Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en dansk ernæringspolitik

2004/1 BSF 119Beslutningsforslag som fremsatFolketinget13. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 11. januar 2005 af

Ritt Bjerregaard (S), Inger Bierbaum (S),

Ole Vagn Christensen (S), Erik Mortensen (S),

Lone Møller (S),

Margot Torp (S) og Jens Peter Vernersen

;(S)

Forslag til folketingsbeslutning

om

en dansk ernæringspolitik

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for en dansk

ernæringspolitik, hvis overordnede mål er at fremme sunde kostvaner med

henblik

på at forbedre befolkningens sundhedstilstand. Ernæringspolitikken skal sigte

mod sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse i den brede befolkning, men skal

også

tage specielt hensyn til sårbare grupper som f.eks. spædbørn/småbørn, ældre

og

andre udsatte grupper.

Ernæringspolitikken skal ses i sammenhæng med en politik for

øget motion for inaktive grupper af befolkningen.

Ernæringspolitikken skal øge antallet af danskere, som spiser

sundt i forhold til deres aktivitetsniveau, ved at bruge en bred vifte af

virkemidler:

1.

Alle, der er afhængige

af offentlig bespisning, skal have en kost, der opfylder deres behov.

2.

Indsatsen for at forbedre

mødres og børns ernæring skal forstærkes. Skolebørn skal have tilbud om et

offentligt ernæringsrigtigt måltid om dagen.

Læs alt

3.

Væksten i antallet af

overvægtige og fede danskere skal stoppes, og antallet skal derefter

reduceres.

Specielt skal der sigtes på forebyggelse blandt børn og unge.

4.

Indtagelsen af frugt

og grønt hæves til

600 g

pr. person pr. dag. Kun 11 pct. af befolkningen havde i 2000/2001 et indtag

over

600 g, mens

en fjerdedel spiste mindre end

200 g.

5.

Indtagelsen af

kartofler, kornprodukter og fisk skal hæves.

6.

Andelen af danskere,

som indtager mere end 30 pct. af det samlede energiindtag fra fedt, skal

reduceres. Det gennemsnitlige indtag var i 2000/2001 faldet til 33 pct. fra

37

pct. i 1995, men der er stadig mange, der har et indtag på over 40 pct.

7.

Sukkerforbruget bør

gennemsnitligt reduceres til mindre end 10 pct. af energien i kosten.

Specielt

bør der satses på at reducere overforbrug af sukker blandt børn og unge.

8.

Indtagelsen af salt

reduceres til mindre end

5 g

pr. dag for voksne, specielt skal saltindholdet i forarbejdede madvarer

sænkes.

Bemærkninger til forslaget

1. Ernæringspolitikkens

baggrund

En stor del af befolkningen spiser en kost, der er for rigelig,

for fed og for sød i forhold til aktivitetsniveauet. Den øgede forekomst af

overvægt og fedme illustrerer dette. Endnu vigtigere er det imidlertid, at

god

ernæring er en forudsætning for høj livskvalitet og et langt liv. Sund kost

er

helt afgørende for at forebygge nogle af de alvorligste folkesygdomme vi

oplever, nemlig hjerte-kar-sygdomme, visse kræftformer og aldersdiabetes.

Det anslås, at op til en tredjedel af hjerte-kar- og kræfttilfældene

er relateret til dårlig ernæring og kan forebygges. Hjerte-kar-sygdomme og

kræft er de hyppigste dødsårsager i Danmark. Mere end halvdelen af alle

danskere dør af disse sygdomme. Samtidig er de årsag til udbredt sygdom og

for

tidlige dødsfald (under 65 år). Mindst 200.000 har blodpropper, og hvert år

sker der 140.000 indlæggelser af denne årsag, svarende til 17 pct. af det

samlede sengedageforbrug. Hvert år får 30.000 danskere konstateret en

kræftsygdom og 15.000 dør af kræft.

Aldersdiabetes er en sygdom i vækst. Ca. 100.000 har fået

konstateret sygdommen, men sikkert lige så mange har den uden at vide det.

Den

forekommer i stadig yngre aldersgrupper, og den væsentligste risikofaktor er

overvægt på grund af dårlig kost og fysisk inaktivitet.

Forekomsten af overvægt og fedme er stærkt stigende – i Danmark

som i resten af verden. Antallet af overvægtige og fede er steget med 65 pct.

i

de sidste 15 år. I dag er der 1,7 mio. overvægtige, hvoraf 400.000

karakteriseres som fede. Specielt er stigningen stor blandt børn og unge.

Overvægt og fedme øger som nævnt risikoen for aldersdiabetes, men også for

hjerte-kar-sygdomme, visse kræftformer og ledskader.

Dårlige kostvaner er således den væsentligste risikofaktor for

en række af vore alvorligste og mest udbredte sygdomme, som først og fremmest

har store menneskelige omkostninger, men samtidig koster milliarder for det

danske sundheds- og socialvæsen. WHO anser i dag dårlige kost- og

motionsvaner

for mindst en lige så stor risikofaktor for dårligt helbred og tidlige

dødsfald

som tobaksrygning.

Det er et fælles træk ved de ovennævnte lidelser og sygdomme, at

de udvikler sig langsomt over mange år, men når de først er opstået, er de

vanskelige eller umulige at helbrede. Mange af de kronisk syge vil kræve

livslang medicinering med ledsagende voldsomt stigende medicinaludgifter.

Derfor er forebyggelse så vigtigt. Specielt er det vigtigt at starte med

gravides, børns og unges kost og motionsvaner.

2. Ernæringspolitikkens

virkemidler

Ernæringspolitikken kan ikke stå alene. Den overlapper andre

områder som fødevareproduktion og -forarbejdning, detailhandel,

markedsføring,

catering, fødevarekontrol, skoleundervisning, økonomi m.m. Vores forbrug af

madvarer – og dermed vores ernæringstilstand – er nemlig et

resultat af mange

komplekse samspil i det moderne samfund. De forskellige fødevarers

tilgængelighed og pris afhænger eksempelvis af landbrugspolitikken. Flere

studier har påpeget, at EU’s landbrugspolitik, CAP (Common Agricultural

Policy), ikke understøtter en sund ernæringspolitik, fordi den støtter

produktion og forbrug af mejeriprodukter og kød, store mængder af frugt og

grønt destrueres for at holde priserne på disse varer oppe. F.eks. gælder det

for skolemælken, at fede mælketyper får det største EU-tilskud, selv om det

strider mod kost- og sundhedsråd. Som en del af ernæringspolitikken er det

derfor også nødvendigt at bruge effekten af landbrugspolitikken på

befolkningens ernæring for at undgå negative ernæringsmæssige aspekter og

fremme positive.

Det vil også være relevant at se på aspektet bæredygtighed i

forbindelse med ernæringspolitik. En bæredygtig fødevareproduktion i Danmark

–

og i EU – skal være i stand til at sikre mad nok af god sundhedsmæssig

kvalitet

samtidig med, at den stimulerer beskæftigelse og økonomi i landområderne. Et

svensk studie har vist, at en bæredygtig fødevareproduktion i høj grad er

forenelig med ønsket om at sikre befolkningen en ernæringsmæssigt sund kost.

Når man tænker på de menneskelige og økonomiske omkostninger,

som dårlig ernæring fører med sig, er det bemærkelsesværdigt få ressourcer,

der

fra statens side bruges på at forbedre befolkningens ernæringstilstand. Som

ovenfor nævnt er dårlig ernæring medvirkende årsag til, at flere hundrede

tusinde danskere går rundt og er syge af alvorlige kroniske sygdomme. Dårlig

ernæring forårsager årligt flere tusinde »for tidlige dødsfald« og koster

sundhedssystemet

milliardbeløb. Alligevel bruger staten mindre end 50 mio. kr. om året på

ernæringsområdet. Beløbet kan sættes i sundhedsmæssigt perspektiv, hvis man

sammenligner med området fødevaresikkerhed, hvor der bruges over 1 mia. kr.

om

året. Selv om bakterier og forureninger i maden er skyld i 50.000-100.000

sygdomstilfælde årligt, er der tale om færre og meget mildere tilfælde end de

ernæringsrelaterede sygdomme. Og bakterier i maden forårsager trods alt kun

enkelte dødsfald (nok mindre end 100). Årsagen til dette misforhold i

prioriteringen mellem fødevaresikkerhed og ernæring er bl.a. det velkendte

forhold, at den langsigtede forebyggelse på ernæringsområdet har mindre

folkelig og politisk appel end den kontante og kortsigtede forebyggelse af

dårlig hygiejne, hvor der er tæt sammenhæng mellem årsag og virkning. Det er

imidlertid vigtigt, at myndighederne betragter ernæring og fødevaresikkerhed

som en helhed. Det gør forbrugerne, som bliver meget forvirrede, når de

eksempelvis den ene dag opfordres til at spise mere fisk af ernæringsmæssige

grunde, mens de næste dag advares mod det samme på grund af forurening af

fisk –

eller anbefales at spise mere frugt og grønt, samtidig med at der advares mod

pesticidrester i disse produkter. De budskaber, som myndighederne sender ud,

må

afvejes på et sundhedsfagligt grundlag og samordnes.

Der er en lang række virkemidler, som kan benyttes i

ernæringspolitik. Det drejer sig om:

1.

Ernæringsoplysning og

undervisning.

2.

Næringsdeklarationer.

3.

Offentlig bespisning.

4.

Tilsætning af næringsstoffer

til føde- og drikkevarer.

5.

Afgifter og subsidier.

6.

Varestandarder.

7.

Regulering af

markedsføring.

8.

Ernæringsforskning.

9.

Samarbejde med fødevareerhvervet.

Det er karakteristisk for disse virkemidler, at de enkeltvis er

relativt svage i forhold til de samfundsmæssige interesser, der er på

fødevare-

og ernæringsområdet. Ernæringsoplysning og --undervisning er eksempelvis en

nødvendig forudsætning for en ernæringspolitik. Den enkelte borger bør kende

ansvaret for eget helbred og kende mulighederne for at bevare det.

Ernæringsoplysning kan imidlertid ikke stå alene. Problemet er for det

første,

at budskabet let drukner i den massive strøm af kommerciel kommunikation om

mad. For det andet har ernæringsoplysning vanskeligt ved at trænge igennem

til

de informationssvage grupper, der har mest brug for det. Dårlig kost og

ernæringstilstand har nemlig social slagside. Således forekommer eksempelvis

fedme især i de befolkningsgrupper, der har de korteste uddannelser, laveste

indkomster og ufaglærte job. Ernæringspolitikken må derfor anvende en bred

vifte af virkemidler i en langsigtet og koordineret indsats, der også må

omfatte forbedring af motionsvaner.

Ernæringspolitikkens virkemidler falder i to grupper. For det

første de virkemidler, der sigter mod at opruste den enkelte borger og sætte

hende/ham i stand til at foretage fornuftige valg, f.eks. ernæringsoplysning

og

næringsdeklarationer. For det andet de samfundsmæssige virkemidler, der

sigter

på at gøre det lettere for borgeren at få en god ernæring, f.eks. ved

skolebespisning eller ved at gøre sunde fødevarer billigere end usunde.

1. Ernæringsoplysning og -undervisning

Ernæringsoplysning og -undervisning skal være rettet mod alle

aldersgrupper, men især rettes mod de perioder i borgernes liv, der er

specielt

vigtige i ernæringsmæssig henseende. Tv, pressen og

hjemmekundskabsundervisningen

spiller her vigtige roller som påvirkningskanaler.

God ernæring i de første år giver bonus gennem hele resten af

livet. Det starter med den gravides ernæring, og efter fødslen med at

understøtte amning i de første seks måneder, hvorfor ernæringsoplysning til

mødre må prioriteres højt.

I folkeskolen indgår madlavning og ernæring kun som en lille del

af andre fag og får som regel kun ringe opmærksomhed. Ernæringsundervisning

må

indføres/styrkes på alle trin i skolesystemet med henblik på at give børn og

unge færdigheder, der sætter dem i stand til at skabe sunde mad- og

motionsvaner inden for en moderne livsstil.

Den offentlige ernæringsoplysning må tages op til radikal

nyvurdering. Formålet med ernæringsoplysning skal ikke blot være at øge

befolkningens viden, men også at forbedre danskernes ernæringstilstand.

Oplysningen bør være bred og rettet mod hele befolkningen, men budskabet må

skræddersyes til hver enkelt modtagergruppe. Der må tages specielt hensyn til

de informationssvage grupper, som ofte er dem, der har de største

ernæringsproblemer, men samtidig er dem, der i følge sagens natur, er sværest

at nå via information. Oplysningsindsatsen må ses i sammenhæng med de øvrige

informationsstrømme om mad og ernæring, som er rettet mod forbrugeren i

annoncering i tv, dagblade, distriktsblade, ugeblade, reklametryksager, bøger

og lign. Der skal laves en langsigtet handlingsplan for ernæringsoplysning,

som

omfatter kampagneprægede indsatser, løbende indsatser i forhold til

afgrænsede

grupper og opbygning af faciliteter til beredskabsinformation.

Sammenhængen mellem motion og ernæring er stor, når det gælder

at undgå fedme. De aktuelle forsøg med at ordinere motion på recept til

grupper, der er særligt udsatte for fedmerelaterede lidelser, bør

videreudvikles, ligesom ordination af kostvejledning hos en diætist bør

fremmes

for personer med kostrelaterede lidelser.

2. Næringsdeklarationer

Formålet med en næringsdeklaration er at sætte forbrugerne i

stand til at foretage et fornuftigt valg i købssituationen. Problemet er

imidlertid, at de eksisterende næringsdeklarationer er så vanskelige at

forstå

og sammenligne med næringsstofanbefalingerne, at de er næsten umulige at

anvende

for den almindelige forbruger. Der skal derfor indføres et statsligt mærke,

som

det eksisterende S-mærke, til at vejlede forbrugeren på en enkel og

forståelig måde

med at foretage et sundere valg under indkøbene (S-mærket viser, at varen har

et lavt fedtindhold – i visse tilfælde også et lavt sukkerindhold –

i forhold

til andre varer inden for samme varegruppe). Samtidig skal næringsdeklaration

og et evt. S-mærke kontrolleres meget bedre end i dag, hvor det viser sig, at

mange af deklarationerne er vildledende.

Sundhedsanprisninger har hidtil været forbudte i Danmark – også

i reklamer – fordi mad ikke skal blive til medicin. Man må derfor ikke i

mærkning eller i reklamer anføre, at en fødevare kan forebygge, lindre eller

helbrede sygdomme. Fødevareindustrien presser meget på for at få tilladelse

til

at bruge sundhedsanprisninger, og i andre lande, f.eks. i Sverige, har man

tilladt 9 standardiserede anprisninger af sammenhængen mellem indtagelse af

bestemte fødevarer og sundhed. Det er dog ikke vist, at sådanne anprisninger

kan forbedre befolkningens kost. I EU er der regler på vej fra Kommissionen,

som vil åbne for sundhedsanprisninger på madvarer. Det er en uheldig

udvikling,

også fordi den kan føre til overforbrug af enkelte fødevarer hos forbrugere,

som frygter visse sygdomme.

3. Offentlig bespisning

Store befolkningsgrupper er i dag afhængige af offentlig

bespisning. Det gælder indlagte på sygehusene, plejehjemsbeboere,

hjemmeboende

pensionister, fanger, elever på efterskoler og højskoler m.m. Omkostningerne

forbundet hermed er milliardbeløb. Området har været inde i en rivende

udvikling

med centraliseringer, rationaliseringer, indførelse af ny teknologi og

udliciteringer. Drivkraften i udviklingen har været ønsket om besparelser, og

det har ofte haft uheldige konsekvenser for brugerne.

På sygehusene prioriterer ledelsen ikke maden højt nok, og

ansvaret for maden er delt mellem mange faggrupper, hvorfor den ofte falder

mellem to stole. Selv om det gennemsnitlige ophold på sygehusene er så kort

–

6½ dag – at det næppe påvirker patienternes grundlæggende

ernæringstilstand,

har kosten stor betydning for de langtidsindlagte og for, hvor hurtigt man

bliver helbredt. Der bør derfor udarbejdes bedre retningslinjer for

kvaliteten

af den offentlige bespisning, og der bør være strengere kontrol med, at den

lever op til den nødvendige standard. Det er nødvendigt med et bedre

samarbejde

mellem ernæringseksperter, plejesiden og læger. Den sidste gruppe ved alt for

lidt om ernæringens betydning.

Offentlige madindkøb bør i videst muligt omfang omfatte

bæredygtige produkter og vægte lokal produktion. Det offentlige skal satse på

økologien, gå foran og vise, at det er den bæredygtige udvikling, der er den

rigtige vej for Danmark. Samtidig vil det være et markant løft til de

økologiske

producenter, fordi det offentlige samlet set er en stor aftager. Det vil

sige,

at det vil kunne give økologerne den sikkerhed, der er nødvendig for, at man

som landmand og producent kaster sig ud i omlægninger og holder ved.

I dansk tradition har vi ikke bespisning i skoler og børnehaver.

Ansvaret overlades til hjemmet, som imidlertid ofte har vanskeligt ved at

sørge

for, at børnene får en ordentlig kost. Det betyder, at alt for mange børn i

dag

ikke får den mad, de har brug for til at klare sig igennem en lang dag i

skole

og fritidsklub. I nogle tilfælde giver forældrene børnene en madpakke med,

men

den bliver for de ældre elevers vedkommende sjældent spist. Det forstærkes

af,

at skoleboder og forretninger i nærheden af skolen frister med et rigt udvalg

af »junk food«, som samtidig markedsføres massivt gennem tv og andre medier.

Forkert kost i løbet af dagen betyder, at børnene ikke har energi nok og er

uoplagte og trætte. Ernæringspolitikkens opgave på dette område er at sikre

tilgængeligheden af sunde og attraktive måltider til børn og unge i skoler og

institutioner via inspiration, vejledning og økonomisk hjælp. Det vil dels

fremme folkesundheden, at børnene i skoler og institutioner får tilbud om et

offentligt ernæringsrigtigt måltid i løbet af dagen, og dels vil det betyde

meget for børnenes koncentrationsniveau i klasserne, hvilket i sidste ende

vil

påvirke udbyttet af undervisningen. God mad i skolen er en rigtig investering

for et velfærdssamfund.

4. Tilsætning af næringsstoffer

til føde- og drikkevarer

Tidligere var reglen på dette område, at der kun måtte tilsættes

vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer til madvarer, hvis der var en

ernæringsmæssig begrundelse herfor. I mange år under og efter anden

verdenskrig

var det således lovpligtigt at tilsætte vitaminer og mineraler til mel for at

undgå mangelsygdomme. Det er ikke længere et problem, og i dag er det kun

lovpligtigt at sætte jod til salt for at undgå jodmangel hos grupper af

befolkningen, som har et lavt indtag af jod. Ud over disse obligatoriske

tilsætninger blev der tidligere kun givet tilladelse til frivillig tilsætning

i

visse tilfælde, f.eks. hvis levnedsmidlet havde mistet en stor del af sit

naturlige næringsindhold under forarbejdningen, eller hvis det drejede sig om

fødevarer til specielle grupper som f.eks. spædbørn. Baggrunden for den

restriktive regulering var dels ønsket om at undgå, at forbrugerne vildledes

til at tro, at usunde føde- og drikkevarer, f.eks. slik, snacks og sodavand,

bliver sunde ved tilsætning af nogle få kunstige næringsstoffer, dels ønsket

om

at hindre, at der opstår risiko for overdosering med næringsstoffer.

Fra 2004 er der imidlertid i EU åbnet for en meget mere liberal

politik på området. Kort sagt er tilsætning tilladt, hvis det ikke er bevist,

at det er farligt. Fødevaredirektoratet har allerede modtaget adskillige

ansøgninger om tilladelser til berigelse. I alle tilfælde er det til

ernæringsmæssigt underlødige produkter. De to første tilladelser blev givet i

maj 2004 til energidrikke. Det er således det samme mønster, som kendes fra

bl.a. USA. Fra et ernæringsmæssigt synspunkt er det en uheldig udvikling, som

bør modarbejdes i EU og administreres så restriktivt som muligt. For at undgå

uheldige bivirkninger i form af overdosering hos visse befolkningsgrupper bør

der løbende laves kostundersøgelser til overvågning af

næringsstofindtagelsen.

Fødevareindustrien bør erkende sit ansvar for situationen og bære

omkostningerne for overvågningen.

Genmodificerede fødevarer vil også i stigende omfang komme på de

danske hylder. Fødevareindustrien bør her ligeledes bære omkostningerne ved

den

nødvendige overvågning af langtidseffekten ved at indtage genmodificerede

fødevarer. Dette gælder ikke mindst indtagelse af kød, mælk og æg fra husdyr,

der har været fodret med gmo-afgrøder. Der bør fortsat arbejdes i EU for en

mærkning

af disse produkter.

5. Afgifter og subsidier

På fødevareområdet eksisterer et kompliceret system af

subsidier, afgifter, eksportstøtte og importrestriktioner, som regulerer

vores

madvarers pris. Formålet med reguleringerne kan eksempelvis være ønsket om at

skaffe penge i statskassen, støtte fødevareproducenterne eller beskytte

miljøet

via afgift på madvarernes emballage. Når staten på denne måde regulerer

priserne på vore madvarer, griber den ind i vores forbrug af mad og dermed i

vores ernæring. Der ser således ikke ud til at være nogen barriere mod at

gribe

regulerende ind i borgernes madforbrug via prismekanismen,

blot har det stort set aldrig været benyttet

til at forbedre befolkningens ernæring. Eneste eksempler er, at ernæring blev

nævnt i forbindelse med sukkerafgiften i 1976, men hovedformålet med afgiften

var utvivlsomt at skaffe indtægter til staten. Ernæringsmæssige argumenter er

desuden også blevet brugt til legitimering af subsidier til mælk.

I de seneste år har der været flere forslag til anvendelse af

prismekanismen i den ernæringsmæssige sundheds tjeneste. Ernæringsrådet har i

dets oplæg til forebyggelsesindsats »Den danske fedmeepidemi« (2002) peget

på,

at der kan lægges afgift på »usunde« fødevarer og gives støtte til »sunde«.

Også Sundhedsstyrelsen omtaler økonomiske virkemidler i »Oplæg til national

handlingsplan

mod svær overvægt« (2003), men tilføjer, at der er behov for yderligere

analyse

af, hvor man med fordel kan indføre økonomiske reguleringer. I andre lande er

der lignende overvejelser. I UK har et regeringsudvalg foreslået en skat på

usunde

varer, en såkaldt »fat tax«. I forvejen er de fleste fødevarer i UK fritaget

for moms (VAT). Undtagelsen er f.eks. is, konfekture og frugtdrikke. I

Frankrig

er der 20,6 pct. moms på slik, chokolade, margarine og vegetabilsk fedtstof,

mens der kun er 5,5 pct. moms på andre fødevarer.

Økonomiske virkemidler kan således bruges på lige fod med andre

virkemidler og i mange tilfælde understøtte disses virkning.

6. Varestandarder

Varestandarder kan benyttes til at sikre levnedsmidlers

sammensætning og dermed næringsværdi, f.eks. standarder for madvarer med et

lavt fedtindhold. Der eksisterer i dag mange standarder for fødevarer, f.eks.

for mælk og andre mejeriprodukter. Fordelen ved standarder er, at de gør det

nemmere for forbrugerne at orientere sig på markedet. Ulempen ved standarder

er,

at de hindrer produktudvikling – også mod mere ernæringsrigtige varer.

Tendensen er, at brugen af varestandarder for fødevarer taber terræn. I

ernæringsmæssig henseende er varestandarder nok af begrænset betydning. Hvis

man eksempelvis virkelig vil skære ned på et højt fedtindhold i kosten, er

det

almindeligvis vigtigere at ændre kostens sammensætning – ved f.eks. at

spise

mere frugt og grønt – end ved at vælge light-produkter.

7. Regulering af

markedsføring

Forslagsstillerne har den 18. november 2004 fremsat beslutningsforslag

nr. B 50 om gennemførelse af kontrol med markedsføring af usunde føde- og

drikkevarer

til børn samt fremme af sunde madvarer, hvortil der henvises.

8. Ernæringsforskning

Skal der gøres en effektiv indsats på ernæringsområdet, er det

vigtigt, at der er en stærk ernæringsforskning, som er fri og uafhængig af

kommercielle interesser. Kun derved kan den vinde befolkningens og

politikernes

respekt og styrke tilliden til anbefalingerne for kosten. Der forskes i

ernæring på flere universiteter og institutioner i Danmark. Det, man typisk

forsker i, er sammenhængen mellem kost og sundhed, f.eks. mellem fed kost og

hjertesygdomme/kræft eller statistik om udbredelsen af fedme og overvægt. Og

det er jo glimrende, men der mangler forskning i, hvad der på det

samfundsmæssige niveau kan gøres for at forbedre befolkningens ernæring.

F.eks.

dukker spørgsmålet om at nedsætte momsen på sunde fødevarer og lægge skat på

usunde fødevarer hele tiden op. Der er ingen, der har forsket i effekten af

en

sådan regulering på de forskellige befolkningsgrupper. Der er f.eks. heller

ingen forskning i effekten af reklamer for junkfood rettet mod børn og

regulering af samme. Og heller ikke sundhedskonsekvensvurderinger af f.eks.

EU’s landbrugspolitik eller andre relevante reguleringer.

I Sverige og Finland er der en lang tradition for »folkhälsa«,

og statslige institutter har i årtier haft ernæring som vigtigt område. På

Statens Folkhälsainstitut i Sverige er der således for øjeblikket et projekt

om

ernæringseffekten af subsidier/afgifter på fødevarer. Instituttet har

eksempelvis også lavet en forskningsrapport om effekten af EU’s

landbrugspolitik på befolkningens ernæring. Den viser, at den fælles

landbrugspolitik trækker befolkningens sundhed i en forkert retning og burde

ændres.

Der er brug for at styrke forskningen i, hvad vi som samfund kan

gøre for at forbedre befolkningens ernæring – og dermed forebygge mange

tilfælde af hjerte-kar-sygdomme, kræft, hjerneblødninger, fedme/overvægt

m.m., og

hvor forskningen samtidig tager hensyn til miljø, bæredygtig udvikling,

landdistriktudvikling

osv. Det drejer sig om effekten af

–

økonomiske

virkemidler, som subsidier og afgifter, på forskellige befolkningsgruppers

ernæring,

–

regulering af

markedsføring, som tv-reklamer til børn og sodavandsautomater i skoler m.m.,

–

oplysning og

undervisning, specielt mht. informationssvage grupper,

–

næringsdeklarationer,

herunder deres udformning,

–

offentlig bespisning i

skoler, på sygehuse og plejehjem,

–

landbrugspolitik i EU

og Danmark på befolkningens ernæring og

–

andre relevante

reguleringer på ernæringen (konsekvensanalyser).

En styrkelse kan ske ved dannelse af et center for

folkesundhedsernæring, som f.eks. kunne dannes ved et samarbejde mellem de

eksisterende institutioner på området eller ved at oprette en helt ny

institution.

9. Samarbejde med fødevareerhvervet

Fødevareerhvervet har stor indflydelse på danskernes kost.

Derfor må producenter, industri, detailhandel og markedsføring påtage sig et

medansvar for befolkningens ernæringstilstand. I USA har flere meget store

virksomheder – presset af truslen om retssager fra fejlernærede

forbrugere –

erkendt dette og formuleret en politik på området. Det er regeringens opgave

at

samarbejde med fødevareerhvervet (producenter, industri, detailhandel,

marketing) og forbrugere om en strategi for erhvervets rolle, som fremmer

sunde

spise- og motionsvaner.

3. Vurdering af

ernæringsmæssige konsekvenser af lovgivning

Befolkningens ernæringsmæssige status er resultat af en lang

række komplekse udviklinger i det moderne samfund, og mange af de

reguleringer,

der foretages på andre områder, har konsekvenser for ernæringen. Det kan

f.eks.

dreje sig om skolernes undervisning i ernæring og idræt, subsidier og

afgifter

på madvarer og emballage, regler for import og eksport af madvarer, regler

for

placering af butikscentre osv. Sådanne reguleringer kan have store

konsekvenser

for visse befolkningsgruppers ernæring, som kan gå både i positiv og negativ

retning. Som et udgangspunkt bør der derfor indføres krav om, at der for

relevant lovgivning udarbejdes en vurdering af de ernæringsmæssige

konsekvenser

af reguleringen. Det svarer nogenlunde til, hvad man gør på det økonomiske og

miljømæssige område.

Skriftlig fremsættelse

Ritt Bjerregaard

(S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om en dansk ernæringspolitik.

(Beslutningsforslag nr. B 119).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter