Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Gældende VEJ nr 161 af 16/09/1998VejledningIndenrigs- og Sundhedsministeriet24. september 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning om information og samtykke og om

videregivelse af helbredsoplysninger mv.

(Til landets læger og andet sundhedspersonale)

1. Indledning

Vejledningen knytter sig til Sundhedsstyrelsens

bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og

samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Bestemmelserne i patientretsstillingsloven (lov nr. 482 af

1. juli 1998 om patienters retsstilling) har til formål at sikre, at

patienters værdighed, integritet og selvbestemmelsesret respekteres.

Loven indeholder bl.a. regler om sundhedspersoners pligt til at give

information og indhente samtykke til behandling mv. og om betingelserne for

sundhedspersoners videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med

behandling eller til andre formål. Bestemmelserne er blevet smidiggjort

i forhold til tidligere lovgivning. Patienten skal således ikke

løbende give sit samtykke i forbindelse med behandling mv. og i

forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger mv. Det

forudsætter imidlertid, at patienten er fuldt informeret om, at

patienten altid vil kunne nægte en given undersøgelse,

behandling eller videregivelse af helbredsoplysninger mv., medmindre andet

fremgår af lovgivningen.

Vejledningens formål er at præcisere og uddybe

disse bestemmelser i patientretsstillingsloven.

2. Samtykke til behandling

Ingen behandling må indledes eller fortsættes

uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov

eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, jf. lovens § 6,

stk. 1.

Samtykkekravet understreger patientens

selvbestemmelsesret. Et samtykke til behandling (undersøgelse,

Læs alt

diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje

og sundhedsfaglige forebyggelsestiltag mv. over for den enkelte patient, jf.

lovens § 3) er patientens frivillige accept af at ville modtage en

bestemt behandling. Samtykket skal være baseret på

fyldestgørende information. Der er tale om en dialog, hvor patient og

sundhedsperson udveksler oplysninger, stiller spørgsmål og

opnår enighed om, hvilken behandling der skal iværksættes.

For at man kan tale om et gyldigt samtykke, kræver dette, at patienten

er i stand til at overskue konsekvenserne på baggrund af den givne

information.

2.1 Samtykkekompetence

2.1.1 Mindreårige

For at kunne udøve sin selvbestemmelsesret skal

patienten være fyldt 15 år og være i stand til at overskue

konsekvenserne af et samtykke, jf. lovens § 8, stk.1.

Hvis en patient på 15 - 17 år ikke er i stand

til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan

forældremyndighedens indehaver give samtykke til behandling, jf. lovens

§ 8, stk. 2.

Selvbestemmelsesretten gælder, uanset hvilken

behandling patienten skal tage stilling til. Selvbestemmelsesretten

gælder fx også, hvis en 15 17 årig, der tilhører

det religiøse samfund Jehovas Vidner, beslutter sig til ikke at ville

modtage en livsvigtig blodtransfusion. Sygdommens alvor og behandlingens

karakter kan have betydning for vurderingen af, hvorvidt en 15 17

årig er i stand til at overskue konsekvenserne af sin

stillingtagen.

Er patienten under 15 år, er det

forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke, men patienten

skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det

omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan

skade patienten. Der skal lægges vægt på den under 15

åriges tilkendegivelser, jf. lovens § 11.

Forældremyndighedens indehaver skal træffe en

beslutning, der tilgodeser den mindreåriges tarv og interesser. Efter

lov om social service § 44 kan børn- og unge-udvalget i kommunen

træffe beslutning om at gennemføre undersøgelse og

behandling, hvis indehaveren af forældremyndigheden undlader at lade et

barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom

eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og

varig nedsat funktionsevne.

I situationer, hvor hensynet til barnets eller den unges

øjeblikkelige behov ikke kan afvente en afgørelse fra

børn- og unge-udvalget, kan der i medfør af § 45 i lov om

social service træffes en foreløbig afgørelse.

Hvis forældrenes beslutning om at undlade at lade

barnet behandle ikke er livstruende for barnet eller ikke risikerer at

medføre betydelig og varig funktionsnedsættelse, er der ikke

hjemmel til at tvangsbehandle.

Der kan i anden lovgivning være hjemmel til, at der

i relation til behandling af mindreårige ikke skal indhentes samtykke

fra forældremyndighedens indehaver, jf. lov om svangerskabsafbrydelse

§ 6, stk. 2 og lov om svangerskabshygiejne og

fødselshjælp § 11, stk. 2.

2.1.2 Voksne patienter uden evne til at give samtykke

2.1.2.1 Varigt inhabile

Når der er tale om patienter, der varigt mangler

evnen til at give samtykke, kan de nærmeste pårørende give

samtykke til behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under

værgemål, der omfatter kompetence til at træffe

beslutninger vedrørende helbredsforhold, jf.

værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke dog gives af

værgen, jf. lovens § 9, stk. 1.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret

samtykke til behandling, kan være mennesker med nedsat psykisk

funktionsevne, hvad enten denne tilstand er opstået ved fødslen

eller er opstået senere, som tilfældet er for demente personer.

Endvidere vil kronisk sindslidende og sindslidende med langvarige

sygdomsforløb ofte kunne henregnes til denne gruppe af patienter. Det

afgørende er, om de pågældende kan forholde sig

fornuftsmæssigt til behandlingsforslag mv.

Ved nærmeste pårørende forstås:

Samlevende ægtefælle eller samlever, partner i et registreret

parforhold, slægtninge i lige linie, og efter omstændighederne

søskende. Adoptivbørn og plejebørn vil også kunne

betragtes som nærmeste pårørende. Efter

omstændighederne, navnlig hvor der ikke er en ægtefælle,

samlever eller børn, vil slægtninge, som patienten er nært

knyttet til eller nært besvogret med, også kunne betragtes som

nære pårørende. Familieforholdet behøver ikke altid

være det afgørende. Også en person, som patienten er

nært knyttet til, vil i den konkrete situation kunne anses for

nærmeste pårørende fx en ven, en bistandsværge eller

en støtte- og kontaktperson.

Hvis de nærmeste pårørende eller

værgen forvalter samtykket på en måde, der åbenbart

vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen

gennemføre behandlingen, såfremt vedkommende

embedslægeinstitution giver sin tilslutning hertil, jf. lovens

§ 9, stk. 4.

Hvis der hverken er nærmeste pårørende

eller udpeget en personlig værge, kan sundhedspersonen

gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden

sundhedsperson, der har faglig indsigt på området og som ikke

tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af patienten,

giver sin tilslutning hertil, jf. lovens § 9, stk. 2. Den anden

sundhedsperson skal være uvildig, hvorfor der ikke må eksistere

et over-/underordnelsesforhold mellem de to sundhedspersoner.

Den anden sundhedsperson kan fx være en

overlæge fra en anden afdeling.

Tilslutningen fra en anden sundhedsperson, jf. lovens

§ 9, stk. 2, og fra embedslægen, jf. § 9, stk. 4,

skal vedrøre et konkret behandlingsforslag, og de

pågældende skal varetage patientens interesser og behov, men de

kan ikke indtræde i patientens rettigheder efter loven, jf. lovens

§ 5.

Hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter med

hensyn til omfang og varighed, kan sundhedspersonen i de nævnte

tilfælde, hvor der ikke er værge eller nærmeste

pårørende, gennemføre behandlingen uden at inddrage en

anden sundhedsperson.

Selvom patienten generelt set mangler evne til at

forstå en information og til at overskue konsekvenserne af et samtykke,

kan den pågældende på enkeltområder være i

stand til at give et gyldigt samtykke. Der skal derfor i så vid

udstrækning som muligt gives information til og indhentes samtykke fra

patienten selv. Det kan efter en konkret vurdering af patientens evne til at

give samtykke være samtykke til visse former for behandling eller visse

dele af en behandling. Patientens beslutning om behandling bør

accepteres fremfor et stedfortrædende samtykke. Det er vigtigt, at

patientens selvbestemmelsesret ikke bortfalder i større

udstrækning, end der er grundlag for, jf. også lovens

§ 11.

Efter patientretsstillingslovens § 11 skal en

patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, informeres og inddrages

i drøftelserne af behandlingen i det omfang, patienten forstår

behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Der skal

lægges vægt på patientens tilkendegivelser.

Det skal understreges, at hvis en patient i ord eller

handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil behandles, er der, uanset

samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at

gennemføre behandlingen med tvang.

2.1.2.2 Midlertidigt inhabile

Pårørende kan ikke på en midlertidigt

inhabil patients vegne give samtykke til behandling i situationer, hvor der

ikke er et øjeblikkeligt behandlingsbehov.

2.1.2.3 Øjeblikkeligt behandlingsbehov

I situationer, hvor øjeblikkelig behandling er

påkrævet for patientens overlevelse eller for på

længere sigt at forbedre patientens chance for at overleve eller for at

opnå et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en

sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra

patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste

pårørende eller værge, jf. lovens § 10.

Det gælder både, når patienten

midlertidigt er ude af stand til at tage stilling til behandling fx på

grund af bevidstløshed og ved behandling af patienter, der varigt er

ude af stand til at give samtykke til behandling eller er under 15

år.

Dette svarer til, hvad der i øvrigt må

antages at følge af en almindelig nødretsgrundsætning, og

bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lægelovens § 7,

stk. 1 og bestemmelserne i straffelovens §§ 250 og 253.

2.2 Frivillighed

Et samtykke skal være frivilligt. Et samtykke, der

er givet under pres, tvang eller svig er ikke gyldigt.

Hvis sundhedspersonen tilbageholder væsentlige

oplysninger for patienten, og vedkommende derfor ikke får et

tilstrækkeligt grundlag at tage stilling på, kan der efter

omstændighederne rejses tvivl om, der er tale om et frivilligt

samtykke.

Sundhedspersonen bør naturligvis tilkendegive over

for patienten, hvad der efter den pågældendes opfattelse vil

være det fagligt bedste for patienten, men sundhedspersonen skal

være varsom med at gå så langt i sine overtalelser, at der

kan blive tale om utilbørlig påvirkning af patienten.

Behandling mod patientens vilje kan efter

omstændighederne være både strafbart og

erstatningspådragende, medmindre der findes særlige regler om

tvangsmæssig behandling, jf. lov om frihedsberøvelse og anden

tvang i psykiatrien (ændret ved lov nr. 403 af 26. juni 1998 med

ikrafttræden den 1. januar 1999) og lov nr. 114 af 21. marts 1979 om

foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.

Patienten kan ikke selv bestemme behandlingen. Det er

sundhedspersonen, der er ansvarlig for valg og udførelse af

behandlingen. Sundhedspersonen bør dog i videst muligt omfang, selvom

patienten ønsker en anden behandling end den sundhedspersonen finder

fagligt mest korrekt, behandle patienten efter omstændighederne bedst

muligt.

En patient kan på et hvilket som helst tidspunkt

standse en behandling ved at nægte yderligere medvirken eller ved at

forlange sig udskrevet, fx fra sygehus, jf. lovens § 6, stk. 2.

2.3 Samtykkets indhold

Samtykket skal være givet til en konkret behandling.

I kravet herom ligger, at et samtykke skal være konkretiseret i den

forstand, at det er klart og utvetydigt, hvad samtykket omfatter. Det skal

være klart, hvilken behandling, herunder behandlingsmetode, der

må foretages, og hvad der er formålet med behandlingen.

Samtykket skal være informeret, og sundhedspersonen

må således sikre sig, at patienten er tilstrækkeligt

informeret om behandlingen til at vide, hvad han/hun giver samtykke til, jf.

lovens § 6, stk. 3, jf. § 7. Den information, som

sundhedspersonen giver til patienten, er med til at præcisere og

konkretisere samtykkets rækkevidde.

Samtykket skal også være aktuelt, det vil sige

givet til behandling, der skal foretages i nærmeste fremtid og ikke

på et uvist tidspunkt i fremtiden.

Sundhedspersonen har pligt til at sikre sig samtykke til

behandling inden den iværksættes. Dette er særlig relevant

i forbindelse med operative indgreb, hvor man ikke løbende kan

indhente samtykke fra patienten. Sundhedspersonen skal derfor, inden

behandlingen iværksættes, oplyse om mulige komplikationer og

hvilke fund, der vil kunne gøres under operationen, og sikre sig, at

patienten har taget stilling hertil og på den baggrund givet sit

samtykke, såfremt der skulle vise sig noget uventet under

operationen.

Hvis der er tvivl om samtykkets rækkevidde,

bør sundhedspersonen undlade at behandle, medmindre der foreligger en

situation, hvor behandling er absolut nødvendig, jf. lovens

§ 10.

Hvis der kommer nye oplysninger, eller der sker

ændringer i behandlingsplanen, skal der indhentes fornyet samtykke.

Det er, bortset fra livstestamenter, ikke muligt at give

en egentlig forhåndstilkendegivelse om hvilken behandling man

ønsker, hvis man kommer i en situation, hvor man ikke selv er i stand

til at tage stilling.

I forbindelse med en aktuel behandling er det dog muligt

at tilkendegive, hvorledes man ønsker den videre behandling

udført, hvis man under behandlingen kommer i en situation, hvor man

ikke mere er i stand til selv at tage stilling.

2.4 Samtykkets form

Et samtykke til behandling kan foreligge udtrykkeligt,

mundtligt eller skriftligt eller efter omstændighederne stiltiende, jf.

lovens § 6, stk. 4.

Et udtrykkeligt samtykke foreligger, når patienten

bevidst og konkret giver udtryk for, at han/hun er indforstået med den

påtænkte behandling. Dette samtykke kan være mundtligt

eller skriftligt.

Et mundtligt samtykke er tilstrækkeligt for, at

sundhedspersonen kan indlede eller fortsætte en behandling, men det

skal fremgå af patientens journal, hvilken information patienten har

fået, og hvad patienten har tilkendegivet på baggrund af

denne.

Et skriftligt samtykke vil sjældent være

nødvendigt og patienten har ikke pligt til at underskrive et

sådant.

Det kan dog i særlige situationer være

hensigtsmæssigt, at sundhedspersonen anmoder om et skriftligt samtykke.

Det kan fx være, når der er tale om større indgreb og

komplicerede behandlinger med risiko for omfattende komplikationer, og hvor

sundhedspersonen vil være sikker på, at der ikke

efterfølgende kan blive rejst tvivl om samtykkets indhold.

Et stiltiende samtykke foreligger, hvor patientens

signaler og opførsel må forstås således, at der

foreligger et samtykke på baggrund af den givne information. Et

stiltiende samtykke vil kun være gyldigt, hvis det er utvivlsomt, at

patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om

behandlingsforslaget eller dele heraf.

Et stiltiende samtykke vil som hovedregel kun være

aktuelt i forbindelse med enkelte delelementer i et undersøgelses- og

behandlingsforløb. Hvis fx en patient kommer til en konsultation hos

sin praktiserende læge, må lægen kunne gå ud fra, at

patienten stiltiende har givet sit samtykke til de almindelige

undersøgelser, som foregår ved en sådan konsultation.

Hvis sundhedspersonen er det mindste i tvivl, om der er

tilladelse fra patienten, bør udtrykkeligt mundtligt samtykke

indhentes.

3. Information

For at et samtykke skal kunne tilægges betydning,

skal patienten forud for sin stillingtagen have modtaget den

nødvendige og tilstrækkelige information om

behandlingsmuligheder, risici mv. I relationen mellem patient- og

sundhedsperson gør der sig det særlige forhold gældende,

at sundhedspersonen ofte har en viden, som patienten ikke har. Det

gælder både viden om, hvad patienten fejler og

behandlingsmuligheder mv.

3.1 Hvem har ret til information

Patienten har ret til at få information om sin

helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for

komplikationer og bivirkninger, jf. lovens § 7, stk. 1.

Patientens pårørende har som udgangspunkt

ikke krav på at blive informeret om patientens sygdom. Dette

følger af, at der også i relation til de pårørende

er tavshedspligt. Patienten kan give samtykke til, at de

pårørende informeres. Herudover vil der kunne være

situationer, hvor det er muligt at informere om patientens sygdom. Der

henvises til Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt

dialog og samarbejde med patienters pårørende 1997.

3.1.1 Mindreårige

Patienter, der er fyldt 15 år, skal informeres og

normalt også deres forældre. Forældrene skal informeres,

selvom den, der er fyldt 15 år, selv kan give samtykke til behandling,

jf. lovens § 8, stk. 1, 2. pkt.

Hvorvidt forældrene skal informeres om

mindreårige 15 17 årige patienter, må vurderes ud fra

bl.a. behandlingens karakter, sygdommens alvor, oplysningernes art,

barnets/den unges alder og modenhed og behovet for opfølgning i

hjemmet, herunder udøvelsen af forældrenes omsorgspligt.

Der kan også i den konkrete situation være

tungtvejende hensyn til barnet/den unge, som taler for at undlade at

informere forældremyndighedens indehaver om oplysninger, som den

mindreårige har givet sundhedspersonalet.

Lovgivningen indeholder særlige undtagelser fra

pligten til at informere forældrene til mindreårige børn.

Det gælder fx lov om svangerskabsafbrydelse og lov om

svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. under pkt. 2.1.1.

Børn under 15 år skal informeres, hvis de er

modne nok til at forstå informationen, medmindre sundhedspersonen

vurderer, at oplysningerne kan skade barnet, jf. lovens § 11.

3.1.2 Voksne uden evne til at give samtykke

Er der tale om en patient, der varigt mangler evnen til at

give informeret samtykke, skal informationen gives til nærmeste

pårørende eller værge, jf. under pkt. 2.1.2.1.

Den varigt inhabile patient skal også informeres i

det omfang, vedkommende kan forstå behandlingssituationen, medmindre

det vurderes, at oplysningerne vil kunne skade patienten, jf. lovens §11.

3.2 Informationens indhold

Oplysninger om helbredstilstand og behandlingsmuligheder

omfatter alle for patienten relevante oplysninger om helbred, sygdom,

undersøgelsesmetoder, forebyggelses- og behandlingsmuligheder,

prognoser, risici, bivirkninger, komplikationer, herunder senfølger,

mulighed for pleje osv. Sundhedspersonen skal informere om eventuelle andre

fagligt ligeværdige behandlingsmuligheder.

Fyldestgørende information er betinget af god

kommunikation mellem patient og sundhedsperson. Informationen skal indeholde

tilstrækkelig oplysning om sygdomstilstand, behandlingsmuligheder,

risici og bivirkninger mv., således at patienten med mening kan tage

stilling til behandlingsspørgsmålet. Oplysningerne og omfanget

heraf må hvile på den gældende, gode faglige norm på

området.

I forbindelse med informationen skal sundhedspersonen tage

udgangspunkt i, at patienten ikke har nogen forudsætninger, og vurdere,

hvad der er væsentligt og relevant for patienten at vide. Herudover er

sundhedspersonen naturligvis forpligtet til at svare på

spørgsmål og give yderligere information.

Der er tale om minimumskrav til informationen. Den enkelte

patients særlige situation kan bevirke, at yderligere information er

nødvendig.

Sundhedspersonen har pligt til at give så megen

information som er nødvendig for, at patienten kan overskue

behandlingsforløbet samt eventuelle senfølger af

behandlingen.

Da patienten også skal have mulighed for at tage

stilling til, om der overhovedet ønskes behandling, skal der udover

forskellige behandlingsmuligheder også informeres om konsekvenserne af,

at der ikke iværksættes behandling.

3.3 Risiko for komplikationer og bivirkninger

Informationen skal være mere omfattende, når

behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige

komplikationer og bivirkninger, jf. lovens § 7, stk. 4, 2. pkt.

Det er ikke muligt entydigt at fastsætte, i hvilket

omfang sundhedspersonen har pligt til at informere om mulige komplikationer

mv. i forbindelse med undersøgelse og behandling. Det må

vurderes i forhold til sygdommens alvor, og til hvad man forventer at

opnå ved den påtænkte undersøgelse/behandling.

Som udgangspunkt skal sundhedspersonen vurdere, om der er

tale om:

1) alvorlige og ofte forekommende komplikationer mv.

2) alvorlige og sjældent forekommende

3) bagatelagtige og ofte forekommende eller

4) bagatelagtige og sjældent forekommende.

På grundlag af en sundhedsfaglig vurdering skal der

i tilfælde 1) altid informeres. I tilfælde 2) og 3) skal der ofte

informeres og i tilfælde 4) er det som udgangspunkt ikke

påkrævet at informere.

De nævnte tilfælde indeholder en række

mellemstadier, hvor det vil være overladt til det sundhedsfaglige

skøn, i hvilken udstrækning og hvor grundigt, der bør

informeres om risici for komplikationer og bivirkninger i forbindelse med en

given behandling.

3.4 Retten til ikke at vide

Patienten har ret til at frabede sig information, jf.

lovens § 7, stk. 2.

Patientens selvbestemmelsesret gælder således

også, når patienten hellere vil afstå fra information om

helbredstilstand, sygdomsprognose, behandlingsmuligheder osv. Patientens

samtykke vil alligevel kunne betegnes som informeret, da den begrænsede

information skyldes et bevidst valg fra patientens side.

Der må kræves en utvetydig tilkendegivelse fra

patienten om, at vedkommende ikke ønsker at blive informeret.

Loven giver ikke mulighed for, at sundhedspersonen selv

afgør, om en patient kan tåle at blive informeret om sin sygdom

mv.

3.5 Videregivelse af helbredsoplysninger

Ud over helbredstilstand og behandlingsmuligheder skal

patienten også informeres om, at der i forbindelse med behandling kan

blive videregivet nødvendige helbredsoplysniger om patienten til andet

sundhedspersonale, jf. lovens § 24, stk. 2, nr. 1). Patienten skal

endvidere informeres om, at vedkommende har ret til at modsætte sig, at

disse informationer videregives, jf. lovens § 24, stk. 3. Se

nærmere under pkt. 4.2.

3.6 Informationens form

Informationen skal gives løbende og give en

forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den

påtænkte behandling. Informationen skal gives på en

hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle

forudsætninger som alder, modenhed, erfaring, uddannelsesmæssige

baggrund, sociale situation og udtrykte ønsker, jf. lovens § 7,

stk. 3.

Informationen skal altid gives mundtligt og kan, hvor det

er hensigtsmæssigt, suppleres med skriftlig information. Skriftlig

information kan især anvendes, hvor det drejer sig om større

indgreb og komplicerede behandlinger, således at patienten har mulighed

for at læse informationen igennem med henblik på at drøfte

fordele og ulemper med sundhedspersonen.

Det sprog, der anvendes i såvel mundtlig som

skriftlig information, skal være forståeligt for patienten og

uden fagudtryk.

Den mundtlige information skal give patienten mulighed for

at drøfte eventuelle særlige problemer i relation til

behandling. Den mundtlige information skal endvidere give mulighed for at

diskutere tvivlsspørgsmål og give sundhedspersonen mulighed for

at sikre sig, at informationen er forstået.

Den skriftlige information kan indeholde generel

information i de situationer, hvor det drejer sig om at forberede eller

fastholde informationen.

I situationer, hvor behandlingen er af en sådan

karakter, at der anmodes om et skriftligt samtykke, bør informationen

i sin helhed foreligge skriftligt, men skal suppleres med mundtlig

information.

En skriftlig information kan aldrig stå alene.

3.7 Øvrige forhold

Patienten skal informeres uden at anmode om det.

Informationen skal i det mulige omfang gives i så god tid, at patienten

har mulighed for at overveje situationen og eventuelt drøfte

situationen med pårørende eller andre.

Patienten skal orienteres om muligheden for at have en

bisidder med til den mundtlige information. Det kan fx være et

familiemedlem, en ven, en patientrådgiver eller

bistandsværge.

Hvis der er tale om en fremmedsproget patient, bør

man nøje overveje behovet for tolkebistand. Det må i hvert

enkelt tilfælde vurderes, om det er forsvarligt at anvende

familiemedlemmer som tolk. Børn bør kun undtagelsesvist

anvendes som tolke og kun i uproblematiske og lette tilfælde. Mindre

børn bør aldrig anvendes som tolke. Hvis patientens

pårørende kan benyttes i sådanne situationer, må det

først undersøges, om patienten samtykker i, at de

pårørende skal have adgang til oplysningerne.

Også personer med funktionshæmninger, bl.a.

døve og blinde, har behov for tilpasset information.

3.8 Hvem skal give informationen

Pligten til at give information og til at indhente

samtykke påhviler den behandlingsansvarlige sundhedsperson, jf. lovens

§ 12. Informationspligten foreligger, uanset om patienten selv har bedt

om at få information.

Den pågældende skal sikre sig, at patienten

har forstået den givne information, dvs. sin helbredstilstand, de

forskellige behandlingsmuligheder og de risici for komplikationer og

bivirkninger, der er forbundet med de forskellige indgreb mv.

Der er ikke noget i vejen for, at en behandlingsansvarlig

sundhedsperson videregiver opgaven med at informere og at indhente samtykke

til en anden sundhedsperson, men det er den behandlingsansvarlige

sundhedsperson, der har ansvaret for, at patienten faktisk får

information, og at informationen opfylder lovens krav.

4. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med

behandling af patienter

Patienter har krav på, at sundhedspersonale m. fl.

iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer

eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige

rent private forhold samt andre fortrolige oplysninger. Det er således

en fundamental regel, at de oplysninger, en patient betror en sundhedsperson,

bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson og ikke

videregives til uvedkommende. Patienten har et krav på beskyttelse af

sit privatliv. Tavshedspligten er også en afgørende

forudsætning for, at der kan etableres et tillidsforhold til

sundhedspersonen. Tillidsforholdet er nødvendigt både af hensyn

til patientens behandling og for at sikre en tilstrækkelig tiltro til

og respekt for sundhedspersonerne, og dermed også for at skabe en

tillid i befolkningen til sundhedsvæsenet.

I patientretsstillingsloven er tavshedspligten nu

også udformet som en egentlig patientrettighed forstået

både som en ret til at kræve fortrolighed fra sundhedspersonens

side og som en ret til at bestemme over helbredsoplysninger.

4.1 Videregivelse med samtykke

Normalt vil det være sådan, at patienten

samtykker i, at sundhedspersonen videregiver oplysninger til andre

sundhedspersoner om patientens helbredsforhold af hensyn til, at patienten

får den bedst mulige behandling. Dette gælder også

oplysninger om andre rent private forhold og andre fortrolige oplysninger,

som kan være en forudsætning for at hjælpe patienten bedst

muligt.

Respekten for den personlige integritet indebærer,

at man spørger den enkelte patient om, hvad han/hun er interesseret i,

der skal gøres. Ligesom patienten har selvbestemmelsesret i relation

til at modtage eller afslå behandling, har patienten også

selvbestemmelsesret, når der er tale om videregivelse af

helbredsoplysninger mv.

Det skal understreges, at sundhedspersonen altid med

patientens samtykke kan videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om

patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre

fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten, jf. lovens

§ 24, stk.1.

Helbredsforhold skal forstås som oplysninger om en

patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske

tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet, fx at en

person har været indlagt til behandling eller er indlagt samt

oplysninger om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol og

lignende.

Andre oplysninger end helbredsoplysninger kan fx

være oplysninger om patientens familiære forhold, sociale

problemer, strafbare forhold, gæld, indkomst- og skatteforhold.

4.2 Videregivelse uden samtykke

I nogle situationer, jf. lovens § 24, stk. 2,

nr. 1), 2) og 3) kan der dog ske videregivelse af helbredsoplysninger fra

sundhedspersoner til andre sundhedspersoner i forbindelse med behandling,

uden at patientens konkrete samtykke foreligger.

Videregivelse kan ske:

1) Når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt

behandlingsforløb for patienten og videregivelsen sker under

hensyntagen til patientens interesser og behov.

Bestemmelsen i § 24, stk. 1, nr. 1 er ny og skal sikre en

mere smidig kommunikation vedrørende den enkelte patient i det

aktuelle behandlingsforløb og under forudsætning af, at

videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov.

Under det aktuelle behandlingsforløb vil patienten

ofte forudsætte, at sundhedspersonen videregiver de

helbredsoplysninger, som er nødvendige for den påtænkte

behandling. Som en konsekvens af det informerede samtykke til behandling er

der også givet et samtykke til, at sundhedspersonen kan videregive de

for det aktuelle behandlingsforløb nødvendige

helbredsoplysninger.

Der vil således kunne videregives

helbredsoplysninger uden patientens konkrete samtykke fra den praktiserende

læge til et sygehus, hvor den videre behandling skal ske. Tilsvarende

vil der også kunne videregives oplysninger til de sundhedspersoner, der

er involveret i behandlingen, til andre afdelinger på et sygehus eller

til andre sygehuse som led i et aktuelt behandlingsforløb.

Også resultater af sygehuslaboratoriers og

røntgenafdelingers undersøgelse, der foretages for patientens

praktiserende læge, vil uden patientens samtykke kunne tilbagesendes

til den rekvirerende læge. Der er ligeledes her tale om et aktuelt

behandlingsforløb. Patienten har givet sit samtykke til at blive

undersøgt og må naturligt forvente, at

undersøgelsesresultatet videregives til den praktiserende læge

med henblik på patientens fortsatte behandling hos denne.

I forbindelse med behandling på et sygehus er det

ofte nødvendigt, at flere forskellige sundhedspersoner, der er

involveret i patientens behandling, har adgang til patientens journal og

oplysninger om patienten, for at de kan udføre deres arbejde bedst

muligt af hensyn til patienten. Også uden bestemmelsen i lovens

§ 24, stk. 2, nr. 1, ville en sådan videregivelse være

mulig.

Der vil kun kunne videregives helbredsoplysninger uden

patientens konkrete samtykke, når det drejer sig om et aktuelt

behandlingsforløb, hvor der er tale om at fortsætte eller

følge op på en behandling. Er der ikke tale om et samlet og

kontinuerligt behandlingsforløb, skal patientens samtykke

indhentes.

Sundhedspersonen skal være opmærksom på,

at der som hovedregel kun kan være tale om at videregive

helbredsoplysninger, og ikke andre fortrolige oplysninger, medmindre disse

har betydning for det aktuelle behandlingsforløb.

Såfremt det af praktiske grunde ikke er muligt at

udskille disse oplysninger fra journalen, må patientens konkrete

samtykke indhentes.

For at varetage hensynet til patientens privatliv

fremgår det imidlertid af lovens § 24, stk. 3, at patienten på

ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb kan frabede sig,

at oplysningerne videregives. Der kan fx være tale om, at patienten

ikke ønsker videregivelse generelt eller til en konkret

sundhedsperson.

Patientens mulighed for at frabede sig videregivelse i

forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb forudsætter, at

patienten er fuldt informeret om denne mulighed, enten konkret eller via

generel patientinformation, jf. under pkt. 3.5. Sundhedspersonen skal sikre

sig, at patienten har fået denne information og forstået

rækkevidden af denne.

Hvis patienten ikke ønsker oplysninger videregivet,

må sundhedspersonalet vurdere, om det er muligt at gennemføre

behandlingen uden de nødvendige oplysninger, og patienten skal

informeres om konsekvenserne for den fortsatte behandling af den manglende

videregivelse.

Når der sker videregivelse uden patientens konkrete

samtykke, er det en forudsætning, at der er tale om videregivelse af

helbredsoplysninger, der er nødvendige/relevante for den aktuelle

undersøgelse, behandling mv., og at videregivelsen sker under

hensyntagen til patientens interesser og behov. Der kan derfor fx ikke ske

automatisk videregivelse af udskrivningsbreve fra sygehus til patientens

praktiserende læge. Det må i hvert enkelt tilfælde

være en konkret vurdering af, om patienten skal fortsætte den

aktuelle behandling hos den praktiserende læge.

Oplysninger om patientens helbredsforhold, der ikke er

relevante for behandlingen og som fremgår af patientjournalen, må

således ikke videregives uden patientens konkrete samtykke og skal

sorteres fra. Oplysninger om andre fortrolige oplysninger end

helbredsoplysninger vil normalt ikke kunne videregives, da disse oplysninger

ikke vil være relevante for det aktuelle behandlingsforløb.

Den ansvarlige sundhedsperson har pligt til at sikre sig,

at der ikke sker videregivelse af oplysninger, som ikke er relevante for det

aktuelle behandlingsforløb.

Det vil således ofte være

hensigtsmæssigt, at sundhedspersonen indhenter et konkret samtykke fra

patienten, da det i praksis vil kunne være vanskeligt i epikriser og

journaler at udskille oplysninger, som er relevante for det aktuelle

behandlingsforløb, fra andre fortrolige oplysninger og

helbredsoplysninger, som ikke er relevante for det aktuelle

behandlingsforløb og derfor ikke kan videregives uden patientens

samtykke.

2) Når videregivelsen er nødvendig til berettiget

varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige

hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.

Videregivelse til varetagelse af en åbenbar almen

interesse, hvorved forstås brede samfundsmæssige interesser, vil

sjældent kunne finde sted.

Videregivelse af væsentlige hensyn til patienten kan

være tilfælde, hvor en patient på grund af sin tilstand, fx

bevidstløshed, er ude af stand til at give samtykke, og det af hensyn

til patienten selv er afgørende nødvendigt at videregive

helbredsoplysninger til andre sundhedspersoner for at patienten kan få

den bedst mulige behandling. Der bør i denne situation også

tages hensyn til patientens formodede ønsker.

Der er her tale om situationer, hvor der ikke er et

igangværende aktuelt behandlingsforløb, jf. lovens § 24,

stk. 2, nr. 1).

Reglen er en såkaldt

"værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der

taler for videregivelse til andre sundhedspersoner til brug for behandling af

patienten, klart skal overstige hensynet til en patients ønske om

fortrolighed.

Patienten skal snarest muligt orienteres om videregivelsen

og formålet hermed, jf. lovens § 24, stk. 5.

3) Når videregivelsen sker til patientens alment praktiserende

læge fra en læge, der virker som stedfortræder for

denne.

Der kan være tale om stedfortræder for egen

læge i følgende situationer:

læger, der virker som vagtlæger

en anden alment praktiserende læge ved egen læges

forfald, samt

en anden alment praktiserende læge, der behandler

patienten.

Formålet er at sikre, at patientens egen læge

er orienteret om den behandling, patienten har fået hos andre

praktiserende læger. Denne viden kan være væsentlig med

henblik på egen læges behandling af patienten samt for at

forebygge dobbeltordination af lægemidler.

Da en patient har krav på anonymitet i forbindelse

med HIV - undersøgelse, som bl.a. kan finde sted hos enhver

praktiserende læge, kan der ikke ske videregivelse af

undersøgelsesresultatet til egen læge.

Der kan kun videregives nødvendige oplysninger om

den konkrete aktuelle behandling, som patienten har modtaget hos den

stedfortrædende læge.

Der er tale om situationer, hvor viden om den behandling,

patienten har fået hos den stedfortrædende læge, er

væsentlig for egen læges behandling af patienten eller for at

forebygge dobbeltordination. Hvis det er klart, at den stedfundne behandling

hos stedfortrædende læge ikke skal følges op af behandling

hos egen læge, vil der ikke være tale om nødvendig

videregivelse, hvorfor videregivelse ikke må finde sted uden patientens

konkrete samtykke.

Det skal her understreges, at en praktiserende læge

ikke ved patientens skift til en anden læge kan sende patientens

journal til denne uden patientens konkrete samtykke. Loven åbner

imidlertid mulighed for at patienten kan give samtykke til den nye alment

praktiserende læge, som herefter kan indhente journalen hos den

tidligere læge.

5. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål

5.1 Videregivelse med samtykke

Med patientens skriftlige samtykke kan sundhedspersoner

til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens

helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige

oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer, m.fl., jf.

lovens § 26, stk. 1, jf. § 27, stk. 1.

Der kan således med patientens skriftlige samtykke

videregives helbredsoplysninger mv. til andre personer, myndigheder m.fl. end

de sundhedspersoner, der direkte er involveret i undersøgelse,

behandling og pleje af patienten. Kravet om patientens skriftlige samtykke

gælder, uanset om oplysningerne videregives inden for sundhedssektoren,

fx til sygehusets administration eller til amtskommunen eller til private

organisationer og virksomheder uden for sundhedssektoren.

Offentlige myndigheder kan i konkrete sager have behov for

at få helbredsoplysninger om borgerne, fx i forbindelse med behandling

af arbejdsskade- og sygedagpengesager. Tilsvarende kan private virksomheder

også have et sådant behov, fx forsikringsselskaber.

Særligt for så vidt angår

forsikringsselskaber henvises til Sundhedsministeriets vejledning af 14.

september 1998 om aktindsigt i helbredsoplysninger, pkt. 5 samt

Sundhedsstyrelsens vejledning af 28. januar 1997 om ligsyn og udstedelse af

dødsattester mv. pkt. 13.1 om forsikringsselskabers adgang til

dødsattestens oplysninger.

I den forbindelse skal det nævnes, at en fuldmagt

til aktindsigt, til forskel fra et samtykke til videregivelse efter lovens

§ 26, stk. 1, jf. § 27, stk. 2, ikke automatisk mister

sin gyldighed efter 1 år, omend fuldmagten ikke gælder i

ubegrænset tid. Hvor længe en fuldmagt vil kunne gøres

gældende, må bl.a. bero på, hvad patienten på

underskriftstidspunktet på baggrund af fuldmagtens udformning og

omstændighederne i øvrigt måtte regne med. Der må

endvidere i almindelighed antages at være adgang for patienten til at

tilbagekalde fuldmagten.

Arbejdsgiveres og forsikringsselskabers adgang til

helbredsoplysninger er i øvrigt nærmere reguleret i lov nr. 292

af 24. april 1996 om brug af helbredsoplysninger mv. på arbejdsmarkedet

og i lov nr. 413 af 10. juni 1997 om ændring af lov om

forsikringsaftaler og lov om tilsyn med firmapensionskasser. Disse love

fastsætter begrænsninger for arbejdsgiveres og

forsikringsselskabers mulighed for at indhente helbredsoplysninger om ansatte

og forsikringstagere.

5.2 Videregivelse uden samtykke

I en række situationer kan der dog ske videregivelse

af helbredsoplysninger mv., uden at patientens samtykke foreligger, jf.

lovens § 26, stk. 2, nr. 1), 2) og 3). Det forudsættes dog,

at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige

grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at indhente

patientens samtykke. Dette skal ses i lyset af, at der er tale om

videregivelse til andre formål end behandling. Af samme grund må

der aldrig ske videregivelse af oplysninger i et videre omfang, end det er

påkrævet efter formålet. Der må sikres en nøje

gennemgang af relevansen af de oplysninger, der videregives.

Videregivelse kan ske:

1) Når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i

henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må

antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds

sagsbehandling.

Der findes i lovgivningen en række bestemmelser, der

fastsætter en oplysningspligt for bl.a. læger, fx

lægelovens § 11 og § 12, lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område § 12, lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse § 19 og patientforsikringslovens

§ 17.

Ifølge lov om frihedsberøvelse og anden

tvang i psykiatrien (ikrafttræden den 1. januar 1999) § 3,

stk. 6, kan den psykiatriske afdeling videregive oplysninger om

patienters rent private forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende

sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for

nødvendig af hensyn til indgåelse af og tilsyn med overholdelse

af en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan, jf. psykiatrilovens

§ 3, stk. 4. I samme omfang kan myndigheder, privatpraktiserende

sundhedspersoner m. fl. videregive oplysninger om patienter til den

psykiatriske afdeling og andre myndigheder, privatpraktiserende

sundhedspersoner m. fl.

Det er kun muligt at videregive de pågældende

oplysninger, i det omfang disse må antages at have væsentlig

betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Den person, der

sidder inde med oplysningerne, har således krav på at få

præciseret anmodningen.

Den pågældende sundhedsperson skal inden

videregivelse frasortere ikke-relevante oplysninger enten ved

overdækning i forbindelse med kopiering eller ved fx at tilbageholde

dele af journalen.

I nogle tilfælde vil det være mest

formålstjenligt at udfærdige en erklæring,

redegørelse eller lignende til den pågældende myndigheder

m.v.

2) Videregivelse er nødvendig til berettiget varetagelse af en

åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten,

sundhedspersonen eller andre.

Der er også her tale om en såkaldt

"værdispringsregel". Bestemmelsen er kun relevant, hvis der

ikke er fastsat udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser, jf. lovens

§ 26, stk. 2, nr. 1). Bestemmelsen giver mulighed for, at der

både kan videregives oplysninger til offentlige myndigheder, private

virksomheder og personer.

Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse i forbindelse med

videregivelse af oplysninger til politi og anklagemyndighed, således at

videregivelse af oplysninger bl.a. vil være muligt, såfremt der

er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab,

seksualforbrydelser, grovere vold mv., herunder vold mod børn.

En sundhedspersons mistanke om, at en patient har

begået mindre grov kriminalitet, vil ikke kunne begrunde en

tilsidesættelse af tavshedspligten.

Det er i den forbindelse uden betydning, om politiet

fremsætter begæring om udlevering af oplysninger, eller der

opstår spørgsmål om videregivelse på

sundhedspersonens eget initiativ, fx i forbindelse med overvejelse om

indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold.

Inden for fængselsvæsenet vil der kunne

videregives oplysninger fra fængselslæger til fængslets

ledelse mv. om de indsatte, såfremt det er et nødvendigt led i

fængslets virksomhed. Der kan fx være tale om videregivelse af

oplysninger til brug for vurdering af, om der skal tages særlige

forholdsregler over for den indsatte, iværksættes særlige

sikringsmidler eller gøres begrænsninger i den indsattes

friheder, herunder i udgangsordninger mv.

I nogle tilfælde vil betingelserne for videregivelse

uden videre være opfyldt. Det gælder fx, hvor lovgivningen

forudsætter et samvirke mellem flere myndigheder. Der vil fx som hidtil

kunne udveksles oplysninger i forbindelse med mentalundersøgelser

efter retsplejelovens § 809, ligesom resultatet af en blodprøve i

sager om spirituskørsel, faderskabssager mv. vil kunne videregives

uden samtykke.

Der kan også ske videregivelse uden samtykke,

når en patient eller andre under opholdet på et sygehus har

begået et strafbart forhold, eller der opstår mistanke herom. Der

kan være tale om fx tyveri, hærværk og besiddelse af

euforiserende stoffer. I sådanne tilfælde kan en sundhedsperson

indgive anmeldelse til politiet, uanset kriminalitetens art eller

grovhed.

Bestemmelsen vil også have betydning for,

hvornår en sundhedsperson er berettiget til uden patientens samtykke at

videregive oplysninger til pårørende. For så vidt

angår videregivelse af fortrolige oplysninger til en patients

pårørende, er dette uddybet i Sundhedsstyrelsens vejledning om

sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters

pårørende 1997.

Der kan også i den konkrete situation ske

videregivelse til andre af hensyn til sundhedspersonen. Hvis således en

sundhedsperson kritiseres offentligt af patienten, vil den

pågældende sundhedsperson kunne være berettiget til

offentligt at forsvare sig, hvilket kan indebære videregivelse af

fortrolige oplysninger. Men kun oplysninger, der relaterer sig til de rejste

kritikpunkter.

3) Når videregivelsen er nødvendig, for at en myndighed

kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Det er kun de oplysninger, som er nødvendige til

det konkrete formål, der må videregives efter denne

bestemmelse.

Det kan fx være sygehusadministrationen eller amtets

sygehusforvaltning, som har brug for oplysninger vedrørende patienten

i forbindelse med refusion af udgifter fra andre amter. Det kan også

være tilfældet i forbindelse med tilsyn og kontrol

vedrørende sygesikringsordningen.

Fortrolige oplysninger, der er irrelevante for behandling

af den administrative sag, må ikke videregives. Der vil normalt

være hjemmel i anden lovgivning til, at en offentlig myndighed kan

indhente oplysninger til brug for tilsyns- og kontrolfunktioner, fx lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse § 19, stk. 2,

lægelovens § 17 m.fl.

5.3 Videregivelse vedrørende afdøde patienter

Der kan ikke ske automatisk videregivelse af fortrolige

oplysninger fra dødsattesten fra et sygehus til afdødes alment

praktiserende læge. Den faglige interesse i at modtage de omhandlede

oplysninger kan generelt ikke anses at overstige hensynet til den oplysningen

vedrører. Derimod kan afdødes alment praktiserende læge

få de omhandlede oplysninger med henblik på at informere de

pårørende, hvis de pågældende har fremsat

begæring om at modtage oplysningerne, jf. lovens § 28,

stk. 2.

Hvis afdøde har modsat sig, at de

pårørende får de omhandlede oplysninger, eller det

på anden måde fremgår, at afdøde ikke var

interesseret i, at de pårørende skulle have adgang til

oplysningerne, kan oplysningerne ikke udleveres efter § 28, stk. 2.

I givet fald vil de pårørende kun kunne få oplysningerne,

hvis betingelserne i lovens § 26, stk. 2, nr. 2, er opfyldt, jf.

under pkt. 5.2.

6. Samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv.

6.1 Samtykkekompetence

6.1.1 Mindreårige

Det er en forudsætning for at udøve sin

selvbestemmelsesret i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger

mv., at patienten er fyldt 15 år og har personlige forudsætninger

for at forstå indholdet i og konsekvenserne af et samtykke.

Hvis en patient på 15-17 år ikke er i stand

til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan indehaveren af

forældremyndigheden give samtykke til den nødvendige

videregivelse.

For børn under 15 år er det ligeledes

forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke til

videregivelse.

6.1.2 Voksne uden evne til at give samtykke

For en patient, der ikke selv kan varetage sine

interesser, indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er

bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter loven, i det omfang dette

er nødvendigt for at kunne varetage patientens interesser i den

pågældende situation, jf. lovens § 5.

Selv om patienten generelt set mangler evnen til at

overskue konsekvenserne af et samtykke til videregivelse, kan den

pågældende på enkeltområder være i stand til at

give et gyldigt samtykke. Der må foretages en konkret vurdering af

patientens evne til at give det nødvendige samtykke. Det er vigtigt,

at patientens selvbestemmelsesret ikke bortfalder i større

udstrækning, end der er grundlag for.

Hvis den voksne patient, der mangler evnen til at give

samtykke, protesterer mod, at oplysningerne videregives, vil hverken en

værge eller de nære pårørende kunne give samtykke

til videregivelse.

6.1.2.1 Videregivelse til behandling mv.

Når der er tale om patienter, der varigt mangler

evnen til at give samtykke til videregivelse af oplysninger, kan en

værge, hvor værgemålet omfatter kompetence til at

træffe beslutninger om helbredsforhold, give samtykke til videregivelse

af oplysninger, der er nødvendige med henblik på behandling af

patienten. I øvrigt er det de nærmeste pårørende,

der skal give samtykke til nødvendig videregivelse.

6.1.2.2 Videregivelse til andre formål

Hvis videregivelsen sker til andre formål end

behandling, kan en værge inden for værgemålskompetencen

give samtykke til videregivelse. Derimod anses nære

pårørende ikke for at have kompetence til en sådan

videregivelse. Nære pårørende er i medfør af loven

kun tillagt kompetence i forbindelse med behandling af patienten.

Videregivelse til offentlige myndigheder, private virksomheder eller til fx

andre pårørende vil normalt ikke være et nødvendigt

led i behandlingen af patienten.

6.2 Frivillighed

Et samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv.

skal være frivilligt. Et samtykke, der er givet under pres, tvang eller

svig er ikke gyldigt.

6.3 Samtykkets indhold

Samtykket skal være informeret i den forstand, at

den, der afgiver samtykke, skal være klar over, hvad det er, der gives

samtykke til. Den ansvarlige sundhedsperson må således sikre sig,

at patienten eller en eventuel stedfortræder har fået

tilstrækkelig information til at kunne vurdere, hvorvidt samtykke

bør meddeles.

Samtykket skal være konkretiseret, således at

det klart og utvetydigt fremgår, hvad det er, der meddeles samtykke

til. Det skal fremgå, hvilke typer af oplysninger, der må

videregives, til hvem og til hvilke formål.

Et samtykke kan på et hvilket som helst tidspunkt

trækkes tilbage, så længe videregivelse ikke har fundet

sted.

6.4 Samtykkets form mv.

6.4.1 Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til behandling

Når der er tale om videregivelse af oplysninger i

forbindelse med behandling af en patient, skal samtykket være mundtligt

eller skriftligt.

For at smidiggøre videregivelsen er der i

patientretsstillingsloven åbnet mulighed for, at samtykket kan gives

enten til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger, eller til den

sundhedsperson, der modtager oplysninger, jf. lovens § 25, stk.1.

Ønsker patienten fx at den alment praktiserende

læge bliver orienteret om et afsluttet behandlingsforløb

på et sygehus, kan patienten give sit samtykke til, at den

praktiserende læge indhenter oplysningerne fra sygehuset. Sygehuset kan

udlevere de begærede oplysninger og behøver således ikke

som tidligere at indhente patientens samtykke for, at oplysningerne kan

videregives til den praktiserende læge.

6.4.2 Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre

formål

Et samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv.

til andre formål end behandling skal som udgangspunkt være

skriftligt og skal gives til den sundhedsperson, der videregiver

helbredsoplysninger mv. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når

sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor,

jf. lovens § 27, stk. 1. Det kan fx være tilfældet,

hvis videregivelse skal ske meget hurtigt eller hvis patienten har

svært ved at skrive.

Samtykket bortfalder senest et år efter det er

givet, jf. lovens § 27, stk. 2. Patienten har således

mulighed for at overskue videregivelsen. Patienten kan fastsætte en

yderligere tidsmæssig begrænsning af videregivelsen.

7. Ansvar

Det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af en

fortrolig oplysning, der afgør, hvorvidt videregivelse i forbindelse

med behandling eller til andre formål er berettiget, jf. lovens

§ 24, stk. 4, og § 26, stk. 3. Det vil sige, at

beslutningskompetencen ligger hos sundhedspersonen. Det er imidlertid den

driftsansvarlige myndighed, der har det overordnede ansvar for, at

oplysningerne videregives i overensstemmelse med loven, jf. lovens § 23,

stk. 2.

På et sygehus vil afgørelsen af, hvorvidt en

videregivelse af helbredsoplysninger mv. fra en patientjournal er berettiget,

som hovedregel skulle træffes af den overlæge, der er ansvarlig

for den sygehusafdeling, hvor den pågældende patient er eller har

været indlagt, eller af den sundhedsperson, som overlægen har

videregivet opgaven til.

For så vidt angår videregivelse fra fx en

alment praktiserende læge, speciallæge eller tandlæge vil

afgørelsen skulle træffes af den pågældende

sundhedsperson.

8. Journalføring

Den ansvarlige sundhedsperson har pligt til

journalføring af relevante oplysninger vedrørende information

og samtykke til behandling, herunder afvisning af information (retten til

ikke at vide) og vedrørende videregivelse af helbredsoplysninger

mv.

Journalen skal indeholde oplysninger om, hvilke

oplysninger der er givet patienten i forbindelse med informationen, og hvad

patienten på denne baggrund har tilkendegivet. Sundhedspersonen

bør gøre patienten bekendt med, hvad der optegnes i

journalen.

Journalføringspligten omfatter også

situationer, hvor patienten afviser at modtage et behandlingstilbud eller

forlader behandlingsstedet.

Der skal endvidere i journalen gøres optegnelser

om, når en anden sundhedsperson (navn og titel) har givet tilslutning

til en behandling efter lovens § 9, stk. 2, eller når

embedslægen (navn) har givet tilslutning til en behandling efter lovens

§ 9, stk. 4.

Både et samtykke til videregivelse af

helbredsoplysninger mv. i forbindelse med behandling og et samtykke til

videregivelse til andre formål skal journalføres, jf. lovens

§§ 25, stk. 1, og 27, stk. 1.

Journalen skal også indeholde optegnelser om, hvilke

oplysninger der er videregivet, til hvilke formål og til hvem og

tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer, jf.

lovens §§ 24 28, jf. § 20.

Af journalen skal således fremgå, hvad der er

videregivet med patientens samtykke, men også hvad der måtte

være videregivet i henhold til § 24, stk. 2, dvs. uden

patientens samtykke. Videregives således oplysninger, der er

nødvendige af hensyn til det aktuelle behandlingsforløb mv.

uden patientens samtykke, skal dette fremgå af journalen, ligesom

alment praktiserende læger og vagtlæger skal journalføre,

hvad der måtte være videregivet til andre praktiserende

læger.

Der henvises til Sundhedsstyrelsens cirkulære nr.

235 af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre ordnede

optegnelser (journalføring) og Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 236

af 19. december 1996 om lægers journalføring, og øvrige

gældende regler vedrørende autoriserede sundhedspersoners

journalføring.

9. Ikrafttræden

Vejledningen træder i kraft den 1. oktober 1998.

Vejledningen indeholder:

1. Indledning

2. Samtykke til behandling

2.1 Samtykkekompetence

2.1.1 Mindreårige

2.1.2 Voksne patienter uden evne til at give samtykke

2.1.2.1 Varigt inhabile

2.1.2.2 Midlertidigt inhabile

2.1.2.3 Øjeblikkeligt behandlingsbehov

2.2 Frivillighed

2.3 Samtykkets indhold

2.4 Samtykkets form

3. Information

3.1 Hvem har ret til information

3.1.1 Mindreårige

3.1.2 Voksne uden evne til at give samtykke

3.2 Informationens indhold

3.3 Risiko for komplikationer og bivirkninger

3.4 Retten til ikke at vide

3.5 Videregivelse af helbredsoplysninger

3.6 Informationens form

3.7 Øvrige forhold

3.8 Hvem skal give informationen

4. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med

behandling af patienter

4.1 Videregivelse med samtykke

4.2 Videregivelse uden samtykke

5. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre

formål

5.1 Videregivelse med samtykke

5.2 Videregivelse uden samtykke

5.3 Videregivelse vedrørende afdøde patienter

6. Samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv.

6.1 Samtykkekompetence

6.1.1 Mindreårige

6.1.2 Voksne uden evne til at give samtykke

6.1.2.1 Videregivelse til behandling

6.1.2.2

Videregivelse til andre formål

6.2 Frivillighed

6.3 Samtykkets indhold

6.4 Samtykkets form mv.

6.4.1 Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til behandling

6.4.2 Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål

7. Ansvar

8. Journalføring

9. Ikrafttræden

Sundhedsstyrelsen, den 16. september

1998

Einar Krag

/Michael von Magnus

Lignende dokumenter