Spring til indhold

Retsinformation

SU-berettigende uddannelser. Partshøring. Begrundelse. Lighedsgrundsætning. Skøn under regel

FOU nr 2000.439UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

SU-berettigende uddannelser. Partshøring. Begrundelse.

Lighedsgrundsætning. Skøn under regel

Sagen angik et trossamfunds

teologiske seminarium der var en privat uddannelsesinstitution ejet og drevet

af trossamfundet. Trossamfundet havde siden 1952 været et statsanerkendt

trossamfund. Seminariet havde i flere årtier uddannet trossamfundets kommende

præster. Præsteuddannelsen var en treårig videregående uddannelse der byggede

på studentereksamen eller tilsvarende uddannelse. Eleverne blev undervist i

forskellige teologiske discipliner og praktisk teologi.

Det teologiske seminarium

havde siden 1990 søgt at opnå godkendelse som berettigende til statens

uddannelsesstøtte (SU). Den 6. juni 1990 afviste Undervisningsministeriet at

godkende uddannelsen efter den daværende lovgivning under henvisning til at

uddannelsen havde et snævert erhvervssigte, og at stigende udgifter til

uddannelsesstøtte

bevirkede at ministeriet var tilbageholdende med godkendelse af nye

uddannelser.

Undervisningsministeriet

blev den 24. maj 1993 af trossamfundets teologiske seminarium bedt om på ny

at

overveje spørgsmålet om godkendelse. I anledning heraf anmodede

Undervisningsministeriet den 30. juni 1993 Kirkeministeriet om en udtalelse.

Kirkeministeriet

afgav udtalelse den 29. juli 1993. Af udtalelsen fremgik følgende:

”I skrivelse af 30. juni

1993 har Undervisningsministeriet anmodet Kirkeministeriet om en udtalelse om

objektive kriterier, der kan lægges til grund for godkendelse af private

præsteuddannelser som SU-berettigende.

I anledning heraf skal man

meddele, at Kirkeministeriet udover den af Undervisningsministeriet

Læs alt

foreslåede

hovedbegrænsning til at give godkendelser til de ved kgl. resolution

anerkendte

trossamfund, skal pege på, at Kirkeministeriet i medfør af ægteskabslovens §

16, stk. 1, nr. 3 har meddelt vielsesbemyndigelse til præster inden for

ikke-anerkendte trossamfund og dermed godkendt disse som trossamfund.”

I forbindelse med

udtalelsen fremkom Undervisningsministeriet med følgende overvejelser i et

notat af 16. august 1993:

”I dag godkendes private

uddannelser med religiøst indhold ikke som SU-berettigende.

M har imidlertid lovet såvel

(A) som trossamfundet der også har henvendt sig herom, at overveje en

SU-godkendelse. Der er taget forbehold for Kirkeministeriets udtalelse om

spørgsmålet, idet der kunne forudses at blive afgrænsningsproblemer.

UVM har foreslået, at en

hovedbegrænsning kunne være alene at give godkendelser til præsteuddannelser

inden for de ved kgl. resolution anerkendte trossamfund. Der henvises til

vedlagte oversigt.

KM har nu meddelt, at man ud

over at have meddelt anerkendelse ved kgl. resolution til visse trossamfund

også har meddelt vielsesbemyndigelse til præster inden for andre trossamfund

efter ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, og dermed godkendt disse som

trossamfund, jf. oversigten. Det bemærkes, at godkendelse i dag udelukkende

sker på sidstnævnte måde; det er altså ikke længere muligt for et trossamfund

at blive anerkendt ved kgl. resolution.

KM har ved et møde den 11.

august 1993 uddybet sin holdning derhen, at der ikke er grundlag for at

forskelsbehandle de trossamfund, der er nævnt i oversigten. Hvis UVM således

vælger at give SU til uddannelserne til ( )-præst og metodistpræst, skal

uddannelse til præst inden for alle de nævnte trossamfund have mulighed for

at

blive godkendt som SU-berettigende. Anden objektiv begrænsning er efter KM's

opfattelse ikke mulig, jf. også Grundlovens bestemmelse om trosfrihed.

Dette giver anledning til

følgende overvejelser:

1) Uddannelser i Danmark

Efter SU-bekendtgørelsen

skal en uddannelse for at blive godkendt have et indhold og en kvalitet, der

står mål med dansk undervisningsstandard. Uddannelsen må heller ikke have et

for snævert erhvervssigte.

UVM kan meget vanskeligt

foretage en faglig bedømmelse af mulige præsteuddannelser inden for en række

af

de trossamfund, der er nævnt i oversigten.

Vi vil heller ikke kunne stå

inde for godkendelsen af censorer. Desuden kan vi ikke pege på andre

ministerier,

der kan varetage opgaven.

Hvis der er meget få

menighedsmedlemmer, kan vi muligvis afslå med den begrundelse, at

erhvervssigtet

er for snævert, men det er en svært håndterlig begrundelse.

Konsekvenserne af en ændret

praksis vil derfor nok blive, at præsteuddannelser inden for de i oversigten

nævnte trossamfund kan blive SU-godkendt, hvis uddannelserne i øvrigt

opfylder

de grundlæggende SU-betingelser (mindst 3 måneders ulønnet

heltidsuddannelse).

Der vil nok næppe komme

mange ansøgninger om SU til disse uddannelser her i landet.

2) Uddannelser i udlandet

Der vil utvivlsomt i langt

højere grad blive søgt om SU til private præsteuddannelser i udlandet.

Styrelsen for Statens

Uddannelsesstøtte og Nævnet om Støtteberettigende Uddannelser i Udlandet vil

utvivlsomt få meget store problemer med at vurdere sådanne ansøgninger, men

vil

næppe kunne sige nej til uddannelserne inden for de i oversigten nævnte

trossamfund, hvis de opfylder de grundlæggende SU-betingelser.

Konklusion

En godkendelse af de to uddannelser,

som der pt. konkret er tale om – baptister og metodister – kan på

grundlag af

Kirkeministeriets udtalelse forudses at kunne få meget vidtgående

konsekvenser.

Det er herefter spørgsmålet,

om man fra politisk side er indstillet på en ændring af praksis, eller om vi

skal fastholde den tidligere holdning om nej til SU-godkendelse.”

I perioden 31. august 1993

til 11. august 1994 var der vekslende korrespondance mellem

Undervisningsministeren

og medlem af Folketinget for Kristeligt Folkeparti, A. Af ministerens brev af

26. oktober 1993 til A fremgik bl.a.:

”På denne baggrund må jeg

fastholde den praksis, vi har i dag, om ikke at give SU-godkendelse til

private

præsteuddannelser.”

Af ministerens brev af 11.

august 1994 til A fremgik bl.a.:

”Jeg er orienteret om, at

Folketingets Ombudsmand i en afgørelse af 27. juni 1994 vedrørende

uddannelsesstøtte

til studerende ved Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Sverige har sat

spørgsmålstegn ved SU-Styrelsens praksis på dette område.

På denne baggrund vil jeg

tage spørgsmålet om uddannelsesstøtte til ( )’s og metodisternes

teologiske

uddannelser op til fornyet overvejelse, og ministeriet vil efter sommerferien

eventuelt tage en ny drøftelse med Kirkeministeriet i sagen.”

Dekan B, Det Teologiske Fakultet, Københavns

Universitet, afgav den 5. juli 1995 følgende udtalelse til

Undervisningsministeriet:

”Inden for den systematiske

teologi er det almindeligt at skelne mellem teologiens forhold til

universitetet,

til kirken og til samfundet.

For så vidt angår forholdet

til universitetet må teologien eller det teologiske studium leve op til

akademiske og videnskabelige standarder. Det vil bl.a. sige, at

undervisningen

skal være baseret på forskning, og at underviserne skal være ansat efter

kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen eller tilsvarende. Det vil videre

sige, at de teologiske kildeskrifter skal udforskes og behandles som alle

andre

tekster uden konfessionelle eller andre fordomme.

For så vidt angår forholdet

til kirken (eller tilsvarende trossamfund) skal teologiske kandidater kunne

varetage de funktioner, der er brug for dér.

Og endelig skal teologien

forholde sig til og være relevant for det samfund, der direkte eller

indirekte

finansierer studiet.

Ud fra disse kriterier vil

f.eks. en fundamentalistisk læsning af Bibelen eller Koranen ikke være

acceptabel. Omvendt vil en teologisk kandidat, der ikke er i stand til at

forholde sig til bibelske tekster eller til bekendelsesskrifter, ikke være

anvendelig i kirken. Og en sekterisk afvisning af samfundet eller hævdelse af

normer, som er i direkte modstrid mod samfundets normer, vil ikke kunne

kvalificeres teologisk.

Hvad de nævnte eksempler

angår, har jeg ingen grund til at tro, at en uddannelse til rabbi ikke skulle

kunne leve op til kriterierne. Derimod er ( )’s problem, at deres

uddannelse

ikke svarer til ansættelsesbekendtgørelsen. Alle mulige sekteriske eller

nyreligiøse uddannelser overholder ikke de opregnede kriterier. Jeg har svært

ved at forestille mig, at en uddannelse til muslimsk præst kan leve op til

det

første og det andet kriterium.

Konkluderende vil jeg mene,

at der vil være relativt få tilfælde, hvor det vil være berettiget at give SU

til en uddannelsessøgende, der ikke studerer ved et af de teologiske

fakulteter

herhjemme eller et af de gamle anerkendte fakulteter i Europa. Jeg kunne

forestille mig, at en uddannelse til rabbi hører til dem. Der vil naturligvis

også være katolske eller baptistiske fakulteter i udlandet, som lever op til

de

nævnte kriterier.

I øvrigt

kan

jeg, for så vidt

USA

angår, henvise til The American

Council of Education's 'Commission on Recognition of Postsecondary

Accreditatons', som udgiver en liste over 'Accredited Institutions of

Postsecondary Education'.

Jeg ved, at SU-styrelsen bruger den.”

Undervisningsministeriet bad

den 27. marts 1996 Kirkeministeriet om en udtalelse om hvilken forskel der

var

i rettighederne for de ved kgl. resolution anerkendte trossamfund og andre

(godkendte/ikke anerkendte) trossamfund uden for folkekirken. Af

Kirkeministeriets udtalelse af 10. april 1996 fremgik:

”Med henvisning til

Undervisningsministeriets brev af 27. marts 1996 (j.nr. ) angående S.U. til

private præsteuddannelser skal man meddele, at præster inden for de ved kgl.

resolution anerkendte trossamfund kan anerkendes til at udføre kirkelige

handlinger – dåb og ægtevielse – med borgerlig gyldighed samt til

at føre

ministerialbøger og udstede udskrifter efter disse med samme offentlige

troværdighed,

som tilkommer de af folkekirkens præster udstedte attester.

Der er i Danmark uden for

folkekirken 11 trossamfund, der i tiden 1682 - 1958 er blevet anerkendt ved

kgl. resolution. Herudover er der 34 andre trossamfund, som siden 1970 er

blevet anerkendt i den forstand, at Kirkeministeriet i medfør af

ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, kan bemyndige de til trossamfundene

knyttede præster til at foretage ægtevielser med borgerlig gyldighed.

Anerkendelse

i medfør af ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, medfører ikke andre

retsvirkninger.

...”

Den 24. november 1996

fremkom trossamfundets teologiske seminarium med en redegørelse til

Undervisningsministeriet om aktuelle erfaringer vedrørende meritoverførsel

fra

seminariet til de teologiske fakulteter i København og Århus.

Undervisningsministeriet bad

den 10. januar 1997 Kammeradvokaten om en udtalelse til sagen.

Kammeradvokaten

afgav udtalelsen den 24. februar 1997.

Den 26. maj 1997 rykkede

trossamfundets teologiske seminarium Undervisningsministeriet for en

afgørelse

i sagen.

Undervisningsministeriet

traf afgørelse i sagen den 24. juni 1997. Af afgørelsen fremgik:

”...

Vi har nu afsluttet vores

overvejelser om spørgsmålet i ministeriet, og jeg beklager at måtte meddele,

at

vi ikke ser os i stand til at imødekomme jeres ansøgning om SU-godkendelse.

Baggrunden for afslaget er,

at vi finder, at vi har måttet anvende de 'målestokke', vi har efter

lovgivningen,

dvs. uddannelsens kvalitet, indhold, erhvervssigte mv. meget restriktivt for

at

have en ordning, som er administrerbar i relation til tilsvarende

ansøgninger.

Vi har således fundet at måtte

stille som krav, at en uddannelse lever op til de akademiske og

videnskabelige

standarder, der gælder for universitetsuddannelser i Danmark, herunder at

undervisningen er forskningsbaseret, og at underviserne er ansat efter

kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen for højere

uddannelsesinstitutioner.

Vi har undersøgt, om vi

kunne medtage uddannelser, som helt eller delvist kan meritoverføres til de

teologiske kandidatuddannelser i Danmark, men har ikke fundet kriteriet

anvendeligt. Jeg har forstået, at kriteriet ikke ville hjælpe jer, da

universiteterne i dag ikke godkender meritoverførsel fra seminariets

uddannelse

til den teologiske kandidatuddannelse.

Jeg kan oplyse, at

Undervisningsministeriet har drøftet sagen med Kirkeministeriet og

Kammeradvokaten

med henblik på andre praksismuligheder.

Både Kirkeministeriet og

Kammeradvokaten har konkluderet, at ministeriet ikke ved en godkendelse kan

lægge vægt på, om uddannelsen har tilknytning til et trossamfund, der er

anerkendt ved kongelig resolution.

Kirkeministeriet har oplyst,

at sondringen mellem et trossamfund, anerkendt ved kongelig resolution, og et

i

øvrigt godkendt trossamfund, ikke kan anvendes som kriterium i denne

sammenhæng, bl.a. fordi trossamfund i dag alene godkendes på sidstnævnte

måde,

dvs. tillægges vielsesbemyndigelse i henhold til ægteskabslovens § 16, stk.

1,

nr. 3.

Det er tillige

Kammeradvokatens opfattelse, at dette kriterium savner tilstrækkelig hjemmel

i

SU-loven, også selv om Undervisningsministeriet måtte vælge at ligestille

trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution og andre godkendte

trossamfund, idet kriteriet ikke gør det muligt at inddrage hensyn til

uddannelsens kvalitet, indhold, erhvervssigte mv.

Endvidere vil en skelnen

mellem de enkelte trossamfund i denne sammenhæng efter Kammeradvokatens

opfattelse være i strid med grundlovens § 70 om forbud mod diskriminering på

grundlag af tro, jf. også grundlovens § 67 om trosfrihed.

Jeg har derfor besluttet at

fastholde ministeriets hidtidige meget restriktive praksis på dette område.

...”

Advokat C klagede den 11.

november 1997 til mig over Undervisningsministeriets afgørelse. Advokaten

anførte bl.a. at afgørelsen var truffet på et utilstrækkeligt grundlag, og at

ministeriet ikke havde hjemmel til sin restriktive praksis. Han anførte også

at

studiet er en seminarieuddannelse, og at ministeriets sammenligning med

universitetsuddannelsen cand.theol. var fejlagtig. Endelig klagede han over

begrundelsen og over ministeriets sagsbehandlingstid. Jeg sendte den 20.

november

1997 sagen over til ministeriet som en anmodning fra ham om at ministeriet

tog

stilling til hans indsigelser.

Undervisningsministeriet

svarede advokaten den 6. marts 1998. Ministeriets anførte følgende:

”...

De klager over,

-

at ministeriets afgørelse

er truffet på et utilstrækkeligt grundlag, og at ministeriet ikke har været i

besiddelse af de oplysninger, der er fornødne for at vurdere, om kriterierne

for godkendelse er opfyldt,

-

at ministeriet ikke

har hjemmel til sin restriktive praksis, herunder at ministeriet ikke har

inddraget

hensynet til den grundlovssikrede religionsfrihed,

-

at ministeriets

afgørelse ikke stemmer overens med EU-rettens principper om arbejdskraftens

fri

bevægelighed,

-

at ministeriet ikke i

sin afgørelse har henvist til de relevante retsregler, jf. forvaltningslovens

§

24, og

-

at

sagsbehandlingstiden har været for lang.

Ministeriet har gennemgået

sagen på ny og skal herefter bemærke følgende:

Afgørelsen af, om en

uddannelse skal SU-godkendes, er overladt til undervisningsministerens skøn.

Ifølge bemærkningerne til

bestemmelsen om godkendelse af private uddannelser i SU-lovens § 3, som blev

vedtaget med lov nr. 448 af 14. juni 1995, indebar bestemmelsen ingen

ændringer

af den dagældende retstilstand. Om rækkevidden anføres følgende, jf.

Folketingstidende 1994-95, lovforslag nr. L 202:

'Det skal således fortsat

være overladt til ministerens skøn ud fra uddannelsespolitiske og hermed

økonomiske hensyn at vurdere, om der på et givet tidspunkt bør gives støtte

til

en privat uddannelse på grundlag af oplysninger om uddannelsens

erhvervskompetence, kvalitet, indhold, bredere erhvervssigte, varighed og

anvendelse af og betaling for godkendte censorer.'

I overensstemmelse hermed er

det i SU-bekendtgørelsen angivet, at det i

særlige

tilfælde kan godkendes, at en privat uddannelse giver ret til

uddannelsesstøtte, og senere, at en uddannelse ikke kan godkendes,

medmindre

de i bestemmelsen anførte krav

er opfyldt. Det understreges hermed, at bekendtgørelsens betingelser for en

godkendelse

har karakter af

mindstekrav.

Det kan i den forbindelse

oplyses, at det ved en ændring af SU-loven (L 1117 af 29. december 1997), der

trådte i kraft 1. januar 1998, i forbindelse med en ændring af

godkendelsesinstituttet efter lovens § 3 er understreget, at

undervisningsministeren har et skøn på dette område.

De ovennævnte bemærkninger

afgrænser selvfølgelig de hensyn, der lovligt kan lægges til grund for

afgørelser om godkendelse af private uddannelser som SU-berettigende, men

lovgrundlaget udelukker efter Undervisningsministeriets opfattelse ikke, at

der

anvendes snævre målestokskriterier for, hvilke uddannelser der godkendes som

SU-berettigende.

Som anført i afgørelsen af

24. juni 1997 har ministeriet fundet grundlag for at anvende snævre og dermed

klare målestokskriterier på dette uddannelsesområde for at sikre fornøden

kvalitet på området, herunder for at sikre en administrerbar ordning i

relation til de forvaltningsretlige regler og grundsætninger, herunder en

ensartet behandling.

Ministeriet har således

fundet at måtte stille som krav, at en uddannelse på dette område lever op

til

de akademiske og videnskabelige standarder, der gælder for

universitetsuddannelser på samme område i Danmark, herunder at undervisningen

er forskningsbaseret, og at underviserne er ansat efter kriterier som i

ansættelsesbekendtgørelsen for højere uddannelsesinstitutioner.

Vi finder også, at

ministeriet har været i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for

at

træffe en afgørelse på dette grundlag.

Vi er herunder klar over, at

uddannelsen ved (trossamfundet)’s teologiske seminarium ikke foregiver

at være

på niveau med universiteternes teologiske kandidatuddannelse, men snarere kan

sammenlignes med uddannelsen ved et folkeskoleseminarium. Efter ministeriets

opfattelse har uddannelsen ved seminariet imidlertid ikke krav på at blive

sammenlignet med andre (offentlige) seminarieuddannelser i denne forbindelse,

idet der som ovenfor anført kan fastsættes særlige kriterier for

SU-godkendelse

af visse typer af private uddannelser.

I øvrigt er der ikke

godkendt andre private seminarieuddannelser som SU-berettigende end Den Frie

Lærerskole i Ollerup, som også modtager statstilskud til driften.

Særligt for så vidt angår

spørgsmålet om hensynet til religionsfriheden bemærkes:

Efter ministeriets

opfattelse sikrer Grundloven alene retten til religionsfrihed, men giver ikke

en dertil svarende ret til offentligt tilskud til et trossamfunds

præsteuddannelse.

Det skal i den forbindelse

tilføjes, at Grundloven giver netop folkekirken en særstilling i

forfatningsretlig

henseende.

Der kan efter ministeriets

opfattelse ikke støttes nogen ret hverken på det forhold, at

(trossamfundet)’s

teologiske uddannelser i de andre nordiske lande berettiger til

uddannelsesstøtte efter disse landes regler, eller på det forhold, at alle

religiøse samfund er fuldstændigt ligestillede efter andre ministeriers

regler.

For så vidt angår forholdet

til EU-rettens regler om arbejdskraftens frie bevægelighed bemærkes, at

bestemmelserne på visse punkter sikrer vandrende arbejdstagere og deres børn

samme retsstilling som landets statsborgere. Dette giver imidlertid ikke

EU-statsborgere krav på en bestemt retsstilling, som danske statsborgere ikke

har.

Det er således ministeriets

opfattelse, at afgørelsen er truffet på et tilstrækkeligt grundlag, og at

ministeriet har hjemmel til sin restriktive praksis på dette punkt.

For så vidt angår den

manglende henvisning til de relevante retsregler i ministeriets afgørelse af

24. juni 1997 bemærkes, at ministeriet ved afgørelsen ikke har inddraget

andre

regler end de, der fremgår af SU-loven og SU-bekendtgørelsen, herunder især

bekendtgørelsens

§ 6, som forudsættes at være seminariet bekendt.

Endelig bemærkes for så vidt

angår sagsbehandlingstiden, at denne har været overordentlig langvarig,

hvilket

ministeriet beklager, hvilket også er sket i afgørelsen af 24. juni 1997. Som

anført heri skyldes den medgåede tid, at ministeriet, forinden der blev

truffet

en (negativ) afgørelse, ønskede nøje at undersøge alle muligheder for at

finde

en løsning, der både kunne tilgodese seminariets ansøgning og være til at

administrere i relation til fremtidige, tilsvarende ansøgninger fra andre

trossamfund

mv. Det tilføjes, at seminariet gennem kontakt med ministeriet løbende har

vært

orienteret om dette forhold og sagens status, og at sagsbehandlingen på intet

tidspunkt i forløbet har været sat i stå.

Det, De har anført i Deres

klage af 11. november 1997, giver således ikke ministeriet anledning til at

ændre afgørelsen af 24. juni 1997 om, at uddannelsen ved

(trossamfundet)’s

Teologiske Seminarium ikke kan godkendes som SU-berettigende.”

Advokat C bad den 6. april

1998 ministeriet om at oplyse hvilke private uddannelser der er godkendt som

SU-berettigende i Danmark eller udlandet i henhold til SU-bekendtgørelsens

kap.

2 og 17. Ministeriet svarede den 23. april 1998 således:

”...

I denne anledning følger

vedlagt en oversigt over private institutioner og uddannelser, der af

Undervisningsministeriet

er godkendt til SU.

Det bemærkes, at der alene

er tale om private uddannelser i Danmark. Efter reglerne godkendes

uddannelser

i udlandet ikke generelt som SU-berettigende, idet SUstyrelsen i hvert enkelt

tilfælde efter ansøgning fra den uddannelsessøgende afgør, om en uddannelse i

udlandet giver ret til SU, jf. SU-bekendtgørelsens § 57, stk. 1. SUstyrelsen

træffer den endelige administrative afgørelse i disse sager, jf.

bekendtgørelsens § 57, stk. 2.

For så vidt angår de

generelle betingelser for at kunne få SU til uddannelse i udlandet henvises i

øvrigt

til SU-bekendtgørelsens kapitel 17. Vi henleder i den forbindelse bl.a.

opmærksomheden på bestemmelsen i bekendtgørelsens § 52, hvoraf det fremgår,

at

det er et krav, at såvel uddannelsen som uddannelsesinstitutionen skal være

offentligt anerkendt eller anerkendt på anden måde i uddannelseslandet.

Vi har sendt SUstyrelsen en

kopi af Deres henvendelse og en kopi af dette brev og anmodet Styrelsen om

over

for Dem at oplyse, i hvilke tilfælde Styrelsen har givet SU til private,

offentligt anerkendte uddannelser i udlandet, jf. også Deres i kopi modtagne

brev af 17. april 1998 til SU-styrelsen i sagen.”

Af oversigten over private

institutioner og uddannelser der er godkendt til SU pr. 1. januar 1998,

fremgik

at der var tale om 47 institutioner der bl.a. uddannede lærere, forskellige

typer af pædagoger og terapeuter, designere mv.

Den 30. april 1998 sendte

SU-styrelsen advokaten en liste over uddannelser med religiøst indhold der

var

offentligt anerkendt i udlandet, og hvor forskellige instanser, bl.a.

Undervisningsministeriet

og Københavns og Århus Universitet, havde været hørt vedrørende spørgsmålet

om

godkendelse i Danmark inden for de sidste 5 år. På listen var 23 forskellige

uddannelser.

SU-styrelsen oplyste i samme

brev at styrelsen har afslået at godkende samtlige private uddannelser (dvs.

uddannelser der ikke er offentligt anerkendt) i udlandet med religiøst

indhold.

Advokat C klagede den 10.

juni 1998 på ny til mig. Advokaten skrev bl.a.:

”Det bestrides ikke, at

stillingtagen til ansøgninger om SU-godkendelse er overladt til ministerens

skøn, men når en forvaltningsmyndighed er overladt et skøn, er skønnet

pligtmæssigt. Det påhviler således myndigheden, at foretage en individuel og

nuanceret sagsbehandling, herunder en grundig sagsoplysning, inddragelse af

alle relevante lovlige kriterier samt en nøje afvejning af disse.

I denne sag har ministeriet

besluttet at kræve, at en uddannelse på dette område skal leve op til de

akademiske og videnskabelige standarder, der gælder for

universitetsuddannelser

på samme område i Danmark, herunder at undervisningen er forskningsbaseret,

og

at underviserne er ansat efter kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen for

højere uddannelsesinstitutioner.

Ministeriet har således

opstillet en intern administrativ regel for kravene til private kirkelige

uddannelser,

i stedet for at foretage en individuel sagsbehandling med en nøje afvejning

af

de relevante kriterier, ministeriet kan inddrage.

Ministeriet har endvidere

til brug for vurderingen af, om en privat kirkelig uddannelse lever op til

ministeriets interne regel, indført en administrativ procedure, hvorefter der

indhentes en udtalelse fra Københavns Universitets Teologiske Fakultet om den

pågældende uddannelse. Denne udtalelse udgør ministeriets hele grundlag for

at

træffe en afgørelse om SU-godkendelse.

...

Det fremgår (...), at det

tilsyneladende er med nærværende sag, Undervisningsministeriet har indført

den

interne regel for kravene til private kirkelige uddannelser.

...

Heraf fremgår, at det

tilsyneladende ligeledes er med nærværende sag, Undervisningsministeriet har

indført den administrative høringsprocedure.

Ministeriet har således ikke

vurderet kvaliteten af uddannelsen på (trossamfundet)’s teologiske

seminarium,

men overladt dette til Københavns Universitets Teologiske Fakultet. Det er

ikke

betryggende for en kirkelig uddannelsesinstitution, der forventer en objektiv

og saglig vurdering af Undervisningsministeriet, at Undervisningsministeriet

overlader undersøgelsen til en repræsentant for en af folkekirkens

uddannelsesinstitutioner, som er ene om at foretage vurderingen og ene om at

fastlægge kvalitetskravene.

Ministeriet træffer formelt

afgørelsen, men reelt er denne uddelegeret til Københavns Universitets

Teologiske Fakultet. Udtalelsen af 5. juli 1995 fra dekan (B), Det teologiske

fakultet, vedlægges. Det fremgår af denne udtalelse, at det efter dekan

(B)’s

vurdering er afgørende for (trossamfundet)’s teologiske Seminarium,

’at deres

uddannelse ikke svarer til ansættelsesbekendtgørelsen’.

Undervisningsministeriet

har ikke undersøgt den normale procedure for ansættelse ved

(trossamfundet)’s

teologiske Seminarium. (Trossamfundet)’s teologiske Seminarium er ikke

blevet

gjort bekendt med, at lige netop de formelle procedureregler i

ansættelsesbekendtgørelsen blev tillagt afgørende betydning, og har således

ikke haft mulighed for at dokumentere, hvorvidt man faktisk følger

retningslinier,

der svarer til ansættelsesbekendtgørelsen, eller hvorledes man forholder sig

til eventuelt at indføre sådanne eller lignende ansættelsesprocedureregler.

Det gøres gældende, at denne

fremgangsmåde, hvorefter det reelt er Københavns Universitets Teologiske

Fakultet, der afgør, om (trossamfundet)’s Teologiske Seminarium og andre

private kirkelige uddannelser lever op til en af ministeriet opstillet intern

regel, er i strid med grundlæggende forvaltningsretlige retsprincipper idet:

-

ministeriet ikke har

foretaget en tilstrækkelig sagsoplysning,

-

ministeriet ikke

udøver det pligtmæssige skøn,

-

ministeriet reelt har

bortdelegeret sin kompetence.

En lignende administrativ

høringsprocedure har været anvendt i Kirkeministeriet ved afgørelsen af,

hvorvidt en kirkelig organisation kan betragtes som et religiøst samfund.

Denne afgørelse har Kirkeministeriet hidtil truffet på baggrund af en

udtalelse

fra Københavns Biskop. Den af Kirkeministeriet praktiserede høringsprocedure

er nu afløst af et nyoprettet udvalg med en alsidig teologisk, sociologisk og

retsvidenskabelig ekspertise. Afgørelsen er således ikke længere overladt til

et skøn udøvet af en repræsentant for folkekirken.

Ministeriet fremhæver både i

afgørelsen af 24. juni 1997 og i svaret af 6. marts d.å., at den meget

restriktive praksis over for private kirkelige uddannelser navnlig skyldes

ønsket om at have en ordning, som er administrerbar i relation til

tilsvarende

ansøgninger.

Dersom ministeriet frygter

et meget stort antal ansøgninger fra forskellige kirkelige og religiøse

uddannelser, og det er det, man søger at undgå med afslaget i nærværende sag,

må det anføres, at sådanne hensyn er usaglige, og i givet fald må løses ad

lovgivningsvejen.

For så vidt angår

spørgsmålet om hensynet til religionsfriheden bemærker ministeriet, at

grundloven

alene sikrer retten til religionsfrihed, men ikke en dertil svarende ret til

offentligt tilskud til et trossamfunds præsteuddannelse.

Heroverfor bemærkes, at

grundlovens frihedsrettigheder er udtryk for afgørende værdier og

retsprincipper,

som det er af højeste vigtighed, at forvaltningen beskytter i enhver

henseende.

Folketingets Ombudsmand har

i FOB 1988.121 bemærket;

’at det i ombudsmanden

praksis er lagt til grund, at der generelt for områder, der omfattes af

grundlovens frihedsrettigheder, herunder grundlovens § 67 om gudsdyrkelsens

frihed, gælder en pligt for forvaltningsmyndighederne til ved udøvelsen af

skønsmæssige beføjelser (positivt) at tage hensyn til borgernes udøvelse af

disse friheder og i videst mulige udstrækning undgå at lægge hindringer i

vejen for friheden.’

Bent Christensen anfører i

Forvaltningsret, Opgaver Hjemmel Organisation,

2. udgave 1997, side 180, at forvaltningen har en pligt til at inddrage

kriterier, der har forbindelse med friheds- eller menneskerettigheder. Side

162

anfører Bent Christensen, at en almindelig retsgrundsætning om overvægt for

kriterier,

der har tilknytning til menneske- eller frihedsrettigheder må anses for at

være

gældende ret.

I nærværende sag kan det

således fastslås, at ministeriet har pligt til at inddrage hensynet til

religionsfriheden

samt at give denne overvægt i afvejningen. Dette er ikke sket.

Ministeriet har derimod

valgt at opstille en særlig restriktiv praksis over for private kirkelige

uddannelser.

Studerende, der ønsker en præsteuddannelse på (trossamfundet)’s

teologiske seminarium,

stilles økonomisk ringere end dem, der vælger en præsteuddannelse inden for

folkekirken. Denne restriktive praksis medfører en betydelig praktisk

hindring

for udøvelsen af religionsfriheden, og strider således i mod grundlovens §

67.”

Jeg bad den 8. september

1998 Undervisningsministeriet om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg

anførte endvidere:

”...

I en tidligere sag (gengivet

i Folketingets Ombudsmands beretning 1994, side 427ff*) behandlede jeg tre

studerendes klage over at SU-styrelsen havde meddelt dem afslag på deres

ansøgning om at kunne oppebære SU under studieophold ved Metodistkirkens

Teologiske Seminarium i Sverige.

SU-styrelsen skrev i brev af

16. juli 1993 således til mig:

’...

(trossamfundet)’s Teologiske

Seminarium har søgt om at blive godkendt som støtteberettigende i Danmark.

Når

denne uddannelse, som det fremgår af ministeriets breve af 3. juli 1992 og 6.

juni 1990, ikke kan godkendes som støtteberettigende, er det nærliggende at

antage, at det samme gælder med hensyn til Metodistkirkens uddannelse.

...’

På baggrund af min

behandling af sagen tog SU-styrelsen sagen op til fornyet overvejelse og

godkendte

tildeling af uddannelsesstøtte til uddannelsen ved Metodistkirkens Teologiske

Seminarium i Sverige.

Jeg forstår på denne sag at

det var SU-styrelsens opfattelse at de to uddannelser var sammenlignelige.

Jeg beder

Undervisningsministeriet om at gøre nærmere rede for betydningen af dette

forhold.

...”

Undervisningsministeriet

afgav den 9. april 1999 følgende udtalelse:

”...

Brev af 16. juli 1993

Når SUstyrelsen nævnte

uddannelsen ved (trossamfundet)’s Teologiske Seminarium, der ikke er

offentligt

anerkendt, var det alene som et led i argumentationen for, at uddannelsen ved

Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Sverige ikke var en uddannelse af en

sådan art, at den ville kunne offentligt anerkendes i Danmark, se § 36, stk.

1,

nr. 3, i bekendtgørelse nr. 554 af 22. juni 1992 om uddannelsesstøtte.

Når SUstyrelsen alligevel

godkendte Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Sverige som

støtteberettigende,

skyldes det alene, at uddannelsen tidligere under andre regler havde været

godkendt som støtteberettigende, og at reglerne efter ombudsmandens

opfattelse

ikke var ændret så meget, at der var grundlag for på det senere tidspunkt at

afslå godkendelse.

Den foreliggende klage

Idet vi i øvrigt henviser

til ministeriets brev af 6. marts 1998 til advokat (C), skal vi anføre

følgende:

Advokat (C) nævner i brev af

10. juni 1998 til Folketingets Ombudsmand, at ministeriet ikke har været i

besiddelse af de faktiske oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere

uddannelsens kvalitet, indhold, erhvervssigte m.v., da man afslog at godkende

uddannelsen ved (trossamfundet)’s Teologiske Seminarium som

støtteberettigende,

se § 3 i lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 430 af

23. maj 1996, og § 6 i bekendtgørelse nr. 671 af 7. august 1995 om statens

uddannelsesstøtte. Som det fremgår af udtalelsen af 6. marts 1998, finder vi,

at ministeriet har været i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige

for

at træffe en afgørelse.

Advokat (C) anfører, at

ministeriet ikke har udøvet et pligtmæssigt skøn, fordi der opstilles en

række

krav til uddannelserne på området, herunder at undervisningen er

forskningsbaseret. Som der er redegjort for i brev af 6. marts 1998 udelukker

lovgrundlaget efter ministeriets opfattelse ikke, at der anvendes snævre

målestokskriterier

for, hvilke uddannelser der godkendes som SU-berettigende. Ministeriet har

fundet grundlag for at anvende snævre og dermed klare kriterier på dette

uddannelsesområde

for at sikre fornøden kvalitet på området. Herved imødekommer man også

behovet

for forudsigelighed og mindsker risikoen for usaglig forskelsbehandling.

Skønnet udøves, når de snævre målestokskriterier er opfyldt.

Advokat (C) kritiserer, at ministeriet

har indført en administrativ procedure, hvorefter man hører Det teologiske

Fakultet ved Københavns Universitet. Vi mener, at der i sager som den

foreliggende er behov for at indhente udtalelser fra sagkyndige. Udtalelserne

indgår, når ministeriet træffer afgørelse i sagen. Ministeriet har således i

den foreliggende sag hørt Københavns Universitet, ligesom Kirkeministeriet

har

været inddraget i sagen.

I ministeriets brev af 2.

juli 1997 nævnes, at SUstyrelsen i kommende sager om godkendelse af religiøse

uddannelser i udlandet bør høre Københavns eller Århus Universitet i stedet

for

ministeriet. Dette er en erkendelse af, at der er behov for en sagkyndig

udtalelse, som kan indgå ved vurderingen af, om de pågældende uddannelser

giver

ret til uddannelsesstøtte. At ministeriet henviser til, at de teologiske

fakulteter i fremtiden bør høres i stedet for ministeriet, udelukker ikke, at

andre sagkyndige høres. Vi mener i øvrigt ikke, at spørgsmålet om godkendelse

af uddannelser i udlandet som støtteberettigende efter kapitel 17 i

SU-bekendtgørelsen har betydning for den foreliggende sag.

Advokat (C) anfører

endvidere, at ministeriet ved at høre Københavns Universitets teologiske

fakultet

bortdelegerer sin kompetence. Dette er ikke tilfældet. Ministeriet har

indhentet en udtalelse fra Københavns Universitet. Denne udtalelse er indgået

i

overvejelserne i forbindelse med ministeriets afgørelse, ligesom udtalelsen

fra

Kirkeministeriet. Københavns Universitet uddanner præster til Folkekirken,

men

det er ikke til hinder for, at udtalelserne fra universitetet er udtryk for

saglig og objektiv vurdering.

Derudover nævner advokat

(C), at ministeriet ikke forlods har ladet (trossamfundet)’s teologiske

seminarium dokumentere, hvorvidt man følger retningslinierne i

ansættelsesbekendtgørelsen, eller hvordan man forholder sig til eventuelt at

indføre en ansættelsesprocedure, der lever op til disse regler.

Ministeriet har – som nævnt

før – fundet at måtte stille som et krav, at en uddannelse lever op til

de

akademiske standarder, der gælder for universitetsuddannelser i Danmark,

herunder at undervisningen er forskningsbaseret, og at underviserne er ansat

efter kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen for højere

uddannelsesinstitutioner.

Ministeriet har på grundlag

af ansøgningen om godkendelsen som SU-berettigende og sagen i øvrigt anset

det

for givet, at de nævnte betingelser ikke var opfyldt. Vi beklager dog, at vi

ikke udtrykkeligt har givet (trossamfundet)’s teologiske seminarium

lejlighed

til at udtale sig om spørgsmålet. Vi finder dog ikke, at det har haft

betydning

for sagens afgørelse. De nævnte betingelser var således klart angivet i

afslaget, og ministeriet har ikke efterfølgende modtaget meddelelse om, at

betingelserne er opfyldt.

Med hensyn til spørgsmålet

om religionsfrihed henviser vi til Undervisningsministeriets udtalelse af 6.

marts 1998.”

Advokat C kommenterede den

1. juni 1999 ministeriets udtalelse. Af advokatens brev fremgik:

”...

Det følger af SU-lovens § 3

og bemærkningerne til bestemmelsen, at det er overladt til ministerens skøn,

om

der bør gives støtte til en privat uddannelse. Ministeriet anvender i stedet

for det lovpligtige skøn snævre målestokskriterier, der med hensyn til

præsteuddannelser, på ingen måde tager hensyn til uddannelsernes individuelle

forhold. Der er hverken i SU-loven eller forarbejderne hjemmel til at sætte

dette skøn under en administrativ regel, der som betingelse stiller, at en

ikke

folkekirkelig præsteuddannelse som minimum har universitetsniveau. Det må

betragtes som en retlig mangel, hvis forvaltningsmyndigheden har undladt at

udøve et pligtmæssigt skøn, fordi den selv har opstillet en regel og truffet

sin afgørelse som en konsekvens af denne hjemmelavede regel, især når den

interne regel helt afskærer en afvejning.

Ministeriet synes således

ikke berettiget til at lade udøvelsen af det lovpligtige skøn være afhængig

af

opfyldelsen af snævre målestokskriterier, og burde i stedet have afgjort

spørgsmålet om præsteuddannelsens godkendelse som SU-berettigende udfra det

lovpligtige

skøn.

...

Det må fremhæves, at den

grundlovssikrede religionsfrihed også omfatter et krav på ligebehandling i

forbindelse med udøvelsen af religionsfriheden, hvilket vil sige, at

ministeriet med hensyn til adgangen til uddannelsesstøtte, ikke må

forskelsbehandle på grundlag af religion. Endvidere har ministeriet en særlig

forpligtelse til at lade hensynet til frihedsrettighederne indgå i den

skønsmæssige

afvejning med kvalificeret vægt.

...”

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

Første gang spørgsmålet om godkendelse af private uddannelser som

SU-berettigende nævnes direkte i lovgrundlaget for statens uddannelsesstøtte

er i § 2 i bekendtgørelse nr. 870 af 15. november 1993 om statens

uddannelsesstøtte. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’§ 2.

Det kan i særlige tilfælde godkendes, at en uddannelse i Danmark, der ikke er

omfattet af § 1, nr. 1 og 2 (privat uddannelse), og som foregår ved en

bestemt uddannelsesinstitution, giver ret til uddannelsesstøtte. En

uddannelse kan ikke godkendes, medmindre uddannelsen

1)

er tilrettelagt som heltidsundervisning og af mindst 3 måneders

sammenhængende varighed,

2)

er ulønnet,

3)

er en erhvervsrettet

ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, der giver en

erhvervskompetence,

der umiddelbart og påviseligt kan finde almindelig anvendelse i Danmark,

4)

har et indhold og en

kvalitet, der står mål med dansk undervisningsstandard, og ikke har et

snævert

erhvervssigte, og

5)

har en

uddannelsestid, der er fastlagt i måneder, og denne uddannelsestid maksimalt

svarer til varigheden af offentligt anerkendte uddannelser i Danmark, der kan

sammenlignes med denne. Hvis der indgår lønnet praktik i uddannelsen, skal

perioderne med lønnet praktik samlet have mindst samme varighed som ved de

sammenlignelige offentligt anerkendte uddannelser.

Stk. 2.

Uddannelsesinstitutionen indsender ansøgning om godkendelse til

Undervisningsministeriet. Samtidig med ansøgningen indsendes forslag om

censorer.

Stk. 3.

Godkendelsen kan

betinges af, at der kun optages et bestemt antal studerende hvert år.

Godkendelsen kan begrænses til en bestemt periode. Godkendelsen kan betinges

af, at eventuelle praktikperioder, der indgår i uddannelsen, er lønnede.

Stk. 4. Godkendelsen

omfatter ret til stipendium som tilskud til dækning af undervisningsafgift,

hvis det er bestemt i godkendelsen.

Stk. 5.

Uddannelsesinstitutionen betaler for og anvender de censorer, der er godkendt

af Undervisningsministeriet, af Kulturministeriet, hvis der er kunstneriske

eller kulturelle uddannelser, eller af det ministerium i øvrigt, uddannelsen

hører under. Censorerne udarbejder én gang om året en redegørelse til

uddannelsesinstitutionen og til Undervisningsministeriet eller det

ministerium,

uddannelsen hører under, om uddannelsernes kvalitet og andre forhold af

betydning

for godkendelsen.

Stk. 6. Godkendelsen kan

tilbagekaldes, hvis

1)

betingelserne for

godkendelsen ikke længere er opfyldte,

2)

der ikke længere

skønnes at være grundlag for at opretholde godkendelsen, eller

3)

uddannelsesinstitutionen

ikke længere opfylder de krav, der i øvrigt stilles til

uddannelsesinstitutioner

om administrationen af uddannelsesstøtten.

Stk. 7.

Uddannelsessøgende, der optages på en uddannelse efter tilbagekaldelse af

godkendelsen efter stk. 6 eller efter udløbet af den periode, godkendelsen er

giver for, jf. stk. 3, har ikke ret til uddannelsesstøtte.’

Bekendtgørelsen var udstedt

med hjemmel i bl.a. § 7, stk. 3 (tidligere § 7, stk. 2) i lov nr. 357 af 4.

juni 1986 med senere ændringer (lovbekendtgørelse nr. 336 af 2. maj 1994). §

7 havde

følgende ordlyd:

’

§ 7.

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte giver efter ansøgning

uddannelsesstøtte til uddannelsessøgende, som

1)

i Danmark gennemgår

en uddannelse, der af undervisningsministeren er godkendt som

støtteberettigende,

2)

opfylder aldersbetingelsen

i stk. 2,

3)

er danske

statsborgere eller i henhold til international overenskomst har ret til

uddannelsesstøtte på lige fod med danske statsborgere eller af

undervisningsministeren i støttemæssig henseende ligestilles med danske

statsborgere,

4)

er studieaktive og

5)

ikke får anden

offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne, bortset fra

stipendium efter afsnit II i denne lov.

Stk. 2. Er

støttebetingelserne i øvrigt opfyldt, kan styrelsen give uddannelsesstøtte

til

den uddannelsessøgende fra begyndelsen af det førstkommende kvartal, der

følger

efter, at den uddannelsessøgende er fyldt 18 år.

Stk. 3.

Undervisningsministeren kan fastsætte regler om de i stk. 1 nævnte

betingelser.

Undervisningsministeren kan fastsætte særlige regler om uddannelsesstøtten,

herunder om udbetaling af

støtte med

dobbelt sats, til godkendte uddannelser, der omfatter lønnet praktik.’

Af bemærkningerne til

bestemmelsen fremgår (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 4843):

’...

Til stk. 1, nr. 1

Efter forslaget vil samtlige

betingelser for, at en uddannelse kan godkendes som støtteberettiget, blive

fastsat i bekendtgørelsen. De krav, der efter de gældende regler skal være

opfyldt for at en uddannelse skal kunne godkendes som støtteberettiget,

opretholdes

i det væsentlige.

1. Offentlig anerkendelse.

Det er en betingelse for at

godkende en uddannelse som støtteberettiget, at den er en offentligt

anerkendt

ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse og gives på offentligt

anerkendte uddannelsesinstitutioner. En offentlig anerkendelse gives af den

statslige myndighed, under hvis ressort uddannelsen henhører. Offentlig

anerkendelse

vil normalt foreligge i og med, at der i uddannelseslovgivningen er hjemmel

til at tilbyde pågældende uddannelse i offentlig eller privat regie. Men det

kan også foreligge i form af en særskilt bevillingsmæssig hjemmel til at yde

statstilskud eller statsfinanciel støtte til driften af en privat

institution,

som tilbyder en nærmere defineret uddannelse.

Man vil dog også kunne åbne

mulighed for støtte i særlige tilfælde til uddannelsessøgende i uddannelser,

der ikke i øvrigt offentligt anerkendes, forudsat, at der kan skabes

bevillingsmæssig hjemmel hertil.’

Som det fremgår af

bemærkningerne til SU-loven fra 1986 var der også – inden der blev

udarbejdet

udtrykkelige regler herom i SU-bekendtgørelsen fra 1993 – åbnet for

støtte i

særlige tilfælde til uddannelsessøgende til private uddannelser. Det

forudsatte

dog at der blev skabt bevillingsmæssig hjemmel hertil.

Betingelserne for støtte var

indtil 1. juli 1992 beskrevet i akt 299 af 11. juni 1985 hvoraf fremgik:

’Undervisningsministeriet

ansøger om finansudvalgets tilslutning til, at der på forventet

efterbevilling

ved lov om tillægsbevilling for finansåret 1985 optages en tekstanmærkning

med

henblik på at tilvejebringe en generel hjemmel for undervisningsministeren

til

på visse nærmere fastsatte betingelser at anerkende private,

erhvervskompetencegivende uddannelser og private uddannelsesinstitutioner

under

undervisningsministeriets ressort, således at uddannelserne kan godkendes som

støtteberettigede i henhold til lov om Statens Uddannelsesstøtte, jfr.

lovbekendtgørelse nr. 456 af 12. august 1982.

Efter loven om Statens

Uddannelsesstøtte yder staten støtte til uddannelser, som er offentligt

anerkendte,

enten som ungdomsuddannelser eller som videregående uddannelser. Det er

endvidere en betingelse, at uddannelsen gives på offentligt anerkendte

institutioner. Godkendelse af en offentligt anerkendt uddannelse som

støtteberettiget forudsætter, at uddannelsen er af mindst 3 måneders

varighed,

tilrettelagt på heltidsbasis, og at der ikke er knyttet løn til uddannelsen.

Loven om Statens Uddannelsesstøtte indeholder ikke i sig selv hjemmel til at

give en uddannelse offentlig anerkendelse.

Offentlig anerkendelse vil

normalt foreligge i og med, at der i

uddannelseslovgivningen er hjemmel til at tilbyde den pågældende

uddannelse i offentlig eller privat regie. Men det kan også foreligge i form

af

en særskilt bevillingsmæssig hjemmel til at yde statstilskud eller anden

varig

statsfinansiel støtte til driften af en privat institution, som tilbyder en

nærmere defineret uddannelse.

Undervisningsministeriet har

fra en række private uddannelsesinstitutioner, for hvem der ikke foreligger

et

sådant erkendelsesgrundlag, modtaget ansøgning om, at de uddannelsessøgende

ved

institutionen kan blive berettiget til uddannelsesstøtte fra staten. Det

drejer

sig bl.a. om institutioner, der uddanner afspændingspædagoger,

bevægelsespædagoger, Mensendieck-lærere, samt Rudolf

Steiner-børnehavepædagoger

og rytmikpædagoger (RMO). Nogle af institutionerne har tillige ansøgt om

offentlig støtte til driften.

Undervisningsministeriet

finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er økonomisk mulighed for at

udvide

kredsen af private uddannelsesinstitutioner, der modtager driftstilskud fra

staten. Derimod forekommer det rimeligt, at man ikke stiller de studerende,

som

gennemgår en uddannelse, som i øvrigt findes anerkendelsesværdig, ved en

privat, ikke tilskudsberettiget institution, væsentlig ringere i økonomisk

henseende end de studerende ved de offentlige eller offentligt støttede

uddannelsesinstitutioner. Det foreslås derfor, at der skabes grundlag for at

anerkende private uddannelser og uddannelsesinstitutioner, uden at der

samtidig

ydes offentlig støtte til driften, men alene med henblik på, at de studerende

bliver berettigede til uddannelsesstøtte.

For at undgå spild af

ressourcer må det endvidere være en forudsætning for anerkendelsen, at

uddannelserne

opfylder et konstateret uddannelsesbehov, og at der ikke optages flere

studerende på institutionerne end nødvendigt til at opfylde dette behov.

Uddannelserne bør heller ikke have en længere varighed end nødvendigt.

I overensstemmelse hermed

forudsættes anerkendelse af private pædagogiske uddannelser med henblik på

uddannelsesstøtte fra staten alene givet under følgende betingelser:

at

der er dokumenteret et behov for uddannelsen, idet de allerede

uddannede har opnået beskæftigelse ved offentlig eller privat ansættelse

eller

som selvstændige erhvervsdrivende,

at

dette behov ikke kan opfyldes på billigere eller bedre måde ved

at oprette nye uddannelser på eller forøge tilgangen til offentlige eller

offentligt støttede uddannelsesinstitutioner (idet uddannelsens indhold og

formål adskiller sig klart fra disse),

at

uddannelsens opbygning, varighed og den årlige tilgang af

uddannelsessøgende til uddannelsen fastlægges efter forhandling med

undervisningsministeriet med rimelig hensyntagen til elevernes frie valg,

at

undervisningsministeriet får indseende med uddannelsens indhold

og tilrettelæggelse og med de pågældende institutioners økonomiske forhold,

at

undervisningsministeriet finder det muligt at skaffe ressourcer

til dækning af merudgifter ved anerkendelse af nye uddannelser.

’

Den 4. juni 1992 ansøgte

Undervisnings- og Forskningsministeriet om Finansudvalgets tilslutning til at

1985-retningslinjerne blev erstattet af nye retningslinjer, jf. akt 284 af 4.

juni 1992. De nye retningslinjer var følgende:

’Undervisnings- og

forskningsministeren kan godkende en privat uddannelse i Danmark som

Su-berettigende, når følgende mindstekrav er opfyldt:

Uddannelsen skal være tilrettelagt som

heltidsundervisning af mindst 3 måneders varighed og ulønnet (sædvanlige krav

for alle uddannelser).

Uddannelsen skal være erhvervsrettet ungdomsuddannelse

eller videregående uddannelse og give en erhvervskompetence, der umiddelbart

og

påviseligt kan finde almindelig anvendelse i Danmark.

Uddannelsen skal have et indhold og en kvalitet, der

står mål med dansk offentlig undervisningsstandard. Uddannelser med

religiøst,

ideologisk, naturmedicinsk eller lignende indhold og snævert erhvervssigte

godkendes ikke.

Uddannelsestiden må maksimalt svare til den normerede

uddannelsestid for de lignende offentlige uddannelser i Danmark, hvis sådanne

findes.

Opfyldelse af mindstekravene

giver ikke et retskrav om godkendelse, Undervisnings- og forskningsministeren

træffer fortsat beslutning om godkendelse i hvert enkelt tilfælde ud fra en

samlet uddannelsespolitisk og økonomisk prioritering.

Godkendelsen kan i øvrigt

betinges af, at uddannelsen kun må vare et bestemt antal år eller begrænset

til

kun at omfatte et maximalt optag. Godkendelsen skal ikke omfatte stipendium

til

undervisningsafgift.

Undervisnings- og forskningsministeren

kan også godkende uddannelser, der fagligt hører under andre ministerier.

En privat

uddannelsesinstitution, hvis uddannelse(r) er godkendt som støtteberettigende

skal anvende censorer, der er beskikket af Undervisningsministeriet eller det

relevante ressortministerium. Censorerne skal en gang om året udarbejde en

redegørelse om uddannelsernes kvalitet og en vurdering af andre forhold af

betydning for godkendelsen af uddannelserne. Alle udgifter i forbindelse med

censuren afholdes af institutionerne.

De uddannelser, der i

øjeblikket er godkendt, skal følge samme procedurer og opfylde samme

betingelser

som nye uddannelser. Institutionerne skal altså indsende nye ansøgninger nu

vedlagt forslag til censorer på uddannelserne. For allerede godkendte

uddannelser vil de nye retningslinjer dog først få virkning fra 1/7 1993, og

spørgsmålet, om der fortsat skal ydes SU til undervisningsafgift ved disse

uddannelser, vil i den forbindelse blive taget særskilt op.

Der må på baggrund af

ændringen forventes godkendt flere uddannelser som støtteberettigende end de

uddannelser, der er godkendt i øjeblikket. Da godkendelserne fremover alene

vil

angå SU til leveomkostninger, og ikke som hidtil også SU til

undervisningsafgift, forventes forslaget under ét at være udgiftsneutralt.

Sagen forelægges for

Finansudvalget nu, da de nye regler skal træde i kraft 1. juli 1992.

Undervisningsministeriet

anmoder om Finansudvalgets tilslutning til nye retningslinjer for godkendelse

af private uddannelser som støtteberettigende. Forslaget medfører ikke

merudgifter.

Finansministeriets

tilslutning foreligger.’

Finansudvalget tilsluttede

sig disse retningslinjer, jf. forslag til lov om tillægsbevilling for

finansåret

1992, s. 2242, pkt. 20.13.

SU-bekendtgørelsen blev fra

1993 afløst af skiftende SU-bekendtgørelser. På tidspunktet for

Undervisningsministeriets

afgørelse i sagen vedrørende trossamfundets teologiske seminarium var der

trådt

en ny lov om statens uddannelsesstøtte i kraft (lov. nr. 448 af 14. juni 1995

med senere ændringer). §§ 3 og 5 i loven (lovbekendtgørelse nr. 430 af 23.

maj

1996 om statens uddannelsesstøtte) havde følgende ordlyd:

’

§ 3.

En uddannelse i Danmark giver ret til uddannelsesstøtte, når

undervisningsministeren har godkendt dette og godkendelsen ikke senere er

tilbagekaldt. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om godkendelse og

tilbagekaldelse heraf.

§ 5.

En uddannelse skal for at give ret til uddannelsesstøtte være

1)

tilrettelagt som

heltidsundervisning,

2)

af mindst 3 måneders

sammenhængende varighed og

3)

ulønnet.

Stk. 2.

Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at der dog kan gives

uddannelsesstøtte til:

1)

Enkeltfagsundervisning.

2)

Supplering under 3

måneders varighed.

3)

Uddannelser, der

omfatter lønnet praktik, herunder om i hvilke perioder der gives

støtte.’

Af bemærkningerne til

SU-loven fremgik bl.a. følgende (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp.

2703):

’Bestemmelsen angiver, at en

uddannelse i Danmark skal være godkendt af undervisningsministeren som

støtteberettigende for at give ret til uddannelsestøtte. Svarer til gældende

§

7, stk. 1.

Det fastslås nu udtrykkeligt

i bestemmelsen, at godkendelsen ikke senere må være tilbagekaldt. Dette har

hidtil for private uddannelser været fastsat i bekendtgørelsen, for

offentlige

uddannelser følger det af sig selv. Imidlertid bør et så væsentligt krav

fremgå

af selve loven.

Det er i øvrigt tanken at

opretholde de gældende bekendtgørelsesregler om godkendelse af, om private

uddannelser giver ret til uddannelsestøtte. Det skal således fortsat være

overladt til ministerens skøn ud fra uddannelsespolitiske og hermed

økonomiske

hensyn at vurdere, om der på et givet tidspunkt bør gives støtte til en

privat

uddannelse på grundlag af oplysninger om uddannelsens erhvervskompetence,

kvalitet,

indhold, bredere erhvervssigte, varighed og anvendelse af og betaling for

godkendte censorer m.v.’

Endvidere var det

bekendtgørelse. nr. 671 af 7. august 1995 om statens uddannelsesstøtte som

ændret ved bekendtgørelse nr. 1051 af 15. december 1995 og bekendtgørelse nr.

879 af 4. oktober 1996 der var gældende på tidspunktet for

Undervisningsministeriets afgørelse. §§ 5 og 6 havde følgende ordlyd:

’

§ 5.

Styrelsen godkender, at en uddannelse i Danmark giver ret til

uddannelsesstøtte, når uddannelsen

1)

er

a)

en offentligt anerkendt

ungdomsuddannelse,

b)

en offentligt

anerkendt videregående uddannelse,

c)

en almen

voksenuddannelse eller

d)

anden undervisning på

folkeskoleniveau, og

2) foregår ved en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution.

§ 6.

Det kan i særlige tilfælde godkendes, at en uddannelse i

Danmark, der ikke er omfattet af § 5, (privat uddannelse), og som foregår ved

en bestemt uddannelsesinstitution, giver ret til uddannelsesstøtte. En

uddannelse kan ikke godkendes, medmindre uddannelsen

er en erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller

videregående uddannelse, der giver en erhvervskompetence, der umiddelbart og

påviseligt kan finde almindeligt anvendelse i Danmark,

har et indhold og en kvalitet, der står mål med dansk

undervisningsstandard, og ikke har et snævert erhvervssigte, og

har en uddannelsestid, der er fastlagt i måneder, og

denne uddannelsestid maksimalt svarer til varigheden af offentligt anerkendte

uddannelser i Danmark, der kan sammenlignes med denne.

Stk. 2.

En privat

uddannelse kan ikke godkendes, medmindre uddannelsen er tilrettelagt sådan,

at

eventuelle ulønnede praktikperioder højst udgør 20 pct. af uddannelsestiden

og

højst 6 måneder i alt. Undervisningsministeriet kan i særlige tilfælde

dispensere herfra. Den ulønnede praktik skal have en specifik

uddannelsesmæssig

begrundelse.

Stk. 3.

Ferieperioder

kan kun indgå i støttetiden i en privat uddannelse, hvis uddannelsestiden er

på

12 måneder eller derover. Ferieperioderne kan højst udgøre 2 måneder om året.

Stk. 4.

Uddannelsesinstitutionen

indsender en ansøgning om godkendelse til Undervisningsministeriet. Samtidig

med ansøgningen indsendes forslag om censorer.

Stk. 5.

Godkendelsen kan

betinges af, at der kun optages et bestemt antal

studerende hvert år,

begrænses til en bestemt periode eller

betinges af, at eventuelle praktikperioder, der indgår

i uddannelsen, er lønnede.

Stk. 6.

Ved godkendelsen

fastsættes, om uddannelsen giver ret til uddannelsesstøtte uden for eller

inden

for klippekortet. Godkendelsen omfatter ret til supplerende stipendium som

tilskud til dækning af betaling for undervisning, hvis det er bestemt i

godkendelsen.

Stk. 7.

Uddannelsesinstitutionen betaler for og anvender de censorer, der er godkendt

af Undervisningsministeriet, af Kulturministeriet, hvis det er kunstneriske

eller kulturelle uddannelser, eller af det ministerium i øvrigt, uddannelsen

hører under. Censorerne udarbejder én gang om året en redegørelse til

uddannelsesinstitutionen og til Undervisningsministeriet eller det

ministerium,

uddannelsen hører under, om uddannelsernes kvalitet og andre forhold af

betydning for godkendelsen.

Stk. 8.

Godkendelsen kan

tilbagekaldes, hvis

betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt,

der ikke længere skønnes at være økonomisk eller

uddannelsesmæssig baggrund for at opretholde godkendelsen, eller

uddannelsesinstitutionen ikke længere opfylder de krav,

der i øvrigt kan stilles til uddannelsesinstitutioner om administrationen af

uddannelsesstøtten.

Stk. 9.

Uddannelsessøgende, der optages på en uddannelse efter tilbagekaldelse af

godkendelsen efter stk. 8 eller efter udløbet af den periode, godkendelsen er

giver for, jf. stk. 5, har ikke ret til uddannelsesstøtte.’

I bemærkningerne til

finanslovene for 1995-99 er der skrevet at undervisningsministeren kan

godkende

at der gives uddannelsesstøtte til private uddannelser efter reglerne i

bekendtgørelsen om uddannelsesstøtte, herunder på betingelse af at

uddannelsen

kan indpasses i Undervisningsministeriets uddannelsespolitiske og økonomiske

prioritering, jf. anm. 20.13.

Bestemmelsen i SU-lovens § 3

er blevet ændret efter Undervisningsministeriets afgørelse, jf. lov nr. 1117

af

29. december 1997. Bestemmelsen har nu følgende ordlyd:

’

§ 3.

En uddannelse i Danmark giver ret til uddannelsesstøtte, når

undervisningsministeren har godkendt dette og godkendelsen ikke senere er

tilbagekaldt.

Stk. 2.

Godkendelse af

privat uddannelse sker for en begrænset periode.

Stk. 3.

Undervisningsministeren kan tilbagekalde en godkendelse af en privat

uddannelse, hvis uddannelsesinstitutionen ikke kan godtgøre, at betingelserne

for godkendelsen fortsat er opfyldt.

Stk. 4.

En godkendelse

efter stk. 2 og en fortsat godkendelse efter stk. 3 kan betinges af en

uvildig

evaluering for uddannelsesinstitutionens egen regning.

Stk. 5.

Undervisningsministeren

kan fastsætte regler om godkendelse, om tilbagekaldelse af godkendelsen og om

evaluering.’

Af bemærkningerne til den

ændrede bestemmelse fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1997-98, Tillæg

A, s. 2011f):

’Godkendelse af en privat

uddannelse som SU-berettigende vil som i de gældende regler være baseret på

undervisningsministerens skøn. Undervisningsministeren kan lægge en flerhed

af

overvejelser til grund for sin afgørelse, bl.a. uddannelsesmæssige –

herunder

uddannelsens indhold og uddannelsesinstitutionens art –

arbejdsmarkedsmæssige –

herunder om der må stilles særlige krav til uddannelsen af hensyn til de

fremtidige arbejdsmarkedsfunktioner – og økonomiske – herunder om

de udgifter,

en godkendelse til SU vil medføre, mere hensigtsmæssigt kan anvendes til

andre

uddannelsesmæssige formål. Da uddannelserne er private, kan ministeriet ikke

regulere uddannelserne eller gribe konkret ind i

uddannelsestilrettelæggelsen,

og ministeriets muligheder for at skaffe oplysninger om uddannelserne er

begrænsede.

Det kan ikke på forhånd udtømmende angives, hvilke kriterier ministeren kan

lægge til grund for sit skøn om, hvorvidt det er rimeligt, bl.a. når der

henses

til de arbejdsfunktioner, som uddannelsen fører frem til varetagelsen af, og

i

øvrigt forsvarligt over for de studerende at anvende offentlige midler til

formålet. Ministeren må foretage en konkret vurdering på baggrund af de

almindelige forvaltningsretlige regler af, om der er et tilstrækkeligt

grundlag

for en godkendelse.

Ministeriets godkendelsespraksis

må – udover på en række mere tekniske krav, som fremgår af

SU-bekendtgørelsen –

kunne baseres på, at der ikke altid vil kunne anvendes samme kriterier eller

målestokke for godkendelsen, således at der for nogle typer uddannelser

stilles

andre krav til en godkendelse end på andre. Som eksempel kan nævnes

uddannelser, der fører til beskæftigelse på områder, der grænser op af

beskæftigelsesområder, hvor der kræves autorisation, eller til beskæftigelse

i

institutioner, der overvejende er statsligt finansieret, og som måske også

varetager offentlige opgaver, og hvor det offentlige derfor har en interesse

i

at sikre kvaliteten af institutionernes uddannelse. Hvor en uddannelse bruger

en benævnelse, der kan henlede tanken på en tilsvarende statslig uddannelse

(f.eks. læreruddannelse), må der også kunne stilles krav f.eks. til

uddannelsens længde for at undgå, at de uddannelsessøgende og senere

ansættelsessteder vildledes. På områder, hvor ministeriet vil have særligt

vanskeligt ved at få indseende med, hvad der foregår på institutionerne, må

der

også kunne gives afslag eller evt. stilles skærpede krav, hvis opfyldelse

lettere kan konstateres.’

SU-bekendtgørelsen er

ligeledes blevet ændret (nu bekendtgørelse nr. 545 af 22. juli 1998) således

at

§ 6, stk. 1, 4

og 10, nu har følgende

ordlyd:

’§ 6.

Undervisningsministeren kan godkende, at en erhvervsrettet

uddannelse i Danmark, der ikke er omfattet af § 5, (privat uddannelse), og

som

foregår ved en bestemt uddannelsesinstitution, giver ret til

uddannelsesstøtte,

jf. lovens § 3, stk. 2-4. Uddannelsesstøtte gives inden for klippekortet,

medmindre undervisningsministeren bestemmer andet.

Stk. 4.

Undervisningsministeren træffet afgørelse efter stk. 1 ud

fra uddannelsespolitiske, arbejdsmarkedsmæssige og økonomiske hensyn og kan i

den forbindelse indhente en SU-vurdering, jf. stk. 10.

Stk. 10.

SU-vurdering som nævnt i stk. 4 foretages af

Evalueringscenteret for de Videregående Uddannelser ud fra

kvalitetskriterier,

der er udarbejdet af centeret. Undervisningsministeriet kan for særlige typer

af uddannelser fastsætte yderligere kriterier, der skal indgå i vurderingen.

Uddannelsesinstitutionen betaler forud for vurderingen et depositum på 20.000

kr. til dækning af centerets udgifter ved vurderingen. Efter at vurderingen

er

gennemført, afregnes der endeligt.’

Forholdet til tidligere praksis

Jeg har tidligere i en sag

gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1994, side 427ff, udtalt at

spørgsmålet om anerkendelse af en privat religiøs uddannelse i et andet

nordisk land som SU-berettigende byggede på en fortolkning af det dagældende

retsgrundlag og ikke på et rent skøn. I den pågældende sag havde SU-styrelsen

afslået at godkende studerende ved Metodistkirkens Teologiske Seminarium i

Sverige som SU-berettigede uagtet at styrelsen tidligere havde anerkendt

studerende ved seminariet som SU-berettigede. Det var min opfattelse at

styrelsen ikke havde holdepunkter for at antage at den første fortolkning var

urigtig.

Det er min opfattelse at der

ikke er grundlag for at antage at den tidligere praksis i sig selv kan

bevirke

at ministeriet er forpligtet til at godkende uddannelsen ved trossamfundets

teologiske seminarium som SU-berettigende.

Ved min vurdering har jeg

bl.a. lagt vægt på at min tidligere udtalelse vedrører SU-berettigelse til

Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Sverige, og denne sag omhandler

SU-berettigelse til trossamfundets teologiske seminarium i Danmark. Til grund

for min tidligere udtalelse lå endvidere at uddannelsen ved Metodistkirkens

Teologiske Seminarium i Sverige på daværende tidspunkt var delvis

ækvivalerbar

med teologistudiet i Danmark på den måde at uddannelsen ville kunne

meritoverføres

til teologistudiet i Danmark, og at præster uddannet på seminariet ville

kunne

opnå ansættelse i folkekirken. Jeg har forstået at dette ikke (længere) er

tilfældet for så vidt angår trossamfundets teologiske seminarium.

Endvidere kan jeg henvise

til at SU-lovens regler om anerkendelse af private uddannelser efterfølgende

er

blevet ændret. Det fremgår nu udtrykkeligt af forarbejderne til den SU-lov

som

gjaldt da Undervisningsministeriet traf afgørelse i 1997 i denne sag at

spørgsmålet om godkendelse af en privat uddannelse som SU-berettigende er

overladt til ministerens skøn ud fra uddannelsespolitiske og dermed

økonomiske

hensyn.

Forholdet til religionsfrihed

Grundlovens §§ 67 og 70 har

følgende ordlyd:

’

§ 67.

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud

på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller

foretages, som strider imod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 70.

Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning

berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder

eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.’

Art. 9 i den europæiske

menneskerettighedskonvention er sålydende:

’

Art. 9

Stk. 1.

Enhver har ret

til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret

omfatter

frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller

sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro

gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse

skikke.

Stk. 2.

Frihed til at

udøve sin religion eller tro skal kunne underkastes sådanne begrænsninger,

som

er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn

til

den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller

sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.’

Den europæiske menneskerettighedskonventions

art. 9 beskytter bl.a. retten til at udøve religion gennem undervisning.

Dette

indebærer retten til at undervise og til at modtage undervisning om religiøse

forhold. Derfor må retten til at uddanne præster og til at blive uddannet som

præst inden for en bestemt trosretning efter min opfattelse være omfattet af

beskyttelsen i art. 9. Jeg henviser til at Domstolen i sagen Kokkinakis vs.

Grækenland, EMD 260-A, har anset retten til at missionere for omfattet af

beskyttelsen. Se også Peer Lorenzen, Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention (1994), s. 256f.

Jeg har derimod ikke

grundlag for at antage at der efter den europæiske

menneskerettighedskonvention

skulle være en ret til at modtage offentlig støtte til uddannelse af præster.

Godkendelse af trossamfundets teologiske seminarium som SU-berettigende vil

derfor ikke kunne støttes direkte på art. 9.

Det må ligeledes antages at

retten til at uddanne præster er omfattet af beskyttelsen i grundlovens § 67

når den udgør et nødvendigt grundlag for udøvelsen af religionen, jf. Poul

Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), s. 633, Preben Espersen, Kirkeret

-

Almindelig Del (1993), s. 41, og Hans Gammeltoft-Hansen i Danmarks Riges

Grundlov med Kommentarer (1999), s. 322. Modsat Alf Ross, Dansk

Statsforfatningsret 2, 3. udg. (1983), s. 754. Denne bestemmelse medfører

derimod heller ikke ret til i form af uddannelsesstøtte eller på anden måde

krav at modtage statslig støtte til en sådan uddannelse, jf. tillige min

udtalelse s. 432 i Folketingets Ombudsmands beretning for 1994.

Trossamfundets teologiske

seminarium har derfor heller ikke krav på at blive godkendt som

SU-berettigende

direkte som følge af grundlovens bestemmelser om religionsfrihed.

Vurdering af hensynene bag afvisningen af at godkende seminariet

Ifølge SU-lovens § 3 (jf.

lovbekendtgørelse nr. 430 af 23. maj 1996) er beslutningen om hvorvidt en

uddannelse skal godkendes som SU-berettigende, overladt til

undervisningsministeren. Det fremgår ligeledes udtrykkeligt at godkendelsen

kan

trækkes tilbage.

I forarbejderne til SU-loven

er det præciseret at beslutningen er overladt til ministerens skøn ud fra

uddannelsespolitiske og økonomiske hensyn. Ved vurderingen skal inddrages

oplysninger om uddannelsens erhvervskompetence, kvalitet, indhold, bredere

erhvervssigte, varighed og anvendelse af og betaling for godkendte censorer

mv.

I SU-bekendtgørelsen er det

i § 6 bestemt at en privat uddannelse i særlige tilfælde kan godkendes som

SU-berettigende, og der er i reglen opstillet nogle betingelser for at en

godkendelse skal kunne gives. Det stilles bl.a. som krav at uddannelsen giver

en erhvervskompetence som umiddelbart og påviseligt kan finde almindelig

anvendelse i Danmark, og at uddannelsen har et indhold og en kvalitet der

står

mål med dansk undervisningsstandard og ikke har et snævert erhvervssigte.

For så vidt angår private

religiøse uddannelser, har Undervisningsministeriet i denne sag stillet som

betingelse at uddannelserne for at blive godkendt som SU-berettigende skal

leve

op til de akademiske standarder der gælder for universitetsuddannelser i

Danmark, herunder at undervisningen er forskningsbaseret, og at underviserne

er

ansat efter kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen for højere

uddannelsesinstitutioner. Skønsudøvelsen er hermed blevet begrænset for de

private religiøse uddannelser idet skønsudøvelsen først begynder når

betingelsen om ’universitetsniveau’ er opfyldt.

Jeg har forstået Undervisningsministeriet således at uddannelsen ved

trossamfundets teologiske seminarium er blevet afvist som SU-berettigende

allerede fordi kriteriet om universitetsniveau ikke er opfyldt.

Undervisningsministeriet har

som begrundelse for at indføre en sådan regel der begrænser skønnet, henvist

til at dette er i overensstemmelse med forarbejderne til SU-loven (og således

har hjemmel i SU-loven), og at lovgrundlaget ikke udelukker at der anvendes

’snævre målestokskriterier’ for hvilke uddannelser der godkendes

som

SU-berettigende. Af hensyn til at sikre en administrerbar ordning og en

fornøden kvalitet på området har den interne regel været nødvendig.

Ministeriet

finder ved at opstille reglen at have imødekommet behovet for forudsigelighed

og mindsket risikoen for usaglig forskelsbehandling. For så vidt angår

spørgsmålet

om hensynet til religionsfriheden, fremgår det af ministeriets udtalelser i

sagen at grundloven efter ministeriets opfattelse alene sikrer retten til

religionsfrihed, men ikke giver en dertil svarende ret til offentligt tilskud

til et trossamfunds præsteuddannelse. Det fremgår desuden at spørgsmålet om

hensynet til religionsfriheden har været overvejet i forbindelse med

opstillingen af den interne regel hvor et andet kriterium – spørgsmålet

om

anerkendt trossamfund eller ej – blev forkastet, netop fordi det

angiveligt

ville være i strid med grundlovens § 70.

Jeg har forstået Dem sådan

at det bl.a. er Deres opfattelse at Undervisningsministeriet ved at opstille

den interne regel ulovligt har begrænset skønnet, bl.a. ved at afskære

inddragelsen af hensynet til religionsfriheden, og at anvendelsen af den

interne regel udgør et brud på den almindelige lighedsgrundsætning og på den

specielle lighedsgrundsætning som grundlovens § 70 er et udtryk for.

Den almindelige lighedsgrundsætning – forholdet til andre

uddannelsesområder

Det antages at der i dansk

ret gælder en almindelig lighedsgrundsætning som går ud på at væsentligt lige

forhold skal behandles lige i retlig henseende,

jf. bl.a. Bent Christensen, Forvaltningsret

– Opgaver, Hjemmel, Organisation (1997) s. 185, og Jon Andersen mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 236. Jeg har tidligere udtalt mig om dette

spørgsmål, bl.a. i en sag gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for

1977, s. 217*.

Undervisningsministeriet har

som beskrevet opstillet nogle særlige retningslinjer for udøvelse af skønnet

for så vidt angår private religiøse uddannelser. Kravet om at uddannelserne

skal leve op til de akademiske standarder der gælder for

universitetsuddannelser, stilles således ikke til alle uddannelser. Det

fremgår

da også af den oversigt De har fået over godkendte private uddannelser at der

er blevet godkendt mange uddannelser der ikke har universitetsniveau. Jeg

forstår Dem sådan at det efter Deres opfattelse er i strid med den

almindelige

lighedsgrundsætning at stille højere krav, herunder om et akademisk niveau,

til

private religiøse uddannelser end til andre godkendte private uddannelser. De

mener at det er mere naturligt at sammenligne uddannelsen til ( )-præst med

f.eks. læreruddannelsen end med teologistudiet på universitetet.

Efter SU-bekendtgørelsen kan

private uddannelser kun i særlige tilfælde anerkendes som støtteberettigende.

Det er således ikke forudsat at alle private uddannelser skal være

støtteberettigende, og der foreligger derfor en situation hvor ministeren ud

fra uddannelsespolitiske og økonomiske hensyn kan godkende at nogle

uddannelser

ud fra den samlede mængde af private uddannelser kan opnå status som

støtteberettigende. I en sådan situation må myndigheden være berettiget til

at

klassificere de enkelte uddannelser efter saglige kriterier og eventuelt

stille

forskellige krav til de uddannelser der falder inden for forskellige grupper,

jf. herved bl.a. Bent Christensen, Forvaltningsret – Opgaver, Hjemmel,

Organisation (1997), s. 185f, Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige

Emner, 3. udg., (1997), s. 210, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994,

s.

236f, og U1996.797H. Hvis det kriterium der er afgørende for om der sker

forskelsbehandling, er sagligt og relevant i forhold til den afgørelse som

skal

træffes, har den almindelige lighedsgrundsætning ingen betydning.

Baggrunden for at stille de

høje krav om akademisk niveau for religiøse uddannelser er et ønske om at

sikre

den fornødne kvalitet på området, herunder at sikre en administrerbar

ordning.

Jeg har ikke grundlag for at fastslå at sådanne kriterier ikke er lovlige og

relevante. I den forbindelse kan jeg ligeledes henvise til at det i

bemærkningerne til SU-loven fra 1997 i beskrivelsen af ministeriets

godkendelsespraksis er nævnt at der for nogle typer af uddannelser stilles

særlige krav til godkendelse.

Den specielle lighedsgrundsætning i grundlovens § 70

Efter grundlovens § 70 som

citeret ovenfor kan ingen på grund af sin trosbekendelse ’berøves adgang

til

den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder’. Bestemmelsen

forhindrer såvel lovgiver som administrationen i skønsmæssige anliggender at

diskriminere på grund af personers trosopfattelse.

Spørgsmålet er om det

forhold at der stilles særlige krav til netop private

religiøse

uddannelser, kan udgøre en overtrædelse af den specielle

lighedsgrundsætning i grundlovens § 70 selv om kriteriet om at sikre den

fornødne kvalitet som grundlag for forskelsbehandling som ovenfor nævnt er

sagligt og relevant.

Bestemmelsen i grundlovens §

70 må forstås således at den omfatter enhver form for direkte eller indirekte

forskelsbehandling på grundlag af de i bestemmelsen forbudte

diskriminationsgrunde, jf. bl.a. Lars Adam Rehof i Danmark Riges Grundlov med

kommentarer, 1999, s. 333, Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret, 1997, bind 3,

s.

147, Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave 1983, s. 758, og den sag

der er trykt i min beretning for 1988, s. 121*.

Som det fremgår af det

forudgående afsnit, fandt jeg at det høje kvalitetskrav til religiøse

uddannelser

ikke var i strid med den almindelige lighedsgrundsætning. Ved min gennemgang

af

sagen har jeg heller ikke grundlag for at fastslå at det særlige

kvalitetskrav

er udtryk for direkte eller indirekte diskrimination i grundlovens §

70’s

forstand.

Ved min vurdering heraf har

jeg bl.a. lagt vægt på at godkendelsesbegrænsningen ikke diskriminerer ud fra

den enkelte studerendes religiøse overbevisning, at det ikke er udelukket at

en

privat religiøs uddannelse kan opnå godkendelse som SU-berettigende, og at

der

ikke kræves højere kvalitetskrav til de private religiøse uddannelser end de

krav der stilles til teologistudiet på universitetet.

Ulovlig begrænsning af skønnet? Manglende inddragelse af hensynet til

religionsfriheden?

Forvaltningen vil i forbindelse

med en skønsmæssig afgørelse som udgangspunkt være ret frit stillet med

hensyn

til inddragelse og vægtning af lovlige kriterier, jf. bl.a. Jon Andersen mfl.

Forvaltningsret, (1994), s. 245.

Hvad angår inddragelse,

modificeres udgangspunktet bl.a. af at visse kriterier betragtes som

pligtmæssige. Det gælder f.eks. kriterier der er beskrevet i lovgivningen, og

kriterier der kan udledes af menneskerettigheder, herunder grundlovens (og

den

europæiske menneskerettighedskonventions) frihedsrettigheder, bl.a. hensynet

til religionsfriheden, jf. grundlovens § 67. Se bl.a. Jon Andersen mfl.,

Forvaltningsret, 1994, s. 245, og Bent Christensen, Forvaltningsret –

Opgaver,

Hjemmel, Organisation, 3. udgave, 1997, s. 178f.

Hvad angår vægtningen,

fraviges udgangspunktet bl.a. også for så vidt angår kriterier der kan

udledes

af menneskerettigheder, herunder de ovennævnte frihedsrettigheder.

Ombudsmanden

har i flere tidligere sager udtalt at der gælder en pligt for

forvaltningsmyndighederne til ved udøvelsen af en skønsmæssig beføjelse

(positivt) at tage hensyn til borgernes udøvelse af disse friheder og i

videst

mulig udstrækning undgå at lægge hindringer i vejen for frihederne. Hensynet

til religionsfriheden bør således indgå i en myndigheds skønsmæssige

vurdering

med høj prioritet. Jeg henviser bl.a. til mine udtalelser i Folketingets

Ombudsmands beretning for 1977, s. 435ff*, 1983, s. 101ff og s. 248ff*, 1988,

s. 121ff og 1989, s. 78ff*. Desuden henvises til Vestre Landsrets dom

gengivet

i Ugeskrift for Retsvæsen 1977, s. 872, og til Bent Christensen,

Forvaltningsret

– Opgaver, Hjemmel, Organisation (1997), s. 161, Jens Garde mfl.,

Forvaltningsret,

Almindelige Emner (1997), s. 215, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret

(1994), s. 239.

Udgangspunktet om at

forvaltningen i afvejningsfasen står retligt frit, modificeres også af at

skønnet

i et vist omfang kan være pligtmæssigt.

Hvis retsgrundlaget ikke

giver holdepunkter for det modsatte, antages det således at interne regler

der

begrænser skønnet kraftigt, som udgangspunkt ikke kan anses for lovlige.

Vurderingen af lovligheden beror på reglens udformning og baggrund, behovet

for

standardisering af sagsbehandlingen på det pågældende område samt afgørelsens

art. På områder hvor administrative hensyn og behovet for forudsigelighed er

særlig tungtvejende, gælder der således ikke en formodning imod at en

begrænsning

af skønnet er ulovlig,

jf. bl.a. Jon

Andersen mfl., Forvaltningsloven, 1994, s. 246f, Bent Christensen,

Forvaltningsret – Opgaver, Hjemmel, Organisation, 3. udgave 1997, s.

175, og

Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave 1997, s. 221.

Se

også dommen U1993.307H.

Spørgsmålet er herefter om

den interne regel som Undervisningsministeriet har opstillet vedrørende det

høje

kvalitetskrav der stilles til private religiøse uddannelser – en regel

som

begrænser skønsudøvelsen – er lovlig.

Undervisningsministeriet har

om baggrunden for den interne regel som ovenfor nævnt henvist til at reglen

er

nødvendig af hensyn til at sikre en fornøden kvalitet på området. Med

ordningen

finder ministeriet også at imødekomme behovet for forudsigelighed og mindske

risikoen for usaglig forskelsbehandling.

Jeg forstår på ministeriets

notat af 16. august 1993 at ministeriet finder at ministeriet meget

vanskeligt

– heller ikke ved hjælp af fagkyndig bistand – vil kunne foretage

en faglig

bedømmelse af mulige præsteuddannelser inden for en række trossamfund. Hvis

der

ikke stilles en objektiv, målbar minimumsstandard for kvaliteten af

uddannelserne, vil man derfor kunne risikere at godkendelse af en

præsteuddannelse som SU-berettigende ville kunne medføre at en lang række af

præsteuddannelser må godkendes. Udgifterne til SU på dette område –

særligt i

forhold til private præsteuddannelser i udlandet – kunne derigennem

blive

forøget i forhold til det nuværende niveau hvor private præsteuddannelser

ikke

godkendes som SU-berettigende.

Som det fremgår af

forarbejderne til SU-loven fra 1995, var det grundlæggende overladt til

undervisningsministerens

skøn ud fra uddannelsespolitiske og hermed økonomiske hensyn at vurdere

hvilke

private uddannelser der skulle godkendes som SU-beretttigende. Ved denne

vurdering skulle der bl.a. tages hensyn til uddannelsens kvalitet og indhold.

På baggrund af

Undervisningsministeriets oplysninger om at den interne regel tillige er

nødvendig for at sikre fornøden kvalitet, og på baggrund af de (økonomiske)

konsekvenser som godkendelse af nogle præsteuddannelser der ikke lever op til

det høje kvalitetskrav kan have, finder jeg at behovet for standardisering og

forudsigelighed på dette område er af en sådan karakter at jeg ikke har fuldt

tilstrækkeligt grundlag for at antage at den interne regel skulle være

ulovlig

som følge af at skønnet er sat under regel.

For så vidt angår spørgsmålet

om hensynet til religionsfriheden, har jeg lagt vægt på at hensynet til

religionsfriheden kan indgå som kriterium i den afvejning som skal foretages

hvis kravene som fastsat i den interne regel er opfyldt.

Da Undervisningsministeriets

afgørelse om ikke at anerkende seminarets præsteuddannelse som

SU-berettigende

er truffet i overensstemmelse med den interne regel, har jeg således heller

ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afgørelsen.

Partshøring

Reglerne om hvornår en

myndighed skal partshøre, findes i forvaltningslovens § 19 (lov nr. 571 af

19.

december 1985 som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991). Bestemmelsen har

følgende ordlyd:

’

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed

må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende

grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.’

Efter bestemmelsen skal der

således kun foretages partshøring om oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder. Det antages imidlertid at oplysninger der beror på andre

myndigheders eller særlig sagkyndiges kvalifikation af faktum, ligeledes

omfattes af pligten, jf. herved bl.a. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret

(1994), s. 341, og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave

(1999), s. 375.

Dekan (B), Det Teologiske

Fakultet, Københavns Universitet, afgav den 5. juli 1995 en udtalelse til

Undervisningsministeriet. I udtalelsen skrev han bl.a. at spørgsmålet om

hvorvidt en privat præsteuddannelse skulle godkendes som SU-berettigende,

måtte

være afhængigt af om uddannelsen levede op til de akademiske og

videnskabelige

standarder der stilles til en universitetsuddannelse. Dette krav indebar

bl.a.

at undervisningen skulle være baseret på forskning, og at underviserne skulle

være ansat efter kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen. (B) foretog i

udtalelsen også en vurdering af om uddannelsen til ( )præst ville kunne leve

op

til kravene.

Oplysningerne i dekan (B)’s

udtalelse er efter min opfattelse af en sådan karakter at de i henhold til

det

der er anført ovenfor, kan karakteriseres som oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder i forvaltningslovens § 19’s forstand. Da jeg må

lægge

til grund at oplysningerne desuden var af væsentlig betydning for sagens

afgørelse, og da trossamfundets teologiske seminarium ikke var bekendt med at

Undervisningsministeriet var i besiddelse af oplysningerne, burde ministeriet

efter min opfattelse i medfør af forvaltningslovens § 19 have partshørt

trossamfundets

teologiske seminarium over oplysningerne i udtalelsen. Jeg har gjort

ministeriet bekendt med min opfattelse.

Jeg bemærker at jeg ikke har

taget stilling til spørgsmålet om hvorvidt der burde have været partshørt

over

de to udtalelser af 29. juli 1993 og 10. april 1996 fra Kirkeministeriet og

over

Kammeradvokatens udtalelse af 24. februar 1997.

Begrundelse

Af forvaltningslovens §§ 22

og 24 (lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni

1991) fremgår følgende:

’

§ 22.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.

...

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.’

En begrundelse for en

afgørelse skal som nævnt i forvaltningslovens § 24 indeholde en henvisning

til

de retsregler som afgørelsen er truffet efter. Henvisningen til retsreglerne

skal omtale disse så de uden videre kan identificeres af afgørelsens adressat

ved angivelse af lovens eller bekendtgørelsens nummer og dato samt ved præcis

angivelse af de relevante bestemmelsers paragrafnummer, stk., litra eller

nummer, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 368.

Undervisningsministeriets

afgørelse af 24. juni 1997 indeholder ikke en henvisning til de retsregler

som

afgørelsen er truffet efter.

Ministeriets begrundelse for

afslaget på trossamfundets teologiske seminariums ansøgning om SU-godkendelse

af uddannelsen ved seminariet opfylder dermed ikke kravet i

forvaltningslovens

§ 24 om en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke en afgørelse er

truffet. Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.

Under hensyn til at

Undervisningsministeriet i sit brev af 6. marts 1998 til Dem har beklaget den

lange sagsbehandlingstid, finder jeg ikke grundlag for at tage stilling til

dette spørgsmål.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”

NOTER: (*)

FOB 1994, s. 427, FOB 1977, s. 217 og

435, FOB 1988, s. 121, FOB 1983, s. 101 og 248 og

FOB 1989, s. 78.

Lignende dokumenter