Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt i referater fra bispemøder

FOU nr 1998.202UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt i referater fra bispemøder

Den 15. oktober 1996 ansøgte

et dagblad, A, Biskoppen over Københavns Stift om aktindsigt i referater af

de

danske biskoppers fællesmøder - "bispemøderne" - fra perioden

januar 1994 til oktober 1996.

Biskoppen over Københavns Stift

svarede A foreløbigt den 25. oktober 1996 - idet biskoppen anførte at han

først

ville træffe endelig afgørelse efter det kommende bispemøde i januar 1997. I

brevet af 25. oktober 1996 skrev biskoppen bl.a. følgende:

"I denne anledning skal

jeg meddele, at bispemødet ikke kan antages at være et officielt kollegialt

organ, men referaterne, der er udarbejdet af en af biskopperne, er bl.a.

indgået til Københavns Stifts bispeembede. Ligesom tilsvarende møder i den

offentlige forvaltning har bispemøderne i stedet bl.a. karakter af seminarer

med henblik på udveksling af erfaringer og drøftelse af sager af

folkekirkelig

interesse. Hver enkelt biskops egne notater er selvsagt internt

arbejdsmateriale, der ikke er undergivet aktindsigt. Af nemhedsgrunde

udarbejdes

der imidlertid af en af de deltagende biskopper et kortfattet referat, der

fungerer som mødedeltagernes fællesnotat. Referatet har derfor hidtil været

betragtet som undtaget fra aktindsigt.

I anledning af (A)'s

anmodning har jeg taget op til fornyet overvejelse, om disse referater kan

kræves udleveret i henhold til offentlighedsloven, herunder om der i tilfælde

af manglende ret til aktindsigt alligevel bør gives aktindsigt i videre

omfang

end det, der følger af offentlighedslovens regler. Som det vil være fremgået,

Læs alt

berører spørgsmålet imidlertid samtlige biskopper, hvorfor jeg finder det

rigtigst, at spørgsmålet drøftes med disse, forinden jeg afgiver min

besvarelse."

Den 7. januar 1997 skrev

Biskoppen over Københavns Stift til A igen. I brevet stod følgende:

"I fortsættelse af mit

brev af 25. oktober 1996 om aktindsigt i bispemødereferater skal jeg meddele,

at spørgsmålet nu har været drøftet med biskopperne.

I denne anledning skal jeg

indledningsvis bemærke, at bispemødet som omtalt i det ovennævnte brev ikke

er

et officielt forvaltningsorgan. Jeg opfatter derfor (A)'s anmodning som

rettet

til Københavns stifts bispeembede, hvortil bispemødereferater bl.a. indgår.

Bispemødereferaterne indgår imidlertid ikke til bispeembedet som led i

administrativ sagsbehandling og er derfor ikke omfattet af retten til

aktindsigt, jfr. § 4, stk. 1, 1. pkt. i offentlighedsloven, der har følgende

ordlyd: 'Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at

blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en

forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse

med

dens virksomhed'. (A) vil således ikke være berettiget til at kræve

bispemødereferaterne udleveret.

I tilslutning hertil har jeg

imidlertid overvejet om det såkaldte meroffentlighedsprincip jfr. 2. pkt. i §

4, stk. 1, bør finde anvendelse. Den nævnte bestemmelse er sålydende: 'En

forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet

følger af regler om tavshedspligt m.v.'. Med henvisning hertil skal jeg

meddele, at jeg - selv om bispekollegiet ikke er et forvaltningsorgan - for

så

vidt angår bispemødereferaterne fra og med mødet i januar 1997 efter

omstændighederne vil kunne stille disse til rådighed for (A) og eventuelle

andre interesserede. Referaterne er dog at betragte som udkast indtil de er

godkendt

af mødedeltagerne, hvorfor jeg først kan stille referaterne til rådighed, når

de er godkendt, hvilket normalt finder sted på det følgende bispemøde.

Min afgørelse kan påklages

til Kirkeministeriet.

Afslutningsvis bemærkes, at

informationen af offentligheden umiddelbart efter bispemøderne fremover vil

finde sted i form af pressemeddelelse."

A klagede over afslaget til

Kirkeministeriet den 14. januar 1997. I brevet anførte A bl.a. følgende:

"...

(A) skal desuden pege på, at

lovgiver i forbindelse med offentlighedslovens vedtagelse understregede, at

'ordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste, så den kan

informere på et

faktisk

grundlag'

(min fremhævning).

På den baggrund anmodes

Kirkeministeriet om at tage stilling til, hvorvidt den af (biskoppen)

foreslåede ordning, hvorefter A og andre interesserede fremover først kan få

adgang til de godkendte referater op til et halvt år efter et bispemødes

afholdelse,

kan siges at være i overensstemmelse med lovgivers intention."

Kirkeministeriet svarede ved

brev af 30. januar 1997. Af brevet fremgik bl.a.:

"I anledning heraf skal

man meddele, at ministeriet anser bispemøderne for at være et forum for

faglige uformelle drøftelser. Et bispemøde er således ikke et officielt

forvaltningsorgan, og bispemødereferaterne indgår ikke til bispeembedet som

led i en administrativ sagsbehandling. Ministeriet er derfor enig med

biskoppen i, at (A) ikke med henvisning til bestemmelserne i

offentlighedsloven

har krav på aktindsigt i bispemødereferater.

Ministeriet har derfor ingen

bemærkninger til den af biskoppen skitserede ordning, hvorefter (A) får

adgang

til bispemødereferater, når disse er godkendt af mødedeltagerne."

A indbragte den 5. februar

1997 sagen for mig og skrev således:

"...

Folkekirken er som

forvaltningsenhed omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen. Da der på

bispemøderne, der holdes mellem landets biskopper mindst tre gange årligt,

stadigt oftere træffes beslutninger, der vedrører folkekirkens styrelse,

udpeges

repræsentanter til diverse bestyrelser (f.eks. folkekirkens

uddannelsesinstitutioner), nedsættes udvalg (senest Thomsen-udvalget samt et

folkekirkeligt medieforum), udarbejdes kommissorier (til bl.a.

Salmebogskommissionen)

og iværksættes og konkluderes på høringer (bl.a. vedrørende deltagelse i

Porvoo-erklæringen), har møderne fået voksende offentlig betydning og

interesse.

Biskopperne er endvidere

begyndt at stille sig til rådighed for pressen efter bispemøderne, ligesom

biskopperne nu har indset mødernes betydning og fremover (...) vil udfærdige

en pressemeddelelse efter hvert møde. Bispemøderne har således i de senere år

ændret karakter fra at være uforpligtende såkaldte 'the-selskaber' til nu at

være egentlige møder med dagsorden og referat, der fremover vil blive

udfærdiget af en embedsmand i stiftsøvrigheden. Denne udvikling må afspejle

sig i den offentlighed, der hersker omkring møderne. Kirkeministeriets

beskrivelse af møderne som 'faglige uformelle drøftelser' kan ikke længere

accepteres.

I mindst eet tilfælde har

referatet fungeret som den danske folkekirkes redegørelse til kirkerne i

Norge og Sverige i forbindelse med drøftelsen af dansk deltagelse i

Porvoo-erklæringen.

(Biskoppen) har på

bispekollegiets vegne foreslået, at pressen fremover kan få adgang til

referaterne fra bispemøderne - dog med en forsinkelse på flere måneder, der

skyldes, at referaterne fra et møde godkendes på det efterfølgende.

Det er avisens opfattelse, at

offentligheden ikke kan være tjent med, at eksisterende referater ikke er

offentligt tilgængelige, eller at der skal gå så lang tid som bebudet, før et

referat af et møde kan godkendes.

Det skal til sidst anføres,

at det i de senere år har været en politisk og lovmæssig ambition at øge det

folkekirkelige demokrati samt skabe større åbenhed omkring folkekirkens

beslutninger ved blandt andet via lovgivning at pålægge menighedsråd at holde

åbne møder.

..."

Jeg sendte den 11. februar

1997 A

's brev med bilag til Kirkeministeriet

og bad ministeriet om en udtalelse i anledning af

klagen. Jeg bad endvidere Kirkeministeriet om

at indhente en udtalelse fra Biskoppen over Københavns Stift. I brev af 14.

marts 1997 skrev biskoppen bl.a. følgende:

"I denne anledning skal

jeg for så vidt angår spørgsmålet om fortolkningen af offentlighedsloven i

det

hele henvise til min afgørelse af 7. januar 1997, jfr. tillige

Kirkeministeriets stadfæstelse af denne afgørelse ved brev af 30. januar

1997.

Det fremgår navnlig heraf, at bispemøderne ikke er et officielt

forvaltningsorgan,

og at bispemødereferaterne ikke er indgået til bispeembedet som led i en

administrativ sagsbehandling. Med henvisning hertil er det fortsat min

opfattelse, at (A) eller andre ikke har ret til aktindsigt i

bispemødereferaterne.

Dernæst skal jeg henvise til,

at jeg har vurderet (A)'s anmodning om aktindsigt i henhold til

meroffentlighedsprincippet. På dette grundlag har jeg indvilget i at give

aktindsigt i kommende bispemødereferater, når disse er godkendt på det

følgende

bispemøde. Af hensyn til bl.a. (A)'s behov for aktuel information vil der

fremover umiddelbart efter mødet blive udsendt en pressemeddelelse, ligesom

pressen som hidtil har adgang til at kontakte bispemødets ordstyrer med

henblik

på at få uddybet enkelte punkter.

Samtidig vil jeg om afslaget

på meddelelse af aktindsigt i tidligere bispemødereferater specielt henvise

til mit brev af 25. oktober 1996, hvorefter referaterne hidtil har været

betragtet som undtaget fra aktindsigt. Da referaterne således er affattet ud

fra en forudsætning om, at referaterne har været fortrolige, har jeg fundet

det rigtigst ikke at udlevere dem i henhold til meroffentlighedsprincippet.

Jeg kan i denne sammenhæng

henvise til det synspunkt, der ligger bag offentlighedslovens § 17, stk. 3,

hvorefter dokumenter udarbejdet før ikrafttrædelsen den 1. januar 1971 af den

første offentlighedslov fortsat ikke er omfattet af den almindelige ret til

aktindsigt.

Afslutningsvis skal jeg pege

på, at (A)'s klage af 5. februar 1997 til Folketingets Ombudsmand indeholder

et

par misforståelser. Som nævnt er bispemøderne ikke et officielt

forvaltningsorgan,

og i konsekvens heraf skal møderne ikke finde sted, ligesom der heller ikke

er

mødepligt. Der skal ikke på bispemøderne træffes bindende beslutninger, idet

hver biskop inden for sit stift er den højeste gejstlige myndighed. Hvor det

er

praktisk, kan der imidlertid træffes beslutninger, men ingen biskop er bundet

af samtlige øvrige biskoppers eventuelle samstemmende opfattelse af et

bestemt

spørgsmål. Endvidere er salmebogkommisionen en af Kirkeministeriet nedsat

kommission med et kommissorium fastsat af Kirkeministeren."

Kirkeministeriet henholdt sig

i brev af 4. april 1997 til ministeriets afgørelse af 30. januar 1997.

Den 9. april 1997 udsendte

Biskoppen over Københavns Stift i egenskab af mødeleder en pressemeddelelse

om

det bispemøde der var blevet afholdt den 8. til 9. april 1997. Det fremgik

heraf at biskopperne på Kirkeministeriets foranledning drøftede fordelingen

af 12 nyoprettede præstestillinger og fremkom med en indstilling. Det fremgik

videre at der i forbindelse med mødet blev nedsat bl.a. Folkekirkeligt

Medieforum hvori biskopperne blev repræsenteret ved 2 navngivne biskopper.

Endvidere nedsatte biskopperne et udvalg for det kirkelige

katastrofeberedskab.

Endelig indstillede biskopperne til kirkeministeren at Biskoppen over

Københavns Stift blev udpeget for en ny 3-årig periode til visse hverv.

Jeg sendte kopi af

udtalelserne til A den 14. april 1997. I A's brev af 6. maj 1997 til mig

anførte A bl.a. følgende kommentarer i anledning af biskoppens og

Kirkeministeriets udtalelser:

"* Bispemødernes status

er - ifølge referatet fra det pågældende bispemøde - også noget biskopperne

selv drøfter. At de nu har besluttet at 'stiftskontorchefen eller en anden

medarbejder fra det stift, hvor bispemødet holdes, fremover tager referat af

bispemøderne' er - for mig at se - kun udtryk for, at bispemøderne i endnu

højere grad er kommet til at ligne et officielt forvaltningsorgan, og at det

i

stigende grad indgår i bispeembedet som led i en administrativ

sagsbehandling.

* Slutteligt vedlægger jeg

desuden en kopi af den pressemeddelelse, som (biskoppen) har udarbejdet som

mødeleder for bispemødet den 8.-9. april. At man skal udsende en

pressemeddelelse efter en faglig uformel drøftelse forekommer uforståeligt,

men

mødet er da også af en helt anden art. Af pressemeddelelsen fremgår det

tydeligt, at biskopperne også på dette møde har truffet en række beslutninger

med mere eller mindre vidtrækkende konsekvenser for den brede folkekirke, og

som derfor også vil være af interesse for den samlede kirkes medlemmer."

Jeg sendte Deres brev til

Kirkeministeriet den 20. maj 1997 og bad om ministeriets eventuelle

bemærkninger i anledning af Deres udtalelse. Ministeriet bad i anledning

heraf

om Biskoppen over Københavns Stifts bemærkninger. I brev af 11. juni 1997

skrev biskoppen bl.a. følgende:

"...

(A) har specielt hæftet sig

ved den nye praksis, hvorefter der som afslutning på et bispemøde udsendes en

pressemeddelelse. Pressemeddelelsen skal dog alene ses som en praktisk

foranstaltning, der erstatter den hidtidige mundtlige orientering efter et

bispemøde. Den mundtlige orientering gav imidlertid - specielt i relation til

(A) - ofte anledning til misforståelser.

Endelig kan en drøftelse af

bispemødernes status, der blandt andet fandt sted på foranledning af (A)'s

anmodning om aktindsigt i bispemødereferaterne, ikke tages som udtryk for at

bispemøderne har skiftet karakter. Det samme gælder det forhold, at

'stiftskontorchefen eller en anden medarbejder fra det stift, hvor bispemødet

holdes, fremover tager referat af bispemøderne'. Det stift, hvor bispemøderne

finder sted, har hidtil stillet forskellige faciliteter til rådighed for

bispemødet, herunder servering under mødet, adgang til fotokopieringsmaskine

m.v. At stiftsadministrationens servicering af bispemøderne er udvidet med en

medarbejder, der bistår med udfærdigelse af referat, ses ikke at ændre

bispemødernes status.

..."

Kirkeministeriet henholdt sig

til biskoppens udtalelse i brev til mig af 20. juni

1997. A

meddelte den 16. juli 1997 at

de seneste bemærkninger fra biskoppen og ministeriet ikke gav A anledning til

at foretage yderligere.

Efter en foreløbig gennemgang

af sagen bad jeg den 7. november 1997 Kirkeministeriet om en supplerende

udtalelse. Jeg skrev bl.a. følgende til ministeriet:

"I udtalelsen til mig

bedes Kirkeministeriet oplyse mig nærmere om karakteren af bispemøderne,

herunder om biskopperne som kollegium har nogle rådgivende funktioner og i

givet fald hvilke. Sker det at andre - eventuelt andre sagkyndige eller

ansatte

i Kirkeministeriet - deltager i de pågældende møder? I hvilket omfang - og

med

hvilket formål - nedsættes underudvalg?

Jeg beder om oplysninger om

hvem der indkalder til møde og fastsætter dagsorden. Hvem varetager

sekretariatsfunktionen for bispemøderne, og hvorledes journaliseres referater

og eventuel post til biskopperne som kollegium?

Ministeriet bedes endvidere

oplyse mig om hvordan bispemøderne financieres. Får deltagerne i mødet dækket

rejseudgifter af det offentlige og udbetalt diæter? Antages deltagelse i

mødet at udgøre en del af biskoppens arbejde? Hvor, hvornår og hvor ofte

afholdes bispemøderne?

Sendes referaterne fra et

bispemøde til andre end deltagerne i mødet?

Som begrundelse for at afslå

aktindsigt har Kirkeministeriet og Biskoppen over Københavns Stift bl.a.

anført

at mødereferaterne ikke indgår til bispeembedet som led i administrativ

sagsbehandling. Jeg beder i den forbindelse om at få oplyst om mødereferatet

sendes til hver enkelt biskop og journaliseres i den pågældendes eget stift.

Samtidig beder jeg om at få oplyst på hvilken måde det pågældende referat

anvendes i stiftet.

Endelig bedes ministeriet

oplyse om man har haft adgang til referaterne fra bispemøderne ved

vurderingen

af hvilken karakter bispemøderne har."

Kirkeministeriet bad i

anledning af min anmodning Biskoppen over Københavns Stift om en udtalelse om

karakteren og det nærmere indhold af bispemøderne. Biskoppen skrev den 23.

december 1997 bl.a. følgende:

"...

I denne anledning skal jeg

meddele, at bispemøder har fundet sted gennem en meget lang årrække. De har

haft og har fortsat karakter af en form for faglige og uformelle drøftelser

og

gensidig udveksling af erfaringer, herunder indhentelse af gode råd fra

kolleger, jfr. bestemmelserne herom i Kirkeordinansen af 1537.

Biskopperne er mig bekendt

ikke blevet rådspurgt som kollegium. Men på den anden side forudsætter f.eks.

Kirkeministeriets anmodning til biskopperne om i fællesskab at fremkomme med

et

forslag til fordeling af 12 nye præstestillinger, at sagen drøftes mellem

biskopperne. Derimod fungerer jeg i visse sager af teologisk art som rådgiver

for Kirkeministeriet. I nogle sager afgiver jeg en udtalelse på egen hånd,

mens jeg i andre sager indhenter en skriftlig udtalelse fra mine kolleger

eller

eventuelt medtager sagen til drøftelse på et bispemøde. Som det fremgår af

nærværende sag, er min udtalelse af 7. januar 1997 således afgivet efter en

drøftelse på et bispemøde.

Der nedsættes ikke egentlige

underudvalg, men selvfølgelig kan faglige uformelle drøftelser forekomme

blandt

et udsnit af biskopperne.

Indtil for nylig var det helt

udelukket, at sagkyndige deltog i bispemødets drøftelser. I nyere tid er der

eksempler på, at vedkommende stiftskontorchef er indkaldt for at redegøre for

et specifikt juridisk problem, for eksempel Kristeligt Dagblads anmodning om

aktindsigt i bispemødereferater. Ansatte i Kirkeministeriet har derimod

aldrig

deltaget i et bispemøde, og dette må efter min opfattelse anses for helt

utænkeligt.

Biskoppen over Københavns

Stift indkalder til møder og fastsætter en emneliste for møderne på baggrund

af

indhentede forslag fra de øvrige biskopper. Der er ikke en sekretærfunktion

for

bispekollegiet, men i og med at jeg indkalder til møderne, varetager

Københavns Stiftsadministration de rent tekniske sekretæropgaver i

forbindelse

med fastsættelse og udsendelse af emneliste. På det seneste har

stiftskontorchefen i det stift, hvor bispemødet afholdes, (forsøgsvis)

fungeret som referent.

Da bispekollegiet ikke er et

forvaltningsorgan, må post sendes til hver enkelt biskop eller til mig med

henblik på videresendelse til kollegerne, herunder eventuel optagelse på

emnelisten for førstkommende bispemøde.

Den enkelte biskops

deltagelse i bispemøderne finansieres som en almindelig tjenesterejse.

Udgifter

i forbindelse med gennemførelse af mødet afholdes som almindelige

mødeudgifter

af det stift, hvor mødet finder sted. Deltagelse i bispemøderne anses i hvert

fald blandt biskopperne for at udgøre en del af biskoppens arbejde, men så

vidt

jeg kan vurdere, bliver den enkelte biskops muligheder for deltagelse i

bispemødet hver gang afvejet i forhold til biskoppens øvrige opgaver. Jeg er

fortsat af den i mit brev af 14. marts 1997 udtrykte opfattelse, hvorefter

der

ikke er mødepligt. En enkelt biskops eventuelle konsekvente udeblivelse fra

bispemøderne kan således ikke få disciplinære konsekvenser.

Der afholdes årligt ca. 3

bispemøder, der principielt afholdes på skift i de enkelte stifter. I praksis

finder der dog 1 bispemøde sted i København hvert år, idet der for at spare

tid

og penge normalt afholdes et bispemøde umiddelbart efter nytår i tilknytning

til biskoppernes deltagelse i nytårskuren.

Som det er fremgået af den

tidligere brevveksling, sendes der efter hvert møde et mødereferat til

biskopperne. I de senere år er det godkendte referat efterfølgende blevet

sendt til biskopperne i Reykjavik og Oslo og ærkebiskopperne i Sverige og

Finland til orientering bl.a om fælles økumeniske spørgsmål. Derudover er

referaterne ikke fremsendt til andre. For så vidt angår Københavns Stift

journaliseres det som indkommen post, men bliver som nævnt ikke gjort til

genstand for en egentlig sagsbehandling. Referatet fungerer som (fælles)

renskrevet internt notat fra bispemødet.

..."

Kirkeministeriet henholdt sig

i brev af 23. januar 1998 til Biskoppen over Københavns Stifts udtalelse.

Ministeriet bemærkede supplerende at seks bispekontorer journaliserer

referaterne - mens fire kontorer ikke gør det. Ministeriet oplyste yderligere

at ministeriet ikke havde haft adgang til referaterne da ministeriet

(tidligere) havde vurderet bispemødernes karakter.

Jeg sendte disse to

udtalelser til partshøring hos A. A meddelte mig den 13. februar 1998 at A

ikke

havde yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

"Klagen og lovgrundlaget

(A) fik i januar 1997 afslag på aktindsigt af Biskoppen over Københavns Stift

i referaterne af de danske biskoppers fællesmøder - 'bispemøderne' - fra

perioden januar 1994 til oktober 1996. Begrundelsen for afslaget var at

bispekollegiet ikke er et forvaltningsorgan, og at bispemødereferaterne ikke

var indgået til bispeembedet som led i administrativ sagsbehandling.

Spørgsmålet om hvorvidt De har ret til aktindsigt, afgøres efter lov om

offentlighed i forvaltningen. Offentlighedsloven angiver som sit

anvendelsesområde følgende i § 1, stk. 1:

'

§ 1.

Loven gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, jf.

dog §§ 2 og 3.'

Om retten til aktindsigt er angivet følgende i § 4, stk. 1:

'

§ 4.

Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at blive

gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en

forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse

med dens virksomhed.

...'

Den enkelte biskop udgør - som forvaltningsorgan - en del af den offentlige

forvaltning og udgør i øvrigt en selvstændig forvaltningsmyndighed i forhold

til Kirkeministeriet, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1986,

s. 90.

Jeg vil i det følgende

for det første

vurdere om biskoppernes deltagelse i bispemøderne er tjenstlig. I forbindelse

hermed vil jeg vurdere om bispemøderne i sig selv kan anses for at være en

del af den 'offentlige forvaltning'.

Dernæst

vil jeg vurdere om Biskoppen over Københavns Stift - med henvisning til

offentlighedslovens § 4, stk. 1 - kan undlade at give aktindsigt i de

bispemødereferater stiftet har modtaget som indkommet post.

Ad 1. Er deltagelsen i bispemøderne tjenstlig, og er bispemøderne i sig

selv en del af den 'offentlige forvaltning'?

Spørgsmålet er først og

fremmest om bispemøderne er en privat sammenkomst, eller om biskoppernes

deltagelse må antages at være af tjenstlig karakter.

Biskoppen over Københavns

Stift har i sin udtalelse af 23. december 1997 karakteriseret bispemøderne

som

et forum for 'faglige og uformelle drøftelser og gensidig udveksling af

erfaringer, herunder indhentelse af gode råd fra kolleger'. Selv om biskoppen

i samme udtalelse også anser deltagelsen for at udgøre en del af en biskops

arbejde, har jeg forstået biskoppen og Kirkeministeriet således at møderne

efter deres opfattelse må betegnes som private sammenkomster. Biskopperne

deltager

således som privatpersoner i et kollegialt samvær med fagligt indhold og ikke

i formel tjenstlig egenskab.

(A) mener derimod at

bispemøderne har ændret karakter fra at være uforpligtende 'the-selskaber'

til

nu at være egentlige tjenstlige møder mellem biskopperne.

Biskoppernes deltagelse i

kollegiet er ikke særligt reguleret ved lov eller anden forskrift.

Spørgsmålet

om hvornår man som offentlig ansat handler som led i tjenesten eller som

privatperson, er heller ikke reguleret i generelle retsforskrifter, hverken i

forvaltningsloven eller i offentlighedsloven.

Bispemødernes status er imidlertid

omtalt i August Roesen, Dansk Kirkeret (1976), s. 25. Heraf fremgår følgende:

'...

Biskopperne er desuden

rådgivende

i kirkelige spørgsmål, både i

forhold til kirkeministeriet og i forhold til de dem underordnede gejstlige

og

andre (D.L. 2-17-17). I sager af principiel betydning er det ret almindeligt,

at ministeriet foruden at rådspørge den biskop, i hvis stift sagen hører

hjemme, indhenter erklæring fra det samlede bispekollegium, idet ministeriet

beder Københavns biskop forelægge sagen på et af de jævnligt afholdte

bispemøder. Disse bispemøder er ikke lovhjemlede. De må for så vidt betragtes

som 'private', og ingen biskop har tjenstlig pligt til at deltage i dem.

I en forespørgsel i

folketinget den 12/12 1962 gav folketingsmand Helge Larsen udtryk for en vis

bekymring for, at biskopperne gennem afholdelse af bispemøder var på vej til

at

indsmugle en uhjemlet kirkeforfatning (Folketingets forhandlinger 1962-63 sp.

1858-60). Forespørgslen blev dagen efter imødegået af kirkeministeren, der

bl.a. citerede følgende passus i et underhåndsbrev af 1/6 1955 fra daværende

kontorchef i kirkeministeriet (X) til en af biskopperne: 'Den bestående

retsordning

(lovgivning m.v.) kender overhovedet ikke biskopperne som korporation. Den

enkelte biskop repræsenterer i virkeligheden kun sit eget stift og det kun

inden for de embedsmæssige funktioner, som er overdraget biskopperne ved

lovgivning eller i henhold til andre gældende bestemmelser eller efter gammel

sædvane. Uden for dette område er biskoppens myndighed ikke af embedsmæssig

art, men beror kun på hans personlige autoritet i forbindelse med den

kendsgerning, at der er betroet ham så betydeligt et embede. For folkekirken

som helhed - ud over det enkelte stift - har biskopperne ingen myndighed til

at

optræde, det kan alene kongen og ministeriet (ministeren), og ministeriet må

endda efter de gældende bestemmelser i mangfoldige forhold søge kgl.

bemyndigelse.' (Folketingets forhandlinger 1962-63 sp. 1927-31).

...'

Der kan endvidere henvises

til Preben Espersen, Kirkeret - Almindelig del (1993), s. 96. Heraf fremgår

følgende:

'...

Biskopperne kan ikke med

retlig gyldighed optræde som kollegialt organ, og ingen biskop behøver at

følge

den opfattelse, som et flertal af biskopperne går ind for.

...'

Efter min opfattelse er det

tvivlsomt om bispemøderne kan karakteriseres som private sammenkomster, eller

om deltagelse må være af tjenstlig karakter. Giver det som her anledning til

tvivl, må afgørelsen efter min opfattelse bero på en vurdering af forholdets

konkrete omstændigheder. Heri må bl.a. indgå karakteren og finansieringen af

aktiviteten som den ansatte deltager i, hvordan myndigheden selv har opfattet

den pågældendes rolle, og hvilken bistand myndigheden i øvrigt yder.

Til støtte for at anse

deltagelsen for at være af tjenstlig karakter taler bl.a.,

at

møderne udgør et forum hvor

'repræsentanter' fra flere sideordnede forvaltningsmyndigheder (biskopperne)

mødes og drøfter arbejdsrelevante emner,

at

udgifterne til afholdelse af bispemøderne betales af det offentlige, og

at

den almindelige sekretariatsfunktion

ydes af stiftsadministrationen.

Til støtte for at anse

deltagelsen for at være af privat karakter taler bl.a.,

at

møderne af såvel biskopperne som Kirkeministeriet er blevet

opfattet som private. Synspunktet støttes i øvrigt af at Den danske

Folkekirke

efter sin styrelsesordning ikke har noget almindeligt gejstligt organ der

repræsenterer Folkekirken som sådan.

Endvidere taler det for at

betragte møderne som private,

at

bispemøderne også rummer uformelle drøftelser og gensidig udveksling af

erfaringer, herunder indhentelse af gode råd fra kolleger, og

at

udgifterne til afholdelse af

bispemøderne er af beskeden størelse. Herudover er det som nævnt antaget i

den

kirkeretlige litteratur at møderne er private.

På det foreliggende grundlag

har jeg ikke tilstækkeligt grundlag for at kritisere at Kirkeministeriets og

Biskoppen over Københavns Stift har anset deltagelsen i møderne for at være

af

privat karakter.

Herefter har jeg heller ikke

grundlag for at fastslå at bispemøderne - som private sammenkomster - i sig

selv kan anses for at være en del af 'den offentlige forvaltning', jf.

offentlighedslovens § 1, stk. 1.

Ad 2.

Biskoppen over

Københavns Stifts og Kirkeministeriets afslag på aktindsigt i medfør af

offentlighedslovens § 4, stk. 1

Den 7. januar 1997 skrev

Biskoppen over Københavns Stift til (A) at da bispemøder ikke er et officielt

forvaltningsorgan, opfattede han (A)'s henvendelse som en anmodning om

aktindsigt

rettet til Biskoppen over Københavns Stift. Han afslog imidlertid at give (A)

aktindsigt med den begrundelse at bispemødereferaterne ikke indgår til

bispeembedet som led i administrativ sagsbehandling, jf. offentlighedslovens

§

4, stk. 1. Kirkeministeriet var enig i denne retsopfattelse.

Som det fremgår af det

foregående afsnit, må jeg lægge til grund at Biskoppen over Københavns Stift

deltog i det pågældende møde som privatperson. Imidlertid fremgår det af

sagen

at mødereferaterne fra bispemøderne - trods mødernes private karakter - er

blevet indjournaliseret i Københavns Stift som indkommet post.

Det er afgørende for om

referaterne herefter er underlagt reglerne om aktindsigt, hvorvidt de er

indgået til myndigheden som led i administrativ sagsbehandling, jf.

offentlighedslovens § 4, stk. 1.

Om det nærmere indhold af §

4, stk. 1 fremgår følgende af lovens forarbejder (Folketingstidende 1985/86,

tillæg A, sp. 210):

'...

Bestemmelsen i stk. 1, 1.

pkt. svarer i princippet til den gældende lovs § 1, stk. 1. Som følge af den

ændrede formulering vedrørende lovens

anvendelsesområde, jfr. lovforslagets § 1, stk. 1, hvorefter loven

gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, er stk.

1,

1. pkt. sprogligt ændret fra at omfatte 'dokumenter i sager, der er eller har

været under behandling i den offentlige forvaltning': til: 'dokumenter, der

er

indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i

administrativ

sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed'. Det er præciseret i

lovteksten, at adgangen til aktindsigt som hidtil kun omfatter dokumenter,

der

undergives eller har været undergivet en administrativ sagsbehandling.

Udenfor falder således

dokumenter, der blot modtages til

opbevaring

(f.eks. i rigsarkivet), eller alene undergives

rent teknisk

eller lignende bearbejdning (stempling, legalisering

o.lign.). Tilsvarende gælder dokumenter, der er sendt til en myndighed ved en

åbenbar

fejltagelse

, når disse ikke

indgår som element i myndighedens afgørelsesgrundlag.

Udenfor falder endvidere

andet 'papirmateriale' som f.eks. undervisningsmateriale, kort, bøger,

brochurer, selv om det produceres eller anvendes af offentlige myndigheder.

Indgår et sådant materiale derimod f.eks. i en klagesag over den pågældende

myndighed,

vil det normalt på dette grundlag blive omfattet af retten til aktindsigt i

den

pågældende klagesag.

Om dokumentbegrebets nærmere

afgrænsning henvises til bemærkningerne til §§ 5 og 6, samt til udvalgets

overvejelser side 160 ff i betænkningen.

...'

I betænkning nr. 857/1978, s.

160, anføres bl.a. følgende om hvilke dokumenter, der bør være omfattet af

loven:

'...

For det første må

bestemmelsen - ligesom loven i almindelighed - antages at bygge på en

forudsætning om, at dokumenter kun bliver undergivet aktindsigt efter loven,

såfremt de modtages af eller afsendes fra en forvaltningsmyndighed som led i

en

administrativ sagsbehandling. Med denne begrænsning af lovens rækkevidde har

det navnlig været tanken at afskære aktindsigt med hensyn til dokumenter, der

blot opbevares eller befordres af en forvaltningsmyndighed eller alene gøres

til genstand for en teknisk bearbejdning af myndigheden. Det gælder således

også for egentlige dokumenter, at de skal have karakter af aktstykker for at

blive omfattet af loven, sml. ovenfor under 1 om det beslægtede problem med

hensyn til andre genstande end skriftstykker i traditionel forstand.

At eksempelvis dokumenter,

der af private indleveres til postbesørgelse hos postvæsenet, ikke bør være

omfattet af loven, er da også efter udvalgets opfattelse indlysende. Det

samme

gælder imidlertid ligeledes dokumenter, der af private indleveres til

opbevaring

i det offentliges arkiver m.v. - ofte med klausuler om hemmeligholdelse i en

kortere eller længere årrække. Såfremt offentlighedsloven blev gjort

anvendelig

på private arkivalier, måtte det befrygtes, at indlevering af sådanne

dokumenter

i en række tilfælde ville blive undladt til skade navnlig for forskningen.

Heller ikke i tilfælde, hvor dokumenter alene indleveres til

forvaltningsmyndigheder

med henblik på en teknisk eller anden dermed ligestillet bearbejdning, såsom

stempling, legalisering o. lign., bør de være undergivet aktindsigt.

...'

Ved min gennemgang af sagen

har jeg lagt til grund at de pågældende bispemødereferater er

indgået

til Københavns Stift, og at

referaterne er tilgængelige for stiftets øvrige medarbejdere. Om referaterne

herefter kan undtages fra aktindsigt beror på, om de kan siges ikke at være

blevet undergivet administrativ sagsbehandling i stiftet.

Kerneområdet for dokumenter

der efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, kan undtages fra aktindsigt, er

f.eks. dokumenter der blot modtages til ren opbevaring (bl.a. i rigsarkivet)

eller alene bliver undergivet rent teknisk bearbejdning (stempling,

legalisering og lignende), jf. forarbejderne som er citeret ovenfor. Jeg har

tidligere haft anledning til at tage stilling til hvad der i øvrigt ligger i

formuleringen 'som led i administrativ sagsbehandling', jf. Folketingets

Ombudsmands beretning for året 1995, s. 132. Her udtalte jeg, at der er

snævre

grænser for hvilke dokumenter der kan undtages, og at man på baggrund af

forarbejderne

kun kan udeholde de dokumenter som ikke er tillagt eller kan tillægges

betydning for myndighedens administrative virksomhed på området. Det skal med

andre ord typisk være dokumenter hvis indhold er myndighedens almindelige

løbende administrative virksomhed uvedkommmende.

Bispemøderne vedrører bl.a

faglige drøftelser af forskellig karakter og stillingtagen til forskellige

kirkelige spørgsmål. I visse situationer afgiver biskopperne som kollegium

endvidere høringssvar eller andre former for udtalelser til ministeriet.

Mødereferaterne indeholder en nærmere beskrivelse af hvad der er foregået på

møderne. Jeg må derfor lægge til grund at indholdet af referaterne er af klar

relevans for biskoppens almindelige arbejde. Endvidere er jeg gået ud fra at

referaterne også i et vist omfang bruges i forbindelse med behandlingen af

bispeembedets almindelige sager. I den forbindelse skal jeg pege på at det

som

nævnt fremgår af biskoppens høringssvar, at han betragter deltagelse i

bispemøderne - trods mødernes privat prægede status

- som en del af sit almindelige arbejde.

På den baggrund kan jeg ikke

lægge til grund at mødereferaterne er modtaget udelukkende til opbevaring.

Samlet er det derfor min opfattelse at Kirkeministeriet og Biskoppen over

Københavns Stift ikke har været berettiget til at afslå Deres

aktindsigtsbegæring

under henvisning til at referaterne - trods indjournalseringen i stiftet

-ikke

har været undergivet administrativ sagsbehandling. Jeg har gjort ministeriet

og

biskoppen bekendt med min opfattelse og henstillet til Kirkeministeriet at

genoptage behandlingen af (A)'s aktindsigtsklage.

Afslutningsvis skal jeg nævne

at det fremgår af biskoppens udtalelse af 23. december 1997, at

stiftskontorchefen i det stift hvor bispemødet afholdes (forsøgsvis) har

fungeret som referent. Jeg går ud fra at de pågældende medarbejdere har

deltaget i referentarbejdet i kraft af deres ansættelse i stiftet og altså

medvirket som led i tjenesten. Jeg skal i den forbindelse bemærke at det

forhold at et stift yder sekretariatsmæssig bistand til udformning og

udarbejdelse af referater på et så arbejdsmæssigt beslægtet område, efter min

opfattelse er tilstrækkeligt til at det pågældende dokument i stiftet må

anses for at være undergivet administrativ sagsbehandling i

værtsstiftet.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen."

Kirkeministeriet meddelte mig

senere at man på baggrund af min udtalelse havde anmodet biskoppen om at

imødekomme den af A fremsatte aktindsigtsbegæring .

Biskoppen besluttede herefter

at give A aktindsigt i mødereferaterne, men med den undtagelse at

bemærkninger

vedrørende enkeltpersoners private forhold blev fjernet fra referaterne.

Da A efter modtagelsen af

biskoppens afgørelse ikke på ny rettede henvendelse til mig, meddelte jeg

Kirkeministeriet at jeg ikke ville foretage mig mere i sagen.

NOTER (*1) Jf. FOB 1986, s.

90 og

FOB 1995, s. 132.

Lignende dokumenter