Afslag på dispensation til fjerde eksamensforsøg
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på dispensation til fjerde eksamensforsøg
Af sagens
akter fremgår bl.a. at B i 1990 startede med at læse teologi på Københavns
Universitet. I januar 1995 havde B bestået alle fag på grunduddannelsen
bortset
fra faget Ny Testamente. Ved det tredje eksamensforsøg i Ny Testamente i
januar
1997 bestod B ikke. Denne sag angår myndighedernes afgørelse og behandling af
B’s ansøgning om dispensation til for fjerde gang at lade sig indstille
til
eksamen i Ny Testamente.
Den 3. februar 1997 søgte B
om 4. gangs-dispensation til at gå til eksamen i Ny Testamente. Som
begrundelse
for ansøgningen om dispensation anførte B bl.a. at han havde haft øget
arbejde
som kirketjenervikar, hvilket havde betydet at det havde været svært for ham
at
komme til de nødvendige forelæsninger, ligesom han ikke tilstrækkeligt havde
brugt de muligheder som fakultetet havde tilbudt ham. Ved det tredje
eksamensforsøg havde B været præget af nervøsitet. Begge forældre havde på
skift siden januar 1995 været indlagt på hospital med bl.a. hjerteproblemer.
B
fremlagde også en plan for hvordan han kunne bestå eksamen i faget. B mente
ikke at det forhold at han ikke havde bestået Ny Testamente i tredje forsøg,
var udtryk for at han ikke var studieegnet. Han henviste til at han bortset
fra
Ny Testamente havde bestået de øvrige fag uden særlige problemer.
Studienævnet traf på sit møde
den 10. februar 1997 afgørelse om at give afslag på ansøgningen med 4 stemmer
Læs alt
for og 1 imod.
Med brev af 12. februar 1997
gav studienævnet afslag på ansøgningen idet der efter nævnets opfattelse ikke
forelå sådanne særlige omstændigheder at de ville kunne begrunde en
dispensation. Hvis B måtte ønske det, stod formanden for studienævnet, C, til
rådighed for yderligere drøftelse af sagen.
Den 20. februar 1997 klagede
B over afslaget og begrundelsen herfor. I klagen anførte B bl.a. at det var
hans klare indtryk at der reelt var taget en beslutning om ikke længere at
give
4. gangs- dispensation, og at afgørelsen af sagen derfor reelt var truffet på
forhånd uden at vurdere begrundelserne for ansøgningen om dispensation. B
mente
at den væsentlige faglige forudsætning måtte være spørgsmålet om han var i
stand til at bestå Ny Testamente ved en fjerde eksamen og i øvrigt at
gennemføre det teologiske studium, hvilket han betragtede sig som værende i
stand til. B mente ikke at studienævnet havde taget i betragtning at han
ville
være i stand til at gennemføre studiet.
B havde den 3. marts 1997 en
samtale med studielederen, C, som den 5. marts 1997 skrev et brev til B
hvoraf
følgende bl.a. fremgår:
”(1) Studienævnet har truffet
sin afgørelse i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701
af
21. august 1995 om eksamen ved visse videregående uddannelser under
Undervisningsministeriet § 16, stk. 1, hvori det fastslås, at en studerende
højst tre gange kan indstille sig til samme prøve eller anden form for
bedømmelse,
men at institutionen kan tillade indstilling en fjerde gang, ’hvis det
findes
begrundet i usædvanlige forhold’. Nævnet har ikke skønnet, at de
omstændigheder, som Du selv anfører som baggrund for Dit uheldige
eksamensforløb (øget erhvervsarbejde og deraf følgende ringere mulighed for
at
følge Fakultetets undervisning, fejldisposition med henblik på indstilling
til
eksamen i Ny Testamente i august-terminen 1996, nervøsitet i forbindelse med
eksamen for 3. gang i Ny Testamente i januar 1997 samt sygdom i familien i de
sidste par år), har været så usædvanlige, at de kunne begrunde noget så
exceptionelt som en fjerdegangsdispensation. De fleste af de forhold, som Du
anfører, er ting, som Du selv mere eller mindre var herre over, og som Du
kunne
have gestaltet anderledes, hvis og når Du blev klar over, at det gjaldt Din
eksamen, som Du senest må have følt hang i en meget tynd tråd, da Du dumpede
for anden gang i Ny Testamente. Dine forældres sygdom er det eneste, der har
været uden for Din kontrol, men der er intet i Din ansøgning, der tyder på,
at
den har påvirket Din hverdag på en sådan måde, at Du skulle have været ude af
stand til at klare det arbejdspres, der er forbundet med studium og eksamen.
I
hvert tilfælde må man konstatere, at den åbenbart ikke har hindret Dig i at
påtage Dig en forøget arbejdsbyrde i forbindelse med Din virksomhed som
kirketjenervikar. Studienævnet har også noteret sig, at Du ikke har anset det
for nødvendigt og i øvrigt tjenligt for et heldigt udfald af Din eksamen at
gøre brug af det tilbud om hjælp til tilrettelæggelse af Din eksamenslæsning,
som en af mine nytestamentlige kolleger fremsatte, da Du for anden gang var
dumpet i Ny Testamente.
(2) Studienævnets afslag på
Din dispensationsansøgning hviler endvidere på en faglig vurdering fremsat af
en lærer i Ny Testamentes Eksegese, lektor, dr. phil. (D), gående ud på, at
Dine chancer for med held at gennemføre det teologiske studium skønnes at
være
så ringe, at det ikke ville give mening at give Dig en yderligere mulighed
for
at indstille Dig til eksamen. Dette indtryk bekræftes ved et blik på Din
eksamensudskrift, der viser, at Du i Dit studieforløb har haft store
vanskeligheder med de bibelske fag, idet Du også i hebraisk først bestod
prøven
ved et fjerde forsøg. Dette må fastholdes til trods for, at Du ved samtalen
den
3. marts hævdede, at Du - tværtimod eksamensudskriftens oplysninger - kun har
været indstillet til eksamen i dette fag tre gange. Jeg har undersøgt sagen,
og
det viser sig,
at
Du udeblev fra
prøven den 7. januar 1993 og altså blev registreret som dumpet,
at
Du med henblik på prøven den 12.
januar 1994 meldte Dig syg, men ’glemte’ at indsende den nødvendige
lægeerklæring og derfor på ny måtte registreres som udeblevet og således
dumpet,
at
Du ved prøven den 8. juni 1994
opnåede karakteren 00, samt
at
Du
endelig ved et fjerde forsøg den 23. august 1994 bestod med karakteren 07.
Denne sidste prøve har Du eksamensadministrativt kun kunnet aflægge på
dispensation, lige meget om Du så har fået den skriftligt (hvad Du
tilsyneladende
ikke har) eller har indstillet Dig med studielederens mundtlige accept. Men
hvorom alting er, synes Du at have haft vanskeligheder i hvert fald med de
bibelske fag, hvilket naturligvis må veje ekstra tungt i betragtning af, at
nytestamentlig eksegese er et hovedfag. Hertil kommer det almindelige
indtryk,
at Du har været usædvanligt længe om studiet på grunduddannelsen, som Du nu
befinder Dig på på 7. år.
(3) Under henvisning til
ovenstående finder jeg konkluderende ikke grund til at revidere Studienævnets
afgørelse, heller ikke efter at jeg den 3. ds. har haft lejlighed til at tale
med Dig personligt.
”
Formanden for studienævnet
redegjorde på nævnets møde den 17. marts 1997 for sagen.
Studienævnet meddelte den 20.
marts 1997 B at nævnet ikke fandt anledning til at ændre den trufne
afgørelse.
Af brevet fremgår også at studielederen, hvis B måtte ønske det, naturligvis
stod til rådighed med henblik på en eventuelt yderligere samtale om sagen.
Med brev af 2. april 1997
klagede B over afslaget på 4. gangs-dispensation. Som begrundelse for klagen
anførte B navnlig at han den 13. december 1995 var udsat for et overfald af
en
medstuderende på Det teologiske Fakultet, og at dette overfald havde haft
afgørende psykisk indflydelse på hans lyst til at komme på Det teologiske
Fakultet. B havde ikke ønsket at være medvirkende til eventuelle negative
konsekvenser for hans medstuderende hvilket var årsagen til at momentet ikke
tidligere var fremført. B ønskede fortsat at opretholde den medstuderendes
anonymitet. B vedlagde samtidig en udskrift af 16. december 1995 fra
Rigshospitalets skadestue hvoraf det bl.a. fremgår at grunden til at B
henvendte sig til skadestuen, var ønsket om en vurdering i forbindelse med
politiattest. Det fremgår også at B havde haft en vis grad af hjernerystelse
og
tilrådedes ro indtil symptomfrihed. B vedlagde også en kopi af et brev af 22.
december 1995 fra advokat ( ). Af dette brev fremgår bl.a. at B som følge af
overfaldet havde været sygemeldt fra sit arbejde som hospitalsmedhjælper på (
)
Hospital i perioden fra den 14.-17. december 1995 samt fra sit arbejde som
postarbejder på ( ) Postkontor den 16. december 1995, hvilket havde medført
en
tabt arbejdsfortjeneste på i alt 1.905 kr. Hvis den medstuderende inden 3
dage
fremsendte dette beløb, ville der ikke blive taget skridt til
politianmeldelse.
Af et også vedlagt brev fra den medstuderende fremgår bl.a. at den
medstuderende ville betale det nævnte beløb.
Den 23. april 1997 udtalte
lektor D sig om den kritik som B i klagen af 2. april 1997 havde fremsat i
forbindelse med den faglige vurdering af B der var indeholdt i udtalelsen af
5.
marts 1997. Af udtalelsen af 23. april 1997 fremgår bl.a.:
”(B) beklager sig over det
angiveligt mangelfulde grundlag, hvorpå jeg har udtalt mig om hans faglige
forudsætninger, samt brugen af udtalelsen ved sagens afgørelse. Jeg skal i
den
forbindelse anføre følgende.
(1) Når jeg har udtalt mig om
(B)’s faglige forudsætninger, skyldes det udelukkende den tilfældighed,
at jeg
har sæde i studienævnet, hvor sagen blev behandlet, og at jeg var til stede
(som censor) ved det tredje eksamensforsøg (januar 1997), hvor (B) desværre
dumpede. Andre af mine kolleger, som har været med til at dumpe (B), kunne
selvsagt også have udtalt sig, men jeg var altså med til at behandle sagen og
havde det friskeste førstehåndskendskab til den.
(2) Min udtalelse om de
manglende faglige forudsætninger byggede alene på forløbet af selve
eksaminationen af den simple grund, at (B) under sin tilstedeværelse ved den
undervisning i efteråret 1996, der ledte frem til eksamen, ikke ytrede sig
fagligt overhovedet. Hvad selve eksaminationen angår, var det derimod den
klare
overbevisning hos såvel eksaminator som mig selv, at de faglige
forudsætninger
for at bestå ikke var til stede. Faktisk stillede jeg ved eksaminationens
afslutning som censor (B) et meget simpelt sprogligt spørgsmål, netop for at
sikre mig, at vi ikke tog fejl af niveauet. (B) kunne ikke besvare det og
erklærede selv, da han var på vej ud af eksamenslokalet, at det nok heller
ikke
var gået denne gang. Deri havde han altså ret. Og da der var tale om tredje
eksamensforsøg, måtte vi konkludere, at de faglige forudsætninger for
overhovedet at gennemføre det teologiske studium heller ikke var til stede.
(3) Det korte af det lange
er, at min vurdering af (B)’s faglige kvalifikationer alene bygger på
den
simple kendsgerning, at han trods et langt studieforløb er dumpet tre gange i
faget Ny Testamente (med tre forskellige eksaminatorer/censorer) og på en
sådan
måde, at han sidste gang selv endog var klar over det, før voteringen gik i
gang.
Hvad angår mine øvrige
kontakter med (B) op til og umiddelbart efter hans tredje eksamensforsøg,
skal
jeg kun anføre dette.
(a) (B) ringede til mig et
stykke tid henne i efterårssemesteret 1996 (ultimo september?) og spurgte, om
han måtte følge den da allerede påbegyndte undervisning frem til eksamen i
vinterterminen. Svaret var selvfølgelig et ja, og samtidig fik jeg at vide af
ham, at de to tidligere dumpninger efter hans egen mening først og fremmest
skyldtes sproglige vanskeligheder. Deraf mit oprigtigt og venligt mente
tilbud
om hjælp til eksamenslæsning, som
jeg fremkom med, da (B) endelig
halvanden uge senere dukkede op på holdet. (B) deltog derefter rigtignok kun
forholdsvis sporadisk i undervisningen i efteråret 1996, og han tog altså
heller ikke imod tilbudet om hjælp. Der var dog ikke på noget tidspunkt tale
om, at dette skulle skyldes en psykisk begrundet ulyst til overhovedet at
komme
på Det teologiske Fakultet.
(b) I forbindelse med (B)’s
dumpning i januar tilbød jeg, som naturligt er, en efterfølgende samtale om
hans situation. Det tog han med glæde imod, og vi havde en, som jeg selv ser
det, god og afslappet samtale, hvor (B) forklarede mig om sit studieforløb,
sine arbejdsforhold samt om sygdom i familien (hos hans forældre) - alt
sammen
som reaktion på min påpegning af, at en ansøgning om tilladelse til at gå op
fjerde gang kun kunne forventes bevilget, hvis der forelå helt usædvanlige
forhold, der kunne begrunde det. På intet tidspunkt så meget som antydede (B)
det i klagen til rektor anførte overfald.
(c) Som naturligt er, talte
vi under samtalen også om, hvad (B) skulle gøre med henblik på at bestå
fjerde
gang, hvis studienævnet efter en evt. ansøgning herom skulle bevilge et
sådant forsøg.
(B) erklærede her, at han ville følge den undervisning, der skulle til at
begynde 1. februar ved prof. ( ) som forberedelse til denne sommertermins
eksaminer. Jeg støttede selvfølgelig denne tanke. Heller ikke her var der
nogen
antydning af, at (B) skulle være psykisk forhindret i at følge
undervisningen.
Således har - efter min
bedste og mest ærlige overbevisning - forløbet været, for så vidt angår min
egen andel i det. Andre punkter i (B)’s klage skal jeg ikke her tage
stilling
til.”
Studielederen udtalte den 29.
april 1997 bl.a. følgende:
”(1) Det er muligt, at § 16,
stk. 1 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995
om
eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet
tolkes forskelligt ved forskellige fakulteter. Det er ikke min opgave at
kommentere andre fakulteters tolkning af dispensationsparagraffen, men Det
teologiske Studienævn er forvisset om, at dets interpretation af paragraffen
er
i bekendtgørelsens ånd. Det er korrekt, at det nuværende studienævn ved sin
tiltrædelse i februar 1996 fandt anledning til at stramme praksis i
forbindelse
med meddelelse af fjerdegangsdispensation, hvilket skete på møde den 11.
marts
1996 med tilslutning fra såvel lærer- som studenterrepræsentanter. Jeg
redegjorde
efterfølgende i studenternes blad
Arken
grundigt
for og begrundede den ændrede og herefter gældende praksis (se vedlagte
artikel). Alle, der har haft interesse (eller behov) for at sætte sig ind i
den
sag, har haft rig lejlighed til det. Det er naturligvis ikke rigtigt, at Det
teologiske Studienævn med den nye praksis reelt udelukker muligheden for at
få
dispensation til for 4. gang at indstille sig til en eksamen. Det kan
selvfølgelig fortsat lade sig gøre, når der foreligger ganske særlige og som
sådanne
dokumenterede omstændigheder. I det grundlag, hvorpå klager i skrivelse af 3.
februar d. å. bad studienævnet træffe en afgørelse, var og er der fortsat
intet, der kan rubriceres under kategorien ’dokumenterede særlige
forhold’.
(2) Klager anker over, at
lektor, dr. phil. (D), der er lærer i Ny Testamentes eksegese, ikke skulle
have
tilstrækkeligt kendskab til hans fagkundskaber til at kunne fremsætte en
faglig
vurdering af hans mulighed for et positivt studieforløb. Idet jeg henviser
til
vedlagte skriftlige erklæring fra dr. (D) skal jeg blot tilføje, at denne
besidder endog ganske gode muligheder for at bedømme klagers faglige meriter,
for så vidt han baserer sin bedømmelse på en (trediegangs)eksamination i Ny
Testamente. Det er faktisk sjældent, man har så god og konkret mulighed for
at
bedømme et menneskes faglige kvalitet. Det er derfor helt uholdbart at
betegne
det grundlag, hvorpå (D) har fremsat sin vurdering, som mangelfuldt.
(3) Til klagerens mindre
punkter, hvori han kommenterer dele af min skrivelse til ham af 5. marts d.
å.,
skal jeg anføre følgende:
(a) Når jeg skriver, at
klager ’ikke har anset det for nødvendigt og i øvrigt tjenligt for et
heldigt
udfald af (hans) eksamen at gøre brug af det tilbud om hjælp til
tilrettelæggelse af (hans) eksamenslæsning, som en af mine nytestamentlige
kolleger fremsatte, da (han) for anden gang var dumpet i Ny Testamente’,
er det
i skønneste overensstemmelse med det indtryk, han selv gav mig ved den
mundtlige samtale, jeg førte med ham den 3. marts d. å., og i øvrigt også i
samklang med, hvad han selv bemærker i sin oprindelige dispensationsansøgning
af 3. februar d. å., hvor han ’må indrømme at (han) nok ikke
tilstrækkeligt,
har brugt de muligheder der blev tilbudt (ham) fra fakultetets side’. Om
det,
som han nu påstår, er en forsimpling af sagen at udtrykke sig på den måde, er
helt hans eget ansvar.
(b) Klager har muligvis ’en
anden opfattelse af tingene’ i forbindelse med sin eksamen i hebraisk.
Hvad jeg
har anført i min skrivelse til ham af 5. marts d. å., svarer helt og aldeles
til hans eksamensudskrift, der afslører det eneste faktuelle forløb, som
studienævnet kan forholde sig til. I øvrigt turde det vist være en
tilsnigelse
at påstå, at man ikke skulle have problemer med et fag, som man først ved
fjerde
forsøg består med karakteren 07.
(c) Klager beskriver sit
lange studieforløb som ’et personligt valg’. Jeg tror, denne
bemærkning taler
for sig selv. Hvis han virkelig skulle have truffet det personlige valg at
befinde sig på grunduddannelsen så længe, som tilfældet er, er det da
pudsigt,
at han så relativt mange gange har indstillet sig til eksamen med udsigt til
og
i håb om (formoder jeg) at få afsluttet de fag, han indstillede sig til
eksamen
i, og dog vel kun har måttet acceptere det forlængede studieforløb, fordi han
dumpede de 8 ud af de i alt 16 gange, han indstillede sig til prøve (jfr.
igen
eksamensudskriften).
(4) Til klagers beretning om
overfald på Det teologiske Fakultet den 16. december 1995 skal jeg anføre
følgende: Ved studienævnets afgørelse af dispensationsansøgningen forelå
ingen
oplysninger om denne tragiske episode overhovedet, og klager har heller ikke
efterfølgende, altså heller ikke ved min mundtlige drøftelse med ham den 3.
marts, fundet anledning til at indvie mig heri. Studienævnet har derfor
heller
ikke haft tilgang til de bilag, der vedrører overfaldet, og som er medsendt i
forbindelse med fremsendelsen af klagen til Universitetets Rektor. Selv om
jeg
ikke skal lægge skjul på, at denne historie i den foreliggende sammenhæng
forekommer
mig at være et
argumentum ad occasionem
og
derfor ikke umiddelbart virker troværdig som støtte for den fremsendte
dispensationsansøgning, skal jeg være parat til at give klager den sidste
benefit of the doubt
og erklære mig
villig til at forelægge sagen til fornyet drøftelse i Det teologiske
Studienævn
under forudsætning af, at det ved lægeattest kan dokumenteres, at han i flere
måneder efter overfaldet har været i en sådan psykisk tilstand, at han har
været uarbejdsdygtig og derfor ude af stand til på forsvarlig vis at
forberede
sig til eksamen. Det må være mig tilladt at tilføje et udtryk for min undren
over, at klager tilsyneladende i samme periode har haft kræfter til at forøge
sit erhvervsarbejde, hvilket han jo i sin dispensationsansøgning anførte som
grund til, at hans studium ikke helt var forløbet efter hensigten.
(5) Konkluderende
skal jeg derfor fremføre, at jeg ikke finder
anledning til at forelægge den afgørelse, hvorefter stud. theol. (B) fik
afslag
på ansøgning om (for anden gang i løbet af grundstudiet, idet han jo også som
ovenfor anført først bestod eksamen i hebraisk ved en fjerdegangsprøve) for
4.
gang at indstille sig til grunduddannelseseksamen i faget Ny Testamente, til
fornyet drøftelse i Det teologiske Studienævn, idet det tilføjes, at det
grundlag, på hvilket denne afgørelse blev truffet, ikke ses at være ændret,
med
mindre det ved lægeattest kan dokumenteres, at det overfald, som klager efter
eget udsagn var udsat for den 16. december 1995, havde sådanne psykiske
følger,
at de umuliggjorde hans arbejde med studium og eksamen i løbet af året 1996.
Den klagen til Rektor vedlagte kopi af journal fra Rigshospitalets skadestue
vil, såfremt den alene dokumenterer behandling på skadestuen umiddelbart
efter
overfaldet, således ikke være tilstrækkelig til revision af studienævnets
afgørelse.”
Af den af studielederen
omtalte artikel i bladet Arken, 18. årgang, nr. 2, 1996, fremgår bl.a.:
”Gældende eksamensordning
giver altså mulighed for at indstille sig højst tre gange til samme eksamen,
og
er en studerende så uheldig at dumpe alle tre gange, betyder det under
normale
omstændigheder som sagt, at man må forlade studiet. Eksamensordningen giver
imidlertid yderligere den mulighed at dispensere herfra og tillade en
eksamenskandidat at indstille sig en fjerde gang, ’hvis det findes
begrundet i
usædvanlige forhold’ (Undervisningsministeriets eksamensbekendtgørelse,
§ 16).
Med udgangspunkt i en vis
usikkerhed om, hvornår man ville kunne regne med at få en sådan
fjerdegangsdispensation, har Studienævnet for Teologi drøftet sagen. På
baggrund heraf indskærpes det, at en sådan dispensation til at forsøge en 4.
gang kun vil blive givet, hvis der
virkelig
foreligger usædvanlige forhold (sygdom ell. lign.), der kan give en meget god
forklaring på, hvorfor de første tre forsøg mislykkedes, og man således kan
have en begrundet formodning om, at den hidtidige eksamensfiasko ikke
skyldtes
manglende studieegnethed, og at et fjerde eksamensforsøg derfor har god
udsigt
til at lykkes. Det er f.eks. ikke tilstrækkeligt at anføre, at man nu efter
tre
mislykkede eksaminer har indset, at man måtte intensivere sine studier og
arbejde mere alvorligt. Det anses for at henhøre under absolut sædvanlige
forhold, at studenter tager deres studium alvorligt og er klare over de høje
krav, som et universitetsstudium stiller. Heller ikke den kendsgerning, at
man
har indstillet sig til eksamen i for mange fag samtidigt og derfor måske er
dumpet, gælder for at være så usædvanlig, at den kan begrunde dispensation
til
at gå op for fjerde gang.
Det indskærpes også, at de
usædvanlige forhold, som man påberåber sig ved ansøgning om
fjerdegangsdispensation, skal være dokumenterede. Der skal altså ved sygdom
medsendes lægeerklæring, ligesom eventuelt andre eksamenshindrende forhold
skal
være behørigt dokumenterede. Hvornår der foreligger usædvanlige forhold i
Eksamensbekendtgørelsens forstand, kan være vanskeligt at konstatere, og
afgørelse må træffes individuelt i hvert enkelte konkret tilfælde.
Sammenfattende kan det anføres som Studienævnets holdning, at
fjerdegangsdispensation er en absolut undtagelse og derfor normalt ikke
gives.”
Med brev af 16. maj 1997
afviste studieadministrationen på rektors vegne klagen. Som begrundelse for
afvisningen af klagen anførte studieadministrationen bl.a. at et afslag på 4.
gangs- dispensation i et tilfælde som det foreliggende hvor et andet fag i
forvejen først var bestået i fjerde forsøg, ikke var en usædvanlig
beslutning.
Med hensyn til den i bladet Arken beskrevne praksis mente
studieadministrationen
at der i artiklen var redegjort for studienævnets generelle overvejelser på
området, og at den beskrevne praksis faldt inden for § 16 i
eksamensbekendtgørelsen.
I brev af 2. juni 1997 søgte
B på ny om 4. gangs-dispensation til at lade sig indstille til eksamen i
faget
Ny Testamente. B vedlagde samtidig en erklæring af 4. juni 1997 fra hans egen
læge ( ). Af lægeerklæringen fremgår bl.a.:
”13/12-95 blev (B) uprovokeret slået ned af en
medstuderende ved en julefest på theologistudiet. Han pådrog sig en mindre
hjernerystelse og måtte være sygemeldt af den grund nogle dage men fik ellers
ingen varige fysiske mén.
Derimod medførte overfaldet
en angstpræget animositet mod at nærme sig theologistudiets lokaliteter,
hvilket ifølge (B) og hans families udsagn til mig i høj grad har medvirket
til, at han ikke har kunnet følge forelæsninger m.v. i det omfang, som det
har
været påkrævet. Ofte har han således været på vej til universitetet men vendt
om, kort før han nåede det p.g.a. en angst, som man nærmest kan kalde fobisk.
Fænomenet er ikke ukendt for
overfaldsofre, som ikke får bearbejdet hændelsen umiddelbart, hvorved de
negative følelser kan vendes indad med angst, usikkerhed og tab af selvværd
til
følge. Jeg mener, at det er dette forhold, der gør sig gældende hos (B), som
i
sine øvrige sammenhænge, herunder i andet kirkeligt arbejde, har fungeret
upåklageligt.
Jeg har ikke fundet andre
psykopatologiske tegn hos (B) end ovenstående, som vi nu er ved at bearbejde
ved samtaler. Jeg mener, at der er en god mulighed for, at problemerne herved
kan blive løst.
Med hensyn til den konkrete
ansøgning finder jeg således, at der foreligger ganske særlige
omstændigheder,
som kan begrunde, at der meddeles dispensation.”
Studienævnet tog på sit møde
den 16. juni 1996 stilling til anmodningen om genoptagelse. Det fremgår af
referatet herfra at tre medlemmer af studienævnet var for en genoptagelse og
tre imod, hvorfor sagen blev genoptaget. Ligeledes for så vidt angik
spørgsmålet om der skulle meddeles dispensation, stod stemmerne lige. Det
blev
derfor bestemt at hvert medlem af nævnet skulle indsende votum med henblik på
at overgive sagen til fakultetsrådets afgørelse. De enkelte
studenterrepræsentanter afgav den 28. juni 1997, 3. juli 1997 og 11. august
1997 udtalelser til sagen. Herudover fremkom lærerrepræsentanterne i
studienævnet med en fælles udtalelse af 20. juli 1997 der bl.a. indeholder
følgende:
”(1) Generelt virker
anførelsen af overfaldsperioden på det sene tidspunkt i ansøgningsforløbet
som
et
argumentum ad occasionem
, der
begrunder ønsket om at få den ansøgte dispensation mere end det uheldige
eksamensforløb.
(2) Af journaludskriften fra
Rigshospitalets Skadestue fremgår, at (B) først godt 2½ døgn efter
overfaldet,
nemlig den 16. december 1995 kl. 13:07, henvendte sig til Skadestuen
’med
ønsket om vurdering i forbindelse med evt. politiattest’. Konsultationen
på
Skadestuen varede nøjagtigt 18 minutter, idet patienten anføres som udskrevet
samme dag kl. 13:25 med diagnosen
en vis
grad af hjernerystelse
og med råd om ro indtil symptomfrihed, der åbenbart
har indstillet sig fra og med den 18. december, idet han ifølge skrivelse af
22. december 1995 fra advokat ( ) har været ude af stand til at varetage sit
arbejde i dagene 14.-17. december, hvorfor han som allerede sagt krævede
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
(3) Dette er også i
overensstemmelse med redegørelse fra (B)’s egen læge, der i erklæring af
4.
juli 1997 (altså mere end 1½ år efter episoden) anfører, at hans patient
’pådrog sig en mindre hjernerystelse og måtte være sygemeldt af den
grund nogle
dage men fik ellers ingen varige fysiske mén’. Lægen anfører endvidere,
at
overfaldet derimod har medført ’en angstpræget animositet mod at nærme
sig
theologistudiets lokaliteter, hvilket ifølge (B) og hans families udsagn . i
høj grad har medvirket til, at han ikke har kunnet følge forelæsninger m.v. i
det omfang, som det har været påkrævet’. Lægen tilkendegiver, at
(B)’s
angstprægede animositet har hindret ham i at varetage sine
eksamensforpligtelser, selv om han ’i sine øvrige sammenhænge, herunder
i andet
kirkeligt arbejde, har fungeret upåklageligt’.
(4) Dette hænger efter vores
opfattelse ikke sammen. Det er ikke troværdigt på den ene side at hævde, at
den
angstprægede animositet har hindret eksamensaktivitet, mens den på den anden
side åbenbart ingen indflydelse har haft på (B)’s øvrige arbejdsindsats,
der
oven i købet ifølge hans egen oprindelige ansøgning af 3. februar d.å. blev
intensiveret i løbet af 1996 (altså i månederne efter overfaldet) i en sådan
grad, at det kunne anvendes som argument for, at han ikke havde kunnet bestå
eksamen. Hvordan kan den angstprægede animositet og det deraf angiveligt
medfølgende ’tab af selvværd’ gøre ansøger arbejdsudygtig, når det
drejer sig
om universitære aktiviteter, mens den åbenbart på andre områder ikke blot har
været uden betydning, men helt øjensynligt og efter (B)’s eget udsagn
ikke har
stillet sig i vejen for et stærkt øget arbejdspres? I bedste fald foreligger
der en form for selektiv arbejdsudygtighed, der imidlertid virker alt andet
end
overbevisende. Dette bekræftes af den kendsgerning, at (B) i løbet af 1996
faktisk var eksamensaktiv, idet han både i juni og august 1996 indstillede
sig
til eksamen i Ny Testamente og oven i købet forberedte sig til eksamen for
tredje
gang i samme fag i løbet af efteråret samme år for på ny at prøve lykken i
januar 1997. Alle tre gange dumpede han, men det udelukker da ikke, at der
har
været tale om eksamens-aktivitet, som han jo dog altså har gennemført til
trods
for nok så megen angstpræget animositet.
(5) Sammenfattende må vi
konstatere, at den fremlagte dokumentation ikke overbeviser os om, at det er
den angstprægede animositet, der er årsag til (B)’s uheldige studie- og
eksamensforløb, men at det tværtimod er denne angstprægede animositet, der nu
på dette stærkt forsinkede tidspunkt, hvor sagen rejses i anden omgang, skal
bruges som argument for at gennemtvinge den dispensation, som alle de øvrige,
i
sagen hidtil fremførte argumenter ikke har kunnet få institutionen til at
bevilge. Det er da unægtelig også en akavet og utroværdig situation,
ansøgeren
har bragt sig selv i, ved først i anden omgang at spille trumfkortet
(voldsepisoden) ud som det argument, der skulle kunne forskaffe ham den
dispensation, som alle hans først anførte argumenter ikke var stærke nok til
at
sikre ham. Havde den angstprægede animositet virkelig spillet den rolle, den
ifølge (B)’s fornyede ansøgning angiveligt har haft, havde han
naturligvis
(ikke mindst i betragtning af den iver og stædighed, hvormed han forfølger
sit
mål) anvendt den allerede ved fremsendelsen af den første
dispensationsansøgning. Vi tvinges derfor til at konkludere, at heller ikke
den
på ny indsendte ansøgning dokumenterer de ’usædvanlige forhold’,
som
Eksamensbekendtgørelsens § 16, stk. 1 stiller som betingelse for bevilling af
fjerdegangsdispensation.
(6) Denne konklusion bliver -
bortset fra alt, hvad der hidtil er anført - ikke mindre nærliggende i
betragtning af den kendsgerning, at (B)’s hidtidige eksamenspræstationer
er så
svage, at det ikke forekommer os tilrådeligt at lade ham fortsætte det
teologiske studium. Han har på nuværende tidspunkt studeret 7 år uden at have
afsluttet grunduddannelsen, og han er én gang tidligere (ved eksamen i
hebraisk) først bestået på fjerdegangsdispensation. Han har indtil nu
indstillet sig i alt 16 gange til eksamen i de forskellige discipliner og kun
i
nøjagtigt halvdelen af tilfældene (i alt 8 gange) med succes.”
Den 6. august 1997 sendte
studienævnet sagen til dekanen med henblik på behandling i fakultetsrådet.
Fakultetsrådet behandlede
sagen på sit møde den 25. august 1997. Samme dag skrev dekanen bl.a. følgende
til B:
”Efter indgående drøftelse
vedtog Fakultetsrådet
ikke
at
imødekomme din ansøgning om 4. gangsdispensation i Ny Testamente på
grunduddannelsen.
Da du efter det over for mig
oplyste ikke har kendskab til de vedlagte 4 skrivelser, vil jeg ifølge
Forvaltningslovens § 19 give dig lejlighed til at fremkomme med en udtalelse,
inden jeg stadfæster Fakultetsrådets afgørelse. En eventuel udtalelse skal
være
mig i hænde inden en uge fra dags dato.”
Tilsvarende formulering
anvendte dekanen i sit brev af 29. august 1997 til studienævnet.
B kommenterede udtalelserne i
brev af 31. august 1997. B anførte bl.a. at grunden til at overfaldet ikke
var
nævnt tidligere, var hensynet til den involverede student, og at B ikke havde
haft lyst til at meddele den for ham pinlige episode til andre. B mente også
at
det lå i sagens natur at en uarbejdsdygtighed der var fremkaldt af
overfaldet,
ville være selektiv da den jo netop vedrørte hans forhold til et bestemt
miljø
snarere end hans arbejdsdygtighed generelt. B forstod heller ikke hvorfor han
var registreret som om han også i faget hebraisk havde fået 4. gangs-
dispensation idet han ikke havde søgt en sådan - heller ikke mundtligt.
Endelig
gjorde B opmærksom på at han syntes det var underligt at studienævnet ikke
gav
ham besked om hvordan sagen stod efter mødet den 16. juni 1997.
I brev af 2. september 1997
bekræftede dekanen at fakultetsrådet ikke havde kunnet imødekomme ansøgningen
fordi fakultetsrådet ikke fandt at der forelå sådanne usædvanlige forhold at
dispensationen kunne gives.
Den 24. november 1997 skrev
advokat A til dekanen om sagen. A bad i den forbindelse om at få en
begrundelse
for fakultetsrådets afslag.
Dekanen svarede med brev af
27. november 1997 hvori han for så vidt angår begrundelsen, henviste til
sagens
akter. Da dekanen ikke kunne omstøde fakultetsrådets afgørelse, henviste han
til rektor for så vidt angår afgørelsens retlige aspekter.
Herefter bad A den 1.
december 1997 dekanen om at videresende brevet af 24. november 1997 til
rektor.
Studieadministrationen
afviste i brev af 19. januar 1998 A’s klage. Af afgørelsen fremgår:
”...
Klagen til rektor rummer
retlige spørgsmål vedr.
begrundelse
og
partshøring.
Med hensyn til
partshøringen
bemærkes, at denne har
tjent det formål at give (B) lejlighed til at kommentere de af studienævnets
medlemmer afgivne udtalelser. Disse udtalelser har karakter af
sammenfatninger
af studienævnsmedlemmernes opfattelse og vurdering af allerede foreliggende
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Der er derfor, efter
Studieadministrationens opfattelse, ikke tale om en situation, hvor
partshøring
i henhold til Forvaltningslovens § 19 ville være obligatorisk.
Dekanen iværksætter høringen
efter sagens behandling i fakultetsrådet, fordi han, som det anføres, først
på
dette tidspunkt bliver klar over at (B) ikke kender indholdet af de 4
skrivelser.
Det må afvises, at høringen
skulle være indholdsløs, da sagen, såfremt (B)’s udtalelse havde
indeholdt nye
oplysninger kunne, og formentlig ville have ført til, at sagen var blevet
forelagt fakultetsrådet påny.
Med hensyn til spørgsmålet om
begrundelse bemærkes indledningsvis, at denne sag, efter at have været
behandlet
i studienævnet flere gange, forekommer at være særdeles grundigt belyst.
Der er i forbindelse med
sagens behandling i foråret 97 afgivet redegørelser af lektor (D) (23.4.97)
og
af studieleder (C) (29.4.97). Studielederen har ligeledes i en artikel i
’Arken’
redegjort generelt for hvad der lægges vægt på ved behandlingen af
dispensationsansøgninger.
Grundlaget for at sagen er
genoptaget på fakultetet er, at ansøger fremkommer med oplysninger og
erklæringer om et overfald, som ikke tidligere har været omtalt.
Studienævnsmedlemmernes vurderinger er særdeles udførligt beskrevet i de 4
udtalelser, som man har afgivet til fakultetsrådets behandling af sagen.
Selvom dekanen i sit svar af
27.11.97 kortfattet henviser til sagens akter og ikke specifikt redegør for
hvilke hovedhensyn der har været bestemmende for fakultetsrådets
skønsudøvelse
i forbindelse med afslaget på dispensation i henhold til
eksamensbekendtgørelsens § 16 stk. l, er det alligevel
Studieadministrationens
opfattelse, at forvaltningslovens begrundelseskrav er opfyldt med
henvisningen
til sagsakterne, herunder ovennævnte meget udførlige udtalelser.
...”
Med brev af 20. januar 1998
klagede A til Undervisningsministeriet. A uddybede klagen den 10. februar
1998.
A fremsatte den 17. april
1998 forskellige bemærkninger til sagen som dekanen i brev af 5. maj 1998
kommenterede. Af dekanens brev fremgår:
”
(A) anfører, at
studielederens skrivelser i sagen vidner om tendentiøs og subjektiv
indstilling. Jeg har intet grundlag for at bekræfte denne opfattelse.
(A) anfører videre, at (B)
ikke tidligere har søgt om en 4. gangs dispensation. Jeg kan bekræfte dette,
idet jeg dog henviser til vedlagte kopier af 4 karakterblanketter.
”
A kommenterede udtalelsen den
13. juli 1998. Den 9. september 1998 kommenterede A bl.a. referater af
studienævnets møder i sagen.
Den 16. oktober 1998 traf
Undervisningsministeriet afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår:
”
For så vidt angår Deres
bemærkninger om partshøringen og begrundelsespligten efter forvaltningslovens
bestemmelser er ministeriet enig med universitetet i det anførte, og finder
ikke grundlag for kritik.
Ministeriet skal for så vidt
angår Deres bemærkninger om brud på lighedsgrundsætningen - De anfører, at
Århus Universitet skulle imødekomme alle ansøgninger om 4.
gangsdispensationer
- gøre opmærksom på, at rektor for Københavns Universitet i forbindelse med
sin
legalitetskontrol skal påse, at Studienævnet ved Det Teologiske Fakultet i
København i dets behandling af dispensationsansøgninger i nævnet ikke krænker
lighedsgrundsætningen.
Spørgsmålet om hvorledes
Studienævnet ved Det Teologiske Fakultet i Aarhus behandler
dispensationsansøgninger vedrører således ikke Københavns Universitet, men
henhører under det enkelte universitets faglige selvstyre.
Ministeriet har noteret sig,
at Københavns Universitet har beklaget den sene sagsbehandlingstid i
forbindelse med fremsendelsen til ministeriet.
Ministeriet kan ikke give Dem
medhold i Deres klage.
...”
B blev den 19. oktober 1998
udmeldt fra sit studium ved Københavns Universitet.
Den 26. oktober 1998
kommenterede A ministeriets afgørelse hvilket ministeriet svarede på i brev
af
2. november 1998.
Med brev af 12. oktober 1999
klagede A til mig. Den 15. november 1999 uddybede A klagen, ligesom A
samtidig
klagede over at Københavns Overpræsidium og Civilretsdirektoratet havde givet
A
afslag på en ansøgning om fri proces under en retssag mod
Undervisningsministeriet.
I brev af 8. marts 2000 bad
jeg Undervisningsministeriet og Københavns Universitet om en udtalelse i
anledning af klagen. Af mit brev fremgår:
”
Jeg beder på den baggrund
Københavns Universitet og Undervisningsministeriet udtale sig om hvilken
funktion udtalelsen af 20. juli 1997 fra lærerrepræsentanterne i studienævnet
havde ved fakultetsrådets behandling af sagen, og nærmere redegøre for om
partshøringsforpligtelsen efter forvaltningslovens § 19 er overholdt ved
fakultetsrådets behandling af sagen.
Derudover beder jeg om en
udtalelse om hvorvidt (B) burde have været underrettet om at sagen blev
overgivet til fakultetsrådet til afgørelse.
Jeg beder endvidere
myndighederne om i udtalelserne nærmere at forholde sig til det (A) har
anført
i sin klage af 15. november 1999 til mig vedrørende fakultetsrådets
begrundelse
for sin afgørelse. Jeg beder i den forbindelse universitetet og ministeriet
om
at oplyse hvornår (B) er blevet meddelt hvilke hovedhensyn der har været
bestemmende for
fakultetsrådets
afgørelse.
Under henvisning til det (B)
har anført om at der reelt ikke er mulighed for at opnå dispensation til at
indstille sig til eksamen for fjerde gang, beder jeg universitetet om at
oplyse
i hvilke tilfælde der bliver meddelt dispensation. Jeg beder ministeriet om
at
udtale sig om universitetets praksis på området er i overensstemmelse med
reglerne, herunder de forvaltningsretlige grundsætninger for skønsudøvelse.
Jeg beder endelig
universitetet oplyse om der i forbindelse med sagens afgørelse er blevet lagt
vægt på (B)’s resultater ved andre eksaminer, og jeg beder ministeriet
om at
udtale sig om det er lovligt at inddrage et sådant kriterium ved afgørelser
som
de foreliggende. Hvis ovennævnte spørgsmål besvares bekræftende, beder jeg
myndighederne udtale sig om partshøringsforpligtelsen i forvaltningslovens §
19
er blevet iagttaget ved inddragelsen af disse oplysninger.
”
Jeg orienterede samtidig A om
høringen. For så vidt angår A’s klage over myndighedernes afslag på fri
proces,
meddelte jeg A at min stillingtagen hertil måtte afvente resultatet af den
undersøgelse som jeg havde indledt af myndighedernes afgørelser i
dispensationssagen. Jeg ville derfor vende tilbage til sagen om fri proces
samtidig med at jeg afsluttede min undersøgelse af dispensationssagen.
Af studielederens udtalelse
af 4. maj 2000 fremgår:
”...
(1) Spørgsmålet, om
partshøringsforpligtelsen efter forvaltningslovens § 19 blev overholdt, da
dispensationssagen efter stemmelighed i studienævnet blev overdraget til
afgørelse i Det Teologiske Fakultetsråd, må efter fakultetets opfattelse
klart
besvares positivt. På det tidspunkt, da sagen overgik til fakultetsrådet,
forelå der intet nyt, der ikke allerede for længst var kendt, og de fire
skrivelser, der ledsagede studienævnets andragende om afslutning af sagen i
fakultetsrådet, havde på ingen måde karakter af udtalelser til fremførelse af
nye momenter, men derimod til sammenfatning af allerede foreliggende og
adskillige gange belyst materiale. Det faldt derfor dengang hverken
studieleder
eller studienævn ind, at en partshøring ved denne lejlighed overhovedet
skulle
være nødvendig og påkrævet. Der er altså under ingen omstændigheder tale om,
at
de fakultære instanser ville hindre (B) i at fremkomme med synspunkter på de
perspektiver, som studienævn og fakultetsråd havde anlagt på hans sag. Dette
fremgår tydeligst deraf, at den daværende dekan, prof. ( ), efter
fakultetsrådets behandling og beslutning fremsendte de fire nævnte skrivelser
til (B) med anmodning om eventuel kommentar inden stadfæstelse af
fakultetsrådets afgørelse, og der er ikke tvivl om, at sagen var blevet
genoptaget i fakultetsrådet, hvis klagers bemærkninger i øvrigt havde givet
anledning dertil. Tværtimod at påstå, at fakultetet eventuelt har misagtet
forvaltningslovens bestemmelse om partshøring, vil man således kunne hævde,
at
(B)
de facto
fik lejlighed til en
sådan høring, selv om den foreliggende situation i realiteten ikke tilsagde
det. På den anden side kan det naturligvis diskuteres, om klager burde have
været underrettet om, at sagen, da den ikke endeligt kunne afgøres i
studienævnet, var overgivet til fakultetsrådet til afgørelse. Retrospektivt
kan
det forekomme, som om dette ville have været det mest korrekte. Når det
dengang, mens sagen verserede, faktisk ikke skete, hænger det sammen med, at
man fra fakultetets side ikke fandt det nødvendigt at informere klager, før
en
endelig afgørelse var faldet - specielt i betragtning af, at man fra
fakultetets side som sagt anså partshøringsforpligtelsen for overholdt og en
formel information om sagens videre forløb derfor ikke ville have ændret
noget
som helst, hvilket da også dens efterfølgende forløb i fakultetsrådet viser.
(2) Til grund for
fakultetsrådets behandling af (B)’s klage lå, som det fremgår af
dekanens
skrivelse af 25. august 1997, samtlige sagens akter, inkl. de fire
afsluttende
og sammenfattende udtalelser fra studienævnets studenterrepræsentanter og
studielederen. Studiet af disse dokumenter afslører, hvad der har været
afgørende for fakultetsrådets afgørelse, hvilket dekanens brev klart
informerer
klager om. Når hertil kommer, at mange af disse akter allerede for længst var
(B)
bekendt, vil man umuligt kunne påstå, at han er forblevet uoplyst om de
overvejelser, der førte fakultetsrådet til at afgøre sig, som det gjorde.
(3) Ombudsmanden spørger, ’om
der i forbindelse med sagens afgørelse er blevet lagt vægt på (B)’s
resultater
ved andre eksaminer’, og han anmoder i den forbindelse ministeriet om en
redegørelse for, ’om det er lovligt at inddrage et sådant kriterium ved
afgørelser som de foreliggende’. Endelig bedes myndighederne overveje,
’om
parthøringsforpligtelsen i forvaltningslovens § 19 er blevet iagttaget ved
inddragelsen af disse oplysninger’.
(a) Med henblik på det første
spørgsmål kan det oplyses, at man ved behandlingen af (B)’s sag i
studienævnet
naturligvis har taget hensyn til hans øvrige eksamensresultater. Man fristes
til at spørge, hvad man egentlig ellers skulle tage hensyn til, når det
drejer
sig om at danne sig et sagligt-fagligt skøn om, om et menneske vil være i
stand
til uden alt for store vanskeligheder at gennemføre en videregående
uddannelse.
Et blik på (B)’s hidtidige resultater og indhentede faglige vota samt
hans
ekstremt lange studietid (han befandt sig på tidspunktet for indgivelse af
dispensationsansøgningen på 7. studieår i et forløb, der er normeret til 3
år)
overbeviser ikke umiddelbart om, at en fortsættelse af studiet ville være det
mest betimelige. Hermed er imidlertid ikke sagt, at klagers hidtidige studie-
og eksamensforløb er det eneste af betydning for sagens afgørelse, og det kan
uden overdrivelse hævdes, at alle andre faktorer (personlige såvel som
arbejdsmæssige, jf. akterne), der kunne være af betydning for (B)’s
studieforhold, blev endog meget grundigt gransket.
(b) Spørgsmålet om
lovligheden af inddragelse af ovennævnte hensyn er rettet direkte til
Undervisningsministeriet, hvorfor der i nærværende sammenhæng ikke tages
stilling hertil.
(c) Derimod vil det nok være
muligt at tage stilling til det tredje rejste problem, nemlig om
forvaltningslovens partshøringsforpligtelse i tilfælde af, at det faktisk er
lovligt at inddrage klagers hidtidige eksamensforløb som grundlag for
afgivelse
af det nødvendige skøn, er blevet iagttaget. At dette er tilfældet, kan der
næppe herske tvivl om, idet (B) fra sagens første færd både mundtligt og
skriftligt er blevet informeret om, at studienævnet lagde bl.a. netop hans
hidtidige eksamenspræstationer til grund for sit skøn, og han har da i øvrigt
også udtrykkeligt taget stilling hertil.
(4) Ombudsmanden beder
endelig universitetet oplyse, ’i hvilke tilfælde der bliver meddelt
dispensation’, idet klager har anført, ’at der reelt ikke er
mulighed for at
opnå dispensation til at indstille sig til eksamen for fjerde gang’.
Denne
formodnings rigtighed afvises klart af kendsgerningerne. Det Teologiske
Fakultet er et mindre fakultet, og numerisk er antallet af
fjerdegangsdispensations-ansøgninger
ringe. I løbet af de sidste fire år har der foreligget en halv snes, hvoraf
kun
en vedrørte den teologiske kandidateksamen. Resten henhørte under den
teologiske grunduddannelseseksamen, og det viser sig, at nøjagtigt en
tredjedel
af ansøgningerne om at måtte indstille sig en fjerde gang til en eksamen blev
imødekommet. De sidste to tredjedele fik afslag, fordi der i deres tilfælde
ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der ifølge
Eksamensbekendtgørelsens
§ 16 danner forudsætning for at opnå dispensation af nævnte art. Det skal for
en ordens skyld tilføjes, at den ene ansøgning vedrørende den teologiske
kandidateksamen også blev imødekommet. Dermed er der allerede sagt noget om
Det
Teologiske Studienævns praksis på området. Det er meget lettere at opnå
dispensation, når det drejer sig om afsluttende eksamen, og specielt når det
som i det foreliggende tilfælde handler om sidste og endnu ikke beståede fag,
end det er at få fjerdegangsdispensation på grunduddannelsen, altså relativt
i
studiets begyndelse. En sådan har studienævnet kun bevilget, når der
foreligger
ganske særlige og alvorlige omstændigheder (sædvanligvis af helbredsmæssig
karakter), der skønnes at have haft en fatal indvirkning på studie- og
eksamensforløbet. Medvirkende til afvisning af dispensationsansøgninger er i
de
fleste tilfælde et dårligt og langsomt studieforløb med mange negative
eksamensresultater. Det er som allerede anført vanskeligt at se, hvad man
ellers skulle lægge til grund for et skøn om en studerendes mulighed for at
afslutte en højere uddannelse med succes, og den nævnte praksis vurderes på
ingen måde at være i modstrid med gældende forvaltningsretlige grundsætninger
for skønsudøvelse.”
I et brev af samme dato
oplyste dekanen at han ikke havde yderligere at tilføje.
Den 23. maj 2000 udtalte
studieadministrationen sig. Af udtalelsen fremgår:
”...
Med hensyn til funktionen af
de 4 afsluttende udtalelser fra studienævnsrepræsentanterne, herunder - men
ikke alene - lærerrepræsentanternes udtalelse af 20.7.97, bemærkes, at der
ikke
har foreligget nogen pligt til at afgive sådanne redegørelser, hvorfor
studieadministrationen opfatter disse som de respektive gruppers forsøg på at
sammenfatte de oplysninger og overvejelser der har ligget til grund for den
enkelte gruppes stillingtagen i studienævnets forgæves forsøg på at nå en
beslutning. Det havde været naturligt om man efter studienævnsmødet havde
sendt
alle 4 redegørelser til klageren til orientering om det forgæves forsøg på at
nå en beslutning og med oplysning om at sagen derfor ville overgå til
behandling i fakultetsrådet.
Med hensyn til spørgsmålet om
de 4 redegørelser udløser en pligt til partshøring efter forvaltningslovens §
19 bemærkes, at der ikke er tale om udtalelser fra særligt sagkyndige, men om
redegørelser fra studienævnsmedlemmer valgte efter samme regler som
fakultetsrådsmedlemmerne.
De rummer hver især forsøg på
at skaffe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder, men samlet
bidrager de i højere grad til at forklare hvorfor studienævnet ikke kunne nå
en
beslutning end til at skabe klarhed for fakultetsrådet.
Det er derfor fortsat
studieadministrationens opfattelse, at partshøring efter forvaltningslovens §
19 ikke ville være obligatorisk.
...”
Undervisningsministeriet
udtalte sig den 2. maj 2001. Af denne udtalelse fremgår:
”...
1. På baggrund af
Folketingets Ombudsmands brev af 8. marts 2000, hvori ministeriet blandt
andet
blev anmodet om at udtale sig om lovligheden af at lægge vægt på den
studerendes resultater ved andre eksaminer i forbindelse med ansøgninger om
dispensation til at gå til eksamen for fjerde gang, besluttede ministeriet at
undersøge praksis i forbindelse med 5. gangsdispensationer, hvor kompetencen
til at træffe afgørelser er hos ministeriet i medfør af
eksamensbekendtgørelsen
(bekendtgørelse nr. 1021 af 20. november 2000 om eksamen ved visse
videregående
uddannelser under Undervisningsministeriet).
Arbejdsgruppens opgave var at
overveje, om kompetencen for institutionen til i henhold til § 18, stk. 1, 2.
pkt., i eksamensbekendtgørelsen at give en studerende tilladelse til at
indstille sig 4. gang til en prøve kan udvides til at omfatte tilladelse til
at
indstille sig 5. gang og eventuelt følgende gange til prøven. Det skulle
herunder overvejes, om institutionen kun kunne træffe de positive afgørelser
(om tilladelse til et ekstra prøveforsøg), eller om institutionen også kunne
træffe negative afgørelser (afvisning med vejledning om, at afgørelsen kan
indklages for ministeriet).
I den forbindelse skulle arbejdsgruppen
overveje formuleringen af reglen i forbindelse med en uddelegering, herunder
om
der skulle være tale om en sædvanlig dispensationsformulering (usædvanlige
forhold), eller der skulle peges på specielle forhold, f.eks. at
studieegnethed
skulle eller kunne indgå i vurderingen. Det burde overvejes, om reglen kunne
opdeles i:
en mulighed for institutionen til på baggrund af en
vurdering inden for nærmere retningslinjer (f.eks. ansøgerens studieegnethed,
herunder muligheder for at færdiggøre uddannelsen (en faglig vurdering) at
give
en 4. eller følgende dispensation eller
en almindelig dispensationsmulighed fra reglen om de 3
eksamensforsøg, hvor dette er begrundet i usædvanlige forhold.
På baggrund af
arbejdsgruppens indstillinger har ministeriet truffet beslutning om:
·
at dispensationskompetencen til at tillade
eller afslå indstilling til en 5. gang skal uddelegeres til institutionerne
ved
en ændring af § 18 i eksamensbekendtgørelsen,
·
at dispensationsadgangen alene begrænses
til usædvanlige forhold, og
·
at uddelegeringen skal have virkning fra 1.
august 2001.
Ministeriet vil over for institutionerne gøre opmærksom på,
·
at § 18 i eksamensbekendtgørelsen fortsat
forudsætter, at der er tale om usædvanlige forhold, hvorved ministeriet
forstår
forhold, som adskiller den studerendes situation fra de øvriges,
·
at § 18 ligeledes forudsætter, at
tilladelsen skal være begrundet i de usædvanlige forhold, hvorved ministeriet
forstår, at der skal være en årsagssammenhæng mellem de usædvanlige forhold
og
det dårlige eksamensresultat, herunder at der skal være en relevant
tidsmæssig
sammenhæng,
·
at der ikke er hjemmel for institutionen
til at fastsætte nærmere regler om udøvelse af skønnet, og at ministeriet
forudsætter, at der foretages et konkret skøn i den enkelte sag, således at
en
ansøgning ikke afgøres ud fra forud fastlagte kriterier, og
·
at ansøgerens eksamensprofil eller
’studieegnethed’ er irrelevant ved udøvelse af skønnet. Ministeriet
vil
samtidig gøre opmærksom på, at vi er klar over, at en sådan vurdering helt
eller delvis kan have været lagt til grund ved institutionernes nuværende
praksis.
...
Undervisningsministeriet er
enig med universitetet i, at der ikke er fastsat regler om, at studienævnet
skal afgive redegørelser i forbindelse med stemmelighed i nævnet, hvor
fakultetsrådet træffer afgørelsen, jf. universitetslovens § 8, stk. 3, og at
lærerrepræsentanterne vælges på samme måde som de studerendes repræsentanter
i
medfør af universitetslovens § 8, stk. 2. Lærerne vælges for en 3 års periode
og de studerende for 1 år af gangen. Ministeriet er enig i universitetets
afvisning af, at lærerrepræsentanterne skulle kunne betragtes som særligt
sagkyndige, men de udgør sammen med de studerende studienævnet.
I henhold til
forvaltningslovens § 19 er der pligt til partshøring i afgørelsessager, hvor
en
part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i
besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende faktiske omstændigheder.
Ministeriet er enigt med
universitetet i, at der i forbindelse med de 4 redegørelser ikke var en pligt
til partshøring, idet redegørelserne ikke indeholdt noget nyt.
Ministeriet finder dog, at
det ville have været udtryk for god forvaltningsskik, om universitetet havde
oplyst (B) om, at studienævnet ikke kunne nå til en afgørelse, og at sagen
derfor ville blive sendt til fakultetsrådet efter bestemmelsen i
universitetslovens § 8, stk. 3. (B) ville hermed også have fået en oplysning
om, at afgørelsen ville trække ud. Ministeriet havde endvidere foretrukket,
at
genparter af de 4 redegørelser var sendt til (B) til orientering i
forbindelse
med fakultetsrådets afgørelse.
...
Dekanens afgørelse af 25.
august 1997 sammenholdt med dekanens brev af 2. september 1997, hvori det
meddeles (B), at fakultetsrådet ikke har kunnet imødekomme hans ansøgning om
en
4. gangsdispensation på grund af usædvanlige forhold, henviser til
universitetslovens § 8, stk. 3, men ikke til eksamensbekendtgørelsens § 18 om
4. gangsdispensation på grund af usædvanlige forhold. Dernæst angives ikke de
hovedhensyn,
der ligger til grund for den trufne afgørelse. Efter ministeriets opfattelse
var det ikke nok, at fakultetsrådet henviste til sagens akter. Ministeriet
skal
her pege på, at ofte vil der til grund for skønsudøvelsen foreligge en
bestemt
praksis. Falder den aktuelle afgørelse i tråd med denne praksis, vil det være
tilstrækkeligt at beskrive praksis, dvs. dens indhold og grundlag, jf. Hans
Gammeltoft-Hansen m.fl. Forvaltningsret 1994, s. 369.
Ministeriet skal beklage, at
vi ikke i forbindelse med ministeriets afgørelse af 16. oktober 1998 gjorde
opmærksom på, at fakultetsrådsafgørelsen ikke opfyldte forvaltningslovens
krav
til begrundelse.
...
Efter ministeriets
opfattelse, og som anført under punkt 1., skal afgørelser om 4. gangs- og 5.
gangdispensationer efter eksamensbekendtgørelsen træffes i studienævnet ud
fra
et konkret skøn i den enkelte sag. En konkret ansøgning må ikke afgøres ud
fra
forud fastlagte regler - der må ikke sættes skøn under regel. Studienævnet
kan
have en praksis, som kan indgå som grundlag for afgørelsen, men der skal
tages
konkret stilling i den enkelte sag. En afgørelse, der ikke imødekommer
ansøgeren, skal begrundes med de hovedhensyn, der er lagt til grund for
afgørelsen. Hermed kan klageren også få mulighed for at vurdere, om der vil
være grundlag for at anke afgørelsen. Der skal gives klagevejledning,
herunder
anføres klagefrist. Ministeriet finder, at den praksis der er beskrevet fra
universitetets side forekommer restriktiv, og at universitetet har sat skøn
under regel.
5. Som anført af
universitetet er der i forbindelse med behandlingen af (B)’s ansøgning
om 4.
gangsdispensation lagt vægt på hans resultater fra andre eksaminer.
Folketingets Ombudsmand har bedt ministeriet om at udtale sig om lovligheden
heraf og at udtale sig om partshøringsforpligtigelsen i forvaltningslovens §
19
er iagttaget ved inddragelsen af disse oplysninger.
I henhold til § 18 i
eksamensbekendtgørelsen kan institutionen tillade indstilling 4. gang, hvis
det
er begrundet i usædvanlige forhold. Spørgsmålet om studieegnethed er ikke
nævnt
i reglen. Ministeriet er, som tidligere anført under punkt 1., vidende om, at
institutionerne lægger vægt på studieegnethed hos de studerende, der søger 4.
og 5. gangsdispensationer. Efter institutionernes opfattelse skal det have et
formål, at der gives en studerende en ekstra chance ud over de 3 gange, der
er
fastsat i § 18. Ministeriet har også tidligere i forbindelse med afgørelser
af
ansøgninger om 5. gangsdispensationer selv inddraget studieegnethed i
vurderingen.
Som tidligere anført er det
nu ministeriets opfattelse, at spørgsmålet om studieegnethed ikke bør indgå i
vurderingen af usædvanlige forhold. Ministeriet finder, at det er
uhensigtsmæssigt, idet kun de færreste institutioner vil have et reelt
grundlag
for en sådan bedømmelse ud over prøvekarakterer. Det vil vi tilskrive
institutionerne om.
På det tidspunkt, hvor
universitetet behandlede (B)’s ansøgning, var det imidlertid i
overensstemmelse
med praksis, at studieegnethed indgik i vurderingen. Det har ministeriet lagt
til grund ved behandlingen af klagesagen, og vi har ikke fundet grundlag for
kritik heraf.
Københavns Universitet
skriver angående spørgsmålet om partshøringsforpligtigelsen, at den er
iagttaget (såfremt det er lovligt at inddrage tidligere eksamensresultater).
Der er ingen tvivl om, at (B) fra sagens første færd både mundtligt og
skriftligt var informeret om, at studienævnet lagde bl.a. netop hans
hidtidige
eksamenspræstationer til grund for sit skøn, og at han udtrykkeligt har taget
stilling hertil. Ministeriet er enig med universitetet heri, og vi kan
henvise
til de medsendte sagsakter.
Ministeriet skal gøre
opmærksom på, at en tilladelse til 4. gangsdispensation skal være begrundet i
usædvanlige forhold, hvorved ministeriet forstår, at der skal være tale om
forhold, der adskiller den pågældende studerendes situation fra de øvriges,
og
at der skal være årsagssammenhæng mellem det usædvanlige forhold og det
dårlige
eksamensresultat, herunder at der skal være en relevant tidsmæssig
sammenhæng.
Det anførte overfald skete
december 1995 og blev først anført som begrundelse for en dispensation i
forbindelse med klagen til rektor den 2. april 1997. Først som følge af at
studielederen i brev af 29. april 1997 havde gjort opmærksom på, at den
første
lægeerklæring fra overfaldet ikke kunne begrunde en dispensation, men at en
ny
lægeerklæring om psykiske følger af overfaldet eventuelt kunne begrunde en
dispensation, blev der sendt en sådan lægeerklæring af 4. juni 1997. Efter
ministeriets opfattelse kan denne lægeerklæring ikke danne grundlag for en
dispensation, idet der mangler årsagssammenhæng, herunder den relevante
tidsmæssige sammenhæng.
Ministeriet beklager, at vi
ikke har haft mulighed for at besvare ombudsmandens spørgsmål før nu.
...”
Den 15. maj 2001 kommenterede
A ministeriets udtalelse.
Sager vedrørende
universitetsloven inklusive de af loven omfattede institutioner blev ved
bekendtgørelse nr. 1107 af 20. december 2001 overført fra
Undervisningsministeriet til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og
Udvikling.
Ombudsmandens udtalelse
”Dispensationssagen
Deres klient klagede ikke over Københavns Universitets afgørelse og
behandling af ansøgningen af 3. februar 1997 til Undervisningsministeriet som
således ikke har behandlet denne del af sagen. Jeg kan derfor heller ikke
tage stilling til denne del af sagen (studienævnets afslag af 12. februar
1997 og 20. marts 1997 samt rektors afgørelse af 16. maj 1997). Jeg henviser
til § 14 i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996) hvorefter
ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold der kan indbringes for en
højere forvaltningsmyndighed før denne myndighed har truffet afgørelse.
Bestemmelsen fortolkes således at klageadgangen rent faktisk skal være
udnyttet. Min behandling af sagen omfatter således alene myndighedernes
afgørelse og behandling af ansøgningen af 2. juni 1997.
Jeg har ved min gennemgang af sagen koncentreret mig om de spørgsmål som jeg
i min høring af 8. marts 2000 rejste over for myndighederne, idet jeg dog
også har foretaget en særskilt vurdering af det spørgsmål om betydningen af
den fremlagte lægeerklæring som De rejste i klagen til mig. Jeg har ikke
fundet tilstrækkelig anledning til at foretage mig noget vedrørende Deres
klage over at (C) i sine breve i sagen udtrykte stor modvilje mod Deres
klient. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven. Heraf fremgår at
ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til
undersøgelse.
Afslaget på dispensation
Afgørelsen i sagen er - som det er Dem bekendt - truffet i medfør af § 16,
stk. 1, sidste pkt., i den nu ophævede eksamensbekendtgørelse (bekendtgørelse
nr. 701 af 21. august 1995 som ændret ved bekendtgørelse nr. 240 af 22. marts
1996). § 16, stk. 1, havde følgende ordlyd:
’§ 16.
En studerende kan højst 3 gange indstille sig til samme
prøve eller anden form for bedømmelse, jf. dog § 14. Institutionen kan
tillade
indstilling for fjerde gang, hvis det findes begrundet i usædvanlige
forhold.’
Eksamensbekendtgørelsen er
efterfølgende ændret, men en bestemmelse der svarer til § 16, stk. 1, indgår
fortsat i den gældende eksamensbekendtgørelse nr. 1021 af 20. november 2000.
Bestemmelsen findes nu i § 18, stk. 1.
Myndighederne bygger i vidt
omfang deres afgørelser af om indstilling til eksamen for fjerde gang er
begrundet i usædvanlige forhold, på vurderinger og afvejninger af en række
forskellige hensyn og omstændigheder vedrørende bl.a. studie- og
eksamensforløbet i det pågældende fag. Som ombudsmand har jeg ikke særlige
forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en
anden og bedre måde end Københavns Universitet og Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i
det
daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis
der er tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes
afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst
eller
afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en
forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Jeg har - som det fremgår
af
det følgende - overvejet om en række forskellige forhold i sagen udgør
sådanne
særlige omstændigheder.
Inddragelse af oplysninger om resultater ved
andre eksaminer og partshøring
Myndighederne
har ved afgørelsen af sagen bl.a. lagt vægt på de oplysninger om Deres
klients
resultater ved andre eksaminer som fremgår af karakterudskriften.
Spørgsmålet om hvilke hensyn
der kan inddrages ved vurderingen af om der skal gives 4. gangs-dispensation,
beror på en udfyldning af udtrykket ’usædvanlige forhold’ i
sammenhæng med den
øvrige del af bestemmelsen i § 16, stk. 1.
Af Undervisningsministeriets udtalelse af 2.
maj 2001 fremgår at spørgsmålet om studieegnethed ikke i fremtiden bør indgå
i
vurderingen af om der i en sag foreligger usædvanlige forhold. Ministeriet
begrunder dette med at kun de færreste institutioner vil have et reelt
grundlag
for en sådan bedømmelse ud over prøvekarakterer hvilket ministeriet finder
uhensigtsmæssigt. På tidspunktet for behandlingen af Deres klients sag var
det
imidlertid i overensstemmelse med universitetets og ministeriets praksis at
spørgsmålet om studieegnethed indgik i en sådan vurdering. På den baggrund
har
ministeriet ikke grundlag for kritik.
Jeg har ingen bemærkninger
til at myndighederne i et vist omfang inddrog oplysninger fra Deres klients
karakterudskrift i sagen. Jeg har i den forbindelse noteret mig at Deres
klient
i sine breve af 3. og 20. februar 1997 selv lagde op til at spørgsmålet
skulle
indgå i sagen.
Med hensyn til partshøring
efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har myndighederne anført at der ingen
tvivl er om at Deres klient fra sagens første færd var både mundtligt og
skriftligt informeret om at studienævnet inddrog hans tidligere
eksamensresultater i sit skøn, og at Deres klient udtrykkeligt har taget
stilling hertil.
For så vidt angår Deres
klients ansøgning af 2. juni 1997 som min behandling af sagen angår, er jeg
enig med myndighederne i at Deres klient var fuldt ud bekendt med at
karakterudskriften indgik i sagen, herunder hvilke oplysninger universitetet
udledte heraf. Derfor er jeg også enig med myndighederne i at der ikke var
pligt til i forbindelse med denne ansøgning at partshøre Deres klient over
karakterudskriften.
Betydningen af lægeerklæringen
Af Deres
klients læges erklæring af 4. juni 1997 fremgår at overfaldet på Deres klient
den 13. december 1995 medførte en angstpræget animositet mod at nærme sig
teologistudiets lokaler hvilket ifølge Deres klient og dennes families udsagn
til lægen i høj grad havde medvirket til at Deres klient ikke kunne følge
bl.a.
forelæsninger i det påkrævede omfang. Deres klient havde fungeret
upåklageligt
i andre sammenhænge. Det fremgår også at Deres klient og lægen var ved at
bearbejde den angstprægede animositet ved samtaler hvorved der var god
mulighed
for at løse problemerne.
Myndighederne havde pligt til
at inddrage lægeerklæringen i bedømmelsen af sagen - hvilket også skete, men
myndighederne tillagde ikke lægeerklæringen vægt i sagen hvilket De har
fremhævet i klagen til mig.
Af lærerrepræsentanternes
udtalelse af 20. juli 1997 fremgår at lærerrepræsentanterne ikke fandt den i
lægeerklæringen beskrevne selektive uarbejdsdygtighed troværdig - heller ikke
set i forhold til Deres klients studieforløb efter overfaldet eller i forhold
til Deres klients oplysninger i dispensationssagen, herunder denne sags
forløb.
Ministeriet anførte i udtalelsen af 2. maj 2001 at lægeerklæringen ikke kunne
danne grundlag for dispensation fordi der manglende årsagssammenhæng mellem
det
usædvanlige forhold og det dårlige eksamensresultat, herunder relevant
tidsmæssig sammenhæng.
Af beskrivelsen af
universitetets praksis i Arken, 18. årgang, nr. 2, 1996, fremgår at
usædvanlige
forhold kan være sygdom eller lignende, og at der ved sygdom skal indsendes
lægeerklæring.
Det forhold at der har været
tale om sygdom eller lignende, og at der indsendes lægeerklæring herom, er
imidlertid ikke ensbetydende med at myndighederne er forpligtet til at afgøre
sagen i overensstemmelse hermed og således give den ansøgte dispensation.
Official- eller
undersøgelsesprincippet - hvorefter den myndighed der afgør sagen, er
ansvarlig
for at fremskaffe de fornødne oplysninger om sagen - forudsætter nemlig ikke
alene at alle relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men
også at oplysningerne er pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et
væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl
afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om
den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen. Også
oplysninger
som indhentes fra andre myndigheder eller sagkyndige, må myndigheden efter
omstændighederne forholde sig kritisk til og ikke uden videre lægge til grund
for
sin bedømmelse af sagen. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl. i Forvaltningsret
(1994) s. 297ff, særligt s. 299. Jeg henviser også til den sag som er nævnt i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, 334ff*, og Østre Landsrets dom i
Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 372/1, og kendelse i 2001, s. 2183f.
Jeg har herefter ikke
grundlag for at tilsidesætte myndighedernes bevisvurdering i forbindelse med
lægeerklæringen af 4. juni 1997. Jeg har derfor heller ikke grundlag for
kritik
af at myndighederne ikke tillagde lægeerklæringen vægt.
Praksis vedrørende 4. gangs-dispensation og
forbuddet mod skøn under regel
Af
ministeriets udtalelse fremgår at den af universitetet beskrevne praksis
forekommer restriktiv, og at universitetet har sat skøn under regel. Det står
mig ikke klart om universitetet efter ministeriets opfattelse også har sat
skøn
under regel i Deres klients sag.
Efter min gennemgang af sagen
må jeg lægge til grund at universitetet har foretaget en konkret vurdering af
om Deres klient var berettiget til dispensation. På den baggrund - og under
henvisning til at universitetet bl.a. har oplyst at en tredjedel af
dispensationsansøgningerne på grunduddannelsen i teologi er imødekommet - har
jeg besluttet ikke at foretage mig mere vedrørende dette spørgsmål.
Partshøring over udtalelsen fra
studienævnets lærerrepræsentanter
Spørgsmålet
er om fakultetsrådet havde pligt til at partshøre Deres klient over
udtalelsen
af 20. juli 1997 fra lærerrepræsentanterne i studienævnet før fakultetsrådet
traf afgørelse i sagen.
Fakultetsrådets
partshøringspligt efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, afhænger i første
omgang af om udtalelsen indeholdt oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder, og om disse oplysninger var af væsentlig betydning for sagens
afgørelse. Jeg bemærker i den forbindelse at jeg har lagt til grund at
udtalelsen indeholdt oplysninger til ugunst for Deres klient.
