Moms forsorgshjems aktiviteter ansås som levering i nær tilknytning til social forsorg og bistand
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Momsloven § 39 101 afgørelser
- Momsloven § 13 1.670 afgørelser
- Serviceloven § 94 21 afgørelser
- Momsloven § 38 693 afgørelser
- Serviceloven § 110 32 afgørelser
- Serviceloven § 103 31 afgørelser
- Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 43 ophævet 2 afgørelser
- Momsloven § 51 270 afgørelser
- Serviceloven § 177
Teksten
Moms – forsorgshjems aktiviteter ansås
som levering i nær tilknytning til social forsorg og bistand
Spørgsmål
Skal beboerne på
forsorgshjemmet A anses som personale i momslovens forstand, jf. Momslovens
§ 39, stk. 2, nr. 1?
Skal fast ejendom til
husning af beboerne på A anses som bolig, jf. Momslovens § 39, stk. 2, nr.
1?
Skal fradragsretten
opgøres efter § 38, stk. 1, for byggeomkostningerne?
Svar
Bortfalder, se
besvarelsen af spørgsmål 3.
Bortfalder, se
besvarelsen af spørgsmål 3.
Nej.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Forsorgshjemmet
A ønsker at foretage delvis momsfradrag for omkostninger i forbindelse med
renovering
og nyopførelse af institutionens sovebygninger. Der ønskes delvis fradragsret
i
medfør af reglerne i momslovens § 39, på det grundlag, at de pågældende
lokaler
skal anvendes delvis til momspligtige, delvis til momsfri aktiviteter, idet
bygningerne indrettes således, at de dårligste beboere kan udføre momspligtig
produktion på deres værelser. Fradragsretten ønskes i den forbindelse opgjort
ud fra en omsætningsfordeling efter principperne i momsloven § 38, stk.
1. A
Læs alt
ønsker i den forbindelse en
stillingtagen til, om fradrag er udelukket, idet lokalerne skal anses som
bolig
for virksomhedens personale, jf. momslovens § 39, stk. 2, nr. 1, herunder om
institutionens beboere skal anses som virksomhedens personale (spørgsmål 1),
og
værelserne skal anses som bolig (spørgsmål 2). Spørger anmoder kun om
besvarelse af spørgsmål 2, såfremt SKAT anser beboerne på A som personale.
Det fremgår, at
forsorgshjemmet A er en selvejende institution, der drives med det formål, at
huse hjemløse mænd og sørge for, at de om muligt bliver rehabiliteret.
Hjemmet
støttes af Socialministeriet og er omfattet af bekendtgørelse af lov om
social
service, LBK nr. 699 af 07/06/2006 §§ 94 og 132, stk. 1. (fra 1. januar 2007
LBK nr 929 af 05/09/2006, §§110 og 178, stk. 1) som omhandler botilbud til
personer med særlige sociale problemer. Hjemmet er således en boform efter
servicelovens § 110, med aktiviteter i form af social forsorg, og særligt
tilrettelagt beskæftigelse (beskyttet beskæftigelse, den sociale servicelovs
§
103). A's hovedaktivitet er derfor momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1,
nr. 2.
A forsorgshjem
har som følge af aktiviteterne et bygningskompleks, hvor beboerne kan opholde
sig, mens de befinder sig på A. Disse bygninger skal nu renoveres. Det
eksisterende bygningskompleks har værelser på
7 m2
og er meget nedslidt. A har fra Socialministeriet
modtaget en bevilling på ca. 9 mio. kr. blandt andet til ombygning af det
eksisterede bygningskompleks og til opførelse af en ny bygning til samme
formål. Bygningerne indrettes med en række værelser med tilhørende bad samt
et
fællesareal på hver etage, hvor beboerne kan opholde sig og har mulighed for
at
købe kaffe/the og lignende fra automater. Endvidere er der i kælderen, i det
eksisterede bygningskompleks, et møntvaskeri.
I forbindelse med den egentlige socialforsorgsaktivitet aktiveres beboerne i
en
række aktiviteter inden for landbrugs- og værkstedsproduktion. Efter
renoveringen af bygningerne skal der endvidere ske aktivering af de dårligst
fungerende mænd i værelserne. Bygningen bliver forsynet med rampe og
elevator,
så der kan bringes råvarer op til beboerne. Det fremgår, at spørgeren hidtil
har anset landbrugs- og værkstedsproduktionen som momspligtig, og hjemmet
fratrækker købsmoms vedrørende disse aktiviteter fuldt ud.
Om institutionen
oplyses videre, at der ved ankomst til hjemmet udfyldes en
indskrivningsformular,
hvor beboerne skriver under på, at de vil overholde de regler for adfærd, der
er gældende på A. En del af denne adfærd er, at udføre arbejde til gavn for
driften af A. Det oplyses, at aktiveringen er omfattet af ordningen om
virksomhedspraktik jf. bekendtgørelse af lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats,
LBK nr. 685 af 29/06-2005, § 45, stk.
3. A
udbetaler med hjemmel i denne bestemmelse et
beskæftigelsestillæg på ca. 11 kr. i timen til mændene for deres deltagelse i
virksomhedspraktikken. Alle produktioner udføres helt eller delvist af
beboerne
i særligt tilrettelagt beskæftigelse. Det udbetalte er det, som hjemmet efter
lovgivningen har mulighed for at udbetale, og det udgør 40 % af provenuet.
Af den gældende
driftsoverenskomst med Socialministeriet, ud fra hvilken forsorgshjemmet får
tildelt driftstilskud over finansloven fremgår, at hjemmets formål er at
tilbyde ophold til mænd der er hjemløse, eller som ikke kan tilvænne sig det
almindelige samfundsliv, jf. hjemmets vedtægt. Der fremgår endvidere følgende
af driftsoverenskomsten:
"§ 1.
A har 66 pladser. Væsentlige ændringer af antallet af pladser kræver
godkendelse fra Socialministeriet. Der er endvidere et antal pladser, 47 pr.
1.
januar 2003, i bygninger der er stillet til rådighed af Støttefonden for A.
Ved
længerevarende ophold bruges disse pladser som sidste trin før udflytning til
egen bolig eller - når tilpasning til samfundet ikke er mulig - som permanent
hjem.
