Politiets rolle i forbindelse med udgang. Kompetencen mellem kriminalforsorgen og politiet. Anvendelse af håndjern. Sagsbehandlingstid
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Politiets rolle i forbindelse med udgang. Kompetencen mellem
kriminalforsorgen og politiet. Anvendelse af håndjern. Sagsbehandlingstid
En indsat (A) klagede over
sagsbehandlingstiden
i Direktoratet for
Kriminalforsorgen i anledning af en fornyet ansøgning om udgang til at besøge
sin mormor på Københavns Amtssygehus i Herlev. Under min behandling af sagen
anmodede jeg - under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5 -
Direktoratet for Kriminalforsorgen om en supplerende udtalelse, bl.a. om
politiets rolle i forbindelse med udgangen.
A klagede senere over en
afgørelse fra Justitsministeriet om at han var
belagt med håndjern
under besøget på sygehuset den 20. juni 1994.
Da klagerne begge vedrørte
forløbet af en udgang, valgte jeg at behandle dem samlet.
Baggrunden for sagerne var
følgende:
Vedrørende klagen over Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Den 16. juni 1994 gav
Direktoratet for Kriminalforsorgen telefonisk gennem Statsfængslet i Nyborg A
tilladelse til at han med to ledsagere (fra fængslet) besøgte sin mormor der
var blevet indlagt på Københavns Amtssygehus i Herlev på grund af en
hjerneblødning.
Da Københavns Politi den
samme dag ringede til statsfængslet - i anledning af fængslets tidligere
indstilling om at A nu begyndte på et udgangsforløb - orienterede fængslet
politiet om udgangen til sygehuset der skulle finde sted den 20. juni 1994.
Da
politiet fremsatte ønske om at være til stede ved udgangen, kontaktede
Læs alt
fængslet
(den 17. juni 1994) Direktoratet for Kriminalforsorgen der oplyste at
politiets ønske skulle imødekommes af sikkerhedshensyn. Den nærmere
fremgangsmåde blev herefter telefonisk aftalt mellem politiet og fængslet;
politiet sagde herunder ikke noget om anvendelse af håndjern.
A blev den 20. juni 1994
ledsaget af to enhedsfunktionærer fra Statsfængslet i Nyborg til Gladsaxe
Politistation hvor to politibetjente fra politiet i Gladsaxe stødte til i
deres tjenestevogn.
Ved udstigning af bilen ved
ankomsten til Københavns Amtssygehus i Herlev fik A efter anmodning fra
politiet håndjern på af enhedsfunktionæren. I sygehusets forhal spurgte A om
han skulle beholde håndjernene på hele tiden (dvs. også under ophold på
sygestuen), hvilket politiet svarede ja til. A ønskede herefter ikke at
gennemføre
besøget.
Politiet skrev den 20. juni
1994 en rapport om forløbet af udgangen. Det var politiets opfattelse at A
ved
ind- og udgangen af en svingdør på sygehuset udviste en adfærd der kunne
opfattes således, at han havde haft til hensigt at undvige under udgangen.
Fængslet forelagde
politirapporten for de enhedsfunktionærer der havde ledsaget A. De delte ikke
politiets opfattelse med hensyn til hans adfærd.
I brev af 8. juli 1994, som
direktoratet modtog den 11. juli 1994, fastholdt fængslet herefter sin
tidligere indstilling om at A begyndte på et udgangsforløb. Da A fortsat
ønskede at se sin mormor mens hun var i live (hun var da bevidstløs, uden
udsigt til bedring og skønnedes kun at have kort tid igen), indstillede
fængslet samtidig at han fik tilladelse til at besøge sin mormor på den
første
ledsagede udgang, hvis tilladelse til udgang blev givet "snarligt"
og
således at A ikke fik håndjern på. Subsidiært indstillede fængslet at A fik
en ny udgang til besøg hos sin mormor på sygehuset, og således at A kun
skulle
være iført håndjern under transport fra bilen til sygestuen og retur.
Fængslet
anmodede i den forbindelse direktoratet om at afklare omfanget af politiets
deltagelse
i udgangen og omstændighederne herfor så A "på forhånd på et
fuldstændigt
grundlag kunne tage stilling til gennemførelsen".
Københavns Politi afgav den
13. juli 1994 en udtalelse vedrørende fængslets indstilling om at A begyndte
på
et udgangsforløb. Statsadvokaten for København sendte den 18. juli 1994 sagen
videre til direktoratet (som modtog den den 20. juli 1994).
Den 22. juli 1994 orienterede
fængslet telefonisk direktoratet om at A's mormor var død.
A klagede herefter til mig
over den tid der indtil da var medgået til behandlingen af hans fornyede
ansøgning om tilladelse til at besøge sin mormor på sygehuset.
Jeg indhentede i den
anledning en udtalelse af 20. september 1994 fra direktoratet. Efter en
nærmere
gennemgang af sagens forløb, herunder forløbet af A's udgangssag efter
orienteringen
om hans mormors død, skrev direktoratet:
"Som det fremgår, har
direktoratet under henvisning til forløbet af udgangen den 20. juni 1994
fundet
det afgørende, at spørgsmålet om politiets deltagelse i forbindelse med et
eventuelt kommende udgangsforløb var fuldt afklaret, inden der blev truffet
afgørelse i sagen, hvorfor man må afvise, at der har været tale om lang
sagsbehandlingstid."
Efter en foreløbig gennemgang
af sagen bad jeg den 12. oktober 1994 Direktoratet for Kriminalforsorgen om
en
supplerende udtalelse, til dels efter forud indhentet erklæring fra fængslet.
I den supplerende høring
skrev jeg:
"...
1. Jeg beder om en nærmere
begrundelse for at direktoratet imødekom politiets ønske om også at ledsage
(A) under udgangen den 20. juni 1994.
Jeg beder endvidere om
oplysning om hvorvidt (A) var orienteret om direktoratets afgørelse af 16.
juni
1994 før imødekommelsen den 17. juni 1994 af politiets ønske. I bekræftende
fald beder jeg oplyst om denne imødekommelse efter direktoratets opfattelse
indebærer en skærpelse i forhold til afgørelsen af 16. juni 1994, hvor
direktoratet fandt det tilstrækkeligt med to ledsagere (fra fængslet).
I tilslutning hertil beder
jeg om oplysning om praksis med hensyn til politiets deltagelse i transporter
af indsatte i situationer som den foreliggende.
2. Jeg beder endvidere om en
udtalelse - efter forudindhentet erklæring fra fængslet - om grundlaget for
at
give (A) håndjern på, herunder oplysning om hjemlen hertil. Jeg går ud fra at
beslutningen om anvendelse af håndjern formelt er truffet af
fængselspersonalet,
men så vidt ses udelukkende fordi politiet ønskede det. Der var ikke på
forhånd truffet beslutning om anvendelse af håndjern efter direktoratets
cirkulære herom.
3. Endelig beder jeg om en
uddybende udtalelse om den tid der medgik til direktoratets behandling af den
sag der blev rejst med fængslets brev af 8. juli 1994. Fra behandlingen af
den
første sag og på grundlag af oplysningerne i fængslets brev af 8. juli 1994
måtte det stå klart for direktoratet at (A's) mormor formentlig kun havde
ganske kort tid tilbage at leve i. Alligevel forelå der ikke en afgørelse før
mormoderen døde den 22. juli 1994.
..."
Den 25. oktober 1994 udtalte
fængslet:
"
Ad 1:
Indsatte blev underrettet om,
at han var bevilget en udgang med 2 ledsagere til mormoderens sygeleje, før
afgørelsen blev ændret den 17.6.94. Indsatte blev imidlertid den 17.6.94
orienteret om, at politiet ønskede at deltage i bevogtningen, da politiet
vurderede indsatte som særdeles undvigelsestruet, og indsatte bekræftede på
forespørgsel ..., at han trods alt ønskede at gennemføre besøget til
mormoderens sygeleje.
Ad 2:
Ledsagerne var ... anmodet om
som sikkerhedsforanstaltning at medbringe håndjern, da ... politiet vurderede
indsatte for særlig undvigelsestruet og farlig, og da udgangen efter
omstændighederne havde antaget karakter af en transport.
Det er imidlertid korrekt, at
anvendelsen af håndjern på det konkrete tidspunkt fandt sted, fordi politiet
ønskede det. De ledsagende enhedsfunktionærer, der på forhånd var gjort
bekendt
med politiets store betænkeligheder med hensyn til undvigelsesrisiko og
farlighed, fandt det efter omstændighederne ikke betimeligt at gøre politiets
anmodning til genstand for drøftelse, selv om i hvert fald fastholdelse af
anvendelse af håndjern på sygestuen kunne vurderes som en efter
omstændighederne upåkrævet ekstra sikkerhedsforanstaltning.
..."
Den 10. januar 1995 udtalte
direktoratet:
"
ad 1:
Direktoratet meddelte den 17. juni 1994 Statsfængslet i
Nyborg, at udgang efter politiets anmodning skulle foregå med ledsagelse af
politiet og under iagttagelse af de forholdsregler, som politiet måtte finde
påkrævede for at hindre et eventuelt misbrug under udgangen.
Direktoratet fandt ikke, at
man kunne afvise politiets anmodning om at følge med på udgangen, jf. den
opgavefordeling der følger af retsplejelovens § 108.
...
Efter direktoratets
opfattelse blev kriminalforsorgens afgørelse om ledsaget udgang ikke ændret.
Der
er tale om, at politiet traf en supplerende afgørelse om politiovervågning,
fordi det ville være påkrævet for at forebygge recidiv til ny personfarlig
kriminalitet.
ad 2:... Direktoratet kan henholde sig til det af anstalten
anførte.
ad 3:
Det er korrekt, at der allerede på et tidligt tidspunkt af
sagen forelå oplysninger om, at mormoderen formentligt kun havde kort tid
tilbage at leve i, hvilket man fra direktoratets side var opmærksom på.
Direktoratet fandt det imidlertid af afgørende betydning, at det forelå fuldt
oplyst, hvorvidt politiet vurderede risikoen ved udgang som så betydelig, at
man ved en eventuel ny udgang fortsat ville anbefale anvendelse af håndjern.
Der blev ved denne afgørelse lagt vægt på, at det var politiets klare
opfattelse, at den pågældende under udgangen havde udvist en adfærd, der
tydede
på, at han var undvigelsestruet. Der blev endvidere lagt vægt på, at den
pågældende kunne have valgt at gennemføre udgangen med håndjern. Som
tidligere
oplyst forelå Statsadvokatens udtalelse i sagen ikke før den 25. august 1994.
..."
Jeg modtog samtidig kopi af
udgangsledsager- og håndjernsrapporter.
I en skrivelse af 29. maj
1995 til Justitsministeriet anførte jeg bl.a. følgende:
"...
Jeg beder ministeriet om at oplyse hvorvidt politiet efter
retsplejelovens § 108 (eller på andet grundlag) efter ministeriets opfattelse
kan
kræve
at deltage i en udgang. I
bekræftende fald beder jeg om en nærmere begrundelse for dette standpunkt.
Jeg beder endvidere om nærmere oplysninger om politiets
rolle ved deltagelse i udgange, herunder oplysning om, hvorvidt - og i givet
fald med hvilken hjemmel - politiet kan kræve iagttagelse af yderligere
forholdsregler end fastsat af kriminalforsorgen, f.eks. anvendelse af
håndjern
som i det konkrete tilfælde.
..."
Politidirektøren i København
anførte i en udtalelse af 15. august 1995 at politiledsagelse under udgang
fra
afsoning finder sted i tilfælde hvor afsoneren efter en konkret vurdering
bedømmes som meget farlig, og der er grundlag for at antage at den pågældende
vil benytte udgangen til flugt.
Justitsministeriet anførte i
en udtalelse af 31. august 1995:
"...
Efter retsplejelovens § 108,
stk. 1, er politiets opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse
overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til
forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne.
Denne opgave påhviler
politiet generelt og således også i tilfælde, hvor der er tale om, at en
person, der afsoner en fængselsstraf, gives tilladelse til udgang ledsaget af
fængselspersonale. I situationer, hvor konkrete omstændigheder, herunder
oplysninger om en afsoners skønnede farlighed, tilsiger det, er det således
Justitsministeriets opfattelse, at politiet med hjemmel i retsplejelovens §
108 kan anbefale kriminalforsorgen, at politiet er til stede under udgangen,
og
at politiet med samme hjemmel - for at forebygge en konkret flugtrisiko - kan
træffe beslutning om, at den pågældende under udgangen eller under en del af
denne skal ilægges håndjern.
..."
Vedr. klagen over Justitsministeriet.
Den 25. juli 1994 klagede A
til Politimesteren i Gladsaxe over bl.a. politiets ønske om at han skulle
belægges med håndjern under besøget den 20. juni 1994.
Den 10. august 1994 kom de to
polititjenestemænd med udtalelser til sagen. De oplyste bl.a. at de undervejs
til sygehuset havde aftalt at A skulle have håndjern på ved udstigning af
bilen
for at mindske risikoen for flugt. Når polititjenestemændene mente at der var
en flugtrisiko, skyldtes det at A tidligere havde truet politiet på livet, og
at A "politiet bekendt ikke havde haft kontakt med (sin) mor".
Udtalelserne blev forelagt
A, og han kom med bemærkninger hertil i brev af 26. august
1994. A
bestred at han havde haft til
hensigt at flygte og beskrev forløbet af besøget. Han bestred også at han
tidligere havde truet politiet på livet. Endelig bestred han at han ikke
havde
haft (jævnlig) kontakt med sin mor (og mormor), og redegjorde nærmere for
omfanget
heraf.
