Forslag til folketingsbeslutning om en dansk ernæringspolitik
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 11. januar 2005 af
Ritt Bjerregaard (S), Inger Bierbaum (S),
Ole Vagn Christensen (S), Erik Mortensen (S),
Lone Møller (S),
Margot Torp (S) og Jens Peter Vernersen
;(S)
Forslag til folketingsbeslutning
om
en dansk ernæringspolitik
Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for en dansk
ernæringspolitik, hvis overordnede mål er at fremme sunde kostvaner med
henblik
på at forbedre befolkningens sundhedstilstand. Ernæringspolitikken skal sigte
mod sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse i den brede befolkning, men skal
også
tage specielt hensyn til sårbare grupper som f.eks. spædbørn/småbørn, ældre
og
andre udsatte grupper.
Ernæringspolitikken skal ses i sammenhæng med en politik for
øget motion for inaktive grupper af befolkningen.
Ernæringspolitikken skal øge antallet af danskere, som spiser
sundt i forhold til deres aktivitetsniveau, ved at bruge en bred vifte af
virkemidler:
1.
Alle, der er afhængige
af offentlig bespisning, skal have en kost, der opfylder deres behov.
2.
Indsatsen for at forbedre
mødres og børns ernæring skal forstærkes. Skolebørn skal have tilbud om et
offentligt ernæringsrigtigt måltid om dagen.
Læs alt
3.
Væksten i antallet af
overvægtige og fede danskere skal stoppes, og antallet skal derefter
reduceres.
Specielt skal der sigtes på forebyggelse blandt børn og unge.
4.
Indtagelsen af frugt
og grønt hæves til
600 g
pr. person pr. dag. Kun 11 pct. af befolkningen havde i 2000/2001 et indtag
over
600 g, mens
en fjerdedel spiste mindre end
200 g.
5.
Indtagelsen af
kartofler, kornprodukter og fisk skal hæves.
6.
Andelen af danskere,
som indtager mere end 30 pct. af det samlede energiindtag fra fedt, skal
reduceres. Det gennemsnitlige indtag var i 2000/2001 faldet til 33 pct. fra
37
pct. i 1995, men der er stadig mange, der har et indtag på over 40 pct.
7.
Sukkerforbruget bør
gennemsnitligt reduceres til mindre end 10 pct. af energien i kosten.
Specielt
bør der satses på at reducere overforbrug af sukker blandt børn og unge.
8.
Indtagelsen af salt
reduceres til mindre end
5 g
pr. dag for voksne, specielt skal saltindholdet i forarbejdede madvarer
sænkes.
Bemærkninger til forslaget
1. Ernæringspolitikkens
baggrund
En stor del af befolkningen spiser en kost, der er for rigelig,
for fed og for sød i forhold til aktivitetsniveauet. Den øgede forekomst af
overvægt og fedme illustrerer dette. Endnu vigtigere er det imidlertid, at
god
ernæring er en forudsætning for høj livskvalitet og et langt liv. Sund kost
er
helt afgørende for at forebygge nogle af de alvorligste folkesygdomme vi
oplever, nemlig hjerte-kar-sygdomme, visse kræftformer og aldersdiabetes.
Det anslås, at op til en tredjedel af hjerte-kar- og kræfttilfældene
er relateret til dårlig ernæring og kan forebygges. Hjerte-kar-sygdomme og
kræft er de hyppigste dødsårsager i Danmark. Mere end halvdelen af alle
danskere dør af disse sygdomme. Samtidig er de årsag til udbredt sygdom og
for
tidlige dødsfald (under 65 år). Mindst 200.000 har blodpropper, og hvert år
sker der 140.000 indlæggelser af denne årsag, svarende til 17 pct. af det
samlede sengedageforbrug. Hvert år får 30.000 danskere konstateret en
kræftsygdom og 15.000 dør af kræft.
Aldersdiabetes er en sygdom i vækst. Ca. 100.000 har fået
konstateret sygdommen, men sikkert lige så mange har den uden at vide det.
Den
forekommer i stadig yngre aldersgrupper, og den væsentligste risikofaktor er
overvægt på grund af dårlig kost og fysisk inaktivitet.
Forekomsten af overvægt og fedme er stærkt stigende – i Danmark
som i resten af verden. Antallet af overvægtige og fede er steget med 65 pct.
i
de sidste 15 år. I dag er der 1,7 mio. overvægtige, hvoraf 400.000
karakteriseres som fede. Specielt er stigningen stor blandt børn og unge.
Overvægt og fedme øger som nævnt risikoen for aldersdiabetes, men også for
hjerte-kar-sygdomme, visse kræftformer og ledskader.
Dårlige kostvaner er således den væsentligste risikofaktor for
en række af vore alvorligste og mest udbredte sygdomme, som først og fremmest
har store menneskelige omkostninger, men samtidig koster milliarder for det
danske sundheds- og socialvæsen. WHO anser i dag dårlige kost- og
motionsvaner
for mindst en lige så stor risikofaktor for dårligt helbred og tidlige
dødsfald
som tobaksrygning.
Det er et fælles træk ved de ovennævnte lidelser og sygdomme, at
de udvikler sig langsomt over mange år, men når de først er opstået, er de
vanskelige eller umulige at helbrede. Mange af de kronisk syge vil kræve
livslang medicinering med ledsagende voldsomt stigende medicinaludgifter.
Derfor er forebyggelse så vigtigt. Specielt er det vigtigt at starte med
gravides, børns og unges kost og motionsvaner.
2. Ernæringspolitikkens
virkemidler
Ernæringspolitikken kan ikke stå alene. Den overlapper andre
områder som fødevareproduktion og -forarbejdning, detailhandel,
markedsføring,
catering, fødevarekontrol, skoleundervisning, økonomi m.m. Vores forbrug af
madvarer – og dermed vores ernæringstilstand – er nemlig et
resultat af mange
komplekse samspil i det moderne samfund. De forskellige fødevarers
tilgængelighed og pris afhænger eksempelvis af landbrugspolitikken. Flere
studier har påpeget, at EU’s landbrugspolitik, CAP (Common Agricultural
Policy), ikke understøtter en sund ernæringspolitik, fordi den støtter
produktion og forbrug af mejeriprodukter og kød, store mængder af frugt og
grønt destrueres for at holde priserne på disse varer oppe. F.eks. gælder det
for skolemælken, at fede mælketyper får det største EU-tilskud, selv om det
strider mod kost- og sundhedsråd. Som en del af ernæringspolitikken er det
derfor også nødvendigt at bruge effekten af landbrugspolitikken på
befolkningens ernæring for at undgå negative ernæringsmæssige aspekter og
fremme positive.
Det vil også være relevant at se på aspektet bæredygtighed i
forbindelse med ernæringspolitik. En bæredygtig fødevareproduktion i Danmark
–
og i EU – skal være i stand til at sikre mad nok af god sundhedsmæssig
kvalitet
samtidig med, at den stimulerer beskæftigelse og økonomi i landområderne. Et
svensk studie har vist, at en bæredygtig fødevareproduktion i høj grad er
forenelig med ønsket om at sikre befolkningen en ernæringsmæssigt sund kost.
Når man tænker på de menneskelige og økonomiske omkostninger,
som dårlig ernæring fører med sig, er det bemærkelsesværdigt få ressourcer,
der
fra statens side bruges på at forbedre befolkningens ernæringstilstand. Som
ovenfor nævnt er dårlig ernæring medvirkende årsag til, at flere hundrede
tusinde danskere går rundt og er syge af alvorlige kroniske sygdomme. Dårlig
ernæring forårsager årligt flere tusinde »for tidlige dødsfald« og koster
sundhedssystemet
milliardbeløb. Alligevel bruger staten mindre end 50 mio. kr. om året på
ernæringsområdet. Beløbet kan sættes i sundhedsmæssigt perspektiv, hvis man
sammenligner med området fødevaresikkerhed, hvor der bruges over 1 mia. kr.
om
året. Selv om bakterier og forureninger i maden er skyld i 50.000-100.000
sygdomstilfælde årligt, er der tale om færre og meget mildere tilfælde end de
ernæringsrelaterede sygdomme. Og bakterier i maden forårsager trods alt kun
enkelte dødsfald (nok mindre end 100). Årsagen til dette misforhold i
prioriteringen mellem fødevaresikkerhed og ernæring er bl.a. det velkendte
forhold, at den langsigtede forebyggelse på ernæringsområdet har mindre
folkelig og politisk appel end den kontante og kortsigtede forebyggelse af
dårlig hygiejne, hvor der er tæt sammenhæng mellem årsag og virkning. Det er
imidlertid vigtigt, at myndighederne betragter ernæring og fødevaresikkerhed
som en helhed. Det gør forbrugerne, som bliver meget forvirrede, når de
eksempelvis den ene dag opfordres til at spise mere fisk af ernæringsmæssige
grunde, mens de næste dag advares mod det samme på grund af forurening af
fisk –
eller anbefales at spise mere frugt og grønt, samtidig med at der advares mod
pesticidrester i disse produkter. De budskaber, som myndighederne sender ud,
må
afvejes på et sundhedsfagligt grundlag og samordnes.
Der er en lang række virkemidler, som kan benyttes i
ernæringspolitik. Det drejer sig om:
1.
Ernæringsoplysning og
undervisning.
2.
Næringsdeklarationer.
3.
Offentlig bespisning.
4.
Tilsætning af næringsstoffer
til føde- og drikkevarer.
5.
Afgifter og subsidier.
6.
Varestandarder.
7.
Regulering af
markedsføring.
8.
Ernæringsforskning.
9.
Samarbejde med fødevareerhvervet.
Det er karakteristisk for disse virkemidler, at de enkeltvis er
relativt svage i forhold til de samfundsmæssige interesser, der er på
fødevare-
og ernæringsområdet. Ernæringsoplysning og --undervisning er eksempelvis en
nødvendig forudsætning for en ernæringspolitik. Den enkelte borger bør kende
ansvaret for eget helbred og kende mulighederne for at bevare det.
Ernæringsoplysning kan imidlertid ikke stå alene. Problemet er for det
første,
at budskabet let drukner i den massive strøm af kommerciel kommunikation om
mad. For det andet har ernæringsoplysning vanskeligt ved at trænge igennem
til
de informationssvage grupper, der har mest brug for det. Dårlig kost og
ernæringstilstand har nemlig social slagside. Således forekommer eksempelvis
fedme især i de befolkningsgrupper, der har de korteste uddannelser, laveste
indkomster og ufaglærte job. Ernæringspolitikken må derfor anvende en bred
vifte af virkemidler i en langsigtet og koordineret indsats, der også må
omfatte forbedring af motionsvaner.
Ernæringspolitikkens virkemidler falder i to grupper. For det
første de virkemidler, der sigter mod at opruste den enkelte borger og sætte
hende/ham i stand til at foretage fornuftige valg, f.eks. ernæringsoplysning
og
næringsdeklarationer. For det andet de samfundsmæssige virkemidler, der
sigter
på at gøre det lettere for borgeren at få en god ernæring, f.eks. ved
skolebespisning eller ved at gøre sunde fødevarer billigere end usunde.
1. Ernæringsoplysning og -undervisning
Ernæringsoplysning og -undervisning skal være rettet mod alle
aldersgrupper, men især rettes mod de perioder i borgernes liv, der er
specielt
vigtige i ernæringsmæssig henseende. Tv, pressen og
hjemmekundskabsundervisningen
spiller her vigtige roller som påvirkningskanaler.
God ernæring i de første år giver bonus gennem hele resten af
livet. Det starter med den gravides ernæring, og efter fødslen med at
understøtte amning i de første seks måneder, hvorfor ernæringsoplysning til
mødre må prioriteres højt.
I folkeskolen indgår madlavning og ernæring kun som en lille del
af andre fag og får som regel kun ringe opmærksomhed. Ernæringsundervisning
må
indføres/styrkes på alle trin i skolesystemet med henblik på at give børn og
unge færdigheder, der sætter dem i stand til at skabe sunde mad- og
motionsvaner inden for en moderne livsstil.
Den offentlige ernæringsoplysning må tages op til radikal
nyvurdering. Formålet med ernæringsoplysning skal ikke blot være at øge
befolkningens viden, men også at forbedre danskernes ernæringstilstand.
Oplysningen bør være bred og rettet mod hele befolkningen, men budskabet må
skræddersyes til hver enkelt modtagergruppe. Der må tages specielt hensyn til
de informationssvage grupper, som ofte er dem, der har de største
ernæringsproblemer, men samtidig er dem, der i følge sagens natur, er sværest
at nå via information. Oplysningsindsatsen må ses i sammenhæng med de øvrige
informationsstrømme om mad og ernæring, som er rettet mod forbrugeren i
annoncering i tv, dagblade, distriktsblade, ugeblade, reklametryksager, bøger
og lign. Der skal laves en langsigtet handlingsplan for ernæringsoplysning,
som
omfatter kampagneprægede indsatser, løbende indsatser i forhold til
afgrænsede
grupper og opbygning af faciliteter til beredskabsinformation.
Sammenhængen mellem motion og ernæring er stor, når det gælder
at undgå fedme. De aktuelle forsøg med at ordinere motion på recept til
grupper, der er særligt udsatte for fedmerelaterede lidelser, bør
videreudvikles, ligesom ordination af kostvejledning hos en diætist bør
fremmes
for personer med kostrelaterede lidelser.
2. Næringsdeklarationer
Formålet med en næringsdeklaration er at sætte forbrugerne i
stand til at foretage et fornuftigt valg i købssituationen. Problemet er
imidlertid, at de eksisterende næringsdeklarationer er så vanskelige at
forstå
og sammenligne med næringsstofanbefalingerne, at de er næsten umulige at
anvende
for den almindelige forbruger. Der skal derfor indføres et statsligt mærke,
som
det eksisterende S-mærke, til at vejlede forbrugeren på en enkel og
forståelig måde
med at foretage et sundere valg under indkøbene (S-mærket viser, at varen har
et lavt fedtindhold – i visse tilfælde også et lavt sukkerindhold –
i forhold
til andre varer inden for samme varegruppe). Samtidig skal næringsdeklaration
og et evt. S-mærke kontrolleres meget bedre end i dag, hvor det viser sig, at
mange af deklarationerne er vildledende.
Sundhedsanprisninger har hidtil været forbudte i Danmark – også
i reklamer – fordi mad ikke skal blive til medicin. Man må derfor ikke i
mærkning eller i reklamer anføre, at en fødevare kan forebygge, lindre eller
helbrede sygdomme. Fødevareindustrien presser meget på for at få tilladelse
til
at bruge sundhedsanprisninger, og i andre lande, f.eks. i Sverige, har man
tilladt 9 standardiserede anprisninger af sammenhængen mellem indtagelse af
bestemte fødevarer og sundhed. Det er dog ikke vist, at sådanne anprisninger
kan forbedre befolkningens kost. I EU er der regler på vej fra Kommissionen,
som vil åbne for sundhedsanprisninger på madvarer. Det er en uheldig
udvikling,
også fordi den kan føre til overforbrug af enkelte fødevarer hos forbrugere,
som frygter visse sygdomme.
3. Offentlig bespisning
Store befolkningsgrupper er i dag afhængige af offentlig
bespisning. Det gælder indlagte på sygehusene, plejehjemsbeboere,
hjemmeboende
pensionister, fanger, elever på efterskoler og højskoler m.m. Omkostningerne
forbundet hermed er milliardbeløb. Området har været inde i en rivende
udvikling
med centraliseringer, rationaliseringer, indførelse af ny teknologi og
udliciteringer. Drivkraften i udviklingen har været ønsket om besparelser, og
det har ofte haft uheldige konsekvenser for brugerne.
På sygehusene prioriterer ledelsen ikke maden højt nok, og
ansvaret for maden er delt mellem mange faggrupper, hvorfor den ofte falder
mellem to stole. Selv om det gennemsnitlige ophold på sygehusene er så kort
–
6½ dag – at det næppe påvirker patienternes grundlæggende
ernæringstilstand,
har kosten stor betydning for de langtidsindlagte og for, hvor hurtigt man
bliver helbredt. Der bør derfor udarbejdes bedre retningslinjer for
kvaliteten
af den offentlige bespisning, og der bør være strengere kontrol med, at den
lever op til den nødvendige standard. Det er nødvendigt med et bedre
samarbejde
mellem ernæringseksperter, plejesiden og læger. Den sidste gruppe ved alt for
lidt om ernæringens betydning.
Offentlige madindkøb bør i videst muligt omfang omfatte
bæredygtige produkter og vægte lokal produktion. Det offentlige skal satse på
økologien, gå foran og vise, at det er den bæredygtige udvikling, der er den
rigtige vej for Danmark. Samtidig vil det være et markant løft til de
økologiske
producenter, fordi det offentlige samlet set er en stor aftager. Det vil
sige,
at det vil kunne give økologerne den sikkerhed, der er nødvendig for, at man
som landmand og producent kaster sig ud i omlægninger og holder ved.
I dansk tradition har vi ikke bespisning i skoler og børnehaver.
Ansvaret overlades til hjemmet, som imidlertid ofte har vanskeligt ved at
sørge
for, at børnene får en ordentlig kost. Det betyder, at alt for mange børn i
dag
ikke får den mad, de har brug for til at klare sig igennem en lang dag i
skole
og fritidsklub. I nogle tilfælde giver forældrene børnene en madpakke med,
men
den bliver for de ældre elevers vedkommende sjældent spist. Det forstærkes
af,
at skoleboder og forretninger i nærheden af skolen frister med et rigt udvalg
af »junk food«, som samtidig markedsføres massivt gennem tv og andre medier.
Forkert kost i løbet af dagen betyder, at børnene ikke har energi nok og er
uoplagte og trætte. Ernæringspolitikkens opgave på dette område er at sikre
tilgængeligheden af sunde og attraktive måltider til børn og unge i skoler og
institutioner via inspiration, vejledning og økonomisk hjælp. Det vil dels
fremme folkesundheden, at børnene i skoler og institutioner får tilbud om et
offentligt ernæringsrigtigt måltid i løbet af dagen, og dels vil det betyde
meget for børnenes koncentrationsniveau i klasserne, hvilket i sidste ende
vil
påvirke udbyttet af undervisningen. God mad i skolen er en rigtig investering
for et velfærdssamfund.
4. Tilsætning af næringsstoffer
til føde- og drikkevarer
Tidligere var reglen på dette område, at der kun måtte tilsættes
vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer til madvarer, hvis der var en
ernæringsmæssig begrundelse herfor. I mange år under og efter anden
verdenskrig
var det således lovpligtigt at tilsætte vitaminer og mineraler til mel for at
undgå mangelsygdomme. Det er ikke længere et problem, og i dag er det kun
lovpligtigt at sætte jod til salt for at undgå jodmangel hos grupper af
befolkningen, som har et lavt indtag af jod. Ud over disse obligatoriske
tilsætninger blev der tidligere kun givet tilladelse til frivillig tilsætning
i
visse tilfælde, f.eks. hvis levnedsmidlet havde mistet en stor del af sit
naturlige næringsindhold under forarbejdningen, eller hvis det drejede sig om
fødevarer til specielle grupper som f.eks. spædbørn. Baggrunden for den
restriktive regulering var dels ønsket om at undgå, at forbrugerne vildledes
til at tro, at usunde føde- og drikkevarer, f.eks. slik, snacks og sodavand,
bliver sunde ved tilsætning af nogle få kunstige næringsstoffer, dels ønsket
om
at hindre, at der opstår risiko for overdosering med næringsstoffer.
Fra 2004 er der imidlertid i EU åbnet for en meget mere liberal
politik på området. Kort sagt er tilsætning tilladt, hvis det ikke er bevist,
at det er farligt. Fødevaredirektoratet har allerede modtaget adskillige
ansøgninger om tilladelser til berigelse. I alle tilfælde er det til
ernæringsmæssigt underlødige produkter. De to første tilladelser blev givet i
maj 2004 til energidrikke. Det er således det samme mønster, som kendes fra
bl.a. USA. Fra et ernæringsmæssigt synspunkt er det en uheldig udvikling, som
bør modarbejdes i EU og administreres så restriktivt som muligt. For at undgå
uheldige bivirkninger i form af overdosering hos visse befolkningsgrupper bør
der løbende laves kostundersøgelser til overvågning af
næringsstofindtagelsen.
Fødevareindustrien bør erkende sit ansvar for situationen og bære
omkostningerne for overvågningen.
Genmodificerede fødevarer vil også i stigende omfang komme på de
danske hylder. Fødevareindustrien bør her ligeledes bære omkostningerne ved
den
nødvendige overvågning af langtidseffekten ved at indtage genmodificerede
fødevarer. Dette gælder ikke mindst indtagelse af kød, mælk og æg fra husdyr,
der har været fodret med gmo-afgrøder. Der bør fortsat arbejdes i EU for en
mærkning
af disse produkter.
5. Afgifter og subsidier
På fødevareområdet eksisterer et kompliceret system af
subsidier, afgifter, eksportstøtte og importrestriktioner, som regulerer
vores
madvarers pris. Formålet med reguleringerne kan eksempelvis være ønsket om at
skaffe penge i statskassen, støtte fødevareproducenterne eller beskytte
miljøet
via afgift på madvarernes emballage. Når staten på denne måde regulerer
priserne på vore madvarer, griber den ind i vores forbrug af mad og dermed i
vores ernæring. Der ser således ikke ud til at være nogen barriere mod at
gribe
regulerende ind i borgernes madforbrug via prismekanismen,
blot har det stort set aldrig været benyttet
til at forbedre befolkningens ernæring. Eneste eksempler er, at ernæring blev
nævnt i forbindelse med sukkerafgiften i 1976, men hovedformålet med afgiften
var utvivlsomt at skaffe indtægter til staten. Ernæringsmæssige argumenter er
desuden også blevet brugt til legitimering af subsidier til mælk.
I de seneste år har der været flere forslag til anvendelse af
prismekanismen i den ernæringsmæssige sundheds tjeneste. Ernæringsrådet har i
dets oplæg til forebyggelsesindsats »Den danske fedmeepidemi« (2002) peget
på,
at der kan lægges afgift på »usunde« fødevarer og gives støtte til »sunde«.
Også Sundhedsstyrelsen omtaler økonomiske virkemidler i »Oplæg til national
handlingsplan
mod svær overvægt« (2003), men tilføjer, at der er behov for yderligere
analyse
af, hvor man med fordel kan indføre økonomiske reguleringer. I andre lande er
der lignende overvejelser. I UK har et regeringsudvalg foreslået en skat på
usunde
varer, en såkaldt »fat tax«. I forvejen er de fleste fødevarer i UK fritaget
for moms (VAT). Undtagelsen er f.eks. is, konfekture og frugtdrikke. I
Frankrig
er der 20,6 pct. moms på slik, chokolade, margarine og vegetabilsk fedtstof,
mens der kun er 5,5 pct. moms på andre fødevarer.
Økonomiske virkemidler kan således bruges på lige fod med andre
virkemidler og i mange tilfælde understøtte disses virkning.
6. Varestandarder
Varestandarder kan benyttes til at sikre levnedsmidlers
sammensætning og dermed næringsværdi, f.eks. standarder for madvarer med et
lavt fedtindhold. Der eksisterer i dag mange standarder for fødevarer, f.eks.
for mælk og andre mejeriprodukter. Fordelen ved standarder er, at de gør det
nemmere for forbrugerne at orientere sig på markedet. Ulempen ved standarder
er,
at de hindrer produktudvikling – også mod mere ernæringsrigtige varer.
Tendensen er, at brugen af varestandarder for fødevarer taber terræn. I
ernæringsmæssig henseende er varestandarder nok af begrænset betydning. Hvis
man eksempelvis virkelig vil skære ned på et højt fedtindhold i kosten, er
det
almindeligvis vigtigere at ændre kostens sammensætning – ved f.eks. at
spise
mere frugt og grønt – end ved at vælge light-produkter.
7. Regulering af
markedsføring
Forslagsstillerne har den 18. november 2004 fremsat beslutningsforslag
nr. B 50 om gennemførelse af kontrol med markedsføring af usunde føde- og
drikkevarer
til børn samt fremme af sunde madvarer, hvortil der henvises.
8. Ernæringsforskning
Skal der gøres en effektiv indsats på ernæringsområdet, er det
vigtigt, at der er en stærk ernæringsforskning, som er fri og uafhængig af
kommercielle interesser. Kun derved kan den vinde befolkningens og
politikernes
respekt og styrke tilliden til anbefalingerne for kosten. Der forskes i
ernæring på flere universiteter og institutioner i Danmark. Det, man typisk
forsker i, er sammenhængen mellem kost og sundhed, f.eks. mellem fed kost og
hjertesygdomme/kræft eller statistik om udbredelsen af fedme og overvægt. Og
det er jo glimrende, men der mangler forskning i, hvad der på det
samfundsmæssige niveau kan gøres for at forbedre befolkningens ernæring.
F.eks.
dukker spørgsmålet om at nedsætte momsen på sunde fødevarer og lægge skat på
usunde fødevarer hele tiden op. Der er ingen, der har forsket i effekten af
en
sådan regulering på de forskellige befolkningsgrupper. Der er f.eks. heller
ingen forskning i effekten af reklamer for junkfood rettet mod børn og
regulering af samme. Og heller ikke sundhedskonsekvensvurderinger af f.eks.
EU’s landbrugspolitik eller andre relevante reguleringer.
I Sverige og Finland er der en lang tradition for »folkhälsa«,
og statslige institutter har i årtier haft ernæring som vigtigt område. På
Statens Folkhälsainstitut i Sverige er der således for øjeblikket et projekt
om
ernæringseffekten af subsidier/afgifter på fødevarer. Instituttet har
eksempelvis også lavet en forskningsrapport om effekten af EU’s
landbrugspolitik på befolkningens ernæring. Den viser, at den fælles
landbrugspolitik trækker befolkningens sundhed i en forkert retning og burde
ændres.
Der er brug for at styrke forskningen i, hvad vi som samfund kan
gøre for at forbedre befolkningens ernæring – og dermed forebygge mange
tilfælde af hjerte-kar-sygdomme, kræft, hjerneblødninger, fedme/overvægt
m.m., og
hvor forskningen samtidig tager hensyn til miljø, bæredygtig udvikling,
landdistriktudvikling
osv. Det drejer sig om effekten af
–
økonomiske
virkemidler, som subsidier og afgifter, på forskellige befolkningsgruppers
ernæring,
–
regulering af
markedsføring, som tv-reklamer til børn og sodavandsautomater i skoler m.m.,
–
oplysning og
undervisning, specielt mht. informationssvage grupper,
–
næringsdeklarationer,
herunder deres udformning,
–
offentlig bespisning i
skoler, på sygehuse og plejehjem,
–
landbrugspolitik i EU
og Danmark på befolkningens ernæring og
–
andre relevante
reguleringer på ernæringen (konsekvensanalyser).
En styrkelse kan ske ved dannelse af et center for
folkesundhedsernæring, som f.eks. kunne dannes ved et samarbejde mellem de
eksisterende institutioner på området eller ved at oprette en helt ny
institution.
9. Samarbejde med fødevareerhvervet
Fødevareerhvervet har stor indflydelse på danskernes kost.
Derfor må producenter, industri, detailhandel og markedsføring påtage sig et
medansvar for befolkningens ernæringstilstand. I USA har flere meget store
virksomheder – presset af truslen om retssager fra fejlernærede
forbrugere –
erkendt dette og formuleret en politik på området. Det er regeringens opgave
at
samarbejde med fødevareerhvervet (producenter, industri, detailhandel,
marketing) og forbrugere om en strategi for erhvervets rolle, som fremmer
sunde
spise- og motionsvaner.
3. Vurdering af
ernæringsmæssige konsekvenser af lovgivning
Befolkningens ernæringsmæssige status er resultat af en lang
række komplekse udviklinger i det moderne samfund, og mange af de
reguleringer,
der foretages på andre områder, har konsekvenser for ernæringen. Det kan
f.eks.
dreje sig om skolernes undervisning i ernæring og idræt, subsidier og
afgifter
på madvarer og emballage, regler for import og eksport af madvarer, regler
for
placering af butikscentre osv. Sådanne reguleringer kan have store
konsekvenser
for visse befolkningsgruppers ernæring, som kan gå både i positiv og negativ
retning. Som et udgangspunkt bør der derfor indføres krav om, at der for
relevant lovgivning udarbejdes en vurdering af de ernæringsmæssige
konsekvenser
af reguleringen. Det svarer nogenlunde til, hvad man gør på det økonomiske og
miljømæssige område.
Skriftlig fremsættelse
Ritt Bjerregaard
(S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om en dansk ernæringspolitik.
(Beslutningsforslag nr. B 119).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af kontrol med markedsføring af usunde føde- og drikkevarer til børn samt fremme af sunde madvarer Retsinformation · 18. november 2004
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 28. februar 2008 om udpegning af EF-fiskerikontrolagenturet som det organ, der skal udføre visse opgaver under forordning (EF) nr. 1042/2006, og om ændring af afgørelse 2007/166/EF om vedtagelse af en fortegnelse over EF-fiskeriinspektører og inspektionsmateriel (2008/201/EF) EU-lovgivning · 28. februar 2008
- 1986 BSF 30 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORSKNING OG ANALYSER PÅ SUNDHEDSOMRÅDET Retsinformation · 21. maj 1988
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/902 af 23. maj 2017 om en fortegnelse over EU-kontrollører, der må udføre inspektioner i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (meddelt under nummer C(2017) 3252) EU-lovgivning · 23. maj 2017
- RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2026/1558 af 29. juni 2026 om beskikkelse af syv medlemmer af og otte suppleanter til Regionsudvalget efter indstilling fra Kongeriget Danmark EU-lovgivning · 29. juni 2026