Spring til indhold

Retsinformation

Behandling af delvist læderet korsbånd

KEN nr 10935 af 31/12/1998Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet9. december 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Behandling af delvist læderet

korsbånd

Kvinden faldt under skiløb i udlandet, og blev

undersøgt af en lokal praktiserende læge, som fandt, at der var

tale om et sprængt korsbånd og lagde hele benet i gips. Hun blev

herefter fløjet til Danmark og undersøgt på en skadestue

3 dage efter faldet.

Ifølge skadestuens instruks skulle patienter med

mistanke om hel eller delvis overrivning af forreste korsbånd ikke

indlægges i den akutte situation, men vurderes af en bagvagt senest 1

uge efter den første kontakt til skadestuen. I forbindelse med den

første henvendelse skulle der foretages undersøgelse med

henblik på udelukkelse af brud. Ifølge instruksen var der

sædvanligvis ikke behov for bandage. Ved den primære

undersøgelse ved bagvagt skulle behovet for primær

rekonstruktion vurderes. I givet fald skulle dette planlægges til 6-8

uger senere, når hævelsen var svundet, og bevægelsen

normaliseret.

Med hensyn til reservelæge A lagde nævnet

vægt på, at lægen ved sin undersøgelse af patienten

fandt indskrænket bevægelighed, let hævelse og dyb smerte i

knæet, samt at der ved røntgenundersøgelse ikke var

fundet tegn på brud, men ansamling. Nævnet lagde endvidere

vægt på, at lægen i henhold til afdelingens instruks

aftalte tid til en fornyet undersøgelse inden for 1 uge ved 1.

reservelæge i ortopædkirurgisk ambulatorium.

Med hensyn til 1. reservelæge B lagde nævnet

vægt på, at lægen ved sin første undersøgelse

af patienten fandt, at der var fremgang. Knæet kunne dog kun

bøjes til 90 °

Læs alt

, og at det var vanskeligt at foretage en nærmere undersøgelse

af knæet på grund af kraftige spændinger. Lægen gav

instruktioner i bevægeøvelser samt aftalte fornyet klinisk

kontrol 2 uger senere. Ved den efterfølgende kontrol blev der fundet 5

graders strækkedefekt og ømhed ved den mediale ledlinie, men

ellers normale forhold. Det blev aftalt, at der skulle foretages

kikkertundersøgelse, og ved kikkertundersøgelsen blev der ikke

fundet forhold, som kunne behandles.

Nævnet lagde tillige vægt på, at der

altid er en betydelig usikkerhed i forbindelse med

knæundersøgelse få dage efter en akut skade, ligesom der

heller ikke kan foretages fuldstændig knæundersøgelse

umiddelbart efter, at en gipsbandage er fjernet. Nævnet fandt på

baggrund af de nævnte forhold ikke anledning til at kritisere den

behandling, patienten havde modtaget af henholdsvis reservelæge A og 1.

reservelæge B.

Lignende dokumenter