Spring til indhold

Retsinformation

Fortolkningsspørgsmål vedrørende klageadgang fra de sociale ankenævn til Den Sociale Ankestyrelse

FOU nr 1995.276UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fortolkningsspørgsmål vedrørende klageadgang fra de sociale

ankenævn til Den Sociale Ankestyrelse

I skrivelse af 3. maj 1993

anmodede jeg Den Sociale Ankestyrelse om en nærmere redegørelse for de

synspunkter der lå bag Ankestyrelsens opfattelse, hvorefter afgørelser

truffet

i henhold til § 7 i bekendtgørelse nr. 920 af 18. december 1991 af

forretningsordenen for de sociale ankenævn og revaliderings- og

pensionsnævnene

ikke kunne påklages til Den Sociale Ankestyrelse.

I skrivelsen anførte jeg

følgende:

"...

Det fremgår således af Den

Sociale Ankestyrelses skrivelse af 19. august 1992 til (...) at afgørelser om

genoptagelse af en sag i de sociale ankenævn der i medfør af § 7 i

Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 920 af 18. december 1991 træffes af nævnets formand, ikke

kan påklages til Den Sociale Ankestyrelse.

Som det fremgår af min

skrivelse af 2. april 1993 til (...), hvoraf Ankestyrelsen har modtaget kopi,

fandt jeg ikke at den konkrete sag var egnet til at tage det omhandlede

spørgsmål op til undersøgelse.

Rigtigheden af Den Sociale Ankestyrelses

retsopfattelse synes imidlertid for en umiddelbar betragtning at kunne give

anledning til en vis tvivl; herved henviser jeg navnlig til at det i

bekendtgørelsens

§ 9, stk. 2, udtrykkeligt er bestemt at nævnsformandens foreløbige afgørelser

i særligt hastende sager ikke kan indbringes for Ankestyrelsen. Det synes

nærliggende fra denne bestemmelse at slutte modsætningsvis således at

Læs alt

nævnsformandens afgørelser efter § 7 - hvori der intet er anført om

begrænsning

af klageadgangen - kan indbringes for Ankestyrelsen.

Under henvisning til det

anførte beder jeg venligst Den Sociale Ankestyrelse om en nærmere redegørelse

for de synspunkter der ligger til grund for Ankestyrelsens

retsopfattelse."

Den Sociale Ankestyrelse

svarede i skrivelse af 9. juni 1993 følgende:

"...

Spørgsmålet har været

overvejet i styrelsen og drøftet med Socialministeriet.

Der har fra

Socialministeriets side været tilsigtet en egentlig selvstændig kompetence

for

formanden med hensyn til genoptagelsessager.

Ankestyrelsen finder, at de

hensyn, der ligger bag reglerne om klagefrister og ankebegrænsning i forhold

til Ankestyrelsen, taler for denne løsning, omend det må medgives, at den

ikke

direkte kan læses ud af bekendtgørelsen eller loven.

Da ordene "anke" og

"genoptagelse" nok ofte af borgerne opfattes som synonyme og bruges

i

flæng, finder Ankestyrelsen imidlertid, at der må indlægges den modifikation,

at genoptagelsesanmodninger, der modtages inden for ankefristen, skal

betragtes

og behandles som en anke. Genoptagelsesanmodninger, der modtages inden for en

vis kortere tid (omkring en måned) efter fristens udløb, må betragtes og

behandles

som for sent indgivne klager og sendes til Ankestyrelsen til vurdering af, om

der er grundlag for dispensation.

I andre genoptagelsessager

finder Ankestyrelsen imidlertid som ovenfor anført - ud fra

Socialministeriets

oplysninger om sigtet med bestemmelsen i § 7 og hensynene bag

ankebegrænsningsregler og klagefrister - at formandens afgørelser er endelige

og ikke kan indbringes for Ankestyrelsen.

Spørgsmålet har været drøftet

på en konference den 3.-4. juni med samtlige nævnsformænd. Disse tilsluttede

sig ovenstående fortolkning af § 7 i forretningsordenen."

I skrivelse af 2. maj 1994

forelagde jeg sagen for Socialministeriet idet jeg bad ministeriet om

"eventuelle bemærkninger til det rejste fortolkningsspørgsmål vedrørende

Ankestyrelsens kompetence".

Socialministeriet anførte:

"...

Baggrunden for en regel om,

at afgørelser om genoptagelse af en sag i nævnet, er henlagt under formandens

selvstændige kompetence, er, at et afslag på genoptagelse af en sag ikke skal

kunne indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Hvis en afgørelse om

genoptagelse kunne indbringes for klageinstansen, ville man herved gøre et

afslag på at se bort fra klagefristens overskridelse illusorisk.

Vi finder, at begrænsninger i

borgerens klageadgang bør have hjemmel ikke alene i en bekendtgørelse, men

også

i loven.

Socialministeriet vil derfor

i forbindelse med arbejdet med en revision af bistandsloven søge indsat en

hjemmel, der begrænser klageadgangen vedrørende genoptagelse.

..."

Herefter udtalte jeg

følgende:

"Den sociale styrelseslov

(lovbekendtgørelse nr. 552 af 10. juli 1991 med senere ændringer), § 16, § 17

og § 18, indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

"

§ 16.

I hvert amt nedsættes et socialt ankenævn. Nævnet er klageinstans

for afgørelser truffet af de kommunale myndigheder, der er nævnt i § 2, stk.

2,

2. pkt., i det omfang det fastlægges i lovgivningen. Nævnets formand er

statsamtmanden. Nævnet består i øvrigt af 2 medlemmer, som udpeges af

socialministeren efter indstilling af kommuneforeningen i amtet. ...

Stk. 2.

Der nedsættes et socialt ankenævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Ankenævnschefen er formand for nævnet. ...

...

§ 17.

Nævnene er ikke bundet af parternes påstande og er uafhængige

af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag. Afgørelsen kan gå

ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den

påklagede afgørelse.

...

Stk. 3.

Socialministeren fastsætter en forretningsorden for nævnene

med regler for deres virksomhed, herunder regler for, at sager, i hvilke

afgørelsen ikke skønnes af frembyde tvivl, henvises til formandens afgørelse.

Socialministeren kan endvidere fastsætte regler om, at formanden i tilfælde,

hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, kan træffe en

foreløbig afgørelse.

...

§ 18.

I hvert amt nedsættes et revaliderings- og pensionsnævn.

Nævnet træffer afgørelser i sager efter lov om social pension og lov om

social

bistand, i det omfang det er fastsat i disse love. Nævnet er endvidere

klageinstans for afgørelser efter § 14, der er nævnt i § 2, stk. 2, 2. pkt.

Nævnet er tillige klageinstans for afgørelser efter § 14, stk. 1, 2 og 6, §

16,

§ 18 og § 44, stk. 1 og 2, jf. § 62 b i lov om social pension, samt for

afgørelser efter § 43, stk. 10 og 11, og § 58, stk. 3 og 8, jf. § 138 c i lov

om social bistand. Nævnets formand er statsamtmanden. Nævnets øvrige

medlemmer,

som alle udpeges af socialministeren, består af 2 medlemmer efter indstilling

af kommuneforeningen i amtet, 2 medlemmer efter indstilling af

arbejdsmarkedsrådet og 2 medlemmer efter indstilling af De Samvirkende

Invalideorganisationer. På tilsvarende måde udpeges for hvert medlem et antal

stedfortrædere. Funktionsperioden, der er 4 år, begynder 6 måneder efter den

kommunale valgperiodes begyndelse. Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand

til nævnet.

Stk. 2.

Der nedsættes et revaliderings- og pensionsnævn for Københavns

og Frederiksberg Kommuner. Stk. 1, 2. og 3. pkt. finder tilsvarende

anvendelse.

...

Stk. 5.

§ 17 finder tilsvarende anvendelse."

Adgangen til at viderepåklage

de sociale ankenævns og revaliderings- og pensionsnævnenes afgørelser til Den

Sociale Ankestyrelse er reguleret i den sociale lovgivning i øvrigt,

eksempelvis i § 15 i bistandsloven og § 50 i lov om social pension.

Disse bestemmelser har

følgende indhold:

"

§ 15....

Stk. 2.

De afgørelser, der efter denne lov træffes af

revaliderings- og pensionsnævnet, kan indbringes for Den Sociale

Ankestyrelse.

Stk. 3.

Det sociale ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag

til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel eller

generel betydning.

..."

"

§ 50.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om ret til ydelser efter

denne lov, herunder afgørelser om tidspunktet for indgivelse af ansøgning,

jf.

§ 20, stk. 1, kan påklages til det sociale ankenævn. Afgørelser om pension

efter § 14, stk. 3, påklages dog til revaliderings- og pensionsnævnet.

Stk. 2.

Afgørelser om ret til ydelser efter denne lov truffet af

revaliderings- og pensionsnævnet eller af Chefen for Direktoratet for Social

Sikring og Bistand efter § 3, stk. 4, og efter § 62 kan påklages til Den

Sociale Ankestyrelse. Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelser, der

stadfæster

kommunens afgørelser om pension efter § 14, stk. 3, kan dog ikke påklages til

anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en

sådan

sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel

eller

generel betydning.

Stk. 3.

Det sociale ankenævns afgørelser kan ikke påklages til

anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag

til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel eller

generel betydning."

Socialministeriet har fastsat

en forretningsorden for nævnene i bekendtgørelse nr. 920 af 18. december

1991.

§§ 6-9 i bekendtgørelsen har følgende indhold:

"

§ 6.

Når formanden skønner, at der er tilvejebragt et forsvarligt

grundlag, bestemmer han, om sagen efter sin beskaffenhed kan afgøres uden

forelæggelse i et møde. Til denne sagstype henregnes sager, i hvilke

afgørelsen

ikke frembyder tvivl, jf. lovens § 17, stk. 3, og § 18, stk. 5.

Stk. 2.

Formanden orienterer medlemmerne om praksis i disse sager.

Stk. 3.

Hvis en afgørelse efter stk. 1 optages til behandling af

Den Sociale Ankestyrelse, skal sagen, inden udtalelse afgives til

Ankestyrelsen, forelægges på et møde i nævnet, der kan træffe ny afgørelse.

§ 7.

Formanden afgør, om en sag kan genoptages.

§ 8.

Sager, som formanden skønner egnet til forenklet

mødebehandling, kan udsendes til medlemmerne med indstilling om afgørelsen.

Disse sager kan kun kræves drøftet på et møde, hvis et medlem anmoder herom.

§ 9.

Formanden kan træffe en foreløbig afgørelse i tilfælde, hvor formanden

skønner, at der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, og hvor

en

afventning af en mødebehandling kan medføre en væsentlig skade for klageren.

En

sådan foreløbig afgørelse skal hurtigst muligt behandles i et møde i nævnet.

Stk. 2.

Formandens foreløbige afgørelse kan ikke indbringes for Den

Sociale Ankestyrelse."

I denne sag er der rejst

spørgsmål om hvorvidt formandsafgørelser i henhold til § 7 i bekendtgørelsen

kan påklages til Den Sociale Ankestyrelse. Dette spørgsmål er hverken

reguleret

i den sociale styrelseslov eller i forretningsordenen.

Det er herefter spørgsmålet

om bestemmelser som de citerede i § 15 og § 50 i bistandsloven og den sociale

pensionslov hjemler klageadgang.

Afgørende er derfor om

afgørelser der træffes af nævnsformanden er omfattet af udtrykkene "de

afgørelser, der efter denne lov træffes af revaliderings- og

pensionsnævnet" (stk. 2 i § 15 i bistandsloven), og "det sociale

ankenævns afgørelser" (stk. 3 i § 15) samt udtrykket "afgørelser om

ret til ydelser efter denne lov truffet af revaliderings- og

pensionsnævnet..." (§ 50, stk. 2, i pensionsloven).

Der kan efter min opfattelse

ikke herske tvivl om at formandens afgørelser om genoptagelse træffes på

vegne

af nævnene. Det forhold at formandens kompetence er tildelt direkte ved en

bekendtgørelse og ikke som delegation fra nævnet, gør for så vidt ingen

forskel. Socialministeriet synes da også at have lagt denne opfattelse til

grund ved udformningen af § 6 i forretningsordenen.

Dette forhold taler efter min

opfattelse for at sidestille formandens afgørelser om genoptagelse med

nævnets

øvrige afgørelser i relation til klagebestemmelserne.

Det må dog samtidig tages i

betragtning at der er tale om en formel beslutning og ikke en afgørelse

hvorved

den pågældende sags realitet afgøres.

Især i forhold til

klagebestemmelser der som § 50, stk. 2, i pensionsloven taler om

"afgørelser om ret til ydelser efter denne lov", taler denne

omstændighed for ikke at anse afgørelserne for omfattet af klageadgangen.

Der bør dog i denne

forbindelse også tages hensyn til at en positiv genoptagelsesbeslutning vil

føre til realitetsvurdering af sagen og dermed til en afgørelse af retten til

en ydelse, og at et afslag på genoptagelse omvendt reelt er et afslag på en

sådan vurdering af klagerens ret til ydelsen. Set fra klagernes synsvinkel

vil

genoptagelsesbeslutninger således have vidtrækkende konsekvenser med hensyn

til sagens realitet hvilket taler for også at anse genoptagelsesbeslutninger

for omfattet af disse bestemmelser.

Jeg mener at det er bedst

stemmende med klagebestemmelsens ordlyd og formålet med klagebestemmelsen at

formandens afgørelser om genoptagelse anses for omfattet af

klagebestemmelserne

i de enkelte sociale love.

Det videre spørgsmål er om

Socialministeriet har begrænset klageadgangen ved bestemmelsen i

forretningsordenens § 7, og i bekræftende fald om en sådan begrænsning er

lovhjemlet.

Som det ses, er der i § 9,

stk. 2, i forretningsordenen en udtrykkelig bestemmelse om at formandens

afgørelser i hastesager ikke kan påklages. Denne begrænsning må antages at

have

sammenhæng med bestemmelsen i § 9, stk. 1, sidste punktum, om at sådanne

formandsafgørelser hurtigst muligt skal behandles i nævnsmøde. Nævnsmødets

eventuelle stadfæstelse af formandsafgørelsen kan herefter påklages efter de

almindelige klageregler.

Det er forudsat i § 6 at

formandsafgørelser - i overensstemmelse med de lovbestemte klageregler - kan

indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Forretningsordenen indeholder

derimod ingen regler om adgangen til at påklage afgørelser efter § 7.

En begrænsning af

klageadgangen må som nævnt ovenfor anses for en begrænsning i de lovbestemte

klageregler. Der kræves efter min opfattelse et særlig klart holdepunkt for

at

antage at en forretningsorden på denne måde kan tillægges derogatorisk

virkning. Allerede af denne grund finder jeg det betænkeligt at indfortolke

en

klagebegrænsning i § 7. Dertil kommer at den modsatte fortolkning støttes af

en modsætningsslutning fra § 9, stk. 2.

Herudover skal jeg henvise

til at der ikke ses i styrelseslovens § 17, stk. 3, og § 18, stk. 5, at være

hjemmel for socialministeren til ved fastsættelsen af forretningsordenen at

fravige den sociale lovgivnings klagebestemmelser. Som anført måtte en sådan

beføjelse forudsætte et klart retsgrundlag, og et sådant ses ikke at

foreligge.

Ankestyrelsens bemærkninger i

udtalelsen af 9. juni 1993 om udtrykkene "anke" og

"genoptagelse" ses ikke at have betydning for fortolkningen af

klagereglerne i de enkelte love eller for fortolkningen af

forretningsordenens

§ 7.

Der kan efter min mening

heller ikke af det forhold at formanden er tillagt en selvstændig kompetence,

eller af formålet med klagefrister og klagebegrænsning, drages konklusioner

med hensyn til fortolkningen af § 7. I denne forbindelse bør det understreges

at en eventuel realitetsbehandling i Ankestyrelsen af et afslag på

genoptagelse

ikke indebærer en vurdering af den afviste sags realitet, men alene en

bedømmelse af om sagen bør genoptages, dvs. typisk en stillingtagen til om

der

er fremkommet væsentlige nye oplysninger efter at ankenævnets tidligere

afgørelse blev truffet.

Jeg må derfor sammenfattende

konkludere at der ikke er holdepunkter for at fortolke § 7 i bekendtgørelsen

således at afgørelser efter bestemmelsen ikke kan påklages. Hertil kommer at

der heller ikke ses at være hjemmel til at fastsætte en sådan bestemmelse.

Socialministeriet har meddelt

at ministeriet vil søge indsat en hjemmel der begrænser klageadgangen

vedrørende genoptagelse. Jeg har udbedt mig underretning om hvad der sker

vedrørende dette spørgsmål.

Jeg henstiller at Den Sociale

Ankestyrelse i tiden indtil en eventuel lovændring er gennemført, lægger den

retsopfattelse til grund jeg har redegjort for ovenfor."

Lignende dokumenter