Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-30
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2004-6-30
[K1], [K2] og [K3]
har klaget til Pressenævnet over en
radioudsendelse i Danmarks Radio den 9. januar 2004, idet de mener, at god
presseskik er tilsidesat. De har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har
afvist at bringe et genmæle.
I udsendelsen hed det blandt andet:
Speak
: ”En kollegial
strid på universitetet i Odense førte kort før jul til, at en af landets
kendteste nationaløkonomer med magt blev flyttet ud af sit kontor og over på
et
institut, der ikke har noget med nationaløkonomi at gøre. Ole Bruus har læst
den økonomiske analyse, der udløste den enestående episode. Vi skal en tur
ind
i den akademiske verden.
Ole Bruus
: .
Dagbladet Politiken den 16. december: Under overskriften professor
tvangsflyttet, kan man læse at: ”en bitter faglig strid mellem kollegaer
på
Syddansk Universitet endte i går med, at den tidligere overvismand og formand
for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, professor Christen Sørensen, højst
utraditionelt
blev tvangsflyttet fra sit kontor”.
Politiken den 20. december: ”Ombudsmanden skal vurdere, om det
var i strid med loven, da flere universitetsbetjente søndag troppede op på
formanden for Arbejdernes Erhvervsråd, professor Christen Sørensens kontor,
og
Læs alt
flyttede hans ting over på et andet institut”. Og senere i artiklen:
”Rektor på
Syddansk Universitet siger, at Christen Sørensen i forbindelse med kritikken
har hængt tre navngivne kollegaer ud i pressen, og at det er uforeneligt med
Universitetets personalepolitik”.
Fyens Stiftstidende, som i juni gengav professorens kritiske syn
på universitetets rolle i udviklingen i det fynske erhvervsliv, den 18.
december: ”Formelt siger de, at det ikke handler om mine udtalelser om
universitetets manglende indsats for at fremme den fynske erhvervsudvikling,
men reelt er det årsagen”, mener Christen Sørensen. I sandhed
usædvanlige
beretninger fra den akademiske verden. Men så sænkede julefreden sig over
sagen
– så længe det varede.
Ved årsskiftet udkom det sidste hæfte i det gamle hæderkronede
Nationaløkonomisk Tidsskrifts 141. årgang. Det lyder som en invitation til
ørkenvandring blandt knastørre artikler, men i lige nøjagtig det hæfte var
der
– om jeg så må sige – smæk for skillingen, næsten i overmål.
Den tidligere overvismand, professor Christen Sørensen, retter
en lammende kritik mod den seneste analyse af erhvervsudviklingen på Fyn. Den
hedder: ”Uddannelse, job og erhvervsudvikling på Fyn”. Den skal
komme med,
citat, ”Konkrete initiativer inden for de erhvervspolitiske,
arbejdsmarkedspolitiske
og uddannelsespolitiske områder på Fyn”.
Analysen er udarbejdet af tre af universitets erhvervsøkonomer,
en professor og to lektorer. Det ligger lige for at antage, at det er de
samme
tre kollegaer, som universitetets rektor siger, er blevet hængt ud i pressen.
Det ville være let at undersøge, men jeg har valgt alene at forholde mig til,
hvad jeg er blevet præsenteret for i pressen og har kunnet læse i
Nationaløkonomisk
Tidsskrift.
Christen Sørensen anfører, at de tre erhvervsøkonomiske kolleger
har haft adgang til de hidtil mest detaljerede oplysninger, som Danmarks
Statistik har stillet til rådighed gennem en særlig database. Men forfatterne
er åbenbart blevet så overvældet af mængden af data, at de blot har prøvet
sig
frem på må og få, skriver Christen Sørensen. I analysens to vigtigste
kapitler
er forfatterne helt ude på det analytiske overdrev, skriver han. Der bliver
gennemført en række statistiske analyser, der er lige så seriøse, eller
rettere
lige så useriøse, som forsøg på at forklare antallet af indgåede ægteskaber i
Danmark ud fra antallet af skudte ræve i Finland ville være. Der er ingen
gennemtænkte hypoteser, tallene er bare hældt ned i computeren, skriver han,
og
han slutter af med salutten: Rapporten kan derfor først og fremmest bruges
til
at vise de studerende, hvordan man ikke skal bruge talmateriale.
Christen Sørensens fyndige, igen måske rigeligt fyndige, kritik
fylder et par sider. Og så følger et otte sider langt genmæle fra de tre
forfattere. Professor [K3] og lektorerne [K1] og [K2]. Det er lidt svært at
få
hold på deres genmæle, men en ting falder nu i øjnene: Et par steder anfører
de, at rapportens interessenter har ”fastlagt”, et andet sted
”bestemt”, hvad
der skal inddrages. Interessenterne, det vil især sige arbejdsmarkedets
parter,
erhvervslivet, kommunerne, amtet og uddannelses- og forskningsinstitutionerne
har lagt, hvad der kunne virke som upassende bånd på videnskabeligt arbejde.
Men det er ikke tilfældet, for med forfatternes ord, har målet ikke været at
bidrage med selvstændig nyskabende forskning.
Som samfundsborger vil man da også godt vide lidt om, hvad de
går og sysler med på universiteterne, der jo dog drives af det offentlige. Nu
tænker jeg ikke på, at det er skatteborgerne, der betaler deres løn. Jeg
tænker
mere på, at deres analyser ofte føres frem som argumenter i den offentlige
debat – hvis det ellers passer i den pågældende debattørs kram. Men hvad
er så
op og ned i den rapport og kritikken af den? Det er der vel kun et svar på:
Få
fat på den og læs den selv, og vel at mærke uden at lade dig påvirke af nogen
som helst – hverken de involverede eller andre.
En opringning til Den Fynske Fond for Erhvervsøkonomisk
Forskning, der på en eller anden måde står bag rapporten, gav ingenting. Det
lød nærmest, som om man ikke rigtig kendte noget til den. Men der var hjælp
at
hente på universitetet. En sekretær fortalte mig, hvordan jeg kunne finde den
frem på den fynske arbejdsformidlings hjemmeside. Kun 114 sider kom der ud af
printeren – desværre. De 142 sider med tabelbilagene fulgte ikke med.
Den første halvdel af rapporten er et sammendrag af rapporten
selv og af tidligere lignende rapporter, et lynportræt af Fyns Amt
sammenlignet
med det øvrige Danmark, og en beskrivelse af det talmateriale, som de tre
erhvervsøkonomer
har fået at arbejde med. Alt sammen udmærket, om end ikke specielt
velkomponeret. Det fremgår med beklagelig tydelighed, at Fyns Amt er plaget
af
dårlig økonomi. Det fynske bidrag til det danske nationalprodukt står ikke
mål
med befolkningens størrelse. Det fynske nationalprodukt per indbygger ligger
under landsgennemsnittet. Og endnu værre: Den fynske økonomi har ikke holdt
trit med det øvrige Danmarks, væksten har været ringere.
Der bliver tegnet et pessimistisk billede af det fynske
arbejdsmarked. Arbejdsstyrken er generelt dårligere uddannet, har en højere
gennemsnitsalder, har større risiko for arbejdsløshed og er mindre mobil, end
det er tilfældet i det øvrige Danmark under ét. Og så ser det i øvrigt ud,
som
om der på Fyn er en sammenhæng mellem den enkeltes indkomst og uddannelse.
Der
kan man bare se.
Og så er vi fremme ved de økonomiske analyser, der skal munde ud
i de konkrete initiativer. Og her drejer det sig i første omgang om, hvad der
skal til for at skabe flere arbejdspladser.
Læseren bliver præsenteret for en analyse blottet for ethvert teoretisk
grundlag, men computeren kan af sig selv frembringe noget, der ligner. Men,
skriver de tre forfattere, de grundlæggende kilder til en sådan proces kender
vi ikke. Men den skulle vise en særlig fynsk konjunktur, der åbenbart ligner
en
afdæmpet version af det øvrige Danmarks. Så det kan de politikere, der skal
indrette erhvervspolitikken på Fyn, tygge på, og tygge på, hvad de vil gøre
ved
det.
Et afgørende punkt for de tre forfatter er, om arbejdsstyrken er
mobil. Hvis den er det, vil det skabe arbejdspladser, slår de gentagne gange
fast. Og derefter kaster de sig over et studie af, hvor langt lønmodtagerne
er
parat til at pendle i hverdagen. Det være sig på Fyn eller i det øvrige
Danmark. Sig ikke, at de ikke går grundigt til værks. Tag følgende citat:
”Når
pendlingen stiger i det øvrige land, stiger antallet af arbejdssteder i Fyns
Amt”. Man ser det for sig. Jo længere eksempelvis nordjyderne har til
arbejde,
jo flere virksomheder på Fyn. Og vi læser videre: ”Når pendlingen stiger
i Fyns
Amt, sker der ingen ændringer i antallet af virksomheder i det øvrige
land”. Nå
da. Deres grundsynspunkt er, at det er pendlingen, der skaffer
arbejdspladser.
Altså ikke det modsatte, at det er virksomhedernes placering, der giver
anledning
til kørsel mellem hjem og arbejdsplads. Det er da ellers den kørsel, som der
har været, mens oplysningerne blev samlet ind, som de baserer deres analyse
på.
Hvordan den kan blive vendt på hovedet, er ikke godt at vide. Men som læser
får
man det indtryk, at hvis blot fynboer fra nær – og helst fjern –
møder op på en
mark, vil der komme en fabrikant og bygge en fabrik. I øvrigt også, som
nævnt,
hvis nordjyderne vil begynde at køre længere.
Uddannelsen spiller selvfølgelig en væsentlig rolle for den
økonomiske udvikling. Lidt husmandsagtigt ville man nok tro, at jo større en
virksomhed bliver, jo større behov får den også for højt uddannet
arbejdskraft,
men nej, lyder det fra videnskabeligt hold. Virksomhederne bliver større, når
der bliver ansat højt uddannede medarbejdere. Lad os ikke spilde tiden med at
diskutere, hvem det nu er, der kører forrest i en karrusel. Lad os i stedet
springe til konklusionen, der midt på side 99 skriver, at ”det er
således
muligt at rekruttere kvalificerede medarbejdere på alle niveauer af
videregående uddannelser”. Jamen, så er der jo ikke noget problem.
Virksomhederne
kan jo bare ansætte dem og blive store.
Forfatterne præsenterer endelig en række erhvervsøkonomiske data
fra sidste halvdel af 90’erne. En enkelt linje i tabellen falder i
øjnene:
Overskudsgraden, der svinger voldsomt for at ende på minus 1000 procent.
Oversat til dansk: Et underskud på det tidobbelte af omsætningen. Det giver
ingen
mening for læseren. Men det bliver ikke desto mindre underkastet en
statistisk
analyse, hvor det kobles sammen med en række variable, der skal forklare det.
Her blev jeg ført bag lyset af en usædvanlig ringe tekst. Jeg troede, at der
var tale om en analyse, hvor man kørte det hele sammen, så man kan se, hvad
de
enkelte årsager hver især bidrager med. Nej, kan jeg forstå på
meningsudvekslingerne
i Nationaløkonomisk Tidsskrift. Man har set på de enkelte årsager, en for en.
I
deres forsvar indrømmer de tre, at de forskellige årsager kan gribe ind i
hinanden, og at de beregnede effekter i så fald bliver misvisende både med
hensyn til styrke og signifikans. Men, siger de så, de har kun villet give en
beskrivende analyse af erhvervsforhold og ikke en nationaløkonomisk analyse.
Mon det betyder, at den læge, der ikke behandler en patient ved at slå
symptomerne ned ét for ét, men i stedet danner sig et indtryk af samtlige
symptomer på én gang, opfører sig nationaløkonomisk? Der er seks af den slags
trin-for-trin analyser med enslydende vildledende tekst. Vi lader dem ligge.
I konklusionen begår de tre en skødesynd. De føjer noget nyt til
– de fynske herlighedsværdier og attraktive kulturtilbud. De skal føres
i
marken, så de højtuddannede og højtlønnede pendlere, der arbejder på Fyn, men
bor på den anden side af en af broerne, lokkes til at bosætte sig på Fyn: Det
er vigtigt, skriver de, for så vil det fynske nationalprodukt stige. Det
kræver
en forklaring. Som det står her, er det noget vrøvl. Det fynske
nationalprodukt
er værdien af, hvad der bliver skabt på Fyn. Det er umiddelbart uden
betydning,
hvor dem, der bidrager til det, tilbringer deres fritid.
Økonomerne og deres analyser har tilkæmpet sig betydelig
prestige, og de føres ofte mere eller mindre ukritisk frem, som noget i
retning
af den skinbarlige sandhed. Det er bare ikke altid, at de kan stå for bare en
lidt dybere granskning, men det kan åbenbart være personligt bekosteligt at
begive
sig ud i en kritik. Episoden fra Odense, som offentligheden kender den,
virker
graverende. Men med rapporten i hånden har professor Christen Sørensen, som
så
mange andre lærere i økonomi, fået nyt materiale til deres undervisning. Det
kan han i sit eksil på Institut for Regnskab og Finansiering glæde sig over
Speak
: Ole Bruus
gengav den usædvanlige strid fra Universitetet i Odense ”
Ved brev af 15. januar 2004 klagede [K1], [K2] og [K3] til
Danmarks Radio over tilsidesættelse af god presseskik og anmodede samtidig om
genmæle.
Ved brev af 28. januar 2004 afviste Danmarks Radio klagen,
herunder at bringe et genmæle.
[K1], [K2] og [K3] har anført, at Danmarks Radio har handlet i
strid med god presseskik, idet det i udsendelsen påstås, at der er en
sammenhæng mellem overflytningen af professor Christen Sørensen fra Økonomisk
Institut til Institut for Regnskab og Finansiering på Odense Universitet og
dennes
kritik af klagernes rapport ”Uddannelse, job og erhvervsudvikling på
Fyn”. Klagerne
har intet haft med forflytningen at gøre, og de er ikke ansat på nogen af de
berørte institutter. Danmarks Radio henviser i udsendelsen til en artikel i
Politiken den 20. december 2003, hvor rektoren for Odense Universitet
udtaler,
at Christen Sørensen har hængt tre navngivne kolleger ud i pressen. I denne
artikel er det imidlertid samtidig omtalt, at forflytningen af Christen
Sørensen skyldes flere ugers kontroverser med medarbejdere på Økonomisk
Institut, og at han har anlagt injuriesag mod institutlederen. Danmarks Radio
har således fortolket på én udtalelse og samtidig undladt at referere
udtalelser,
der klart tilbageviser tolkningen. Klagerne har krævet genmæle i forhold til
oplysningen.
Klagerne har videre anført, at journalistens kritik af deres rapport
på en række punkter er forkert og usaglig, og at de har krav på genmæle.
Dette
gælder således i relation til følgende punkter:
1. Oplysningen om, at der er lagt ”upassende bånd på videnskabeligt
arbejde”, er ikke korrekt, idet der ikke er tale om forskning, men om en
privat
konsulentopgave, der er udarbejdet i overensstemmelse med det kommissorium,
som
rapportens interessenter har udarbejdet.
2. Oplysningen om, at læserne bliver præsenteret for ”en analyse
blottet for ethvert teoretisk grundlag”, er forkert. En konsulentrapport
benytter en fremstillingsmåde, hvor facts fremlægges summarisk, og de
teoretiske overvejelser udelades. Desuden udelades detaljerede
modelspecifikationer,
overvejelser om evt. datatransformationer mv. Valg af metode, datakilder,
analyseform mv. hviler imidlertid på et teoretisk grundlag. Det er derfor
forkert at anføre, at rapporten er blottet for ethvert teoretisk grundlag
uden
samtidig at påpege, at den godt kan bygge på solide teoretiske overvejelser,
der er udeladt i rapporten.
3. Oplysningen om, at overskudsgrader på minus 1000 % ikke giver
nogen mening, er forkert. Læseren skal advares, hvis en rapport viser
resultater, der falder uden for de teoretiske grænser. Det er også derfor, at
rapporten advarer læseren om, at de viste tal ikke er særligt informative.
Journalistens oplysning er forkert, fordi han ikke nævner, at rapporten gør
opmærksom på dette forhold. Hans konklusioner er derfor objektivt forkerte.
4. Journalistens
fremstilling vedrørende sammenhængen mellem mobilitet og vækst er forkert,
fordi han helt forbigår og åbenbart ikke forstår ARIMA estimation på
tidsserier. Den er også forkert, fordi han helt forbigår, at der både er
empirisk
og teoretisk belæg for påstanden om, at øget pendling kan medføre vækst.
5+6: Journalistens antagelse af, at klagerne i rapporten har benyttet
simpel regression, er forkert, ligesom det er forkert, når journalisten i sin
fremstilling kritiserer rapporten for trinvis estimation.
Klagerne har yderligere anført, at oplysningen om, at Christen
Sørensens kritik af deres rapport var anledning til forflytningen af ham, er
agtelsesforringende for dem. Det samme er de forkerte oplysninger, der er
bragt
om selve rapporten, idet oplysningerne nedgør klagernes faglige kompetence.
Oplysningerne er ligeledes skadelige, idet klagerne vil miste muligheder for
at
udføre konsulentopgaver i fremtiden. Danmarks Radio har handlet i strid med
god
presseskik ved at undlade at forelægge oplysningerne for klagerne.
Klagerne har endelig anført, at omtalen af professor Christen
Sørensens kritik af deres rapport bragt i Nationaløkonomisk Tidsskrift (NØT)
får en lang mere fremtrædende plads i udsendelsen end klagernes svar samme
sted.
Svar og angreb er ikke bragt i samme omfang og på samme måde. Det er en
skærpende omstændighed, at flere af de forkerte oplysninger om rapporten er
tilbagevist i klagernes replik i NØT.
Danmarks Radio har oplyst, at rubrikken ”Markedspladsen” i
udsendelsen ”Orientering” er en daglig rubrik, der indeholder
indslag om
økonomiske og erhvervsmæssige forhold i ind- og udland, rapporter/analyser af
tendenser og udviklinger på det globale marked. Publikationer, der behandler
disse områder, bliver ofte behandlet i udsendelsen, f.eks. som her i form af
en
anmeldelse. Det er Danmarks Radios opfattelse, at det journalistiske og
redaktionelle skøn i sådanne anmeldelser på linie med ledere og
teateranmeldelser er stort.
Danmarks Radio har afvist, at det i udsendelsen påstås, at der
er en sammenhæng mellem overflytningen af Christen Sørensen og dennes kritik
af
klagernes rapport. I indslaget blev der alene henvist til pressens omtale af,
at
overflytningen havde fundet sted,
at
rektor havde udtalt, at Christen
Sørensen havde hængt tre navngivne kolleger ud i pressen,
og at
Christen
Sørensen hævder, at overflytningen skyldes hans kritik af Odense
Universitetet.
Ej heller i slutningen af indslaget postuleres der nogen årsagssammenhæng,
idet
det alene nævnes, at ”episoden fra Odense –
som
offentligheden kender den
– virker graverende”. Det i kursiv anførte blev
betonet i oplæsningen. Offentlighedens kendskab til episoden – dvs.
overflytningen – beror på den omtale, der har været af den i pressen.
Danmarks Radio har videre anført, at der ikke er bragt forkerte
faktuelle oplysninger. Rapporten er underkastet en gennemgang og vurdering af
journalisten, og det er disse vurderinger, der er bragt i indslaget. Danmarks
Radio har til de enkelte punkter anført følgende:
Ad 1: Det fremgår på ingen måde, at rapporten er et resultat af
et privat konsulentarbejde. Journalisten var uvidende om dette forhold, og
derfor blev emnet heller ikke berørt i indslaget. Det forekommer naturligt at
rejse spørgsmålet om, hvorvidt der er lagt et ”upassende bånd på
videnskabeligt
arbejde”, når der i et videnskabeligt tidsskrift som Nationaløkonomisk
Tidsskrift (NØT) flere gange henvises til rapportens interessenter. At der
skulle være et problem heri bliver i indslaget afvist med et citat fra
klagernes artikel i NØT, idet det hedder, at formålet ikke har været ”at
bidrage med selvstændig, nyskabende forskning”.
Ad 2: Den vurdering, som citatet er udtryk for, er ikke som
hævdet af klagerne møntet på rapporten, idet vurderingen alene henviser til
den
første erhvervsøkonomiske analyse, som læseren præsenteres for.
Ad 3: Den vurdering, som udsagnet er udtryk for, strider ikke
mod god presseskik og er ikke en faktuel oplysning, der kan give grundlag for
genmæle.
Ad 4: Det er ikke i indslaget bestridt, at øget mobilitet kan
medføre vækst. Det, der anføres i indslaget, er, at det er den faktiske
pendling,
der lægges til grund for analyserne.
Ad 5+6: Der er ikke grundlag for genmæle på disse punkter,
ligesom der ikke er handlet i strid med god presseskik.
Danmarks Radio har endelig anført, at det ikke er korrekt, at
indslaget har givet Christen Sørensens kritik en mere fremtrædende plads end
klagernes svar herpå. Christen Sørensens kritik fremtræder som ét afsnit,
medens citaterne fra klagerne er bragt i sammenhæng med gennemgangen af deres
rapport. Selv om parterne ikke citeres på samme måde, så citeres de i samme
omfang. Dette er ikke i strid med god presseskik.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Lene Pagter Kristensen,
Kaare R. Skou, Bo Maltesen og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder, at der ikke i indslaget er bragt en
oplysning om, at Christen Sørensens forflytning på Odense Universitet skulle
være foranlediget af hans kritik af klagernes rapport ”Uddannelse, job
og erhvervsudvikling
på Fyn”. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der i indslaget blev
bragt et
citat fra Fyens Stiftstidende den 18. december 2003, hvor Christen Sørensen
selv udtaler, at hans forflytning reelt skyldes hans udtalelser om Odense
Universitets
manglende indsats for at fremme den fynske erhvervsudvikling. Nævnet finder,
at
Danmarks Radio ikke har handlet i strid med god presseskik, og der er ej
heller
grundlag for genmæle.
I forhold til klagepunktet om, at der er bragt forkerte
oplysninger ved omtalen af klagernes rapport, bemærker nævnet, at omtalen af
rapporten
har karakter af en anmeldelse. Nævnet finder, at de udtalelser i indslaget,
som
klagerne har henvist til, alene er udtryk for journalistens subjektive
vurderinger
af rapportens indhold. Nævnet finder ikke, at der er grundlag for at udtale
kritik af Danmarks Radio i anledning heraf, og der er ej heller grundlag for
genmæle.
I indslaget er refereret en række af Christen Sørensens
kritikpunkter af rapporten, således som de er fremsat i Nationaløkonomisk
Tidsskrift, ligesom det i indslaget oplyses, at klagerne samme sted har taget
til genmæle. Nævnet finder ikke, at Danmarks Radio har handlet i strid med
god
presseskik ved at undlade at oplyse nærmere om indholdet af klagernes svar på
de
enkelte kritikpunkter.
Nævnet finder heller ikke i øvrigt, at Danmarks Radio har handlet
i strid med god presseskik.
Afgjort den 18. august 2004.
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-563 Retsinformation · 4. december 2007
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-570 Retsinformation · 4. december 2007
- Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-627 Retsinformation · 26. februar 2008
- Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-361 Retsinformation · 7. november 2006
- Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-394 Retsinformation · 7. november 2006
- Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-307 Retsinformation · 25. september 2006