SU-berettigende uddannelser. Partshøring. Begrundelse. Lighedsgrundsætning. Skøn under regel
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
SU-berettigende uddannelser. Partshøring. Begrundelse.
Lighedsgrundsætning. Skøn under regel
Sagen angik et trossamfunds
teologiske seminarium der var en privat uddannelsesinstitution ejet og drevet
af trossamfundet. Trossamfundet havde siden 1952 været et statsanerkendt
trossamfund. Seminariet havde i flere årtier uddannet trossamfundets kommende
præster. Præsteuddannelsen var en treårig videregående uddannelse der byggede
på studentereksamen eller tilsvarende uddannelse. Eleverne blev undervist i
forskellige teologiske discipliner og praktisk teologi.
Det teologiske seminarium
havde siden 1990 søgt at opnå godkendelse som berettigende til statens
uddannelsesstøtte (SU). Den 6. juni 1990 afviste Undervisningsministeriet at
godkende uddannelsen efter den daværende lovgivning under henvisning til at
uddannelsen havde et snævert erhvervssigte, og at stigende udgifter til
uddannelsesstøtte
bevirkede at ministeriet var tilbageholdende med godkendelse af nye
uddannelser.
Undervisningsministeriet
blev den 24. maj 1993 af trossamfundets teologiske seminarium bedt om på ny
at
overveje spørgsmålet om godkendelse. I anledning heraf anmodede
Undervisningsministeriet den 30. juni 1993 Kirkeministeriet om en udtalelse.
Kirkeministeriet
afgav udtalelse den 29. juli 1993. Af udtalelsen fremgik følgende:
”I skrivelse af 30. juni
1993 har Undervisningsministeriet anmodet Kirkeministeriet om en udtalelse om
objektive kriterier, der kan lægges til grund for godkendelse af private
præsteuddannelser som SU-berettigende.
I anledning heraf skal man
meddele, at Kirkeministeriet udover den af Undervisningsministeriet
Læs alt
foreslåede
hovedbegrænsning til at give godkendelser til de ved kgl. resolution
anerkendte
trossamfund, skal pege på, at Kirkeministeriet i medfør af ægteskabslovens §
16, stk. 1, nr. 3 har meddelt vielsesbemyndigelse til præster inden for
ikke-anerkendte trossamfund og dermed godkendt disse som trossamfund.”
I forbindelse med
udtalelsen fremkom Undervisningsministeriet med følgende overvejelser i et
notat af 16. august 1993:
”I dag godkendes private
uddannelser med religiøst indhold ikke som SU-berettigende.
M har imidlertid lovet såvel
(A) som trossamfundet der også har henvendt sig herom, at overveje en
SU-godkendelse. Der er taget forbehold for Kirkeministeriets udtalelse om
spørgsmålet, idet der kunne forudses at blive afgrænsningsproblemer.
UVM har foreslået, at en
hovedbegrænsning kunne være alene at give godkendelser til præsteuddannelser
inden for de ved kgl. resolution anerkendte trossamfund. Der henvises til
vedlagte oversigt.
KM har nu meddelt, at man ud
over at have meddelt anerkendelse ved kgl. resolution til visse trossamfund
også har meddelt vielsesbemyndigelse til præster inden for andre trossamfund
efter ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, og dermed godkendt disse som
trossamfund, jf. oversigten. Det bemærkes, at godkendelse i dag udelukkende
sker på sidstnævnte måde; det er altså ikke længere muligt for et trossamfund
at blive anerkendt ved kgl. resolution.
KM har ved et møde den 11.
august 1993 uddybet sin holdning derhen, at der ikke er grundlag for at
forskelsbehandle de trossamfund, der er nævnt i oversigten. Hvis UVM således
vælger at give SU til uddannelserne til ( )-præst og metodistpræst, skal
uddannelse til præst inden for alle de nævnte trossamfund have mulighed for
at
blive godkendt som SU-berettigende. Anden objektiv begrænsning er efter KM's
opfattelse ikke mulig, jf. også Grundlovens bestemmelse om trosfrihed.
Dette giver anledning til
følgende overvejelser:
1) Uddannelser i Danmark
Efter SU-bekendtgørelsen
skal en uddannelse for at blive godkendt have et indhold og en kvalitet, der
står mål med dansk undervisningsstandard. Uddannelsen må heller ikke have et
for snævert erhvervssigte.
UVM kan meget vanskeligt
foretage en faglig bedømmelse af mulige præsteuddannelser inden for en række
af
de trossamfund, der er nævnt i oversigten.
Vi vil heller ikke kunne stå
inde for godkendelsen af censorer. Desuden kan vi ikke pege på andre
ministerier,
der kan varetage opgaven.
Hvis der er meget få
menighedsmedlemmer, kan vi muligvis afslå med den begrundelse, at
erhvervssigtet
er for snævert, men det er en svært håndterlig begrundelse.
Konsekvenserne af en ændret
praksis vil derfor nok blive, at præsteuddannelser inden for de i oversigten
nævnte trossamfund kan blive SU-godkendt, hvis uddannelserne i øvrigt
opfylder
de grundlæggende SU-betingelser (mindst 3 måneders ulønnet
heltidsuddannelse).
Der vil nok næppe komme
mange ansøgninger om SU til disse uddannelser her i landet.
2) Uddannelser i udlandet
Der vil utvivlsomt i langt
højere grad blive søgt om SU til private præsteuddannelser i udlandet.
Styrelsen for Statens
Uddannelsesstøtte og Nævnet om Støtteberettigende Uddannelser i Udlandet vil
utvivlsomt få meget store problemer med at vurdere sådanne ansøgninger, men
vil
næppe kunne sige nej til uddannelserne inden for de i oversigten nævnte
trossamfund, hvis de opfylder de grundlæggende SU-betingelser.
Konklusion
En godkendelse af de to uddannelser,
som der pt. konkret er tale om – baptister og metodister – kan på
grundlag af
Kirkeministeriets udtalelse forudses at kunne få meget vidtgående
konsekvenser.
Det er herefter spørgsmålet,
om man fra politisk side er indstillet på en ændring af praksis, eller om vi
skal fastholde den tidligere holdning om nej til SU-godkendelse.”
I perioden 31. august 1993
til 11. august 1994 var der vekslende korrespondance mellem
Undervisningsministeren
og medlem af Folketinget for Kristeligt Folkeparti, A. Af ministerens brev af
26. oktober 1993 til A fremgik bl.a.:
”På denne baggrund må jeg
fastholde den praksis, vi har i dag, om ikke at give SU-godkendelse til
private
præsteuddannelser.”
Af ministerens brev af 11.
august 1994 til A fremgik bl.a.:
”Jeg er orienteret om, at
Folketingets Ombudsmand i en afgørelse af 27. juni 1994 vedrørende
uddannelsesstøtte
til studerende ved Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Sverige har sat
spørgsmålstegn ved SU-Styrelsens praksis på dette område.
På denne baggrund vil jeg
tage spørgsmålet om uddannelsesstøtte til ( )’s og metodisternes
teologiske
uddannelser op til fornyet overvejelse, og ministeriet vil efter sommerferien
eventuelt tage en ny drøftelse med Kirkeministeriet i sagen.”
Dekan B, Det Teologiske Fakultet, Københavns
Universitet, afgav den 5. juli 1995 følgende udtalelse til
Undervisningsministeriet:
”Inden for den systematiske
teologi er det almindeligt at skelne mellem teologiens forhold til
universitetet,
til kirken og til samfundet.
For så vidt angår forholdet
til universitetet må teologien eller det teologiske studium leve op til
akademiske og videnskabelige standarder. Det vil bl.a. sige, at
undervisningen
skal være baseret på forskning, og at underviserne skal være ansat efter
kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen eller tilsvarende. Det vil videre
sige, at de teologiske kildeskrifter skal udforskes og behandles som alle
andre
tekster uden konfessionelle eller andre fordomme.
For så vidt angår forholdet
til kirken (eller tilsvarende trossamfund) skal teologiske kandidater kunne
varetage de funktioner, der er brug for dér.
Og endelig skal teologien
forholde sig til og være relevant for det samfund, der direkte eller
indirekte
finansierer studiet.
Ud fra disse kriterier vil
f.eks. en fundamentalistisk læsning af Bibelen eller Koranen ikke være
acceptabel. Omvendt vil en teologisk kandidat, der ikke er i stand til at
forholde sig til bibelske tekster eller til bekendelsesskrifter, ikke være
anvendelig i kirken. Og en sekterisk afvisning af samfundet eller hævdelse af
normer, som er i direkte modstrid mod samfundets normer, vil ikke kunne
kvalificeres teologisk.
Hvad de nævnte eksempler
angår, har jeg ingen grund til at tro, at en uddannelse til rabbi ikke skulle
kunne leve op til kriterierne. Derimod er ( )’s problem, at deres
uddannelse
ikke svarer til ansættelsesbekendtgørelsen. Alle mulige sekteriske eller
nyreligiøse uddannelser overholder ikke de opregnede kriterier. Jeg har svært
ved at forestille mig, at en uddannelse til muslimsk præst kan leve op til
det
første og det andet kriterium.
Konkluderende vil jeg mene,
at der vil være relativt få tilfælde, hvor det vil være berettiget at give SU
til en uddannelsessøgende, der ikke studerer ved et af de teologiske
fakulteter
herhjemme eller et af de gamle anerkendte fakulteter i Europa. Jeg kunne
forestille mig, at en uddannelse til rabbi hører til dem. Der vil naturligvis
også være katolske eller baptistiske fakulteter i udlandet, som lever op til
de
nævnte kriterier.
I øvrigt
kan
jeg, for så vidt
USA
angår, henvise til The American
Council of Education's 'Commission on Recognition of Postsecondary
Accreditatons', som udgiver en liste over 'Accredited Institutions of
Postsecondary Education'.
Jeg ved, at SU-styrelsen bruger den.”
Undervisningsministeriet bad
den 27. marts 1996 Kirkeministeriet om en udtalelse om hvilken forskel der
var
i rettighederne for de ved kgl. resolution anerkendte trossamfund og andre
(godkendte/ikke anerkendte) trossamfund uden for folkekirken. Af
Kirkeministeriets udtalelse af 10. april 1996 fremgik:
”Med henvisning til
Undervisningsministeriets brev af 27. marts 1996 (j.nr. ) angående S.U. til
private præsteuddannelser skal man meddele, at præster inden for de ved kgl.
resolution anerkendte trossamfund kan anerkendes til at udføre kirkelige
handlinger – dåb og ægtevielse – med borgerlig gyldighed samt til
at føre
ministerialbøger og udstede udskrifter efter disse med samme offentlige
troværdighed,
som tilkommer de af folkekirkens præster udstedte attester.
Der er i Danmark uden for
folkekirken 11 trossamfund, der i tiden 1682 - 1958 er blevet anerkendt ved
kgl. resolution. Herudover er der 34 andre trossamfund, som siden 1970 er
blevet anerkendt i den forstand, at Kirkeministeriet i medfør af
ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, kan bemyndige de til trossamfundene
knyttede præster til at foretage ægtevielser med borgerlig gyldighed.
Anerkendelse
i medfør af ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, medfører ikke andre
retsvirkninger.
...”
Den 24. november 1996
fremkom trossamfundets teologiske seminarium med en redegørelse til
Undervisningsministeriet om aktuelle erfaringer vedrørende meritoverførsel
fra
seminariet til de teologiske fakulteter i København og Århus.
Undervisningsministeriet bad
den 10. januar 1997 Kammeradvokaten om en udtalelse til sagen.
Kammeradvokaten
afgav udtalelsen den 24. februar 1997.
Den 26. maj 1997 rykkede
trossamfundets teologiske seminarium Undervisningsministeriet for en
afgørelse
i sagen.
Undervisningsministeriet
traf afgørelse i sagen den 24. juni 1997. Af afgørelsen fremgik:
”...
Vi har nu afsluttet vores
overvejelser om spørgsmålet i ministeriet, og jeg beklager at måtte meddele,
at
vi ikke ser os i stand til at imødekomme jeres ansøgning om SU-godkendelse.
Baggrunden for afslaget er,
at vi finder, at vi har måttet anvende de 'målestokke', vi har efter
lovgivningen,
dvs. uddannelsens kvalitet, indhold, erhvervssigte mv. meget restriktivt for
at
have en ordning, som er administrerbar i relation til tilsvarende
ansøgninger.
Vi har således fundet at måtte
stille som krav, at en uddannelse lever op til de akademiske og
videnskabelige
standarder, der gælder for universitetsuddannelser i Danmark, herunder at
undervisningen er forskningsbaseret, og at underviserne er ansat efter
kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen for højere
uddannelsesinstitutioner.
Vi har undersøgt, om vi
kunne medtage uddannelser, som helt eller delvist kan meritoverføres til de
teologiske kandidatuddannelser i Danmark, men har ikke fundet kriteriet
anvendeligt. Jeg har forstået, at kriteriet ikke ville hjælpe jer, da
universiteterne i dag ikke godkender meritoverførsel fra seminariets
uddannelse
til den teologiske kandidatuddannelse.
Jeg kan oplyse, at
Undervisningsministeriet har drøftet sagen med Kirkeministeriet og
Kammeradvokaten
med henblik på andre praksismuligheder.
Både Kirkeministeriet og
Kammeradvokaten har konkluderet, at ministeriet ikke ved en godkendelse kan
lægge vægt på, om uddannelsen har tilknytning til et trossamfund, der er
anerkendt ved kongelig resolution.
Kirkeministeriet har oplyst,
at sondringen mellem et trossamfund, anerkendt ved kongelig resolution, og et
i
øvrigt godkendt trossamfund, ikke kan anvendes som kriterium i denne
sammenhæng, bl.a. fordi trossamfund i dag alene godkendes på sidstnævnte
måde,
dvs. tillægges vielsesbemyndigelse i henhold til ægteskabslovens § 16, stk.
1,
nr. 3.
Det er tillige
Kammeradvokatens opfattelse, at dette kriterium savner tilstrækkelig hjemmel
i
SU-loven, også selv om Undervisningsministeriet måtte vælge at ligestille
trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution og andre godkendte
trossamfund, idet kriteriet ikke gør det muligt at inddrage hensyn til
uddannelsens kvalitet, indhold, erhvervssigte mv.
Endvidere vil en skelnen
mellem de enkelte trossamfund i denne sammenhæng efter Kammeradvokatens
opfattelse være i strid med grundlovens § 70 om forbud mod diskriminering på
grundlag af tro, jf. også grundlovens § 67 om trosfrihed.
Jeg har derfor besluttet at
fastholde ministeriets hidtidige meget restriktive praksis på dette område.
...”
Advokat C klagede den 11.
november 1997 til mig over Undervisningsministeriets afgørelse. Advokaten
anførte bl.a. at afgørelsen var truffet på et utilstrækkeligt grundlag, og at
ministeriet ikke havde hjemmel til sin restriktive praksis. Han anførte også
at
studiet er en seminarieuddannelse, og at ministeriets sammenligning med
universitetsuddannelsen cand.theol. var fejlagtig. Endelig klagede han over
begrundelsen og over ministeriets sagsbehandlingstid. Jeg sendte den 20.
november
1997 sagen over til ministeriet som en anmodning fra ham om at ministeriet
tog
stilling til hans indsigelser.
Undervisningsministeriet
svarede advokaten den 6. marts 1998. Ministeriets anførte følgende:
”...
De klager over,
-
at ministeriets afgørelse
er truffet på et utilstrækkeligt grundlag, og at ministeriet ikke har været i
besiddelse af de oplysninger, der er fornødne for at vurdere, om kriterierne
for godkendelse er opfyldt,
-
at ministeriet ikke
har hjemmel til sin restriktive praksis, herunder at ministeriet ikke har
inddraget
hensynet til den grundlovssikrede religionsfrihed,
-
at ministeriets
afgørelse ikke stemmer overens med EU-rettens principper om arbejdskraftens
fri
bevægelighed,
-
at ministeriet ikke i
sin afgørelse har henvist til de relevante retsregler, jf. forvaltningslovens
§
24, og
-
at
sagsbehandlingstiden har været for lang.
Ministeriet har gennemgået
sagen på ny og skal herefter bemærke følgende:
Afgørelsen af, om en
uddannelse skal SU-godkendes, er overladt til undervisningsministerens skøn.
Ifølge bemærkningerne til
bestemmelsen om godkendelse af private uddannelser i SU-lovens § 3, som blev
vedtaget med lov nr. 448 af 14. juni 1995, indebar bestemmelsen ingen
ændringer
af den dagældende retstilstand. Om rækkevidden anføres følgende, jf.
Folketingstidende 1994-95, lovforslag nr. L 202:
'Det skal således fortsat
være overladt til ministerens skøn ud fra uddannelsespolitiske og hermed
økonomiske hensyn at vurdere, om der på et givet tidspunkt bør gives støtte
til
en privat uddannelse på grundlag af oplysninger om uddannelsens
erhvervskompetence, kvalitet, indhold, bredere erhvervssigte, varighed og
anvendelse af og betaling for godkendte censorer.'
I overensstemmelse hermed er
det i SU-bekendtgørelsen angivet, at det i
særlige
tilfælde kan godkendes, at en privat uddannelse giver ret til
uddannelsesstøtte, og senere, at en uddannelse ikke kan godkendes,
medmindre
de i bestemmelsen anførte krav
er opfyldt. Det understreges hermed, at bekendtgørelsens betingelser for en
godkendelse
har karakter af
mindstekrav.
Det kan i den forbindelse
oplyses, at det ved en ændring af SU-loven (L 1117 af 29. december 1997), der
trådte i kraft 1. januar 1998, i forbindelse med en ændring af
godkendelsesinstituttet efter lovens § 3 er understreget, at
undervisningsministeren har et skøn på dette område.
De ovennævnte bemærkninger
afgrænser selvfølgelig de hensyn, der lovligt kan lægges til grund for
afgørelser om godkendelse af private uddannelser som SU-berettigende, men
lovgrundlaget udelukker efter Undervisningsministeriets opfattelse ikke, at
der
anvendes snævre målestokskriterier for, hvilke uddannelser der godkendes som
SU-berettigende.
Som anført i afgørelsen af
24. juni 1997 har ministeriet fundet grundlag for at anvende snævre og dermed
klare målestokskriterier på dette uddannelsesområde for at sikre fornøden
kvalitet på området, herunder for at sikre en administrerbar ordning i
relation til de forvaltningsretlige regler og grundsætninger, herunder en
ensartet behandling.
Ministeriet har således
fundet at måtte stille som krav, at en uddannelse på dette område lever op
til
de akademiske og videnskabelige standarder, der gælder for
universitetsuddannelser på samme område i Danmark, herunder at undervisningen
er forskningsbaseret, og at underviserne er ansat efter kriterier som i
ansættelsesbekendtgørelsen for højere uddannelsesinstitutioner.
Vi finder også, at
ministeriet har været i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for
at
træffe en afgørelse på dette grundlag.
Vi er herunder klar over, at
uddannelsen ved (trossamfundet)’s teologiske seminarium ikke foregiver
at være
på niveau med universiteternes teologiske kandidatuddannelse, men snarere kan
sammenlignes med uddannelsen ved et folkeskoleseminarium. Efter ministeriets
opfattelse har uddannelsen ved seminariet imidlertid ikke krav på at blive
sammenlignet med andre (offentlige) seminarieuddannelser i denne forbindelse,
idet der som ovenfor anført kan fastsættes særlige kriterier for
SU-godkendelse
af visse typer af private uddannelser.
I øvrigt er der ikke
godkendt andre private seminarieuddannelser som SU-berettigende end Den Frie
Lærerskole i Ollerup, som også modtager statstilskud til driften.
Særligt for så vidt angår
spørgsmålet om hensynet til religionsfriheden bemærkes:
Efter ministeriets
opfattelse sikrer Grundloven alene retten til religionsfrihed, men giver ikke
en dertil svarende ret til offentligt tilskud til et trossamfunds
præsteuddannelse.
Det skal i den forbindelse
tilføjes, at Grundloven giver netop folkekirken en særstilling i
forfatningsretlig
henseende.
Der kan efter ministeriets
opfattelse ikke støttes nogen ret hverken på det forhold, at
(trossamfundet)’s
teologiske uddannelser i de andre nordiske lande berettiger til
uddannelsesstøtte efter disse landes regler, eller på det forhold, at alle
religiøse samfund er fuldstændigt ligestillede efter andre ministeriers
regler.
For så vidt angår forholdet
til EU-rettens regler om arbejdskraftens frie bevægelighed bemærkes, at
bestemmelserne på visse punkter sikrer vandrende arbejdstagere og deres børn
samme retsstilling som landets statsborgere. Dette giver imidlertid ikke
EU-statsborgere krav på en bestemt retsstilling, som danske statsborgere ikke
har.
Det er således ministeriets
opfattelse, at afgørelsen er truffet på et tilstrækkeligt grundlag, og at
ministeriet har hjemmel til sin restriktive praksis på dette punkt.
For så vidt angår den
manglende henvisning til de relevante retsregler i ministeriets afgørelse af
24. juni 1997 bemærkes, at ministeriet ved afgørelsen ikke har inddraget
andre
regler end de, der fremgår af SU-loven og SU-bekendtgørelsen, herunder især
bekendtgørelsens
§ 6, som forudsættes at være seminariet bekendt.
Endelig bemærkes for så vidt
angår sagsbehandlingstiden, at denne har været overordentlig langvarig,
hvilket
ministeriet beklager, hvilket også er sket i afgørelsen af 24. juni 1997. Som
anført heri skyldes den medgåede tid, at ministeriet, forinden der blev
truffet
en (negativ) afgørelse, ønskede nøje at undersøge alle muligheder for at
finde
en løsning, der både kunne tilgodese seminariets ansøgning og være til at
administrere i relation til fremtidige, tilsvarende ansøgninger fra andre
trossamfund
mv. Det tilføjes, at seminariet gennem kontakt med ministeriet løbende har
vært
orienteret om dette forhold og sagens status, og at sagsbehandlingen på intet
tidspunkt i forløbet har været sat i stå.
Det, De har anført i Deres
klage af 11. november 1997, giver således ikke ministeriet anledning til at
ændre afgørelsen af 24. juni 1997 om, at uddannelsen ved
(trossamfundet)’s
Teologiske Seminarium ikke kan godkendes som SU-berettigende.”
Advokat C bad den 6. april
1998 ministeriet om at oplyse hvilke private uddannelser der er godkendt som
SU-berettigende i Danmark eller udlandet i henhold til SU-bekendtgørelsens
kap.
2 og 17. Ministeriet svarede den 23. april 1998 således:
”...
I denne anledning følger
vedlagt en oversigt over private institutioner og uddannelser, der af
Undervisningsministeriet
er godkendt til SU.
Det bemærkes, at der alene
er tale om private uddannelser i Danmark. Efter reglerne godkendes
uddannelser
i udlandet ikke generelt som SU-berettigende, idet SUstyrelsen i hvert enkelt
tilfælde efter ansøgning fra den uddannelsessøgende afgør, om en uddannelse i
udlandet giver ret til SU, jf. SU-bekendtgørelsens § 57, stk. 1. SUstyrelsen
træffer den endelige administrative afgørelse i disse sager, jf.
bekendtgørelsens § 57, stk. 2.
For så vidt angår de
generelle betingelser for at kunne få SU til uddannelse i udlandet henvises i
øvrigt
til SU-bekendtgørelsens kapitel 17. Vi henleder i den forbindelse bl.a.
opmærksomheden på bestemmelsen i bekendtgørelsens § 52, hvoraf det fremgår,
at
det er et krav, at såvel uddannelsen som uddannelsesinstitutionen skal være
offentligt anerkendt eller anerkendt på anden måde i uddannelseslandet.
Vi har sendt SUstyrelsen en
kopi af Deres henvendelse og en kopi af dette brev og anmodet Styrelsen om
over
for Dem at oplyse, i hvilke tilfælde Styrelsen har givet SU til private,
offentligt anerkendte uddannelser i udlandet, jf. også Deres i kopi modtagne
brev af 17. april 1998 til SU-styrelsen i sagen.”
Af oversigten over private
institutioner og uddannelser der er godkendt til SU pr. 1. januar 1998,
fremgik
at der var tale om 47 institutioner der bl.a. uddannede lærere, forskellige
typer af pædagoger og terapeuter, designere mv.
Den 30. april 1998 sendte
SU-styrelsen advokaten en liste over uddannelser med religiøst indhold der
var
offentligt anerkendt i udlandet, og hvor forskellige instanser, bl.a.
Undervisningsministeriet
og Københavns og Århus Universitet, havde været hørt vedrørende spørgsmålet
om
godkendelse i Danmark inden for de sidste 5 år. På listen var 23 forskellige
uddannelser.
SU-styrelsen oplyste i samme
brev at styrelsen har afslået at godkende samtlige private uddannelser (dvs.
uddannelser der ikke er offentligt anerkendt) i udlandet med religiøst
indhold.
Advokat C klagede den 10.
juni 1998 på ny til mig. Advokaten skrev bl.a.:
”Det bestrides ikke, at
stillingtagen til ansøgninger om SU-godkendelse er overladt til ministerens
skøn, men når en forvaltningsmyndighed er overladt et skøn, er skønnet
pligtmæssigt. Det påhviler således myndigheden, at foretage en individuel og
nuanceret sagsbehandling, herunder en grundig sagsoplysning, inddragelse af
alle relevante lovlige kriterier samt en nøje afvejning af disse.
I denne sag har ministeriet
besluttet at kræve, at en uddannelse på dette område skal leve op til de
akademiske og videnskabelige standarder, der gælder for
universitetsuddannelser
på samme område i Danmark, herunder at undervisningen er forskningsbaseret,
og
at underviserne er ansat efter kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen for
højere uddannelsesinstitutioner.
Ministeriet har således
opstillet en intern administrativ regel for kravene til private kirkelige
uddannelser,
i stedet for at foretage en individuel sagsbehandling med en nøje afvejning
af
de relevante kriterier, ministeriet kan inddrage.
Ministeriet har endvidere
til brug for vurderingen af, om en privat kirkelig uddannelse lever op til
ministeriets interne regel, indført en administrativ procedure, hvorefter der
indhentes en udtalelse fra Københavns Universitets Teologiske Fakultet om den
pågældende uddannelse. Denne udtalelse udgør ministeriets hele grundlag for
at
træffe en afgørelse om SU-godkendelse.
...
Det fremgår (...), at det
tilsyneladende er med nærværende sag, Undervisningsministeriet har indført
den
interne regel for kravene til private kirkelige uddannelser.
...
Heraf fremgår, at det
tilsyneladende ligeledes er med nærværende sag, Undervisningsministeriet har
indført den administrative høringsprocedure.
Ministeriet har således ikke
vurderet kvaliteten af uddannelsen på (trossamfundet)’s teologiske
seminarium,
men overladt dette til Københavns Universitets Teologiske Fakultet. Det er
ikke
betryggende for en kirkelig uddannelsesinstitution, der forventer en objektiv
og saglig vurdering af Undervisningsministeriet, at Undervisningsministeriet
overlader undersøgelsen til en repræsentant for en af folkekirkens
uddannelsesinstitutioner, som er ene om at foretage vurderingen og ene om at
fastlægge kvalitetskravene.
Ministeriet træffer formelt
afgørelsen, men reelt er denne uddelegeret til Københavns Universitets
Teologiske Fakultet. Udtalelsen af 5. juli 1995 fra dekan (B), Det teologiske
fakultet, vedlægges. Det fremgår af denne udtalelse, at det efter dekan
(B)’s
vurdering er afgørende for (trossamfundet)’s teologiske Seminarium,
’at deres
uddannelse ikke svarer til ansættelsesbekendtgørelsen’.
Undervisningsministeriet
har ikke undersøgt den normale procedure for ansættelse ved
(trossamfundet)’s
teologiske Seminarium. (Trossamfundet)’s teologiske Seminarium er ikke
blevet
gjort bekendt med, at lige netop de formelle procedureregler i
ansættelsesbekendtgørelsen blev tillagt afgørende betydning, og har således
ikke haft mulighed for at dokumentere, hvorvidt man faktisk følger
retningslinier,
der svarer til ansættelsesbekendtgørelsen, eller hvorledes man forholder sig
til eventuelt at indføre sådanne eller lignende ansættelsesprocedureregler.
Det gøres gældende, at denne
fremgangsmåde, hvorefter det reelt er Københavns Universitets Teologiske
Fakultet, der afgør, om (trossamfundet)’s Teologiske Seminarium og andre
private kirkelige uddannelser lever op til en af ministeriet opstillet intern
regel, er i strid med grundlæggende forvaltningsretlige retsprincipper idet:
-
ministeriet ikke har
foretaget en tilstrækkelig sagsoplysning,
-
ministeriet ikke
udøver det pligtmæssige skøn,
-
ministeriet reelt har
bortdelegeret sin kompetence.
En lignende administrativ
høringsprocedure har været anvendt i Kirkeministeriet ved afgørelsen af,
hvorvidt en kirkelig organisation kan betragtes som et religiøst samfund.
Denne afgørelse har Kirkeministeriet hidtil truffet på baggrund af en
udtalelse
fra Københavns Biskop. Den af Kirkeministeriet praktiserede høringsprocedure
er nu afløst af et nyoprettet udvalg med en alsidig teologisk, sociologisk og
retsvidenskabelig ekspertise. Afgørelsen er således ikke længere overladt til
et skøn udøvet af en repræsentant for folkekirken.
Ministeriet fremhæver både i
afgørelsen af 24. juni 1997 og i svaret af 6. marts d.å., at den meget
restriktive praksis over for private kirkelige uddannelser navnlig skyldes
ønsket om at have en ordning, som er administrerbar i relation til
tilsvarende
ansøgninger.
Dersom ministeriet frygter
et meget stort antal ansøgninger fra forskellige kirkelige og religiøse
uddannelser, og det er det, man søger at undgå med afslaget i nærværende sag,
må det anføres, at sådanne hensyn er usaglige, og i givet fald må løses ad
lovgivningsvejen.
For så vidt angår
spørgsmålet om hensynet til religionsfriheden bemærker ministeriet, at
grundloven
alene sikrer retten til religionsfrihed, men ikke en dertil svarende ret til
offentligt tilskud til et trossamfunds præsteuddannelse.
Heroverfor bemærkes, at
grundlovens frihedsrettigheder er udtryk for afgørende værdier og
retsprincipper,
som det er af højeste vigtighed, at forvaltningen beskytter i enhver
henseende.
Folketingets Ombudsmand har
i FOB 1988.121 bemærket;
’at det i ombudsmanden
praksis er lagt til grund, at der generelt for områder, der omfattes af
grundlovens frihedsrettigheder, herunder grundlovens § 67 om gudsdyrkelsens
frihed, gælder en pligt for forvaltningsmyndighederne til ved udøvelsen af
skønsmæssige beføjelser (positivt) at tage hensyn til borgernes udøvelse af
disse friheder og i videst mulige udstrækning undgå at lægge hindringer i
vejen for friheden.’
Bent Christensen anfører i
Forvaltningsret, Opgaver Hjemmel Organisation,
2. udgave 1997, side 180, at forvaltningen har en pligt til at inddrage
kriterier, der har forbindelse med friheds- eller menneskerettigheder. Side
162
anfører Bent Christensen, at en almindelig retsgrundsætning om overvægt for
kriterier,
der har tilknytning til menneske- eller frihedsrettigheder må anses for at
være
gældende ret.
I nærværende sag kan det
således fastslås, at ministeriet har pligt til at inddrage hensynet til
religionsfriheden
samt at give denne overvægt i afvejningen. Dette er ikke sket.
Ministeriet har derimod
valgt at opstille en særlig restriktiv praksis over for private kirkelige
uddannelser.
Studerende, der ønsker en præsteuddannelse på (trossamfundet)’s
teologiske seminarium,
stilles økonomisk ringere end dem, der vælger en præsteuddannelse inden for
folkekirken. Denne restriktive praksis medfører en betydelig praktisk
hindring
for udøvelsen af religionsfriheden, og strider således i mod grundlovens §
67.”
Jeg bad den 8. september
1998 Undervisningsministeriet om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg
anførte endvidere:
”...
I en tidligere sag (gengivet
i Folketingets Ombudsmands beretning 1994, side 427ff*) behandlede jeg tre
studerendes klage over at SU-styrelsen havde meddelt dem afslag på deres
ansøgning om at kunne oppebære SU under studieophold ved Metodistkirkens
Teologiske Seminarium i Sverige.
SU-styrelsen skrev i brev af
16. juli 1993 således til mig:
’...
(trossamfundet)’s Teologiske
Seminarium har søgt om at blive godkendt som støtteberettigende i Danmark.
Når
denne uddannelse, som det fremgår af ministeriets breve af 3. juli 1992 og 6.
juni 1990, ikke kan godkendes som støtteberettigende, er det nærliggende at
antage, at det samme gælder med hensyn til Metodistkirkens uddannelse.
...’
På baggrund af min
behandling af sagen tog SU-styrelsen sagen op til fornyet overvejelse og
godkendte
tildeling af uddannelsesstøtte til uddannelsen ved Metodistkirkens Teologiske
Seminarium i Sverige.
Jeg forstår på denne sag at
det var SU-styrelsens opfattelse at de to uddannelser var sammenlignelige.
Jeg beder
Undervisningsministeriet om at gøre nærmere rede for betydningen af dette
forhold.
...”
Undervisningsministeriet
afgav den 9. april 1999 følgende udtalelse:
”...
Brev af 16. juli 1993
Når SUstyrelsen nævnte
uddannelsen ved (trossamfundet)’s Teologiske Seminarium, der ikke er
offentligt
anerkendt, var det alene som et led i argumentationen for, at uddannelsen ved
Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Sverige ikke var en uddannelse af en
sådan art, at den ville kunne offentligt anerkendes i Danmark, se § 36, stk.
1,
nr. 3, i bekendtgørelse nr. 554 af 22. juni 1992 om uddannelsesstøtte.
Når SUstyrelsen alligevel
godkendte Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Sverige som
støtteberettigende,
skyldes det alene, at uddannelsen tidligere under andre regler havde været
godkendt som støtteberettigende, og at reglerne efter ombudsmandens
opfattelse
ikke var ændret så meget, at der var grundlag for på det senere tidspunkt at
afslå godkendelse.
