Gamle umyndiggjortes retsstilling. Valget mellem plejehjemsanbringelse og pleje i eget hjem
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Gamle umyndiggjortes retsstilling. Valget mellem
plejehjemsanbringelse og pleje i eget hjem
Foreningen (A) klagede for B
over en kommunes beslutning om at fastholde en anbringelse af B's far, C, på
et
plejehjem, og om ikke at ville imødekomme C's ønske om pleje og bistand i
eget
hjem. Ombudsmanden optog sagen af egen drift efter bestemmelsen i
ombudsmandslovens § 6, stk. 5.
Det fremgik af sagen at C i
1991, da han var 84 år gammel, fik flere slagtilfælde. Efter en
hospitalsindlæggelse blev han udskrevet til døgnpleje i hjemmet. Efter
udskrivningen
fra sygehuset var han bevidstløs og havde et udtalt plejebehov. Ifølge hans
søn
B var det af væsentlig betydning at C kunne få mulighed for at blive i sit
eget hjem, og B og hans søster havde lovet faderen at imødekomme hans ønske.
Plejen blev i 15 måneder ydet af kommunen til dels i forening med sønnen. Det
fremgik af sagen at C i pasningsperioden fik besøg af to personer ni gange i
døgnet. Plejen blev ydet af hjemmehjælpere og sygeplejersker og omfattede
foruden almindelige hjemmehjælpsfunktioner, som varetagelse af personlig
hygiejne og vending i sengen, tillige sygepleje i form af sondemadning,
kateterskift og medicinering.
I begyndelsen af 1993 opstod
uoverensstemmelser mellem B og kommunen om såvel kvaliteten som omfanget af
den kommunale pleje. Det fremgik af korrespondancen mellem B og kommunen at B
på sin side fandt at plejen til tider blev ydet af ikke kvalificeret
personale,
ligesom han mente at plejen i øvrigt var blevet reduceret. Kommunen
(hjemmeplejen)
Læs alt
fandt det på den anden side vanskeligt at samarbejde med B idet han efter
kommunens opfattelse blandede sig for meget i plejen og stillede urimelige
krav
til plejepersonalet. Kommunen anbefalede i flere tilfælde at faderen blev
overført til plejehjem hvis B ikke fandt hjemmeplejen tilfredsstillende. B
fastholdt
imidlertid at faderen skulle plejes i eget hjem.
Den 10. maj 1993 traf
socialudvalget i kommunen afgørelse om at godkende en indstilling fra
plejehjemsvisitationen. Indstillingen lød således:
"Der er frit valg om
pensionisterne vil blive i eget hjem eller på plejehjem. Det foreslås dog, at
personer der er i coma visiteres og flyttes på plejehjem."
Navnlig foranlediget af
uoverensstemmelserne mellem kommunen og B om hjemmeplejens kvalitet og omfang
blev C i perioden fra den 12. til den 21. maj 1993 indlagt på sygehus. Under
indlæggelsen rettede B henvendelse til kommunen og bad om at plejeforholdene
forbedredes, således at faderen kunne udskrives til eget hjem. Faderen blev
imidlertid udskrevet til et plejehjem. Af udskrivningskortet fra sygehuset
fremgik at "patienten flyttes på (plejehjemmet) mhp aflastning indtil
langtidsplan mhp fremtidige placering er afgjort i forhandling mellem
hjemmeplejen og pt.s søn." Efter at sagen havde været behandlet i
socialudvalget, meddelte kommunens borgmester i et brev af 27. maj 1993 til B
at plejen i hjemmet efter kommunens opfattelse, og i øvrigt også efter den
praktiserende læges opfattelse, havde været optimal. Kommunen meddelte B at
"som situationen nu har tilspidset sig, og personalet i hjemmeplejen
føler sig generet og overfuset af dig, ses der ingen anden løsning på
problemet
end at din (far) bliver fast beboer på (plejehjemmet)."
I et brev af samme dato
afslog kommunen en ansøgning fra B om plejeløn efter bistandslovens §
57 a
om hjælp i forbindelse med pasning
af døende i hjemmet. Begrundelsen for afslaget var at C's læge havde fundet
at
tilstanden var stabil (patienten var ikke i terminalfasen).
Den 17. juni 1993 deltog B i
visitationsmøde om farens plejehjemsanbringelse. Det fremgik af kommunens
akter at "(C) visiteres til ophold på (plejehjemmet). Sønnen (B) var
imod
indstillingen."
B klagede over kommunens
beslutning om bistand i hjemmet til det sociale ankenævn i amtet, som
imidlertid meddelte ham at afgørelser om hjemmehjælp ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed, jf. bistandslovens § 57.
Herefter rejste B sag med
henblik på umyndiggørelse af faren. Ved byretsdom af 3. august 1993 blev A
umyndiggjort i formueretlig, men ikke personlig henseende. Dommen blev anket
af
B med henblik på umyndiggørelse også i personlig henseende. Landsretten fandt
i
sin dom af 12. januar 1994 at betingelserne for umyndiggørelse i personlig
henseende var til stede. I landsrettens bemærkninger hed det:
"Det må efter de
lægelige oplysninger i sagen lægges til grund at (C) ikke er i stand til at
drage tilbørlig omsorg for sin person, og at betingelserne for at foretage
umyndiggørelse også i personlig henseende, jf. myndighedslovens § 46, dermed
er opfyldt. Afgørelsen må herefter bero på, om der uanset at dette er
tilfældet, kan siges ikke at være behov eller tilstrækkeligt behov for at
gennemføre en sådan umyndiggørelse.
Ved udskrivning fra
(sygehuset) den 21. maj 1993 blev indstævnte overført til (plejehjemmet) med
henblik på aflastning, indtil den fremtidige placering fandt sin afgørelse
efter forhandling med indstævntes søn. En vedvarende anbringelse af
indstævnte
på plejehjem, uden at indstævnte selv har kunnet give samtykke hertil, og
uden
at der blev beskikket en værge for indstævnte, som kunne tage stilling til
dette spørgsmål på indstævntes vegne, savner fornøden hjemmel.
Under disse omstændigheder er
der behov for at gennemføre en umyndiggørelse i personlig henseende."
Herefter blev B beskikket
som værge for sin far.
På baggrund af
landsretsdommen bad B's advokat om et møde med kommunen. Han skrev bl.a.:
"...
Selv om anbringelsen af min
klients fader er sket uden at der har været hjemmel hertil er min klient dog
ikke indstillet på uden videre at kræve (C) hjemgivet til sin bopæl, idet min
klient først ønsker at drøfte mulighederne med (kommunen) for at få
genoptaget
den bistand, der før (C)'s overførsel til (plejehjemmet) blev ydet i min
klients faders hjem."
Et sådant møde blev afholdt
den 28. februar 1994. I mødet deltog B og hans advokat, borgmesteren,
socialinspektøren, formanden for socialudvalget, lederen af hjemmeplejen, en
sygeplejerske samt kommunens advokat.
I et brev af 1. marts 1994
til kommunens advokat bekræftede B's advokat at kommunen på mødet havde
meddelt
at man var indstillet på at fastholde beslutningen om anbringelse af C på
plejehjemmet, og at man som følge heraf ikke ville imødekomme B's anmodning
om at bistå faren med pasning i hjemmet. Det fremgik endvidere af advokatens
brev at der i kommunen var truffet en generel beslutning om at patienter med
plejebehov svarende til C's skulle visiteres til plejehjem.
B's advokat oplyste videre at
B havde bedt om hans hjælp til at vurdere afgørelsernes overensstemmelse med
bestemmelserne i bistandslovens kapitel 12 om praktisk bistand i hjemmet, og
udbad sig i den anledning oplysninger om den nærmere baggrund for kommunens
generelle beslutning om plejehjemsvisitation af patienter med plejebehov som
C's. I denne forbindelse bad B's advokat om oplysninger om hvorvidt
beslutningen fik betydning for andre indbyggere end C. Endelig ansøgte
advokaten på ny om at plejen i hjemmet af C blev genoptaget i mindst samme
omfang som i perioden forud for anbringelsen på plejehjemmet.
Om mødets resultat skrev
kommunens advokat i et brev af 15. marts 1994 til B's advokat at kommunen
ikke
var indstillet på at yde C den hjemmehjælp der blev ydet forud for
indlæggelsen
på sygehuset. Om kommunens begrundelse anførte advokaten således:
"Baggrunden for det
meddelte afslag er, at man i (kommunen) har truffet en principbeslutning om
bevaring af de i kommunen værende plejehjem.
Med udgangspunkt i denne
beslutning har de sociale myndigheder med henvisning til det vedlagte
cirkulære
om bedre ressourceanvendelse i ældresektoren (bilag 1) været forpligtet til
at
udnytte kommunens faciliteter på bedst mulige måde."
Advokaten henviste endvidere
til at socialudvalget i kommunen på et møde den 10. maj 1993, efter
indstilling
fra plejehjemsvisitationsudvalget, havde truffet en beslutning om at personer
der var i koma skulle visiteres til plejehjem.
Som svar på B's advokats
spørgsmål om hvorvidt beslutningen berørte andre patienter, oplyste advokaten
at der ikke i kommunen var andre komapatienter der modtog pleje i hjemmet.
B's advokats ansøgning i brev
af 1. marts 1994 om genoptagelse af hjemmeplejen blev besvaret med et brev af
24. marts 1994 fra kommunens advokat. Brevet var vedlagt kopi af journalark
hvoraf det fremgik at kommunen den 22. marts 1994 havde vedtaget at afslå
ansøgningen. Afgørelsen indeholdt følgende begrundelse:
"Der meddeles afslag på
det ansøgte, da det er udvalgets opfattelse, at sikkerheden for (C) er størst
ved ophold på (plejehjemmet), hvor der er personale, der kan observere ham
efter behov. Afgørelsen skal ligeledes ses i forlængelse af udvalgets
godkendelse af "Oplæg på ældreområdet", godkendt den 10. maj
1993."
Herefter bad foreningen A på
vegne af B om at ombudsmanden overvejede om der var grundlag for at rejse
sagen
af egen drift. Foreningen A anførte bl.a. følgende:
"...
Sagen synes at indeholde et
meget væsentligt spørgsmål - kan værgens beføjelser, i denne sag til at
bestemme den umyndiggjortes opholdssted, indskrænkes via kommunale
beslutninger.
Her tænkes særligt på, at
netop spørgsmålet om (C)'s fremtidige opholdssted begrundede behovet for
umyndiggørelsen i personlig henseende, jf. præmisserne i (Landsrettens) dom
af
12/1-1994."
Til brug ved overvejelser om
hvorvidt der var grundlag for at rejse sagen af egen drift, bad jeg herefter
kommunen om udlån af sagens akter og om en udtalelse, dels om det foreningen
A
havde anført, dels om spørgsmålet om hvorvidt der var truffet en beslutning
om
bevilling af plejeløn til B efter bistandslovens §
57 a
om hjælp i forbindelse med pasning
af døende i hjemmet.
Kommunen svarede bl.a. følgende
om plejehjemsvisitationen:
"...
(C) indlægges akut på
(sygehuset) den 12. maj 1993 og udskrives til aflastning 21. maj 1993. (C)
visiteres den 17. juni 1993 til fast beboer på plejehjemmet, dels for at have
størst mulighed for at observere ham og dels fordi socialudvalget har truffet
en principiel afgørelse om, at comapatienter visiteres til plejehjem, jfv.
Socialstyrelsens vejledning af august 1980 om bedre ressourceanvendelse i
sektoren."
Om spørgsmålet om plejeløn
henviste kommunen til brevet af 27. maj 1993 til B og bestred i øvrigt B's
oplysninger om at der havde fundet nedskæringer sted af plejen i den periode
hvor C var blevet passet i eget hjem.
Kommunens brev blev sendt til
partshøring hos foreningen A som herefter fastholdt sin opfattelse af
spørgsmålet
om det manglende samtykke til plejehjemsanbringelsen. Herudover fremsatte
foreningen forskellige kommentarer til spørgsmålene om hjemmeplejens omfang
og om plejeløn. Den 19. januar 1994 oplyste foreningen endvidere telefonisk
at
situationen var uændret. C var fortsat beboer på plejehjemmet, og der var
ingen ændringer i hans tilstand.
Herefter skrev jeg således
til kommunen:
"Sagen rejser to snævert
forbundne spørgsmål, nemlig
dels
spørgsmålet om lovligheden af (kommunens) afslag på at yde bistand og pleje i
hjemmet,
dels
spørgsmålet om
lovligheden af (kommunens) beslutning om at fastholde anbringelsen af (C) på
(plejehjemmet). Da (C) ifølge det oplyste ikke er i terminalfasen, har jeg
ikke
bemærkninger til kommunens afgørelse om ikke at ville yde (B) hjælp efter
bistandslovens §
57 a
til pasning af en døende i hjemmet.
1) Om afslaget på hjemmehjælp og hjemmesygepleje.
Således som (C)'s
helbredssituation er beskrevet i sagen, må jeg lægge til grund at det vil
være
en forudsætning for en hjemgivelse at (kommunen) træffer afgørelse om at yde
en forsvarlig bistand og pleje i hjemmet. Disse spørgsmål er reguleret i
bistandslovens kapitel 12 og i loven om hjemmesygeplejerskeordninger.
Efter bistandslovens § 53
ydes varig hjemmehjælp som bistand til husligt arbejde og personlige
fornødenheder som en person på grund af en vedvarende lidelse eller svækkelse
ikke kan udføre på egen hånd.
Efter § 1 i lov nr. 438 af
13. juni 1973 om hjemmesygeplejerskeordninger skal kommunerne yde
vederlagsfri
hjemmesygepleje efter lægehenvisning, og efter § 2 er indenrigsministeren (nu
sundhedsministeren) bemyndiget til at fastsætte regler om omfanget af og
kravene til den kommunale hjemmesygeplejerskeordning. Sådanne regler er
fastsat
i bek. nr. 198 af 17. maj 1979 om hjemmesygeplejerskeordninger.
Afgørelsen af om og i hvilket
omfang der skal gives pleje såvel efter bistandslovens § 53 som
bestemmelserne
om hjemmesygepleje, beror på en skønsmæssig vurdering. Når bortses fra at
behovsvurderinger i sagens natur må indgå i afgørelserne, er der i ingen af
bestemmelserne fastsat nærmere til- eller fordelingskriterier. Der kan dog
efter min opfattelse ikke være tvivl om at ressourcemæssige hensyn, herunder
hensynet til en effektiv ressourceanvendelse i omsorgssektoren, kan indgå som
lovlige hensyn i den nærmere tilrettelæggelse af bistanden og plejen til den
enkelte borger, således som det også er tilfældet i den foreliggende sag, jf.
(kommunens) advokats brev af 15. marts 1994 til (B)'s advokat. At
konsekvensen
af (kommunens) principbeslutning om bevarelse af (plejehjemmet) vil være den
at kommunen foretrækker plejehjemsanbringelse frem for hjemmepleje, kan
som udgangspunkt heller ikke give mig anledning til bemærkninger. Dog er det
min opfattelse at en principbeslutning om plejehjemsvisitation af en bestemt
gruppe plejetrængende (komapatienter) ikke som sin lovlige konsekvens kan
have at kommunen helt undlader at foretage en individuel vurdering, ligesom
en
hjælptrængendes ønske om og behov for pleje i hjemmet som alternativ til
plejehjemsanbringelse efter min opfattelse ikke fuldstændig kan nægtes som en
konsekvens af ressourcemæssige prioriteringer.
I det foreliggende tilfælde
er der ikke tvivl om at der eksisterer et plejebehov, og at dette behov har
et
endog ret betydeligt omfang. Indtil tidspunktet for (C)'s anbringelse på
plejehjem ydede (kommunen) da også en omfattende service såvel i form af
hjemmehjælp
som sygepleje. Omend kommunen altså i modsætning til værgen nu har den
opfattelse at plejen bedst finder sted i forbindelse med en anbringelse på
plejehjem, og i øvrigt foretrækker at udnytte ressourcerne i
omsorgs/ældresektoren således at komapatienter visiteres til plejehjem, er
det
min umiddelbare opfattelse at en beslutning om
helt
at afvise at yde bistand og pleje i hjemmet vil være
uberettiget.
Endvidere bemærker jeg at en
afgørelse om helt at nægte pleje og bistand i hjemmet der er truffet med det
formål at fremkalde et samtykke til en plejehjemsanbringelse, efter min
opfattelse vil være ulovlig. Således som den konkrete sag foreligger oplyst,
lægger afvisningen af at yde hjælp i hjemmet et stærkt pres på værgen (B)
idet
han i realiteten ikke har mulighed for at insistere på farens hjemgivelse og
derved udøve sine værgebeføjelser i overensstemmelse med farens ønske.
Sammenfattende er det derfor
min foreløbige opfattelse at (kommunen) har en forpligtelse til at tilbyde
(C)
bistand og pleje i forbindelse med en hjemgivelse. Det er tillige min
opfattelse at kommunen i den nærmere fastlæggelse af plejens omfang i nogen
grad vil være bundet af sine egne tidligere vurderinger, jf. oplysningerne
ovenfor om plejens art og omfang frem til hospitalsindlæggelsen i maj 1993.
Den præcise fastlæggelse af forpligtelsens omfang vil imidlertid bero på et
skøn i hvilket ressourceøkonomiske og administrative hensyn lovligt vil kunne
inddrages.
2) Om (kommunens) fastholdelse af afgørelsen om plejehjemsanbringelse.
Bestemmelse om optagelse i
plejehjem træffes efter bistandslovens § 83 af kommunalbestyrelsen.
Bestemmelsen hjemler ikke adgang til (vedvarende) anbringelse af en person på
plejehjem uden den pågældendes (eller hans værges) samtykke.
Den foreliggende sag rejser
spørgsmålet
om
der er givet samtykke
til anbringelse af (C) på plejehjem.
(C) var på tidspunktet for
anbringelsen på (plejehjemmet) ude af stand til at "drage tilbørlig
omsorg
for sin person", jf. myndighedslovens § 46. Da han til trods herfor var
anbragt mere vedvarende på plejehjemmet, fandt (landsretten) i bemærkningerne
til dommen af 12. januar 1994
at
plejehjemsanbringelsen savnede hjemmel, og
at
der var det fornødne behov for at gennemføre en umyndiggørelse i personlig
henseende.
(Landsretten) har altså taget
stilling til hjemmelsspørgsmålet i forbindelse med plejehjemsanbringelsen den
21. maj 1993, og klagen til ombudsmanden vedrører opretholdelsen af
anbringelsen efter værgebeskikkelsen.
Med sine bemærkninger har
landsretten tiltrådt den almindelige opfattelse af retsvirkningerne af en
personlig umyndiggørelse i relation til anbringelse på plejehjem. Dette at
værgen efter myndighedslovens § 46 overtager omsorgen for den umyndiggjorte
person, indebærer således at værgen træffer de beslutninger om den
umyndiggjortes
opholdssted, herunder om anbringelse på plejehjem, som den pågældende ikke
selv
er i stand til at træffe, jf. betænkning nr. 1247/1993 om værgemål, s. 48. En
sådan anbringelse betragtes som en frivillig anbringelse idet værgen netop
træffer afgørelsen på den umyndiggjortes vegne. Anbringelse af den
umyndiggjorte uden værgens samtykke - eller ligefremme protest - må omvendt
som udgangspunkt betragtes som en tvangsmæssig anbringelse.
Spørgsmålet er herefter om
(B), trods sin erklærede uenighed i beslutningen om opretholdelse af
anbringelsen på plejehjem, med sin accept af at faren - under de givne
omstændigheder - forblev på hjemmet, kan antages alligevel at have afgivet et
(stiltiende) samtykke.
Når (B) ikke har insisteret
på farens hjemgivelse, hænger det åbenbart sammen med (kommunens) gentagne
afslag på ansøgninger om at genoptage plejen i hjemmet. Farens plejebehov
taget i betragtning har (B) næppe haft noget reelt valg, jf. oplysningerne
ovenfor om omfanget og arten af plejen forud for indlæggelsen den 12. maj
1993.
En insisteren på hjemgivelse under disse betingelser ville muligt endog være
uforenelig med værgens opgave, at drage omsorg for den umyndiggjorte, jf.
myndighedslovens § 46. Under disse omstændigheder er det derfor min
umiddelbare opfattelse at (B)'s manglende insisteren på faderens hjemgivelse
ikke kan sidestilles med et samtykke, ligesom naturligvis hans henvendelse
til ombudsmanden via foreningen (A) tilsvarende må tages som et udtryk for at
han har opretholdt sin protest imod (kommunens) beslutning.
På den beskrevne baggrund er
det derfor min foreløbige opfattelse at (kommunens) afgørelse om at
opretholde
plejehjemsanbringelsen uden værgens samtykke savner hjemmel. Herved bemærkes
at der heller ikke i bistandsloven i øvrigt findes hjemmel til
plejehjemsanbringelse uden samtykke fra den pågældende selv eller en
beskikket
værge. At (C) på grund af sin tilstand ikke er i stand til selv at reagere
imod
anbringelsen, kan ikke føre til andet resultat. Af afgørende betydning for
bedømmelsen må være om værgen har haft en reel valgmulighed mellem
plejehjemsanbringelse og pleje i hjemmet, og det forhold at han ikke
insisterer på hjemgivelse, må som ovenfor nævnt ses i sammenhæng med den
kommunale afvisning af at yde pleje i eget hjem.
Jeg vedlægger sagens akter og
beder om at de bliver tilbagesendt sammen med kommunens bemærkninger..."
Samtidig sendte jeg en kopi
til Socialministeriet af mit brev til (kommunen). I brevet bad jeg om
ministeriets
eventuelle bemærkninger til den foreløbige retsopfattelse jeg havde fremsat
over for kommunen.
I et brev af 20. februar 1995
skrev foreningen A til mig at C nu var afgået ved døden. Det fremgik af
brevet
at værgen fortsat ønskede sagen behandlet. Herefter skrev jeg til kommunen at
jeg
opretholdt min anmodning om at kommunen fremsatte sine bemærkninger til min
redegørelse af 20. februar 1995.
Herefter skrev kommunen bl.a.
således:
"...
Umiddelbart inden (C) blev
indlagt på sygehuset 12. maj 1993 nægtede sønnen (B) hjemmeplejen adgang til
huset ved at aflåse dette.
(C) blev udskrevet fra
sygehuset til aflastning på plejehjemmet.
Visitationsudvalget blev
indkaldt da ophold i aflastning er en midlertidig foranstaltning og set i
lyset
af at sønnen have nægtet os adgang til huset inden indlæggelsen, har det
selvfølgelig haft en vægt i valget af den trufne beslutning.
Det skal bemærkes, at (C)'s
egen læge er med i visitationsudvalget og kendte familieforholdene særdeles
godt og fuldt ud accepterede afgørelsen.
Kommunen har en forpligtelse
til at handle og kan ikke løbe nogen risiko for at en hjælpeløs mand ikke får
nogen pleje hvis det ikke passer sønnen at lukke os ind. På daværende
tidspunkt
var (C) ikke umyndiggjort.
Udvalgets afgørelse om at
comapatienter visiteres til plejehjemmet skal ikke ses bogstaveligt men
indgår
i den samlede vurdering i det konkrete tilfælde. Det kan oplyses, at vi
tidligere har haft 2 comapatienter, hvoraf den ene har været passet i eget
hjem
og den anden har været visiteret til plejehjemmet, men i fuld forståelse med
de
pårørende.
Alt i alt har det været
socialudvalgets hensigt at tilgodese (C)'s behov bedst muligt."
Socialministeriet skrev bl.a.
således:
"...
I den anledning skal
Socialministeriet, der ikke har hjemmel til at gå ind i eller tage stilling
til
konkrete sager, på det foreliggende grundlag vejledende udtale sig generelt
om
den af ombudsmanden afgivne retsopfattelse af de i sagen rejste to spørgsmål:
1. Lovligheden af kommunens afslag på at yde bistand og pleje i
hjemmet.
2. Lovligheden af kommunens beslutning om at fastholde
anbringelsen af faderen på plejehjem.
Ad 1.
Socialministeriet skal
indledningsvis meddele, at lov om sygeplejersker henhører under
Sundhedsministeriet. Socialministeriet kan derfor alene udtale sig om
bistandslovens regler om praktisk bistand i hjemmet.
Vedr. tildeling af
hjemmepleje kan det oplyses, at det af punkt 5 i Socialministeriets cirkulære
af 30. oktober 1980 om praktisk bistand i hjemmet efter bistandsloven
fremgår,
at der ved afgørelsen af, om og i hvilket omfang der skal ydes hjemmehjælp,
lægges vægt på familiens samlede situation, herunder om der i hjemmet er
voksne eller større børn, der vil kunne yde forsvarlig bistand, uden at disse
familiemedlemmer belastes urimeligt derved. Det fremgår endvidere af samme
cirkulæres
punkt 6, at hjemmehjælp hovedsagelig ydes i dagtimerne, men at der også skal
være adgang til at kunne få bistand på andre tidspunkter. Der er ikke i
øvrigt
i bistandsloven fastsat nærmere bestemmelser om til- eller
fordelingskriterier.
En afgørelse af om og i hvilket omfang, der skal gives hjemmepleje beror på
en
skønsmæssig vurdering. Det indebærer, efter Socialministeriets opfattelse, at
der i hver sag må foretages en individuel vurdering.
Det er Socialministeriets
opfattelse, at ressourcemæssige hensyn kan indgå som lovlige hensyn i
kommunens
nærmere tilrettelæggelse af bistanden til og plejen af den enkelte borger,
herunder andre rimelige tilbud om hjælp i f.eks. plejehjem, men at pleje i
hjemmet ikke kan nægtes alene som en konsekvens af ressourcemæssige
prioriteringer.
Endelig finder ministeriet,
at der ikke kan træffes afgørelse om afvisning af bistand og pleje i hjemmet
med det formål at fremkalde et samtykke til en plejehjemsanbringelse.
Ad 2.
Kommunalbestyrelsen er i
medfør af bistandslovens § 79, stk. 1 forpligtet til at sørge for døgntilbud
til personer, som af helbredsmæssige grunde har behov for det, men
bestemmelsen
giver ikke kommunalbestyrelsen hjemmel til at påtvinge personerne det eller
de
tilbud, der stilles til rådighed. En sådan hjemmel findes heller ikke i
bistandslovens § 83, stk. 1, der bestemmer, at det er kommunalbestyrelsen,
der
træffer bestemmelse om optagelse i et plejehjem. Socialministeriet finder
således, at anbringelse af en person på plejehjem kræver samtykke, hvilket
også
- efter ministeriets opfattelse - indebærer, at der ikke er hjemmel til at
fastholde en person i plejehjem, hvis personen ikke ønsker at forblive
der."
Herefter udtalte jeg
følgende:
"Foreningen (A) har den
20. februar 1995 orienteret mig om at (C) den 31. januar 1995 afgik ved
døden.
(C)'s værge (B) har imidlertid fastholdt sit ønske om at jeg afgiver en
udtalelse på baggrund af det refererede sagsforløb. Derfor og fordi sagen
rejser nogle principielle (socialretlige) spørgsmål af væsentlig betydning
for gamle og umyndiggjortes retsstilling, skal jeg fremsætte følgende
endelige
bemærkninger til de retlige spørgsmål sagen rejser. Jeg henviser herved til
bestemmelsen i ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Efter bestemmelsen kan
ombudsmanden af egen drift undersøge kommunale sagsområder hvor der ikke er
rekurs til en statslig myndighed, hvis der er tale om krænkelse af væsentlige
retlige interesser.
Indledningsvis bemærker jeg
at jeg ikke har noget grundlag for at betvivle at (kommunen) har haft til
hensigt at tilgodese (C)'s behov bedst muligt, jf. kommunens brev af 7. marts
1995 til mig.
Derimod må jeg nære tvivl med
hensyn til spørgsmålet om hvorvidt kommunen har forstået retsvirkningen af en
personlig umyndiggørelse i relation til spørgsmålet om valg mellem
plejehjemsanbringelse
og pleje i eget hjem.
Som nævnt i mit brev af 20.
februar 1995 til kommunen indebærer en værgebeskikkelse af en personligt
umyndiggjort at det er værgen der træffer de beslutninger bl.a. om den
umyndiggjortes opholdssted som han ikke (længere) selv er i stand til at
træffe. Heraf følger at en kommune må respektere værgens ønsker og
dispositioner selv om kommunen eventuelt måtte være uenig eller ligefrem
finde
dem til skade for den umyndiggjorte. I det omfang der er grundlag for at mene
at værgen misbruger sin stilling eller i øvrigt er uegnet til at varetage
hvervet, må rette fremgangsmåde være den at rejse sag om fratagelse af
værgemålet, jf. myndighedslovens § 32.
(Kommunen) har ikke i sit
brev af 7. marts 1995 fremsat bemærkninger til min foreløbige opfattelse af
spørgsmålet om hvorvidt værgen (B) havde afgivet et stiltiende samtykke til
plejehjemsanbringelsen. Jeg må herefter lægge til grund at fastholdelsen af
(C) på (plejehjemmet) fandt sted imod værgens ønske. Da bistandsloven ikke
giver hjemmel til plejehjemsanbringelse uden samtykke, er det sammenfattende
min opfattelse at der var tale om en ulovlig (tvangsmæssig) anbringelse.
Jeg må således finde det
særdeles kritisabelt at (kommunen) ikke respekterede (B)'s indvendinger imod
at
hans fars anbringelse på plejehjemmet opretholdtes efter den personlige
umyndiggørelse og beskikkelsen af (B) som værge. Jeg henviser i øvrigt til
det
jeg har anført i mit brev af 20. februar 1995 til kommunen.
Om spørgsmålet om kommunens
positive forpligtelse til at yde pleje og bistand i eget hjem bemærker jeg
følgende:
(Kommunen) har i sit brev af
7. marts 1995 meddelt mig at "udvalgets afgørelse om at comapatienter
visiteres til plejehjemmet ... ikke (skal) ses bogstaveligt, men indgår i den
samlede vurdering i det konkrete tilfælde." Jeg forstår at kommunen
således er enig med mig i at ressourcemæssige prioriteringer ikke kan have
som
sin lovlige konsekvens at kommunen helt undlader at foretage en individuel
vurdering af behovet for pleje og bistand i hjemmet, jf. også
Socialministeriets brev af 25. april 1995.
I det konkrete tilfælde har
denne individuelle vurdering imidlertid ført til at kommunen helt nægtede at
yde (C) pleje og bistand i eget hjem.
I hvilket omfang denne
afgørelse har sammenhæng med kommunens ressourcemæssige prioriteringer
og/eller
uenighed i hvordan (C)'s plejebehov bedst kunne varetages, er ikke ganske
klart.
Som nævnt ovenfor vil en
eventuel uenighed mellem en kommune og en værge om hvilken foranstaltning der
er den bedst egnede for den umyndiggjorte, ikke kunne berettige at kommunen
afslår en ansøgning om pleje og bistand med henvisning til uenighed i værgens
opfattelse. En nægtelse af pleje og bistand med det formål at presse værgen
til at samtykke i den foranstaltning kommunen finder bedst egnet, vil heller
ikke være lovlig. En kommune må respektere og handle i overensstemmelse med
værgens ønsker i den udstrækning disse ønsker i øvrigt kan og skal
imødekommes
efter social- og sundhedslovgivningen.
Det er derfor min opfattelse
at (kommunen) burde have foretaget en vurdering af i hvilket omfang det var
muligt - med respekt for ressourceøkonomiske og administrative hensyn - at
imødekomme (B)'s ansøgning om pleje og bistand til faren i hans eget hjem.
Jeg
må finde det beklageligt at dette ikke skete. Jeg henviser i øvrigt til det
jeg
har anført i mit brev af 20. februar 1995 til kommunen."
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om orlov til pasning af handicappede ægtefæller eller pårørende i eget hjem Retsinformation · 6. april 2001
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT P. MENGOZZI fremsat den 11. september 2008 1 Sag C-208/07 EU-domme · 11. september 2008
- Retlig kvalifikation – Hjemvisning af: skatteansættelsen Landsskatteretten · 8. juni 2021
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om orlov til pasning af handicappede ægtefæller eller pårørende i eget hjem. Retsinformation · 1. august 2001
- Fritagelse for registreringsafgift ved anskaffelse af busser i henhold til registreringsafgiftsloven § 2, stk. 1, nr. 7, litra a. SKM-databasen · 9. december 2021
- Flytning af ældre dement fra et amtsligt plejehjem til et almindeligt kommunalt plejehjem. Vejledning om muligheden for værgemål Retsinformation · 12. januar 2002