Udtrykket ’oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder’ findes bl.a. også i reglen om
notatpligt i offentlighedslovens § 6, stk. 1. Af forarbejderne til
offentlighedslovens § 6 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 217)
fremgår bl.a.:
’Efter den gældende lov
omfatter notatpligten ’faktiske oplysninger’. Efter forslaget
omfatter
notatpligten ’oplysninger vedrørende en sags faktiske
omstændigheder’.
Ændringen betyder, at notatpligtens udstrækning ikke i første række er
afhængig
af, om en oplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej,
men i højere grad beror på, hvilken funktion oplysningen har i myndighedens
sagsbehandling. Afgørende for, om en oplysning skal noteres ned, er, om
oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til at supplere sagens
bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med
hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Notatpligten vil således også
kunne
omfatte oplysninger, der indeholder en subjektivt præget stillingtagen til et
forhold for så vidt vurderingen er af betydning for den administrative
bevisoptagelse. Tilkendegivelse af standpunkter, argumenter eller vurderinger
med hensyn til en sags afgørelse vil derimod ikke, lige så lidt som efter den
gældende lov, være omfattet af notatpligten. Det samme gælder oplysninger der
isoleret set gengiver objektive kendsgerninger, som f.eks. oplysninger om
indholdet
af gældende ret.’
Jeg er enig med myndighederne
i at udtalelsen fra lærerrepræsentanterne ikke indeholdt faktiske oplysninger
som var nye i forhold til Deres klient, men som det fremgår af forarbejderne,
er dette ikke det afgørende kriterium for om en oplysning vedrører sagens
faktiske omstændigheder. Udtrykket ’oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder’ skal - som det også fremgår af forarbejderne - forstås i
relativt bred forstand. Det omfatter enhver oplysning der bidrager til at
skabe
klarhed om en (påtænkt) afgørelses faktiske og bevismæssige grundlag, og vil
således også kunne omfatte vurderinger og bemærkninger vedrørende faktiske
forløb og omstændigheder, uanset at der ikke herved i sig selv bringes nye
faktiske oplysninger frem. Jeg henviser til den sag som er nævnt i
Folketingets
Ombudsmands beretning for 1991, s. 173ff*.
I praksis kan afgørelsen af
om en oplysning vedrører sagens faktiske omstændigheder, være vanskelig,
bl.a.
fordi en oplysning i nogle sammenhænge vil angå sagens faktiske
omstændigheder
og dermed være omfattet af partshøringspligten, mens den i andre sammenhænge
vil angå sagens retlige omstændigheder og dermed ikke vil være omfattet af
denne pligt. Jeg henviser til Jon Andersen mfl. i Forvaltningsret (1994), s.
342, med eksempel.
Det er fast antaget i
ombudsmandens praksis at udtalelser fra sagkyndige som har afgivet en
vurdering
af et forhold der skal indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse,
vedrører
sagens faktiske omstændigheder. Det er også antaget at der, hvis en indklaget
myndighed i et høringssvar ikke alene henholder sig til den trufne afgørelse,
men også kommenterer den indgivne klage eller på anden måde uddyber
begrundelsen for afgørelsen, som udgangspunkt er pligt til at partshøre over
udtalelsen. Jeg henviser til de sager som er gengivet i Folketingets
Ombudsmands beretninger for 1998, s. 409ff*, og for 1991, s. 173ff*.
Grunden til at fakultetsrådet
skulle træffe afgørelse i sagen, var at der var stemmelighed i studienævnet,
jf. § 8, stk. 3, i universitetsloven (nu lovbekendtgørelse nr. 1177 af 22.
december 1999 som ændret ved lov nr. 483 af 31. maj 2000). Formålet med
udtalelserne fra medlemmerne af studienævnet var over for fakultetsrådet at
forklare hvorfor der havde været stemmelighed i studienævnet, og dermed
baggrunden for at sagen skulle overgives til fakultetsrådet. Udtalelserne
fungerede således som dokumentation for studienævnets overvejelser i sagen.
For
så vidt angår udtalelsen af 20. juli 1997, klarlagde den
lærerrepræsentanternes
begrundelser for at der ikke i sagen forelå usædvanlige forhold i den
forstand
som fremgår af § 16, stk. 1, sidste pkt., i eksamensbekendtgørelsen. I
udtalelsen var forskellige, allerede kendte faktiske oplysninger i øvrigt
også
sammenstillet på en sådan måde at det bidrog til at skabe klarhed over
sagsforløbet.
På den baggrund mener jeg at
lærerrepræsentanternes udtalelse indeholdt oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder. Jeg mener også at oplysningerne må anses for
væsentlige for sagens afgørelse. Spørgsmålet om hvorvidt
lærerrepræsentanterne
havde pligt til at afgive udtalelsen, har ingen betydning for om der var
pligt
til partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Sammenfattende mener jeg at
fakultetsrådet havde pligt til at partshøre Deres klient over
lærerrepræsentanternes udtalelse.
En partshøring skal
iværksættes inden myndigheden reelt træffer afgørelse i den pågældende sag.
Jeg
henviser til ordlyden af § 19, stk. 1, og Højesterets dom i Ugeskrift for
Retsvæsen 1998, s. 894ff.
Dekanen skrev den 25. august
1997 til Deres klient at fakultetsrådet på sit møde samme dag havde vedtaget
’
ikke
at imødekomme ?Deres klients?
ansøgning’. Samtidig sendte dekanen bl.a. lærerrepræsentanternes
udtalelse til
Deres klient med henblik på eventuelle bemærkninger inden dekanen stadfæstede
fakultetsrådets afgørelse.
Det er beklageligt at
dekanens brev af 25. august 1997 var formuleret på en sådan måde at det gav
indtryk af at den med brevet iværksatte høring var indholdsløs. Heller ikke
en
bemærkning i høringsbrevet om at sagen var blevet genoptaget i fakultetsrådet
hvis Deres klients bemærkninger til sagen havde givet grundlag herfor, kunne
have ændret dette indtryk.
Jeg har gjort universitetet
og ministeriet bekendt med min opfattelse.
Underretning om at sagen blev overgivet til
fakultetsrådet
Deres klient
blev ikke underrettet om at sagen som følge af stemmelighed i studienævnet
blev
overgivet til fakultetsrådet til behandling.
Det fremgår af
Undervisningsministeriets udtalelse af 2. maj 2001 at det ville have været
udtryk for god forvaltningsskik om universitetet havde oplyst Deres klient om
at studienævnet ikke kunne nå til en afgørelse, og at sagen derfor ville
blive
sendt til fakultetsrådet, jf. § 8, stk. 3, i universitetsloven. Lignende
fremgår af universitetets udtalelser i sagen.
Jeg er enig med myndighederne
i at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis Deres
klient
var blevet underrettet om at sagen på grund af stemmelighed i studienævnet
blev
overgivet til fakultetsrådet til behandling.
Jeg har gjort universitetet
og ministeriet bekendt med min opfattelse.
Begrundelse for fakultetsrådets afgørelse
Dekanen
begrundede afslaget af 2. september 1997 med at fakultetsrådet ikke fandt at
der forelå sådanne usædvanlige forhold at dispensationen kunne gives. På
foranledning af Deres anmodning om at få en begrundelse for afslaget henviste
dekanen i brev af 27. november 1997 til sagens akter.
Skriftlige afgørelser der
ikke giver en part fuldt ud medhold, skal efter forvaltningslovens § 22 være
ledsaget af en begrundelse. Kravene til begrundelsens indhold fremgår af
samme
lovs § 24. Af § 24, stk. 1, fremgår:
’§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.’
Af ministeriets udtalelse af
2. maj 2001 fremgår at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte
forvaltningslovens
krav til begrundelse. Ministeriet mente således ikke at det var nok at
fakultetsrådet henviste til sagens akter. Ministeriet beklagede at
ministeriet
i forbindelse med afgørelsen af 16. oktober 1998 ikke gjorde opmærksom på at
fakultetsrådets
afgørelse ikke opfyldte begrundelseskravene.
Jeg er enig med ministeriet i
at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte begrundelseskravene i
forvaltningslovens § 24.
Jeg har gjort universitetet
og ministeriet bekendt med min opfattelse.
Ligeledes er jeg enig med
ministeriet i at det var beklageligt at ministeriet ikke i forbindelse med
afgørelsen af 16. oktober 1998 var opmærksom på begrundelsesmanglerne.
Jeg har gjort ministeriet
bekendt med min opfattelse.
Sammenfatning
Jeg har
overvejet om jeg på baggrund af min kritik ovenfor har grundlag for at
henstille til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling at
ministeriet
genoptager sagen og træffer en ny afgørelse i sagen.
Jeg mener ikke at jeg har
grundlag for at afgive en sådan henstilling.
Derfor foretager jeg mig ikke
mere i sagen.
Sagen om fri proces
De klager
også over at Københavns Overpræsidium og Civilretsdirektoratet henholdsvis
den
6. maj 1999 og den 2. september 1999 gav afslag på Deres ansøgning om fri
proces til en retssag mod (nu) Ministeriet for Videnskab, Teknologi og
Udvikling vedrørende sagen om dispensation til (B).
På grundlag af dels det som
jeg har skrevet ovenfor om dispensationssagen, dels min gennemgang af akterne
i
sagen om fri proces, har jeg besluttet ikke at foretage mig mere i sagen om
fri
proces. Jeg har navnlig lagt vægt på at der ikke er udsigt til at jeg kan
kritisere at myndighederne gav afslag på Deres ansøgning om fri proces. Jeg
henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven hvoraf det - som tidligere
nævnt
- fremgår at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til
undersøgelse.
Jeg foretager mig således
heller ikke mere i denne sag.”
NOTER: (*)
FOB 1991, s. 173,
FOB 1992, s. 334, og
FOB 1998, s. 409.
Lignende dokumenter
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uddannelse - er handicap - rimelig tilpasning - ej medhold Retsinformation · 16. oktober 2026
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - national oprindelse - sagsbehandling - uddannelse - afvisning Retsinformation · 21. februar 2025
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - uddannelse - rimelig tilpasning - ej medhold Retsinformation · 1. oktober 2026
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - uddannelse Retsinformation · 14. januar 2023
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2013/55/EU af 20. november 2013 om ændring af direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og forordning (EU) nr. 1024/2012 om det administrative samarbejde ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«) (EØS-relevant tekst) Erklæring fra Kommissionen EU-lovgivning · 20. november 2013
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Warner fremsat den 5. februar 1981. — Xavier Authié mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. EU-domme · 5. februar 1981