Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-390
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Pressenævnets
kendelse i sag 2006-6-390
[K] har klaget til
Pressenævnet over en udsendelse i TV 2 den 21. august 2006, idet hun mener,
at
god presseskik er tilsidesat.
Klageren er datter af den
afdøde vicepolitikommissær [A] og barnebarn af afdøde [C].
1. Sagsfremstilling
TV 2 bragte den 21. august
2006 kl. 20.00 udsendelsen
”Den sorte
box: Mysteriet om [A]”. Udsendelsen beskriver afdøde
vicepolitikommissær [A]s
livsforløb – herunder hans deltagelse som delingsfører ved uroligheder
på
Nørrebro, København, den 18. maj 1993. I udsendelsen udtaler familie, venner
og
tidligere kolleger sig, og psykolog Hanne Hostrup vurderer gennem hele
programmet
de forskellige hændelsers indflydelse på [A]s mentale tilstand.
Udsendelsen indledes med en
beskrivelse af urolighederne på Nørrebro, og hvordan disse kan have haft
betydning for [A]s videre livsforløb. Af udsendelsen fremgår blandt andet
følgende:
”
Speak
: Vi har haft adgang til sagens efterforskning [mordet på [B]]
og vil sammen med en af landets mest anerkendte psykologer lede efter den
sandsynlige forklaring bag mysteriet om [A].”
Læs alt
Udsendelsen fortsætter med en
beskrivelse af [A]s opvækst hos forældrene, Inger og Dines.
”
[D], barndomsven
: [A] var meget tilknyttet sin mor. [A] det var
en mor-dreng.
Speak:
Men bag facaden gemmer familien en hemmelighed.
[D]
: [A]s mor var psykisk syg – eller dårlige nerver, som man sagde
dengang
Speak
: Men det er ikke noget man taler højt om i [A]s familie.
[D]
: [A] var meget indelukket. Han var ikke den type, der græd. Det
er klart, det har da været hårdt ved [A], men det lod han sig ikke sådan
mærke
med udadtil.
Hanne Hostrup, psykolog:
Mor er jo repræsentant for det forkerte.
Og det mærkelige er, at hun jo samtidig er det rigtige, fordi han er jo tæt
knyttet til hende, men pludselig bliver hun det forkerte. Og så tilhører dem
–
den del af livet – man ikke skal ligne. Så hun er forkert. Igen forkert.
Rigtigt [psykologen viser med hænderne ”på den ene side og på den anden
side”]
at den anden kurs, den, hvor man ikke har dårlige nerver, den, hvor man
følger
det normale, det er det rigtige. Hvor man ved, hvad der er rigtigt og
forkert.
Det er jo skræmmende for [A] at vokse op med en mor, der har været forkert.
Det
gør jo, at han bliver endnu mere på vagt for ikke at være forkert.”
Det beskrives kort, at
politikerne – herunder statsministeren – går fra at rose politiet
for deres indsats
til, at stemningen vendes mod politiet. Medierne og flere undersøgelser
mistænker [A] for at have afgivet ordren: ”Skyd efter benene” under
urolighederne. Det oplyses videre i udsendelsen, at [B], der under
urolighederne er i [A]s deling, får en brosten i hovedet og får alvorlige
fysiske skader. [A] beskrives som ændret og mere indelukket efter
urolighederne, men han forelsker sig i [B] og er ved hendes side under hendes
genoptræning, hvilket angiveligt gør det muligt for [A] at glemme hændelserne
den 18. maj 1993. Af udsendelsen fremgår følgende:
”
Hanne Hostrup
: Det er jo hans strategi, når noget er næsten
ubærligt, så skal det glemmes. Det har han jo lært, da mor tog livet af sig
selv. Så snakker vi ikke mere om det ”
I 1995 bliver [B] og [A]
gift. Efter nogle år begynder ægteskabet at vakle. [A] kommer ud for en
trafikulykke og indlægges på hospitalet. [B] tager skilsmissebegæringen med
på
hospitalet til [A]. På trods af skilsmissen går [B] og [A] sammen til
psykolog.
[B] har fået en kæreste, [E], uden at [A] er bekendt hermed, men [A] har
tidligere under ægteskabet givet udtryk for, at han troede, hun havde fundet
en
anden. En dag efter deres fælles psykologkonsultation tager [A] hjem til [B],
der fra førstesalen råber ned til [A]: ”Er det dig, [E]?”. [A]
myrder [B] og
forsøger efterfølgende at begå selvmord. [A] begår senere selvmord i
arresten.
I tv-udsendelsen vises et kort klip fra [A]s begravelse, bl.a. hvor kisten
sættes ind i rustvognen. De fremmødte til begravelsen er ikke sløret.
Undersøgelsesrapporten
vedrørende urolighederne på Nørrebro frikender efterfølgende [A] for ansvar.
Til yderligere
sagsfremstilling skal nævnes sognepræst [F] erklæring af 31. august 2006,
hvoraf
følgende blandt andet fremgår:
” og der var på ingen måde
givet tilladelse til fotografering eller filmoptagelse i kirken Fotografen
er
uset listet op på øverste pulpitur ”
Af en erklæring af 1. oktober
2006 fra [G], søn af afdøde [C] og bror til afdøde [A], fremgår blandt andet
følgende:
”Jeg kan bekræfte at min
moder [C] havde dårlige nerver, som blev behandlet med medicin og flere
behandlinger med elektrochok på Viborg Sygehus, jeg kan ligeledes bekræfte at
hun blev kørt over af et tog ved en ubevogtet jernbaneoverskæring. Der var
formodninger om, at det var selvmord på baggrund af min mors sygdomshistorie,
men det er mig bekendt aldrig dokumenteret i form af afskedsbrev eller
lignende.
Jeg kan bekræfte, at mine
søskende [H] og [I] og jeg har givet vores samtykke til, at udsendelsen blev
vist.”
2. Parternes synspunkter
[K] har indledningsvis
anført, at klagen vedrører selve indholdet af udsendelsen og den behandling
de
nærmeste efterlevende pårørende er blevet udsat for i produktionsprocessen,
idet ”massemedierne bør anerkende hensynet til den enkelte borgers krav
på
respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for
beskyttelse mod ubeføjet krænkelse”, jf. de grundlæggende synspunkter
for god
presseskik i de vejledende regler. TV 2 og produktionsselskabet har handlet i
strid med god presseskik, idet de har undladt at vise ”ofre for
forbrydelser og
ulykker det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til
de
implicerede. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises
hensynsfuldhed og takt.”, jf. de vejledende regler punkt B.3.
Ved udarbejdelsen af
programmet er der sket misbrug af pårørendes uvidenhed og følelser, idet man
blandt andet har forsøgt at overtale klager til at medvirke pga. en mulig
gavnende terapeutisk effekt.
Hun har oplyst, at hun under
hele forløbet har givet udtryk for sin modvilje mod udsendelsen og
offentliggørelsen af programmet. Vedr. sin deltagelse i et af møderne har
klager anført, at hendes ”hensigt med mødet var at finde ud af, hvad der
var
gang i.”
Det er relevant at diskutere
urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993 i et samfundsmæssigt perspektiv.
Udsendelsen omhandler imidlertid [A]s personlige forhold og i mindre grad
politiledelsens rolle. En detaljeret gennemgang af ægteskabsproblemer,
selvmord, mv., har ikke samfundsmæssig relevans. Oplysninger om [C]s
formodede
selvmord og detaljer om [A] og [B]s ægteskabelige problemer har ikke
tidligere
været offentligt kendt.
Hun finder det meget
kritisabelt, at programmet indeholdt skjulte optagelser fra begravelsen,
herunder
tydelige billeder af pårørende foran kirken. Hun har afvist, at der er givet
tilladelse til offentliggørelse af optagelser fra begravelsen.
Forud for
offentliggørelsestidspunktet gjorde hun opmærksom på, at hun var uforstående
over for oplysningerne vedrørende [C]s psykiske sygdom og selvmord.
Påstandene
savner lægelig dokumentation. Selv om oplysningerne skulle være korrekte, er
det i strid med de presseetiske regler at omtale selvmord, jf. punkt B.2.
Klager har anført, at TV 2
indvilligede i at fjerne en sekvens med farmoderens ”selvmord”, men
psykolog
Hanne Hostrups anvender ordet ”selvmord”, ligesom farmoderen
fremstilles som
selvmorder. Herudover er skildringen og den psykologiske profil af hendes far
mangelfuld.
Klager har anført, at det
fører til fejltolkninger, at programmet lægger op til, at [A]s handlinger og
tanker den 18. maj 1993 skulle være rodfæstet i opdigtede barndoms- og
ungdomstraumer.
Ved at benytte psykolog Hanne Hostrup, der ifølge TV 2 er ”en af
Danmarks mest
anerkendte psykologer” til at finde den ”sandsynlige forklaring på
mysteriet om
[A]” får disse kommentarer karakter af sandheder, hvilket er i strid med
de
presseetiske regler, punkt A.5. Sandhedsværdien i indholdet understreges af,
at
udsendelsen går under betegnelsen ”dokumentarprogram”.
Hun har herudover anført, at
selvom udsendelsen ikke omhandler en retsreportage, er det kritisabelt, at
[A]
fremstilles som drabsmand, når en domfældelse aldrig har fundet sted, jf. de
presseetiske regler punkt C.5.
Hun har endelig anført, at
man ikke som pårørende i en sådan situation skal tvinges til at stå frem på
fjernsyn for at undgå, at påstande om ens slægtninge fremføres.
TV 2 har indledningsvis
anført, at programmet tegner et nuanceret billede, som sætter efterspillet af
urolighederne på Nørrebro i perspektiv. Der er tale om et samfundsrelevant
program, som kaster nyt lys over den pressedækning og det billede, der blev
tegnet af [A] i årene efter urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993, samt
politiledelsens rolle efter urolighederne.
TV 2 har anført, at [K] flere
gange i research- og optageperioden blev kontaktet og indvilligede i at mødes
med tilrettelæggerne af programmet, ligesom klager har fortalt om sine
oplevelser med [A] og fremskaffet barndomsfotos af faderen. Klager ønskede en
række nærbilleder af pårørende fra [A]s begravelse fjernet. Optagelserne fra
begravelsen er udleveret af Danmarks Radios produktionsselskab, der filmede
åbenlyst. Optagelserne er tidligere offentliggjort, uden at det medførte
reaktioner
fra [A]s slægtninge, og optagelserne er ikke anvendt til et andet formål end
det oprindelige.
TV 2 har anført, at klager
ikke ønskede oplysninger om farmoderens selvmord offentliggjort, men at
afdøde [C]s
nulevende børn har samtykket i offentliggørelsen.
TV 2 har anført, at
oplysningen om, at [A] myrdede [B] fremgår af det efterforskningsmateriale,
tilrettelæggerne har haft adgang til, ligesom oplysningen og de fleste
oplysninger om [A] af personlig karakter har været offentliggjort i flere
medier. TV 2 har videre anført, at [B]s familie og [A]s søskende har
samtykket
i videregivelsen af personlige oplysninger.
TV 2 har afvist, at
udsendelsen slører, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er
kommentarer
og vurderinger. TV 2 har anført, at det gøres klart for seeren, at psykolog
Hanne Hostrups analyse er hendes faglige vurdering baseret på de oplysninger,
hun har fået forelagt, men at hun aldrig har mødt [A].
TV 2 har endelig anført, at
klager først i august 2006 tilkendegav, at hun ikke ønskede programmet
udsendt.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
:
I sagens behandling har
følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Niels Grubbe,
Bo
Maltesen,
Lene Sarup
og
Ole
Askvig.
Det fremgår af
medieansvarsloven § 34, stk. 2, at klager over TV 2’s overtrædelse af
god presseskik
skal indgives til mediet senest 4 uger efter
offentliggørelsen. Klager har korresponderet med TV 2 før offentliggørelse
af udsendelsen, idet klager var bekendt med udsendelsens indhold på
klagetidspunktet.
TV 2 har realitetsbehandlet henvendelsen og klagevejledt klageren ved brev af
21. august 2006. Pressenævnet finder på denne baggrund, at klagen skal
realitetsbehandles.
Det er en betingelse for at
klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der
klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed
eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret
i
mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er
behandlet. I tilfælde, hvor den berørte person er afgået ved døden, da
omtalen
blev offentliggjort, kan en klage efter Nævnets praksis under visse
omstændigheder indgives af nære pårørende.
Klagen angår udsendelsens omtale navnlig af afdøde [A], der er [K]s far.
Pressenævnet finder, at hun derfor er klageberettiget.
Pressenævnet bemærker, at
spørgsmålet om, hvorvidt der kan nedlægges forbud mod offentliggørelse af en
udsendelse henhører under domstolenes afgørelse, hvorfor Pressenævnet ikke
kan
tage stilling hertil.
I de vejledende regler for
god presseskik, pkt. B 3, hedder det,
at
ofre for forbrydelser og ulykker skal vises det størst mulige hensyn, og det
samme gælder pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af
billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt.
Pressenævnet finder,
at der ikke er grundlag for at antage, at der i research- og produktionsfasen
ikke er udvist den fornødne hensynsfuldhed.
Pressenævnet finder, at der
er en samfundsmæssig interesse i at medierne knytter omtalen af urolighederne
på Nørrebro i 1993 og drabet på [B] sammen. Nævnet finder derfor, at TV 2 var
berettiget til at omtale hændelserne, herunder [A]s livsforløb.
Parterne har over for
Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der er anvendt
skjult kamera til [A]s begravelse. På grund af de bevismæssige begrænsninger
kan Pressenævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den
rigtige. Pressenævnet finder imidlertid, at optagelserne fra begravelsen
alene
er anvendt som led i beskrivelsen af [A]s livsforløb.
Nævnet finder herefter - da billederne ikke har et krænkende
indhold - at TV 2 er berettiget til at bringe disse, og Nævnet udtaler ikke
kritik heraf.
Pressenævnet finder videre,
at psykolog Hanne Hostrups udtalelser fremstår som hendes vurdering af [A] på
baggrund af de i udsendelsen offentliggjorte oplysninger, og Nævnet udtaler
ikke kritik heraf.
Vedrørende omtalen af afdøde [C]
fremgår det, at hun har nulevende børn, der har givet samtykke til
udsendelsens
offentliggørelse. Denne del af klagen tages derfor ikke til følge.
Afgjort den 29. november
2006.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om, hvorvidt TV2 ved at sende et dokumentarprogram og senere - efter der var indgivet en klage til Pressenævnet - at genudsende programmet, hvor en 16-årige piges selvmord blev omtalt uden samtykke fra hendes forældre og søskende, har krænket de pårørende på en så grov måde, at de er berettiget til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Domsdatabasen · 10. december 2018
- Om en advokats udtalelser i en tv-udsendelse Advokatnævnet · 28. november 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00967 Retsinformation · 27. maj 2016
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00277 Retsinformation · 18. august 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00703 Retsinformation · 14. oktober 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00160 Retsinformation · 11. november 2011
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 100/1994 Retsinformation · 5. juli 1999
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 64/1998 Retsinformation · 15. marts 1999
- Sag om, hvorvidt TV2 ved at sende et dokumentarprogram og senere - efter der var indgivet en klage til Pressenævnet - at genudsende programmet, hvor en 16-årige piges selvmord blev omtalt uden samtykke fra hendes forældre og søskende, har krænket de pårørende på en så grov måde, at de er berettiget til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Domsdatabasen · 10. december 2018
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 80/2001 Retsinformation · 12. december 2001
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0496 Retsinformation · 24. september 2020
- Fuld skattepligt – fraflytning – partshøring SKM-databasen · 10. maj 2022