A's bemærkninger blev
forelagt de to polititjenestemænd der den 27. september 1994 henholdt sig til
deres tidligere udtalelser.
Sagen blev herefter forelagt
for Lokalnævnet for Gladsaxe politikreds der ikke fandt anledning til
yderligere undersøgelser.
Politimesteren i Gladsaxe
traf herefter afgørelse den 15. november 1994. Han fandt ikke grundlag for at
kritisere at politiet havde anset det for nødvendigt at belægge A med
håndjern,
og begrundede det sådan:
" ... en vurdering af
nødvendigheden vil altid bero på et skøn ud fra de på det givne tidspunkt
foreliggende oplysninger og forekommende omstændigheder. I dette tilfælde
skønnede polititjenestemændene det nødvendigt og følte sig bekræftet i dette
skøn på baggrund af de af dem beskrevne episoder i forbindelse med passage af
svingdøren til hospitalets forhal.
Jeg finder derfor ikke
anledning til at kritisere polititjenestemændenes skøn. Dette også
sammenholdt
med Deres egen meget hurtige beslutning om at afstå fra besøget på hospitalet
uden på nogen måde at argumentere for at få aftaget håndjernene - i det
mindste
på sygestuen."
A klagede til Justitsministeriet
der traf afgørelse den 23. december 1994. Ministeriet fandt ikke grundlag for
at ændre politimesterens afgørelse og tiltrådte politimesterens begrundelse.
Herefter klagede A til mig.
Politimesteren og
Justitsministeriet henholdt sig til deres afgørelser.
I skrivelse af 29. maj 1995
til Justitsministeriet anmodede jeg om en nærmere begrundelse for at politiet
fandt det nødvendigt at A skulle have håndjern på, herunder på sygestuen der
er
beliggende på 11. etage.
I en udtalelse af 13. juni
1995 anførte Politimesteren i Gladsaxe følgende:
"...at herværende
kriminalpoliti fra Københavns Politi, Afdeling A, fik anmodning om bevogtning
af strafafsoner (A) under udgang til sygebesøg hos hans mormor på KAS,
Herlev.
Det er ikke unormalt, at bevogtninger i sådanne anledninger udføres af den
stedlige politikreds med baggrund i lokalkendskab.
I forbindelse med
bevogtningsanmodningen udtaltes fra Københavns Politi mistanke om, at
afsoneren
kunne tænkes at benytte sygebesøget til flugt, idet man ikke var bekendt med
tidligere kontakt mellem afsoneren og mormoren, der var indlagt på KAS,
Herlev.
Yderligere oplystes, at afsoneren tidligere havde truet sagsbehandlere i
Københavns Politi på livet.
Med baggrund i vurderingen
vedrørende flugtforsøg, for at nedbringe muligheden, blev afsoneren ilagt
håndjern.
De bevogtende
kriminalpolititjenestemænd følte sig bekræftet i et muligt flugtforsøg på
grund
af episoderne i forbindelse med passage af svingdørene til hospitalets
forhal,
samt den kendsgerning, at afsoneren end ikke argumenterede for aftagelse af
håndjernene på selve sygestuen, men resolut afbrød sygebesøget.
Jeg skal bemærke, at uanset
hvor i hospitalet en flugt ville blive iværksat, ville dette medføre store
ulemper og gener ved eftersættelse og eventuelt håndgemæng mellem afsoneren
og
bevogtningspersonalet. Ulemperne og generne skønnes endog at kunne antage et
værre omfang, hvis eftersættelse og håndgemæng skulle finde sted på
hospitalets
gange og sygestuer mellem patienter, hospitalsudstyr, personale og besøgende.
På den baggrund finder jeg
ikke skønnet om anvendelsen af håndjern forkert med den bemærkning, at disse
muligvis kunne være fjernet under ophold på sygestuen, når
bevogtningspersonalet havde overblik over sygestuens indretning,
aflåsningsmuligheder, antal patienter/besøgende og hospitalsudstyr.
For en ordens skyld skal jeg
tilføje, at personalet fra kriminalforsorgen, så vidt det er oplyst, ikke på
stedet reagerede på eller protesterede over kriminalpolitipersonalets
bevogtning eller dens udførelse."
Rigspolitichefen oplyste i en
udtalelse af 11. juli 1995 at der ikke i lovbestemmelser, bekendtgørelser
eller
kundgørelser er udarbejdet regler om politiets anvendelse af håndjern.
Politidirektøren i København
anførte i en udtalelse af 15. august 1995:
"...Kriminalpolitiet,
Afdeling A, anmodede politiet i Gladsaxe om at bevogte (A) under udgang til
sygebesøg på Herlev sygehus den 20. juni 1994.
Det var kriminalpolitiets
opfattelse, at (A) ville benytte udgangen til flugt, som nævnt i
Politimesteren
i Gladsaxes udtalelser.
Man vurderede, at risikoen
for, at han på fri fod ville begå ny personfarlig kriminalitet, var meget
stor
på baggrund af hans tidligere kriminelle adfærd. Jeg skal herved henvise
til...
Yderligere frygtede man, at
han ville gøre alvor af sine trusler mod politiet fremsat over for to
kriminalassistenter den 21. maj 1991.
..."
I en udtalelse af 31. august
1995 henviste Justitsministeriet til udtalelserne fra Politimesteren i
Gladsaxe
og Politidirektøren i København.
I et brev til A udtalte jeg
herefter følgende:
"
Vedr. Direktoratet for Kriminalforsorgen.
1. Den 16. juni 1994 traf
Direktoratet for Kriminalforsorgen afgørelse om udgang med to ledsagere (fra
fængslet) til besøg hos Deres mormor på sygehuset. Den 17. juni 1994
besluttede direktoratet imidlertid - efter politiets ønske herom - at
politiet
også skulle ledsage Dem under besøget på sygehuset. Imødekommelsen af
politiets
ønske ses ikke at være sket på et nyt faktisk grundlag eller fordi
direktoratet
havde grundlag for en
ændret opfattelse med hensyn til vurderingen af sikkerhedsrisikoen, men
udelukkende fordi politiet ønskede det da politiet havde en anden opfattelse
af
sikkerhedsrisikoen.
I min supplerende høring af
12. oktober 1994 bad jeg direktoratet om nærmere at begrunde hvorfor
direktoratet imødekom politiets ønske. Direktoratet svarede hertil at man
ikke
"kunne afvise politiets anmodning om at følge med på udgangen, jf. den
opgavefordeling der følger af retsplejelovens § 108".
Denne bestemmelse lyder
sådan:
"Politiets opgave er at
opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og
vedtægter
samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til
efterforskning og forfølgning af sådanne."
Bestemmelsen - også kaldet
politiets generalfuldmagt - definerer politiets opgaver, men siger ikke noget
om hvilke midler (indgreb) politiet kan anvende til varetagelsen af disse
opgaver. Forarbejderne til bestemmelsen angiver heller ikke noget herom. I
praksis er det imidlertid antaget at bestemmelsen indeholder selvstændig
hjemmel til frihedsberøvelse af ordensmæssig karakter, f.eks. af berusede
personer (se bl.a. Hans Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje, bd. II, 1989, s.
117-118, og Kommenteret Retsplejelov 1994, s. 127, note 2 til § 108). Det er
dog en betingelse at det sker for at afværge en konkret påviselig fare for
krænkelse af orden og sikkerhed, og at indgrebet ikke er uforholdsmæssigt.
Det
almindelige proportionalitetsprincip og andre (forvaltningsretlige) regler
sætter derfor nogle grænser for anvendelsen af bestemmelsen som selvstændigt
hjemmelsgrundlag for indgreb mv. fra politiets side.
Justitsministeriet har som
nævnt i udtalelsen af 31. august 1995 anført at politiet med hjemmel i
retsplejelovens § 108 kan
anbefale
kriminalforsorgen at politiet er til stede under en udgang. Det er endvidere
ministeriets opfattelse at politiet også med hjemmel i retsplejelovens § 108
"for at forebygge
en konkret
(min fremhævelse) flugtrisiko - kan træffe beslutning om, at den pågældende
under udgangen eller under en del af denne skal ilægges håndjern".
Jeg er enig i
Justitsministeriets opfattelse.
Forholdet er således det at
kompetencen til at træffe afgørelse om udgang henhører under
kriminalforsorgen
der til brug for sådanne afgørelser kan - og i visse tilfælde skal - indhente
en udtalelse fra politiet. Politiets udtalelse er ikke bindende for
kriminalforsorgen
der selvstændigt må vurdere om, og i givet fald i hvilket omfang, politiets
vurdering og eventuelle anbefalinger med hensyn til vilkår mv. skal lægges
til
grund.
Retsplejelovens § 108
indeholder ikke en selvstændig hjemmel for politiet til at
kræve
at kriminalforsorgen træffer en
bestemt afgørelse eller fastsætter nogle bestemte vilkår mv. for afgørelsen,
selv om politiet vurderer at det er nødvendigt for at opfylde bestemmelsens
formål. Noget andet er at politiets vurdering og eventuelle anbefaling
normalt
i praksis tillægges betydelig vægt ved kriminalforsorgens vurdering af sagen.
Jeg er som det fremgår af det
anførte, ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i den
retsopfattelse
at direktoratet ikke ved sin afgørelse om udgangen "kunne afvise
politiets
anmodning om at følge med på udgangen".
De blev af fængslet orienteret
om direktoratets afgørelse af 16. juni 1994
før
imødekommelsen af politiets ønske om også at ledsage Dem. De blev også
orienteret
om politiledsagelsen, men valgte alligevel at gennemføre besøget.
I min supplerende høring
spurgte jeg direktoratet om imødekommelsen af politiets ønske efter
direktoratets
opfattelse var en skærpelse i forhold til afgørelsen af 16. juni 1994, hvor
direktoratet fandt det tilstrækkeligt med to ledsagere (fra fængslet).
Direktoratet
svarede hertil at afgørelsen efter direktoratets opfattelse ikke blev ændret,
men at politiet traf en "supplerende afgørelse om
politiovervågning".
Heri er jeg ikke enig.
Politiet har som nævnt ikke kompetence til at træffe bestemmelse om udfaldet
af
en udgangssag eller vilkår mv. for en tilladelse til udgang, og
kriminalforsorgen er som ligeledes nævnt derfor ikke forpligtet til at følge
politiets anbefalinger. Hvis kriminalforsorgen vælger at følge politiets
anbefalinger, bliver de en del af kriminalforsorgens afgørelse. Ved
direktoratets
meddelelse til fængslet om at politiets anmodning skulle imødekommes, er der
således efter min opfattelse sket en ændring af direktoratets afgørelse, jf.
straks nedenfor. Jeg er således ikke enig med direktoratet i at der ikke var
tale om ændring af afgørelsen, men om at politiet traf en supplerende
afgørelse.
Når en afgørelse er meddelt
parten, kan myndighederne ikke uden videre tilbagekalde eller ændre den,
herunder ændre vilkårene mv. for afgørelsen, til skade for parten. Jeg
henviser
til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 616ff og Claus Haagen
Jensen mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner (1989), s. 452ff.
Udgang med ledsagelse af både
fængselspersonale og politiet betragtes uden tvivl af de indsatte som et
(væsentligt) større indgreb end udgang med ledsagelse alene af
fængselspersonale.
Jeg mener derfor at ændringen
af beslutningen om udgang med ledsagelse af fængselspersonale til udgang med
ledsagelse af både fængselspersonale og af politiet må betragtes som en
skærpelse.
Jeg har samtidig hermed gjort
Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt med min opfattelse.
2. Indsatte kan belægges med
håndjern
under transport mv.
hvis det
skønnes nødvendigt for f.eks. at hindre undvigelse (§ 1, stk. 1, i
Direktoratet
for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af håndjern
over for indsatte).
Bestemmelse om anvendelse af
håndjern træffes af anstaltens vagthavende leder eller den han bemyndiger
hertil. Hvis forholdene ikke tillader at man afventer vedkommendes afgørelse,
træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for
det pågældende tjenesteområde (cirkulærets § 2, stk. 1).
Under ledsaget udgang skal
det ledsagende personale gribe ind, hvis den indsatte søger at unddrage sig
tilsynet, og afbryde udgangen hvis der er formodning om at den indsatte vil
undvige (afsnit II i direktoratets retningslinier af 9. december 1988 for
ledsaget udgang). Hvis den indsatte undviger og ikke kan pågribes, skal
politiet underrettes (anførte sted).
Hvis en indsat forsøger at
undvige, kan der (for så vidt af enhver) foretages "det nødvendige"
for at hindre det (straffelovens § 13, stk. 3). Det kan herunder blive
nødvendigt at anvende håndjern.
Fængslet har oplyst at
anvendelsen af håndjern fandt sted alene fordi politiet ønskede det. Der var
ikke på forhånd truffet beslutning (af fængslet eller direktoratet) om
anvendelse af håndjern.
Justitsministeriet har i
udtalelsen af 31. maj 1995 som nævnt anført at politiet med hjemmel i
retsplejelovens § 108 for at forebygge en
konkret
flugtrisiko kan træffe beslutning om, at den pågældende under udgangen eller
under en del af denne skal ilægges håndjern.
Som nævnt giver denne
generelle retsopfattelse vedrørende forståelsen af retsplejelovens § 108 mig
ikke anledning til bemærkninger.
Således som sagen forløb ved
udgangen, har jeg ikke grundlag for at kritisere at de ledsagende
funktionærer
ikke fandt det "betimeligt at gøre politiets anmodning til genstand for
drøftelse" (fængslets udtalelse af 25. oktober 1994).
Det er naturligvis uheldigt
at der opstod en situation som den foreliggende. Jeg må imidlertid lægge til
grund at kriminalforsorgen ikke forudså muligheden for, at politiet (også)
fremkom med ønske om at De fik håndjern på. Jeg mener derfor at jeg ikke kan
kritisere
kriminalforsorgen
for
ikke at have afklaret dette spørgsmål nærmere forud for udgangen.
Med henblik på at lignende
situationer ikke opstår i fremtiden, har jeg samtidig hermed henstillet til
Direktoratet for Kriminalforsorgen i samarbejde med politiet at søge en måde
at sikre dette på. Jeg har bedt om underretning om hvad der videre sker i den
anledning.
3. Den 11. juli 1994 modtog
direktoratet Deres fornyede ansøgning (gennem fængslets brev af 8. juli 1994)
om tilladelse til at besøge Deres mormor på hospitalet. Efter de oplysninger
der foreligger for mig, gav denne ansøgning ikke anledning til særlige
sagsbehandlingsskridt til (hurtig) afklaring af Deres muligheder for ny
udgang
til sygebesøg før meddelelsen den 22. juli 1994 om at Deres mormor var død.
Den
20. juli 1994 modtog direktoratet udtalelse fra statsadvokaten, bilagt en
udtalelse
fra Københavns Politi. Disse udtalelser var imidlertid svar på høringen over
fængslets indstilling af 25. maj 1994 om at De begyndte et udgangsforløb, og
udtalelserne indeholdt (derfor) ikke noget om politiets deltagelse og
anvendelse af håndjern. Den 26. juli 1994 talte direktoratet med Københavns
Politi og Gladsaxe Politi om spørgsmålet om politiets deltagelse i kommende
udgange, og den 27. juli 1994 forelagde direktoratet dette spørgsmål
skriftligt
for Gladsaxe Politi (og den 15. august 1994 for Københavns Politi).
I min høring af 12. oktober
1994 bad jeg direktoratet om en supplerende udtalelse om den tid der medgik
til direktoratets behandling af denne sag. Jeg bemærkede i den forbindelse at
det - fra behandlingen af den tidligere sag og på grundlag af oplysningerne i
fængslets brev af 8. juli 1994 - måtte stå direktoratet klart at Deres mormor
formentlig kun havde kort tid tilbage at leve i.
Direktoratet har oplyst at
det var opmærksom på Deres mormors tilstand. Direktoratet fandt det
imidlertid
af "afgørende betydning, at det forelå fuldt oplyst, hvorvidt politiet
vurderede risikoen ved udgang som så betydelig, at man ved eventuel ny udgang
fortsat ville anbefale anvendelse af håndjern." Direktoratet lagde i den
forbindelse vægt på at politiet havde haft den klare opfattelse at De havde
forsøgt at undvige under udgangen, og på at De kunne have valgt at gennemføre
udgangen med håndjern på.
Jeg kan ikke kritisere at
direktoratet ønskede at få afklaret om politiet ved en eventuel ny udgang til
sygebesøg ville anbefale håndjern (i givet fald også under selve
sygebesøget).
Da direktoratet imidlertid var klar over at Deres mormor kun havde kort tid
tilbage at leve i, burde direktoratet efter min opfattelse have udskilt denne
ansøgning fra udgangssagen i øvrigt og hastebehandlet ansøgningen f.eks. ved
telefonisk forelæggelse for politiet.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt med min opfattelse.
Jeg må endvidere finde det
uheldigt at direktoratet tillagde det betydning ved tilrettelæggelsen af
behandlingen af Deres fornyede ansøgning at De kunne have valgt at gennemføre
besøget den 20. juni 1994 med håndjern på. Jeg har herved lagt vægt på at det
først var ved meddelelsen om at De også skulle have håndjern på under selve
sygebesøget (i sygeværelset på 11. sal) at De valgte ikke at gennemføre
besøget, og at det var fordi De ikke ønskede at møde Deres mormor og øvrige
familie med håndjern på.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt hermed.
Vedr. Justitsministeriet.
Jeg henviser til det jeg har
anført ovenfor om at det er kriminalforsorgen der har kompetencen til at
træffe afgørelse om tilladelse til udgang og vilkår herom.
Spørgsmålet er her om jeg kan
kritisere det forhold at politiet vurderede at De burde ilægges håndjern.
Spørgsmålet er nærmere hvilke faktiske oplysninger der lå til grund for
beslutningen. Jeg henviser til det der er anført ovenfor s. 12 og 14 om at
politiet med hjemmel i retsplejelovens § 108 for at forebygge en
konkret
flugtrisiko eller farlig
situation kan træffe beslutning om anvendelse af håndjern.
Vurderingen af farlighed
og/eller flugtrisiko bygger på et skøn som jeg efter de regler der gælder for
min virksomhed ikke kan kritisere, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder.
Jeg må lægge til grund at
Direktoratet for Kriminalforsorgen oprindeligt vurderede risikoen ved
gennemførelsen af besøget hos Deres mormor således at ledsagelse af to
fængselsbetjente var tilstrækkeligt. Jeg må videre lægge til grund at
direktoratets beslutning om hvorledes udgangen skulle forløbe - dvs. med
ledsagelse af yderligere to polititjenestemænd under selve besøget - (også)
byggede på en retsvildfarelse med hensyn til om direktoratet kunne afvise at
polititjenestemænd medvirkede, og ikke på en ændret vurdering af farlighed
eller flugtrisiko.
Direktoratet ses ikke på
noget tidspunkt at have taget stilling til spørgsmålet om anvendelse af
håndjern under udgangen.
Ved udgangen medbragte fængselsbetjentene
et sæt håndjern (som ikke blev taget i anvendelse under transporten fra
Nyborg
til Gladsaxe politikreds og fra kredsen til sygehuset).
Som sagen foreligger oplyst,
må jeg lægge til grund at hverken Københavns Politi eller politikredsens
ledende
polititjenestemænd hos Politimesteren i Gladsaxe traf beslutning om
anvendelse
af håndjern.
Beslutningen om anvendelse af
håndjern blev truffet af de to polititjenestemænd og beslutningen blev
truffet
undervejs fra politikredsen til sygehuset i de ledsagende polititjenestemænds
tjenestevogn.
Der foreligger ikke oplysning
om at de to polititjenestemænd i henseende til farlighed eller flugtrisiko
var
i besiddelse af særlige oplysninger som ikke havde foreligget for
Direktoratet
for Kriminalforsorgen, Københavns Politi eller Politimesteren i Gladsaxe. Der
foreligger heller ikke oplysninger om at der forud for polititjenestemændenes
beslutning var noget i forbindelse med Deres adfærd der tydede på en særlig
opstået farlig situation.
Jeg har ved min supplerende
høring til Justitsministeriet bedt om en nærmere begrundelse for
polititjenestemændenes beslutning om anvendelse af håndjern.
Det som Justitsministeriet
har anført, fører ikke til at jeg kan anse det for godtgjort at der på
tidspunktet for beslutningen forelå det fornødne grundlag for en ændret
vurdering af den konkrete flugtrisiko og dermed for behovet for at anvende
håndjern. Jeg må derfor anse de to polititjenestemænds oprindelige beslutning
herom for kritisabel.
Jeg har samtidig hermed gjort
Politimesteren i Gladsaxe og Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.
Der foreligger modstridende
forklaringer om Deres adfærd under ind- og udpassagen af svingdøren til
Københavns Amtssygehus i Herlev. Jeg har ikke mulighed for at tage stilling
til hvad der faktisk passerede.
Lægges det imidlertid til
grund - som polititjenestemændene har oplyst - at De udviste en adfærd der
tydede på at De forsøgte flugt, forelå
herefter
den fornødne konkrete flugtrisiko således at ilæggelse i håndjern på dette
tidspunkt
kunne ske (i det foreliggende tilfælde opretholdes).
Jeg foretager ikke mere
vedrørende dette spørgsmål. Jeg har dog hæftet mig ved udtalelsen af 13. juni
1995 fra Politimesteren i Gladsaxe om at håndjernene "muligvis kunne
være fjernet under opholdet på sygestuen, når bevogtningspersonalet havde
overblik over sygestuens indretning, aflåsningsmuligheder, antal
patienter/besøgende og hospitalsudstyr".
..."
Lignende dokumenter
- Inspektion af Københavns Fængsler. Retsinformation · 25. juni 2003
- SKAT har foretaget modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2015 til dækning af sagsomkostninger til politiet Landsskatteretten · 25. januar 2017
- Inspektion af Statsfængslet Østjylland den 9. og 10. oktober 2007 - opfølgning Retsinformation · 1. juli 2011
- Inspektion af Arresthuset i Vordingborg Retsinformation · 3. marts 2003
- Sagsbehandling vedr. ansøgning fra indsat om udgang Retsinformation · 8. marts 2019
- Inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille. Retsinformation · 5. november 2003