Den foreliggende klage
Idet vi i øvrigt henviser
til ministeriets brev af 6. marts 1998 til advokat (C), skal vi anføre
følgende:
Advokat (C) nævner i brev af
10. juni 1998 til Folketingets Ombudsmand, at ministeriet ikke har været i
besiddelse af de faktiske oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere
uddannelsens kvalitet, indhold, erhvervssigte m.v., da man afslog at godkende
uddannelsen ved (trossamfundet)’s Teologiske Seminarium som
støtteberettigende,
se § 3 i lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 430 af
23. maj 1996, og § 6 i bekendtgørelse nr. 671 af 7. august 1995 om statens
uddannelsesstøtte. Som det fremgår af udtalelsen af 6. marts 1998, finder vi,
at ministeriet har været i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige
for
at træffe en afgørelse.
Advokat (C) anfører, at
ministeriet ikke har udøvet et pligtmæssigt skøn, fordi der opstilles en
række
krav til uddannelserne på området, herunder at undervisningen er
forskningsbaseret. Som der er redegjort for i brev af 6. marts 1998 udelukker
lovgrundlaget efter ministeriets opfattelse ikke, at der anvendes snævre
målestokskriterier
for, hvilke uddannelser der godkendes som SU-berettigende. Ministeriet har
fundet grundlag for at anvende snævre og dermed klare kriterier på dette
uddannelsesområde
for at sikre fornøden kvalitet på området. Herved imødekommer man også
behovet
for forudsigelighed og mindsker risikoen for usaglig forskelsbehandling.
Skønnet udøves, når de snævre målestokskriterier er opfyldt.
Advokat (C) kritiserer, at ministeriet
har indført en administrativ procedure, hvorefter man hører Det teologiske
Fakultet ved Københavns Universitet. Vi mener, at der i sager som den
foreliggende er behov for at indhente udtalelser fra sagkyndige. Udtalelserne
indgår, når ministeriet træffer afgørelse i sagen. Ministeriet har således i
den foreliggende sag hørt Københavns Universitet, ligesom Kirkeministeriet
har
været inddraget i sagen.
I ministeriets brev af 2.
juli 1997 nævnes, at SUstyrelsen i kommende sager om godkendelse af religiøse
uddannelser i udlandet bør høre Københavns eller Århus Universitet i stedet
for
ministeriet. Dette er en erkendelse af, at der er behov for en sagkyndig
udtalelse, som kan indgå ved vurderingen af, om de pågældende uddannelser
giver
ret til uddannelsesstøtte. At ministeriet henviser til, at de teologiske
fakulteter i fremtiden bør høres i stedet for ministeriet, udelukker ikke, at
andre sagkyndige høres. Vi mener i øvrigt ikke, at spørgsmålet om godkendelse
af uddannelser i udlandet som støtteberettigende efter kapitel 17 i
SU-bekendtgørelsen har betydning for den foreliggende sag.
Advokat (C) anfører
endvidere, at ministeriet ved at høre Københavns Universitets teologiske
fakultet
bortdelegerer sin kompetence. Dette er ikke tilfældet. Ministeriet har
indhentet en udtalelse fra Københavns Universitet. Denne udtalelse er indgået
i
overvejelserne i forbindelse med ministeriets afgørelse, ligesom udtalelsen
fra
Kirkeministeriet. Københavns Universitet uddanner præster til Folkekirken,
men
det er ikke til hinder for, at udtalelserne fra universitetet er udtryk for
saglig og objektiv vurdering.
Derudover nævner advokat
(C), at ministeriet ikke forlods har ladet (trossamfundet)’s teologiske
seminarium dokumentere, hvorvidt man følger retningslinierne i
ansættelsesbekendtgørelsen, eller hvordan man forholder sig til eventuelt at
indføre en ansættelsesprocedure, der lever op til disse regler.
Ministeriet har – som nævnt
før – fundet at måtte stille som et krav, at en uddannelse lever op til
de
akademiske standarder, der gælder for universitetsuddannelser i Danmark,
herunder at undervisningen er forskningsbaseret, og at underviserne er ansat
efter kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen for højere
uddannelsesinstitutioner.
Ministeriet har på grundlag
af ansøgningen om godkendelsen som SU-berettigende og sagen i øvrigt anset
det
for givet, at de nævnte betingelser ikke var opfyldt. Vi beklager dog, at vi
ikke udtrykkeligt har givet (trossamfundet)’s teologiske seminarium
lejlighed
til at udtale sig om spørgsmålet. Vi finder dog ikke, at det har haft
betydning
for sagens afgørelse. De nævnte betingelser var således klart angivet i
afslaget, og ministeriet har ikke efterfølgende modtaget meddelelse om, at
betingelserne er opfyldt.
Med hensyn til spørgsmålet
om religionsfrihed henviser vi til Undervisningsministeriets udtalelse af 6.
marts 1998.”
Advokat C kommenterede den
1. juni 1999 ministeriets udtalelse. Af advokatens brev fremgik:
”...
Det følger af SU-lovens § 3
og bemærkningerne til bestemmelsen, at det er overladt til ministerens skøn,
om
der bør gives støtte til en privat uddannelse. Ministeriet anvender i stedet
for det lovpligtige skøn snævre målestokskriterier, der med hensyn til
præsteuddannelser, på ingen måde tager hensyn til uddannelsernes individuelle
forhold. Der er hverken i SU-loven eller forarbejderne hjemmel til at sætte
dette skøn under en administrativ regel, der som betingelse stiller, at en
ikke
folkekirkelig præsteuddannelse som minimum har universitetsniveau. Det må
betragtes som en retlig mangel, hvis forvaltningsmyndigheden har undladt at
udøve et pligtmæssigt skøn, fordi den selv har opstillet en regel og truffet
sin afgørelse som en konsekvens af denne hjemmelavede regel, især når den
interne regel helt afskærer en afvejning.
Ministeriet synes således
ikke berettiget til at lade udøvelsen af det lovpligtige skøn være afhængig
af
opfyldelsen af snævre målestokskriterier, og burde i stedet have afgjort
spørgsmålet om præsteuddannelsens godkendelse som SU-berettigende udfra det
lovpligtige
skøn.
...
Det må fremhæves, at den
grundlovssikrede religionsfrihed også omfatter et krav på ligebehandling i
forbindelse med udøvelsen af religionsfriheden, hvilket vil sige, at
ministeriet med hensyn til adgangen til uddannelsesstøtte, ikke må
forskelsbehandle på grundlag af religion. Endvidere har ministeriet en særlig
forpligtelse til at lade hensynet til frihedsrettighederne indgå i den
skønsmæssige
afvejning med kvalificeret vægt.
...”
Ombudsmandens udtalelse
”Retsgrundlaget
Første gang spørgsmålet om godkendelse af private uddannelser som
SU-berettigende nævnes direkte i lovgrundlaget for statens uddannelsesstøtte
er i § 2 i bekendtgørelse nr. 870 af 15. november 1993 om statens
uddannelsesstøtte. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’§ 2.
Det kan i særlige tilfælde godkendes, at en uddannelse i Danmark, der ikke er
omfattet af § 1, nr. 1 og 2 (privat uddannelse), og som foregår ved en
bestemt uddannelsesinstitution, giver ret til uddannelsesstøtte. En
uddannelse kan ikke godkendes, medmindre uddannelsen
1)
er tilrettelagt som heltidsundervisning og af mindst 3 måneders
sammenhængende varighed,
2)
er ulønnet,
3)
er en erhvervsrettet
ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, der giver en
erhvervskompetence,
der umiddelbart og påviseligt kan finde almindelig anvendelse i Danmark,
4)
har et indhold og en
kvalitet, der står mål med dansk undervisningsstandard, og ikke har et
snævert
erhvervssigte, og
5)
har en
uddannelsestid, der er fastlagt i måneder, og denne uddannelsestid maksimalt
svarer til varigheden af offentligt anerkendte uddannelser i Danmark, der kan
sammenlignes med denne. Hvis der indgår lønnet praktik i uddannelsen, skal
perioderne med lønnet praktik samlet have mindst samme varighed som ved de
sammenlignelige offentligt anerkendte uddannelser.
Stk. 2.
Uddannelsesinstitutionen indsender ansøgning om godkendelse til
Undervisningsministeriet. Samtidig med ansøgningen indsendes forslag om
censorer.
Stk. 3.
Godkendelsen kan
betinges af, at der kun optages et bestemt antal studerende hvert år.
Godkendelsen kan begrænses til en bestemt periode. Godkendelsen kan betinges
af, at eventuelle praktikperioder, der indgår i uddannelsen, er lønnede.
Stk. 4. Godkendelsen
omfatter ret til stipendium som tilskud til dækning af undervisningsafgift,
hvis det er bestemt i godkendelsen.
Stk. 5.
Uddannelsesinstitutionen betaler for og anvender de censorer, der er godkendt
af Undervisningsministeriet, af Kulturministeriet, hvis der er kunstneriske
eller kulturelle uddannelser, eller af det ministerium i øvrigt, uddannelsen
hører under. Censorerne udarbejder én gang om året en redegørelse til
uddannelsesinstitutionen og til Undervisningsministeriet eller det
ministerium,
uddannelsen hører under, om uddannelsernes kvalitet og andre forhold af
betydning
for godkendelsen.
Stk. 6. Godkendelsen kan
tilbagekaldes, hvis
1)
betingelserne for
godkendelsen ikke længere er opfyldte,
2)
der ikke længere
skønnes at være grundlag for at opretholde godkendelsen, eller
3)
uddannelsesinstitutionen
ikke længere opfylder de krav, der i øvrigt stilles til
uddannelsesinstitutioner
om administrationen af uddannelsesstøtten.
Stk. 7.
Uddannelsessøgende, der optages på en uddannelse efter tilbagekaldelse af
godkendelsen efter stk. 6 eller efter udløbet af den periode, godkendelsen er
giver for, jf. stk. 3, har ikke ret til uddannelsesstøtte.’
Bekendtgørelsen var udstedt
med hjemmel i bl.a. § 7, stk. 3 (tidligere § 7, stk. 2) i lov nr. 357 af 4.
juni 1986 med senere ændringer (lovbekendtgørelse nr. 336 af 2. maj 1994). §
7 havde
følgende ordlyd:
’
§ 7.
Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte giver efter ansøgning
uddannelsesstøtte til uddannelsessøgende, som
1)
i Danmark gennemgår
en uddannelse, der af undervisningsministeren er godkendt som
støtteberettigende,
2)
opfylder aldersbetingelsen
i stk. 2,
3)
er danske
statsborgere eller i henhold til international overenskomst har ret til
uddannelsesstøtte på lige fod med danske statsborgere eller af
undervisningsministeren i støttemæssig henseende ligestilles med danske
statsborgere,
4)
er studieaktive og
5)
ikke får anden
offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne, bortset fra
stipendium efter afsnit II i denne lov.
Stk. 2. Er
støttebetingelserne i øvrigt opfyldt, kan styrelsen give uddannelsesstøtte
til
den uddannelsessøgende fra begyndelsen af det førstkommende kvartal, der
følger
efter, at den uddannelsessøgende er fyldt 18 år.
Stk. 3.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler om de i stk. 1 nævnte
betingelser.
Undervisningsministeren kan fastsætte særlige regler om uddannelsesstøtten,
herunder om udbetaling af
støtte med
dobbelt sats, til godkendte uddannelser, der omfatter lønnet praktik.’
Af bemærkningerne til
bestemmelsen fremgår (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 4843):
’...
Til stk. 1, nr. 1
Efter forslaget vil samtlige
betingelser for, at en uddannelse kan godkendes som støtteberettiget, blive
fastsat i bekendtgørelsen. De krav, der efter de gældende regler skal være
opfyldt for at en uddannelse skal kunne godkendes som støtteberettiget,
opretholdes
i det væsentlige.
1. Offentlig anerkendelse.
Det er en betingelse for at
godkende en uddannelse som støtteberettiget, at den er en offentligt
anerkendt
ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse og gives på offentligt
anerkendte uddannelsesinstitutioner. En offentlig anerkendelse gives af den
statslige myndighed, under hvis ressort uddannelsen henhører. Offentlig
anerkendelse
vil normalt foreligge i og med, at der i uddannelseslovgivningen er hjemmel
til at tilbyde pågældende uddannelse i offentlig eller privat regie. Men det
kan også foreligge i form af en særskilt bevillingsmæssig hjemmel til at yde
statstilskud eller statsfinanciel støtte til driften af en privat
institution,
som tilbyder en nærmere defineret uddannelse.
Man vil dog også kunne åbne
mulighed for støtte i særlige tilfælde til uddannelsessøgende i uddannelser,
der ikke i øvrigt offentligt anerkendes, forudsat, at der kan skabes
bevillingsmæssig hjemmel hertil.’
Som det fremgår af
bemærkningerne til SU-loven fra 1986 var der også – inden der blev
udarbejdet
udtrykkelige regler herom i SU-bekendtgørelsen fra 1993 – åbnet for
støtte i
særlige tilfælde til uddannelsessøgende til private uddannelser. Det
forudsatte
dog at der blev skabt bevillingsmæssig hjemmel hertil.
Betingelserne for støtte var
indtil 1. juli 1992 beskrevet i akt 299 af 11. juni 1985 hvoraf fremgik:
’Undervisningsministeriet
ansøger om finansudvalgets tilslutning til, at der på forventet
efterbevilling
ved lov om tillægsbevilling for finansåret 1985 optages en tekstanmærkning
med
henblik på at tilvejebringe en generel hjemmel for undervisningsministeren
til
på visse nærmere fastsatte betingelser at anerkende private,
erhvervskompetencegivende uddannelser og private uddannelsesinstitutioner
under
undervisningsministeriets ressort, således at uddannelserne kan godkendes som
støtteberettigede i henhold til lov om Statens Uddannelsesstøtte, jfr.
lovbekendtgørelse nr. 456 af 12. august 1982.
Efter loven om Statens
Uddannelsesstøtte yder staten støtte til uddannelser, som er offentligt
anerkendte,
enten som ungdomsuddannelser eller som videregående uddannelser. Det er
endvidere en betingelse, at uddannelsen gives på offentligt anerkendte
institutioner. Godkendelse af en offentligt anerkendt uddannelse som
støtteberettiget forudsætter, at uddannelsen er af mindst 3 måneders
varighed,
tilrettelagt på heltidsbasis, og at der ikke er knyttet løn til uddannelsen.
Loven om Statens Uddannelsesstøtte indeholder ikke i sig selv hjemmel til at
give en uddannelse offentlig anerkendelse.
Offentlig anerkendelse vil
normalt foreligge i og med, at der i
uddannelseslovgivningen er hjemmel til at tilbyde den pågældende
uddannelse i offentlig eller privat regie. Men det kan også foreligge i form
af
en særskilt bevillingsmæssig hjemmel til at yde statstilskud eller anden
varig
statsfinansiel støtte til driften af en privat institution, som tilbyder en
nærmere defineret uddannelse.
Undervisningsministeriet har
fra en række private uddannelsesinstitutioner, for hvem der ikke foreligger
et
sådant erkendelsesgrundlag, modtaget ansøgning om, at de uddannelsessøgende
ved
institutionen kan blive berettiget til uddannelsesstøtte fra staten. Det
drejer
sig bl.a. om institutioner, der uddanner afspændingspædagoger,
bevægelsespædagoger, Mensendieck-lærere, samt Rudolf
Steiner-børnehavepædagoger
og rytmikpædagoger (RMO). Nogle af institutionerne har tillige ansøgt om
offentlig støtte til driften.
Undervisningsministeriet
finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er økonomisk mulighed for at
udvide
kredsen af private uddannelsesinstitutioner, der modtager driftstilskud fra
staten. Derimod forekommer det rimeligt, at man ikke stiller de studerende,
som
gennemgår en uddannelse, som i øvrigt findes anerkendelsesværdig, ved en
privat, ikke tilskudsberettiget institution, væsentlig ringere i økonomisk
henseende end de studerende ved de offentlige eller offentligt støttede
uddannelsesinstitutioner. Det foreslås derfor, at der skabes grundlag for at
anerkende private uddannelser og uddannelsesinstitutioner, uden at der
samtidig
ydes offentlig støtte til driften, men alene med henblik på, at de studerende
bliver berettigede til uddannelsesstøtte.
For at undgå spild af
ressourcer må det endvidere være en forudsætning for anerkendelsen, at
uddannelserne
opfylder et konstateret uddannelsesbehov, og at der ikke optages flere
studerende på institutionerne end nødvendigt til at opfylde dette behov.
Uddannelserne bør heller ikke have en længere varighed end nødvendigt.
I overensstemmelse hermed
forudsættes anerkendelse af private pædagogiske uddannelser med henblik på
uddannelsesstøtte fra staten alene givet under følgende betingelser:
at
der er dokumenteret et behov for uddannelsen, idet de allerede
uddannede har opnået beskæftigelse ved offentlig eller privat ansættelse
eller
som selvstændige erhvervsdrivende,
at
dette behov ikke kan opfyldes på billigere eller bedre måde ved
at oprette nye uddannelser på eller forøge tilgangen til offentlige eller
offentligt støttede uddannelsesinstitutioner (idet uddannelsens indhold og
formål adskiller sig klart fra disse),
at
uddannelsens opbygning, varighed og den årlige tilgang af
uddannelsessøgende til uddannelsen fastlægges efter forhandling med
undervisningsministeriet med rimelig hensyntagen til elevernes frie valg,
at
undervisningsministeriet får indseende med uddannelsens indhold
og tilrettelæggelse og med de pågældende institutioners økonomiske forhold,
at
undervisningsministeriet finder det muligt at skaffe ressourcer
til dækning af merudgifter ved anerkendelse af nye uddannelser.
’
Den 4. juni 1992 ansøgte
Undervisnings- og Forskningsministeriet om Finansudvalgets tilslutning til at
1985-retningslinjerne blev erstattet af nye retningslinjer, jf. akt 284 af 4.
juni 1992. De nye retningslinjer var følgende:
’Undervisnings- og
forskningsministeren kan godkende en privat uddannelse i Danmark som
Su-berettigende, når følgende mindstekrav er opfyldt:
Uddannelsen skal være tilrettelagt som
heltidsundervisning af mindst 3 måneders varighed og ulønnet (sædvanlige krav
for alle uddannelser).
Uddannelsen skal være erhvervsrettet ungdomsuddannelse
eller videregående uddannelse og give en erhvervskompetence, der umiddelbart
og
påviseligt kan finde almindelig anvendelse i Danmark.
Uddannelsen skal have et indhold og en kvalitet, der
står mål med dansk offentlig undervisningsstandard. Uddannelser med
religiøst,
ideologisk, naturmedicinsk eller lignende indhold og snævert erhvervssigte
godkendes ikke.
Uddannelsestiden må maksimalt svare til den normerede
uddannelsestid for de lignende offentlige uddannelser i Danmark, hvis sådanne
findes.
Opfyldelse af mindstekravene
giver ikke et retskrav om godkendelse, Undervisnings- og forskningsministeren
træffer fortsat beslutning om godkendelse i hvert enkelt tilfælde ud fra en
samlet uddannelsespolitisk og økonomisk prioritering.
Godkendelsen kan i øvrigt
betinges af, at uddannelsen kun må vare et bestemt antal år eller begrænset
til
kun at omfatte et maximalt optag. Godkendelsen skal ikke omfatte stipendium
til
undervisningsafgift.
Undervisnings- og forskningsministeren
kan også godkende uddannelser, der fagligt hører under andre ministerier.
En privat
uddannelsesinstitution, hvis uddannelse(r) er godkendt som støtteberettigende
skal anvende censorer, der er beskikket af Undervisningsministeriet eller det
relevante ressortministerium. Censorerne skal en gang om året udarbejde en
redegørelse om uddannelsernes kvalitet og en vurdering af andre forhold af
betydning for godkendelsen af uddannelserne. Alle udgifter i forbindelse med
censuren afholdes af institutionerne.
De uddannelser, der i
øjeblikket er godkendt, skal følge samme procedurer og opfylde samme
betingelser
som nye uddannelser. Institutionerne skal altså indsende nye ansøgninger nu
vedlagt forslag til censorer på uddannelserne. For allerede godkendte
uddannelser vil de nye retningslinjer dog først få virkning fra 1/7 1993, og
spørgsmålet, om der fortsat skal ydes SU til undervisningsafgift ved disse
uddannelser, vil i den forbindelse blive taget særskilt op.
Der må på baggrund af
ændringen forventes godkendt flere uddannelser som støtteberettigende end de
uddannelser, der er godkendt i øjeblikket. Da godkendelserne fremover alene
vil
angå SU til leveomkostninger, og ikke som hidtil også SU til
undervisningsafgift, forventes forslaget under ét at være udgiftsneutralt.
Sagen forelægges for
Finansudvalget nu, da de nye regler skal træde i kraft 1. juli 1992.
Undervisningsministeriet
anmoder om Finansudvalgets tilslutning til nye retningslinjer for godkendelse
af private uddannelser som støtteberettigende. Forslaget medfører ikke
merudgifter.
Finansministeriets
tilslutning foreligger.’
Finansudvalget tilsluttede
sig disse retningslinjer, jf. forslag til lov om tillægsbevilling for
finansåret
1992, s. 2242, pkt. 20.13.
SU-bekendtgørelsen blev fra
1993 afløst af skiftende SU-bekendtgørelser. På tidspunktet for
Undervisningsministeriets
afgørelse i sagen vedrørende trossamfundets teologiske seminarium var der
trådt
en ny lov om statens uddannelsesstøtte i kraft (lov. nr. 448 af 14. juni 1995
med senere ændringer). §§ 3 og 5 i loven (lovbekendtgørelse nr. 430 af 23.
maj
1996 om statens uddannelsesstøtte) havde følgende ordlyd:
’
§ 3.
En uddannelse i Danmark giver ret til uddannelsesstøtte, når
undervisningsministeren har godkendt dette og godkendelsen ikke senere er
tilbagekaldt. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om godkendelse og
tilbagekaldelse heraf.
§ 5.
En uddannelse skal for at give ret til uddannelsesstøtte være
1)
tilrettelagt som
heltidsundervisning,
2)
af mindst 3 måneders
sammenhængende varighed og
3)
ulønnet.
Stk. 2.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at der dog kan gives
uddannelsesstøtte til:
1)
Enkeltfagsundervisning.
2)
Supplering under 3
måneders varighed.
3)
Uddannelser, der
omfatter lønnet praktik, herunder om i hvilke perioder der gives
støtte.’
Af bemærkningerne til
SU-loven fremgik bl.a. følgende (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp.
2703):
’Bestemmelsen angiver, at en
uddannelse i Danmark skal være godkendt af undervisningsministeren som
støtteberettigende for at give ret til uddannelsestøtte. Svarer til gældende
§
7, stk. 1.
Det fastslås nu udtrykkeligt
i bestemmelsen, at godkendelsen ikke senere må være tilbagekaldt. Dette har
hidtil for private uddannelser været fastsat i bekendtgørelsen, for
offentlige
uddannelser følger det af sig selv. Imidlertid bør et så væsentligt krav
fremgå
af selve loven.
Det er i øvrigt tanken at
opretholde de gældende bekendtgørelsesregler om godkendelse af, om private
uddannelser giver ret til uddannelsestøtte. Det skal således fortsat være
overladt til ministerens skøn ud fra uddannelsespolitiske og hermed
økonomiske
hensyn at vurdere, om der på et givet tidspunkt bør gives støtte til en
privat
uddannelse på grundlag af oplysninger om uddannelsens erhvervskompetence,
kvalitet,
indhold, bredere erhvervssigte, varighed og anvendelse af og betaling for
godkendte censorer m.v.’
Endvidere var det
bekendtgørelse. nr. 671 af 7. august 1995 om statens uddannelsesstøtte som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1051 af 15. december 1995 og bekendtgørelse nr.
879 af 4. oktober 1996 der var gældende på tidspunktet for
Undervisningsministeriets afgørelse. §§ 5 og 6 havde følgende ordlyd:
’
§ 5.
Styrelsen godkender, at en uddannelse i Danmark giver ret til
uddannelsesstøtte, når uddannelsen
1)
er
a)
en offentligt anerkendt
ungdomsuddannelse,
b)
en offentligt
anerkendt videregående uddannelse,
c)
en almen
voksenuddannelse eller
d)
anden undervisning på
folkeskoleniveau, og
2) foregår ved en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution.
§ 6.
Det kan i særlige tilfælde godkendes, at en uddannelse i
Danmark, der ikke er omfattet af § 5, (privat uddannelse), og som foregår ved
en bestemt uddannelsesinstitution, giver ret til uddannelsesstøtte. En
uddannelse kan ikke godkendes, medmindre uddannelsen
er en erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller
videregående uddannelse, der giver en erhvervskompetence, der umiddelbart og
påviseligt kan finde almindeligt anvendelse i Danmark,
har et indhold og en kvalitet, der står mål med dansk
undervisningsstandard, og ikke har et snævert erhvervssigte, og
har en uddannelsestid, der er fastlagt i måneder, og
denne uddannelsestid maksimalt svarer til varigheden af offentligt anerkendte
uddannelser i Danmark, der kan sammenlignes med denne.
Stk. 2.
En privat
uddannelse kan ikke godkendes, medmindre uddannelsen er tilrettelagt sådan,
at
eventuelle ulønnede praktikperioder højst udgør 20 pct. af uddannelsestiden
og
højst 6 måneder i alt. Undervisningsministeriet kan i særlige tilfælde
dispensere herfra. Den ulønnede praktik skal have en specifik
uddannelsesmæssig
begrundelse.
Stk. 3.
Ferieperioder
kan kun indgå i støttetiden i en privat uddannelse, hvis uddannelsestiden er
på
12 måneder eller derover. Ferieperioderne kan højst udgøre 2 måneder om året.
Stk. 4.
Uddannelsesinstitutionen
indsender en ansøgning om godkendelse til Undervisningsministeriet. Samtidig
med ansøgningen indsendes forslag om censorer.
Stk. 5.
Godkendelsen kan
betinges af, at der kun optages et bestemt antal
studerende hvert år,
begrænses til en bestemt periode eller
betinges af, at eventuelle praktikperioder, der indgår
i uddannelsen, er lønnede.
Stk. 6.
Ved godkendelsen
fastsættes, om uddannelsen giver ret til uddannelsesstøtte uden for eller
inden
for klippekortet. Godkendelsen omfatter ret til supplerende stipendium som
tilskud til dækning af betaling for undervisning, hvis det er bestemt i
godkendelsen.
Stk. 7.
Uddannelsesinstitutionen betaler for og anvender de censorer, der er godkendt
af Undervisningsministeriet, af Kulturministeriet, hvis det er kunstneriske
eller kulturelle uddannelser, eller af det ministerium i øvrigt, uddannelsen
hører under. Censorerne udarbejder én gang om året en redegørelse til
uddannelsesinstitutionen og til Undervisningsministeriet eller det
ministerium,
uddannelsen hører under, om uddannelsernes kvalitet og andre forhold af
betydning for godkendelsen.
Stk. 8.
Godkendelsen kan
tilbagekaldes, hvis
betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt,
der ikke længere skønnes at være økonomisk eller
uddannelsesmæssig baggrund for at opretholde godkendelsen, eller
uddannelsesinstitutionen ikke længere opfylder de krav,
der i øvrigt kan stilles til uddannelsesinstitutioner om administrationen af
uddannelsesstøtten.
Stk. 9.
Uddannelsessøgende, der optages på en uddannelse efter tilbagekaldelse af
godkendelsen efter stk. 8 eller efter udløbet af den periode, godkendelsen er
giver for, jf. stk. 5, har ikke ret til uddannelsesstøtte.’
I bemærkningerne til
finanslovene for 1995-99 er der skrevet at undervisningsministeren kan
godkende
at der gives uddannelsesstøtte til private uddannelser efter reglerne i
bekendtgørelsen om uddannelsesstøtte, herunder på betingelse af at
uddannelsen
kan indpasses i Undervisningsministeriets uddannelsespolitiske og økonomiske
prioritering, jf. anm. 20.13.
Bestemmelsen i SU-lovens § 3
er blevet ændret efter Undervisningsministeriets afgørelse, jf. lov nr. 1117
af
29. december 1997. Bestemmelsen har nu følgende ordlyd:
’
§ 3.
En uddannelse i Danmark giver ret til uddannelsesstøtte, når
undervisningsministeren har godkendt dette og godkendelsen ikke senere er
tilbagekaldt.
Stk. 2.
Godkendelse af
privat uddannelse sker for en begrænset periode.
Stk. 3.
Undervisningsministeren kan tilbagekalde en godkendelse af en privat
uddannelse, hvis uddannelsesinstitutionen ikke kan godtgøre, at betingelserne
for godkendelsen fortsat er opfyldt.
Stk. 4.
En godkendelse
efter stk. 2 og en fortsat godkendelse efter stk. 3 kan betinges af en
uvildig
evaluering for uddannelsesinstitutionens egen regning.
Stk. 5.
Undervisningsministeren
kan fastsætte regler om godkendelse, om tilbagekaldelse af godkendelsen og om
evaluering.’
Af bemærkningerne til den
ændrede bestemmelse fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1997-98, Tillæg
A, s. 2011f):
’Godkendelse af en privat
uddannelse som SU-berettigende vil som i de gældende regler være baseret på
undervisningsministerens skøn. Undervisningsministeren kan lægge en flerhed
af
overvejelser til grund for sin afgørelse, bl.a. uddannelsesmæssige –
herunder
uddannelsens indhold og uddannelsesinstitutionens art –
arbejdsmarkedsmæssige –
herunder om der må stilles særlige krav til uddannelsen af hensyn til de
fremtidige arbejdsmarkedsfunktioner – og økonomiske – herunder om
de udgifter,
en godkendelse til SU vil medføre, mere hensigtsmæssigt kan anvendes til
andre
uddannelsesmæssige formål. Da uddannelserne er private, kan ministeriet ikke
regulere uddannelserne eller gribe konkret ind i
uddannelsestilrettelæggelsen,
og ministeriets muligheder for at skaffe oplysninger om uddannelserne er
begrænsede.
Det kan ikke på forhånd udtømmende angives, hvilke kriterier ministeren kan
lægge til grund for sit skøn om, hvorvidt det er rimeligt, bl.a. når der
henses
til de arbejdsfunktioner, som uddannelsen fører frem til varetagelsen af, og
i
øvrigt forsvarligt over for de studerende at anvende offentlige midler til
formålet. Ministeren må foretage en konkret vurdering på baggrund af de
almindelige forvaltningsretlige regler af, om der er et tilstrækkeligt
grundlag
for en godkendelse.
Ministeriets godkendelsespraksis
må – udover på en række mere tekniske krav, som fremgår af
SU-bekendtgørelsen –
kunne baseres på, at der ikke altid vil kunne anvendes samme kriterier eller
målestokke for godkendelsen, således at der for nogle typer uddannelser
stilles
andre krav til en godkendelse end på andre. Som eksempel kan nævnes
uddannelser, der fører til beskæftigelse på områder, der grænser op af
beskæftigelsesområder, hvor der kræves autorisation, eller til beskæftigelse
i
institutioner, der overvejende er statsligt finansieret, og som måske også
varetager offentlige opgaver, og hvor det offentlige derfor har en interesse
i
at sikre kvaliteten af institutionernes uddannelse. Hvor en uddannelse bruger
en benævnelse, der kan henlede tanken på en tilsvarende statslig uddannelse
(f.eks. læreruddannelse), må der også kunne stilles krav f.eks. til
uddannelsens længde for at undgå, at de uddannelsessøgende og senere
ansættelsessteder vildledes. På områder, hvor ministeriet vil have særligt
vanskeligt ved at få indseende med, hvad der foregår på institutionerne, må
der
også kunne gives afslag eller evt. stilles skærpede krav, hvis opfyldelse
lettere kan konstateres.’
SU-bekendtgørelsen er
ligeledes blevet ændret (nu bekendtgørelse nr. 545 af 22. juli 1998) således
at
§ 6, stk. 1, 4
og 10, nu har følgende
ordlyd:
’§ 6.
Undervisningsministeren kan godkende, at en erhvervsrettet
uddannelse i Danmark, der ikke er omfattet af § 5, (privat uddannelse), og
som
foregår ved en bestemt uddannelsesinstitution, giver ret til
uddannelsesstøtte,
jf. lovens § 3, stk. 2-4. Uddannelsesstøtte gives inden for klippekortet,
medmindre undervisningsministeren bestemmer andet.
Stk. 4.
Undervisningsministeren træffet afgørelse efter stk. 1 ud
fra uddannelsespolitiske, arbejdsmarkedsmæssige og økonomiske hensyn og kan i
den forbindelse indhente en SU-vurdering, jf. stk. 10.
Stk. 10.
SU-vurdering som nævnt i stk. 4 foretages af
Evalueringscenteret for de Videregående Uddannelser ud fra
kvalitetskriterier,
der er udarbejdet af centeret. Undervisningsministeriet kan for særlige typer
af uddannelser fastsætte yderligere kriterier, der skal indgå i vurderingen.
Uddannelsesinstitutionen betaler forud for vurderingen et depositum på 20.000
kr. til dækning af centerets udgifter ved vurderingen. Efter at vurderingen
er
gennemført, afregnes der endeligt.’
Forholdet til tidligere praksis
Jeg har tidligere i en sag
gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1994, side 427ff, udtalt at
spørgsmålet om anerkendelse af en privat religiøs uddannelse i et andet
nordisk land som SU-berettigende byggede på en fortolkning af det dagældende
retsgrundlag og ikke på et rent skøn. I den pågældende sag havde SU-styrelsen
afslået at godkende studerende ved Metodistkirkens Teologiske Seminarium i
Sverige som SU-berettigede uagtet at styrelsen tidligere havde anerkendt
studerende ved seminariet som SU-berettigede. Det var min opfattelse at
styrelsen ikke havde holdepunkter for at antage at den første fortolkning var
urigtig.
Det er min opfattelse at der
ikke er grundlag for at antage at den tidligere praksis i sig selv kan
bevirke
at ministeriet er forpligtet til at godkende uddannelsen ved trossamfundets
teologiske seminarium som SU-berettigende.
Ved min vurdering har jeg
bl.a. lagt vægt på at min tidligere udtalelse vedrører SU-berettigelse til
Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Sverige, og denne sag omhandler
SU-berettigelse til trossamfundets teologiske seminarium i Danmark. Til grund
for min tidligere udtalelse lå endvidere at uddannelsen ved Metodistkirkens
Teologiske Seminarium i Sverige på daværende tidspunkt var delvis
ækvivalerbar
med teologistudiet i Danmark på den måde at uddannelsen ville kunne
meritoverføres
til teologistudiet i Danmark, og at præster uddannet på seminariet ville
kunne
opnå ansættelse i folkekirken. Jeg har forstået at dette ikke (længere) er
tilfældet for så vidt angår trossamfundets teologiske seminarium.
Endvidere kan jeg henvise
til at SU-lovens regler om anerkendelse af private uddannelser efterfølgende
er
blevet ændret. Det fremgår nu udtrykkeligt af forarbejderne til den SU-lov
som
gjaldt da Undervisningsministeriet traf afgørelse i 1997 i denne sag at
spørgsmålet om godkendelse af en privat uddannelse som SU-berettigende er
overladt til ministerens skøn ud fra uddannelsespolitiske og dermed
økonomiske
hensyn.
Forholdet til religionsfrihed
Grundlovens §§ 67 og 70 har
følgende ordlyd:
’
§ 67.
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud
på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller
foretages, som strider imod sædeligheden eller den offentlige orden.
§ 70.
Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning
berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder
eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.’
Art. 9 i den europæiske
menneskerettighedskonvention er sålydende:
’
Art. 9
Stk. 1.
Enhver har ret
til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret
omfatter
frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller
sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro
gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse
skikke.
Stk. 2.
Frihed til at
udøve sin religion eller tro skal kunne underkastes sådanne begrænsninger,
som
er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn
til
den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller
sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.’
Den europæiske menneskerettighedskonventions
art. 9 beskytter bl.a. retten til at udøve religion gennem undervisning.
Dette
indebærer retten til at undervise og til at modtage undervisning om religiøse
forhold. Derfor må retten til at uddanne præster og til at blive uddannet som
præst inden for en bestemt trosretning efter min opfattelse være omfattet af
beskyttelsen i art. 9. Jeg henviser til at Domstolen i sagen Kokkinakis vs.
Grækenland, EMD 260-A, har anset retten til at missionere for omfattet af
beskyttelsen. Se også Peer Lorenzen, Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (1994), s. 256f.
Jeg har derimod ikke
grundlag for at antage at der efter den europæiske
menneskerettighedskonvention
skulle være en ret til at modtage offentlig støtte til uddannelse af præster.
Godkendelse af trossamfundets teologiske seminarium som SU-berettigende vil
derfor ikke kunne støttes direkte på art. 9.
Det må ligeledes antages at
retten til at uddanne præster er omfattet af beskyttelsen i grundlovens § 67
når den udgør et nødvendigt grundlag for udøvelsen af religionen, jf. Poul
Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), s. 633, Preben Espersen, Kirkeret
-
Almindelig Del (1993), s. 41, og Hans Gammeltoft-Hansen i Danmarks Riges
Grundlov med Kommentarer (1999), s. 322. Modsat Alf Ross, Dansk
Statsforfatningsret 2, 3. udg. (1983), s. 754. Denne bestemmelse medfører
derimod heller ikke ret til i form af uddannelsesstøtte eller på anden måde
krav at modtage statslig støtte til en sådan uddannelse, jf. tillige min
udtalelse s. 432 i Folketingets Ombudsmands beretning for 1994.
Trossamfundets teologiske
seminarium har derfor heller ikke krav på at blive godkendt som
SU-berettigende
direkte som følge af grundlovens bestemmelser om religionsfrihed.
Vurdering af hensynene bag afvisningen af at godkende seminariet
Ifølge SU-lovens § 3 (jf.
lovbekendtgørelse nr. 430 af 23. maj 1996) er beslutningen om hvorvidt en
uddannelse skal godkendes som SU-berettigende, overladt til
undervisningsministeren. Det fremgår ligeledes udtrykkeligt at godkendelsen
kan
trækkes tilbage.
I forarbejderne til SU-loven
er det præciseret at beslutningen er overladt til ministerens skøn ud fra
uddannelsespolitiske og økonomiske hensyn. Ved vurderingen skal inddrages
oplysninger om uddannelsens erhvervskompetence, kvalitet, indhold, bredere
erhvervssigte, varighed og anvendelse af og betaling for godkendte censorer
mv.
I SU-bekendtgørelsen er det
i § 6 bestemt at en privat uddannelse i særlige tilfælde kan godkendes som
SU-berettigende, og der er i reglen opstillet nogle betingelser for at en
godkendelse skal kunne gives. Det stilles bl.a. som krav at uddannelsen giver
en erhvervskompetence som umiddelbart og påviseligt kan finde almindelig
anvendelse i Danmark, og at uddannelsen har et indhold og en kvalitet der
står
mål med dansk undervisningsstandard og ikke har et snævert erhvervssigte.
For så vidt angår private
religiøse uddannelser, har Undervisningsministeriet i denne sag stillet som
betingelse at uddannelserne for at blive godkendt som SU-berettigende skal
leve
op til de akademiske standarder der gælder for universitetsuddannelser i
Danmark, herunder at undervisningen er forskningsbaseret, og at underviserne
er
ansat efter kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen for højere
uddannelsesinstitutioner. Skønsudøvelsen er hermed blevet begrænset for de
private religiøse uddannelser idet skønsudøvelsen først begynder når
betingelsen om ’universitetsniveau’ er opfyldt.
Jeg har forstået Undervisningsministeriet således at uddannelsen ved
trossamfundets teologiske seminarium er blevet afvist som SU-berettigende
allerede fordi kriteriet om universitetsniveau ikke er opfyldt.
Undervisningsministeriet har
som begrundelse for at indføre en sådan regel der begrænser skønnet, henvist
til at dette er i overensstemmelse med forarbejderne til SU-loven (og således
har hjemmel i SU-loven), og at lovgrundlaget ikke udelukker at der anvendes
’snævre målestokskriterier’ for hvilke uddannelser der godkendes
som
SU-berettigende. Af hensyn til at sikre en administrerbar ordning og en
fornøden kvalitet på området har den interne regel været nødvendig.
Ministeriet
finder ved at opstille reglen at have imødekommet behovet for forudsigelighed
og mindsket risikoen for usaglig forskelsbehandling. For så vidt angår
spørgsmålet
om hensynet til religionsfriheden, fremgår det af ministeriets udtalelser i
sagen at grundloven efter ministeriets opfattelse alene sikrer retten til
religionsfrihed, men ikke giver en dertil svarende ret til offentligt tilskud
til et trossamfunds præsteuddannelse. Det fremgår desuden at spørgsmålet om
hensynet til religionsfriheden har været overvejet i forbindelse med
opstillingen af den interne regel hvor et andet kriterium – spørgsmålet
om
anerkendt trossamfund eller ej – blev forkastet, netop fordi det
angiveligt
ville være i strid med grundlovens § 70.
Jeg har forstået Dem sådan
at det bl.a. er Deres opfattelse at Undervisningsministeriet ved at opstille
den interne regel ulovligt har begrænset skønnet, bl.a. ved at afskære
inddragelsen af hensynet til religionsfriheden, og at anvendelsen af den
interne regel udgør et brud på den almindelige lighedsgrundsætning og på den
specielle lighedsgrundsætning som grundlovens § 70 er et udtryk for.
Den almindelige lighedsgrundsætning – forholdet til andre
uddannelsesområder
Det antages at der i dansk
ret gælder en almindelig lighedsgrundsætning som går ud på at væsentligt lige
forhold skal behandles lige i retlig henseende,
jf. bl.a. Bent Christensen, Forvaltningsret
– Opgaver, Hjemmel, Organisation (1997) s. 185, og Jon Andersen mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 236. Jeg har tidligere udtalt mig om dette
spørgsmål, bl.a. i en sag gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for
1977, s. 217*.
Undervisningsministeriet har
som beskrevet opstillet nogle særlige retningslinjer for udøvelse af skønnet
for så vidt angår private religiøse uddannelser. Kravet om at uddannelserne
skal leve op til de akademiske standarder der gælder for
universitetsuddannelser, stilles således ikke til alle uddannelser. Det
fremgår
da også af den oversigt De har fået over godkendte private uddannelser at der
er blevet godkendt mange uddannelser der ikke har universitetsniveau. Jeg
forstår Dem sådan at det efter Deres opfattelse er i strid med den
almindelige
lighedsgrundsætning at stille højere krav, herunder om et akademisk niveau,
til
private religiøse uddannelser end til andre godkendte private uddannelser. De
mener at det er mere naturligt at sammenligne uddannelsen til ( )-præst med
f.eks. læreruddannelsen end med teologistudiet på universitetet.
Efter SU-bekendtgørelsen kan
private uddannelser kun i særlige tilfælde anerkendes som støtteberettigende.
Det er således ikke forudsat at alle private uddannelser skal være
støtteberettigende, og der foreligger derfor en situation hvor ministeren ud
fra uddannelsespolitiske og økonomiske hensyn kan godkende at nogle
uddannelser
ud fra den samlede mængde af private uddannelser kan opnå status som
støtteberettigende. I en sådan situation må myndigheden være berettiget til
at
klassificere de enkelte uddannelser efter saglige kriterier og eventuelt
stille
forskellige krav til de uddannelser der falder inden for forskellige grupper,
jf. herved bl.a. Bent Christensen, Forvaltningsret – Opgaver, Hjemmel,
Organisation (1997), s. 185f, Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige
Emner, 3. udg., (1997), s. 210, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994,
s.
236f, og U1996.797H. Hvis det kriterium der er afgørende for om der sker
forskelsbehandling, er sagligt og relevant i forhold til den afgørelse som
skal
træffes, har den almindelige lighedsgrundsætning ingen betydning.
Baggrunden for at stille de
høje krav om akademisk niveau for religiøse uddannelser er et ønske om at
sikre
den fornødne kvalitet på området, herunder at sikre en administrerbar
ordning.
Jeg har ikke grundlag for at fastslå at sådanne kriterier ikke er lovlige og
relevante. I den forbindelse kan jeg ligeledes henvise til at det i
bemærkningerne til SU-loven fra 1997 i beskrivelsen af ministeriets
godkendelsespraksis er nævnt at der for nogle typer af uddannelser stilles
særlige krav til godkendelse.
Den specielle lighedsgrundsætning i grundlovens § 70
Efter grundlovens § 70 som
citeret ovenfor kan ingen på grund af sin trosbekendelse ’berøves adgang
til
den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder’. Bestemmelsen
forhindrer såvel lovgiver som administrationen i skønsmæssige anliggender at
diskriminere på grund af personers trosopfattelse.
Spørgsmålet er om det
forhold at der stilles særlige krav til netop private
religiøse
uddannelser, kan udgøre en overtrædelse af den specielle
lighedsgrundsætning i grundlovens § 70 selv om kriteriet om at sikre den
fornødne kvalitet som grundlag for forskelsbehandling som ovenfor nævnt er
sagligt og relevant.
Bestemmelsen i grundlovens §
70 må forstås således at den omfatter enhver form for direkte eller indirekte
forskelsbehandling på grundlag af de i bestemmelsen forbudte
diskriminationsgrunde, jf. bl.a. Lars Adam Rehof i Danmark Riges Grundlov med
kommentarer, 1999, s. 333, Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret, 1997, bind 3,
s.
147, Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave 1983, s. 758, og den sag
der er trykt i min beretning for 1988, s. 121*.
