Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-153/160
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2005-6-153/160
[K1 og K2] har ved advokat Claus Bonnez klaget til Pressenævnet
over artikler i B.T. den 16. december 2004 og i B.T.’s internetavis den
17.
december 2004, rettelig den 12. januar 2005, idet de finder, at god
presseskik
er tilsidesat.
I artiklen den 16. december 2004 hed det:
”
Hjælp [A] væk fra
sexdømt far
13-årig nordjysk pige blev tvunget til anal- og oralsex med sin
far. Han fik to års fængsel for sex-overgreb. Nu vil Farsø Kommune tvinge [A]
til
at genoptage kontakten med sin familie.
[A] har fortalt, hvordan
hun får kvalme, når hendes far vil give hende en knuser. Så husker hun
pludselig, hvordan det var, da hun som ti-årig blev tvunget til analt samleje
og oralsex med ham i familiens hjem ved Løgstør.
Han blev dømt for
sex-overgrebene. Først halvandet års fængsel i byretten. Derefter skærpede
Vestre
Landsret dommen til to års ubetinget fængsel.
Den straf er udstået, og
nu vil den 44-årige far have genetableret forbindelsen med sin datter. Flere
gange har myndighederne afvist faderens ønske om at være sammen med [A]. Både
Den Sociale Ankestyrelse og Vestre Landsret har sagt nej til samvær.
Men på tirsdag beslutter
Farsø Kommune, om tiden nu er moden til, at den 13-årige pige skal tvinges
Læs alt
til
at være sammen sin far, selv om hun selv siger nej.
Skrev til minister
[A] har forgæves forsøgt
at overbevise sin sagsbehandler i Farsø Kommune om, at hun bare vil have lov
til at blive boende og leve i fred og ro hos den plejefamilie, hvor hun har
været, siden faderens sexmisbrug blev afsløret.
[A]s 19-årige søster har
været så fortvivlet over situationen, at hun har skrevet et personligt brev
til
socialministeren.
Hidtil har Farsø Kommunes
Børn og Unge Udvalg ikke villet høre [A]s mening. Udvalget har lagt vægt på
vurderingen fra den socialrådgiver, der uden nogen lægelig eller psykologisk
undersøgelse pludselig har stemplet [A] som psykisk ustabil.
Den vurdering står
sagsbehandleren ret alene med. Og det har nærmest skabt oprørsstemning blandt
dem, der har et personligt kendskab til den 13-årige pige.
Glad og rar
[A]s skole, den lokale
præst, klassekammeraterne og naboer til den plejefamilie, hvor [A] bor, har
nemlig en helt anden opfattelse. De beskriver hende som en glad, rar og let
omgængelig pige. Som en rigtig god kammerat, der trives og udvikler sig. Som
en
kvik og omsorgsfuld barnepige, en 13-årig pige, der er pligtopfyldende og
ansvarsbevidst.
Ingen forstår, hvorfor
[A] skal fjernes fra et miljø, der er godt for hende. Men væk skal hun, mener
Farsø Kommune.
Sendt på børnehjem
A blev forleden fjernet
fra sin plejefamilie og i stedet anbragt på et nordjysk børnehjem. Her kan
hun
højst få sms-kontakt med sine venner og sin plejefamilie. Imens overvejer
politikerne i Farsø Kommune
[A]s fremtid.
Plejefamilien har ikke
blokeret muligheden for, at [A]s biologiske forældre har kunnet møde deres
datter. De vil bare ikke have pædofile ind over deres dørtærskel. Det er
måske
den reelle forklaring på, at [A] nu er fjernet og sendt på børnehjem.
Et overvåget samvær har
været gennemført på et neutralt sted.
Der fik [A] en knuser af
sin far, og siden har hun nægtet enhver kontakt med ham.
[B], formand for Farsø
Kommunes socialudvalg, siger til B.T. »Socialudvalget er ansvarlig for, hvor
barnet anbringes. Vi vil aflevere en redegørelse til ministeren og
tilsynsrådet
i Nordjyllands Amt i den konkrete sag. Den vil jeg ikke sige mere om.«
Følger loven
Hvorfor hører I ikke
pigens egen mening? »Det gør vi også. Vi har tidligere haft problemer i vor
familieafdeling, så jeg tør godt sige, at vi følger loven til punkt og
prikke.«
Pigen vil ikke mødes med
sin familie. »Det er Børn og Unge Udvalget, der skal tage stilling til det.
Men
jeg tror ikke, at formanden vil udtale sig om en personsag. Personligt mener
jeg, at det er fornuftigt, at pigen på et tidspunkt får kontakt til dele af
sin
biologiske familie.« Dele af familien? Betyder det, at Farsø Kommune ikke
skal
arbejde på, at pigen skal have kontakt med sin far? »Sådan må du godt opfatte
det.«
Kommunen berygtet for at svigte børnene
Farsø er en berygtet
kommune, når det kommer til anbringelsessager. For godt et år siden viste TV
2
i dokumentarprogrammet ”Løgn over løgn i Farsø”, hvordan
hundredevis af børn
kom i klemme i en magtkamp mellem politikere og socialrådgivere i den
nordjyske
kommune. Politikerne ville spare penge på anbringelser af børn, men
socialrådgiverne nægtede at bryde loven for at spare.
Så hele familieafdelingen
blev fyret med øjeblikkeligt varsel.
”Vi blev anklaget for at
lytte for meget til børnene.” siger [C], der var leder af
familieafdelingen i
Farsø Kommune i ti år.
Hun kender godt 13-årige
[A] og har hørt om kommunens håndtering af sagen.
”Jeg blev helt knust, da
jeg hørte det. Det var lige det, vi var bekymrede og bange for, så vi er
meget
berørte. Vi kender jo dette barn, og jeg synes, at denne sag er meget enkel
og
belyst fra alle sider. Man skal bare gøre, som lovgivningen siger. Man skal
lytte til barnet,” siger [C].
Løgn over løgn
”Løgn over løgn i Farsø”
beskrev en sag, hvor den daværende familieafdeling med [C] som leder fik det
anonymt tip om vanrøgt i en familie i kommunen.
Da afdelingen opsøgte
familien i dens gamle, beskidte hus, der knap var beboeligt, blev de mødt af
et
skræmt søskendepar på to og seks år. Da afdelingen senere samme aften kom på
kontrolbesøg, fandt man børnene sammen med deres berusede forældre, og
situationen fik dem til at fjerne børnene med magt og sende dem til en
plejefamilie. Men på grund af en procedurefejl holdt tvangsfjernelsen ikke i
juridisk forstand, og da [C] opfordrede udvalgsformanden til at tage en ny
formandsbeslutning, valgte han at lade være, så børnene blev sendt hjem igen
til familien.
Tragisk eksempel
Allerede dengang udtalte
[C] sig til Jyllands-Posten.
”Det er noget at det mest
bedrøvelige, jeg har været med til, og jeg har det stadig dårligt på børnenes
vegne. Men det er endnu et tragisk eksempel på, at systemet ikke
fungerer,”
siger hun.
Godt et år efter mener
hun stadig, at man burde kigge Farsø Kommune endog ganske grundigt efter i
sømmene.
”Der er noget helt galt i
Farsø Kommune. Jeg mener, at der er en dyb uprofessionalisme, og man burde se
mere på, hvad der sker i Farsø Kommune.” fastslår [C], der efter
fyringen underviser
en smule og har forskelligt konsulentarbejde.”
Så hør mig dog
[D] og [E] ved, at de
balancerer på en knivsæg. Som plejefamilie har man tavshedspligt og skal
helst
ikke markere sig offentligt og slet ikke i sager om børn. Sådan vil de
kommunale arbejdsgivere helst have det.
Alligevel har
beslutningen om at fjerne den 13-årige [A] gjort stort indtryk på parret. De
kender både [A] og den familie, der har haft hende i pleje i snart tre år.
”I et retssamfund må man
have lov til at tale sin sag, inden man bliver dømt. Sådan bør det også være,
når politikerne i Børn og Unge udvalget skal træffe beslutninger,” siger
[E].
”Inden man træffer store
beslutninger om en 13-årig piges fremtid og ved, at man handler mod hendes
ønsker, bør de folkevalgte politikere tale med pigen selv,” tilføjer
[D].
I lokalsamfundet ved [S]
når Løgstør kender de fleste historien om den 13-årige [A], og de færreste
sparer på forargelsen.
Ingen kan rigtig forstå,
hvordan en kommunal sagsbehandler uden videre kan stemple en velfungerende
13-årig pige som psykisk syg.
”Mon de snart åbner deres egen klinik på rådhuset, ” mumler man
i lokalsamfundet. Nogle har appelleret direkte til politikerne, og breve og
udtalelser om [A] har i flere dage cirkuleret i lokalsamfundet. Herover kan
du
læse nogle centrale synspunkter.”
Ved siden af et foto af blandt andet [D] og [E] står:
”[D] og [E] ses her med [A]s storesøster, som de er
plejeforældre for. ”Hvordan kan man træffe afgørende beslutninger for en
13-årig pige uden at høre, hvad pigen selv mener,” spørger de.”
Oven over artiklen står følgende kommentarer:
”Min lillesøster har sagt nej flere gange, men der er ingen, der
lytter, Så er det meget svært for hende. Voksne mennesker må og skal også
lytte
til børnenes mening. De skal lytte til min lillesøster og ikke bare sende
hende
på behandlingshjem, fordi de mener, hun er psykisk syg. Hvis der er nogen,
der
gør hende psykisk syg, er det Farsø kommune”
”[A]s 19-årige søster, der valgte at blive i sin plejefamilie,
da hun blev myndig”
”Som barnepige oplever vi [A] som en meget moden pige, der
rummer en ekstrem god tålmodighed og utrolig megen kærlighed. Det sidste
halvandet år har vi oplevet [A] i en rivende udvikling, hvor hun gradvist er
blevet mere selvsikker, udadvendt og en altid smilende og glad pige”
”[F] og [G], naboer til [A]s plejefamilie”
”I har lige taget en højt elsket person fra os. Hele klassen var
grædefærdig. Vi synes, at det er umenneskeligt at fjerne hende fra klassen og
hendes plejefamilie mod hendes vilje. Det er umenneskeligt at sende en pige
som
[A] på børnehjem. Der er ikke noget galt med hende. Da vi fik det at vide,
græd
vi alle. Selv lærerne græd”
”[A]s klassekammerater i 7.a”
”Vi er på [A]s vegne meget uforstående over for, at hun skal
rives væk fra alt det, som giver hende tryghed og stabilitet i hverdagen.
Tænk
jer om, inden beslutningen realiseres. Hvad med at spørge [A]. Hun er vel
gammel
nok til at have en mening om sin egen fremtid”
”[H] og [I], naboer til plejefamilien””
På B. T.’s internetavis
blev der den 12. januar 2005 bragt følgende artikel:
”
Ignorerede [A]s
desperate bøn
Socialrådgiver så stort
på incestramt piges ønsker og frarådede hende at tale sin sag.
”[A] gav udtryk for, at
hun ikke ønsker kontakt til sine forældre, og at hun ønsker fred. [A] ønsker
at
tale med Børne- og ungeudvalget.”
Sådan skrev den
socialrådgiver i Farsø Kommune, som er sagsbehandler for 13-årige incestramte
[A],
i et referat af et møde, hun 15. november i år havde med [A] og [A]s
bisidder, [L].
I et følgebrev til [A] selv,
som B.T. – ligesom referatet af mødet – ligger inde med, skrev
sagsbehandleren
samtidig om den indstilling, som ville blive sendt til Farsø Kommunes Børne
–
og ungeudvalg:
”Jeg skriver, at [A] siger,
at hun ikke ønsker at se sine forældre mere, måske engang når hun bliver
ældre.
Vi skal ikke arrangere noget samvær, vi skal lade hende være i fred.”
Men i stedet for at tage
den 13-årige piges ord for gode varer og vente på Børne- og ungeudvalgets
møde,
som først finder sted på næste tirsdag, besluttede sagsbehandleren, at den
13-årige piges inderlige bønner alene var udtryk for psykisk ustabilitet.
Fjernet i huj og hast
Sagsbehandleren fik, som
B.T. i går kunne fortælle, derpå i huj og hast fjernet [A] fra sin
plejefamilie
og anbragt på en døgninstitution, for nu skal [A] nemlig tvinges til samvær
med
den far, som for tre år siden blev idømt to års fængsel for brutalt at have
voldtaget sin dengang ti-årige datter analt og oralt.
Alligevel har Farsø
Kommune telefonisk over for Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt bedyret, at [A]
”er
blevet hørt” i sagen. Det til trods for at Børne- og ungeudvalget endnu
ikke
har haft møde, aldrig har mødt den 13-årige pige selv og således slet ikke
har
behandlet sagen.
Tilsynsrådet, hvis
opgave det er at overvåge, at kommunerne overholder landets love, rettede
allerede
den 3. december efter et tip henvendelse til Farsø Kommune og krævede en
redegørelse for, hvorfor [A] ikke var blevet hørt i sin sag. Og ifølge
statsamtmand [J] fra Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt ringede en person fra
kommunen få dage efter forespørgslen tilbage og forklarede, at ”der ikke
var
noget på den sag, for pigen var blevet hørt”.
Tilsynsrådet og
statsamtmanden afventer nu kommunens skriftlige svar på, hvornår og hvordan
det
er sket. Svaret forventer [J] at modtage i slutningen af næste uge- og altså
først
efter
at Børne- og ungeudvalget
for første gang vil få lejlighed til at høre på den ulykkelige pige. Et møde,
som [A] – nu klogelig i selskab med en advokat – agter at møde op
til.
Chokerende oplysninger
Men nye og chokerende
oplysninger, som B.T. nu er kommet i besiddelse af, viser, at det er mod alle
odds, 13-årige [A] endelig får lejlighed til at konfronter politikerne.
Den ulykkelige 13-årige
pige blev således på mødet den 15-november gentagne gange rådet af den
sagsbehandler, som efterfølgende tvangsfjernede hende, til ikke at mødes med
kommunens Børne- og ungeudvalg for at tale sin sag.
L, som var [A]s bisidder
på mødet med sagsbehandleren 15. november, kan berette om en sagsbehandler,
som
gjorde alt, hvad der var muligt for at overtale [A] til at blive væk fra
mødet
med kommunalpolitikerne:
”Sagsbehandleren sagde
undervejs til os, at der egentlig slet ikke var grund til, at [A] dukkede op
på
mødet. Det var, fortalte hun, slet ikke nødvendigt,” husker [L].
Da [A] alligevel
insisterede på at mødes med udvalgsmedlemmerne, fandt sagsbehandleren flere
argumenter frem:
”Sagsbehandleren sagde
så, at det kunne være meget voldsomt for et barn at sidde sådan foran flere
voksne og skulle forklare sin sag, og til sidst sagde hun også, at det jo var
tit, at udvalget slet ikke hørte på barnet. [A] fastholdt bare med klar røst,
at det ville hun altså.”
Stemplet som ustabil
Men i stedet for at
lytte til den knuste piges bønner om en fair og retfærdig behandling
stemplede
sagsbehandleren hende som psykisk ustabil, fik hende fjernet fra den
plejefamilie, hun holder af at være hos, og vil nu stik mod den 13-årige
piges
vilje tvinge hende til samvær med den far, som så brutalt voldtog hende.
Det er ikke lykkedes
B.T. at få en kommentar fra den pågældende sagsbehandler.”
[K1 og K2] har ved
advokat Claus Bonnez anført, at budskabet i artiklen i B.T. den 16. december
2004 er at kommunen og forældrene handler i strid med barnets interesser,
idet
barnet mod sin vilje var fjernet fra plejeforældrene og anbragt på
institution,
mens kommunen forberedte, at barnet skulle tvinges til at se sine forældre,
herunder faderen, som ifølge artiklen har begået sex-overgreb mod barnet.
Advokat Claus Bonnez har
videre anført, at det i artiklens første spalte anføres, at kommunen tirsdag
efter, at artiklen blev bragt skulle beslutte, om ”tiden nu er moden
til, at
den 13-årige pige skal tvinges til at være sammen med sin far, selvom hun
selv
siger nej”.
Advokat Bonnez har
anført, at klagen vedrørende artiklen i B.T.’s internetavis den 12.
januar
2005, drejer sig om første afsnit, under overskriften ”Fjernet i huj og
hast”,
hvor der blandt andet står ” for nu skal [A] nemlig tvinges til samvær
med den
far, som for tre år siden blev idømt to års fængsel for brutalt at have
voldtaget sin dengang 10-årige datter analt og oralt”.
Advokaten har videre anført, at forældrene
ikke på noget tidspunkt har accepteret, at kommunen skulle tvinge barnet til
samvær med dem. De har tværtimod samarbejdet med kommunen gennem lang tid for
at etablere en kontakt på barnets betingelser. Således var der et overvåget
samvær i sommeren 2004, som forløb godt og som barnet var tilfreds med.
Barnet
har senere ifølge det oplyste udtrykt utilfredshed med, at hun efter dette
samvær blev afhørt af politiet efter at faderen havde indbragt sin sag for
Den
Særlige Klageret. Det er ifølge forældrene denne klage, som efterfølgende
skulle have fået barnet til at udvise tilbageholdenhed i forhold til faderen.
Advokat Bonnez har
endelig anført, at det ikke fremgår af sagen, at kommunen har haft til
hensigt
at gennemtvinge samværet mellem barnet og forældrene, hvis det skulle vise
sig,
at barnet ikke ønskede et sådant samvær. Forældrene finder, at B.T.’s
artikler
efterlader det indtryk, at det har været planen at gennemtvinge et sådant
samvær, og at avisen ikke kan føre bevis for, at dette har været planen.
Advokat Claus Bonnez har
fastholdt, at forældrene er klageberettigede, idet artiklerne giver det
indtryk, at de medvirker til at udøve tvang mod barnet.
B.T. har vedrørende
artiklen af 16. december 2004 anført, at avisen på intet tidspunkt hævder, at
forældrene skulle ønske tvangsmæssige foranstaltninger med henblik på at opnå
samvær med barnet. B.T. bestrider derfor, at forældrene er klageberettigede i
forhold til den passus i artiklen, der klages over, idet det pågældende
afsnit
alene forholder sig til hvad kommunen har gjort og ikke nævner forældrene.
B.T. har videre anført,
at avisen har forholdt sig kritisk til kommunens behandling af sagen, idet
barnet tydeligt har tilkendegivet, at hun ikke ønsker samvær med forældrene.
Det forhold at et samvær i sommeren 2004 forløb godt, og at barnet
efterfølgende gav udtryk for utilfredshed, da hun blev afhørt af politiet,
som
følge af faderens klage til Den Særlige Klageret, må tages som udtryk for
uenighed mellem far og datter om hvorvidt, der overhovedet er foregået et
sexovergreb.
B.T. har vedrørende artiklen af 12. januar 2005 på B.T.’s internetavis
anført, at klagen må opfattes således, at det alene er udtrykket
”tvinges til
samvær”, der klages over. B.T. finder, at udtrykket er berettiget på
baggrund
af de aktiviteter, kommunen havde iværksat i forbindelse med, at man fjernede
pigen fra plejefamilien, selvom hun protesterede og anbragte hende på
børnehjem.
B.T. har videre anført, at kritikken alene vedrører kommunen, og
at B.T. udover grundig research har forelagt kritikken for kommunen, der på
intet tidspunkt har bestridt, at man overvejede at gennemtvinge et samvær
mellem pigen og faderen.
B.T. har herudover anført, at det intet sted i artiklen fremgår,
at forældrene skulle stå bag kommunens arbejde for at gennemtvinge et samvær,
hvorfor forældrene ikke er omfattet af medieansvarsloven § 36 eller de mere
generelle bestemmelser om god presseskik. Såfremt klager havde henvendt sig
til
B.T., ville avisen gerne have bragt den oplysning, at det var mod forældrenes
ønske, at der blev overvejet et tvungent samvær.
B.T. har endelig anført, at avisen ikke har tilsidesat god presseskik,
dels fordi klagerne ikke er klageberettigede, dels fordi kommunen ikke har
bestridt oplysningen, da B.T. forelagde kritikken for kommunen.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Niels Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup
og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Nævnet finder, at [K1 og K2] har retlig interesse i at klage til
Pressenævnet.
Pressenævnet finder, at de påklagede udsagn om påtænkt
anvendelse af tvang over for pigen må forstås som alene vedrørende kommunens
håndtering af sagen og ikke [K1 og K2]s. [K1 og K2] har herefter ikke på egne
vegne grundlag for at klage over tilsidesættelse af god presseskik, og de har
ikke kompetence til at klage på kommunens vegne. Nævnet finder, at der ikke i
øvrigt er grundlag for at udtale kritik i sagerne.
Afgjort den 23. august 2005.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-134 Retsinformation · 26. februar 2004
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-82 Retsinformation · 10. oktober 2003
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 96/2001 Retsinformation · 23. oktober 2001
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 107/2002 Retsinformation · 20. december 2002
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-12898 Retsinformation · 27. november 2025
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0995 Retsinformation · 23. juni 2010
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-94 Retsinformation · 8. januar 2004
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2008-6-622 Retsinformation · 28. marts 2008
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 111/2002 Retsinformation · 26. februar 2003
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 57/2002 Retsinformation · 30. juli 2002
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00166 Retsinformation · 21. december 2011