Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-121

KEN nr 9046 af 21/01/2004Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet29. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-121

[En mand – K] har klaget til Pressenævnet over en kommentar

bragt i Berlingske Tidende den 5. november 2003 under rubrikken ”Groft

sagt”,

idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.

Den signerede kommentar, der bar overskriften »

[K] går sukkerkold

«, havde følgende

indhold:

»Fedmeforskeren [K], som tjente fedt på at vildlede befolkningen

om sukkers fedende virkning, havde sidste onsdag en kronik i Politiken om

fedmens gåde. Han skrev kronikken sammen med to andre forskere, og det kan så

være grunden til, at avisen overhovedet trykker en kronik af den mand, som

misbrugte sin stilling som formand for

Ernæringsrådet

til at bilde folk ind, at sukker ikke feder. Han prøvede også at skræmme folk

fra at bruge kunstige sødemidler.

Hvorfor gjorde han det? Han gjorde det mod betaling fra

sukkerfabrikken Danisco. Det skriver Venstres sundhedsordfører Jørgen

Winther

samme dag i Jyllands-Posten. Nu er [K] ikke længere formand for

Ernæringsrådet

, men han er stadig statsansat fedmeforsker

på trods af de mange beskyldninger om videnskabelig svindel.

I kronikken gås der i rette med mediernes behandling af

fedmeproblemet. Fedmestoffet behandles uvidenskabeligt, hævdes det. Og så er

der også lige det, at medierne på det seneste har skrevet en del om

Verdenssundhedsorganisationen

WHOs

Læs alt

bebudede kamp mod

den magtfulde sukkerindustri, som kan sammenlignes med tobaksindustrien. Det

vanedannende sukker er verdens mest udbredte rusmiddel, og det luskes ind

overalt.

Det skriver [K] og hans musketerer dog ikke noget om. Der står

ikke et ord om sukker i kronikken. Ernæring interesserer ikke længere den

detroniserede ernæringsekspert. Kronikkens budskab er, at fedme sådan i det

store og hele er medfødt. Fedme kan overføres fra mor til foster. Det er

sikkert

rigtigt.

Lige så rigtigt som udsagnet: én gang slambert, altid slambert.

Arno

Victor Nielsen«

Indlægget var ledsaget af et billede af klager, hvortil der var

knyttet teksten: »[K] – ikke et ord om sukker«.

Klageren har anført, at bladet på en række punkter har

tilsidesat god presseskik. Klager har henvist til udsagnene »Fedmeforskeren

[K], som tjente fedt på at vildlede befolkningen om sukkers fedende

egenskaber

« og » den mand, som misbrugte sin stilling til at bilde folk ind, at

sukker

ikke feder. Han prøvede også at skræmme folk fra at bruge kunstige

sødemidler.

Hvorfor gjorde han det? Han gjorde det mod betaling fra sukkerfabrikken

Danisco«.

Klageren har nærmere anført, at han finder det foruroligende, at

hverken forfatteren eller bladets redaktion kan skelne mellem fine

insinuationer og direkte personlige anklager. Indtil

Arno

Victor Nielsens indlæg havde der kun været tale om insinuationer bestående

i

en påstand om, at klager har vildledt den danske befolkning om sukker bl.a. i

pjecer, som han mod betaling har skrevet for Danisco. Der har ikke heri

ligget

beskyldninger om, at den påståede vildledning skulle være motiveret i

betaling

fra Danisco – tværtimod har en række medier lagt vægt på, at indtægten

fra

Danisco faktisk stod i et særdeles rimeligt forhold til at skrive et par

artikler årligt. Beløbet og arbejdsopgavernes omfang og karakter er derimod

svært forenelige med bestikkelse, som forfatteren

hævder er

motivet. Alle personer og medier har indtil

Arno

Victor Nielsens beskrivelse anført ”misinformere om sukker” og

”penge fra

Danisco” som to uafhængige informationer uden at hævde, at der var en

kasual

sammenhæng, nemlig at ”penge fra Danisco” medfører

”misinformation om sukker”. Klager finder, at beskyldningerne er

særdeles

alvorlige og skadelig for ham som forsker, og bladet har ved

offentliggørelsen

tilsidesat punkt A.1.-A.5. og A.7. i de vejledende regler for god presseskik.

Bladet har oplyst, at rubrikken ”Groft sagt” er en satirisk fast

rubrik i bladet, hvor fem skribenter kommenterer aktuelle hændelser, temaer

og

personer, der har været omtalt i pressen. Indlæggene indeholder

kommentatorernes personlige synspunkter, hvilket understreges af, at

kommentatorerne både er navngivet og karikeret afbildet som vrisne

observatører, klar til en skarp kommentar. Som både klummens titel og

karikaturtegningerne af kommentatorerne indikerer, er tonen i indlæggene

humoristisk eller sarkastisk og ofte skarp og polemisk. Det kan efter bladets

opfattelse lægges til grund, at læserne af klummen ikke opfatter indholdet af

klummen, som man ville opfatte en redaktionel artikel, men derimod opfatter

indlæggene som det, de er: stærkt personlige, grovkornede, satiriske

kommentarer.

Bladet har i tilknytning hertil anført, at Pressenævnet har

anerkendt, at der i en satirisk klumme som ”Groft sagt” gælder vide

rammer for

satiriske kommentarer i forhold til personer og begivenheder, jf. nævnets

kendelser i sagerne 112/2001 og 49/2003. Grænsen for, hvad en satirisk

kommentar

kan indeholde, er således ikke overskredet i denne sag.

Bladet har videre anført, at klummen er baseret på en

forudgående langvarig debat, og der gengives alene oplysninger og

synspunkter, som

tidligere er fremsat i debatten. Der er således tidligere anført om klager,

at

han har vildledt befolkningen om sukkers fedende egenskaber, og at han har

gjort det mod betaling fra Danisco. Bladet har herved henvist til en række

avisartikler. Det er ikke korrekt, at de to udsagn, som klager har henvist

til

i sin klage, er mere vidtgående, end hvad der allerede er fremkommet fra

anden

side i debatten. Bladet har særligt henvist til indlæg fra sundhedspolitisk

ordfører for Venstre, Jørgen Winther, bragt i Jyllands-Posten den 29.

oktober

2003 – et indlæg, der omtales i den påklagede klumme.

Bladet har i tilknytning hertil anført, at der gælder særligt

vide rammer for gengivelse af allerede fremkomne synspunkter i en satirisk

kommentar. De få sager, hvor Pressenævnet har fundet, at satire var i strid

med

god presseskik, har drejet sig om fiktive, krænkende oplysninger, opfundet af

det pågældende medie selv (sag nr. 54/2001 og 74/2003).

Bladet har yderligere anført, at klummen vedrører klagers rolle

i debatten om den danske befolknings tiltagende fedme, og hvilken rolle

indtagelse af sukker spiller i den forbindelse. Der gælder særligt vide

rammer

for satirisk behandling af et væsentlig samfundsmæssigt problem i et

tilfælde,

hvor en offentlig person har udsat sig for kritik.

Bladet har afvist at have handlet i strid med god presseskik ved

ikke at tilbyde klager at bringe en berigtigelse. Bladet har i en e-mail af

10.

november 2003 til klager anført, at bladet ikke ville bringe en beklagelse

eller en berigtigelse, men at man gerne ville bringe et indlæg af klager,

hvor

han kunne tage til genmæle. Bladet har herved handlet i overensstemmelse med

god presseskik. Bladet ville ikke bringe en berigtigelse, dels da artiklen

ikke

indeholder forkerte oplysninger, men derimod alene gengiver allerede

fremkomne

oplysninger og synspunkter, og dels da det ikke er meningsfuldt at

”berigtige”

et satirisk indlæg. Bladet har endelig henvist til nævnets kendelse i sag nr.

88/1994 om betydningen af, at den person, satiren omhandlede, havde mulighed

for at komme til orde.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel

Kierkegaard

,

Bo Maltesen

,

Lene

Sarup

og

Ole Askvig

.

Pressenævnet udtaler:

Det er Pressenævnets opfattelse, at der må gives medierne vide

rammer med hensyn til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til

personer eller begivenheder.

Kommentaren om [K], der må betragtes som en offentlig person, er

bragt i en fast klumme, der indeholder satiriske kommentarer fra navngivne

personer. Kommentaren vedrører et emne af offentlig interesse, som tidligere

har været behandlet i en række artikler og debatindlæg. Bladet har efter

offentliggørelsen af kommentaren tilbudt [K] at komme til orde i bladet. På

den

baggrund finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af bladet i

anledning

af hverken offentliggørelsen eller det forhold, at bladet ikke har bragt en

berigtigelse.

Afsagt den 21. januar 2004.

Lignende dokumenter