Spring til indhold

Retsinformation

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-390

KEN nr 11107 af 29/11/2006Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet12. december 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Pressenævnets

kendelse i sag 2006-6-390

[K] har klaget til

Pressenævnet over en udsendelse i TV 2 den 21. august 2006, idet hun mener,

at

god presseskik er tilsidesat.

Klageren er datter af den

afdøde vicepolitikommissær [A] og barnebarn af afdøde [C].

1. Sagsfremstilling

TV 2 bragte den 21. august

2006 kl. 20.00 udsendelsen

”Den sorte

box: Mysteriet om [A]”. Udsendelsen beskriver afdøde

vicepolitikommissær [A]s

livsforløb – herunder hans deltagelse som delingsfører ved uroligheder

på

Nørrebro, København, den 18. maj 1993. I udsendelsen udtaler familie, venner

og

tidligere kolleger sig, og psykolog Hanne Hostrup vurderer gennem hele

programmet

de forskellige hændelsers indflydelse på [A]s mentale tilstand.

Udsendelsen indledes med en

beskrivelse af urolighederne på Nørrebro, og hvordan disse kan have haft

betydning for [A]s videre livsforløb. Af udsendelsen fremgår blandt andet

følgende:

”

Speak

: Vi har haft adgang til sagens efterforskning [mordet på [B]]

og vil sammen med en af landets mest anerkendte psykologer lede efter den

sandsynlige forklaring bag mysteriet om [A].”

Læs alt

Udsendelsen fortsætter med en

beskrivelse af [A]s opvækst hos forældrene, Inger og Dines.

”

[D], barndomsven

: [A] var meget tilknyttet sin mor. [A] det var

en mor-dreng.

Speak:

Men bag facaden gemmer familien en hemmelighed.

[D]

: [A]s mor var psykisk syg – eller dårlige nerver, som man sagde

dengang

Speak

: Men det er ikke noget man taler højt om i [A]s familie.

[D]

: [A] var meget indelukket. Han var ikke den type, der græd. Det

er klart, det har da været hårdt ved [A], men det lod han sig ikke sådan

mærke

med udadtil.

Hanne Hostrup, psykolog:

Mor er jo repræsentant for det forkerte.

Og det mærkelige er, at hun jo samtidig er det rigtige, fordi han er jo tæt

knyttet til hende, men pludselig bliver hun det forkerte. Og så tilhører dem

–

den del af livet – man ikke skal ligne. Så hun er forkert. Igen forkert.

Rigtigt [psykologen viser med hænderne ”på den ene side og på den anden

side”]

at den anden kurs, den, hvor man ikke har dårlige nerver, den, hvor man

følger

det normale, det er det rigtige. Hvor man ved, hvad der er rigtigt og

forkert.

Det er jo skræmmende for [A] at vokse op med en mor, der har været forkert.

Det

gør jo, at han bliver endnu mere på vagt for ikke at være forkert.”

Det beskrives kort, at

politikerne – herunder statsministeren – går fra at rose politiet

for deres indsats

til, at stemningen vendes mod politiet. Medierne og flere undersøgelser

mistænker [A] for at have afgivet ordren: ”Skyd efter benene” under

urolighederne. Det oplyses videre i udsendelsen, at [B], der under

urolighederne er i [A]s deling, får en brosten i hovedet og får alvorlige

fysiske skader. [A] beskrives som ændret og mere indelukket efter

urolighederne, men han forelsker sig i [B] og er ved hendes side under hendes

genoptræning, hvilket angiveligt gør det muligt for [A] at glemme hændelserne

den 18. maj 1993. Af udsendelsen fremgår følgende:

”

Hanne Hostrup

: Det er jo hans strategi, når noget er næsten

ubærligt, så skal det glemmes. Det har han jo lært, da mor tog livet af sig

selv. Så snakker vi ikke mere om det ”

I 1995 bliver [B] og [A]

gift. Efter nogle år begynder ægteskabet at vakle. [A] kommer ud for en

trafikulykke og indlægges på hospitalet. [B] tager skilsmissebegæringen med

på

hospitalet til [A]. På trods af skilsmissen går [B] og [A] sammen til

psykolog.

[B] har fået en kæreste, [E], uden at [A] er bekendt hermed, men [A] har

tidligere under ægteskabet givet udtryk for, at han troede, hun havde fundet

en

anden. En dag efter deres fælles psykologkonsultation tager [A] hjem til [B],

der fra førstesalen råber ned til [A]: ”Er det dig, [E]?”. [A]

myrder [B] og

forsøger efterfølgende at begå selvmord. [A] begår senere selvmord i

arresten.

I tv-udsendelsen vises et kort klip fra [A]s begravelse, bl.a. hvor kisten

sættes ind i rustvognen. De fremmødte til begravelsen er ikke sløret.

Undersøgelsesrapporten

vedrørende urolighederne på Nørrebro frikender efterfølgende [A] for ansvar.

Til yderligere

sagsfremstilling skal nævnes sognepræst [F] erklæring af 31. august 2006,

hvoraf

følgende blandt andet fremgår:

” og der var på ingen måde

givet tilladelse til fotografering eller filmoptagelse i kirken Fotografen

er

uset listet op på øverste pulpitur ”

Af en erklæring af 1. oktober

2006 fra [G], søn af afdøde [C] og bror til afdøde [A], fremgår blandt andet

følgende:

”Jeg kan bekræfte at min

moder [C] havde dårlige nerver, som blev behandlet med medicin og flere

behandlinger med elektrochok på Viborg Sygehus, jeg kan ligeledes bekræfte at

hun blev kørt over af et tog ved en ubevogtet jernbaneoverskæring. Der var

formodninger om, at det var selvmord på baggrund af min mors sygdomshistorie,

men det er mig bekendt aldrig dokumenteret i form af afskedsbrev eller

lignende.

Jeg kan bekræfte, at mine

søskende [H] og [I] og jeg har givet vores samtykke til, at udsendelsen blev

vist.”

2. Parternes synspunkter

[K] har indledningsvis

anført, at klagen vedrører selve indholdet af udsendelsen og den behandling

de

nærmeste efterlevende pårørende er blevet udsat for i produktionsprocessen,

idet ”massemedierne bør anerkende hensynet til den enkelte borgers krav

på

respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for

beskyttelse mod ubeføjet krænkelse”, jf. de grundlæggende synspunkter

for god

presseskik i de vejledende regler. TV 2 og produktionsselskabet har handlet i

strid med god presseskik, idet de har undladt at vise ”ofre for

forbrydelser og

ulykker det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til

de

implicerede. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises

hensynsfuldhed og takt.”, jf. de vejledende regler punkt B.3.

Ved udarbejdelsen af

programmet er der sket misbrug af pårørendes uvidenhed og følelser, idet man

blandt andet har forsøgt at overtale klager til at medvirke pga. en mulig

gavnende terapeutisk effekt.

Hun har oplyst, at hun under

hele forløbet har givet udtryk for sin modvilje mod udsendelsen og

offentliggørelsen af programmet. Vedr. sin deltagelse i et af møderne har

klager anført, at hendes ”hensigt med mødet var at finde ud af, hvad der

var

gang i.”

Det er relevant at diskutere

urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993 i et samfundsmæssigt perspektiv.

Udsendelsen omhandler imidlertid [A]s personlige forhold og i mindre grad

politiledelsens rolle. En detaljeret gennemgang af ægteskabsproblemer,

selvmord, mv., har ikke samfundsmæssig relevans. Oplysninger om [C]s

formodede

selvmord og detaljer om [A] og [B]s ægteskabelige problemer har ikke

tidligere

været offentligt kendt.

Hun finder det meget

kritisabelt, at programmet indeholdt skjulte optagelser fra begravelsen,

herunder

tydelige billeder af pårørende foran kirken. Hun har afvist, at der er givet

tilladelse til offentliggørelse af optagelser fra begravelsen.

Forud for

offentliggørelsestidspunktet gjorde hun opmærksom på, at hun var uforstående

over for oplysningerne vedrørende [C]s psykiske sygdom og selvmord.

Påstandene

savner lægelig dokumentation. Selv om oplysningerne skulle være korrekte, er

det i strid med de presseetiske regler at omtale selvmord, jf. punkt B.2.

Klager har anført, at TV 2

indvilligede i at fjerne en sekvens med farmoderens ”selvmord”, men

psykolog

Hanne Hostrups anvender ordet ”selvmord”, ligesom farmoderen

fremstilles som

selvmorder. Herudover er skildringen og den psykologiske profil af hendes far

mangelfuld.

Klager har anført, at det

fører til fejltolkninger, at programmet lægger op til, at [A]s handlinger og

tanker den 18. maj 1993 skulle være rodfæstet i opdigtede barndoms- og

ungdomstraumer.

Ved at benytte psykolog Hanne Hostrup, der ifølge TV 2 er ”en af

Danmarks mest

anerkendte psykologer” til at finde den ”sandsynlige forklaring på

mysteriet om

[A]” får disse kommentarer karakter af sandheder, hvilket er i strid med

de

presseetiske regler, punkt A.5. Sandhedsværdien i indholdet understreges af,

at

udsendelsen går under betegnelsen ”dokumentarprogram”.

Hun har herudover anført, at

selvom udsendelsen ikke omhandler en retsreportage, er det kritisabelt, at

[A]

fremstilles som drabsmand, når en domfældelse aldrig har fundet sted, jf. de

presseetiske regler punkt C.5.

Hun har endelig anført, at

man ikke som pårørende i en sådan situation skal tvinges til at stå frem på

fjernsyn for at undgå, at påstande om ens slægtninge fremføres.

TV 2 har indledningsvis

anført, at programmet tegner et nuanceret billede, som sætter efterspillet af

urolighederne på Nørrebro i perspektiv. Der er tale om et samfundsrelevant

program, som kaster nyt lys over den pressedækning og det billede, der blev

tegnet af [A] i årene efter urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993, samt

politiledelsens rolle efter urolighederne.

TV 2 har anført, at [K] flere

gange i research- og optageperioden blev kontaktet og indvilligede i at mødes

med tilrettelæggerne af programmet, ligesom klager har fortalt om sine

oplevelser med [A] og fremskaffet barndomsfotos af faderen. Klager ønskede en

række nærbilleder af pårørende fra [A]s begravelse fjernet. Optagelserne fra

begravelsen er udleveret af Danmarks Radios produktionsselskab, der filmede

åbenlyst. Optagelserne er tidligere offentliggjort, uden at det medførte

reaktioner

fra [A]s slægtninge, og optagelserne er ikke anvendt til et andet formål end

det oprindelige.

TV 2 har anført, at klager

ikke ønskede oplysninger om farmoderens selvmord offentliggjort, men at

afdøde [C]s

nulevende børn har samtykket i offentliggørelsen.

TV 2 har anført, at

oplysningen om, at [A] myrdede [B] fremgår af det efterforskningsmateriale,

tilrettelæggerne har haft adgang til, ligesom oplysningen og de fleste

oplysninger om [A] af personlig karakter har været offentliggjort i flere

medier. TV 2 har videre anført, at [B]s familie og [A]s søskende har

samtykket

i videregivelsen af personlige oplysninger.

TV 2 har afvist, at

udsendelsen slører, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er

kommentarer

og vurderinger. TV 2 har anført, at det gøres klart for seeren, at psykolog

Hanne Hostrups analyse er hendes faglige vurdering baseret på de oplysninger,

hun har fået forelagt, men at hun aldrig har mødt [A].

TV 2 har endelig anført, at

klager først i august 2006 tilkendegav, at hun ikke ønskede programmet

udsendt.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

:

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe,

Bo

Maltesen,

Lene Sarup

og

Ole

Askvig.

Det fremgår af

medieansvarsloven § 34, stk. 2, at klager over TV 2’s overtrædelse af

god presseskik

skal indgives til mediet senest 4 uger efter

offentliggørelsen. Klager har korresponderet med TV 2 før offentliggørelse

af udsendelsen, idet klager var bekendt med udsendelsens indhold på

klagetidspunktet.

TV 2 har realitetsbehandlet henvendelsen og klagevejledt klageren ved brev af

21. august 2006. Pressenævnet finder på denne baggrund, at klagen skal

realitetsbehandles.

Det er en betingelse for at

klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der

klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed

eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret

i

mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er

behandlet. I tilfælde, hvor den berørte person er afgået ved døden, da

omtalen

blev offentliggjort, kan en klage efter Nævnets praksis under visse

omstændigheder indgives af nære pårørende.

Klagen angår udsendelsens omtale navnlig af afdøde [A], der er [K]s far.

Pressenævnet finder, at hun derfor er klageberettiget.

Pressenævnet bemærker, at

spørgsmålet om, hvorvidt der kan nedlægges forbud mod offentliggørelse af en

udsendelse henhører under domstolenes afgørelse, hvorfor Pressenævnet ikke

kan

tage stilling hertil.

I de vejledende regler for

god presseskik, pkt. B 3, hedder det,

at

ofre for forbrydelser og ulykker skal vises det størst mulige hensyn, og det

samme gælder pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af

billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt.

Pressenævnet finder,

at der ikke er grundlag for at antage, at der i research- og produktionsfasen

ikke er udvist den fornødne hensynsfuldhed.

Pressenævnet finder, at der

er en samfundsmæssig interesse i at medierne knytter omtalen af urolighederne

på Nørrebro i 1993 og drabet på [B] sammen. Nævnet finder derfor, at TV 2 var

berettiget til at omtale hændelserne, herunder [A]s livsforløb.

Parterne har over for

Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der er anvendt

skjult kamera til [A]s begravelse. På grund af de bevismæssige begrænsninger

kan Pressenævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den

rigtige. Pressenævnet finder imidlertid, at optagelserne fra begravelsen

alene

er anvendt som led i beskrivelsen af [A]s livsforløb.

Nævnet finder herefter - da billederne ikke har et krænkende

indhold - at TV 2 er berettiget til at bringe disse, og Nævnet udtaler ikke

kritik heraf.

Pressenævnet finder videre,

at psykolog Hanne Hostrups udtalelser fremstår som hendes vurdering af [A] på

baggrund af de i udsendelsen offentliggjorte oplysninger, og Nævnet udtaler

ikke kritik heraf.

Vedrørende omtalen af afdøde [C]

fremgår det, at hun har nulevende børn, der har givet samtykke til

udsendelsens

offentliggørelse. Denne del af klagen tages derfor ikke til følge.

Afgjort den 29. november

2006.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter