Aktindsigt i referater fra bispemøder
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Aktindsigt i referater fra bispemøder
Den 15. oktober 1996 ansøgte
et dagblad, A, Biskoppen over Københavns Stift om aktindsigt i referater af
de
danske biskoppers fællesmøder - "bispemøderne" - fra perioden
januar 1994 til oktober 1996.
Biskoppen over Københavns Stift
svarede A foreløbigt den 25. oktober 1996 - idet biskoppen anførte at han
først
ville træffe endelig afgørelse efter det kommende bispemøde i januar 1997. I
brevet af 25. oktober 1996 skrev biskoppen bl.a. følgende:
"I denne anledning skal
jeg meddele, at bispemødet ikke kan antages at være et officielt kollegialt
organ, men referaterne, der er udarbejdet af en af biskopperne, er bl.a.
indgået til Københavns Stifts bispeembede. Ligesom tilsvarende møder i den
offentlige forvaltning har bispemøderne i stedet bl.a. karakter af seminarer
med henblik på udveksling af erfaringer og drøftelse af sager af
folkekirkelig
interesse. Hver enkelt biskops egne notater er selvsagt internt
arbejdsmateriale, der ikke er undergivet aktindsigt. Af nemhedsgrunde
udarbejdes
der imidlertid af en af de deltagende biskopper et kortfattet referat, der
fungerer som mødedeltagernes fællesnotat. Referatet har derfor hidtil været
betragtet som undtaget fra aktindsigt.
I anledning af (A)'s
anmodning har jeg taget op til fornyet overvejelse, om disse referater kan
kræves udleveret i henhold til offentlighedsloven, herunder om der i tilfælde
af manglende ret til aktindsigt alligevel bør gives aktindsigt i videre
omfang
end det, der følger af offentlighedslovens regler. Som det vil være fremgået,
Læs alt
berører spørgsmålet imidlertid samtlige biskopper, hvorfor jeg finder det
rigtigst, at spørgsmålet drøftes med disse, forinden jeg afgiver min
besvarelse."
Den 7. januar 1997 skrev
Biskoppen over Københavns Stift til A igen. I brevet stod følgende:
"I fortsættelse af mit
brev af 25. oktober 1996 om aktindsigt i bispemødereferater skal jeg meddele,
at spørgsmålet nu har været drøftet med biskopperne.
I denne anledning skal jeg
indledningsvis bemærke, at bispemødet som omtalt i det ovennævnte brev ikke
er
et officielt forvaltningsorgan. Jeg opfatter derfor (A)'s anmodning som
rettet
til Københavns stifts bispeembede, hvortil bispemødereferater bl.a. indgår.
Bispemødereferaterne indgår imidlertid ikke til bispeembedet som led i
administrativ sagsbehandling og er derfor ikke omfattet af retten til
aktindsigt, jfr. § 4, stk. 1, 1. pkt. i offentlighedsloven, der har følgende
ordlyd: 'Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at
blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en
forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse
med
dens virksomhed'. (A) vil således ikke være berettiget til at kræve
bispemødereferaterne udleveret.
I tilslutning hertil har jeg
imidlertid overvejet om det såkaldte meroffentlighedsprincip jfr. 2. pkt. i §
4, stk. 1, bør finde anvendelse. Den nævnte bestemmelse er sålydende: 'En
forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet
følger af regler om tavshedspligt m.v.'. Med henvisning hertil skal jeg
meddele, at jeg - selv om bispekollegiet ikke er et forvaltningsorgan - for
så
vidt angår bispemødereferaterne fra og med mødet i januar 1997 efter
omstændighederne vil kunne stille disse til rådighed for (A) og eventuelle
andre interesserede. Referaterne er dog at betragte som udkast indtil de er
godkendt
af mødedeltagerne, hvorfor jeg først kan stille referaterne til rådighed, når
de er godkendt, hvilket normalt finder sted på det følgende bispemøde.
Min afgørelse kan påklages
til Kirkeministeriet.
Afslutningsvis bemærkes, at
informationen af offentligheden umiddelbart efter bispemøderne fremover vil
finde sted i form af pressemeddelelse."
A klagede over afslaget til
Kirkeministeriet den 14. januar 1997. I brevet anførte A bl.a. følgende:
"...
(A) skal desuden pege på, at
lovgiver i forbindelse med offentlighedslovens vedtagelse understregede, at
'ordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste, så den kan
informere på et
faktisk
grundlag'
(min fremhævning).
På den baggrund anmodes
Kirkeministeriet om at tage stilling til, hvorvidt den af (biskoppen)
foreslåede ordning, hvorefter A og andre interesserede fremover først kan få
adgang til de godkendte referater op til et halvt år efter et bispemødes
afholdelse,
kan siges at være i overensstemmelse med lovgivers intention."
Kirkeministeriet svarede ved
brev af 30. januar 1997. Af brevet fremgik bl.a.:
"I anledning heraf skal
man meddele, at ministeriet anser bispemøderne for at være et forum for
faglige uformelle drøftelser. Et bispemøde er således ikke et officielt
forvaltningsorgan, og bispemødereferaterne indgår ikke til bispeembedet som
led i en administrativ sagsbehandling. Ministeriet er derfor enig med
biskoppen i, at (A) ikke med henvisning til bestemmelserne i
offentlighedsloven
har krav på aktindsigt i bispemødereferater.
Ministeriet har derfor ingen
bemærkninger til den af biskoppen skitserede ordning, hvorefter (A) får
adgang
til bispemødereferater, når disse er godkendt af mødedeltagerne."
A indbragte den 5. februar
1997 sagen for mig og skrev således:
"...
Folkekirken er som
forvaltningsenhed omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen. Da der på
bispemøderne, der holdes mellem landets biskopper mindst tre gange årligt,
stadigt oftere træffes beslutninger, der vedrører folkekirkens styrelse,
udpeges
repræsentanter til diverse bestyrelser (f.eks. folkekirkens
uddannelsesinstitutioner), nedsættes udvalg (senest Thomsen-udvalget samt et
folkekirkeligt medieforum), udarbejdes kommissorier (til bl.a.
Salmebogskommissionen)
og iværksættes og konkluderes på høringer (bl.a. vedrørende deltagelse i
Porvoo-erklæringen), har møderne fået voksende offentlig betydning og
interesse.
Biskopperne er endvidere
begyndt at stille sig til rådighed for pressen efter bispemøderne, ligesom
biskopperne nu har indset mødernes betydning og fremover (...) vil udfærdige
en pressemeddelelse efter hvert møde. Bispemøderne har således i de senere år
ændret karakter fra at være uforpligtende såkaldte 'the-selskaber' til nu at
være egentlige møder med dagsorden og referat, der fremover vil blive
udfærdiget af en embedsmand i stiftsøvrigheden. Denne udvikling må afspejle
sig i den offentlighed, der hersker omkring møderne. Kirkeministeriets
beskrivelse af møderne som 'faglige uformelle drøftelser' kan ikke længere
accepteres.
I mindst eet tilfælde har
referatet fungeret som den danske folkekirkes redegørelse til kirkerne i
Norge og Sverige i forbindelse med drøftelsen af dansk deltagelse i
Porvoo-erklæringen.
(Biskoppen) har på
bispekollegiets vegne foreslået, at pressen fremover kan få adgang til
referaterne fra bispemøderne - dog med en forsinkelse på flere måneder, der
skyldes, at referaterne fra et møde godkendes på det efterfølgende.
Det er avisens opfattelse, at
offentligheden ikke kan være tjent med, at eksisterende referater ikke er
offentligt tilgængelige, eller at der skal gå så lang tid som bebudet, før et
referat af et møde kan godkendes.
Det skal til sidst anføres,
at det i de senere år har været en politisk og lovmæssig ambition at øge det
folkekirkelige demokrati samt skabe større åbenhed omkring folkekirkens
beslutninger ved blandt andet via lovgivning at pålægge menighedsråd at holde
åbne møder.
..."
Jeg sendte den 11. februar
1997 A
's brev med bilag til Kirkeministeriet
og bad ministeriet om en udtalelse i anledning af
klagen. Jeg bad endvidere Kirkeministeriet om
at indhente en udtalelse fra Biskoppen over Københavns Stift. I brev af 14.
marts 1997 skrev biskoppen bl.a. følgende:
"I denne anledning skal
jeg for så vidt angår spørgsmålet om fortolkningen af offentlighedsloven i
det
hele henvise til min afgørelse af 7. januar 1997, jfr. tillige
Kirkeministeriets stadfæstelse af denne afgørelse ved brev af 30. januar
1997.
Det fremgår navnlig heraf, at bispemøderne ikke er et officielt
forvaltningsorgan,
og at bispemødereferaterne ikke er indgået til bispeembedet som led i en
administrativ sagsbehandling. Med henvisning hertil er det fortsat min
opfattelse, at (A) eller andre ikke har ret til aktindsigt i
bispemødereferaterne.
Dernæst skal jeg henvise til,
at jeg har vurderet (A)'s anmodning om aktindsigt i henhold til
meroffentlighedsprincippet. På dette grundlag har jeg indvilget i at give
aktindsigt i kommende bispemødereferater, når disse er godkendt på det
følgende
bispemøde. Af hensyn til bl.a. (A)'s behov for aktuel information vil der
fremover umiddelbart efter mødet blive udsendt en pressemeddelelse, ligesom
pressen som hidtil har adgang til at kontakte bispemødets ordstyrer med
henblik
på at få uddybet enkelte punkter.
Samtidig vil jeg om afslaget
på meddelelse af aktindsigt i tidligere bispemødereferater specielt henvise
til mit brev af 25. oktober 1996, hvorefter referaterne hidtil har været
betragtet som undtaget fra aktindsigt. Da referaterne således er affattet ud
fra en forudsætning om, at referaterne har været fortrolige, har jeg fundet
det rigtigst ikke at udlevere dem i henhold til meroffentlighedsprincippet.
Jeg kan i denne sammenhæng
henvise til det synspunkt, der ligger bag offentlighedslovens § 17, stk. 3,
hvorefter dokumenter udarbejdet før ikrafttrædelsen den 1. januar 1971 af den
første offentlighedslov fortsat ikke er omfattet af den almindelige ret til
aktindsigt.
Afslutningsvis skal jeg pege
på, at (A)'s klage af 5. februar 1997 til Folketingets Ombudsmand indeholder
et
par misforståelser. Som nævnt er bispemøderne ikke et officielt
forvaltningsorgan,
og i konsekvens heraf skal møderne ikke finde sted, ligesom der heller ikke
er
mødepligt. Der skal ikke på bispemøderne træffes bindende beslutninger, idet
hver biskop inden for sit stift er den højeste gejstlige myndighed. Hvor det
er
praktisk, kan der imidlertid træffes beslutninger, men ingen biskop er bundet
af samtlige øvrige biskoppers eventuelle samstemmende opfattelse af et
bestemt
spørgsmål. Endvidere er salmebogkommisionen en af Kirkeministeriet nedsat
kommission med et kommissorium fastsat af Kirkeministeren."
Kirkeministeriet henholdt sig
i brev af 4. april 1997 til ministeriets afgørelse af 30. januar 1997.
Den 9. april 1997 udsendte
Biskoppen over Københavns Stift i egenskab af mødeleder en pressemeddelelse
om
det bispemøde der var blevet afholdt den 8. til 9. april 1997. Det fremgik
heraf at biskopperne på Kirkeministeriets foranledning drøftede fordelingen
af 12 nyoprettede præstestillinger og fremkom med en indstilling. Det fremgik
videre at der i forbindelse med mødet blev nedsat bl.a. Folkekirkeligt
Medieforum hvori biskopperne blev repræsenteret ved 2 navngivne biskopper.
Endvidere nedsatte biskopperne et udvalg for det kirkelige
katastrofeberedskab.
Endelig indstillede biskopperne til kirkeministeren at Biskoppen over
Københavns Stift blev udpeget for en ny 3-årig periode til visse hverv.
Jeg sendte kopi af
udtalelserne til A den 14. april 1997. I A's brev af 6. maj 1997 til mig
anførte A bl.a. følgende kommentarer i anledning af biskoppens og
Kirkeministeriets udtalelser:
"* Bispemødernes status
er - ifølge referatet fra det pågældende bispemøde - også noget biskopperne
selv drøfter. At de nu har besluttet at 'stiftskontorchefen eller en anden
medarbejder fra det stift, hvor bispemødet holdes, fremover tager referat af
bispemøderne' er - for mig at se - kun udtryk for, at bispemøderne i endnu
højere grad er kommet til at ligne et officielt forvaltningsorgan, og at det
i
stigende grad indgår i bispeembedet som led i en administrativ
sagsbehandling.
* Slutteligt vedlægger jeg
desuden en kopi af den pressemeddelelse, som (biskoppen) har udarbejdet som
mødeleder for bispemødet den 8.-9. april. At man skal udsende en
pressemeddelelse efter en faglig uformel drøftelse forekommer uforståeligt,
men
mødet er da også af en helt anden art. Af pressemeddelelsen fremgår det
tydeligt, at biskopperne også på dette møde har truffet en række beslutninger
med mere eller mindre vidtrækkende konsekvenser for den brede folkekirke, og
som derfor også vil være af interesse for den samlede kirkes medlemmer."
Jeg sendte Deres brev til
Kirkeministeriet den 20. maj 1997 og bad om ministeriets eventuelle
bemærkninger i anledning af Deres udtalelse. Ministeriet bad i anledning
heraf
om Biskoppen over Københavns Stifts bemærkninger. I brev af 11. juni 1997
skrev biskoppen bl.a. følgende:
"...
(A) har specielt hæftet sig
ved den nye praksis, hvorefter der som afslutning på et bispemøde udsendes en
pressemeddelelse. Pressemeddelelsen skal dog alene ses som en praktisk
foranstaltning, der erstatter den hidtidige mundtlige orientering efter et
bispemøde. Den mundtlige orientering gav imidlertid - specielt i relation til
(A) - ofte anledning til misforståelser.
Endelig kan en drøftelse af
bispemødernes status, der blandt andet fandt sted på foranledning af (A)'s
anmodning om aktindsigt i bispemødereferaterne, ikke tages som udtryk for at
bispemøderne har skiftet karakter. Det samme gælder det forhold, at
'stiftskontorchefen eller en anden medarbejder fra det stift, hvor bispemødet
holdes, fremover tager referat af bispemøderne'. Det stift, hvor bispemøderne
finder sted, har hidtil stillet forskellige faciliteter til rådighed for
bispemødet, herunder servering under mødet, adgang til fotokopieringsmaskine
m.v. At stiftsadministrationens servicering af bispemøderne er udvidet med en
medarbejder, der bistår med udfærdigelse af referat, ses ikke at ændre
bispemødernes status.
..."
Kirkeministeriet henholdt sig
til biskoppens udtalelse i brev til mig af 20. juni
1997. A
meddelte den 16. juli 1997 at
de seneste bemærkninger fra biskoppen og ministeriet ikke gav A anledning til
at foretage yderligere.
Efter en foreløbig gennemgang
af sagen bad jeg den 7. november 1997 Kirkeministeriet om en supplerende
udtalelse. Jeg skrev bl.a. følgende til ministeriet:
"I udtalelsen til mig
bedes Kirkeministeriet oplyse mig nærmere om karakteren af bispemøderne,
herunder om biskopperne som kollegium har nogle rådgivende funktioner og i
givet fald hvilke. Sker det at andre - eventuelt andre sagkyndige eller
ansatte
i Kirkeministeriet - deltager i de pågældende møder? I hvilket omfang - og
med
hvilket formål - nedsættes underudvalg?
Jeg beder om oplysninger om
hvem der indkalder til møde og fastsætter dagsorden. Hvem varetager
sekretariatsfunktionen for bispemøderne, og hvorledes journaliseres referater
og eventuel post til biskopperne som kollegium?
Ministeriet bedes endvidere
oplyse mig om hvordan bispemøderne financieres. Får deltagerne i mødet dækket
rejseudgifter af det offentlige og udbetalt diæter? Antages deltagelse i
mødet at udgøre en del af biskoppens arbejde? Hvor, hvornår og hvor ofte
afholdes bispemøderne?
Sendes referaterne fra et
bispemøde til andre end deltagerne i mødet?
Som begrundelse for at afslå
aktindsigt har Kirkeministeriet og Biskoppen over Københavns Stift bl.a.
anført
at mødereferaterne ikke indgår til bispeembedet som led i administrativ
sagsbehandling. Jeg beder i den forbindelse om at få oplyst om mødereferatet
sendes til hver enkelt biskop og journaliseres i den pågældendes eget stift.
Samtidig beder jeg om at få oplyst på hvilken måde det pågældende referat
anvendes i stiftet.
Endelig bedes ministeriet
oplyse om man har haft adgang til referaterne fra bispemøderne ved
vurderingen
af hvilken karakter bispemøderne har."
Kirkeministeriet bad i
anledning af min anmodning Biskoppen over Københavns Stift om en udtalelse om
karakteren og det nærmere indhold af bispemøderne. Biskoppen skrev den 23.
december 1997 bl.a. følgende:
"...
I denne anledning skal jeg
meddele, at bispemøder har fundet sted gennem en meget lang årrække. De har
haft og har fortsat karakter af en form for faglige og uformelle drøftelser
og
gensidig udveksling af erfaringer, herunder indhentelse af gode råd fra
kolleger, jfr. bestemmelserne herom i Kirkeordinansen af 1537.
Biskopperne er mig bekendt
ikke blevet rådspurgt som kollegium. Men på den anden side forudsætter f.eks.
Kirkeministeriets anmodning til biskopperne om i fællesskab at fremkomme med
et
forslag til fordeling af 12 nye præstestillinger, at sagen drøftes mellem
biskopperne. Derimod fungerer jeg i visse sager af teologisk art som rådgiver
for Kirkeministeriet. I nogle sager afgiver jeg en udtalelse på egen hånd,
mens jeg i andre sager indhenter en skriftlig udtalelse fra mine kolleger
eller
eventuelt medtager sagen til drøftelse på et bispemøde. Som det fremgår af
nærværende sag, er min udtalelse af 7. januar 1997 således afgivet efter en
drøftelse på et bispemøde.
Der nedsættes ikke egentlige
underudvalg, men selvfølgelig kan faglige uformelle drøftelser forekomme
blandt
et udsnit af biskopperne.
Indtil for nylig var det helt
udelukket, at sagkyndige deltog i bispemødets drøftelser. I nyere tid er der
eksempler på, at vedkommende stiftskontorchef er indkaldt for at redegøre for
et specifikt juridisk problem, for eksempel Kristeligt Dagblads anmodning om
aktindsigt i bispemødereferater. Ansatte i Kirkeministeriet har derimod
aldrig
deltaget i et bispemøde, og dette må efter min opfattelse anses for helt
utænkeligt.
Biskoppen over Københavns
Stift indkalder til møder og fastsætter en emneliste for møderne på baggrund
af
indhentede forslag fra de øvrige biskopper. Der er ikke en sekretærfunktion
for
bispekollegiet, men i og med at jeg indkalder til møderne, varetager
Københavns Stiftsadministration de rent tekniske sekretæropgaver i
forbindelse
med fastsættelse og udsendelse af emneliste. På det seneste har
stiftskontorchefen i det stift, hvor bispemødet afholdes, (forsøgsvis)
fungeret som referent.
Da bispekollegiet ikke er et
forvaltningsorgan, må post sendes til hver enkelt biskop eller til mig med
henblik på videresendelse til kollegerne, herunder eventuel optagelse på
emnelisten for førstkommende bispemøde.
Den enkelte biskops
deltagelse i bispemøderne finansieres som en almindelig tjenesterejse.
Udgifter
i forbindelse med gennemførelse af mødet afholdes som almindelige
mødeudgifter
af det stift, hvor mødet finder sted. Deltagelse i bispemøderne anses i hvert
fald blandt biskopperne for at udgøre en del af biskoppens arbejde, men så
vidt
jeg kan vurdere, bliver den enkelte biskops muligheder for deltagelse i
bispemødet hver gang afvejet i forhold til biskoppens øvrige opgaver. Jeg er
fortsat af den i mit brev af 14. marts 1997 udtrykte opfattelse, hvorefter
der
ikke er mødepligt. En enkelt biskops eventuelle konsekvente udeblivelse fra
bispemøderne kan således ikke få disciplinære konsekvenser.
Der afholdes årligt ca. 3
bispemøder, der principielt afholdes på skift i de enkelte stifter. I praksis
finder der dog 1 bispemøde sted i København hvert år, idet der for at spare
tid
og penge normalt afholdes et bispemøde umiddelbart efter nytår i tilknytning
til biskoppernes deltagelse i nytårskuren.
Som det er fremgået af den
tidligere brevveksling, sendes der efter hvert møde et mødereferat til
biskopperne. I de senere år er det godkendte referat efterfølgende blevet
sendt til biskopperne i Reykjavik og Oslo og ærkebiskopperne i Sverige og
Finland til orientering bl.a om fælles økumeniske spørgsmål. Derudover er
referaterne ikke fremsendt til andre. For så vidt angår Københavns Stift
journaliseres det som indkommen post, men bliver som nævnt ikke gjort til
genstand for en egentlig sagsbehandling. Referatet fungerer som (fælles)
renskrevet internt notat fra bispemødet.
..."
Kirkeministeriet henholdt sig
i brev af 23. januar 1998 til Biskoppen over Københavns Stifts udtalelse.
Ministeriet bemærkede supplerende at seks bispekontorer journaliserer
referaterne - mens fire kontorer ikke gør det. Ministeriet oplyste yderligere
at ministeriet ikke havde haft adgang til referaterne da ministeriet
(tidligere) havde vurderet bispemødernes karakter.
Jeg sendte disse to
udtalelser til partshøring hos A. A meddelte mig den 13. februar 1998 at A
ikke
havde yderligere bemærkninger til sagen.
Ombudsmandens udtalelse
"Klagen og lovgrundlaget
(A) fik i januar 1997 afslag på aktindsigt af Biskoppen over Københavns Stift
i referaterne af de danske biskoppers fællesmøder - 'bispemøderne' - fra
perioden januar 1994 til oktober 1996. Begrundelsen for afslaget var at
bispekollegiet ikke er et forvaltningsorgan, og at bispemødereferaterne ikke
var indgået til bispeembedet som led i administrativ sagsbehandling.
Spørgsmålet om hvorvidt De har ret til aktindsigt, afgøres efter lov om
offentlighed i forvaltningen. Offentlighedsloven angiver som sit
anvendelsesområde følgende i § 1, stk. 1:
'
§ 1.
Loven gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, jf.
dog §§ 2 og 3.'
Om retten til aktindsigt er angivet følgende i § 4, stk. 1:
'
§ 4.
Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at blive
gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en
forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse
med dens virksomhed.
...'
Den enkelte biskop udgør - som forvaltningsorgan - en del af den offentlige
forvaltning og udgør i øvrigt en selvstændig forvaltningsmyndighed i forhold
til Kirkeministeriet, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1986,
s. 90.
Jeg vil i det følgende
for det første
vurdere om biskoppernes deltagelse i bispemøderne er tjenstlig. I forbindelse
hermed vil jeg vurdere om bispemøderne i sig selv kan anses for at være en
del af den 'offentlige forvaltning'.
Dernæst
vil jeg vurdere om Biskoppen over Københavns Stift - med henvisning til
offentlighedslovens § 4, stk. 1 - kan undlade at give aktindsigt i de
bispemødereferater stiftet har modtaget som indkommet post.
Ad 1. Er deltagelsen i bispemøderne tjenstlig, og er bispemøderne i sig
selv en del af den 'offentlige forvaltning'?
Spørgsmålet er først og
fremmest om bispemøderne er en privat sammenkomst, eller om biskoppernes
deltagelse må antages at være af tjenstlig karakter.
Biskoppen over Københavns
Stift har i sin udtalelse af 23. december 1997 karakteriseret bispemøderne
som
et forum for 'faglige og uformelle drøftelser og gensidig udveksling af
erfaringer, herunder indhentelse af gode råd fra kolleger'. Selv om biskoppen
i samme udtalelse også anser deltagelsen for at udgøre en del af en biskops
arbejde, har jeg forstået biskoppen og Kirkeministeriet således at møderne
efter deres opfattelse må betegnes som private sammenkomster. Biskopperne
deltager
således som privatpersoner i et kollegialt samvær med fagligt indhold og ikke
i formel tjenstlig egenskab.
(A) mener derimod at
bispemøderne har ændret karakter fra at være uforpligtende 'the-selskaber'
til
nu at være egentlige tjenstlige møder mellem biskopperne.
Biskoppernes deltagelse i
kollegiet er ikke særligt reguleret ved lov eller anden forskrift.
Spørgsmålet
om hvornår man som offentlig ansat handler som led i tjenesten eller som
privatperson, er heller ikke reguleret i generelle retsforskrifter, hverken i
forvaltningsloven eller i offentlighedsloven.
Bispemødernes status er imidlertid
omtalt i August Roesen, Dansk Kirkeret (1976), s. 25. Heraf fremgår følgende:
'...
Biskopperne er desuden
rådgivende
i kirkelige spørgsmål, både i
forhold til kirkeministeriet og i forhold til de dem underordnede gejstlige
og
andre (D.L. 2-17-17). I sager af principiel betydning er det ret almindeligt,
at ministeriet foruden at rådspørge den biskop, i hvis stift sagen hører
hjemme, indhenter erklæring fra det samlede bispekollegium, idet ministeriet
beder Københavns biskop forelægge sagen på et af de jævnligt afholdte
bispemøder. Disse bispemøder er ikke lovhjemlede. De må for så vidt betragtes
som 'private', og ingen biskop har tjenstlig pligt til at deltage i dem.
I en forespørgsel i
folketinget den 12/12 1962 gav folketingsmand Helge Larsen udtryk for en vis
bekymring for, at biskopperne gennem afholdelse af bispemøder var på vej til
at
indsmugle en uhjemlet kirkeforfatning (Folketingets forhandlinger 1962-63 sp.
1858-60). Forespørgslen blev dagen efter imødegået af kirkeministeren, der
bl.a. citerede følgende passus i et underhåndsbrev af 1/6 1955 fra daværende
kontorchef i kirkeministeriet (X) til en af biskopperne: 'Den bestående
retsordning
(lovgivning m.v.) kender overhovedet ikke biskopperne som korporation. Den
enkelte biskop repræsenterer i virkeligheden kun sit eget stift og det kun
inden for de embedsmæssige funktioner, som er overdraget biskopperne ved
lovgivning eller i henhold til andre gældende bestemmelser eller efter gammel
sædvane. Uden for dette område er biskoppens myndighed ikke af embedsmæssig
art, men beror kun på hans personlige autoritet i forbindelse med den
kendsgerning, at der er betroet ham så betydeligt et embede. For folkekirken
som helhed - ud over det enkelte stift - har biskopperne ingen myndighed til
at
optræde, det kan alene kongen og ministeriet (ministeren), og ministeriet må
endda efter de gældende bestemmelser i mangfoldige forhold søge kgl.
bemyndigelse.' (Folketingets forhandlinger 1962-63 sp. 1927-31).
...'
Der kan endvidere henvises
til Preben Espersen, Kirkeret - Almindelig del (1993), s. 96. Heraf fremgår
følgende:
'...
Biskopperne kan ikke med
retlig gyldighed optræde som kollegialt organ, og ingen biskop behøver at
følge
den opfattelse, som et flertal af biskopperne går ind for.
...'
Efter min opfattelse er det
tvivlsomt om bispemøderne kan karakteriseres som private sammenkomster, eller
om deltagelse må være af tjenstlig karakter. Giver det som her anledning til
tvivl, må afgørelsen efter min opfattelse bero på en vurdering af forholdets
konkrete omstændigheder. Heri må bl.a. indgå karakteren og finansieringen af
aktiviteten som den ansatte deltager i, hvordan myndigheden selv har opfattet
den pågældendes rolle, og hvilken bistand myndigheden i øvrigt yder.
Til støtte for at anse
deltagelsen for at være af tjenstlig karakter taler bl.a.,
at
møderne udgør et forum hvor
'repræsentanter' fra flere sideordnede forvaltningsmyndigheder (biskopperne)
mødes og drøfter arbejdsrelevante emner,
at
udgifterne til afholdelse af bispemøderne betales af det offentlige, og
at
den almindelige sekretariatsfunktion
ydes af stiftsadministrationen.
Til støtte for at anse
deltagelsen for at være af privat karakter taler bl.a.,
at
møderne af såvel biskopperne som Kirkeministeriet er blevet
opfattet som private. Synspunktet støttes i øvrigt af at Den danske
Folkekirke
efter sin styrelsesordning ikke har noget almindeligt gejstligt organ der
repræsenterer Folkekirken som sådan.
Endvidere taler det for at
betragte møderne som private,
at
bispemøderne også rummer uformelle drøftelser og gensidig udveksling af
erfaringer, herunder indhentelse af gode råd fra kolleger, og
at
udgifterne til afholdelse af
bispemøderne er af beskeden størelse. Herudover er det som nævnt antaget i
den
kirkeretlige litteratur at møderne er private.
På det foreliggende grundlag
har jeg ikke tilstækkeligt grundlag for at kritisere at Kirkeministeriets og
Biskoppen over Københavns Stift har anset deltagelsen i møderne for at være
af
privat karakter.
Herefter har jeg heller ikke
grundlag for at fastslå at bispemøderne - som private sammenkomster - i sig
selv kan anses for at være en del af 'den offentlige forvaltning', jf.
offentlighedslovens § 1, stk. 1.
Ad 2.
Biskoppen over
Københavns Stifts og Kirkeministeriets afslag på aktindsigt i medfør af
offentlighedslovens § 4, stk. 1
Den 7. januar 1997 skrev
Biskoppen over Københavns Stift til (A) at da bispemøder ikke er et officielt
forvaltningsorgan, opfattede han (A)'s henvendelse som en anmodning om
aktindsigt
rettet til Biskoppen over Københavns Stift. Han afslog imidlertid at give (A)
aktindsigt med den begrundelse at bispemødereferaterne ikke indgår til
bispeembedet som led i administrativ sagsbehandling, jf. offentlighedslovens
§
4, stk. 1. Kirkeministeriet var enig i denne retsopfattelse.
Som det fremgår af det
foregående afsnit, må jeg lægge til grund at Biskoppen over Københavns Stift
deltog i det pågældende møde som privatperson. Imidlertid fremgår det af
sagen
at mødereferaterne fra bispemøderne - trods mødernes private karakter - er
blevet indjournaliseret i Københavns Stift som indkommet post.
Det er afgørende for om
referaterne herefter er underlagt reglerne om aktindsigt, hvorvidt de er
indgået til myndigheden som led i administrativ sagsbehandling, jf.
offentlighedslovens § 4, stk. 1.
Om det nærmere indhold af §
4, stk. 1 fremgår følgende af lovens forarbejder (Folketingstidende 1985/86,
tillæg A, sp. 210):
'...
Bestemmelsen i stk. 1, 1.
pkt. svarer i princippet til den gældende lovs § 1, stk. 1. Som følge af den
ændrede formulering vedrørende lovens
anvendelsesområde, jfr. lovforslagets § 1, stk. 1, hvorefter loven
gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, er stk.
1,
1. pkt. sprogligt ændret fra at omfatte 'dokumenter i sager, der er eller har
været under behandling i den offentlige forvaltning': til: 'dokumenter, der
er
indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i
administrativ
sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed'. Det er præciseret i
lovteksten, at adgangen til aktindsigt som hidtil kun omfatter dokumenter,
der
undergives eller har været undergivet en administrativ sagsbehandling.
Udenfor falder således
dokumenter, der blot modtages til
opbevaring
(f.eks. i rigsarkivet), eller alene undergives
rent teknisk
eller lignende bearbejdning (stempling, legalisering
o.lign.). Tilsvarende gælder dokumenter, der er sendt til en myndighed ved en
åbenbar
fejltagelse
, når disse ikke
indgår som element i myndighedens afgørelsesgrundlag.
Udenfor falder endvidere
andet 'papirmateriale' som f.eks. undervisningsmateriale, kort, bøger,
brochurer, selv om det produceres eller anvendes af offentlige myndigheder.
Indgår et sådant materiale derimod f.eks. i en klagesag over den pågældende
myndighed,
vil det normalt på dette grundlag blive omfattet af retten til aktindsigt i
den
pågældende klagesag.
Om dokumentbegrebets nærmere
afgrænsning henvises til bemærkningerne til §§ 5 og 6, samt til udvalgets
overvejelser side 160 ff i betænkningen.
...'
I betænkning nr. 857/1978, s.
160, anføres bl.a. følgende om hvilke dokumenter, der bør være omfattet af
loven:
'...
For det første må
bestemmelsen - ligesom loven i almindelighed - antages at bygge på en
forudsætning om, at dokumenter kun bliver undergivet aktindsigt efter loven,
såfremt de modtages af eller afsendes fra en forvaltningsmyndighed som led i
en
administrativ sagsbehandling. Med denne begrænsning af lovens rækkevidde har
det navnlig været tanken at afskære aktindsigt med hensyn til dokumenter, der
blot opbevares eller befordres af en forvaltningsmyndighed eller alene gøres
til genstand for en teknisk bearbejdning af myndigheden. Det gælder således
også for egentlige dokumenter, at de skal have karakter af aktstykker for at
blive omfattet af loven, sml. ovenfor under 1 om det beslægtede problem med
hensyn til andre genstande end skriftstykker i traditionel forstand.
At eksempelvis dokumenter,
der af private indleveres til postbesørgelse hos postvæsenet, ikke bør være
omfattet af loven, er da også efter udvalgets opfattelse indlysende. Det
samme
gælder imidlertid ligeledes dokumenter, der af private indleveres til
opbevaring
i det offentliges arkiver m.v. - ofte med klausuler om hemmeligholdelse i en
kortere eller længere årrække. Såfremt offentlighedsloven blev gjort
anvendelig
på private arkivalier, måtte det befrygtes, at indlevering af sådanne
dokumenter
i en række tilfælde ville blive undladt til skade navnlig for forskningen.
Heller ikke i tilfælde, hvor dokumenter alene indleveres til
forvaltningsmyndigheder
med henblik på en teknisk eller anden dermed ligestillet bearbejdning, såsom
stempling, legalisering o. lign., bør de være undergivet aktindsigt.
...'
Ved min gennemgang af sagen
har jeg lagt til grund at de pågældende bispemødereferater er
indgået
til Københavns Stift, og at
referaterne er tilgængelige for stiftets øvrige medarbejdere. Om referaterne
herefter kan undtages fra aktindsigt beror på, om de kan siges ikke at være
blevet undergivet administrativ sagsbehandling i stiftet.
Kerneområdet for dokumenter
der efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, kan undtages fra aktindsigt, er
f.eks. dokumenter der blot modtages til ren opbevaring (bl.a. i rigsarkivet)
eller alene bliver undergivet rent teknisk bearbejdning (stempling,
legalisering og lignende), jf. forarbejderne som er citeret ovenfor. Jeg har
tidligere haft anledning til at tage stilling til hvad der i øvrigt ligger i
formuleringen 'som led i administrativ sagsbehandling', jf. Folketingets
Ombudsmands beretning for året 1995, s. 132. Her udtalte jeg, at der er
snævre
grænser for hvilke dokumenter der kan undtages, og at man på baggrund af
forarbejderne
kun kan udeholde de dokumenter som ikke er tillagt eller kan tillægges
betydning for myndighedens administrative virksomhed på området. Det skal med
andre ord typisk være dokumenter hvis indhold er myndighedens almindelige
løbende administrative virksomhed uvedkommmende.
Bispemøderne vedrører bl.a
faglige drøftelser af forskellig karakter og stillingtagen til forskellige
kirkelige spørgsmål. I visse situationer afgiver biskopperne som kollegium
endvidere høringssvar eller andre former for udtalelser til ministeriet.
Mødereferaterne indeholder en nærmere beskrivelse af hvad der er foregået på
møderne. Jeg må derfor lægge til grund at indholdet af referaterne er af klar
relevans for biskoppens almindelige arbejde. Endvidere er jeg gået ud fra at
referaterne også i et vist omfang bruges i forbindelse med behandlingen af
bispeembedets almindelige sager. I den forbindelse skal jeg pege på at det
som
nævnt fremgår af biskoppens høringssvar, at han betragter deltagelse i
bispemøderne - trods mødernes privat prægede status
- som en del af sit almindelige arbejde.
På den baggrund kan jeg ikke
lægge til grund at mødereferaterne er modtaget udelukkende til opbevaring.
Samlet er det derfor min opfattelse at Kirkeministeriet og Biskoppen over
Københavns Stift ikke har været berettiget til at afslå Deres
aktindsigtsbegæring
under henvisning til at referaterne - trods indjournalseringen i stiftet
-ikke
har været undergivet administrativ sagsbehandling. Jeg har gjort ministeriet
og
biskoppen bekendt med min opfattelse og henstillet til Kirkeministeriet at
genoptage behandlingen af (A)'s aktindsigtsklage.
Afslutningsvis skal jeg nævne
at det fremgår af biskoppens udtalelse af 23. december 1997, at
stiftskontorchefen i det stift hvor bispemødet afholdes (forsøgsvis) har
fungeret som referent. Jeg går ud fra at de pågældende medarbejdere har
deltaget i referentarbejdet i kraft af deres ansættelse i stiftet og altså
medvirket som led i tjenesten. Jeg skal i den forbindelse bemærke at det
forhold at et stift yder sekretariatsmæssig bistand til udformning og
udarbejdelse af referater på et så arbejdsmæssigt beslægtet område, efter min
opfattelse er tilstrækkeligt til at det pågældende dokument i stiftet må
anses for at være undergivet administrativ sagsbehandling i
værtsstiftet.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen."
Kirkeministeriet meddelte mig
senere at man på baggrund af min udtalelse havde anmodet biskoppen om at
imødekomme den af A fremsatte aktindsigtsbegæring .
Biskoppen besluttede herefter
at give A aktindsigt i mødereferaterne, men med den undtagelse at
bemærkninger
vedrørende enkeltpersoners private forhold blev fjernet fra referaterne.
Da A efter modtagelsen af
biskoppens afgørelse ikke på ny rettede henvendelse til mig, meddelte jeg
Kirkeministeriet at jeg ikke ville foretage mig mere i sagen.
NOTER (*1) Jf. FOB 1986, s.
90 og
FOB 1995, s. 132.
Lignende dokumenter
- Ændring af kirkeregulativ ikke tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt. Hjemmel. Notatpligt Retsinformation · 2. oktober 2002
- 2010 6-1 Afskedigelse af sognepræst. Tjenestemandslovens § 43 Retsinformation · 7. januar 2011
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om hvorvidt en borgmesters stillingtagen til offentliggørelse af materiale deponeret af en borger indebærer, at materialet bliver omfattet af offentlighedsloven Retsinformation · 10. december 2003
- 1990 LSF 10 FORSLAG TIL LOV OM OPRETTELSE AF FÆRØERNES STIFT Retsinformation · 14. november 1990
- 2011 4-2. Aktindsigt i skoles notater om hændelser mellem ansatte og forælder Retsinformation · 11. maj 2011
- 1992 LSF 196 FORSLAG TIL LOV OM KIRKEN I GRØNLAND Retsinformation · 6. maj 1993