Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter servicelovens regler om magtanvendelse - af fuldmægtig Inge Henriksen

KEN nr 9348 af 28/06/2002Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet25. juli 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i

afgørelser efter servicelovens regler om magtanvendelse - af

fuldmægtig Inge Henriksen

Tilbageholdelse i boligen - § 109 c

Sag nr. 1: Et nævn godkendte en kommunal beslutning

om at anvende magt, jfr. servicelovens § 109 c, om tilbageholdelse i

boligen. Det drejede sig om godkendelse af en ny periode.

Sagen vedrørte en person, der havde selvdestruktiv

adfærd, havde dels lagt sig på kørebanen og dels på

anden måde forsøgt at påføre sig væsentlig

personskade.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen er umiddelbart enig i afgørelsen. Vi

kan endvidere henvise til SM C-10-02.

Flytning uden samtykke - § 109 e

Sag nr. 2: Sagen drejede sig om flytning fra almindelig

plejebolig til plejebolig i skærmet enhed.

Nævnet fandt i lighed med kommunen, at flytningen

skulle behandles efter reglerne om magtanvendelse, jfr. princippet i SM

C-29-01(om flytning fra skærmet enhed til almindelig afdeling).

Personen der var 87 år havde en betydelig og varigt

nedsat psykisk funktionsevne. Ifølge en lægeerklæring var

hun svært dement, kunne ikke overskue konsekvenserne af sine handlinger

og var ikke i stand til at give samtykke til flytningen. Personen var bl.a.

dørsøgende og var faldet ned af trappen.

Nævnet fandt imidlertid ikke at flytningen var

absolut påkrævet for at hun kunne få den nødvendige

hjælp og hjælpen ikke kunne gennemføres i den hidtidige

bolig.

Nævnet lagde vægt på, at hun kun

Læs alt

én gang var faldet ned af trappen med sin rollator, og at dette skete

inden lokalcentret påbegyndte overvågning af hende i det tidsrum,

hvor hun erfaringsmæssigt var mest urolig og søgte ud mod

trappen.

Nævnet havde bemærket sig, at personen,

når der ikke var specielt overvågning af hende, havde søgt

mod trappen, men hvor ofte dette var sket og under hvilke

omstændigheder, kunne der ikke gives nærmere oplysning om. De

gange hun uden for overvågningsperioden havde søgt mod trappen,

var det blevet opdaget af personalet.

Nævnet fandt på dette grundlag, at hun med den

nødvendige opmærksomhed fra personalets side og med

overvågning i de tidsrum, hvor hun erfaringsmæssigt blev mest

urolig, kunne blive i nuværende bolig uden at blive udsat for alvorlig

personskade.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen bemærkninger til

afgørelsen, der må anses for at være i overensstemmelse

med gældende regler og praksis.

Sag nr. 3: Sagen vedrørte en 48-årig kvinde,

der led af Chorea Huntington med følger i form at ufrivillige

bevægelser og præsenil demens.

Hun boede sammen med en voksen søn. Hun

ønskede ikke hjemmehjælpernes og hjemmesygeplejerskernes

besøg. Hun ønskede ikke at tale med sin læge.

Ønskede ikke behandling og fik ikke lægeordineret medicin.

Sønnen havde oplyst, at moderen var totalt

afhængig af ham. Hun kunne overhovedet ingenting selv, udover at spise

og drikke. Hendes rygning udgjorde en stor fare, hvilket gulvet, sofaen og

stolen vidnede om. Der var fyldt med brændemærker. Hun spiste

mindre og mindre og tabte sig.

Han mente, at det bedste for ham og moderen ville

være, at hun kom på plejehjem, hvor der var nogle, som kunne tage

sig af hende. Han agtede selv at flytte hurtigst muligt.

Nævnt fandt ikke, at moderen uden sit samtykke

skulle optages på et plejehjem, jfr. servicelovens § 109 e.

Nævnet lagde vægt på, at moderen var

blevet tiltagende dårligere og det var beskrevet, at hun havde behov

for såvel personlig som praktisk bistand, samt at hun var aggressiv og

vredladen overfor hjemmeplejens personale, naboen og sønnen.

Nævnet lagde endvidere vægt på kommunens

beskrivelse af, at hjemmet var rodet og beskidt, at hun selv var usoigneret,

at der var brændemærker på møbler m.v., da moderen

ofte tabte en tændt cigaret, hvilket også havde

nødvendiggjort indkøb af ny dyne, at hun ikke fik

tilført de nødvendige kalorier og havde tabt sig, at hendes

gangfunktion var nedsat, og at hun ofte faldt.

Nævnet fandt imidlertid ikke, at der var oplyst om

en faktisk risiko for alvorlig personskade. Der var således ikke

oplysninger om, at hun faktisk havde været udsat for en brandfare ved

sin omgang med cigaretter, eller at hun ikke havde handlet

fornuftsmæssigt, når hun havde tabt en tændt cigaret. Der

var endvidere ikke oplysninger om, at hun havde været i fare ved ikke

at indtage tilstrækkelig føde eller væske.

Nævnet fandt ikke, at hun kunne anses for at have

udsat sig selv for alvorlig personskade ved fald. Det var beskrevet, at hun

havde set ud til at have slået sig. Pådragelse af skrammer og

lignende var efter nævnets opfattelse ikke alvorlig personskade.

Nævnet lagde ved sin behandling endvidere vægt

på, at bestemmelsen i servicelovens § 109 e forudsattes anvendt i

få enkeltstående og graverende tilfælde, hvor der var

konstateret en høj grad af sandsynlighed for, at

pågældende indenfor kortere tid ville udsætte sig selv for

alvorlig skade på legeme eller helbred.

Det var således ikke i sig selv

tilstrækkeligt, at pågældende ikke kunne overskue

konsekvenserne af sine egne handlinger.

Nævnet fandt på den baggrund, at der ikke var

tilstrækkelig dokumentation for, at moderen ved forbliven i eget hjem

udsatte sig selv for alvorlig personskade, og at det ville være

uforsvarligt ikke at sørge for en flytning, jfr. servicelovens

§ 109, stk. 2.

Nævnet bemærkede, at der forelå en ny

situation, når sønnen flyttede.

Sag nr. 4: Sagen vedrørte en 88-årig kvinde

med frontallapsdemens, hvor nævnet ikke fandt, at kunne godkende

kommunen indstilling om optagelse i særligt botilbud, hvorved hun mod

sin vilje skulle flytte fra sin nuværende bolig.

Der var tale om en person, som havde brændt

porcelæn af på gaskomfuret, hvorefter viceværten lukkede

for gassen til lejligheden. Endvidere havde der været en episode, hvor

viceværten måtte slukke en brand i nogle lyskranse på

bordet.

Der var henvendelser fra naboer og andre der fulgte hende

hjem, når ikke kunne finde vej selv. Hun kunne ikke skelne fortov fra

vej og trådte blot ud mellem bilerne. Kunne gå uden

tilstrækkeligt tøj på om vinteren og man havde en enkelt

gang fundet hende liggende kold og forkommen mellem affald bag et

pizzeria.

Nævnet fandt ikke, at den manglende trafiksikkerhed

havde den reelle og ikke kun hypotetiske karakter, som vejledningen om

magtanvendelse kræver, jfr. punkt 12.1.1.

Der skulle være en vis sandsynlighed for, at hun

ville komme ud for en alvorlig personskade, hvilken ikke fandtes at

være tilstede så længe der ikke kunne siges at have

været konkrete hændelser, der viste den overhængende

fare.

Nævnet fandt, at mindre indgribende foranstaltninger

som f.eks. alarm- eller pejlesystemer, jfr. 109 a, i vidt omfang ville kunne

eliminere den fare for personskade, som hun bragte sig i, når hun

forlod sin bolig uden at kunne finde tilbage. Tilsvarende ville for eksempel

røg-/brandalarmer (evt. med forbindelse til viceværten eller

lign.) i hendes lejlighed kunne afsløre, hvis den enkeltstående

episode med ild i lyskransen skulle gentage sig.

Sag nr. 5: Der var tale om en 78-årig kvinde, som

led af moderat til svær demens. Kommunen begrundede indstillingen med,

at hun udsatte sig selv for fare ved at blive i egen bolig, da hun ofte

forlod boligen især om natten. Hun var ikke i stand til at

forsørge sig selv, idet der fandtes fordærvet mad i

køleskabet. Der var risiko for brandfare, idet hun røg meget og

ofte havde tændte stearinlys i soveværelset.

Af sagen fremgik, at hun var tilmeldt den kommunale

madordning og siden havde modtaget personlig og praktisk hjælp i

forbindelse med alle måltider. Modtog personlig hjælp i

forbindelse med af-og påklædning samt tilsyn 1-2 gange hver nat.

Hjemmeplejen havde løbende fjernet stearinlys, der var bevilget

rygesengetøj, samt installeret røgalarm i

soveværelset.

Nævnet kunne ikke godkende, at hun blev optaget i et

særligt botilbud uden samtykke.

Nævnet fandt ikke, at der var dokumenteret

tilstrækkelig risiko for, at hun udsatte sig for alvorlig personskade

ved at forblive i egen bolig, jf. servicelovens § 109 e, stk. 2.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke var

registreret tilfælde af fordærvet mad efter at hun var tilmeldt

den kommunale madordning, og at hun modtog daglig personlig hjælp i

forbindelse med måltiderne.

Nævnet noterede sig, at selvom der forelå

beskrivelse af tre tilfælde, hvor hun havde forvildet sig ud om natten,

og ikke ved egen hjælp havde kunnet finde tilbage til egen bolig, var

der ikke beskrivelse af, i hvilket omfang hun udsatte sig for alvorlig

personskade i disse situationer.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der

ikke forelå beskrivelse af i hvilket konkret omfang hun udsatte sig

selv for alvorlig personskade ved rygning.

Ankestyrelsens kommentarer

Sidstnævnte 3 eksempler rummer alle forhold, hvori

indgår risiko for brand. Ankestyrelsen har ikke offentliggjort praksis,

der viser eksempler på, hvor konkret risikoen skal være for at

pågældende opfylder betingelsen om at udsætte sig for

alvorlig personskade ved at forblive i eget hjem. Styrelsen kan dog henvise

til C-26-00, hvori også indgår en episode med brand.

Ankestyrelsen har ingen bemærkninger til de konkrete

sager, hvor der dels har været tale om en hjemmeboende voksen

søn, og hvor dels mindre indgribende foranstaltninger enten var

etableret eller kunne etableres.

Nævnet har i sidstnævnte eksempel oplyst, at

sagen har været medvirkende til, at det overvejes fremover i

nævnets afgørelser efter servicelovens § 109 e at medtage

følgende passus:

»

Ved behandlingen af en

indstilling om optagelse i botilbud uden samtykke er det nævnets opgave

at vurdere, om betingelserne i serviceloven er opfyldt. Nævnet tager

således ikke stilling til, hvor eller hvordan den

pågældende person mest hensigtsmæssigt kan bo«, eller lignende.

Ankestyrelsen har forstået ovenstående

således, at nævnsmedlemmer ville finde det hensigtsmæssigt

at personen blev flyttet uden at nævnsmødet fandt at

betingelserne var opfyldt. Ankestyrelsen har ingen kommentarer hertil.

Sag nr. 6: Sagen drejede sig om en 87-årig mand, som

var stærkt hukommelsessvækket og skulle have hjælp til

alt.

Da hustruen kom på hospitalet i forbindelse med

blodprop, kom han på aflastning på plejehjem, da han ikke kunne

være alene. Hustruen var hjemme igen, men orkede ikke at passe manden,

heller ikke med hjælp. Hustruen var fraflyttet den tidligere

fællesbolig.

Nævnet fandt, at betingelserne for

tvangsmæssig flytning var opfyldt, jf. § 109 e.

Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af

de foreliggende oplysninger, at han var svært dement. Han var

således ude af stand til at genkende sine nærmeste

pårørende og ude af stand til at tage vare på sig selv.

Han havde behov for konstant opsyn, og havde ikke været alene i

adskillige år. Hans ægtefælle havde hidtil kunnet

hjælpe ham, men hun var nu fraflyttet den tidligere fælles

bolig.

Han fremtrådte med et massivt plejebehov,

hjælpeløs uden indsigt i egne behov, var ikke i stand til at

tage vare på sig selv og var ude af stand til at tilkalde hjælp

ved behov. Der var behov for konstant overvågnings- og

hjælpemulighed, som ikke ville kunne dækkes tilfredsstillende ved

andre kommunale foranstaltninger.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har på det foreliggende ingen

bemærkninger til afgørelsen.

Sag nr. 7: Sagen drejede sig om en mand, der som

følge af apopleksi var blevet urolig og aggressiv, hvorfor hustruen

ikke magtede at få ham hjem. I hvilket grad han var dement fremgik ikke

nærmere af afgørelsen.

Han blev efter sygehusopholdet anbragt i aflastning

på et plejehjem uden samtykke og fik 4 uger efter en permanent plads

på plejehjemmet uden iagttagelse af reglerne i servicelovens

§ 109.

Han var dørsøgende samt truende overfor

andre beboere. Han var anbragt på demensafsnittet, hvor det på

trods af personaledækning 1/1 ikke var lykkedes at afhjælpe hans

uro og vrede.

Efter to gange inden for et døgn at være

fundet i en fjord, blev han uden forudgående godkendelse flyttet til et

andet bestemt botilbud med specialuddannet personale.

Nævnet fandt, at da ansøgeren var optaget i

plejehjemmet uden iagttagelse af servicelovens § 109 skulle optagelsen i

det bestemte botilbud vurderes i forhold til forbliven i eget hjem.

Nævnet fandt det påkrævet, at manden

optoges i det bestemte botilbud for at få den nødvendige

hjælp, og at den nødvendige hjælp ikke kunne

gennemføres i hans hidtidige bolig Det var nævnets opfattelse at

risikoen for lignende farlige situationer, som var opstået under

opholdet på plejehjemmet ville være større i eget

hjem.

Ankestyrelsen kommentarer

Ankestyrelsen har ikke haft sager, hvor der er taget

stilling til, om vurderingen i en sådan situation skal ske i forhold

til forbliven i eget hjem, eller om nævnet på anden måde

end sket i ovennævnte sag først må forholde sig til den

flytning, der ikke er søgt godkendt.

Sag nr. 8: Sagen drejede sig om en sag, hvor nævnet

ikke fandt, at lovens betingelser for flytning af en 79-årig kvinde fra

et plejehjem til et socialpsykiatrisk botilbud var opfyldt.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke var

dokumenteret tilstrækkelig risiko for at kvinden udsatte sig for

alvorlig personskade ved at forblive på plejehjemmet.

Nævnet havde imidlertid måtte tage stilling

til en flytning, der reelt var gennemført, hvilket ikke havde

været hensigten med de gældende bestemmelser i serviceloven.

Nævnet mente dog ikke at have hjemmel til at

pålægge kommunen at flytte hende tilbage til plejehjemmet, men

indskærpede at reglerne skulle overholdes fremover.

Ankestyrelsens kommentarer

Det er Ankestyrelsens umiddelbare opfattelse, at

konsekvensen af, at nævnet ikke har kunnet godkende flytningen må

være, at den ulovlige tilstand ikke kan opretholdes, hvorfor kommunen

som udgangspunkt kan pålægges at bringe den ulovlige tilstand til

ophør.

I modsat ville den efterfølgende

godkendelsesprocedure heller ikke have nogen mening.

Ankestyrelsen har ingen praksis herom.

Sag nr. 9: Sagen drejede sig om en mand, der var indlagt

på sygehus med en blodprop i hjernestammen.

Blodproppen havde medført total lammelse af alle

ekstremiteter samt ansigts- og synkemuskler. Han var helt uden

selvstændige funktioner og der var behov for massiv pleje.

Manden boede sammen med sin hustru og kommunen

påtænkte en flytning til en plejehjemsbolig, hvor der var

tilknyttet plejepersonale 24 timer i døgnet i en privat

udlejningsejendom, der ejedes af en pensionskasse.

Nævnet godkendte flytningen og fandt, at

betingelserne for flytning uden samtykke efter servicelovens § 109 e var

opfyldt.

Nævnet var opmærksom på, at den

omhandlede plejebolig ikke direkte var omfattet af opregningen i § 109 e

af boligtyper, hvortil nævnet kan beslutte flytning.

Da det imidlertid var oplyst, at boligen nøje

svarede til en tilsvarende plejebolig efter lov om almene boliger med hensyn

til omsorg og pleje, tilsyn og indretning, fandt nævnet, at

bestemmelsen kunne anvendes analogt med hensyn til den her omhandlede bolig.

Der var herved også lagt vægt på, at forskellen i

nettohuslejen var beskeden.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen finder umiddelbart, at opregningen i

servicelovens § 109 e må anses for at være

udtømmende, jf. punkt 12.2, i vejledningen om magtanvendelse

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter