Spring til indhold

Retsinformation

Moms forsorgshjems aktiviteter ansås som levering i nær tilknytning til social forsorg og bistand

AFG nr 9551 af 20/03/2007AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet13. juli 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Moms – forsorgshjems aktiviteter ansås

som levering i nær tilknytning til social forsorg og bistand

Spørgsmål

Skal beboerne på

forsorgshjemmet A anses som personale i momslovens forstand, jf. Momslovens

§ 39, stk. 2, nr. 1?

Skal fast ejendom til

husning af beboerne på A anses som bolig, jf. Momslovens § 39, stk. 2, nr.

1?

Skal fradragsretten

opgøres efter § 38, stk. 1, for byggeomkostningerne?

Svar

Bortfalder, se

besvarelsen af spørgsmål 3.

Bortfalder, se

besvarelsen af spørgsmål 3.

Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Forsorgshjemmet

A ønsker at foretage delvis momsfradrag for omkostninger i forbindelse med

renovering

og nyopførelse af institutionens sovebygninger. Der ønskes delvis fradragsret

i

medfør af reglerne i momslovens § 39, på det grundlag, at de pågældende

lokaler

skal anvendes delvis til momspligtige, delvis til momsfri aktiviteter, idet

bygningerne indrettes således, at de dårligste beboere kan udføre momspligtig

produktion på deres værelser. Fradragsretten ønskes i den forbindelse opgjort

ud fra en omsætningsfordeling efter principperne i momsloven § 38, stk.

1. A

Læs alt

ønsker i den forbindelse en

stillingtagen til, om fradrag er udelukket, idet lokalerne skal anses som

bolig

for virksomhedens personale, jf. momslovens § 39, stk. 2, nr. 1, herunder om

institutionens beboere skal anses som virksomhedens personale (spørgsmål 1),

og

værelserne skal anses som bolig (spørgsmål 2). Spørger anmoder kun om

besvarelse af spørgsmål 2, såfremt SKAT anser beboerne på A som personale.

Det fremgår, at

forsorgshjemmet A er en selvejende institution, der drives med det formål, at

huse hjemløse mænd og sørge for, at de om muligt bliver rehabiliteret.

Hjemmet

støttes af Socialministeriet og er omfattet af bekendtgørelse af lov om

social

service, LBK nr. 699 af 07/06/2006 §§ 94 og 132, stk. 1. (fra 1. januar 2007

LBK nr 929 af 05/09/2006, §§110 og 178, stk. 1) som omhandler botilbud til

personer med særlige sociale problemer. Hjemmet er således en boform efter

servicelovens § 110, med aktiviteter i form af social forsorg, og særligt

tilrettelagt beskæftigelse (beskyttet beskæftigelse, den sociale servicelovs

§

103). A's hovedaktivitet er derfor momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1,

nr. 2.

A forsorgshjem

har som følge af aktiviteterne et bygningskompleks, hvor beboerne kan opholde

sig, mens de befinder sig på A. Disse bygninger skal nu renoveres. Det

eksisterende bygningskompleks har værelser på

7 m2

og er meget nedslidt. A har fra Socialministeriet

modtaget en bevilling på ca. 9 mio. kr. blandt andet til ombygning af det

eksisterede bygningskompleks og til opførelse af en ny bygning til samme

formål. Bygningerne indrettes med en række værelser med tilhørende bad samt

et

fællesareal på hver etage, hvor beboerne kan opholde sig og har mulighed for

at

købe kaffe/the og lignende fra automater. Endvidere er der i kælderen, i det

eksisterede bygningskompleks, et møntvaskeri.

I forbindelse med den egentlige socialforsorgsaktivitet aktiveres beboerne i

en

række aktiviteter inden for landbrugs- og værkstedsproduktion. Efter

renoveringen af bygningerne skal der endvidere ske aktivering af de dårligst

fungerende mænd i værelserne. Bygningen bliver forsynet med rampe og

elevator,

så der kan bringes råvarer op til beboerne. Det fremgår, at spørgeren hidtil

har anset landbrugs- og værkstedsproduktionen som momspligtig, og hjemmet

fratrækker købsmoms vedrørende disse aktiviteter fuldt ud.

Om institutionen

oplyses videre, at der ved ankomst til hjemmet udfyldes en

indskrivningsformular,

hvor beboerne skriver under på, at de vil overholde de regler for adfærd, der

er gældende på A. En del af denne adfærd er, at udføre arbejde til gavn for

driften af A. Det oplyses, at aktiveringen er omfattet af ordningen om

virksomhedspraktik jf. bekendtgørelse af lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats,

LBK nr. 685 af 29/06-2005, § 45, stk.

3. A

udbetaler med hjemmel i denne bestemmelse et

beskæftigelsestillæg på ca. 11 kr. i timen til mændene for deres deltagelse i

virksomhedspraktikken. Alle produktioner udføres helt eller delvist af

beboerne

i særligt tilrettelagt beskæftigelse. Det udbetalte er det, som hjemmet efter

lovgivningen har mulighed for at udbetale, og det udgør 40 % af provenuet.

Af den gældende

driftsoverenskomst med Socialministeriet, ud fra hvilken forsorgshjemmet får

tildelt driftstilskud over finansloven fremgår, at hjemmets formål er at

tilbyde ophold til mænd der er hjemløse, eller som ikke kan tilvænne sig det

almindelige samfundsliv, jf. hjemmets vedtægt. Der fremgår endvidere følgende

af driftsoverenskomsten:

"§ 1.

A har 66 pladser. Væsentlige ændringer af antallet af pladser kræver

godkendelse fra Socialministeriet. Der er endvidere et antal pladser, 47 pr.

1.

januar 2003, i bygninger der er stillet til rådighed af Støttefonden for A.

Ved

længerevarende ophold bruges disse pladser som sidste trin før udflytning til

egen bolig eller - når tilpasning til samfundet ikke er mulig - som permanent

hjem.

§ 2. Optagelse

kan ske ved egen henvendelse, ved henvisning fra offentlige myndigheder eller

fra andre tilsvarende institutioner.

Afgørelse om optagelse træffes af hjemmets ledelse.

§ 3. For ophold

i hjemmet betales i overensstemmelse med reglerne i lov om social service.

Betaling

sker til hjemmet.

§ 4.

Bestemmelser i serviceloven der vedrører forholdet mellem brugeren og A,

ændrer

ikke ved denne overenskomst.

§ 5. Staten yder

tilskud til dækning af hjemmets driftsunderskud inden for den beløbsramme der

fastsættes på de årlige finanslove

..."

A har afgivet

supplerende oplysninger om arbejdet på institutionen, betaling for ophold mv.

Det anføres, at hjemmet som det fremgår af den sociale servicelovs § 94

(110),

skal være til stede for de medborgere, der af sociale årsager midlertidigt

ikke

kan opholde sig i egen bolig. Hjemmet skal yde aktiverende støtte, omsorg og

efterfølgende hjælp. Det anføres, at det man yder i sovebygningen, til en

pris

af kr. 3.100 pr. måned, er en social ydelse og ikke et lejemål, og derfor er

lejeloven ikke gældende i sovebygningen.

Det oplyses, at

mændene ved ankomst til hjemmet indkvarteres i herbergsafdelingen, hvor evt.

afrusning

eller afgiftning finder sted, og efter den første sociale afklaring kommer de

videre til sovebygningen. Det oplyses, at arbejdstræningen er et meget

centralt

pædagogisk virkemiddel i forbindelse med den rehabilitering, der skal ske

gennem opholdet, og at hjemmet har valgt at gøre træningen så

arbejdsmarkedslignende som muligt. Alle deltager, og sigtet er, at beboerne

kan

være med ude på værkstederne og ikke kun på værelserne. Produktion på

værelserne er begrundet i vigtigheden af, at beboerne bliver trænet i at

arbejde og får afdækket restarbejdsevnen. Der er tale om montageopgaver, da

netop disse er særligt velegnede til at tage med hjem for de meget syge

beboere. Det er i montageproduktionen, de fleste beboere er beskæftiget. At

hjemmet

tillader produktion på værelserne skyldes, at der er en del mænd, der ikke

rummer at have andre mennesker omkring sig. Hvis man f.eks. har siddet i

fængsel i en årrække er evnen til socialt samvær ofte forsvundet. Når man har

lært at arbejde skal man lære at begå sig social, og til sidst skal man lære

at

bo alene, hvilket sker i A's støttefonds udflytterboliger, hvor der ikke

tillades nogen produktion.

Betalingen på

3.100 kr. om måneden for at bo i sovebygningen/bygningerne dækker social

omsorg, sygepleje, særlig tilrettelagt aktivering, socialvejledning, kost og

logi osv. Spørger anfører, at dette ikke kan sammenlignes med hjemmets

støttefonds boliger, der typisk er 1.000 kr. billigere end sovebygningen,

meget

større, og i højere grad bolig i lejelovens forstand, hvor man betaler

husleje,

hvortil der kan søges boligsikring. I sovebygningen kan man derimod ikke få

boligsikring, da det ikke er en bolig i lejelovens forstand. Den praktiske

betaling

for opholdet foregår på den måde, at kommunen fremsender mændenes

kontanthjælp

eller pension til hjemmet, og mændene får det resterende, når de 3.100 kr. er

betalt. Det anføres, at betalingen i princippet også kunne foregå ved at

kommunen udbetalte til mændene selv, som derefter betalte til hjemmet, men

at hjemmet af forskellige årsager administrerer deres penge.

Det oplyses

videre, at der i den nye bygning er installeret person/varelift så man er i

stand til at håndtere paller og kasser, og at værelserne er næsten dobbelt så

store som de gamle på

7 kvadratmeter, så det er

nemmere at være på værelset med de montageproduktioner, hjemmet tillader.

Det anføres, at

formålet med den nye bygning dels er at have et sted hvor man kan

trænes i at bo, for senere at være i stand til at flytte i egentlig bolig på

lejevilkår efter lejelovens bestemmelser, dels at have et sted hvor man kan

trænes i at arbejde, for senere at være i stand til at arbejde på almindelige

vilkår i en virksomhed, samt at have et sted hvor man kan optræne almindelig

social adfærd, så man senere kan flyttes ud i almindelige sammenhænge med

egen

bolig.

Forstanderen for

hjemmet tilføjer, at der blandt hans kolleger fra andre forsorgshjem ikke er

andre, der kender til at skulle betale moms af byggerierne, hverken hvor man

aktiverer eller indkvarterer. Af A's bygninger betragter man således

sovebygning, landbrugs- og værkstedsbygninger, hovedbygning, men ikke

forstanderlejligheden, som omfattet af den sociale servicelovs § 94 (nu §

110).

Det anføres, at man er klar over, at A's støttefonds bygninger generelt, og

A's

medarbejderboliger, ikke er omfattet af momsloven, og der beder man ikke om

momsrefusion.

Spørger har

supplerende oplyst, at A er underlagt samme regler som kommunerne, når de

laver

særlig beskæftigelse, og at hjemmet således ikke må være

konkurrenceforvridende

ved udøvelse af virksomheden.

Det fremgår

endvidere af den sociale servicelov, kapitel 19 om bl.a. omhandler beskyttet

beskæftigelse til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller særlige sociale problemer, § 106, at produktioner ved

beskyttet beskæftigelse ikke må påføre andre virksomheder ubillig

priskonkurrence.

Det er oplyst,

at hjemmets bevillingsmidler anvendes i produktionsvirksomheden efter behov,

f.eks. til indkøb af driftsmidler og ansættelse af medarbejdere mv. efter

behov.

Det fremgår af

finansloven, at bevillingerne til A i 2005 udgør 13,9 mio., inkluderende

satspuljemidler på 9 mio. kr., til renovering af beboelsesafsnittet, og for

2006 og 2007 udgør bevillingen 5,9 mio. pr. år, ligesom der er budgetteret

med

ca. tilsvarende beløb i 2008 og 2009.

Det fremgår af

tilskudsbrev af 12. maj 2005 fra Socialministeriet til A, at der er bevilget

9

mill. til renovering af A, og at bevillingen alene må anvendes til de formål

og

aktiviteter, der fremgår af ansøgningen. Bevillingen må således alene

anvendes

med 2/3 til renovering af beboelsesafsnit og med 1/3 til savværk og

indretning

af rum til forarbejdning af kødprodukter, vaskeplads og siloanlæg.

Spørger har

fremlagt regnskaber i form af sine årsrapporter for årene 2004 og 2005. Det

fremgår heraf, at A har årlige udgifter på ca. 8 mill. kr., hvoraf ca. 6,5

mill, går til lønninger, og ca. 1,5 mill. går til A's drift. Udgifterne

dækkes

dels af beboerbetalinger på ca. 2 mill. kr. dels af statstilskud på knap 6

mill. kr. Nettoindtægter fra værksteder og landbrug (eksklusive lønninger)

bidrog med ca. 400.000 i 2005 og ca. 1,6 mill. kr. i 2004. Hjemmet har gennem

årene kørt med et mindre driftsunderskud, som bl.a. er blevet dækket af

tilskud

fra Socialministeriet.

Spørgers

eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger mener,

at de stillede spørgsmål skal besvares således:

Nej.

Nej.

Ja.

Spørgers

argumentation vedrørende spørgsmål 1 - virksomhedens personale

Spørgers

repræsentant anfører, at det af § 43 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

fremgår, at virksomhedspraktik ikke anses som et lønmodtagerforhold.

Bestemmelsens ordlyd er som følger:

§ 43. Personer i

virksomhedspraktik er ikke omfattet af de for lønmodtagere gældende regler

fastsat

i henhold til eller ved lov eller ved kollektiv overenskomst m.v.

Stk. 2.

Personer i virksomhedspraktik er uanset bestemmelsen i stk. 1 omfattet af

arbejdsmiljølovgivningen og lov om forbud mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet.

Herudover fremgår

det af bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen, at bestemmelsen har

til

formål at præcisere, at personen ikke er ansat under virksomhedspraktik. A

skal

som følge heraf hverken udarbejde ansættelseskontakter eller indeholde ATP og

aktiveringen er ej heller feriepengeberettiget.

Spørgers

repræsentant anfører, at det vederlag som udbetales til de hjemløse mænd,

ikke

kan anses for løn, og at mændene følgelig ikke kan anses som ansat personale,

hvilket også fremgår af bemærkningerne til lovforslaget. Dette er også

grunden

til, at de udbetalte beskæftigelsestillæg er en offentlig ydelse og der ikke

skal betales ATP eller feriepenge. De aktiverede mænd er således heller ikke

i

ferielovens forstand anset som værende i et tjenesteforhold. Det anføres at

når

en person er aktiveret i virksomhedspraktik er der heller ikke tale om et

ansættelsesforhold.

Der laves derfor ikke en ansættelsesaftale og de aktiverede mænd har ikke

opsigelsesvarsel. Det anføres, at det også normalt vil være mændenes

hjemkommune, der er forpligtet til at udbetale ydelsen som et tillæg til

mændenes ordinære sociale ydelser.

Repræsentanten

bemærker yderligere, at Østre Landsret i UfR.2005.1429Ø fandt, at der

hverken

havde foreligget et ansættelsesforhold eller tjenesteforhold

(spørgers

fremhævelse) i en sag om ophold på en institution, som tilbød botilbud for

personer med særlige sociale problemer. Institutionen blev ligesom A drevet i

henhold til Lov om social service § 94. Som følge af ovenstående kan en

person,

der er aktiveret i virksomhedspraktikordningen, ikke anses som personale.

Repræsentanten

gør gældende, at idet der ikke i momsloven er forhold, der indikerer, at der

gælder en anden definition af personale i momslovens forstand end generelt,

kan

personer aktiveret i virksomhedspraktik heller ikke i momslovens forstand

anses

som personale. Momslovens § 39 stk. 2, nr. 1 omfatter derfor ikke de lokaler,

der skal ombygges og opføres, og der er derfor som følge heraf heller ingen

begrænsning i fradragsretten heraf.

Spørgers

argumentation vedrørende spørgsmål 2 - bolig

Spørgsmålet

består i, hvorvidt de anvendte bygninger kan anses for værende anvendt til

bolig/beboelse

for personale eller ej. Som redegjort for under spørgsmål 1 anser spørger

ikke

beboerne på A som personale, hvorfor det er spørgers opfattelse, at der ikke

skal ske nogen begrænsning af fradragsretten for lokalerne efter momslovens §

39, stk. 2, nr. 1.

Spørgers

repræsentant anfører, at de hjemløse mænd, der skal resocialiseres på A, jf.

lov om social service § 94, alene tilbydes midlertidigt ophold. Opholdet er

påtvunget af sociale omstændigheder, idet alternativet er et liv på gaden som

hjemløs, ofte med alvorlige misbrugsproblemer. Til hjemmets aktiviteter har

man

derfor et bygningskompleks, som er under renovering/udbygning, finansieret af

en bevilling fra Socialministeriet. Efter renoveringen skal der endvidere ske

aktivering af de dårligst fungerende mænd i værelserne.

Spørgers

repræsentant henviser til, at Østre Landsret i TfS1998.708Ø har truffet

afgørelse i en sag om boligbegrebet vedrørende et flygtningecenter. I denne

sag

blev lokalerne ikke anset for anvendt til boligformål. Østre Landsret

udtalte,

at begrebet boligformål findes som en undtagelse (spørges fremhævelse) fra

bestemmelsens (momslovens § 51 stk. 1) almindelige hjemmel til frivillig

momsregistrering

af erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom, hvorfor begrebet skal fortolkes

snævert (spørgers fremhævning). Sagen omhandlede betingelserne for frivillig

registrering for udlejning af fast ejendom, hvor det ikke er muligt at opnå

registrering, såfremt en bygning udlejes til boligformål.

Der må

imidlertid gælde en tilsvarende fortolkning af begrebet bolig i momslovens §

39, stk. 2, nr. 1, da en forskellig fortolkning af boligbegrebet i §§ 39 og

51

ville indebære, at fradragsretten i udlejningssituationen ikke ville være

identisk med fradragsretten ved opførelse og istandsættelse af en ejendom i

eget regi. Boligbegrebet skal som følge heraf fortolkes ens, uanset om der er

tale om udlejning af fast ejendom eller anvendelse af bygningen i

virksomheden.

Det er derfor spørgers opfattelse, at dommens konklusioner også omfatter

boligbegrebet i momslovens § 39.

Repræsentanten

fremhæver, at dommerne i TfS1998.708Ø ved fortolkningen af boligbegrebet

lagde

til grund, at der var tale om ophold af midlertidig karakter, påtvunget af

ydre

omstændigheder. Det skal bemærkes, at Østre Landsret ikke tillagde det

afgørende betydning, at flygtningecentret rent faktisk var de pågældende

asylansøgeres eneste opholdssted.

De hjemløse mænd,

der skal resocialiseres på A, tager også ophold af midlertidig karakter. Det

er

således ikke A's formål at være en permanent bolig for de aktiverede mænd.

Dette fremgår direkte af lov om social service § 94, stk. 1:

"§ 94. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser

til

midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer,

som

ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for

botilbud

og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp."

Mændene opholder

sig på A i perioder fra få uger til flere år. Mændenes ophold er påtvunget af

sociale

omstændigheder, idet alternativet er et liv på gaden som hjemløs, ofte med

alvorlige misbrugsproblemer.

Højesteret har

endvidere i dommen TfS2003.266H (

SKM2003.91.HR

,

der med samme begrundelse som landsretten stadfæster

SKM2002.204.VLR

)

afgjort, at der er tale om erhvervsmæssig anvendelse, når en ejendom anvendes

som socialpædagogisk opholdsted. Højesteret mener således ikke, at der er

tale

om boligformål, når et socialpædagogisk opholdsted anvender en ejendom til

ophold som et led i virksomheden. I den konkrete situation var et stuehus,

der

oprindeligt havde været beboelse, blevet indrettet til et opholdssted for

utilpassede unge. Dommen omhandler en problemstilling i forhold til

ejendomsavancebeskatningsloven, hvor det var diskuteret, hvorvidt der skulle

ske beskatning af den ejendomsavance, der opstod i forbindelse med salget af

huset. Dommens konklusioner kan dog efter spørgers opfattelse generelt

anvendes

i forhold til afgrænsningen af boligbegrebet, idet dommen som sådan tager

stilling til erhvervsmæssig anvendelse i forhold til anvendelse til bolig.

Der

var således ikke tale om bolig, uanset at brugerne boede på stedet.

Spørger henviser

endvidere til momsvejledningens bemærkninger i afsnit J.2.2.2 hvor der er

oplistet en række momenter, der har indflydelse på vurderingen, om lokalerne

kan karakteriseres som virksomhedens lokaler. Det anføres, at en række af

disse

momenter også gælder også i forhold til A. Hjemmet har således indrettet

bygningen til midlertidigt ophold, idet der er tale om relativt små værelser.

Herudover er lokalerne en driftsmæssig forudsætning for A. Kan der ikke

tilbydes mændene et opholdssted, mens de befinder sig på A, kommer der ganske

enkelt ingen mænd. Endeligt bliver rummene indrettet således, at mændene kan

udføre arbejde på værelserne, såfremt de ikke kan deltage i produktionen i

A's

egentlige produktionsfaciliteter.

Lokaliteterne er

således en forudsætning for, og fuldt integreret i, A's aktiviteter, og ikke

til boligformål som sådan. På baggrund af ovenstående, samt de konkrete

omstændigheder vedrørende de hjemløses midlertidige ophold på A, er der

derfor

efter spørgers opfattelse ikke tale om anvendelse af ejendommen til

boligformål, jf. momslovens § 39, stk. 2, nr. 1.

Spørgers

argumentation vedr. spm. 3 - fradragsret efter en omsætningsfordeling

Spørgers

repræsentant anfører, at bygningerne skal anvendes til såvel momspligtige som

momsfritagne aktiviteter. Der er konkret tale om momspligtig

værkstedsproduktion, vaskeriaktivitet, salg af kaffe og te m.v. samt momsfri

social forsorg og bistand, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr.

2. A

har haft stor succes med at forene arbejde med

opholdet på A, i forhold til mændenes selvværd og arbejdsevne. A har derfor

besluttet at indrette værelserne, så de dårligst fungerende mænd kan blive

aktiveret i værelserne. Bygningen bliver således forsynet med rampe og

elevator, så der kan bringes råvarer op til disse mænd.

Momslovens § 39

vedrører opførelse af bygninger, samt ombygnings-, reparations- og

vedligeholdelsesarbejder

heraf. I bestemmelsen er der dog ikke taget stilling til den situation, hvor

en

bygnings lokaler anvendes blandet til såvel momspligtige som momsfritagne

aktiviteter.

I

momsvejledningens afsnit J.2.2.4 skrives, at hvis et eller flere lokaler

anvendes til blandet erhvervsvirksomhed, skal der foretages en fordeling af

den

beregnede købsmoms på de aktuelle lokaler. Fordelingen foretages på baggrund

af

et skøn. Ved udøvelsen af dette skøn henses normalt til omsætningsfordelingen

mellem den momspligtige virksomhed og den momsfri virksomhed. Fradragsretten

beregnes således efter principperne for blandet anvendelse i § 38, stk. 1 og

2.

I forlængelse

heraf bliver der i momsvejledningen henvist til TfS2000.645LSR. Kendelsen

omhandlede

den situation, hvor en opført bygning blev anvendt til såvel momspligtige som

momsfrie aktiviteter. I kendelsen lagde Landsskatteretten derfor til grund,

at

fradragsretten som følge heraf skulle opgøres efter artikel 17-20 i 6.

momsdirektiv, og som følge heraf på grundlag af et skøn over omfanget af de

momspligtige aktiviteter der blev udøvet fra de omhandlede bygninger. I sagen

blev skønnet udøvet efter § 38, stk. 1.

§ 38, stk. 2

synes imidlertid heller ikke at kunne finde anvendelse i den konkrete

situation, idet bygningerne ikke anvendes til virksomheden uvedkommende

formål.

Det er derfor spørgers opfattelse, at når en bygnings lokaler anvendes

blandet

til såvel momspligtige som momsfrie formål skal fradragsretten altid opgøres

efter momslovens § 38, stk. 1.

Direktivets

artikel 17, stk. 5 samt artikel 19 bestemmer således også, at der skal

anvendes

et pro rata fradrag, når varer og ydelser anvendes til såvel momspligtige som

momsfrie transaktioner, dvs. den almindelige delvise fradragsret efter § 38,

stk. 1.

I TfS2000.645LSR

henviser Landsskatteretten til EF-domstolens afgørelse i sag C-333/91,

Sofitam,

og bemærker i forlængelse heraf, at fradragsretten skal opgøres efter et

skøn.

Det skal dog bemærkes, at Sofitam-sagen omhandlede spørgsmålet om opgørelsen

af

fradragsretten for omkostninger, som delvis relaterer sig til indtægter, der

falder udenfor 6. direktivs anvendelsesområde. I den konkrete situation

indtægter fra udbytte.

Repræsentanten

anfører videre, at det derfor er forkert at sige, at fradragsretten skal

opgøres efter principperne for blandet anvendelse i § 38, stk. 1 og 2, når

lokalerne alene anvendes blandet til momspligtige og momsfrie aktiviteter. En

opgørelse af fradragsretten efter § 38, stk. 2 vil betinge, at der er

aktiviteter, der falder uden for momslovens anvendelsesområde eller

virksomheden i øvrigt uvedkommende formål.

For de omkostninger

A afholder til opførelse og renovering af bygningen, vil fradragsretten

derfor

efter repræsentantens opfattelse skulle opgøres efter § 38, stk. 1, idet der

alene er tale om momspligtige og momsfritagne aktiviteter. Det vil sige, at A

vil have delvis fradragsret for alle byggeomkostninger efter en

omsætningsfordeling.

Spørgers

argumentation vedrørende momsfritagelse som social forsorg og bistand

Spørgers

repræsentant har endvidere gjort gældende, at det forhold, at

aktiveringsaktiviteterne på værelserne udgør social forsorg og bistand, som i

sin helhed er momsfritaget, alene har betydning for den momsmæssige

kvalificering af den forsorgsydelse, der leveres til hjemmets brugere. Dette

ændrer imidlertid ikke ved, at aktiveringen også er en del af

produktionsaktiviteten

på værkstedet, som er en momspligtig virksomhed, og som skaber omsætning til

denne. Det anføres, at det ingen betydning har for den momsmæssige

kvalificering af ydelserne, at placeringen i værelserne af produktionen er

begrundet i hensynet til brugerne af A. Den momsmæssige kvalificering skal

alene ske på et objektivt grundlag, hvilket har den betydning, at aktivering

også udgør produktion i relation til den momspligtige aktivitet, og bygningen

anvendes hermed til momspligtige formål. Det anføres, at hvis man ikke kan

anlægge den betragtning, at en aktivitet, som er fritaget efter § 13, kan

have

en tilknytning til momspligtige aktiviteter, bliver konsekvensen, at

fradragsretten

afskæres i forhold til omkostninger, som anvendes til momspligtige

aktiviteter,

og momsen på indkøb til brug for momspligtige aktiviteter vil belaste den

momspligtige virksomhed, hvilket strider mod neutralitetsprincippet.

Spørgers

repræsentant anfører endvidere, at A's aktiviteter, herunder møntvaskeri og

levering af drikkevarer, ikke kan anses som momsfritagne som i nær

tilknytning

til social forsorg og bistand. Man henviser i den forbindelse til flere domme

fra EF-domstolen vedrørende spørgsmålet. Der henvises til præmis 18 i de

forende sager C-394/04 og 395/04 Ygeia, hvoraf det fremgår, at alene

biydelser,

d.v.s. ydelser, som er sekundære i forhold til hovedydelsen, hvilken i

sagerne

var hospitalsbehandling og pleje, kan omfattes af begrebet "i nær

tilknytning til", og dermed være omfattet af fritagelsen. Der henvises

til, at møntvaskeri og levering af drikkevarer er selvstændige ydelser, som

brugerne efterspørger som mål i sig selv, og som derfor skal kvalificeres

selvstændigt efter momsloven, som momspligtige efter momslovens hovedregel om

momspligt i § 4. Der henvises i samme forbindelse til præmisserne 28-31 i

C-349/96, Card Protection Plan.

Endvidere

anføres, at leverancerne for at være omfattet af momsfritagelsen skal være

uomgængeligt

nødvendige for at nå målet som forfølges med fritagelsesbestemmelsen

vedrørende

social forsorg og bistand. Der henvises nærmere til præmisserne 22-25 i

Ygeia-dommen og til præmis 25 i C-415/04, Stichting Kinderopvang Enschede.

Det

anføres, at vaskeriydelser og drikkevarer fra automater kan anses for nyttige

og endda hensigtsmæssige leverancer, men at de under henvisning til de nævnte

domme ikke kan anses som uomgængeligt nødvendige for at nå målet med

forsorgsaktiviteten. Der henvises videre til sag C-287/00, Kommissionen mod

Tyskland, præmis 48-49, hvor domstolen om et universitets forskningsaktivitet

udtalte, at denne var nyttig for universitetsundervisningen, men ikke

uomgængeligt nødvendig for at nå målet med at uddanne studerende til at udøve

en erhvervsmæssig beskæftigelse. Endelig henvises til Ygeia-dommens præmis

29,

og at domstolen i denne sag om et hospitals leverancer af teletjenester og TV

udtalte, at tjenesteydelser som kunne forbedre komforten og velværet for

patienterne som udgangspunkt ikke kunne udgøre ydelser i nær tilknytning til

hospitalsbehandling og pleje.

Endvidere

henvises til C-415/04, Stichting Kinderopvang Enschede, præmis 27. I dommen

ansås en institutions formidlingsydelser mellem forældre og dagplejere alene

for at være uomgængeligt nødvendige for gennemførelsen af

kvalitetsbørnepasning, hvis institutionens oplæring og kontrol af dagplejerne

samlet bidrog til en sikring af, at forældrene alene kunne vælge kompetente

og

pålidelige dagplejere, og dermed medførte en højnelse af børnepasningens

kvalitet.

Det anføres

yderligere, at hjemmets brugere kan vælge at få deres tøj vasket af hjemmet

mod

en betaling på 25 kr. pr. uge incl. moms, og at SKAT har anset denne ydelse

som

momspligtig.

Endelig henvises

til momsnævnets afgørelser 1970,292 og 77,495, hvori ungdomsklubber ansås for

at være momspligtige af mad- og drikkevarer.

Vareproduktion

på værelserne

Spørgers

repræsentant anfører, at SKAT har indstillet, at leverancer af producerede

varer til tredjemand fra A skal anses som omfattet af momsfritagelsen for

social forsorg og bistand, idet argumentationen er, at produktionen på

værelserne har en så snæver tilknytning til den sociale forsorgsydelse, at

der

er tale om aktiviteter der er momsfritagne. Repræsentanten anser denne

konklusion for forkert.

Repræsentanten

anfører, at der skal tages stilling til, om momsfritagelsesbestemmelserne

generelt

kan strækkes til at omfatte en levering til tredjemand. Forholdet i den

konkrete sag er, at mændene på A bliver beskæftiget med arbejdstræning i

forskellige former. Selve arbejdstræningen er momsfri. Spørgsmålet er

imidlertid om den vareproduktion arbejdstræningen giver anledning til, også

er

omfattet af momsfritagelsen, når den sælges til tredjemand.

Det er

repræsentantens opfattelse at et sådan varesalg er momspligtigt. Det anføres,

at EF-domstolen har taget stilling hertil i sagen C-287/00, som omhandlede et

tysk universitets salg af forskningsydelser til tredjemand, hvor de studerede

havde deltaget i denne forskning i forbindelse med undervisningen (som i sig

selv var momsfritaget). Spørgsmålet i sagen var, om denne leverance skulle

anses som omfattet af momsfritagelsen for undervisning. EF-domstolen anså

leverancen som momspligtig. Dette anser repræsentanten for en fuldstændig

analog situation til den foreliggende sag. Det anføres, at i

EF-domstolsafgørelsen leverer universitetet en momsfritagen

undervisningsydelse

til de studerende. Tilrettelæggelsen af undervisningen giver plads til, at

der

sker en produktion af forskellige forskningsydelser, som sælges til

tredjemand

(mod vederlag). I A's tilfælde leverer institutionen en momsfritagen social

forsorgsydelse til mændene. Tilrettelæggelsen af den sociale forsorgsydelse

(arbejdstræningen) giver plads til, at der sker en produktion af forskellige

varer, som sælges til tredjemand (mod vederlag). I afgørelsen fra

EF-domstolen

anses tredjemandsydelsen/salg af forskningsydelser mod vederlag som

momspligtige.

Domstolen siger

således, at fritagelsen er betinget af, at leveringen er en uomgængelig

nødvendighed for at nå den fritagne aktivitets mål, hvilket ikke var

tilfældet

i den foreliggende sag. Den fritagne aktivitets mål kunne også nås uden at

gennemføre forskningsprojekter mod vederlag. I generaladvokatens forslag til

afgørelse fremhæves endvidere, at en ydelse kun kan anses for fritaget som

leveret i nær tilknytning til den momsfritagne hovedydelse, hvis den er

direkte

og nært knyttet til den momsfri hovedydelse, samt at denne er et middel til

at

udnytte tjenesteyderens hovedydelse på bedst mulige betingelser. På den anden

side siger generaladvokaten at en ydelse er momspligtig, hvis den har et

formål

i sig selv, og udføres mod vederlag.

Repræsentanten

anfører, at hvis man overfører disse præmisser på nærværende sag, vil

levering

af de producerede varer til tredjemand utvivlsomt være momspligtig. Det

anføres, at leverancen ikke i sig selv har nogen relation til den momsfri

forsorgsydelse. Om de fremstillede varer derfor bliver solgt mod vederlag til

tredjemand eller smidt væk, har ingen som helst indflydelse på kvaliteten af

A's arbejdstræning. Det anføres, at salget til tredjemand derfor alene har et

formål i sig selv, hvilket er at give A yderligere indtægter, hvorfor salget

er

momspligtigt.

Repræsentanten

kommenterer videre, at SKAT anfører, at aktiviteten på værelserne må anses

for

grundlæggende for hjemmets sociale forsorgsarbejde, og dermed uomgængeligt

nødvendig for at nå målet med den sociale forsorgsaktivitet som hjemmet

udøver,

samt at den pædagogik og rehabiliteringsmetode, som hjemmet anvender, ikke

ses

at kunne gennemføres på anden måde.

Repræsentanten

bemærker hertil, at der ingen sammenhæng er mellem det socialpædagogiske

virkemiddel

- arbejdstræning - og det efterfølgende salg af de varer som arbejdstræningen

kaster af sig. I forhold til spørgsmålet om pædagogikken kunne gennemføres på

anden måde, må det dermed helt entydigt siges, at arbejdstræning utvivlsomt

ville kunne gennemføres på nøjagtigt samme niveau uanset at varerne herfra

ikke

blev solgt til tredjemand.

Endvidere

bemærker repræsentanten, at A ikke tidligere haft mulighed for at anvende den

socialpædagogiske effekt af arbejdstræning på værelserne. Det er først i

forbindelse med ombygningen at muligheden er opstået for at beskæftige de

svageste mænd på værelserne, idet værelserne tidligere var for små. På A, som

så mange andre steder, har man tidligere tilrettelagt den sociale

forsorgsaktivitet

uden dette virkemiddel for de svageste mænd - og dette har også fungeret.

Endelig bemærker

repræsentanten, at A har valgt at der skulle ske arbejdstræning på

værelserne.

A har haft en række overvejelser herom, idet der også er modstående hensyn

der

taler imod en sådan arbejdstræning på værelset. Der således blandt andet et

risiko for at arbejdstræning på værelset kan "holde" nogle af

mændene

på værelserne for lang tid, i strid med institutionens pædagogik om at styrke

mændenes sociale kompetencer.

SKATs

indstilling og begrundelse

Idet spørgsmål 1

og 2 forudsætter, at der foreligger fradragsret efter momsloven, tager SKAT

først stilling til spørgsmål 3, der omhandler, hvorvidt forsorgshjemmet har

delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1. Da SKAT indstiller, at der

svares nej til spørgsmål 3, bortfalder spørgsmål 1 og 2.

Spørgsmål 3

SKAT indstiller,

at der svares nej til spørgsmål 3. Forsorgshjemmet kan således ikke anses for

at kunne udøve delvis fradragsret efter momslovens § 38, jf. § 39, eller

andre

fradragsregler i momslovens kapitel herom, vedrørende det omhandlede byggeri.

I henhold til

momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, er følgende fritaget for moms:

"Social forsorg og bistand, herunder sådan, som præsteres af børne- og

ungdomsinstitutioner og institutioner inden for ældreområdet, samt levering

af

varer og ydelser med nær tilknytning hertil."

Af forarbejderne til bestemmelsen i momslovens § 13 fremgår, at de heri

indeholdte fritagelser er fastsat i overensstemmelse med 6. momsdirektiv (6.

momsdirektiv er pr. 1. januar 2007 afløst af direktiv 2006/112/EF). Det

gældende direktivs afsnit IX, kapitel 2, artikel 132 (6. momsdirektiv, art.

13,

punkt A) indeholder en række fritagelser til fordel for visse former for

virksomhed

af almen interesse. Af bestemmelsens litra g og h fremgår nærmere:

"g) tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til social

bistand og social sikring, herunder sådanne, som præsteres af alderdomshjem,

af

offentligretlige organer eller af andre organer, der er anerkendt af den

pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter;

h) tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til beskyttelse

af

børn og unge, som præsteres af offentligretlige organer eller andre organer,

der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af

almennyttig

karakter."

Af artikel 134

(tidligere artikel 13, punkt A, stk. 2, litra b), fremgår videre:

"Levering

af varer og ydelser omfattes ikke af de i artikel 132, stk. 1, litra b), g),

h), i), l), m) og n), fastsatte fritagelser i følgende tilfælde:

a) såfremt transaktionerne ikke er uomgængelig nødvendige for udførelsen af

de

transaktioner, der er fritaget for afgift

b) såfremt transaktionerne hovedsageligt tager sigte på at give organet

yderligere indtægter ved udførelse af transaktioner i direkte konkurrence med

momspligtige erhvervsvirksomheder."

EF-domstolen har

i en række domme taget nærmere stilling til, hvordan begrebet "ydelser i

nær tilknytning til" skal forstås, både i relation til bestemmelserne om

momsfritagelsen for undervisning, hospitalsbehandling og pleje, samt social

forsorg og bistand.

I EF-dommen, sag

C-415/04, Stichting Kinderopvang Enschede, var spørgsmålet om

formidlingsydelser

mellem forældre til et barn i pleje og dagplejere, var momsfritaget som

ydelser

med nær tilknytning til social bistand og social sikring, til beskyttelse af

børn eller unge og/eller til uddannelse af børn og unge. Domstolen fastslog,

at

ydelser eller varer i nær tilknytning kun kan leveres af den, der leverer den

momsfritagne hovedydelse, hér den sociale forsorgsydelse. For det andet

skulle

ydelsen være nødvendig for modtagelsen af hovedydelsen, som var børnepasning,

og endelig måtte leverancen ikke hovedsageligt tage sigte på at give

leverandøren yderligere indtægter i konkurrence med andre, der skal svare

moms.

Endvidere kan

henvises til EF-domstolens dom i sagerne C -394/04 og 395/04 Ygeia, som

vedrørte et græsk privathospitals levering af teleydelser og TV mv. til

patienter og pårørende. Det fremgår af dommens præmis 25, at det følger af

formålet med fritagelsesbestemmelsen, at kun ydelser, der logisk ligger

indenfor rammerne af hospitalsbehandling og pleje, og som udgør et nødvendigt

led i leveringen af disse ydelser, og som er uomgængeligt nødvendige for at

nå

de terapeutiske mål, der forfølges med ydelserne, er ydelser "i nær

tilknytning til" i bestemmelsens forstand. Af præmis 35 fremgår, at der

kun kan være tale om levering i nær tilknytning til hospitalsbehandling, hvis

disse ydelser er uomgængeligt nødvendige for at nå de terapeutiske mål, der

forfølges med hospitalsbehandlingen og plejen, og ikke hovedsageligt tager

sigte på at give leverandøren af disse ydelser yderligere indtægter ved

udførelse af transaktioner i direkte konkurrence med handelsforetagender, som

skal svare moms. Det fremgår videre, at en fastlæggelse af, om de leverede

ydelser opfylder disse betingelser, skal afgøres under hensyn til samtlige

omstændigheder i det konkrete tilfælde, og i givet fald til indholdet af de

lægerecepter, der er udstedt for de pågældende patienter.

I dommen

C-76/99, Kommissionen mod Frankrig, præmis 23, fremgår, at begrebet ydelser i

nær tilknytning til hospitalsbehandling og pleje ikke skulle fortolkes

særligt

indskrænkende, idet fritagelsen af transaktioner i nær tilknytning til skal

sikre, at der ikke sker en fordyrelse af den fritagne ydelse som følge af

beskatning. Det fremgår videre i præmis 24, at det ved vurderingen må tages i

betragtning, hvad formålet med ydelsen er, i dette tilfælde, om der var tale

om

et behandlingsformål.

I dommen

C-287/00, Kommissionen mod Tyskland, fastslog domstolen, at der var momspligt

vedrørende et universitets udførelse af forskningsprojekter for

erhvervslivet.

Som begrundelse herfor anføres bl.a. i præmis 48, sidste led, at en række

uddannelsesinstitutioner på universitetsniveau kunne nå deres

uddannelsesmæssige formål uden at udføre forskningsprojekter mod vederlag, og

at tilknytningen mellem universitetsundervisningen og erhvervslivet også

kunne

sikres på anden måde.

Det er i

nærværende sag oplyst, at de bygninger, sagen omhandler, skal anvendes til

husning af A's beboere, som er hjemløse mænd. Hjemmets formål er således

ifølge

dets vedtægt at tilbyde ophold til mænd der er hjemløse, eller som ikke kan

tilvænne sig det almindelige samfundsliv. Det er endvidere oplyst, at A's

aktivitet er omfattet af lov om social service, §§ 94 og 132, stk. 1 (fra 1.

januar den sociale servicelovs §§110 og 177, stk. 1, nr. 5, lovbekendtgørelse

nr. 929 af 5. september 2006).

Det fremgår

nærmere af disse bestemmelser, at kommunalbestyrelserne (hidtil amterne) er

forpligtede til at tilbyde ophold i boformer til personer med særlige sociale

problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har

behov for botilbud og tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende

hjælp.

Det fremgår

nærmere af sagen, at udgifterne for så vidt angår A betales af kommunerne i

henhold til den sociale servicelov, samt af driftstilskud fra staten, i

henhold

til en driftsoverenskomst. Det fremgår endvidere, at institutionen har 62

døgnpladser. Endelig fremgår det, at Socialministeriet har bevilget 9 mio.

kr.

til den omhandlede renovering/nybyggeri.

A leverer

således en social forsorgsydelse, og er dermed omfattet af momsfritagelsen i

momslovens § 13, stk. 1. nr. 2.

Det er SKATs

opfattelse, at udgifterne til renovering af eksisterende og opførelse af nye

bygninger

til husning af A's beboere, må anses for udelukkende at vedrøre A's sociale

forsorgsaktivitet med at tilbyde boformer til personer med særlige sociale

problemer. Den produktion, som måtte foregå på de pågældende værelser, som

primært er til boligformål, må anses for at have en så snæver tilknytning til

den sociale forsorgsydelse, at der er tale om aktiviteter, der er

momsfritagne

efter § 13, stk. 1, nr. 2, som i nær tilknytning til social forsorg og

bistand.

Aktiviteten på værelserne må, ud fra det oplyste om forsorgshjemmets metode

til

rehabilitering af meget syge beboere gennem aktivering på deres værelser,

anses

for grundlæggende for hjemmets sociale forsorgsarbejde, og dermed

uomgængeligt

nødvendig for at nå målet med den sociale forsorgsaktivitet, som hjemmet

udøver. Den pædagogik og rehabiliteringsmetode, som hjemmet anvender, ses

ikke

at kunne gennemføres på anden måde. Det arbejde som beboerne udfører på deres

værelser ses således ikke at skulle udgøre et objekt for momspålæggelse, men

at

skulle anses som momsfritaget efter fritagelsesbestemmelsen vedrørende social

forsorg og bistand.

Der henvises

nærmere til, at rehabiliteringsmetoden omfatter, at beboerne med deres

arbejdskraft skal indvilge i at bidrage til driften af hjemmet, hvilket må

antages at danne en meningsfuld ramme for de pågældendes ophold på stedet. At

det er valgt at have produktionsaktivitet på værelserne er endvidere efter

det

oplyste begrundet i en højnelse af kvaliteten af den sociale forsorgsydelse

overfor

beboerne, som ikke ses at kunne opnås på anden måde.

Der henvises

yderligere til, at A er en selvejende institution, som ikke arbejder med

gevinst for øje, og som i sin produktionsaktivitet ikke må være

konkurrenceforvridende i forhold til andre virksomheder.

Endelig henvises

til, at beskyttet beskæftigelse til personer med betydelig nedsat fysisk

eller

psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer er et lovpligtigt

socialt

tilbud fra det offentlige, hjemlet direkte i den sociale servicelovs kapitel

19.

Aktiviteter i

form af møntvaskeri og salg af drikkevarer fra automater, må anses som

ydelser

leveret i nær tilknytning til den sociale forsorg og bistand, som

institutionen

leverer, idet der henses til, at der er tale om et bo- og døgntilbud for

hjemmets brugere. Det må således anses som et naturligt og integreret led i

hjemmets forsorgsaktivitet og ligge indenfor den logiske ramme for et sådant

botilbud, dels at beboerne har faciliteter til tøjvask, og at de kan købe

kaffe

og te mv. fra automater.

For så vidt

angår tøjvask fremgår det af bekg. nr. 1387 af 12. december 2006 om betaling

for botilbud efter den sociale servicelov mv., § 2, at betaling for vask

anses

som en integreret del af botilbudet ved kommunernes fastsættelse af brugernes

betaling for botilbuddet. Levering af vaskefaciliteter ses endvidere som en

naturlig og integreret del af den sociale forsorgsaktivitet, idet det efter

det

oplyste er et væsentligt element i hjemmets botilbud, at beboerne trænes i at

bo alene, og vende tilbage til et normalt liv.

For så vidt

angår hjemmets levering af drikkevarer i form af salg af kaffe og te mv. fra

automater bemærkes yderligere, at A's aktiviteter omfatter alkoholafvænning,

og

at der som led i den sociale forsorgsarbejde efter det oplyste i sagen

håndhæves et alkoholforbud på institutionen. Det ses derfor i særlig grad

nødvendigt for netop denne type forsorgsaktivitet, at beboerne har mulighed

for

at købe kaffe og te mv. fra automater.

Da aktiviteterne

i de pågældende bygninger således ikke kan henføres til momspligtig

aktivitet,

har A ikke fradragsret for moms af indkøb af varer og ydelser til brug for

opførelse og renovering af de pågældende bygninger.

Skatterådets

afgørelse og begrundelse

Skatterådet

tiltræder SKATs indstilling.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter