Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning om information og samtykke og om
videregivelse af helbredsoplysninger mv.
(Til landets læger og andet sundhedspersonale)
1. Indledning
Vejledningen knytter sig til Sundhedsstyrelsens
bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og
samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.
Bestemmelserne i patientretsstillingsloven (lov nr. 482 af
1. juli 1998 om patienters retsstilling) har til formål at sikre, at
patienters værdighed, integritet og selvbestemmelsesret respekteres.
Loven indeholder bl.a. regler om sundhedspersoners pligt til at give
information og indhente samtykke til behandling mv. og om betingelserne for
sundhedspersoners videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med
behandling eller til andre formål. Bestemmelserne er blevet smidiggjort
i forhold til tidligere lovgivning. Patienten skal således ikke
løbende give sit samtykke i forbindelse med behandling mv. og i
forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger mv. Det
forudsætter imidlertid, at patienten er fuldt informeret om, at
patienten altid vil kunne nægte en given undersøgelse,
behandling eller videregivelse af helbredsoplysninger mv., medmindre andet
fremgår af lovgivningen.
Vejledningens formål er at præcisere og uddybe
disse bestemmelser i patientretsstillingsloven.
2. Samtykke til behandling
Ingen behandling må indledes eller fortsættes
uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov
eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, jf. lovens § 6,
stk. 1.
Samtykkekravet understreger patientens
selvbestemmelsesret. Et samtykke til behandling (undersøgelse,
Læs alt
diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje
og sundhedsfaglige forebyggelsestiltag mv. over for den enkelte patient, jf.
lovens § 3) er patientens frivillige accept af at ville modtage en
bestemt behandling. Samtykket skal være baseret på
fyldestgørende information. Der er tale om en dialog, hvor patient og
sundhedsperson udveksler oplysninger, stiller spørgsmål og
opnår enighed om, hvilken behandling der skal iværksættes.
For at man kan tale om et gyldigt samtykke, kræver dette, at patienten
er i stand til at overskue konsekvenserne på baggrund af den givne
information.
2.1 Samtykkekompetence
2.1.1 Mindreårige
For at kunne udøve sin selvbestemmelsesret skal
patienten være fyldt 15 år og være i stand til at overskue
konsekvenserne af et samtykke, jf. lovens § 8, stk.1.
Hvis en patient på 15 - 17 år ikke er i stand
til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan
forældremyndighedens indehaver give samtykke til behandling, jf. lovens
§ 8, stk. 2.
Selvbestemmelsesretten gælder, uanset hvilken
behandling patienten skal tage stilling til. Selvbestemmelsesretten
gælder fx også, hvis en 15 17 årig, der tilhører
det religiøse samfund Jehovas Vidner, beslutter sig til ikke at ville
modtage en livsvigtig blodtransfusion. Sygdommens alvor og behandlingens
karakter kan have betydning for vurderingen af, hvorvidt en 15 17
årig er i stand til at overskue konsekvenserne af sin
stillingtagen.
Er patienten under 15 år, er det
forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke, men patienten
skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det
omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan
skade patienten. Der skal lægges vægt på den under 15
åriges tilkendegivelser, jf. lovens § 11.
Forældremyndighedens indehaver skal træffe en
beslutning, der tilgodeser den mindreåriges tarv og interesser. Efter
lov om social service § 44 kan børn- og unge-udvalget i kommunen
træffe beslutning om at gennemføre undersøgelse og
behandling, hvis indehaveren af forældremyndigheden undlader at lade et
barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom
eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og
varig nedsat funktionsevne.
I situationer, hvor hensynet til barnets eller den unges
øjeblikkelige behov ikke kan afvente en afgørelse fra
børn- og unge-udvalget, kan der i medfør af § 45 i lov om
social service træffes en foreløbig afgørelse.
Hvis forældrenes beslutning om at undlade at lade
barnet behandle ikke er livstruende for barnet eller ikke risikerer at
medføre betydelig og varig funktionsnedsættelse, er der ikke
hjemmel til at tvangsbehandle.
Der kan i anden lovgivning være hjemmel til, at der
i relation til behandling af mindreårige ikke skal indhentes samtykke
fra forældremyndighedens indehaver, jf. lov om svangerskabsafbrydelse
§ 6, stk. 2 og lov om svangerskabshygiejne og
fødselshjælp § 11, stk. 2.
2.1.2 Voksne patienter uden evne til at give samtykke
2.1.2.1 Varigt inhabile
Når der er tale om patienter, der varigt mangler
evnen til at give samtykke, kan de nærmeste pårørende give
samtykke til behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under
værgemål, der omfatter kompetence til at træffe
beslutninger vedrørende helbredsforhold, jf.
værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke dog gives af
værgen, jf. lovens § 9, stk. 1.
Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret
samtykke til behandling, kan være mennesker med nedsat psykisk
funktionsevne, hvad enten denne tilstand er opstået ved fødslen
eller er opstået senere, som tilfældet er for demente personer.
Endvidere vil kronisk sindslidende og sindslidende med langvarige
sygdomsforløb ofte kunne henregnes til denne gruppe af patienter. Det
afgørende er, om de pågældende kan forholde sig
fornuftsmæssigt til behandlingsforslag mv.
Ved nærmeste pårørende forstås:
Samlevende ægtefælle eller samlever, partner i et registreret
parforhold, slægtninge i lige linie, og efter omstændighederne
søskende. Adoptivbørn og plejebørn vil også kunne
betragtes som nærmeste pårørende. Efter
omstændighederne, navnlig hvor der ikke er en ægtefælle,
samlever eller børn, vil slægtninge, som patienten er nært
knyttet til eller nært besvogret med, også kunne betragtes som
nære pårørende. Familieforholdet behøver ikke altid
være det afgørende. Også en person, som patienten er
nært knyttet til, vil i den konkrete situation kunne anses for
nærmeste pårørende fx en ven, en bistandsværge eller
en støtte- og kontaktperson.
Hvis de nærmeste pårørende eller
værgen forvalter samtykket på en måde, der åbenbart
vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen
gennemføre behandlingen, såfremt vedkommende
embedslægeinstitution giver sin tilslutning hertil, jf. lovens
§ 9, stk. 4.
Hvis der hverken er nærmeste pårørende
eller udpeget en personlig værge, kan sundhedspersonen
gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden
sundhedsperson, der har faglig indsigt på området og som ikke
tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af patienten,
giver sin tilslutning hertil, jf. lovens § 9, stk. 2. Den anden
sundhedsperson skal være uvildig, hvorfor der ikke må eksistere
et over-/underordnelsesforhold mellem de to sundhedspersoner.
Den anden sundhedsperson kan fx være en
overlæge fra en anden afdeling.
Tilslutningen fra en anden sundhedsperson, jf. lovens
§ 9, stk. 2, og fra embedslægen, jf. § 9, stk. 4,
skal vedrøre et konkret behandlingsforslag, og de
pågældende skal varetage patientens interesser og behov, men de
kan ikke indtræde i patientens rettigheder efter loven, jf. lovens
§ 5.
Hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter med
hensyn til omfang og varighed, kan sundhedspersonen i de nævnte
tilfælde, hvor der ikke er værge eller nærmeste
pårørende, gennemføre behandlingen uden at inddrage en
anden sundhedsperson.
Selvom patienten generelt set mangler evne til at
forstå en information og til at overskue konsekvenserne af et samtykke,
kan den pågældende på enkeltområder være i
stand til at give et gyldigt samtykke. Der skal derfor i så vid
udstrækning som muligt gives information til og indhentes samtykke fra
patienten selv. Det kan efter en konkret vurdering af patientens evne til at
give samtykke være samtykke til visse former for behandling eller visse
dele af en behandling. Patientens beslutning om behandling bør
accepteres fremfor et stedfortrædende samtykke. Det er vigtigt, at
patientens selvbestemmelsesret ikke bortfalder i større
udstrækning, end der er grundlag for, jf. også lovens
§ 11.
Efter patientretsstillingslovens § 11 skal en
patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, informeres og inddrages
i drøftelserne af behandlingen i det omfang, patienten forstår
behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Der skal
lægges vægt på patientens tilkendegivelser.
Det skal understreges, at hvis en patient i ord eller
handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil behandles, er der, uanset
samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at
gennemføre behandlingen med tvang.
2.1.2.2 Midlertidigt inhabile
Pårørende kan ikke på en midlertidigt
inhabil patients vegne give samtykke til behandling i situationer, hvor der
ikke er et øjeblikkeligt behandlingsbehov.
2.1.2.3 Øjeblikkeligt behandlingsbehov
I situationer, hvor øjeblikkelig behandling er
påkrævet for patientens overlevelse eller for på
længere sigt at forbedre patientens chance for at overleve eller for at
opnå et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en
sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra
patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste
pårørende eller værge, jf. lovens § 10.
Det gælder både, når patienten
midlertidigt er ude af stand til at tage stilling til behandling fx på
grund af bevidstløshed og ved behandling af patienter, der varigt er
ude af stand til at give samtykke til behandling eller er under 15
år.
Dette svarer til, hvad der i øvrigt må
antages at følge af en almindelig nødretsgrundsætning, og
bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lægelovens § 7,
stk. 1 og bestemmelserne i straffelovens §§ 250 og 253.
2.2 Frivillighed
Et samtykke skal være frivilligt. Et samtykke, der
er givet under pres, tvang eller svig er ikke gyldigt.
Hvis sundhedspersonen tilbageholder væsentlige
oplysninger for patienten, og vedkommende derfor ikke får et
tilstrækkeligt grundlag at tage stilling på, kan der efter
omstændighederne rejses tvivl om, der er tale om et frivilligt
samtykke.
Sundhedspersonen bør naturligvis tilkendegive over
for patienten, hvad der efter den pågældendes opfattelse vil
være det fagligt bedste for patienten, men sundhedspersonen skal
være varsom med at gå så langt i sine overtalelser, at der
kan blive tale om utilbørlig påvirkning af patienten.
Behandling mod patientens vilje kan efter
omstændighederne være både strafbart og
erstatningspådragende, medmindre der findes særlige regler om
tvangsmæssig behandling, jf. lov om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien (ændret ved lov nr. 403 af 26. juni 1998 med
ikrafttræden den 1. januar 1999) og lov nr. 114 af 21. marts 1979 om
foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.
Patienten kan ikke selv bestemme behandlingen. Det er
sundhedspersonen, der er ansvarlig for valg og udførelse af
behandlingen. Sundhedspersonen bør dog i videst muligt omfang, selvom
patienten ønsker en anden behandling end den sundhedspersonen finder
fagligt mest korrekt, behandle patienten efter omstændighederne bedst
muligt.
En patient kan på et hvilket som helst tidspunkt
standse en behandling ved at nægte yderligere medvirken eller ved at
forlange sig udskrevet, fx fra sygehus, jf. lovens § 6, stk. 2.
2.3 Samtykkets indhold
Samtykket skal være givet til en konkret behandling.
I kravet herom ligger, at et samtykke skal være konkretiseret i den
forstand, at det er klart og utvetydigt, hvad samtykket omfatter. Det skal
være klart, hvilken behandling, herunder behandlingsmetode, der
må foretages, og hvad der er formålet med behandlingen.
Samtykket skal være informeret, og sundhedspersonen
må således sikre sig, at patienten er tilstrækkeligt
informeret om behandlingen til at vide, hvad han/hun giver samtykke til, jf.
lovens § 6, stk. 3, jf. § 7. Den information, som
sundhedspersonen giver til patienten, er med til at præcisere og
konkretisere samtykkets rækkevidde.
Samtykket skal også være aktuelt, det vil sige
givet til behandling, der skal foretages i nærmeste fremtid og ikke
på et uvist tidspunkt i fremtiden.
Sundhedspersonen har pligt til at sikre sig samtykke til
behandling inden den iværksættes. Dette er særlig relevant
i forbindelse med operative indgreb, hvor man ikke løbende kan
indhente samtykke fra patienten. Sundhedspersonen skal derfor, inden
behandlingen iværksættes, oplyse om mulige komplikationer og
hvilke fund, der vil kunne gøres under operationen, og sikre sig, at
patienten har taget stilling hertil og på den baggrund givet sit
samtykke, såfremt der skulle vise sig noget uventet under
operationen.
Hvis der er tvivl om samtykkets rækkevidde,
bør sundhedspersonen undlade at behandle, medmindre der foreligger en
situation, hvor behandling er absolut nødvendig, jf. lovens
§ 10.
Hvis der kommer nye oplysninger, eller der sker
ændringer i behandlingsplanen, skal der indhentes fornyet samtykke.
Det er, bortset fra livstestamenter, ikke muligt at give
en egentlig forhåndstilkendegivelse om hvilken behandling man
ønsker, hvis man kommer i en situation, hvor man ikke selv er i stand
til at tage stilling.
I forbindelse med en aktuel behandling er det dog muligt
at tilkendegive, hvorledes man ønsker den videre behandling
udført, hvis man under behandlingen kommer i en situation, hvor man
ikke mere er i stand til selv at tage stilling.
2.4 Samtykkets form
Et samtykke til behandling kan foreligge udtrykkeligt,
mundtligt eller skriftligt eller efter omstændighederne stiltiende, jf.
lovens § 6, stk. 4.
Et udtrykkeligt samtykke foreligger, når patienten
bevidst og konkret giver udtryk for, at han/hun er indforstået med den
påtænkte behandling. Dette samtykke kan være mundtligt
eller skriftligt.
Et mundtligt samtykke er tilstrækkeligt for, at
sundhedspersonen kan indlede eller fortsætte en behandling, men det
skal fremgå af patientens journal, hvilken information patienten har
fået, og hvad patienten har tilkendegivet på baggrund af
denne.
Et skriftligt samtykke vil sjældent være
nødvendigt og patienten har ikke pligt til at underskrive et
sådant.
Det kan dog i særlige situationer være
hensigtsmæssigt, at sundhedspersonen anmoder om et skriftligt samtykke.
Det kan fx være, når der er tale om større indgreb og
komplicerede behandlinger med risiko for omfattende komplikationer, og hvor
sundhedspersonen vil være sikker på, at der ikke
efterfølgende kan blive rejst tvivl om samtykkets indhold.
Et stiltiende samtykke foreligger, hvor patientens
signaler og opførsel må forstås således, at der
foreligger et samtykke på baggrund af den givne information. Et
stiltiende samtykke vil kun være gyldigt, hvis det er utvivlsomt, at
patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om
behandlingsforslaget eller dele heraf.
Et stiltiende samtykke vil som hovedregel kun være
aktuelt i forbindelse med enkelte delelementer i et undersøgelses- og
behandlingsforløb. Hvis fx en patient kommer til en konsultation hos
sin praktiserende læge, må lægen kunne gå ud fra, at
patienten stiltiende har givet sit samtykke til de almindelige
undersøgelser, som foregår ved en sådan konsultation.
Hvis sundhedspersonen er det mindste i tvivl, om der er
tilladelse fra patienten, bør udtrykkeligt mundtligt samtykke
indhentes.
3. Information
For at et samtykke skal kunne tilægges betydning,
skal patienten forud for sin stillingtagen have modtaget den
nødvendige og tilstrækkelige information om
behandlingsmuligheder, risici mv. I relationen mellem patient- og
sundhedsperson gør der sig det særlige forhold gældende,
at sundhedspersonen ofte har en viden, som patienten ikke har. Det
gælder både viden om, hvad patienten fejler og
behandlingsmuligheder mv.
3.1 Hvem har ret til information
Patienten har ret til at få information om sin
helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for
komplikationer og bivirkninger, jf. lovens § 7, stk. 1.
Patientens pårørende har som udgangspunkt
ikke krav på at blive informeret om patientens sygdom. Dette
følger af, at der også i relation til de pårørende
er tavshedspligt. Patienten kan give samtykke til, at de
pårørende informeres. Herudover vil der kunne være
situationer, hvor det er muligt at informere om patientens sygdom. Der
henvises til Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt
dialog og samarbejde med patienters pårørende 1997.
3.1.1 Mindreårige
Patienter, der er fyldt 15 år, skal informeres og
normalt også deres forældre. Forældrene skal informeres,
selvom den, der er fyldt 15 år, selv kan give samtykke til behandling,
jf. lovens § 8, stk. 1, 2. pkt.
Hvorvidt forældrene skal informeres om
mindreårige 15 17 årige patienter, må vurderes ud fra
bl.a. behandlingens karakter, sygdommens alvor, oplysningernes art,
barnets/den unges alder og modenhed og behovet for opfølgning i
hjemmet, herunder udøvelsen af forældrenes omsorgspligt.
Der kan også i den konkrete situation være
tungtvejende hensyn til barnet/den unge, som taler for at undlade at
informere forældremyndighedens indehaver om oplysninger, som den
mindreårige har givet sundhedspersonalet.
Lovgivningen indeholder særlige undtagelser fra
pligten til at informere forældrene til mindreårige børn.
Det gælder fx lov om svangerskabsafbrydelse og lov om
svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. under pkt. 2.1.1.
Børn under 15 år skal informeres, hvis de er
modne nok til at forstå informationen, medmindre sundhedspersonen
vurderer, at oplysningerne kan skade barnet, jf. lovens § 11.
3.1.2 Voksne uden evne til at give samtykke
Er der tale om en patient, der varigt mangler evnen til at
give informeret samtykke, skal informationen gives til nærmeste
pårørende eller værge, jf. under pkt. 2.1.2.1.
Den varigt inhabile patient skal også informeres i
det omfang, vedkommende kan forstå behandlingssituationen, medmindre
det vurderes, at oplysningerne vil kunne skade patienten, jf. lovens §11.
3.2 Informationens indhold
Oplysninger om helbredstilstand og behandlingsmuligheder
omfatter alle for patienten relevante oplysninger om helbred, sygdom,
undersøgelsesmetoder, forebyggelses- og behandlingsmuligheder,
prognoser, risici, bivirkninger, komplikationer, herunder senfølger,
mulighed for pleje osv. Sundhedspersonen skal informere om eventuelle andre
fagligt ligeværdige behandlingsmuligheder.
Fyldestgørende information er betinget af god
kommunikation mellem patient og sundhedsperson. Informationen skal indeholde
tilstrækkelig oplysning om sygdomstilstand, behandlingsmuligheder,
risici og bivirkninger mv., således at patienten med mening kan tage
stilling til behandlingsspørgsmålet. Oplysningerne og omfanget
heraf må hvile på den gældende, gode faglige norm på
området.
I forbindelse med informationen skal sundhedspersonen tage
udgangspunkt i, at patienten ikke har nogen forudsætninger, og vurdere,
hvad der er væsentligt og relevant for patienten at vide. Herudover er
sundhedspersonen naturligvis forpligtet til at svare på
spørgsmål og give yderligere information.
Der er tale om minimumskrav til informationen. Den enkelte
patients særlige situation kan bevirke, at yderligere information er
nødvendig.
Sundhedspersonen har pligt til at give så megen
information som er nødvendig for, at patienten kan overskue
behandlingsforløbet samt eventuelle senfølger af
behandlingen.
Da patienten også skal have mulighed for at tage
stilling til, om der overhovedet ønskes behandling, skal der udover
forskellige behandlingsmuligheder også informeres om konsekvenserne af,
at der ikke iværksættes behandling.
3.3 Risiko for komplikationer og bivirkninger
Informationen skal være mere omfattende, når
behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige
komplikationer og bivirkninger, jf. lovens § 7, stk. 4, 2. pkt.
Det er ikke muligt entydigt at fastsætte, i hvilket
omfang sundhedspersonen har pligt til at informere om mulige komplikationer
mv. i forbindelse med undersøgelse og behandling. Det må
vurderes i forhold til sygdommens alvor, og til hvad man forventer at
opnå ved den påtænkte undersøgelse/behandling.
Som udgangspunkt skal sundhedspersonen vurdere, om der er
tale om:
1) alvorlige og ofte forekommende komplikationer mv.
2) alvorlige og sjældent forekommende
3) bagatelagtige og ofte forekommende eller
4) bagatelagtige og sjældent forekommende.
På grundlag af en sundhedsfaglig vurdering skal der
i tilfælde 1) altid informeres. I tilfælde 2) og 3) skal der ofte
informeres og i tilfælde 4) er det som udgangspunkt ikke
påkrævet at informere.
De nævnte tilfælde indeholder en række
mellemstadier, hvor det vil være overladt til det sundhedsfaglige
skøn, i hvilken udstrækning og hvor grundigt, der bør
informeres om risici for komplikationer og bivirkninger i forbindelse med en
given behandling.
3.4 Retten til ikke at vide
Patienten har ret til at frabede sig information, jf.
lovens § 7, stk. 2.
Patientens selvbestemmelsesret gælder således
også, når patienten hellere vil afstå fra information om
helbredstilstand, sygdomsprognose, behandlingsmuligheder osv. Patientens
samtykke vil alligevel kunne betegnes som informeret, da den begrænsede
information skyldes et bevidst valg fra patientens side.
Der må kræves en utvetydig tilkendegivelse fra
patienten om, at vedkommende ikke ønsker at blive informeret.
Loven giver ikke mulighed for, at sundhedspersonen selv
afgør, om en patient kan tåle at blive informeret om sin sygdom
mv.
3.5 Videregivelse af helbredsoplysninger
Ud over helbredstilstand og behandlingsmuligheder skal
patienten også informeres om, at der i forbindelse med behandling kan
blive videregivet nødvendige helbredsoplysniger om patienten til andet
sundhedspersonale, jf. lovens § 24, stk. 2, nr. 1). Patienten skal
endvidere informeres om, at vedkommende har ret til at modsætte sig, at
disse informationer videregives, jf. lovens § 24, stk. 3. Se
nærmere under pkt. 4.2.
3.6 Informationens form
Informationen skal gives løbende og give en
forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den
påtænkte behandling. Informationen skal gives på en
hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle
forudsætninger som alder, modenhed, erfaring, uddannelsesmæssige
baggrund, sociale situation og udtrykte ønsker, jf. lovens § 7,
stk. 3.
Informationen skal altid gives mundtligt og kan, hvor det
er hensigtsmæssigt, suppleres med skriftlig information. Skriftlig
information kan især anvendes, hvor det drejer sig om større
indgreb og komplicerede behandlinger, således at patienten har mulighed
for at læse informationen igennem med henblik på at drøfte
fordele og ulemper med sundhedspersonen.
Det sprog, der anvendes i såvel mundtlig som
skriftlig information, skal være forståeligt for patienten og
uden fagudtryk.
Den mundtlige information skal give patienten mulighed for
at drøfte eventuelle særlige problemer i relation til
behandling. Den mundtlige information skal endvidere give mulighed for at
diskutere tvivlsspørgsmål og give sundhedspersonen mulighed for
at sikre sig, at informationen er forstået.
Den skriftlige information kan indeholde generel
information i de situationer, hvor det drejer sig om at forberede eller
fastholde informationen.
I situationer, hvor behandlingen er af en sådan
karakter, at der anmodes om et skriftligt samtykke, bør informationen
i sin helhed foreligge skriftligt, men skal suppleres med mundtlig
information.
En skriftlig information kan aldrig stå alene.
3.7 Øvrige forhold
Patienten skal informeres uden at anmode om det.
Informationen skal i det mulige omfang gives i så god tid, at patienten
har mulighed for at overveje situationen og eventuelt drøfte
situationen med pårørende eller andre.
Patienten skal orienteres om muligheden for at have en
bisidder med til den mundtlige information. Det kan fx være et
familiemedlem, en ven, en patientrådgiver eller
bistandsværge.
Hvis der er tale om en fremmedsproget patient, bør
man nøje overveje behovet for tolkebistand. Det må i hvert
enkelt tilfælde vurderes, om det er forsvarligt at anvende
familiemedlemmer som tolk. Børn bør kun undtagelsesvist
anvendes som tolke og kun i uproblematiske og lette tilfælde. Mindre
børn bør aldrig anvendes som tolke. Hvis patientens
pårørende kan benyttes i sådanne situationer, må det
først undersøges, om patienten samtykker i, at de
pårørende skal have adgang til oplysningerne.
Også personer med funktionshæmninger, bl.a.
døve og blinde, har behov for tilpasset information.
3.8 Hvem skal give informationen
Pligten til at give information og til at indhente
samtykke påhviler den behandlingsansvarlige sundhedsperson, jf. lovens
§ 12. Informationspligten foreligger, uanset om patienten selv har bedt
om at få information.
Den pågældende skal sikre sig, at patienten
har forstået den givne information, dvs. sin helbredstilstand, de
forskellige behandlingsmuligheder og de risici for komplikationer og
bivirkninger, der er forbundet med de forskellige indgreb mv.
Der er ikke noget i vejen for, at en behandlingsansvarlig
sundhedsperson videregiver opgaven med at informere og at indhente samtykke
til en anden sundhedsperson, men det er den behandlingsansvarlige
sundhedsperson, der har ansvaret for, at patienten faktisk får
information, og at informationen opfylder lovens krav.
4. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med
behandling af patienter
Patienter har krav på, at sundhedspersonale m. fl.
iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer
eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige
rent private forhold samt andre fortrolige oplysninger. Det er således
en fundamental regel, at de oplysninger, en patient betror en sundhedsperson,
bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson og ikke
videregives til uvedkommende. Patienten har et krav på beskyttelse af
sit privatliv. Tavshedspligten er også en afgørende
forudsætning for, at der kan etableres et tillidsforhold til
sundhedspersonen. Tillidsforholdet er nødvendigt både af hensyn
til patientens behandling og for at sikre en tilstrækkelig tiltro til
og respekt for sundhedspersonerne, og dermed også for at skabe en
tillid i befolkningen til sundhedsvæsenet.
I patientretsstillingsloven er tavshedspligten nu
også udformet som en egentlig patientrettighed forstået
både som en ret til at kræve fortrolighed fra sundhedspersonens
side og som en ret til at bestemme over helbredsoplysninger.
4.1 Videregivelse med samtykke
Normalt vil det være sådan, at patienten
samtykker i, at sundhedspersonen videregiver oplysninger til andre
sundhedspersoner om patientens helbredsforhold af hensyn til, at patienten
får den bedst mulige behandling. Dette gælder også
oplysninger om andre rent private forhold og andre fortrolige oplysninger,
som kan være en forudsætning for at hjælpe patienten bedst
muligt.
Respekten for den personlige integritet indebærer,
at man spørger den enkelte patient om, hvad han/hun er interesseret i,
der skal gøres. Ligesom patienten har selvbestemmelsesret i relation
til at modtage eller afslå behandling, har patienten også
selvbestemmelsesret, når der er tale om videregivelse af
helbredsoplysninger mv.
Det skal understreges, at sundhedspersonen altid med
patientens samtykke kan videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om
patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre
fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten, jf. lovens
§ 24, stk.1.
Helbredsforhold skal forstås som oplysninger om en
patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske
tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet, fx at en
person har været indlagt til behandling eller er indlagt samt
oplysninger om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol og
lignende.
Andre oplysninger end helbredsoplysninger kan fx
være oplysninger om patientens familiære forhold, sociale
problemer, strafbare forhold, gæld, indkomst- og skatteforhold.
4.2 Videregivelse uden samtykke
I nogle situationer, jf. lovens § 24, stk. 2,
nr. 1), 2) og 3) kan der dog ske videregivelse af helbredsoplysninger fra
sundhedspersoner til andre sundhedspersoner i forbindelse med behandling,
uden at patientens konkrete samtykke foreligger.
Videregivelse kan ske:
1) Når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt
behandlingsforløb for patienten og videregivelsen sker under
hensyntagen til patientens interesser og behov.
Bestemmelsen i § 24, stk. 1, nr. 1 er ny og skal sikre en
mere smidig kommunikation vedrørende den enkelte patient i det
aktuelle behandlingsforløb og under forudsætning af, at
videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov.
Under det aktuelle behandlingsforløb vil patienten
ofte forudsætte, at sundhedspersonen videregiver de
helbredsoplysninger, som er nødvendige for den påtænkte
behandling. Som en konsekvens af det informerede samtykke til behandling er
der også givet et samtykke til, at sundhedspersonen kan videregive de
for det aktuelle behandlingsforløb nødvendige
helbredsoplysninger.
Der vil således kunne videregives
helbredsoplysninger uden patientens konkrete samtykke fra den praktiserende
læge til et sygehus, hvor den videre behandling skal ske. Tilsvarende
vil der også kunne videregives oplysninger til de sundhedspersoner, der
er involveret i behandlingen, til andre afdelinger på et sygehus eller
til andre sygehuse som led i et aktuelt behandlingsforløb.
Også resultater af sygehuslaboratoriers og
røntgenafdelingers undersøgelse, der foretages for patientens
praktiserende læge, vil uden patientens samtykke kunne tilbagesendes
til den rekvirerende læge. Der er ligeledes her tale om et aktuelt
behandlingsforløb. Patienten har givet sit samtykke til at blive
undersøgt og må naturligt forvente, at
undersøgelsesresultatet videregives til den praktiserende læge
med henblik på patientens fortsatte behandling hos denne.
I forbindelse med behandling på et sygehus er det
ofte nødvendigt, at flere forskellige sundhedspersoner, der er
involveret i patientens behandling, har adgang til patientens journal og
oplysninger om patienten, for at de kan udføre deres arbejde bedst
muligt af hensyn til patienten. Også uden bestemmelsen i lovens
§ 24, stk. 2, nr. 1, ville en sådan videregivelse være
mulig.
Der vil kun kunne videregives helbredsoplysninger uden
patientens konkrete samtykke, når det drejer sig om et aktuelt
behandlingsforløb, hvor der er tale om at fortsætte eller
følge op på en behandling. Er der ikke tale om et samlet og
kontinuerligt behandlingsforløb, skal patientens samtykke
indhentes.
Sundhedspersonen skal være opmærksom på,
at der som hovedregel kun kan være tale om at videregive
helbredsoplysninger, og ikke andre fortrolige oplysninger, medmindre disse
har betydning for det aktuelle behandlingsforløb.
Såfremt det af praktiske grunde ikke er muligt at
udskille disse oplysninger fra journalen, må patientens konkrete
samtykke indhentes.
For at varetage hensynet til patientens privatliv
fremgår det imidlertid af lovens § 24, stk. 3, at patienten på
ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb kan frabede sig,
at oplysningerne videregives. Der kan fx være tale om, at patienten
ikke ønsker videregivelse generelt eller til en konkret
sundhedsperson.
Patientens mulighed for at frabede sig videregivelse i
forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb forudsætter, at
patienten er fuldt informeret om denne mulighed, enten konkret eller via
generel patientinformation, jf. under pkt. 3.5. Sundhedspersonen skal sikre
sig, at patienten har fået denne information og forstået
rækkevidden af denne.
Hvis patienten ikke ønsker oplysninger videregivet,
må sundhedspersonalet vurdere, om det er muligt at gennemføre
behandlingen uden de nødvendige oplysninger, og patienten skal
informeres om konsekvenserne for den fortsatte behandling af den manglende
videregivelse.
Når der sker videregivelse uden patientens konkrete
samtykke, er det en forudsætning, at der er tale om videregivelse af
helbredsoplysninger, der er nødvendige/relevante for den aktuelle
undersøgelse, behandling mv., og at videregivelsen sker under
hensyntagen til patientens interesser og behov. Der kan derfor fx ikke ske
automatisk videregivelse af udskrivningsbreve fra sygehus til patientens
praktiserende læge. Det må i hvert enkelt tilfælde
være en konkret vurdering af, om patienten skal fortsætte den
aktuelle behandling hos den praktiserende læge.
Oplysninger om patientens helbredsforhold, der ikke er
relevante for behandlingen og som fremgår af patientjournalen, må
således ikke videregives uden patientens konkrete samtykke og skal
sorteres fra. Oplysninger om andre fortrolige oplysninger end
helbredsoplysninger vil normalt ikke kunne videregives, da disse oplysninger
ikke vil være relevante for det aktuelle behandlingsforløb.
Den ansvarlige sundhedsperson har pligt til at sikre sig,
at der ikke sker videregivelse af oplysninger, som ikke er relevante for det
aktuelle behandlingsforløb.
Det vil således ofte være
hensigtsmæssigt, at sundhedspersonen indhenter et konkret samtykke fra
patienten, da det i praksis vil kunne være vanskeligt i epikriser og
journaler at udskille oplysninger, som er relevante for det aktuelle
behandlingsforløb, fra andre fortrolige oplysninger og
helbredsoplysninger, som ikke er relevante for det aktuelle
behandlingsforløb og derfor ikke kan videregives uden patientens
samtykke.
2) Når videregivelsen er nødvendig til berettiget
varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige
hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.
Videregivelse til varetagelse af en åbenbar almen
interesse, hvorved forstås brede samfundsmæssige interesser, vil
sjældent kunne finde sted.
Videregivelse af væsentlige hensyn til patienten kan
være tilfælde, hvor en patient på grund af sin tilstand, fx
bevidstløshed, er ude af stand til at give samtykke, og det af hensyn
til patienten selv er afgørende nødvendigt at videregive
helbredsoplysninger til andre sundhedspersoner for at patienten kan få
den bedst mulige behandling. Der bør i denne situation også
tages hensyn til patientens formodede ønsker.
Der er her tale om situationer, hvor der ikke er et
igangværende aktuelt behandlingsforløb, jf. lovens § 24,
stk. 2, nr. 1).
Reglen er en såkaldt
"værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der
taler for videregivelse til andre sundhedspersoner til brug for behandling af
patienten, klart skal overstige hensynet til en patients ønske om
fortrolighed.
Patienten skal snarest muligt orienteres om videregivelsen
og formålet hermed, jf. lovens § 24, stk. 5.
3) Når videregivelsen sker til patientens alment praktiserende
læge fra en læge, der virker som stedfortræder for
denne.
Der kan være tale om stedfortræder for egen
læge i følgende situationer:
læger, der virker som vagtlæger
en anden alment praktiserende læge ved egen læges
forfald, samt
en anden alment praktiserende læge, der behandler
patienten.
Formålet er at sikre, at patientens egen læge
er orienteret om den behandling, patienten har fået hos andre
praktiserende læger. Denne viden kan være væsentlig med
henblik på egen læges behandling af patienten samt for at
forebygge dobbeltordination af lægemidler.
Da en patient har krav på anonymitet i forbindelse
med HIV - undersøgelse, som bl.a. kan finde sted hos enhver
praktiserende læge, kan der ikke ske videregivelse af
undersøgelsesresultatet til egen læge.
Der kan kun videregives nødvendige oplysninger om
den konkrete aktuelle behandling, som patienten har modtaget hos den
stedfortrædende læge.
Der er tale om situationer, hvor viden om den behandling,
patienten har fået hos den stedfortrædende læge, er
væsentlig for egen læges behandling af patienten eller for at
forebygge dobbeltordination. Hvis det er klart, at den stedfundne behandling
hos stedfortrædende læge ikke skal følges op af behandling
hos egen læge, vil der ikke være tale om nødvendig
videregivelse, hvorfor videregivelse ikke må finde sted uden patientens
konkrete samtykke.
Det skal her understreges, at en praktiserende læge
ikke ved patientens skift til en anden læge kan sende patientens
journal til denne uden patientens konkrete samtykke. Loven åbner
imidlertid mulighed for at patienten kan give samtykke til den nye alment
praktiserende læge, som herefter kan indhente journalen hos den
tidligere læge.
5. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål
5.1 Videregivelse med samtykke
Med patientens skriftlige samtykke kan sundhedspersoner
til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens
helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige
oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer, m.fl., jf.
lovens § 26, stk. 1, jf. § 27, stk. 1.
Der kan således med patientens skriftlige samtykke
videregives helbredsoplysninger mv. til andre personer, myndigheder m.fl. end
de sundhedspersoner, der direkte er involveret i undersøgelse,
behandling og pleje af patienten. Kravet om patientens skriftlige samtykke
gælder, uanset om oplysningerne videregives inden for sundhedssektoren,
fx til sygehusets administration eller til amtskommunen eller til private
organisationer og virksomheder uden for sundhedssektoren.
Offentlige myndigheder kan i konkrete sager have behov for
at få helbredsoplysninger om borgerne, fx i forbindelse med behandling
af arbejdsskade- og sygedagpengesager. Tilsvarende kan private virksomheder
også have et sådant behov, fx forsikringsselskaber.
Særligt for så vidt angår
forsikringsselskaber henvises til Sundhedsministeriets vejledning af 14.
september 1998 om aktindsigt i helbredsoplysninger, pkt. 5 samt
Sundhedsstyrelsens vejledning af 28. januar 1997 om ligsyn og udstedelse af
dødsattester mv. pkt. 13.1 om forsikringsselskabers adgang til
dødsattestens oplysninger.
I den forbindelse skal det nævnes, at en fuldmagt
til aktindsigt, til forskel fra et samtykke til videregivelse efter lovens
§ 26, stk. 1, jf. § 27, stk. 2, ikke automatisk mister
sin gyldighed efter 1 år, omend fuldmagten ikke gælder i
ubegrænset tid. Hvor længe en fuldmagt vil kunne gøres
gældende, må bl.a. bero på, hvad patienten på
underskriftstidspunktet på baggrund af fuldmagtens udformning og
omstændighederne i øvrigt måtte regne med. Der må
endvidere i almindelighed antages at være adgang for patienten til at
tilbagekalde fuldmagten.
Arbejdsgiveres og forsikringsselskabers adgang til
helbredsoplysninger er i øvrigt nærmere reguleret i lov nr. 292
af 24. april 1996 om brug af helbredsoplysninger mv. på arbejdsmarkedet
og i lov nr. 413 af 10. juni 1997 om ændring af lov om
forsikringsaftaler og lov om tilsyn med firmapensionskasser. Disse love
fastsætter begrænsninger for arbejdsgiveres og
forsikringsselskabers mulighed for at indhente helbredsoplysninger om ansatte
og forsikringstagere.
5.2 Videregivelse uden samtykke
I en række situationer kan der dog ske videregivelse
af helbredsoplysninger mv., uden at patientens samtykke foreligger, jf.
lovens § 26, stk. 2, nr. 1), 2) og 3). Det forudsættes dog,
at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige
grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at indhente
patientens samtykke. Dette skal ses i lyset af, at der er tale om
videregivelse til andre formål end behandling. Af samme grund må
der aldrig ske videregivelse af oplysninger i et videre omfang, end det er
påkrævet efter formålet. Der må sikres en nøje
gennemgang af relevansen af de oplysninger, der videregives.
Videregivelse kan ske:
1) Når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i
henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må
antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds
sagsbehandling.
Der findes i lovgivningen en række bestemmelser, der
fastsætter en oplysningspligt for bl.a. læger, fx
lægelovens § 11 og § 12, lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område § 12, lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse § 19 og patientforsikringslovens
§ 17.
Ifølge lov om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien (ikrafttræden den 1. januar 1999) § 3,
stk. 6, kan den psykiatriske afdeling videregive oplysninger om
patienters rent private forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for
nødvendig af hensyn til indgåelse af og tilsyn med overholdelse
af en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan, jf. psykiatrilovens
§ 3, stk. 4. I samme omfang kan myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m. fl. videregive oplysninger om patienter til den
psykiatriske afdeling og andre myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m. fl.
Det er kun muligt at videregive de pågældende
oplysninger, i det omfang disse må antages at have væsentlig
betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Den person, der
sidder inde med oplysningerne, har således krav på at få
præciseret anmodningen.
Den pågældende sundhedsperson skal inden
videregivelse frasortere ikke-relevante oplysninger enten ved
overdækning i forbindelse med kopiering eller ved fx at tilbageholde
dele af journalen.
I nogle tilfælde vil det være mest
formålstjenligt at udfærdige en erklæring,
redegørelse eller lignende til den pågældende myndigheder
m.v.
2) Videregivelse er nødvendig til berettiget varetagelse af en
åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten,
sundhedspersonen eller andre.
Der er også her tale om en såkaldt
"værdispringsregel". Bestemmelsen er kun relevant, hvis der
ikke er fastsat udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser, jf. lovens
§ 26, stk. 2, nr. 1). Bestemmelsen giver mulighed for, at der
både kan videregives oplysninger til offentlige myndigheder, private
virksomheder og personer.
Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse i forbindelse med
videregivelse af oplysninger til politi og anklagemyndighed, således at
videregivelse af oplysninger bl.a. vil være muligt, såfremt der
er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab,
seksualforbrydelser, grovere vold mv., herunder vold mod børn.
En sundhedspersons mistanke om, at en patient har
begået mindre grov kriminalitet, vil ikke kunne begrunde en
tilsidesættelse af tavshedspligten.
Det er i den forbindelse uden betydning, om politiet
fremsætter begæring om udlevering af oplysninger, eller der
opstår spørgsmål om videregivelse på
sundhedspersonens eget initiativ, fx i forbindelse med overvejelse om
indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold.
Inden for fængselsvæsenet vil der kunne
videregives oplysninger fra fængselslæger til fængslets
ledelse mv. om de indsatte, såfremt det er et nødvendigt led i
fængslets virksomhed. Der kan fx være tale om videregivelse af
oplysninger til brug for vurdering af, om der skal tages særlige
forholdsregler over for den indsatte, iværksættes særlige
sikringsmidler eller gøres begrænsninger i den indsattes
friheder, herunder i udgangsordninger mv.
I nogle tilfælde vil betingelserne for videregivelse
uden videre være opfyldt. Det gælder fx, hvor lovgivningen
forudsætter et samvirke mellem flere myndigheder. Der vil fx som hidtil
kunne udveksles oplysninger i forbindelse med mentalundersøgelser
efter retsplejelovens § 809, ligesom resultatet af en blodprøve i
sager om spirituskørsel, faderskabssager mv. vil kunne videregives
uden samtykke.
Der kan også ske videregivelse uden samtykke,
når en patient eller andre under opholdet på et sygehus har
begået et strafbart forhold, eller der opstår mistanke herom. Der
kan være tale om fx tyveri, hærværk og besiddelse af
euforiserende stoffer. I sådanne tilfælde kan en sundhedsperson
indgive anmeldelse til politiet, uanset kriminalitetens art eller
grovhed.
Bestemmelsen vil også have betydning for,
hvornår en sundhedsperson er berettiget til uden patientens samtykke at
videregive oplysninger til pårørende. For så vidt
angår videregivelse af fortrolige oplysninger til en patients
pårørende, er dette uddybet i Sundhedsstyrelsens vejledning om
sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters
pårørende 1997.
Der kan også i den konkrete situation ske
videregivelse til andre af hensyn til sundhedspersonen. Hvis således en
sundhedsperson kritiseres offentligt af patienten, vil den
pågældende sundhedsperson kunne være berettiget til
offentligt at forsvare sig, hvilket kan indebære videregivelse af
fortrolige oplysninger. Men kun oplysninger, der relaterer sig til de rejste
kritikpunkter.
3) Når videregivelsen er nødvendig, for at en myndighed
kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Det er kun de oplysninger, som er nødvendige til
det konkrete formål, der må videregives efter denne
bestemmelse.
Det kan fx være sygehusadministrationen eller amtets
sygehusforvaltning, som har brug for oplysninger vedrørende patienten
i forbindelse med refusion af udgifter fra andre amter. Det kan også
være tilfældet i forbindelse med tilsyn og kontrol
vedrørende sygesikringsordningen.
Fortrolige oplysninger, der er irrelevante for behandling
af den administrative sag, må ikke videregives. Der vil normalt
være hjemmel i anden lovgivning til, at en offentlig myndighed kan
indhente oplysninger til brug for tilsyns- og kontrolfunktioner, fx lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse § 19, stk. 2,
lægelovens § 17 m.fl.
5.3 Videregivelse vedrørende afdøde patienter
Der kan ikke ske automatisk videregivelse af fortrolige
oplysninger fra dødsattesten fra et sygehus til afdødes alment
praktiserende læge. Den faglige interesse i at modtage de omhandlede
oplysninger kan generelt ikke anses at overstige hensynet til den oplysningen
vedrører. Derimod kan afdødes alment praktiserende læge
få de omhandlede oplysninger med henblik på at informere de
pårørende, hvis de pågældende har fremsat
begæring om at modtage oplysningerne, jf. lovens § 28,
stk. 2.
Hvis afdøde har modsat sig, at de
pårørende får de omhandlede oplysninger, eller det
på anden måde fremgår, at afdøde ikke var
interesseret i, at de pårørende skulle have adgang til
oplysningerne, kan oplysningerne ikke udleveres efter § 28, stk. 2.
I givet fald vil de pårørende kun kunne få oplysningerne,
hvis betingelserne i lovens § 26, stk. 2, nr. 2, er opfyldt, jf.
under pkt. 5.2.
6. Samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv.
6.1 Samtykkekompetence
6.1.1 Mindreårige
Det er en forudsætning for at udøve sin
selvbestemmelsesret i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger
mv., at patienten er fyldt 15 år og har personlige forudsætninger
for at forstå indholdet i og konsekvenserne af et samtykke.
Hvis en patient på 15-17 år ikke er i stand
til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan indehaveren af
forældremyndigheden give samtykke til den nødvendige
videregivelse.
For børn under 15 år er det ligeledes
forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke til
videregivelse.
6.1.2 Voksne uden evne til at give samtykke
For en patient, der ikke selv kan varetage sine
interesser, indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er
bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter loven, i det omfang dette
er nødvendigt for at kunne varetage patientens interesser i den
pågældende situation, jf. lovens § 5.
Selv om patienten generelt set mangler evnen til at
overskue konsekvenserne af et samtykke til videregivelse, kan den
pågældende på enkeltområder være i stand til at
give et gyldigt samtykke. Der må foretages en konkret vurdering af
patientens evne til at give det nødvendige samtykke. Det er vigtigt,
at patientens selvbestemmelsesret ikke bortfalder i større
udstrækning, end der er grundlag for.
Hvis den voksne patient, der mangler evnen til at give
samtykke, protesterer mod, at oplysningerne videregives, vil hverken en
værge eller de nære pårørende kunne give samtykke
til videregivelse.
6.1.2.1 Videregivelse til behandling mv.
Når der er tale om patienter, der varigt mangler
evnen til at give samtykke til videregivelse af oplysninger, kan en
værge, hvor værgemålet omfatter kompetence til at
træffe beslutninger om helbredsforhold, give samtykke til videregivelse
af oplysninger, der er nødvendige med henblik på behandling af
patienten. I øvrigt er det de nærmeste pårørende,
der skal give samtykke til nødvendig videregivelse.
6.1.2.2 Videregivelse til andre formål
Hvis videregivelsen sker til andre formål end
behandling, kan en værge inden for værgemålskompetencen
give samtykke til videregivelse. Derimod anses nære
pårørende ikke for at have kompetence til en sådan
videregivelse. Nære pårørende er i medfør af loven
kun tillagt kompetence i forbindelse med behandling af patienten.
Videregivelse til offentlige myndigheder, private virksomheder eller til fx
andre pårørende vil normalt ikke være et nødvendigt
led i behandlingen af patienten.
6.2 Frivillighed
Et samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv.
skal være frivilligt. Et samtykke, der er givet under pres, tvang eller
svig er ikke gyldigt.
6.3 Samtykkets indhold
Samtykket skal være informeret i den forstand, at
den, der afgiver samtykke, skal være klar over, hvad det er, der gives
samtykke til. Den ansvarlige sundhedsperson må således sikre sig,
at patienten eller en eventuel stedfortræder har fået
tilstrækkelig information til at kunne vurdere, hvorvidt samtykke
bør meddeles.
Samtykket skal være konkretiseret, således at
det klart og utvetydigt fremgår, hvad det er, der meddeles samtykke
til. Det skal fremgå, hvilke typer af oplysninger, der må
videregives, til hvem og til hvilke formål.
Et samtykke kan på et hvilket som helst tidspunkt
trækkes tilbage, så længe videregivelse ikke har fundet
sted.
6.4 Samtykkets form mv.
6.4.1 Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til behandling
Når der er tale om videregivelse af oplysninger i
forbindelse med behandling af en patient, skal samtykket være mundtligt
eller skriftligt.
For at smidiggøre videregivelsen er der i
patientretsstillingsloven åbnet mulighed for, at samtykket kan gives
enten til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger, eller til den
sundhedsperson, der modtager oplysninger, jf. lovens § 25, stk.1.
Ønsker patienten fx at den alment praktiserende
læge bliver orienteret om et afsluttet behandlingsforløb
på et sygehus, kan patienten give sit samtykke til, at den
praktiserende læge indhenter oplysningerne fra sygehuset. Sygehuset kan
udlevere de begærede oplysninger og behøver således ikke
som tidligere at indhente patientens samtykke for, at oplysningerne kan
videregives til den praktiserende læge.
6.4.2 Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre
formål
Et samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv.
til andre formål end behandling skal som udgangspunkt være
skriftligt og skal gives til den sundhedsperson, der videregiver
helbredsoplysninger mv. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når
sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor,
jf. lovens § 27, stk. 1. Det kan fx være tilfældet,
hvis videregivelse skal ske meget hurtigt eller hvis patienten har
svært ved at skrive.
Samtykket bortfalder senest et år efter det er
givet, jf. lovens § 27, stk. 2. Patienten har således
mulighed for at overskue videregivelsen. Patienten kan fastsætte en
yderligere tidsmæssig begrænsning af videregivelsen.
7. Ansvar
Det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af en
fortrolig oplysning, der afgør, hvorvidt videregivelse i forbindelse
med behandling eller til andre formål er berettiget, jf. lovens
§ 24, stk. 4, og § 26, stk. 3. Det vil sige, at
beslutningskompetencen ligger hos sundhedspersonen. Det er imidlertid den
driftsansvarlige myndighed, der har det overordnede ansvar for, at
oplysningerne videregives i overensstemmelse med loven, jf. lovens § 23,
stk. 2.
På et sygehus vil afgørelsen af, hvorvidt en
videregivelse af helbredsoplysninger mv. fra en patientjournal er berettiget,
som hovedregel skulle træffes af den overlæge, der er ansvarlig
for den sygehusafdeling, hvor den pågældende patient er eller har
været indlagt, eller af den sundhedsperson, som overlægen har
videregivet opgaven til.
For så vidt angår videregivelse fra fx en
alment praktiserende læge, speciallæge eller tandlæge vil
afgørelsen skulle træffes af den pågældende
sundhedsperson.
8. Journalføring
Den ansvarlige sundhedsperson har pligt til
journalføring af relevante oplysninger vedrørende information
og samtykke til behandling, herunder afvisning af information (retten til
ikke at vide) og vedrørende videregivelse af helbredsoplysninger
mv.
Journalen skal indeholde oplysninger om, hvilke
oplysninger der er givet patienten i forbindelse med informationen, og hvad
patienten på denne baggrund har tilkendegivet. Sundhedspersonen
bør gøre patienten bekendt med, hvad der optegnes i
journalen.
Journalføringspligten omfatter også
situationer, hvor patienten afviser at modtage et behandlingstilbud eller
forlader behandlingsstedet.
Der skal endvidere i journalen gøres optegnelser
om, når en anden sundhedsperson (navn og titel) har givet tilslutning
til en behandling efter lovens § 9, stk. 2, eller når
embedslægen (navn) har givet tilslutning til en behandling efter lovens
§ 9, stk. 4.
Både et samtykke til videregivelse af
helbredsoplysninger mv. i forbindelse med behandling og et samtykke til
videregivelse til andre formål skal journalføres, jf. lovens
§§ 25, stk. 1, og 27, stk. 1.
Journalen skal også indeholde optegnelser om, hvilke
oplysninger der er videregivet, til hvilke formål og til hvem og
tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer, jf.
lovens §§ 24 28, jf. § 20.
Af journalen skal således fremgå, hvad der er
videregivet med patientens samtykke, men også hvad der måtte
være videregivet i henhold til § 24, stk. 2, dvs. uden
patientens samtykke. Videregives således oplysninger, der er
nødvendige af hensyn til det aktuelle behandlingsforløb mv.
uden patientens samtykke, skal dette fremgå af journalen, ligesom
alment praktiserende læger og vagtlæger skal journalføre,
hvad der måtte være videregivet til andre praktiserende
læger.
Der henvises til Sundhedsstyrelsens cirkulære nr.
235 af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre ordnede
optegnelser (journalføring) og Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 236
af 19. december 1996 om lægers journalføring, og øvrige
gældende regler vedrørende autoriserede sundhedspersoners
journalføring.
9. Ikrafttræden
Vejledningen træder i kraft den 1. oktober 1998.
Vejledningen indeholder:
1. Indledning
2. Samtykke til behandling
2.1 Samtykkekompetence
2.1.1 Mindreårige
2.1.2 Voksne patienter uden evne til at give samtykke
2.1.2.1 Varigt inhabile
2.1.2.2 Midlertidigt inhabile
2.1.2.3 Øjeblikkeligt behandlingsbehov
2.2 Frivillighed
2.3 Samtykkets indhold
2.4 Samtykkets form
3. Information
3.1 Hvem har ret til information
3.1.1 Mindreårige
3.1.2 Voksne uden evne til at give samtykke
3.2 Informationens indhold
3.3 Risiko for komplikationer og bivirkninger
3.4 Retten til ikke at vide
3.5 Videregivelse af helbredsoplysninger
3.6 Informationens form
3.7 Øvrige forhold
3.8 Hvem skal give informationen
4. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med
behandling af patienter
4.1 Videregivelse med samtykke
4.2 Videregivelse uden samtykke
5. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre
formål
5.1 Videregivelse med samtykke
5.2 Videregivelse uden samtykke
5.3 Videregivelse vedrørende afdøde patienter
6. Samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv.
6.1 Samtykkekompetence
6.1.1 Mindreårige
6.1.2 Voksne uden evne til at give samtykke
6.1.2.1 Videregivelse til behandling
6.1.2.2
Videregivelse til andre formål
6.2 Frivillighed
6.3 Samtykkets indhold
6.4 Samtykkets form mv.
6.4.1 Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til behandling
6.4.2 Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål
7. Ansvar
8. Journalføring
9. Ikrafttræden
Sundhedsstyrelsen, den 16. september
1998
Einar Krag
/Michael von Magnus
Lignende dokumenter
- 1997 LSF 128 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTERS RETSSTILLING Retsinformation · 16. januar 1998
- 1997 LSF 15 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTERS RETSSTILLING Retsinformation · 3. juli 1998
- Videregivelse af oplysninger mellem kriminalforsorgens institutioner mv. til forebyggelse af selvmord/selvmordsforsøg Retsinformation · 19. januar 2004
- Vejledning om patienters/beboeres retsstilling på plejehjem og i plejeboliger Retsinformation · 6. marts 2008
- 2021-18. Indsigt i afdød mindreårigs journal Retsinformation · 17. august 2021
- 2010 4-2. Pårørendes adgang til oplysninger om afdøde patienter Retsinformation · 23. december 2010