Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på dispensation til fjerde eksamensforsøg

FOU nr 2002.272UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på dispensation til fjerde eksamensforsøg

Af sagens

akter fremgår bl.a. at B i 1990 startede med at læse teologi på Københavns

Universitet. I januar 1995 havde B bestået alle fag på grunduddannelsen

bortset

fra faget Ny Testamente. Ved det tredje eksamensforsøg i Ny Testamente i

januar

1997 bestod B ikke. Denne sag angår myndighedernes afgørelse og behandling af

B’s ansøgning om dispensation til for fjerde gang at lade sig indstille

til

eksamen i Ny Testamente.

Den 3. februar 1997 søgte B

om 4. gangs-dispensation til at gå til eksamen i Ny Testamente. Som

begrundelse

for ansøgningen om dispensation anførte B bl.a. at han havde haft øget

arbejde

som kirketjenervikar, hvilket havde betydet at det havde været svært for ham

at

komme til de nødvendige forelæsninger, ligesom han ikke tilstrækkeligt havde

brugt de muligheder som fakultetet havde tilbudt ham. Ved det tredje

eksamensforsøg havde B været præget af nervøsitet. Begge forældre havde på

skift siden januar 1995 været indlagt på hospital med bl.a. hjerteproblemer.

B

fremlagde også en plan for hvordan han kunne bestå eksamen i faget. B mente

ikke at det forhold at han ikke havde bestået Ny Testamente i tredje forsøg,

var udtryk for at han ikke var studieegnet. Han henviste til at han bortset

fra

Ny Testamente havde bestået de øvrige fag uden særlige problemer.

Studienævnet traf på sit møde

den 10. februar 1997 afgørelse om at give afslag på ansøgningen med 4 stemmer

Læs alt

for og 1 imod.

Med brev af 12. februar 1997

gav studienævnet afslag på ansøgningen idet der efter nævnets opfattelse ikke

forelå sådanne særlige omstændigheder at de ville kunne begrunde en

dispensation. Hvis B måtte ønske det, stod formanden for studienævnet, C, til

rådighed for yderligere drøftelse af sagen.

Den 20. februar 1997 klagede

B over afslaget og begrundelsen herfor. I klagen anførte B bl.a. at det var

hans klare indtryk at der reelt var taget en beslutning om ikke længere at

give

4. gangs- dispensation, og at afgørelsen af sagen derfor reelt var truffet på

forhånd uden at vurdere begrundelserne for ansøgningen om dispensation. B

mente

at den væsentlige faglige forudsætning måtte være spørgsmålet om han var i

stand til at bestå Ny Testamente ved en fjerde eksamen og i øvrigt at

gennemføre det teologiske studium, hvilket han betragtede sig som værende i

stand til. B mente ikke at studienævnet havde taget i betragtning at han

ville

være i stand til at gennemføre studiet.

B havde den 3. marts 1997 en

samtale med studielederen, C, som den 5. marts 1997 skrev et brev til B

hvoraf

følgende bl.a. fremgår:

”(1) Studienævnet har truffet

sin afgørelse i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701

af

21. august 1995 om eksamen ved visse videregående uddannelser under

Undervisningsministeriet § 16, stk. 1, hvori det fastslås, at en studerende

højst tre gange kan indstille sig til samme prøve eller anden form for

bedømmelse,

men at institutionen kan tillade indstilling en fjerde gang, ’hvis det

findes

begrundet i usædvanlige forhold’. Nævnet har ikke skønnet, at de

omstændigheder, som Du selv anfører som baggrund for Dit uheldige

eksamensforløb (øget erhvervsarbejde og deraf følgende ringere mulighed for

at

følge Fakultetets undervisning, fejldisposition med henblik på indstilling

til

eksamen i Ny Testamente i august-terminen 1996, nervøsitet i forbindelse med

eksamen for 3. gang i Ny Testamente i januar 1997 samt sygdom i familien i de

sidste par år), har været så usædvanlige, at de kunne begrunde noget så

exceptionelt som en fjerdegangsdispensation. De fleste af de forhold, som Du

anfører, er ting, som Du selv mere eller mindre var herre over, og som Du

kunne

have gestaltet anderledes, hvis og når Du blev klar over, at det gjaldt Din

eksamen, som Du senest må have følt hang i en meget tynd tråd, da Du dumpede

for anden gang i Ny Testamente. Dine forældres sygdom er det eneste, der har

været uden for Din kontrol, men der er intet i Din ansøgning, der tyder på,

at

den har påvirket Din hverdag på en sådan måde, at Du skulle have været ude af

stand til at klare det arbejdspres, der er forbundet med studium og eksamen.

I

hvert tilfælde må man konstatere, at den åbenbart ikke har hindret Dig i at

påtage Dig en forøget arbejdsbyrde i forbindelse med Din virksomhed som

kirketjenervikar. Studienævnet har også noteret sig, at Du ikke har anset det

for nødvendigt og i øvrigt tjenligt for et heldigt udfald af Din eksamen at

gøre brug af det tilbud om hjælp til tilrettelæggelse af Din eksamenslæsning,

som en af mine nytestamentlige kolleger fremsatte, da Du for anden gang var

dumpet i Ny Testamente.

(2) Studienævnets afslag på

Din dispensationsansøgning hviler endvidere på en faglig vurdering fremsat af

en lærer i Ny Testamentes Eksegese, lektor, dr. phil. (D), gående ud på, at

Dine chancer for med held at gennemføre det teologiske studium skønnes at

være

så ringe, at det ikke ville give mening at give Dig en yderligere mulighed

for

at indstille Dig til eksamen. Dette indtryk bekræftes ved et blik på Din

eksamensudskrift, der viser, at Du i Dit studieforløb har haft store

vanskeligheder med de bibelske fag, idet Du også i hebraisk først bestod

prøven

ved et fjerde forsøg. Dette må fastholdes til trods for, at Du ved samtalen

den

3. marts hævdede, at Du - tværtimod eksamensudskriftens oplysninger - kun har

været indstillet til eksamen i dette fag tre gange. Jeg har undersøgt sagen,

og

det viser sig,

at

Du udeblev fra

prøven den 7. januar 1993 og altså blev registreret som dumpet,

at

Du med henblik på prøven den 12.

januar 1994 meldte Dig syg, men ’glemte’ at indsende den nødvendige

lægeerklæring og derfor på ny måtte registreres som udeblevet og således

dumpet,

at

Du ved prøven den 8. juni 1994

opnåede karakteren 00, samt

at

Du

endelig ved et fjerde forsøg den 23. august 1994 bestod med karakteren 07.

Denne sidste prøve har Du eksamensadministrativt kun kunnet aflægge på

dispensation, lige meget om Du så har fået den skriftligt (hvad Du

tilsyneladende

ikke har) eller har indstillet Dig med studielederens mundtlige accept. Men

hvorom alting er, synes Du at have haft vanskeligheder i hvert fald med de

bibelske fag, hvilket naturligvis må veje ekstra tungt i betragtning af, at

nytestamentlig eksegese er et hovedfag. Hertil kommer det almindelige

indtryk,

at Du har været usædvanligt længe om studiet på grunduddannelsen, som Du nu

befinder Dig på på 7. år.

(3) Under henvisning til

ovenstående finder jeg konkluderende ikke grund til at revidere Studienævnets

afgørelse, heller ikke efter at jeg den 3. ds. har haft lejlighed til at tale

med Dig personligt.

”

Formanden for studienævnet

redegjorde på nævnets møde den 17. marts 1997 for sagen.

Studienævnet meddelte den 20.

marts 1997 B at nævnet ikke fandt anledning til at ændre den trufne

afgørelse.

Af brevet fremgår også at studielederen, hvis B måtte ønske det, naturligvis

stod til rådighed med henblik på en eventuelt yderligere samtale om sagen.

Med brev af 2. april 1997

klagede B over afslaget på 4. gangs-dispensation. Som begrundelse for klagen

anførte B navnlig at han den 13. december 1995 var udsat for et overfald af

en

medstuderende på Det teologiske Fakultet, og at dette overfald havde haft

afgørende psykisk indflydelse på hans lyst til at komme på Det teologiske

Fakultet. B havde ikke ønsket at være medvirkende til eventuelle negative

konsekvenser for hans medstuderende hvilket var årsagen til at momentet ikke

tidligere var fremført. B ønskede fortsat at opretholde den medstuderendes

anonymitet. B vedlagde samtidig en udskrift af 16. december 1995 fra

Rigshospitalets skadestue hvoraf det bl.a. fremgår at grunden til at B

henvendte sig til skadestuen, var ønsket om en vurdering i forbindelse med

politiattest. Det fremgår også at B havde haft en vis grad af hjernerystelse

og

tilrådedes ro indtil symptomfrihed. B vedlagde også en kopi af et brev af 22.

december 1995 fra advokat ( ). Af dette brev fremgår bl.a. at B som følge af

overfaldet havde været sygemeldt fra sit arbejde som hospitalsmedhjælper på (

)

Hospital i perioden fra den 14.-17. december 1995 samt fra sit arbejde som

postarbejder på ( ) Postkontor den 16. december 1995, hvilket havde medført

en

tabt arbejdsfortjeneste på i alt 1.905 kr. Hvis den medstuderende inden 3

dage

fremsendte dette beløb, ville der ikke blive taget skridt til

politianmeldelse.

Af et også vedlagt brev fra den medstuderende fremgår bl.a. at den

medstuderende ville betale det nævnte beløb.

Den 23. april 1997 udtalte

lektor D sig om den kritik som B i klagen af 2. april 1997 havde fremsat i

forbindelse med den faglige vurdering af B der var indeholdt i udtalelsen af

5.

marts 1997. Af udtalelsen af 23. april 1997 fremgår bl.a.:

”(B) beklager sig over det

angiveligt mangelfulde grundlag, hvorpå jeg har udtalt mig om hans faglige

forudsætninger, samt brugen af udtalelsen ved sagens afgørelse. Jeg skal i

den

forbindelse anføre følgende.

(1) Når jeg har udtalt mig om

(B)’s faglige forudsætninger, skyldes det udelukkende den tilfældighed,

at jeg

har sæde i studienævnet, hvor sagen blev behandlet, og at jeg var til stede

(som censor) ved det tredje eksamensforsøg (januar 1997), hvor (B) desværre

dumpede. Andre af mine kolleger, som har været med til at dumpe (B), kunne

selvsagt også have udtalt sig, men jeg var altså med til at behandle sagen og

havde det friskeste førstehåndskendskab til den.

(2) Min udtalelse om de

manglende faglige forudsætninger byggede alene på forløbet af selve

eksaminationen af den simple grund, at (B) under sin tilstedeværelse ved den

undervisning i efteråret 1996, der ledte frem til eksamen, ikke ytrede sig

fagligt overhovedet. Hvad selve eksaminationen angår, var det derimod den

klare

overbevisning hos såvel eksaminator som mig selv, at de faglige

forudsætninger

for at bestå ikke var til stede. Faktisk stillede jeg ved eksaminationens

afslutning som censor (B) et meget simpelt sprogligt spørgsmål, netop for at

sikre mig, at vi ikke tog fejl af niveauet. (B) kunne ikke besvare det og

erklærede selv, da han var på vej ud af eksamenslokalet, at det nok heller

ikke

var gået denne gang. Deri havde han altså ret. Og da der var tale om tredje

eksamensforsøg, måtte vi konkludere, at de faglige forudsætninger for

overhovedet at gennemføre det teologiske studium heller ikke var til stede.

(3) Det korte af det lange

er, at min vurdering af (B)’s faglige kvalifikationer alene bygger på

den

simple kendsgerning, at han trods et langt studieforløb er dumpet tre gange i

faget Ny Testamente (med tre forskellige eksaminatorer/censorer) og på en

sådan

måde, at han sidste gang selv endog var klar over det, før voteringen gik i

gang.

Hvad angår mine øvrige

kontakter med (B) op til og umiddelbart efter hans tredje eksamensforsøg,

skal

jeg kun anføre dette.

(a) (B) ringede til mig et

stykke tid henne i efterårssemesteret 1996 (ultimo september?) og spurgte, om

han måtte følge den da allerede påbegyndte undervisning frem til eksamen i

vinterterminen. Svaret var selvfølgelig et ja, og samtidig fik jeg at vide af

ham, at de to tidligere dumpninger efter hans egen mening først og fremmest

skyldtes sproglige vanskeligheder. Deraf mit oprigtigt og venligt mente

tilbud

om hjælp til eksamenslæsning, som

jeg fremkom med, da (B) endelig

halvanden uge senere dukkede op på holdet. (B) deltog derefter rigtignok kun

forholdsvis sporadisk i undervisningen i efteråret 1996, og han tog altså

heller ikke imod tilbudet om hjælp. Der var dog ikke på noget tidspunkt tale

om, at dette skulle skyldes en psykisk begrundet ulyst til overhovedet at

komme

på Det teologiske Fakultet.

(b) I forbindelse med (B)’s

dumpning i januar tilbød jeg, som naturligt er, en efterfølgende samtale om

hans situation. Det tog han med glæde imod, og vi havde en, som jeg selv ser

det, god og afslappet samtale, hvor (B) forklarede mig om sit studieforløb,

sine arbejdsforhold samt om sygdom i familien (hos hans forældre) - alt

sammen

som reaktion på min påpegning af, at en ansøgning om tilladelse til at gå op

fjerde gang kun kunne forventes bevilget, hvis der forelå helt usædvanlige

forhold, der kunne begrunde det. På intet tidspunkt så meget som antydede (B)

det i klagen til rektor anførte overfald.

(c) Som naturligt er, talte

vi under samtalen også om, hvad (B) skulle gøre med henblik på at bestå

fjerde

gang, hvis studienævnet efter en evt. ansøgning herom skulle bevilge et

sådant forsøg.

(B) erklærede her, at han ville følge den undervisning, der skulle til at

begynde 1. februar ved prof. ( ) som forberedelse til denne sommertermins

eksaminer. Jeg støttede selvfølgelig denne tanke. Heller ikke her var der

nogen

antydning af, at (B) skulle være psykisk forhindret i at følge

undervisningen.

Således har - efter min

bedste og mest ærlige overbevisning - forløbet været, for så vidt angår min

egen andel i det. Andre punkter i (B)’s klage skal jeg ikke her tage

stilling

til.”

Studielederen udtalte den 29.

april 1997 bl.a. følgende:

”(1) Det er muligt, at § 16,

stk. 1 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995

om

eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet

tolkes forskelligt ved forskellige fakulteter. Det er ikke min opgave at

kommentere andre fakulteters tolkning af dispensationsparagraffen, men Det

teologiske Studienævn er forvisset om, at dets interpretation af paragraffen

er

i bekendtgørelsens ånd. Det er korrekt, at det nuværende studienævn ved sin

tiltrædelse i februar 1996 fandt anledning til at stramme praksis i

forbindelse

med meddelelse af fjerdegangsdispensation, hvilket skete på møde den 11.

marts

1996 med tilslutning fra såvel lærer- som studenterrepræsentanter. Jeg

redegjorde

efterfølgende i studenternes blad

Arken

grundigt

for og begrundede den ændrede og herefter gældende praksis (se vedlagte

artikel). Alle, der har haft interesse (eller behov) for at sætte sig ind i

den

sag, har haft rig lejlighed til det. Det er naturligvis ikke rigtigt, at Det

teologiske Studienævn med den nye praksis reelt udelukker muligheden for at

få

dispensation til for 4. gang at indstille sig til en eksamen. Det kan

selvfølgelig fortsat lade sig gøre, når der foreligger ganske særlige og som

sådanne

dokumenterede omstændigheder. I det grundlag, hvorpå klager i skrivelse af 3.

februar d. å. bad studienævnet træffe en afgørelse, var og er der fortsat

intet, der kan rubriceres under kategorien ’dokumenterede særlige

forhold’.

(2) Klager anker over, at

lektor, dr. phil. (D), der er lærer i Ny Testamentes eksegese, ikke skulle

have

tilstrækkeligt kendskab til hans fagkundskaber til at kunne fremsætte en

faglig

vurdering af hans mulighed for et positivt studieforløb. Idet jeg henviser

til

vedlagte skriftlige erklæring fra dr. (D) skal jeg blot tilføje, at denne

besidder endog ganske gode muligheder for at bedømme klagers faglige meriter,

for så vidt han baserer sin bedømmelse på en (trediegangs)eksamination i Ny

Testamente. Det er faktisk sjældent, man har så god og konkret mulighed for

at

bedømme et menneskes faglige kvalitet. Det er derfor helt uholdbart at

betegne

det grundlag, hvorpå (D) har fremsat sin vurdering, som mangelfuldt.

(3) Til klagerens mindre

punkter, hvori han kommenterer dele af min skrivelse til ham af 5. marts d.

å.,

skal jeg anføre følgende:

(a) Når jeg skriver, at

klager ’ikke har anset det for nødvendigt og i øvrigt tjenligt for et

heldigt

udfald af (hans) eksamen at gøre brug af det tilbud om hjælp til

tilrettelæggelse af (hans) eksamenslæsning, som en af mine nytestamentlige

kolleger fremsatte, da (han) for anden gang var dumpet i Ny Testamente’,

er det

i skønneste overensstemmelse med det indtryk, han selv gav mig ved den

mundtlige samtale, jeg førte med ham den 3. marts d. å., og i øvrigt også i

samklang med, hvad han selv bemærker i sin oprindelige dispensationsansøgning

af 3. februar d. å., hvor han ’må indrømme at (han) nok ikke

tilstrækkeligt,

har brugt de muligheder der blev tilbudt (ham) fra fakultetets side’. Om

det,

som han nu påstår, er en forsimpling af sagen at udtrykke sig på den måde, er

helt hans eget ansvar.

(b) Klager har muligvis ’en

anden opfattelse af tingene’ i forbindelse med sin eksamen i hebraisk.

Hvad jeg

har anført i min skrivelse til ham af 5. marts d. å., svarer helt og aldeles

til hans eksamensudskrift, der afslører det eneste faktuelle forløb, som

studienævnet kan forholde sig til. I øvrigt turde det vist være en

tilsnigelse

at påstå, at man ikke skulle have problemer med et fag, som man først ved

fjerde

forsøg består med karakteren 07.

(c) Klager beskriver sit

lange studieforløb som ’et personligt valg’. Jeg tror, denne

bemærkning taler

for sig selv. Hvis han virkelig skulle have truffet det personlige valg at

befinde sig på grunduddannelsen så længe, som tilfældet er, er det da

pudsigt,

at han så relativt mange gange har indstillet sig til eksamen med udsigt til

og

i håb om (formoder jeg) at få afsluttet de fag, han indstillede sig til

eksamen

i, og dog vel kun har måttet acceptere det forlængede studieforløb, fordi han

dumpede de 8 ud af de i alt 16 gange, han indstillede sig til prøve (jfr.

igen

eksamensudskriften).

(4) Til klagers beretning om

overfald på Det teologiske Fakultet den 16. december 1995 skal jeg anføre

følgende: Ved studienævnets afgørelse af dispensationsansøgningen forelå

ingen

oplysninger om denne tragiske episode overhovedet, og klager har heller ikke

efterfølgende, altså heller ikke ved min mundtlige drøftelse med ham den 3.

marts, fundet anledning til at indvie mig heri. Studienævnet har derfor

heller

ikke haft tilgang til de bilag, der vedrører overfaldet, og som er medsendt i

forbindelse med fremsendelsen af klagen til Universitetets Rektor. Selv om

jeg

ikke skal lægge skjul på, at denne historie i den foreliggende sammenhæng

forekommer

mig at være et

argumentum ad occasionem

og

derfor ikke umiddelbart virker troværdig som støtte for den fremsendte

dispensationsansøgning, skal jeg være parat til at give klager den sidste

benefit of the doubt

og erklære mig

villig til at forelægge sagen til fornyet drøftelse i Det teologiske

Studienævn

under forudsætning af, at det ved lægeattest kan dokumenteres, at han i flere

måneder efter overfaldet har været i en sådan psykisk tilstand, at han har

været uarbejdsdygtig og derfor ude af stand til på forsvarlig vis at

forberede

sig til eksamen. Det må være mig tilladt at tilføje et udtryk for min undren

over, at klager tilsyneladende i samme periode har haft kræfter til at forøge

sit erhvervsarbejde, hvilket han jo i sin dispensationsansøgning anførte som

grund til, at hans studium ikke helt var forløbet efter hensigten.

(5) Konkluderende

skal jeg derfor fremføre, at jeg ikke finder

anledning til at forelægge den afgørelse, hvorefter stud. theol. (B) fik

afslag

på ansøgning om (for anden gang i løbet af grundstudiet, idet han jo også som

ovenfor anført først bestod eksamen i hebraisk ved en fjerdegangsprøve) for

4.

gang at indstille sig til grunduddannelseseksamen i faget Ny Testamente, til

fornyet drøftelse i Det teologiske Studienævn, idet det tilføjes, at det

grundlag, på hvilket denne afgørelse blev truffet, ikke ses at være ændret,

med

mindre det ved lægeattest kan dokumenteres, at det overfald, som klager efter

eget udsagn var udsat for den 16. december 1995, havde sådanne psykiske

følger,

at de umuliggjorde hans arbejde med studium og eksamen i løbet af året 1996.

Den klagen til Rektor vedlagte kopi af journal fra Rigshospitalets skadestue

vil, såfremt den alene dokumenterer behandling på skadestuen umiddelbart

efter

overfaldet, således ikke være tilstrækkelig til revision af studienævnets

afgørelse.”

Af den af studielederen

omtalte artikel i bladet Arken, 18. årgang, nr. 2, 1996, fremgår bl.a.:

”Gældende eksamensordning

giver altså mulighed for at indstille sig højst tre gange til samme eksamen,

og

er en studerende så uheldig at dumpe alle tre gange, betyder det under

normale

omstændigheder som sagt, at man må forlade studiet. Eksamensordningen giver

imidlertid yderligere den mulighed at dispensere herfra og tillade en

eksamenskandidat at indstille sig en fjerde gang, ’hvis det findes

begrundet i

usædvanlige forhold’ (Undervisningsministeriets eksamensbekendtgørelse,

§ 16).

Med udgangspunkt i en vis

usikkerhed om, hvornår man ville kunne regne med at få en sådan

fjerdegangsdispensation, har Studienævnet for Teologi drøftet sagen. På

baggrund heraf indskærpes det, at en sådan dispensation til at forsøge en 4.

gang kun vil blive givet, hvis der

virkelig

foreligger usædvanlige forhold (sygdom ell. lign.), der kan give en meget god

forklaring på, hvorfor de første tre forsøg mislykkedes, og man således kan

have en begrundet formodning om, at den hidtidige eksamensfiasko ikke

skyldtes

manglende studieegnethed, og at et fjerde eksamensforsøg derfor har god

udsigt

til at lykkes. Det er f.eks. ikke tilstrækkeligt at anføre, at man nu efter

tre

mislykkede eksaminer har indset, at man måtte intensivere sine studier og

arbejde mere alvorligt. Det anses for at henhøre under absolut sædvanlige

forhold, at studenter tager deres studium alvorligt og er klare over de høje

krav, som et universitetsstudium stiller. Heller ikke den kendsgerning, at

man

har indstillet sig til eksamen i for mange fag samtidigt og derfor måske er

dumpet, gælder for at være så usædvanlig, at den kan begrunde dispensation

til

at gå op for fjerde gang.

Det indskærpes også, at de

usædvanlige forhold, som man påberåber sig ved ansøgning om

fjerdegangsdispensation, skal være dokumenterede. Der skal altså ved sygdom

medsendes lægeerklæring, ligesom eventuelt andre eksamenshindrende forhold

skal

være behørigt dokumenterede. Hvornår der foreligger usædvanlige forhold i

Eksamensbekendtgørelsens forstand, kan være vanskeligt at konstatere, og

afgørelse må træffes individuelt i hvert enkelte konkret tilfælde.

Sammenfattende kan det anføres som Studienævnets holdning, at

fjerdegangsdispensation er en absolut undtagelse og derfor normalt ikke

gives.”

Med brev af 16. maj 1997

afviste studieadministrationen på rektors vegne klagen. Som begrundelse for

afvisningen af klagen anførte studieadministrationen bl.a. at et afslag på 4.

gangs- dispensation i et tilfælde som det foreliggende hvor et andet fag i

forvejen først var bestået i fjerde forsøg, ikke var en usædvanlig

beslutning.

Med hensyn til den i bladet Arken beskrevne praksis mente

studieadministrationen

at der i artiklen var redegjort for studienævnets generelle overvejelser på

området, og at den beskrevne praksis faldt inden for § 16 i

eksamensbekendtgørelsen.

I brev af 2. juni 1997 søgte

B på ny om 4. gangs-dispensation til at lade sig indstille til eksamen i

faget

Ny Testamente. B vedlagde samtidig en erklæring af 4. juni 1997 fra hans egen

læge ( ). Af lægeerklæringen fremgår bl.a.:

”13/12-95 blev (B) uprovokeret slået ned af en

medstuderende ved en julefest på theologistudiet. Han pådrog sig en mindre

hjernerystelse og måtte være sygemeldt af den grund nogle dage men fik ellers

ingen varige fysiske mén.

Derimod medførte overfaldet

en angstpræget animositet mod at nærme sig theologistudiets lokaliteter,

hvilket ifølge (B) og hans families udsagn til mig i høj grad har medvirket

til, at han ikke har kunnet følge forelæsninger m.v. i det omfang, som det

har

været påkrævet. Ofte har han således været på vej til universitetet men vendt

om, kort før han nåede det p.g.a. en angst, som man nærmest kan kalde fobisk.

Fænomenet er ikke ukendt for

overfaldsofre, som ikke får bearbejdet hændelsen umiddelbart, hvorved de

negative følelser kan vendes indad med angst, usikkerhed og tab af selvværd

til

følge. Jeg mener, at det er dette forhold, der gør sig gældende hos (B), som

i

sine øvrige sammenhænge, herunder i andet kirkeligt arbejde, har fungeret

upåklageligt.

Jeg har ikke fundet andre

psykopatologiske tegn hos (B) end ovenstående, som vi nu er ved at bearbejde

ved samtaler. Jeg mener, at der er en god mulighed for, at problemerne herved

kan blive løst.

Med hensyn til den konkrete

ansøgning finder jeg således, at der foreligger ganske særlige

omstændigheder,

som kan begrunde, at der meddeles dispensation.”

Studienævnet tog på sit møde

den 16. juni 1996 stilling til anmodningen om genoptagelse. Det fremgår af

referatet herfra at tre medlemmer af studienævnet var for en genoptagelse og

tre imod, hvorfor sagen blev genoptaget. Ligeledes for så vidt angik

spørgsmålet om der skulle meddeles dispensation, stod stemmerne lige. Det

blev

derfor bestemt at hvert medlem af nævnet skulle indsende votum med henblik på

at overgive sagen til fakultetsrådets afgørelse. De enkelte

studenterrepræsentanter afgav den 28. juni 1997, 3. juli 1997 og 11. august

1997 udtalelser til sagen. Herudover fremkom lærerrepræsentanterne i

studienævnet med en fælles udtalelse af 20. juli 1997 der bl.a. indeholder

følgende:

”(1) Generelt virker

anførelsen af overfaldsperioden på det sene tidspunkt i ansøgningsforløbet

som

et

argumentum ad occasionem

, der

begrunder ønsket om at få den ansøgte dispensation mere end det uheldige

eksamensforløb.

(2) Af journaludskriften fra

Rigshospitalets Skadestue fremgår, at (B) først godt 2½ døgn efter

overfaldet,

nemlig den 16. december 1995 kl. 13:07, henvendte sig til Skadestuen

’med

ønsket om vurdering i forbindelse med evt. politiattest’. Konsultationen

på

Skadestuen varede nøjagtigt 18 minutter, idet patienten anføres som udskrevet

samme dag kl. 13:25 med diagnosen

en vis

grad af hjernerystelse

og med råd om ro indtil symptomfrihed, der åbenbart

har indstillet sig fra og med den 18. december, idet han ifølge skrivelse af

22. december 1995 fra advokat ( ) har været ude af stand til at varetage sit

arbejde i dagene 14.-17. december, hvorfor han som allerede sagt krævede

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

(3) Dette er også i

overensstemmelse med redegørelse fra (B)’s egen læge, der i erklæring af

4.

juli 1997 (altså mere end 1½ år efter episoden) anfører, at hans patient

’pådrog sig en mindre hjernerystelse og måtte være sygemeldt af den

grund nogle

dage men fik ellers ingen varige fysiske mén’. Lægen anfører endvidere,

at

overfaldet derimod har medført ’en angstpræget animositet mod at nærme

sig

theologistudiets lokaliteter, hvilket ifølge (B) og hans families udsagn . i

høj grad har medvirket til, at han ikke har kunnet følge forelæsninger m.v. i

det omfang, som det har været påkrævet’. Lægen tilkendegiver, at

(B)’s

angstprægede animositet har hindret ham i at varetage sine

eksamensforpligtelser, selv om han ’i sine øvrige sammenhænge, herunder

i andet

kirkeligt arbejde, har fungeret upåklageligt’.

(4) Dette hænger efter vores

opfattelse ikke sammen. Det er ikke troværdigt på den ene side at hævde, at

den

angstprægede animositet har hindret eksamensaktivitet, mens den på den anden

side åbenbart ingen indflydelse har haft på (B)’s øvrige arbejdsindsats,

der

oven i købet ifølge hans egen oprindelige ansøgning af 3. februar d.å. blev

intensiveret i løbet af 1996 (altså i månederne efter overfaldet) i en sådan

grad, at det kunne anvendes som argument for, at han ikke havde kunnet bestå

eksamen. Hvordan kan den angstprægede animositet og det deraf angiveligt

medfølgende ’tab af selvværd’ gøre ansøger arbejdsudygtig, når det

drejer sig

om universitære aktiviteter, mens den åbenbart på andre områder ikke blot har

været uden betydning, men helt øjensynligt og efter (B)’s eget udsagn

ikke har

stillet sig i vejen for et stærkt øget arbejdspres? I bedste fald foreligger

der en form for selektiv arbejdsudygtighed, der imidlertid virker alt andet

end

overbevisende. Dette bekræftes af den kendsgerning, at (B) i løbet af 1996

faktisk var eksamensaktiv, idet han både i juni og august 1996 indstillede

sig

til eksamen i Ny Testamente og oven i købet forberedte sig til eksamen for

tredje

gang i samme fag i løbet af efteråret samme år for på ny at prøve lykken i

januar 1997. Alle tre gange dumpede han, men det udelukker da ikke, at der

har

været tale om eksamens-aktivitet, som han jo dog altså har gennemført til

trods

for nok så megen angstpræget animositet.

(5) Sammenfattende må vi

konstatere, at den fremlagte dokumentation ikke overbeviser os om, at det er

den angstprægede animositet, der er årsag til (B)’s uheldige studie- og

eksamensforløb, men at det tværtimod er denne angstprægede animositet, der nu

på dette stærkt forsinkede tidspunkt, hvor sagen rejses i anden omgang, skal

bruges som argument for at gennemtvinge den dispensation, som alle de øvrige,

i

sagen hidtil fremførte argumenter ikke har kunnet få institutionen til at

bevilge. Det er da unægtelig også en akavet og utroværdig situation,

ansøgeren

har bragt sig selv i, ved først i anden omgang at spille trumfkortet

(voldsepisoden) ud som det argument, der skulle kunne forskaffe ham den

dispensation, som alle hans først anførte argumenter ikke var stærke nok til

at

sikre ham. Havde den angstprægede animositet virkelig spillet den rolle, den

ifølge (B)’s fornyede ansøgning angiveligt har haft, havde han

naturligvis

(ikke mindst i betragtning af den iver og stædighed, hvormed han forfølger

sit

mål) anvendt den allerede ved fremsendelsen af den første

dispensationsansøgning. Vi tvinges derfor til at konkludere, at heller ikke

den

på ny indsendte ansøgning dokumenterer de ’usædvanlige forhold’,

som

Eksamensbekendtgørelsens § 16, stk. 1 stiller som betingelse for bevilling af

fjerdegangsdispensation.

(6) Denne konklusion bliver -

bortset fra alt, hvad der hidtil er anført - ikke mindre nærliggende i

betragtning af den kendsgerning, at (B)’s hidtidige eksamenspræstationer

er så

svage, at det ikke forekommer os tilrådeligt at lade ham fortsætte det

teologiske studium. Han har på nuværende tidspunkt studeret 7 år uden at have

afsluttet grunduddannelsen, og han er én gang tidligere (ved eksamen i

hebraisk) først bestået på fjerdegangsdispensation. Han har indtil nu

indstillet sig i alt 16 gange til eksamen i de forskellige discipliner og kun

i

nøjagtigt halvdelen af tilfældene (i alt 8 gange) med succes.”

Den 6. august 1997 sendte

studienævnet sagen til dekanen med henblik på behandling i fakultetsrådet.

Fakultetsrådet behandlede

sagen på sit møde den 25. august 1997. Samme dag skrev dekanen bl.a. følgende

til B:

”Efter indgående drøftelse

vedtog Fakultetsrådet

ikke

at

imødekomme din ansøgning om 4. gangsdispensation i Ny Testamente på

grunduddannelsen.

Da du efter det over for mig

oplyste ikke har kendskab til de vedlagte 4 skrivelser, vil jeg ifølge

Forvaltningslovens § 19 give dig lejlighed til at fremkomme med en udtalelse,

inden jeg stadfæster Fakultetsrådets afgørelse. En eventuel udtalelse skal

være

mig i hænde inden en uge fra dags dato.”

Tilsvarende formulering

anvendte dekanen i sit brev af 29. august 1997 til studienævnet.

B kommenterede udtalelserne i

brev af 31. august 1997. B anførte bl.a. at grunden til at overfaldet ikke

var

nævnt tidligere, var hensynet til den involverede student, og at B ikke havde

haft lyst til at meddele den for ham pinlige episode til andre. B mente også

at

det lå i sagens natur at en uarbejdsdygtighed der var fremkaldt af

overfaldet,

ville være selektiv da den jo netop vedrørte hans forhold til et bestemt

miljø

snarere end hans arbejdsdygtighed generelt. B forstod heller ikke hvorfor han

var registreret som om han også i faget hebraisk havde fået 4. gangs-

dispensation idet han ikke havde søgt en sådan - heller ikke mundtligt.

Endelig

gjorde B opmærksom på at han syntes det var underligt at studienævnet ikke

gav

ham besked om hvordan sagen stod efter mødet den 16. juni 1997.

I brev af 2. september 1997

bekræftede dekanen at fakultetsrådet ikke havde kunnet imødekomme ansøgningen

fordi fakultetsrådet ikke fandt at der forelå sådanne usædvanlige forhold at

dispensationen kunne gives.

Den 24. november 1997 skrev

advokat A til dekanen om sagen. A bad i den forbindelse om at få en

begrundelse

for fakultetsrådets afslag.

Dekanen svarede med brev af

27. november 1997 hvori han for så vidt angår begrundelsen, henviste til

sagens

akter. Da dekanen ikke kunne omstøde fakultetsrådets afgørelse, henviste han

til rektor for så vidt angår afgørelsens retlige aspekter.

Herefter bad A den 1.

december 1997 dekanen om at videresende brevet af 24. november 1997 til

rektor.

Studieadministrationen

afviste i brev af 19. januar 1998 A’s klage. Af afgørelsen fremgår:

”...

Klagen til rektor rummer

retlige spørgsmål vedr.

begrundelse

og

partshøring.

Med hensyn til

partshøringen

bemærkes, at denne har

tjent det formål at give (B) lejlighed til at kommentere de af studienævnets

medlemmer afgivne udtalelser. Disse udtalelser har karakter af

sammenfatninger

af studienævnsmedlemmernes opfattelse og vurdering af allerede foreliggende

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Der er derfor, efter

Studieadministrationens opfattelse, ikke tale om en situation, hvor

partshøring

i henhold til Forvaltningslovens § 19 ville være obligatorisk.

Dekanen iværksætter høringen

efter sagens behandling i fakultetsrådet, fordi han, som det anføres, først

på

dette tidspunkt bliver klar over at (B) ikke kender indholdet af de 4

skrivelser.

Det må afvises, at høringen

skulle være indholdsløs, da sagen, såfremt (B)’s udtalelse havde

indeholdt nye

oplysninger kunne, og formentlig ville have ført til, at sagen var blevet

forelagt fakultetsrådet påny.

Med hensyn til spørgsmålet om

begrundelse bemærkes indledningsvis, at denne sag, efter at have været

behandlet

i studienævnet flere gange, forekommer at være særdeles grundigt belyst.

Der er i forbindelse med

sagens behandling i foråret 97 afgivet redegørelser af lektor (D) (23.4.97)

og

af studieleder (C) (29.4.97). Studielederen har ligeledes i en artikel i

’Arken’

redegjort generelt for hvad der lægges vægt på ved behandlingen af

dispensationsansøgninger.

Grundlaget for at sagen er

genoptaget på fakultetet er, at ansøger fremkommer med oplysninger og

erklæringer om et overfald, som ikke tidligere har været omtalt.

Studienævnsmedlemmernes vurderinger er særdeles udførligt beskrevet i de 4

udtalelser, som man har afgivet til fakultetsrådets behandling af sagen.

Selvom dekanen i sit svar af

27.11.97 kortfattet henviser til sagens akter og ikke specifikt redegør for

hvilke hovedhensyn der har været bestemmende for fakultetsrådets

skønsudøvelse

i forbindelse med afslaget på dispensation i henhold til

eksamensbekendtgørelsens § 16 stk. l, er det alligevel

Studieadministrationens

opfattelse, at forvaltningslovens begrundelseskrav er opfyldt med

henvisningen

til sagsakterne, herunder ovennævnte meget udførlige udtalelser.

...”

Med brev af 20. januar 1998

klagede A til Undervisningsministeriet. A uddybede klagen den 10. februar

1998.

A fremsatte den 17. april

1998 forskellige bemærkninger til sagen som dekanen i brev af 5. maj 1998

kommenterede. Af dekanens brev fremgår:

”

(A) anfører, at

studielederens skrivelser i sagen vidner om tendentiøs og subjektiv

indstilling. Jeg har intet grundlag for at bekræfte denne opfattelse.

(A) anfører videre, at (B)

ikke tidligere har søgt om en 4. gangs dispensation. Jeg kan bekræfte dette,

idet jeg dog henviser til vedlagte kopier af 4 karakterblanketter.

”

A kommenterede udtalelsen den

13. juli 1998. Den 9. september 1998 kommenterede A bl.a. referater af

studienævnets møder i sagen.

Den 16. oktober 1998 traf

Undervisningsministeriet afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår:

”

For så vidt angår Deres

bemærkninger om partshøringen og begrundelsespligten efter forvaltningslovens

bestemmelser er ministeriet enig med universitetet i det anførte, og finder

ikke grundlag for kritik.

Ministeriet skal for så vidt

angår Deres bemærkninger om brud på lighedsgrundsætningen - De anfører, at

Århus Universitet skulle imødekomme alle ansøgninger om 4.

gangsdispensationer

- gøre opmærksom på, at rektor for Københavns Universitet i forbindelse med

sin

legalitetskontrol skal påse, at Studienævnet ved Det Teologiske Fakultet i

København i dets behandling af dispensationsansøgninger i nævnet ikke krænker

lighedsgrundsætningen.

Spørgsmålet om hvorledes

Studienævnet ved Det Teologiske Fakultet i Aarhus behandler

dispensationsansøgninger vedrører således ikke Københavns Universitet, men

henhører under det enkelte universitets faglige selvstyre.

Ministeriet har noteret sig,

at Københavns Universitet har beklaget den sene sagsbehandlingstid i

forbindelse med fremsendelsen til ministeriet.

Ministeriet kan ikke give Dem

medhold i Deres klage.

...”

B blev den 19. oktober 1998

udmeldt fra sit studium ved Københavns Universitet.

Den 26. oktober 1998

kommenterede A ministeriets afgørelse hvilket ministeriet svarede på i brev

af

2. november 1998.

Med brev af 12. oktober 1999

klagede A til mig. Den 15. november 1999 uddybede A klagen, ligesom A

samtidig

klagede over at Københavns Overpræsidium og Civilretsdirektoratet havde givet

A

afslag på en ansøgning om fri proces under en retssag mod

Undervisningsministeriet.

I brev af 8. marts 2000 bad

jeg Undervisningsministeriet og Københavns Universitet om en udtalelse i

anledning af klagen. Af mit brev fremgår:

”

Jeg beder på den baggrund

Københavns Universitet og Undervisningsministeriet udtale sig om hvilken

funktion udtalelsen af 20. juli 1997 fra lærerrepræsentanterne i studienævnet

havde ved fakultetsrådets behandling af sagen, og nærmere redegøre for om

partshøringsforpligtelsen efter forvaltningslovens § 19 er overholdt ved

fakultetsrådets behandling af sagen.

Derudover beder jeg om en

udtalelse om hvorvidt (B) burde have været underrettet om at sagen blev

overgivet til fakultetsrådet til afgørelse.

Jeg beder endvidere

myndighederne om i udtalelserne nærmere at forholde sig til det (A) har

anført

i sin klage af 15. november 1999 til mig vedrørende fakultetsrådets

begrundelse

for sin afgørelse. Jeg beder i den forbindelse universitetet og ministeriet

om

at oplyse hvornår (B) er blevet meddelt hvilke hovedhensyn der har været

bestemmende for

fakultetsrådets

afgørelse.

Under henvisning til det (B)

har anført om at der reelt ikke er mulighed for at opnå dispensation til at

indstille sig til eksamen for fjerde gang, beder jeg universitetet om at

oplyse

i hvilke tilfælde der bliver meddelt dispensation. Jeg beder ministeriet om

at

udtale sig om universitetets praksis på området er i overensstemmelse med

reglerne, herunder de forvaltningsretlige grundsætninger for skønsudøvelse.

Jeg beder endelig

universitetet oplyse om der i forbindelse med sagens afgørelse er blevet lagt

vægt på (B)’s resultater ved andre eksaminer, og jeg beder ministeriet

om at

udtale sig om det er lovligt at inddrage et sådant kriterium ved afgørelser

som

de foreliggende. Hvis ovennævnte spørgsmål besvares bekræftende, beder jeg

myndighederne udtale sig om partshøringsforpligtelsen i forvaltningslovens §

19

er blevet iagttaget ved inddragelsen af disse oplysninger.

”

Jeg orienterede samtidig A om

høringen. For så vidt angår A’s klage over myndighedernes afslag på fri

proces,

meddelte jeg A at min stillingtagen hertil måtte afvente resultatet af den

undersøgelse som jeg havde indledt af myndighedernes afgørelser i

dispensationssagen. Jeg ville derfor vende tilbage til sagen om fri proces

samtidig med at jeg afsluttede min undersøgelse af dispensationssagen.

Af studielederens udtalelse

af 4. maj 2000 fremgår:

”...

(1) Spørgsmålet, om

partshøringsforpligtelsen efter forvaltningslovens § 19 blev overholdt, da

dispensationssagen efter stemmelighed i studienævnet blev overdraget til

afgørelse i Det Teologiske Fakultetsråd, må efter fakultetets opfattelse

klart

besvares positivt. På det tidspunkt, da sagen overgik til fakultetsrådet,

forelå der intet nyt, der ikke allerede for længst var kendt, og de fire

skrivelser, der ledsagede studienævnets andragende om afslutning af sagen i

fakultetsrådet, havde på ingen måde karakter af udtalelser til fremførelse af

nye momenter, men derimod til sammenfatning af allerede foreliggende og

adskillige gange belyst materiale. Det faldt derfor dengang hverken

studieleder

eller studienævn ind, at en partshøring ved denne lejlighed overhovedet

skulle

være nødvendig og påkrævet. Der er altså under ingen omstændigheder tale om,

at

de fakultære instanser ville hindre (B) i at fremkomme med synspunkter på de

perspektiver, som studienævn og fakultetsråd havde anlagt på hans sag. Dette

fremgår tydeligst deraf, at den daværende dekan, prof. ( ), efter

fakultetsrådets behandling og beslutning fremsendte de fire nævnte skrivelser

til (B) med anmodning om eventuel kommentar inden stadfæstelse af

fakultetsrådets afgørelse, og der er ikke tvivl om, at sagen var blevet

genoptaget i fakultetsrådet, hvis klagers bemærkninger i øvrigt havde givet

anledning dertil. Tværtimod at påstå, at fakultetet eventuelt har misagtet

forvaltningslovens bestemmelse om partshøring, vil man således kunne hævde,

at

(B)

de facto

fik lejlighed til en

sådan høring, selv om den foreliggende situation i realiteten ikke tilsagde

det. På den anden side kan det naturligvis diskuteres, om klager burde have

været underrettet om, at sagen, da den ikke endeligt kunne afgøres i

studienævnet, var overgivet til fakultetsrådet til afgørelse. Retrospektivt

kan

det forekomme, som om dette ville have været det mest korrekte. Når det

dengang, mens sagen verserede, faktisk ikke skete, hænger det sammen med, at

man fra fakultetets side ikke fandt det nødvendigt at informere klager, før

en

endelig afgørelse var faldet - specielt i betragtning af, at man fra

fakultetets side som sagt anså partshøringsforpligtelsen for overholdt og en

formel information om sagens videre forløb derfor ikke ville have ændret

noget

som helst, hvilket da også dens efterfølgende forløb i fakultetsrådet viser.

(2) Til grund for

fakultetsrådets behandling af (B)’s klage lå, som det fremgår af

dekanens

skrivelse af 25. august 1997, samtlige sagens akter, inkl. de fire

afsluttende

og sammenfattende udtalelser fra studienævnets studenterrepræsentanter og

studielederen. Studiet af disse dokumenter afslører, hvad der har været

afgørende for fakultetsrådets afgørelse, hvilket dekanens brev klart

informerer

klager om. Når hertil kommer, at mange af disse akter allerede for længst var

(B)

bekendt, vil man umuligt kunne påstå, at han er forblevet uoplyst om de

overvejelser, der førte fakultetsrådet til at afgøre sig, som det gjorde.

(3) Ombudsmanden spørger, ’om

der i forbindelse med sagens afgørelse er blevet lagt vægt på (B)’s

resultater

ved andre eksaminer’, og han anmoder i den forbindelse ministeriet om en

redegørelse for, ’om det er lovligt at inddrage et sådant kriterium ved

afgørelser som de foreliggende’. Endelig bedes myndighederne overveje,

’om

parthøringsforpligtelsen i forvaltningslovens § 19 er blevet iagttaget ved

inddragelsen af disse oplysninger’.

(a) Med henblik på det første

spørgsmål kan det oplyses, at man ved behandlingen af (B)’s sag i

studienævnet

naturligvis har taget hensyn til hans øvrige eksamensresultater. Man fristes

til at spørge, hvad man egentlig ellers skulle tage hensyn til, når det

drejer

sig om at danne sig et sagligt-fagligt skøn om, om et menneske vil være i

stand

til uden alt for store vanskeligheder at gennemføre en videregående

uddannelse.

Et blik på (B)’s hidtidige resultater og indhentede faglige vota samt

hans

ekstremt lange studietid (han befandt sig på tidspunktet for indgivelse af

dispensationsansøgningen på 7. studieår i et forløb, der er normeret til 3

år)

overbeviser ikke umiddelbart om, at en fortsættelse af studiet ville være det

mest betimelige. Hermed er imidlertid ikke sagt, at klagers hidtidige studie-

og eksamensforløb er det eneste af betydning for sagens afgørelse, og det kan

uden overdrivelse hævdes, at alle andre faktorer (personlige såvel som

arbejdsmæssige, jf. akterne), der kunne være af betydning for (B)’s

studieforhold, blev endog meget grundigt gransket.

(b) Spørgsmålet om

lovligheden af inddragelse af ovennævnte hensyn er rettet direkte til

Undervisningsministeriet, hvorfor der i nærværende sammenhæng ikke tages

stilling hertil.

(c) Derimod vil det nok være

muligt at tage stilling til det tredje rejste problem, nemlig om

forvaltningslovens partshøringsforpligtelse i tilfælde af, at det faktisk er

lovligt at inddrage klagers hidtidige eksamensforløb som grundlag for

afgivelse

af det nødvendige skøn, er blevet iagttaget. At dette er tilfældet, kan der

næppe herske tvivl om, idet (B) fra sagens første færd både mundtligt og

skriftligt er blevet informeret om, at studienævnet lagde bl.a. netop hans

hidtidige eksamenspræstationer til grund for sit skøn, og han har da i øvrigt

også udtrykkeligt taget stilling hertil.

(4) Ombudsmanden beder

endelig universitetet oplyse, ’i hvilke tilfælde der bliver meddelt

dispensation’, idet klager har anført, ’at der reelt ikke er

mulighed for at

opnå dispensation til at indstille sig til eksamen for fjerde gang’.

Denne

formodnings rigtighed afvises klart af kendsgerningerne. Det Teologiske

Fakultet er et mindre fakultet, og numerisk er antallet af

fjerdegangsdispensations-ansøgninger

ringe. I løbet af de sidste fire år har der foreligget en halv snes, hvoraf

kun

en vedrørte den teologiske kandidateksamen. Resten henhørte under den

teologiske grunduddannelseseksamen, og det viser sig, at nøjagtigt en

tredjedel

af ansøgningerne om at måtte indstille sig en fjerde gang til en eksamen blev

imødekommet. De sidste to tredjedele fik afslag, fordi der i deres tilfælde

ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der ifølge

Eksamensbekendtgørelsens

§ 16 danner forudsætning for at opnå dispensation af nævnte art. Det skal for

en ordens skyld tilføjes, at den ene ansøgning vedrørende den teologiske

kandidateksamen også blev imødekommet. Dermed er der allerede sagt noget om

Det

Teologiske Studienævns praksis på området. Det er meget lettere at opnå

dispensation, når det drejer sig om afsluttende eksamen, og specielt når det

som i det foreliggende tilfælde handler om sidste og endnu ikke beståede fag,

end det er at få fjerdegangsdispensation på grunduddannelsen, altså relativt

i

studiets begyndelse. En sådan har studienævnet kun bevilget, når der

foreligger

ganske særlige og alvorlige omstændigheder (sædvanligvis af helbredsmæssig

karakter), der skønnes at have haft en fatal indvirkning på studie- og

eksamensforløbet. Medvirkende til afvisning af dispensationsansøgninger er i

de

fleste tilfælde et dårligt og langsomt studieforløb med mange negative

eksamensresultater. Det er som allerede anført vanskeligt at se, hvad man

ellers skulle lægge til grund for et skøn om en studerendes mulighed for at

afslutte en højere uddannelse med succes, og den nævnte praksis vurderes på

ingen måde at være i modstrid med gældende forvaltningsretlige grundsætninger

for skønsudøvelse.”

I et brev af samme dato

oplyste dekanen at han ikke havde yderligere at tilføje.

Den 23. maj 2000 udtalte

studieadministrationen sig. Af udtalelsen fremgår:

”...

Med hensyn til funktionen af

de 4 afsluttende udtalelser fra studienævnsrepræsentanterne, herunder - men

ikke alene - lærerrepræsentanternes udtalelse af 20.7.97, bemærkes, at der

ikke

har foreligget nogen pligt til at afgive sådanne redegørelser, hvorfor

studieadministrationen opfatter disse som de respektive gruppers forsøg på at

sammenfatte de oplysninger og overvejelser der har ligget til grund for den

enkelte gruppes stillingtagen i studienævnets forgæves forsøg på at nå en

beslutning. Det havde været naturligt om man efter studienævnsmødet havde

sendt

alle 4 redegørelser til klageren til orientering om det forgæves forsøg på at

nå en beslutning og med oplysning om at sagen derfor ville overgå til

behandling i fakultetsrådet.

Med hensyn til spørgsmålet om

de 4 redegørelser udløser en pligt til partshøring efter forvaltningslovens §

19 bemærkes, at der ikke er tale om udtalelser fra særligt sagkyndige, men om

redegørelser fra studienævnsmedlemmer valgte efter samme regler som

fakultetsrådsmedlemmerne.

De rummer hver især forsøg på

at skaffe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder, men samlet

bidrager de i højere grad til at forklare hvorfor studienævnet ikke kunne nå

en

beslutning end til at skabe klarhed for fakultetsrådet.

Det er derfor fortsat

studieadministrationens opfattelse, at partshøring efter forvaltningslovens §

19 ikke ville være obligatorisk.

...”

Undervisningsministeriet

udtalte sig den 2. maj 2001. Af denne udtalelse fremgår:

”...

1. På baggrund af

Folketingets Ombudsmands brev af 8. marts 2000, hvori ministeriet blandt

andet

blev anmodet om at udtale sig om lovligheden af at lægge vægt på den

studerendes resultater ved andre eksaminer i forbindelse med ansøgninger om

dispensation til at gå til eksamen for fjerde gang, besluttede ministeriet at

undersøge praksis i forbindelse med 5. gangsdispensationer, hvor kompetencen

til at træffe afgørelser er hos ministeriet i medfør af

eksamensbekendtgørelsen

(bekendtgørelse nr. 1021 af 20. november 2000 om eksamen ved visse

videregående

uddannelser under Undervisningsministeriet).

Arbejdsgruppens opgave var at

overveje, om kompetencen for institutionen til i henhold til § 18, stk. 1, 2.

pkt., i eksamensbekendtgørelsen at give en studerende tilladelse til at

indstille sig 4. gang til en prøve kan udvides til at omfatte tilladelse til

at

indstille sig 5. gang og eventuelt følgende gange til prøven. Det skulle

herunder overvejes, om institutionen kun kunne træffe de positive afgørelser

(om tilladelse til et ekstra prøveforsøg), eller om institutionen også kunne

træffe negative afgørelser (afvisning med vejledning om, at afgørelsen kan

indklages for ministeriet).

I den forbindelse skulle arbejdsgruppen

overveje formuleringen af reglen i forbindelse med en uddelegering, herunder

om

der skulle være tale om en sædvanlig dispensationsformulering (usædvanlige

forhold), eller der skulle peges på specielle forhold, f.eks. at

studieegnethed

skulle eller kunne indgå i vurderingen. Det burde overvejes, om reglen kunne

opdeles i:

en mulighed for institutionen til på baggrund af en

vurdering inden for nærmere retningslinjer (f.eks. ansøgerens studieegnethed,

herunder muligheder for at færdiggøre uddannelsen (en faglig vurdering) at

give

en 4. eller følgende dispensation eller

en almindelig dispensationsmulighed fra reglen om de 3

eksamensforsøg, hvor dette er begrundet i usædvanlige forhold.

På baggrund af

arbejdsgruppens indstillinger har ministeriet truffet beslutning om:

·

at dispensationskompetencen til at tillade

eller afslå indstilling til en 5. gang skal uddelegeres til institutionerne

ved

en ændring af § 18 i eksamensbekendtgørelsen,

·

at dispensationsadgangen alene begrænses

til usædvanlige forhold, og

·

at uddelegeringen skal have virkning fra 1.

august 2001.

Ministeriet vil over for institutionerne gøre opmærksom på,

·

at § 18 i eksamensbekendtgørelsen fortsat

forudsætter, at der er tale om usædvanlige forhold, hvorved ministeriet

forstår

forhold, som adskiller den studerendes situation fra de øvriges,

·

at § 18 ligeledes forudsætter, at

tilladelsen skal være begrundet i de usædvanlige forhold, hvorved ministeriet

forstår, at der skal være en årsagssammenhæng mellem de usædvanlige forhold

og

det dårlige eksamensresultat, herunder at der skal være en relevant

tidsmæssig

sammenhæng,

·

at der ikke er hjemmel for institutionen

til at fastsætte nærmere regler om udøvelse af skønnet, og at ministeriet

forudsætter, at der foretages et konkret skøn i den enkelte sag, således at

en

ansøgning ikke afgøres ud fra forud fastlagte kriterier, og

·

at ansøgerens eksamensprofil eller

’studieegnethed’ er irrelevant ved udøvelse af skønnet. Ministeriet

vil

samtidig gøre opmærksom på, at vi er klar over, at en sådan vurdering helt

eller delvis kan have været lagt til grund ved institutionernes nuværende

praksis.

...

Undervisningsministeriet er

enig med universitetet i, at der ikke er fastsat regler om, at studienævnet

skal afgive redegørelser i forbindelse med stemmelighed i nævnet, hvor

fakultetsrådet træffer afgørelsen, jf. universitetslovens § 8, stk. 3, og at

lærerrepræsentanterne vælges på samme måde som de studerendes repræsentanter

i

medfør af universitetslovens § 8, stk. 2. Lærerne vælges for en 3 års periode

og de studerende for 1 år af gangen. Ministeriet er enig i universitetets

afvisning af, at lærerrepræsentanterne skulle kunne betragtes som særligt

sagkyndige, men de udgør sammen med de studerende studienævnet.

I henhold til

forvaltningslovens § 19 er der pligt til partshøring i afgørelsessager, hvor

en

part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i

besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende faktiske omstændigheder.

Ministeriet er enigt med

universitetet i, at der i forbindelse med de 4 redegørelser ikke var en pligt

til partshøring, idet redegørelserne ikke indeholdt noget nyt.

Ministeriet finder dog, at

det ville have været udtryk for god forvaltningsskik, om universitetet havde

oplyst (B) om, at studienævnet ikke kunne nå til en afgørelse, og at sagen

derfor ville blive sendt til fakultetsrådet efter bestemmelsen i

universitetslovens § 8, stk. 3. (B) ville hermed også have fået en oplysning

om, at afgørelsen ville trække ud. Ministeriet havde endvidere foretrukket,

at

genparter af de 4 redegørelser var sendt til (B) til orientering i

forbindelse

med fakultetsrådets afgørelse.

...

Dekanens afgørelse af 25.

august 1997 sammenholdt med dekanens brev af 2. september 1997, hvori det

meddeles (B), at fakultetsrådet ikke har kunnet imødekomme hans ansøgning om

en

4. gangsdispensation på grund af usædvanlige forhold, henviser til

universitetslovens § 8, stk. 3, men ikke til eksamensbekendtgørelsens § 18 om

4. gangsdispensation på grund af usædvanlige forhold. Dernæst angives ikke de

hovedhensyn,

der ligger til grund for den trufne afgørelse. Efter ministeriets opfattelse

var det ikke nok, at fakultetsrådet henviste til sagens akter. Ministeriet

skal

her pege på, at ofte vil der til grund for skønsudøvelsen foreligge en

bestemt

praksis. Falder den aktuelle afgørelse i tråd med denne praksis, vil det være

tilstrækkeligt at beskrive praksis, dvs. dens indhold og grundlag, jf. Hans

Gammeltoft-Hansen m.fl. Forvaltningsret 1994, s. 369.

Ministeriet skal beklage, at

vi ikke i forbindelse med ministeriets afgørelse af 16. oktober 1998 gjorde

opmærksom på, at fakultetsrådsafgørelsen ikke opfyldte forvaltningslovens

krav

til begrundelse.

...

Efter ministeriets

opfattelse, og som anført under punkt 1., skal afgørelser om 4. gangs- og 5.

gangdispensationer efter eksamensbekendtgørelsen træffes i studienævnet ud

fra

et konkret skøn i den enkelte sag. En konkret ansøgning må ikke afgøres ud

fra

forud fastlagte regler - der må ikke sættes skøn under regel. Studienævnet

kan

have en praksis, som kan indgå som grundlag for afgørelsen, men der skal

tages

konkret stilling i den enkelte sag. En afgørelse, der ikke imødekommer

ansøgeren, skal begrundes med de hovedhensyn, der er lagt til grund for

afgørelsen. Hermed kan klageren også få mulighed for at vurdere, om der vil

være grundlag for at anke afgørelsen. Der skal gives klagevejledning,

herunder

anføres klagefrist. Ministeriet finder, at den praksis der er beskrevet fra

universitetets side forekommer restriktiv, og at universitetet har sat skøn

under regel.

5. Som anført af

universitetet er der i forbindelse med behandlingen af (B)’s ansøgning

om 4.

gangsdispensation lagt vægt på hans resultater fra andre eksaminer.

Folketingets Ombudsmand har bedt ministeriet om at udtale sig om lovligheden

heraf og at udtale sig om partshøringsforpligtigelsen i forvaltningslovens §

19

er iagttaget ved inddragelsen af disse oplysninger.

I henhold til § 18 i

eksamensbekendtgørelsen kan institutionen tillade indstilling 4. gang, hvis

det

er begrundet i usædvanlige forhold. Spørgsmålet om studieegnethed er ikke

nævnt

i reglen. Ministeriet er, som tidligere anført under punkt 1., vidende om, at

institutionerne lægger vægt på studieegnethed hos de studerende, der søger 4.

og 5. gangsdispensationer. Efter institutionernes opfattelse skal det have et

formål, at der gives en studerende en ekstra chance ud over de 3 gange, der

er

fastsat i § 18. Ministeriet har også tidligere i forbindelse med afgørelser

af

ansøgninger om 5. gangsdispensationer selv inddraget studieegnethed i

vurderingen.

Som tidligere anført er det

nu ministeriets opfattelse, at spørgsmålet om studieegnethed ikke bør indgå i

vurderingen af usædvanlige forhold. Ministeriet finder, at det er

uhensigtsmæssigt, idet kun de færreste institutioner vil have et reelt

grundlag

for en sådan bedømmelse ud over prøvekarakterer. Det vil vi tilskrive

institutionerne om.

På det tidspunkt, hvor

universitetet behandlede (B)’s ansøgning, var det imidlertid i

overensstemmelse

med praksis, at studieegnethed indgik i vurderingen. Det har ministeriet lagt

til grund ved behandlingen af klagesagen, og vi har ikke fundet grundlag for

kritik heraf.

Københavns Universitet

skriver angående spørgsmålet om partshøringsforpligtigelsen, at den er

iagttaget (såfremt det er lovligt at inddrage tidligere eksamensresultater).

Der er ingen tvivl om, at (B) fra sagens første færd både mundtligt og

skriftligt var informeret om, at studienævnet lagde bl.a. netop hans

hidtidige

eksamenspræstationer til grund for sit skøn, og at han udtrykkeligt har taget

stilling hertil. Ministeriet er enig med universitetet heri, og vi kan

henvise

til de medsendte sagsakter.

Ministeriet skal gøre

opmærksom på, at en tilladelse til 4. gangsdispensation skal være begrundet i

usædvanlige forhold, hvorved ministeriet forstår, at der skal være tale om

forhold, der adskiller den pågældende studerendes situation fra de øvriges,

og

at der skal være årsagssammenhæng mellem det usædvanlige forhold og det

dårlige

eksamensresultat, herunder at der skal være en relevant tidsmæssig

sammenhæng.

Det anførte overfald skete

december 1995 og blev først anført som begrundelse for en dispensation i

forbindelse med klagen til rektor den 2. april 1997. Først som følge af at

studielederen i brev af 29. april 1997 havde gjort opmærksom på, at den

første

lægeerklæring fra overfaldet ikke kunne begrunde en dispensation, men at en

ny

lægeerklæring om psykiske følger af overfaldet eventuelt kunne begrunde en

dispensation, blev der sendt en sådan lægeerklæring af 4. juni 1997. Efter

ministeriets opfattelse kan denne lægeerklæring ikke danne grundlag for en

dispensation, idet der mangler årsagssammenhæng, herunder den relevante

tidsmæssige sammenhæng.

Ministeriet beklager, at vi

ikke har haft mulighed for at besvare ombudsmandens spørgsmål før nu.

...”

Den 15. maj 2001 kommenterede

A ministeriets udtalelse.

Sager vedrørende

universitetsloven inklusive de af loven omfattede institutioner blev ved

bekendtgørelse nr. 1107 af 20. december 2001 overført fra

Undervisningsministeriet til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og

Udvikling.

Ombudsmandens udtalelse

”Dispensationssagen

Deres klient klagede ikke over Københavns Universitets afgørelse og

behandling af ansøgningen af 3. februar 1997 til Undervisningsministeriet som

således ikke har behandlet denne del af sagen. Jeg kan derfor heller ikke

tage stilling til denne del af sagen (studienævnets afslag af 12. februar

1997 og 20. marts 1997 samt rektors afgørelse af 16. maj 1997). Jeg henviser

til § 14 i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996) hvorefter

ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold der kan indbringes for en

højere forvaltningsmyndighed før denne myndighed har truffet afgørelse.

Bestemmelsen fortolkes således at klageadgangen rent faktisk skal være

udnyttet. Min behandling af sagen omfatter således alene myndighedernes

afgørelse og behandling af ansøgningen af 2. juni 1997.

Jeg har ved min gennemgang af sagen koncentreret mig om de spørgsmål som jeg

i min høring af 8. marts 2000 rejste over for myndighederne, idet jeg dog

også har foretaget en særskilt vurdering af det spørgsmål om betydningen af

den fremlagte lægeerklæring som De rejste i klagen til mig. Jeg har ikke

fundet tilstrækkelig anledning til at foretage mig noget vedrørende Deres

klage over at (C) i sine breve i sagen udtrykte stor modvilje mod Deres

klient. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven. Heraf fremgår at

ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til

undersøgelse.

Afslaget på dispensation

Afgørelsen i sagen er - som det er Dem bekendt - truffet i medfør af § 16,

stk. 1, sidste pkt., i den nu ophævede eksamensbekendtgørelse (bekendtgørelse

nr. 701 af 21. august 1995 som ændret ved bekendtgørelse nr. 240 af 22. marts

1996). § 16, stk. 1, havde følgende ordlyd:

’§ 16.

En studerende kan højst 3 gange indstille sig til samme

prøve eller anden form for bedømmelse, jf. dog § 14. Institutionen kan

tillade

indstilling for fjerde gang, hvis det findes begrundet i usædvanlige

forhold.’

Eksamensbekendtgørelsen er

efterfølgende ændret, men en bestemmelse der svarer til § 16, stk. 1, indgår

fortsat i den gældende eksamensbekendtgørelse nr. 1021 af 20. november 2000.

Bestemmelsen findes nu i § 18, stk. 1.

Myndighederne bygger i vidt

omfang deres afgørelser af om indstilling til eksamen for fjerde gang er

begrundet i usædvanlige forhold, på vurderinger og afvejninger af en række

forskellige hensyn og omstændigheder vedrørende bl.a. studie- og

eksamensforløbet i det pågældende fag. Som ombudsmand har jeg ikke særlige

forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en

anden og bedre måde end Københavns Universitet og Ministeriet for Videnskab,

Teknologi og Udvikling der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i

det

daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis

der er tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes

afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst

eller

afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en

forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Jeg har - som det fremgår

af

det følgende - overvejet om en række forskellige forhold i sagen udgør

sådanne

særlige omstændigheder.

Inddragelse af oplysninger om resultater ved

andre eksaminer og partshøring

Myndighederne

har ved afgørelsen af sagen bl.a. lagt vægt på de oplysninger om Deres

klients

resultater ved andre eksaminer som fremgår af karakterudskriften.

Spørgsmålet om hvilke hensyn

der kan inddrages ved vurderingen af om der skal gives 4. gangs-dispensation,

beror på en udfyldning af udtrykket ’usædvanlige forhold’ i

sammenhæng med den

øvrige del af bestemmelsen i § 16, stk. 1.

Af Undervisningsministeriets udtalelse af 2.

maj 2001 fremgår at spørgsmålet om studieegnethed ikke i fremtiden bør indgå

i

vurderingen af om der i en sag foreligger usædvanlige forhold. Ministeriet

begrunder dette med at kun de færreste institutioner vil have et reelt

grundlag

for en sådan bedømmelse ud over prøvekarakterer hvilket ministeriet finder

uhensigtsmæssigt. På tidspunktet for behandlingen af Deres klients sag var

det

imidlertid i overensstemmelse med universitetets og ministeriets praksis at

spørgsmålet om studieegnethed indgik i en sådan vurdering. På den baggrund

har

ministeriet ikke grundlag for kritik.

Jeg har ingen bemærkninger

til at myndighederne i et vist omfang inddrog oplysninger fra Deres klients

karakterudskrift i sagen. Jeg har i den forbindelse noteret mig at Deres

klient

i sine breve af 3. og 20. februar 1997 selv lagde op til at spørgsmålet

skulle

indgå i sagen.

Med hensyn til partshøring

efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har myndighederne anført at der ingen

tvivl er om at Deres klient fra sagens første færd var både mundtligt og

skriftligt informeret om at studienævnet inddrog hans tidligere

eksamensresultater i sit skøn, og at Deres klient udtrykkeligt har taget

stilling hertil.

For så vidt angår Deres

klients ansøgning af 2. juni 1997 som min behandling af sagen angår, er jeg

enig med myndighederne i at Deres klient var fuldt ud bekendt med at

karakterudskriften indgik i sagen, herunder hvilke oplysninger universitetet

udledte heraf. Derfor er jeg også enig med myndighederne i at der ikke var

pligt til i forbindelse med denne ansøgning at partshøre Deres klient over

karakterudskriften.

Betydningen af lægeerklæringen

Af Deres

klients læges erklæring af 4. juni 1997 fremgår at overfaldet på Deres klient

den 13. december 1995 medførte en angstpræget animositet mod at nærme sig

teologistudiets lokaler hvilket ifølge Deres klient og dennes families udsagn

til lægen i høj grad havde medvirket til at Deres klient ikke kunne følge

bl.a.

forelæsninger i det påkrævede omfang. Deres klient havde fungeret

upåklageligt

i andre sammenhænge. Det fremgår også at Deres klient og lægen var ved at

bearbejde den angstprægede animositet ved samtaler hvorved der var god

mulighed

for at løse problemerne.

Myndighederne havde pligt til

at inddrage lægeerklæringen i bedømmelsen af sagen - hvilket også skete, men

myndighederne tillagde ikke lægeerklæringen vægt i sagen hvilket De har

fremhævet i klagen til mig.

Af lærerrepræsentanternes

udtalelse af 20. juli 1997 fremgår at lærerrepræsentanterne ikke fandt den i

lægeerklæringen beskrevne selektive uarbejdsdygtighed troværdig - heller ikke

set i forhold til Deres klients studieforløb efter overfaldet eller i forhold

til Deres klients oplysninger i dispensationssagen, herunder denne sags

forløb.

Ministeriet anførte i udtalelsen af 2. maj 2001 at lægeerklæringen ikke kunne

danne grundlag for dispensation fordi der manglende årsagssammenhæng mellem

det

usædvanlige forhold og det dårlige eksamensresultat, herunder relevant

tidsmæssig sammenhæng.

Af beskrivelsen af

universitetets praksis i Arken, 18. årgang, nr. 2, 1996, fremgår at

usædvanlige

forhold kan være sygdom eller lignende, og at der ved sygdom skal indsendes

lægeerklæring.

Det forhold at der har været

tale om sygdom eller lignende, og at der indsendes lægeerklæring herom, er

imidlertid ikke ensbetydende med at myndighederne er forpligtet til at afgøre

sagen i overensstemmelse hermed og således give den ansøgte dispensation.

Official- eller

undersøgelsesprincippet - hvorefter den myndighed der afgør sagen, er

ansvarlig

for at fremskaffe de fornødne oplysninger om sagen - forudsætter nemlig ikke

alene at alle relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men

også at oplysningerne er pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et

væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl

afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om

den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen. Også

oplysninger

som indhentes fra andre myndigheder eller sagkyndige, må myndigheden efter

omstændighederne forholde sig kritisk til og ikke uden videre lægge til grund

for

sin bedømmelse af sagen. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl. i Forvaltningsret

(1994) s. 297ff, særligt s. 299. Jeg henviser også til den sag som er nævnt i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, 334ff*, og Østre Landsrets dom i

Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 372/1, og kendelse i 2001, s. 2183f.

Jeg har herefter ikke

grundlag for at tilsidesætte myndighedernes bevisvurdering i forbindelse med

lægeerklæringen af 4. juni 1997. Jeg har derfor heller ikke grundlag for

kritik

af at myndighederne ikke tillagde lægeerklæringen vægt.

Praksis vedrørende 4. gangs-dispensation og

forbuddet mod skøn under regel

Af

ministeriets udtalelse fremgår at den af universitetet beskrevne praksis

forekommer restriktiv, og at universitetet har sat skøn under regel. Det står

mig ikke klart om universitetet efter ministeriets opfattelse også har sat

skøn

under regel i Deres klients sag.

Efter min gennemgang af sagen

må jeg lægge til grund at universitetet har foretaget en konkret vurdering af

om Deres klient var berettiget til dispensation. På den baggrund - og under

henvisning til at universitetet bl.a. har oplyst at en tredjedel af

dispensationsansøgningerne på grunduddannelsen i teologi er imødekommet - har

jeg besluttet ikke at foretage mig mere vedrørende dette spørgsmål.

Partshøring over udtalelsen fra

studienævnets lærerrepræsentanter

Spørgsmålet

er om fakultetsrådet havde pligt til at partshøre Deres klient over

udtalelsen

af 20. juli 1997 fra lærerrepræsentanterne i studienævnet før fakultetsrådet

traf afgørelse i sagen.

Fakultetsrådets

partshøringspligt efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, afhænger i første

omgang af om udtalelsen indeholdt oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder, og om disse oplysninger var af væsentlig betydning for sagens

afgørelse. Jeg bemærker i den forbindelse at jeg har lagt til grund at

udtalelsen indeholdt oplysninger til ugunst for Deres klient.

Udtrykket ’oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder’ findes bl.a. også i reglen om

notatpligt i offentlighedslovens § 6, stk. 1. Af forarbejderne til

offentlighedslovens § 6 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 217)

fremgår bl.a.:

’Efter den gældende lov

omfatter notatpligten ’faktiske oplysninger’. Efter forslaget

omfatter

notatpligten ’oplysninger vedrørende en sags faktiske

omstændigheder’.

Ændringen betyder, at notatpligtens udstrækning ikke i første række er

afhængig

af, om en oplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej,

men i højere grad beror på, hvilken funktion oplysningen har i myndighedens

sagsbehandling. Afgørende for, om en oplysning skal noteres ned, er, om

oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til at supplere sagens

bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med

hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Notatpligten vil således også

kunne

omfatte oplysninger, der indeholder en subjektivt præget stillingtagen til et

forhold for så vidt vurderingen er af betydning for den administrative

bevisoptagelse. Tilkendegivelse af standpunkter, argumenter eller vurderinger

med hensyn til en sags afgørelse vil derimod ikke, lige så lidt som efter den

gældende lov, være omfattet af notatpligten. Det samme gælder oplysninger der

isoleret set gengiver objektive kendsgerninger, som f.eks. oplysninger om

indholdet

af gældende ret.’

Jeg er enig med myndighederne

i at udtalelsen fra lærerrepræsentanterne ikke indeholdt faktiske oplysninger

som var nye i forhold til Deres klient, men som det fremgår af forarbejderne,

er dette ikke det afgørende kriterium for om en oplysning vedrører sagens

faktiske omstændigheder. Udtrykket ’oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder’ skal - som det også fremgår af forarbejderne - forstås i

relativt bred forstand. Det omfatter enhver oplysning der bidrager til at

skabe

klarhed om en (påtænkt) afgørelses faktiske og bevismæssige grundlag, og vil

således også kunne omfatte vurderinger og bemærkninger vedrørende faktiske

forløb og omstændigheder, uanset at der ikke herved i sig selv bringes nye

faktiske oplysninger frem. Jeg henviser til den sag som er nævnt i

Folketingets

Ombudsmands beretning for 1991, s. 173ff*.

I praksis kan afgørelsen af

om en oplysning vedrører sagens faktiske omstændigheder, være vanskelig,

bl.a.

fordi en oplysning i nogle sammenhænge vil angå sagens faktiske

omstændigheder

og dermed være omfattet af partshøringspligten, mens den i andre sammenhænge

vil angå sagens retlige omstændigheder og dermed ikke vil være omfattet af

denne pligt. Jeg henviser til Jon Andersen mfl. i Forvaltningsret (1994), s.

342, med eksempel.

Det er fast antaget i

ombudsmandens praksis at udtalelser fra sagkyndige som har afgivet en

vurdering

af et forhold der skal indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse,

vedrører

sagens faktiske omstændigheder. Det er også antaget at der, hvis en indklaget

myndighed i et høringssvar ikke alene henholder sig til den trufne afgørelse,

men også kommenterer den indgivne klage eller på anden måde uddyber

begrundelsen for afgørelsen, som udgangspunkt er pligt til at partshøre over

udtalelsen. Jeg henviser til de sager som er gengivet i Folketingets

Ombudsmands beretninger for 1998, s. 409ff*, og for 1991, s. 173ff*.

Grunden til at fakultetsrådet

skulle træffe afgørelse i sagen, var at der var stemmelighed i studienævnet,

jf. § 8, stk. 3, i universitetsloven (nu lovbekendtgørelse nr. 1177 af 22.

december 1999 som ændret ved lov nr. 483 af 31. maj 2000). Formålet med

udtalelserne fra medlemmerne af studienævnet var over for fakultetsrådet at

forklare hvorfor der havde været stemmelighed i studienævnet, og dermed

baggrunden for at sagen skulle overgives til fakultetsrådet. Udtalelserne

fungerede således som dokumentation for studienævnets overvejelser i sagen.

For

så vidt angår udtalelsen af 20. juli 1997, klarlagde den

lærerrepræsentanternes

begrundelser for at der ikke i sagen forelå usædvanlige forhold i den

forstand

som fremgår af § 16, stk. 1, sidste pkt., i eksamensbekendtgørelsen. I

udtalelsen var forskellige, allerede kendte faktiske oplysninger i øvrigt

også

sammenstillet på en sådan måde at det bidrog til at skabe klarhed over

sagsforløbet.

På den baggrund mener jeg at

lærerrepræsentanternes udtalelse indeholdt oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder. Jeg mener også at oplysningerne må anses for

væsentlige for sagens afgørelse. Spørgsmålet om hvorvidt

lærerrepræsentanterne

havde pligt til at afgive udtalelsen, har ingen betydning for om der var

pligt

til partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Sammenfattende mener jeg at

fakultetsrådet havde pligt til at partshøre Deres klient over

lærerrepræsentanternes udtalelse.

En partshøring skal

iværksættes inden myndigheden reelt træffer afgørelse i den pågældende sag.

Jeg

henviser til ordlyden af § 19, stk. 1, og Højesterets dom i Ugeskrift for

Retsvæsen 1998, s. 894ff.

Dekanen skrev den 25. august

1997 til Deres klient at fakultetsrådet på sit møde samme dag havde vedtaget

’

ikke

at imødekomme ?Deres klients?

ansøgning’. Samtidig sendte dekanen bl.a. lærerrepræsentanternes

udtalelse til

Deres klient med henblik på eventuelle bemærkninger inden dekanen stadfæstede

fakultetsrådets afgørelse.

Det er beklageligt at

dekanens brev af 25. august 1997 var formuleret på en sådan måde at det gav

indtryk af at den med brevet iværksatte høring var indholdsløs. Heller ikke

en

bemærkning i høringsbrevet om at sagen var blevet genoptaget i fakultetsrådet

hvis Deres klients bemærkninger til sagen havde givet grundlag herfor, kunne

have ændret dette indtryk.

Jeg har gjort universitetet

og ministeriet bekendt med min opfattelse.

Underretning om at sagen blev overgivet til

fakultetsrådet

Deres klient

blev ikke underrettet om at sagen som følge af stemmelighed i studienævnet

blev

overgivet til fakultetsrådet til behandling.

Det fremgår af

Undervisningsministeriets udtalelse af 2. maj 2001 at det ville have været

udtryk for god forvaltningsskik om universitetet havde oplyst Deres klient om

at studienævnet ikke kunne nå til en afgørelse, og at sagen derfor ville

blive

sendt til fakultetsrådet, jf. § 8, stk. 3, i universitetsloven. Lignende

fremgår af universitetets udtalelser i sagen.

Jeg er enig med myndighederne

i at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis Deres

klient

var blevet underrettet om at sagen på grund af stemmelighed i studienævnet

blev

overgivet til fakultetsrådet til behandling.

Jeg har gjort universitetet

og ministeriet bekendt med min opfattelse.

Begrundelse for fakultetsrådets afgørelse

Dekanen

begrundede afslaget af 2. september 1997 med at fakultetsrådet ikke fandt at

der forelå sådanne usædvanlige forhold at dispensationen kunne gives. På

foranledning af Deres anmodning om at få en begrundelse for afslaget henviste

dekanen i brev af 27. november 1997 til sagens akter.

Skriftlige afgørelser der

ikke giver en part fuldt ud medhold, skal efter forvaltningslovens § 22 være

ledsaget af en begrundelse. Kravene til begrundelsens indhold fremgår af

samme

lovs § 24. Af § 24, stk. 1, fremgår:

’§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.’

Af ministeriets udtalelse af

2. maj 2001 fremgår at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte

forvaltningslovens

krav til begrundelse. Ministeriet mente således ikke at det var nok at

fakultetsrådet henviste til sagens akter. Ministeriet beklagede at

ministeriet

i forbindelse med afgørelsen af 16. oktober 1998 ikke gjorde opmærksom på at

fakultetsrådets

afgørelse ikke opfyldte begrundelseskravene.

Jeg er enig med ministeriet i

at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte begrundelseskravene i

forvaltningslovens § 24.

Jeg har gjort universitetet

og ministeriet bekendt med min opfattelse.

Ligeledes er jeg enig med

ministeriet i at det var beklageligt at ministeriet ikke i forbindelse med

afgørelsen af 16. oktober 1998 var opmærksom på begrundelsesmanglerne.

Jeg har gjort ministeriet

bekendt med min opfattelse.

Sammenfatning

Jeg har

overvejet om jeg på baggrund af min kritik ovenfor har grundlag for at

henstille til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling at

ministeriet

genoptager sagen og træffer en ny afgørelse i sagen.

Jeg mener ikke at jeg har

grundlag for at afgive en sådan henstilling.

Derfor foretager jeg mig ikke

mere i sagen.

Sagen om fri proces

De klager

også over at Københavns Overpræsidium og Civilretsdirektoratet henholdsvis

den

6. maj 1999 og den 2. september 1999 gav afslag på Deres ansøgning om fri

proces til en retssag mod (nu) Ministeriet for Videnskab, Teknologi og

Udvikling vedrørende sagen om dispensation til (B).

På grundlag af dels det som

jeg har skrevet ovenfor om dispensationssagen, dels min gennemgang af akterne

i

sagen om fri proces, har jeg besluttet ikke at foretage mig mere i sagen om

fri

proces. Jeg har navnlig lagt vægt på at der ikke er udsigt til at jeg kan

kritisere at myndighederne gav afslag på Deres ansøgning om fri proces. Jeg

henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven hvoraf det - som tidligere

nævnt

- fremgår at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til

undersøgelse.

Jeg foretager mig således

heller ikke mere i denne sag.”

NOTER: (*)

FOB 1991, s. 173,

FOB 1992, s. 334, og

FOB 1998, s. 409.

Lignende dokumenter