Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-30

KEN nr 9728 af 18/08/2004Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet30. december 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2004-6-30

[K1], [K2] og [K3]

har klaget til Pressenævnet over en

radioudsendelse i Danmarks Radio den 9. januar 2004, idet de mener, at god

presseskik er tilsidesat. De har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har

afvist at bringe et genmæle.

I udsendelsen hed det blandt andet:

Speak

: ”En kollegial

strid på universitetet i Odense førte kort før jul til, at en af landets

kendteste nationaløkonomer med magt blev flyttet ud af sit kontor og over på

et

institut, der ikke har noget med nationaløkonomi at gøre. Ole Bruus har læst

den økonomiske analyse, der udløste den enestående episode. Vi skal en tur

ind

i den akademiske verden.

Ole Bruus

: .

Dagbladet Politiken den 16. december: Under overskriften professor

tvangsflyttet, kan man læse at: ”en bitter faglig strid mellem kollegaer

på

Syddansk Universitet endte i går med, at den tidligere overvismand og formand

for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, professor Christen Sørensen, højst

utraditionelt

blev tvangsflyttet fra sit kontor”.

Politiken den 20. december: ”Ombudsmanden skal vurdere, om det

var i strid med loven, da flere universitetsbetjente søndag troppede op på

formanden for Arbejdernes Erhvervsråd, professor Christen Sørensens kontor,

og

Læs alt

flyttede hans ting over på et andet institut”. Og senere i artiklen:

”Rektor på

Syddansk Universitet siger, at Christen Sørensen i forbindelse med kritikken

har hængt tre navngivne kollegaer ud i pressen, og at det er uforeneligt med

Universitetets personalepolitik”.

Fyens Stiftstidende, som i juni gengav professorens kritiske syn

på universitetets rolle i udviklingen i det fynske erhvervsliv, den 18.

december: ”Formelt siger de, at det ikke handler om mine udtalelser om

universitetets manglende indsats for at fremme den fynske erhvervsudvikling,

men reelt er det årsagen”, mener Christen Sørensen. I sandhed

usædvanlige

beretninger fra den akademiske verden. Men så sænkede julefreden sig over

sagen

– så længe det varede.

Ved årsskiftet udkom det sidste hæfte i det gamle hæderkronede

Nationaløkonomisk Tidsskrifts 141. årgang. Det lyder som en invitation til

ørkenvandring blandt knastørre artikler, men i lige nøjagtig det hæfte var

der

– om jeg så må sige – smæk for skillingen, næsten i overmål.

Den tidligere overvismand, professor Christen Sørensen, retter

en lammende kritik mod den seneste analyse af erhvervsudviklingen på Fyn. Den

hedder: ”Uddannelse, job og erhvervsudvikling på Fyn”. Den skal

komme med,

citat, ”Konkrete initiativer inden for de erhvervspolitiske,

arbejdsmarkedspolitiske

og uddannelsespolitiske områder på Fyn”.

Analysen er udarbejdet af tre af universitets erhvervsøkonomer,

en professor og to lektorer. Det ligger lige for at antage, at det er de

samme

tre kollegaer, som universitetets rektor siger, er blevet hængt ud i pressen.

Det ville være let at undersøge, men jeg har valgt alene at forholde mig til,

hvad jeg er blevet præsenteret for i pressen og har kunnet læse i

Nationaløkonomisk

Tidsskrift.

Christen Sørensen anfører, at de tre erhvervsøkonomiske kolleger

har haft adgang til de hidtil mest detaljerede oplysninger, som Danmarks

Statistik har stillet til rådighed gennem en særlig database. Men forfatterne

er åbenbart blevet så overvældet af mængden af data, at de blot har prøvet

sig

frem på må og få, skriver Christen Sørensen. I analysens to vigtigste

kapitler

er forfatterne helt ude på det analytiske overdrev, skriver han. Der bliver

gennemført en række statistiske analyser, der er lige så seriøse, eller

rettere

lige så useriøse, som forsøg på at forklare antallet af indgåede ægteskaber i

Danmark ud fra antallet af skudte ræve i Finland ville være. Der er ingen

gennemtænkte hypoteser, tallene er bare hældt ned i computeren, skriver han,

og

han slutter af med salutten: Rapporten kan derfor først og fremmest bruges

til

at vise de studerende, hvordan man ikke skal bruge talmateriale.

Christen Sørensens fyndige, igen måske rigeligt fyndige, kritik

fylder et par sider. Og så følger et otte sider langt genmæle fra de tre

forfattere. Professor [K3] og lektorerne [K1] og [K2]. Det er lidt svært at

få

hold på deres genmæle, men en ting falder nu i øjnene: Et par steder anfører

de, at rapportens interessenter har ”fastlagt”, et andet sted

”bestemt”, hvad

der skal inddrages. Interessenterne, det vil især sige arbejdsmarkedets

parter,

erhvervslivet, kommunerne, amtet og uddannelses- og forskningsinstitutionerne

har lagt, hvad der kunne virke som upassende bånd på videnskabeligt arbejde.

Men det er ikke tilfældet, for med forfatternes ord, har målet ikke været at

bidrage med selvstændig nyskabende forskning.

Som samfundsborger vil man da også godt vide lidt om, hvad de

går og sysler med på universiteterne, der jo dog drives af det offentlige. Nu

tænker jeg ikke på, at det er skatteborgerne, der betaler deres løn. Jeg

tænker

mere på, at deres analyser ofte føres frem som argumenter i den offentlige

debat – hvis det ellers passer i den pågældende debattørs kram. Men hvad

er så

op og ned i den rapport og kritikken af den? Det er der vel kun et svar på:

Få

fat på den og læs den selv, og vel at mærke uden at lade dig påvirke af nogen

som helst – hverken de involverede eller andre.

En opringning til Den Fynske Fond for Erhvervsøkonomisk

Forskning, der på en eller anden måde står bag rapporten, gav ingenting. Det

lød nærmest, som om man ikke rigtig kendte noget til den. Men der var hjælp

at

hente på universitetet. En sekretær fortalte mig, hvordan jeg kunne finde den

frem på den fynske arbejdsformidlings hjemmeside. Kun 114 sider kom der ud af

printeren – desværre. De 142 sider med tabelbilagene fulgte ikke med.

Den første halvdel af rapporten er et sammendrag af rapporten

selv og af tidligere lignende rapporter, et lynportræt af Fyns Amt

sammenlignet

med det øvrige Danmark, og en beskrivelse af det talmateriale, som de tre

erhvervsøkonomer

har fået at arbejde med. Alt sammen udmærket, om end ikke specielt

velkomponeret. Det fremgår med beklagelig tydelighed, at Fyns Amt er plaget

af

dårlig økonomi. Det fynske bidrag til det danske nationalprodukt står ikke

mål

med befolkningens størrelse. Det fynske nationalprodukt per indbygger ligger

under landsgennemsnittet. Og endnu værre: Den fynske økonomi har ikke holdt

trit med det øvrige Danmarks, væksten har været ringere.

Der bliver tegnet et pessimistisk billede af det fynske

arbejdsmarked. Arbejdsstyrken er generelt dårligere uddannet, har en højere

gennemsnitsalder, har større risiko for arbejdsløshed og er mindre mobil, end

det er tilfældet i det øvrige Danmark under ét. Og så ser det i øvrigt ud,

som

om der på Fyn er en sammenhæng mellem den enkeltes indkomst og uddannelse.

Der

kan man bare se.

Og så er vi fremme ved de økonomiske analyser, der skal munde ud

i de konkrete initiativer. Og her drejer det sig i første omgang om, hvad der

skal til for at skabe flere arbejdspladser.

Læseren bliver præsenteret for en analyse blottet for ethvert teoretisk

grundlag, men computeren kan af sig selv frembringe noget, der ligner. Men,

skriver de tre forfattere, de grundlæggende kilder til en sådan proces kender

vi ikke. Men den skulle vise en særlig fynsk konjunktur, der åbenbart ligner

en

afdæmpet version af det øvrige Danmarks. Så det kan de politikere, der skal

indrette erhvervspolitikken på Fyn, tygge på, og tygge på, hvad de vil gøre

ved

det.

Et afgørende punkt for de tre forfatter er, om arbejdsstyrken er

mobil. Hvis den er det, vil det skabe arbejdspladser, slår de gentagne gange

fast. Og derefter kaster de sig over et studie af, hvor langt lønmodtagerne

er

parat til at pendle i hverdagen. Det være sig på Fyn eller i det øvrige

Danmark. Sig ikke, at de ikke går grundigt til værks. Tag følgende citat:

”Når

pendlingen stiger i det øvrige land, stiger antallet af arbejdssteder i Fyns

Amt”. Man ser det for sig. Jo længere eksempelvis nordjyderne har til

arbejde,

jo flere virksomheder på Fyn. Og vi læser videre: ”Når pendlingen stiger

i Fyns

Amt, sker der ingen ændringer i antallet af virksomheder i det øvrige

land”. Nå

da. Deres grundsynspunkt er, at det er pendlingen, der skaffer

arbejdspladser.

Altså ikke det modsatte, at det er virksomhedernes placering, der giver

anledning

til kørsel mellem hjem og arbejdsplads. Det er da ellers den kørsel, som der

har været, mens oplysningerne blev samlet ind, som de baserer deres analyse

på.

Hvordan den kan blive vendt på hovedet, er ikke godt at vide. Men som læser

får

man det indtryk, at hvis blot fynboer fra nær – og helst fjern –

møder op på en

mark, vil der komme en fabrikant og bygge en fabrik. I øvrigt også, som

nævnt,

hvis nordjyderne vil begynde at køre længere.

Uddannelsen spiller selvfølgelig en væsentlig rolle for den

økonomiske udvikling. Lidt husmandsagtigt ville man nok tro, at jo større en

virksomhed bliver, jo større behov får den også for højt uddannet

arbejdskraft,

men nej, lyder det fra videnskabeligt hold. Virksomhederne bliver større, når

der bliver ansat højt uddannede medarbejdere. Lad os ikke spilde tiden med at

diskutere, hvem det nu er, der kører forrest i en karrusel. Lad os i stedet

springe til konklusionen, der midt på side 99 skriver, at ”det er

således

muligt at rekruttere kvalificerede medarbejdere på alle niveauer af

videregående uddannelser”. Jamen, så er der jo ikke noget problem.

Virksomhederne

kan jo bare ansætte dem og blive store.

Forfatterne præsenterer endelig en række erhvervsøkonomiske data

fra sidste halvdel af 90’erne. En enkelt linje i tabellen falder i

øjnene:

Overskudsgraden, der svinger voldsomt for at ende på minus 1000 procent.

Oversat til dansk: Et underskud på det tidobbelte af omsætningen. Det giver

ingen

mening for læseren. Men det bliver ikke desto mindre underkastet en

statistisk

analyse, hvor det kobles sammen med en række variable, der skal forklare det.

Her blev jeg ført bag lyset af en usædvanlig ringe tekst. Jeg troede, at der

var tale om en analyse, hvor man kørte det hele sammen, så man kan se, hvad

de

enkelte årsager hver især bidrager med. Nej, kan jeg forstå på

meningsudvekslingerne

i Nationaløkonomisk Tidsskrift. Man har set på de enkelte årsager, en for en.

I

deres forsvar indrømmer de tre, at de forskellige årsager kan gribe ind i

hinanden, og at de beregnede effekter i så fald bliver misvisende både med

hensyn til styrke og signifikans. Men, siger de så, de har kun villet give en

beskrivende analyse af erhvervsforhold og ikke en nationaløkonomisk analyse.

Mon det betyder, at den læge, der ikke behandler en patient ved at slå

symptomerne ned ét for ét, men i stedet danner sig et indtryk af samtlige

symptomer på én gang, opfører sig nationaløkonomisk? Der er seks af den slags

trin-for-trin analyser med enslydende vildledende tekst. Vi lader dem ligge.

I konklusionen begår de tre en skødesynd. De føjer noget nyt til

– de fynske herlighedsværdier og attraktive kulturtilbud. De skal føres

i

marken, så de højtuddannede og højtlønnede pendlere, der arbejder på Fyn, men

bor på den anden side af en af broerne, lokkes til at bosætte sig på Fyn: Det

er vigtigt, skriver de, for så vil det fynske nationalprodukt stige. Det

kræver

en forklaring. Som det står her, er det noget vrøvl. Det fynske

nationalprodukt

er værdien af, hvad der bliver skabt på Fyn. Det er umiddelbart uden

betydning,

hvor dem, der bidrager til det, tilbringer deres fritid.

Økonomerne og deres analyser har tilkæmpet sig betydelig

prestige, og de føres ofte mere eller mindre ukritisk frem, som noget i

retning

af den skinbarlige sandhed. Det er bare ikke altid, at de kan stå for bare en

lidt dybere granskning, men det kan åbenbart være personligt bekosteligt at

begive

sig ud i en kritik. Episoden fra Odense, som offentligheden kender den,

virker

graverende. Men med rapporten i hånden har professor Christen Sørensen, som

så

mange andre lærere i økonomi, fået nyt materiale til deres undervisning. Det

kan han i sit eksil på Institut for Regnskab og Finansiering glæde sig over

Speak

: Ole Bruus

gengav den usædvanlige strid fra Universitetet i Odense ”

Ved brev af 15. januar 2004 klagede [K1], [K2] og [K3] til

Danmarks Radio over tilsidesættelse af god presseskik og anmodede samtidig om

genmæle.

Ved brev af 28. januar 2004 afviste Danmarks Radio klagen,

herunder at bringe et genmæle.

[K1], [K2] og [K3] har anført, at Danmarks Radio har handlet i

strid med god presseskik, idet det i udsendelsen påstås, at der er en

sammenhæng mellem overflytningen af professor Christen Sørensen fra Økonomisk

Institut til Institut for Regnskab og Finansiering på Odense Universitet og

dennes

kritik af klagernes rapport ”Uddannelse, job og erhvervsudvikling på

Fyn”. Klagerne

har intet haft med forflytningen at gøre, og de er ikke ansat på nogen af de

berørte institutter. Danmarks Radio henviser i udsendelsen til en artikel i

Politiken den 20. december 2003, hvor rektoren for Odense Universitet

udtaler,

at Christen Sørensen har hængt tre navngivne kolleger ud i pressen. I denne

artikel er det imidlertid samtidig omtalt, at forflytningen af Christen

Sørensen skyldes flere ugers kontroverser med medarbejdere på Økonomisk

Institut, og at han har anlagt injuriesag mod institutlederen. Danmarks Radio

har således fortolket på én udtalelse og samtidig undladt at referere

udtalelser,

der klart tilbageviser tolkningen. Klagerne har krævet genmæle i forhold til

oplysningen.

Klagerne har videre anført, at journalistens kritik af deres rapport

på en række punkter er forkert og usaglig, og at de har krav på genmæle.

Dette

gælder således i relation til følgende punkter:

1. Oplysningen om, at der er lagt ”upassende bånd på videnskabeligt

arbejde”, er ikke korrekt, idet der ikke er tale om forskning, men om en

privat

konsulentopgave, der er udarbejdet i overensstemmelse med det kommissorium,

som

rapportens interessenter har udarbejdet.

2. Oplysningen om, at læserne bliver præsenteret for ”en analyse

blottet for ethvert teoretisk grundlag”, er forkert. En konsulentrapport

benytter en fremstillingsmåde, hvor facts fremlægges summarisk, og de

teoretiske overvejelser udelades. Desuden udelades detaljerede

modelspecifikationer,

overvejelser om evt. datatransformationer mv. Valg af metode, datakilder,

analyseform mv. hviler imidlertid på et teoretisk grundlag. Det er derfor

forkert at anføre, at rapporten er blottet for ethvert teoretisk grundlag

uden

samtidig at påpege, at den godt kan bygge på solide teoretiske overvejelser,

der er udeladt i rapporten.

3. Oplysningen om, at overskudsgrader på minus 1000 % ikke giver

nogen mening, er forkert. Læseren skal advares, hvis en rapport viser

resultater, der falder uden for de teoretiske grænser. Det er også derfor, at

rapporten advarer læseren om, at de viste tal ikke er særligt informative.

Journalistens oplysning er forkert, fordi han ikke nævner, at rapporten gør

opmærksom på dette forhold. Hans konklusioner er derfor objektivt forkerte.

4. Journalistens

fremstilling vedrørende sammenhængen mellem mobilitet og vækst er forkert,

fordi han helt forbigår og åbenbart ikke forstår ARIMA estimation på

tidsserier. Den er også forkert, fordi han helt forbigår, at der både er

empirisk

og teoretisk belæg for påstanden om, at øget pendling kan medføre vækst.

5+6: Journalistens antagelse af, at klagerne i rapporten har benyttet

simpel regression, er forkert, ligesom det er forkert, når journalisten i sin

fremstilling kritiserer rapporten for trinvis estimation.

Klagerne har yderligere anført, at oplysningen om, at Christen

Sørensens kritik af deres rapport var anledning til forflytningen af ham, er

agtelsesforringende for dem. Det samme er de forkerte oplysninger, der er

bragt

om selve rapporten, idet oplysningerne nedgør klagernes faglige kompetence.

Oplysningerne er ligeledes skadelige, idet klagerne vil miste muligheder for

at

udføre konsulentopgaver i fremtiden. Danmarks Radio har handlet i strid med

god

presseskik ved at undlade at forelægge oplysningerne for klagerne.

Klagerne har endelig anført, at omtalen af professor Christen

Sørensens kritik af deres rapport bragt i Nationaløkonomisk Tidsskrift (NØT)

får en lang mere fremtrædende plads i udsendelsen end klagernes svar samme

sted.

Svar og angreb er ikke bragt i samme omfang og på samme måde. Det er en

skærpende omstændighed, at flere af de forkerte oplysninger om rapporten er

tilbagevist i klagernes replik i NØT.

Danmarks Radio har oplyst, at rubrikken ”Markedspladsen” i

udsendelsen ”Orientering” er en daglig rubrik, der indeholder

indslag om

økonomiske og erhvervsmæssige forhold i ind- og udland, rapporter/analyser af

tendenser og udviklinger på det globale marked. Publikationer, der behandler

disse områder, bliver ofte behandlet i udsendelsen, f.eks. som her i form af

en

anmeldelse. Det er Danmarks Radios opfattelse, at det journalistiske og

redaktionelle skøn i sådanne anmeldelser på linie med ledere og

teateranmeldelser er stort.

Danmarks Radio har afvist, at det i udsendelsen påstås, at der

er en sammenhæng mellem overflytningen af Christen Sørensen og dennes kritik

af

klagernes rapport. I indslaget blev der alene henvist til pressens omtale af,

at

overflytningen havde fundet sted,

at

rektor havde udtalt, at Christen

Sørensen havde hængt tre navngivne kolleger ud i pressen,

og at

Christen

Sørensen hævder, at overflytningen skyldes hans kritik af Odense

Universitetet.

Ej heller i slutningen af indslaget postuleres der nogen årsagssammenhæng,

idet

det alene nævnes, at ”episoden fra Odense –

som

offentligheden kender den

– virker graverende”. Det i kursiv anførte blev

betonet i oplæsningen. Offentlighedens kendskab til episoden – dvs.

overflytningen – beror på den omtale, der har været af den i pressen.

Danmarks Radio har videre anført, at der ikke er bragt forkerte

faktuelle oplysninger. Rapporten er underkastet en gennemgang og vurdering af

journalisten, og det er disse vurderinger, der er bragt i indslaget. Danmarks

Radio har til de enkelte punkter anført følgende:

Ad 1: Det fremgår på ingen måde, at rapporten er et resultat af

et privat konsulentarbejde. Journalisten var uvidende om dette forhold, og

derfor blev emnet heller ikke berørt i indslaget. Det forekommer naturligt at

rejse spørgsmålet om, hvorvidt der er lagt et ”upassende bånd på

videnskabeligt

arbejde”, når der i et videnskabeligt tidsskrift som Nationaløkonomisk

Tidsskrift (NØT) flere gange henvises til rapportens interessenter. At der

skulle være et problem heri bliver i indslaget afvist med et citat fra

klagernes artikel i NØT, idet det hedder, at formålet ikke har været ”at

bidrage med selvstændig, nyskabende forskning”.

Ad 2: Den vurdering, som citatet er udtryk for, er ikke som

hævdet af klagerne møntet på rapporten, idet vurderingen alene henviser til

den

første erhvervsøkonomiske analyse, som læseren præsenteres for.

Ad 3: Den vurdering, som udsagnet er udtryk for, strider ikke

mod god presseskik og er ikke en faktuel oplysning, der kan give grundlag for

genmæle.

Ad 4: Det er ikke i indslaget bestridt, at øget mobilitet kan

medføre vækst. Det, der anføres i indslaget, er, at det er den faktiske

pendling,

der lægges til grund for analyserne.

Ad 5+6: Der er ikke grundlag for genmæle på disse punkter,

ligesom der ikke er handlet i strid med god presseskik.

Danmarks Radio har endelig anført, at det ikke er korrekt, at

indslaget har givet Christen Sørensens kritik en mere fremtrædende plads end

klagernes svar herpå. Christen Sørensens kritik fremtræder som ét afsnit,

medens citaterne fra klagerne er bragt i sammenhæng med gennemgangen af deres

rapport. Selv om parterne ikke citeres på samme måde, så citeres de i samme

omfang. Dette er ikke i strid med god presseskik.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Lene Pagter Kristensen,

Kaare R. Skou, Bo Maltesen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet finder, at der ikke i indslaget er bragt en

oplysning om, at Christen Sørensens forflytning på Odense Universitet skulle

være foranlediget af hans kritik af klagernes rapport ”Uddannelse, job

og erhvervsudvikling

på Fyn”. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der i indslaget blev

bragt et

citat fra Fyens Stiftstidende den 18. december 2003, hvor Christen Sørensen

selv udtaler, at hans forflytning reelt skyldes hans udtalelser om Odense

Universitets

manglende indsats for at fremme den fynske erhvervsudvikling. Nævnet finder,

at

Danmarks Radio ikke har handlet i strid med god presseskik, og der er ej

heller

grundlag for genmæle.

I forhold til klagepunktet om, at der er bragt forkerte

oplysninger ved omtalen af klagernes rapport, bemærker nævnet, at omtalen af

rapporten

har karakter af en anmeldelse. Nævnet finder, at de udtalelser i indslaget,

som

klagerne har henvist til, alene er udtryk for journalistens subjektive

vurderinger

af rapportens indhold. Nævnet finder ikke, at der er grundlag for at udtale

kritik af Danmarks Radio i anledning heraf, og der er ej heller grundlag for

genmæle.

I indslaget er refereret en række af Christen Sørensens

kritikpunkter af rapporten, således som de er fremsat i Nationaløkonomisk

Tidsskrift, ligesom det i indslaget oplyses, at klagerne samme sted har taget

til genmæle. Nævnet finder ikke, at Danmarks Radio har handlet i strid med

god

presseskik ved at undlade at oplyse nærmere om indholdet af klagernes svar på

de

enkelte kritikpunkter.

Nævnet finder heller ikke i øvrigt, at Danmarks Radio har handlet

i strid med god presseskik.

Afgjort den 18. august 2004.

Lignende dokumenter