Som det fremgår af det
forudgående afsnit, fandt jeg at det høje kvalitetskrav til religiøse
uddannelser
ikke var i strid med den almindelige lighedsgrundsætning. Ved min gennemgang
af
sagen har jeg heller ikke grundlag for at fastslå at det særlige
kvalitetskrav
er udtryk for direkte eller indirekte diskrimination i grundlovens §
70’s
forstand.
Ved min vurdering heraf har
jeg bl.a. lagt vægt på at godkendelsesbegrænsningen ikke diskriminerer ud fra
den enkelte studerendes religiøse overbevisning, at det ikke er udelukket at
en
privat religiøs uddannelse kan opnå godkendelse som SU-berettigende, og at
der
ikke kræves højere kvalitetskrav til de private religiøse uddannelser end de
krav der stilles til teologistudiet på universitetet.
Ulovlig begrænsning af skønnet? Manglende inddragelse af hensynet til
religionsfriheden?
Forvaltningen vil i forbindelse
med en skønsmæssig afgørelse som udgangspunkt være ret frit stillet med
hensyn
til inddragelse og vægtning af lovlige kriterier, jf. bl.a. Jon Andersen mfl.
Forvaltningsret, (1994), s. 245.
Hvad angår inddragelse,
modificeres udgangspunktet bl.a. af at visse kriterier betragtes som
pligtmæssige. Det gælder f.eks. kriterier der er beskrevet i lovgivningen, og
kriterier der kan udledes af menneskerettigheder, herunder grundlovens (og
den
europæiske menneskerettighedskonventions) frihedsrettigheder, bl.a. hensynet
til religionsfriheden, jf. grundlovens § 67. Se bl.a. Jon Andersen mfl.,
Forvaltningsret, 1994, s. 245, og Bent Christensen, Forvaltningsret –
Opgaver,
Hjemmel, Organisation, 3. udgave, 1997, s. 178f.
Hvad angår vægtningen,
fraviges udgangspunktet bl.a. også for så vidt angår kriterier der kan
udledes
af menneskerettigheder, herunder de ovennævnte frihedsrettigheder.
Ombudsmanden
har i flere tidligere sager udtalt at der gælder en pligt for
forvaltningsmyndighederne til ved udøvelsen af en skønsmæssig beføjelse
(positivt) at tage hensyn til borgernes udøvelse af disse friheder og i
videst
mulig udstrækning undgå at lægge hindringer i vejen for frihederne. Hensynet
til religionsfriheden bør således indgå i en myndigheds skønsmæssige
vurdering
med høj prioritet. Jeg henviser bl.a. til mine udtalelser i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1977, s. 435ff*, 1983, s. 101ff og s. 248ff*, 1988,
s. 121ff og 1989, s. 78ff*. Desuden henvises til Vestre Landsrets dom
gengivet
i Ugeskrift for Retsvæsen 1977, s. 872, og til Bent Christensen,
Forvaltningsret
– Opgaver, Hjemmel, Organisation (1997), s. 161, Jens Garde mfl.,
Forvaltningsret,
Almindelige Emner (1997), s. 215, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret
(1994), s. 239.
Udgangspunktet om at
forvaltningen i afvejningsfasen står retligt frit, modificeres også af at
skønnet
i et vist omfang kan være pligtmæssigt.
Hvis retsgrundlaget ikke
giver holdepunkter for det modsatte, antages det således at interne regler
der
begrænser skønnet kraftigt, som udgangspunkt ikke kan anses for lovlige.
Vurderingen af lovligheden beror på reglens udformning og baggrund, behovet
for
standardisering af sagsbehandlingen på det pågældende område samt afgørelsens
art. På områder hvor administrative hensyn og behovet for forudsigelighed er
særlig tungtvejende, gælder der således ikke en formodning imod at en
begrænsning
af skønnet er ulovlig,
jf. bl.a. Jon
Andersen mfl., Forvaltningsloven, 1994, s. 246f, Bent Christensen,
Forvaltningsret – Opgaver, Hjemmel, Organisation, 3. udgave 1997, s.
175, og
Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave 1997, s. 221.
Se
også dommen U1993.307H.
Spørgsmålet er herefter om
den interne regel som Undervisningsministeriet har opstillet vedrørende det
høje
kvalitetskrav der stilles til private religiøse uddannelser – en regel
som
begrænser skønsudøvelsen – er lovlig.
Undervisningsministeriet har
om baggrunden for den interne regel som ovenfor nævnt henvist til at reglen
er
nødvendig af hensyn til at sikre en fornøden kvalitet på området. Med
ordningen
finder ministeriet også at imødekomme behovet for forudsigelighed og mindske
risikoen for usaglig forskelsbehandling.
Jeg forstår på ministeriets
notat af 16. august 1993 at ministeriet finder at ministeriet meget
vanskeligt
– heller ikke ved hjælp af fagkyndig bistand – vil kunne foretage
en faglig
bedømmelse af mulige præsteuddannelser inden for en række trossamfund. Hvis
der
ikke stilles en objektiv, målbar minimumsstandard for kvaliteten af
uddannelserne, vil man derfor kunne risikere at godkendelse af en
præsteuddannelse som SU-berettigende ville kunne medføre at en lang række af
præsteuddannelser må godkendes. Udgifterne til SU på dette område –
særligt i
forhold til private præsteuddannelser i udlandet – kunne derigennem
blive
forøget i forhold til det nuværende niveau hvor private præsteuddannelser
ikke
godkendes som SU-berettigende.
Som det fremgår af
forarbejderne til SU-loven fra 1995, var det grundlæggende overladt til
undervisningsministerens
skøn ud fra uddannelsespolitiske og hermed økonomiske hensyn at vurdere
hvilke
private uddannelser der skulle godkendes som SU-beretttigende. Ved denne
vurdering skulle der bl.a. tages hensyn til uddannelsens kvalitet og indhold.
På baggrund af
Undervisningsministeriets oplysninger om at den interne regel tillige er
nødvendig for at sikre fornøden kvalitet, og på baggrund af de (økonomiske)
konsekvenser som godkendelse af nogle præsteuddannelser der ikke lever op til
det høje kvalitetskrav kan have, finder jeg at behovet for standardisering og
forudsigelighed på dette område er af en sådan karakter at jeg ikke har fuldt
tilstrækkeligt grundlag for at antage at den interne regel skulle være
ulovlig
som følge af at skønnet er sat under regel.
For så vidt angår spørgsmålet
om hensynet til religionsfriheden, har jeg lagt vægt på at hensynet til
religionsfriheden kan indgå som kriterium i den afvejning som skal foretages
hvis kravene som fastsat i den interne regel er opfyldt.
Da Undervisningsministeriets
afgørelse om ikke at anerkende seminarets præsteuddannelse som
SU-berettigende
er truffet i overensstemmelse med den interne regel, har jeg således heller
ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afgørelsen.
Partshøring
Reglerne om hvornår en
myndighed skal partshøre, findes i forvaltningslovens § 19 (lov nr. 571 af
19.
december 1985 som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991). Bestemmelsen har
følgende ordlyd:
’
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed
må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende
grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af
oplysningerne
for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.’
Efter bestemmelsen skal der
således kun foretages partshøring om oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder. Det antages imidlertid at oplysninger der beror på andre
myndigheders eller særlig sagkyndiges kvalifikation af faktum, ligeledes
omfattes af pligten, jf. herved bl.a. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret
(1994), s. 341, og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave
(1999), s. 375.
Dekan (B), Det Teologiske
Fakultet, Københavns Universitet, afgav den 5. juli 1995 en udtalelse til
Undervisningsministeriet. I udtalelsen skrev han bl.a. at spørgsmålet om
hvorvidt en privat præsteuddannelse skulle godkendes som SU-berettigende,
måtte
være afhængigt af om uddannelsen levede op til de akademiske og
videnskabelige
standarder der stilles til en universitetsuddannelse. Dette krav indebar
bl.a.
at undervisningen skulle være baseret på forskning, og at underviserne skulle
være ansat efter kriterier som i ansættelsesbekendtgørelsen. (B) foretog i
udtalelsen også en vurdering af om uddannelsen til ( )præst ville kunne leve
op
til kravene.
Oplysningerne i dekan (B)’s
udtalelse er efter min opfattelse af en sådan karakter at de i henhold til
det
der er anført ovenfor, kan karakteriseres som oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder i forvaltningslovens § 19’s forstand. Da jeg må
lægge
til grund at oplysningerne desuden var af væsentlig betydning for sagens
afgørelse, og da trossamfundets teologiske seminarium ikke var bekendt med at
Undervisningsministeriet var i besiddelse af oplysningerne, burde ministeriet
efter min opfattelse i medfør af forvaltningslovens § 19 have partshørt
trossamfundets
teologiske seminarium over oplysningerne i udtalelsen. Jeg har gjort
ministeriet bekendt med min opfattelse.
Jeg bemærker at jeg ikke har
taget stilling til spørgsmålet om hvorvidt der burde have været partshørt
over
de to udtalelser af 29. juli 1993 og 10. april 1996 fra Kirkeministeriet og
over
Kammeradvokatens udtalelse af 24. februar 1997.
Begrundelse
Af forvaltningslovens §§ 22
og 24 (lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni
1991) fremgår følgende:
’
§ 22.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget
af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part
medhold.
...
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.’
En begrundelse for en
afgørelse skal som nævnt i forvaltningslovens § 24 indeholde en henvisning
til
de retsregler som afgørelsen er truffet efter. Henvisningen til retsreglerne
skal omtale disse så de uden videre kan identificeres af afgørelsens adressat
ved angivelse af lovens eller bekendtgørelsens nummer og dato samt ved præcis
angivelse af de relevante bestemmelsers paragrafnummer, stk., litra eller
nummer, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 368.
Undervisningsministeriets
afgørelse af 24. juni 1997 indeholder ikke en henvisning til de retsregler
som
afgørelsen er truffet efter.
Ministeriets begrundelse for
afslaget på trossamfundets teologiske seminariums ansøgning om SU-godkendelse
af uddannelsen ved seminariet opfylder dermed ikke kravet i
forvaltningslovens
§ 24 om en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke en afgørelse er
truffet. Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.
Under hensyn til at
Undervisningsministeriet i sit brev af 6. marts 1998 til Dem har beklaget den
lange sagsbehandlingstid, finder jeg ikke grundlag for at tage stilling til
dette spørgsmål.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”
NOTER: (*)
FOB 1994, s. 427, FOB 1977, s. 217 og
435, FOB 1988, s. 121, FOB 1983, s. 101 og 248 og
FOB 1989, s. 78.
Lignende dokumenter
- Uddannelsesstøtte til studerende ved Metodistkirkens Teologiske Seminarium. Den almindelige lighedsgrundsætning. Retsinformation · 25. juni 2003
- Folkekirkens præster. Uddannelse, ansættelsesbetingelser og stillingsindhold. Retsinformation · 25. september 1997
- Afslag på dispensation til fjerde eksamensforsøg Retsinformation · 19. januar 2004
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2015/635 af 15. oktober 2014 om Irlands statsstøtte SA.20580 (C 31/07) (ex NN 17/07) til Córas Iompair Éireann Bus Companies (Dublin Bus og Irish Bus) (meddelt under nummer C(2014) 7275) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 15. oktober 2014
- 1989 LSF 137 FORSLAG TIL LOV OM FOLKEKIRKENS INSTITUTIONER TIL UDDANNELSE OG EFTERUDDANNELSE AF PRÆSTER Retsinformation · 17. maj 1990
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Lenz fremsat den 29. april 1986. — Deborah Lawrie-Blum mod Land Baden-Württemberg. EU-domme · 29. april 1986