Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-153/160

KEN nr 9568 af 23/08/2005Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet9. september 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2005-6-153/160

[K1 og K2] har ved advokat Claus Bonnez klaget til Pressenævnet

over artikler i B.T. den 16. december 2004 og i B.T.’s internetavis den

17.

december 2004, rettelig den 12. januar 2005, idet de finder, at god

presseskik

er tilsidesat.

I artiklen den 16. december 2004 hed det:

”

Hjælp [A] væk fra

sexdømt far

13-årig nordjysk pige blev tvunget til anal- og oralsex med sin

far. Han fik to års fængsel for sex-overgreb. Nu vil Farsø Kommune tvinge [A]

til

at genoptage kontakten med sin familie.

[A] har fortalt, hvordan

hun får kvalme, når hendes far vil give hende en knuser. Så husker hun

pludselig, hvordan det var, da hun som ti-årig blev tvunget til analt samleje

og oralsex med ham i familiens hjem ved Løgstør.

Han blev dømt for

sex-overgrebene. Først halvandet års fængsel i byretten. Derefter skærpede

Vestre

Landsret dommen til to års ubetinget fængsel.

Den straf er udstået, og

nu vil den 44-årige far have genetableret forbindelsen med sin datter. Flere

gange har myndighederne afvist faderens ønske om at være sammen med [A]. Både

Den Sociale Ankestyrelse og Vestre Landsret har sagt nej til samvær.

Men på tirsdag beslutter

Farsø Kommune, om tiden nu er moden til, at den 13-årige pige skal tvinges

Læs alt

til

at være sammen sin far, selv om hun selv siger nej.

Skrev til minister

[A] har forgæves forsøgt

at overbevise sin sagsbehandler i Farsø Kommune om, at hun bare vil have lov

til at blive boende og leve i fred og ro hos den plejefamilie, hvor hun har

været, siden faderens sexmisbrug blev afsløret.

[A]s 19-årige søster har

været så fortvivlet over situationen, at hun har skrevet et personligt brev

til

socialministeren.

Hidtil har Farsø Kommunes

Børn og Unge Udvalg ikke villet høre [A]s mening. Udvalget har lagt vægt på

vurderingen fra den socialrådgiver, der uden nogen lægelig eller psykologisk

undersøgelse pludselig har stemplet [A] som psykisk ustabil.

Den vurdering står

sagsbehandleren ret alene med. Og det har nærmest skabt oprørsstemning blandt

dem, der har et personligt kendskab til den 13-årige pige.

Glad og rar

[A]s skole, den lokale

præst, klassekammeraterne og naboer til den plejefamilie, hvor [A] bor, har

nemlig en helt anden opfattelse. De beskriver hende som en glad, rar og let

omgængelig pige. Som en rigtig god kammerat, der trives og udvikler sig. Som

en

kvik og omsorgsfuld barnepige, en 13-årig pige, der er pligtopfyldende og

ansvarsbevidst.

Ingen forstår, hvorfor

[A] skal fjernes fra et miljø, der er godt for hende. Men væk skal hun, mener

Farsø Kommune.

Sendt på børnehjem

A blev forleden fjernet

fra sin plejefamilie og i stedet anbragt på et nordjysk børnehjem. Her kan

hun

højst få sms-kontakt med sine venner og sin plejefamilie. Imens overvejer

politikerne i Farsø Kommune

[A]s fremtid.

Plejefamilien har ikke

blokeret muligheden for, at [A]s biologiske forældre har kunnet møde deres

datter. De vil bare ikke have pædofile ind over deres dørtærskel. Det er

måske

den reelle forklaring på, at [A] nu er fjernet og sendt på børnehjem.

Et overvåget samvær har

været gennemført på et neutralt sted.

Der fik [A] en knuser af

sin far, og siden har hun nægtet enhver kontakt med ham.

[B], formand for Farsø

Kommunes socialudvalg, siger til B.T. »Socialudvalget er ansvarlig for, hvor

barnet anbringes. Vi vil aflevere en redegørelse til ministeren og

tilsynsrådet

i Nordjyllands Amt i den konkrete sag. Den vil jeg ikke sige mere om.«

Følger loven

Hvorfor hører I ikke

pigens egen mening? »Det gør vi også. Vi har tidligere haft problemer i vor

familieafdeling, så jeg tør godt sige, at vi følger loven til punkt og

prikke.«

Pigen vil ikke mødes med

sin familie. »Det er Børn og Unge Udvalget, der skal tage stilling til det.

Men

jeg tror ikke, at formanden vil udtale sig om en personsag. Personligt mener

jeg, at det er fornuftigt, at pigen på et tidspunkt får kontakt til dele af

sin

biologiske familie.« Dele af familien? Betyder det, at Farsø Kommune ikke

skal

arbejde på, at pigen skal have kontakt med sin far? »Sådan må du godt opfatte

det.«

Kommunen berygtet for at svigte børnene

Farsø er en berygtet

kommune, når det kommer til anbringelsessager. For godt et år siden viste TV

2

i dokumentarprogrammet ”Løgn over løgn i Farsø”, hvordan

hundredevis af børn

kom i klemme i en magtkamp mellem politikere og socialrådgivere i den

nordjyske

kommune. Politikerne ville spare penge på anbringelser af børn, men

socialrådgiverne nægtede at bryde loven for at spare.

Så hele familieafdelingen

blev fyret med øjeblikkeligt varsel.

”Vi blev anklaget for at

lytte for meget til børnene.” siger [C], der var leder af

familieafdelingen i

Farsø Kommune i ti år.

Hun kender godt 13-årige

[A] og har hørt om kommunens håndtering af sagen.

”Jeg blev helt knust, da

jeg hørte det. Det var lige det, vi var bekymrede og bange for, så vi er

meget

berørte. Vi kender jo dette barn, og jeg synes, at denne sag er meget enkel

og

belyst fra alle sider. Man skal bare gøre, som lovgivningen siger. Man skal

lytte til barnet,” siger [C].

Løgn over løgn

”Løgn over løgn i Farsø”

beskrev en sag, hvor den daværende familieafdeling med [C] som leder fik det

anonymt tip om vanrøgt i en familie i kommunen.

Da afdelingen opsøgte

familien i dens gamle, beskidte hus, der knap var beboeligt, blev de mødt af

et

skræmt søskendepar på to og seks år. Da afdelingen senere samme aften kom på

kontrolbesøg, fandt man børnene sammen med deres berusede forældre, og

situationen fik dem til at fjerne børnene med magt og sende dem til en

plejefamilie. Men på grund af en procedurefejl holdt tvangsfjernelsen ikke i

juridisk forstand, og da [C] opfordrede udvalgsformanden til at tage en ny

formandsbeslutning, valgte han at lade være, så børnene blev sendt hjem igen

til familien.

Tragisk eksempel

Allerede dengang udtalte

[C] sig til Jyllands-Posten.

”Det er noget at det mest

bedrøvelige, jeg har været med til, og jeg har det stadig dårligt på børnenes

vegne. Men det er endnu et tragisk eksempel på, at systemet ikke

fungerer,”

siger hun.

Godt et år efter mener

hun stadig, at man burde kigge Farsø Kommune endog ganske grundigt efter i

sømmene.

”Der er noget helt galt i

Farsø Kommune. Jeg mener, at der er en dyb uprofessionalisme, og man burde se

mere på, hvad der sker i Farsø Kommune.” fastslår [C], der efter

fyringen underviser

en smule og har forskelligt konsulentarbejde.”

Så hør mig dog

[D] og [E] ved, at de

balancerer på en knivsæg. Som plejefamilie har man tavshedspligt og skal

helst

ikke markere sig offentligt og slet ikke i sager om børn. Sådan vil de

kommunale arbejdsgivere helst have det.

Alligevel har

beslutningen om at fjerne den 13-årige [A] gjort stort indtryk på parret. De

kender både [A] og den familie, der har haft hende i pleje i snart tre år.

”I et retssamfund må man

have lov til at tale sin sag, inden man bliver dømt. Sådan bør det også være,

når politikerne i Børn og Unge udvalget skal træffe beslutninger,” siger

[E].

”Inden man træffer store

beslutninger om en 13-årig piges fremtid og ved, at man handler mod hendes

ønsker, bør de folkevalgte politikere tale med pigen selv,” tilføjer

[D].

I lokalsamfundet ved [S]

når Løgstør kender de fleste historien om den 13-årige [A], og de færreste

sparer på forargelsen.

Ingen kan rigtig forstå,

hvordan en kommunal sagsbehandler uden videre kan stemple en velfungerende

13-årig pige som psykisk syg.

”Mon de snart åbner deres egen klinik på rådhuset, ” mumler man

i lokalsamfundet. Nogle har appelleret direkte til politikerne, og breve og

udtalelser om [A] har i flere dage cirkuleret i lokalsamfundet. Herover kan

du

læse nogle centrale synspunkter.”

Ved siden af et foto af blandt andet [D] og [E] står:

”[D] og [E] ses her med [A]s storesøster, som de er

plejeforældre for. ”Hvordan kan man træffe afgørende beslutninger for en

13-årig pige uden at høre, hvad pigen selv mener,” spørger de.”

Oven over artiklen står følgende kommentarer:

”Min lillesøster har sagt nej flere gange, men der er ingen, der

lytter, Så er det meget svært for hende. Voksne mennesker må og skal også

lytte

til børnenes mening. De skal lytte til min lillesøster og ikke bare sende

hende

på behandlingshjem, fordi de mener, hun er psykisk syg. Hvis der er nogen,

der

gør hende psykisk syg, er det Farsø kommune”

”[A]s 19-årige søster, der valgte at blive i sin plejefamilie,

da hun blev myndig”

”Som barnepige oplever vi [A] som en meget moden pige, der

rummer en ekstrem god tålmodighed og utrolig megen kærlighed. Det sidste

halvandet år har vi oplevet [A] i en rivende udvikling, hvor hun gradvist er

blevet mere selvsikker, udadvendt og en altid smilende og glad pige”

”[F] og [G], naboer til [A]s plejefamilie”

”I har lige taget en højt elsket person fra os. Hele klassen var

grædefærdig. Vi synes, at det er umenneskeligt at fjerne hende fra klassen og

hendes plejefamilie mod hendes vilje. Det er umenneskeligt at sende en pige

som

[A] på børnehjem. Der er ikke noget galt med hende. Da vi fik det at vide,

græd

vi alle. Selv lærerne græd”

”[A]s klassekammerater i 7.a”

”Vi er på [A]s vegne meget uforstående over for, at hun skal

rives væk fra alt det, som giver hende tryghed og stabilitet i hverdagen.

Tænk

jer om, inden beslutningen realiseres. Hvad med at spørge [A]. Hun er vel

gammel

nok til at have en mening om sin egen fremtid”

”[H] og [I], naboer til plejefamilien””

På B. T.’s internetavis

blev der den 12. januar 2005 bragt følgende artikel:

”

Ignorerede [A]s

desperate bøn

Socialrådgiver så stort

på incestramt piges ønsker og frarådede hende at tale sin sag.

”[A] gav udtryk for, at

hun ikke ønsker kontakt til sine forældre, og at hun ønsker fred. [A] ønsker

at

tale med Børne- og ungeudvalget.”

Sådan skrev den

socialrådgiver i Farsø Kommune, som er sagsbehandler for 13-årige incestramte

[A],

i et referat af et møde, hun 15. november i år havde med [A] og [A]s

bisidder, [L].

I et følgebrev til [A] selv,

som B.T. – ligesom referatet af mødet – ligger inde med, skrev

sagsbehandleren

samtidig om den indstilling, som ville blive sendt til Farsø Kommunes Børne

–

og ungeudvalg:

”Jeg skriver, at [A] siger,

at hun ikke ønsker at se sine forældre mere, måske engang når hun bliver

ældre.

Vi skal ikke arrangere noget samvær, vi skal lade hende være i fred.”

Men i stedet for at tage

den 13-årige piges ord for gode varer og vente på Børne- og ungeudvalgets

møde,

som først finder sted på næste tirsdag, besluttede sagsbehandleren, at den

13-årige piges inderlige bønner alene var udtryk for psykisk ustabilitet.

Fjernet i huj og hast

Sagsbehandleren fik, som

B.T. i går kunne fortælle, derpå i huj og hast fjernet [A] fra sin

plejefamilie

og anbragt på en døgninstitution, for nu skal [A] nemlig tvinges til samvær

med

den far, som for tre år siden blev idømt to års fængsel for brutalt at have

voldtaget sin dengang ti-årige datter analt og oralt.

Alligevel har Farsø

Kommune telefonisk over for Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt bedyret, at [A]

”er

blevet hørt” i sagen. Det til trods for at Børne- og ungeudvalget endnu

ikke

har haft møde, aldrig har mødt den 13-årige pige selv og således slet ikke

har

behandlet sagen.

Tilsynsrådet, hvis

opgave det er at overvåge, at kommunerne overholder landets love, rettede

allerede

den 3. december efter et tip henvendelse til Farsø Kommune og krævede en

redegørelse for, hvorfor [A] ikke var blevet hørt i sin sag. Og ifølge

statsamtmand [J] fra Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt ringede en person fra

kommunen få dage efter forespørgslen tilbage og forklarede, at ”der ikke

var

noget på den sag, for pigen var blevet hørt”.

Tilsynsrådet og

statsamtmanden afventer nu kommunens skriftlige svar på, hvornår og hvordan

det

er sket. Svaret forventer [J] at modtage i slutningen af næste uge- og altså

først

efter

at Børne- og ungeudvalget

for første gang vil få lejlighed til at høre på den ulykkelige pige. Et møde,

som [A] – nu klogelig i selskab med en advokat – agter at møde op

til.

Chokerende oplysninger

Men nye og chokerende

oplysninger, som B.T. nu er kommet i besiddelse af, viser, at det er mod alle

odds, 13-årige [A] endelig får lejlighed til at konfronter politikerne.

Den ulykkelige 13-årige

pige blev således på mødet den 15-november gentagne gange rådet af den

sagsbehandler, som efterfølgende tvangsfjernede hende, til ikke at mødes med

kommunens Børne- og ungeudvalg for at tale sin sag.

L, som var [A]s bisidder

på mødet med sagsbehandleren 15. november, kan berette om en sagsbehandler,

som

gjorde alt, hvad der var muligt for at overtale [A] til at blive væk fra

mødet

med kommunalpolitikerne:

”Sagsbehandleren sagde

undervejs til os, at der egentlig slet ikke var grund til, at [A] dukkede op

på

mødet. Det var, fortalte hun, slet ikke nødvendigt,” husker [L].

Da [A] alligevel

insisterede på at mødes med udvalgsmedlemmerne, fandt sagsbehandleren flere

argumenter frem:

”Sagsbehandleren sagde

så, at det kunne være meget voldsomt for et barn at sidde sådan foran flere

voksne og skulle forklare sin sag, og til sidst sagde hun også, at det jo var

tit, at udvalget slet ikke hørte på barnet. [A] fastholdt bare med klar røst,

at det ville hun altså.”

Stemplet som ustabil

Men i stedet for at

lytte til den knuste piges bønner om en fair og retfærdig behandling

stemplede

sagsbehandleren hende som psykisk ustabil, fik hende fjernet fra den

plejefamilie, hun holder af at være hos, og vil nu stik mod den 13-årige

piges

vilje tvinge hende til samvær med den far, som så brutalt voldtog hende.

Det er ikke lykkedes

B.T. at få en kommentar fra den pågældende sagsbehandler.”

[K1 og K2] har ved

advokat Claus Bonnez anført, at budskabet i artiklen i B.T. den 16. december

2004 er at kommunen og forældrene handler i strid med barnets interesser,

idet

barnet mod sin vilje var fjernet fra plejeforældrene og anbragt på

institution,

mens kommunen forberedte, at barnet skulle tvinges til at se sine forældre,

herunder faderen, som ifølge artiklen har begået sex-overgreb mod barnet.

Advokat Claus Bonnez har

videre anført, at det i artiklens første spalte anføres, at kommunen tirsdag

efter, at artiklen blev bragt skulle beslutte, om ”tiden nu er moden

til, at

den 13-årige pige skal tvinges til at være sammen med sin far, selvom hun

selv

siger nej”.

Advokat Bonnez har

anført, at klagen vedrørende artiklen i B.T.’s internetavis den 12.

januar

2005, drejer sig om første afsnit, under overskriften ”Fjernet i huj og

hast”,

hvor der blandt andet står ” for nu skal [A] nemlig tvinges til samvær

med den

far, som for tre år siden blev idømt to års fængsel for brutalt at have

voldtaget sin dengang 10-årige datter analt og oralt”.

Advokaten har videre anført, at forældrene

ikke på noget tidspunkt har accepteret, at kommunen skulle tvinge barnet til

samvær med dem. De har tværtimod samarbejdet med kommunen gennem lang tid for

at etablere en kontakt på barnets betingelser. Således var der et overvåget

samvær i sommeren 2004, som forløb godt og som barnet var tilfreds med.

Barnet

har senere ifølge det oplyste udtrykt utilfredshed med, at hun efter dette

samvær blev afhørt af politiet efter at faderen havde indbragt sin sag for

Den

Særlige Klageret. Det er ifølge forældrene denne klage, som efterfølgende

skulle have fået barnet til at udvise tilbageholdenhed i forhold til faderen.

Advokat Bonnez har

endelig anført, at det ikke fremgår af sagen, at kommunen har haft til

hensigt

at gennemtvinge samværet mellem barnet og forældrene, hvis det skulle vise

sig,

at barnet ikke ønskede et sådant samvær. Forældrene finder, at B.T.’s

artikler

efterlader det indtryk, at det har været planen at gennemtvinge et sådant

samvær, og at avisen ikke kan føre bevis for, at dette har været planen.

Advokat Claus Bonnez har

fastholdt, at forældrene er klageberettigede, idet artiklerne giver det

indtryk, at de medvirker til at udøve tvang mod barnet.

B.T. har vedrørende

artiklen af 16. december 2004 anført, at avisen på intet tidspunkt hævder, at

forældrene skulle ønske tvangsmæssige foranstaltninger med henblik på at opnå

samvær med barnet. B.T. bestrider derfor, at forældrene er klageberettigede i

forhold til den passus i artiklen, der klages over, idet det pågældende

afsnit

alene forholder sig til hvad kommunen har gjort og ikke nævner forældrene.

B.T. har videre anført,

at avisen har forholdt sig kritisk til kommunens behandling af sagen, idet

barnet tydeligt har tilkendegivet, at hun ikke ønsker samvær med forældrene.

Det forhold at et samvær i sommeren 2004 forløb godt, og at barnet

efterfølgende gav udtryk for utilfredshed, da hun blev afhørt af politiet,

som

følge af faderens klage til Den Særlige Klageret, må tages som udtryk for

uenighed mellem far og datter om hvorvidt, der overhovedet er foregået et

sexovergreb.

B.T. har vedrørende artiklen af 12. januar 2005 på B.T.’s internetavis

anført, at klagen må opfattes således, at det alene er udtrykket

”tvinges til

samvær”, der klages over. B.T. finder, at udtrykket er berettiget på

baggrund

af de aktiviteter, kommunen havde iværksat i forbindelse med, at man fjernede

pigen fra plejefamilien, selvom hun protesterede og anbragte hende på

børnehjem.

B.T. har videre anført, at kritikken alene vedrører kommunen, og

at B.T. udover grundig research har forelagt kritikken for kommunen, der på

intet tidspunkt har bestridt, at man overvejede at gennemtvinge et samvær

mellem pigen og faderen.

B.T. har herudover anført, at det intet sted i artiklen fremgår,

at forældrene skulle stå bag kommunens arbejde for at gennemtvinge et samvær,

hvorfor forældrene ikke er omfattet af medieansvarsloven § 36 eller de mere

generelle bestemmelser om god presseskik. Såfremt klager havde henvendt sig

til

B.T., ville avisen gerne have bragt den oplysning, at det var mod forældrenes

ønske, at der blev overvejet et tvungent samvær.

B.T. har endelig anført, at avisen ikke har tilsidesat god presseskik,

dels fordi klagerne ikke er klageberettigede, dels fordi kommunen ikke har

bestridt oplysningen, da B.T. forelagde kritikken for kommunen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup

og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Nævnet finder, at [K1 og K2] har retlig interesse i at klage til

Pressenævnet.

Pressenævnet finder, at de påklagede udsagn om påtænkt

anvendelse af tvang over for pigen må forstås som alene vedrørende kommunens

håndtering af sagen og ikke [K1 og K2]s. [K1 og K2] har herefter ikke på egne

vegne grundlag for at klage over tilsidesættelse af god presseskik, og de har

ikke kompetence til at klage på kommunens vegne. Nævnet finder, at der ikke i

øvrigt er grundlag for at udtale kritik i sagerne.

Afgjort den 23. august 2005.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter