Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. Anmodning om tilladelse til selvangivelsesomvalg

KEN nr 10214 af 28/07/2006Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet30. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. Anmodning om tilladelse til

selvangivelsesomvalg

Klagen vedrører anmodning om tilladelse til

selvangivelsesomvalg efter dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens §

37

D

Landsskatterettens afgørelse

Ligningsmyndigheden har

afslået at imødekomme klagerens anmodning om selvangivelsesomvalg efter

dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 D.

Landsskatteretten stadfæster

ligningsmyndighedens afgørelse.

Sagens oplysninger

A (herefter benævnt foreningen)

er en brancheforening, som er skattepligtig efter fondsbeskatningsloven.

For foreningens første

indkomstår, indkomståret 2001, har foreningen indsendt selvangivelse, jf.

fondsbeskatningslovens § 15, stk. 1.

Det fremgår af foreningens

regnskab, at foreningen i indkomståret 2001 havde oppebåret

kontingentindtægter med

750.000 kr., at resultatet af den primære drift er opgjort til 595.116 kr.,

at

skat af årets resultat er beregnet til 195.630 kr., og at årets resultat

herefter er opgjort til 408.866 kr.

Landsskatteretten har ved

kendelse af 17. marts 2005 stadfæstet den kommunale skattemyndigheds afslag

på

foreningens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret

2001 med henblik på at ændre indgivelsen af selvangivelse til

Læs alt

erklæringsselvangivelse

efter bestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2.

Foreningen har rettet

henvendelse til Ligningsrådet ved brev af 20. januar og 18. marts 2005

vedrørende anmodning om

omvalg af selvangivelse for indkomståret 2001.

Told- og Skattestyrelsen har

besvaret disse henvendelser ved brev af 30. marts 2005, hvori er anført, at

anmodningen kan være omfattet af skattestyrelseslovens § 37 D, og henviser

foreningen til at henvende sig til ligningsmyndigheden, som er bemyndiget til

at træffe afgørelse i 1. instans i sådanne sager.

Ved brev af 1. april 2005 har

foreningen anmodet om tilladelse til selvangivelsesomvalg ved den kommunale

skattemyndighed efter skattestyrelseslovens § 37 D for indkomståret 2001.

Den kommunale skattemyndigheds afgørelse

Anmodningen om tilladelse til

selvangivelsesomvalg er ikke imødekommet.

Omvalg efter

skattestyrelseslovens § 37 D forudsætter, at skattemyndighederne har

foretaget

en skatteansættelse af betydning for valget, og at valget som følge heraf har

fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Der er ikke foretaget en

skatteansættelse af betydning for valget, ligesom valget ikke har fået

utilsigtede

skattemæssige konsekvenser. Foreningen har valgt at indsende selvangivelse,

og

det fremgår af regnskabets note 2, at dette medfører en skat på 195.630 kr.

Valget synes således ikke at have fået utilsigtede konsekvenser, hvorfor der

ikke kan gives tilladelse til omvalg, jf. skattestyrelseslovens § 37 D.

Videre må påpeges, at når det

af § 37 D fremgår, at man kan ændre et valg i selvangivelsen, medfører det

ikke, at man kan vælge at ændre selvangivelsesform.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har nedlagt

påstand om, at der gives tilladelse til selvangivelsesændring efter

dagældende

bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 D med henblik på at ændre grundlaget

for foreningens skatteansættelse for indkomståret 2001 fra den indgivne

selvangivelse til erklæringsselvangivelse i henhold til

fondsbeskatningslovens

§ 15, stk. 2.

Repræsentanten har til støtte

herfor bl.a. anført, at foreningen i sit første indkomstår, 2001,

indsendte en sædvanlig

fuldstændig selvangivelse over årets indtægter og udgifter.

Da foreningens renteindtægter

imidlertid kun udgjorde 9.830 kr., hvilket klart fremgik af den indsendte

selvangivelse,

kunne foreningen i stedet have valgt den for foreningen administrativt

lettere

løsning blot at indsende en uformel erklæringsselvangivelse, hvor foreningen

erklærede, at renteindtægterne ikke oversteg 200.000 kr. jf.

fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2.

Selve det forhold, at

foreningen indsendte en komplet selvangivelse medførte imidlertid klart

utilsigtede

skattemæssige konsekvenser, idet Skatteforvaltningen gennemførte en

fuldstændig

ligning af foreningens indtægter og udgifter og i den forbindelse bl.a.

beskattede foreningens kontingentindtægter, der i startåret udgjorde 750.000

kr.

I betragtning af, at den

indsendte selvangivelse for 2001 klart angav, at årets renteindtægter ikke

havde oversteget 200.000 kr., og således indeholdt den samme oplysning, som

den

uformelle

erklæring i henhold til

fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, var ligningsresultatet uventet for

foreningen.

Især når det ligger fast, at der ikke gælder nogen blankettvang eller andre

formelle krav til erklæringen efter § 15, stk. 2. Oplysningen om

renteindtægternes størrelse måtte derfor (også) kunne gives i en komplet

selvangivelse for indkomståret, ikke mindst, når indførelsen af

erklæringsordningen af

lovgiver hovedsageligt blev lanceret som (blot) en administrativ lettelse for

de omfattede institutioner, der herefter ikke behøvede at indsende en

fuldstændig selvangivelse.

Ved kun at oplyse om renteindtægternes størrelse, når disse er under 200.000

kr., opnår disse institutioner dog også, at de ikke beskattes af eventuelle

andre ikke-erhvervsmæssige indtægter, jf. bl.a. afgørelsen i TfS 1996, 12.

Efter repræsentantens

opfattelse åbner bestemmelsen i skattestyrelsesloven, ud fra en

formålsfortolkning

for en bredere mulighed for skatteyderen til at foretage

selvangivelsesomvalg.

Efter

repræsentantens opfattelse

åbner reglen, som udgangspunkt, for omvalg i selvangivelsen i alle

situationer,

hvor den ligningsmæssige behandling af selvangivelsens oplysninger har taget

en

utilsigtet og for skatteyderen uhensigtsmæssig drejning af en vis økonomisk

betydning. Reglen er på denne måde en pendant til reglen om omgørelse i

skattestyrelseslovens § 37C, hvor det ligningsmæssige resultat af

selvangivelsen ikke med rimelighed bør opretholdes, fordi skatteyderen har

været i en undskyldelig vildfarelse, men efter skattestyrelseslovens § 37D

forudsætter en ændret ligningsmæssig behandling ikke en ændring af en

civilretlig aftale mellem flere parter, som tilfældet er efter

omgørelsesreglen

i skattestyrelseslovens § 37C.

Det er dernæst efter

repræsentantens opfattelse urimeligt, når Ligningscentret i sin begrundelse

henviser til, at det fremgår af en note i det indsendte regnskab, at skatten

af

de opgjorte indtægter og udgifter er skønnet til 195.630 kr., og

Ligningscentret bruger denne note som argument for, at det ligningsmæssige

resultat så ikke kan have været utilsigtet/uventet. Repræsentanten bemærker

hertil, at ligningsarbejdet, i hvert fald ideelt set, også går ud på at

sikre,

at skatteyderne ikke skal betale mere i skat end nødvendigt, og her har

ligningsmyndighederne haft tilstrækkelige oplysninger om foreningens

renteindtægter til at fastslå, at foreningen opfylder betingelserne for ikke

at

skulle betale skat. Noten i regnskabet er af informativ karakter, og kan ikke

tages som udtryk for, at en ligning med dette resultat vil blive accepteret

af

foreningen, endsige tages som udtryk for et ønske/krav fra foreningen om at

blive beskattet mest muligt.

Efter repræsentantens

opfattelse, som så vidt ses også er bekræftet af Ligningscentret under

forløbet, ville den

ligningsmæssige behandling af foreningen være blevet væsentligt anderledes,

hvis samtlige øvrige oplysninger i selvangivelsen, bortset fra oplysningen om

størrelsen af renteindtægterne, ikke var givet, eller ved et omvalg bliver

streget

eller bortfortolket.

Repræsentanten anmoder

Landsskatteretten om at tillade repræsentantens kunde et selvangivelsesomvalg

i

henhold til skattestyrelseslovens § 37 D, således at de øvrige oplysninger i

den indgivne selvangivelse, bortset fra oplysningen om renteindtægternes

størrelse, tillades streget, tilbagekaldt eller bortfortolket med den

konsekvens, at foreningen bliver stillet, som om foreningen har indgivet en

erklæringsselvangivelse efter fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, for 2001.

Hvis foreningen havde været

opmærksom på, at det kunne medføre et væsentligt dyrere ligningsmæssigt

resultat, at man foruden oplysningerne om renteindtægternes størrelse også

gav

andre oplysninger om sine indkomster og udgifter, som man dog ikke var

forpligtet til, så havde foreningen undladt at give de øvrige frivillige

oplysninger.

Fra politisk side er det

gentagne gange fastslået, at retssikkerhed på skatteområdet går ud på, at

alle

skal betale den skat, de skal, hverken mere eller mindre. Det er simpelthen

den

erklærede målsætning i ligningsarbejdet.

Det er muligt, at

ligningsmyndighederne er i deres gode “ret” til, og måske endda,

som udgangspunkt

skal ligningsmæssigt behandle alle selvangivne oplysninger fra skatteyderen.

I

den foreliggende sag fører dette mulige formelle udgangspunkt for

ligningsarbejdet imidlertid til det urimelige resultat, at foreningen bliver

beskattet, fordi foreningen har givet for mange oplysninger, som den ikke var

forpligtet til.

Hertil kommer, at

Landsskatterettens tidligere stadfæstelse af Ligningscentrets afslag på

genoptagelse af

skatteansættelsen begrundes med, at foreningen ikke er fremkommet med nye

oplysninger,

der kan begrunde en ændret ligningsmæssig bedømmelse, hvilket sådan set er

korrekt, da oplysningen om renteindtægternes beskedne størrelse allerede

fremgik af den indleverede opgørelse, men resultatet er mindre rimeligt.

Landsskatteretten begrundede i øvrigt sin afgørelse med henvisning til, at

foreningen kunne søge tilladelse til omgørelse, hvilket dog, efter

repræsentantens opfattelse, rettere er et spørgsmål om tilladelse til

selvangivelsesomvalg.

Repræsentanten har endvidere

henvist til det i breve af 20. januar 2005 og 18. marts 2005 anførte til

Ligningsrådet og brev af 1. april 2005 til den kommunale skattemyndighed.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det lægges til grund ved

afgørelsen som ubestridt, at den omhandlede forening er skattepligtig efter

fondsbeskatningslovens regler.

Det fremgår af bestemmelsen i

fondsbeskatningslovens § 15, stk. 1, at selskabsskattelovens regler om

ligning

og opkrævning finder tilsvarende anvendelse på fonde og foreninger omfattet

af

fondsbeskatningsloven. Dermed skal fonde og foreninger omfattet af

fondsbeskatningsloven som udgangspunkt indgive selvangivelse, jf.

skattekontrollovens § 1. Det fremgår imidlertid af bestemmelsen i

fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, at fonde og foreninger, der ikke

oppebærer

rente- og udbytteindkomst ud over 200.000 kr., i stedet for at indgive

selvangivelse, kan vælge at indgive erklæring herom.

Det lægges ved afgørelsen til

grund som ubestridt, at foreningen for indkomståret 2001 har indgivet

selvangivelse, jf. fondsbeskatningslovens § 15, stk. 1.

Foreningen har dermed valgt

ikke at benytte sig af muligheden for erklæringsafgivelse efter

fondsbeskatningslovens

§ 15, stk. 2. Foreningens skattepligtige indkomst skal derfor opgøres i

henhold

til fondsbeskatningslovens § 3, stk. 1, på grundlag af den indgivne

selvangivelse jf. § 15, stk. 1.

Det fremgår af dagældende

bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 D, stk. 1, at en skatteyder kan få

tilladelse til at ændre et valg i selvangivelsen, i det omfang,

skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse af betydning for

valget,

og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Ved foreningens valg af at

indgive selvangivelse i stedet for erklæringsafgivelse efter § 15, stk. 2, er

der ikke tale om et selvangivelsesvalg i dagældende § 37 D's forstand, idet

valget står mellem at indgive enten selvangivelse eller erklæringsskrivelse

efter § 15, stk. 2, som alternativ til

selvangivelsen, men ikke valg

vedrørende indholdet af selvangivelsen eller det selvangivne. Bestemmelsen i

dagældende § 37 D finder derfor ikke anvendelse.

Anmodningen kan herefter ikke

imødekommes, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter