Spring til indhold

Retsinformation

Flytning af ældre dement fra et amtsligt plejehjem til et almindeligt kommunalt plejehjem. Vejledning om muligheden for værgemål

FOU nr 2000.338UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Flytning af ældre dement fra et amtsligt plejehjem til et

almindeligt kommunalt plejehjem. Vejledning om muligheden for værgemål

En forening klagede over

myndighedernes beslutning om at flytte en dement mand, A, fra et pleje- og

behandlingshjem, X, til et almindeligt kommunalt plejehjem, Z.

Det fremgik af sagen at A

den 15. januar 1992 flyttede ind på plejehjemmet X i Y-by. X er et pleje- og

behandlingshjem oprettet i henhold til den dagældende bistandslovs § 112,

stk.

2.

På et møde på X i marts 1997

blev det besluttet at udvisitere A til et kommunalt plejehjem. Af referatet

fra

mødet fremgår følgende:

”

(A) er efterhånden svært

invalideret af sin demens. (A) har faktisk ikke noget sprog mere, der kan

etableres kortvarig øjen- og følelsesmæssig kontakt med ham. (A) trættes

meget

hurtigt og kan kun holde sig vågen i kortere tid af gangen –

almindeligvis op

til 20 min. – så blunder han igen.

Da (A) trættes så hurtigt,

er han oppe at sidde i en stol i kortere og kortere tid og tilbringer mere

tid

i sengen. (A) bliver stresset af for mange indtryk, derfor er han næsten

altid

på sin stue, hvor han har glæde af 1:1 kontakt og ind imellem også af at se

fjernsyn.

(A) har nu også mistet sin

Læs alt

gangfunktion og må forflyttes med lift og to personaler.

(A) har udviklet meget

’stive muskler’ derfor skal der være 2 personaler til at hjælpe (A)

med at

blive vendt i sengen og lignende.

(A) har i det forløbne år

haft lungebetændelse og blærebetændelse flere gange.

(A) kan stadig reagere med

uro og råben – og virke vred – ved nedre toilette, støj, sult,

tørst, hovedpine

m.m.

(A) kan ind imellem have

svært ved at ’huske spiseprocessen’ og kan da fejlsynke.

(A) har i dag ikke mere brug

for psykiatrisk sygepleje – men en god og omhyggelig sygepleje og (X)

vurderer,

at (A) kan bo på et almindeligt plejehjem med uddannet plejepersonale –

og hvor

man følger en fastlagt døgnrytme, som selvfølgelig vil skulle ændres i takt

med

(A)’s fortsatte demensudvikling.

( ) Kommune ser sig i stand

til at tilgodese (A)’s plejebehov på (Z) plejehjem.

Familien ønsker

ikke

at (A) udsættes for denne

udflytning, da de mener, det vil være en urimelig belastning for (A).

”

Ved brev af 30. april 1997

meddelte Viborg Amt A at amtsvisitationsudvalget den 28. april 1997 havde

truffet beslutning om udvisitation til kommunalt plejehjem.

A’s datter klagede herefter

til Den Sociale Ankestyrelse.

Den Sociale Ankestyrelse

traf afgørelse i sagen den 11. februar 1998. Af afgørelsen fremgår bl.a.

følgende:

”Ankestyrelsen finder ikke

grundlag for at ændre Viborg Amts afgørelse, hvorefter Deres far (A)

udvisiteres fra pleje- og behandlingshjemmet (X), da det skønnes at Deres far

ikke længere har brug for psykiatrisk sygepleje, og at han derfor i stedet er

tilbudt plads på et almindeligt plejehjem, som kan tilgodese hans plejebehov.

Ankestyrelsen har ved

afgørelsen lagt vægt på, at Deres far er beskrevet som invalideret af sin

demens. Han har ifølge det oplyste faktisk ikke noget sprog mere. Der kan

etableres kortvarig øjen- og følelsesmæssig kontakt. Deres far trættes meget

hurtigt og kan kun holde sig vågen i kortere tid ad gangen.

Ankestyrelsen vurderer, at

Deres far (A)’s demens er så fremskreden, at det ikke længere skønnes

nødvendigt med ophold på et psykiatrisk plejehjem som institutionen

(X).”

Ved brev af 27. marts 1998

tilbød kommunen A en plads på Z Plejehjem i V-by.

Den 1. april 1998 blev A

overført til Z Plejehjem og umiddelbart efter – den 5. april 1998 –

døde han.

I et brev af 18. maj 1998

klagede en forening til mig på vegne af A.

I brev af 3. juni 1998

meddelte jeg foreningen at klagen ikke gav mig tilstrækkelig anledning til

undersøgelse. Baggrunden for min beslutning var at jeg ikke kunne undersøge

og

tage stilling til spørgsmålet om det tilrådelige ved at gennemføre flytningen

den 1. april 1998. Jeg lagde endvidere vægt på at A var afgået ved døden.

Foreningen henvendte sig til

mig igen ved brev af 8. juni 1998. Foreningen anførte bl.a. følgende:

”Nærværende sag rejser

således for os at se principielle spørgsmål af væsentlig betydning særligt

for

svært demente, da det grundlæggende spørgsmål er, hvorvidt en svært dement

ikke

har krav på retsbeskyttelse, når der er tale om beslutning om varigt

opholdssted.

Kan en udvisitering fra et §

112 plejehjem have som lovlig konsekvens, at en kommune uagtet reglerne om

værgemål, optager en person på et kommunalt plejehjem, når personen ikke er i

stand til at protestere/samtykke?”

Jeg bad herefter Den Sociale

Ankestyrelse om en udtalelse i anledning af klagen og om udlån af sagens

akter.

Jeg vedlagde en kopi af min udtalelse af 16. maj 1995 vedrørende en anden

sag.

Den Sociale Ankestyrelse

svarede i et brev af 20. november 1998 følgende:

”

Tillige vedlægges

Ankestyrelsens afgørelse i sagen, meddelt den 11. februar 1998. Det fremgår

heraf, at Ankestyrelsen i møde den 5. februar 1998 traf afgørelse om, at der

ikke fandtes grundlag for at ændre Viborg Amts afgørelse, hvorefter (A)

udvisiteres fra pleje- og behandlingshjemmet (X), da det skønnedes, at

pågældende ikke længere havde brug for psykiatrisk sygepleje, og at han

derfor

i stedet var tilbudt plads på et almindeligt plejehjem, som kunne tilgodese

hans plejebehov.

Ankestyrelsen lagde ved

afgørelsen vægt

på, at (A) var beskrevet

som invalideret af sin demens. Han havde ifølge det oplyste faktisk ikke

noget

sprog mere. Der kunne etableres kortvarig øjen- og følelsesmæssig kontakt.

(A)

trættedes meget hurtigt og kunne kun holde sig vågen kortere tid af gangen.

Ankestyrelsen vurderede, at

pågældendes demens var så fremskreden, at det ikke længere skønnedes

nødvendigt

med ophold på et psykiatrisk plejehjem som institutionen (X).

Ankestyrelsen tiltrådte

således Viborg Amts afgørelse.

Under sagsbehandlingen i

Ankestyrelsen og på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse den 5. februar

1998 forelå der ikke i sagen oplysninger om, at (A) var døende.

Ifølge akt 11/1 af 22. juli

1998 fra Viborg Amt, Socialforvaltningen dør (A) af lungebetændelse 4 dage

efter flytningen den 1. april 1998 fra institutionen (X). (A) var ifølge

samme

akt ikke døende, da han flyttede fra (X).

Det fremgår endvidere af

referat fra behandlingsmøde i marts 1997, at (A) i det forløbne år havde haft

lungebetændelse og blærebetændelse flere gange.

Ankestyrelsen har i sagen

alene taget stilling til om pågældendes helbredsforhold

konkret begrundede fortsat ophold på en

specialinstitution for voksne, der på grund af bl.a. et vidtgående psykisk

handicap har et

særligt

behov for

pleje, behandling m.v., som

ikke

kan

dækkes gennem optagelse på sygehus eller ophold på anden institution, jf.

bistandslovens § 112, eller om (A)’s behov for omsorg og pleje ville

blive

tilstrækkelig tilgodeset på et almindeligt plejehjem, som han var tilbudt.

Ankestyrelsen vurderede ikke

i denne forbindelse – behov for ophold på specialinstitution contra

ophold på

almindeligt plejehjem – om det manglende samtykke fra (A) (der var

invalideret

af sin demens) eller fra de pårørende/evt. værge skulle bevirke, at (A) ikke

kunne udvisiteres fra specialinstitutionen til et mindre specialiseret

tilbud.

I foreningens brev af 8.

juni 1998 er det bl.a. anført: ’Nærværende sag rejser således for os at

se

principielle spørgsmål af væsentlig betydning særligt for svært demente, da

det

grundlæggende spørgsmål er, hvorvidt en svært dement ikke har krav på

retsbeskyttelse, når der er tale om beslutning om varigt opholdssted. Kan en

udvisitering fra et § 112 plejehjem have som lovlig konsekvens, at en kommune

uagtet reglerne om værgemål, optager en person på et kommunalt plejehjem, når

en personen ikke er i stand til at protestere/samtykke?’. Endvidere er

der

bl.a. henvist til lov om social service, hvorefter spørgsmålene endnu ikke er

løst.

Ankestyrelsen skal hertil

bemærke, at der i § 83, stk. 5, i den dagældende bistandslov, er et krav om,

at

fraflytning af boligen for beboere i

plejehjem

og beskyttede boliger

kun kan gennemføres, såfremt kravet støttes på

forhold, der kan sidestilles med en af de i lejelovens kapitel XIII nævnte

opsigelsesgrunde. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse for §

112-institutionerne.

Det er således Ankestyrelsens opfattelse, at der ikke er et egentligt

retskrav

på forbliven på specialinstitution – når der efter en individuel

vurdering ikke

længere viser sig at være et behov herfor. Der er således ikke den samme

udtrykkelige garanti for beboere med ophold i en specialinstitution, jfr.

bistandslovens § 112.

Endvidere har det hidtil

været Ankestyrelsens opfattelse, at der på trods af manglende hjemmel til

flytning uden samtykke kan ske udvisitation fra en specialinstitution uden

pågældendes (eller værges) samtykke. Det må ligeledes anses at ligge i

forholdets natur, at en specialinstitution primært bør beboes af beboere der

til stadighed opfylder visitationsbetingelserne, og har de særlige behov som

specialinstitutionen er oprettet til at varetage. Ankestyrelsen er dog enig

i,

at det må være et almindeligt gældende princip – også i disse

situationer – at

følge beboerens, de pårørendes eller værgens ønske i det omfang bl.a.

hensynet

til evt. andre personer på venteliste til den pågældende specialinstitution,

gør dette muligt, og ligeledes, at der naturligvis ikke sker en flytning,

såfremt den pågældende er i en fase, hvor det vurderes, at der kan være tale

om

at døden er nært forestående. Det kan imidlertid ikke undgås, at der i visse

situationer kan være behov for at træffe beslutning imod den pågældendes

(eller

værgens) ønske, uden at der er en direkte hjemmel til en sådan (tvangsmæssig)

udflytning uden samtykke.

Men forudsætningen vil i

givet fald være, at den bistand og pleje, der efter en konkret vurdering er

behov for, kan tilbydes og opfyldes på anden vis, f.eks. ved ophold på et

almindeligt plejehjem eller ved bistand i hjemmet.

Det bemærkes i den

forbindelse, at Ankestyrelsen har anset sig for kompetent til at træffe

afgørelser

i sager om både visitation til og visitation fra (udvisitering)

institutioner,

der er oprettet i medfør af bistandslovens § 112, jf. § 115, stk. 4. I sager

om

udvisitering kan klagen herover hidrøre fra kommune og/eller vedkommende

person, eventuelt dennes pårørende/værge. I sidstnævnte tilfælde vil der i

sagens natur ikke foreligge et samtykke.

Generelt finder

Ankestyrelsen, at det er betænkeligt, at der ikke er en udtrykkelig hjemmel

til

det indgreb i den personlige frihed, som det er at udvisitere fra et mere

specialiseret botilbud til et mindre specialiseret tilbud, uden samtykke.

Da differentieringen af

tilbuddene i den sociale lovgivning bygger på forskellige grader af behov for

omsorg, bistand, behandling og pleje m.v., har Ankestyrelsen imidlertid anset

det for et lovligt ressourcemæssigt hensyn at udvisitere fra en mere

specialiseret foranstaltning, når der efter en konkret vurdering ville blive

tilbudt anden hjælp, svarende til det aktuelle behov.

Ankestyrelsen finder ikke,

at herværende sag er parallel med den medsendte udtalelse af 16. maj 1995 fra

Ombudsmanden vedrørende en anden sag, der vedrører en tvangsmæssig

anbringelse

på et plejehjem (imod værgens ønske) idet der blev givet afslag på pleje og

bistand i hjemmet.

”

Foreningen er ved brev af

23. november 1998 blevet gjort bekendt med Ankestyrelsens udtalelse.

Ombudsmandens udtalelse

”Jeg har i min undersøgelse

koncentreret mig om afgørelsen af 30. april 1997 fra socialforvaltningen i

Viborg Amtskommune og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 11. februar

1998. Spørgsmålet om hvorvidt det var tilrådeligt at flytte (A) den 1. april

1998, har jeg derimod ikke taget stilling til. Jeg henviser til

ombudsmandslovens § 16, stk. 1. Efter denne bestemmelse afgør ombudsmanden

selv om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Afgørelsen af om det var tilrådeligt at flytte (A) på det pågældende

tidspunkt, afhænger for en stor del af vurderinger af lægelig og

sygeplejefaglig karakter.

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang

tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig

viden. En kontrol af de lægelige og sygeplejefaglige vurderingers rigtighed

– som er af væsentlig betydning for bedømmelsen af dette spørgsmål

– kræver en fagkundskab som

ombudsmanden ikke har.

Hertil kommer at en

bedømmelse heraf i givet fald måtte omfatte bevismæssige spørgsmål som

ombudsmanden ikke er egnet til at afklare fordi ombudsmanden i almindelighed

ikke har mulighed for at foretage afhøringer i sagen, men behandler klager på

et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af om flytningen burde være

udsat på grund af (A)’s helbredsmæssige tilstand den 1. april 1998, vil

ikke

kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse.

Afgørelsen af 27. april 1997

§ 112

i den nu ophævede bistandslov havde følgende

ordlyd:

’

§ 112.

Amtsrådet skal sørge for, at der er det nødvendige antal

pladser på institutioner for voksne, der på grund af et vidtgående fysisk

eller

psykisk handicap har et særligt behov for pleje, behandling m.v., som ikke

kan

dækkes gennem optagelse på sygehus eller ophold på de øvrige i kapitel 16 og

17

nævnte institutioner.

Stk. 2.

Amtsrådet skal endvidere sørge for, at der findes særlige

plejehjem for yngre og for personer med lidelser, der enten forudsætter en

bestemt indretning af plejehjemmet eller gør periodevis indlæggelse til

rekreation eller behandling påkrævet.

Stk. 3.

Institutionerne kan oprettes og drives af en amtskommune,

en kommune eller som selvejende institution, med hvilken amtsrådet indgår

overenskomst.

Stk. 4.

Socialministeren kan fastsætte vejledende regler for

institutionernes ledelse og drift.’

Spørgsmålet om optagelse på

et almindeligt plejehjem blev reguleret i den dagældende bistandslovs § 83

som

havde følgende ordlyd:

§ 83.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om optagelse i et plejehjem eller en

beskyttet bolig.

Stk. 5.

Krav om fraflytning af boligen for beboere i plejehjem og

beskyttede boliger kan kun gennemføres, såfremt kravet støttes på forhold,

der

kan sidestilles med en af de i lejelovens kapitel XIII nævnte

opsigelsesgrunde.’

§ 83, stk. 5, blev indsat i

bistandsloven med lov nr. 870 af 23. december 1987. Af bemærkningerne til

lovforslaget i Folketingstidende 1987-88, Tillæg A, sp. 1530, fremgår

følgende:

’

Det er regeringens

opfattelse, at disse bestræbelser for at skabe ligestilling mellem ældre og

handicappede uanset boligform også bør omfatte retsbeskyttelsen mod

ufrivillig

fraflytning af boligen.

Det foreslås derfor, at der

i bistandsloven indsættes en bestemmelse om, at krav om fraflytning af

beboere

i plejehjem og beskyttede boliger kun kan gennemføres, såfremt der foreligger

en situation, der kan sidestilles med de i lejelovens kapitel XIII nævnte

opsigelsesgrunde.

Heraf følger, at beboerne

har en retsbeskyttelse mod uønsket fraflytning af boligen, medmindre opholdet

på forhånd er tidsbestemt, eller der foreligger bestemte situationer. En

række

af de situationer, der beskrives i lejelovens kapitel XIII, vil efter deres

natur være uden betydning i plejehjem og beskyttede boliger. Men krav om

fraflytning kan gennemføres, hvis ejendommen afvikles som plejehjem, nedrives

eller ombygges – f.eks. som et led i kommunens omstilling til nye

ældreboligformer – hvis beboeren ved sin benyttelse af boligen ikke

iagttager

god skik og orden, og hvis vægtige grunde gør det særligt magtpåliggende for

kommunen at gennemføre en flytning. En pligt til erstatningsbolig følger dog

allerede af, at den pågældende efter sin helbredstilstand opfylder

betingelserne

i bistandslovens § 79 for optagelse i et plejehjem eller en beskyttet bolig.

’

Der var ikke til

bistandslovens § 112 knyttet en tilsvarende bestemmelse

.

Østre Landsret tog i en dom

af 11. oktober 1988 (10. afd. Sag nr. 76/1988) stilling til spørgsmålet om

lovligheden af at flytte en plejehjemsbeboer fra et kommunalt plejehjem i en

nabokommune til et ligeledes kommunalt plejehjem i den tidligere

opholdskommune. Flytningen var sket uden den pågældendes samtykke og fandt

sted

inden § 83, stk. 5, blev indsat i bistandsloven med lov nr. 870 af 23.

december

1987.

Landsretten tilkendegav at

bistandslovens § 83, stk. 5, indebar en begrænsning i kommunernes kompetence

på

plejehjemsområdet som ikke fandtes før lovændringen. Landsretten mente derfor

ikke at kommunen havde handlet ulovligt ved at gennemtvinge flytningen af den

pågældende.

Endvidere har Højesteret i

dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1990.916 H taget stilling til et spørgsmål

om

overførsel af en beboer fra et kommunalt plejehjem til et kommunalt

psykiatrisk

plejehospital. Sagen drejede sig om en beboer der tidligere havde været

indlagt

på psykiatrisk sygehus. Plejehjemsadministrationen overførte den pågældende

fordi vedkommende var til gene for de øvrige beboere og i øvrigt havde behov

for en mere specialiseret behandling og pleje end den der var mulighed for at

modtage på det kommunale plejehjem. De pårørende protesterede mod

beslutningen

som alligevel – og uden magtanvendelse – blev gennemført.

Højesteret lagde vægt

på at flytningen var sagligt begrundet i forhold som det påhvilede

plejehjemsadministrationen at varetage, og at den blev iværksat uden

tvangsanvendelse.

Ankestyrelsen har i sin

udtalelse anført at der ikke er et egentligt retskrav på forbliven på

specialinstitution, når der efter en individuel vurdering ikke længere viser

sig at være et behov herfor.

Jeg kan på baggrund af de

nævnte domme ikke kritisere denne retsopfattelse.

Spørgsmålet om beskikkelse af værge

Foreningen anfører i sit

brev af 8. juni 1998 at der burde være beskikket en værge for (A).

Reglerne om værgemål findes

i lov nr. 388 af 14. juni 1995 (værgemålsloven). Lovens § 5 lyder således:

’Der kan iværksættes

værgemål for den, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller

hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er

ude

af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det.

Stk. 3.

Værgemålet kan begrænses til at angå økonomiske forhold,

herunder bestemte aktiver eller anliggender. Det kan også begrænses til at

angå

personlige forhold, herunder bestemte personlige anliggender.

Stk. 4.

For så vidt ikke andet særlig er bestemt, handler værgen på

den pågældendes vegne i anliggender, der er omfattet af værgemålet.’

På baggrund af den

beskrivelse der er af (A)’s tilstand på tidspunktet for overvejelserne

og

beslutningen om at flytte ham fra (X) til (Z) Plejehjem, er der ikke tvivl om

at han opfyldte de retlige og medicinske betingelser for at der kunne

iværksættes et værgemål. Det fremgår endvidere af værgemålslovens § 5, stk.

1,

at det er en yderligere betingelse for at der kan iværksættes værgemål at der

er behov for det.

Det fremgår også af

betænkning nr. 1247 om værgemål og bemærkningerne til lovforslaget

(Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, sp. 2430 ff) at det vil være for

omfattende og vidtrækkende altid at skride til værgemål når blot de retlige

og

medicinske kriterier for at iværksætte værgemål er opfyldt. Værgemålsudvalget

har (betænkningen s. 134) peget på at familiemedlemmer eller

institutionspersonale i praksis på uformel vis træder til og træffer

beslutningerne og handler på den svages vegne. Dette rejser imidlertid en

række

retssikkerhedsspørgsmål, bl.a. at sådanne personer uden beskikkelse som værge

er uden legale beføjelser, f.eks. i relation til tavshedspligt og opnåelsen

af

partsbeføjelser.

Udvalget har derfor anført

at tvivl om interessevaretagelsen, dybere uenighed blandt de nærtstående

eller

manglende tillid i samarbejdet mellem familien og institutionen taler for at

der tages initiativ til værgemål.

Af bemærkningerne til

forslaget til værgemålsloven (Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, sp. 3438)

fremgår følgende:

’

Justitsministeriet kan i

øvrigt tilslutte sig udvalgets opfattelse, hvorefter der ikke nødvendigvis i

alle tilfælde skal beskikkes en værge for en inhabil, for at der kan tages

stilling til anbringelse på

plejehjem

eller anden institution

, eller for at der kan træffes vigtigere

beslutninger under institutionsanbringelsen. Er den pågældende så dement, at

det er umuligt at få en tilkendegivelse fra vedkommende, kan det i de

situationer, hvor pågældende har nærtstående familie, overvejes, om det

tjener

noget rimeligt formål at beskikke en værge, medmindre den pågældende i øvrigt

har brug for en sådan. Et generelt krav om værgesamtykke til

plejehjemsanbringelse

ville i sådanne tilfælde få formel karakter og snarere tjene som sikkerhed

for

de medvirkende myndigheder end hensyntagen til den, det drejer sig om. Selv

om

der således ofte ikke kan antages at være et reelt repræsentationsbehov, vil

interessemodsætninger og retssikkerhedshensyn, herunder behovet for at opnå

legal legitimation, dog kunne bevirke, at der alligevel er behov for at

beskikke en værge.

Det må således efter

Justitsministeriets opfattelse efterhånden fastlægges i praksis, i hvilke

tilfælde

og med hensyn til hvilke spørgsmål der vil være grundlag for at iværksætte

værgemål med hensyn til personlige spørgsmål.

Ved afgørelsen heraf må det

bl.a. få betydning, om der foreligger interessemodsætninger og uenighed

blandt

familiemedlemmer. Endvidere kan der være behov for en egentlig legal

legitimation i forbindelse med opgaver i forhold til myndigheder, der f.eks.

ikke imødekommer en anmodning om at tilbyde en plejehjemsplads, og hvor

sikkerheden for, at der sker en reel drøftelse med inddragelse af

beslutningstagerne og om muligt også den svage, kan forbedres ved beskikkelse

af en værge. Hertil kommer, at en værgebeskikkelse medfører, at den

pågældende

værge som legal partsrepræsentant er omfattet af forvaltningslovens regler om

partsoffentlighed, partshøring m.v. og dermed står stærkere over for

institutioner og andre myndigheder.

’

Anmodning om værgemål (eller

om ændring eller ophævelse af værgemål) kan fremsættes af den pågældende

selv,

dennes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste,

værgen eller en særlig værge, kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller

politimesteren, jf. lovens § 16, stk. 1.

Af betænkning nr. 1247 om

værgemål, s. 179 f, fremgår følgende:

’

De ovennævnte regler angår

kompetencen til at rejse umyndiggørelsessag. Der er

ikke

i dansk ret regler om

pligt

for myndigheder til at

gribe ind

eller til selvstændigt at tage noget initiativ. Politiet vil normalt alene

rejse sag på grundlag af en henvendelse udefra i anledning af et konkret

opstået problem, f.eks. en aktuel arvesag, en skilsmisse eller en

plejehjemsanbringelse.

Udvalget finder

ikke

, at der er anledning til at

indføre

en lovbestemmelse om

handlepligt

for offentlige myndigheder.

Noget sådant kunne medføre en unødig forøgelse af sagerne og dermed af

antallet

af personer under værgemål, samtidig med at det kan være vanskeligt for

udenforstående myndigheder at skønne over behovet på et område, de ikke har

erfaring og indsigt i. Samtidig må det antages, at offentlige myndigheder

handler ansvarligt og tager fornødne initiativer, hvis der er behov herfor.

’

På baggrund af det der er

anført i forarbejderne til værgemålsloven, er det særligt i tilfælde hvor der

f.eks. er interessemodsætninger mellem pårørende og en offentlig myndighed at

værgemål bliver relevant. Herved opnår værgen en formelt set stærkere

position

i forhold til myndighederne til at varetage den svages interesser.

Som det fremgår, består der

ikke en egentlig handlepligt for offentlige myndigheder til at tage initiativ

til at få beskikket en værge. Og i en situation som den foreliggende anser

jeg

det også for naturligst at overlade til de tilsyneladende ganske

ressourcestærke pårørende at afveje om de ønsker at indgive ansøgning til

statsamtet om værgemål.

Jeg mener imidlertid at det

havde været rigtigst hvis amtskommunen da det blev klart at der var en

interessemodsætning mellem de pårørende og amtskommunen, havde vejledt de

pårørende om mulighederne for at få beskikket en værge.

Jeg er opmærksom på at de

pårørende (som formentlig i tilfælde af værgemål ville være den gruppe inden

for hvilken en værge ville blive udpeget) i den foreliggende sag blev

inddraget

i sagens behandling. De pårørendes indsigelser mod flytningen indgik i

amtskommunens behandling af spørgsmålet om udvisitering af (A). Endvidere

blev

de pårørendes klager over amtskommunens afgørelse behandlet af Den Sociale

Ankestyrelse, og først efter at Ankestyrelsens afgørelse forelå, blev

udvisiteringen gennemført. Dette ændrer imidlertid ikke på at jeg mener det

havde været rigtigst at vejlede om mulighederne for at få den formelt set

forbedrede retsstilling gennem en værgebeskikkelse. Jeg henviser til

princippet

om offentlige myndigheders vejledningspligt i forvaltningslovens § 7.

Jeg har ikke taget stilling

til om det er i overensstemmelse med de grundlæggende partsregler at tillægge

en pårørende der ikke er beskikket som værge, partsbeføjelser.

Jeg har gjort Viborg

Amtskommune bekendt med min opfattelse.

Jeg har ikke ved min

behandling af sagen taget stilling til hvilken betydning de nye regler om

magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne (lov

nr. 392 af 2. juni 1999 om ændring af lov om social service og lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område) som trådte i kraft den

1. januar 2000, vil have i den foreliggende situation.”

Lignende dokumenter