Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer

2004/2 LSF 112Lovforslag som fremsatSkatteministeriet24. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 24. februar 2005 af

skatteministeren (Kristian Jensen)

Forslag

til

Lov

om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer

Lovens anvendelsesområde

§ 1.

Loven gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af

renter,

gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det

offentlige.

Stk. 2.

Reglerne i

anden lovgivning om opkrævning og inddrivelse af fordringer, som nævnt i

stk. 1, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning,

indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter,

eftergivelse

og henstand m.v., finder anvendelse.

Fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til

inddrivelse

§ 2.

Skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, er

restanceinddrivelsesmyndighed.

Stk. 2.

Beregning

og opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger m.v. forestås af

fordringshaveren,

eller den der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Tilsvarende

gælder

Læs alt

behandlingen af indsigelser om fordringen.

Stk. 3.

Fordringer

overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er

overskredet,

og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Fordringshaveren, eller

den der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan dog på

skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med

betalingen. Afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen

kan

ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Såfremt forholdene i

særlig

grad taler derfor, kan fordringer overdrages til

restanceinddrivelsesmyndigheden

på et tidligere tidspunkt end nævnt i 1. pkt.

Stk. 4.

Inden overdragelse af fordringer

m.v. til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal

fordringshaveren,

eller den der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt

underrette

skyldneren om overdragelsen.

Stk. 5.

Fordringshaveren, eller den der på vegne af fordringshaveren opkræver

fordringen, skal, såfremt denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i

skyldnerens forhold efter overdragelsen af fordringen til

restanceinddrivelsesmyndigheden,

underrette restanceinddrivelsesmyndigheden herom og kan i den forbindelse

anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere inddrivelsen eller

at

sende sagen tilbage til fordringshaveren med henblik på, at fordringshaveren

kan

tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Fordringer, der er

omfattet af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til

fordringshaveren, eller den, der på vegne af fordringshaveren, har forestået

opkrævningen.

Stk. 6.

Skatteministeren

kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af reglerne i stk. 1-5,

herunder

om fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til

restanceinddrivelsesmyndigheden, størrelsen af fordringer m.v., som der kan

tillades afdragsvis betaling eller henstand med, og om tidsfrister for

afdragsvis betaling og henstand. Skatteministeren kan endvidere fastsætte

regler om, at overdragelse af fordringer skal ske elektronisk.

Restanceinddrivelsesmyndigheden

§ 3.

Ved

overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse i

restanceinddrivelsesmyndigheden overtager restanceinddrivelsesmyndigheden

kreditorbeføjelserne, jf. § 1, stk. 2.

Stk. 2.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan som led i inddrivelsen tillade afdragsvis

betaling eller henstand med betalingen. I det omfang der i den øvrige

lovgivning er fastsat nærmere regler om afdragsvis betaling og henstand med

betalingen, finder disse regler fortsat anvendelse

Stk. 3.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos andre offentlige myndigheder og hos

pengeinstitutter samt hos Værdipapircentralen indhente oplysninger, der er

nødvendige for restanceinddrivelsesmyndighedens opgavevaretagelse. Endvidere

kan restanceinddrivelsesmyndigheden fra registre, der føres af offentlige

myndigheder, kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som er af betydning

for inddrivelsen. Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form.

Stk. 4.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af reglerne i

stk. 1-3. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler, hvorefter

fordringshavere

får elektronisk adgang til oplysninger registreret af

restanceinddrivelsesmyndigheden om restancens størrelse i forhold til

vedkommende fordringshaver, og om der foreligger restante fordringer i

forhold

til andre fordringshavere.

Klage

§ 4.

Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af

fordringer

m.v. kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i

lovgivningen. Klagen skal indgives skriftligt til

restanceinddrivelsesmyndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder efter

modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Hvis

restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af klagen finder anledning til at

genoptage sagen, kan restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis klageren er enig

deri, genoptage sagen. I andre tilfælde videresender

restanceinddrivelsesmyndigheden

klagen til Landsskatteretten sammen med en udtalelse om sagen.

Stk. 2.

Skatteministeren kan fastsætte

nærmere regler for klageadgangen efter stk. 1.

Stk. 3.

Indsigelser

mod udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden behandles af

fogedretten

efter lovgivningens regler herom.

Ikrafttrædelses-, overgangs- og delingsbestemmelser

§ 5.

Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende og har

virkning

fra den 1. oktober 2005, jf. dog stk. 2-4 og §§ 6-14.

Stk. 2.

Fordringer

m.v., for hvilke fordringshaveren, eller den der på vegne af fordringshaveren

opkræver fordringen, har iværksat inddrivelse, overgår til inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. oktober 2005, jf. dog § 14.

Stk. 3.

Lovens regler om klage til

Landsskatteretten har virkning for klager over afgørelser om inddrivelse, der

er truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis klagen modtages den 1.

oktober

2005 eller senere.

Stk. 4.

Afgørelser om inddrivelse

omfattet af klagereglerne i § 4, stk. 1, der inden den 1. oktober

2005 er påklaget til de hidtidige administrative klageinstanser, overgår til

behandling i Landsskatteretten den 1. januar 2006, hvis de hidtidige

klageinstanser ikke har færdigbehandlet klagen inden denne dato, jf. dog

§ 14.

§ 6.

Skatteministeriet overtager med virkning fra den 1. oktober 2005 de aktiver,

der udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af

inddrivelsesopgaven,

jf. dog om fast ejendom stk. 2. Skatteministeriet indtræder endvidere fra den

1. oktober 2005 i de rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til

den

kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven.

Stk. 2.

Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse vedrørende fast ejendom.

Skatteministeriet har ret til af den pågældende kommune at leje fast ejendom

eller dele heraf, som udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af

inddrivelsesopgaven.

Skatteministeriet og den enkelte kommune kan indgå aftale om, at

Skatteministeriet

umiddelbart overtager en fast ejendom, der helt eller delvist er knyttet til

den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven.

§ 7.

Skatteministeriet

overtager

fra den 1. oktober 2005 de kommunalt ansatte, der udelukkende eller helt

overvejende er beskæftiget med varetagelsen af inddrivelsesopgaven.

Stk. 2.

Skatteministeriet overtager herudover en forholdsmæssig del af de kommunalt

ansatte, der ikke er omfattet af stk. 1, og som ikke udelukkende eller

helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, der fortsat

varetages

af kommuner eller kommunale samarbejder.

§ 8.

De

pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved

virksomheds-overdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale ansat i

henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold,

der

er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og

som i forbindelse med overførslen efter § 7 ikke er omfattet af lov om

lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

§ 9.

Tjenestemænd, der overføres efter § 7, overgår til ansættelse i staten

på

vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.

Stk. 2.

Tjenestemænd omfattet af stk. 1 får ved pensionering fra denne

ansættelse

udbetalt den samlede tjenestemandspension af staten.

Stk. 3.

Finansministeren fastsætter efter forhandling med indenrigs- og

sundhedsministeren regler om beregning og eventuel fordeling mellem den

hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen for

tjenestemænd, der overføres efter § 7.

Stk. 4.

Finansministeren kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren

fastsætte regler om beregning, administration, refusion, revision m.v. af

pensionerne efter stk. 2 og 3.

Stk. 5.

Finansministeren træffer afgørelse om tvivlsspørgsmål i henhold til

stk. 3

og 4.

Stk. 6.

Stk. 2-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte med en

pensionsordning,

der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemændenes

pensionsordninger.

§ 10.

Aftale om overførsel af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte efter

§ 6 og § 7, herunder leje af fast ejendom eller lokaler eller

overførsel af fast ejendom efter § 6, stk. 2, skal indgås mellem

Skatteministeriet og den enkelte kommune senest den 15. juni 2005.

§ 11.

Skatteministeren kan nedsætte et nævn, der kan træffe beslutning om

overførsel

af aktiver, rettigheder og pligter, samt ansatte efter § 6 og § 7,

herunder leje af fast ejendom eller lokaler eller overførsel af fast ejendom

efter

§ 6, stk. 2, hvorom der ikke er indgået aftale senest den 15. juni

2005, jf. § 10.

Stk. 2.

Nævnet

består af 4 medlemmer, der udpeges af skatteministeren. Et medlem, der

tillige

er formand, indstilles af finansministeren, og to medlemmer indstilles af

Kommunernes Landsforening.

Stk. 3.

Nævnet træffer beslutning ved

stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Nævnets

afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4.

Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for nævnets virksomhed.

§ 12.

Bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 4, 5 og 6 finder ikke anvendelse

ved forhandlinger, aftaleindgåelse og beslutninger efter §§ 10 og 11.

§ 13.

Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal for så vidt angår

overførslen af ansatte, orientere repræsentanter for de ansatte om udkast til

aftale efter § 10, jf. § 7, forhandlingernes forløb og udkast til

beslutninger efter § 11, jf. § 7.

Stk. 2.

Den

myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den myndighed eller de

myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal så hurtigt som

muligt

orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen, jf. § 10, eller

beslutningen, jf. § 11.

Stk. 3.

Den

myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis

ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de

ansatte

og med disse drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte om

aftaleudkast, forhandlingernes forløb, indgåelse af aftale eller

nævnsbeslutning.

Stk. 4.

Den

myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal så hurtigt som muligt

skriftligt

orientere de ansatte, der overføres efter § 7, om indgåelse af aftale

efter § 10 eller nævnsbeslutning efter § 11 om overførslen til

Skatteministeriet.

Stk. 5.

Repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering,

der er givet i medfør af stk. 1.

§ 14.

Skatteministeren kan fastsætte regler for gennemførelsen af den flytning af

opgaver og ansatte fra kommuner, respektive kommunale samarbejder, der er

oprettet efter lov nr. 52 af 31. januar 2001 om kommunalt samarbejde om

opkrævning og inddrivelse, til staten, der er en følge af denne lov.

§ 15.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige

gennemførelse af en ny kommunalreform.

Forslaget er således et led i udmøntningen af regeringens

aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform og den

efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra september 2004.

Aftalen indebærer, at der gennemføres en kommunalreform,

som grundlæggende ændrer rammerne for varetagelsen af de offentlige opgaver

og

den offentlige service i Danmark.

Reformen tegner en ny offentlig sektor, hvor kommuner,

regioner og stat har hver sin opgavemæssige identitet. Staten fastlægger de

overordnede rammer. Kommunerne varetager de direkte borgerrettede opgaver og

bliver dermed for borgere og virksomheder hovedindgangen til den offentlige

sektor. Fem nye regioner får ansvaret for sundhedsvæsenet samt regionale

udviklingsopgaver og får ansvaret for at løse visse driftsopgaver for

kommunerne.

Reformen indebærer, at amtskommunerne, HS og Hovedstadens

Udviklingsråd nedlægges, at der sker en ny fordeling af de opgaver, der løses

i

den offentlige sektor, mellem kommuner, regioner og statslige myndigheder, og

at antallet af skatteudskrivende niveauer reduceres fra tre til to.

Lovforslaget udmønter sammen med det samtidigt fremsatte

lovforslag om ændring af forskellige love (Konsekvensændringer som følge af

samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet) første trin i bestræbelserne

på

at skabe et enstrenget inddrivelsessystem, som sikrer en ensartet og

retssikker

inddrivelse.

Den samlede og overordnede målsætning for

inddrivelsesområdet er:

Etablering af

fælles praksis og regelgrundlag for udøvelse af restanceinddrivelsen og

dermed

styrkelse af borgerens retssikkerhed.

Betydelig reduktion

af det nuværende dobbeltarbejde ved en koordineret entydig restanceindsats.

Ledelsesmæssig

fokus på opgaven, således at de mest effektive inddrivelsesmidler konsekvent

anvendes.

Forbedret styring

og prioritering af restanceinddrivelsen mod de områder, hvor der er størst

sandsynlighed for betalingsevne.

Betragtelige

administrative forbedringer.

En helt grundlæggende forudsætning for at kunne opfylde

målsætningerne er, at restanceinddrivelsen bliver enstrenget, og derfor

lægges

der op til at samle restanceinddrivelsen i staten, således at al

restanceinddrivelse

vedrørende offentlige fordringer overføres og samles hos én statslig

myndighed,

restanceinddrivelsesmyndigheden, under Skatteministeriet pr. 1. oktober 2005.

Samlingen vil således omfatte den inddrivelse, der i dag varetages af

kommuner

og amtskommuner, politiet, domstolene, Økonomistyrelsen (indtil 1. januar

2005)

og af ToldSkats områder samt Inddrivelsesenheden under ToldSkat.

Økonomistyrelsen (oprindeligt Finansstyrelsen) har i perioden ultimo 2001 til

31. december 2004 varetaget inddrivelsen på studiegældsområdet på vegne af

Skatteministeriet.

Pr. 1. januar 2005 varetages opgaven af ToldSkat. De første tiltag til at

samle

inddrivelsen er allerede taget den 1. januar 2005, hvor man samlede den

administration, der tidligere blev varetaget af ToldSkat, Inddrivelsesenheden

og Økonomistyrelsen. Disse opgaver blev samlet i en særlig enhed i ToldSkat,

Den Centrale Inddrivelsesenhed, der tillige har fået ansvaret for Det Fælles

Lønindeholdelsessystem.

Det er med andre ord de organisatoriske tilpasninger, der

er i fokus i dette lovforslag. En organisatorisk samling af

inddrivelsesopgaverne

er et betydeligt bidrag til målopfyldelsen.

Herudover indeholder lovforslaget de nødvendige

regeltilpasninger og -forenklinger for at samspillet mellem de kommunale og

statslige fordringshavere på den ene side og restanceinddrivelsesmyndigheden

på

den anden side kan fungere smidigt og fleksibelt.

En fuld udmøntning af målsætningerne forudsætter

imidlertid, at de organisatoriske ændringer suppleres med dels en egentlig

harmonisering og mere gennemgribende forenkling af de bagvedliggende regelsæt

vedrørende den restancemæssige håndtering af de enkelte offentlige fordringer

og

dels en systemomlægning fra de nuværende 10 IT-systemer til ét

restancehåndteringssystem, som forventes at kunne være i drift i løbet af

første halvår 2007.

Det er vurderingen, at ingen af de nævnte eksisterende 10

restancesystemer kan skaleres op til et fælles system, ligesom det ikke er

muligt at integrere de eksisterende systemer til et fælles system. På

baggrund

heraf er det hensigten, at den fælles model skal suppleres med en ny

systemunderstøttelse til afløsning af de eksisterende systemer, således at

administrationen af inddrivelsen af alle offentlige restancer vil blive

samlet

i ét system.

Udover at systemet vil samle al offentlig inddrivelse, skal

det også kunne understøtte og udbygge mulighederne for en maskinel

sagsbehandling på de områder, hvor dette kan effektivisere inddrivelsen.

Det er planen, at systemet skal i udbud i 2005. Med henblik

på kravspecificering af systemet er det centralt, at de mest oplagte

regelforenklinger gennemføres hurtigst muligt. Herudover vil der løbende

skulle

sikres overensstemmelse mellem systemudvikling, praksis og lovgivning med

henblik på at opnå den størst mulige grad af automatisering.

Det er endvidere vurderingen, at der er et udtalt behov for

forenklinger og harmoniseringer af såvel lov- som praksisgrundlaget, hvis man

skal opnå en ensartet, retssikker og effektiv inddrivelse i overensstemmelse

med kommunalreformaftalen.

Reglerne om inddrivelse af disse krav findes i mange

forskellige love og bekendtgørelser, og de er ikke udformet ens. Det betyder,

at der kan gælde forskellige retningslinier for fremgangsmåden og kravene til

inddrivelsen. Derudover kan der også være forskelle i de

inddrivelsesinstrumenter, som kan tages i anvendelse. F.eks. gælder det for

en

række krav, at der ikke findes regler om adgang til lønindeholdelse m.v.

Tilsvarende kan der være forskelle i reglerne om forældelse, modregning og

indtrædelse, udpantning, eftergivelse, henstand, gebyrer og renter samt

fradragsret for disse.

Hertil kommer, at ensartede regler ikke nødvendigvis

administreres ens i de forskellige myndigheder. I dag er der således f.eks.

forskellig praksis vedrørende betalingsevnevurderinger for sociale krav og

skatte- og afgiftskrav.

Herudover medfører udformningen af reglerne indenfor

inddrivelsesområdet, at sagsbehandlingen hos nogle myndigheder i høj grad er

manuel. Reglerne og praksis fordrer et skøn eller en individuel vurdering.

Det

gælder f.eks. i forbindelse med lønindeholdelse (betalingsevne) og

eftergivelse.

Med nærværende lovforslag tages det første skridt til at

etablere en fælles inddrivelseslov. På sigt er det hensigten, at reglerne om

lønindeholdelse, modregning, eftergivelse og renter etc. skal samles i denne

lov, således at der sikres ens regler for inddrivelsen af kravene, og dermed

også opnås større ensartethed i afgørelserne og gennemskuelighed for borgere

og

virksomheder. Det vil dog skulle vurderes nærmere, om der er nogle kravtyper,

der skal reguleres særskilt i den fælles inddrivelseslov, eller ikke er egnet

til at blive omfattet af loven. Regelharmoniseringen skal følges op af en

regelforenkling,

hvor det samlede resultat skal være med til at sikre et ensartet regelsæt,

der

i videst muligt omfang er e-administrerbart.

På nuværende tidspunkt foreslås allerede gennemført

forenklinger af reglerne om tilbagebetaling af sociale ydelser, så de

tilpasses

reglerne for inddrivelse generelt.

Opkrævningen og inddrivelsen af visse sociale ydelser er i

dag en ressourcetung opgave pga. det specielle regelsæt, som findes i bl.a.

aktivlovens § 95, hvorefter kommunen først ud fra en

betalingsevnevurdering

skal fastsætte en afdragsordning, der skal misligholdes for, at der kan blive

tale om tvangsinddrivelse. Anvendelsen af lønindeholdelse og udlæg er da

begrænset til at omfatte de dele af et samlet tilbagebetalingskrav, som

svarer

til antallet af misligholdte afbetalingsrater. Kommunerne skal således både

foretage en større mængde betalingsevneberegninger og administrere de

fastsatte

betalingsordninger, samt de enkelte rater vedrørende misligholdte

betalingsordninger.

Derfor er det i det samtidigt fremsatte lovforslag om

konsekvensændringer af forskellige love af hensyn til dels regelforenkling

dels

en effektivisering af opkrævningen og inddrivelsen fremsat forslag om ændring

af visse sociale love. Det foreslås bl.a., at de nugældende regler i

aktivlovens § 95 ændres. Ændringen medfører, at reglerne for

gennemførelse

af tilbagebetalingskrav fastsættes af beskæftigelsesministeren i samråd med

skatteministeren. Det er hensigten, at denne ministerbemyndigelse skal

anvendes

til at fastsætte et skematisk regelsæt, hvorefter tilbagebetalingskravet

gennemføres.

Samtidig er det hensigten, at misligholdelse af en indgået betalingsordning

medfører, at hele kravet forfalder, modsat de nugældende regler på området,

ligesom manglende tiltrædelse af en betalingsordning medfører forfald af hele

kravet.

Forenklingen af opkrævningsreglerne på det sociale område

vil i marts 2005 blive fulgt op af forslag om forenkling af bl.a. reglerne om

lønindeholdelse og eftergivelse og henstand, da disse områder i særlig grad

kan

medvirke til betydelige rationaliseringer.

I dag er det mest anvendte regelsæt for lønindeholdelse

kildeskattelovens § 73, hvorefter der kan lønindeholdes med en

procentdel

af nettolønnen dog maksimalt 20 pct. Ved pålæg om indeholdelse skal der

overlades

skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold. I modsætning

hertil

står lov om inddrivelse af underholdsbidrag, hvor der ikke er fastsat en

maksimal indeholdelsesprocent, men hvor den fastsættes således, at der også

overlades bidragsyderen det nødvendige til eget og familiens underhold - dvs.

på baggrund af en betalingsevnevurdering.

Med henblik på dels at forenkle og dels implementere

principperne i kommunalreformaftalen for inddrivelsesarbejdet vil det blive

foreslået, at procentsatserne i kildeskatteloven ophæves, således at det i

højere grad end i dag bliver muligt at inddrive hos skyldnere der kan - men

ikke vil. Det er herudover hensigten, at der skal ske forenklinger af

betalingsevnevurderingen - og udgangspunktet for disse vil være Konkursrådets

anbefalinger vedr. forenkling af betalingsevnevurderingen i relation til

gældssanering, jf. Betænkning nr. 1449 (2004) om gældssanering.

Forslaget vil endvidere lovfæste den praksis, som anvendes

i Inddrivelsesenheden og anvendtes i Økonomistyrelsen indtil 1. januar 2005,

hvorefter afgørelser om lønindeholdelse i videre omfang træffes efter

objektive

og dermed e-administrerbare kriterier. Det er således hensigten at indføre et

regelsæt, som bl.a. fastsætter beløbsgrænser m.v., som er retningsgivende for

fastsættelsen af den procentdel af skyldnerens lønindtægt, hvormed

lønindeholdelsen skal ske. Reglerne gøres således elektronisk

administrerbare,

og der sikres en ensartet, gennemsigtig og objektiv sagsbehandling i forhold

til borgerne. Reglerne vil på den anden side også sikre, at det er muligt at

tage individuelle hensyn, så lønindeholdelsen kan tilpasses den konkrete

situation.

Ud over regelharmonisering og -forenkling vil det endvidere

skulle vurderes og afgøres, om den restanceinddrivelsesmyndighed under

skatteministerens ressort som en del af ToldSkat, som foreslås etableret i

nærværende

lovforslag, skal udskilles i en selvstændig styrelse under Skatteministeriet.

Beslutning skal være truffet senest medio 2006, således at en eventuel

justering af de organisatoriske rammer for inddrivelsesopgaven kan være på

plads samtidig med idriftsættelsen af det nye IT-system.

Der forestår derfor et betydeligt analyse- og

udviklingsarbejde med henblik på udmøntning af de resterende initiativer, der

skal sikre en forenklet digitaliseret og enhedsorganiseret

restanceinddrivelse.

Ud over den nævnte regelforenkling og -harmonisering, endelig fastlæggelse af

de organisatoriske rammer for inddrivelsesopgaven og IT-udvikling drejer det

sig bl.a. om en afklaring af finansieringsformen for den samlede

restanceinddrivelsesopgave

og dermed restanceinddrivelsesmyndigheden.

Nærværende lovforslag vil derfor blive fulgt op af

yderligere lovforslag i dette og et eller flere kommende folketingsår med

henblik på at optimere målopfyldelsen for området.

Ved allerede nu at samle den offentlige restanceinddrivelse

under én myndighed mindskes både de organisatoriske og systemmæssige risici i

forbindelse med de kommende års betydelige udfordringer med etablering af et

samlet

restancesystem.

Dertil kommer, at en koordineret entydig restanceindsats og

en forbedret styring og prioritering af restanceinddrivelsen mod de områder,

hvor der er størst sandsynlighed for betalingsevne, forudsætter, at de

organisatoriske

rammer understøtter en hurtig beslutningsprocedure og stor fleksibilitet i

prioriteringen af indsatsområder.

2. Baggrund

Lovforslaget er som nævnt en udmøntning af den del af

Aftale om en strukturreform fra juni 2004, indgået mellem regeringspartierne

(Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti, der omhandler

inddrivelsesopgaven.

Aftalen har baggrund i følgende:

Rigsrevisionen offentliggjorde i august 2003 ”Beretning om

statens restanceinddrivelse, 13/02.” Heri nævnes det bl.a., at

regelgrundlaget

på inddrivelsesområdet er unødigt kompliceret, at den IT-mæssige

understøttelse

er utilstrækkelig, og at der er for mange myndigheder involveret.

Rigsrevisionen konkluderer, at undersøgelsen samlet har vist, at det er

muligt

at effektivisere den offentlige inddrivelse af restancer, og at der bl.a. er

behov for bedre koordinering på området.

Samtidig viste en sammenligning med Sverige, at Danmark på

inddrivelsesområdet har en væsentlig lavere effektivitet, og det var

vurderingen, at Sverige har et enklere lovgrundlag, bedre

systemunderstøttelse

samt en mere enkel struktur med én inddrivelsesmyndighed -

”Kronofogdemyndigheten”.

På baggrund heraf blev der igangsat en analyse af de

økonomiske konsekvenser af et enklere lovgrundlag, en systemmodernisering og

en

enklere struktur med én myndighed (enhedsorganisering) af den offentlige

restanceinddrivelse.

Analysen blev afsluttet i marts 2004. Analysen påviser en

række uhensigtsmæssigheder ved organiseringen med fem restancemyndigheder,

hvoraf den ene, kommunerne, er opdelt i yderligere ca. 250 enheder:

Retssikkerheden er

svækket som følge af forskelle i administrativ praksis, serviceniveau og

inddrivelsesregler hos de involverede myndigheder.

Der er et

omfattende dobbeltarbejde, da ca. 150.000 restanter behandles af mere end én

myndighed. Ressourcetabet estimeres til mere end 100 mio. kr. årligt eller

ca.

10% af de samlede udgifter på ca. 1 mia. kr. årligt.

Inddrivelse er ikke

en kerneopgave for nogen af myndighederne og definerer derfor ikke

organisationens arbejde. Det giver en mindre fokuseret adfærd, som bl.a. kan

aflæses i markante produktivitetsforskelle.

Omprioritering af

den samlede offentlige restanceinddrivelse er vanskelig. I dag er det f.eks.

vanskeligt at opprioritere inddrivelse af de statslige restancer (ca. 5 mia.

kr.), som håndteres af kommunerne.

Analysen viser endvidere, at der er behov for såvel

regelforenkling som en bedre systemunderstøttelse af inddrivelsen.

3. Restanceinddrivelsen i dag

I dag er den offentlige restanceinddrivelse delt på fire

(indtil 1. januar 2005 fem) myndigheder:

ToldSkat – de enkelte områder

Inddriver skatte- og afgiftsrestancer vedrørende virksomheder:

Arbejdsgiverindbetalinger

af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag

Moms og punktafgifter

Told

Lønsum

Selskabs- og fondsskat

Udbytteskat

Dødsboskat.

ToldSkat - Inddrivelsesenheden

Inddriver restancer for statsinstitutioner, bortset fra restancer vedrørende

skatter og afgifter, SU-området samt politiets krav, herunder:

Arbejdsløshedsforsikring

Biblioteksrestancer

DR-licens

DSB S-tog A/S

Personlige fordringer

vedrørende løn samt lån og garantier vedrørende jordbrug og fiskeri

Restancer ved

indtægtsdækket virksomhed.

Politiet

Inddriver restancer vedrørende bøder m.m.:

Bøder

Konfiskationer

Erstatninger

Idømte

sagsomkostninger

Parkeringsafgifter

Vægtafgifter

Økonomistyrelsen

Inddrev restancer på SU-området indtil 1. januar 2005:

SU-statslån

SU-statsgaranterede

lån

SU-stipendier.

Kommunerne

Inddriver restancer vedrørende personskatter og arbejdsmarkedsbidrag for

ToldSkat samt restancer vedrørende egne fordringer, herunder også fordringer

med statsrefusion:

Personskatter

og arbejdsmarkedsbidrag

Ejendomsskat

Forbrugsafgifter

Husleje

Underholdsbidrag

Daginstitution

Bøder

i henhold til skattekontrolloven

Boligindskudslån

Boligydelse

Tilbagebetalingskrav

vedrørende boligsikring/ydelse

Tilbagebetalingspligtig

kontanthjælp

Uddannelseslån

§ 42

Motorkøretøjer

BL § 58

Parkeringsafgift

Retsafgift/gebyr

Udenlandske

skattekrav

Øvrige

kommunale krav

Kilde: Rigsrevisionens Beretning om statens

restanceinddrivelse, august 2003.

ToldSkat - de enkelte områder

De regionale told- og skattemyndigheder inddriver primært

virksomhedsrelaterede restancer i form af skatter, afgifter og told hos såvel

igangværende virksomheder som hos personer, der tidligere har været

virksomhedsindehavere

(afmeldte virksomheder).

Kendetegnende for de regionale told- og skattemyndigheder

er, at de i inddrivelsesarbejdet anvender told- og skattefogeder, der har

kompetence til at inddrive skatte-, afgifts- og toldkrav ved udlæg.

Inddrivelsen sker endvidere ved modregning og afdragsordninger. Adgangen til

lønindeholdelse, der generelt er et meget vigtigt inddrivelsesinstrument, har

reelt ingen betydning for inddrivelsen af restancer hos igangværende

virksomheder,

da lønindeholdelse er betinget af, at virksomhedens ejer har lønarbejde

samtidig med, at pågældende driver selvstændig virksomhed.

Den klare hovedopgave i ToldSkats inddrivelse er at holde

de igangværende virksomheders restancer nede på et absolut minimum og derved

forebygge og minimere den tabsrisiko, der er forbundet med anvendelsen af

virksomhederne som opkrævere af hovedparten af det offentliges indtægter.

ToldSkat - Inddrivelsesenheden

Inddrivelsesenheden i ToldSkat København inddriver

offentlige restancer af alle typer med undtagelse af krav, der inddrives af

de

regionale told- og skattemyndigheder, amter og kommuner, politiet og

domstolene. Af kravtyper kan nævnes DR-licens, DSB-afgifter samt alle andre

nødlidende statslige krav. Fordringerne oversendes fra restancemyndigheden

til

Inddrivelsesenheden, når betalingsfristen i restancemyndighedens sidste

rykkerbrev er overskredet.

Inddrivelsesenheden anvender primært afdragsordninger,

lønindeholdelse og modregning i inddrivelsesarbejdet. Kendetegnende for

Inddrivelsesenheden er, at inddrivelsen i stort omfang sker ved anvendelse af

maskinelle procedurer, herunder maskinel overvågning.

Politiet

Politiet inddriver vægtafgift, bøder, konfiskationsbeløb,

udlagte sagsomkostninger i straffesager, regreskrav for udbetaling af

erstatning til voldsofre mv. Politiet administrerer endvidere reglerne om

bødeforvandlingsstraf.

Da inddrivelse af bøder har karakter af straffuldbyrdelse,

skal der ved tilrettelæggelsen af inddrivelsen løbende tages hensyn til, at

det

samlede beløb skal være betalt inden forældelsesfristens udløb. Såfremt det -

ud fra skyldnerens aktuelle betalingsevne - vurderes, at dette ikke er

muligt,

skal politimesteren træffe beslutning om eventuel henstand eller hel eller

delvis eftergivelse (benådning). Ved beløb over 100.000 kr. træffes

beslutningen af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Økonomistyrelsen (indtil 1. januar 2005)

Økonomistyrelsen inddrev misligholdte statsgaranterede

studielån, misligholdt studiegæld fra tidligere stats- og studielån,

misligholdt voksenuddannelsesstøtte (SVU) og for meget udbetalt studiestøtte.

Økonomistyrelsens inddrivelse var organiseret som omkostningsdækket

virksomhed.

Inddrivelsen finansieredes på samme måde som i Inddrivelsesenheden ved

gebyrer

og provisioner.

Inddrivelsesfunktionen var integreret i

Studiegældskontorets håndtering af planmæssige tilbagebetalinger af studielån

samt administrationen af den særlige lov om eftergivelse af studielån.

Kendetegnende for inddrivelsen i Økonomistyrelsen var - som

for Inddrivelsesenheden i ToldSkat - at inddrivelsen i stort omfang sker ved

anvendelse af maskinelle procedurer, herunder maskinel overvågning.

Inddrivelsen

skete i øvrigt ved afdragsordninger, lønindeholdelse og modregning.

Kommuner og amter

De enkelte kommuner forestår i dag inddrivelsen af en række

restancer på statens vegne, bl.a. personskatter og arbejdsmarkedsbidrag.

Endvidere modtager kommunerne refusion fra staten vedrørende mange af de

øvrige

krav (typisk 50-100 pct.). Det gælder kontanthjælp, sygedagpenge,

underholdsbidrag, boligstøtte, boligydelse m.fl. Refusionen bevirker, at dele

af de inddrevne beløb tilgår statskassen.

Endelig forestår kommunerne opkrævning og inddrivelse af en

række fordringer og restancer på egne vegne og i visse tilfælde også på

privates vegne. Som eksempler herpå kan nævnes restancer vedrørende kommunal

elforsyning, børnepasning, administrativt ikendte bøder, børnebidrag, der

ikke

er udlagt forskudsvis, samt ægtefællebidrag. Samtidig bistår kommunerne

amterne

med inddrivelse af amternes fordringer, i det omfang de er tillagt

udpantningsret. Amternes øvrige krav er civilretslige krav, hvor inddrivelsen

sker ved anvendelse af advokatbistand.

Kommunerne anvender foruden administrativt personale egne

fogeder (pantefogeder) i inddrivelsesarbejdet. Ud over udlæg sker inddrivelse

især ved afdragsordninger og lønindeholdelse. Endvidere inddrives ved

indregning af restancer i forskudsskatten og ved modregning.

Kommunerne inddriver primært personorienterede restancer.

Personlige skatter og arbejdsmarkedsbidrag udgør ca. 45 pct. af restancerne.

De

øvrige restancer, fx. underholdsbidrag, forbrugsafgift og

tilbagebetalingspligtig

kontanthjælp, udgør ca. 55 pct. og fordeler sig på ca. 70 forskellige

kravtyper.

Samlede offentlige krav ultimo 2002 og 2003

2002

2003

---- mio. kr. ----

Inddrivelsesenheden:

Biblioteksrestancer

....................................................

2

1

Diverse

fordringer

......................................................

15

13

Dir.

for Arbejdsløshedsforsikring

..............................

219

227

DR-licens

...................................................................

632

618

DSB

S-tog A/S

...........................................................

157

155

Fakturafordringer

(fx indtægtsdækket virksomhed)

133

147

Fiskeribanken

.............................................................

259

250

Fællesopkrævninger

...................................................

1

1

Personlige

fordringer

..................................................

827

769

Inddrivelsesenheden i alt

...............................................

2.245

2.181

Økonomistyrelsen:

SU-stipendier

.............................................................

318

349

Studiegæld

..................................................................

2.972

2.950

Økonomistyrelsen i alt

..................................................

3.290

3.299

Kommunerne:

Personlig

skat

.............................................................

4.799

4.796

Arbejdsmarkedsbidrag

...............................................

1.029

983

Retskraftige

udgiftsførte restancer

.............................

5.713

5.628

Skat og arbejdsmarkedsbidrag i alt

................................

11.541

11.407

Ejendomsskat

.............................................................

64

49

Forbrugsafgift

............................................................

458

432

Husleje

.......................................................................

41

30

Underholdsbidrag

.......................................................

3..356

3.464

Daginstitution

............................................................

138

137

Bøder

i henhold til skattekontrolloven

......................

31

31

Boligindskudslån

........................................................

173

178

Boligydelse

................................................................

66

64

Tilbagebetalingskrav/boligsikring

og -ydelse

..............

289

291

Tilbagebetalingspligtig

kontanthjælp

.........................

1.549

1.499

Uddannelseslån

§ 42

..................................................

19

17

Motorkøretøjer

BL § 58

............................................

101

76

Parkeringsafgift

..........................................................

26

33

Retsafgift/-gebyr

........................................................

107

128

Udenlandske

skattekrav

.............................................

197

137

Andre

kommunale krav

..............................................

980

1.015

Øvrige kommunale krav i alt

.........................................

7.595

7.581

Kommunerne i alt

..........................................................

19.136

18.988

ToldSkat

:

A-skat/AM-bidrag

.....................................................

1.386

1.323

Moms,

told, punktafgifter og lønsum

........................

5.670

5.985

Renter/gebyrer

...........................................................

2.782

2.374

Selskabs-

og fondsskat

...............................................

3.109

2.790

Dødsboskat

................................................................

31

4

Rente,

udbytteskat mv.

.............................................

36

88

Retskraftige

udgiftsførte restancer

.............................

9.835

9.829

ToldSkat

i alt

.................................................................

22.849

22.393

Politiet:

Bøder

;.........................................................................

674

715

Konfiskationer

...........................................................

163

155

Erstatninger

................................................................

74

88

Strafferetsplejen

.........................................................

475

537

Politiet i alt *

.................................................................

1.386

1.495

Samlede restancer i alt

...................................................

48.906

48.356

*

I opgørelsen af

politiets tilgodehavende sondres ikke mellem almindelige debitorer og

restanter, hvorfor restancemassen er mindre end anført i tabellen.

Det fremgår af tabellen, at den samlede restancemasse i

2003 udgjorde mindst 48.356 mio. kr. I relation til kommunernes restancemasse

bør det bemærkes, at de statslige krav vedr. skat m.v. udgjorde 11.407 mio.

kr.

og de øvrige kommunale krav 7.581 mio. kr. Med hensyn til de øvrige kommunale

krav bør det endvidere bemærkes, at der for en stor dels vedkommende er tale

om

hel eller delvis refusion fra staten. For så vidt angår

tilbagebetalingspligtig

kontanthjælp er der således 50 pct. refusion i henhold til lov om aktiv

socialpolitik

og hhv. 50 pct., 75 pct. og 66,6 pct. refusion vedr. boligsikring,

boligydelse

og boligindskudslån efter lov om individuel boligstøtte. Tilsvarende er der i

relation underholdsbidrag tale om restancer som enten er af privat karakter

eller

hvor staten har refunderet det forskudsbetalte børnebidrag, jf. lov om

børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

De egentlige kommunale restancer, hvor det er kommunen som

har beløbet til gode, udgjorde således i 2003 mindre end 40 pct. af de 7.581

mio. kr. øvrige kommunale restancer. Hvilket samlet betyder, at kun omkring

15

pct. af de 18.988 mio. kr. restancer som i 2003 var under inddrivelse i

kommunerne, var egentlige kommunale restancer.

4. Lovforslagets indhold

Med lovforslaget samles restanceinddrivelsen af fordringer,

som i dag inddrives af amterne, kommunerne, ToldSkat, Inddrivelsesenheden

under

ToldSkat, politiet og domstolene, i en ny restanceinddrivelsesmyndighed under

Skatteministeriet.

Som et led i samlingen skal der overføres aktiver,

rettigheder og pligter samt ansatte fra kommunerne til staten. Lovforslaget

indeholder regler for denne overførsel. Fastlæggelsen af denne overførsel og

eventuelle særlige vilkår herfor skal i overensstemmelse med

regeringspartiernes aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform som

udgangspunkt ske ved aftale mellem den enkelte kommune og Skatteministeriet.

Skatteministeren kan dog nedsætte et nævn, der kan træffe beslutning om den

konkrete overførsel af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte i

tilfælde

af uenighed herom mellem en kommune og Skatteministeriet. Til sikring af de

kommunale skattemedarbejdere, der overgår til ansættelse i staten, vil de

pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved

virksomhedsoverdragelse, skulle finde tilsvarende anvendelse for

ikke-tjenestemandsansatte i denne situation. Ansættelsesvilkårene for det

statslige personale, hvortil inddrivelsesopgaven overføres, berøres ikke af

loven.

Et af hovedformålene og fordelene ved at samle

restanceinddrivelsen hos én myndighed i staten er, at borgeren eller

virksomheden skal opleve en ensartet behandling i sager om inddrivelse af

gæld

til det offentlige. Et væsentligt element er i den forbindelse, at skyldneren

kun er i kontakt med én myndighed i sager vedrørende inddrivelse af gæld til

det offentlige.

I lovforslaget tages der således udgangspunkt i den

sondring mellem opkrævning og inddrivelse, som allerede anvendes på det

kommunale område. En sådan sondring er således omdrejningspunktet for lov nr.

52 af 31. januar 2001 om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse.

En

tilsvarende sondring praktiseres også i staten f.eks. i samspillet mellem

Inddrivelsesenheden i ToldSkat og de mange statslige fordringshavere, som

benytter Inddrivelsesenheden, når opkrævningsmulighederne er udtømte.

Loven, der i sin tid var en imødekommelse af et kommunalt

ønske om at skabe hjemmel til kommunalt samarbejde på opkrævnings- og

inddrivelsesområdet, indebærer, at en kommunalbestyrelse kan bemyndige en

anden

kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå opkrævning og inddrivelse

af fordringer, som i medfør af lovgivningen varetages af kommunen.

Af lovens forarbejder fremgår, at der ved opkrævning

forstås udsendelse af opkrævninger og regninger m.v. til borgere og

virksomheder m.fl. og kontrol af, om betaling finder sted inden for den

fastsatte betalingsfrist, samt eventuelt efterfølgende udsendelse af rykkere.

Ved inddrivelse forstås anvendelse af lovgivningens tvangsinddrivelsesmidler

i

form af eksempelvis lønindeholdelse, indtrædelsesret, modregning, indgivelse

af

konkursbegæring og frivillige betalingsordninger. Med loven sikredes det, at

kommunerne kunne etablere et bredt samarbejde på opkrævnings- og

inddrivelsesområdet,

der indbefatter alle inkassofunktioner. Et samarbejde mellem kommuner om

selve

opkrævningsfunktionen, der består i almindelig administration i form af

foretagelse af beregninger, udsendelse af opkrævninger, udsendelse af rykkere

m.v., kræver ikke lovhjemmel, idet der er tale om faktisk

forvaltningsvirksomhed.

I august 2004 var der etableret 11 kommunale samarbejder om

opkrævning og inddrivelse. Samarbejdsaftalerne omfatter 35 kommuner.

Den udvikling i retning af at samle inddrivelsen i større

enheder på tværs af kommuneskel med henblik på at opnå stordriftsdele, som

loven om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse er udtryk for,

videreføres og optimeres nu med samlingen af inddrivelsesopgaven hos én

statslig

myndighed.

Det er fortsat op til fordringshaverne at tilrettelægge

selve opkrævningsarbejdet, der afhængigt af lovgivningen og praksis på de

enkelte områder kan omfatte udsendelse af opkrævninger eller indgåelse af

betalingsaftaler

og afdragsordninger, kontroller med at betalingen sker og rykkerprocedurer.

Kommunerne og andre fordringshavere har derfor fortsat mulighed for at tage

sociale og andre hensyn ved tilrettelæggelsen af det almindelige

opkrævningsarbejde. Det er imidlertid ikke hensigten, at der i dette arbejde

skal indgå egentlige betalingsevnevurderinger eller anden ressourcekrævende

sagsbehandling i forbindelse med f.eks. indgåelse af en betalingsaftale, men

derimod

følges mere skematiske og enkle procedurer.

Forslaget tilgodeser således på den ene side hensynet til

administrative lettelser og effektiviseringer i opkrævnings- og

inddrivelsesarbejdet samtidig med, at der på den anden side gives plads til

fleksibilitet og individuelle hensyn af bl.a. social karakter i forhold til

skyldneren. Tilsvarende indsatsstrategien på Skatteministeriets område, skal

opkrævnings- og inddrivelsesarbejdet afspejle, at skyldnere, der har viljen

men

ikke evnen til at betale, skal mødes af en fleksibel og

”hensyntagende” inddrivelsesstrategi.

Anvendelsesområdet for loven er samtlige fordringer med

tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives

af det offentlige, herunder foruden fordringer, der tilkommer det offentlige,

også fordringer, som det offentlige inddriver på vegne af andre f.eks.

underholdsbidrag.

Loven omfatter også rent kommunale krav, der ikke er tillagt særlige

inddrivelsesmidler. Også udenlandske krav, der inddrives af myndigheder i

Danmark, og danske krav, der inddrives af myndigheder i udlandet, skal efter

forslaget behandles af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Lovforslaget indebærer, at de gældende regler og praksis

vedrørende opkrævning og inddrivelse vedrørende de enkelte fordringer i

særlovgivningen fortsat skal finde anvendelse. Det hænger sammen med, at der

i

nærværende lovforslag ikke lægges op til en egentlig regelharmonisering og

-forenkling og samling af reglerne i én lov. Enkelte tilpasninger vil dog

blive

foreslået i særlovgivningen i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring

af

forskellige love (Konsekvensændringer som følge af samlingen af inddrivelsen

i

Skatteministeriet).

I lovforslaget fastlægges snitfladen og kompetenceforholdet

mellem de kommunale og statslige fordringshavere på den ene side og den nye

restanceinddrivelsesmyndighed på den anden.

For det første

foreslås det, at de kommunale og

statslige fordringshavere som led i opkrævningsarbejdet efter anmodning fra

skyldneren fortsat skal have mulighed for at tillade afdragsvis betaling. Det

er tanken, at fordringshaveren pr. kulance under hensyn til det skyldige

beløbs

størrelse skal kunne bevilge skyldneren en udvidet betalingsfrist, hvis der

f.eks. foreligger midlertidige likviditetsproblemer. Der kan også være tale

om,

at et forfaldent beløb f.eks. kan afdrages i rater.

For det andet

lægges der op til, at fordringshaverne

fortsat gives mulighed for at give henstand med betalingen inden for en

rimelig

tidsramme og under hensyntagen til gældens størrelse i overensstemmelse med

lovgivningens regler herom.

I det omfang skyldneren i forvejen er kendt af

fordringshaveren, f.eks. som social klient i den kommunale socialforvaltning,

vil kendskabet til skyldnerens økonomiske og sociale situation selvsagt kunne

indgå i vurderingen af, om kommunen som fordringshaver finder det rimeligt og

hensigtsmæssigt at tillade afdragsvis betaling eller henstand frem for at

oversende fordringen til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden under

Skatteministeriet.

På den anden side er det ikke hensigten, at den enkelte

fordringshaver skal afkræve skyldneren dokumentation eller indhente

yderligere

oplysninger om skyldnerens forhold med henblik på at foretage en

betalingsevnevurdering

for at kunne tillade afdragsvis betaling eller henstand som nævnt.

Mulighederne

er tænkt som et redskab, der ikke kræver ressourceanvendelse af nævneværdigt

omfang

hos den enkelte fordringshaver, og som det er frivilligt for den enkelte

fordringshaver at benytte. Som en naturlig opfølgning på en henstandsordning

skal fordringshaveren kunne tillade en vis korterevarende betalingsordning

med

skyldneren.

Der lægges i øvrigt ikke op til at begrænse

fordringshavernes adgang til oplysninger om skyldnere, herunder kommunernes

adgang til oplysninger om borgere bosiddende i kommunen, i forhold til hvad

der

følger efter gældende lovgivning, herunder forvaltningsloven og

persondataloven.

For det tredje

lægges der op til, at de enkelte

fordringshavere, hvis de bliver bekendt med, at skyldnerens forhold er ændret

væsentligt efter overdragelse af fordringen til

restanceinddrivelsesmyndigheden,

skal underrette restanceinddrivelsesmyndigheden herom. Fordringshaverne kan i

den forbindelse anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at tilbagesende

sagen

med henblik på, at fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling eller

henstand med betalingen. Fordringer omfattet af refusionsret fra statskassen

kan dog ikke sendes tilbage til fordringshaveren, eller den, der på vegne af

fordringshaveren, har forestået opkrævningen. Omvendt, såfremt skyldnerens

økonomiske forhold bedres, kan fordringshaveren anmode

restanceinddrivelsesmyndigheden

om, at inddrivelsen intensiveres. Også her vil fordringshaverens kendskab til

skyldneren som f.eks. social klient kunne være udslagsgivende for en

anmodning

om tilbagesendelse af fordringen henholdsvis indstilling om, at inddrivelsen

intensiveres.

Herudover foreslås det som nævnt ovenfor, at de enkelte

fordringshavere som hidtil skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde,

herunder rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom. Det

vil også fortsat være fordringshaveren, der i tilfælde af manglende betaling

til forsyningsselskaber eller af leje træffer eventuel afgørelse om at lukke

for varme og el eller om at udsætte skyldneren af et lejemål, ligesom det er

fordringshaveren, der foranlediger afgørelsen effektueret. Der er tale om

nogle

særlige tiltag, hvor gennemførelsen som oftest enten medfører eller betinger

et

tæt samarbejde med de sociale myndigheder.

Hvis der er tvist om kravets eksistens eller størrelse,

skal tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning.

Det er en betingelse for overdragelse til

restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes skriftligt af

fordringshaveren om overdragelsen. I praksis kan underretningen ske som led i

opkrævningsproceduren, f.eks. på selve opkrævningen eller - såfremt der

praktiseres en rykkerprocedure - sidste rykkerskrivelse inden overdragelsen.

På

tilsvarende vis skal fordringshaveren give skyldneren besked, hvis fordringen

tilbagesendes til fordringshaveren f.eks. med henblik på at give midlertidig

henstand med betalingen.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kommer først ind i

billedet, når fordringshaveren har udtømt mulighederne for at opkræve

fordringen. Dvs., når en skyldner ikke overholder betalingsfristen eller

misligholder

en aftale om betaling i rater på trods af en eller flere rykkerskrivelser.

Først på dette tidspunkt har fordringen udviklet sig til en

restance

,

som fordringshaveren overdrager til restanceinddrivelsesmyndigheden med

henblik

på afvikling.

Når særlige forhold taler derfor, vil fordringerne kunne

overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt. Det

kan f.eks. være aktuelt, hvis der er krav til opkrævning vedr. f.eks.

underholdsbidrag og daginstitutionsbetaling samtidig med, at en eller flere

andre fordringer er overgået til inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldneren vil i en sådan situation kunne

være

interesseret i en samlet afviklingsordning, hvor også fremtidige rater

omfattes

af betalingsaftalen, således at afviklingsordningen omfatter hele

gældsforholdet. Dette kan samtidig - i fordringshavernes interesse - sikre en

samlet inddrivelse af et løbende mellemværende. Der vil blive fastsat nærmere

regler herom i medfør af bemyndigelsen i forslagets § 2, stk. 6.

Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastlægge

de nærmere krav til dataudvekslingen mellem fordringshaverne og

restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder hvilke oplysninger, der under

iagttagelse af forvaltningsloven, persondataloven og

databeskyttelsesdirektivet

skal afgives i forbindelse med overdragelse af fordringer til

restanceinddrivelsesmyndigheden.

Restanceinddrivelsesmyndigheden er skatteministeren, eller

den ministeren bemyndiger dertil. Det er tanken, at

restanceinddrivelsesmyndigheden, indtil andet bestemmes, er ToldSkat.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil indgå i ToldSkats nye struktur og derved

bl.a. være repræsenteret i de enkelte skattecentre.

Restanceinddrivelsesmyndigheden indtræder i samtlige

rettigheder og forpligtelser, der er tilknyttet de enkelte fordringer mv.,

til

brug for kravets afvikling. Det vil bl.a. sige, at de inddrivelsesredskaber,

som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen, eller andre

kreditorbeføjelser, som følger af praksis, kan anvendes af

restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det drejer sig bl.a. om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning,

dækningsrækkefølge, indtrædelsesret, tiltrædelse af akkordordninger og

gældssaneringsforslag, indgivelse af konkursbegæring, indberetning til

kreditoplysningsbureauer og eftergivelse og henstand.

Både fordringshaverne og restanceinddrivelsesmyndigheden

kan over for fogedretten fremsende begæring om foretagelse af arrest hos

skyldneren til sikkerhed for pengekrav, hvis dette er nødvendigt af hensyn

til

fyldestgørelsen, jf. retsplejelovens kapitel 56.

Det er ikke hensigten at begrænse fordringshavernes adgang

til modregning og indtrædelse i de tilfælde, hvor en fordring endnu ikke er

overført til inddrivelse, men opfylder reglerne for modregning og indtrædelse

i

særlovgivningen eller som følge af retspraksis.

Endvidere foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden

får adgang til at indhente oplysninger om skyldnerens økonomiske forhold,

arbejdsmæssige forhold, boligmæssige forhold m.v. inden for rammerne af

persondataloven og forvaltningsloven, i det omfang sådanne oplysninger er en

forudsætning for varetagelse af inddrivelsesopgaven. Efter forslaget kan

oplysningerne indhentes elektronisk med henblik på, at de kan indgå i en

automatisk visitering af sagerne.

Ligesom det i dag er tilfældet i ToldSkat, vil der ikke

blive givet en generel adgang for ansatte i restanceinddrivelsesmyndigheden

til

alle oplysninger i myndighedens IT-systemer. Adgang og autorisation til

oplysninger,

der er relevante for løsningen af opgaver, vil ske efter en forudgående

konkret

vurdering af ledende medarbejdere.

Det følger i øvrigt af de almindelige regler i

forvaltningslovens § 32, at medarbejdere i

restanceinddrivelsesmyndigheden

ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for

udførelsen

af den pågældendes opgaver.

Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter

regler fastsat af skatteministeren skal stille visse oplysninger om restancer

til rådighed for fordringshavere. Videregivelsen vil dog kun omfatte data,

der

er genereret hos restanceinddrivelsesmyndigheden, under iagttagelse af

reglerne

om indsamling, registrering og videregivelse af personoplysninger i

forvaltningsloven, persondataloven og databeskyttelsesdirektivet. Den

elektroniske videregivelse af oplysninger kan som nævnt ifølge forslaget

alene

ske til fordringshavere/opkrævningsmyndigheder og vil være begrænset til

oplysninger om restancens størrelse i forhold til vedkommende fordringshaver,

og om der foreligger restancer, dvs. uden beløbsmæssig specifikation, i

forhold

til andre fordringshavere. Indtil det nye restancesystem kan tages i brug,

vil

de omhandlede oplysninger blive stillet til rådighed, i det omfang de

eksisterende systemer indeholder og kan håndtere oplysningerne.

I øvrigt lægges det til grund, at kommunikationen, herunder

udvekslingen af data, mellem den enkelte fordringshaver og

restanceinddrivelsesmyndigheden i videst mulige omfang sker elektronisk.

Forskrifter, der udstedes i medfør af bemyndigelsen, vil

blive sendt i høring hos Datatilsynet, jf. herved persondatalovens § 57.

Grundtanken i indsatsstrategien på Skatteministeriets

område er en differentieret indsats overfor henholdsvis medspillere og

modspillere. Denne segmentering vil også afspejle sig i

restanceinddrivelsesmyndighedens opgavevaretagelse.

Restanceinddrivelsesmyndighedens udfordring er dermed at få en restance

afviklet på den mest hensigtsmæssige måde ved anvendelse af færrest mulige

ressourcer.

Segmenteringen vil i øget omfang blive understøttet elektronisk i forbindelse

med ibrugtagningen af et nyt fælles restancesystem i løbet af første halvår

2007.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor også skulle

tilrettelægge og prioritere inddrivelsesindsatsen efter skyldnernes vilje og

evne til at afvikle deres mellemværende med det offentlige. De mere

indgribende

tvangsinddrivelsesskridt som lønindeholdelse og udpantning vil derfor som

udgangspunkt

ikke blive anvendt over for skyldnere, som indgår og overholder en

afviklingsordning,

som kan eliminere restancen. Udlæg kan som hidtil tages i anvendelse til

f.eks.

sikring af en restance under en betalings- eller henstandsordning.

Restanceinddrivelsesmyndigheden har efter forslaget også

mulighed for at indgå frivillige betalingsaftaler med eller fastsætte

betalingsordninger for skyldneren, ligesom den kan aftale eller bevilge

henstand

med betalingen eller eftergive en fordring helt eller delvis efter de

almindelige regler herom. Restanceinddrivelsesmyndigheden bemyndiges som

nævnt

til at indhente oplysninger om skyldneren, der under iagttagelse af

persondatalovens regler er nødvendige for en optimal opgavevaretagelse, som

omfatter skyldig hensyntagen til sociale og økonomiske forhold ved

fastlæggelsen af niveauet for inddrivelsesindsatsen og valg af

inddrivelsesinstrument.

Administrationen af de forskellige restanceområder

forudsættes indtil ibrugtagningen af et nyt fælles restancesystem i løbet af

første halvår 2007 primært at blive understøttet af eksisterende systemer. Ud

over at udvikle et nyt restanceinddrivelsessystem vil den mellemliggende

periode blive anvendt til at få analyseret og vedtaget nye forenklede og

harmoniserede inddrivelsesregler, der i øget omfang understøtter automatiske

inddrivelsesprocedurer, få tilpasset inddrivelsesstrategien og harmoniseret

og

klargjort de enkelte sagsområder til konvertering.

De nye forenklede og harmoniserede inddrivelsesregler -

herunder på området for lønindeholdelse - vil være med til at sikre en

inddrivelsesstrategi,

hvor sagerne visiteres, så indsatsen løbende kan tilpasses brug af de mest

hensigtsmæssige og e-administrerbare inddrivelsesinstrumenter set i forhold

til

de enkelte skyldforhold. Visitationsmodellen forventes bl.a. at bygge på, om

skyldneren er en virksomhed eller privat person; på gældens størrelse;

størrelsen af skyldnerens indtægt, indtægtskilde og formueforhold; gældens

karakter m.v., og nok så vigtigt, ud fra en sagligt begrundet segmentering af

forskellige grader af medspillere og modspillere, gående fra skyldnere, der

kan

og vil betale til de skyldnere, der kan men ikke vil betale. Det bemærkes, at

det ikke hermed er tilsigtet at fravige det almindelige forvaltningsretlige

proportionalitetskrav.

Visitationsmodellen vil blive understøttet af det nye

fælles restancesystem, der tages i brug i løbet af første halvår 2007, og som

vil kunne tilpasses en strategi og dermed visitationsmodel, der revurderes ud

fra samfundsudviklingen og indhentede erfaringer.

I forhold til privatpersoner er det hensigten, at

visiteringen og valg af inddrivelsestiltag skal have fokus på skyldnerens

indkomstforhold i form af afdragsordninger og lønindeholdelse, og de mere

ressourcekrævende udlæg kan kun forventes gennemført ved større restancer,

hvis

skyldneren med sikkerhed har let realiserbare aktiver eller for at afbryde

forældelsesfristen.

Lønindeholdelse kan kun anvendes i meget begrænset omfang

ved virksomhedsgæld, hvor vægten i stedet vil ligge på afdragsordninger

overfor

medspillere, mens inddrivelsen overfor modspillere vil ske i form af udlæg.

Er

der tale om store restancer, vil udlæg tillige blive anvendt for at sikre

kravet.

Ved valg af inddrivelsestiltag vil tillige indgå, om der er

en risiko for en løbende forøgelse af gældsforholdet. I bekræftende fald vil

der blive valgt tiltag, der kan begrænse denne risiko.

Et meget væsentligt element i en automatiseret inddrivelse

vil blive at sikre, at der fortsat kan tages individuelle hensyn, hvor

inddrivelsen betinger det, herunder at gældsforhold, der ikke egner sig til

at

blive behandlet automatisk, sorteres fra til manuel behandling.

En standardisering af reglerne for at fastsætte

betalingsevne vil være med til at sikre, at skyldnere, der ikke har formue,

indkomst eller har indkomst på så lavt et niveau, at der ikke er en særlig

stor

betalingsevne, kun i mindre grad vil få henvendelser fra

restanceinddrivelsesmyndigheden,

før de igen har indkomst eller betalingsevne. Et centralt element i

arbejdstilrettelæggelsen er således, at man kun vil lave den manuelle

betalingsevnevurdering

i de tilfælde, hvor der er et egentligt behov.

Det vil dog blive sikret, at overskydende skat og andre

udbetalinger fra det offentlige vil blive brugt til nedbringelse af gælden.

For den helt overvejende del af skyldnerne vil inddrivelsen

kunne foretages på denne enkle måde. Udlæg med kontakt til borgeren foretages

under hensyntagen til den økonomiske gevinst og/eller som en

forældelsesafbrydende

foranstaltning. I dag foretages mange udlæg forgæves, og da

udlægsforretninger

samtidig er meget ressourcekrævende, består udfordringen i at målrette

anvendelsen

til at omfatte de situationer, hvor der er en høj grad af sikkerhed for, at

indsatsen står mål med gevinsten. Medvirkende hertil vil være de muligheder

en

øget opdatering af indkomst- og formueoplysninger og et nyt restancesystem

giver.

Den beskrevne fremgangsmåde er meget lidt

ressourcekrævende, da sagsbehandlingen i store træk kan foretages maskinelt,

som det allerede er tilfældet i dag i den statslige centrale inddrivelse.

Der kan derfor målrettes flere ressourcer på bestemte

grupper af skyldnere. Det er specielt de borgere, der har sociale problemer

og

de borgere og virksomheder, der bevidst forsøger at unddrage sig betaling ved

konkursrytteri, kreditorly mv.

Endelig foreslås det, at alle klager over

restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser skal indbringes for

Landsskatteretten,

medmindre andet er bestemt i lovgivningen.

Det foreslås, at indsigelser mod udlæg foretaget af

restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder som hidtil skal behandles af

fogedretten. Udlæg er i modsætning til de øvrige inddrivelsesmidler ikke

administrative afgørelser, der er omfattet af reglerne i offentlighedsloven

og

forvaltningsloven. Der er derimod tale om judiciel virksomhed, og sagerne

behandles efter reglerne om tvangsfuldbyrdelse i retsplejeloven.

I overensstemmelse med regeringens skattestop vil der ikke

skulle betales afgift efter de almindelige regler ved oversendelse af en

klage

til Landsskatteretten. Til gengæld foreslås inddrivelsessagerne undtaget fra

reglerne om omkostningsgodtgørelse i skattesager.

Restanceinddrivelsesmyndighedens

afgørelser vil omfatte alle offentlige krav og ikke kun skattekrav. Det må

forventes, at klagerne til Landsskatteretten over afgørelser på

inddrivelsesområdet kun sjældent vil afspejle skattelovgivningens

komplikationsgrad.

Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastsætte

nærmere regler for den foreslåede remonstrationsordning for klager på

inddrivelsesområdet. Ordningen indebærer, at klagen skal indsendes til

restanceinddrivelsesmyndigheden

og skal være modtaget senest 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse

om afgørelsen. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden efter en ny vurdering

finder anledning til at genoptage sagen og klageren indvilliger heri, træffer

restanceinddrivelsesmyndigheden på ny afgørelse i sagen. Hvis

restanceinddrivelsesmyndigheden

efter en ny vurdering kan give klageren delvist medhold, skal

restanceinddrivelsesmyndigheden

samtidig oplyse klageren om, at klagen kan fastholdes, hvis

restanceinddrivelsesmyndigheden får besked herom inden 1 måned efter, at

klageren har fået meddelelse om restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse i

sagen.

Hvis den oprindelige afgørelse ikke ændres, eller hvis klagen fastholdes,

sender restanceinddrivelsesmyndigheden klagen til Landsskatteretten. Herved

gives der mulighed for, at kun klager af en vis økonomisk og juridisk tyngde

indbringes for Landsskatteretten.

Bemyndigelsen vil i øvrigt kunne anvendes til at fastsætte

regler for Landsskatterettens klagesagsbehandling på inddrivelsesområdet, der

fraviger reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 16, jf. det samtidigt

fremsatte lovforslag herom.

Det forudsættes endvidere, at forslaget om, at

Landsskatteretten i forbindelse med reformen på skatteområdet, jf. det

fremsatte lovforslag herom, efter bestemmelser fastsat af retspræsidenten

skal

kunne afgøre visse sagstyper uden deltagelse af læge retsmedlemmer, skal

finde

anvendelse for inddrivelsessagerne, svarende til at disse klagesager hidtil i

overvejende grad har været behandlet af embedsmænd uden lægmandsmedvirken.

Endelig forudsættes de foreslåede regler om, at Landsskatteretten i visse

tilfælde kan anmode told- og skatteforvaltningen om at udarbejde en

sagsfremstilling tilsvarende skal finde anvendelse for

restanceinddrivelsesmyndighedens

afgørelser.

Samlingen af inddrivelsesopgaven hos

restanceinddrivelsesmyndigheden foreslås som nævnt at ske den 1. oktober

2005.

Det betyder bl.a., at verserende inddrivelsessager skal overgå til videre

behandling

fra den oprindelige inddrivelsesmyndighed til restanceinddrivelsesmyndigheden

fra dette tidspunkt. Det forudsættes, at restanceinddrivelsesmyndigheden

træffer aftale med de enkelte fordringshavere vedrørende den praktiske

fremgangsmåde i forbindelse med sagsoverførslen. Skatteministeren foreslås

bemyndiget til at fastsætte regler for den praktiske gennemførelse af

overdragelsen

af opgaver og personale fra kommunerne mv. til staten.

Vedrørende verserende klagesager om inddrivelse ved lovens

ikrafttrædelse foreslås det, at disse sager overgår til afgørelse i

Landsskatteretten den 1. januar 2006, såfremt der på dette tidspunkt ikke er

truffet afgørelse i sagen af den oprindelige klageinstans.

I overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk

Folkeparti om en kommunalreform følger personalet med opgaven.

Det indebærer, at Skatteministeriet, der overtager

inddrivelsesopgaven fra kommunerne, fremover bliver ansættelsesmyndighed for

de

kommunalt ansatte, der hidtil har været beskæftiget med opgaven.

Staten overtager ikke kun det kommunale personale, der

udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med inddrivelsesopgaven,

men

også en forholdsmæssig del af det kommunale personale, der varetager

generelle

funktioner.

Der fastsættes i forbindelse hermed særlige regler, der

regulerer personalets rettigheder og pligter i forbindelse med overførslen,

jf.

§§ 6-9, idet det bemærkes, at ansættelsesvilkårene for det statslige

personale, hvortil inddrivelsesopgaven overføres, ikke berøres af loven. Der

knytter sig i den forbindelse forskellige problemstillinger til overførslen

af

tjenestemænd henholdsvis overenskomstansatte og andet ikke tjenestemandsansat

personale.

Målet er, at alle medarbejdere i forbindelse med

overflytningen tilbydes gode udviklende arbejdspladser med samme jobsikkerhed

som i dag.

Efter gældende ret vil visse overenskomstansatte og andet

ikke tjenestemandsansat personale ved en overførsel til en anden myndighed

som

følge af opgaveflytninger være omfattet af reglerne i

virksomhedsoverdragelsesloven

(lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 om lønmodtageres retsstilling

ved

virksomhedsoverdragelse).

Virksomhedsoverdragelsesloven indebærer på den ene side, at

personalet som udgangspunkt har pligt til at tåle et arbejdsgiverskifte og

således ikke kan betragte arbejdsgiverskiftet som en opsigelse, forudsat at

der

ikke i forbindelse med overførslen sker andre væsentlige ændringer i

ansættelsesvilkårene

for de enkelte ansatte. På den anden side indebærer

virksomhedsoverdragelsesloven,

at personalet som udgangspunkt har ret til fortsat ansættelse på de hidtidige

vilkår.

Virksomhedsoverdragelsesloven finder imidlertid ikke

anvendelse ved overførsel af administrative funktioner mellem offentlige

myndigheder, jf. lovens § 1, stk. 2.

Ved en overførsel af opgaver fra en offentlig myndighed til

en anden finder virksomhedsoverdragelsesloven således ikke efter gældende ret

anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver, men vil

finde

anvendelse for andre grupper af ansatte, herunder ansatte der beskæftiger sig

med driftsopgaver.

Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for alle

overenskomstansatte og andre ikke-tjenestemandsansatte fastsættes det derfor

med lovforslaget i overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk

Folkeparti om en kommunalreform, at virksomhedsoverdragelsesloven finder

tilsvarende anvendelse for de overenskomstansatte m.v., der ikke efter de

gældende regler er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Herved sikres alle overenskomstansatte m.v., som overføres

fra kommunal ansættelse til ansættelse i staten, ensartede rettigheder i

forbindelse med overførslen, herunder bl.a. at de pågældendes

ansættelsesvilkår

videreføres uændret.

Lovforslaget præciserer på den anden side, at de

overenskomstansatte mv. som udgangspunkt er forpligtet til efter

opgaveflytningen at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelse i staten.

Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som

følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes lovforslaget at medføre en

forbedret retsstilling for de overenskomstansatte m.v., som efter de gældende

regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Efter lovforslaget overgår kommunalt ansatte tjenestemænd

til ansættelse i staten på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige

vilkår.

Det betyder, at de efter overgangen er omfattet af

tjenestemandslovgivningen og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold

til denne lovgivning.

De pågældende ansættes som statstjenestemænd i henhold til

tjenestemandslovgivningen og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold

til denne lovgivning.

Det vil ved den pensionsmæssige indplacering blive sikret,

at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den pensionsret, der

er

optjent i kommunalt regi. Tilsvarende vil de pågældende ved indplacering i de

lønsystemer, der gælder i staten, blive sikret mod lønnedgang som følge af

overgangen.

Lovforslaget indebærer, at ansættelsesmyndigheden er

vedkommende nye ansættelsesmyndighed, og at ansættelsesområdet er det samme

som

for andre tjenestemænd, der ansættes hos denne ansættelsesmyndighed.

Overgang til ansættelse i staten vil ikke i sig selv være

en forflyttelse. De tjenestemænd, der overføres efter § 7, vil således

ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som

følge af selve overgangen til ansættelse i staten.

Endvidere indebærer lovforslaget, at de pågældende

tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden

passende stilling inden for det nye ansættelsesområde.

Ved vurderingen af, om en anden stilling kan anses for

passende, vil det udover en vurdering af stillingens karakter og sammenhæng

med

den hidtidige stilling blandt andet skulle indgå, at ændringen af

ansættelsesområdet

sker som led i den generelle kommunalreform. Endvidere vil det skulle indgå i

vurderingen, om tjenestemanden efter en bedømmelse på grundlag af momenter

som

uddannelse, alder, helbredstilstand, den sædvanlige opfattelse af status m.v.

kan siges at have fået anvist en passende stilling. Det betyder, at de

pågældende

tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende

stilling inden for det nye ansættelsesområde, som de ikke ville have været

forpligtede til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige

ansættelsesområde.

Det gælder dog ikke, hvis forpligtelsen til inden for

rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte

være

af særlig indgribende karakter over for den enkelte.

Det fastslås med lovforslaget, at tjenestemænd, der

overføres fra kommunal til statslig ansættelse, ved pensionering fra

ansættelsen får udbetalt tjenestemandspensionen af staten.

En del af tjenestemændenes pensionsrettigheder vil være

optjent under kommunal ansættelse, mens en del af pensionsrettighederne

optjenes under ansættelse i staten. Myndighederne er ikke efter gældende

regler

forpligtet til at afdække pensionsforpligtelsen forsikringsmæssigt. Det

indebærer,

at der ikke nødvendigvis vil kunne overføres et aktiv fra den myndighed,

hvorfra tjenestemændene overføres, der svarer til det pensionstilsvar, som er

optjent under den pågældende myndighed.

Med lovforslaget bemyndiges finansministeren derfor til

efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte regler om

beregning og eventuel fordeling af pensionsforpligtelsen for tjenestemænd,

der

overføres efter loven. Reglerne herom vil sikre, at der som udgangspunkt sker

en fordeling af pensionsforpligtelsen mellem den hidtidige og den nye

ansættelsesmyndighed.

De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med

udarbejdelsen af de regler, der vil blive udstedt vedrørende fordelingen af

tjenestemandspensionsforpligtelserne. Reglerne vil endvidere i udkast blive

sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, som er blevet hørt over

lovforslaget. Bemyndigelserne til at fastsætte regler om fordelingen af

tjenestemandspensionsforpligtelserne vil blive udmøntet inden den 1. januar

2006.

Lovforslaget regulerer overførslen af aktiver samt

rettigheder og pligter ved overførslen af kommunernes inddrivelsesopgaver til

staten.

I overensstemmelse med aftalen mellem regeringspartierne og

Dansk Folkeparti om en kommunalreform foreslås, at Skatteministeriet fra den

1.

oktober 2005 overtager den del af kommunernes aktiver samt rettigheder og

pligter, der udelukkende knytter sig til inddrivelsesopgaven. Vedr. fast

ejendom, der udelukkende er anvendt til inddrivelsesopgaven, sker der ikke

overførsel til Skatteministeriet. Skatteministeriet har i stedet ret til at

leje sådan fast ejendom, eller fast ejendom eller lokaler, der delvist er

anvendt til den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven. Fast ejendom,

der

helt eller delvist er anvendt til inddrivelsesopgaven, kan dog efter aftale

overføres til staten.

Forud for fusionen den 1. oktober 2005 skal der konkret

tages stilling til, hvilke aktiver samt rettigheder og pligter, der skal

overføres fra kommunerne til Skatteministeriet. Der skal tilsvarende konkret

tages stilling til, hvilke ansatte der skal overføres til Skatteministeriet.

Det foreslås i overensstemmelse med regeringspartiernes

aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform, at de enkelte kommuner som

udgangspunkt ved aftale med Skatteministeriet skal fastlægge den konkrete

deling af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Det foreslås

endvidere,

at for fast ejendom har Skatteministeriet ret til af den pågældende kommune

at

leje ejendommen til varetagelse af inddrivelsesopgaven. Tilsvarende er der

ret

til at leje lokaler, der hidtil har været anvendt til den kommunale

inddrivelsesopgave. Kommunerne beholder således de pågældende ejendomme, men

der skabes samtidig mulighed for et velordnet forløb for lokalisering af

medarbejdere som led i overførslen af inddrivelsesopgaven gennem

Skatteministeriets

ret til at leje fast ejendom eller lokaler. Det foreslås dog tillige, at fast

ejendom efter nærmere aftale kan overføres til staten.

I tilfælde, hvor en kommunal inddrivelsesopgave varetages

af et kommunalt samarbejde, må de kommuner, der står bag samarbejdet,

indbyrdes

aftale den konkrete opløsning af samarbejdet. Det er ikke et aftaleforhold,

som

Skatteministeriet har del i.

Det er forventningen, at de fornødne aftaler om overførsel

og lejemål vil kunne indgås efter forhandlinger mellem de berørte kommuner og

Skatteministeriet. Kan der imidlertid ikke opnås enighed om overførsel og

lejemål senest den 15. juni 2005, er det med lovforslaget fastlagt, at

skatteministeren

kan nedsætte et nævn, der træffer beslutning om overførsel af aktiver,

rettigheder og pligter, ansatte samt indgåelse af lejemål.

Det forudsættes med lovforslaget, at Skatteministeriet og

kommunen fører reelle forhandlinger og bestræber sig på at nå til enighed om

overførsel af aktiver, rettigheder og pligter, ansatte, og indgåelse af

lejemål, således at det som udgangspunkt ikke bliver nødvendigt at nedsætte

nævnet.

Det følger af lovforslaget, at en eventuel beslutning om

overførslen m.m., som er truffet af nævnet, ikke vil kunne indbringes for

anden

administrativ myndighed. Nævnets beslutninger kan derimod indbringes for

domstolene. Nævnets virksomhed er endvidere omfattet af Folketingets

Ombudsmands

kompetence.

Nævnet vil bestå af 4 medlemmer, der alle udpeges af

skatteministeren. Af disse 4 medlemmer udpeges et medlem, som tillige er

formanden, efter indstilling af finansministeren, og to medlemmer efter

indstilling fra Kommunernes Landsforening.

Skatteministeren bemyndiges endvidere med lovforslaget til

at fastsætte nærmere regler for nævnets virksomhed.

Med lovforslaget undtages myndighedernes forhandlinger,

aftaleindgåelse og det særlige nævns beslutninger fra forvaltningslovens

regler

vedrørende partsaktindsigt, partshøring og begrundelse, jf. lovforslagets

§ 12. Den foreslåede undtagelse fra forvaltningsloven svarer til

principperne i de foreslåede regler i det af indenrigs- og sundhedsministeren

samtidigt fremsatte forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i

forbindelse med kommunalreformen.

Den foreslåede undtagelse indebærer imidlertid ikke, at de

ansatte, som vil blive overført til Skatteministeriet,

restanceinddrivelsesmyndigheden, efter loven, ikke vil blive inddraget i

processen.

Der fastsættes således med lovforslaget regler, der forpligter

den myndighed, hvorfra der overføres ansatte til, for så vidt angår

overførslen

af ansatte, at orientere repræsentanter for de ansatte om den aftale, der

forventes

indgået med Skatteministeriet. Herved sikres de ansattes repræsentanter det

bedst mulige grundlag for at fremkomme med synspunkter og ønsker til den del

af

aftalen, der vedrører overførslen af ansatte.

Det forudsættes, at de ansatte og deres repræsentanter på

passende tidspunkter, også inden der foreligger endelig aftale, orienteres om

den procedure, der skal fastlægge fordelingen af ansatte. Det forudsættes

således,

at de ansatte og deres repræsentanter har mulighed for at fremsætte forslag

og

ønsker, som kan indgå i forbindelse med myndighedens overvejelser om

aftaleudkastet.

Der fastsættes endvidere regler, der forpligter såvel den

myndighed, hvorfra der overføres ansatte, som myndigheder i

Skatteministeriet,

hvis ansatte berøres af overførslen, til for så vidt angår overførslen af

ansatte

at orientere de ansattes repræsentanter om forhandlingernes forløb og udkast

til beslutninger og aftaler, jf. lovforslagets § 13. De ansattes

repræsentanter har således mulighed for at fremsætte synspunkter og ønsker på

baggrund af de forelagte udkast med henblik på, at ønskerne kan indgå i

myndighedernes grundlag for forhandlingerne om fordelingen af de ansatte.

Myndighederne forpligtes herudover med lovforslaget til at

drøfte med de ansattes repræsentanter, hvorledes de mest hensigtsmæssigt kan

informeres under forløbet. Information til de ansatte om proceduren kan ske

såvel mundtligt som skriftligt, herunder ved afholdelse af møder, hvor der

kan

gives de ansatte mulighed for at få svar på spørgsmål vedrørende proceduren

for

overførslerne og konsekvenserne heraf. Det forudsættes, at myndighederne

samarbejder

med henblik på at sikre de bedst mulige rammer for at kunne give information

til de ansatte og deres repræsentanter og for at sikre formidlingen af de

ansattes repræsentanters ønsker mellem myndighederne.

De foreslåede regler om inddragelse af repræsentanter for

de ansatte m.fl. svarer til principperne herfor i det samtidigt med

nærværende

lovforslag af indenrigs- og sundhedsministeren fremsatte forslag til lov om

visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, dog

tilpasset den særlige proces for fusionen af den kommunale og statslige

skatteforvaltning og samlingen af inddrivelsesopgaven i Skatteministeriet,

restanceinddrivelsesmyndigheden, og samlingen af klagesager vedrørende

inddrivelse i Landsskatteretten.

Ifølge Skatteministeriets foreløbige tidsplan for fusionen

forventes det, at alle medarbejdere ultimo juli 2005 får at vide, hvor de

fysisk og organisatorisk skal arbejde pr. 1. oktober 2005. Det gælder i givet

fald dog ikke, hvis fordelingen af ansatte mv. skal besluttes af nævnet. I

sådanne tilfælde vil medarbejderne senest i september 2005 få besked.

Det er hensigten, at alle medarbejdere under en eller anden

form skal have lejlighed til at tilkendegive ønsker om fremtidig placering.

Med henblik på at inddrage de ansattes organisationer i

arbejdet med fusionen er det i september 2004 besluttet i Told- og

Skattestyrelsens Fusionsorganisation at etablere en personalesamarbejdsgruppe

med kommunale og statslige ledelses- og medarbejderrepræsentanter.

Personalesamarbejdsgruppen er en særlig konstruktion, der i perioden frem til

1. oktober 2005 skal følge fusionsarbejdet og derved supplere de eksisterende

kommunale og statslige samarbejdsfora. Personalesamarbejdsgruppen har aftalt

at

holde månedlige møder i tæt tilknytning til de møder, der holdes i den

særlige

fusionsstyregruppe i Skatteministeriet.

På baggrund af drøftelser i Personalesamarbejdsgruppen er

der endvidere taget initiativ til, at der etableres lokale samarbejdsfora om

fusionen.

5. Konsekvensændringer i andre love

Lovforslaget medfører konsekvenser i et stort antal love på

stort set samtlige ministeriers områder. Det drejer sig først og fremmest om

ændring af kompetenceforholdene på inddrivelsesområdet, hvor de hidtidige

inddrivelsesmyndigheders kompetencer skal overgå til

restanceinddrivelsesmyndigheden, og hvor Landsskatteretten bliver den

fremtidige klageinstans. Derfor er der samtidig med dette lovforslag fremsat

et

følgelovforslag med forslag til konsekvensændringer i anden lovgivning af

lovforslaget om samling af restanceinddrivelsen hos én myndighed i staten.

6. Provenumæssige konsekvenser

Det skønnes, at forslaget sikrer en inddrivelsesprocent som

i dag, hvorfor forslaget på kort sigt ikke vurderes at have provenumæssige

konsekvenser. I overgangsperioden, hvor personalet flyttes, IT-systemer og

administration omlægges vil der dog formentlig være en reduceret indsats på

området.

På sigt forventes inddrivelsesprocenten og dermed

inddrivelsesprovenuet imidlertid at blive øget. Det skyldes for det første,

at

der er konstateret en direkte statistisk sammenhæng mellem den enkelte

medarbejderes produktivitet og størrelsen af de inddrevne beløb. Jo flere

sager, der håndteres, jo flere restancer inddrives. Formodningen er derfor,

at

en øget digitalisering af området i form af f.eks. automatisk

lønindeholdelse,

modregning og administration af afdragsordninger vil give et samlet løft i

inddrevne beløb. For det andet er forventningen, at en mere prioriteret

indsats, hvor tyngden i inddrivelsesarbejdet vil blive rettet mod de

virksomheder

og borgere som bevidst unddrager sig betaling af gæld, eller hvor

ressourceforbruget vurderes at stå mål med det forventede provenu, også vil

kunne bidrage til et løft i inddrevne beløb.

I takt med gennemførelsen af de næste trin til udmøntning af

omlægningerne på inddrivelsesområdet, dvs. regelforenkling og

–harmonisering

samt IT-udvikling, forventes yderligere effektiviseringer og dermed øget

provenu.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget medfører konsekvenser i forhold til den

enkelte borger med restance til det offentlige. Det drejer sig først og

fremmest om en betryggelse af borgernes retssikkerhed. Det er et selvstændigt

formål, at borgere med samme forhold behandles ens, således at ens

restanceforhold giver sig udslag i ens afgørelser.

Ensartet offentlig restanceinddrivelse kan understøttes af

en enstrenget adgang til og kontakt med det offentlige. Én indgang kan derfor

medvirke til en bedre retssikkerhed.

Foruden ensartethed i sagsbehandlingen skal skyldnere også

forstå og opfatte de offentlige afgørelser. Lovudkastet er derfor med til at

bidrage til at regelsættet på området er så enkelt og forståeligt som muligt

på

tværs af alle typer af restancer, hvor samme forhold gør sig gældende.

Regelforenkling er endvidere lettere at implementere i en restancemyndighed.

Ordningen vil medføre, at de situationer, hvor borgeren

bliver kontaktet af flere restancemyndigheder samtidig, ophører.

En fremtidig restanceorganisering skal endvidere sikre

administrative lettelser for borgerne. En fælles IT-platform kan bidrage til

at

understøtte og udvikle organisation og administration til gavn for borgerne.

Lovforslaget

er med til at understøtte regeringens plan om at bidrage til reduktion af

administrative

byrder for borgerne. Lovforslaget er medvirkende til at sætte fokus på

forebyggelse

og vejledning og understøtter de eksisterende digitale muligheder, således at

borgerne kan få ekspederet sager på internettet eller via

servicetelefoner/borgerservice.

Implementeringen af et nyt restancesystem i løbet af første

halvår 2007 vil være med til at sikre disse forbedringer for borgerne.

8. Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Lovforslaget vil medvirke til at lette de administrative

byrder for erhvervslivet, idet især de personligt drevne virksomheder

fremover

kun skal have kontakt til en restancemyndighed mod flere i dag.

Virksomhederne

skal ikke bruge tid og administration på at kontakte forskellige

restancemyndigheder med forskellig sagsbehandling. Det betyder en sikring af

retssikkerheden,

idet virksomheder med samme type af restanceforhold behandles ens. I dag er

der

tale om omfattende dobbeltarbejde i henholdsvis kommuner og ToldSkat-områder

vedrørende restancer, som vedrører samme virksomhed.

Foruden ensartethed i sagsbehandlingen er det vigtigt, at

erhvervslivet får nemmere ved at forstå og opfatte de offentlige afgørelser.

Lovforslaget er derfor med til at bidrage til, at regelsættet på området er

så

enkelt og forståeligt som muligt på tværs af alle typer af restancer, hvor

samme forhold gør sig gældende. Der er altså tale om en administrativ

lettelse,

idet den enkelte virksomhed ikke skal bruge tid og ressourcer på at sætte sig

ind i de meget forskellige love, som er gældende i dag.

Lovforslaget skal understøtte regeringens bestræbelser på

at lette erhvervslivets administrative byrder i relation til det offentlige,

idet regelforenklingen på restanceområdet samtidig understøttes af den

brugervenlige systemmodernisering som ToldSkat er i gang med, og som allerede

har givet sig udslag en række digitale tilbud døgnet rundt til virksomhederne

som led i en enklere og mere servicebetonet kontakt til det offentlige.

Implementeringen af et nyt restancesystem i løbet af første

halvår 2007 vil være med til at sikre disse forbedringer for virksomhederne.

9. Administrative konsekvenser for det offentlige

Indledningsvis bemærkes, at der er knyttet stor usikkerhed

til skønnene over de administrative konsekvenser, blandt andet fordi

udgifterne

først endeligt kan fastlægges efter forhandlingerne med kommunerne. Udover

disse generelle usikkerhedsmomenter er der knyttet en række mere konkrete

forudsætninger til skønnene, hvoraf de væsentligste er følgende:

Opgaven overtages pr. 1. oktober

2005.

Der er en naturlig

afgang på 6 % første år og 4% de efterfølgende år. Afgangen er forudsat at

have

kvartårseffekt i afgangsåret, da det forudsættes, at afgangen sker løbende

over

året. Der kan nyrekrutteres i det omfang, den naturlige afgang overstiger den

forudsatte afgang.

Det forudsættes, at

et nyt restancesystem idriftsættes i første halvår 2007, og at der i den

mellemliggende periode vil være behov for at lave tilretninger i kommunernes

eksisterende systemer. Der vil i en periode efter idriftsættelsen af det nye

system være behov for dobbeltdrift. Perioden er skønnet til 5 måneder og

udgiften forudsættes at være halvdelen af den årlige drifts- og

forvaltningsudgift.

Der er ikke skønnet

over evt. krav fra kommunerne mod staten som følge af udgifter til

erstatninger

m.v. for ophævelse af privatretlige aftaler m.v. eller andre udgifter, som

kommunerne ikke med kort varsel kan frigøres fra.

Kommunerne har i

dag en række indtægter fra gebyrer og retsafgifter, der fremover vil

bortfalde.

Det forudsættes, at staten fremover vil oppebære de samme indtægter, således

at

omlægningen ikke vil medføre ændrede betalinger for restanter, ligesom

omlægningen vil være neutral for det offentlige.

Engangsudgifter,

som er fælles for ligningsopgaven og inddrivelsesopgaven, og hvor det er

vanskeligt at skønne over fordelingen mellem ligningsopgaven og

inddrivelsesopgaven, er medtaget under engangsudgifter til ligningsopgaven,

jf.

det samtidigt fremsatte lovforslag herom.

9.1. Administrative konsekvenser for kommunerne

Det skønnes, at der i alt anvendes 1.685 årsværk i

kommunerne til opkrævning og restanceinddrivelse, hvor årsværksforbruget

fordeler sig med 1.404 årsværk, der direkte kan henføres til opgaven og 281

støtteårsværk.

Ved opgaveoverførslen til staten vil kommunerne skulle

kompensere staten efter DUT-reglerne for det antal årsværk, der er

beskæftiget

med restanceinddrivelsesopgaven, herunder støtteårsværk. Kompensationen kan

først fastlægges efter forhandling med de kommunale parter.

Alle medarbejdere beskæftiget med

restanceinddrivelsesopgaven har adgang til at blive overført til staten. Det

er

dog vurderingen, at der vil være en række ubesatte stillinger på

restanceinddrivelsesopgaven, når disse indgår i den fusionerede organisation.

Det vil specielt gælde årsværk beskæftiget i støttefunktioner - funktioner

der

ofte betjener alle kommunens forvaltninger - som fortsat vil skulle betjene

de

øvrige forvaltninger efter fusionen. Endvidere vil der formentlig være

medarbejdere,

som er interesseret i at blive i kommunen, hvilket sandsynligvis vil betyde,

at

kommunerne vil bruge disse medarbejdere på andre områder, hvor der er

naturlig

afgang. Det er op til den enkelte kommune at afgøre, om alle medarbejdere

overdrages sammen med restanceinddrivelsesopgaven.

De kommunale udgifter til den løbende IT-drift vedrørende

opkrævning og restanceinddrivelse skønnes at udgøre i størrelsesordenen 150

mio. kr. årligt. Der udestår en opdeling af denne udgift i opkrævning, som

forbliver i kommunerne, og inddrivelse som overføres til staten.

Størrelsen af kommunernes hidtidige udgifter til porto,

betalingstransaktionsgebyrer, gebyrudgifter til Det Fælles Lønindeholdelses

System (DFLS) og adgang til helpdesk og hotline vedrørende

inddrivelsesopgaven

skønnes at udgøre i størrelsesordenen 43 mio. kr. og vil i udgangspunktet

modsvares af en tilsvarende fremtidig statslig udgift. Udgifterne fordeler

sig

med 22 mio. kr. til porto, 7 mio. kr. til betalingstransaktionsgebyrer, 8

mio.

kr. til gebyrudgifter til DFLS og 6 mio. kr. til adgang til helpdesk og

hotline

vedrørende inddrivelsesopgaven.

De kommunale udgifter til revision af inddrivelsesområdet

er skønnet til i størrelsesordenen 6 mio. kr.

Kommunernes hidtidige indtægter i form af retsafgifter er

skønnet til 58 mio. kr. og indtægterne fra rykkergebyrer m.v. i henhold til

gebyrloven er skønnet til 189,5 mio. kr. Kommunerne vil fremover ikke have

indtægterne fra retsafgifter og vedrørende rykkergebyrer mv. skønner

Skatteministeriet,

at kommunerne vil beholde ca. to tredjedele af gebyrerne mv.

Det skønnes, at kommunernes hidtidige årlige anlægsudgifter

har udgjort ca. 20 mio. kr.

Alle driftsudgifter til IT-drift, gebyrer, revision, anlæg

mv. skal forhandles i henhold til DUT-reglerne.

I forbindelse med statens afregning til kommunerne af

inddrevne fordringer vil der eventuelt kunne opstå et rentetab for

kommunerne.

Det er ikke besluttet hvorledes afregningen skal gennemføres, og der kan

derfor

heller ikke siges noget nærmere om kommunernes eventuelle rentetab.

Der vil endvidere blive lagt vægt på, at overdragelsen af

fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden så vidt muligt sker efter

objektive regler, så de er e-administrerbare – f.eks. i situationer,

hvor en

skyldner hverken i form af betaling eller henvendelse reagerer på en

opkrævning

og rykkerskrivelser fra fordringshavere. Dette vurderes at være en lettelse i

forhold til i dag.

9.2. Administrative konsekvenser for staten

Det forudsættes, at der fra kommunerne overføres personale

til ToldSkat pr. 1. oktober 2005 svarende til ca. 1.400 årsværk. Dertil

kommer,

at der i ToldSkat anvendes i størrelsesordenen op mod 600 årsværk til

inddrivelsesopgaver.

Overførslen af restanceinddrivelsesopgaver fra politiet og

Økonomistyrelsen (pr. 1. januar 2005) medfører overflytning af årsværk og

andre

ressourcer til ToldSkat. Fra Økonomistyrelsen overføres 19 årsværk samt

udgifter på ca. 18 mio. kr., som modsvares af tilsvarende indtægter på ca. 18

mio. kr. Fra politiet overføres udgifter på ca. 16 mio. kr. De anførte

udgifter

og indtægter er i helårsvirkning.

Udgiftsoverførslen som følge af overførslen af sager fra

fogedretterne er endnu ikke afklaret, men vil blive indbudgetteret på FFL 06

og

TB 05.

Det samlede ressourceforbrug i ToldSkat til

inddrivelsesopgaven i 2005 inkl. støtteårsværk skønnes til i

størrelsesordenen

2.000 årsværk (helårsvirkning).

Det antages, at en samling af kommunernes og ToldSkats

inddrivelsesopgaver på sigt vil kunne give effektiviseringer på i

størrelsesordenen 1.200 årsværk i forhold til den nuværende ressourceindsats

på

ca. 2.300 årsværk.

De planlagte effektiviseringer skal understøttes af et nyt

restancesystem, som skal idriftsættes i første halvår 2007. I den

mellemliggende periode vil der være behov for tilretninger i eksisterende

systemer. Disse engangsudgifter på IT-området (inkl. nyt system) skønnes til

i

størrelsesordenen 50 mio. kr.

Den interne statslige overførsel medfører engangsudgifter

til IT-tilretninger på 3 mio. kr.

Herudover vil der være en række engangsudgifter på i

størrelsesordenen 25 mio. kr. til flytning, flyttegodtgørelser m.v.

Det forventes, at der skal afholdes udgifter på i

størrelsesordnen 3 mio. kr. til information.

De samlede engangsudgifter skønnes til i alt 81 mio. kr. og

vil skulle afholdes over en årrække. Der gennemføres løbende konsolideringer

af

de anførte skøn, og i det omfang skønnene ændres væsentligt, vil Folketinget

blive orienteret herom, idet det dog bemærkes, at der er indikationer på at

skønnene vil blive ændret. Udgifterne afholdes indenfor rammerne af ToldSkats

flerårsaftale, som giver mulighed for i visse situationer at få

engangsudgifter

finansieret via øgede bevillinger.

Staten vil fremover have udgifter svarende til kommunernes

hidtidige udgifter til porto, betalingstransaktionsgebyrer, gebyrudgifter til

DFLS og adgang til helpdesk og hotline vedrørende inddrivelsesopgaven.

Udgiften

er skønnet til at udgøre i størrelsesordenen 43 mio. kr.

Den del af kommunernes samlede IT-driftsudgifter, som efter

en nærmere afklaring henføres til inddrivelsesopgaven, vil - indtil et nyt

IT-system tages i brug - skulle afholdes af ToldSkat. Der vil blive indledt

dialog

med de kommunale IT-leverandører med henblik på fastsættelse af den årlige

driftsudgift frem til et nyt system er klart i første halvår 2007.

Det skønnes, at et nyt restancesystem vil kunne reducere de

samlede årlige IT-driftsudgifter til i størrelsesordenen 20 mio. kr.

Det er ikke muligt mere præcist at skønne over de samlede

besparelser, jf. at der udestår en række forhold, der skal forhandles med de

kommunale parter, og hvoraf for eksempel IT-driftsudgiften kan få væsentlig

indvirkning på de samlede besparelser, men det skønnes, at helårsvirkningen

det

første år vil være knap 80 mio. kr.

Det skønnes, at revisionen af inddrivelsesområdet vil

medføre et merforbug på 9 årsværk i Intern Revision i ToldSkat.

De budgetmæssige konsekvenser for Landsskatteretten som

følge af omlægningerne på restanceinddrivelsesområdet medtages ikke her, men

vil blive indbudgetteret på FFL 06 og TB 05.

Det bemærkes, som det også er anført indledningsvis, at

skønnene - såvel vedr. det kommunale område som det statslige område - og

forudsætningerne herfor er behæftet med en betydelig grad af usikkerhed.

10. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser.

11. Forhold til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

12. Høring

Udover i ministerierne har lovforslaget samtidig med

forslaget til lov om ændring af forskellige love (Konsekvensændringer som

følge

af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer – samlingen af

inddrivelsen

i Skatteministeriet) været sendt til høring i Advokatrådet, Akademikernes

Centralorganisation, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd, ATP, Børsmæglerforeningen, CFU - Centralorganisationernes

Fællesudvalg, Danmarks Aktive Handelsrejsende, Danmarks Rederiforening,

Danmarks

Skibskreditfond, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk

Ejendomsmæglerforening, Dansk ErhvervsFremme, Dansk Handel & Service,

Dansk

Industri, Dansk Iværksætterforening, Dansk Kunstnerråd, Dansk Landbrug, Dansk

Transport og Logistik, Danske Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers

Forening,

Danske Sælgere, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Danske

Landinspektørforening, Den Danske Skatteborgerforening, Det Kommunale Kartel,

Dommerfuldmægtigforeningen, Ejendomsforeningen i Danmark, Finansrådet,

Finanstilsynet, Foreningen af Danske Politimestre (Politimesterforeningen),

Foreningen af Pantefogeder i Danmark, FRR - Foreningen af Registrerede

Revisorer,

FSR - Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen Danske Revisorer,

F&P

- Forsikring og Pension, Frederiksberg Kommune, FTF - Funktionærernes &

Tjenestemændenes

Fællesråd, Grundejernes Landsorganisation, HTS - Handel, Transport og

Serviceerhvervene, (HS)Hovedstadens Sygehusfællesskab, (HUR) Hovedstadens

Udviklingsråd,

Håndværksrådet, Investeringsforeningsrådet, It-Brancheforeningen, KTO -

Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Kommunernes Landsforening,

Københavns Fondsbørs, Københavns og Frederiksbergs Tjenestemænds

Fællesvirksomhed, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, Landdistrikternes

fællesråd, Landsforeningen af landsbysamfund, Landsorganisationen i Danmark,

Landsskatteretten, Ledernes Hovedorganisation, Lønmodtagernes Dyrtidsfond,

Nationalbanken, Parcelhusejernes Landsorganisation, Politiforbundet i

Danmark,

Realkreditrådet, Rigspolitichefen, Rigsrevisionen, Sammenslutning af Danske

Småøer, (SALA) Sammenslutning af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

Skattechefforeningen, Skatterevisorforeningen, Stats- og Kommunalt Ansattes

Forhandlingsfællesskab, Statsansattes Kartel, Sundhedskartellet og Told- og

Skattestyrelsen.

En oversigt over modtagne høringssvar og Skatteministeriets

kommentarer hertil er medtaget som bilag til lovforslaget.

Vurdering af

konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

På kort sigt ingen.

På sigt forventes provenugevinst som følge af

effektivisering og målretning af inddrivelsesindsatsen.

Ingen.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Der er knyttet stor usikkerhed til skønnene over de

administrative konsekvenser.

Kommunerne

:

I alt skønnes den samlede normering i kommunerne til

1.685 fuldtidsstillinger (svarende til årsværk). Ved opgaveoverførslen til

staten vil kommunerne skulle kompensere staten efter DUT-reglerne for det

antal årsværk, der er beskæftiget med inddrivelsesopgaven, herunder

støtteårsværk.

Som udgangspunkt har alle medarbejdere beskæftiget med inddrivelsesopgaven

ret til at blive overført til staten. De øvrige samlede kommunale

driftsudgifter skønnes til i alt 224 mio. kr. årligt. Heraf vedrører op mod

150 mio. kr. IT, hvor der udestår en opdeling af udgifterne i opkrævning, som

forbliver i kommunerne, og inddrivelse, som overføres til staten.

Det skønnes, at kommunerne i dag har gebyrindtægter på

op mod 250 mio. kr., som fremover vil blive reduceret.

Alle kommunaløkonomiske konsekvenser forhandles efter

DUT-reglerne, dog gælder særlige regler for aktiver.

Staten

:

Det er regeringens vurdering, at der ved sammenlægning

af den statslige og kommunale restanceinddrivelse over en årrække vil kunne

realiseres væsentlige effektiviseringer.

Staten vil få øgede driftsudgifter i størrelsesordenen

65-70 mio. kr.

Hertil kommer i en overgangsperiode en del af kommunernes

nuværende IT-udgifter på i alt op mod 150 mio. kr.

Kommunernes fald i gebyrindtægter modsvares af en

tilsvarende statslig forøgelse af gebyrindtægter.

Hertil kommer udgifter på i alt 34 mio. kr., som hidtil

er afholdt af Økonomistyrelsen og politiet, som dog delvis modsvares af

indtægter på 18 mio. kr.

De samlede engangsudgifter skønnes til 81 mio. kr., der

vil skulle afholdes over en årrække.

Ingen, idet det bemærkes, at der er tale om en opgaveoverførsel

fra kommunerne til staten.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen økonomiske konsekvenser.

Øget retssikkerhed og administrative lettelser for navnlig

personligt drevne virksomheder med en eller flere offentlige restancer.

Ingen.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen.

Ingen.

Administrative konsekvenser for borgerne

Øget retssikkerhed og administrative lettelser for

borgere med en eller flere offentlige restancer.

Ingen.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Det foreslås, at lovens anvendelsesområde er samtlige

fordringer med tillæg af renter, gebyrer, afgifter og andre omkostninger, der

opkræves eller inddrives af det offentlige, herunder foruden fordringer, der

tilkommer det offentlige, også fordringer, som det offentlige inddriver på

vegne af andre f.eks. underholdsbidrag. Også udenlandske krav, der inddrives

i

Danmark, og danske krav, der inddrives i udlandet, skal behandles af

restanceinddrivelsesmyndigheden. I relation hertil finder

inddrivelsesdirektivet og den nordiske bistandsaftale samt

dobbeltbeskatningsaftalernes inddrivelsesbemyndigelser anvendelse.

Det ”offentlige” skal forstås bredt, således at eksempelvis

fordringer fra statsvirksomheder, nettostyrede virksomheder, indtægtsdækkede

virksomheder, selvejende institutioner, institutioner med mindre supplerende

virksomhed og særlige fonde er omfattet af lovens anvendelsesområde. Loven

dækker således både offentligretlige og civilretlige fordringer.

I stk. 2 fastslås, at gældende regler og praksis

vedrørende opkrævning og inddrivelse vedrørende de enkelte fordringer i

særlovgivningen fortsat skal finde anvendelse. Hjemlen til foretagelse af de

enkelte inddrivelsesskridt skal således fortsat findes i lovgivningens

gældende

regler om inddrivelse. Forslaget til stk. 2 indebærer således ikke, at

der

tillægges restanceinddrivelsesmyndigheden beføjelser, den ikke er tillagt i

henhold til anden lovgivning.

Til § 2

I stk. 1 fastslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden

er skatteministeren eller den ministeren bemyndiger dertil. Det er tanken, at

restanceinddrivelsesmyndigheden fra lovens ikrafttrædelse tillægges told- og

skatteforvaltningen, som den fastsættes i det samtidigt fremsatte lovforslag

til udmøntning af kommunalreformen på skatteområdet, hvor de kommunale og

statslige skatteopgaver pr. 1. oktober 2005 samles i den statslige

skatteforvaltning (ToldSkat) til en enhedsorganisation, der udgør én

myndighed.

I den forbindelse indgår restanceinddrivelsesopgaven i den samlede

opgaveportefølje

for enhedsorganisationen, hvor en væsentlig del af medarbejderne vil være

fysisk placeret regionalt i de nye skattecentre.

I denne ny organisering indgår således opgaver fra

henholdsvis den eksisterende centrale inddrivelsesenhed i ToldSkat, den

kommunale

restanceinddrivelse, politiets og domstolenes restanceinddrivelse samt

ToldSkats øvrige restanceinddrivelse.

Senest i 2006 vurderes som nævnt i de almindelige

bemærkninger om denne placering skal være permanent, eller om

restanceinddrivelsesopgaven skal udskilles i en særlig styrelse under

Skatteministeriet.

Blandt andet med henblik på at gøre en sådan vurdering mulig, tilrettelægges

administrationen af restanceinddrivelsesopgaven i ToldSkat således, at

resultater og ressourceanvendelse mv. for opgaven kan opgøres, og således at

det vil være muligt at udskille opgaven senere.

I bestemmelsen fastlægges i øvrigt snitfladen og

kompetenceforholdet mellem de kommunale og statslige fordringshavere på den

ene

side og den nye restanceinddrivelsesmyndighed på den anden.

Det foreslås således, at de enkelte fordringshavere som

hidtil skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde, herunder også

rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom. Hvis der er

tvist om kravets eksistens eller størrelse, skal tvisten afklares ved

fordringshaverens foranstaltning.

Hvis en fordring er overdraget til

restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets

eksistens, vil indsigelsen skulle behandles af fordringshaveren med henblik

på

en afklaring af spørgsmålet.

Det er en betingelse for overdragelse til

restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes skriftligt af

fordringshaveren om overdragelsen. Det kan i praksis ske på den sidste

rykkerskrivelse eller på bekræftelsen af en indgået afdragsordning eller

lignende. På tilsvarende vis skal fordringshaveren give skyldneren besked,

hvis

fordringen ”tilbagekaldes” og der ydes henstand.

De enkelte fordringer forrentes efter gældende regler, jf.

forslaget i § 1, stk. 2. Rentetilskrivningen forestås og

indberettes

af de enkelte fordringshavere. Skatteministeren fastsætter i medfør af den

foreslåede bemyndigelse i stk. 6 nærmere regler herom bl.a. under

hensyntagen til de IT-tekniske muligheder, indtil et nyt samlet

restancesystem

kan tages i brug.

Som led i den planlagte forenkling og harmonisering af

regelgrundlaget, jf. de almindelige bemærkninger, vil der - med respekt for

skattestoppet - blive tilstræbt en harmonisering af rentebestemmelserne, så

samme forrentning bliver anvendt på ensartede fordringer både i forbindelse

med

opkrævning og inddrivelse.

I forslaget til stk. 3 præciseres det, at de kommunale

og statslige fordringshavere efter anmodning fra skyldneren har mulighed for

at

tillade afdragsvis betaling som led i opkrævningsarbejdet. Det er tanken, at

fordringshaveren pr. kulance under hensyn til det skyldige beløbs størrelse

skal kunne bevilge skyldneren en udvidet betalingsfrist (henstand), hvis der

f.eks. foreligger midlertidige likviditetsproblemer. Der kan også være tale

om

at indgå en betalingsaftale med skyldneren, hvor f.eks. et forfaldent beløb

kan

afdrages i rater.

Fordringshaverne kan endvidere give henstand inden for en

rimelig tidsramme og under hensyntagen til gældens størrelse.

I det omfang skyldneren i forvejen er kendt af

fordringshaveren, f.eks. som social klient i den kommunale socialforvaltning,

vil kendskabet til skyldnerens økonomiske og sociale situation selvsagt kunne

indgå i vurderingen af, om kommunen som fordringshaver finder det rimeligt og

hensigtsmæssigt at tillade afdragsvis betaling eller henstand frem for at

oversende fordringen til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden under

Skatteministeriet.

På den anden side er det ikke hensigten, at den enkelte

fordringshaver skal afkræve skyldneren dokumentation eller indhente

yderligere

oplysninger om skyldnerens forhold med henblik på at foretage

betalingsevnevurdering

for at kunne tillade en betalingsordning eller henstand som nævnt.

Mulighederne

er tænkt som et ”kulant ekspeditionsagtigt” redskab, der ikke

kræver

ressourceanvendelse af nævneværdigt omfang hos den enkelte fordringshaver.

Som

en naturlig opfølgning på henstandsordningen skal fordringshaveren kunne

indgå

aftale med skyldneren om en korterevarende betalingsordning.

Endvidere skal det understreges, at der er tale om et

supplerende frivilligt opkrævningsredskab til fordringshaverne.

Derfor foreslås det, at fordringshavernes afgørelser om

henstand med eller afdragsvis betaling af fordringer ikke kan indbringes for

højere administrativ myndighed. Det bemærkes, at en sådan afskæring af

klageadgangen

findes ubetænkelig, idet en egentlig vurdering af spørgsmålet om afdragsvis

betaling og/eller henstand senere skal ske ved

restanceinddrivelsesmyndigheden,

hvis afgørelse kan indbringes for – som alt overvejende hovedregel

–

Landsskatteretten, jf. den foreslåede § 4, stk. 1.

På områder, hvor der allerede er eller vil blive fastsat

opkrævningsregler svarende til den foreslåede betalings- eller

henstandsordning

i stk. 3, eller som indeholder en tilsvarende fleksibel

opkrævningsprocedure,

vil disse regler finde anvendelse i stedet, jf. lovforslagets § 1,

stk. 2.

Det gælder f.eks. de foreslåede tilbagebetalingsregler

efter lov om aktiv socialpolitik, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag om

konsekvensændringer som følge af samlingen af inddrivelsen i

Skatteministeriet.

Her foreslås fastsat regler om i skematisk form at

videreføre den gældende praksis på området, hvorefter der som altovervejende

hovedregel ikke indgås betalingsaftaler med personer, der fortsat modtager

hjælp, eller som har en indtægt, der ikke overstiger niveauet for hjælpen. Er

indtægten over dette niveau, fastsættes en tilbagebetalingsordning, der dog

ikke må betyde, at den pågældendes månedlige indtægt falder til under

niveauet

for hjælpen. Er der indgået en tilbagebetalingsaftale, og kommer personen

senere i en situation, hvor der ydes hjælp, eller hvor indtægten falder til

niveauet for hjælpen, gives der henstand.

Med forslaget stiles der således mod, at der ikke skal

udarbejdes en egentlig betalingsevnevurdering i forbindelse med indgåelsen af

en betalingsaftale.

Det er først, når disse opkrævningsmuligheder er udtømte,

dvs. når der foreligger misligholdelse af en betalingsaftale eller manglende

tiltrædelse af en betalingsaftale, at hele den resterende gæld kan opsiges og

overdrages til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden, såfremt den

ikke

betales straks.

Når særlige forhold taler derfor, vil fordringerne dog

kunne overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere

tidspunkt.

Det kan f.eks. være aktuelt, hvis der er krav til opkrævning vedr. f.eks.

underholdsbidrag

og daginstitutionsbetaling samtidig med, at et eller flere andre fordringer

er

overgået til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldneren vil

i

en sådan situation kunne være interesseret i en samlet afviklingsordning,

hvor

også fremtidige rater omfattes af betalingsaftalen, således at

afviklingsordningen

omfatter hele gældsforholdet. Dette kan samtidig - i fordringshavernes

interesse - sikre en samlet inddrivelse af et løbende mellemværende. Der vil

blive fastsat nærmere regler herom i medfør af bemyndigelsen i § 2,

stk. 6.

Det foreslås i stk. 4 som en betingelse for

overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes

skriftligt

af fordringshaveren om overdragelsen. I praksis kan underretningen ske som

led

i opkrævningsproceduren, f.eks. på selve opkrævningen eller - såfremt der

praktiseres en rykkerprocedure - sidste rykkerskrivelse inden overdragelsen.

I stk. 5 foreslås, at de enkelte fordringshavere hvis

de bliver bekendt med, at skyldnerens forhold er ændret væsentligt efter

overdragelse af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal

underrette

restanceinddrivelsesmyndigheden herom. Fordringshaverne kan i den forbindelse

anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at tilbagesende sagen med henblik

på,

at fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling eller henstand.

Fordringshaveren skal give skyldneren besked, hvis fordringen efter anmodning

tilbagesendes. Fordringer omfattet af refusionsret fra statskassen kan dog

ikke

sendes tilbage til fordringshaveren, eller den, der på vegne af

fordringshaveren, har forestået opkrævningen.

Som alternativ til en tilbagesendelse af fordringen til

fordringshaveren kan fordringshaveren anmode restanceinddrivelsesmyndigheden

om

at indgå en betalingsaftale eller henstandsaftale med skyldneren.

Hvis skyldnerens økonomiske forhold bedres, kan

fordringshaveren anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om, at inddrivelsen

intensiveres.

Bestemmelsen sigter først og fremmest på og forventes

anvendt i forhold til fysiske personer. Begrænsningen i bestemmelsen, der

undtager restancer vedrørende fordringer med refusionsret fra staten uanset

refusionens størrelse, er begrundet i, at fordringen reelt (i større eller

mindre omfang) dækker statsmidler, og derfor er det fundet hensigtsmæssigt -

også af administrative grunde - at alene restanceinddrivelsesmyndigheden har

kompetencen til at indgå betalingsaftaler, fastsætte betalingsordninger eller

bevilge

henstand eller eftergive denne type fordringer. Dette kan imidlertid ske

efter

indstilling fra den enkelte fordringshaver.

Generelt er det hensigten, at det gode samarbejde, som

f.eks. er etableret mellem Inddrivelsesmyndigheden i ToldSkat København og

”deres” fordringshavere, skal fortsætte og udbygges i forholdet

mellem restanceinddrivelsesmyndigheden

og de enkelte fordringshavere. Som led i dette samarbejde vil det være

naturligt, at en fordringshaver videregiver relevante oplysninger med henblik

på

optimering af inddrivelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden, hvilket

fordringshaverne efter forslaget som nævnt forpligtes til. Et sådant

samarbejde

vil blive yderligere understøttet i forbindelse med udviklingen af ét samlet

restancesystem, jf. omtalen i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 6, at skatteministeren bemyndiges

til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved overdragelse af

fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder om størrelsen af

fordringer, der kan tillades afdragsvis betaling eller gives henstand med

betalingen af, og om varigheden af betalings- og henstandsordninger. Der vil

endvidere blive fastsat retningslinier for de situationer, hvor det kan komme

på tale, at krav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden før de er

restante.

Der vil generelt blive lagt vægt på, at overdragelsen af

fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden så vidt muligt sker efter

objektive regler, så de er e-administrerbare - f.eks. i situationer, hvor en

skyldner hverken i form af betaling eller henvendelse reagerer på en

opkrævning

og rykkerskrivelser fra fordringshavere.

Skatteministeren foreslås endvidere bemyndiget til at

fastsætte regler om, at fordringer skal overdrages i elektronisk form.

Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastlægge de elektroniske

snitflader mellem fordringshavere og restanceinddrivelsesmyndigheden. Det er

i

den forbindelse et selvstændigt mål, at al sædvanlig dataudveksling skal ske

elektronisk. Indtil et nyt fælles restancesystem idriftsættes, vil den

elektroniske

udveksling mellem fordringshaverne og restanceinddrivelsesmyndigheden skulle

ske med udgangspunkt i de eksisterende IT-systemer.

Til § 3

Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden indtræder

i samtlige rettigheder og forpligtigelser, der er knyttet til de enkelte

fordringer mv., til brug for kravets afvikling. Det vil bl.a. sige, at de

inddrivelsesredskaber, som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen,

eller andre kreditorbeføjelser, som følger af praksis, kan anvendes af

restanceinddrivelsesmyndigheden. Det drejer sig bl.a. om udpantningsret,

lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, indberetning til

kreditoplysningsbureauer,

dækningsrækkefølge, indgivelse af konkursbegæring, tiltrædelse af

akkordordninger og gældssaneringsforslag og eftergivelse og henstand.

Grundtanken i indsatsstrategien på Skatteministeriets

område er en differentieret indsats overfor henholdsvis medspiller og

modspiller. Denne segmentering forventes fortsat i den nye

inddrivelsesorganisation.

Restanceinddrivelsesmyndighedens udfordring er dermed at få en restance

afviklet på den mest hensigtsmæssige måde med anvendelse af færrest mulige

ressourcer. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor også skulle

tilrettelægge og prioritere inddrivelsesindsatsen efter skyldnernes vilje og

evne til at afvikle deres mellemværende med det offentlige. De mere

indgribende

tvangsinddrivelsesskridt som lønindeholdelse og udpantning vil derfor som

udgangspunkt ikke blive anvendt over for skyldnere, som indgår og overholder

en

afviklingsordning, som kan eliminere restancen. Udlæg kan som hidtil tages i

anvendelse til f.eks. sikring af en restance under en betalings- eller

henstandsordning.

I forslaget til stk. 2 præciseres det, at

restanceinddrivelsesmyndigheden kan tillade afdragsvis betaling eller

henstand

med betalingen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan under iagttagelse af

forvaltningsloven, persondataloven og databeskyttelsesdirektivet, jf. nærmere

nedenfor, indhente oplysninger om skyldneren, der er nødvendige for en

optimal

opgavevaretagelse, som omfatter skyldig hensyntagen til sociale og økonomiske

forhold ved fastlæggelsen af niveauet for inddrivelsesindsatsen og valg af

inddrivelsesinstrument.

Indtil etablering af et nyt fælles restancesystem, jf. ovenfor

under de almindelige bemærkninger, afskrives fordringerne efter de nugældende

regler og praksis, afhængigt af hvilket restancesystem indbetalingen

registreres

i. Efter de nugældende regler, der hviler på de almindelige formueretlige

grundsætninger, øremærker debitor sine betalinger til kreditormyndighederne

enten ved at bruge et bestemt girokort, betale til en bestemt konto over

netbank eller ved på anden vis at indbetale et beløb til en bestemt

kreditormyndighed. Kreditormyndigheden afskriver herefter indbetalingen på

debitors konto i overensstemmelse med debitors direkte eller indirekte

angivelse af, hvilket krav indbetalingen skal anvendes til dækning af. Hvis

en

sådan øremærkning ikke er angivet, f.eks. fordi der er tale om en

acontobetaling, afskriver kreditormyndigheden som udgangspunkt indbetalingen

på

det for debitor mest bebyrdende krav. Af særlige byrdefulde krav kan nævnes

rentebærende skyld i forhold til ikke-rentebærende skyld. Disse principper

anvendes, hvor der ikke i lovgivningen er fastsat en dækningsrækkefølge. Et

eksempel på lovbestemt dækningsrækkefølge findes i lov om Det Fælles

Lønindeholdelsesregister,

hvor det fastsættes, at dækning af skattekrav går forud for dækning af alle

andre krav, dog således af underholdsbidrag dækkes efter skattekrav, men

forud

for øvrige krav.

I relation til underholdsbidragskrav vil den gældende

praksis, hvorefter private bidragskrav har fortrinsret for offentlige

bidragskrav, blive videreført.

Det er planen, at der i forbindelse med etableringen af et

nyt fælles restancesystem - efter nærmere analyse og under inddragelse af de

berørte parter - skal fastlægges en fælles dækningsrækkefølge for samtlige

krav, der administreres af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Endvidere foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden

får adgang til inden for rammerne af persondataloven og forvaltningsloven hos

andre offentlige myndigheder og registre samt hos pengeinstitutter og hos

Værdipapircentralen at indhente oplysninger om skyldnerens økonomiske

forhold,

herunder bankindeståender, renteindtægter mv., værdipapirbeholdninger,

arbejdsmæssige forhold, boligmæssige forhold m.v. i det omfang sådanne

oplysninger er en forudsætning for varetagelse af inddrivelsesopgaven.

For så vidt angår forslaget om adgang til at indhente

oplysninger hos pengeinstitutter vil der alene være tale om, at

restanceinddrivelsesmyndigheden kan rekvirere oplysninger svarende til dem,

som

pengeinstitutterne allerede skal indberette en gang om året til

skattemyndighederne i medfør af skattekontrolloven. Den eneste ændring er, at

det som led i inddrivelsesarbejdet skal være muligt at indhente aktuelle

oplysninger i forbindelse med behandlingen af en konkret inddrivelsessag.

På kort og mellemlang sigt skal

restanceinddrivelsesmyndigheden som nævnt benytte de eksisterende 10

IT-systemer i opgavevaretagelsen. Dette indebærer, at dataejerskabet for

oplysninger i kommunale registre for visse oplysningers vedkommende skal

overgå

til restanceinddrivelsesmyndigheden. Oplysningerne i de kommunale systemer er

integrerede,

og adgang til oplysningerne kan ikke umiddelbart begrænses. Det vil derfor i

en

overgangsperiode være nødvendigt at opretholde de eksisterende

adgangsmuligheder, eventuelt i form af delt dataejerskab til visse

oplysningstyper.

Der vil i overgangsperioden være øget fokus på sikkerhed og kontrol.

Ligesom det i dag er tilfældet i ToldSkat, vil der ikke

blive givet en generel adgang for ansatte i restanceinddrivelsesmyndigheden

til

alle oplysninger i myndighedens IT-systemer. Adgang og autorisation til

oplysninger,

der er relevante for løsningen af opgaver, vil ske efter en forudgående

konkret

vurdering af ledende medarbejdere.

Det følger i øvrigt af de almindelige regler i

forvaltningslovens § 32, at medarbejdere i

restanceinddrivelsesmyndigheden

ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for

udførelsen

af den pågældendes opgaver.

Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter

regler fastsat af skatteministeren skal stille visse oplysninger om restancer

til rådighed for fordringshavere. Videregivelsen vil dog kun omfatte data,

der

er genereret hos restanceinddrivelsesmyndigheden, under iagttagelse af

reglerne

om indsamling, registrering og videregivelse af personoplysninger i

forvaltningsloven, persondataloven og databeskyttelsesdirektivet. Den

elektroniske videregivelse af oplysninger kan ifølge forslaget alene ske til

fordringshavere/opkrævningsmyndigheder og vil være begrænset til oplysninger

om

restancens størrelse i forhold til vedkommende fordringshaver, og om der

foreligger restancer, dvs. uden beløbsmæssig specifikation, i forhold til

andre

fordringshavere. Indtil det nye restancesystem kan tages i brug, vil de

omhandlede oplysninger blive stillet til rådighed, i det omfang de

eksisterende

systemer indeholder og kan håndtere oplysningerne.

Forskrifter, der udstedes i medfør af bemyndigelsen, vil

blive sendt i høring hos Datatilsynet i henhold til persondatalovens

§ 57.

Det foreslås endvidere, at skatteministeren kan fastsætte

nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens kompetencer og

tilrettelæggelse af inddrivelsesarbejdet m.v.

Bemyndigelsen vil bl.a. blive anvendt til at fastsætte

nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af

kreditorbeføjelser og som omtalt ovenfor indhentelse af oplysninger om

skyldneres indkomstforhold, sociale forhold, formueforhold og bopælsforhold

mv.

Endvidere vil der skulle fastsættes regler om, at der på

kort sigt alene vil ske fordeling og afregning til fordringshavere via de

eksisterende systemer. Der vil eventuelt også skulle ske teknisk tilretning

af

ToldSkats økonomisystemer samt opkobling til og etablering af procedurer til

afregning med de eksisterende inddrivelsessystemer. I takt med ibrugtagningen

af et nyt fælles restancesystem vil afregning alene ske fra det nye system,

og

fra det tidspunkt vil afregning til fordringshaverne også kunne ske via

Statens

KoncernBank. Det vil efter inddragelse af de berørte parter blive fastlagt,

hvor tit der skal ske afregning, og om afregning i stedet skal ske direkte i

statsregnskabet

af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Til § 4

Det foreslås i stk. 1, at alle klager over

restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser skal indbringes for

Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Herudover

foreslås det, at der etableres en remonstrationsordning for klager på

inddrivelsesområdet, jf. endvidere nedenfor.

Forslaget til stk. 2 indeholder en bemyndigelse til

skatteministeren om at fastsætte de nærmere regler for klageadgangen og

-behandlingen. I overensstemmelse med regeringens skattestop vil der ikke

skulle betales afgift efter de almindelige regler ved oversendelse af en

klage

til Landsskatteretten. Til gengæld foreslås inddrivelsessagerne undtaget fra

reglerne om omkostningsgodtgørelse i skattesager.

Restanceinddrivelsesmyndighedens

afgørelser vil omfatte alle offentlige krav og ikke kun skattekrav. Det må

forventes, at klagerne til Landsskatteretten over afgørelser fra

inddrivelsesområdet

kun sjældent vil afspejle skattelovgivningens komplikationsgrad.

Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at

formalisere en egentlig remonstrationsordning for klager på

inddrivelsesområdet. Det indebærer, at klagen skal indsendes til

restanceinddrivelsesmyndigheden inden klagefristens udløb. Hvis

restanceinddrivelsesmyndigheden efter en ny vurdering finder anledning til at

genoptage sagen og klageren indvilliger heri, træffer

restanceinddrivelsesmyndigheden

på ny afgørelse i sagen. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden efter en ny

vurdering kan give klageren delvist medhold, skal

restanceinddrivelsesmyndigheden

samtidig oplyse klageren om, at klagen kan fastholdes, hvis

restanceinddrivelsesmyndigheden

får besked herom inden 1 måned efter, at klageren har fået meddelelse om

restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse i sagen. Hvis den oprindelige

afgørelse ikke ændres, eller hvis klagen fastholdes, sender

restanceinddrivelsesmyndigheden

klagen til Landsskatteretten. Herved gives der mulighed for, at kun klager af

en vis økonomisk og juridisk tyngde indbringes for Landsskatteretten.

Da klager på inddrivelsesområdet ikke har opsættende

virkning, vil bemyndigelsen blive anvendt til at fastsætte en frist på 1

måned

for Landsskatterettens klagesagsbehandling regnet fra det tidspunkt, hvor

sagen

foreligger fuldt oplyst for Landsskatteretten, dvs. efter indhentelse af

eventuelle yderligere oplysninger til brug for sagsbehandlingen og eventuel

partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Det forudsættes endvidere, at forslaget om, at

Landsskatteretten i forbindelse med kommunalformen på skatteområdet, jf. det

samtidigt fremsatte lovforslag herom, efter bestemmelser fastsat af

retspræsidenten skal kunne afgøre visse sagstyper uden deltagelse af læge

retsmedlemmer, skal finde anvendelse for inddrivelsessagerne, svarende til at

disse klagesager hidtil i overvejende grad har været behandlet af embedsmænd

uden lægmandsmedvirken. Endelig forudsættes de foreslåede regler om, at

Landsskatteretten i visse tilfælde kan anmode told- og skatteforvaltningen om

at udarbejde en sagsfremstilling tilsvarende skal finde anvendelse for

restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser.

Forslaget til stk. 3 indebærer, at indsigelser mod

udlæg som hidtil vil blive behandlet af fogedretterne efter reglerne i

skatteinddrivelsesloven. Udlæg er i modsætning til de øvrige

”inddrivelsesredskaber” ikke administrative afgørelser, der er

omfattet af

reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven. Der er derimod tale om

judiciel

virksomhed, og sagerne behandles efter reglerne om tvangsfuldbyrdelse i

retsplejeloven.

Til § 5

I stk. 1 foreslås det, at loven tillægges virkning fra

den 1. oktober 2005.

Samlingen af inddrivelsesopgaven hos

restanceinddrivelsesmyndigheden foreslås i stk. 2 at ske den 1. oktober

2005. Det betyder, at verserende inddrivelsessager skal overgå til videre

behandling

fra den oprindelige inddrivelsesmyndighed til restanceinddrivelsesmyndigheden

fra dette tidspunkt. Det forudsættes, at restanceinddrivelsesmyndigheden

træffer aftale med de enkelte fordringshavere vedrørende den praktiske

fremgangsmåde

i forbindelse med sagsoverførslen. Skatteministeren foreslås bemyndiget til

at

fastsætte regler for den praktiske gennemførelse af overdragelsen af opgaver

og

personale fra kommunerne mv. til staten, jf. endvidere bemærkningerne til

§ 14.

Organiseringen af den fusionerede inddrivelsesopgave skal

sikres via en ny organisering og lokalisering af opgaven svarende til

udfordringerne på ligningsopgaven. Der skal således ske en ny lokalisering,

etableres en ny organisation og ledelsesstruktur, samt en infrastruktur.

Overførslen

af personale mv. vil skulle ske efter forhandling med de enkelte kommuner og

efter reglerne i §§ 6-13.

I overgangsperioden vil IT-understøttelsen i videst mulig

omfang fortsat ske ved brug af eksisterende IT-løsninger og uden nogen reel

integration mellem systemerne. Indtil der er udviklet et nyt fælles

restancesystem,

håndterer restancemyndigheden personskatterestancerne og de kommunale

restancer

i et eller flere kommunale restancesystemer.

Det forudsættes, at de fordringstyper, der overføres fra

kommunerne, kan administreres ens uanset kreditorkommune. Der vil således ske

en ensretning af sagsbehandlingspraksis.

Det foreslås i stk. 3, at lovens regler om klage til

Landsskatteretten har virkning for klager over afgørelser om inddrivelse, der

er truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis klagen modtages den 1.

oktober 2005 eller senere.

Vedrørende klagesager om inddrivelse, der verserer, når

loven får virkning, foreslås det i stk. 4, at disse sager overgår til

afgørelse i Landsskatteretten den 1. januar 2006, såfremt der på dette

tidspunkt ikke er truffet afgørelse i sagen af den oprindelige klageinstans.

Til § 6

Bestemmelsen i stk. 1 regulerer hvilke dele af de

kommunale aktiver, Skatteministeriet overtager. Bestemmelsen regulerer

endvidere hvilke kommunale rettigheder og pligter, Skatteministeriet

indtræder

i.

Det drejer sig om aktiver samt rettigheder og pligter, der

udelukkende er knyttet til varetagelsen af inddrivelsesopgaven.

Bestemmelsen omfatter samtlige rettigheder og pligter, der

på tidspunktet for overførslen af inddrivelsesopgaven tilkommer henholdsvis

påhviler den kommune, hvorfra inddrivelsesopgaven overføres, ligesom

bestemmelsen omfatter samtlige aktiver. Det gælder uanset karakter,

retsgrundlag

og stiftelsestidspunkt for de omhandlede aktiver samt rettigheder og pligter.

Bestemmelsen omfatter således rettigheder og pligter indgået på såvel

offentligretligt som privatretligt grundlag. Dette lovfæstede princip om fuld

succession vil indebære, at Skatteministeriet f.eks. indtræder i aftaler om

leje af lokaler, kontrakter om leje af løsøre eller kontrakter om

tjenesteydelser på de vilkår, som kommunen m.fl. har påtaget sig. Sker der

ikke

overførsel, fordi der alene er delvis tilknytning til inddrivelsesopgaven, og

der foreligger f.eks. kontraktforhold overfor tredjepart, vil det fortsat

være

den pågældende kommune, der er forpligtet.

Bestemmelsen omfatter aktiver samt rettigheder og pligter,

der eksisterer på tidspunktet for overførslen af inddrivelsesopgaven.

Bestemmelsen omfatter således ikke aktiver

mv., der erhverves på et senere tidspunkt.

Bestemmelsen omfatter dog alene aktiver samt rettigheder og

pligter, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af inddrivelsesopgaven.

Det afgørende er i den forbindelse den konkrete anvendelse af det pågældende

aktiv, henholdsvis hvorvidt, en rettighed eller en pligt er pådraget,

tilkommer

eller påhviler kommunen i forbindelse med varetagelsen af

inddrivelsesopgaven.

Det er den konkrete anvendelse på tidspunktet for overførslen af

inddrivelsesopgaven,

der er afgørende, ikke en eventuel tidligere anvendelse.

Bestemmelsen medfører endvidere, at Skatteministeriet

generelt indtræder i kommunens sted i forhold til samarbejder med myndigheder

og private, der udelukkende knytter sig til varetagelsen af

inddrivelsesopgaven.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at bestemmelserne om, at

Skatteministeriet overtager aktiver, der udelukkende er knyttet til

varetagelse

af den kommunale inddrivelsesopgave, ikke finder anvendelse for fast ejendom.

Kommunerne beholder således de pågældende ejendomme, og staten undgår at

skulle

overtage ejendomme, som der på sigt ikke er anvendelse for.

For at sikre et velordnet forløb for lokalisering både af

hensyn til de ansatte og af hensyn til varetagelsen af inddrivelsesopgaven

fastsættes

med stk. 2, 2. pkt., en ret for Skatteministeriet til at leje fast ejendom,

der

af den pågældende kommune udelukkende er anvendt til inddrivelsesopgaven, og

som Skatteministeriet ønsker at anvende til dette formål fremover. Denne ret

omfatter også ret til at leje dele af kommunale ejendomme, f.eks. lokaler i

rådhuse eller større forvaltningsbygninger, som hidtil har været anvendt til

varetagelse af den kommunale inddrivelsesopgave, og som Skatteministeriet

fortsat ønsker at anvende til inddrivelsesopgaven. Udøves retten til at indgå

sådanne lejemål forudsættes, at Skatteministeriet betaler sædvanlig

markedsleje

for lejemålet. Der kan være tale om lejemål af såvel kortere som længere

varighed.

Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at der kan indgås aftale

med den enkelte kommune om, at staten ved Slots- og Ejendomsstyrelsen

umiddelbart,

dvs. uden udbud, overtager en fast ejendom, der helt eller delvist er knyttet

til den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven. Bestemmelsen supplerer

Skatteministeriets ret til at leje fast ejendom eller dele heraf for de

tilfælde, hvor såvel Skatteministeriet som en kommune har interesse i, at en

ejendom overføres til staten. Overførslen vil ske i form af, at staten

overtager den faste ejendom fra kommunen til markedspris.

Til § 7

Bestemmelsen regulerer, hvilke dele af de kommunalt

ansatte, der følger med inddrivelsesopgaven til ansættelse i staten.

Efter bestemmelsen drejer det sig ikke kun om kommunalt

ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med

varetagelsen

af inddrivelsesopgaven, men også om en forholdsmæssig del af de kommunalt

ansatte, der ikke udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med

varetagelsen

af opgaver, som fortsat skal varetages i kommunalt regi. Herved sikres, at

også

kommunalt ansatte, der er beskæftiget med generelle funktioner, kan overgå

til

ansættelse i staten.

Den konkrete afgrænsning af det personale, der overføres,

fastlægges ved aftale mellem den statslige ansættelsesmyndighed og den

enkelte

kommunalbestyrelse.

Det forudsættes, at de berørte myndigheder tilvejebringer

og meddeler de oplysninger, udleverer de dokumenter og yder den bistand i

øvrigt, der er nødvendig for gennemførelsen af denne personaleoverførsel.

Bestemmelser om personalets ansættelsesvilkår ved ansættelsen

i staten er fastsat i § 8 og § 9. Den foreslåede regulering er i

overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk Folkeparti om en

kommunalreform.

Til § 8

Lov om lønmodtageres retsstilling ved

virksomhedsoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002,

finder ikke anvendelse på overførsel af administrative funktioner mellem

offentlige administrative myndigheder, jf. virksomhedsoverdragelseslovens

§ 1, stk. 2.

Det indebærer bl.a., at virksomhedsoverdragelsesloven ikke

finder anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver.

Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for

samtlige overenskomstansatte, ansatte i henhold til bestemmelser om løn- og

arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed

(tjenestemandslignende ansatte), og ansatte efter individuel aftale, der som

nævnt i § 7 overføres fra kommunal ansættelse til ansættelse i staten,

bestemmes, at lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse

skal finde tilsvarende anvendelse for ansatte, som ikke er direkte omfattet

af

virksomhedsoverdragelsesloven.

Derved sikres alle overenskomstansatte mv. ensartede

rettigheder efter loven, herunder bl.a. at de pågældendes ansættelsesvilkår

skal videreføres uændret med den nye ansættelsesmyndighed som ny part,

ligesom

de pågældende bliver omfattet af lovens særlige bevisbyrderegler, der

beskytter

de ansatte mod usaglige afskedigelser som følge af kommunalreformen.

Bestemmelsen præciserer på den anden side, at de

overenskomstansatte mv. som udgangspunkt er forpligtet til efter

kommunalreformen at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelsen i staten.

Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som

følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes forslaget at medføre en

forbedret

retsstilling for de overenskomstansatte mv., som efter de gældende regler

ikke

er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

For så vidt angår ansatte, der er ansat på

tjenestemandslignende vilkår er der i § 9, stk. 6, fastsat regler

vedrørende

pensionsforpligtelser over for de pågældende. Der henvises til bemærkningerne

til § 9, stk. 6.

Til § 9

Efter stk. 1 bestemmes, at de tjenestemænd, der

overføres efter § 8, overgår

til ansættelse i staten på vilkår, der

i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.

De pågældende ansættes som statstjenestemænd i henhold til

tjenestemandslovgivningen og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold

til denne lovgivning.

Det vil ved den pensionsmæssige indplacering i staten blive

sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den

pensionsret, der er optjent i kommunalt regi. Tilsvarende vil de pågældende

ved

indplacering i de lønsystemer, der gælder i staten, blive sikret mod

lønnedgang

som følge af overgangen.

Bestemmelsen indebærer, at ansættelsesmyndigheden er

vedkommende nye statslige ansættelsesmyndighed, og at ansættelsesområdet er

det

samme som for andre tjenestemænd, der ansættes i denne statslige

ansættelsesmyndighed.

Overgangen til ansættelse i staten vil ikke i sig selv være

en forflyttelse. De pågældende tjenestemænd vil således ikke kunne kræve sig

afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve

overgangen

til ansættelse i staten.

Endvidere indebærer bestemmelsen, at de pågældende

tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden

passende stilling inden for det nye ansættelsesområde.

Ved vurderingen af, om en anden stilling kan anses for

passende, vil det blandt andet skulle indgå, at ændringen af

ansættelsesområdet

sker som led i den generelle kommunalreform. Det betyder, at de pågældende

tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende

stilling inden for det nye ansættelsesområde, som de ikke ville have været

forpligtet til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige

ansættelsesområde.

Det gælder dog ikke, hvis forpligtelsen til inden for

rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte

være

af særlig indgribende karakter over for den enkelte.

Efter stk. 2 bestemmes, at det er staten, der i forhold

til tjenestemanden er forpligtet til at udbetale tjenestemandspensionen.

Efter stk. 3 bemyndiges finansministeren til efter

forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren og drøftelse med de

kommunale

parter at fastsætte regler om beregning og eventuel fordeling mellem den

hidtidige

og den nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen for tjenestemænd,

der

overføres efter loven.

Bestemmelsen indebærer således, at

tjenestemandspensionsforpligtelsen vil blive fordelt mellem den hidtidige

ansættelsesmyndighed og den nye ansættelsesmyndighed. Om beregningen af de

pensioner,

der skal udbetales, henvises til stk. 4.

Efter stk. 4 bemyndiges finansministeren til efter

forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren og drøftelse med de

kommunale

parter at fastsætte regler for forskellige andre pensionsspørgsmål vedrørende

beregning, administration, refusion, revision mv. for de pensioner, der skal

udbetales til de overførte tjenestemænd mv., herunder ægtefælle- og

børnepension samt opsatte pensioner. Bemyndigelsesbestemmelsen omfatter alene

pensioner, der er omfattet af bestemmelserne i st. 2 og 3.

Det fastsættes med stk. 6, at bestemmelserne i

stk. 2-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte med en

pensionsordning,

der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemændenes

pensionsordninger.

Bestemmelsen omfatter således ansatte, der er ansat på tjenestemandslignende

vilkår, og som overføres efter § 7.

Bestemmelsen regulerer alene spørgsmål vedrørende

pensionsforpligtelsen for de ansatte, der er ansat på tjenestemandslignende

vilkår. De pågældende ansattes rettigheder og pligter i forbindelse med

overførslen efter § 7 reguleres af bestemmelsen i 8.

Henvisningen til stk. 2 indebærer, at det er den nye

ansættelsesmyndighed, hvortil den pågældende ansatte overføres, som i forhold

til den pågældende ansatte er forpligtet til at udbetale pensionen.

Eksisterer den hidtidige ansættelsesmyndighed efter den 1.

oktober 2005 fastsætter finansministeren efter forhandling med indenrigs- og

sundhedsministeren regler om beregning og eventuel fordeling mellem den

hidtidige og nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen for ansatte,

der

er ansat på tjenestemandslignende vilkår, jf. henvisningen til stk. 3.

Der

henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 3.

Henvisningen til stk. 4 indebærer, at finansministeren

efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler

om

beregning, administration, refusion, revision mv. af pensionen for ansatte,

der

er ansat på tjenestemandslignende vilkår. Af henvisningen til stk. 5

følger det, at finansministeren træffer afgørelse om tvivlsspørgsmål i

henhold

til stk. 3 og 4.

Til § 10

Det fastsættes, at overførslen af aktiver, rettigheder og

pligter samt ansatte i forbindelse med overflytning af inddrivelsesopgaven,

skal ske efter aftale mellem de berørte kommuner og Skatteministeriet.

Tilsvarende gælder udmøntningen af retten til at leje fast ejendom, eller

lokaler, der har været helt eller delvist anvendt til den kommunale

varetagelse

af inddrivelsesopgaven.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger er det

forventningen, at den konkrete overførsel m.m. vil kunne ske ved aftaler på

grundlag af forhandlinger mellem parterne. Forhandlingerne skal føres med

henblik på, at der senest den 15. juni 2005 kan indgås aftale mellem den

enkelte kommune og Skatteministeriet. Aftale kan kun indgås ved enighed

mellem

disse myndigheder. Kan der kun opnås enighed om dele af overførslen, kan der

indgås aftale alene for disse forhold.

Kan der ikke senest den 15. juni 2005 indgås aftale, kan

medvirken af det særlige nævn være fornøden, jf. § 11. Er der indgået

delaftaler, medvirker nævnet kun for de dele, der falder uden for aftalerne.

Til § 11

Det fastsættes i stk. 1, at skatteministeren kan

nedsætte et nævn, der træffer beslutning om overførsel og eventuelle vilkår

om

betaling samt lejeaftaler efter § 10, hvis der ikke senest den 15. juni

2005 er indgået aftale herom. Efter det foreslåede stk. 2 har nævnet 4

medlemmer, der udpeges af skatteministeren. Finansministeren indstiller ét

medlem, der tillige er nævnets formand. Kommunernes Landsforening indstiller

to

medlemmer.

Med bestemmelsen i stk. 3 præciseres dels nævnets

beslutningsregler, og dels at nævnets beslutninger ikke kan indbringes for

anden administrativ myndighed. Bestemmelsen indebærer, at nævnets

beslutninger

ikke kan påklages.

Nævnets beslutninger vil dog kunne undergives

domstolsprøvelse. Nævnets virksomhed er endvidere omfattet af Folketingets

Ombudsmands

kompetence.

Efter stk. 4 kan skatteministeren fastsætte de nærmere

regler for nævnets virksomhed, herunder om finansiering og

sekretariatsbetjening.

Til § 12

Med bestemmelsen undtages forhandlinger, aftaleindgåelse og

beslutninger efter lovens §§ 10 og 11 fra forvaltningslovens regler om

partsaktindsigt, partshøring og begrundelse, jf. forvaltningslovens kapitel

4,

5 og 6.

Den foreslåede bestemmelse skal ses på baggrund af den

særlige situation, der opstår med samlingen af inddrivelsesopgaven som led i

kommunalreformen, hvor der skal ske overførsler af aktiver, rettigheder og

pligter samt ansatte mellem myndigheder. Der er tale om en kompliceret

proces,

som skal foregå inden for en snæver tidsramme - inden samlingen af

inddrivelsesopgaven

træder i kraft den 1. oktober 2005 - og hvor der som udgangspunkt ved

forhandling skal tages stilling til den samlede fordeling af aktiver,

rettigheder og pligter samt ansatte, hvilket indebærer, at den konkrete

fordeling af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte i visse tilfælde

vil

kunne ske skønsmæssigt, og uden at det ud fra en retlig betragtning kan

fastlægges, at den konkrete fordeling, der sker ved aftaleindgåelse eller

nævnsbeslutning, er den eneste mulige fordeling, der kan ske i

overensstemmelse

med lovens regler.

Forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, partshøring og

begrundelse er derfor ikke egnede til denne proces. Hensynet til

myndighedernes

interesse i at være bekendt med dokumenterne i sagen og kunne fremsætte

udtalelse herom er tilgodeset med regler om indgåelse af aftale m.m., der

baserer

sig på forhandlinger mellem de pågældende myndigheder. I tilfælde, hvor

nævnet

træffer beslutning, vil der endvidere blive fastsat regler om, at det skal

ske

efter drøftelse med myndighederne.

Bestemmelsen i § 12 indebærer ikke, at de ansatte, som

vil blive overført efter § 7, ikke vil blive inddraget i processen. Om

inddragelsen af de ansatte henvises til de almindelige bemærkninger og

bemærkningerne til § 13.

Hensynet til de ansatte, som overføres efter loven, vil

således blive tilgodeset på anden måde end ved forvaltningslovens regler. Det

bemærkes, at forvaltningslovens bestemmelser heller ikke i forhold til de

ansatte er egnede i forbindelse med samlingen af inddrivelsesopgaven som led

i

kommunalreformen, idet den endelige stillingtagen til fordelingen af aktiver,

rettigheder og pligter samt ansatte, som nævnt vil kunne ske skønsmæssigt, og

uden at det kan fastlægges, at fordelingen er den eneste mulige fordeling,

der

kan ske efter lovens regler.

Til § 13

Efter stk. 1 fastsættes, at den myndighed, hvorfra der

overføres opgaver, for så vidt angår overførslen af ansatte skal orientere

repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet mm. efter § 10, jf.

§ 7.

Bestemmelsen indebærer en pligt for myndigheden til at

orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkast mm. efter § 10,

1

pkt. Orienteringen sker med henblik på at sikre de ansattes repræsentanter

det

bedst mulige grundlag for at fremkomme med synspunkter og ønsker med hensyn

til

den del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af de ansatte, herunder

spørgsmålet om antallet af ansatte der overføres, hvilke ansatte der efter

myndighedens udkast skal overføres, og hvorledes de ansatte skal fordeles

mellem de modtagende myndigheder.

Det forudsættes således, at de ansatte og deres

repræsentanter på passende tidspunkter, herunder forinden aftaleudkastet er

udarbejdet, orienteres om den procedure, der skal fastlægge fordelingen, og

at

de ansatte og de ansattes repræsentanter har mulighed for at fremsætte

forslag

og ønsker, herunder til fordelingen af ansatte, som kan indgå i forbindelse

med

myndighedens udarbejdelse af aftaleudkastet, jf. bemærkningerne til

stk. 3. Bestemmelsen begrænser således ikke de enkelte ansattes adgang

til

at fremsætte ønsker til fordelingen.

Orienteringen forudsættes at ske i overensstemmelse med de

aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes

repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg,

samarbejdsudvalg

m.v.

Orienteringen skal ske på et passende tidspunkt, inden der

efter § 10 indgås aftale på grundlag af udkastet, således at de

synspunkter, som de ansattes repræsentanter fremsætter til aftaleudkastet,

kan

indgå i myndighedens overvejelser om, hvorvidt der skal ske tilpasninger af

aftaleudkastet, forinden indgåelse af aftale.

Bestemmelsen er – sammen med bestemmelserne i stk. 2-4

– et supplement til myndighedens pligt til efter

virksomhedsoverdragelseslovens

§ 5 i rimelig tid inden overtagelsen at underrette lønmodtagernes

repræsentanter

m.v. om datoen for overdragelsen, årsagen til overdragelsen, overdragelsens

juridiske, økonomiske og sociale følger for lønmodtagerne samt eventuelle

foranstaltninger

for lønmodtagerne, der ikke er en følge af den almindelige ledelsesret.

Efter det foreslåede stk. 2 skal den myndighed,

hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte

berøres af overførslerne, så hurtigt som muligt orientere repræsentanter for

de

ansatte om aftalen, jf. § 10, eller beslutningen, jf. § 11.

Orienteringen forudsættes at ske i overensstemmelse med de

aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes

repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg,

samarbejdsudvalg

m.v.

Orienteringen skal ske så hurtigt som muligt efter

aftaleindgåelsen eller nævnsbeslutning.

Orienteringspligten påhviler både den myndighed, hvorfra

der overføres ansatte efter loven, og den eller de myndigheder, hvis ansatte

berøres af overførslerne. Der påhviler således alene andre myndigheder end

den

afgivende myndighed en orienteringspligt, hvis myndigheden har ansatte der

berøres

af overførslerne.

Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes

underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens

§ 5, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere

supplere

de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de

ansattes

repræsentanter.

Det fastsættes med stk. 3, at den myndighed, hvorfra

der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af

overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om og med disse

drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte om aftaleudkast,

forhandlingernes forløb, indgåelse af aftale, eller nævnsbeslutning.

Bestemmelsen indebærer en pligt til at orientere de

ansattes repræsentanter om den påtænkte fremgangsmåde for orienteringen af de

ansatte under hele delingsproceduren. Det følger endvidere af bestemmelsen,

at

myndigheden skal drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte med de

ansattes repræsentanter.

Pligten påhviler både den myndighed, hvorfra der overføres

ansatte efter loven, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af

overførslerne. Der påhviler således alene andre myndigheder end den afgivende

myndighed en pligt, hvis myndigheden har ansatte, der berøres af

overførslerne,

jf. herom bemærkningerne til stk. 2.

Bestemmelsen forudsætter således, at de ansatte før og

under forhandlingerne om fordelingen af ansatte, på passende tidspunkter

orienteres om den procedure, der skal fastlægge fordelingen. Bestemmelsen

forudsætter endvidere, at der gives de ansatte mulighed for at fremsætte

forslag til fremgangsmåden med hensyn til orienteringen og ønsker med hensyn

til indplaceringen hos den modtagende myndighed. De ansattes ønsker vil kunne

indgå i grundlaget for den afgivende og de modtagende myndigheders

forhandling.

Informationen til de ansatte om proceduren kan ske såvel

skriftligt som mundtligt, herunder ved afholdelse af møder, hvor der gives de

ansatte mulighed for at få svar på spørgsmål vedrørende proceduren for

overførslerne

og konsekvenserne heraf. Det følger af bestemmelsen, at den afgivende

henholdsvis den modtagende myndighed skal drøfte med de ansattes

repræsentanter, på hvilke måder de ansatte mest hensigtsmæssigt kan holdes

orienteret under forløbet. Orienteringen af de ansatte forudsættes at ske i

overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds

information af de ansatte.

Det forudsættes, at den afgivende myndighed og den eller de

myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, samarbejder med henblik

på

at sikre de bedst mulige rammer for at kunne give information til de ansatte

og

deres repræsentanter og at kunne formidle deres synspunkter og ønsker.

Orienteringen og drøftelserne efter bestemmelsen

forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den

pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.

Orienteringen

vil således kunne ske i MED-udvalg, samarbejdsudvalg m.v.

Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes

underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens

§ 5, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere

supplere

de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de

ansattes

repræsentanter.

Efter stk. 4 fastsættes, at den myndighed, hvorfra der

overføres ansatte, så hurtigt som muligt skriftligt skal orientere de

ansatte,

der overføres efter § 7, om aftaleindgåelse efter § 10 og

nævnsbeslutning

efter § 11, om overførslen til Skatteministeriet.

Bestemmelsen indebærer, at den afgivende myndighed

skriftligt skal orientere de ansatte, der skal overføres til

Skatteministeriet

herom. Orienteringen skal ske hurtigst muligt efter aftaleindgåelsen eller

nævnsbeslutningen.

Der stilles efter bestemmelsen alene krav om, at den

afgivende myndighed orienterer de ansatte om aftaleindgåelsen m.v. og om, at

den pågældende ansatte skal overføres til Skatteministeriet.

Orienteringspligten

omfatter orientering om selve overførslen, men ikke orientering om

indplaceringen

hos den nye myndighed, jf. herom nedenfor.

Bestemmelsen stiller ikke krav til, hvilke eventuelle

yderligere oplysninger den skriftlige orientering kan indeholde.

Det forudsættes, at den afgivende myndighed og

Skatteministeriet samarbejder med henblik på at sikre de bedst mulige rammer

for at kunne give information til de ansatte og deres repræsentanter og at

kunne formidle deres synspunkter og ønsker, herunder med hensyn til det nye

arbejdssted og arbejdsfunktion, jf. også bemærkningerne til stk. 3.

Det forudsættes, at den myndighed, hvortil overførslen af

den ansatte skal ske, så hurtigt som muligt giver den ansatte meddelelse om

den

pågældendes nye arbejdssted og arbejdsfunktion hos myndigheden.

Det forudsættes, at der med fastlæggelsen af indplaceringen

hos den modtagende myndighed så vidt muligt tages hensyn til den enkelte

ansattes behov og ønsker såvel med hensyn til arbejdssted som med hensyn til

opgaver.

Orienteringen af den ansatte vil i givet fald kunne ske

samtidig med en varsling over for medarbejderen af væsentligt ændrede løn- og

ansættelsesvilkår. Virksomhedsoverdragelseslovens regler indebærer, at

arbejdsgiverskiftet

i forbindelse med overførslen til en ny ansættelsesmyndighed som led i

kommunalreformen, ikke i sig selv er en væsentlig ændring af

ansættelsesforholdet, der kan begrunde en ophævelse af arbejdsaftalen fra den

ansattes side, men er en ændring, den ansatte er forpligtet til at tåle,

forudsat at der ikke sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet.

Hvis der sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet, er den

myndighed, hvorfra den ansatte overføres, forpligtet til at varsle dette

overfor den pågældende. Varslingen indebærer efter almindelige

ansættelsesretlige regler, at det hidtidige ansættelsesforhold bringes til

ophør med det individuelle opsigelsesvarsel samtidig med, at der tilbydes

genansættelse på nye vilkår. Den ansatte må herefter tage stilling til, om

vedkommende vil påtage sig stillingen på de nye vilkår eller betragte sig som

opsagt.

Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes

underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens

§ 5, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere

supplere

de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de

ansattes

repræsentanter.

Efter stk. 5 fastsættes det, at repræsentanterne for

de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i

medfør

af stk. 1. Repræsentanterne vil således ikke kunne videregive

oplysninger

herom til myndighedens ansatte eller andre.

Repræsentanterne vil imidlertid med respekt af

tavshedspligtbestemmelsen kunne drøfte delingsproceduren og forhandlingernes

forløb med de ansatte, herunder de ansattes ønsker til fordelingen m.v.

Til §14

Efter bestemmelsen bemyndiges skatteministeren til at

fastsætte regler for den praktiske gennemførelse af overdragelsen af opgaver,

personale, arkiver mv. fra kommunerne til staten. Det kan eksempelvis være

frister for gennemførelse af de enkelte dele af overdragelsen eller regler

for

konvertering af sager.

Konverteringen må forventes at ske successivt af de enkelte

kommuner og vil have fokus på først at overføre de fordringer, der er under

aktiv inddrivelse. Det forventes derfor også, at der som led i konverteringen

vil blive fastlagt regler for, at henlagte fordringer under en vis størrelse

først

skal overføres på et senere tidspunkt.

Ligeledes forventes det, at fordringshaverne i visse

tilfælde skal undlade at oversende fordringer, som der er indgået

afdragsordninger på, uagtet aftalerne overskrider de rammer, som

fordringshaverne efter konverteringen ellers kan indgå aftale indenfor, jf.

lovforslagets § 2, stk. 3, og bestemmelser herom fastsat i medfør

af

bemyndigelsen efter § 2, stk. 6. En sådan bestemmelse vil også

kunne

omfatte midlertidige aftaler. Hvis aftalen efterfølgende misligholdes,

skyldneren beder om ændring af vilkårene, eller afdragsordningen udløber

uden,

at fordringen er indfriet, skal fordringen umiddelbart sendes til

restanceinddrivelsesmyndigheden, der så vil tage stilling til det videre

forløb. Disse særlige bestemmelser må forventes kombineret med undtagelser

for

større krav og ordninger, der har en meget lang løbetid.

Derved sikres det, at skyldneren ikke ulejliges unødigt i

forbindelse med konverteringen, når der er indgået aftaler, som den nye

restanceinddrivelsesmyndighed under alle omstændigheder vil være forpligtet

til

at respektere. Ordningen vil tillige sikre, at der ikke sker noget brud i

afviklingen, hvilket ville indeholde risiko for provenutab. En sådan ordning

vil alene indeholde en udskydelse af overførslen og vil ikke pålægge

fordringshaverne

yderligere byrder ud over det, der ligger i en systemmæssig overvågning af,

at

der sker betaling.

Det forventes også, at bemyndigelsen vil blive anvendt til

at fastsætte regler for fordringshavernes pligter frem til

overdragelsestidspunktet

med hensyn til at sikre en ensartet klargøring af fordringer mv. Regler

vedrørende

bl.a. overdragelse af arkiver og andet fysisk sagsmateriale vil ligeledes

kunne

udfærdiges i medfør af bemyndigelsen.

Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastlægge,

i hvilket omfang restanceinddrivelsesmyndigheden kan afhjælpe

fordringshavernes

arbejdsbyrde i forbindelse med sagskonverteringen, herunder hvorledes den

nødvendige systemadgang skal foregå under hensyntagen til forvaltningsloven,

persondataloven

og databeskyttelsesdirektivet.

De kommunale repræsentanter vil blive inddraget i

tilrettelæggelsen af dette arbejde.

Skatteministeren vil kunne delegere denne kompetence til

embedsmænd.

Til § 15

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bilag 1

Høringssvar til

Forslag

til lov om til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og

Forslag

til lov om ændring af forskellige love (Konsekvensændringer som følge af lov

om

opkrævning og inddrivelse af visse fordringer – samlingen af

inddrivelsen i

skatteministeriet).

Følgende myndigheder og organisationer i alt 28 har

afgivet bemærkninger:

Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation,

Amtsrådsforeningen i Danmark, CFU – Centralorganisationernes

Fællesudvalg,

Dansk Byggeri, Dansk Industri, Dansk Landbrug, Datatilsynet, Den Danske

Dommerforening, Det Kommunale Kartel, Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolsstyrelsen,

Finansrådet, FKKA – Foreningen af Kommuner i Københavns Amt, Foreningen

af Pantefogeder

i Danmark, Frederiksberg Kommune, FTF – Funktionærernes &

Tjenestemændenes

Fællesråd, HTS- Handel, Transport og Serviceerhvervene, HK Kommunal,

Holstebro

Kommune, KTO-Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte,

Kommunaldirektørforeningen

i Danmark, Kommunale Organisationers Samarbejde – KOS, Kommunernes

Landsforening, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, Landsskatteretten, Told-

og

Skattestyrelsen.

Følgende i alt 14 har meddelt, at de ikke har

bemærkninger til lovforslaget:

Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Ejendomsforeningen

i Danmark, Foreningen af Danske Politimestre (Politimesterforeningen), FRR

Foreningen af Registrerede Revisorer, FSR – Foreningen af

Statsautoriserede

Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Grundejernes Landsorganisation, HUR

–

Hovedstadens UdviklingsRåd, Investeringsforeningsrådet, Realkreditrådet,

Rigspolitichefen, Rigsrevisionen, Skatterevisorforeningen.

Følgende i alt 36 har ikke afgivet høringssvar:

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, Børsmæglerforeningen,

Danmarks Aktive Handelsrejsende, Danmarks Rederiforening, Danmarks

Skibskreditfond, Dansk ErhvervsFremme, Dansk Handel & Service, Dansk

Iværksætterforening, Dansk Kunstnerråd, Dansk Transport og Logistik, Danske

Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Sælgere, Den

Danske Landinspektørforening, Den Danske Skatteborgerforening,

Finanstilsynet,

Forsikring og Pension, (HS) Hovedstadens Sygehusfællesskab, Håndværksrådet,

It-Brancheforeningen, Københavns Fondsbørs, Københavns og Frederiksbergs

Tjenestemænds Fællesvirksomhed, Landdistrikternes fællesråd, Landsforeningen

af

landbysamfund, Landsorganisationen i Danmark, Ledernes Hovedorganisation,

Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Nationalbanken, Parcelhusejernes

Landsorganisation,

Sammenslutning af Danske Småøer, (SALA) Sammenslutning af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger, Skattechefforeningen, Stats- og Kommunalt Ansattes

Forhandlingsfællesskab, Statsansattes Kartel, Sundhedskartellet.

Bilag 2

Kommentarer til

bemærkninger, der er afgivet som led i Skatteministeriets høring over udkast

til Forslag til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og F

orslag til lov om ændring af forskellige

love (Konsekvensændringer som følge af lov om opkrævning og inddrivelse af

visse fordringer - samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet)

Modtagne høringssvar

Skatteministeriet har modtaget i alt 42 høringssvar.

Bilag 1 rummer en oversigt over, hvilke myndigheder og

organisationer, der har afgivet høringssvar, herunder hvilke der har haft

bemærkninger mv.

Bemærkninger til lovforslagene

I det følgende foretages en tværgående gennemgang af de politisk

centrale bemærkninger og forslag til ændringer af lovforslagene, som er

fremkommet i høringssvarene.

Det skal bemærkes, at ud over de punkter, der omtales i det

følgende, er der - på baggrund af høringsrunden og ministeriets egen

kvalitetssikring af lovforslagene - indarbejdet en række mere tekniske,

herunder lovtekniske ændringer i lovforslaget. Herudover er bærelovforslagets

bestemmelser om personaleoverførsler og aktiver m.v. tilpasset Indenrigs- og

Sundhedsministeriets procedureforslag.

1. Samlingen af restanceinddrivelsen i staten under

Skatteministeriet – den overordnede struktur

Advokatrådet, Dansk Byggeri, Dansk Industri, Dansk Landbrug,

Finansrådet, FTF, HTS og Told- og Skattestyrelsen, stiller sig positive i

forhold til en samling af inddrivelsen og forventer, at dette vil skabe en

mere

ensartet og retssikker inddrivelse.

DI, Dansk Landbrug, Foreningen af Pantefogeder og Told- og

Skattestyrelsen ser endvidere positivt på de yderligere regelforenklinger og

-harmoniseringer, der er varslet i forslagene.

Dansk Byggeri bemærker, at man principielt ikke finder, at private

virksomheder via lønindeholdelse skal inddrages i mellemværender mellem det

offentlige og private.

Kommentar:

Synspunktet om, at de

strukturelle ændringer skal følges op af forenkling og harmonisering af

reglerne på området, tiltrædes.

Målsætningerne på

inddrivelsesområdet om en effektiviseret, ensartet, retssikker og

gennemskuelig

sagsbehandling kan kun effektueres fuldt ud, såfremt samlingen af

inddrivelsesopgaven i staten følges op af forenklinger, objektiveringer og

harmoniseringer af de bagvedliggende regelsæt og praksis. Derfor lægges der

allerede i de foreliggende lovforslag op til forenkling af

opkrævningsreglerne

på det sociale område i forbindelse med tilbagebetaling af sociale ydelser.

Regelforenklingerne og harmoniseringerne vil fortsætte i det kommende

lovforslag om harmonisering, forenkling og objektivering af reglerne for

inddrivelse af gæld til det offentlige, som er planlagt til fremsættelse

primo

2005.

Adgangen til

lønindeholdelse, som er et væsentligt inddrivelsesinstrument, påfører i sin

nuværende udformning arbejdsgivere m.fl. en vis arbejdsbyrde. I takt med

udviklingen af de planlagte IT-løsninger på inddrivelsesområdet mv. og som

led

i Skatteministeriets generelle forenklingsarbejde er det således en

selvstændig

målsætning, at der skal ske administrative forenklinger af

lønindeholdelsesreglerne.

Dansk Landbrug opfordrer til, at de ressourcer, der

frigøres med de foreslåede ændringer, anvendes til gavn for skatteyderne og

at

fokus rettes mod rådgivning og forebyggelse frem for kontrol og sanktioner.

Foreningen opfordrer endvidere til, at implementeringen af nye IT-systemer

først iværksættes, når systemerne er fuldt ud funktionsdygtige.

Kommentar:

Skatteministeriet er enig i

de anførte synspunkter. I overensstemmelse med Skatteministeriets generelle

fokus på service vil der ved tilpasningen af indsatsstrategien på

inddrivelsesområdet i forbindelse med samlingen af opgaven med tilhørende ny

organisation blive lagt afgørende vægt på, at indsatsen løbende målrettes i

forhold til det enkelte skyldforhold således, at ressourcerne anvendes

optimalt

ved brug af de mest hensigtsmæssige og e-administrerbare

inddrivelsesinstrumenter i de forskellige situationer. I bærelovforslagets

bemærkninger er strategien omtalt som visitationsmodellen. Medspillerne, dvs.

skyldnere, der grundlæggende er indstillet på at betale deres gæld til det

offentlige, vil blive mødt med en servicebetonet afviklingsstrategi, ligesom

rådgivning og andre restanceforebyggende instrumenter vil indgå naturligt i

den

samlede indsatsstrategi på inddrivelsesområdet.

Skatteministeriet er meget

opmærksom på de IT-mæssige udfordringer, der er forbundet med etableringen af

ét nyt inddrivelsessystem til afløsning af de eksisterende 10 systemer, og

idriftsættelsen heraf vil selvsagt ikke ske uden forudgående kvalitetssikring

af systemets funktionaliteter mv.

Flere høringssvar, herunder fra KL, Foreningen af

Pantefogeder, Kommunale Organisationers Samarbejde,

Kommunaldirektørforeningen

i Danmark og Holstebro Kommune, har foreslået, at restanceinddrivelsen i

stedet

for den model, der lægges op til i lovforslagene, hvor inddrivelsen af alle

offentlige restancer varetages af staten, tilrettelægges således, at staten

foretager restanceinddrivelsen vedrørende virksomheder, mens kommunerne

fortsat

skal forestå inddrivelsen af restancer vedrørende personer.

Holstebro Kommune foreslår i forlængelse heraf, at inddrivelsen af

personlige skatter hos aktive selvstændigt erhvervsdrivende varetages af

staten, da staten allerede står for afregning af A-skat, moms mv.

Det anføres, at den model, der lægges op til i lovforslagene, er i

direkte modstrid med grundtanken bag kommunalreformen om, at opgaverne skal

løses så tæt på borgerne som muligt, og at modellen forhindrer en

imødekommelse

af sociale hensyn samt hensynet til, at restancer afvikles så hurtigt som

muligt.

Herudover er det opfattelsen, at lovforslagene vil betyde, at

skyldnerne vil blive kontaktet af flere myndigheder end i dag og dermed ikke

afstedkomme den tilsigtede effektivisering. Foreningen af Pantefogeder og

Frederiksberg Kommune har endvidere anført, at såfremt kommunerne fortsat

skal

overvåge skyldnernes situation, efter at kravet er oversendt til

restanceinddrivelsesmyndigheden,

vil dette betyde, at der fortsat skal anvendes betydelige ressourcer i

kommunerne.

HK Kommunal foreslår, at inddrivelsesforslagene udgår af

kommunalreformen, men tilslutter sig i øvrigt ovennævnte model. Det anføres,

at

adskillelsen af opkrævningen og inddrivelsen vil betyde betydeligt

dobbeltarbejde. Endvidere anføres det, at den største og mest tidskrævende

opgave er opkrævningsopgaven. Det er generelt foreningens opfattelse, at mest

muligt opkrævningsarbejde skal finde sted hos fordringshaverne, og at

kommunerne udover de krav, de har i dag, skal varetage opkrævningen af

personlig

skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Københavns Kommune finder under henvisning til parkeringsområdet,

at en fuldstændig udskillelse af inddrivelsen fra kommunen til staten ikke er

hensigtsmæssig. Kommunen foreslår endvidere, at der etableres mulighed for,

at

kommunen kan foretage en kreditvurdering vedrørende egne privatretlige krav

inden oversendelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Frederiksberg Kommune foreslår, at kommunerne varetager

opkrævningen og inddrivelsen af visse privatretlige krav. Kommunen foreslår

endvidere, at opkrævningsmyndigheden får mulighed for at indgå henstands- og

betalingsaftaler med skyldner også for en længerevarende periode, samt at

kommunen kan trække alle krav tilbage fra inddrivelsesmyndigheden og ikke

alene

krav, hvortil der ikke er knyttet statsrefusion.

KL og Foreningen af Pantefogeder har foreslået, at alle frivillige

afdragsordninger skal kunne indgås med kravsmyndigheden. Foreningen af

Pantefogeder foreslår endvidere, at opkrævningsmyndigheden tildeles

kompetencen

til at foretage lønindeholdelse.

KL, HK Kommunal, Foreningen af Pantefogeder og Frederiksberg Kommune

har anført, at fordringshaveren bør have del i kreditorbeføjelserne, eller i

det mindste ret til at udtale sig, også efter at kravet er overgået til

inddrivelse, f.eks. i forbindelse med gældssanering, eftergivelse eller

afholdelse

af tvangsauktion.

Kommentar:

Fælles for de anførte

synspunkter er, at de nævnte kommuner og organisationer grundlæggende er

imod,

at inddrivelsesopgaven samles i staten. Med dette udgangspunkt fremsættes

forskellige forslag, der i højere eller mindre grad vil opretholde

inddrivelsesopgaver

i kommunerne. Et gennemgående forslag er, at inddrivelsen hos personer skal

ske

i kommunerne, mens inddrivelsen hos virksomheder skal ske i staten.

Forslaget afvises.

Regeringens synspunkt, der støttes af Rigsrevisionens gennemgang af det

offentliges

restanceinddrivelse, erfaringer fra Sverige og regeringens egen analyse af

området, er, at en samling af inddrivelsesmyndigheden hos én statslig

myndighed

vil medvirke til både øget retssikkerhed for borgere og virksomheder og have

gunstige samfundsøkonomiske virkninger.

Den sondring mellem

opkrævning og inddrivelse, som lægges til grund for samlingen af

inddrivelsesopgaven,

praktiseres allerede i den eksisterende lovgivning om kommunale samarbejder

om

opkrævning og inddrivelse og i praksis. På det statslige område er

opkrævnings-

og inddrivelsesopgaven allerede delt for så vidt Inddrivelsesenheden under

ToldSkat varetager inddrivelsen for ca. 600 statslige fordringshavere.

Samlingen af inddrivelsen

hos én statslig myndighed indebærer, at borgere kun skal henvende sig hos én

myndighed vedrørende krav under inddrivelse i modsætning til i dag, hvor

borgeren kan risikere at være i kontakt med op til 4 myndigheder, (indtil 1.

januar 2005 5 myndigheder) hvoraf den ene – kommunerne – udgør

omkring 200 separate

enheder.

Hvis kravet endnu er under

opkrævning, herunder hvis man er uenig i dets eksistens eller størrelse, skal

man rette henvendelse til den myndighed, der har udsendt

opkrævningen/girokortet. Sådan er det i dag, og sådan vil det fortsat være.

Og

sådan vil det være, uanset om inddrivelsen som foreslået varetages af staten,

eller om inddrivelsen samles i kommunerne.

De sociale hensyn spiller en

central rolle i bestræbelserne på at sikre bedre retssikkerhed og en mere

effektiv inddrivelse. Et af omdrejningspunkterne i omlægningen er, at

inddrivelsesindsatsen i højere grad skal rettes mod skyldnere med reel

betalingsevne. Der lægges derfor op til, at der som udgangspunkt ikke skal

iværksættes inddrivelse, hvis det allerede på baggrund af skyldnerens

indkomstforhold

må konstateres, at betalingsevnen højst sandsynligt mangler.

Der er desuden givet plads

til, at kommunerne i forbindelse med opkrævningen kan tage de nødvendige

sociale hensyn. Kendskabet til skyldnerens økonomiske og sociale situation

vil

bl.a. være en væsentlig parameter i vurderingen af, om kommunen som

fordringshaver finder det rimeligt og hensigtsmæssigt at tillade afdragsvis

betaling eller henstand med betalingen frem for at oversende fordringen til

inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden.

Af samme grund lægges der op

til, at kommunen, hvis den, efter at fordringen er overdraget til

inddrivelse,

bliver bekendt med, at skyldnerens forhold er ændret væsentligt, kan

foranledige,

at der i en periode gives henstand.

Hvis en skyldner har krav

under opkrævning samtidig med, at en eller flere andre fordringer er overgået

til inddrivelse, kan restanceinddrivelsesmyndigheden endvidere – hvis

skyldneren anmoder herom – tage hensyn til krav under opkrævning,

således at

der sikres en samlet afviklingsordning for skyldner for samtlige offentlige

krav.

Der er altså på ingen måde

lagt op til vandtætte skotter mellem fordringshaverne på den ene side og

inddrivelsesmyndigheden på den anden side. Der lægges derimod op til en

løbende

dialog, i det omfang der er behov for det.

Dommerfuldmægtigforeningen efterlyser en redegørelse

for, hvorvidt Europarådets anbefalinger mht. bl.a. uddannelsesmæssige krav,

tilsyn og kontrol vedrørende personer, der forestår inddrivelsesskridt, er

opfyldt.

Kommentar:

Skatteministeriet er

opmærksom på Europarådets anbefalinger og er i øvrigt generelt meget

opmærksom

på at sikre, at personalets kvalifikationer afspejler de krav, opgaverne

stiller.

Dommerfuldmægtigforeningen foreslår, at

tvangsfuldbyrdelsen af kontrolafgifter skal ske i fogedretten i første

instans.

Kommentar:

Forslaget afvises. Der er

ikke fundet anledning til at behandle inddrivelsen af kontrolafgifter

anderledes

end alle andre offentlige krav. Der lægges således med lovforslagene op til,

at

restanceinddrivelsesmyndigheden også skal varetage inddrivelsen heraf.

Lovforslaget indebærer i øvrigt ingen ændringer i de eksisterende regler om,

hvornår kravene kan prøves af fogedretten.

Foreningen af Pantefogeder har påpeget, at reglen om, at

kommunerne skal tilbageføre andelen af kommuneskatten til staten vedrørende

restancer, der ikke er inddrevet inden for 3 år, bør ophæves.

Kommentar:

Lov om kommunal

indkomstskat, der omhandler det pågældende forhold, henhører under Indenrigs-

og Sundhedsministeriet, og Skatteministeriet har derfor oversendt forslaget

til

dette ministerium. Ministeriet har oplyst, at forslaget vil indgå i

overvejelserne i forbindelse med ændring af loven senere på året.

2. Landsskatteretten som klageinstans for afgørelser

truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden

Foreningen af Pantefogeder har anført, at klageinstansen i

relation til restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser bør være

fogedretten.

Dommerfuldmægtigforeningen finder – i lyset af den nuværende

sagsbehandlingstid hos Landsskatteretten – at det er paradoksalt, at der

skal

henlægges yderligere sager til Landsskatteretten. Foreningen finder det

endvidere betænkeligt, at klager vedrørende lønindeholdelse henlægges til en

administrativ klageinstans.

Kommentar:

Forslaget om, at klage over restanceinddrivelsesmyndigheden

ikke skal kunne påklages administrativt, men derimod påklages til

fogedretten,

afvises.

K

lager over

afgørelser om lønindeholdelse og modregning behandles allerede i dag i langt

de

fleste tilfælde administrativt, hvorimod udlæg skal indbringes for

fogedretten.

Dette findes ubetænkeligt, da

spørgsmål vedrørende lønindeholdelse og modregning ikke – i modsætning

til

udlæg – er et judicielt inddrivelsesskridt. Det bemærkes, at indsigelser

i

forhold til udlæg samt pålæg om lønindeholdelse eller iværksættelse af

modregning mv. i relation til kontrolafgifter som hidtil skal behandles af

fogedretten. Der vil endvidere blive taget højde for omlægningerne på

restanceinddrivelsesområdet og sagstilgangen til Landsskatteretten i

forbindelse

med FFL 06 og TB 05.

KL, HK Kommunal og Foreningen af Pantefogeder har

foreslået, at der fastsættes en kort frist for behandlingen af klager over

restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser. HK Kommunal finder, at

klagefristen på 3 måneder er for lang.

Kommentar:

Da klager på

inddrivelsesområdet ikke har opsættende virkning, lægges der

–

i overensstemmelse med det anførte

–

i bemærkningerne til

bærelovforslaget op til, at der fastsættes en rimelig frist for

Landsskatterettens klagesagsbehandling, der iagttager hensynet til skyldners

interesse i en hurtig afklaring.

Der er ikke fundet anledning

til at foreslå en kortere klagefrist i forhold til sager vedrørende

inddrivelse

end den, der generelt gælder for klage til Landsskatteretten og klage på

skatteområdet i øvrigt.

Domstolsstyrelsen og Den Danske Dommerforening har

anført, at det bør sikres, at Landsskatterettens afgørelser vedrørende

inddrivelse ikke kan indbringes direkte for landsretterne med automatisk

appel

til Højesteret, men derimod indbringes for byretten i første instans.

Kommentar:

Skatteministeriet har

oversendt forslaget til Justitsministeriet til nærmere overvejelse.

Efter Justitsministeriets

opfattelse bør forslaget om på dette område at ændre på kompetencefordelingen

mellem landsretterne og byretterne ses i sammenhæng med de mere generelle

overvejelser om, hvilke sager der bør behandles ved landsretterne henholdsvis

byretterne, jf. betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I

(Instansordningen, byrettens sammensætning og almindelige regler om

sagsbehandlingen i første instans), der er afgivet af Retsplejerådet. En

stillingtagen til forslagene i denne betænkning afventer indtil videre

overvejelserne om en eventuel strukturreform for domstolene.

3. Sikring af en let adgang for borgerne til

inddrivelsesmyndigheden og den fremtidige inddrivelsesstrategi

KL har anført, at såfremt hensynet til skyldneren fortsat skal

tilgodeses, vil det være nødvendigt at tilrettelægge inddrivelsen således, at

økonomiske afhøringer, udlægsforretninger m.v. altid afvikles i skyldnerens

bopælskommune.

Foreningen af Pantefogeder har anført, at de digitale løsninger,

der skal give ressourcebesparelser i forhold til inddrivelsen, ikke er

tilgængelige for en stor del af skyldnerne.

Kommentar:

Det vil naturligvis indgå i

overvejelserne om den fremtidige organisering, hvorledes opgaveløsningen

tilrettelægges mest hensigtsmæssigt for borgerne, og det vil selvsagt i den

forbindelse være relevant at trække på erfaringer fra den nuværende

inddrivelse

såvel i kommunerne som i staten.

Det vil i øvrigt være op til

borgeren at vælge, hvorvidt der foretrækkes personligt fremmøde, telefon,

brev

eller mail. Endvidere vil eventuelle muligheder for nye og andre måder at

servicere borgerne på kunne komme på tale. Eksempelvis skal det overvejes, om

myndighederne i særlige situationer kan komme ud til borgerne i stedet for,

at

borgerne altid skal komme til myndighederne.

KL, HK Kommunal og Foreningen af Pantefogeder har

anført, at den skitserede inddrivelsesstrategi, hvor udlæg anvendes i mindre

grad end i dag, vil afstedkomme stigende restancer og provenutab.

Frederiksberg

Kommune fremhæver endvidere, at der erfaringsmæssigt inddrives store beløb

ved

udlæg.

Told- og Skattestyrelsen anfører i relation til den fremtidige

anvendelse af diverse inddrivelsesværktøjer, at anvendelsen af udlæg ikke

nødvendigvis vil mindskes, men at mønsteret vil blive tilpasset visionerne i

kommunalreformaftalen og de muligheder, en øget opdatering af formue- og

indkomstoplysninger og et nyt restancesystem giver.

Kommentar:

Skatteministeriet er enig i,

at udlæg fortsat skal anvendes i inddrivelsesarbejdet. Udfordringen består i

at

målrette anvendelsen til at omfatte de situationer, hvor der er en høj grad

af

sikkerhed for, at de ressourcekrævende udlægsforretninger står mål med

gevinsten. I dag foretages mange udlæg forgæves.

Foreningen af Pantefogeder har anført, at forebyggelse

af restancer har haft høj prioritet i kommunerne bl.a. ved sikring af korrekt

forskudsregistrering. Såfremt dette arbejde ikke fortsættes, vil det betyde

stigende restancer.

Kommentar:

Skatteministeriet er enig i,

at forebyggelse af restancer fortsat skal have høj prioritet bl.a. ved

sikring

af korrekt forskudsregistrering. Herudover er det også Skatteministeriets

opfattelse, at det på sigt skal analyseres nærmere, om der skal være

forbedrede

muligheder for modregning i opkrævningsfasen, således at det derigennem kan

tilstræbes, at der ikke opstår nye restancer.

4. Behandling af personoplysninger

Datatilsynet har anført, at bærelovforslaget lægger op til en

omfattende videregivelse af personoplysninger, der formentlig ikke i alle

tilfælde vil kunne ske inden for persondatalovens rammer. Forholdet til

persondataloven bør derfor beskrives i bemærkningerne til lovforslaget,

herunder i hvilket omfang det er tilsigtet at fravige persondataloven.

Datatilsynet finder endvidere, at en række centrale bestemmelser i

lovforslaget er formuleret så bredt og upræcist, at disse ikke i deres

nuværende udformning lever op til de grundlæggende databeskyttelsesprincipper

i

persondataloven og databeskyttelsesdirektivet. Henvisningen til

”offentlige

myndigheder” og ”offentlige registre” i forslagets § 3,

stk. 3, bør

således ifølge tilsynet afgrænses nærmere.

I relation til forslaget om restanceinddrivelsesmyndighedens

adgang til at indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og

registre, pengeinstitutter og Værdipapircentralen henstiller Datatilsynet, at

det i bemærkningerne til lovforslaget ligeledes præciseres, om reglerne

tilsigter at give de registrerede en dårligere retsstilling end efter

persondataloven samt en vurdering af retstilstanden i forhold til

databeskyttelsesdirektivet, navnlig artikel 8.

KL har anført, at det bør være obligatorisk for

restancemyndigheden at stille oplysninger til rådighed for andre myndigheder.

Kommentar:

Skatteministeriet har efter

modtagelsen af høringssvaret fra Datatisynet været i kontakt med tilsynet med

henblik på at sikre, at lovforslagene udformes, så de er i overensstemmelse

med

persondataloven og databeskyttelsesdirektivet. Datatilsynet har telefonisk

uddybet høringssvaret og Skatteministeriet har tilkendegivet, at det ikke er

hensigten at fravige persondatalovens og forvaltningslovens regler i

forbindelse med restanceinddrivelsesmyndighedens behandling af

personoplysninger.

Skatteministeriet har på

denne baggrund præciseret enkelte bestemmelser i bærelovforslaget og

tilhørende

bemærkninger i overensstemmelse med Datatilsynets anbefalinger.

Det er Datatilsynets opfattelse, at forslaget om, at

skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter andre offentlige myndigheder

får elektronisk adgang til oplysninger om restancer er i strid med

persondataloven

og databeskyttelsesdirektivet. Der bør derfor ske en afgrænsning af, hvilke

oplysninger der gives adgang til.

Kommentar:

Som nu anført i

bemærkningerne til § 3, stk. 4, vil bemyndigelsen i bestemmelsen

blive udøvet i overensstemmelse med reglerne i persondataloven. Det er

ligeledes i bærelovforslagets § 3, stk. 4, og bemærkningerne hertil

præciseret, dels at den elektroniske videregivelse af oplysninger alene kan

ske

til fordringshavere/opkrævningsmyndigheder, dels at videregivelsen ikke

omfatter personfølsomme oplysninger, men alene oplysning om restancens

størrelse i forhold til vedkommende fordringshaver og oplysning om, hvorvidt

skyldneren er i restance vedrørende andre offentlige fordringshavere.

Endelig er det præciseret,

at bemyndigelsen til skatteministeren alene vil blive anvendt til at

fastsætte

regler for den praktiske fremgangsmåde for videregivelsen af de nævnte

oplysninger i elektronisk form.

Forskrifter, der udstedes i

medfør af bemyndigelsen, vil blive sendt i høring hos Datatilsynet.

Datatilsynet henleder opmærksomheden på, at

restanceinddrivelsesmyndigheden og dennes ansatte alene må autoriseres til de

anvendelser af personoplysninger, der er behov for. Det er tilsynets

opfattelse, at det inden for persondataloven og sikkerhedsbekendtgørelsens

rammer vil være muligt at tildele adgang til de personoplysninger, der er

nødvendige. Datatilsynet henstiller endvidere til, at Skatteministeriet

overvejer, hvem der er dataansvarlig.

Kommentar:

Ligesom det i dag er tilfældet

i ToldSkat, vil der ikke blive givet en generel adgang for ansatte i

restanceinddrivelsesmyndigheden

til alle oplysninger i myndighedens edb-systemer. Adgang og autorisation til

oplysninger, der er relevante for løsningen af opgaver, vil ske efter en

forudgående

konkret vurdering af ledende medarbejdere.

Det følger i øvrigt af de

almindelige regler i § 32 i forvaltningsloven, at medarbejdere i

restanceinddrivelsesmyndigheden

ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for

udførelsen

af den pågældendes opgaver.

Dommerfuldmægtigforeningen anfører, at lovforslagets

bestemmelser vedrørende pengeinstitutternes pligt til at videregive

oplysninger

til restanceinddrivelsesmyndigheden bør vurderes i forhold til EMRK art. 8.

Advokatrådet foreslår, at det direkte af lovteksten fremgår, at

adgangen til at indhente oplysninger hos pengeinstitutterne om skyldnere skal

ske efter anmodning fra restanceinddrivelsesmyndigheden. Endvidere finder

rådet, at det kunne overvejes at angive, hvilke elementer der skal indgå i

vurderingen af, om oplysningerne skal indhentes.

Kommentar:

Som det fremgår af

lovforslagets bemærkninger, svarer de oplysninger, der ifølge forslaget skal

indhentes af restanceinddrivelsesmyndigheden hos pengeinstitutter m.v. til de

oplysninger, pengeinstitutterne allerede i dag skal indberette årligt i

medfør

af skattekontrolloven. Som led i konkrete inddrivelsessager kan der således

rekvireres aktuelle oplysninger om bankeindeståender, renteafkast m.v.

Bestemmelsen indebærer ikke en udvidelse af, hvilke typer af oplysninger,

myndigheden får mulighed for at indhente.

Det er Skatteministeriets

opfattelse, at det tilstrækkelig tydeligt fremgår af bestemmelsen i

bærelovforslagets

§ 3, stk. 3, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan anmode om

oplysninger fra pengeinstitutter m.fl., hvis oplysningerne er nødvendige i

forbindelse med konkrete inddrivelsessager.

Datatilsynet bemærker, at lovligheden af behandlingen og

videregivelsen af fortrolige og følsomme oplysninger vil kunne påklages til

Datatilsynet. Det er tilsynets vurdering, af klager på dette området kan

tænkes

at få et stigende omfang, og forbeholder sig at få tilført yderligere

ressourcer.

Endelig har Datatilsynet gjort opmærksom på, at lovforslaget bør

give anledning til en vurdering af, om beløbsgrænsen i persondatalovens

§ 16, stk. 1, nr. 2, hvorefter den samlede restance skal overstige

7.500 kr. før en skyldner kan indberette til RKI, bør forhøjes.

Kommentar:

Forslaget er under overvejelse i

Justitsministeriet.

5. Forenkling af reglerne for lønindeholdelse og

betalingsevnevurderinger og proceduren for opkrævning af visse sociale

ydelser

Flere høringssvar, herunder KL, HTS, Københavns Kommune,

Foreningen af Pantefogeder, Dommerfuldmægtigforeningen, HK Kommunal og

Kommunale Organisationers Samarbejde har knyttet bemærkninger til de bebudede

ændringer/forenklingen af reglerne for lønindeholdelse og

betalingsevnevurdering

og proceduren for opkrævning af visse sociale ydelser.

KL og Københavns Kommune frygter lovforslagets konsekvens for de

borgere, som ikke kan betale grundet sociale og økonomiske omstændigheder,

fordi en opkrævning og inddrivelse baseret på en automatiseret proces

underlagt

skematiske og enkle regler kan tage overhånd, så borgere uden betalingsevne i

praksis aldrig vil opleve at blive mødt med en individuel sagsbehandling.

Dommerfuldmægtigforeningen

finder ligeledes, at de foreslåede forenklinger kan medføre manglende

individuelle

hensyn til skyldneren, som ellers varetages ved betalingsevnevurderingen.

Advokatrådet anfører, at det af retssikkerhedsmæssige årsager i

bemærkningerne bør præciseres, hvordan betalingsevnevurderingen konkret skal

foregå.

Kommentar:

Kritikken afvises, idet den

foreslåede forenkling af proceduren i forbindelse med opkrævningen af

tilbagebetalingspligtige beløb

ikke

tilsidesætter hverken sociale eller

retssikkerhedsmæssige hensyn til skyldner.

Ifølge forslaget skal

proceduren baseres på skematiske regler med udgangspunkt i skyldnerens

nettoindkomst – i modsætning til i dag, hvor opkrævningen skal indledes

med en

ressourcekrævende betalingsevnevurdering. Forslaget indebærer, at opkrævning

af sociale ydelser udbetalt

med tilbagebetalingspligt normalt ikke iværksættes, hvis indkomsten ikke

overstiger kontanthjælpsniveauet efter skat.

Indkomstgrænserne i relation

til opkrævningen af de sociale ydelser vil være identiske med den graduering,

der vil finde anvendelse i forhold til den automatiserede sagsbehandling

vedrørende

lønindeholdelse, som vil indgå i forslaget til lov om ændring af forskellige

love (Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse

af

gæld til det offentlige samt muligheden for anvendelse af digitale

lønsedler).

Dette forslag forventes fremsat i marts 2005.

Det er ifølge dette forslag

en forudsætning, at de automatiserede forslag til lønindeholdelse, som skal

udarbejdes på baggrund af foreliggende indkomstoplysninger fra f.eks.

årsopgørelsen,

skal suppleres med muligheden for, at skyldneren ved hjælp af et budgetskema

kan fremkomme med supplerende oplysninger med henblik på, at der gennemføres

en

konkret betalingsevnevurdering, forinden lønindeholdelsen iværksættes. Herved

vil det fortsat være muligt at tage individuelle hensyn.

HTS er skeptisk i forhold til de anførte ændringer af

reglerne om lønindeholdelse, idet en styrkelse af offentlige myndigheders

mulighed for inddrivelse af gæld vil ske på bekostning af private kreditorer.

Kommentar:

Kritikken afvises, da det

offentlige – i modsætning til private kreditorer – i de fleste

situationer er

tvunget til at yde kredit, dvs. er tvangskreditor. Det forekommer derfor

rimeligt,

at det offentlige i relation til inddrivelsen er bedre stillet end det

private.

KL har anført, at det af lovforslagene ikke klart

fremgår, om allerede indgåede aftaler om tilbagebetaling og henstand af visse

sociale ydelser skal videreføres efter nugældende regler, eller om vilkårene

skal ændres i overensstemmelse med de nye regler, som træder i kraft d. 1.

juli

2005. Det anføres i tilknytning hertil, at såfremt reglerne vedrørende

tilbagebetaling af hjælp i henhold til aktivlovens § 95 skal ske efter

de

regler, der var gældende på udbetalingstidspunktet, vil dette indebære, at

der

fortsat vil være en betydelig arbejdsbyrde i kommunerne med at overvåge

gælden

og skyldnernes betalingsevne.

Kommentar:

De nye regler for

opkrævningen af visse sociale ydelser træder ifølge forslaget i kraft den 1.

oktober

2005, hvilket indebærer, at alle tilbagebetalingsaftaler, der fastsættes

efter

ikrafttrædelsen, skal følge de nye regler, uanset hvornår den

tilbagebetalingspligtige hjælp er udbetalt. Alene såfremt der allerede er

fastlagt en tilbagebetalingsordning for skyldner på baggrund af en konkret

betalingsevnevurdering,

vil denne fortsat bestå.

Overvågningen af allerede

indgåede betalingsaftaler skal endvidere følge de nye regler. Korrektion af

en

indgået betalingsaftale i tilfælde, hvor skyldnerens indkomst ændrer sig,

skal

således ske på baggrund af de standardiserede regler/fastsatte

indkomstgrænser.

Spørgsmålet om

ikrafttrædelsen af de foreslåede regler er nu i overensstemmelse hermed

uddybet

i bemærkningerne til lovforslaget.

6. Personale og økonomi

Foreningen af Pantefogeder foreslår, at samlingen af

inddrivelsesopgaven i staten udskydes til 1. januar 2007 med henvisning til,

at

IT-understøttelsen, forenkling af inddrivelsesreglerne og den fysiske

sammenlægning ikke kan være på plads pr. 1. juli 2005. Foreningen peger

endvidere

på, at der udestår en endelig politisk beslutning om

restanceinddrivelsesmyndighedens

organisering.

Kommentar:

Forslaget afvises. Hensynet

til det berørte personale og hensynet til opretholdelse af en effektiv

restanceinddrivelse tilsiger, at perioden fra beslutning til implementering

af

den nye organisation ikke bliver for lang. Uanset om der træffes beslutning

om,

at restanceinddrivelsesmyndigheden skal organiseres som en selvstændig

styrelse

under Skatteministeriet, hvilket efter planen skal ske inden udgangen af

2006,

ligger det fast, at inddrivelsesopgaven under alle omstændigheder skal løses

i

statsligt regi som en del af Skatteministeriets ressortområde og med fortsat

regional repræsentation.

Det fremgår klart af

lovforslagenes bemærkninger, at den fulde effektuering af de samlede

målsætninger

for inddrivelsesområdet, herunder effektiviseringer og provenuforbedringer,

fordrer, at ændringerne af de organisatoriske rammer for løsningen af

inddrivelsesopgaven følges op af egentlige regelforenklinger og

-harmoniseringer samt en forbedret IT-understøttelse. Der er derfor også

varslet yderligere lovforslag på området.

HK Kommunal anfører, at der i DUT-forhandlingerne med

kommunerne ikke i tilstrækkelig grad tages højde for, at

opkrævningsopgaverne,

som efter lovforslagene skal forblive i kommunerne, er ressourcekrævende.

FTF anfører, at der i lovforslagene ikke er

lavet en opgørelse over lovforslagenes økonomiske og administrative

konsekvenser for det offentlige. FTF finder det utilfredsstillende, at der

henvises til, at det er forhold, der skal drøftes i DUT-forhandlingerne

mellem

staten og de kommunale parter.

Kommentar:

Der henvises til

bærelovforslagets bemærkninger. Heraf fremgår bl.a., at lovforslagenes

økonomiske

konsekvenser først kan fastlægges endeligt efter forhandlingerne med de

kommunale parter.

Det Kommunale Kartel vil minde om, at regeringen ved

flere lejligheder har nævnt, at kommunalreformen ikke er et spareprojekt. Det

er DKK's opfattelse, at lovforslaget viser det modsatte. DKK mener, at de

økonomiske konsekvenser af lovforslaget bør uddybes væsentligt, herunder

tidshorisonten for eventuelle personalereduktioner.

Kommentar:

Lovforslaget er ikke et

spareprojekt. Omvendt vil lovforslaget, som det fremgår af bemærkningerne, på

sigt give effektiviseringer. Disse effektiviseringer skal indhøstes. Det er

regeringens forventning, at personalereduktionen som følge af

effektiviseringerne vil kunne ske ved naturlig afgang.

Forslaget om, at de

økonomiske konsekvenser af lovforslaget bør uddybes væsentligt, afvises. Det

er

på nuværende tidspunkt ikke muligt mere præcist at skønne over de samlede

besparelser, da der udestår en række forhold, som skal forhandles med de

kommunale parter.

FTF bemærker, at det må være en forudsætning, at medarbejderne

udover bevarelsen af de individuelle løn- og ansættelsesvilkår – også

efter

gennemførelse af reformen – bør være dækket af kollektive overenskomster

og

aftaler i henhold til den danske aftalemodel.

Kommentar:

Overenskomstansatte

medarbejdere, der skifter arbejdsgiver i forbindelse med kommunalreformen,

overføres til den nye arbejdsgiver med deres individuelle rettigheder. Det

følger af virksomhedsoverdragelsesloven.

Personalestyrelsen er

indstillet på at føre tilpasningsforhandlinger med personaleorganisationerne

i

overensstemmelse med virksomhedsoverdragelseslovens bestemmelserne herom.

FTF finder det væsentligt, at de ansatte, der får

ændrede arbejdsvilkår, får mulighed for at fremsætte ønsker til det

fremtidige

arbejdssted.

Kommentar:

Den lokale proces vil være

tilrettelagt således, at der - så langt det er muligt - vil blive taget

hensyn

til den enkeltes behov og ønsker - både med hensyn til opgaver og

arbejdssted.

Der henvises til lovforslagets bemærkninger.

FTF finder det væsentligt, at der åbnes for inddragelse

af MED-udvalg og SU-drøftelserne om konsekvenserne af overførslen af de

ansatte

m.h.p. at sikre, at personalets repræsentanter får mulighed for at drøfte

juridiske, økonomiske og sociale følger heraf.

Kommentar:

Er imødekommet. Der lægges

vægt på, at de involverede MED-udvalg i kommunerne og amter og

samarbejdsudvalg

i staten bliver inddraget i overensstemmelse med reglerne herom, således at

det

sikres, at personalets repræsentanter bliver underrettet om juridiske,

økonomiske og sociale følger for ansatte, der bliver berørt af reformen.

Der er enighed mellem

arbejdsgivere og personaleorganisationer på det statslige og det

(amts)kommunale område om behovet for etablering af dialogfora på tværs af

afgivende og modtagende myndigheder.

Emnet drøftes allerede

mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Der er en løbende dialog herom mellem

Personalestyrelsen, KL, Amtsrådsforeningen, CFU og KTO.

På skatteområdet er der

allerede etableret et særligt tværgående samarbejde mellem kommunale og

statslige arbejdsgivere og personaleorganisationer.

FTF finder det utilfredsstillende, at der ikke i

relation til arbejdet i delingsrådene er åbnet mulighed for de faglige

organisationer til at øve indflydelse på fordelingen af arbejdsopgaver og

overførsel af personale.

Kommentar:

I lovforslaget samt i bemærkningerne

er det præciseret, hvorledes eventuelle konflikter mellem de afgivende og

modtagende myndigheder håndteres. Skatteministeren kan nedsætte et nævn, der

træffer afgørelse i konkrete tilfælde af uenigheder.

FTF noterer sig, at tjenestemænd bevarer uændrede løn-

og ansættelsevilkår, hvilket blandt andet må indebærer, at pensionsvilkår vil

være uændret både hvad angår pensionsalder og pensionsniveau også i relation

til tjenestemandens fremtidige forventninger

Kommentar:

Tjenestemænd overgår til

ansættelse hos den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer

til

de hidtidige vilkår.

Dette betyder, at de efter

overgangen er omfattet af de regler, der gælder for statstjenestemænd.

Bemærkningerne indeholder nogle forudsætninger om den pensionsmæssige

indplacering og indplaceringen i de lønsystemer, der gælder i staten.

Bemærkningerne til § 9

betyder endvidere, at de tjenestemænd, der overføres til staten, bevarer den

indtil overgangen optjente pensionsalder og fortsat optjener pensionsalder

som

tjenestemænd i staten. Endvidere er de pågældende til enhver tid, uanset

placering på skalatrin, sikret en pension, der svarer til den, der på

overgangstidspunktet var gældende i kommunalt regi. Fra overgangstidspunktet

reguleres pensionen efter statslige regler.

Lignende dokumenter