Flytning af ældre dement fra et amtsligt plejehjem til et almindeligt kommunalt plejehjem. Vejledning om muligheden for værgemål
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Flytning af ældre dement fra et amtsligt plejehjem til et
almindeligt kommunalt plejehjem. Vejledning om muligheden for værgemål
En forening klagede over
myndighedernes beslutning om at flytte en dement mand, A, fra et pleje- og
behandlingshjem, X, til et almindeligt kommunalt plejehjem, Z.
Det fremgik af sagen at A
den 15. januar 1992 flyttede ind på plejehjemmet X i Y-by. X er et pleje- og
behandlingshjem oprettet i henhold til den dagældende bistandslovs § 112,
stk.
2.
På et møde på X i marts 1997
blev det besluttet at udvisitere A til et kommunalt plejehjem. Af referatet
fra
mødet fremgår følgende:
”
(A) er efterhånden svært
invalideret af sin demens. (A) har faktisk ikke noget sprog mere, der kan
etableres kortvarig øjen- og følelsesmæssig kontakt med ham. (A) trættes
meget
hurtigt og kan kun holde sig vågen i kortere tid af gangen –
almindeligvis op
til 20 min. – så blunder han igen.
Da (A) trættes så hurtigt,
er han oppe at sidde i en stol i kortere og kortere tid og tilbringer mere
tid
i sengen. (A) bliver stresset af for mange indtryk, derfor er han næsten
altid
på sin stue, hvor han har glæde af 1:1 kontakt og ind imellem også af at se
fjernsyn.
(A) har nu også mistet sin
Læs alt
gangfunktion og må forflyttes med lift og to personaler.
(A) har udviklet meget
’stive muskler’ derfor skal der være 2 personaler til at hjælpe (A)
med at
blive vendt i sengen og lignende.
(A) har i det forløbne år
haft lungebetændelse og blærebetændelse flere gange.
(A) kan stadig reagere med
uro og råben – og virke vred – ved nedre toilette, støj, sult,
tørst, hovedpine
m.m.
(A) kan ind imellem have
svært ved at ’huske spiseprocessen’ og kan da fejlsynke.
(A) har i dag ikke mere brug
for psykiatrisk sygepleje – men en god og omhyggelig sygepleje og (X)
vurderer,
at (A) kan bo på et almindeligt plejehjem med uddannet plejepersonale –
og hvor
man følger en fastlagt døgnrytme, som selvfølgelig vil skulle ændres i takt
med
(A)’s fortsatte demensudvikling.
( ) Kommune ser sig i stand
til at tilgodese (A)’s plejebehov på (Z) plejehjem.
Familien ønsker
ikke
at (A) udsættes for denne
udflytning, da de mener, det vil være en urimelig belastning for (A).
”
Ved brev af 30. april 1997
meddelte Viborg Amt A at amtsvisitationsudvalget den 28. april 1997 havde
truffet beslutning om udvisitation til kommunalt plejehjem.
A’s datter klagede herefter
til Den Sociale Ankestyrelse.
Den Sociale Ankestyrelse
traf afgørelse i sagen den 11. februar 1998. Af afgørelsen fremgår bl.a.
følgende:
”Ankestyrelsen finder ikke
grundlag for at ændre Viborg Amts afgørelse, hvorefter Deres far (A)
udvisiteres fra pleje- og behandlingshjemmet (X), da det skønnes at Deres far
ikke længere har brug for psykiatrisk sygepleje, og at han derfor i stedet er
tilbudt plads på et almindeligt plejehjem, som kan tilgodese hans plejebehov.
Ankestyrelsen har ved
afgørelsen lagt vægt på, at Deres far er beskrevet som invalideret af sin
demens. Han har ifølge det oplyste faktisk ikke noget sprog mere. Der kan
etableres kortvarig øjen- og følelsesmæssig kontakt. Deres far trættes meget
hurtigt og kan kun holde sig vågen i kortere tid ad gangen.
Ankestyrelsen vurderer, at
Deres far (A)’s demens er så fremskreden, at det ikke længere skønnes
nødvendigt med ophold på et psykiatrisk plejehjem som institutionen
(X).”
Ved brev af 27. marts 1998
tilbød kommunen A en plads på Z Plejehjem i V-by.
Den 1. april 1998 blev A
overført til Z Plejehjem og umiddelbart efter – den 5. april 1998 –
døde han.
I et brev af 18. maj 1998
klagede en forening til mig på vegne af A.
I brev af 3. juni 1998
meddelte jeg foreningen at klagen ikke gav mig tilstrækkelig anledning til
undersøgelse. Baggrunden for min beslutning var at jeg ikke kunne undersøge
og
tage stilling til spørgsmålet om det tilrådelige ved at gennemføre flytningen
den 1. april 1998. Jeg lagde endvidere vægt på at A var afgået ved døden.
Foreningen henvendte sig til
mig igen ved brev af 8. juni 1998. Foreningen anførte bl.a. følgende:
”Nærværende sag rejser
således for os at se principielle spørgsmål af væsentlig betydning særligt
for
svært demente, da det grundlæggende spørgsmål er, hvorvidt en svært dement
ikke
har krav på retsbeskyttelse, når der er tale om beslutning om varigt
opholdssted.
Kan en udvisitering fra et §
112 plejehjem have som lovlig konsekvens, at en kommune uagtet reglerne om
værgemål, optager en person på et kommunalt plejehjem, når personen ikke er i
stand til at protestere/samtykke?”
Jeg bad herefter Den Sociale
Ankestyrelse om en udtalelse i anledning af klagen og om udlån af sagens
akter.
Jeg vedlagde en kopi af min udtalelse af 16. maj 1995 vedrørende en anden
sag.
Den Sociale Ankestyrelse
svarede i et brev af 20. november 1998 følgende:
”
Tillige vedlægges
Ankestyrelsens afgørelse i sagen, meddelt den 11. februar 1998. Det fremgår
heraf, at Ankestyrelsen i møde den 5. februar 1998 traf afgørelse om, at der
ikke fandtes grundlag for at ændre Viborg Amts afgørelse, hvorefter (A)
udvisiteres fra pleje- og behandlingshjemmet (X), da det skønnedes, at
pågældende ikke længere havde brug for psykiatrisk sygepleje, og at han
derfor
i stedet var tilbudt plads på et almindeligt plejehjem, som kunne tilgodese
hans plejebehov.
Ankestyrelsen lagde ved
afgørelsen vægt
på, at (A) var beskrevet
som invalideret af sin demens. Han havde ifølge det oplyste faktisk ikke
noget
sprog mere. Der kunne etableres kortvarig øjen- og følelsesmæssig kontakt.
(A)
trættedes meget hurtigt og kunne kun holde sig vågen kortere tid af gangen.
Ankestyrelsen vurderede, at
pågældendes demens var så fremskreden, at det ikke længere skønnedes
nødvendigt
med ophold på et psykiatrisk plejehjem som institutionen (X).
Ankestyrelsen tiltrådte
således Viborg Amts afgørelse.
Under sagsbehandlingen i
Ankestyrelsen og på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse den 5. februar
1998 forelå der ikke i sagen oplysninger om, at (A) var døende.
Ifølge akt 11/1 af 22. juli
1998 fra Viborg Amt, Socialforvaltningen dør (A) af lungebetændelse 4 dage
efter flytningen den 1. april 1998 fra institutionen (X). (A) var ifølge
samme
akt ikke døende, da han flyttede fra (X).
Det fremgår endvidere af
referat fra behandlingsmøde i marts 1997, at (A) i det forløbne år havde haft
lungebetændelse og blærebetændelse flere gange.
Ankestyrelsen har i sagen
alene taget stilling til om pågældendes helbredsforhold
konkret begrundede fortsat ophold på en
specialinstitution for voksne, der på grund af bl.a. et vidtgående psykisk
handicap har et
særligt
behov for
pleje, behandling m.v., som
ikke
kan
dækkes gennem optagelse på sygehus eller ophold på anden institution, jf.
bistandslovens § 112, eller om (A)’s behov for omsorg og pleje ville
blive
tilstrækkelig tilgodeset på et almindeligt plejehjem, som han var tilbudt.
Ankestyrelsen vurderede ikke
i denne forbindelse – behov for ophold på specialinstitution contra
ophold på
almindeligt plejehjem – om det manglende samtykke fra (A) (der var
invalideret
af sin demens) eller fra de pårørende/evt. værge skulle bevirke, at (A) ikke
kunne udvisiteres fra specialinstitutionen til et mindre specialiseret
tilbud.
I foreningens brev af 8.
juni 1998 er det bl.a. anført: ’Nærværende sag rejser således for os at
se
principielle spørgsmål af væsentlig betydning særligt for svært demente, da
det
grundlæggende spørgsmål er, hvorvidt en svært dement ikke har krav på
retsbeskyttelse, når der er tale om beslutning om varigt opholdssted. Kan en
udvisitering fra et § 112 plejehjem have som lovlig konsekvens, at en kommune
uagtet reglerne om værgemål, optager en person på et kommunalt plejehjem, når
en personen ikke er i stand til at protestere/samtykke?’. Endvidere er
der
bl.a. henvist til lov om social service, hvorefter spørgsmålene endnu ikke er
løst.
Ankestyrelsen skal hertil
bemærke, at der i § 83, stk. 5, i den dagældende bistandslov, er et krav om,
at
fraflytning af boligen for beboere i
plejehjem
og beskyttede boliger
kun kan gennemføres, såfremt kravet støttes på
forhold, der kan sidestilles med en af de i lejelovens kapitel XIII nævnte
opsigelsesgrunde. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse for §
112-institutionerne.
Det er således Ankestyrelsens opfattelse, at der ikke er et egentligt
retskrav
på forbliven på specialinstitution – når der efter en individuel
vurdering ikke
længere viser sig at være et behov herfor. Der er således ikke den samme
udtrykkelige garanti for beboere med ophold i en specialinstitution, jfr.
bistandslovens § 112.
Endvidere har det hidtil
været Ankestyrelsens opfattelse, at der på trods af manglende hjemmel til
flytning uden samtykke kan ske udvisitation fra en specialinstitution uden
pågældendes (eller værges) samtykke. Det må ligeledes anses at ligge i
forholdets natur, at en specialinstitution primært bør beboes af beboere der
til stadighed opfylder visitationsbetingelserne, og har de særlige behov som
specialinstitutionen er oprettet til at varetage. Ankestyrelsen er dog enig
i,
at det må være et almindeligt gældende princip – også i disse
situationer – at
følge beboerens, de pårørendes eller værgens ønske i det omfang bl.a.
hensynet
til evt. andre personer på venteliste til den pågældende specialinstitution,
gør dette muligt, og ligeledes, at der naturligvis ikke sker en flytning,
såfremt den pågældende er i en fase, hvor det vurderes, at der kan være tale
om
at døden er nært forestående. Det kan imidlertid ikke undgås, at der i visse
situationer kan være behov for at træffe beslutning imod den pågældendes
(eller
værgens) ønske, uden at der er en direkte hjemmel til en sådan (tvangsmæssig)
udflytning uden samtykke.
Men forudsætningen vil i
givet fald være, at den bistand og pleje, der efter en konkret vurdering er
behov for, kan tilbydes og opfyldes på anden vis, f.eks. ved ophold på et
almindeligt plejehjem eller ved bistand i hjemmet.
Det bemærkes i den
forbindelse, at Ankestyrelsen har anset sig for kompetent til at træffe
afgørelser
i sager om både visitation til og visitation fra (udvisitering)
institutioner,
der er oprettet i medfør af bistandslovens § 112, jf. § 115, stk. 4. I sager
om
udvisitering kan klagen herover hidrøre fra kommune og/eller vedkommende
person, eventuelt dennes pårørende/værge. I sidstnævnte tilfælde vil der i
sagens natur ikke foreligge et samtykke.
Generelt finder
Ankestyrelsen, at det er betænkeligt, at der ikke er en udtrykkelig hjemmel
til
det indgreb i den personlige frihed, som det er at udvisitere fra et mere
specialiseret botilbud til et mindre specialiseret tilbud, uden samtykke.
Da differentieringen af
tilbuddene i den sociale lovgivning bygger på forskellige grader af behov for
omsorg, bistand, behandling og pleje m.v., har Ankestyrelsen imidlertid anset
det for et lovligt ressourcemæssigt hensyn at udvisitere fra en mere
specialiseret foranstaltning, når der efter en konkret vurdering ville blive
tilbudt anden hjælp, svarende til det aktuelle behov.
Ankestyrelsen finder ikke,
at herværende sag er parallel med den medsendte udtalelse af 16. maj 1995 fra
Ombudsmanden vedrørende en anden sag, der vedrører en tvangsmæssig
anbringelse
på et plejehjem (imod værgens ønske) idet der blev givet afslag på pleje og
bistand i hjemmet.
”
Foreningen er ved brev af
23. november 1998 blevet gjort bekendt med Ankestyrelsens udtalelse.
Ombudsmandens udtalelse
”Jeg har i min undersøgelse
koncentreret mig om afgørelsen af 30. april 1997 fra socialforvaltningen i
Viborg Amtskommune og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 11. februar
1998. Spørgsmålet om hvorvidt det var tilrådeligt at flytte (A) den 1. april
1998, har jeg derimod ikke taget stilling til. Jeg henviser til
ombudsmandslovens § 16, stk. 1. Efter denne bestemmelse afgør ombudsmanden
selv om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.
Afgørelsen af om det var tilrådeligt at flytte (A) på det pågældende
tidspunkt, afhænger for en stor del af vurderinger af lægelig og
sygeplejefaglig karakter.
Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang
tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig
viden. En kontrol af de lægelige og sygeplejefaglige vurderingers rigtighed
– som er af væsentlig betydning for bedømmelsen af dette spørgsmål
– kræver en fagkundskab som
ombudsmanden ikke har.
Hertil kommer at en
bedømmelse heraf i givet fald måtte omfatte bevismæssige spørgsmål som
ombudsmanden ikke er egnet til at afklare fordi ombudsmanden i almindelighed
ikke har mulighed for at foretage afhøringer i sagen, men behandler klager på
et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af om flytningen burde være
udsat på grund af (A)’s helbredsmæssige tilstand den 1. april 1998, vil
ikke
kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse.
Afgørelsen af 27. april 1997
§ 112
i den nu ophævede bistandslov havde følgende
ordlyd:
’
§ 112.
Amtsrådet skal sørge for, at der er det nødvendige antal
pladser på institutioner for voksne, der på grund af et vidtgående fysisk
eller
psykisk handicap har et særligt behov for pleje, behandling m.v., som ikke
kan
dækkes gennem optagelse på sygehus eller ophold på de øvrige i kapitel 16 og
17
nævnte institutioner.
Stk. 2.
Amtsrådet skal endvidere sørge for, at der findes særlige
plejehjem for yngre og for personer med lidelser, der enten forudsætter en
bestemt indretning af plejehjemmet eller gør periodevis indlæggelse til
rekreation eller behandling påkrævet.
Stk. 3.
Institutionerne kan oprettes og drives af en amtskommune,
en kommune eller som selvejende institution, med hvilken amtsrådet indgår
overenskomst.
Stk. 4.
Socialministeren kan fastsætte vejledende regler for
institutionernes ledelse og drift.’
Spørgsmålet om optagelse på
et almindeligt plejehjem blev reguleret i den dagældende bistandslovs § 83
som
havde følgende ordlyd:
§ 83.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om optagelse i et plejehjem eller en
beskyttet bolig.
Stk. 5.
Krav om fraflytning af boligen for beboere i plejehjem og
beskyttede boliger kan kun gennemføres, såfremt kravet støttes på forhold,
der
kan sidestilles med en af de i lejelovens kapitel XIII nævnte
opsigelsesgrunde.’
§ 83, stk. 5, blev indsat i
bistandsloven med lov nr. 870 af 23. december 1987. Af bemærkningerne til
lovforslaget i Folketingstidende 1987-88, Tillæg A, sp. 1530, fremgår
følgende:
’
Det er regeringens
opfattelse, at disse bestræbelser for at skabe ligestilling mellem ældre og
handicappede uanset boligform også bør omfatte retsbeskyttelsen mod
ufrivillig
fraflytning af boligen.
Det foreslås derfor, at der
i bistandsloven indsættes en bestemmelse om, at krav om fraflytning af
beboere
i plejehjem og beskyttede boliger kun kan gennemføres, såfremt der foreligger
en situation, der kan sidestilles med de i lejelovens kapitel XIII nævnte
opsigelsesgrunde.
Heraf følger, at beboerne
har en retsbeskyttelse mod uønsket fraflytning af boligen, medmindre opholdet
på forhånd er tidsbestemt, eller der foreligger bestemte situationer. En
række
af de situationer, der beskrives i lejelovens kapitel XIII, vil efter deres
natur være uden betydning i plejehjem og beskyttede boliger. Men krav om
fraflytning kan gennemføres, hvis ejendommen afvikles som plejehjem, nedrives
eller ombygges – f.eks. som et led i kommunens omstilling til nye
ældreboligformer – hvis beboeren ved sin benyttelse af boligen ikke
iagttager
god skik og orden, og hvis vægtige grunde gør det særligt magtpåliggende for
kommunen at gennemføre en flytning. En pligt til erstatningsbolig følger dog
allerede af, at den pågældende efter sin helbredstilstand opfylder
betingelserne
i bistandslovens § 79 for optagelse i et plejehjem eller en beskyttet bolig.
’
Der var ikke til
bistandslovens § 112 knyttet en tilsvarende bestemmelse
.
Østre Landsret tog i en dom
af 11. oktober 1988 (10. afd. Sag nr. 76/1988) stilling til spørgsmålet om
lovligheden af at flytte en plejehjemsbeboer fra et kommunalt plejehjem i en
nabokommune til et ligeledes kommunalt plejehjem i den tidligere
opholdskommune. Flytningen var sket uden den pågældendes samtykke og fandt
sted
inden § 83, stk. 5, blev indsat i bistandsloven med lov nr. 870 af 23.
december
1987.
Landsretten tilkendegav at
bistandslovens § 83, stk. 5, indebar en begrænsning i kommunernes kompetence
på
plejehjemsområdet som ikke fandtes før lovændringen. Landsretten mente derfor
ikke at kommunen havde handlet ulovligt ved at gennemtvinge flytningen af den
pågældende.
Endvidere har Højesteret i
dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1990.916 H taget stilling til et spørgsmål
om
overførsel af en beboer fra et kommunalt plejehjem til et kommunalt
psykiatrisk
plejehospital. Sagen drejede sig om en beboer der tidligere havde været
indlagt
på psykiatrisk sygehus. Plejehjemsadministrationen overførte den pågældende
fordi vedkommende var til gene for de øvrige beboere og i øvrigt havde behov
for en mere specialiseret behandling og pleje end den der var mulighed for at
modtage på det kommunale plejehjem. De pårørende protesterede mod
beslutningen
som alligevel – og uden magtanvendelse – blev gennemført.
Højesteret lagde vægt
på at flytningen var sagligt begrundet i forhold som det påhvilede
plejehjemsadministrationen at varetage, og at den blev iværksat uden
tvangsanvendelse.
Ankestyrelsen har i sin
udtalelse anført at der ikke er et egentligt retskrav på forbliven på
specialinstitution, når der efter en individuel vurdering ikke længere viser
sig at være et behov herfor.
Jeg kan på baggrund af de
nævnte domme ikke kritisere denne retsopfattelse.
Spørgsmålet om beskikkelse af værge
Foreningen anfører i sit
brev af 8. juni 1998 at der burde være beskikket en værge for (A).
Reglerne om værgemål findes
i lov nr. 388 af 14. juni 1995 (værgemålsloven). Lovens § 5 lyder således:
’Der kan iværksættes
værgemål for den, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller
hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er
ude
af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det.
Stk. 3.
Værgemålet kan begrænses til at angå økonomiske forhold,
herunder bestemte aktiver eller anliggender. Det kan også begrænses til at
angå
personlige forhold, herunder bestemte personlige anliggender.
Stk. 4.
For så vidt ikke andet særlig er bestemt, handler værgen på
den pågældendes vegne i anliggender, der er omfattet af værgemålet.’
På baggrund af den
beskrivelse der er af (A)’s tilstand på tidspunktet for overvejelserne
og
beslutningen om at flytte ham fra (X) til (Z) Plejehjem, er der ikke tvivl om
at han opfyldte de retlige og medicinske betingelser for at der kunne
iværksættes et værgemål. Det fremgår endvidere af værgemålslovens § 5, stk.
1,
at det er en yderligere betingelse for at der kan iværksættes værgemål at der
er behov for det.
Det fremgår også af
betænkning nr. 1247 om værgemål og bemærkningerne til lovforslaget
(Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, sp. 2430 ff) at det vil være for
omfattende og vidtrækkende altid at skride til værgemål når blot de retlige
og
medicinske kriterier for at iværksætte værgemål er opfyldt. Værgemålsudvalget
har (betænkningen s. 134) peget på at familiemedlemmer eller
institutionspersonale i praksis på uformel vis træder til og træffer
beslutningerne og handler på den svages vegne. Dette rejser imidlertid en
række
retssikkerhedsspørgsmål, bl.a. at sådanne personer uden beskikkelse som værge
er uden legale beføjelser, f.eks. i relation til tavshedspligt og opnåelsen
af
partsbeføjelser.
Udvalget har derfor anført
at tvivl om interessevaretagelsen, dybere uenighed blandt de nærtstående
eller
manglende tillid i samarbejdet mellem familien og institutionen taler for at
der tages initiativ til værgemål.
Af bemærkningerne til
forslaget til værgemålsloven (Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, sp. 3438)
fremgår følgende:
’
Justitsministeriet kan i
øvrigt tilslutte sig udvalgets opfattelse, hvorefter der ikke nødvendigvis i
alle tilfælde skal beskikkes en værge for en inhabil, for at der kan tages
stilling til anbringelse på
plejehjem
eller anden institution
, eller for at der kan træffes vigtigere
beslutninger under institutionsanbringelsen. Er den pågældende så dement, at
det er umuligt at få en tilkendegivelse fra vedkommende, kan det i de
situationer, hvor pågældende har nærtstående familie, overvejes, om det
tjener
noget rimeligt formål at beskikke en værge, medmindre den pågældende i øvrigt
har brug for en sådan. Et generelt krav om værgesamtykke til
plejehjemsanbringelse
ville i sådanne tilfælde få formel karakter og snarere tjene som sikkerhed
for
de medvirkende myndigheder end hensyntagen til den, det drejer sig om. Selv
om
der således ofte ikke kan antages at være et reelt repræsentationsbehov, vil
interessemodsætninger og retssikkerhedshensyn, herunder behovet for at opnå
legal legitimation, dog kunne bevirke, at der alligevel er behov for at
beskikke en værge.
Det må således efter
Justitsministeriets opfattelse efterhånden fastlægges i praksis, i hvilke
tilfælde
og med hensyn til hvilke spørgsmål der vil være grundlag for at iværksætte
værgemål med hensyn til personlige spørgsmål.
Ved afgørelsen heraf må det
bl.a. få betydning, om der foreligger interessemodsætninger og uenighed
blandt
familiemedlemmer. Endvidere kan der være behov for en egentlig legal
legitimation i forbindelse med opgaver i forhold til myndigheder, der f.eks.
ikke imødekommer en anmodning om at tilbyde en plejehjemsplads, og hvor
sikkerheden for, at der sker en reel drøftelse med inddragelse af
beslutningstagerne og om muligt også den svage, kan forbedres ved beskikkelse
af en værge. Hertil kommer, at en værgebeskikkelse medfører, at den
pågældende
værge som legal partsrepræsentant er omfattet af forvaltningslovens regler om
partsoffentlighed, partshøring m.v. og dermed står stærkere over for
institutioner og andre myndigheder.
’
Anmodning om værgemål (eller
om ændring eller ophævelse af værgemål) kan fremsættes af den pågældende
selv,
dennes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste,
værgen eller en særlig værge, kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller
politimesteren, jf. lovens § 16, stk. 1.
Af betænkning nr. 1247 om
værgemål, s. 179 f, fremgår følgende:
’
De ovennævnte regler angår
kompetencen til at rejse umyndiggørelsessag. Der er
ikke
i dansk ret regler om
pligt
for myndigheder til at
gribe ind
eller til selvstændigt at tage noget initiativ. Politiet vil normalt alene
rejse sag på grundlag af en henvendelse udefra i anledning af et konkret
opstået problem, f.eks. en aktuel arvesag, en skilsmisse eller en
plejehjemsanbringelse.
Udvalget finder
ikke
, at der er anledning til at
indføre
en lovbestemmelse om
handlepligt
for offentlige myndigheder.
Noget sådant kunne medføre en unødig forøgelse af sagerne og dermed af
antallet
af personer under værgemål, samtidig med at det kan være vanskeligt for
udenforstående myndigheder at skønne over behovet på et område, de ikke har
erfaring og indsigt i. Samtidig må det antages, at offentlige myndigheder
handler ansvarligt og tager fornødne initiativer, hvis der er behov herfor.
’
På baggrund af det der er
anført i forarbejderne til værgemålsloven, er det særligt i tilfælde hvor der
f.eks. er interessemodsætninger mellem pårørende og en offentlig myndighed at
værgemål bliver relevant. Herved opnår værgen en formelt set stærkere
position
i forhold til myndighederne til at varetage den svages interesser.
Som det fremgår, består der
ikke en egentlig handlepligt for offentlige myndigheder til at tage initiativ
til at få beskikket en værge. Og i en situation som den foreliggende anser
jeg
det også for naturligst at overlade til de tilsyneladende ganske
ressourcestærke pårørende at afveje om de ønsker at indgive ansøgning til
statsamtet om værgemål.
Jeg mener imidlertid at det
havde været rigtigst hvis amtskommunen da det blev klart at der var en
interessemodsætning mellem de pårørende og amtskommunen, havde vejledt de
pårørende om mulighederne for at få beskikket en værge.
Jeg er opmærksom på at de
pårørende (som formentlig i tilfælde af værgemål ville være den gruppe inden
for hvilken en værge ville blive udpeget) i den foreliggende sag blev
inddraget
i sagens behandling. De pårørendes indsigelser mod flytningen indgik i
amtskommunens behandling af spørgsmålet om udvisitering af (A). Endvidere
blev
de pårørendes klager over amtskommunens afgørelse behandlet af Den Sociale
Ankestyrelse, og først efter at Ankestyrelsens afgørelse forelå, blev
udvisiteringen gennemført. Dette ændrer imidlertid ikke på at jeg mener det
havde været rigtigst at vejlede om mulighederne for at få den formelt set
forbedrede retsstilling gennem en værgebeskikkelse. Jeg henviser til
princippet
om offentlige myndigheders vejledningspligt i forvaltningslovens § 7.
Jeg har ikke taget stilling
til om det er i overensstemmelse med de grundlæggende partsregler at tillægge
en pårørende der ikke er beskikket som værge, partsbeføjelser.
Jeg har gjort Viborg
Amtskommune bekendt med min opfattelse.
Jeg har ikke ved min
behandling af sagen taget stilling til hvilken betydning de nye regler om
magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne (lov
nr. 392 af 2. juni 1999 om ændring af lov om social service og lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område) som trådte i kraft den
1. januar 2000, vil have i den foreliggende situation.”
Lignende dokumenter
- SKAT har anset [virksomhed1] ApS for ikke at drive selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1. SKAT har derfor foretaget en nedsættelse af… Landsskatteretten · 18. maj 2022
- D.A.5.2.2.3 Ydelser i form af social forsorg og bistand Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social service (Magtanvendelse over for voksne) Retsinformation · 15. april 2010
- Om institutionen kan anses som en "lignende institution" i relation til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6a, og dermed er berettiget til… Landsskatteretten · 7. oktober 2008
- Om den selvejende institution [virksomhed1] kan fritages for betaling af registreringsafgift vedrørende busser Landsskatteretten · 19. april 2011
- Fritagelse for registreringsafgift ved anskaffelse af busser i henhold til registreringsafgiftsloven § 2, stk. 1, nr. 7, litra a. SKM-databasen · 9. december 2021