Spring til indhold

Retsinformation

Gamle umyndiggjortes retsstilling. Valget mellem plejehjemsanbringelse og pleje i eget hjem

FOU nr 1995.400UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Gamle umyndiggjortes retsstilling. Valget mellem

plejehjemsanbringelse og pleje i eget hjem

Foreningen (A) klagede for B

over en kommunes beslutning om at fastholde en anbringelse af B's far, C, på

et

plejehjem, og om ikke at ville imødekomme C's ønske om pleje og bistand i

eget

hjem. Ombudsmanden optog sagen af egen drift efter bestemmelsen i

ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

Det fremgik af sagen at C i

1991, da han var 84 år gammel, fik flere slagtilfælde. Efter en

hospitalsindlæggelse blev han udskrevet til døgnpleje i hjemmet. Efter

udskrivningen

fra sygehuset var han bevidstløs og havde et udtalt plejebehov. Ifølge hans

søn

B var det af væsentlig betydning at C kunne få mulighed for at blive i sit

eget hjem, og B og hans søster havde lovet faderen at imødekomme hans ønske.

Plejen blev i 15 måneder ydet af kommunen til dels i forening med sønnen. Det

fremgik af sagen at C i pasningsperioden fik besøg af to personer ni gange i

døgnet. Plejen blev ydet af hjemmehjælpere og sygeplejersker og omfattede

foruden almindelige hjemmehjælpsfunktioner, som varetagelse af personlig

hygiejne og vending i sengen, tillige sygepleje i form af sondemadning,

kateterskift og medicinering.

I begyndelsen af 1993 opstod

uoverensstemmelser mellem B og kommunen om såvel kvaliteten som omfanget af

den kommunale pleje. Det fremgik af korrespondancen mellem B og kommunen at B

på sin side fandt at plejen til tider blev ydet af ikke kvalificeret

personale,

ligesom han mente at plejen i øvrigt var blevet reduceret. Kommunen

(hjemmeplejen)

Læs alt

fandt det på den anden side vanskeligt at samarbejde med B idet han efter

kommunens opfattelse blandede sig for meget i plejen og stillede urimelige

krav

til plejepersonalet. Kommunen anbefalede i flere tilfælde at faderen blev

overført til plejehjem hvis B ikke fandt hjemmeplejen tilfredsstillende. B

fastholdt

imidlertid at faderen skulle plejes i eget hjem.

Den 10. maj 1993 traf

socialudvalget i kommunen afgørelse om at godkende en indstilling fra

plejehjemsvisitationen. Indstillingen lød således:

"Der er frit valg om

pensionisterne vil blive i eget hjem eller på plejehjem. Det foreslås dog, at

personer der er i coma visiteres og flyttes på plejehjem."

Navnlig foranlediget af

uoverensstemmelserne mellem kommunen og B om hjemmeplejens kvalitet og omfang

blev C i perioden fra den 12. til den 21. maj 1993 indlagt på sygehus. Under

indlæggelsen rettede B henvendelse til kommunen og bad om at plejeforholdene

forbedredes, således at faderen kunne udskrives til eget hjem. Faderen blev

imidlertid udskrevet til et plejehjem. Af udskrivningskortet fra sygehuset

fremgik at "patienten flyttes på (plejehjemmet) mhp aflastning indtil

langtidsplan mhp fremtidige placering er afgjort i forhandling mellem

hjemmeplejen og pt.s søn." Efter at sagen havde været behandlet i

socialudvalget, meddelte kommunens borgmester i et brev af 27. maj 1993 til B

at plejen i hjemmet efter kommunens opfattelse, og i øvrigt også efter den

praktiserende læges opfattelse, havde været optimal. Kommunen meddelte B at

"som situationen nu har tilspidset sig, og personalet i hjemmeplejen

føler sig generet og overfuset af dig, ses der ingen anden løsning på

problemet

end at din (far) bliver fast beboer på (plejehjemmet)."

I et brev af samme dato

afslog kommunen en ansøgning fra B om plejeløn efter bistandslovens §

57 a

om hjælp i forbindelse med pasning

af døende i hjemmet. Begrundelsen for afslaget var at C's læge havde fundet

at

tilstanden var stabil (patienten var ikke i terminalfasen).

Den 17. juni 1993 deltog B i

visitationsmøde om farens plejehjemsanbringelse. Det fremgik af kommunens

akter at "(C) visiteres til ophold på (plejehjemmet). Sønnen (B) var

imod

indstillingen."

B klagede over kommunens

beslutning om bistand i hjemmet til det sociale ankenævn i amtet, som

imidlertid meddelte ham at afgørelser om hjemmehjælp ikke kan indbringes for

anden administrativ myndighed, jf. bistandslovens § 57.

Herefter rejste B sag med

henblik på umyndiggørelse af faren. Ved byretsdom af 3. august 1993 blev A

umyndiggjort i formueretlig, men ikke personlig henseende. Dommen blev anket

af

B med henblik på umyndiggørelse også i personlig henseende. Landsretten fandt

i

sin dom af 12. januar 1994 at betingelserne for umyndiggørelse i personlig

henseende var til stede. I landsrettens bemærkninger hed det:

"Det må efter de

lægelige oplysninger i sagen lægges til grund at (C) ikke er i stand til at

drage tilbørlig omsorg for sin person, og at betingelserne for at foretage

umyndiggørelse også i personlig henseende, jf. myndighedslovens § 46, dermed

er opfyldt. Afgørelsen må herefter bero på, om der uanset at dette er

tilfældet, kan siges ikke at være behov eller tilstrækkeligt behov for at

gennemføre en sådan umyndiggørelse.

Ved udskrivning fra

(sygehuset) den 21. maj 1993 blev indstævnte overført til (plejehjemmet) med

henblik på aflastning, indtil den fremtidige placering fandt sin afgørelse

efter forhandling med indstævntes søn. En vedvarende anbringelse af

indstævnte

på plejehjem, uden at indstævnte selv har kunnet give samtykke hertil, og

uden

at der blev beskikket en værge for indstævnte, som kunne tage stilling til

dette spørgsmål på indstævntes vegne, savner fornøden hjemmel.

Under disse omstændigheder er

der behov for at gennemføre en umyndiggørelse i personlig henseende."

Herefter blev B beskikket

som værge for sin far.

På baggrund af

landsretsdommen bad B's advokat om et møde med kommunen. Han skrev bl.a.:

"...

Selv om anbringelsen af min

klients fader er sket uden at der har været hjemmel hertil er min klient dog

ikke indstillet på uden videre at kræve (C) hjemgivet til sin bopæl, idet min

klient først ønsker at drøfte mulighederne med (kommunen) for at få

genoptaget

den bistand, der før (C)'s overførsel til (plejehjemmet) blev ydet i min

klients faders hjem."

Et sådant møde blev afholdt

den 28. februar 1994. I mødet deltog B og hans advokat, borgmesteren,

socialinspektøren, formanden for socialudvalget, lederen af hjemmeplejen, en

sygeplejerske samt kommunens advokat.

I et brev af 1. marts 1994

til kommunens advokat bekræftede B's advokat at kommunen på mødet havde

meddelt

at man var indstillet på at fastholde beslutningen om anbringelse af C på

plejehjemmet, og at man som følge heraf ikke ville imødekomme B's anmodning

om at bistå faren med pasning i hjemmet. Det fremgik endvidere af advokatens

brev at der i kommunen var truffet en generel beslutning om at patienter med

plejebehov svarende til C's skulle visiteres til plejehjem.

B's advokat oplyste videre at

B havde bedt om hans hjælp til at vurdere afgørelsernes overensstemmelse med

bestemmelserne i bistandslovens kapitel 12 om praktisk bistand i hjemmet, og

udbad sig i den anledning oplysninger om den nærmere baggrund for kommunens

generelle beslutning om plejehjemsvisitation af patienter med plejebehov som

C's. I denne forbindelse bad B's advokat om oplysninger om hvorvidt

beslutningen fik betydning for andre indbyggere end C. Endelig ansøgte

advokaten på ny om at plejen i hjemmet af C blev genoptaget i mindst samme

omfang som i perioden forud for anbringelsen på plejehjemmet.

Om mødets resultat skrev

kommunens advokat i et brev af 15. marts 1994 til B's advokat at kommunen

ikke

var indstillet på at yde C den hjemmehjælp der blev ydet forud for

indlæggelsen

på sygehuset. Om kommunens begrundelse anførte advokaten således:

"Baggrunden for det

meddelte afslag er, at man i (kommunen) har truffet en principbeslutning om

bevaring af de i kommunen værende plejehjem.

Med udgangspunkt i denne

beslutning har de sociale myndigheder med henvisning til det vedlagte

cirkulære

om bedre ressourceanvendelse i ældresektoren (bilag 1) været forpligtet til

at

udnytte kommunens faciliteter på bedst mulige måde."

Advokaten henviste endvidere

til at socialudvalget i kommunen på et møde den 10. maj 1993, efter

indstilling

fra plejehjemsvisitationsudvalget, havde truffet en beslutning om at personer

der var i koma skulle visiteres til plejehjem.

Som svar på B's advokats

spørgsmål om hvorvidt beslutningen berørte andre patienter, oplyste advokaten

at der ikke i kommunen var andre komapatienter der modtog pleje i hjemmet.

B's advokats ansøgning i brev

af 1. marts 1994 om genoptagelse af hjemmeplejen blev besvaret med et brev af

24. marts 1994 fra kommunens advokat. Brevet var vedlagt kopi af journalark

hvoraf det fremgik at kommunen den 22. marts 1994 havde vedtaget at afslå

ansøgningen. Afgørelsen indeholdt følgende begrundelse:

"Der meddeles afslag på

det ansøgte, da det er udvalgets opfattelse, at sikkerheden for (C) er størst

ved ophold på (plejehjemmet), hvor der er personale, der kan observere ham

efter behov. Afgørelsen skal ligeledes ses i forlængelse af udvalgets

godkendelse af "Oplæg på ældreområdet", godkendt den 10. maj

1993."

Herefter bad foreningen A på

vegne af B om at ombudsmanden overvejede om der var grundlag for at rejse

sagen

af egen drift. Foreningen A anførte bl.a. følgende:

"...

Sagen synes at indeholde et

meget væsentligt spørgsmål - kan værgens beføjelser, i denne sag til at

bestemme den umyndiggjortes opholdssted, indskrænkes via kommunale

beslutninger.

Her tænkes særligt på, at

netop spørgsmålet om (C)'s fremtidige opholdssted begrundede behovet for

umyndiggørelsen i personlig henseende, jf. præmisserne i (Landsrettens) dom

af

12/1-1994."

Til brug ved overvejelser om

hvorvidt der var grundlag for at rejse sagen af egen drift, bad jeg herefter

kommunen om udlån af sagens akter og om en udtalelse, dels om det foreningen

A

havde anført, dels om spørgsmålet om hvorvidt der var truffet en beslutning

om

bevilling af plejeløn til B efter bistandslovens §

57 a

om hjælp i forbindelse med pasning

af døende i hjemmet.

Kommunen svarede bl.a. følgende

om plejehjemsvisitationen:

"...

(C) indlægges akut på

(sygehuset) den 12. maj 1993 og udskrives til aflastning 21. maj 1993. (C)

visiteres den 17. juni 1993 til fast beboer på plejehjemmet, dels for at have

størst mulighed for at observere ham og dels fordi socialudvalget har truffet

en principiel afgørelse om, at comapatienter visiteres til plejehjem, jfv.

Socialstyrelsens vejledning af august 1980 om bedre ressourceanvendelse i

sektoren."

Om spørgsmålet om plejeløn

henviste kommunen til brevet af 27. maj 1993 til B og bestred i øvrigt B's

oplysninger om at der havde fundet nedskæringer sted af plejen i den periode

hvor C var blevet passet i eget hjem.

Kommunens brev blev sendt til

partshøring hos foreningen A som herefter fastholdt sin opfattelse af

spørgsmålet

om det manglende samtykke til plejehjemsanbringelsen. Herudover fremsatte

foreningen forskellige kommentarer til spørgsmålene om hjemmeplejens omfang

og om plejeløn. Den 19. januar 1994 oplyste foreningen endvidere telefonisk

at

situationen var uændret. C var fortsat beboer på plejehjemmet, og der var

ingen ændringer i hans tilstand.

Herefter skrev jeg således

til kommunen:

"Sagen rejser to snævert

forbundne spørgsmål, nemlig

dels

spørgsmålet om lovligheden af (kommunens) afslag på at yde bistand og pleje i

hjemmet,

dels

spørgsmålet om

lovligheden af (kommunens) beslutning om at fastholde anbringelsen af (C) på

(plejehjemmet). Da (C) ifølge det oplyste ikke er i terminalfasen, har jeg

ikke

bemærkninger til kommunens afgørelse om ikke at ville yde (B) hjælp efter

bistandslovens §

57 a

til pasning af en døende i hjemmet.

1) Om afslaget på hjemmehjælp og hjemmesygepleje.

Således som (C)'s

helbredssituation er beskrevet i sagen, må jeg lægge til grund at det vil

være

en forudsætning for en hjemgivelse at (kommunen) træffer afgørelse om at yde

en forsvarlig bistand og pleje i hjemmet. Disse spørgsmål er reguleret i

bistandslovens kapitel 12 og i loven om hjemmesygeplejerskeordninger.

Efter bistandslovens § 53

ydes varig hjemmehjælp som bistand til husligt arbejde og personlige

fornødenheder som en person på grund af en vedvarende lidelse eller svækkelse

ikke kan udføre på egen hånd.

Efter § 1 i lov nr. 438 af

13. juni 1973 om hjemmesygeplejerskeordninger skal kommunerne yde

vederlagsfri

hjemmesygepleje efter lægehenvisning, og efter § 2 er indenrigsministeren (nu

sundhedsministeren) bemyndiget til at fastsætte regler om omfanget af og

kravene til den kommunale hjemmesygeplejerskeordning. Sådanne regler er

fastsat

i bek. nr. 198 af 17. maj 1979 om hjemmesygeplejerskeordninger.

Afgørelsen af om og i hvilket

omfang der skal gives pleje såvel efter bistandslovens § 53 som

bestemmelserne

om hjemmesygepleje, beror på en skønsmæssig vurdering. Når bortses fra at

behovsvurderinger i sagens natur må indgå i afgørelserne, er der i ingen af

bestemmelserne fastsat nærmere til- eller fordelingskriterier. Der kan dog

efter min opfattelse ikke være tvivl om at ressourcemæssige hensyn, herunder

hensynet til en effektiv ressourceanvendelse i omsorgssektoren, kan indgå som

lovlige hensyn i den nærmere tilrettelæggelse af bistanden og plejen til den

enkelte borger, således som det også er tilfældet i den foreliggende sag, jf.

(kommunens) advokats brev af 15. marts 1994 til (B)'s advokat. At

konsekvensen

af (kommunens) principbeslutning om bevarelse af (plejehjemmet) vil være den

at kommunen foretrækker plejehjemsanbringelse frem for hjemmepleje, kan

som udgangspunkt heller ikke give mig anledning til bemærkninger. Dog er det

min opfattelse at en principbeslutning om plejehjemsvisitation af en bestemt

gruppe plejetrængende (komapatienter) ikke som sin lovlige konsekvens kan

have at kommunen helt undlader at foretage en individuel vurdering, ligesom

en

hjælptrængendes ønske om og behov for pleje i hjemmet som alternativ til

plejehjemsanbringelse efter min opfattelse ikke fuldstændig kan nægtes som en

konsekvens af ressourcemæssige prioriteringer.

I det foreliggende tilfælde

er der ikke tvivl om at der eksisterer et plejebehov, og at dette behov har

et

endog ret betydeligt omfang. Indtil tidspunktet for (C)'s anbringelse på

plejehjem ydede (kommunen) da også en omfattende service såvel i form af

hjemmehjælp

som sygepleje. Omend kommunen altså i modsætning til værgen nu har den

opfattelse at plejen bedst finder sted i forbindelse med en anbringelse på

plejehjem, og i øvrigt foretrækker at udnytte ressourcerne i

omsorgs/ældresektoren således at komapatienter visiteres til plejehjem, er

det

min umiddelbare opfattelse at en beslutning om

helt

at afvise at yde bistand og pleje i hjemmet vil være

uberettiget.

Endvidere bemærker jeg at en

afgørelse om helt at nægte pleje og bistand i hjemmet der er truffet med det

formål at fremkalde et samtykke til en plejehjemsanbringelse, efter min

opfattelse vil være ulovlig. Således som den konkrete sag foreligger oplyst,

lægger afvisningen af at yde hjælp i hjemmet et stærkt pres på værgen (B)

idet

han i realiteten ikke har mulighed for at insistere på farens hjemgivelse og

derved udøve sine værgebeføjelser i overensstemmelse med farens ønske.

Sammenfattende er det derfor

min foreløbige opfattelse at (kommunen) har en forpligtelse til at tilbyde

(C)

bistand og pleje i forbindelse med en hjemgivelse. Det er tillige min

opfattelse at kommunen i den nærmere fastlæggelse af plejens omfang i nogen

grad vil være bundet af sine egne tidligere vurderinger, jf. oplysningerne

ovenfor om plejens art og omfang frem til hospitalsindlæggelsen i maj 1993.

Den præcise fastlæggelse af forpligtelsens omfang vil imidlertid bero på et

skøn i hvilket ressourceøkonomiske og administrative hensyn lovligt vil kunne

inddrages.

2) Om (kommunens) fastholdelse af afgørelsen om plejehjemsanbringelse.

Bestemmelse om optagelse i

plejehjem træffes efter bistandslovens § 83 af kommunalbestyrelsen.

Bestemmelsen hjemler ikke adgang til (vedvarende) anbringelse af en person på

plejehjem uden den pågældendes (eller hans værges) samtykke.

Den foreliggende sag rejser

spørgsmålet

om

der er givet samtykke

til anbringelse af (C) på plejehjem.

(C) var på tidspunktet for

anbringelsen på (plejehjemmet) ude af stand til at "drage tilbørlig

omsorg

for sin person", jf. myndighedslovens § 46. Da han til trods herfor var

anbragt mere vedvarende på plejehjemmet, fandt (landsretten) i bemærkningerne

til dommen af 12. januar 1994

at

plejehjemsanbringelsen savnede hjemmel, og

at

der var det fornødne behov for at gennemføre en umyndiggørelse i personlig

henseende.

(Landsretten) har altså taget

stilling til hjemmelsspørgsmålet i forbindelse med plejehjemsanbringelsen den

21. maj 1993, og klagen til ombudsmanden vedrører opretholdelsen af

anbringelsen efter værgebeskikkelsen.

Med sine bemærkninger har

landsretten tiltrådt den almindelige opfattelse af retsvirkningerne af en

personlig umyndiggørelse i relation til anbringelse på plejehjem. Dette at

værgen efter myndighedslovens § 46 overtager omsorgen for den umyndiggjorte

person, indebærer således at værgen træffer de beslutninger om den

umyndiggjortes

opholdssted, herunder om anbringelse på plejehjem, som den pågældende ikke

selv

er i stand til at træffe, jf. betænkning nr. 1247/1993 om værgemål, s. 48. En

sådan anbringelse betragtes som en frivillig anbringelse idet værgen netop

træffer afgørelsen på den umyndiggjortes vegne. Anbringelse af den

umyndiggjorte uden værgens samtykke - eller ligefremme protest - må omvendt

som udgangspunkt betragtes som en tvangsmæssig anbringelse.

Spørgsmålet er herefter om

(B), trods sin erklærede uenighed i beslutningen om opretholdelse af

anbringelsen på plejehjem, med sin accept af at faren - under de givne

omstændigheder - forblev på hjemmet, kan antages alligevel at have afgivet et

(stiltiende) samtykke.

Når (B) ikke har insisteret

på farens hjemgivelse, hænger det åbenbart sammen med (kommunens) gentagne

afslag på ansøgninger om at genoptage plejen i hjemmet. Farens plejebehov

taget i betragtning har (B) næppe haft noget reelt valg, jf. oplysningerne

ovenfor om omfanget og arten af plejen forud for indlæggelsen den 12. maj

1993.

En insisteren på hjemgivelse under disse betingelser ville muligt endog være

uforenelig med værgens opgave, at drage omsorg for den umyndiggjorte, jf.

myndighedslovens § 46. Under disse omstændigheder er det derfor min

umiddelbare opfattelse at (B)'s manglende insisteren på faderens hjemgivelse

ikke kan sidestilles med et samtykke, ligesom naturligvis hans henvendelse

til ombudsmanden via foreningen (A) tilsvarende må tages som et udtryk for at

han har opretholdt sin protest imod (kommunens) beslutning.

På den beskrevne baggrund er

det derfor min foreløbige opfattelse at (kommunens) afgørelse om at

opretholde

plejehjemsanbringelsen uden værgens samtykke savner hjemmel. Herved bemærkes

at der heller ikke i bistandsloven i øvrigt findes hjemmel til

plejehjemsanbringelse uden samtykke fra den pågældende selv eller en

beskikket

værge. At (C) på grund af sin tilstand ikke er i stand til selv at reagere

imod

anbringelsen, kan ikke føre til andet resultat. Af afgørende betydning for

bedømmelsen må være om værgen har haft en reel valgmulighed mellem

plejehjemsanbringelse og pleje i hjemmet, og det forhold at han ikke

insisterer på hjemgivelse, må som ovenfor nævnt ses i sammenhæng med den

kommunale afvisning af at yde pleje i eget hjem.

Jeg vedlægger sagens akter og

beder om at de bliver tilbagesendt sammen med kommunens bemærkninger..."

Samtidig sendte jeg en kopi

til Socialministeriet af mit brev til (kommunen). I brevet bad jeg om

ministeriets

eventuelle bemærkninger til den foreløbige retsopfattelse jeg havde fremsat

over for kommunen.

I et brev af 20. februar 1995

skrev foreningen A til mig at C nu var afgået ved døden. Det fremgik af

brevet

at værgen fortsat ønskede sagen behandlet. Herefter skrev jeg til kommunen at

jeg

opretholdt min anmodning om at kommunen fremsatte sine bemærkninger til min

redegørelse af 20. februar 1995.

Herefter skrev kommunen bl.a.

således:

"...

Umiddelbart inden (C) blev

indlagt på sygehuset 12. maj 1993 nægtede sønnen (B) hjemmeplejen adgang til

huset ved at aflåse dette.

(C) blev udskrevet fra

sygehuset til aflastning på plejehjemmet.

Visitationsudvalget blev

indkaldt da ophold i aflastning er en midlertidig foranstaltning og set i

lyset

af at sønnen have nægtet os adgang til huset inden indlæggelsen, har det

selvfølgelig haft en vægt i valget af den trufne beslutning.

Det skal bemærkes, at (C)'s

egen læge er med i visitationsudvalget og kendte familieforholdene særdeles

godt og fuldt ud accepterede afgørelsen.

Kommunen har en forpligtelse

til at handle og kan ikke løbe nogen risiko for at en hjælpeløs mand ikke får

nogen pleje hvis det ikke passer sønnen at lukke os ind. På daværende

tidspunkt

var (C) ikke umyndiggjort.

Udvalgets afgørelse om at

comapatienter visiteres til plejehjemmet skal ikke ses bogstaveligt men

indgår

i den samlede vurdering i det konkrete tilfælde. Det kan oplyses, at vi

tidligere har haft 2 comapatienter, hvoraf den ene har været passet i eget

hjem

og den anden har været visiteret til plejehjemmet, men i fuld forståelse med

de

pårørende.

Alt i alt har det været

socialudvalgets hensigt at tilgodese (C)'s behov bedst muligt."

Socialministeriet skrev bl.a.

således:

"...

I den anledning skal

Socialministeriet, der ikke har hjemmel til at gå ind i eller tage stilling

til

konkrete sager, på det foreliggende grundlag vejledende udtale sig generelt

om

den af ombudsmanden afgivne retsopfattelse af de i sagen rejste to spørgsmål:

1. Lovligheden af kommunens afslag på at yde bistand og pleje i

hjemmet.

2. Lovligheden af kommunens beslutning om at fastholde

anbringelsen af faderen på plejehjem.

Ad 1.

Socialministeriet skal

indledningsvis meddele, at lov om sygeplejersker henhører under

Sundhedsministeriet. Socialministeriet kan derfor alene udtale sig om

bistandslovens regler om praktisk bistand i hjemmet.

Vedr. tildeling af

hjemmepleje kan det oplyses, at det af punkt 5 i Socialministeriets cirkulære

af 30. oktober 1980 om praktisk bistand i hjemmet efter bistandsloven

fremgår,

at der ved afgørelsen af, om og i hvilket omfang der skal ydes hjemmehjælp,

lægges vægt på familiens samlede situation, herunder om der i hjemmet er

voksne eller større børn, der vil kunne yde forsvarlig bistand, uden at disse

familiemedlemmer belastes urimeligt derved. Det fremgår endvidere af samme

cirkulæres

punkt 6, at hjemmehjælp hovedsagelig ydes i dagtimerne, men at der også skal

være adgang til at kunne få bistand på andre tidspunkter. Der er ikke i

øvrigt

i bistandsloven fastsat nærmere bestemmelser om til- eller

fordelingskriterier.

En afgørelse af om og i hvilket omfang, der skal gives hjemmepleje beror på

en

skønsmæssig vurdering. Det indebærer, efter Socialministeriets opfattelse, at

der i hver sag må foretages en individuel vurdering.

Det er Socialministeriets

opfattelse, at ressourcemæssige hensyn kan indgå som lovlige hensyn i

kommunens

nærmere tilrettelæggelse af bistanden til og plejen af den enkelte borger,

herunder andre rimelige tilbud om hjælp i f.eks. plejehjem, men at pleje i

hjemmet ikke kan nægtes alene som en konsekvens af ressourcemæssige

prioriteringer.

Endelig finder ministeriet,

at der ikke kan træffes afgørelse om afvisning af bistand og pleje i hjemmet

med det formål at fremkalde et samtykke til en plejehjemsanbringelse.

Ad 2.

Kommunalbestyrelsen er i

medfør af bistandslovens § 79, stk. 1 forpligtet til at sørge for døgntilbud

til personer, som af helbredsmæssige grunde har behov for det, men

bestemmelsen

giver ikke kommunalbestyrelsen hjemmel til at påtvinge personerne det eller

de

tilbud, der stilles til rådighed. En sådan hjemmel findes heller ikke i

bistandslovens § 83, stk. 1, der bestemmer, at det er kommunalbestyrelsen,

der

træffer bestemmelse om optagelse i et plejehjem. Socialministeriet finder

således, at anbringelse af en person på plejehjem kræver samtykke, hvilket

også

- efter ministeriets opfattelse - indebærer, at der ikke er hjemmel til at

fastholde en person i plejehjem, hvis personen ikke ønsker at forblive

der."

Herefter udtalte jeg

følgende:

"Foreningen (A) har den

20. februar 1995 orienteret mig om at (C) den 31. januar 1995 afgik ved

døden.

(C)'s værge (B) har imidlertid fastholdt sit ønske om at jeg afgiver en

udtalelse på baggrund af det refererede sagsforløb. Derfor og fordi sagen

rejser nogle principielle (socialretlige) spørgsmål af væsentlig betydning

for gamle og umyndiggjortes retsstilling, skal jeg fremsætte følgende

endelige

bemærkninger til de retlige spørgsmål sagen rejser. Jeg henviser herved til

bestemmelsen i ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Efter bestemmelsen kan

ombudsmanden af egen drift undersøge kommunale sagsområder hvor der ikke er

rekurs til en statslig myndighed, hvis der er tale om krænkelse af væsentlige

retlige interesser.

Indledningsvis bemærker jeg

at jeg ikke har noget grundlag for at betvivle at (kommunen) har haft til

hensigt at tilgodese (C)'s behov bedst muligt, jf. kommunens brev af 7. marts

1995 til mig.

Derimod må jeg nære tvivl med

hensyn til spørgsmålet om hvorvidt kommunen har forstået retsvirkningen af en

personlig umyndiggørelse i relation til spørgsmålet om valg mellem

plejehjemsanbringelse

og pleje i eget hjem.

Som nævnt i mit brev af 20.

februar 1995 til kommunen indebærer en værgebeskikkelse af en personligt

umyndiggjort at det er værgen der træffer de beslutninger bl.a. om den

umyndiggjortes opholdssted som han ikke (længere) selv er i stand til at

træffe. Heraf følger at en kommune må respektere værgens ønsker og

dispositioner selv om kommunen eventuelt måtte være uenig eller ligefrem

finde

dem til skade for den umyndiggjorte. I det omfang der er grundlag for at mene

at værgen misbruger sin stilling eller i øvrigt er uegnet til at varetage

hvervet, må rette fremgangsmåde være den at rejse sag om fratagelse af

værgemålet, jf. myndighedslovens § 32.

(Kommunen) har ikke i sit

brev af 7. marts 1995 fremsat bemærkninger til min foreløbige opfattelse af

spørgsmålet om hvorvidt værgen (B) havde afgivet et stiltiende samtykke til

plejehjemsanbringelsen. Jeg må herefter lægge til grund at fastholdelsen af

(C) på (plejehjemmet) fandt sted imod værgens ønske. Da bistandsloven ikke

giver hjemmel til plejehjemsanbringelse uden samtykke, er det sammenfattende

min opfattelse at der var tale om en ulovlig (tvangsmæssig) anbringelse.

Jeg må således finde det

særdeles kritisabelt at (kommunen) ikke respekterede (B)'s indvendinger imod

at

hans fars anbringelse på plejehjemmet opretholdtes efter den personlige

umyndiggørelse og beskikkelsen af (B) som værge. Jeg henviser i øvrigt til

det

jeg har anført i mit brev af 20. februar 1995 til kommunen.

Om spørgsmålet om kommunens

positive forpligtelse til at yde pleje og bistand i eget hjem bemærker jeg

følgende:

(Kommunen) har i sit brev af

7. marts 1995 meddelt mig at "udvalgets afgørelse om at comapatienter

visiteres til plejehjemmet ... ikke (skal) ses bogstaveligt, men indgår i den

samlede vurdering i det konkrete tilfælde." Jeg forstår at kommunen

således er enig med mig i at ressourcemæssige prioriteringer ikke kan have

som

sin lovlige konsekvens at kommunen helt undlader at foretage en individuel

vurdering af behovet for pleje og bistand i hjemmet, jf. også

Socialministeriets brev af 25. april 1995.

I det konkrete tilfælde har

denne individuelle vurdering imidlertid ført til at kommunen helt nægtede at

yde (C) pleje og bistand i eget hjem.

I hvilket omfang denne

afgørelse har sammenhæng med kommunens ressourcemæssige prioriteringer

og/eller

uenighed i hvordan (C)'s plejebehov bedst kunne varetages, er ikke ganske

klart.

Som nævnt ovenfor vil en

eventuel uenighed mellem en kommune og en værge om hvilken foranstaltning der

er den bedst egnede for den umyndiggjorte, ikke kunne berettige at kommunen

afslår en ansøgning om pleje og bistand med henvisning til uenighed i værgens

opfattelse. En nægtelse af pleje og bistand med det formål at presse værgen

til at samtykke i den foranstaltning kommunen finder bedst egnet, vil heller

ikke være lovlig. En kommune må respektere og handle i overensstemmelse med

værgens ønsker i den udstrækning disse ønsker i øvrigt kan og skal

imødekommes

efter social- og sundhedslovgivningen.

Det er derfor min opfattelse

at (kommunen) burde have foretaget en vurdering af i hvilket omfang det var

muligt - med respekt for ressourceøkonomiske og administrative hensyn - at

imødekomme (B)'s ansøgning om pleje og bistand til faren i hans eget hjem.

Jeg

må finde det beklageligt at dette ikke skete. Jeg henviser i øvrigt til det

jeg

har anført i mit brev af 20. februar 1995 til kommunen."

Lignende dokumenter