Spring til indhold

Retsinformation

Politiets rolle i forbindelse med udgang. Kompetencen mellem kriminalforsorgen og politiet. Anvendelse af håndjern. Sagsbehandlingstid

FOU nr 1995.182UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Politiets rolle i forbindelse med udgang. Kompetencen mellem

kriminalforsorgen og politiet. Anvendelse af håndjern. Sagsbehandlingstid

En indsat (A) klagede over

sagsbehandlingstiden

i Direktoratet for

Kriminalforsorgen i anledning af en fornyet ansøgning om udgang til at besøge

sin mormor på Københavns Amtssygehus i Herlev. Under min behandling af sagen

anmodede jeg - under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5 -

Direktoratet for Kriminalforsorgen om en supplerende udtalelse, bl.a. om

politiets rolle i forbindelse med udgangen.

A klagede senere over en

afgørelse fra Justitsministeriet om at han var

belagt med håndjern

under besøget på sygehuset den 20. juni 1994.

Da klagerne begge vedrørte

forløbet af en udgang, valgte jeg at behandle dem samlet.

Baggrunden for sagerne var

følgende:

Vedrørende klagen over Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Den 16. juni 1994 gav

Direktoratet for Kriminalforsorgen telefonisk gennem Statsfængslet i Nyborg A

tilladelse til at han med to ledsagere (fra fængslet) besøgte sin mormor der

var blevet indlagt på Københavns Amtssygehus i Herlev på grund af en

hjerneblødning.

Da Københavns Politi den

samme dag ringede til statsfængslet - i anledning af fængslets tidligere

indstilling om at A nu begyndte på et udgangsforløb - orienterede fængslet

politiet om udgangen til sygehuset der skulle finde sted den 20. juni 1994.

Da

politiet fremsatte ønske om at være til stede ved udgangen, kontaktede

Læs alt

fængslet

(den 17. juni 1994) Direktoratet for Kriminalforsorgen der oplyste at

politiets ønske skulle imødekommes af sikkerhedshensyn. Den nærmere

fremgangsmåde blev herefter telefonisk aftalt mellem politiet og fængslet;

politiet sagde herunder ikke noget om anvendelse af håndjern.

A blev den 20. juni 1994

ledsaget af to enhedsfunktionærer fra Statsfængslet i Nyborg til Gladsaxe

Politistation hvor to politibetjente fra politiet i Gladsaxe stødte til i

deres tjenestevogn.

Ved udstigning af bilen ved

ankomsten til Københavns Amtssygehus i Herlev fik A efter anmodning fra

politiet håndjern på af enhedsfunktionæren. I sygehusets forhal spurgte A om

han skulle beholde håndjernene på hele tiden (dvs. også under ophold på

sygestuen), hvilket politiet svarede ja til. A ønskede herefter ikke at

gennemføre

besøget.

Politiet skrev den 20. juni

1994 en rapport om forløbet af udgangen. Det var politiets opfattelse at A

ved

ind- og udgangen af en svingdør på sygehuset udviste en adfærd der kunne

opfattes således, at han havde haft til hensigt at undvige under udgangen.

Fængslet forelagde

politirapporten for de enhedsfunktionærer der havde ledsaget A. De delte ikke

politiets opfattelse med hensyn til hans adfærd.

I brev af 8. juli 1994, som

direktoratet modtog den 11. juli 1994, fastholdt fængslet herefter sin

tidligere indstilling om at A begyndte på et udgangsforløb. Da A fortsat

ønskede at se sin mormor mens hun var i live (hun var da bevidstløs, uden

udsigt til bedring og skønnedes kun at have kort tid igen), indstillede

fængslet samtidig at han fik tilladelse til at besøge sin mormor på den

første

ledsagede udgang, hvis tilladelse til udgang blev givet "snarligt"

og

således at A ikke fik håndjern på. Subsidiært indstillede fængslet at A fik

en ny udgang til besøg hos sin mormor på sygehuset, og således at A kun

skulle

være iført håndjern under transport fra bilen til sygestuen og retur.

Fængslet

anmodede i den forbindelse direktoratet om at afklare omfanget af politiets

deltagelse

i udgangen og omstændighederne herfor så A "på forhånd på et

fuldstændigt

grundlag kunne tage stilling til gennemførelsen".

Københavns Politi afgav den

13. juli 1994 en udtalelse vedrørende fængslets indstilling om at A begyndte

på

et udgangsforløb. Statsadvokaten for København sendte den 18. juli 1994 sagen

videre til direktoratet (som modtog den den 20. juli 1994).

Den 22. juli 1994 orienterede

fængslet telefonisk direktoratet om at A's mormor var død.

A klagede herefter til mig

over den tid der indtil da var medgået til behandlingen af hans fornyede

ansøgning om tilladelse til at besøge sin mormor på sygehuset.

Jeg indhentede i den

anledning en udtalelse af 20. september 1994 fra direktoratet. Efter en

nærmere

gennemgang af sagens forløb, herunder forløbet af A's udgangssag efter

orienteringen

om hans mormors død, skrev direktoratet:

"Som det fremgår, har

direktoratet under henvisning til forløbet af udgangen den 20. juni 1994

fundet

det afgørende, at spørgsmålet om politiets deltagelse i forbindelse med et

eventuelt kommende udgangsforløb var fuldt afklaret, inden der blev truffet

afgørelse i sagen, hvorfor man må afvise, at der har været tale om lang

sagsbehandlingstid."

Efter en foreløbig gennemgang

af sagen bad jeg den 12. oktober 1994 Direktoratet for Kriminalforsorgen om

en

supplerende udtalelse, til dels efter forud indhentet erklæring fra fængslet.

I den supplerende høring

skrev jeg:

"...

1. Jeg beder om en nærmere

begrundelse for at direktoratet imødekom politiets ønske om også at ledsage

(A) under udgangen den 20. juni 1994.

Jeg beder endvidere om

oplysning om hvorvidt (A) var orienteret om direktoratets afgørelse af 16.

juni

1994 før imødekommelsen den 17. juni 1994 af politiets ønske. I bekræftende

fald beder jeg oplyst om denne imødekommelse efter direktoratets opfattelse

indebærer en skærpelse i forhold til afgørelsen af 16. juni 1994, hvor

direktoratet fandt det tilstrækkeligt med to ledsagere (fra fængslet).

I tilslutning hertil beder

jeg om oplysning om praksis med hensyn til politiets deltagelse i transporter

af indsatte i situationer som den foreliggende.

2. Jeg beder endvidere om en

udtalelse - efter forudindhentet erklæring fra fængslet - om grundlaget for

at

give (A) håndjern på, herunder oplysning om hjemlen hertil. Jeg går ud fra at

beslutningen om anvendelse af håndjern formelt er truffet af

fængselspersonalet,

men så vidt ses udelukkende fordi politiet ønskede det. Der var ikke på

forhånd truffet beslutning om anvendelse af håndjern efter direktoratets

cirkulære herom.

3. Endelig beder jeg om en

uddybende udtalelse om den tid der medgik til direktoratets behandling af den

sag der blev rejst med fængslets brev af 8. juli 1994. Fra behandlingen af

den

første sag og på grundlag af oplysningerne i fængslets brev af 8. juli 1994

måtte det stå klart for direktoratet at (A's) mormor formentlig kun havde

ganske kort tid tilbage at leve i. Alligevel forelå der ikke en afgørelse før

mormoderen døde den 22. juli 1994.

..."

Den 25. oktober 1994 udtalte

fængslet:

"

Ad 1:

Indsatte blev underrettet om,

at han var bevilget en udgang med 2 ledsagere til mormoderens sygeleje, før

afgørelsen blev ændret den 17.6.94. Indsatte blev imidlertid den 17.6.94

orienteret om, at politiet ønskede at deltage i bevogtningen, da politiet

vurderede indsatte som særdeles undvigelsestruet, og indsatte bekræftede på

forespørgsel ..., at han trods alt ønskede at gennemføre besøget til

mormoderens sygeleje.

Ad 2:

Ledsagerne var ... anmodet om

som sikkerhedsforanstaltning at medbringe håndjern, da ... politiet vurderede

indsatte for særlig undvigelsestruet og farlig, og da udgangen efter

omstændighederne havde antaget karakter af en transport.

Det er imidlertid korrekt, at

anvendelsen af håndjern på det konkrete tidspunkt fandt sted, fordi politiet

ønskede det. De ledsagende enhedsfunktionærer, der på forhånd var gjort

bekendt

med politiets store betænkeligheder med hensyn til undvigelsesrisiko og

farlighed, fandt det efter omstændighederne ikke betimeligt at gøre politiets

anmodning til genstand for drøftelse, selv om i hvert fald fastholdelse af

anvendelse af håndjern på sygestuen kunne vurderes som en efter

omstændighederne upåkrævet ekstra sikkerhedsforanstaltning.

..."

Den 10. januar 1995 udtalte

direktoratet:

"

ad 1:

Direktoratet meddelte den 17. juni 1994 Statsfængslet i

Nyborg, at udgang efter politiets anmodning skulle foregå med ledsagelse af

politiet og under iagttagelse af de forholdsregler, som politiet måtte finde

påkrævede for at hindre et eventuelt misbrug under udgangen.

Direktoratet fandt ikke, at

man kunne afvise politiets anmodning om at følge med på udgangen, jf. den

opgavefordeling der følger af retsplejelovens § 108.

...

Efter direktoratets

opfattelse blev kriminalforsorgens afgørelse om ledsaget udgang ikke ændret.

Der

er tale om, at politiet traf en supplerende afgørelse om politiovervågning,

fordi det ville være påkrævet for at forebygge recidiv til ny personfarlig

kriminalitet.

ad 2:... Direktoratet kan henholde sig til det af anstalten

anførte.

ad 3:

Det er korrekt, at der allerede på et tidligt tidspunkt af

sagen forelå oplysninger om, at mormoderen formentligt kun havde kort tid

tilbage at leve i, hvilket man fra direktoratets side var opmærksom på.

Direktoratet fandt det imidlertid af afgørende betydning, at det forelå fuldt

oplyst, hvorvidt politiet vurderede risikoen ved udgang som så betydelig, at

man ved en eventuel ny udgang fortsat ville anbefale anvendelse af håndjern.

Der blev ved denne afgørelse lagt vægt på, at det var politiets klare

opfattelse, at den pågældende under udgangen havde udvist en adfærd, der

tydede

på, at han var undvigelsestruet. Der blev endvidere lagt vægt på, at den

pågældende kunne have valgt at gennemføre udgangen med håndjern. Som

tidligere

oplyst forelå Statsadvokatens udtalelse i sagen ikke før den 25. august 1994.

..."

Jeg modtog samtidig kopi af

udgangsledsager- og håndjernsrapporter.

I en skrivelse af 29. maj

1995 til Justitsministeriet anførte jeg bl.a. følgende:

"...

Jeg beder ministeriet om at oplyse hvorvidt politiet efter

retsplejelovens § 108 (eller på andet grundlag) efter ministeriets opfattelse

kan

kræve

at deltage i en udgang. I

bekræftende fald beder jeg om en nærmere begrundelse for dette standpunkt.

Jeg beder endvidere om nærmere oplysninger om politiets

rolle ved deltagelse i udgange, herunder oplysning om, hvorvidt - og i givet

fald med hvilken hjemmel - politiet kan kræve iagttagelse af yderligere

forholdsregler end fastsat af kriminalforsorgen, f.eks. anvendelse af

håndjern

som i det konkrete tilfælde.

..."

Politidirektøren i København

anførte i en udtalelse af 15. august 1995 at politiledsagelse under udgang

fra

afsoning finder sted i tilfælde hvor afsoneren efter en konkret vurdering

bedømmes som meget farlig, og der er grundlag for at antage at den pågældende

vil benytte udgangen til flugt.

Justitsministeriet anførte i

en udtalelse af 31. august 1995:

"...

Efter retsplejelovens § 108,

stk. 1, er politiets opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse

overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til

forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne.

Denne opgave påhviler

politiet generelt og således også i tilfælde, hvor der er tale om, at en

person, der afsoner en fængselsstraf, gives tilladelse til udgang ledsaget af

fængselspersonale. I situationer, hvor konkrete omstændigheder, herunder

oplysninger om en afsoners skønnede farlighed, tilsiger det, er det således

Justitsministeriets opfattelse, at politiet med hjemmel i retsplejelovens §

108 kan anbefale kriminalforsorgen, at politiet er til stede under udgangen,

og

at politiet med samme hjemmel - for at forebygge en konkret flugtrisiko - kan

træffe beslutning om, at den pågældende under udgangen eller under en del af

denne skal ilægges håndjern.

..."

Vedr. klagen over Justitsministeriet.

Den 25. juli 1994 klagede A

til Politimesteren i Gladsaxe over bl.a. politiets ønske om at han skulle

belægges med håndjern under besøget den 20. juni 1994.

Den 10. august 1994 kom de to

polititjenestemænd med udtalelser til sagen. De oplyste bl.a. at de undervejs

til sygehuset havde aftalt at A skulle have håndjern på ved udstigning af

bilen

for at mindske risikoen for flugt. Når polititjenestemændene mente at der var

en flugtrisiko, skyldtes det at A tidligere havde truet politiet på livet, og

at A "politiet bekendt ikke havde haft kontakt med (sin) mor".

Udtalelserne blev forelagt

A, og han kom med bemærkninger hertil i brev af 26. august

1994. A

bestred at han havde haft til

hensigt at flygte og beskrev forløbet af besøget. Han bestred også at han

tidligere havde truet politiet på livet. Endelig bestred han at han ikke

havde

haft (jævnlig) kontakt med sin mor (og mormor), og redegjorde nærmere for

omfanget

heraf.

A's bemærkninger blev

forelagt de to polititjenestemænd der den 27. september 1994 henholdt sig til

deres tidligere udtalelser.

Sagen blev herefter forelagt

for Lokalnævnet for Gladsaxe politikreds der ikke fandt anledning til

yderligere undersøgelser.

Politimesteren i Gladsaxe

traf herefter afgørelse den 15. november 1994. Han fandt ikke grundlag for at

kritisere at politiet havde anset det for nødvendigt at belægge A med

håndjern,

og begrundede det sådan:

" ... en vurdering af

nødvendigheden vil altid bero på et skøn ud fra de på det givne tidspunkt

foreliggende oplysninger og forekommende omstændigheder. I dette tilfælde

skønnede polititjenestemændene det nødvendigt og følte sig bekræftet i dette

skøn på baggrund af de af dem beskrevne episoder i forbindelse med passage af

svingdøren til hospitalets forhal.

Jeg finder derfor ikke

anledning til at kritisere polititjenestemændenes skøn. Dette også

sammenholdt

med Deres egen meget hurtige beslutning om at afstå fra besøget på hospitalet

uden på nogen måde at argumentere for at få aftaget håndjernene - i det

mindste

på sygestuen."

A klagede til Justitsministeriet

der traf afgørelse den 23. december 1994. Ministeriet fandt ikke grundlag for

at ændre politimesterens afgørelse og tiltrådte politimesterens begrundelse.

Herefter klagede A til mig.

Politimesteren og

Justitsministeriet henholdt sig til deres afgørelser.

I skrivelse af 29. maj 1995

til Justitsministeriet anmodede jeg om en nærmere begrundelse for at politiet

fandt det nødvendigt at A skulle have håndjern på, herunder på sygestuen der

er

beliggende på 11. etage.

I en udtalelse af 13. juni

1995 anførte Politimesteren i Gladsaxe følgende:

"...at herværende

kriminalpoliti fra Københavns Politi, Afdeling A, fik anmodning om bevogtning

af strafafsoner (A) under udgang til sygebesøg hos hans mormor på KAS,

Herlev.

Det er ikke unormalt, at bevogtninger i sådanne anledninger udføres af den

stedlige politikreds med baggrund i lokalkendskab.

I forbindelse med

bevogtningsanmodningen udtaltes fra Københavns Politi mistanke om, at

afsoneren

kunne tænkes at benytte sygebesøget til flugt, idet man ikke var bekendt med

tidligere kontakt mellem afsoneren og mormoren, der var indlagt på KAS,

Herlev.

Yderligere oplystes, at afsoneren tidligere havde truet sagsbehandlere i

Københavns Politi på livet.

Med baggrund i vurderingen

vedrørende flugtforsøg, for at nedbringe muligheden, blev afsoneren ilagt

håndjern.

De bevogtende

kriminalpolititjenestemænd følte sig bekræftet i et muligt flugtforsøg på

grund

af episoderne i forbindelse med passage af svingdørene til hospitalets

forhal,

samt den kendsgerning, at afsoneren end ikke argumenterede for aftagelse af

håndjernene på selve sygestuen, men resolut afbrød sygebesøget.

Jeg skal bemærke, at uanset

hvor i hospitalet en flugt ville blive iværksat, ville dette medføre store

ulemper og gener ved eftersættelse og eventuelt håndgemæng mellem afsoneren

og

bevogtningspersonalet. Ulemperne og generne skønnes endog at kunne antage et

værre omfang, hvis eftersættelse og håndgemæng skulle finde sted på

hospitalets

gange og sygestuer mellem patienter, hospitalsudstyr, personale og besøgende.

På den baggrund finder jeg

ikke skønnet om anvendelsen af håndjern forkert med den bemærkning, at disse

muligvis kunne være fjernet under ophold på sygestuen, når

bevogtningspersonalet havde overblik over sygestuens indretning,

aflåsningsmuligheder, antal patienter/besøgende og hospitalsudstyr.

For en ordens skyld skal jeg

tilføje, at personalet fra kriminalforsorgen, så vidt det er oplyst, ikke på

stedet reagerede på eller protesterede over kriminalpolitipersonalets

bevogtning eller dens udførelse."

Rigspolitichefen oplyste i en

udtalelse af 11. juli 1995 at der ikke i lovbestemmelser, bekendtgørelser

eller

kundgørelser er udarbejdet regler om politiets anvendelse af håndjern.

Politidirektøren i København

anførte i en udtalelse af 15. august 1995:

"...Kriminalpolitiet,

Afdeling A, anmodede politiet i Gladsaxe om at bevogte (A) under udgang til

sygebesøg på Herlev sygehus den 20. juni 1994.

Det var kriminalpolitiets

opfattelse, at (A) ville benytte udgangen til flugt, som nævnt i

Politimesteren

i Gladsaxes udtalelser.

Man vurderede, at risikoen

for, at han på fri fod ville begå ny personfarlig kriminalitet, var meget

stor

på baggrund af hans tidligere kriminelle adfærd. Jeg skal herved henvise

til...

Yderligere frygtede man, at

han ville gøre alvor af sine trusler mod politiet fremsat over for to

kriminalassistenter den 21. maj 1991.

..."

I en udtalelse af 31. august

1995 henviste Justitsministeriet til udtalelserne fra Politimesteren i

Gladsaxe

og Politidirektøren i København.

I et brev til A udtalte jeg

herefter følgende:

"

Vedr. Direktoratet for Kriminalforsorgen.

1. Den 16. juni 1994 traf

Direktoratet for Kriminalforsorgen afgørelse om udgang med to ledsagere (fra

fængslet) til besøg hos Deres mormor på sygehuset. Den 17. juni 1994

besluttede direktoratet imidlertid - efter politiets ønske herom - at

politiet

også skulle ledsage Dem under besøget på sygehuset. Imødekommelsen af

politiets

ønske ses ikke at være sket på et nyt faktisk grundlag eller fordi

direktoratet

havde grundlag for en

ændret opfattelse med hensyn til vurderingen af sikkerhedsrisikoen, men

udelukkende fordi politiet ønskede det da politiet havde en anden opfattelse

af

sikkerhedsrisikoen.

I min supplerende høring af

12. oktober 1994 bad jeg direktoratet om nærmere at begrunde hvorfor

direktoratet imødekom politiets ønske. Direktoratet svarede hertil at man

ikke

"kunne afvise politiets anmodning om at følge med på udgangen, jf. den

opgavefordeling der følger af retsplejelovens § 108".

Denne bestemmelse lyder

sådan:

"Politiets opgave er at

opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og

vedtægter

samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til

efterforskning og forfølgning af sådanne."

Bestemmelsen - også kaldet

politiets generalfuldmagt - definerer politiets opgaver, men siger ikke noget

om hvilke midler (indgreb) politiet kan anvende til varetagelsen af disse

opgaver. Forarbejderne til bestemmelsen angiver heller ikke noget herom. I

praksis er det imidlertid antaget at bestemmelsen indeholder selvstændig

hjemmel til frihedsberøvelse af ordensmæssig karakter, f.eks. af berusede

personer (se bl.a. Hans Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje, bd. II, 1989, s.

117-118, og Kommenteret Retsplejelov 1994, s. 127, note 2 til § 108). Det er

dog en betingelse at det sker for at afværge en konkret påviselig fare for

krænkelse af orden og sikkerhed, og at indgrebet ikke er uforholdsmæssigt.

Det

almindelige proportionalitetsprincip og andre (forvaltningsretlige) regler

sætter derfor nogle grænser for anvendelsen af bestemmelsen som selvstændigt

hjemmelsgrundlag for indgreb mv. fra politiets side.

Justitsministeriet har som

nævnt i udtalelsen af 31. august 1995 anført at politiet med hjemmel i

retsplejelovens § 108 kan

anbefale

kriminalforsorgen at politiet er til stede under en udgang. Det er endvidere

ministeriets opfattelse at politiet også med hjemmel i retsplejelovens § 108

"for at forebygge

en konkret

(min fremhævelse) flugtrisiko - kan træffe beslutning om, at den pågældende

under udgangen eller under en del af denne skal ilægges håndjern".

Jeg er enig i

Justitsministeriets opfattelse.

Forholdet er således det at

kompetencen til at træffe afgørelse om udgang henhører under

kriminalforsorgen

der til brug for sådanne afgørelser kan - og i visse tilfælde skal - indhente

en udtalelse fra politiet. Politiets udtalelse er ikke bindende for

kriminalforsorgen

der selvstændigt må vurdere om, og i givet fald i hvilket omfang, politiets

vurdering og eventuelle anbefalinger med hensyn til vilkår mv. skal lægges

til

grund.

Retsplejelovens § 108

indeholder ikke en selvstændig hjemmel for politiet til at

kræve

at kriminalforsorgen træffer en

bestemt afgørelse eller fastsætter nogle bestemte vilkår mv. for afgørelsen,

selv om politiet vurderer at det er nødvendigt for at opfylde bestemmelsens

formål. Noget andet er at politiets vurdering og eventuelle anbefaling

normalt

i praksis tillægges betydelig vægt ved kriminalforsorgens vurdering af sagen.

Jeg er som det fremgår af det

anførte, ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i den

retsopfattelse

at direktoratet ikke ved sin afgørelse om udgangen "kunne afvise

politiets

anmodning om at følge med på udgangen".

De blev af fængslet orienteret

om direktoratets afgørelse af 16. juni 1994

før

imødekommelsen af politiets ønske om også at ledsage Dem. De blev også

orienteret

om politiledsagelsen, men valgte alligevel at gennemføre besøget.

I min supplerende høring

spurgte jeg direktoratet om imødekommelsen af politiets ønske efter

direktoratets

opfattelse var en skærpelse i forhold til afgørelsen af 16. juni 1994, hvor

direktoratet fandt det tilstrækkeligt med to ledsagere (fra fængslet).

Direktoratet

svarede hertil at afgørelsen efter direktoratets opfattelse ikke blev ændret,

men at politiet traf en "supplerende afgørelse om

politiovervågning".

Heri er jeg ikke enig.

Politiet har som nævnt ikke kompetence til at træffe bestemmelse om udfaldet

af

en udgangssag eller vilkår mv. for en tilladelse til udgang, og

kriminalforsorgen er som ligeledes nævnt derfor ikke forpligtet til at følge

politiets anbefalinger. Hvis kriminalforsorgen vælger at følge politiets

anbefalinger, bliver de en del af kriminalforsorgens afgørelse. Ved

direktoratets

meddelelse til fængslet om at politiets anmodning skulle imødekommes, er der

således efter min opfattelse sket en ændring af direktoratets afgørelse, jf.

straks nedenfor. Jeg er således ikke enig med direktoratet i at der ikke var

tale om ændring af afgørelsen, men om at politiet traf en supplerende

afgørelse.

Når en afgørelse er meddelt

parten, kan myndighederne ikke uden videre tilbagekalde eller ændre den,

herunder ændre vilkårene mv. for afgørelsen, til skade for parten. Jeg

henviser

til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 616ff og Claus Haagen

Jensen mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner (1989), s. 452ff.

Udgang med ledsagelse af både

fængselspersonale og politiet betragtes uden tvivl af de indsatte som et

(væsentligt) større indgreb end udgang med ledsagelse alene af

fængselspersonale.

Jeg mener derfor at ændringen

af beslutningen om udgang med ledsagelse af fængselspersonale til udgang med

ledsagelse af både fængselspersonale og af politiet må betragtes som en

skærpelse.

Jeg har samtidig hermed gjort

Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt med min opfattelse.

2. Indsatte kan belægges med

håndjern

under transport mv.

hvis det

skønnes nødvendigt for f.eks. at hindre undvigelse (§ 1, stk. 1, i

Direktoratet

for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af håndjern

over for indsatte).

Bestemmelse om anvendelse af

håndjern træffes af anstaltens vagthavende leder eller den han bemyndiger

hertil. Hvis forholdene ikke tillader at man afventer vedkommendes afgørelse,

træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for

det pågældende tjenesteområde (cirkulærets § 2, stk. 1).

Under ledsaget udgang skal

det ledsagende personale gribe ind, hvis den indsatte søger at unddrage sig

tilsynet, og afbryde udgangen hvis der er formodning om at den indsatte vil

undvige (afsnit II i direktoratets retningslinier af 9. december 1988 for

ledsaget udgang). Hvis den indsatte undviger og ikke kan pågribes, skal

politiet underrettes (anførte sted).

Hvis en indsat forsøger at

undvige, kan der (for så vidt af enhver) foretages "det nødvendige"

for at hindre det (straffelovens § 13, stk. 3). Det kan herunder blive

nødvendigt at anvende håndjern.

Fængslet har oplyst at

anvendelsen af håndjern fandt sted alene fordi politiet ønskede det. Der var

ikke på forhånd truffet beslutning (af fængslet eller direktoratet) om

anvendelse af håndjern.

Justitsministeriet har i

udtalelsen af 31. maj 1995 som nævnt anført at politiet med hjemmel i

retsplejelovens § 108 for at forebygge en

konkret

flugtrisiko kan træffe beslutning om, at den pågældende under udgangen eller

under en del af denne skal ilægges håndjern.

Som nævnt giver denne

generelle retsopfattelse vedrørende forståelsen af retsplejelovens § 108 mig

ikke anledning til bemærkninger.

Således som sagen forløb ved

udgangen, har jeg ikke grundlag for at kritisere at de ledsagende

funktionærer

ikke fandt det "betimeligt at gøre politiets anmodning til genstand for

drøftelse" (fængslets udtalelse af 25. oktober 1994).

Det er naturligvis uheldigt

at der opstod en situation som den foreliggende. Jeg må imidlertid lægge til

grund at kriminalforsorgen ikke forudså muligheden for, at politiet (også)

fremkom med ønske om at De fik håndjern på. Jeg mener derfor at jeg ikke kan

kritisere

kriminalforsorgen

for

ikke at have afklaret dette spørgsmål nærmere forud for udgangen.

Med henblik på at lignende

situationer ikke opstår i fremtiden, har jeg samtidig hermed henstillet til

Direktoratet for Kriminalforsorgen i samarbejde med politiet at søge en måde

at sikre dette på. Jeg har bedt om underretning om hvad der videre sker i den

anledning.

3. Den 11. juli 1994 modtog

direktoratet Deres fornyede ansøgning (gennem fængslets brev af 8. juli 1994)

om tilladelse til at besøge Deres mormor på hospitalet. Efter de oplysninger

der foreligger for mig, gav denne ansøgning ikke anledning til særlige

sagsbehandlingsskridt til (hurtig) afklaring af Deres muligheder for ny

udgang

til sygebesøg før meddelelsen den 22. juli 1994 om at Deres mormor var død.

Den

20. juli 1994 modtog direktoratet udtalelse fra statsadvokaten, bilagt en

udtalelse

fra Københavns Politi. Disse udtalelser var imidlertid svar på høringen over

fængslets indstilling af 25. maj 1994 om at De begyndte et udgangsforløb, og

udtalelserne indeholdt (derfor) ikke noget om politiets deltagelse og

anvendelse af håndjern. Den 26. juli 1994 talte direktoratet med Københavns

Politi og Gladsaxe Politi om spørgsmålet om politiets deltagelse i kommende

udgange, og den 27. juli 1994 forelagde direktoratet dette spørgsmål

skriftligt

for Gladsaxe Politi (og den 15. august 1994 for Københavns Politi).

I min høring af 12. oktober

1994 bad jeg direktoratet om en supplerende udtalelse om den tid der medgik

til direktoratets behandling af denne sag. Jeg bemærkede i den forbindelse at

det - fra behandlingen af den tidligere sag og på grundlag af oplysningerne i

fængslets brev af 8. juli 1994 - måtte stå direktoratet klart at Deres mormor

formentlig kun havde kort tid tilbage at leve i.

Direktoratet har oplyst at

det var opmærksom på Deres mormors tilstand. Direktoratet fandt det

imidlertid

af "afgørende betydning, at det forelå fuldt oplyst, hvorvidt politiet

vurderede risikoen ved udgang som så betydelig, at man ved eventuel ny udgang

fortsat ville anbefale anvendelse af håndjern." Direktoratet lagde i den

forbindelse vægt på at politiet havde haft den klare opfattelse at De havde

forsøgt at undvige under udgangen, og på at De kunne have valgt at gennemføre

udgangen med håndjern på.

Jeg kan ikke kritisere at

direktoratet ønskede at få afklaret om politiet ved en eventuel ny udgang til

sygebesøg ville anbefale håndjern (i givet fald også under selve

sygebesøget).

Da direktoratet imidlertid var klar over at Deres mormor kun havde kort tid

tilbage at leve i, burde direktoratet efter min opfattelse have udskilt denne

ansøgning fra udgangssagen i øvrigt og hastebehandlet ansøgningen f.eks. ved

telefonisk forelæggelse for politiet.

Jeg har gjort direktoratet

bekendt med min opfattelse.

Jeg må endvidere finde det

uheldigt at direktoratet tillagde det betydning ved tilrettelæggelsen af

behandlingen af Deres fornyede ansøgning at De kunne have valgt at gennemføre

besøget den 20. juni 1994 med håndjern på. Jeg har herved lagt vægt på at det

først var ved meddelelsen om at De også skulle have håndjern på under selve

sygebesøget (i sygeværelset på 11. sal) at De valgte ikke at gennemføre

besøget, og at det var fordi De ikke ønskede at møde Deres mormor og øvrige

familie med håndjern på.

Jeg har gjort direktoratet

bekendt hermed.

Vedr. Justitsministeriet.

Jeg henviser til det jeg har

anført ovenfor om at det er kriminalforsorgen der har kompetencen til at

træffe afgørelse om tilladelse til udgang og vilkår herom.

Spørgsmålet er her om jeg kan

kritisere det forhold at politiet vurderede at De burde ilægges håndjern.

Spørgsmålet er nærmere hvilke faktiske oplysninger der lå til grund for

beslutningen. Jeg henviser til det der er anført ovenfor s. 12 og 14 om at

politiet med hjemmel i retsplejelovens § 108 for at forebygge en

konkret

flugtrisiko eller farlig

situation kan træffe beslutning om anvendelse af håndjern.

Vurderingen af farlighed

og/eller flugtrisiko bygger på et skøn som jeg efter de regler der gælder for

min virksomhed ikke kan kritisere, medmindre der foreligger særlige

omstændigheder.

Jeg må lægge til grund at

Direktoratet for Kriminalforsorgen oprindeligt vurderede risikoen ved

gennemførelsen af besøget hos Deres mormor således at ledsagelse af to

fængselsbetjente var tilstrækkeligt. Jeg må videre lægge til grund at

direktoratets beslutning om hvorledes udgangen skulle forløbe - dvs. med

ledsagelse af yderligere to polititjenestemænd under selve besøget - (også)

byggede på en retsvildfarelse med hensyn til om direktoratet kunne afvise at

polititjenestemænd medvirkede, og ikke på en ændret vurdering af farlighed

eller flugtrisiko.

Direktoratet ses ikke på

noget tidspunkt at have taget stilling til spørgsmålet om anvendelse af

håndjern under udgangen.

Ved udgangen medbragte fængselsbetjentene

et sæt håndjern (som ikke blev taget i anvendelse under transporten fra

Nyborg

til Gladsaxe politikreds og fra kredsen til sygehuset).

Som sagen foreligger oplyst,

må jeg lægge til grund at hverken Københavns Politi eller politikredsens

ledende

polititjenestemænd hos Politimesteren i Gladsaxe traf beslutning om

anvendelse

af håndjern.

Beslutningen om anvendelse af

håndjern blev truffet af de to polititjenestemænd og beslutningen blev

truffet

undervejs fra politikredsen til sygehuset i de ledsagende polititjenestemænds

tjenestevogn.

Der foreligger ikke oplysning

om at de to polititjenestemænd i henseende til farlighed eller flugtrisiko

var

i besiddelse af særlige oplysninger som ikke havde foreligget for

Direktoratet

for Kriminalforsorgen, Københavns Politi eller Politimesteren i Gladsaxe. Der

foreligger heller ikke oplysninger om at der forud for polititjenestemændenes

beslutning var noget i forbindelse med Deres adfærd der tydede på en særlig

opstået farlig situation.

Jeg har ved min supplerende

høring til Justitsministeriet bedt om en nærmere begrundelse for

polititjenestemændenes beslutning om anvendelse af håndjern.

Det som Justitsministeriet

har anført, fører ikke til at jeg kan anse det for godtgjort at der på

tidspunktet for beslutningen forelå det fornødne grundlag for en ændret

vurdering af den konkrete flugtrisiko og dermed for behovet for at anvende

håndjern. Jeg må derfor anse de to polititjenestemænds oprindelige beslutning

herom for kritisabel.

Jeg har samtidig hermed gjort

Politimesteren i Gladsaxe og Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

Der foreligger modstridende

forklaringer om Deres adfærd under ind- og udpassagen af svingdøren til

Københavns Amtssygehus i Herlev. Jeg har ikke mulighed for at tage stilling

til hvad der faktisk passerede.

Lægges det imidlertid til

grund - som polititjenestemændene har oplyst - at De udviste en adfærd der

tydede på at De forsøgte flugt, forelå

herefter

den fornødne konkrete flugtrisiko således at ilæggelse i håndjern på dette

tidspunkt

kunne ske (i det foreliggende tilfælde opretholdes).

Jeg foretager ikke mere

vedrørende dette spørgsmål. Jeg har dog hæftet mig ved udtalelsen af 13. juni

1995 fra Politimesteren i Gladsaxe om at håndjernene "muligvis kunne

være fjernet under opholdet på sygestuen, når bevogtningspersonalet havde

overblik over sygestuens indretning, aflåsningsmuligheder, antal

patienter/besøgende og hospitalsudstyr".

..."

Lignende dokumenter