Indeholdelsespligtiges hæftelsesansvar. Manglende indeholdelse af A-skat
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Indeholdelsespligtiges hæftelsesansvar. Manglende
indeholdelse af A-skat
Ved brev af 18. september
1996 klagede advokat A for arbejdsløshedskasse B til mig over Told- og
Skattestyrelsens afgørelse af 15. august 1996. Ved denne afgørelse blev en
forudgående afgørelse truffet af Told- og Skatteregion København 4 (Syd) den
4.
juli 1995 i en sag om arbejdsløshedskasse B’s hæftelse efter
kildeskattelovens
§ 69 opretholdt. Nærmere bestemt blev arbejdsløshedskassen pålagt at betale i
alt 5.803.486 kr. udgørende en beregnet A-skat for de rejse- og
befordringsgodtgørelser
samt uddannelsesydelser som i indkomståret 1994 var udbetalt til kassens
medlemmer.
Det fremgik af sagen at
arbejdsløshedskasse B i indkomståret 1994 havde udbetalt i alt 11.932.802 kr.
i
rejse- og befordringsgodtgørelse i forbindelse med medlemmernes
kursusdeltagelse, efteruddannelse mv. Arbejdsløshedskassen var ved brev af
17. januar 1994 fra Told- og Skatteregion København 4 (Syd) blevet orienteret
om at de nævnte udbetalinger var skattepligtige for modtagerne, ligesom
arbejdsløshedskassen var orienteret om forpligtelsen til at indeholde A-skat
af
udbetalingerne.
Angiveligt ved en fejl var
der ikke sket indeholdelse af A-skat, ligesom udbetalingerne ikke var
rapporteret til skattemyndighederne i forbindelse med den ordinære udsendelse
af oplysningsskemaer umiddelbart efter udløbet af indkomståret 1994. Fejlen
var først kommet for dagen i sommeren 1995 hvorfor Told- og Skatteregion
København 4 (Syd) den 4. juli 1995 havde truffet afgørelse om at
Læs alt
arbejdsløshedskassen hæftede for en beregnet A-skat på i alt 5.803.486 kr.
efter kildeskattelovens § 69. Efter denne bestemmelse hæfter en
indeholdelsespligtig for den manglende indeholdte A-skat medmindre den
indeholdelsespligtige godtgør at der ikke foreligger forsømmelse.
Advokatens klage til mig
omfattede navnlig Told- og Skattestyrelsens sagsbehandling og afgørelse. Jeg
forstod dette således at advokaten mente at arbejdsløshedskasse B ikke
opfyldte
betingelserne for et hæftelsesansvar efter kildeskattelovens § 69. Dette
begrundedes navnlig med at der ikke var udvist den krævede forsømmelighed.
Advokaten formulerede
herudover de nedenfor omtalte seks klagepunkter.
Klagepunkt 1
“Finder Ombudsmanden det i
overensstemmelse med god forvaltningsskik, at Told- og Skatteregion,
København 4 (Syd) ikke følger anvisninger angivet i SD-cirkulære 1987-4, pkt.
3.4.3?
Det bedes herunder vurderet,
om SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3 er en generel ordensforskrift til
underordnede
myndigheder, der alene skal sikre en smidig administration, eller om
cirkulærets
pkt. 3.4.3 indeholder regler, der skal sikre, at almindelige
forvaltningsprincipper
ikke tilsidesættes over for borgerne.”
Til støtte for dette
klagepunkt fremførte advokaten at den skete opkrævning var ugyldig idet den
var
foretaget i strid med SD-cirkulære 1987-4. Dette cirkulære angiver bl.a.
følgende i pkt. 3.4.3.:
“3.4.3.
Krav opgjort efter den ordinære årsopgørelse er tilgængelig
Arbejdsgiverkommunen skal,
før krav fremsættes over for den indeholdelsespligtige, for hver
indkomstmodtager undersøge,
-
om den opgjorte
A-indkomst er medtaget ved indkomstmodtagerens skatteansættelse for det
pågældende indkomstår, og
-
om der ifølge indkomstmodtagerens
årsopgørelse forekommer restskat til særskilt opkrævning, og om denne er
betalt.
Er A-indkomsten ikke
medregnet ved skatteansættelsen, eller forekommer der restskat til særskilt
opkrævning, kan den ikke indeholdte A-skat umiddelbart opkræves hos den
indeholdelsespligtige.
Oplysningssedler udskrives som anført under pkt. 3.4.2.
Det tilsvarsbeløb, der
opkræves hos den indeholdelsespligtige, må ikke overstige indkomstmodtagerens
samlede, ikke betalte restskat eksklusive procenttillæg og eventuelle
morarenter
for det pågældende indkomstår.”
Samtidig fremførte advokaten
at den i cirkulæret beskrevne fremgangsmåde var udtryk for en almindelig
retsgrundsætning som måtte antages at være gældende, uanset om den var
beskrevet i cirkulæret.
Til belysning af
omstændighederne ved told- og skatteregionernes pålæg om betaling af den ikke
betalte A-skat oplyste advokaten at arbejdsløshedskasse B straks da fejlen
blev
konstateret, bad om tilladelse til at sende rettelser til de fremsendte
oplysningssedler i form af edb-indberetninger. Told- og Skatteregion
København 4 (Syd) var uvillig til at modtage rettelserne og accepterede først
at modtage dem efter at arbejdsløshedskassen havde insisteret på at aflevere
rettelserne som blev fremsendt den 30. august 1995. Den 28. september 1995
meddelte told- og skatteregionen at de fremsendte oplysningssedler var
mangelfuldt udfyldt, men at den endelige vurdering vedrørende dette forhold
afhang af Told- og Skattestyrelsens afgørelse idet sagen var påklaget hertil.
Advokaten fremførte herefter
at såfremt rettelserne havde været gennemført på det tidspunkt hvor
rettelserne
blev modtaget af told- og skatteregionen, kunne omligning have været sket
over
for det enkelte arbejdsløshedskassemedlem.
Klagepunkt 2
“Finder Ombudsmanden, at det
bør skærpe kravet til myndighedernes overholdelse af et cirkulære udstedt af
Statsskattedirektoratet, at Skattedepartementet ved cirkulære 135 af 4.
november 1988 har præciseret, at det i SD-cirkulæret anførte er
gældende?”
Klagepunkt 3
“Finder Ombudsmanden det i
overensstemmelse med god forvaltningsskik at opkræve manglende indeholdt
kildeskat hos en arbejdsgiver eller anden indeholdelsespligtig, hvis
lønmodtageren
allerede er beskattet af det beløb, skatten vedrører, og indbetalingen derved
vil resultere i en udbetaling af overskydende skat til lønmodtageren, der vil
kunne kræves refunderet af arbejdsgiveren?”
Til belysning af klagepunkt 3
oplyste advokaten at arbejdsløshedskasse B var bekendt med at i hvert fald
nogle medlemmer af arbejdsløshedskassen havde modtaget overskydende skat, men
at man var afskåret fra at modtage eksakte oplysninger om hvilke medlemmer
der
havde fået udbetalt overskydende skat. Det var hertil oplyst at det nøjagtige
antal medlemmer det drejede sig om for indkomståret 1994, var 34.139
medlemmer
der havde fået udbetalt kursusgodtgørelse, og 2.397 medlemmer der havde fået
udbetalt uddannelsesydelse.
Klagepunkt 4
“Finder Ombudsmanden, at
antallet af medlemmer hos (arbejdsløshedskasse B), kan være et argument for
Told- og Skattestyrelsens afgørelse?
(Arbejdsløshedskasse B) er... (mange gange større end; min bemærkning) den
mindste arbejdsløshedskasse.
Alene størrelsen af arbejdsløshedskassen medfører naturligvis, at der i
forhold til de mindre kasser er et betydeligt større antal personer
involveret.
Er det i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler, at
antallet af de involverede personer skal være et argument for sagens udfald,
hvilket tilsyneladende er afgørende for Told- og Skatteregion, København 4
(Syd), jfr. bilag ...”
Til belysning af dette
klagepunkt anførte advokaten at arbejdsløshedskassen havde gjort indsigelse
mod beregningen ud fra en “gennemsnitlig trækprocent”. En sådan
fremgangsmåde
var - efter advokatens opfattelse - ikke hjemlet, og det ville under alle
omstændigheder have været ganske umuligt for arbejdsløshedskassen at gøre et
regreskrav gældende ud fra en tilsvarende betragtning.
Klagepunkt 5
“Finder Ombudsmanden, at det
bør indgå i Told- og Skattestyrelsens overvejelser og vurdering af, om
(arbejdsløshedskasse B) har udvist forsømmelighed, at Rigspolitichefen i en
sammenlignelig situation og i samme periode har udbetalt hundeførertillæg til
hundeførere uden indeholdelse af skat, uanset anvisning herom, og uden at
Rigspolitichefen er blevet anmodet om at indbetale den manglende indeholdte
kildeskat, jfr. bilag ...”
Klagepunkt 6
“Finder Ombudsmanden, at
Told- og Skattestyrelsens sagsbehandlingstid har været for lang?”
Jeg forelagde advokatens
klage for Told- og Skattestyrelsen ved brev af 25. september 1996 idet jeg
bad
om styrelsens kommentarer efter en forudgående høring af Told- og
Skatteregion
København 4 (Syd).
Efter at jeg havde erindret
Told- og Skattestyrelsen om svar ved breve af 10. december 1996, 27. januar
1997, 20. juni 1997 og 5. august 1997, og efter at styrelsen ved breve af 4.
februar 1997, 20. februar 1997, 14. april 1997, 9. maj 1997, 2. juli 1997 og
19. august 1997 havde meddelt at høringssvaret var under udarbejdelse, modtog
jeg den ønskede redegørelse ved styrelsens brev af 30. september 1997.
Det fremgår heraf at Told- og
Skatteregion København 4 (Syd) den 17. januar 1994 orienterede
arbejdsløshedskasse B om at de udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser
var
skattepligtige ligesom der skulle indeholdes A-skat ved udbetaling. Samtidig
underrettede Arbejdsmarkedsstyrelsen arbejdsløshedskassen om at
befordringstilskud var A-indkomst fra og med 1994. På trods heraf havde
regionen under et kontrolbesøg i juni 1995 konstateret at
arbejdsløshedskassen
ikke havde foretaget den pligtige indeholdelse af A-skat. Regionen krævede
det
manglende skattebeløb vedrørende indkomståret 1994 betalt af kassen i medfør
af hæftelsesbestemmelsen i kildeskattelovens § 69, stk. 1. For indkomståret
1995 accepterede regionen at den manglende indeholdelse blev afhjulpet ved at
det udbetalte beløb blev medtaget på modtagernes oplysningssedler for 1995.
Vedrørende advokatens
hovedklagepunkt, klagepunkt 1, anførte Told- og Skattestyrelsen følgende:
“De SD-cirkulærer, som
advokaten påberåber sig, må anses som tjenestebefalinger af generelt indhold,
der henvender sig til de underordnede myndigheder. I SD-cirkulære nr. 4 af
2. februar 1987 anføres, at før fremsættelse af krav overfor en
indeholdelsespligtig,
undersøges det, om opgjort A-indkomst er medtaget på den enkelte skatteyders
ansættelse, om der er restskat, og om den er betalt.
SD-cirkulære nr. 135 af 4.
november 1988 ændrede retningslinierne for anvendelsen af § 68 i
kildeskatteloven (om opkrævning hos lønmodtager) og nævner i den forbindelse,
at der i øvrigt ingen ændringer er i 1987-cirkulæret.
Begge cirkulærer blev ophævet
ved Told Skat cirkulære af 21. maj 1996, (1996-11), hvorefter
’retningslinierne
for opkrævning er uændrede og nu fremgår af Håndbog for inddrivelse og
bobehandling (Indbovejledningen)’. Denne flytning kunne ske, fordi
bestemmelsen alene havde karakter af en administrativ vejledning for
myndighederne,
der skal sikre, at skatten af en given udbetaling kun udbetales en gang.
Hæftelsen efter
kildeskattelovens § 69, stk. 1, retter sig umiddelbart mod arbejdsgiver, og
overfor sådant klart, lovfæstet ansvar for manglende indeholdelse som følge
af
forsømmelighed kan den indeholdelsespligtige efter styrelsens opfattelse ikke
støtte ret på et administrativt cirkulære af vejledende karakter.
Såfremt en ændret ansættelse
af alle de involverede lønmodtagere skulle antages at være en absolut
betingelse for at anvende § 69, stk. 1, ville denne bestemmelse være
reduceret
til en subsidiær hæftelse uden noget reelt indhold.
Ifølge bestemmelsen er den
indeholdelsespligtige ’umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende
beløb’. Denne formulering af lovteksten harmonerer ikke med en antagelse
af,
at ’manglende beløb’ skal være konstateret i forbindelse med en
årsopgørelse
for lønmodtageren. Der kan næppe være tvivl om, at der med formuleringen er
sigtet til A-skattebeløb, der ’mangler’ i indeholdelsesfasen.
Den i cirkulæreform (nu
vejledningsform) fastsatte procedure vedrørende uafsluttede indkomstår blev
i sin tid indført for at undgå dobbeltbetaling. Hvis eksempelvis både
’arbejdsgiveren’
og ’lønmodtageren’ har opfattet den udbetalte ydelse som B-indkomst
uden
indeholdelsespligt, og Told Skat statuerer A-indkomst og dermed
indeholdelsespligt, vil et § 69, stk. 1, krav mod arbejdsgiveren føre til
dobbeltbetaling, såfremt arbejdstageren i øvrigt selvangiver korrekt.
Dette er ikke tilfældet i
den foreliggende sag, hvor ’arbejdstagerne’ uden tvivl har opfattet
udbetalingerne som skattefri udgiftsgodtgørelse. Der er derfor ingen rimelig
tvivl om, at (A-kasse B)’s undladelse af at indeholde har ført til et
tab for
det offentlige.”
Til belysning af det
overordnede spørgsmål om arbejdsløshedskassen havde udvist forsømmelighed og
derved opfyldte betingelsen for hæftelse efter kildeskattelovens § 69,
anførte
Told- og Skattestyrelsen yderligere at kassen allerede i 1993 var opmærksom
på at de omhandlede udbetalinger var skattepligtige og undergivet
forpligtelse
til indeholdelse af A-skat. På dette tidspunkt blev der fra
arbejdsløshedskassens side rettet henvendelse til den daværende
skatteminister
med ønske om at få udbetalingerne gjort skattefrie. Dette ønske blev afvist
af
skatteministeren i slutningen af 1993.
Vedrørende advokatens
klagepunkt 3 anførte Told- og Skattestyrelsen følgende:
“Klagers advokat har i sin
klage anført, at nogle af kursisterne har fået udbetalt overskydende skat.
Dette skyldes næppe, at de pågældende har selvangivet de omhandlede
godtgørelser,
men at de - på linie med talrige andre skatteydere - har haft forskydninger
mellem de forskudsregistrerede og de faktiske indkomstforhold. Der påhviler
efter styrelsens opfattelse ikke myndighederne nogen særlig forpligtelse til
at
sikre beløbenes tilstedeværelse på opgørelserne, da dette netop forudsætter,
at
indeholdelsespligten og oplysningspligten har været opfyldt af den
indeholdelsespligtige.
...
Antallet af lønmodtagere har
ikke haft afgørende indflydelse på vurderingen af spørgsmålet, om A-kassen
hæfter for beløbet. Derimod har omfanget medført, at der – som nævnt af
regionen som følge af manglende oplysninger fra A-kassen – (har) været
anvendt
gennemsnitlige trækprocenter ved beregningen, ligesom man har ment, at
udsendelse af underretning af lønmodtagerne efter omstændighederne har kunnet
undlades”.
Vedrørende advokatens
klagepunkt 4 anførte Told- og Skattestyrelsen bl.a. følgende:
“Advokaten anfægter den ved
overenskomst med A-kassen aftalte ’gennemsnitlige trækprocent’, og
mener,
at man ved afgørelsen har lagt vægt på antallet af involverede medlemmer.
Styrelsen skal hertil
anføre, at A-kassen havde problemer med at oplyse den faktiske trækprocent
for samtlige kursister, og det aftaltes derfor at anvende en gennemsnitlig
trækprocent,
som A-kassen beregnede til 50 og 45 pct. og fremsendte til regionen.
Procenterne blev som nævnt beregnet af A-kassen og akcepteret af regionen som
værende dækkende for det offentliges tab som følge af A-kassens
forsømmelighed.
Der er ikke lovregler om,
hvordan et ’manglende beløb’ skal opgøres. Der er imidlertid ingen
tvivl om, at
beløbet normalt ville blive fastsat ud fra den pågældende lønmodtagers
individuelle
trækprocent. Såfremt der grundet manglende oplysninger fra den
indeholdelsespligtige
ikke foreligger skattekort, skal § 69-tilsvaret opgøres til 60 pct. af
udbetalingen, jf. kildeskattelovens § 48, stk. 7. Den mellem regionen og
A-kassen aftalte gennemsnitlige trækprocent er således lavere end 60 pct. og
altså til fordel for A-kassen.”
Told- og Skattestyrelsens
brev af 30. september 1997 var vedlagt en udtalelse om sagen fra Told- og
Skatteregion København 4 (Syd). Det fremgik heraf vedrørende betingelserne
for
anvendelse af kildeskattelovens § 69 at regionen fandt at der klart forelå
forsømmelighed fra arbejdsløshedskassens side, idet der var givet entydige
skriftlige pålæg om skattepligt for de omhandlede godtgørelsesbeløb fra
Arbejdsmarkedsstyrelsen og fra regionen gældende fra 1. januar 1994.
Vedrørende
omstændighederne i forbindelse med opkrævningen af A-skatten oplyste regionen
at de modtagne rettelser til oplysningssedler for indkomståret 1994 var
mangelfuldt udfyldt hvorfor rettelserne blev stillet i bero. Dette meddeltes
ved regionens brev af 28. september 1995, ligesom regionen ved brev af 19.
oktober 1995 gjorde rede for den mangelfulde udfyldelse. Regionen oplyste
yderligere at anvisningerne i SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3., var fulgt når
sås bort fra underretning til lønmodtagerne. Dette var undladt ud fra
antallet
af lønmodtagere - ca. 36.000. Det fremgik i øvrigt at regionen var af den
opfattelse at pkt. 3.4.3. i cirkulæret medførte at såfremt A-indkomsten ikke
var medregnet ved skatteansættelsen, kunne den ikke indeholdte A-skat
umiddelbart opkræves hos den indeholdelsespligtige.
Yderligere oplyste regionen
at antallet af medlemmer ikke havde haft indflydelse ved afgørelsen af den
subjektive tilregnelse. Endelig oplyste regionen at den ikke var bekendt med
at
arbejdsløshedskassen havde gjort indsigelse mod den gennemsnitlige
trækprocent.
Arbejdsløshedskassen havde ikke kunnet oplyse den korrekte trækprocent på
samtlige kursister. Derfor var det blevet aftalt at anvende den
gennemsnitlige
trækprocent.
Jeg forelagde udtalelserne
fra Told- og Skattestyrelsen og Told- og Skatteregion København 4 (Syd) for
advokaten ved brev af 3. oktober 1997.
Ved brev af 31. oktober 1997
fremkom advokaten med en række yderligere oplysninger og synspunkter. Det
anføres bl.a. at arbejdsløshedskasse B ikke havde taget regionens afgørelse
om
betaling til efterretning hvilket fremgik af at afgørelsen var blevet
påklaget
til Told- og Skattestyrelsen. Ligeledes blev det bestridt at opgørelsen af
A-skattebetalingen på grundlag af gennemsnitlige trækprocenter var sket på
arbejdsløshedskassens foranledning. Kassen havde hele tiden været i
besiddelse
af trækprocenter for samtlige kursister idet der var trukket skat i
overensstemmelse med reglerne, bortset fra den omtvistede
befordringsgodtgørelse.
Anvendelsen af den gennemsnitlige trækprocent var et forslag fra told- og
skatteregionen idet trækprocenterne kunne have været trukket på samtlige
kursister.
Yderligere anførtes at arbejdsløshedskassen til samtlige involverede havde
ydet de korrekte oplysninger. Som eksempel herpå havde advokaten fremlagt
kopi
af oplysningsseddel for 1994 for en tilfældig kursist hvoraf fremgik at
“befordringstilskud i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser samt
lov
om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, er A-indkomst med virkning fra
indkomståret
1994”.
Efter advokatens opfattelse måtte det således lægges til grund at samtlige
skatteydere havde modtaget meddelelse om befordringsgodtgørelsens
skattemæssige stilling.
Vedrørende betydningen af
forskrifterne i SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3., anførte advokaten bl.a.
følgende:
“Det må ved vurderingen af
forskrifternes overholdelse være uden betydning, om forskrifterne efter
klagen er flyttet over i en vejledning.
Efter klagers vurdering er
der heller ikke tale om, at § 69 ville være uden reelt indhold, selv om det
antages som en betingelse, at det for hver indkomstmodtager skal undersøges,
om
den enkelte lønmodtager har modtaget indkomst og betalt skatten.
Bestemmelsen vil således
fortsat sikre det offentlige mod tab som følge af en manglende indeholdelse.
Dette synes heller ikke at
stride mod lovbestemmelsens formulering, idet den umiddelbare hæftelse alene
dækker over det forhold, at hæftelsen for arbejdsgiveren ikke er afhængig af,
om beløbet er forsøgt inddrevet hos lønmodtageren.
At hæftelsen ikke kan gøres
gældende, hvis lønmodtageren har betalt skatten, synes ikke at forhindre
bestemmelsens anvendelse.
Told- og Skattestyrelsen anfører,
’at i dette tilfælde har ’arbejdstageren’ uden tvivl opfattet
udbetalingen
som en skattefri udgiftsgodtgørelse’. Dette finder klager ikke
umiddelbart kan
lægges til grund, når nu Told- og Skattestyrelsen samtidigt anfører, at
godtgørelsen uden tvivl var en skattepligtig godtgørelse.
Det er derfor ikke muligt at
opgøre et eventuelt tab for det offentlige i anledning af den manglende
skatteindeholdelse.
Klager finder det derimod af
tvivlsom lovlighed, når Styrelsen tilbyder at nedsætte ansættelserne for
lønmodtagere, der skulle have selvangivet de omhandlede godtgørelser.
Der er altså tale om, at
Told- og Skattestyrelsen anfører, at godtgørelserne klart var skattepligtige,
og at klager derfor har udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde A-skat i
godtgørelsen.”
Jeg forelagde advokatens
udtalelse for Told- og Skattestyrelsen ved brev af 4. november 1997 og bad om
styrelsens eventuelle kommentarer.
Ved brev af 21. november 1997
kommenterede styrelsen advokatens yderligere oplysninger. Det fremgik heraf
at
styrelsen fortsat var af den opfattelse at arbejdsløshedskasse B havde
udvist forsømmelighed, idet arbejdsløshedskassen den 17. januar 1994 var
blevet orienteret om at befordringstilskud var A-indkomst fra og med 1994.
Vedrørende betydningen af
SD-cirkulære 1987-4 anførtes bl.a. følgende:
“For så vidt angår
anvendelsesområdet for SD-cirkulære nr. 4 af 2. februar 1987 og SD-cirkulære
nr. 135 af 4. november 1988 skriver advokat (A), at det ved vurderingen af
forskrifternes overholdelse må være uden betydning, om forskrifterne efter
klagen er flyttet over i en vejledning.
Det er Told- og Skattestyrelsen
for så vidt enig i, og det er heller ikke det styrelsen giver udtryk for i
sin
skrivelse af 30. september 1997.
Det primære i Told- og
Skattestyrelsens argumentation af 30. september 1997 er, at forskrifterne fra
starten i 1987 har været tænkt som en administrativ vejledning for
myndighederne.”
Vedrørende advokatens
udtalelse om at oplysningerne om udbetalingernes skattepligtige karakter var
tilgået samtlige kursister, anførtes at sådanne oplysninger måtte være
udsendt
efter juni 1995. Da selvangivelsen for 1994 skulle indsendes senest den 1.
maj
1995, måtte det - efter styrelsens opfattelse - anses for usandsynligt at
kursisterne på eget initiativ havde selvangivet beløbet.
Jeg forelagde Told- og
Skattestyrelsens udtalelse for advokaten ved brev af 2. december 1997.
Advokaten kommenterede denne i sit brev af 12. december 1997.
Det fremgik heraf at
advokaten fastholdt at den påklagede afgørelse var i strid med
cirkulæret/vejledningen og samtidig også i strid med god forvaltningsskik,
idet
der var tale om et cirkulære/en vejledning der indeholdt præcise anvisninger
for administrationen af bestemmelser i kildeskattelovens § 69.
Yderligere anførte advokaten
følgende vedrørende den af ham tidligere fremlagte oplysningsseddel fra en
kursist:
“Det er korrekt, at der er
tale om en tilfældig kursist. Der er alene tale om et eksempel. I den
forbindelse henvises til skrivelse af 20. november 1997 fra Told- og
Skatteregion, København 4 (Syd) til Told- og Skattestyrelsen. Som det fremgår
af nævnte skrivelse side 1 nederst, og side 2 øverst, er der fremhævet et
eksempel fra Brønderslev Kommune.
Forudsætningen for
Brønderslev Kommunes henvendelse til Told- og Skatteregionen er, at der er en
skatteyder, der har selvangivet beløbet som skattepligtigt, jfr. den
fremsendte oplysningsseddel. Det vil sige, at skatteyderen ønsker at
selvangive beløbet som indkomstskattepligtigt i overensstemmelse med
oplysningssedlen.
Derefter er det uoplyst, hvad
der videre er sket. Hvis ligningen er sket i overensstemmelse med det
selvangivne,
er der netop tale om et eksempel på dobbeltbeskatning, der kunne have været
undgået, hvis cirkulæret/vejledningen var blevet fulgt. Er ligningen ikke
sket i overensstemmelse med det selvangivne, vil dette være i strid med
skattelovgivningen.
Eksemplet viser det
betænkelige i, at hæftelsen principalt gøres gældende mod
(arbejdsløshedskasse
B) uden sikkerhed for en korrekt opgørelse af de beløb der selvangives og
dermed beskattes i overensstemmelse med reglerne.”
Herudover anførte advokaten
vedrørende opgørelsen af det opkrævede A-skattebeløb:
“Anvendelsen af den
gennemsnitlige trækprocent er ikke hjemlet. Der er ikke truffet en konkret
aftale herom. (Arbejdsløshedskasse B) burde have været orienteret om den
korrekte fremgangsmåde.
Anvendelsen af en
gennemsnitlig trækprocent forudsætter endvidere, at trækprocenten svarer til
den skattepligtige indkomst. Det er som bekendt ikke altid tilfældet, hvilket
vil sige, at (Arbejdsløshedskasse B), også selvom en korrekt trækprocent blev
anvendt, hæftede for skattebeløb, der ikke kunne pålignes skatteyderen.”
Sluttelig anførte advokaten
følgende vedrørende de senere fremsendte oplysningssedler:
“Endelig skal jeg i relation
til Told- og Skatteregion, København 4 (Syd)’s skrivelse af 20. november
1997
bemærke, at (arbejdsløshedskasse B) rettede samtlige oplysningssedler, men
måtte opfatte det som et pålæg, at de ikke blev indleveret.
Told- og Skatteregion,
København 4 (Syd) var uvillig til at modtage rettelserne, men modtog dem da
de blev overbragt. Jeg henviser til min skrivelse af 18. september 1996 til
Folketingets Ombudsmand.
Herefter har (arbejdsløshedskasse
B) ikke fået oplyst, hvilke konkrete indsigelser Told- og Skatteregion,
København 4 (Syd) havde, idet det blot er blevet oplyst, at dette afhang af
Told- og Skattestyrelsens afgørelse.
Det er derfor ikke rimeligt,
at dette synspunkt nu gøres gældende til støtte for skattemyndighedernes
synspunkt.”
Jeg forelagde advokatens
yderligere bemærkninger for Told- og Skattestyrelsen og bad om eventuelle
kommentarer.
Ved Told- og Skattestyrelsens
brev af 19. januar 1998 vedlagt en udtalelse fra Told- og Skatteregion
Frederiksberg (tidligere Told- og Skatteregion København 4 (Syd)) blev
advokatens bemærkninger kommenteret, navnlig i relation til spørgsmålet om og
i hvilken udstrækning arbejdsløshedskasse B efterfølgende afgav anvendelige
oplysninger om udbetalingerne til kassens medlemmer.
Der anførtes hertil i Told-
og Skatteregion Frederiksbergs brev af 15. januar 1998 til styrelsen:
“Advokat (A) henviser til
eksemplet fra Brønderslev Kommune og anfører, at hvis ligningen er sket i
overensstemmelse med det selvangivne, er der tale om et eksempel på
dobbeltbeskatning. Hvis ligningen ikke er sket i overensstemmelse med det
selvangivne vil dette være i strid med skattelovgivningen.
Det findes derfor
betænkeligt, at kravet principalt gøres gældende mod AK
(arbejdsløshedskassen,
ombudsmandens bemærkning) uden sikkerhed for en korrekt opgørelse af de beløb
der selvangives og dermed beskattes efter reglerne.
Regionen finder fortsat, at
kravet kan rejses mod AK efter KLS § 69, stk. 1 og fastholder tidligere
opfattelse
af forsømmelighed i sagen.
Det er endvidere regionens
opfattelse, at det har sin formodning imod sig, at et stort antal kursister
m.v. skulle selvangive, den udbetalte befordringsgodtgørelse som
skattepligtig,
navnlig da beløbene i de oplysningssedler, som AK udsendte i januar 1995 til
de
enkelte kursister, var oplyst som skattefrie.
Regionen har ikke kendskab
til flere eksempler end de der er omtalt i regionens udtalelse af 20.
november
1997. Det er derfor regionens opfattelse, at der samlet sker en korrekt
beskatning af godtgørelsen under hensyntagen til anvendelsen af de
gennemsnitlige
trækprocenter.”
Vedrørende spørgsmålet om
opgørelsen af A-skattehæftelsen hed det i regionens brev:
“Det er anført, at
anvendelsen af en gennemsnitlig trækprocent er uhjemlet, og der ikke er
truffet en konkret aftale herom.
Regionen har fortsat den
opfattelse, at der blev indgået en aftale om anvendelse af
gennemsnitsprocenterne
og skal bl.a. henvise til AK’s brev af 29. juni 1996, hvor der under
henvisning
til aftale på mødet den 27. juni 1996 fremsendes AK’s beregning af
gennemsnitlige trækprocenter.”
Den 31. maj 1998 afgav jeg
følgende foreløbige udtalelse:
“
1) Vedrørende hæftelsen efter kildeskattelovens § 69
Det fremgår af
kildeskattelovens § 69 at en indeholdelsespligtig hæfter for den
indeholdelsespligtige A-skat såfremt den undladte indeholdelse kan bebrejdes
denne.
Bestemmelsen lyder således:
’§ 69.
Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde
skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, er over for det
offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre
han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved
iagttagelse af bestemmelserne i denne lov.
Stk. 2.
Den, som har indeholdt skat efter denne lov, hæfter over
for det offentlige for betaling af det indeholdte beløb.
Stk. 3.
Hvis kravet mod den indeholdelsespligtige på grund af
dennes forhold ikke kan opgøres nøjagtigt, f.eks. fordi den
indeholdelsespligtige
ikke har angivet indeholdelserne, kan skattemyndigheden foretage en
foreløbig skønsmæssig fastsættelse. Den indeholdelsespligtige betaler en
afgift på 150 kr. for en sådan fastsættelse.’
Kildeskattelovens § 69 indgår
i den række af bestemmelser i kildeskattelovens Afsnit VII og VIII som sikrer
en effektiv indbetaling og inddrivelse af indeholdelsespligtige kildeskatter.
Kildeskattelovens § 69, stk.
1, hjemler således en umiddelbar’ hæftelse for den
indeholdelsespligtige
hvilken hæftelse denne alene kan frigøre sig fra ved en godtgørelse af at der
ikke er udvist forsømmelighed.
Formuleringen af
bestemmelsens stk. 1 synes således at kunne tages til indtægt for et strengt
ansvar for den indeholdelsespligtige idet hæftelsen er uafhængig af
indkomstmodtagerens økonomiske og skattemæssige forhold ligesom den
indeholdelsespligtige er pålagt en omvendt bevisbyrde’ i henseende til
kravet
om forsømmelighed. Hæftelsen forudsætter dog at det indeholdelsespligtige
beløb kan opgøres og rent faktisk bliver opgjort på grundlag af de
indeholdelsesprocenter,
fradrag mv. som gælder for indkomstmodtagerne. Kan det nøjagtige
indeholdelsespligtige
beløb ikke opgøres, og skyldes dette den indeholdelsespligtiges forhold, kan
der efter kildeskattelovens § 69, stk. 3, foretages en foreløbig skønsmæssig
fastsættelse.
Ved min vurdering af om
(arbejdsløshedskasse B) opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 69,
lægger jeg navnlig vægt på at kassen ved breve af 7. januar 1994 og 17.
januar
1994 modtog et skriftligt påbud fra henholdsvis Arbejdsmarkedsstyrelsen og
Told- og Skatteregion København 4 (Syd) om skatte- og indeholdelsespligt for
de omhandlede udbetalinger. I almindelighed vil jeg betegne den manglende
efterkommelse af sådanne påbud som udslag af forsømmelighed. Dette gælder
ikke
mindst i dette tilfælde hvor meddelelsen er givet i tilslutning til
forudgående
drøftelser og møder med myndighederne, herunder arbejdsløshedskassens
henvendelse
til skatteministeren i 1993. Når jeg samtidig tager i betragtning at
arbejdsløshedskassen hverken i forbindelse med min undersøgelse eller
tidligere
har fremført relevante undskyldende omstændigheder for den undladte
efterkommelse af påbudene, er det min opfattelse at betingelserne for
hæftelsesansvar i kildeskattelovens § 69 er opfyldt.
Jeg kan følgelig ikke give
advokaten medhold i at arbejdsløshedskassen ikke har udvist forsømmelighed.
Som det fremgår af
sagsforløbet, er hæftelsen opgjort på grundlag af en beregnet gennemsnitlig
trækprocent for arbejdsløshedskassens medlemmer opgjort til 50,63 % nedrundet
til 50 % for kursusgodtgørelse og til 45,68 % nedrundet til 45 % for
uddannelsesydelse.
De nærmere omstændigheder i forbindelse med anvendelsen af gennemsnitlige
trækprocenter frem for en anvendelse af indkomstmodtagernes faktiske
trækprocenter har min undersøgelse ikke klart kunnet afklare. Det foreligger
navnlig uklart om og i hvilken udstrækning anvendelsen af gennemsnitlige
trækprocenter hviler på en aftale mellem told- og skatteregionen og
arbejdsløshedskassen. Det synes dog at kunne lægges til grund at anvendelsen
af
en gennemsnitlig trækprocent ikke skyldes at arbejdsløshedskassen manglede
oplysninger
om indkomstmodtagernes trækprocenter. Snarere synes dette begrundet i
praktiske hensyn som følge af det meget store antal indkomstmodtagere.
Uanset om der foreligger
aftale om anvendelse af gennemsnitlige trækprocenter, forudsætter en hæftelse
efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, efter min opfattelse en opgørelse af
hæftelsesbeløbet på grundlag af indkomstmodtagernes faktiske trækprocenter,
fradrag mv. Der er ikke i bestemmelsen eller andetsteds hjemmel til en
opgørelse på andet grundlag. Såfremt oplysninger om de faktiske trækprocenter
ikke foreligger, kan der alene foretages en foreløbig skønsmæssig
fastsættelse
af hæftelsesbeløbet efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 69, stk. 3. Da
betingelserne for anvendelse af denne bestemmelse ikke er opfyldt, og da
hæftelseskravet ej heller er gjort gældende efter denne bestemmelse, er det
min opfattelse at der ikke i kildeskattelovens § 69 har bestået den fornødne
hjemmel til den skete skønsmæssige opgørelse af hæftelsesbeløbet.
2) Vedrørende advokatens klagepunkt 1 - anvisningerne i SD-cirkulære
1987-4, pkt. 3.4.3.
Ovennævnte cirkulære blev
ophævet ved cirkulære fra Told- og Skattestyrelsen af 21. maj 1996,
TS-cirkulære 1996-11. Dette har dog ikke betydet en ændret retstilstand idet
TS-cirkulære 1996-11 dels angiver at bestemmelsen i SD-cirkulære 1987-4
består
uændret, dels at bestemmelserne fremtidig fremgår af Told- og
Skattestyrelsens
Håndbog for Inddrivelse og Bobehandling’.
Min vurdering af advokatens
klagepunkt vedrørende betydningen af de administrative forskrifter vil derfor
ske på grundlag af SD-cirkulære 1987-4.
Cirkulæret indeholder
forholdsnormer for myndighedernes gennemførelse af hæftelsen efter
kildeskattelovens § 69, og jeg lægger til grund at det er cirkulærets punkt
3.4.3. om Krav opgjort efter den ordinære årsopgørelse er tilgængelig’
som er
relevant i denne sammenhæng. Det fremgår heraf at arbejdsgiverkommunen skal
undersøge om den opgjorte A-indkomst er medtaget ved skatteansættelsen, og om
der hos indkomstmodtageren fremkommer restskat. Alene i de tilfælde hvor den
opgjorte A-indkomst ikke er medtaget, eller hvor der er opgjort restskat, kan
hæftelsen gøres gældende. Ved denne formulering sikrer cirkulæret at der ikke
sker en dobbeltbeskatning’ ved at der både sker en skatteansættelse hos
indkomstmodtageren og en betaling fra den indeholdelsespligtige efter
kildeskattelovens § 69.
Ved min vurdering af
betydningen af ovennævnte cirkulærepunkt lægger jeg til grund at der ikke
består en indholdsmæssig uoverensstemmelse mellem kildeskattelovens § 69 og
det nævnte cirkulærepunkt. Selv om lovreglen som fremført af Told- og
Skattestyrelsen indebærer en vidtgående hæftelse, jf. udtrykket umiddelbart
ansvarlig’, og selv om cirkulæret omvendt foreskriver at hæftelsen alene
kan
gøres gældende efter at indkomstmodtagerens forhold er undersøgt, ligger der
efter min opfattelse ingen modstrid heri. Cirkulærets formål om undgåelse af
dobbeltbeskatning og sikring af at hæftelsesbeløbet netop opgøres til det
faktiske og nøjagtige A-skattekrav, er efter min mening forudsat ved
formuleringen af kildeskattelovens § 69. Det fremgår da også direkte af
kildeskattelovens § 69, stk. 3, at der alene kan foretages en foreløbig
opkrævning af hæftelsesbeløbet såfremt A-skattetilsvaret ikke kan opgøres
nøjagtigt på grund af indkomstmodtagerens forhold. Med andre ord kan der
alene
foretages en foreløbig opkrævning i de tilfælde hvor der består en risiko for
dobbeltbeskatning. Det er derfor min opfattelse at en ubetinget anvendelse af
SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3., ikke - som anført af Told- og
Skattestyrelsen
- reducerer hæftelsesbestemmelsen i kildeskattelovens § 69, stk. 1, til en
subsidiær hæftelse uden noget reelt indhold.
Det følger heraf at cirkulæret
ikke blot kan, men skal iagttages ved gennemførelse af et hæftelseskrav efter
kildeskattelovens § 69.
Ved min vurdering af hvilke
konsekvenser det bør have at SD-cirkulære 1987-4 ikke er iagttaget, lægger
jeg
vægt på at cirkulæret som andre interne tjenestebefalinger alene retter sig
mod den eller de myndigheder som er cirkulærets adressat, dvs. nuværende
told-
og skatteregioner. Cirkulæret skaber således ikke selvstændige rettigheder
for
skatteydere der ikke fremgår direkte af lovgivningen. Hertil kommer at det
omtvistede punkt i cirkulæret alene foreskriver en bestemt administrativ
fremgangsmåde
for gennemførelse af hæftelseskrav efter kildeskattelovens § 69. Jeg må
derfor
konkludere at (arbejdsløshedskasse B) ikke kan støtte selvstændige krav
direkte
med henvisning til cirkulæret.
Selv om cirkulærets
bestemmelser tilsyneladende alene vedrører en bestemt administrativ
fremgangsmåde, sikrer dets iagttagelse på den anden side mod
dobbeltbeskatning’. Det må således lægges til grund at en iagttagelse
af
kravet om en forudgående undersøgelse af indkomstmodtagernes forhold kunne
have
påvirket størrelsen af hæftelsesbeløbet i nedadgående retning, idet
indkomstmodtagernes selvstændige selvangivelse af beløbene ville have
reduceret
hæftelsen tilsvarende. Når det tages i betragtning at der er fremkommet
mindst
ét eksempel på at udbetalte godtgørelser efterfølgende er selvangivet (jf.
den ovenfor nævnte angivelse af udbetalingerne til Brønderslev Kommune), må
det
anses for godtgjort at den manglende iagttagelse af formforskrifterne har
medført en betaling fra arbejdsløshedskassen der har oversteget det efter
lovgivningen hjemlede. Hertil kommer risikoen for at andre indkomstmodtagere
har selvangivet godtgørelserne hvorved hæftelsesbeløbet yderligere er blevet
forøget.
Det er derfor min opfattelse
at den manglende iagttagelse af SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3., har haft
indflydelse på opgørelsen af størrelsen af hæftelsesbeløbet og derved haft
indflydelse på arbejdsløshedskassens materielle retsstilling. Herved er
arbejdsløshedskassen blevet udsat for en uhjemlet forskelsbehandling i
forhold til andre indeholdelsespligtige hvis hæftelse er opgjort og fastsat i
overensstemmelse med cirkulæret.
Jeg finder det beklageligt at
Told- og Skatteregion København 4 (Syd) ikke har fulgt
anvisningerne/cirkulæret,
og at Told- og Skattestyrelsen ikke påtalte dette.
Ved overvejelserne af om jeg
har grundlag for at henstille til Told- og Skattestyrelsen at genoptage
sagen,
må jeg tage i betragtning at opgørelsen af hæftelsesbeløbet som nævnt uden
hjemmel er sket på grundlag af gennemsnitlige indeholdelsesprocenter. Jeg må
herudover tage i betragtning at hændelsesforløbet, herunder navnlig den
manglende korrektion af de oplysningssedler som er tilgået
indkomstmodtagerne,
har medført at der ikke er givet reel mulighed for at indkomstmodtagerne har
kunnet foretage modstående fradrag for de afholdte og refunderede
befordringsudgifter, i det omfang der måtte være mulighed herfor efter de
almindelige regler om fradrag for driftsomkostninger. Også i relation hertil
har der således bestået en risiko for at der er sket indbetaling af et samlet
skattetilsvar som er højere end hvad der følger af lovgivningen.
Jeg er derfor indstillet på
at henstille til Told- og Skattestyrelsen at genoptage sagen.
Vedrørende advokatens klagepunkt 2
Som det fremgår, er
SD-cirkulære 1987-4 opretholdt af Skattedepartementet ved cirkulære nr. 135
af 4. november 1988 ligesom begge cirkulærers indhold senere er opretholdt
ved
TS-cirkulære 1996-11. Det er min opfattelse at der herved ikke er sket nogen
indskærpelse af formkrav mv. i SD-cirkulære 1987-4, idet henvisningerne blot
tydeliggør at den hidtidige retstilstand opretholdes.
Vedrørende advokatens klagepunkt 3
Som det ses ovenfor, fremgår
det af SD-cirkulære 1987-4 at hæftelsen forudsætter at beløbsmodtagernes
skatteansættelse er undersøgt, og at der alene gøres en hæftelse gældende
såfremt det udbetalte beløb ikke er modtaget ved indkomstmodtagerens
skatteansættelse,
eller såfremt denne er pålagt restskat. Som anført skyldes dette hensynet til
undgåelse af dobbeltbeskatning. På grundlag heraf er det efter min opfattelse
ikke lovligt at opkræve manglende indeholdt kildeskat hos en arbejdsgiver
eller
anden indeholdelsespligtig hvis lønmodtageren allerede er beskattet af det
beløb skatten vedrører, og indbetalingen resulterer i en overskydende skat.
Jeg henviser i det hele til
mine bemærkninger ovenfor vedrørende behandlingen af advokatens klagepunkt 1.
Vedrørende advokatens klagepunkt 4
Det fremgår af Told- og
Skattestyrelsens høringssvar af 30. september 1997 at antallet af
lønmodtagere
ikke har haft afgørende indflydelse på vurderingen af spørgsmålet om
arbejdsløshedskassens
hæftelse. Af samme svar følger at antallet derimod har haft betydning for
fastsættelsen af en gennemsnitlig trækprocent til opgørelse af
hæftelsesbeløbet
frem for en anvendelse af de faktisk eksisterende trækprocenter.
Ved min vurdering heraf
henviser jeg til det ovenfor under pkt. 1 anførte. Som det fremgår, mener jeg
at der ikke er hjemmel til at foretage en opgørelse af en hæftelse efter
kildeskattelovens § 69, stk. 1, på andet grundlag end oplysninger om de
faktiske trækprocenter. Herefter finder jeg ikke anledning til at gøre mere i
relation til det i klagepunkt 4 indeholdte spørgsmål.
Vedrørende advokatens klagepunkt 5
På baggrund af min ovenfor
udtalte opfattelse i relation til sagens hovedspørgsmål (hjemmelsspørgsmålet)
finder jeg ingen anledning til at foretage en nærmere sammenligning med og
vurdering af det beskrevne begivenhedsforløb vedrørende Rigspolitichefens
udbetalinger
af hundeførertillæg. Jeg henviser i denne forbindelse til ombudsmandslovens §
16, stk. 1, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkelig
anledning til undersøgelse.
Vedrørende advokatens klagepunkt 6
Told- og Skattestyrelsen
modtog arbejdsløshedskassens klage ved advokatens brev af 30. august 1995 og
traf afgørelse den 15. august 1996. Styrelsens sagsbehandlingstid var således
knap et år. Som forklaring på sagsbehandlingstidens længde har jeg fået
oplyst
at sagsbehandlingen blev forsinket ved at sagen først blev behandlet som en
klage over rejse- og befordringsgodtgørelse. De nærmere omstændigheder herved
er dog ikke yderligere oplyst.
En sagsbehandlingstid på knap
et år må anses for at være længere end en part i almindelighed må kunne
påregne. Jeg har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for kritik af
styrelsens sagsbehandlingstid. Jeg lægger i denne forbindelse især vægt på at
min undersøgelse af klagen har vist at sagen har involveret forskellige
principielle
overvejelser hos Told- og Skattestyrelsen.”
Jeg sendte min foreløbige
redegørelse til Skattedepartementet idet jeg bad om departementets eventuelle
bemærkninger til sagen efter forud indhentet udtalelse fra Told- og
Skattestyrelsen og told- og skatteregionen. Jeg orienterede klageren herom.
I brev af 1. juli 1998 afgav
Told- og Skatteregion Frederiksberg en udtalelse til Told- og Skattestyrelsen
på baggrund af min foreløbige redegørelse. Regionen skrev bl.a.:
“Ombudsmanden har i den
foreløbige redegørelse konkluderet, at skattemyndighederne ikke har haft
hjemmel til at opgøre et opkrævet A-skattebeløb på 5.803.486 kr på
grundlag af gennemsnitlige trækprocenter, samt at anvisningerne i
SD-cirkulære
1987-4 for opgørelse og indkrævning burde have været iagttaget. På det
foreliggende grundlag er Ombudsmanden indstillet på at henstille til
Told-
og Skattestyrelsen at genoptage sagen.
Idet henvises til tidligere
udtalelser fra tidligere TSR København 4:Syd og nærværende region kan det
vedrørende de gennemsnitlige trækprocenter supplerende oplyses, at anvendelse
af disse blev aftalt på et møde den 27.juni 1995 mellem A-kassens
hovedkasserer (C) og region
4’
sagsbehandlere, (D) og (E). Procenterne blev beregnet af A-kassen og
fremsendt til regionen med brev af 29.juni 1995. Det var regionens
udgangspunkt, at der skulle have været anvendt en trækprocent på 60 eller de
faktiske trækprocenter for de enkelte A-kassemedlemmer. Da det drejede
sig om ca 36.000 medlemmer accepterede regionen imidlertid, at A-kassen
beregnede gennemsnitlige trækprocenter, og at disse herefter skulle danne
grundlag for beregningen af det A-skattebeløb, som regionen med
henvisning til kildeskattelovens § 69, stk 1, senere afkrævede A-kassen.
Det er regionens opfattelse,
at selvom der ikke eksisterer en direkte hjemmel til at anvende
gennemsnitlige
trækprocenter, er der ikke handlet til ugunst for A-kassen. Der er tale
om en pragmatisk løsning, der er accepteret af de involverede parter.
Ombudsmanden anfører
endvidere i redegørelsen, at TSR København 4:Syd ikke har fulgt anvisninger i
SD-cirkulære 1987-4, idet der ikke er foretaget undersøgelse af, om de
udbetalte beløb er medtaget ved skatteansættelsen for de enkelte
A-kassemedlemmer,
eller om der for disse er forekommet restskat til særskilt opkrævning, og om
denne er betalt.
Regionen fandt det imidlertid
ikke påkrævet at iværksætte en særdeles ressourcekrævende undersøgelse af de
enkelte medlemmers skatteforhold for året 1994, idet A-kassen ved
lønindberetningerne i januar måned 1995 havde oplyst de udbetalte beløb som
skattefrie. Regionen fandt det således lidet sandsynligt, at noget medlem
efterfølgende skulle have selvangivet det udbetalte beløb.
Ved føromtalte møde den
27.juni 1995 oplyste A-kassen, at det skyldtes en edb-fejl, at
beløbene var blevet oplyst som skattefrie. A-kassen har senere på
edb-medie
indsendt rettelse til indberetningerne. Denne rettelse var imidlertid
fejlbehæftet, hvorfor region 4 foranstaltede edb-kørslen annulleret.
Nærværende region finder
herefter, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen.”
Den 23. september 1998 afgav
Told- og Skattestyrelsen følgende udtalelse til mig:
“I skrivelse af 3. juni 1998
(j. nr. 1996-2202-217) om (arbejdsløshedskasse B) til
Skatteministeriets
Departement har De sendt en foreløbig redegørelse med anmodning om en
udtalelse.
Departementet har siden i skrivelser af 12. og 24. juni 1998 til styrelsen
oversendt sagen hertil til direkte besvarelse.
De har endvidere anmodet om
en udtalelse fra Told- og Skatteregion København 4, nu Frederiksberg.
Styrelsen har i sin udtalelse
anvendt samme punktopdeling som klager.
1. Advokat (A)’s påstand
(redegørelsen side 9, sidste afsnit) om, at A-kassen dengang ikke havde
taget betalingen til efterretning og ikke havde foreslået gennemsnitlige
trækprocenter, stemmer ikke med regionens opfattelse af de samme forhold, jf.
senest regionens udtalelse af 1. juli 1998.
Styrelsen er enig med
Ombudsmanden i, at anvendelsen af gennemsnitlige trækprocenter ikke er
hjemlet
i kildeskatteloven. Vi har dog fundet, at denne fremgangsmåde er udtryk for
en
hensigtsmæssig tilskæring’ af en sag af ganske ekstraordinær karakter.
A-kassen
kan ikke anses for at have lidt et retstab ved fremgangsmåden, hvorfor dette
punkt efter vores opfattelse ikke i sig selv kan begrunde en genoptagelse af
sagen.
Styrelsen er enig med
Ombudsmanden i, at den manglende iagttagelse af formforskrifterne kan have
medført
en betaling fra A-kassen, der har oversteget det efter lovgivningen
hjemlede og derved haft indflydelse på A-kassens materielle
retsstilling, uanset det efter styrelsens opfattelse alene kan have været i
et
overordentligt beskedent omfang.
Om en egentlig genoptagelse
af sagen er det styrelsens opfattelse, at der her er tale om mange tusinde
lønmodtagere. Disse kan, jf. regionens udtalelse af 4. november 1996, pkt. 3,
og dens fornyede udtalelse af 1. juli 1998 side 2 om mangler ved
A-kassens
EDBmateriale næppe identificeres. En fuldstændig genoptagelse vil således
allerede af praktiske grunde være reelt umulig. Dersom man alligevel forsøgte
en sådan genoptagelse, ville det medføre ændring af indkomstansættelserne for
ca. 36.000 lønmodtagere. Det skønnede provenu herved på ca. 5,8 mill. kr. vil
blive mere end opslugt af omkostningerne. Dette ville hverken de involverede
kommuner eller lønmodtagerne kunne forstå.
Vælger man at opgive sagen og
tilbagebetale de af A-kassen indbetalte beløb evt. med renter, vil man
belønne
A-kassen for at sidde både sin indeholdelsespligt og en direkte
henstilling fra regionen overhørig. Dette vil være et resultat, der er i klar
modstrid med de intentioner, der ligger bag lovgivningen.
Styrelsen vil naturligvis
være indstillet på at genoptage sagen i den forstand, at enhver
skattebetaling
fra medlemmerne vedrørende de omhandlede ydelser, som A-kassen kan
dokumentere eller sandsynliggøre, vil medføre en tilsvarende reduktion af det
krav, som Told Skat har gjort gældende imod A-kassen. Det har ikke på
noget tidspunkt været styrelsens intention at skaffe sig overdækning for det
tab, statskassen har lidt som følge af A-kassens forsømmelighed.
Styrelsen vil endvidere
overveje, om det på nuværende tidspunkt kan have et formål at udsende en
skrivelse til kommunerne, hvori deres opmærksomhed henledes på denne
problemstilling. De skal så, hvis de under ligning eller anden gennemgang
bliver opmærksom på, at et udbetalt beløb er selvangivet, rette henvendelse
til Told- og Skattestyrelsen, der da på egen foranledning vil
tilbagebetale til A-kassen, således at dennes egenbetaling reduceres med
beløbet.
For så vidt angår det af
advokat (A) indsendte eksempel på, at en kursist (lønmodtager) har modtaget
oplysningsseddel, hvori oplyses, at befordringstilskuddet er A-indkomst
for 1994 skal man henvise til det i udtalelse herfra af 21. november 1997
anførte,
og til regionens bemærkning i udtalelse af 15. januar 1998, side 2, om, at
A-kassen
efter det oplyste i januar 1995 i oplysningssedler meddelte sine kursister,
at
ydelserne var skattefri.
2. Det bemærkes, at
cirkulærerne af 1987 og 1988 ophævedes og reglerne overførtes til Håndbog for
Inddrivelse og Bobehandling for at understrege reglernes vejledende karakter.
3. Der henvises til det i
udtalelsen under 1 anførte.
4. Der henvises til det i
udtalelsen under 1 anførte.
5 og 6. For så vidt angår
klagers bemærkning om styrelsens besvarelsestid henvises til forrige
udtalelse
af 30. september 1997.
Sagens akter - herunder
regionens udtalelse af 1. juli 1998 vedlægges.”
Ombudsmandens udtalelse
”Myndighedernes udtalelser på baggrund af min foreløbige redegørelse
giver mig ikke grundlag for at ændre den opfattelse som jeg har givet udtryk
for i min foreløbige udtalelse.
Det er således særligt fortsat min opfattelse
at
der ikke i kildeskattelovens § 69 er hjemmel til den skete skønsmæssige
opgørelse (på grundlag af gennemsnitlige trækprocenter) af det beløb den
indeholdelsespligtige hæfter for, og
at
det er beklageligt at hæftelseskravet ikke blev opgjort i overensstemmelse
med den fremgangsmåde som er beskrevet i SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3.
Såvel Told- og Skattestyrelsens udtalelse af 23. september 1998 som
Told- og Skatteregion Frederiksbergs udtalelse af 1. juli 1998
indeholder en principiel anerkendelse af, at der ikke er hjemmel i
kildeskatteloven til anvendelse af gennemsnitlige trækprocenter.
Told- og Skattestyrelsen udtaler at ’styrelsen er enig med
Ombudsmanden i, at anvendelsen af gennemsnitlige trækprocenter ikke er
hjemlet i kildeskatteloven’. Tilsvarende fremgår det af told- og
skatteregionens udtalelse, at ’der ikke eksisterer direkte hjemmel til
at anvende gennemsnitlige trækprocenter’. Begge myndigheder anfører
herefter at anvendelsen af de gennemsnitlige trækprocenter skyldes en
hensyntagen til praktiske forhold idet sagen vedrører ca. 36.000 skatteydere.
Styrelsen skriver bl.a. ’at denne fremgangsmåde er udtryk for en
hensigtsmæssig tilskæring’ af en sag af ganske ekstraordinær
karakter’, mens regionen udtaler: ’Der er tale om en pragmatisk
løsning, der er accepteret af de involverede parter’.
Den seneste udtalelse fra Told- og Skatteregion Frederiksberg
indeholder noget mere præcise oplysninger om den hævdede aftaleindgåelse idet
tid, sted og involverede personer anføres. Det fremhæves at det var regionens
udgangspunkt at der enten
skulle anvendes en trækprocent på 60 eller de faktiske trækprocenter. Da det
tidligere er anført af told- og skatteregionen at arbejdsløshedskassen
ikke var i besiddelse af de faktiske trækprocenter, har regionen øjensynlig
forudsat at udgangspunktet for opgørelsen af hæftelsesbeløbet var en
trækprocent på 60. Det bemærkes i denne forbindelse at kildeskattelovens §
48,
stk. 7, foreskriver at der skal ske indeholdelse med 60 % såfremt den
indeholdelsespligtige ikke er i besiddelse af den faktiske trækprocent.
Ifølge told- og
skatteregionen må anvendelsen af de faktisk anvendte gennemsnitlige
trækprocenter på henholdsvis 50 og 45 altså sammenholdes med den i KSL § 48,
stk. 7, hjemlede trækprocent på 60. Anvendelse af de uhjemlede gennemsnitlige
trækprocenter frem for den hjemlede trækprocent skulle således have reduceret
arbejdsløshedskassens hæftelse med et ikke ubetydeligt beløb.
Heroverfor står så
arbejdsløshedskassens oplysninger om at kassen var i besiddelse af de
faktiske
trækprocenter. Dette udsagn underbygger kassen med at den foruden de
omhandlede
rejse- og befordringsgodtgørelser udbetalte andre skattepligtige beløb
til kursisterne, og at der i disse andre blev indeholdt kildeskat.
Arbejdsløshedskassen
mener at anvendelsen af de gennemsnitlige trækprocenter på 50 og 45 må
sammenholdes med de faktiske trækprocenter som i hvert tilfælde ikke har
været
højere. Efter arbejdsløshedskassens opfattelse af sagen har opgørelsen på
grundlag af gennemsnitlige trækprocenter frem for de faktiske trækprocenter
derfor ikke resulteret i en reduceret hæftelse, snarere tværtimod.
Til det anførte finder jeg
anledning til at bemærke at jeg ikke kan være uforstående over for at der
kunne
være et behov for - ud fra de praktiske, administrative hensyn som
myndighederne har fremført i sagen - særlig i en sag som den foreliggende at
kunne opgøre hæftelsens beløbsmæssige størrelse på grundlag af skønsmæssigt
fastsatte gennemsnitlige trækprocenter, og eventuelt tillige at kunne opgøre
hæftelsesansvarets størrelse uden en individuel undersøgelse af om de enkelte
lønmodtagere måtte have selvangivet beløbet og - i givet fald - havde
restskat.
At et sådant behov måtte anses for forståeligt - eller endog rimeligt at
imødekomme - udgør imidlertid ikke et hjemmelsgrundlag. Hvis myndighederne
ønsker en sådan retstilstand indført, kan det kun ske ved en relevant ændring
af lovgivningen, in casu kildeskatteloven. Hvorvidt en sådan lovændring bør
gennemføres, er et lovgivningspolitisk spørgsmål som kun Folketinget kan tage
stilling til.
Med de muligheder jeg som
ombudsmand har for at oplyse og afklare et omstridt faktum, mener jeg ikke at
yderligere undersøgelser fra min side ville kunne afklare om
arbejdsløshedskassens hæftelsesansvar opgjort som sket på grundlag af
gennemsnitlige trækprocenter, er blevet større eller mindre end
hæftelsesansvaret korrekt opgjort på grundlag af de enkelte lønmodtageres
trækprocenter og øvrige relevante individuelle forhold. Det afgørende er
imidlertid at det følger af almindelige offentligretlige principper at
hæftelsesansvaret efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, skal opgøres til det
korrekte beløb - hverken mere eller mindre.
I sagen har der i øvrigt
været uenighed mellem arbejdsløshedskassen og skattemyndighederne om hvorvidt
der er indgået en
aftale
om
anvendelse af gennemsnitlige trækprocenter i forbindelse med opgørelsen af
kassens hæftelsesansvar. Jeg skal hertil bemærke at en sådan aftale ikke
ville
kunne erstatte den manglende lovhjemmel til fremgangsmåden. Kildeskattelovens
§
69 er en præceptiv lovbestemmelse som ikke kan fraviges ved aftale mellem
borgerne og myndighederne.
Jeg henstiller herefter til
Told- og Skattestyrelsen at styrelsen genoptager sagen.
Ud over de overvejelser som
fremgår ovenfor, skal jeg ikke undlade at pege på muligheden af at Told- og
Skattestyrelsen overvejer hvorvidt arbejdsløshedskassen måtte have pådraget
sig
et erstatningsansvar over for det offentlige efter dansk rets almindelige
erstatningsregler, dvs. overvejer hvorvidt der i forbindelse med undladelsen
af
at indeholde A-skat kunne være et ansvarsgrundlag for arbejdsløshedskassen og
-
i bekræftende fald - hvor stort et tab for det offentlige der med sikkerhed
ville kunne opgøres. En eventuel tabsopgørelse vil kunne ske skønsmæssigt og
på
grundlag af generelle faktorer - forudsat at en sådan opgørelsesmåde med
sikkerhed ikke vil føre til fastsættelsen af et tab der er større end det
mindst mulige tab. I fortsættelse heraf skal jeg endelig bemærke at en
eventuel
erstatningssag - modsat en sag efter kildeskattelovens § 69 - principielt
ville kunne afsluttes ved aftale (herunder ved et udenretligt forlig) mellem
den kompetente myndighed og den indeholdelsespligtige.
På baggrund af de
principielle spørgsmål som sagen belyser, sender jeg - ud over til klageren,
Told- og Skattestyrelsen og Told- og Skatteregion Frederiksberg - også
redegørelsen til Skattedepartementet og skatteministeren ligesom jeg sender
en
anonymiseret udgave af redegørelsen til orientering for Folketingets
Retsudvalg
og Folketingets Skatteudvalg.”
Lignende dokumenter
- INDEHOLDELSE AF A-SKAT, AM-BIDRAG OG SP-BIDRAG 2006 K HÆFTELSE OG ERSTATNINGSANSVAR Retsinformation · 5. februar 2008
- INDEHOLDELSE AF A-SKAT, AM-BIDRAG OG SP-BIDRAG 2007 K HÆFTELSE OG ERSTATNINGSANSVAR Retsinformation · 5. februar 2008
- Kendelse af 17. januar 1994. 92-73.813 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. januar 1994
- 99-56.394 - Ikke hjemmel til efterfølgende regulering af selskabs åbningsbalance (05. november 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. november 1999
- A.D.5.2.2 Hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og AM-bidrag Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- 95-58.197, 29. april 1996 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 29. april 1996