske særlige forhold og alle fredningsnævnets medlemmer stemte herfor.
Der må desuden lægges vægt
på at det i forarbejderne til naturfredningsloven var anført at dispensation
kun vil kunne gives såfremt helt ekstraordinære forhold, som ikke kan ventes
at
komme frem i en række andre sager, gør sig gældende. Det er anført i
cirkulære
nr. 208 af 1. oktober 1972 at denne betingelse også skulle være gældende i
forbindelse med udstykninger.
I den forbindelse må der
desuden lægges vægt på at forarbejderne til naturbeskyttelsesloven intet
indeholder til støtte for en opfattelse hvorefter adgangen til at give
dispensation til udstykning inden for strandbeskyttelseslinien er videre end
for andre foranstaltninger som er omfattet af reglen om
strandbeskyttelseslinien. Tværtimod er det i forarbejderne til lovændringen i
1994 på ny understreget at forbudet mod udstykning, matrikulering og
arealoverførsel er opretholdt, og at den hidtidige meget restriktive
administration af beskyttelseslinien forudsættes opretholdt.
Naturklagenævnets afgørelse
af 30. juni 1994 ligger på linie hermed. Det fastslås i afgørelsen – der
angik
en sag om dispensation til udstykning – at administrationen af reglen om
strandbeskyttelseslinien skal være særdeles restriktiv, og at dispensation
kun
gives når der er en ganske særlig begrundelse herfor, og når en dispensation
vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af reglen.
Overfredningsnævnets
afgørelse af 26. juni 1987 har mindre interesse i denne forbindelse da den
generelt fastslog at skelforandringer ikke var omfattet af
naturfredningslovens
regel om strandbeskyttelseslinien i modsætning til udstykninger og
omfordelinger hvorved der fastsattes skel. Nævnets afgørelse af 15. februar
1980 angik et særegent tilfælde hvor betingelserne for dispensation ansås for
opfyldt.
Det fremgår således af
lovgivningen at der ikke er adgang til at administrere reglen om dispensation
fra strandbeskyttelseslinien lempeligere når det drejer sig om udstykninger.
Også i disse sager skal der således administreres meget restriktivt, og
dispensation må kun gives i særlige tilfælde og efter en konkret bedømmelse.
Vestsjællands Amt har i
udtalelsen af 20. august 1998 oplyst at før amtet i 1992 fik overført
fredningsnævnets hidtidige kompetence vedrørende bl.a. bygge- og
beskyttelseslinier, var det nævnets praksis at meddele dispensation til
udstykning inden for strandbeskyttelseslinien i udbyggede sommerhusområder
under forudsætning af at skel ikke markeredes søværts linien, og at de
udstykkede parceller kunne bebygges uden dispensation. Ligeledes har nævnet i
sager hvor der alene er tale om beskedne foranstaltninger, fundet at
naturfredningsloven ikke har været anvendelig på forholdet.
Denne beskrivelse af
fredningsnævnets praksis før 1992 afviger væsentligt fra de oplysninger om
praksis på området som indeholdes i forarbejderne til naturbeskyttelsesloven.
Det kan derfor ikke lægges til grund at det ved vedtagelsen af loven har
været
forudsat at den af amtet beskrevne praksis skulle videreføres.
2.
Det næste der må tages stilling til, er om Vestsjællands Amts
interne regler for administration af strandbeskyttelseslinien er i
overensstemmelse med lovgivningen.
Amtet oplyste i brevet af
12. maj 1998 til Dem at amtet ved afgørelsen i denne sag havde fulgt
sædvanlig
praksis. Kravet i lovgivningen om en meget restriktiv administration sådan at
dispensation kun gives hvis der efter en konkret vurdering kan påvises at der
foreligger et særligt tilfælde der berettiger til dispensation, genfindes
ikke
i de oplysninger som amtet har givet om sin praksis. Tværtimod bliver der
efter
det oplyste om denne praksis som hovedregel givet tilladelse til udstykning
når
der dels er tale om et udbygget sommerhusområde og der dels er mulighed for
at bebygge
ejendommen uden dispensation fra strandbeskyttelseslinien. Denne praksis
stemmer således ikke overens med lovgivningen.
I amtets brev af 20. august
1998 gentages de to nævnte betingelser, og det tilføjes at formålet med
strandbeskyttelseslinien efter amtsrådets opfattelse er at forhindre
bebyggelse
søværts strandbyggelinien samt ændringer af tilstanden i øvrigt søværts
strandbeskyttelseslinien, og at amtsrådets praksis derfor er at meddele
tilladelse til udstykning der ikke markeres landskabeligt søværts
strandbeskyttelseslinien såfremt der er mulighed for at bygge landværts
strandbeskyttelseslinien.
Jeg er enig med amtet i at
formålet med strandbeskyttelseslinien er at forhindre bebyggelse inden for
strandbeskyttelseslinien samt ændringer af tilstanden i øvrigt inden for
strandbeskyttelseslinien. Men derudover må der inden for
strandbeskyttelseslinien ikke foretages udstykning, matrikulering eller
arealoverførsel hvorved der fastlægges skel. Reglen i naturbeskyttelseslovens
§
15, stk. 1, sigter således bredere end angivet af amtet. En praksis hvorefter
der gives tilladelse til udstykning der ikke markeres landskabeligt inden for
strandbeskyttelseslinien når blot der er mulighed for at bygge uden for
beskyttelseslinien, er efter min opfattelse i strid med loven.
I de retningslinier som blev
vedtaget af amtets vej- og miljøudvalg i december 1997, er betingelserne for
at
give dispensation til udstykning søværts strandbeskyttelseslinien anderledes
formuleret. Betingelserne om at der dels skal være tale om et udbygget
sommerhusområde og dels skal være mulighed for at bebygge ejendommen uden
dispensation fra strandbeskyttelseslinien, er således ikke medtaget. Derimod
anføres det at der normalt gives tilladelse til udstykning og fastlæggelse af
skel der ikke kommer synligt til udtryk i terrænet, og til udstykning og
fastlæggelse af skel der følger som konsekvens af tilladelse til bebyggelse.
Disse regler er efter min
opfattelse ikke i overensstemmelse med loven. Hverken naturbeskyttelseslovens
§
15, stk. 1, eller § 65, stk. 3, eller forarbejderne til disse bestemmelser
giver mulighed for at fastsætte regler med dette indhold. Som nævnt stilles
der
tværtimod krav om en meget restriktiv praksis hvor der kun gives dispensation
i
særlige tilfælde efter en konkret vurdering.
3.
Der er som nævnt ikke overensstemmelse mellem de oplysninger om
amtets praksis som amtets breve af 12. maj og 20. august 1998 indeholder, og
det af amtets vej- og miljøudvalg vedtagne grundlag for administration af
naturbeskyttelsesloven. Så vidt jeg kan bedømme, er det de regler som fremgår
af amtets praksis der har dannet grundlag for afgørelsen af 10. februar 1998.
Der er således i begrundelsen for afgørelsen ikke henvist til at der er tale
om
en udstykning og fastlæggelse af skel der ikke kommer synligt til udtryk i
terrænet. Derimod er der lagt vægt på for det første at parcellerne vil kunne
bebygges uden dispensation fra strandbeskyttelseslinien, for det andet at
ejendommen ligger i et ældre sommerhusområde, og for det tredje at der med en
tilladelse ikke tilsidesættes hensyn som naturbeskyttelsesloven skal
varetage.
Som det fremgår ovenfor, kan
de regler som fremgår af amtets praksis, ikke anses for at være i
overensstemmelse med lovgivningen. Den trufne afgørelse har således ikke
hjemmel
i lovgivningen.
Jeg har overvejet om den
omstændighed at Kort- og Matrikelstyrelsen allerede havde godkendt
udstykningen
på det tidspunkt hvor Vestsjællands Amt blev ansøgt om dispensation fra
strandbeskyttelseslinien, kan tillægges betydning ved bedømmelsen af amtets
afgørelse. Efter min opfattelse kan der ikke lægges vægt på dette forhold.
Amtet er under alle omstændigheder forpligtet til at træffe afgørelse i
overensstemmelse med lovgivningens krav, også under omstændigheder som disse.
Jeg anser det for
kritisabelt at Vestsjællands Amt har truffet en afgørelse i sagen efter en
praksis der ikke har hjemmel i lovgivningen.
Jeg har gjort amtet bekendt
med min opfattelse.
Ved behandlingen af sagen
har jeg overvejet at henstille til Vestsjællands Amt at genoptage sagen med
henblik på at træffe en ny afgørelse om dispensation fra
strandbeskyttelseslinien. Jeg mener dog ikke at der er tilstrækkeligt
grundlag
for at afgive en sådan henstilling. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at
adressaten for afgørelsen må antages at have været i god tro angående de
ovennævnte mangler ved afgørelsen. Desuden har jeg lagt vægt på at Kort- og
Matrikelstyrelsens afgørelse om at godkende udstykningen ikke er omfattet af
min undersøgelse, og at styrelsen i givet fald heller ikke vil være omfattet
af
en henstilling om genoptagelse af sagen.
Derimod har jeg henstillet
til Vestsjællands Amt at foretage de ændringer af amtets interne regler
angående dispensation fra strandbeskyttelseslinien som er nødvendige for at
bringe reglerne i overensstemmelse med lovgivningen. Jeg har anmodet amtet om
at underrette mig om hvilke ændringer amtet foretager af de interne regler.
Beplantning og støttemur
Vestsjællands Amt har i brev
af 1. oktober 1998 givet udtryk for at den beplantning og støttemur som er
etableret på den pågældende ejendom inden for strandbyggelinien, må anses for
at være af underordnet betydning (bagatelgrænse) i forhold til de hensyn som
naturbeskyttelsesloven skal varetage. Etableringen kræver således efter
amtets
opfattelse ikke tilladelse i henhold til naturbeskyttelseslovens bygge- og
beskyttelseslinier.
Etablering af en beplantning
og støttemur er utvivlsomt omfattet af bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens
§
15, stk. 1. Spørgsmålet er om det er lovligt at indføre en regel om en
bagatelgrænse sådan at forhold som er omfattet af lovens regel, men som efter
forvaltningens vurdering er af underordnet betydning i forhold til lovens
formål, kan gennemføres uden dispensation.
Hverken i loven eller dens
forarbejder er en sådan bagatelgrænse omtalt. Tværtimod skal der i disse
sager
som nævnt følges en meget restriktiv praksis sådan at dispensation kun gives
hvis der efter en konkret vurdering kan påvises at der foreligger et særligt
tilfælde der berettiger til dispensation. Dette harmonerer ikke med en regel
om
at forhold som er omfattet af forbudet i loven, men som efter forvaltningens
vurdering er af underordnet betydning i forhold til lovens formål, end ikke
kræver dispensation. Jeg mener derfor ikke at der er hjemmel til at gøre brug
af en sådan regel.
Jeg anser det for
beklageligt at Vestsjællands Amt med baggrund i en regel om en bagatelgrænse
har givet udtryk for at etableringen af beplantning og støttemur inden for
strandbyggelinien ikke kræver tilladelse i henhold til
naturbeskyttelsesloven.
Jeg har gjort Vestsjællands
Amt bekendt med min opfattelse. Jeg har desuden henstillet til amtet at
foretage de ændringer af amtets praksis på området som er nødvendige for at
bringe den i overensstemmelse med lovgivningen.
Spørgsmålet om en bagatelgrænse opstår både i forhold til reglen om
dispensation fra strandbeskyttelseslinien og i forhold til amtets
tilsynsfunktion
Hvad tilsynsfunktionen
angår, er det fastsat i naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1, at amtsrådet
påser overholdelsen af bl.a. lovens regler og de regler der er udstedt efter
loven. Efter § 73, stk. 6, skal tilsynsmyndigheden foranledige et ulovligt
forhold lovliggjort medmindre forholdet har underordnet betydning. Loven
indeholder således en regel om en bagatelgrænse i forbindelse med amtets
tilsynsfunktion.
I brev af 2. november 1998
afviste Vestsjællands Amt at foretage sig yderligere i anledning af
etableringen af beplantning og støttemur på den pågældende ejendom, og amtet
henviste til at man i den daglige administration af bl.a.
naturbeskyttelseslovens bestemmelser nødvendigvis måtte have en bagatelgrænse
for hvilke forhold der kunne og skulle forfølges. Derimod meddelte amtet i
brev
af 25. november 1998 at amtet som tilsynsmyndighed ville undersøge forholdene
vedrørende
et plankeværk etableret på ejendommen matr. nr. (X) og en trappe ned ad
skrænten som var etableret på ejendommen matr. nr. (Y) inden for
strandbeskyttelseslinien.
Jeg har forstået det af
Vestsjællands Amt anførte sådan at amtet har vurderet at etableringen af
beplantningen og støttemuren, men ikke plankeværket og trappen,
er omfattet af reglen i
naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 6. Amtet har i den forbindelse henvist til
at beplantningen i det væsentligste er foretaget uden for
strandbeskyttelseslinien,
og at støttemuren er beskeden og bygget af natursten.
Dette giver mig ikke
anledning til bemærkninger. Jeg henviser til at amtets bedømmelse af om
reglen
i § 73, stk. 6, kan anvendes i sagen, er foretaget efter en besigtigelse af
forholdene på stedet og en efterfølgende afvejning af relevante hensyn og
omstændigheder. Min behandling af sagen er udelukkende foretaget på et
skriftligt grundlag, og som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger
for
at afveje de relevante hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end
Vestsjællands Amt der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det
daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af en sådan afvejning. Kun hvis der er tale
om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere amtets beslutning. Det
kan
f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst, eller hvis amtets
beslutning i forhold til andre lignende sager er udtryk for en
forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af
sagen
har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder. Jeg kan derfor ikke
foretage mig mere angående amtets beslutning.”
Vestsjællands Amt meddelte
mig ved brev af 5. juli 2000 at amtet havde igangsat en revision af
formuleringerne i administrationsgrundlaget.
Jeg meddelte herefter
Vestsjællands Amt at jeg tog brevet til efterretning og afventede modtagelsen
af det reviderede administrationsgrundlag.
Lignende dokumenter
- Sag om, hvorvidt afgørelse af Miljø- og Fødevareklagenævnet der omhandler afslag på dispensation fra fredningsbestemmelser på en ejendom er berettiget, i forhold til bevaring af opsatte kviste og ændrede tagflade Domsdatabasen · 5. januar 2023
- Sagen drejer sig om de sagsøgtes opførelse af et byggeri (sommerhus), hvilket efter sagsøgers opfattelse er i strid med en servitut indeholdende forbud mod bebyggelse. Domsdatabasen · 10. august 2021
- Ejendomsavancebeskatning, genanbringelse og suspensivt betinget aftale Retsinformation · 18. juli 2007
- Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve forbud efter planlovens § 14 Retsinformation · 3. marts 2003
- Klage over afslag på ansøgning om udstykning af bygningsparcel på under 1,5 ha. Retsinformation · 11. januar 2007
- Partsstatus. Partshøring. Begrundelse. Sagsoplysning. Rekursinstans. Manglende påtale af sagsbehandlingsfejl hos kommunen Retsinformation · 18. september 2001