Spring til indhold

Retsinformation

Indeholdelsespligtiges hæftelsesansvar. Manglende indeholdelse af A-skat

FOU nr 1999.327UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Indeholdelsespligtiges hæftelsesansvar. Manglende

indeholdelse af A-skat

Ved brev af 18. september

1996 klagede advokat A for arbejdsløshedskasse B til mig over Told- og

Skattestyrelsens afgørelse af 15. august 1996. Ved denne afgørelse blev en

forudgående afgørelse truffet af Told- og Skatteregion København 4 (Syd) den

4.

juli 1995 i en sag om arbejdsløshedskasse B’s hæftelse efter

kildeskattelovens

§ 69 opretholdt. Nærmere bestemt blev arbejdsløshedskassen pålagt at betale i

alt 5.803.486 kr. udgørende en beregnet A-skat for de rejse- og

befordringsgodtgørelser

samt uddannelsesydelser som i indkomståret 1994 var udbetalt til kassens

medlemmer.

Det fremgik af sagen at

arbejdsløshedskasse B i indkomståret 1994 havde udbetalt i alt 11.932.802 kr.

i

rejse- og befordringsgodtgørelse i forbindelse med medlemmernes

kursusdeltagelse, efteruddannelse mv. Arbejdsløshedskassen var ved brev af

17. januar 1994 fra Told- og Skatteregion København 4 (Syd) blevet orienteret

om at de nævnte udbetalinger var skattepligtige for modtagerne, ligesom

arbejdsløshedskassen var orienteret om forpligtelsen til at indeholde A-skat

af

udbetalingerne.

Angiveligt ved en fejl var

der ikke sket indeholdelse af A-skat, ligesom udbetalingerne ikke var

rapporteret til skattemyndighederne i forbindelse med den ordinære udsendelse

af oplysningsskemaer umiddelbart efter udløbet af indkomståret 1994. Fejlen

var først kommet for dagen i sommeren 1995 hvorfor Told- og Skatteregion

København 4 (Syd) den 4. juli 1995 havde truffet afgørelse om at

Læs alt

arbejdsløshedskassen hæftede for en beregnet A-skat på i alt 5.803.486 kr.

efter kildeskattelovens § 69. Efter denne bestemmelse hæfter en

indeholdelsespligtig for den manglende indeholdte A-skat medmindre den

indeholdelsespligtige godtgør at der ikke foreligger forsømmelse.

Advokatens klage til mig

omfattede navnlig Told- og Skattestyrelsens sagsbehandling og afgørelse. Jeg

forstod dette således at advokaten mente at arbejdsløshedskasse B ikke

opfyldte

betingelserne for et hæftelsesansvar efter kildeskattelovens § 69. Dette

begrundedes navnlig med at der ikke var udvist den krævede forsømmelighed.

Advokaten formulerede

herudover de nedenfor omtalte seks klagepunkter.

Klagepunkt 1

“Finder Ombudsmanden det i

overensstemmelse med god forvaltningsskik, at Told- og Skatteregion,

København 4 (Syd) ikke følger anvisninger angivet i SD-cirkulære 1987-4, pkt.

3.4.3?

Det bedes herunder vurderet,

om SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3 er en generel ordensforskrift til

underordnede

myndigheder, der alene skal sikre en smidig administration, eller om

cirkulærets

pkt. 3.4.3 indeholder regler, der skal sikre, at almindelige

forvaltningsprincipper

ikke tilsidesættes over for borgerne.”

Til støtte for dette

klagepunkt fremførte advokaten at den skete opkrævning var ugyldig idet den

var

foretaget i strid med SD-cirkulære 1987-4. Dette cirkulære angiver bl.a.

følgende i pkt. 3.4.3.:

“3.4.3.

Krav opgjort efter den ordinære årsopgørelse er tilgængelig

Arbejdsgiverkommunen skal,

før krav fremsættes over for den indeholdelsespligtige, for hver

indkomstmodtager undersøge,

-

om den opgjorte

A-indkomst er medtaget ved indkomstmodtagerens skatteansættelse for det

pågældende indkomstår, og

-

om der ifølge indkomstmodtagerens

årsopgørelse forekommer restskat til særskilt opkrævning, og om denne er

betalt.

Er A-indkomsten ikke

medregnet ved skatteansættelsen, eller forekommer der restskat til særskilt

opkrævning, kan den ikke indeholdte A-skat umiddelbart opkræves hos den

indeholdelsespligtige.

Oplysningssedler udskrives som anført under pkt. 3.4.2.

Det tilsvarsbeløb, der

opkræves hos den indeholdelsespligtige, må ikke overstige indkomstmodtagerens

samlede, ikke betalte restskat eksklusive procenttillæg og eventuelle

morarenter

for det pågældende indkomstår.”

Samtidig fremførte advokaten

at den i cirkulæret beskrevne fremgangsmåde var udtryk for en almindelig

retsgrundsætning som måtte antages at være gældende, uanset om den var

beskrevet i cirkulæret.

Til belysning af

omstændighederne ved told- og skatteregionernes pålæg om betaling af den ikke

betalte A-skat oplyste advokaten at arbejdsløshedskasse B straks da fejlen

blev

konstateret, bad om tilladelse til at sende rettelser til de fremsendte

oplysningssedler i form af edb-indberetninger. Told- og Skatteregion

København 4 (Syd) var uvillig til at modtage rettelserne og accepterede først

at modtage dem efter at arbejdsløshedskassen havde insisteret på at aflevere

rettelserne som blev fremsendt den 30. august 1995. Den 28. september 1995

meddelte told- og skatteregionen at de fremsendte oplysningssedler var

mangelfuldt udfyldt, men at den endelige vurdering vedrørende dette forhold

afhang af Told- og Skattestyrelsens afgørelse idet sagen var påklaget hertil.

Advokaten fremførte herefter

at såfremt rettelserne havde været gennemført på det tidspunkt hvor

rettelserne

blev modtaget af told- og skatteregionen, kunne omligning have været sket

over

for det enkelte arbejdsløshedskassemedlem.

Klagepunkt 2

“Finder Ombudsmanden, at det

bør skærpe kravet til myndighedernes overholdelse af et cirkulære udstedt af

Statsskattedirektoratet, at Skattedepartementet ved cirkulære 135 af 4.

november 1988 har præciseret, at det i SD-cirkulæret anførte er

gældende?”

Klagepunkt 3

“Finder Ombudsmanden det i

overensstemmelse med god forvaltningsskik at opkræve manglende indeholdt

kildeskat hos en arbejdsgiver eller anden indeholdelsespligtig, hvis

lønmodtageren

allerede er beskattet af det beløb, skatten vedrører, og indbetalingen derved

vil resultere i en udbetaling af overskydende skat til lønmodtageren, der vil

kunne kræves refunderet af arbejdsgiveren?”

Til belysning af klagepunkt 3

oplyste advokaten at arbejdsløshedskasse B var bekendt med at i hvert fald

nogle medlemmer af arbejdsløshedskassen havde modtaget overskydende skat, men

at man var afskåret fra at modtage eksakte oplysninger om hvilke medlemmer

der

havde fået udbetalt overskydende skat. Det var hertil oplyst at det nøjagtige

antal medlemmer det drejede sig om for indkomståret 1994, var 34.139

medlemmer

der havde fået udbetalt kursusgodtgørelse, og 2.397 medlemmer der havde fået

udbetalt uddannelsesydelse.

Klagepunkt 4

“Finder Ombudsmanden, at

antallet af medlemmer hos (arbejdsløshedskasse B), kan være et argument for

Told- og Skattestyrelsens afgørelse?

(Arbejdsløshedskasse B) er... (mange gange større end; min bemærkning) den

mindste arbejdsløshedskasse.

Alene størrelsen af arbejdsløshedskassen medfører naturligvis, at der i

forhold til de mindre kasser er et betydeligt større antal personer

involveret.

Er det i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler, at

antallet af de involverede personer skal være et argument for sagens udfald,

hvilket tilsyneladende er afgørende for Told- og Skatteregion, København 4

(Syd), jfr. bilag ...”

Til belysning af dette

klagepunkt anførte advokaten at arbejdsløshedskassen havde gjort indsigelse

mod beregningen ud fra en “gennemsnitlig trækprocent”. En sådan

fremgangsmåde

var - efter advokatens opfattelse - ikke hjemlet, og det ville under alle

omstændigheder have været ganske umuligt for arbejdsløshedskassen at gøre et

regreskrav gældende ud fra en tilsvarende betragtning.

Klagepunkt 5

“Finder Ombudsmanden, at det

bør indgå i Told- og Skattestyrelsens overvejelser og vurdering af, om

(arbejdsløshedskasse B) har udvist forsømmelighed, at Rigspolitichefen i en

sammenlignelig situation og i samme periode har udbetalt hundeførertillæg til

hundeførere uden indeholdelse af skat, uanset anvisning herom, og uden at

Rigspolitichefen er blevet anmodet om at indbetale den manglende indeholdte

kildeskat, jfr. bilag ...”

Klagepunkt 6

“Finder Ombudsmanden, at

Told- og Skattestyrelsens sagsbehandlingstid har været for lang?”

Jeg forelagde advokatens

klage for Told- og Skattestyrelsen ved brev af 25. september 1996 idet jeg

bad

om styrelsens kommentarer efter en forudgående høring af Told- og

Skatteregion

København 4 (Syd).

Efter at jeg havde erindret

Told- og Skattestyrelsen om svar ved breve af 10. december 1996, 27. januar

1997, 20. juni 1997 og 5. august 1997, og efter at styrelsen ved breve af 4.

februar 1997, 20. februar 1997, 14. april 1997, 9. maj 1997, 2. juli 1997 og

19. august 1997 havde meddelt at høringssvaret var under udarbejdelse, modtog

jeg den ønskede redegørelse ved styrelsens brev af 30. september 1997.

Det fremgår heraf at Told- og

Skatteregion København 4 (Syd) den 17. januar 1994 orienterede

arbejdsløshedskasse B om at de udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser

var

skattepligtige ligesom der skulle indeholdes A-skat ved udbetaling. Samtidig

underrettede Arbejdsmarkedsstyrelsen arbejdsløshedskassen om at

befordringstilskud var A-indkomst fra og med 1994. På trods heraf havde

regionen under et kontrolbesøg i juni 1995 konstateret at

arbejdsløshedskassen

ikke havde foretaget den pligtige indeholdelse af A-skat. Regionen krævede

det

manglende skattebeløb vedrørende indkomståret 1994 betalt af kassen i medfør

af hæftelsesbestemmelsen i kildeskattelovens § 69, stk. 1. For indkomståret

1995 accepterede regionen at den manglende indeholdelse blev afhjulpet ved at

det udbetalte beløb blev medtaget på modtagernes oplysningssedler for 1995.

Vedrørende advokatens

hovedklagepunkt, klagepunkt 1, anførte Told- og Skattestyrelsen følgende:

“De SD-cirkulærer, som

advokaten påberåber sig, må anses som tjenestebefalinger af generelt indhold,

der henvender sig til de underordnede myndigheder. I SD-cirkulære nr. 4 af

2. februar 1987 anføres, at før fremsættelse af krav overfor en

indeholdelsespligtig,

undersøges det, om opgjort A-indkomst er medtaget på den enkelte skatteyders

ansættelse, om der er restskat, og om den er betalt.

SD-cirkulære nr. 135 af 4.

november 1988 ændrede retningslinierne for anvendelsen af § 68 i

kildeskatteloven (om opkrævning hos lønmodtager) og nævner i den forbindelse,

at der i øvrigt ingen ændringer er i 1987-cirkulæret.

Begge cirkulærer blev ophævet

ved Told Skat cirkulære af 21. maj 1996, (1996-11), hvorefter

’retningslinierne

for opkrævning er uændrede og nu fremgår af Håndbog for inddrivelse og

bobehandling (Indbovejledningen)’. Denne flytning kunne ske, fordi

bestemmelsen alene havde karakter af en administrativ vejledning for

myndighederne,

der skal sikre, at skatten af en given udbetaling kun udbetales en gang.

Hæftelsen efter

kildeskattelovens § 69, stk. 1, retter sig umiddelbart mod arbejdsgiver, og

overfor sådant klart, lovfæstet ansvar for manglende indeholdelse som følge

af

forsømmelighed kan den indeholdelsespligtige efter styrelsens opfattelse ikke

støtte ret på et administrativt cirkulære af vejledende karakter.

Såfremt en ændret ansættelse

af alle de involverede lønmodtagere skulle antages at være en absolut

betingelse for at anvende § 69, stk. 1, ville denne bestemmelse være

reduceret

til en subsidiær hæftelse uden noget reelt indhold.

Ifølge bestemmelsen er den

indeholdelsespligtige ’umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende

beløb’. Denne formulering af lovteksten harmonerer ikke med en antagelse

af,

at ’manglende beløb’ skal være konstateret i forbindelse med en

årsopgørelse

for lønmodtageren. Der kan næppe være tvivl om, at der med formuleringen er

sigtet til A-skattebeløb, der ’mangler’ i indeholdelsesfasen.

Den i cirkulæreform (nu

vejledningsform) fastsatte procedure vedrørende uafsluttede indkomstår blev

i sin tid indført for at undgå dobbeltbetaling. Hvis eksempelvis både

’arbejdsgiveren’

og ’lønmodtageren’ har opfattet den udbetalte ydelse som B-indkomst

uden

indeholdelsespligt, og Told Skat statuerer A-indkomst og dermed

indeholdelsespligt, vil et § 69, stk. 1, krav mod arbejdsgiveren føre til

dobbeltbetaling, såfremt arbejdstageren i øvrigt selvangiver korrekt.

Dette er ikke tilfældet i

den foreliggende sag, hvor ’arbejdstagerne’ uden tvivl har opfattet

udbetalingerne som skattefri udgiftsgodtgørelse. Der er derfor ingen rimelig

tvivl om, at (A-kasse B)’s undladelse af at indeholde har ført til et

tab for

det offentlige.”

Til belysning af det

overordnede spørgsmål om arbejdsløshedskassen havde udvist forsømmelighed og

derved opfyldte betingelsen for hæftelse efter kildeskattelovens § 69,

anførte

Told- og Skattestyrelsen yderligere at kassen allerede i 1993 var opmærksom

på at de omhandlede udbetalinger var skattepligtige og undergivet

forpligtelse

til indeholdelse af A-skat. På dette tidspunkt blev der fra

arbejdsløshedskassens side rettet henvendelse til den daværende

skatteminister

med ønske om at få udbetalingerne gjort skattefrie. Dette ønske blev afvist

af

skatteministeren i slutningen af 1993.

Vedrørende advokatens

klagepunkt 3 anførte Told- og Skattestyrelsen følgende:

“Klagers advokat har i sin

klage anført, at nogle af kursisterne har fået udbetalt overskydende skat.

Dette skyldes næppe, at de pågældende har selvangivet de omhandlede

godtgørelser,

men at de - på linie med talrige andre skatteydere - har haft forskydninger

mellem de forskudsregistrerede og de faktiske indkomstforhold. Der påhviler

efter styrelsens opfattelse ikke myndighederne nogen særlig forpligtelse til

at

sikre beløbenes tilstedeværelse på opgørelserne, da dette netop forudsætter,

at

indeholdelsespligten og oplysningspligten har været opfyldt af den

indeholdelsespligtige.

...

Antallet af lønmodtagere har

ikke haft afgørende indflydelse på vurderingen af spørgsmålet, om A-kassen

hæfter for beløbet. Derimod har omfanget medført, at der – som nævnt af

regionen som følge af manglende oplysninger fra A-kassen – (har) været

anvendt

gennemsnitlige trækprocenter ved beregningen, ligesom man har ment, at

udsendelse af underretning af lønmodtagerne efter omstændighederne har kunnet

undlades”.

Vedrørende advokatens

klagepunkt 4 anførte Told- og Skattestyrelsen bl.a. følgende:

“Advokaten anfægter den ved

overenskomst med A-kassen aftalte ’gennemsnitlige trækprocent’, og

mener,

at man ved afgørelsen har lagt vægt på antallet af involverede medlemmer.

Styrelsen skal hertil

anføre, at A-kassen havde problemer med at oplyse den faktiske trækprocent

for samtlige kursister, og det aftaltes derfor at anvende en gennemsnitlig

trækprocent,

som A-kassen beregnede til 50 og 45 pct. og fremsendte til regionen.

Procenterne blev som nævnt beregnet af A-kassen og akcepteret af regionen som

værende dækkende for det offentliges tab som følge af A-kassens

forsømmelighed.

Der er ikke lovregler om,

hvordan et ’manglende beløb’ skal opgøres. Der er imidlertid ingen

tvivl om, at

beløbet normalt ville blive fastsat ud fra den pågældende lønmodtagers

individuelle

trækprocent. Såfremt der grundet manglende oplysninger fra den

indeholdelsespligtige

ikke foreligger skattekort, skal § 69-tilsvaret opgøres til 60 pct. af

udbetalingen, jf. kildeskattelovens § 48, stk. 7. Den mellem regionen og

A-kassen aftalte gennemsnitlige trækprocent er således lavere end 60 pct. og

altså til fordel for A-kassen.”

Told- og Skattestyrelsens

brev af 30. september 1997 var vedlagt en udtalelse om sagen fra Told- og

Skatteregion København 4 (Syd). Det fremgik heraf vedrørende betingelserne

for

anvendelse af kildeskattelovens § 69 at regionen fandt at der klart forelå

forsømmelighed fra arbejdsløshedskassens side, idet der var givet entydige

skriftlige pålæg om skattepligt for de omhandlede godtgørelsesbeløb fra

Arbejdsmarkedsstyrelsen og fra regionen gældende fra 1. januar 1994.

Vedrørende

omstændighederne i forbindelse med opkrævningen af A-skatten oplyste regionen

at de modtagne rettelser til oplysningssedler for indkomståret 1994 var

mangelfuldt udfyldt hvorfor rettelserne blev stillet i bero. Dette meddeltes

ved regionens brev af 28. september 1995, ligesom regionen ved brev af 19.

oktober 1995 gjorde rede for den mangelfulde udfyldelse. Regionen oplyste

yderligere at anvisningerne i SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3., var fulgt når

sås bort fra underretning til lønmodtagerne. Dette var undladt ud fra

antallet

af lønmodtagere - ca. 36.000. Det fremgik i øvrigt at regionen var af den

opfattelse at pkt. 3.4.3. i cirkulæret medførte at såfremt A-indkomsten ikke

var medregnet ved skatteansættelsen, kunne den ikke indeholdte A-skat

umiddelbart opkræves hos den indeholdelsespligtige.

Yderligere oplyste regionen

at antallet af medlemmer ikke havde haft indflydelse ved afgørelsen af den

subjektive tilregnelse. Endelig oplyste regionen at den ikke var bekendt med

at

arbejdsløshedskassen havde gjort indsigelse mod den gennemsnitlige

trækprocent.

Arbejdsløshedskassen havde ikke kunnet oplyse den korrekte trækprocent på

samtlige kursister. Derfor var det blevet aftalt at anvende den

gennemsnitlige

trækprocent.

Jeg forelagde udtalelserne

fra Told- og Skattestyrelsen og Told- og Skatteregion København 4 (Syd) for

advokaten ved brev af 3. oktober 1997.

Ved brev af 31. oktober 1997

fremkom advokaten med en række yderligere oplysninger og synspunkter. Det

anføres bl.a. at arbejdsløshedskasse B ikke havde taget regionens afgørelse

om

betaling til efterretning hvilket fremgik af at afgørelsen var blevet

påklaget

til Told- og Skattestyrelsen. Ligeledes blev det bestridt at opgørelsen af

A-skattebetalingen på grundlag af gennemsnitlige trækprocenter var sket på

arbejdsløshedskassens foranledning. Kassen havde hele tiden været i

besiddelse

af trækprocenter for samtlige kursister idet der var trukket skat i

overensstemmelse med reglerne, bortset fra den omtvistede

befordringsgodtgørelse.

Anvendelsen af den gennemsnitlige trækprocent var et forslag fra told- og

skatteregionen idet trækprocenterne kunne have været trukket på samtlige

kursister.

Yderligere anførtes at arbejdsløshedskassen til samtlige involverede havde

ydet de korrekte oplysninger. Som eksempel herpå havde advokaten fremlagt

kopi

af oplysningsseddel for 1994 for en tilfældig kursist hvoraf fremgik at

“befordringstilskud i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser samt

lov

om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, er A-indkomst med virkning fra

indkomståret

1994”.

Efter advokatens opfattelse måtte det således lægges til grund at samtlige

skatteydere havde modtaget meddelelse om befordringsgodtgørelsens

skattemæssige stilling.

Vedrørende betydningen af

forskrifterne i SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3., anførte advokaten bl.a.

følgende:

“Det må ved vurderingen af

forskrifternes overholdelse være uden betydning, om forskrifterne efter

klagen er flyttet over i en vejledning.

Efter klagers vurdering er

der heller ikke tale om, at § 69 ville være uden reelt indhold, selv om det

antages som en betingelse, at det for hver indkomstmodtager skal undersøges,

om

den enkelte lønmodtager har modtaget indkomst og betalt skatten.

Bestemmelsen vil således

fortsat sikre det offentlige mod tab som følge af en manglende indeholdelse.

Dette synes heller ikke at

stride mod lovbestemmelsens formulering, idet den umiddelbare hæftelse alene

dækker over det forhold, at hæftelsen for arbejdsgiveren ikke er afhængig af,

om beløbet er forsøgt inddrevet hos lønmodtageren.

At hæftelsen ikke kan gøres

gældende, hvis lønmodtageren har betalt skatten, synes ikke at forhindre

bestemmelsens anvendelse.

Told- og Skattestyrelsen anfører,

’at i dette tilfælde har ’arbejdstageren’ uden tvivl opfattet

udbetalingen

som en skattefri udgiftsgodtgørelse’. Dette finder klager ikke

umiddelbart kan

lægges til grund, når nu Told- og Skattestyrelsen samtidigt anfører, at

godtgørelsen uden tvivl var en skattepligtig godtgørelse.

Det er derfor ikke muligt at

opgøre et eventuelt tab for det offentlige i anledning af den manglende

skatteindeholdelse.

Klager finder det derimod af

tvivlsom lovlighed, når Styrelsen tilbyder at nedsætte ansættelserne for

lønmodtagere, der skulle have selvangivet de omhandlede godtgørelser.

Der er altså tale om, at

Told- og Skattestyrelsen anfører, at godtgørelserne klart var skattepligtige,

og at klager derfor har udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde A-skat i

godtgørelsen.”

Jeg forelagde advokatens

udtalelse for Told- og Skattestyrelsen ved brev af 4. november 1997 og bad om

styrelsens eventuelle kommentarer.

Ved brev af 21. november 1997

kommenterede styrelsen advokatens yderligere oplysninger. Det fremgik heraf

at

styrelsen fortsat var af den opfattelse at arbejdsløshedskasse B havde

udvist forsømmelighed, idet arbejdsløshedskassen den 17. januar 1994 var

blevet orienteret om at befordringstilskud var A-indkomst fra og med 1994.

Vedrørende betydningen af

SD-cirkulære 1987-4 anførtes bl.a. følgende:

“For så vidt angår

anvendelsesområdet for SD-cirkulære nr. 4 af 2. februar 1987 og SD-cirkulære

nr. 135 af 4. november 1988 skriver advokat (A), at det ved vurderingen af

forskrifternes overholdelse må være uden betydning, om forskrifterne efter

klagen er flyttet over i en vejledning.

Det er Told- og Skattestyrelsen

for så vidt enig i, og det er heller ikke det styrelsen giver udtryk for i

sin

skrivelse af 30. september 1997.

Det primære i Told- og

Skattestyrelsens argumentation af 30. september 1997 er, at forskrifterne fra

starten i 1987 har været tænkt som en administrativ vejledning for

myndighederne.”

Vedrørende advokatens

udtalelse om at oplysningerne om udbetalingernes skattepligtige karakter var

tilgået samtlige kursister, anførtes at sådanne oplysninger måtte være

udsendt

efter juni 1995. Da selvangivelsen for 1994 skulle indsendes senest den 1.

maj

1995, måtte det - efter styrelsens opfattelse - anses for usandsynligt at

kursisterne på eget initiativ havde selvangivet beløbet.

Jeg forelagde Told- og

Skattestyrelsens udtalelse for advokaten ved brev af 2. december 1997.

Advokaten kommenterede denne i sit brev af 12. december 1997.

Det fremgik heraf at

advokaten fastholdt at den påklagede afgørelse var i strid med

cirkulæret/vejledningen og samtidig også i strid med god forvaltningsskik,

idet

der var tale om et cirkulære/en vejledning der indeholdt præcise anvisninger

for administrationen af bestemmelser i kildeskattelovens § 69.

Yderligere anførte advokaten

følgende vedrørende den af ham tidligere fremlagte oplysningsseddel fra en

kursist:

“Det er korrekt, at der er

tale om en tilfældig kursist. Der er alene tale om et eksempel. I den

forbindelse henvises til skrivelse af 20. november 1997 fra Told- og

Skatteregion, København 4 (Syd) til Told- og Skattestyrelsen. Som det fremgår

af nævnte skrivelse side 1 nederst, og side 2 øverst, er der fremhævet et

eksempel fra Brønderslev Kommune.

Forudsætningen for

Brønderslev Kommunes henvendelse til Told- og Skatteregionen er, at der er en

skatteyder, der har selvangivet beløbet som skattepligtigt, jfr. den

fremsendte oplysningsseddel. Det vil sige, at skatteyderen ønsker at

selvangive beløbet som indkomstskattepligtigt i overensstemmelse med

oplysningssedlen.

Derefter er det uoplyst, hvad

der videre er sket. Hvis ligningen er sket i overensstemmelse med det

selvangivne,

er der netop tale om et eksempel på dobbeltbeskatning, der kunne have været

undgået, hvis cirkulæret/vejledningen var blevet fulgt. Er ligningen ikke

sket i overensstemmelse med det selvangivne, vil dette være i strid med

skattelovgivningen.

Eksemplet viser det

betænkelige i, at hæftelsen principalt gøres gældende mod

(arbejdsløshedskasse

B) uden sikkerhed for en korrekt opgørelse af de beløb der selvangives og

dermed beskattes i overensstemmelse med reglerne.”

Herudover anførte advokaten

vedrørende opgørelsen af det opkrævede A-skattebeløb:

“Anvendelsen af den

gennemsnitlige trækprocent er ikke hjemlet. Der er ikke truffet en konkret

aftale herom. (Arbejdsløshedskasse B) burde have været orienteret om den

korrekte fremgangsmåde.

Anvendelsen af en

gennemsnitlig trækprocent forudsætter endvidere, at trækprocenten svarer til

den skattepligtige indkomst. Det er som bekendt ikke altid tilfældet, hvilket

vil sige, at (Arbejdsløshedskasse B), også selvom en korrekt trækprocent blev

anvendt, hæftede for skattebeløb, der ikke kunne pålignes skatteyderen.”

Sluttelig anførte advokaten

følgende vedrørende de senere fremsendte oplysningssedler:

“Endelig skal jeg i relation

til Told- og Skatteregion, København 4 (Syd)’s skrivelse af 20. november

1997

bemærke, at (arbejdsløshedskasse B) rettede samtlige oplysningssedler, men

måtte opfatte det som et pålæg, at de ikke blev indleveret.

Told- og Skatteregion,

København 4 (Syd) var uvillig til at modtage rettelserne, men modtog dem da

de blev overbragt. Jeg henviser til min skrivelse af 18. september 1996 til

Folketingets Ombudsmand.

Herefter har (arbejdsløshedskasse

B) ikke fået oplyst, hvilke konkrete indsigelser Told- og Skatteregion,

København 4 (Syd) havde, idet det blot er blevet oplyst, at dette afhang af

Told- og Skattestyrelsens afgørelse.

Det er derfor ikke rimeligt,

at dette synspunkt nu gøres gældende til støtte for skattemyndighedernes

synspunkt.”

Jeg forelagde advokatens

yderligere bemærkninger for Told- og Skattestyrelsen og bad om eventuelle

kommentarer.

Ved Told- og Skattestyrelsens

brev af 19. januar 1998 vedlagt en udtalelse fra Told- og Skatteregion

Frederiksberg (tidligere Told- og Skatteregion København 4 (Syd)) blev

advokatens bemærkninger kommenteret, navnlig i relation til spørgsmålet om og

i hvilken udstrækning arbejdsløshedskasse B efterfølgende afgav anvendelige

oplysninger om udbetalingerne til kassens medlemmer.

Der anførtes hertil i Told-

og Skatteregion Frederiksbergs brev af 15. januar 1998 til styrelsen:

“Advokat (A) henviser til

eksemplet fra Brønderslev Kommune og anfører, at hvis ligningen er sket i

overensstemmelse med det selvangivne, er der tale om et eksempel på

dobbeltbeskatning. Hvis ligningen ikke er sket i overensstemmelse med det

selvangivne vil dette være i strid med skattelovgivningen.

Det findes derfor

betænkeligt, at kravet principalt gøres gældende mod AK

(arbejdsløshedskassen,

ombudsmandens bemærkning) uden sikkerhed for en korrekt opgørelse af de beløb

der selvangives og dermed beskattes efter reglerne.

Regionen finder fortsat, at

kravet kan rejses mod AK efter KLS § 69, stk. 1 og fastholder tidligere

opfattelse

af forsømmelighed i sagen.

Det er endvidere regionens

opfattelse, at det har sin formodning imod sig, at et stort antal kursister

m.v. skulle selvangive, den udbetalte befordringsgodtgørelse som

skattepligtig,

navnlig da beløbene i de oplysningssedler, som AK udsendte i januar 1995 til

de

enkelte kursister, var oplyst som skattefrie.

Regionen har ikke kendskab

til flere eksempler end de der er omtalt i regionens udtalelse af 20.

november

1997. Det er derfor regionens opfattelse, at der samlet sker en korrekt

beskatning af godtgørelsen under hensyntagen til anvendelsen af de

gennemsnitlige

trækprocenter.”

Vedrørende spørgsmålet om

opgørelsen af A-skattehæftelsen hed det i regionens brev:

“Det er anført, at

anvendelsen af en gennemsnitlig trækprocent er uhjemlet, og der ikke er

truffet en konkret aftale herom.

Regionen har fortsat den

opfattelse, at der blev indgået en aftale om anvendelse af

gennemsnitsprocenterne

og skal bl.a. henvise til AK’s brev af 29. juni 1996, hvor der under

henvisning

til aftale på mødet den 27. juni 1996 fremsendes AK’s beregning af

gennemsnitlige trækprocenter.”

Den 31. maj 1998 afgav jeg

følgende foreløbige udtalelse:

“

1) Vedrørende hæftelsen efter kildeskattelovens § 69

Det fremgår af

kildeskattelovens § 69 at en indeholdelsespligtig hæfter for den

indeholdelsespligtige A-skat såfremt den undladte indeholdelse kan bebrejdes

denne.

Bestemmelsen lyder således:

’§ 69.

Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde

skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, er over for det

offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre

han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved

iagttagelse af bestemmelserne i denne lov.

Stk. 2.

Den, som har indeholdt skat efter denne lov, hæfter over

for det offentlige for betaling af det indeholdte beløb.

Stk. 3.

Hvis kravet mod den indeholdelsespligtige på grund af

dennes forhold ikke kan opgøres nøjagtigt, f.eks. fordi den

indeholdelsespligtige

ikke har angivet indeholdelserne, kan skattemyndigheden foretage en

foreløbig skønsmæssig fastsættelse. Den indeholdelsespligtige betaler en

afgift på 150 kr. for en sådan fastsættelse.’

Kildeskattelovens § 69 indgår

i den række af bestemmelser i kildeskattelovens Afsnit VII og VIII som sikrer

en effektiv indbetaling og inddrivelse af indeholdelsespligtige kildeskatter.

Kildeskattelovens § 69, stk.

1, hjemler således en umiddelbar’ hæftelse for den

indeholdelsespligtige

hvilken hæftelse denne alene kan frigøre sig fra ved en godtgørelse af at der

ikke er udvist forsømmelighed.

Formuleringen af

bestemmelsens stk. 1 synes således at kunne tages til indtægt for et strengt

ansvar for den indeholdelsespligtige idet hæftelsen er uafhængig af

indkomstmodtagerens økonomiske og skattemæssige forhold ligesom den

indeholdelsespligtige er pålagt en omvendt bevisbyrde’ i henseende til

kravet

om forsømmelighed. Hæftelsen forudsætter dog at det indeholdelsespligtige

beløb kan opgøres og rent faktisk bliver opgjort på grundlag af de

indeholdelsesprocenter,

fradrag mv. som gælder for indkomstmodtagerne. Kan det nøjagtige

indeholdelsespligtige

beløb ikke opgøres, og skyldes dette den indeholdelsespligtiges forhold, kan

der efter kildeskattelovens § 69, stk. 3, foretages en foreløbig skønsmæssig

fastsættelse.

Ved min vurdering af om

(arbejdsløshedskasse B) opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 69,

lægger jeg navnlig vægt på at kassen ved breve af 7. januar 1994 og 17.

januar

1994 modtog et skriftligt påbud fra henholdsvis Arbejdsmarkedsstyrelsen og

Told- og Skatteregion København 4 (Syd) om skatte- og indeholdelsespligt for

de omhandlede udbetalinger. I almindelighed vil jeg betegne den manglende

efterkommelse af sådanne påbud som udslag af forsømmelighed. Dette gælder

ikke

mindst i dette tilfælde hvor meddelelsen er givet i tilslutning til

forudgående

drøftelser og møder med myndighederne, herunder arbejdsløshedskassens

henvendelse

til skatteministeren i 1993. Når jeg samtidig tager i betragtning at

arbejdsløshedskassen hverken i forbindelse med min undersøgelse eller

tidligere

har fremført relevante undskyldende omstændigheder for den undladte

efterkommelse af påbudene, er det min opfattelse at betingelserne for

hæftelsesansvar i kildeskattelovens § 69 er opfyldt.

Jeg kan følgelig ikke give

advokaten medhold i at arbejdsløshedskassen ikke har udvist forsømmelighed.

Som det fremgår af

sagsforløbet, er hæftelsen opgjort på grundlag af en beregnet gennemsnitlig

trækprocent for arbejdsløshedskassens medlemmer opgjort til 50,63 % nedrundet

til 50 % for kursusgodtgørelse og til 45,68 % nedrundet til 45 % for

uddannelsesydelse.

De nærmere omstændigheder i forbindelse med anvendelsen af gennemsnitlige

trækprocenter frem for en anvendelse af indkomstmodtagernes faktiske

trækprocenter har min undersøgelse ikke klart kunnet afklare. Det foreligger

navnlig uklart om og i hvilken udstrækning anvendelsen af gennemsnitlige

trækprocenter hviler på en aftale mellem told- og skatteregionen og

arbejdsløshedskassen. Det synes dog at kunne lægges til grund at anvendelsen

af

en gennemsnitlig trækprocent ikke skyldes at arbejdsløshedskassen manglede

oplysninger

om indkomstmodtagernes trækprocenter. Snarere synes dette begrundet i

praktiske hensyn som følge af det meget store antal indkomstmodtagere.

Uanset om der foreligger

aftale om anvendelse af gennemsnitlige trækprocenter, forudsætter en hæftelse

efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, efter min opfattelse en opgørelse af

hæftelsesbeløbet på grundlag af indkomstmodtagernes faktiske trækprocenter,

fradrag mv. Der er ikke i bestemmelsen eller andetsteds hjemmel til en

opgørelse på andet grundlag. Såfremt oplysninger om de faktiske trækprocenter

ikke foreligger, kan der alene foretages en foreløbig skønsmæssig

fastsættelse

af hæftelsesbeløbet efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 69, stk. 3. Da

betingelserne for anvendelse af denne bestemmelse ikke er opfyldt, og da

hæftelseskravet ej heller er gjort gældende efter denne bestemmelse, er det

min opfattelse at der ikke i kildeskattelovens § 69 har bestået den fornødne

hjemmel til den skete skønsmæssige opgørelse af hæftelsesbeløbet.

2) Vedrørende advokatens klagepunkt 1 - anvisningerne i SD-cirkulære

1987-4, pkt. 3.4.3.

Ovennævnte cirkulære blev

ophævet ved cirkulære fra Told- og Skattestyrelsen af 21. maj 1996,

TS-cirkulære 1996-11. Dette har dog ikke betydet en ændret retstilstand idet

TS-cirkulære 1996-11 dels angiver at bestemmelsen i SD-cirkulære 1987-4

består

uændret, dels at bestemmelserne fremtidig fremgår af Told- og

Skattestyrelsens

Håndbog for Inddrivelse og Bobehandling’.

Min vurdering af advokatens

klagepunkt vedrørende betydningen af de administrative forskrifter vil derfor

ske på grundlag af SD-cirkulære 1987-4.

Cirkulæret indeholder

forholdsnormer for myndighedernes gennemførelse af hæftelsen efter

kildeskattelovens § 69, og jeg lægger til grund at det er cirkulærets punkt

3.4.3. om Krav opgjort efter den ordinære årsopgørelse er tilgængelig’

som er

relevant i denne sammenhæng. Det fremgår heraf at arbejdsgiverkommunen skal

undersøge om den opgjorte A-indkomst er medtaget ved skatteansættelsen, og om

der hos indkomstmodtageren fremkommer restskat. Alene i de tilfælde hvor den

opgjorte A-indkomst ikke er medtaget, eller hvor der er opgjort restskat, kan

hæftelsen gøres gældende. Ved denne formulering sikrer cirkulæret at der ikke

sker en dobbeltbeskatning’ ved at der både sker en skatteansættelse hos

indkomstmodtageren og en betaling fra den indeholdelsespligtige efter

kildeskattelovens § 69.

Ved min vurdering af

betydningen af ovennævnte cirkulærepunkt lægger jeg til grund at der ikke

består en indholdsmæssig uoverensstemmelse mellem kildeskattelovens § 69 og

det nævnte cirkulærepunkt. Selv om lovreglen som fremført af Told- og

Skattestyrelsen indebærer en vidtgående hæftelse, jf. udtrykket umiddelbart

ansvarlig’, og selv om cirkulæret omvendt foreskriver at hæftelsen alene

kan

gøres gældende efter at indkomstmodtagerens forhold er undersøgt, ligger der

efter min opfattelse ingen modstrid heri. Cirkulærets formål om undgåelse af

dobbeltbeskatning og sikring af at hæftelsesbeløbet netop opgøres til det

faktiske og nøjagtige A-skattekrav, er efter min mening forudsat ved

formuleringen af kildeskattelovens § 69. Det fremgår da også direkte af

kildeskattelovens § 69, stk. 3, at der alene kan foretages en foreløbig

opkrævning af hæftelsesbeløbet såfremt A-skattetilsvaret ikke kan opgøres

nøjagtigt på grund af indkomstmodtagerens forhold. Med andre ord kan der

alene

foretages en foreløbig opkrævning i de tilfælde hvor der består en risiko for

dobbeltbeskatning. Det er derfor min opfattelse at en ubetinget anvendelse af

SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3., ikke - som anført af Told- og

Skattestyrelsen

- reducerer hæftelsesbestemmelsen i kildeskattelovens § 69, stk. 1, til en

subsidiær hæftelse uden noget reelt indhold.

Det følger heraf at cirkulæret

ikke blot kan, men skal iagttages ved gennemførelse af et hæftelseskrav efter

kildeskattelovens § 69.

Ved min vurdering af hvilke

konsekvenser det bør have at SD-cirkulære 1987-4 ikke er iagttaget, lægger

jeg

vægt på at cirkulæret som andre interne tjenestebefalinger alene retter sig

mod den eller de myndigheder som er cirkulærets adressat, dvs. nuværende

told-

og skatteregioner. Cirkulæret skaber således ikke selvstændige rettigheder

for

skatteydere der ikke fremgår direkte af lovgivningen. Hertil kommer at det

omtvistede punkt i cirkulæret alene foreskriver en bestemt administrativ

fremgangsmåde

for gennemførelse af hæftelseskrav efter kildeskattelovens § 69. Jeg må

derfor

konkludere at (arbejdsløshedskasse B) ikke kan støtte selvstændige krav

direkte

med henvisning til cirkulæret.

Selv om cirkulærets

bestemmelser tilsyneladende alene vedrører en bestemt administrativ

fremgangsmåde, sikrer dets iagttagelse på den anden side mod

dobbeltbeskatning’. Det må således lægges til grund at en iagttagelse

af

kravet om en forudgående undersøgelse af indkomstmodtagernes forhold kunne

have

påvirket størrelsen af hæftelsesbeløbet i nedadgående retning, idet

indkomstmodtagernes selvstændige selvangivelse af beløbene ville have

reduceret

hæftelsen tilsvarende. Når det tages i betragtning at der er fremkommet

mindst

ét eksempel på at udbetalte godtgørelser efterfølgende er selvangivet (jf.

den ovenfor nævnte angivelse af udbetalingerne til Brønderslev Kommune), må

det

anses for godtgjort at den manglende iagttagelse af formforskrifterne har

medført en betaling fra arbejdsløshedskassen der har oversteget det efter

lovgivningen hjemlede. Hertil kommer risikoen for at andre indkomstmodtagere

har selvangivet godtgørelserne hvorved hæftelsesbeløbet yderligere er blevet

forøget.

Det er derfor min opfattelse

at den manglende iagttagelse af SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3., har haft

indflydelse på opgørelsen af størrelsen af hæftelsesbeløbet og derved haft

indflydelse på arbejdsløshedskassens materielle retsstilling. Herved er

arbejdsløshedskassen blevet udsat for en uhjemlet forskelsbehandling i

forhold til andre indeholdelsespligtige hvis hæftelse er opgjort og fastsat i

overensstemmelse med cirkulæret.

Jeg finder det beklageligt at

Told- og Skatteregion København 4 (Syd) ikke har fulgt

anvisningerne/cirkulæret,

og at Told- og Skattestyrelsen ikke påtalte dette.

Ved overvejelserne af om jeg

har grundlag for at henstille til Told- og Skattestyrelsen at genoptage

sagen,

må jeg tage i betragtning at opgørelsen af hæftelsesbeløbet som nævnt uden

hjemmel er sket på grundlag af gennemsnitlige indeholdelsesprocenter. Jeg må

herudover tage i betragtning at hændelsesforløbet, herunder navnlig den

manglende korrektion af de oplysningssedler som er tilgået

indkomstmodtagerne,

har medført at der ikke er givet reel mulighed for at indkomstmodtagerne har

kunnet foretage modstående fradrag for de afholdte og refunderede

befordringsudgifter, i det omfang der måtte være mulighed herfor efter de

almindelige regler om fradrag for driftsomkostninger. Også i relation hertil

har der således bestået en risiko for at der er sket indbetaling af et samlet

skattetilsvar som er højere end hvad der følger af lovgivningen.

Jeg er derfor indstillet på

at henstille til Told- og Skattestyrelsen at genoptage sagen.

Vedrørende advokatens klagepunkt 2

Som det fremgår, er

SD-cirkulære 1987-4 opretholdt af Skattedepartementet ved cirkulære nr. 135

af 4. november 1988 ligesom begge cirkulærers indhold senere er opretholdt

ved

TS-cirkulære 1996-11. Det er min opfattelse at der herved ikke er sket nogen

indskærpelse af formkrav mv. i SD-cirkulære 1987-4, idet henvisningerne blot

tydeliggør at den hidtidige retstilstand opretholdes.

Vedrørende advokatens klagepunkt 3

Som det ses ovenfor, fremgår

det af SD-cirkulære 1987-4 at hæftelsen forudsætter at beløbsmodtagernes

skatteansættelse er undersøgt, og at der alene gøres en hæftelse gældende

såfremt det udbetalte beløb ikke er modtaget ved indkomstmodtagerens

skatteansættelse,

eller såfremt denne er pålagt restskat. Som anført skyldes dette hensynet til

undgåelse af dobbeltbeskatning. På grundlag heraf er det efter min opfattelse

ikke lovligt at opkræve manglende indeholdt kildeskat hos en arbejdsgiver

eller

anden indeholdelsespligtig hvis lønmodtageren allerede er beskattet af det

beløb skatten vedrører, og indbetalingen resulterer i en overskydende skat.

Jeg henviser i det hele til

mine bemærkninger ovenfor vedrørende behandlingen af advokatens klagepunkt 1.

Vedrørende advokatens klagepunkt 4

Det fremgår af Told- og

Skattestyrelsens høringssvar af 30. september 1997 at antallet af

lønmodtagere

ikke har haft afgørende indflydelse på vurderingen af spørgsmålet om

arbejdsløshedskassens

hæftelse. Af samme svar følger at antallet derimod har haft betydning for

fastsættelsen af en gennemsnitlig trækprocent til opgørelse af

hæftelsesbeløbet

frem for en anvendelse af de faktisk eksisterende trækprocenter.

Ved min vurdering heraf

henviser jeg til det ovenfor under pkt. 1 anførte. Som det fremgår, mener jeg

at der ikke er hjemmel til at foretage en opgørelse af en hæftelse efter

kildeskattelovens § 69, stk. 1, på andet grundlag end oplysninger om de

faktiske trækprocenter. Herefter finder jeg ikke anledning til at gøre mere i

relation til det i klagepunkt 4 indeholdte spørgsmål.

Vedrørende advokatens klagepunkt 5

På baggrund af min ovenfor

udtalte opfattelse i relation til sagens hovedspørgsmål (hjemmelsspørgsmålet)

finder jeg ingen anledning til at foretage en nærmere sammenligning med og

vurdering af det beskrevne begivenhedsforløb vedrørende Rigspolitichefens

udbetalinger

af hundeførertillæg. Jeg henviser i denne forbindelse til ombudsmandslovens §

16, stk. 1, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkelig

anledning til undersøgelse.

Vedrørende advokatens klagepunkt 6

Told- og Skattestyrelsen

modtog arbejdsløshedskassens klage ved advokatens brev af 30. august 1995 og

traf afgørelse den 15. august 1996. Styrelsens sagsbehandlingstid var således

knap et år. Som forklaring på sagsbehandlingstidens længde har jeg fået

oplyst

at sagsbehandlingen blev forsinket ved at sagen først blev behandlet som en

klage over rejse- og befordringsgodtgørelse. De nærmere omstændigheder herved

er dog ikke yderligere oplyst.

En sagsbehandlingstid på knap

et år må anses for at være længere end en part i almindelighed må kunne

påregne. Jeg har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for kritik af

styrelsens sagsbehandlingstid. Jeg lægger i denne forbindelse især vægt på at

min undersøgelse af klagen har vist at sagen har involveret forskellige

principielle

overvejelser hos Told- og Skattestyrelsen.”

Jeg sendte min foreløbige

redegørelse til Skattedepartementet idet jeg bad om departementets eventuelle

bemærkninger til sagen efter forud indhentet udtalelse fra Told- og

Skattestyrelsen og told- og skatteregionen. Jeg orienterede klageren herom.

I brev af 1. juli 1998 afgav

Told- og Skatteregion Frederiksberg en udtalelse til Told- og Skattestyrelsen

på baggrund af min foreløbige redegørelse. Regionen skrev bl.a.:

“Ombudsmanden har i den

foreløbige redegørelse konkluderet, at skattemyndighederne ikke har haft

hjemmel til at opgøre et opkrævet A-skattebeløb på 5.803.486 kr på

grundlag af gennemsnitlige trækprocenter, samt at anvisningerne i

SD-cirkulære

1987-4 for opgørelse og indkrævning burde have været iagttaget. På det

foreliggende grundlag er Ombudsmanden indstillet på at henstille til

Told-

og Skattestyrelsen at genoptage sagen.

Idet henvises til tidligere

udtalelser fra tidligere TSR København 4:Syd og nærværende region kan det

vedrørende de gennemsnitlige trækprocenter supplerende oplyses, at anvendelse

af disse blev aftalt på et møde den 27.juni 1995 mellem A-kassens

hovedkasserer (C) og region

4’

sagsbehandlere, (D) og (E). Procenterne blev beregnet af A-kassen og

fremsendt til regionen med brev af 29.juni 1995. Det var regionens

udgangspunkt, at der skulle have været anvendt en trækprocent på 60 eller de

faktiske trækprocenter for de enkelte A-kassemedlemmer. Da det drejede

sig om ca 36.000 medlemmer accepterede regionen imidlertid, at A-kassen

beregnede gennemsnitlige trækprocenter, og at disse herefter skulle danne

grundlag for beregningen af det A-skattebeløb, som regionen med

henvisning til kildeskattelovens § 69, stk 1, senere afkrævede A-kassen.

Det er regionens opfattelse,

at selvom der ikke eksisterer en direkte hjemmel til at anvende

gennemsnitlige

trækprocenter, er der ikke handlet til ugunst for A-kassen. Der er tale

om en pragmatisk løsning, der er accepteret af de involverede parter.

Ombudsmanden anfører

endvidere i redegørelsen, at TSR København 4:Syd ikke har fulgt anvisninger i

SD-cirkulære 1987-4, idet der ikke er foretaget undersøgelse af, om de

udbetalte beløb er medtaget ved skatteansættelsen for de enkelte

A-kassemedlemmer,

eller om der for disse er forekommet restskat til særskilt opkrævning, og om

denne er betalt.

Regionen fandt det imidlertid

ikke påkrævet at iværksætte en særdeles ressourcekrævende undersøgelse af de

enkelte medlemmers skatteforhold for året 1994, idet A-kassen ved

lønindberetningerne i januar måned 1995 havde oplyst de udbetalte beløb som

skattefrie. Regionen fandt det således lidet sandsynligt, at noget medlem

efterfølgende skulle have selvangivet det udbetalte beløb.

Ved føromtalte møde den

27.juni 1995 oplyste A-kassen, at det skyldtes en edb-fejl, at

beløbene var blevet oplyst som skattefrie. A-kassen har senere på

edb-medie

indsendt rettelse til indberetningerne. Denne rettelse var imidlertid

fejlbehæftet, hvorfor region 4 foranstaltede edb-kørslen annulleret.

Nærværende region finder

herefter, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen.”

Den 23. september 1998 afgav

Told- og Skattestyrelsen følgende udtalelse til mig:

“I skrivelse af 3. juni 1998

(j. nr. 1996-2202-217) om (arbejdsløshedskasse B) til

Skatteministeriets

Departement har De sendt en foreløbig redegørelse med anmodning om en

udtalelse.

Departementet har siden i skrivelser af 12. og 24. juni 1998 til styrelsen

oversendt sagen hertil til direkte besvarelse.

De har endvidere anmodet om

en udtalelse fra Told- og Skatteregion København 4, nu Frederiksberg.

Styrelsen har i sin udtalelse

anvendt samme punktopdeling som klager.

1. Advokat (A)’s påstand

(redegørelsen side 9, sidste afsnit) om, at A-kassen dengang ikke havde

taget betalingen til efterretning og ikke havde foreslået gennemsnitlige

trækprocenter, stemmer ikke med regionens opfattelse af de samme forhold, jf.

senest regionens udtalelse af 1. juli 1998.

Styrelsen er enig med

Ombudsmanden i, at anvendelsen af gennemsnitlige trækprocenter ikke er

hjemlet

i kildeskatteloven. Vi har dog fundet, at denne fremgangsmåde er udtryk for

en

hensigtsmæssig tilskæring’ af en sag af ganske ekstraordinær karakter.

A-kassen

kan ikke anses for at have lidt et retstab ved fremgangsmåden, hvorfor dette

punkt efter vores opfattelse ikke i sig selv kan begrunde en genoptagelse af

sagen.

Styrelsen er enig med

Ombudsmanden i, at den manglende iagttagelse af formforskrifterne kan have

medført

en betaling fra A-kassen, der har oversteget det efter lovgivningen

hjemlede og derved haft indflydelse på A-kassens materielle

retsstilling, uanset det efter styrelsens opfattelse alene kan have været i

et

overordentligt beskedent omfang.

Om en egentlig genoptagelse

af sagen er det styrelsens opfattelse, at der her er tale om mange tusinde

lønmodtagere. Disse kan, jf. regionens udtalelse af 4. november 1996, pkt. 3,

og dens fornyede udtalelse af 1. juli 1998 side 2 om mangler ved

A-kassens

EDBmateriale næppe identificeres. En fuldstændig genoptagelse vil således

allerede af praktiske grunde være reelt umulig. Dersom man alligevel forsøgte

en sådan genoptagelse, ville det medføre ændring af indkomstansættelserne for

ca. 36.000 lønmodtagere. Det skønnede provenu herved på ca. 5,8 mill. kr. vil

blive mere end opslugt af omkostningerne. Dette ville hverken de involverede

kommuner eller lønmodtagerne kunne forstå.

Vælger man at opgive sagen og

tilbagebetale de af A-kassen indbetalte beløb evt. med renter, vil man

belønne

A-kassen for at sidde både sin indeholdelsespligt og en direkte

henstilling fra regionen overhørig. Dette vil være et resultat, der er i klar

modstrid med de intentioner, der ligger bag lovgivningen.

Styrelsen vil naturligvis

være indstillet på at genoptage sagen i den forstand, at enhver

skattebetaling

fra medlemmerne vedrørende de omhandlede ydelser, som A-kassen kan

dokumentere eller sandsynliggøre, vil medføre en tilsvarende reduktion af det

krav, som Told Skat har gjort gældende imod A-kassen. Det har ikke på

noget tidspunkt været styrelsens intention at skaffe sig overdækning for det

tab, statskassen har lidt som følge af A-kassens forsømmelighed.

Styrelsen vil endvidere

overveje, om det på nuværende tidspunkt kan have et formål at udsende en

skrivelse til kommunerne, hvori deres opmærksomhed henledes på denne

problemstilling. De skal så, hvis de under ligning eller anden gennemgang

bliver opmærksom på, at et udbetalt beløb er selvangivet, rette henvendelse

til Told- og Skattestyrelsen, der da på egen foranledning vil

tilbagebetale til A-kassen, således at dennes egenbetaling reduceres med

beløbet.

For så vidt angår det af

advokat (A) indsendte eksempel på, at en kursist (lønmodtager) har modtaget

oplysningsseddel, hvori oplyses, at befordringstilskuddet er A-indkomst

for 1994 skal man henvise til det i udtalelse herfra af 21. november 1997

anførte,

og til regionens bemærkning i udtalelse af 15. januar 1998, side 2, om, at

A-kassen

efter det oplyste i januar 1995 i oplysningssedler meddelte sine kursister,

at

ydelserne var skattefri.

2. Det bemærkes, at

cirkulærerne af 1987 og 1988 ophævedes og reglerne overførtes til Håndbog for

Inddrivelse og Bobehandling for at understrege reglernes vejledende karakter.

3. Der henvises til det i

udtalelsen under 1 anførte.

4. Der henvises til det i

udtalelsen under 1 anførte.

5 og 6. For så vidt angår

klagers bemærkning om styrelsens besvarelsestid henvises til forrige

udtalelse

af 30. september 1997.

Sagens akter - herunder

regionens udtalelse af 1. juli 1998 vedlægges.”

Ombudsmandens udtalelse

”Myndighedernes udtalelser på baggrund af min foreløbige redegørelse

giver mig ikke grundlag for at ændre den opfattelse som jeg har givet udtryk

for i min foreløbige udtalelse.

Det er således særligt fortsat min opfattelse

at

der ikke i kildeskattelovens § 69 er hjemmel til den skete skønsmæssige

opgørelse (på grundlag af gennemsnitlige trækprocenter) af det beløb den

indeholdelsespligtige hæfter for, og

at

det er beklageligt at hæftelseskravet ikke blev opgjort i overensstemmelse

med den fremgangsmåde som er beskrevet i SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3.

Såvel Told- og Skattestyrelsens udtalelse af 23. september 1998 som

Told- og Skatteregion Frederiksbergs udtalelse af 1. juli 1998

indeholder en principiel anerkendelse af, at der ikke er hjemmel i

kildeskatteloven til anvendelse af gennemsnitlige trækprocenter.

Told- og Skattestyrelsen udtaler at ’styrelsen er enig med

Ombudsmanden i, at anvendelsen af gennemsnitlige trækprocenter ikke er

hjemlet i kildeskatteloven’. Tilsvarende fremgår det af told- og

skatteregionens udtalelse, at ’der ikke eksisterer direkte hjemmel til

at anvende gennemsnitlige trækprocenter’. Begge myndigheder anfører

herefter at anvendelsen af de gennemsnitlige trækprocenter skyldes en

hensyntagen til praktiske forhold idet sagen vedrører ca. 36.000 skatteydere.

Styrelsen skriver bl.a. ’at denne fremgangsmåde er udtryk for en

hensigtsmæssig tilskæring’ af en sag af ganske ekstraordinær

karakter’, mens regionen udtaler: ’Der er tale om en pragmatisk

løsning, der er accepteret af de involverede parter’.

Den seneste udtalelse fra Told- og Skatteregion Frederiksberg

indeholder noget mere præcise oplysninger om den hævdede aftaleindgåelse idet

tid, sted og involverede personer anføres. Det fremhæves at det var regionens

udgangspunkt at der enten

skulle anvendes en trækprocent på 60 eller de faktiske trækprocenter. Da det

tidligere er anført af told- og skatteregionen at arbejdsløshedskassen

ikke var i besiddelse af de faktiske trækprocenter, har regionen øjensynlig

forudsat at udgangspunktet for opgørelsen af hæftelsesbeløbet var en

trækprocent på 60. Det bemærkes i denne forbindelse at kildeskattelovens §

48,

stk. 7, foreskriver at der skal ske indeholdelse med 60 % såfremt den

indeholdelsespligtige ikke er i besiddelse af den faktiske trækprocent.

Ifølge told- og

skatteregionen må anvendelsen af de faktisk anvendte gennemsnitlige

trækprocenter på henholdsvis 50 og 45 altså sammenholdes med den i KSL § 48,

stk. 7, hjemlede trækprocent på 60. Anvendelse af de uhjemlede gennemsnitlige

trækprocenter frem for den hjemlede trækprocent skulle således have reduceret

arbejdsløshedskassens hæftelse med et ikke ubetydeligt beløb.

Heroverfor står så

arbejdsløshedskassens oplysninger om at kassen var i besiddelse af de

faktiske

trækprocenter. Dette udsagn underbygger kassen med at den foruden de

omhandlede

rejse- og befordringsgodtgørelser udbetalte andre skattepligtige beløb

til kursisterne, og at der i disse andre blev indeholdt kildeskat.

Arbejdsløshedskassen

mener at anvendelsen af de gennemsnitlige trækprocenter på 50 og 45 må

sammenholdes med de faktiske trækprocenter som i hvert tilfælde ikke har

været

højere. Efter arbejdsløshedskassens opfattelse af sagen har opgørelsen på

grundlag af gennemsnitlige trækprocenter frem for de faktiske trækprocenter

derfor ikke resulteret i en reduceret hæftelse, snarere tværtimod.

Til det anførte finder jeg

anledning til at bemærke at jeg ikke kan være uforstående over for at der

kunne

være et behov for - ud fra de praktiske, administrative hensyn som

myndighederne har fremført i sagen - særlig i en sag som den foreliggende at

kunne opgøre hæftelsens beløbsmæssige størrelse på grundlag af skønsmæssigt

fastsatte gennemsnitlige trækprocenter, og eventuelt tillige at kunne opgøre

hæftelsesansvarets størrelse uden en individuel undersøgelse af om de enkelte

lønmodtagere måtte have selvangivet beløbet og - i givet fald - havde

restskat.

At et sådant behov måtte anses for forståeligt - eller endog rimeligt at

imødekomme - udgør imidlertid ikke et hjemmelsgrundlag. Hvis myndighederne

ønsker en sådan retstilstand indført, kan det kun ske ved en relevant ændring

af lovgivningen, in casu kildeskatteloven. Hvorvidt en sådan lovændring bør

gennemføres, er et lovgivningspolitisk spørgsmål som kun Folketinget kan tage

stilling til.

Med de muligheder jeg som

ombudsmand har for at oplyse og afklare et omstridt faktum, mener jeg ikke at

yderligere undersøgelser fra min side ville kunne afklare om

arbejdsløshedskassens hæftelsesansvar opgjort som sket på grundlag af

gennemsnitlige trækprocenter, er blevet større eller mindre end

hæftelsesansvaret korrekt opgjort på grundlag af de enkelte lønmodtageres

trækprocenter og øvrige relevante individuelle forhold. Det afgørende er

imidlertid at det følger af almindelige offentligretlige principper at

hæftelsesansvaret efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, skal opgøres til det

korrekte beløb - hverken mere eller mindre.

I sagen har der i øvrigt

været uenighed mellem arbejdsløshedskassen og skattemyndighederne om hvorvidt

der er indgået en

aftale

om

anvendelse af gennemsnitlige trækprocenter i forbindelse med opgørelsen af

kassens hæftelsesansvar. Jeg skal hertil bemærke at en sådan aftale ikke

ville

kunne erstatte den manglende lovhjemmel til fremgangsmåden. Kildeskattelovens

§

69 er en præceptiv lovbestemmelse som ikke kan fraviges ved aftale mellem

borgerne og myndighederne.

Jeg henstiller herefter til

Told- og Skattestyrelsen at styrelsen genoptager sagen.

Ud over de overvejelser som

fremgår ovenfor, skal jeg ikke undlade at pege på muligheden af at Told- og

Skattestyrelsen overvejer hvorvidt arbejdsløshedskassen måtte have pådraget

sig

et erstatningsansvar over for det offentlige efter dansk rets almindelige

erstatningsregler, dvs. overvejer hvorvidt der i forbindelse med undladelsen

af

at indeholde A-skat kunne være et ansvarsgrundlag for arbejdsløshedskassen og

-

i bekræftende fald - hvor stort et tab for det offentlige der med sikkerhed

ville kunne opgøres. En eventuel tabsopgørelse vil kunne ske skønsmæssigt og

på

grundlag af generelle faktorer - forudsat at en sådan opgørelsesmåde med

sikkerhed ikke vil føre til fastsættelsen af et tab der er større end det

mindst mulige tab. I fortsættelse heraf skal jeg endelig bemærke at en

eventuel

erstatningssag - modsat en sag efter kildeskattelovens § 69 - principielt

ville kunne afsluttes ved aftale (herunder ved et udenretligt forlig) mellem

den kompetente myndighed og den indeholdelsespligtige.

På baggrund af de

principielle spørgsmål som sagen belyser, sender jeg - ud over til klageren,

Told- og Skattestyrelsen og Told- og Skatteregion Frederiksberg - også

redegørelsen til Skattedepartementet og skatteministeren ligesom jeg sender

en

anonymiseret udgave af redegørelsen til orientering for Folketingets

Retsudvalg

og Folketingets Skatteudvalg.”

Lignende dokumenter