§ 2. Optagelse
kan ske ved egen henvendelse, ved henvisning fra offentlige myndigheder eller
fra andre tilsvarende institutioner.
Afgørelse om optagelse træffes af hjemmets ledelse.
§ 3. For ophold
i hjemmet betales i overensstemmelse med reglerne i lov om social service.
Betaling
sker til hjemmet.
§ 4.
Bestemmelser i serviceloven der vedrører forholdet mellem brugeren og A,
ændrer
ikke ved denne overenskomst.
§ 5. Staten yder
tilskud til dækning af hjemmets driftsunderskud inden for den beløbsramme der
fastsættes på de årlige finanslove
..."
A har afgivet
supplerende oplysninger om arbejdet på institutionen, betaling for ophold mv.
Det anføres, at hjemmet som det fremgår af den sociale servicelovs § 94
(110),
skal være til stede for de medborgere, der af sociale årsager midlertidigt
ikke
kan opholde sig i egen bolig. Hjemmet skal yde aktiverende støtte, omsorg og
efterfølgende hjælp. Det anføres, at det man yder i sovebygningen, til en
pris
af kr. 3.100 pr. måned, er en social ydelse og ikke et lejemål, og derfor er
lejeloven ikke gældende i sovebygningen.
Det oplyses, at
mændene ved ankomst til hjemmet indkvarteres i herbergsafdelingen, hvor evt.
afrusning
eller afgiftning finder sted, og efter den første sociale afklaring kommer de
videre til sovebygningen. Det oplyses, at arbejdstræningen er et meget
centralt
pædagogisk virkemiddel i forbindelse med den rehabilitering, der skal ske
gennem opholdet, og at hjemmet har valgt at gøre træningen så
arbejdsmarkedslignende som muligt. Alle deltager, og sigtet er, at beboerne
kan
være med ude på værkstederne og ikke kun på værelserne. Produktion på
værelserne er begrundet i vigtigheden af, at beboerne bliver trænet i at
arbejde og får afdækket restarbejdsevnen. Der er tale om montageopgaver, da
netop disse er særligt velegnede til at tage med hjem for de meget syge
beboere. Det er i montageproduktionen, de fleste beboere er beskæftiget. At
hjemmet
tillader produktion på værelserne skyldes, at der er en del mænd, der ikke
rummer at have andre mennesker omkring sig. Hvis man f.eks. har siddet i
fængsel i en årrække er evnen til socialt samvær ofte forsvundet. Når man har
lært at arbejde skal man lære at begå sig social, og til sidst skal man lære
at
bo alene, hvilket sker i A's støttefonds udflytterboliger, hvor der ikke
tillades nogen produktion.
Betalingen på
3.100 kr. om måneden for at bo i sovebygningen/bygningerne dækker social
omsorg, sygepleje, særlig tilrettelagt aktivering, socialvejledning, kost og
logi osv. Spørger anfører, at dette ikke kan sammenlignes med hjemmets
støttefonds boliger, der typisk er 1.000 kr. billigere end sovebygningen,
meget
større, og i højere grad bolig i lejelovens forstand, hvor man betaler
husleje,
hvortil der kan søges boligsikring. I sovebygningen kan man derimod ikke få
boligsikring, da det ikke er en bolig i lejelovens forstand. Den praktiske
betaling
for opholdet foregår på den måde, at kommunen fremsender mændenes
kontanthjælp
eller pension til hjemmet, og mændene får det resterende, når de 3.100 kr. er
betalt. Det anføres, at betalingen i princippet også kunne foregå ved at
kommunen udbetalte til mændene selv, som derefter betalte til hjemmet, men
at hjemmet af forskellige årsager administrerer deres penge.
Det oplyses
videre, at der i den nye bygning er installeret person/varelift så man er i
stand til at håndtere paller og kasser, og at værelserne er næsten dobbelt så
store som de gamle på
7 kvadratmeter, så det er
nemmere at være på værelset med de montageproduktioner, hjemmet tillader.
Det anføres, at
formålet med den nye bygning dels er at have et sted hvor man kan
trænes i at bo, for senere at være i stand til at flytte i egentlig bolig på
lejevilkår efter lejelovens bestemmelser, dels at have et sted hvor man kan
trænes i at arbejde, for senere at være i stand til at arbejde på almindelige
vilkår i en virksomhed, samt at have et sted hvor man kan optræne almindelig
social adfærd, så man senere kan flyttes ud i almindelige sammenhænge med
egen
bolig.
Forstanderen for
hjemmet tilføjer, at der blandt hans kolleger fra andre forsorgshjem ikke er
andre, der kender til at skulle betale moms af byggerierne, hverken hvor man
aktiverer eller indkvarterer. Af A's bygninger betragter man således
sovebygning, landbrugs- og værkstedsbygninger, hovedbygning, men ikke
forstanderlejligheden, som omfattet af den sociale servicelovs § 94 (nu §
110).
Det anføres, at man er klar over, at A's støttefonds bygninger generelt, og
A's
medarbejderboliger, ikke er omfattet af momsloven, og der beder man ikke om
momsrefusion.
Spørger har
supplerende oplyst, at A er underlagt samme regler som kommunerne, når de
laver
særlig beskæftigelse, og at hjemmet således ikke må være
konkurrenceforvridende
ved udøvelse af virksomheden.
Det fremgår
endvidere af den sociale servicelov, kapitel 19 om bl.a. omhandler beskyttet
beskæftigelse til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer, § 106, at produktioner ved
beskyttet beskæftigelse ikke må påføre andre virksomheder ubillig
priskonkurrence.
Det er oplyst,
at hjemmets bevillingsmidler anvendes i produktionsvirksomheden efter behov,
f.eks. til indkøb af driftsmidler og ansættelse af medarbejdere mv. efter
behov.
Det fremgår af
finansloven, at bevillingerne til A i 2005 udgør 13,9 mio., inkluderende
satspuljemidler på 9 mio. kr., til renovering af beboelsesafsnittet, og for
2006 og 2007 udgør bevillingen 5,9 mio. pr. år, ligesom der er budgetteret
med
ca. tilsvarende beløb i 2008 og 2009.
Det fremgår af
tilskudsbrev af 12. maj 2005 fra Socialministeriet til A, at der er bevilget
9
mill. til renovering af A, og at bevillingen alene må anvendes til de formål
og
aktiviteter, der fremgår af ansøgningen. Bevillingen må således alene
anvendes
med 2/3 til renovering af beboelsesafsnit og med 1/3 til savværk og
indretning
af rum til forarbejdning af kødprodukter, vaskeplads og siloanlæg.
Spørger har
fremlagt regnskaber i form af sine årsrapporter for årene 2004 og 2005. Det
fremgår heraf, at A har årlige udgifter på ca. 8 mill. kr., hvoraf ca. 6,5
mill, går til lønninger, og ca. 1,5 mill. går til A's drift. Udgifterne
dækkes
dels af beboerbetalinger på ca. 2 mill. kr. dels af statstilskud på knap 6
mill. kr. Nettoindtægter fra værksteder og landbrug (eksklusive lønninger)
bidrog med ca. 400.000 i 2005 og ca. 1,6 mill. kr. i 2004. Hjemmet har gennem
årene kørt med et mindre driftsunderskud, som bl.a. er blevet dækket af
tilskud
fra Socialministeriet.
Spørgers
eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Spørger mener,
at de stillede spørgsmål skal besvares således:
Nej.
Nej.
Ja.
Spørgers
argumentation vedrørende spørgsmål 1 - virksomhedens personale
Spørgers
repræsentant anfører, at det af § 43 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
fremgår, at virksomhedspraktik ikke anses som et lønmodtagerforhold.
Bestemmelsens ordlyd er som følger:
§ 43. Personer i
virksomhedspraktik er ikke omfattet af de for lønmodtagere gældende regler
fastsat
i henhold til eller ved lov eller ved kollektiv overenskomst m.v.
Stk. 2.
Personer i virksomhedspraktik er uanset bestemmelsen i stk. 1 omfattet af
arbejdsmiljølovgivningen og lov om forbud mod forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet.
Herudover fremgår
det af bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen, at bestemmelsen har
til
formål at præcisere, at personen ikke er ansat under virksomhedspraktik. A
skal
som følge heraf hverken udarbejde ansættelseskontakter eller indeholde ATP og
aktiveringen er ej heller feriepengeberettiget.
Spørgers
repræsentant anfører, at det vederlag som udbetales til de hjemløse mænd,
ikke
kan anses for løn, og at mændene følgelig ikke kan anses som ansat personale,
hvilket også fremgår af bemærkningerne til lovforslaget. Dette er også
grunden
til, at de udbetalte beskæftigelsestillæg er en offentlig ydelse og der ikke
skal betales ATP eller feriepenge. De aktiverede mænd er således heller ikke
i
ferielovens forstand anset som værende i et tjenesteforhold. Det anføres at
når
en person er aktiveret i virksomhedspraktik er der heller ikke tale om et
ansættelsesforhold.
Der laves derfor ikke en ansættelsesaftale og de aktiverede mænd har ikke
opsigelsesvarsel. Det anføres, at det også normalt vil være mændenes
hjemkommune, der er forpligtet til at udbetale ydelsen som et tillæg til
mændenes ordinære sociale ydelser.
Repræsentanten
bemærker yderligere, at Østre Landsret i UfR.2005.1429Ø fandt, at der
hverken
havde foreligget et ansættelsesforhold eller tjenesteforhold
(spørgers
fremhævelse) i en sag om ophold på en institution, som tilbød botilbud for
personer med særlige sociale problemer. Institutionen blev ligesom A drevet i
henhold til Lov om social service § 94. Som følge af ovenstående kan en
person,
der er aktiveret i virksomhedspraktikordningen, ikke anses som personale.
Repræsentanten
gør gældende, at idet der ikke i momsloven er forhold, der indikerer, at der
gælder en anden definition af personale i momslovens forstand end generelt,
kan
personer aktiveret i virksomhedspraktik heller ikke i momslovens forstand
anses
som personale. Momslovens § 39 stk. 2, nr. 1 omfatter derfor ikke de lokaler,
der skal ombygges og opføres, og der er derfor som følge heraf heller ingen
begrænsning i fradragsretten heraf.
Spørgers
argumentation vedrørende spørgsmål 2 - bolig
Spørgsmålet
består i, hvorvidt de anvendte bygninger kan anses for værende anvendt til
bolig/beboelse
for personale eller ej. Som redegjort for under spørgsmål 1 anser spørger
ikke
beboerne på A som personale, hvorfor det er spørgers opfattelse, at der ikke
skal ske nogen begrænsning af fradragsretten for lokalerne efter momslovens §
39, stk. 2, nr. 1.
Spørgers
repræsentant anfører, at de hjemløse mænd, der skal resocialiseres på A, jf.
lov om social service § 94, alene tilbydes midlertidigt ophold. Opholdet er
påtvunget af sociale omstændigheder, idet alternativet er et liv på gaden som
hjemløs, ofte med alvorlige misbrugsproblemer. Til hjemmets aktiviteter har
man
derfor et bygningskompleks, som er under renovering/udbygning, finansieret af
en bevilling fra Socialministeriet. Efter renoveringen skal der endvidere ske
aktivering af de dårligst fungerende mænd i værelserne.
Spørgers
repræsentant henviser til, at Østre Landsret i TfS1998.708Ø har truffet
afgørelse i en sag om boligbegrebet vedrørende et flygtningecenter. I denne
sag
blev lokalerne ikke anset for anvendt til boligformål. Østre Landsret
udtalte,
at begrebet boligformål findes som en undtagelse (spørges fremhævelse) fra
bestemmelsens (momslovens § 51 stk. 1) almindelige hjemmel til frivillig
momsregistrering
af erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom, hvorfor begrebet skal fortolkes
snævert (spørgers fremhævning). Sagen omhandlede betingelserne for frivillig
registrering for udlejning af fast ejendom, hvor det ikke er muligt at opnå
registrering, såfremt en bygning udlejes til boligformål.
Der må
imidlertid gælde en tilsvarende fortolkning af begrebet bolig i momslovens §
39, stk. 2, nr. 1, da en forskellig fortolkning af boligbegrebet i §§ 39 og
51
ville indebære, at fradragsretten i udlejningssituationen ikke ville være
identisk med fradragsretten ved opførelse og istandsættelse af en ejendom i
eget regi. Boligbegrebet skal som følge heraf fortolkes ens, uanset om der er
tale om udlejning af fast ejendom eller anvendelse af bygningen i
virksomheden.
Det er derfor spørgers opfattelse, at dommens konklusioner også omfatter
boligbegrebet i momslovens § 39.
Repræsentanten
fremhæver, at dommerne i TfS1998.708Ø ved fortolkningen af boligbegrebet
lagde
til grund, at der var tale om ophold af midlertidig karakter, påtvunget af
ydre
omstændigheder. Det skal bemærkes, at Østre Landsret ikke tillagde det
afgørende betydning, at flygtningecentret rent faktisk var de pågældende
asylansøgeres eneste opholdssted.
De hjemløse mænd,
der skal resocialiseres på A, tager også ophold af midlertidig karakter. Det
er
således ikke A's formål at være en permanent bolig for de aktiverede mænd.
Dette fremgår direkte af lov om social service § 94, stk. 1:
"§ 94. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser
til
midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer,
som
ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for
botilbud
og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp."
Mændene opholder
sig på A i perioder fra få uger til flere år. Mændenes ophold er påtvunget af
sociale
omstændigheder, idet alternativet er et liv på gaden som hjemløs, ofte med
alvorlige misbrugsproblemer.
Højesteret har
endvidere i dommen TfS2003.266H (
SKM2003.91.HR
,
der med samme begrundelse som landsretten stadfæster
SKM2002.204.VLR
)
afgjort, at der er tale om erhvervsmæssig anvendelse, når en ejendom anvendes
som socialpædagogisk opholdsted. Højesteret mener således ikke, at der er
tale
om boligformål, når et socialpædagogisk opholdsted anvender en ejendom til
ophold som et led i virksomheden. I den konkrete situation var et stuehus,
der
oprindeligt havde været beboelse, blevet indrettet til et opholdssted for
utilpassede unge. Dommen omhandler en problemstilling i forhold til
ejendomsavancebeskatningsloven, hvor det var diskuteret, hvorvidt der skulle
ske beskatning af den ejendomsavance, der opstod i forbindelse med salget af
huset. Dommens konklusioner kan dog efter spørgers opfattelse generelt
anvendes
i forhold til afgrænsningen af boligbegrebet, idet dommen som sådan tager
stilling til erhvervsmæssig anvendelse i forhold til anvendelse til bolig.
Der
var således ikke tale om bolig, uanset at brugerne boede på stedet.
Spørger henviser
endvidere til momsvejledningens bemærkninger i afsnit J.2.2.2 hvor der er
oplistet en række momenter, der har indflydelse på vurderingen, om lokalerne
kan karakteriseres som virksomhedens lokaler. Det anføres, at en række af
disse
momenter også gælder også i forhold til A. Hjemmet har således indrettet
bygningen til midlertidigt ophold, idet der er tale om relativt små værelser.
Herudover er lokalerne en driftsmæssig forudsætning for A. Kan der ikke
tilbydes mændene et opholdssted, mens de befinder sig på A, kommer der ganske
enkelt ingen mænd. Endeligt bliver rummene indrettet således, at mændene kan
udføre arbejde på værelserne, såfremt de ikke kan deltage i produktionen i
A's
egentlige produktionsfaciliteter.
Lokaliteterne er
således en forudsætning for, og fuldt integreret i, A's aktiviteter, og ikke
til boligformål som sådan. På baggrund af ovenstående, samt de konkrete
omstændigheder vedrørende de hjemløses midlertidige ophold på A, er der
derfor
efter spørgers opfattelse ikke tale om anvendelse af ejendommen til
boligformål, jf. momslovens § 39, stk. 2, nr. 1.
Spørgers
argumentation vedr. spm. 3 - fradragsret efter en omsætningsfordeling
Spørgers
repræsentant anfører, at bygningerne skal anvendes til såvel momspligtige som
momsfritagne aktiviteter. Der er konkret tale om momspligtig
værkstedsproduktion, vaskeriaktivitet, salg af kaffe og te m.v. samt momsfri
social forsorg og bistand, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr.
2. A
har haft stor succes med at forene arbejde med
opholdet på A, i forhold til mændenes selvværd og arbejdsevne. A har derfor
besluttet at indrette værelserne, så de dårligst fungerende mænd kan blive
aktiveret i værelserne. Bygningen bliver således forsynet med rampe og
elevator, så der kan bringes råvarer op til disse mænd.
Momslovens § 39
vedrører opførelse af bygninger, samt ombygnings-, reparations- og
vedligeholdelsesarbejder
heraf. I bestemmelsen er der dog ikke taget stilling til den situation, hvor
en
bygnings lokaler anvendes blandet til såvel momspligtige som momsfritagne
aktiviteter.
I
momsvejledningens afsnit J.2.2.4 skrives, at hvis et eller flere lokaler
anvendes til blandet erhvervsvirksomhed, skal der foretages en fordeling af
den
beregnede købsmoms på de aktuelle lokaler. Fordelingen foretages på baggrund
af
et skøn. Ved udøvelsen af dette skøn henses normalt til omsætningsfordelingen
mellem den momspligtige virksomhed og den momsfri virksomhed. Fradragsretten
beregnes således efter principperne for blandet anvendelse i § 38, stk. 1 og
2.
I forlængelse
heraf bliver der i momsvejledningen henvist til TfS2000.645LSR. Kendelsen
omhandlede
den situation, hvor en opført bygning blev anvendt til såvel momspligtige som
momsfrie aktiviteter. I kendelsen lagde Landsskatteretten derfor til grund,
at
fradragsretten som følge heraf skulle opgøres efter artikel 17-20 i 6.
momsdirektiv, og som følge heraf på grundlag af et skøn over omfanget af de
momspligtige aktiviteter der blev udøvet fra de omhandlede bygninger. I sagen
blev skønnet udøvet efter § 38, stk. 1.
§ 38, stk. 2
synes imidlertid heller ikke at kunne finde anvendelse i den konkrete
situation, idet bygningerne ikke anvendes til virksomheden uvedkommende
formål.
Det er derfor spørgers opfattelse, at når en bygnings lokaler anvendes
blandet
til såvel momspligtige som momsfrie formål skal fradragsretten altid opgøres
efter momslovens § 38, stk. 1.
Direktivets
artikel 17, stk. 5 samt artikel 19 bestemmer således også, at der skal
anvendes
et pro rata fradrag, når varer og ydelser anvendes til såvel momspligtige som
momsfrie transaktioner, dvs. den almindelige delvise fradragsret efter § 38,
stk. 1.
I TfS2000.645LSR
henviser Landsskatteretten til EF-domstolens afgørelse i sag C-333/91,
Sofitam,
og bemærker i forlængelse heraf, at fradragsretten skal opgøres efter et
skøn.
Det skal dog bemærkes, at Sofitam-sagen omhandlede spørgsmålet om opgørelsen
af
fradragsretten for omkostninger, som delvis relaterer sig til indtægter, der
falder udenfor 6. direktivs anvendelsesområde. I den konkrete situation
indtægter fra udbytte.
Repræsentanten
anfører videre, at det derfor er forkert at sige, at fradragsretten skal
opgøres efter principperne for blandet anvendelse i § 38, stk. 1 og 2, når
lokalerne alene anvendes blandet til momspligtige og momsfrie aktiviteter. En
opgørelse af fradragsretten efter § 38, stk. 2 vil betinge, at der er
aktiviteter, der falder uden for momslovens anvendelsesområde eller
virksomheden i øvrigt uvedkommende formål.
For de omkostninger
A afholder til opførelse og renovering af bygningen, vil fradragsretten
derfor
efter repræsentantens opfattelse skulle opgøres efter § 38, stk. 1, idet der
alene er tale om momspligtige og momsfritagne aktiviteter. Det vil sige, at A
vil have delvis fradragsret for alle byggeomkostninger efter en
omsætningsfordeling.
Spørgers
argumentation vedrørende momsfritagelse som social forsorg og bistand
Spørgers
repræsentant har endvidere gjort gældende, at det forhold, at
aktiveringsaktiviteterne på værelserne udgør social forsorg og bistand, som i
sin helhed er momsfritaget, alene har betydning for den momsmæssige
kvalificering af den forsorgsydelse, der leveres til hjemmets brugere. Dette
ændrer imidlertid ikke ved, at aktiveringen også er en del af
produktionsaktiviteten
på værkstedet, som er en momspligtig virksomhed, og som skaber omsætning til
denne. Det anføres, at det ingen betydning har for den momsmæssige
kvalificering af ydelserne, at placeringen i værelserne af produktionen er
begrundet i hensynet til brugerne af A. Den momsmæssige kvalificering skal
alene ske på et objektivt grundlag, hvilket har den betydning, at aktivering
også udgør produktion i relation til den momspligtige aktivitet, og bygningen
anvendes hermed til momspligtige formål. Det anføres, at hvis man ikke kan
anlægge den betragtning, at en aktivitet, som er fritaget efter § 13, kan
have
en tilknytning til momspligtige aktiviteter, bliver konsekvensen, at
fradragsretten
afskæres i forhold til omkostninger, som anvendes til momspligtige
aktiviteter,
og momsen på indkøb til brug for momspligtige aktiviteter vil belaste den
momspligtige virksomhed, hvilket strider mod neutralitetsprincippet.
Spørgers
repræsentant anfører endvidere, at A's aktiviteter, herunder møntvaskeri og
levering af drikkevarer, ikke kan anses som momsfritagne som i nær
tilknytning
til social forsorg og bistand. Man henviser i den forbindelse til flere domme
fra EF-domstolen vedrørende spørgsmålet. Der henvises til præmis 18 i de
forende sager C-394/04 og 395/04 Ygeia, hvoraf det fremgår, at alene
biydelser,
d.v.s. ydelser, som er sekundære i forhold til hovedydelsen, hvilken i
sagerne
var hospitalsbehandling og pleje, kan omfattes af begrebet "i nær
tilknytning til", og dermed være omfattet af fritagelsen. Der henvises
til, at møntvaskeri og levering af drikkevarer er selvstændige ydelser, som
brugerne efterspørger som mål i sig selv, og som derfor skal kvalificeres
selvstændigt efter momsloven, som momspligtige efter momslovens hovedregel om
momspligt i § 4. Der henvises i samme forbindelse til præmisserne 28-31 i
C-349/96, Card Protection Plan.
Endvidere
anføres, at leverancerne for at være omfattet af momsfritagelsen skal være
uomgængeligt
nødvendige for at nå målet som forfølges med fritagelsesbestemmelsen
vedrørende
social forsorg og bistand. Der henvises nærmere til præmisserne 22-25 i
Ygeia-dommen og til præmis 25 i C-415/04, Stichting Kinderopvang Enschede.
Det
anføres, at vaskeriydelser og drikkevarer fra automater kan anses for nyttige
og endda hensigtsmæssige leverancer, men at de under henvisning til de nævnte
domme ikke kan anses som uomgængeligt nødvendige for at nå målet med
forsorgsaktiviteten. Der henvises videre til sag C-287/00, Kommissionen mod
Tyskland, præmis 48-49, hvor domstolen om et universitets forskningsaktivitet
udtalte, at denne var nyttig for universitetsundervisningen, men ikke
uomgængeligt nødvendig for at nå målet med at uddanne studerende til at udøve
en erhvervsmæssig beskæftigelse. Endelig henvises til Ygeia-dommens præmis
29,
og at domstolen i denne sag om et hospitals leverancer af teletjenester og TV
udtalte, at tjenesteydelser som kunne forbedre komforten og velværet for
patienterne som udgangspunkt ikke kunne udgøre ydelser i nær tilknytning til
hospitalsbehandling og pleje.
Endvidere
henvises til C-415/04, Stichting Kinderopvang Enschede, præmis 27. I dommen
ansås en institutions formidlingsydelser mellem forældre og dagplejere alene
for at være uomgængeligt nødvendige for gennemførelsen af
kvalitetsbørnepasning, hvis institutionens oplæring og kontrol af dagplejerne
samlet bidrog til en sikring af, at forældrene alene kunne vælge kompetente
og
pålidelige dagplejere, og dermed medførte en højnelse af børnepasningens
kvalitet.
Det anføres
yderligere, at hjemmets brugere kan vælge at få deres tøj vasket af hjemmet
mod
en betaling på 25 kr. pr. uge incl. moms, og at SKAT har anset denne ydelse
som
momspligtig.
Endelig henvises
til momsnævnets afgørelser 1970,292 og 77,495, hvori ungdomsklubber ansås for
at være momspligtige af mad- og drikkevarer.
Vareproduktion
på værelserne
Spørgers
repræsentant anfører, at SKAT har indstillet, at leverancer af producerede
varer til tredjemand fra A skal anses som omfattet af momsfritagelsen for
social forsorg og bistand, idet argumentationen er, at produktionen på
værelserne har en så snæver tilknytning til den sociale forsorgsydelse, at
der
er tale om aktiviteter der er momsfritagne. Repræsentanten anser denne
konklusion for forkert.
Repræsentanten
anfører, at der skal tages stilling til, om momsfritagelsesbestemmelserne
generelt
kan strækkes til at omfatte en levering til tredjemand. Forholdet i den
konkrete sag er, at mændene på A bliver beskæftiget med arbejdstræning i
forskellige former. Selve arbejdstræningen er momsfri. Spørgsmålet er
imidlertid om den vareproduktion arbejdstræningen giver anledning til, også
er
omfattet af momsfritagelsen, når den sælges til tredjemand.
Det er
repræsentantens opfattelse at et sådan varesalg er momspligtigt. Det anføres,
at EF-domstolen har taget stilling hertil i sagen C-287/00, som omhandlede et
tysk universitets salg af forskningsydelser til tredjemand, hvor de studerede
havde deltaget i denne forskning i forbindelse med undervisningen (som i sig
selv var momsfritaget). Spørgsmålet i sagen var, om denne leverance skulle
anses som omfattet af momsfritagelsen for undervisning. EF-domstolen anså
leverancen som momspligtig. Dette anser repræsentanten for en fuldstændig
analog situation til den foreliggende sag. Det anføres, at i
EF-domstolsafgørelsen leverer universitetet en momsfritagen
undervisningsydelse
til de studerende. Tilrettelæggelsen af undervisningen giver plads til, at
der
sker en produktion af forskellige forskningsydelser, som sælges til
tredjemand
(mod vederlag). I A's tilfælde leverer institutionen en momsfritagen social
forsorgsydelse til mændene. Tilrettelæggelsen af den sociale forsorgsydelse
(arbejdstræningen) giver plads til, at der sker en produktion af forskellige
varer, som sælges til tredjemand (mod vederlag). I afgørelsen fra
EF-domstolen
anses tredjemandsydelsen/salg af forskningsydelser mod vederlag som
momspligtige.
Domstolen siger
således, at fritagelsen er betinget af, at leveringen er en uomgængelig
nødvendighed for at nå den fritagne aktivitets mål, hvilket ikke var
tilfældet
i den foreliggende sag. Den fritagne aktivitets mål kunne også nås uden at
gennemføre forskningsprojekter mod vederlag. I generaladvokatens forslag til
afgørelse fremhæves endvidere, at en ydelse kun kan anses for fritaget som
leveret i nær tilknytning til den momsfritagne hovedydelse, hvis den er
direkte
og nært knyttet til den momsfri hovedydelse, samt at denne er et middel til
at
udnytte tjenesteyderens hovedydelse på bedst mulige betingelser. På den anden
side siger generaladvokaten at en ydelse er momspligtig, hvis den har et
formål
i sig selv, og udføres mod vederlag.
Repræsentanten
anfører, at hvis man overfører disse præmisser på nærværende sag, vil
levering
af de producerede varer til tredjemand utvivlsomt være momspligtig. Det
anføres, at leverancen ikke i sig selv har nogen relation til den momsfri
forsorgsydelse. Om de fremstillede varer derfor bliver solgt mod vederlag til
tredjemand eller smidt væk, har ingen som helst indflydelse på kvaliteten af
A's arbejdstræning. Det anføres, at salget til tredjemand derfor alene har et
formål i sig selv, hvilket er at give A yderligere indtægter, hvorfor salget
er
momspligtigt.
Repræsentanten
kommenterer videre, at SKAT anfører, at aktiviteten på værelserne må anses
for
grundlæggende for hjemmets sociale forsorgsarbejde, og dermed uomgængeligt
nødvendig for at nå målet med den sociale forsorgsaktivitet som hjemmet
udøver,
samt at den pædagogik og rehabiliteringsmetode, som hjemmet anvender, ikke
ses
at kunne gennemføres på anden måde.
Repræsentanten
bemærker hertil, at der ingen sammenhæng er mellem det socialpædagogiske
virkemiddel
- arbejdstræning - og det efterfølgende salg af de varer som arbejdstræningen
kaster af sig. I forhold til spørgsmålet om pædagogikken kunne gennemføres på
anden måde, må det dermed helt entydigt siges, at arbejdstræning utvivlsomt
ville kunne gennemføres på nøjagtigt samme niveau uanset at varerne herfra
ikke
blev solgt til tredjemand.
Endvidere
bemærker repræsentanten, at A ikke tidligere haft mulighed for at anvende den
socialpædagogiske effekt af arbejdstræning på værelserne. Det er først i
forbindelse med ombygningen at muligheden er opstået for at beskæftige de
svageste mænd på værelserne, idet værelserne tidligere var for små. På A, som
så mange andre steder, har man tidligere tilrettelagt den sociale
forsorgsaktivitet
uden dette virkemiddel for de svageste mænd - og dette har også fungeret.
Endelig bemærker
repræsentanten, at A har valgt at der skulle ske arbejdstræning på
værelserne.
A har haft en række overvejelser herom, idet der også er modstående hensyn
der
taler imod en sådan arbejdstræning på værelset. Der således blandt andet et
risiko for at arbejdstræning på værelset kan "holde" nogle af
mændene
på værelserne for lang tid, i strid med institutionens pædagogik om at styrke
mændenes sociale kompetencer.
SKATs
indstilling og begrundelse
Idet spørgsmål 1
og 2 forudsætter, at der foreligger fradragsret efter momsloven, tager SKAT
først stilling til spørgsmål 3, der omhandler, hvorvidt forsorgshjemmet har
delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1. Da SKAT indstiller, at der
svares nej til spørgsmål 3, bortfalder spørgsmål 1 og 2.
Spørgsmål 3
SKAT indstiller,
at der svares nej til spørgsmål 3. Forsorgshjemmet kan således ikke anses for
at kunne udøve delvis fradragsret efter momslovens § 38, jf. § 39, eller
andre
fradragsregler i momslovens kapitel herom, vedrørende det omhandlede byggeri.
I henhold til
momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, er følgende fritaget for moms:
"Social forsorg og bistand, herunder sådan, som præsteres af børne- og
ungdomsinstitutioner og institutioner inden for ældreområdet, samt levering
af
varer og ydelser med nær tilknytning hertil."
Af forarbejderne til bestemmelsen i momslovens § 13 fremgår, at de heri
indeholdte fritagelser er fastsat i overensstemmelse med 6. momsdirektiv (6.
momsdirektiv er pr. 1. januar 2007 afløst af direktiv 2006/112/EF). Det
gældende direktivs afsnit IX, kapitel 2, artikel 132 (6. momsdirektiv, art.
13,
punkt A) indeholder en række fritagelser til fordel for visse former for
virksomhed
af almen interesse. Af bestemmelsens litra g og h fremgår nærmere:
"g) tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til social
bistand og social sikring, herunder sådanne, som præsteres af alderdomshjem,
af
offentligretlige organer eller af andre organer, der er anerkendt af den
pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter;
h) tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til beskyttelse
af
børn og unge, som præsteres af offentligretlige organer eller andre organer,
der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af
almennyttig
karakter."
Af artikel 134
(tidligere artikel 13, punkt A, stk. 2, litra b), fremgår videre:
"Levering
af varer og ydelser omfattes ikke af de i artikel 132, stk. 1, litra b), g),
h), i), l), m) og n), fastsatte fritagelser i følgende tilfælde:
a) såfremt transaktionerne ikke er uomgængelig nødvendige for udførelsen af
de
transaktioner, der er fritaget for afgift
b) såfremt transaktionerne hovedsageligt tager sigte på at give organet
yderligere indtægter ved udførelse af transaktioner i direkte konkurrence med
momspligtige erhvervsvirksomheder."
EF-domstolen har
i en række domme taget nærmere stilling til, hvordan begrebet "ydelser i
nær tilknytning til" skal forstås, både i relation til bestemmelserne om
momsfritagelsen for undervisning, hospitalsbehandling og pleje, samt social
forsorg og bistand.
I EF-dommen, sag
C-415/04, Stichting Kinderopvang Enschede, var spørgsmålet om
formidlingsydelser
mellem forældre til et barn i pleje og dagplejere, var momsfritaget som
ydelser
med nær tilknytning til social bistand og social sikring, til beskyttelse af
børn eller unge og/eller til uddannelse af børn og unge. Domstolen fastslog,
at
ydelser eller varer i nær tilknytning kun kan leveres af den, der leverer den
momsfritagne hovedydelse, hér den sociale forsorgsydelse. For det andet
skulle
ydelsen være nødvendig for modtagelsen af hovedydelsen, som var børnepasning,
og endelig måtte leverancen ikke hovedsageligt tage sigte på at give
leverandøren yderligere indtægter i konkurrence med andre, der skal svare
moms.
Endvidere kan
henvises til EF-domstolens dom i sagerne C -394/04 og 395/04 Ygeia, som
vedrørte et græsk privathospitals levering af teleydelser og TV mv. til
patienter og pårørende. Det fremgår af dommens præmis 25, at det følger af
formålet med fritagelsesbestemmelsen, at kun ydelser, der logisk ligger
indenfor rammerne af hospitalsbehandling og pleje, og som udgør et nødvendigt
led i leveringen af disse ydelser, og som er uomgængeligt nødvendige for at
nå
de terapeutiske mål, der forfølges med ydelserne, er ydelser "i nær
tilknytning til" i bestemmelsens forstand. Af præmis 35 fremgår, at der
kun kan være tale om levering i nær tilknytning til hospitalsbehandling, hvis
disse ydelser er uomgængeligt nødvendige for at nå de terapeutiske mål, der
forfølges med hospitalsbehandlingen og plejen, og ikke hovedsageligt tager
sigte på at give leverandøren af disse ydelser yderligere indtægter ved
udførelse af transaktioner i direkte konkurrence med handelsforetagender, som
skal svare moms. Det fremgår videre, at en fastlæggelse af, om de leverede
ydelser opfylder disse betingelser, skal afgøres under hensyn til samtlige
omstændigheder i det konkrete tilfælde, og i givet fald til indholdet af de
lægerecepter, der er udstedt for de pågældende patienter.
I dommen
C-76/99, Kommissionen mod Frankrig, præmis 23, fremgår, at begrebet ydelser i
nær tilknytning til hospitalsbehandling og pleje ikke skulle fortolkes
særligt
indskrænkende, idet fritagelsen af transaktioner i nær tilknytning til skal
sikre, at der ikke sker en fordyrelse af den fritagne ydelse som følge af
beskatning. Det fremgår videre i præmis 24, at det ved vurderingen må tages i
betragtning, hvad formålet med ydelsen er, i dette tilfælde, om der var tale
om
et behandlingsformål.
I dommen
C-287/00, Kommissionen mod Tyskland, fastslog domstolen, at der var momspligt
vedrørende et universitets udførelse af forskningsprojekter for
erhvervslivet.
Som begrundelse herfor anføres bl.a. i præmis 48, sidste led, at en række
uddannelsesinstitutioner på universitetsniveau kunne nå deres
uddannelsesmæssige formål uden at udføre forskningsprojekter mod vederlag, og
at tilknytningen mellem universitetsundervisningen og erhvervslivet også
kunne
sikres på anden måde.
Det er i
nærværende sag oplyst, at de bygninger, sagen omhandler, skal anvendes til
husning af A's beboere, som er hjemløse mænd. Hjemmets formål er således
ifølge
dets vedtægt at tilbyde ophold til mænd der er hjemløse, eller som ikke kan
tilvænne sig det almindelige samfundsliv. Det er endvidere oplyst, at A's
aktivitet er omfattet af lov om social service, §§ 94 og 132, stk. 1 (fra 1.
januar den sociale servicelovs §§110 og 177, stk. 1, nr. 5, lovbekendtgørelse
nr. 929 af 5. september 2006).
Det fremgår
nærmere af disse bestemmelser, at kommunalbestyrelserne (hidtil amterne) er
forpligtede til at tilbyde ophold i boformer til personer med særlige sociale
problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har
behov for botilbud og tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende
hjælp.
Det fremgår
nærmere af sagen, at udgifterne for så vidt angår A betales af kommunerne i
henhold til den sociale servicelov, samt af driftstilskud fra staten, i
henhold
til en driftsoverenskomst. Det fremgår endvidere, at institutionen har 62
døgnpladser. Endelig fremgår det, at Socialministeriet har bevilget 9 mio.
kr.
til den omhandlede renovering/nybyggeri.
A leverer
således en social forsorgsydelse, og er dermed omfattet af momsfritagelsen i
momslovens § 13, stk. 1. nr. 2.
Det er SKATs
opfattelse, at udgifterne til renovering af eksisterende og opførelse af nye
bygninger
til husning af A's beboere, må anses for udelukkende at vedrøre A's sociale
forsorgsaktivitet med at tilbyde boformer til personer med særlige sociale
problemer. Den produktion, som måtte foregå på de pågældende værelser, som
primært er til boligformål, må anses for at have en så snæver tilknytning til
den sociale forsorgsydelse, at der er tale om aktiviteter, der er
momsfritagne
efter § 13, stk. 1, nr. 2, som i nær tilknytning til social forsorg og
bistand.
Aktiviteten på værelserne må, ud fra det oplyste om forsorgshjemmets metode
til
rehabilitering af meget syge beboere gennem aktivering på deres værelser,
anses
for grundlæggende for hjemmets sociale forsorgsarbejde, og dermed
uomgængeligt
nødvendig for at nå målet med den sociale forsorgsaktivitet, som hjemmet
udøver. Den pædagogik og rehabiliteringsmetode, som hjemmet anvender, ses
ikke
at kunne gennemføres på anden måde. Det arbejde som beboerne udfører på deres
værelser ses således ikke at skulle udgøre et objekt for momspålæggelse, men
at
skulle anses som momsfritaget efter fritagelsesbestemmelsen vedrørende social
forsorg og bistand.
Der henvises
nærmere til, at rehabiliteringsmetoden omfatter, at beboerne med deres
arbejdskraft skal indvilge i at bidrage til driften af hjemmet, hvilket må
antages at danne en meningsfuld ramme for de pågældendes ophold på stedet. At
det er valgt at have produktionsaktivitet på værelserne er endvidere efter
det
oplyste begrundet i en højnelse af kvaliteten af den sociale forsorgsydelse
overfor
beboerne, som ikke ses at kunne opnås på anden måde.
Der henvises
yderligere til, at A er en selvejende institution, som ikke arbejder med
gevinst for øje, og som i sin produktionsaktivitet ikke må være
konkurrenceforvridende i forhold til andre virksomheder.
Endelig henvises
til, at beskyttet beskæftigelse til personer med betydelig nedsat fysisk
eller
psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer er et lovpligtigt
socialt
tilbud fra det offentlige, hjemlet direkte i den sociale servicelovs kapitel
19.
Aktiviteter i
form af møntvaskeri og salg af drikkevarer fra automater, må anses som
ydelser
leveret i nær tilknytning til den sociale forsorg og bistand, som
institutionen
leverer, idet der henses til, at der er tale om et bo- og døgntilbud for
hjemmets brugere. Det må således anses som et naturligt og integreret led i
hjemmets forsorgsaktivitet og ligge indenfor den logiske ramme for et sådant
botilbud, dels at beboerne har faciliteter til tøjvask, og at de kan købe
kaffe
og te mv. fra automater.
For så vidt
angår tøjvask fremgår det af bekg. nr. 1387 af 12. december 2006 om betaling
for botilbud efter den sociale servicelov mv., § 2, at betaling for vask
anses
som en integreret del af botilbudet ved kommunernes fastsættelse af brugernes
betaling for botilbuddet. Levering af vaskefaciliteter ses endvidere som en
naturlig og integreret del af den sociale forsorgsaktivitet, idet det efter
det
oplyste er et væsentligt element i hjemmets botilbud, at beboerne trænes i at
bo alene, og vende tilbage til et normalt liv.
For så vidt
angår hjemmets levering af drikkevarer i form af salg af kaffe og te mv. fra
automater bemærkes yderligere, at A's aktiviteter omfatter alkoholafvænning,
og
at der som led i den sociale forsorgsarbejde efter det oplyste i sagen
håndhæves et alkoholforbud på institutionen. Det ses derfor i særlig grad
nødvendigt for netop denne type forsorgsaktivitet, at beboerne har mulighed
for
at købe kaffe og te mv. fra automater.
Da aktiviteterne
i de pågældende bygninger således ikke kan henføres til momspligtig
aktivitet,
har A ikke fradragsret for moms af indkøb af varer og ydelser til brug for
opførelse og renovering af de pågældende bygninger.
Skatterådets
afgørelse og begrundelse
Skatterådet
tiltræder SKATs indstilling.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Moms - Momsfrie tilskud til sociale ydelser skulle indgå i opgørelsen af delvist fradrag Retsinformation · 20. april 2018
- Skatterådets afgørelse for så vidt angår besvarelsen af spørgsmål 3 Landsskatteretten · 18. februar 2009
- SKAT i sit bindende svar har svaret nej til følgende 4 spørgsmål Landsskatteretten · 18. oktober 2010
- SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt Landsskatteretten · 22. november 2012
- Bindende svar - Moms på fast ejendom - købers momsfradragsret Retsinformation · 28. august 2015
- Landsskatteretskendelse vedr. momsregistrering af andelsboligforening Retsinformation · 18. februar 2011
Lignende dokumenter
- Moms - Momsfrie tilskud til sociale ydelser skulle indgå i opgørelsen af delvist fradrag Retsinformation · 20. april 2018
- Moms - aktivitetshus - varer og ydelser i nær tilknytning til social forsorg og bistand Retsinformation · 10. juli 2019
- Skatterådets afgørelse for så vidt angår besvarelsen af spørgsmål 3 Landsskatteretten · 18. februar 2009
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 4. juli 2017. — Kozuba Premium Selection sp. z o.o. mod Dyrektor Izby Skarbowej w Warszawie. EU-domme · 4. juli 2017
- Bindende svar - OPP-projekt - parkeringshus og parkeringsplads Retsinformation · 15. oktober 2015
- MOMSVEJLEDNING 2002 AFSNIT J FRADRAG Retsinformation · 5. februar 2008