Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - støtte til køb af invalidebil til ældre - af fuldmægtig Søren Kristensen - lov om social service § 99 og § 103

KEN nr 60216 af 31/10/1998Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet19. november 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - støtte

til køb af invalidebil til ældre - af fuldmægtig

Søren Kristensen - lov om social service § 99 og § 103

I alle sagerne blev der i øvrigt henvist til

mulighederne for at få dækket kørselsbehovet på

anden måde, herunder gennem tilskud efter servicelovens § 103.

Afgørelserne kan ses i forlængelse af SM

O-35-80, der stadig er gældende.

Det må dog understreges, at der ikke er

nogen øvre aldersgrænse i bilbekendtgørelsen, og

at Ankestyrelsen ved tidligere afgørelser har bevilget støtte

til køb af bil til ansøgere over 70 år, jf. nedenfor.

De 4 afgørelser:

Den første sag drejede sig om en

75-årig ansøger, der var gift. Ansøgeren havde fået

amputeret begge underben og benyttede el-kørestol ude som

indendørs. Bilen skulle føres af ægtefællen. Om

kørselsbehovet var det oplyst, at en bil skulle benyttes til

forskellige trivselsformål samt lægebesøg og fysiurgisk

træning. Ægtefællen oplyste, at det samlede

kørselsbehov ville være ca. 10.000 kilometer om året. I

sagen var der tillige oplysninger om, at ægteparrets bil -

indregistreret den 17. marts 1993 - på ansøgningstidspunktet den

12. oktober 1997 havde kørt 31.000 kilometer.

Ankestyrelsen fandt, selvom ansøger opfyldte

betingelserne for støtte til køb af bil, at

kørselsbehovet ud fra en samlet vurdering mere hensigtsmæssigt

kunne tilgodeses ved andre ordninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk.

2. Ankestyrelsen vurderede at en bevilling af støtte til køb af

bil ikke i tilstrækkelig grad ville gøre ansøger

Læs alt

selvhjulpen. Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om

ansøgers helbredstilstand, alder og kørselsbehov.

Den anden sag drejede sig om en

76-årig ansøger, der var gift med en 10 år yngre

ægtefælle. Ansøgeren led af følger efter

hjerneblødninger i 1982 og 1988. Siden 1988 havde der været

jævn progression af ansøgers hjernesygdom. Ansøger var

kørestolsbruger, tung plejepatient og uden verbalt sprog, hvorfor det

var ægtefællen, der skulle føre bilen. Om

kørselsbehovet var det oplyst, at en bil skulle benyttes til

forskellige trivselsformål samt træning i et dagcenter.

Det var videre oplyst, at der var bevilget amtslig

handicapkørsel (104 enkeltture årligt), og at kommunen i

henhold til bistandslovens § 61 havde bevilget et rammebeløb på

15.000 kr. i perioden fra august 1997 til februar 1998. Endelig var det

oplyst, at ægtefællen ikke kunne klare pleje/pasningsopgaverne

alene, og at ægteparret var afhængig af, at der kom

plejepersonale i hjemmet flere gange dagligt.

Ankestyrelsen fandt, selvom ansøger opfyldte

betingelserne for støtte til køb af bil, at

kørselsbehovet ud fra en samlet vurdering mere hensigtsmæssigt

kunne tilgodeses ved andre ordninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk.

2. Ankestyrelsen vurderede at en bevilling af støtte til køb af

bil ikke i tilstrækkelig grad ville gøre ansøger

selvhjulpen. Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om

ansøgers helbredstilstand, alder samt at ansøger var klart

plejekrævende.

Den tredie sag drejede sig om en 79-årig

ansøger, der var enke. Ansøger led af lammelser i venstre ben,

slidgigt i rygsøjlen og sårdannelser på benene.

Ansøgeren benyttede el-kørestol udendørs. Det var

oplyst, at ansøger havde en søn boende hjemme, der skulle

føre bilen. Under sagens behandling i Ankestyrelsen blev det oplyst,

at sønnen var under arbejdsprøvning. En bil skulle benytte til

forskellige trivselsformål, herunder til hyppige besøg hos 2

sønner, der var alvorligt syge. Der var oplyst et kørselsbehov

på 16- 18.000 kilometer årligt.

Ankestyrelsen fandt, selvom ansøger opfyldte

betingelserne for støtte til køb af bil, at

kørselsbehovet ud fra en samlet vurdering mere hensigtsmæssigt

kunne tilgodeses ved andre ordninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk.

2. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ikke selv kunne

føre bil, hvorfor en bevilling af støtte til køb af bil

ikke i tilstrækkelig grad ville gøre ansøger

selvhjulpen.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at

sønnen boede hos ansøger og var opgivet som chauffør.

Ankestyrelsen fandt imidlertid efter det oplyste om sønnen, herunder

at sønnen i øjeblikket var i arbejdsprøvning, at det

måtte anses for usikkert, om sønnen kunne være til

rådighed som chauffør for ansøgeren hele dagen.

Den fjerde sag drejede sig om en

82-årig enlig ansøger. Ansøgeren led af af leddegigt,

især i knæ, hofter og lænderyg, der medførte at

ansøger var betydeligt gangbesværet. Ansøger skulle selv

føre bilen. Om kørselsbehovet var det oplyst, at en bil skulle

benyttes til forskellige trivselsformål. Det var videre oplyst, at

ansøger kørte bil hver dag for at bevare rutinen. Endelig var

det oplyst, at ansøger havde en bil, der var indregistreret i 1982 og

som den 7. april 1998 havde kørt 52.997 km.

Ankestyrelsen fandt ud fra en samlet vurdering at

kørselsbehovet mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre

ordninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt

på, at ansøger efter det oplyste kun havde kørt ca. 3.000

kilometer om året i de sidste 17 år. Ankestyrelsen lagde tillige

vægt på, at ansøger havde et beskedent aktivitetsniveau,

idet ansøger ikke deltog i foreningsarbejde eller lignende.

Ovenstående gennemgang viser

, at der i

overensstemmelse med bekendtgørelsen ikke kan eller bør gives

afslag på grund af alderen alene. Hvorvidt kørselsbehovet mere

hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre kørselsordninger

kræver en konkret vurdering af ansøgerens samlede forhold. Ved

denne vurdering bør ansøgerens almen- og helbredsmæssige

tilstand, grad af selvhjulpenhed, alder, aktivitetsniveau

(kørselsbehov) og andre forhold i øvrigt indgå. Dette

kommer også til udtryk i SM O-35-80, hvor der blev givet afslag

på støtte til bil til en 80-årig kvinde. Ved

afgørelsen blev der lagt vægt på ansøgerens alder,

helbredstilstand og kørselsbehov samt det af kommunen bevilgede

tilskud efter dagældende § 61 i bistandsloven.

I andre sager er der tidligere ud fra en samlet vurdering

ydet støtte til køb af bil til ældre ansøgere.

Ankestyrelsen har fx bevilget støtte til køb af bil til en

75-årig gift ansøger, der havde fået bevilget

støtte 2 gange tidligere. Det var oplyst at ansøger selv kunne

og skulle føre bilen, og at der hverken var ændringer i den

helbredsmæssige tilstand eller i kørselsbehovet siden sidste

bevilling.

I et andet tilfælde bevilgede Ankestyrelsen

støtte til køb af bil til en 72-årig ansøger, der

led af følger efter knætuberkulose i venstre ben og slidgigt i

højre hofte. Det var oplyst, at ansøgeren ikke kunne benytte

offentlige transportmidler, men at han selv kunne føre en bil. Det var

videre oplyst, at ansøger gik til møder og foredrag, ligesom

ansøger var pianist i en gruppe, der bl.a. underholdt på

plejehjem. Der var med andre ord tale om en ansøger, der opfyldte

betingelserne for støtte til køb af bil, der havde en i

øvrigt god almen- og helbredsmæssig tilstand, et ikke

ubetydeligt kørselsbehov og som ville opnå en væsentlig

grad af selvhjulpenhed ved støtten.

Lignende dokumenter