Spring til indhold

Retsinformation

Personselskaber, transparens i relation til tyrkiske selskabsregler og tyrkisk ejendom

AFG nr 9841 af 26/09/2006AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet19. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Personselskaber, transparens i relation til

tyrkiske selskabsregler ogtyrkisk ejendom

Spørgsmål

Kan den i

Tyrkiet valgte ejerform anses som værende et personligt ejerskab, der som et

dansk sameje, er skattemæssigt transparent?

Svar

Nej, se

indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af

de faktiske forhold

Forespørger

ønsker i fællesskab med sin ægtefælle at oprette et "Ltd. Sirket" i

Tyrkiet.

Der er ingen

anden aktivitet forbundet med samejet end ejerskabet til den tyrkiske

feriebolig.

Forespørgeren

har pt. ikke mulighed for, i den oprindeligt tiltænkte form at erhverve skøde

på dennes ferielejlighed i Tyrkiet, men har mulighed herfor ved at registrere

et tyrkisk samejeforhold med det ene formål at opnå tinglyst skøde.

Det er alene

forespørgerens hensigt med dette registrerede sameje at opnå skøde på

ejendommen.

Det er således ikke forespørgerens hensigt, at denne skal stilles anderledes

i

skattemæssig henseende, end hvis det registrerede sameje ikke har eksisteret.

Repræsentantens

eventuelle opfattelse ifølge anmodningen

Indledning

Læs alt

Danske

statsborgere, herunder danskere med fuldt skattetilhørsforhold til Danmark,

har

i mange år investeret i boliger i udlandet, oftest i form af en

"udenlandsk feriebolig". Det har hovedsagelig været i lande som

Frankrig og Spanien. I mindre udstrækning i Portugal, Italien og Grækenland.

I de senere år

er investeringslandene udvidet betydeligt. Lande som Thailand, Bulgarien,

Kroatien,

Egypten med flere er kommet til, foruden - i stort omfang - Tyrkiet. Men også

mange andre lande optræder som danskeres investeringsmål for ferieboliger.

Målet med et køb

er at opnå en juridisk beskyttet ejendomsret til den erhvervede feriebolig.

Grundlæggende sker retsbeskyttelsen overalt via en offentligretlig

registreringsakt underlagt staten i det pågældende land.

I midlertidig

kan de formelle erhvervelsesregler og tinglysningssystemer variere fra land

til

land. I nogle lande - for eksempel Thailand og Bulgarien - kan udlændige ikke

indgå i et direkte ejerskab til grundarealet, men godt til selve boligen.

Grunden kan så erhverves via en selskabsdannelse, som udlændingen kan

eje/kontrollere.

Nogle lande har forskellige godkendelsessystemer inden den endelige

erhvervelse

(dette gælder for eksempel de tidligere regler i Tyrkiet). Der er også stor

forskel på tinglysningssystemerne. Nogle lande har meget smidige og

højtudviklede systemer som her i landet, andre langt mindre smidige. Ofte er

der nogle stringente formkrav i udlandet, modsat her i landet.

Den danske

boligkøber er således nødt til at indrette sig efter de lokalt gældende

regler

for at opnå sin retsbeskyttede ejendomserhvervelse. Nedenfor beskrives,

hvorledes det tyrkiske registrerings - og retserhvervelsessystem er

indrettet.

Reglerne i

Tyrkiet for udlændinges køb af tyrkiske ferieboliger

Den tyrkiske

grundlov fastslår i artikel 35, at alle - altså også udlændinge - kan

erhverve

fast ejendom i Tyrkiet, men at der kan fastsættes begrænsninger, dog

udelukkende begrundet i offentlige hensyn. Sådanne begrænsninger er fastsat

dels i nogle særlige regler om militære ejendomme og interessezoner, dels i

tinglysningsloven (Tapu-loven).

Tapu-loven

stammer tilbage fra 1934. Systemet i forhold til udlændinge var oprindeligt

det, at alle udlændinge skulle have godkendelse via regeringen i Ankara,

nemlig

fra henholdsvis Indenrigs- og Udenrigsministeriet. Udover denne godkendelse

krævedes

der også en påtegning fra militærmyndigheden om, at den pågældende ejendom

ikke

var beliggende i militært område. De ministerielle godkendelser og

militærpåtegningen var betingelser, der skulle være opfyldt, inden skødet til

udlændingen

kunne blive tinglyst (= opnå retsbeskyttelse).

Med henblik på

at fremme salget til udlændinge ændrede Parlamentet Tapu-loven i 2003. En af

ændringerne

gik ud på en afbureaukratisering, således at man ved en række vigtige

køber-lande kunne springe de ministerielle godkendelser over og gå direkte

til

tinglysningskontoret (Tapu-kontoret), når militærpåtegningen forelå. Til brug

for dette system blev der udstedt en art ministeriel bekendtgørelse med tre

forskellige lande-lister:

1) Lande, som

umiddelbart var godkendte

2) Lande, som

ikke kunne opnå godkendelse

3) Lande, som

stadig skulle gennem det ministerielle godkendelsessystem

Danmark blev

anført på liste nr. 1), altså over de forhåndsgodkendte lande. Godkendelsen

relaterede sig til et gensidighedskrav, der var beskrevet i 2003-loven. Der

var

anført 88 godkendte lande på denne liste.

Forud for

2003-loven var der givet mange godkendelser til udlændinge, efter oplysninger

fra Tapu-Generaldirektoratet i Ankara også til danskere. Men den nye lov

satte

meget kraftigt gang i udlandssalget til borgere fra et stort antal lande,

især

England, Tyskland, Holland, Irland - og Danmark. Mange danskere købte bolig i

Tyrkiet fra 2003 til 2005. Der er oplyst, at tallet fra 2005 skulle være op

til

6.000. Men boligkøbet fra flere andre lande oversteg væsentligt det danske

køb.

Ekspeditionstiden

for - den tinglysningsbetingede - militærpåtegning var oprindeligt på nogle

få

uger, men på grund af det store antal udlandsskøder steg ekspeditionstiden op

til 5-8 måneder. Mange danskere opnåede dog tinglyst skøde (Tapu-bevis) på

den

købte bolig med baggrund i den nævnte placering på listen over godkendte

lande

i henhold til 2003-loven.

Langt den

overvejende del af de danske køb har været personlige køb, nemlig i form af

enkeltpersoner, ægtepar, familie eller venner sammen, men som personlige køb.

Elementer i 2003-loven blev af et

mindretal i Parlamentet indklaget for den tyrkiske Forfatningsdomstol med

påstand om, at loven på nærmere angivne områder var for vidtgående i forhold

til forfatningen.

Forfatningsdomstolen fastslog medio

marts 2005, at 2003-loven på visse punkter overskred forfatningens grænser.

Den

var blandt andet ikke præcis nok i sin formålsbestemmelse, og den indeholdt

for

vidtgående dispensationsret til regeringen. Domstolen fastsatte en 3

måneders-frist fra en offentliggørelsesdag til at få loven tilpasset. Denne

frist udløb den 29. juli 2005.

På grund af tidspres med EU-lovarbejde

nåede man ikke at blive færdig med disse ændringer ved Parlamentets

sommerferie. 2003-loven bortfaldt derfor pr. 29. juli 2005 (men var i kraft

indtil denne dato). Pr. denne dato var der et meget stort antal udenlandske

skøder, der ikke var færdigbehandlede, dels hos militærmyndigheden, dels på

tinglysningskontorene. Disse udlændinge stod derfor uden tinglyst skøde

(tapu).

Ved Parlamentets åbning i oktober 2005

genoptog man lovarbejdet. Den 28. december 2005 vedtog Parlamentet den nye

lov

med de krævede tilpasninger, og primo januar 2006 blev loven tiltrådt af

Præsidenten. Den fik ikrafttræden tilbage fra 29. juli 2005.

Kort efter ikrafttrædelsen opstod

imidlertid et problem set i forhold til danske købere. Regeringen

(Udenrigsministeriet) ændrede nu - tilsyneladende - holdning i forhold til

danskeres mulighed for at købe bolig i Tyrkiet. Til trods for uændrede regler

i

Danmark for udlændinges køb i Danmark i perioden fra 2003-lovens vedtagelse

og

til 2005-lovens vedtagelse og til trods for en reelt uændret lovtekst på

dette

område i henholdsvis 2003-loven og 2005-loven, er Danmark blevet fjernet fra

listen over forhåndsgodkendte lande. Såfremt regeringen måtte vælge at følge

en

strikt fortolkning af lovteksten, vil dette kunne have til virkning, at et

erhvervelseskrav for en dansker vil kunne være betinget af 5 års forudgående

bopæl i Tyrkiet, hvilken formentligt ingen af de danske købere opfylder. Hvis

dette krav indføres med tilbagevirkende kraft for alle de mange danske

købere,

som i tillid til de på aftaletidspunktet gældende regler, hvor Danmark som

anført var med på listen over forhåndsgodkendte lande - har købt feriebolig i

Tyrkiet, betyder dette, at de ikke vil kunne erhverve ejendomsret til den

købte

bolig.

Der er fra erhvervs- og køberkredse

blevet rettet henvendelse til den tyrkiske regering og forskellige

parlamentarikere for at få en positiv løsning for danske købere, såvel de der

allerede har købt som for nye købere. Der er givet en række positive tilsagn

fra højeste politiske kredse om at ville finde frem til en sådan løsning for

danskerne. Der er et meget stort antal købsaftaler (skøder) undervejs i den

tyrkiske skødeekspedition. Ingen danskere har modtaget afslag, men ingen

handel

er blevet endeligt gennemført (idet loven er så ny).

Nærværende anmodning om bindende svar er

begrundet i:

- et ønske om at kunne gennemføre køb af

ferieboligen på en måde, der i henhold til tyrkisk lovgivning giver mulighed

for en retsbeskyttet og lovlig erhvervelse,

- at det ikke er muligt pt. at sige,

hvor lang tid afklaringen måtte tage, herunder om den måtte være betinget af

en

lovændring eller en eventuel retssagsførelse, samt i

- at det ud fra en teoretisk synsvinkel

ikke på forhånd ganske kan udelukkes, at der vil kunne opstå et problem med

en

erhvervelse i den oprindeligt tænkte form, samt endeligt i

- at nugældende tyrkisk lovgivning - ved

valg af en lidt ændret købsform - muliggør, at danske købere vil kunne

erhverve

en legal og retsbeskyttet ejendomsret, nemlig ved en juridisk struktur/form,

som vi ikke har helt tilsvarende i dansk ret, og som vil blive beskrevet

nedenfor.

"Sameje med begrænset ansvar"

Efter tyrkisk ret kan man - som i

Danmark - etablere et almindeligt fællesskab om for eksempel en fælles

virksomhed eller et fælles aktiv som en fast ejendom (i Danmark i form af et

interessentskab eller et sameje).

Et sådant fællesskab er ikke nogen

selvstændig juridisk person i nogen af landene

.

Modsat Danmark er der i

Tyrkiet sket en kodificering af reglerne herom, men indholdsmæssigt er de

meget

ens.

Men efter tyrkisk ret har man en

mulighed for at etablere et sådant personligt fællesskab i en variant med

begrænset ansvar (nogenlunde svarende til kommanditisterne i et dansk

kommanditselskab). En sådan variant findes ikke tilsvarende i dansk ret.

Fællesskabet betegnes på tyrkisk "Limited Sirket" ("begrænset

fællesskab"). Et sådant fællesskab skal registreres i et lokalt

handelsregister (svarende til handelsregistet her i landet for ca. 25 år

siden). Denne registrering bevirker, at fællesskabet efter tyrkisk ret opnår

status af en selvstændig juridisk person. Som sådan kan fællesskabet erhverve

rettigheder i Tyrkiet, herunder umiddelbart erhverve en tinglyst ejendomsret

-

Tapu - over en tyrkisk feriebolig.

Man kan - efter spørgers opfattelse -

ikke sammenligne et sådant fællesskab med et dansk anpartsselskab. Det er et

rent personligt fællesskab mellem udelukkende fysiske personer. Der kan ikke

indgå juridiske personer heri. Der skal minimum være 2 fysiske personer. Der

kan være "skæve" deltagerandele, op til 98%: 2%. Der er ingen

aktie-

eller anpartsbreve tilknyttet til fællesskabet. Det etableres som en ren

samarbejdsaftale eller fællesskabsaftale mellem 2 eller flere personer. Der

oprettes

en egentlig kontrakt, ikke vedtægter. De enkelte deltageres navne udgør

således

en integreret og nødvendig del af etableringen. Man har altså ikke et

stiftelsesdokument med tilknyttede vedtægter. Som ved et samejeforhold skal

der

være enighed om alt. Personudskiftning- eller udvidelse i personkredsen sker

ved en ændring af aftaledokumentet, ikke ved overdragelser af anparter. Som

ved

et samejeforhold medfører et personskifte i et sådant fællesskab, at det helt

ændrer karakter til en ny enhed. Dette gælder både ved udvidelser af kredsen

og

ved udskiftning af en af deltagerne. Herved understreges det absolut

personlige

karakteristikum. Et sådant fællesskab kan ikke eksistere uafhængigt af de

fysiske personers eksistens. Dør parterne, ophører fællesskabet automatisk

(modsat

et anpartsselskab, der har sit eget, selvstændige liv uafhængigt af

anpartshaverne).

Efter dansk selskabsret ville et sådant

fællesskab blive karakteriseret som et interessentskab eller et sameje,

afhængigt af dets formål og indhold. Er formålet udelukkende besiddelse af et

enkelt formuegode som en feriebolig, ville det blive betegnet et sameje. Det

opfylder ikke de grundlæggende krav for at kunne blive betragtet som et

anpartsselskab.

Tilsvarende er det spørgers opfattelse,

at et sådant fællesskab mellem 2 eller flere personer om en enkelt feriebolig

ud fra en dansk, skatteretlig synsvinkel må betragtes som et sameje. Altså

ikke

som et selvstændigt, skatteretligt subjekt, men skal undergives beskatning

ved

de enkelte deltagere i forhold til deres andele af samejet.

Efter tyrkisk skattelov skal der betales

nogle minimumsskatter pr. år (pt. 850 lira) af et sådant sameje.

Samejets relationer til dansk skatteret

Som ovenfor beskrevet er årsagen til

etableringen af dette særegne, "Sameje med begrænset ansvar" (som

kun

har danske deltagere) udelukkende at skabe det fornødne fundament for som

dansker at kunne opnå en retligt beskyttet og lovlig adkomst til en tyrkisk

feriebolig. Vores klient har intet ønske om at omgå danske skatteregler eller

bringe formuegoder i nogen form for skattely i forhold til danske

skatteregler.

Ønsket er at købe personligt og skatteretligt her i landet at blive stillet

som

ved et rent personligt køb. Dette gælder både ved erhvervelsen, under

ejerforholdet og ved ejerskifte. Der er således ikke tale om, at vores klient

finansierer sit køb af ferieboligen ved midler fra et dansk selskab, men

udelukkende med private, personlige midler.

Forespørger er indstillet på at oprette

en præciserende erklæring mellem samejet og den enkelte deltager om, at der

er

tale om et udelukkende privat køb, uden nogen form for omgåelseshensigt.

Endelig har

forespørger vedlagt en ekstrakt af lærebogen: "Introduction to Turkisk

Business Law" af T. Ansay og E. Schneider, 2002, side 82 - 102.

SKATs afgørelse

og begrundelse

Efter SKATs

opfattelse følger den skattemæssige vurdering af ejendomsretten i denne sag

de

civilretlige regler. Det vil med andre ord sige, at det formelle ejerforhold

også i skattemæssig henseende er afgørende, således at det er det tyrkiske

selskab, som skattemæssigt betragtes som den egentlige ejer af ejendommen.

Dette selskab

betragtes som en selvstændig juridisk enhed med en selvstændig

skatteretsevne.

SKAT kan i den

forbindelse henvise til

SKM2002.659.LR

,

hvor det daværende Ligningsråd blev spurgt, om det konkret skatteretligt

kunne

tillægges betydning, at nogle dispositioner skulle foregå efter udenlandske

selskabsretlige regler, der afveg fra de tilsvarende danske regler.

Sagen vedrørte et dansk selskab, der ville foretage

kapitalforhøjelser i to sambeskattede datterselskaber beliggende i

henholdsvis

Tyskland og USA. Kapitalforhøjelserne agtedes - i overensstemmelse med

selskabsretten og regnskabsreglerne i henholdsvis Tyskland og USA - foretaget

uden emission af aktier i datterselskaberne. Ligningsrådet fandt, at der ikke

bestod et krav om, at der skulle sluttes modsætningsvis fra

selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, hvorefter overkurs, som et selskab

opnår ved udstedelse af aktier eller udvidelse af sin egenkapital, er

skattefri. Ligningsrådet fandt endvidere efter en samlet konkret vurdering,

at

der ikke bestod det fornødne grundlag for at anse indbetalingerne til

datterselskaberne for skattepligtige for disse.

På baggrund af

denne afgørelse er det SKATs opfattelse, at udenlandske civilretlige regler

har

betydning for bedømmelsen af realiteten i en udenlandsk disposition.

De udenlandske

regler indgår således i fastlæggelsen af faktum. Om muligt identificeres et

udenlandsk

civilretligt begreb med et kendt dansk civilretligt begreb.

Herefter

foretages der en skatteretlig kvalifikation af det fastlagte faktum. Denne

foretages på baggrund af danske skatteregler.

Hertil kan også

nævnes Østre Landsrets afgørelse offentliggjort i TfS1997.277.ØLR, hvor

landsretten

fastslog,

at en hæftelse for gælden i et

italiensk selskab, hvor den pågældende skatteyder var eneaktionær, måtte

bedømmes efter dansk ret, og derfor måtte anses som en lovbestemt

kautionsforpligtelse,

og den skattemæssige kvalifikation af selskabet forblev dermed uændret.

Ifølge dansk

skatteret betragtes personselskaber fx interessentskaber og

kommanditselskaber

ikke som selvstændige skattesubjekter, men som skattetransparente enheder.

Det

vil sige, at det alene er de enkelte persondeltagere, der er genstand for

beskatning. Disse personselskabers kendemærke er den særlige hæftelsesform,

hvor alle eller nogle af deltagerne hæfter personligt, direkte og solidarisk.

Det er SKATs

opfattelse, at det i sagen omtalte " Limited Sirket" ikke

skattemæssigt kan anses som transparent, men derimod som et selvstændigt

skattesubjekt.

SKAT lægger i

sin vurdering afgørende vægt på, at der er tale om et selskab med begrænset

hæftelse. Der er alene tale om et personligt ansvar for betaling af skatter,

hvortil der kan henvises til den ovenfor nævnte Østre Landsretsdom.

Herudover lægger

SKAT vægt på, at selskabet skal registreres i et lokalt handelsregister, og

at

det i Tyrkiet betragtes som en selvstændig juridisk person. Endelig fremgår

det

af den i sagen vedlagte lærebogsekstrakt "Introduction to Turkisk

Business

Law" af T. Ansay og E. Schneider, 2002, side 100, at selskabsformen kan

have mellem 2 til 50 anpartshavere.

Det fremgår tillige: "Like af corporation, the

partnership with limited liability has a stated basic capital that is divided

into shares and the liability of the partners is limited to the capital they

undertake to contribute to the company".

Selskabet ledes af en

"director".

Skatterådets

afgørelse og begrundelse

Skatterådet

tiltrådte

indstillingen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter