Forslag til Lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 24. februar 2005 af
skatteministeren (Kristian Jensen)
Forslag
til
Lov
om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer
Lovens anvendelsesområde
§ 1.
Loven gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af
renter,
gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det
offentlige.
Stk. 2.
Reglerne i
anden lovgivning om opkrævning og inddrivelse af fordringer, som nævnt i
stk. 1, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning,
indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter,
eftergivelse
og henstand m.v., finder anvendelse.
Fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til
inddrivelse
§ 2.
Skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, er
restanceinddrivelsesmyndighed.
Stk. 2.
Beregning
og opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger m.v. forestås af
fordringshaveren,
eller den der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Tilsvarende
gælder
Læs alt
behandlingen af indsigelser om fordringen.
Stk. 3.
Fordringer
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er
overskredet,
og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Fordringshaveren, eller
den der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan dog på
skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med
betalingen. Afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen
kan
ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Såfremt forholdene i
særlig
grad taler derfor, kan fordringer overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden
på et tidligere tidspunkt end nævnt i 1. pkt.
Stk. 4.
Inden overdragelse af fordringer
m.v. til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal
fordringshaveren,
eller den der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt
underrette
skyldneren om overdragelsen.
Stk. 5.
Fordringshaveren, eller den der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, skal, såfremt denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i
skyldnerens forhold efter overdragelsen af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden,
underrette restanceinddrivelsesmyndigheden herom og kan i den forbindelse
anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere inddrivelsen eller
at
sende sagen tilbage til fordringshaveren med henblik på, at fordringshaveren
kan
tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Fordringer, der er
omfattet af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til
fordringshaveren, eller den, der på vegne af fordringshaveren, har forestået
opkrævningen.
Stk. 6.
Skatteministeren
kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af reglerne i stk. 1-5,
herunder
om fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden, størrelsen af fordringer m.v., som der kan
tillades afdragsvis betaling eller henstand med, og om tidsfrister for
afdragsvis betaling og henstand. Skatteministeren kan endvidere fastsætte
regler om, at overdragelse af fordringer skal ske elektronisk.
Restanceinddrivelsesmyndigheden
§ 3.
Ved
overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse i
restanceinddrivelsesmyndigheden overtager restanceinddrivelsesmyndigheden
kreditorbeføjelserne, jf. § 1, stk. 2.
Stk. 2.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan som led i inddrivelsen tillade afdragsvis
betaling eller henstand med betalingen. I det omfang der i den øvrige
lovgivning er fastsat nærmere regler om afdragsvis betaling og henstand med
betalingen, finder disse regler fortsat anvendelse
Stk. 3.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos andre offentlige myndigheder og hos
pengeinstitutter samt hos Værdipapircentralen indhente oplysninger, der er
nødvendige for restanceinddrivelsesmyndighedens opgavevaretagelse. Endvidere
kan restanceinddrivelsesmyndigheden fra registre, der føres af offentlige
myndigheder, kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som er af betydning
for inddrivelsen. Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form.
Stk. 4.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af reglerne i
stk. 1-3. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler, hvorefter
fordringshavere
får elektronisk adgang til oplysninger registreret af
restanceinddrivelsesmyndigheden om restancens størrelse i forhold til
vedkommende fordringshaver, og om der foreligger restante fordringer i
forhold
til andre fordringshavere.
Klage
§ 4.
Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af
fordringer
m.v. kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i
lovgivningen. Klagen skal indgives skriftligt til
restanceinddrivelsesmyndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder efter
modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af klagen finder anledning til at
genoptage sagen, kan restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis klageren er enig
deri, genoptage sagen. I andre tilfælde videresender
restanceinddrivelsesmyndigheden
klagen til Landsskatteretten sammen med en udtalelse om sagen.
Stk. 2.
Skatteministeren kan fastsætte
nærmere regler for klageadgangen efter stk. 1.
Stk. 3.
Indsigelser
mod udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden behandles af
fogedretten
efter lovgivningens regler herom.
Ikrafttrædelses-, overgangs- og delingsbestemmelser
§ 5.
Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende og har
virkning
fra den 1. oktober 2005, jf. dog stk. 2-4 og §§ 6-14.
Stk. 2.
Fordringer
m.v., for hvilke fordringshaveren, eller den der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, har iværksat inddrivelse, overgår til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. oktober 2005, jf. dog § 14.
Stk. 3.
Lovens regler om klage til
Landsskatteretten har virkning for klager over afgørelser om inddrivelse, der
er truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis klagen modtages den 1.
oktober
2005 eller senere.
Stk. 4.
Afgørelser om inddrivelse
omfattet af klagereglerne i § 4, stk. 1, der inden den 1. oktober
2005 er påklaget til de hidtidige administrative klageinstanser, overgår til
behandling i Landsskatteretten den 1. januar 2006, hvis de hidtidige
klageinstanser ikke har færdigbehandlet klagen inden denne dato, jf. dog
§ 14.
§ 6.
Skatteministeriet overtager med virkning fra den 1. oktober 2005 de aktiver,
der udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af
inddrivelsesopgaven,
jf. dog om fast ejendom stk. 2. Skatteministeriet indtræder endvidere fra den
1. oktober 2005 i de rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til
den
kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven.
Stk. 2.
Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse vedrørende fast ejendom.
Skatteministeriet har ret til af den pågældende kommune at leje fast ejendom
eller dele heraf, som udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af
inddrivelsesopgaven.
Skatteministeriet og den enkelte kommune kan indgå aftale om, at
Skatteministeriet
umiddelbart overtager en fast ejendom, der helt eller delvist er knyttet til
den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven.
§ 7.
Skatteministeriet
overtager
fra den 1. oktober 2005 de kommunalt ansatte, der udelukkende eller helt
overvejende er beskæftiget med varetagelsen af inddrivelsesopgaven.
Stk. 2.
Skatteministeriet overtager herudover en forholdsmæssig del af de kommunalt
ansatte, der ikke er omfattet af stk. 1, og som ikke udelukkende eller
helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, der fortsat
varetages
af kommuner eller kommunale samarbejder.
§ 8.
De
pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved
virksomheds-overdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale ansat i
henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold,
der
er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og
som i forbindelse med overførslen efter § 7 ikke er omfattet af lov om
lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
§ 9.
Tjenestemænd, der overføres efter § 7, overgår til ansættelse i staten
på
vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
Stk. 2.
Tjenestemænd omfattet af stk. 1 får ved pensionering fra denne
ansættelse
udbetalt den samlede tjenestemandspension af staten.
Stk. 3.
Finansministeren fastsætter efter forhandling med indenrigs- og
sundhedsministeren regler om beregning og eventuel fordeling mellem den
hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen for
tjenestemænd, der overføres efter § 7.
Stk. 4.
Finansministeren kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætte regler om beregning, administration, refusion, revision m.v. af
pensionerne efter stk. 2 og 3.
Stk. 5.
Finansministeren træffer afgørelse om tvivlsspørgsmål i henhold til
stk. 3
og 4.
Stk. 6.
Stk. 2-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte med en
pensionsordning,
der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemændenes
pensionsordninger.
§ 10.
Aftale om overførsel af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte efter
§ 6 og § 7, herunder leje af fast ejendom eller lokaler eller
overførsel af fast ejendom efter § 6, stk. 2, skal indgås mellem
Skatteministeriet og den enkelte kommune senest den 15. juni 2005.
§ 11.
Skatteministeren kan nedsætte et nævn, der kan træffe beslutning om
overførsel
af aktiver, rettigheder og pligter, samt ansatte efter § 6 og § 7,
herunder leje af fast ejendom eller lokaler eller overførsel af fast ejendom
efter
§ 6, stk. 2, hvorom der ikke er indgået aftale senest den 15. juni
2005, jf. § 10.
Stk. 2.
Nævnet
består af 4 medlemmer, der udpeges af skatteministeren. Et medlem, der
tillige
er formand, indstilles af finansministeren, og to medlemmer indstilles af
Kommunernes Landsforening.
Stk. 3.
Nævnet træffer beslutning ved
stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Nævnets
afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4.
Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for nævnets virksomhed.
§ 12.
Bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 4, 5 og 6 finder ikke anvendelse
ved forhandlinger, aftaleindgåelse og beslutninger efter §§ 10 og 11.
§ 13.
Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal for så vidt angår
overførslen af ansatte, orientere repræsentanter for de ansatte om udkast til
aftale efter § 10, jf. § 7, forhandlingernes forløb og udkast til
beslutninger efter § 11, jf. § 7.
Stk. 2.
Den
myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den myndighed eller de
myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal så hurtigt som
muligt
orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen, jf. § 10, eller
beslutningen, jf. § 11.
Stk. 3.
Den
myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis
ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de
ansatte
og med disse drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte om
aftaleudkast, forhandlingernes forløb, indgåelse af aftale eller
nævnsbeslutning.
Stk. 4.
Den
myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal så hurtigt som muligt
skriftligt
orientere de ansatte, der overføres efter § 7, om indgåelse af aftale
efter § 10 eller nævnsbeslutning efter § 11 om overførslen til
Skatteministeriet.
Stk. 5.
Repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering,
der er givet i medfør af stk. 1.
§ 14.
Skatteministeren kan fastsætte regler for gennemførelsen af den flytning af
opgaver og ansatte fra kommuner, respektive kommunale samarbejder, der er
oprettet efter lov nr. 52 af 31. januar 2001 om kommunalt samarbejde om
opkrævning og inddrivelse, til staten, der er en følge af denne lov.
§ 15.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige
gennemførelse af en ny kommunalreform.
Forslaget er således et led i udmøntningen af regeringens
aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform og den
efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra september 2004.
Aftalen indebærer, at der gennemføres en kommunalreform,
som grundlæggende ændrer rammerne for varetagelsen af de offentlige opgaver
og
den offentlige service i Danmark.
Reformen tegner en ny offentlig sektor, hvor kommuner,
regioner og stat har hver sin opgavemæssige identitet. Staten fastlægger de
overordnede rammer. Kommunerne varetager de direkte borgerrettede opgaver og
bliver dermed for borgere og virksomheder hovedindgangen til den offentlige
sektor. Fem nye regioner får ansvaret for sundhedsvæsenet samt regionale
udviklingsopgaver og får ansvaret for at løse visse driftsopgaver for
kommunerne.
Reformen indebærer, at amtskommunerne, HS og Hovedstadens
Udviklingsråd nedlægges, at der sker en ny fordeling af de opgaver, der løses
i
den offentlige sektor, mellem kommuner, regioner og statslige myndigheder, og
at antallet af skatteudskrivende niveauer reduceres fra tre til to.
Lovforslaget udmønter sammen med det samtidigt fremsatte
lovforslag om ændring af forskellige love (Konsekvensændringer som følge af
samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet) første trin i bestræbelserne
på
at skabe et enstrenget inddrivelsessystem, som sikrer en ensartet og
retssikker
inddrivelse.
Den samlede og overordnede målsætning for
inddrivelsesområdet er:
Etablering af
fælles praksis og regelgrundlag for udøvelse af restanceinddrivelsen og
dermed
styrkelse af borgerens retssikkerhed.
Betydelig reduktion
af det nuværende dobbeltarbejde ved en koordineret entydig restanceindsats.
Ledelsesmæssig
fokus på opgaven, således at de mest effektive inddrivelsesmidler konsekvent
anvendes.
Forbedret styring
og prioritering af restanceinddrivelsen mod de områder, hvor der er størst
sandsynlighed for betalingsevne.
Betragtelige
administrative forbedringer.
En helt grundlæggende forudsætning for at kunne opfylde
målsætningerne er, at restanceinddrivelsen bliver enstrenget, og derfor
lægges
der op til at samle restanceinddrivelsen i staten, således at al
restanceinddrivelse
vedrørende offentlige fordringer overføres og samles hos én statslig
myndighed,
restanceinddrivelsesmyndigheden, under Skatteministeriet pr. 1. oktober 2005.
Samlingen vil således omfatte den inddrivelse, der i dag varetages af
kommuner
og amtskommuner, politiet, domstolene, Økonomistyrelsen (indtil 1. januar
2005)
og af ToldSkats områder samt Inddrivelsesenheden under ToldSkat.
Økonomistyrelsen (oprindeligt Finansstyrelsen) har i perioden ultimo 2001 til
31. december 2004 varetaget inddrivelsen på studiegældsområdet på vegne af
Skatteministeriet.
Pr. 1. januar 2005 varetages opgaven af ToldSkat. De første tiltag til at
samle
inddrivelsen er allerede taget den 1. januar 2005, hvor man samlede den
administration, der tidligere blev varetaget af ToldSkat, Inddrivelsesenheden
og Økonomistyrelsen. Disse opgaver blev samlet i en særlig enhed i ToldSkat,
Den Centrale Inddrivelsesenhed, der tillige har fået ansvaret for Det Fælles
Lønindeholdelsessystem.
Det er med andre ord de organisatoriske tilpasninger, der
er i fokus i dette lovforslag. En organisatorisk samling af
inddrivelsesopgaverne
er et betydeligt bidrag til målopfyldelsen.
Herudover indeholder lovforslaget de nødvendige
regeltilpasninger og -forenklinger for at samspillet mellem de kommunale og
statslige fordringshavere på den ene side og restanceinddrivelsesmyndigheden
på
den anden side kan fungere smidigt og fleksibelt.
En fuld udmøntning af målsætningerne forudsætter
imidlertid, at de organisatoriske ændringer suppleres med dels en egentlig
harmonisering og mere gennemgribende forenkling af de bagvedliggende regelsæt
vedrørende den restancemæssige håndtering af de enkelte offentlige fordringer
og
dels en systemomlægning fra de nuværende 10 IT-systemer til ét
restancehåndteringssystem, som forventes at kunne være i drift i løbet af
første halvår 2007.
Det er vurderingen, at ingen af de nævnte eksisterende 10
restancesystemer kan skaleres op til et fælles system, ligesom det ikke er
muligt at integrere de eksisterende systemer til et fælles system. På
baggrund
heraf er det hensigten, at den fælles model skal suppleres med en ny
systemunderstøttelse til afløsning af de eksisterende systemer, således at
administrationen af inddrivelsen af alle offentlige restancer vil blive
samlet
i ét system.
Udover at systemet vil samle al offentlig inddrivelse, skal
det også kunne understøtte og udbygge mulighederne for en maskinel
sagsbehandling på de områder, hvor dette kan effektivisere inddrivelsen.
Det er planen, at systemet skal i udbud i 2005. Med henblik
på kravspecificering af systemet er det centralt, at de mest oplagte
regelforenklinger gennemføres hurtigst muligt. Herudover vil der løbende
skulle
sikres overensstemmelse mellem systemudvikling, praksis og lovgivning med
henblik på at opnå den størst mulige grad af automatisering.
Det er endvidere vurderingen, at der er et udtalt behov for
forenklinger og harmoniseringer af såvel lov- som praksisgrundlaget, hvis man
skal opnå en ensartet, retssikker og effektiv inddrivelse i overensstemmelse
med kommunalreformaftalen.
Reglerne om inddrivelse af disse krav findes i mange
forskellige love og bekendtgørelser, og de er ikke udformet ens. Det betyder,
at der kan gælde forskellige retningslinier for fremgangsmåden og kravene til
inddrivelsen. Derudover kan der også være forskelle i de
inddrivelsesinstrumenter, som kan tages i anvendelse. F.eks. gælder det for
en
række krav, at der ikke findes regler om adgang til lønindeholdelse m.v.
Tilsvarende kan der være forskelle i reglerne om forældelse, modregning og
indtrædelse, udpantning, eftergivelse, henstand, gebyrer og renter samt
fradragsret for disse.
Hertil kommer, at ensartede regler ikke nødvendigvis
administreres ens i de forskellige myndigheder. I dag er der således f.eks.
forskellig praksis vedrørende betalingsevnevurderinger for sociale krav og
skatte- og afgiftskrav.
Herudover medfører udformningen af reglerne indenfor
inddrivelsesområdet, at sagsbehandlingen hos nogle myndigheder i høj grad er
manuel. Reglerne og praksis fordrer et skøn eller en individuel vurdering.
Det
gælder f.eks. i forbindelse med lønindeholdelse (betalingsevne) og
eftergivelse.
Med nærværende lovforslag tages det første skridt til at
etablere en fælles inddrivelseslov. På sigt er det hensigten, at reglerne om
lønindeholdelse, modregning, eftergivelse og renter etc. skal samles i denne
lov, således at der sikres ens regler for inddrivelsen af kravene, og dermed
også opnås større ensartethed i afgørelserne og gennemskuelighed for borgere
og
virksomheder. Det vil dog skulle vurderes nærmere, om der er nogle kravtyper,
der skal reguleres særskilt i den fælles inddrivelseslov, eller ikke er egnet
til at blive omfattet af loven. Regelharmoniseringen skal følges op af en
regelforenkling,
hvor det samlede resultat skal være med til at sikre et ensartet regelsæt,
der
i videst muligt omfang er e-administrerbart.
På nuværende tidspunkt foreslås allerede gennemført
forenklinger af reglerne om tilbagebetaling af sociale ydelser, så de
tilpasses
reglerne for inddrivelse generelt.
Opkrævningen og inddrivelsen af visse sociale ydelser er i
dag en ressourcetung opgave pga. det specielle regelsæt, som findes i bl.a.
aktivlovens § 95, hvorefter kommunen først ud fra en
betalingsevnevurdering
skal fastsætte en afdragsordning, der skal misligholdes for, at der kan blive
tale om tvangsinddrivelse. Anvendelsen af lønindeholdelse og udlæg er da
begrænset til at omfatte de dele af et samlet tilbagebetalingskrav, som
svarer
til antallet af misligholdte afbetalingsrater. Kommunerne skal således både
foretage en større mængde betalingsevneberegninger og administrere de
fastsatte
betalingsordninger, samt de enkelte rater vedrørende misligholdte
betalingsordninger.
Derfor er det i det samtidigt fremsatte lovforslag om
konsekvensændringer af forskellige love af hensyn til dels regelforenkling
dels
en effektivisering af opkrævningen og inddrivelsen fremsat forslag om ændring
af visse sociale love. Det foreslås bl.a., at de nugældende regler i
aktivlovens § 95 ændres. Ændringen medfører, at reglerne for
gennemførelse
af tilbagebetalingskrav fastsættes af beskæftigelsesministeren i samråd med
skatteministeren. Det er hensigten, at denne ministerbemyndigelse skal
anvendes
til at fastsætte et skematisk regelsæt, hvorefter tilbagebetalingskravet
gennemføres.
Samtidig er det hensigten, at misligholdelse af en indgået betalingsordning
medfører, at hele kravet forfalder, modsat de nugældende regler på området,
ligesom manglende tiltrædelse af en betalingsordning medfører forfald af hele
kravet.
Forenklingen af opkrævningsreglerne på det sociale område
vil i marts 2005 blive fulgt op af forslag om forenkling af bl.a. reglerne om
lønindeholdelse og eftergivelse og henstand, da disse områder i særlig grad
kan
medvirke til betydelige rationaliseringer.
I dag er det mest anvendte regelsæt for lønindeholdelse
kildeskattelovens § 73, hvorefter der kan lønindeholdes med en
procentdel
af nettolønnen dog maksimalt 20 pct. Ved pålæg om indeholdelse skal der
overlades
skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold. I modsætning
hertil
står lov om inddrivelse af underholdsbidrag, hvor der ikke er fastsat en
maksimal indeholdelsesprocent, men hvor den fastsættes således, at der også
overlades bidragsyderen det nødvendige til eget og familiens underhold - dvs.
på baggrund af en betalingsevnevurdering.
Med henblik på dels at forenkle og dels implementere
principperne i kommunalreformaftalen for inddrivelsesarbejdet vil det blive
foreslået, at procentsatserne i kildeskatteloven ophæves, således at det i
højere grad end i dag bliver muligt at inddrive hos skyldnere der kan - men
ikke vil. Det er herudover hensigten, at der skal ske forenklinger af
betalingsevnevurderingen - og udgangspunktet for disse vil være Konkursrådets
anbefalinger vedr. forenkling af betalingsevnevurderingen i relation til
gældssanering, jf. Betænkning nr. 1449 (2004) om gældssanering.
Forslaget vil endvidere lovfæste den praksis, som anvendes
i Inddrivelsesenheden og anvendtes i Økonomistyrelsen indtil 1. januar 2005,
hvorefter afgørelser om lønindeholdelse i videre omfang træffes efter
objektive
og dermed e-administrerbare kriterier. Det er således hensigten at indføre et
regelsæt, som bl.a. fastsætter beløbsgrænser m.v., som er retningsgivende for
fastsættelsen af den procentdel af skyldnerens lønindtægt, hvormed
lønindeholdelsen skal ske. Reglerne gøres således elektronisk
administrerbare,
og der sikres en ensartet, gennemsigtig og objektiv sagsbehandling i forhold
til borgerne. Reglerne vil på den anden side også sikre, at det er muligt at
tage individuelle hensyn, så lønindeholdelsen kan tilpasses den konkrete
situation.
Ud over regelharmonisering og -forenkling vil det endvidere
skulle vurderes og afgøres, om den restanceinddrivelsesmyndighed under
skatteministerens ressort som en del af ToldSkat, som foreslås etableret i
nærværende
lovforslag, skal udskilles i en selvstændig styrelse under Skatteministeriet.
Beslutning skal være truffet senest medio 2006, således at en eventuel
justering af de organisatoriske rammer for inddrivelsesopgaven kan være på
plads samtidig med idriftsættelsen af det nye IT-system.
Der forestår derfor et betydeligt analyse- og
udviklingsarbejde med henblik på udmøntning af de resterende initiativer, der
skal sikre en forenklet digitaliseret og enhedsorganiseret
restanceinddrivelse.
Ud over den nævnte regelforenkling og -harmonisering, endelig fastlæggelse af
de organisatoriske rammer for inddrivelsesopgaven og IT-udvikling drejer det
sig bl.a. om en afklaring af finansieringsformen for den samlede
restanceinddrivelsesopgave
og dermed restanceinddrivelsesmyndigheden.
Nærværende lovforslag vil derfor blive fulgt op af
yderligere lovforslag i dette og et eller flere kommende folketingsår med
henblik på at optimere målopfyldelsen for området.
Ved allerede nu at samle den offentlige restanceinddrivelse
under én myndighed mindskes både de organisatoriske og systemmæssige risici i
forbindelse med de kommende års betydelige udfordringer med etablering af et
samlet
restancesystem.
Dertil kommer, at en koordineret entydig restanceindsats og
en forbedret styring og prioritering af restanceinddrivelsen mod de områder,
hvor der er størst sandsynlighed for betalingsevne, forudsætter, at de
organisatoriske
rammer understøtter en hurtig beslutningsprocedure og stor fleksibilitet i
prioriteringen af indsatsområder.
2. Baggrund
Lovforslaget er som nævnt en udmøntning af den del af
Aftale om en strukturreform fra juni 2004, indgået mellem regeringspartierne
(Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti, der omhandler
inddrivelsesopgaven.
Aftalen har baggrund i følgende:
Rigsrevisionen offentliggjorde i august 2003 ”Beretning om
statens restanceinddrivelse, 13/02.” Heri nævnes det bl.a., at
regelgrundlaget
på inddrivelsesområdet er unødigt kompliceret, at den IT-mæssige
understøttelse
er utilstrækkelig, og at der er for mange myndigheder involveret.
Rigsrevisionen konkluderer, at undersøgelsen samlet har vist, at det er
muligt
at effektivisere den offentlige inddrivelse af restancer, og at der bl.a. er
behov for bedre koordinering på området.
Samtidig viste en sammenligning med Sverige, at Danmark på
inddrivelsesområdet har en væsentlig lavere effektivitet, og det var
vurderingen, at Sverige har et enklere lovgrundlag, bedre
systemunderstøttelse
samt en mere enkel struktur med én inddrivelsesmyndighed -
”Kronofogdemyndigheten”.
På baggrund heraf blev der igangsat en analyse af de
økonomiske konsekvenser af et enklere lovgrundlag, en systemmodernisering og
en
enklere struktur med én myndighed (enhedsorganisering) af den offentlige
restanceinddrivelse.
Analysen blev afsluttet i marts 2004. Analysen påviser en
række uhensigtsmæssigheder ved organiseringen med fem restancemyndigheder,
hvoraf den ene, kommunerne, er opdelt i yderligere ca. 250 enheder:
Retssikkerheden er
svækket som følge af forskelle i administrativ praksis, serviceniveau og
inddrivelsesregler hos de involverede myndigheder.
Der er et
omfattende dobbeltarbejde, da ca. 150.000 restanter behandles af mere end én
myndighed. Ressourcetabet estimeres til mere end 100 mio. kr. årligt eller
ca.
10% af de samlede udgifter på ca. 1 mia. kr. årligt.
Inddrivelse er ikke
en kerneopgave for nogen af myndighederne og definerer derfor ikke
organisationens arbejde. Det giver en mindre fokuseret adfærd, som bl.a. kan
aflæses i markante produktivitetsforskelle.
Omprioritering af
den samlede offentlige restanceinddrivelse er vanskelig. I dag er det f.eks.
vanskeligt at opprioritere inddrivelse af de statslige restancer (ca. 5 mia.
kr.), som håndteres af kommunerne.
Analysen viser endvidere, at der er behov for såvel
regelforenkling som en bedre systemunderstøttelse af inddrivelsen.
3. Restanceinddrivelsen i dag
I dag er den offentlige restanceinddrivelse delt på fire
(indtil 1. januar 2005 fem) myndigheder:
ToldSkat – de enkelte områder
Inddriver skatte- og afgiftsrestancer vedrørende virksomheder:
Arbejdsgiverindbetalinger
af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag
Moms og punktafgifter
Told
Lønsum
Selskabs- og fondsskat
Udbytteskat
Dødsboskat.
ToldSkat - Inddrivelsesenheden
Inddriver restancer for statsinstitutioner, bortset fra restancer vedrørende
skatter og afgifter, SU-området samt politiets krav, herunder:
Arbejdsløshedsforsikring
Biblioteksrestancer
DR-licens
DSB S-tog A/S
Personlige fordringer
vedrørende løn samt lån og garantier vedrørende jordbrug og fiskeri
Restancer ved
indtægtsdækket virksomhed.
Politiet
Inddriver restancer vedrørende bøder m.m.:
Bøder
Konfiskationer
Erstatninger
Idømte
sagsomkostninger
Parkeringsafgifter
Vægtafgifter
Økonomistyrelsen
Inddrev restancer på SU-området indtil 1. januar 2005:
SU-statslån
SU-statsgaranterede
lån
SU-stipendier.
Kommunerne
Inddriver restancer vedrørende personskatter og arbejdsmarkedsbidrag for
ToldSkat samt restancer vedrørende egne fordringer, herunder også fordringer
med statsrefusion:
Personskatter
og arbejdsmarkedsbidrag
Ejendomsskat
Forbrugsafgifter
Husleje
Underholdsbidrag
Daginstitution
Bøder
i henhold til skattekontrolloven
Boligindskudslån
Boligydelse
Tilbagebetalingskrav
vedrørende boligsikring/ydelse
Tilbagebetalingspligtig
kontanthjælp
Uddannelseslån
§ 42
Motorkøretøjer
BL § 58
Parkeringsafgift
Retsafgift/gebyr
Udenlandske
skattekrav
Øvrige
kommunale krav
Kilde: Rigsrevisionens Beretning om statens
restanceinddrivelse, august 2003.
ToldSkat - de enkelte områder
De regionale told- og skattemyndigheder inddriver primært
virksomhedsrelaterede restancer i form af skatter, afgifter og told hos såvel
igangværende virksomheder som hos personer, der tidligere har været
virksomhedsindehavere
(afmeldte virksomheder).
Kendetegnende for de regionale told- og skattemyndigheder
er, at de i inddrivelsesarbejdet anvender told- og skattefogeder, der har
kompetence til at inddrive skatte-, afgifts- og toldkrav ved udlæg.
Inddrivelsen sker endvidere ved modregning og afdragsordninger. Adgangen til
lønindeholdelse, der generelt er et meget vigtigt inddrivelsesinstrument, har
reelt ingen betydning for inddrivelsen af restancer hos igangværende
virksomheder,
da lønindeholdelse er betinget af, at virksomhedens ejer har lønarbejde
samtidig med, at pågældende driver selvstændig virksomhed.
Den klare hovedopgave i ToldSkats inddrivelse er at holde
de igangværende virksomheders restancer nede på et absolut minimum og derved
forebygge og minimere den tabsrisiko, der er forbundet med anvendelsen af
virksomhederne som opkrævere af hovedparten af det offentliges indtægter.
ToldSkat - Inddrivelsesenheden
Inddrivelsesenheden i ToldSkat København inddriver
offentlige restancer af alle typer med undtagelse af krav, der inddrives af
de
regionale told- og skattemyndigheder, amter og kommuner, politiet og
domstolene. Af kravtyper kan nævnes DR-licens, DSB-afgifter samt alle andre
nødlidende statslige krav. Fordringerne oversendes fra restancemyndigheden
til
Inddrivelsesenheden, når betalingsfristen i restancemyndighedens sidste
rykkerbrev er overskredet.
Inddrivelsesenheden anvender primært afdragsordninger,
lønindeholdelse og modregning i inddrivelsesarbejdet. Kendetegnende for
Inddrivelsesenheden er, at inddrivelsen i stort omfang sker ved anvendelse af
maskinelle procedurer, herunder maskinel overvågning.
Politiet
Politiet inddriver vægtafgift, bøder, konfiskationsbeløb,
udlagte sagsomkostninger i straffesager, regreskrav for udbetaling af
erstatning til voldsofre mv. Politiet administrerer endvidere reglerne om
bødeforvandlingsstraf.
Da inddrivelse af bøder har karakter af straffuldbyrdelse,
skal der ved tilrettelæggelsen af inddrivelsen løbende tages hensyn til, at
det
samlede beløb skal være betalt inden forældelsesfristens udløb. Såfremt det -
ud fra skyldnerens aktuelle betalingsevne - vurderes, at dette ikke er
muligt,
skal politimesteren træffe beslutning om eventuel henstand eller hel eller
delvis eftergivelse (benådning). Ved beløb over 100.000 kr. træffes
beslutningen af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Økonomistyrelsen (indtil 1. januar 2005)
Økonomistyrelsen inddrev misligholdte statsgaranterede
studielån, misligholdt studiegæld fra tidligere stats- og studielån,
misligholdt voksenuddannelsesstøtte (SVU) og for meget udbetalt studiestøtte.
Økonomistyrelsens inddrivelse var organiseret som omkostningsdækket
virksomhed.
Inddrivelsen finansieredes på samme måde som i Inddrivelsesenheden ved
gebyrer
og provisioner.
Inddrivelsesfunktionen var integreret i
Studiegældskontorets håndtering af planmæssige tilbagebetalinger af studielån
samt administrationen af den særlige lov om eftergivelse af studielån.
Kendetegnende for inddrivelsen i Økonomistyrelsen var - som
for Inddrivelsesenheden i ToldSkat - at inddrivelsen i stort omfang sker ved
anvendelse af maskinelle procedurer, herunder maskinel overvågning.
Inddrivelsen
skete i øvrigt ved afdragsordninger, lønindeholdelse og modregning.
Kommuner og amter
De enkelte kommuner forestår i dag inddrivelsen af en række
restancer på statens vegne, bl.a. personskatter og arbejdsmarkedsbidrag.
Endvidere modtager kommunerne refusion fra staten vedrørende mange af de
øvrige
krav (typisk 50-100 pct.). Det gælder kontanthjælp, sygedagpenge,
underholdsbidrag, boligstøtte, boligydelse m.fl. Refusionen bevirker, at dele
af de inddrevne beløb tilgår statskassen.
Endelig forestår kommunerne opkrævning og inddrivelse af en
række fordringer og restancer på egne vegne og i visse tilfælde også på
privates vegne. Som eksempler herpå kan nævnes restancer vedrørende kommunal
elforsyning, børnepasning, administrativt ikendte bøder, børnebidrag, der
ikke
er udlagt forskudsvis, samt ægtefællebidrag. Samtidig bistår kommunerne
amterne
med inddrivelse af amternes fordringer, i det omfang de er tillagt
udpantningsret. Amternes øvrige krav er civilretslige krav, hvor inddrivelsen
sker ved anvendelse af advokatbistand.
Kommunerne anvender foruden administrativt personale egne
fogeder (pantefogeder) i inddrivelsesarbejdet. Ud over udlæg sker inddrivelse
især ved afdragsordninger og lønindeholdelse. Endvidere inddrives ved
indregning af restancer i forskudsskatten og ved modregning.
Kommunerne inddriver primært personorienterede restancer.
Personlige skatter og arbejdsmarkedsbidrag udgør ca. 45 pct. af restancerne.
De
øvrige restancer, fx. underholdsbidrag, forbrugsafgift og
tilbagebetalingspligtig
kontanthjælp, udgør ca. 55 pct. og fordeler sig på ca. 70 forskellige
kravtyper.
Samlede offentlige krav ultimo 2002 og 2003
2002
2003
---- mio. kr. ----
Inddrivelsesenheden:
Biblioteksrestancer
....................................................
2
1
Diverse
fordringer
......................................................
15
13
Dir.
for Arbejdsløshedsforsikring
..............................
219
227
DR-licens
...................................................................
632
618
DSB
S-tog A/S
...........................................................
157
155
Fakturafordringer
(fx indtægtsdækket virksomhed)
133
147
Fiskeribanken
.............................................................
259
250
Fællesopkrævninger
...................................................
1
1
Personlige
fordringer
..................................................
827
769
Inddrivelsesenheden i alt
...............................................
2.245
2.181
Økonomistyrelsen:
SU-stipendier
.............................................................
318
349
Studiegæld
..................................................................
2.972
2.950
Økonomistyrelsen i alt
..................................................
3.290
3.299
Kommunerne:
Personlig
skat
.............................................................
4.799
4.796
Arbejdsmarkedsbidrag
...............................................
1.029
983
Retskraftige
udgiftsførte restancer
.............................
5.713
5.628
Skat og arbejdsmarkedsbidrag i alt
................................
11.541
11.407
Ejendomsskat
.............................................................
64
49
Forbrugsafgift
............................................................
458
432
Husleje
.......................................................................
41
30
Underholdsbidrag
.......................................................
3..356
3.464
Daginstitution
............................................................
138
137
Bøder
i henhold til skattekontrolloven
......................
31
31
Boligindskudslån
........................................................
173
178
Boligydelse
................................................................
66
64
Tilbagebetalingskrav/boligsikring
og -ydelse
..............
289
291
Tilbagebetalingspligtig
kontanthjælp
.........................
1.549
1.499
Uddannelseslån
§ 42
..................................................
19
17
Motorkøretøjer
BL § 58
............................................
101
76
Parkeringsafgift
..........................................................
26
33
Retsafgift/-gebyr
........................................................
107
128
Udenlandske
skattekrav
.............................................
197
137
Andre
kommunale krav
..............................................
980
1.015
Øvrige kommunale krav i alt
.........................................
7.595
7.581
Kommunerne i alt
..........................................................
19.136
18.988
ToldSkat
:
A-skat/AM-bidrag
.....................................................
1.386
1.323
Moms,
told, punktafgifter og lønsum
........................
5.670
5.985
Renter/gebyrer
...........................................................
2.782
2.374
Selskabs-
og fondsskat
...............................................
3.109
2.790
Dødsboskat
................................................................
31
4
Rente,
udbytteskat mv.
.............................................
36
88
Retskraftige
udgiftsførte restancer
.............................
9.835
9.829
ToldSkat
i alt
.................................................................
22.849
22.393
Politiet:
Bøder
;.........................................................................
674
715
Konfiskationer
...........................................................
163
155
Erstatninger
................................................................
74
88
Strafferetsplejen
.........................................................
475
537
Politiet i alt *
.................................................................
1.386
1.495
Samlede restancer i alt
...................................................
48.906
48.356
*
I opgørelsen af
politiets tilgodehavende sondres ikke mellem almindelige debitorer og
restanter, hvorfor restancemassen er mindre end anført i tabellen.
Det fremgår af tabellen, at den samlede restancemasse i
2003 udgjorde mindst 48.356 mio. kr. I relation til kommunernes restancemasse
bør det bemærkes, at de statslige krav vedr. skat m.v. udgjorde 11.407 mio.
kr.
og de øvrige kommunale krav 7.581 mio. kr. Med hensyn til de øvrige kommunale
krav bør det endvidere bemærkes, at der for en stor dels vedkommende er tale
om
hel eller delvis refusion fra staten. For så vidt angår
tilbagebetalingspligtig
kontanthjælp er der således 50 pct. refusion i henhold til lov om aktiv
socialpolitik
og hhv. 50 pct., 75 pct. og 66,6 pct. refusion vedr. boligsikring,
boligydelse
og boligindskudslån efter lov om individuel boligstøtte. Tilsvarende er der i
relation underholdsbidrag tale om restancer som enten er af privat karakter
eller
hvor staten har refunderet det forskudsbetalte børnebidrag, jf. lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
De egentlige kommunale restancer, hvor det er kommunen som
har beløbet til gode, udgjorde således i 2003 mindre end 40 pct. af de 7.581
mio. kr. øvrige kommunale restancer. Hvilket samlet betyder, at kun omkring
15
pct. af de 18.988 mio. kr. restancer som i 2003 var under inddrivelse i
kommunerne, var egentlige kommunale restancer.
4. Lovforslagets indhold
Med lovforslaget samles restanceinddrivelsen af fordringer,
som i dag inddrives af amterne, kommunerne, ToldSkat, Inddrivelsesenheden
under
ToldSkat, politiet og domstolene, i en ny restanceinddrivelsesmyndighed under
Skatteministeriet.
Som et led i samlingen skal der overføres aktiver,
rettigheder og pligter samt ansatte fra kommunerne til staten. Lovforslaget
indeholder regler for denne overførsel. Fastlæggelsen af denne overførsel og
eventuelle særlige vilkår herfor skal i overensstemmelse med
regeringspartiernes aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform som
udgangspunkt ske ved aftale mellem den enkelte kommune og Skatteministeriet.
Skatteministeren kan dog nedsætte et nævn, der kan træffe beslutning om den
konkrete overførsel af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte i
tilfælde
af uenighed herom mellem en kommune og Skatteministeriet. Til sikring af de
kommunale skattemedarbejdere, der overgår til ansættelse i staten, vil de
pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved
virksomhedsoverdragelse, skulle finde tilsvarende anvendelse for
ikke-tjenestemandsansatte i denne situation. Ansættelsesvilkårene for det
statslige personale, hvortil inddrivelsesopgaven overføres, berøres ikke af
loven.
Et af hovedformålene og fordelene ved at samle
restanceinddrivelsen hos én myndighed i staten er, at borgeren eller
virksomheden skal opleve en ensartet behandling i sager om inddrivelse af
gæld
til det offentlige. Et væsentligt element er i den forbindelse, at skyldneren
kun er i kontakt med én myndighed i sager vedrørende inddrivelse af gæld til
det offentlige.
I lovforslaget tages der således udgangspunkt i den
sondring mellem opkrævning og inddrivelse, som allerede anvendes på det
kommunale område. En sådan sondring er således omdrejningspunktet for lov nr.
52 af 31. januar 2001 om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse.
En
tilsvarende sondring praktiseres også i staten f.eks. i samspillet mellem
Inddrivelsesenheden i ToldSkat og de mange statslige fordringshavere, som
benytter Inddrivelsesenheden, når opkrævningsmulighederne er udtømte.
Loven, der i sin tid var en imødekommelse af et kommunalt
ønske om at skabe hjemmel til kommunalt samarbejde på opkrævnings- og
inddrivelsesområdet, indebærer, at en kommunalbestyrelse kan bemyndige en
anden
kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå opkrævning og inddrivelse
af fordringer, som i medfør af lovgivningen varetages af kommunen.
Af lovens forarbejder fremgår, at der ved opkrævning
forstås udsendelse af opkrævninger og regninger m.v. til borgere og
virksomheder m.fl. og kontrol af, om betaling finder sted inden for den
fastsatte betalingsfrist, samt eventuelt efterfølgende udsendelse af rykkere.
Ved inddrivelse forstås anvendelse af lovgivningens tvangsinddrivelsesmidler
i
form af eksempelvis lønindeholdelse, indtrædelsesret, modregning, indgivelse
af
konkursbegæring og frivillige betalingsordninger. Med loven sikredes det, at
kommunerne kunne etablere et bredt samarbejde på opkrævnings- og
inddrivelsesområdet,
der indbefatter alle inkassofunktioner. Et samarbejde mellem kommuner om
selve
opkrævningsfunktionen, der består i almindelig administration i form af
foretagelse af beregninger, udsendelse af opkrævninger, udsendelse af rykkere
m.v., kræver ikke lovhjemmel, idet der er tale om faktisk
forvaltningsvirksomhed.
I august 2004 var der etableret 11 kommunale samarbejder om
opkrævning og inddrivelse. Samarbejdsaftalerne omfatter 35 kommuner.
Den udvikling i retning af at samle inddrivelsen i større
enheder på tværs af kommuneskel med henblik på at opnå stordriftsdele, som
loven om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse er udtryk for,
videreføres og optimeres nu med samlingen af inddrivelsesopgaven hos én
statslig
myndighed.
Det er fortsat op til fordringshaverne at tilrettelægge
selve opkrævningsarbejdet, der afhængigt af lovgivningen og praksis på de
enkelte områder kan omfatte udsendelse af opkrævninger eller indgåelse af
betalingsaftaler
og afdragsordninger, kontroller med at betalingen sker og rykkerprocedurer.
Kommunerne og andre fordringshavere har derfor fortsat mulighed for at tage
sociale og andre hensyn ved tilrettelæggelsen af det almindelige
opkrævningsarbejde. Det er imidlertid ikke hensigten, at der i dette arbejde
skal indgå egentlige betalingsevnevurderinger eller anden ressourcekrævende
sagsbehandling i forbindelse med f.eks. indgåelse af en betalingsaftale, men
derimod
følges mere skematiske og enkle procedurer.
Forslaget tilgodeser således på den ene side hensynet til
administrative lettelser og effektiviseringer i opkrævnings- og
inddrivelsesarbejdet samtidig med, at der på den anden side gives plads til
fleksibilitet og individuelle hensyn af bl.a. social karakter i forhold til
skyldneren. Tilsvarende indsatsstrategien på Skatteministeriets område, skal
opkrævnings- og inddrivelsesarbejdet afspejle, at skyldnere, der har viljen
men
ikke evnen til at betale, skal mødes af en fleksibel og
”hensyntagende” inddrivelsesstrategi.
Anvendelsesområdet for loven er samtlige fordringer med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives
af det offentlige, herunder foruden fordringer, der tilkommer det offentlige,
også fordringer, som det offentlige inddriver på vegne af andre f.eks.
underholdsbidrag.
Loven omfatter også rent kommunale krav, der ikke er tillagt særlige
inddrivelsesmidler. Også udenlandske krav, der inddrives af myndigheder i
Danmark, og danske krav, der inddrives af myndigheder i udlandet, skal efter
forslaget behandles af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Lovforslaget indebærer, at de gældende regler og praksis
vedrørende opkrævning og inddrivelse vedrørende de enkelte fordringer i
særlovgivningen fortsat skal finde anvendelse. Det hænger sammen med, at der
i
nærværende lovforslag ikke lægges op til en egentlig regelharmonisering og
-forenkling og samling af reglerne i én lov. Enkelte tilpasninger vil dog
blive
foreslået i særlovgivningen i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring
af
forskellige love (Konsekvensændringer som følge af samlingen af inddrivelsen
i
Skatteministeriet).
I lovforslaget fastlægges snitfladen og kompetenceforholdet
mellem de kommunale og statslige fordringshavere på den ene side og den nye
restanceinddrivelsesmyndighed på den anden.
For det første
foreslås det, at de kommunale og
statslige fordringshavere som led i opkrævningsarbejdet efter anmodning fra
skyldneren fortsat skal have mulighed for at tillade afdragsvis betaling. Det
er tanken, at fordringshaveren pr. kulance under hensyn til det skyldige
beløbs
størrelse skal kunne bevilge skyldneren en udvidet betalingsfrist, hvis der
f.eks. foreligger midlertidige likviditetsproblemer. Der kan også være tale
om,
at et forfaldent beløb f.eks. kan afdrages i rater.
For det andet
lægges der op til, at fordringshaverne
fortsat gives mulighed for at give henstand med betalingen inden for en
rimelig
tidsramme og under hensyntagen til gældens størrelse i overensstemmelse med
lovgivningens regler herom.
I det omfang skyldneren i forvejen er kendt af
fordringshaveren, f.eks. som social klient i den kommunale socialforvaltning,
vil kendskabet til skyldnerens økonomiske og sociale situation selvsagt kunne
indgå i vurderingen af, om kommunen som fordringshaver finder det rimeligt og
hensigtsmæssigt at tillade afdragsvis betaling eller henstand frem for at
oversende fordringen til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden under
Skatteministeriet.
På den anden side er det ikke hensigten, at den enkelte
fordringshaver skal afkræve skyldneren dokumentation eller indhente
yderligere
oplysninger om skyldnerens forhold med henblik på at foretage en
betalingsevnevurdering
for at kunne tillade afdragsvis betaling eller henstand som nævnt.
Mulighederne
er tænkt som et redskab, der ikke kræver ressourceanvendelse af nævneværdigt
omfang
hos den enkelte fordringshaver, og som det er frivilligt for den enkelte
fordringshaver at benytte. Som en naturlig opfølgning på en henstandsordning
skal fordringshaveren kunne tillade en vis korterevarende betalingsordning
med
skyldneren.
Der lægges i øvrigt ikke op til at begrænse
fordringshavernes adgang til oplysninger om skyldnere, herunder kommunernes
adgang til oplysninger om borgere bosiddende i kommunen, i forhold til hvad
der
følger efter gældende lovgivning, herunder forvaltningsloven og
persondataloven.
For det tredje
lægges der op til, at de enkelte
fordringshavere, hvis de bliver bekendt med, at skyldnerens forhold er ændret
væsentligt efter overdragelse af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden,
skal underrette restanceinddrivelsesmyndigheden herom. Fordringshaverne kan i
den forbindelse anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at tilbagesende
sagen
med henblik på, at fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling eller
henstand med betalingen. Fordringer omfattet af refusionsret fra statskassen
kan dog ikke sendes tilbage til fordringshaveren, eller den, der på vegne af
fordringshaveren, har forestået opkrævningen. Omvendt, såfremt skyldnerens
økonomiske forhold bedres, kan fordringshaveren anmode
restanceinddrivelsesmyndigheden
om, at inddrivelsen intensiveres. Også her vil fordringshaverens kendskab til
skyldneren som f.eks. social klient kunne være udslagsgivende for en
anmodning
om tilbagesendelse af fordringen henholdsvis indstilling om, at inddrivelsen
intensiveres.
Herudover foreslås det som nævnt ovenfor, at de enkelte
fordringshavere som hidtil skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde,
herunder rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom. Det
vil også fortsat være fordringshaveren, der i tilfælde af manglende betaling
til forsyningsselskaber eller af leje træffer eventuel afgørelse om at lukke
for varme og el eller om at udsætte skyldneren af et lejemål, ligesom det er
fordringshaveren, der foranlediger afgørelsen effektueret. Der er tale om
nogle
særlige tiltag, hvor gennemførelsen som oftest enten medfører eller betinger
et
tæt samarbejde med de sociale myndigheder.
Hvis der er tvist om kravets eksistens eller størrelse,
skal tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning.
Det er en betingelse for overdragelse til
restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes skriftligt af
fordringshaveren om overdragelsen. I praksis kan underretningen ske som led i
opkrævningsproceduren, f.eks. på selve opkrævningen eller - såfremt der
praktiseres en rykkerprocedure - sidste rykkerskrivelse inden overdragelsen.
På
tilsvarende vis skal fordringshaveren give skyldneren besked, hvis fordringen
tilbagesendes til fordringshaveren f.eks. med henblik på at give midlertidig
henstand med betalingen.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kommer først ind i
billedet, når fordringshaveren har udtømt mulighederne for at opkræve
fordringen. Dvs., når en skyldner ikke overholder betalingsfristen eller
misligholder
en aftale om betaling i rater på trods af en eller flere rykkerskrivelser.
Først på dette tidspunkt har fordringen udviklet sig til en
restance
,
som fordringshaveren overdrager til restanceinddrivelsesmyndigheden med
henblik
på afvikling.
Når særlige forhold taler derfor, vil fordringerne kunne
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt. Det
kan f.eks. være aktuelt, hvis der er krav til opkrævning vedr. f.eks.
underholdsbidrag og daginstitutionsbetaling samtidig med, at en eller flere
andre fordringer er overgået til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldneren vil i en sådan situation kunne
være
interesseret i en samlet afviklingsordning, hvor også fremtidige rater
omfattes
af betalingsaftalen, således at afviklingsordningen omfatter hele
gældsforholdet. Dette kan samtidig - i fordringshavernes interesse - sikre en
samlet inddrivelse af et løbende mellemværende. Der vil blive fastsat nærmere
regler herom i medfør af bemyndigelsen i forslagets § 2, stk. 6.
Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastlægge
de nærmere krav til dataudvekslingen mellem fordringshaverne og
restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder hvilke oplysninger, der under
iagttagelse af forvaltningsloven, persondataloven og
databeskyttelsesdirektivet
skal afgives i forbindelse med overdragelse af fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er skatteministeren, eller
den ministeren bemyndiger dertil. Det er tanken, at
restanceinddrivelsesmyndigheden, indtil andet bestemmes, er ToldSkat.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil indgå i ToldSkats nye struktur og derved
bl.a. være repræsenteret i de enkelte skattecentre.
Restanceinddrivelsesmyndigheden indtræder i samtlige
rettigheder og forpligtelser, der er tilknyttet de enkelte fordringer mv.,
til
brug for kravets afvikling. Det vil bl.a. sige, at de inddrivelsesredskaber,
som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen, eller andre
kreditorbeføjelser, som følger af praksis, kan anvendes af
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det drejer sig bl.a. om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning,
dækningsrækkefølge, indtrædelsesret, tiltrædelse af akkordordninger og
gældssaneringsforslag, indgivelse af konkursbegæring, indberetning til
kreditoplysningsbureauer og eftergivelse og henstand.
Både fordringshaverne og restanceinddrivelsesmyndigheden
kan over for fogedretten fremsende begæring om foretagelse af arrest hos
skyldneren til sikkerhed for pengekrav, hvis dette er nødvendigt af hensyn
til
fyldestgørelsen, jf. retsplejelovens kapitel 56.
Det er ikke hensigten at begrænse fordringshavernes adgang
til modregning og indtrædelse i de tilfælde, hvor en fordring endnu ikke er
overført til inddrivelse, men opfylder reglerne for modregning og indtrædelse
i
særlovgivningen eller som følge af retspraksis.
Endvidere foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden
får adgang til at indhente oplysninger om skyldnerens økonomiske forhold,
arbejdsmæssige forhold, boligmæssige forhold m.v. inden for rammerne af
persondataloven og forvaltningsloven, i det omfang sådanne oplysninger er en
forudsætning for varetagelse af inddrivelsesopgaven. Efter forslaget kan
oplysningerne indhentes elektronisk med henblik på, at de kan indgå i en
automatisk visitering af sagerne.
Ligesom det i dag er tilfældet i ToldSkat, vil der ikke
blive givet en generel adgang for ansatte i restanceinddrivelsesmyndigheden
til
alle oplysninger i myndighedens IT-systemer. Adgang og autorisation til
oplysninger,
der er relevante for løsningen af opgaver, vil ske efter en forudgående
konkret
vurdering af ledende medarbejdere.
Det følger i øvrigt af de almindelige regler i
forvaltningslovens § 32, at medarbejdere i
restanceinddrivelsesmyndigheden
ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for
udførelsen
af den pågældendes opgaver.
Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter
regler fastsat af skatteministeren skal stille visse oplysninger om restancer
til rådighed for fordringshavere. Videregivelsen vil dog kun omfatte data,
der
er genereret hos restanceinddrivelsesmyndigheden, under iagttagelse af
reglerne
om indsamling, registrering og videregivelse af personoplysninger i
forvaltningsloven, persondataloven og databeskyttelsesdirektivet. Den
elektroniske videregivelse af oplysninger kan som nævnt ifølge forslaget
alene
ske til fordringshavere/opkrævningsmyndigheder og vil være begrænset til
oplysninger om restancens størrelse i forhold til vedkommende fordringshaver,
og om der foreligger restancer, dvs. uden beløbsmæssig specifikation, i
forhold
til andre fordringshavere. Indtil det nye restancesystem kan tages i brug,
vil
de omhandlede oplysninger blive stillet til rådighed, i det omfang de
eksisterende systemer indeholder og kan håndtere oplysningerne.
I øvrigt lægges det til grund, at kommunikationen, herunder
udvekslingen af data, mellem den enkelte fordringshaver og
restanceinddrivelsesmyndigheden i videst mulige omfang sker elektronisk.
Forskrifter, der udstedes i medfør af bemyndigelsen, vil
blive sendt i høring hos Datatilsynet, jf. herved persondatalovens § 57.
Grundtanken i indsatsstrategien på Skatteministeriets
område er en differentieret indsats overfor henholdsvis medspillere og
modspillere. Denne segmentering vil også afspejle sig i
restanceinddrivelsesmyndighedens opgavevaretagelse.
Restanceinddrivelsesmyndighedens udfordring er dermed at få en restance
afviklet på den mest hensigtsmæssige måde ved anvendelse af færrest mulige
ressourcer.
Segmenteringen vil i øget omfang blive understøttet elektronisk i forbindelse
med ibrugtagningen af et nyt fælles restancesystem i løbet af første halvår
2007.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor også skulle
tilrettelægge og prioritere inddrivelsesindsatsen efter skyldnernes vilje og
evne til at afvikle deres mellemværende med det offentlige. De mere
indgribende
tvangsinddrivelsesskridt som lønindeholdelse og udpantning vil derfor som
udgangspunkt
ikke blive anvendt over for skyldnere, som indgår og overholder en
afviklingsordning,
som kan eliminere restancen. Udlæg kan som hidtil tages i anvendelse til
f.eks.
sikring af en restance under en betalings- eller henstandsordning.
Restanceinddrivelsesmyndigheden har efter forslaget også
mulighed for at indgå frivillige betalingsaftaler med eller fastsætte
betalingsordninger for skyldneren, ligesom den kan aftale eller bevilge
henstand
med betalingen eller eftergive en fordring helt eller delvis efter de
almindelige regler herom. Restanceinddrivelsesmyndigheden bemyndiges som
nævnt
til at indhente oplysninger om skyldneren, der under iagttagelse af
persondatalovens regler er nødvendige for en optimal opgavevaretagelse, som
omfatter skyldig hensyntagen til sociale og økonomiske forhold ved
fastlæggelsen af niveauet for inddrivelsesindsatsen og valg af
inddrivelsesinstrument.
Administrationen af de forskellige restanceområder
forudsættes indtil ibrugtagningen af et nyt fælles restancesystem i løbet af
første halvår 2007 primært at blive understøttet af eksisterende systemer. Ud
over at udvikle et nyt restanceinddrivelsessystem vil den mellemliggende
periode blive anvendt til at få analyseret og vedtaget nye forenklede og
harmoniserede inddrivelsesregler, der i øget omfang understøtter automatiske
inddrivelsesprocedurer, få tilpasset inddrivelsesstrategien og harmoniseret
og
klargjort de enkelte sagsområder til konvertering.
De nye forenklede og harmoniserede inddrivelsesregler -
herunder på området for lønindeholdelse - vil være med til at sikre en
inddrivelsesstrategi,
hvor sagerne visiteres, så indsatsen løbende kan tilpasses brug af de mest
hensigtsmæssige og e-administrerbare inddrivelsesinstrumenter set i forhold
til
de enkelte skyldforhold. Visitationsmodellen forventes bl.a. at bygge på, om
skyldneren er en virksomhed eller privat person; på gældens størrelse;
størrelsen af skyldnerens indtægt, indtægtskilde og formueforhold; gældens
karakter m.v., og nok så vigtigt, ud fra en sagligt begrundet segmentering af
forskellige grader af medspillere og modspillere, gående fra skyldnere, der
kan
og vil betale til de skyldnere, der kan men ikke vil betale. Det bemærkes, at
det ikke hermed er tilsigtet at fravige det almindelige forvaltningsretlige
proportionalitetskrav.
Visitationsmodellen vil blive understøttet af det nye
fælles restancesystem, der tages i brug i løbet af første halvår 2007, og som
vil kunne tilpasses en strategi og dermed visitationsmodel, der revurderes ud
fra samfundsudviklingen og indhentede erfaringer.
I forhold til privatpersoner er det hensigten, at
visiteringen og valg af inddrivelsestiltag skal have fokus på skyldnerens
indkomstforhold i form af afdragsordninger og lønindeholdelse, og de mere
ressourcekrævende udlæg kan kun forventes gennemført ved større restancer,
hvis
skyldneren med sikkerhed har let realiserbare aktiver eller for at afbryde
forældelsesfristen.
Lønindeholdelse kan kun anvendes i meget begrænset omfang
ved virksomhedsgæld, hvor vægten i stedet vil ligge på afdragsordninger
overfor
medspillere, mens inddrivelsen overfor modspillere vil ske i form af udlæg.
Er
der tale om store restancer, vil udlæg tillige blive anvendt for at sikre
kravet.
Ved valg af inddrivelsestiltag vil tillige indgå, om der er
en risiko for en løbende forøgelse af gældsforholdet. I bekræftende fald vil
der blive valgt tiltag, der kan begrænse denne risiko.
Et meget væsentligt element i en automatiseret inddrivelse
vil blive at sikre, at der fortsat kan tages individuelle hensyn, hvor
inddrivelsen betinger det, herunder at gældsforhold, der ikke egner sig til
at
blive behandlet automatisk, sorteres fra til manuel behandling.
En standardisering af reglerne for at fastsætte
betalingsevne vil være med til at sikre, at skyldnere, der ikke har formue,
indkomst eller har indkomst på så lavt et niveau, at der ikke er en særlig
stor
betalingsevne, kun i mindre grad vil få henvendelser fra
restanceinddrivelsesmyndigheden,
før de igen har indkomst eller betalingsevne. Et centralt element i
arbejdstilrettelæggelsen er således, at man kun vil lave den manuelle
betalingsevnevurdering
i de tilfælde, hvor der er et egentligt behov.
Det vil dog blive sikret, at overskydende skat og andre
udbetalinger fra det offentlige vil blive brugt til nedbringelse af gælden.
For den helt overvejende del af skyldnerne vil inddrivelsen
kunne foretages på denne enkle måde. Udlæg med kontakt til borgeren foretages
under hensyntagen til den økonomiske gevinst og/eller som en
forældelsesafbrydende
foranstaltning. I dag foretages mange udlæg forgæves, og da
udlægsforretninger
samtidig er meget ressourcekrævende, består udfordringen i at målrette
anvendelsen
til at omfatte de situationer, hvor der er en høj grad af sikkerhed for, at
indsatsen står mål med gevinsten. Medvirkende hertil vil være de muligheder
en
øget opdatering af indkomst- og formueoplysninger og et nyt restancesystem
giver.
Den beskrevne fremgangsmåde er meget lidt
ressourcekrævende, da sagsbehandlingen i store træk kan foretages maskinelt,
som det allerede er tilfældet i dag i den statslige centrale inddrivelse.
Der kan derfor målrettes flere ressourcer på bestemte
grupper af skyldnere. Det er specielt de borgere, der har sociale problemer
og
de borgere og virksomheder, der bevidst forsøger at unddrage sig betaling ved
konkursrytteri, kreditorly mv.
Endelig foreslås det, at alle klager over
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser skal indbringes for
Landsskatteretten,
medmindre andet er bestemt i lovgivningen.
Det foreslås, at indsigelser mod udlæg foretaget af
restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder som hidtil skal behandles af
fogedretten. Udlæg er i modsætning til de øvrige inddrivelsesmidler ikke
administrative afgørelser, der er omfattet af reglerne i offentlighedsloven
og
forvaltningsloven. Der er derimod tale om judiciel virksomhed, og sagerne
behandles efter reglerne om tvangsfuldbyrdelse i retsplejeloven.
I overensstemmelse med regeringens skattestop vil der ikke
skulle betales afgift efter de almindelige regler ved oversendelse af en
klage
til Landsskatteretten. Til gengæld foreslås inddrivelsessagerne undtaget fra
reglerne om omkostningsgodtgørelse i skattesager.
Restanceinddrivelsesmyndighedens
afgørelser vil omfatte alle offentlige krav og ikke kun skattekrav. Det må
forventes, at klagerne til Landsskatteretten over afgørelser på
inddrivelsesområdet kun sjældent vil afspejle skattelovgivningens
komplikationsgrad.
Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastsætte
nærmere regler for den foreslåede remonstrationsordning for klager på
inddrivelsesområdet. Ordningen indebærer, at klagen skal indsendes til
restanceinddrivelsesmyndigheden
og skal være modtaget senest 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse
om afgørelsen. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden efter en ny vurdering
finder anledning til at genoptage sagen og klageren indvilliger heri, træffer
restanceinddrivelsesmyndigheden på ny afgørelse i sagen. Hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden
efter en ny vurdering kan give klageren delvist medhold, skal
restanceinddrivelsesmyndigheden
samtidig oplyse klageren om, at klagen kan fastholdes, hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden får besked herom inden 1 måned efter, at
klageren har fået meddelelse om restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse i
sagen.
Hvis den oprindelige afgørelse ikke ændres, eller hvis klagen fastholdes,
sender restanceinddrivelsesmyndigheden klagen til Landsskatteretten. Herved
gives der mulighed for, at kun klager af en vis økonomisk og juridisk tyngde
indbringes for Landsskatteretten.
Bemyndigelsen vil i øvrigt kunne anvendes til at fastsætte
regler for Landsskatterettens klagesagsbehandling på inddrivelsesområdet, der
fraviger reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 16, jf. det samtidigt
fremsatte lovforslag herom.
Det forudsættes endvidere, at forslaget om, at
Landsskatteretten i forbindelse med reformen på skatteområdet, jf. det
fremsatte lovforslag herom, efter bestemmelser fastsat af retspræsidenten
skal
kunne afgøre visse sagstyper uden deltagelse af læge retsmedlemmer, skal
finde
anvendelse for inddrivelsessagerne, svarende til at disse klagesager hidtil i
overvejende grad har været behandlet af embedsmænd uden lægmandsmedvirken.
Endelig forudsættes de foreslåede regler om, at Landsskatteretten i visse
tilfælde kan anmode told- og skatteforvaltningen om at udarbejde en
sagsfremstilling tilsvarende skal finde anvendelse for
restanceinddrivelsesmyndighedens
afgørelser.
Samlingen af inddrivelsesopgaven hos
restanceinddrivelsesmyndigheden foreslås som nævnt at ske den 1. oktober
2005.
Det betyder bl.a., at verserende inddrivelsessager skal overgå til videre
behandling
fra den oprindelige inddrivelsesmyndighed til restanceinddrivelsesmyndigheden
fra dette tidspunkt. Det forudsættes, at restanceinddrivelsesmyndigheden
træffer aftale med de enkelte fordringshavere vedrørende den praktiske
fremgangsmåde i forbindelse med sagsoverførslen. Skatteministeren foreslås
bemyndiget til at fastsætte regler for den praktiske gennemførelse af
overdragelsen
af opgaver og personale fra kommunerne mv. til staten.
Vedrørende verserende klagesager om inddrivelse ved lovens
ikrafttrædelse foreslås det, at disse sager overgår til afgørelse i
Landsskatteretten den 1. januar 2006, såfremt der på dette tidspunkt ikke er
truffet afgørelse i sagen af den oprindelige klageinstans.
I overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk
Folkeparti om en kommunalreform følger personalet med opgaven.
Det indebærer, at Skatteministeriet, der overtager
inddrivelsesopgaven fra kommunerne, fremover bliver ansættelsesmyndighed for
de
kommunalt ansatte, der hidtil har været beskæftiget med opgaven.
Staten overtager ikke kun det kommunale personale, der
udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med inddrivelsesopgaven,
men
også en forholdsmæssig del af det kommunale personale, der varetager
generelle
funktioner.
Der fastsættes i forbindelse hermed særlige regler, der
regulerer personalets rettigheder og pligter i forbindelse med overførslen,
jf.
§§ 6-9, idet det bemærkes, at ansættelsesvilkårene for det statslige
personale, hvortil inddrivelsesopgaven overføres, ikke berøres af loven. Der
knytter sig i den forbindelse forskellige problemstillinger til overførslen
af
tjenestemænd henholdsvis overenskomstansatte og andet ikke tjenestemandsansat
personale.
Målet er, at alle medarbejdere i forbindelse med
overflytningen tilbydes gode udviklende arbejdspladser med samme jobsikkerhed
som i dag.
Efter gældende ret vil visse overenskomstansatte og andet
ikke tjenestemandsansat personale ved en overførsel til en anden myndighed
som
følge af opgaveflytninger være omfattet af reglerne i
virksomhedsoverdragelsesloven
(lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 om lønmodtageres retsstilling
ved
virksomhedsoverdragelse).
Virksomhedsoverdragelsesloven indebærer på den ene side, at
personalet som udgangspunkt har pligt til at tåle et arbejdsgiverskifte og
således ikke kan betragte arbejdsgiverskiftet som en opsigelse, forudsat at
der
ikke i forbindelse med overførslen sker andre væsentlige ændringer i
ansættelsesvilkårene
for de enkelte ansatte. På den anden side indebærer
virksomhedsoverdragelsesloven,
at personalet som udgangspunkt har ret til fortsat ansættelse på de hidtidige
vilkår.
Virksomhedsoverdragelsesloven finder imidlertid ikke
anvendelse ved overførsel af administrative funktioner mellem offentlige
myndigheder, jf. lovens § 1, stk. 2.
Ved en overførsel af opgaver fra en offentlig myndighed til
en anden finder virksomhedsoverdragelsesloven således ikke efter gældende ret
anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver, men vil
finde
anvendelse for andre grupper af ansatte, herunder ansatte der beskæftiger sig
med driftsopgaver.
Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for alle
overenskomstansatte og andre ikke-tjenestemandsansatte fastsættes det derfor
med lovforslaget i overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk
Folkeparti om en kommunalreform, at virksomhedsoverdragelsesloven finder
tilsvarende anvendelse for de overenskomstansatte m.v., der ikke efter de
gældende regler er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Herved sikres alle overenskomstansatte m.v., som overføres
fra kommunal ansættelse til ansættelse i staten, ensartede rettigheder i
forbindelse med overførslen, herunder bl.a. at de pågældendes
ansættelsesvilkår
videreføres uændret.
Lovforslaget præciserer på den anden side, at de
overenskomstansatte mv. som udgangspunkt er forpligtet til efter
opgaveflytningen at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelse i staten.
Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som
følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes lovforslaget at medføre en
forbedret retsstilling for de overenskomstansatte m.v., som efter de gældende
regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Efter lovforslaget overgår kommunalt ansatte tjenestemænd
til ansættelse i staten på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige
vilkår.
Det betyder, at de efter overgangen er omfattet af
tjenestemandslovgivningen og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold
til denne lovgivning.
De pågældende ansættes som statstjenestemænd i henhold til
tjenestemandslovgivningen og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold
til denne lovgivning.
Det vil ved den pensionsmæssige indplacering blive sikret,
at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den pensionsret, der
er
optjent i kommunalt regi. Tilsvarende vil de pågældende ved indplacering i de
lønsystemer, der gælder i staten, blive sikret mod lønnedgang som følge af
overgangen.
Lovforslaget indebærer, at ansættelsesmyndigheden er
vedkommende nye ansættelsesmyndighed, og at ansættelsesområdet er det samme
som
for andre tjenestemænd, der ansættes hos denne ansættelsesmyndighed.
Overgang til ansættelse i staten vil ikke i sig selv være
en forflyttelse. De tjenestemænd, der overføres efter § 7, vil således
ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som
følge af selve overgangen til ansættelse i staten.
Endvidere indebærer lovforslaget, at de pågældende
tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden
passende stilling inden for det nye ansættelsesområde.
Ved vurderingen af, om en anden stilling kan anses for
passende, vil det udover en vurdering af stillingens karakter og sammenhæng
med
den hidtidige stilling blandt andet skulle indgå, at ændringen af
ansættelsesområdet
sker som led i den generelle kommunalreform. Endvidere vil det skulle indgå i
vurderingen, om tjenestemanden efter en bedømmelse på grundlag af momenter
som
uddannelse, alder, helbredstilstand, den sædvanlige opfattelse af status m.v.
kan siges at have fået anvist en passende stilling. Det betyder, at de
pågældende
tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende
stilling inden for det nye ansættelsesområde, som de ikke ville have været
forpligtede til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige
ansættelsesområde.
Det gælder dog ikke, hvis forpligtelsen til inden for
rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte
være
af særlig indgribende karakter over for den enkelte.
Det fastslås med lovforslaget, at tjenestemænd, der
overføres fra kommunal til statslig ansættelse, ved pensionering fra
ansættelsen får udbetalt tjenestemandspensionen af staten.
En del af tjenestemændenes pensionsrettigheder vil være
optjent under kommunal ansættelse, mens en del af pensionsrettighederne
optjenes under ansættelse i staten. Myndighederne er ikke efter gældende
regler
forpligtet til at afdække pensionsforpligtelsen forsikringsmæssigt. Det
indebærer,
at der ikke nødvendigvis vil kunne overføres et aktiv fra den myndighed,
hvorfra tjenestemændene overføres, der svarer til det pensionstilsvar, som er
optjent under den pågældende myndighed.
Med lovforslaget bemyndiges finansministeren derfor til
efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte regler om
beregning og eventuel fordeling af pensionsforpligtelsen for tjenestemænd,
der
overføres efter loven. Reglerne herom vil sikre, at der som udgangspunkt sker
en fordeling af pensionsforpligtelsen mellem den hidtidige og den nye
ansættelsesmyndighed.
De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med
udarbejdelsen af de regler, der vil blive udstedt vedrørende fordelingen af
tjenestemandspensionsforpligtelserne. Reglerne vil endvidere i udkast blive
sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, som er blevet hørt over
lovforslaget. Bemyndigelserne til at fastsætte regler om fordelingen af
tjenestemandspensionsforpligtelserne vil blive udmøntet inden den 1. januar
2006.
Lovforslaget regulerer overførslen af aktiver samt
rettigheder og pligter ved overførslen af kommunernes inddrivelsesopgaver til
staten.
I overensstemmelse med aftalen mellem regeringspartierne og
Dansk Folkeparti om en kommunalreform foreslås, at Skatteministeriet fra den
1.
oktober 2005 overtager den del af kommunernes aktiver samt rettigheder og
pligter, der udelukkende knytter sig til inddrivelsesopgaven. Vedr. fast
ejendom, der udelukkende er anvendt til inddrivelsesopgaven, sker der ikke
overførsel til Skatteministeriet. Skatteministeriet har i stedet ret til at
leje sådan fast ejendom, eller fast ejendom eller lokaler, der delvist er
anvendt til den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven. Fast ejendom,
der
helt eller delvist er anvendt til inddrivelsesopgaven, kan dog efter aftale
overføres til staten.
Forud for fusionen den 1. oktober 2005 skal der konkret
tages stilling til, hvilke aktiver samt rettigheder og pligter, der skal
overføres fra kommunerne til Skatteministeriet. Der skal tilsvarende konkret
tages stilling til, hvilke ansatte der skal overføres til Skatteministeriet.
Det foreslås i overensstemmelse med regeringspartiernes
aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform, at de enkelte kommuner som
udgangspunkt ved aftale med Skatteministeriet skal fastlægge den konkrete
deling af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Det foreslås
endvidere,
at for fast ejendom har Skatteministeriet ret til af den pågældende kommune
at
leje ejendommen til varetagelse af inddrivelsesopgaven. Tilsvarende er der
ret
til at leje lokaler, der hidtil har været anvendt til den kommunale
inddrivelsesopgave. Kommunerne beholder således de pågældende ejendomme, men
der skabes samtidig mulighed for et velordnet forløb for lokalisering af
medarbejdere som led i overførslen af inddrivelsesopgaven gennem
Skatteministeriets
ret til at leje fast ejendom eller lokaler. Det foreslås dog tillige, at fast
ejendom efter nærmere aftale kan overføres til staten.
I tilfælde, hvor en kommunal inddrivelsesopgave varetages
af et kommunalt samarbejde, må de kommuner, der står bag samarbejdet,
indbyrdes
aftale den konkrete opløsning af samarbejdet. Det er ikke et aftaleforhold,
som
Skatteministeriet har del i.
Det er forventningen, at de fornødne aftaler om overførsel
og lejemål vil kunne indgås efter forhandlinger mellem de berørte kommuner og
Skatteministeriet. Kan der imidlertid ikke opnås enighed om overførsel og
lejemål senest den 15. juni 2005, er det med lovforslaget fastlagt, at
skatteministeren
kan nedsætte et nævn, der træffer beslutning om overførsel af aktiver,
rettigheder og pligter, ansatte samt indgåelse af lejemål.
Det forudsættes med lovforslaget, at Skatteministeriet og
kommunen fører reelle forhandlinger og bestræber sig på at nå til enighed om
overførsel af aktiver, rettigheder og pligter, ansatte, og indgåelse af
lejemål, således at det som udgangspunkt ikke bliver nødvendigt at nedsætte
nævnet.
Det følger af lovforslaget, at en eventuel beslutning om
overførslen m.m., som er truffet af nævnet, ikke vil kunne indbringes for
anden
administrativ myndighed. Nævnets beslutninger kan derimod indbringes for
domstolene. Nævnets virksomhed er endvidere omfattet af Folketingets
Ombudsmands
kompetence.
Nævnet vil bestå af 4 medlemmer, der alle udpeges af
skatteministeren. Af disse 4 medlemmer udpeges et medlem, som tillige er
formanden, efter indstilling af finansministeren, og to medlemmer efter
indstilling fra Kommunernes Landsforening.
Skatteministeren bemyndiges endvidere med lovforslaget til
at fastsætte nærmere regler for nævnets virksomhed.
Med lovforslaget undtages myndighedernes forhandlinger,
aftaleindgåelse og det særlige nævns beslutninger fra forvaltningslovens
regler
vedrørende partsaktindsigt, partshøring og begrundelse, jf. lovforslagets
§ 12. Den foreslåede undtagelse fra forvaltningsloven svarer til
principperne i de foreslåede regler i det af indenrigs- og sundhedsministeren
samtidigt fremsatte forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i
forbindelse med kommunalreformen.
Den foreslåede undtagelse indebærer imidlertid ikke, at de
ansatte, som vil blive overført til Skatteministeriet,
restanceinddrivelsesmyndigheden, efter loven, ikke vil blive inddraget i
processen.
Der fastsættes således med lovforslaget regler, der forpligter
den myndighed, hvorfra der overføres ansatte til, for så vidt angår
overførslen
af ansatte, at orientere repræsentanter for de ansatte om den aftale, der
forventes
indgået med Skatteministeriet. Herved sikres de ansattes repræsentanter det
bedst mulige grundlag for at fremkomme med synspunkter og ønsker til den del
af
aftalen, der vedrører overførslen af ansatte.
Det forudsættes, at de ansatte og deres repræsentanter på
passende tidspunkter, også inden der foreligger endelig aftale, orienteres om
den procedure, der skal fastlægge fordelingen af ansatte. Det forudsættes
således,
at de ansatte og deres repræsentanter har mulighed for at fremsætte forslag
og
ønsker, som kan indgå i forbindelse med myndighedens overvejelser om
aftaleudkastet.
Der fastsættes endvidere regler, der forpligter såvel den
myndighed, hvorfra der overføres ansatte, som myndigheder i
Skatteministeriet,
hvis ansatte berøres af overførslen, til for så vidt angår overførslen af
ansatte
at orientere de ansattes repræsentanter om forhandlingernes forløb og udkast
til beslutninger og aftaler, jf. lovforslagets § 13. De ansattes
repræsentanter har således mulighed for at fremsætte synspunkter og ønsker på
baggrund af de forelagte udkast med henblik på, at ønskerne kan indgå i
myndighedernes grundlag for forhandlingerne om fordelingen af de ansatte.
Myndighederne forpligtes herudover med lovforslaget til at
drøfte med de ansattes repræsentanter, hvorledes de mest hensigtsmæssigt kan
informeres under forløbet. Information til de ansatte om proceduren kan ske
såvel mundtligt som skriftligt, herunder ved afholdelse af møder, hvor der
kan
gives de ansatte mulighed for at få svar på spørgsmål vedrørende proceduren
for
overførslerne og konsekvenserne heraf. Det forudsættes, at myndighederne
samarbejder
med henblik på at sikre de bedst mulige rammer for at kunne give information
til de ansatte og deres repræsentanter og for at sikre formidlingen af de
ansattes repræsentanters ønsker mellem myndighederne.
De foreslåede regler om inddragelse af repræsentanter for
de ansatte m.fl. svarer til principperne herfor i det samtidigt med
nærværende
lovforslag af indenrigs- og sundhedsministeren fremsatte forslag til lov om
visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, dog
tilpasset den særlige proces for fusionen af den kommunale og statslige
skatteforvaltning og samlingen af inddrivelsesopgaven i Skatteministeriet,
restanceinddrivelsesmyndigheden, og samlingen af klagesager vedrørende
inddrivelse i Landsskatteretten.
Ifølge Skatteministeriets foreløbige tidsplan for fusionen
forventes det, at alle medarbejdere ultimo juli 2005 får at vide, hvor de
fysisk og organisatorisk skal arbejde pr. 1. oktober 2005. Det gælder i givet
fald dog ikke, hvis fordelingen af ansatte mv. skal besluttes af nævnet. I
sådanne tilfælde vil medarbejderne senest i september 2005 få besked.
Det er hensigten, at alle medarbejdere under en eller anden
form skal have lejlighed til at tilkendegive ønsker om fremtidig placering.
Med henblik på at inddrage de ansattes organisationer i
arbejdet med fusionen er det i september 2004 besluttet i Told- og
Skattestyrelsens Fusionsorganisation at etablere en personalesamarbejdsgruppe
med kommunale og statslige ledelses- og medarbejderrepræsentanter.
Personalesamarbejdsgruppen er en særlig konstruktion, der i perioden frem til
1. oktober 2005 skal følge fusionsarbejdet og derved supplere de eksisterende
kommunale og statslige samarbejdsfora. Personalesamarbejdsgruppen har aftalt
at
holde månedlige møder i tæt tilknytning til de møder, der holdes i den
særlige
fusionsstyregruppe i Skatteministeriet.
På baggrund af drøftelser i Personalesamarbejdsgruppen er
der endvidere taget initiativ til, at der etableres lokale samarbejdsfora om
fusionen.
5. Konsekvensændringer i andre love
Lovforslaget medfører konsekvenser i et stort antal love på
stort set samtlige ministeriers områder. Det drejer sig først og fremmest om
ændring af kompetenceforholdene på inddrivelsesområdet, hvor de hidtidige
inddrivelsesmyndigheders kompetencer skal overgå til
restanceinddrivelsesmyndigheden, og hvor Landsskatteretten bliver den
fremtidige klageinstans. Derfor er der samtidig med dette lovforslag fremsat
et
følgelovforslag med forslag til konsekvensændringer i anden lovgivning af
lovforslaget om samling af restanceinddrivelsen hos én myndighed i staten.
6. Provenumæssige konsekvenser
Det skønnes, at forslaget sikrer en inddrivelsesprocent som
i dag, hvorfor forslaget på kort sigt ikke vurderes at have provenumæssige
konsekvenser. I overgangsperioden, hvor personalet flyttes, IT-systemer og
administration omlægges vil der dog formentlig være en reduceret indsats på
området.
På sigt forventes inddrivelsesprocenten og dermed
inddrivelsesprovenuet imidlertid at blive øget. Det skyldes for det første,
at
der er konstateret en direkte statistisk sammenhæng mellem den enkelte
medarbejderes produktivitet og størrelsen af de inddrevne beløb. Jo flere
sager, der håndteres, jo flere restancer inddrives. Formodningen er derfor,
at
en øget digitalisering af området i form af f.eks. automatisk
lønindeholdelse,
modregning og administration af afdragsordninger vil give et samlet løft i
inddrevne beløb. For det andet er forventningen, at en mere prioriteret
indsats, hvor tyngden i inddrivelsesarbejdet vil blive rettet mod de
virksomheder
og borgere som bevidst unddrager sig betaling af gæld, eller hvor
ressourceforbruget vurderes at stå mål med det forventede provenu, også vil
kunne bidrage til et løft i inddrevne beløb.
I takt med gennemførelsen af de næste trin til udmøntning af
omlægningerne på inddrivelsesområdet, dvs. regelforenkling og
–harmonisering
samt IT-udvikling, forventes yderligere effektiviseringer og dermed øget
provenu.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget medfører konsekvenser i forhold til den
enkelte borger med restance til det offentlige. Det drejer sig først og
fremmest om en betryggelse af borgernes retssikkerhed. Det er et selvstændigt
formål, at borgere med samme forhold behandles ens, således at ens
restanceforhold giver sig udslag i ens afgørelser.
Ensartet offentlig restanceinddrivelse kan understøttes af
en enstrenget adgang til og kontakt med det offentlige. Én indgang kan derfor
medvirke til en bedre retssikkerhed.
Foruden ensartethed i sagsbehandlingen skal skyldnere også
forstå og opfatte de offentlige afgørelser. Lovudkastet er derfor med til at
bidrage til at regelsættet på området er så enkelt og forståeligt som muligt
på
tværs af alle typer af restancer, hvor samme forhold gør sig gældende.
Regelforenkling er endvidere lettere at implementere i en restancemyndighed.
Ordningen vil medføre, at de situationer, hvor borgeren
bliver kontaktet af flere restancemyndigheder samtidig, ophører.
En fremtidig restanceorganisering skal endvidere sikre
administrative lettelser for borgerne. En fælles IT-platform kan bidrage til
at
understøtte og udvikle organisation og administration til gavn for borgerne.
Lovforslaget
er med til at understøtte regeringens plan om at bidrage til reduktion af
administrative
byrder for borgerne. Lovforslaget er medvirkende til at sætte fokus på
forebyggelse
og vejledning og understøtter de eksisterende digitale muligheder, således at
borgerne kan få ekspederet sager på internettet eller via
servicetelefoner/borgerservice.
Implementeringen af et nyt restancesystem i løbet af første
halvår 2007 vil være med til at sikre disse forbedringer for borgerne.
8. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget vil medvirke til at lette de administrative
byrder for erhvervslivet, idet især de personligt drevne virksomheder
fremover
kun skal have kontakt til en restancemyndighed mod flere i dag.
Virksomhederne
skal ikke bruge tid og administration på at kontakte forskellige
restancemyndigheder med forskellig sagsbehandling. Det betyder en sikring af
retssikkerheden,
idet virksomheder med samme type af restanceforhold behandles ens. I dag er
der
tale om omfattende dobbeltarbejde i henholdsvis kommuner og ToldSkat-områder
vedrørende restancer, som vedrører samme virksomhed.
Foruden ensartethed i sagsbehandlingen er det vigtigt, at
erhvervslivet får nemmere ved at forstå og opfatte de offentlige afgørelser.
Lovforslaget er derfor med til at bidrage til, at regelsættet på området er
så
enkelt og forståeligt som muligt på tværs af alle typer af restancer, hvor
samme forhold gør sig gældende. Der er altså tale om en administrativ
lettelse,
idet den enkelte virksomhed ikke skal bruge tid og ressourcer på at sætte sig
ind i de meget forskellige love, som er gældende i dag.
Lovforslaget skal understøtte regeringens bestræbelser på
at lette erhvervslivets administrative byrder i relation til det offentlige,
idet regelforenklingen på restanceområdet samtidig understøttes af den
brugervenlige systemmodernisering som ToldSkat er i gang med, og som allerede
har givet sig udslag en række digitale tilbud døgnet rundt til virksomhederne
som led i en enklere og mere servicebetonet kontakt til det offentlige.
Implementeringen af et nyt restancesystem i løbet af første
halvår 2007 vil være med til at sikre disse forbedringer for virksomhederne.
9. Administrative konsekvenser for det offentlige
Indledningsvis bemærkes, at der er knyttet stor usikkerhed
til skønnene over de administrative konsekvenser, blandt andet fordi
udgifterne
først endeligt kan fastlægges efter forhandlingerne med kommunerne. Udover
disse generelle usikkerhedsmomenter er der knyttet en række mere konkrete
forudsætninger til skønnene, hvoraf de væsentligste er følgende:
Opgaven overtages pr. 1. oktober
2005.
Der er en naturlig
afgang på 6 % første år og 4% de efterfølgende år. Afgangen er forudsat at
have
kvartårseffekt i afgangsåret, da det forudsættes, at afgangen sker løbende
over
året. Der kan nyrekrutteres i det omfang, den naturlige afgang overstiger den
forudsatte afgang.
Det forudsættes, at
et nyt restancesystem idriftsættes i første halvår 2007, og at der i den
mellemliggende periode vil være behov for at lave tilretninger i kommunernes
eksisterende systemer. Der vil i en periode efter idriftsættelsen af det nye
system være behov for dobbeltdrift. Perioden er skønnet til 5 måneder og
udgiften forudsættes at være halvdelen af den årlige drifts- og
forvaltningsudgift.
Der er ikke skønnet
over evt. krav fra kommunerne mod staten som følge af udgifter til
erstatninger
m.v. for ophævelse af privatretlige aftaler m.v. eller andre udgifter, som
kommunerne ikke med kort varsel kan frigøres fra.
Kommunerne har i
dag en række indtægter fra gebyrer og retsafgifter, der fremover vil
bortfalde.
Det forudsættes, at staten fremover vil oppebære de samme indtægter, således
at
omlægningen ikke vil medføre ændrede betalinger for restanter, ligesom
omlægningen vil være neutral for det offentlige.
Engangsudgifter,
som er fælles for ligningsopgaven og inddrivelsesopgaven, og hvor det er
vanskeligt at skønne over fordelingen mellem ligningsopgaven og
inddrivelsesopgaven, er medtaget under engangsudgifter til ligningsopgaven,
jf.
det samtidigt fremsatte lovforslag herom.
9.1. Administrative konsekvenser for kommunerne
Det skønnes, at der i alt anvendes 1.685 årsværk i
kommunerne til opkrævning og restanceinddrivelse, hvor årsværksforbruget
fordeler sig med 1.404 årsværk, der direkte kan henføres til opgaven og 281
støtteårsværk.
Ved opgaveoverførslen til staten vil kommunerne skulle
kompensere staten efter DUT-reglerne for det antal årsværk, der er
beskæftiget
med restanceinddrivelsesopgaven, herunder støtteårsværk. Kompensationen kan
først fastlægges efter forhandling med de kommunale parter.
Alle medarbejdere beskæftiget med
restanceinddrivelsesopgaven har adgang til at blive overført til staten. Det
er
dog vurderingen, at der vil være en række ubesatte stillinger på
restanceinddrivelsesopgaven, når disse indgår i den fusionerede organisation.
Det vil specielt gælde årsværk beskæftiget i støttefunktioner - funktioner
der
ofte betjener alle kommunens forvaltninger - som fortsat vil skulle betjene
de
øvrige forvaltninger efter fusionen. Endvidere vil der formentlig være
medarbejdere,
som er interesseret i at blive i kommunen, hvilket sandsynligvis vil betyde,
at
kommunerne vil bruge disse medarbejdere på andre områder, hvor der er
naturlig
afgang. Det er op til den enkelte kommune at afgøre, om alle medarbejdere
overdrages sammen med restanceinddrivelsesopgaven.
De kommunale udgifter til den løbende IT-drift vedrørende
opkrævning og restanceinddrivelse skønnes at udgøre i størrelsesordenen 150
mio. kr. årligt. Der udestår en opdeling af denne udgift i opkrævning, som
forbliver i kommunerne, og inddrivelse som overføres til staten.
Størrelsen af kommunernes hidtidige udgifter til porto,
betalingstransaktionsgebyrer, gebyrudgifter til Det Fælles Lønindeholdelses
System (DFLS) og adgang til helpdesk og hotline vedrørende
inddrivelsesopgaven
skønnes at udgøre i størrelsesordenen 43 mio. kr. og vil i udgangspunktet
modsvares af en tilsvarende fremtidig statslig udgift. Udgifterne fordeler
sig
med 22 mio. kr. til porto, 7 mio. kr. til betalingstransaktionsgebyrer, 8
mio.
kr. til gebyrudgifter til DFLS og 6 mio. kr. til adgang til helpdesk og
hotline
vedrørende inddrivelsesopgaven.
De kommunale udgifter til revision af inddrivelsesområdet
er skønnet til i størrelsesordenen 6 mio. kr.
Kommunernes hidtidige indtægter i form af retsafgifter er
skønnet til 58 mio. kr. og indtægterne fra rykkergebyrer m.v. i henhold til
gebyrloven er skønnet til 189,5 mio. kr. Kommunerne vil fremover ikke have
indtægterne fra retsafgifter og vedrørende rykkergebyrer mv. skønner
Skatteministeriet,
at kommunerne vil beholde ca. to tredjedele af gebyrerne mv.
Det skønnes, at kommunernes hidtidige årlige anlægsudgifter
har udgjort ca. 20 mio. kr.
Alle driftsudgifter til IT-drift, gebyrer, revision, anlæg
mv. skal forhandles i henhold til DUT-reglerne.
I forbindelse med statens afregning til kommunerne af
inddrevne fordringer vil der eventuelt kunne opstå et rentetab for
kommunerne.
Det er ikke besluttet hvorledes afregningen skal gennemføres, og der kan
derfor
heller ikke siges noget nærmere om kommunernes eventuelle rentetab.
Der vil endvidere blive lagt vægt på, at overdragelsen af
fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden så vidt muligt sker efter
objektive regler, så de er e-administrerbare – f.eks. i situationer,
hvor en
skyldner hverken i form af betaling eller henvendelse reagerer på en
opkrævning
og rykkerskrivelser fra fordringshavere. Dette vurderes at være en lettelse i
forhold til i dag.
9.2. Administrative konsekvenser for staten
Det forudsættes, at der fra kommunerne overføres personale
til ToldSkat pr. 1. oktober 2005 svarende til ca. 1.400 årsværk. Dertil
kommer,
at der i ToldSkat anvendes i størrelsesordenen op mod 600 årsværk til
inddrivelsesopgaver.
Overførslen af restanceinddrivelsesopgaver fra politiet og
Økonomistyrelsen (pr. 1. januar 2005) medfører overflytning af årsværk og
andre
ressourcer til ToldSkat. Fra Økonomistyrelsen overføres 19 årsværk samt
udgifter på ca. 18 mio. kr., som modsvares af tilsvarende indtægter på ca. 18
mio. kr. Fra politiet overføres udgifter på ca. 16 mio. kr. De anførte
udgifter
og indtægter er i helårsvirkning.
Udgiftsoverførslen som følge af overførslen af sager fra
fogedretterne er endnu ikke afklaret, men vil blive indbudgetteret på FFL 06
og
TB 05.
Det samlede ressourceforbrug i ToldSkat til
inddrivelsesopgaven i 2005 inkl. støtteårsværk skønnes til i
størrelsesordenen
2.000 årsværk (helårsvirkning).
Det antages, at en samling af kommunernes og ToldSkats
inddrivelsesopgaver på sigt vil kunne give effektiviseringer på i
størrelsesordenen 1.200 årsværk i forhold til den nuværende ressourceindsats
på
ca. 2.300 årsværk.
De planlagte effektiviseringer skal understøttes af et nyt
restancesystem, som skal idriftsættes i første halvår 2007. I den
mellemliggende periode vil der være behov for tilretninger i eksisterende
systemer. Disse engangsudgifter på IT-området (inkl. nyt system) skønnes til
i
størrelsesordenen 50 mio. kr.
Den interne statslige overførsel medfører engangsudgifter
til IT-tilretninger på 3 mio. kr.
Herudover vil der være en række engangsudgifter på i
størrelsesordenen 25 mio. kr. til flytning, flyttegodtgørelser m.v.
Det forventes, at der skal afholdes udgifter på i
størrelsesordnen 3 mio. kr. til information.
De samlede engangsudgifter skønnes til i alt 81 mio. kr. og
vil skulle afholdes over en årrække. Der gennemføres løbende konsolideringer
af
de anførte skøn, og i det omfang skønnene ændres væsentligt, vil Folketinget
blive orienteret herom, idet det dog bemærkes, at der er indikationer på at
skønnene vil blive ændret. Udgifterne afholdes indenfor rammerne af ToldSkats
flerårsaftale, som giver mulighed for i visse situationer at få
engangsudgifter
finansieret via øgede bevillinger.
Staten vil fremover have udgifter svarende til kommunernes
hidtidige udgifter til porto, betalingstransaktionsgebyrer, gebyrudgifter til
DFLS og adgang til helpdesk og hotline vedrørende inddrivelsesopgaven.
Udgiften
er skønnet til at udgøre i størrelsesordenen 43 mio. kr.
Den del af kommunernes samlede IT-driftsudgifter, som efter
en nærmere afklaring henføres til inddrivelsesopgaven, vil - indtil et nyt
IT-system tages i brug - skulle afholdes af ToldSkat. Der vil blive indledt
dialog
med de kommunale IT-leverandører med henblik på fastsættelse af den årlige
driftsudgift frem til et nyt system er klart i første halvår 2007.
Det skønnes, at et nyt restancesystem vil kunne reducere de
samlede årlige IT-driftsudgifter til i størrelsesordenen 20 mio. kr.
Det er ikke muligt mere præcist at skønne over de samlede
besparelser, jf. at der udestår en række forhold, der skal forhandles med de
kommunale parter, og hvoraf for eksempel IT-driftsudgiften kan få væsentlig
indvirkning på de samlede besparelser, men det skønnes, at helårsvirkningen
det
første år vil være knap 80 mio. kr.
Det skønnes, at revisionen af inddrivelsesområdet vil
medføre et merforbug på 9 årsværk i Intern Revision i ToldSkat.
De budgetmæssige konsekvenser for Landsskatteretten som
følge af omlægningerne på restanceinddrivelsesområdet medtages ikke her, men
vil blive indbudgetteret på FFL 06 og TB 05.
Det bemærkes, som det også er anført indledningsvis, at
skønnene - såvel vedr. det kommunale område som det statslige område - og
forudsætningerne herfor er behæftet med en betydelig grad af usikkerhed.
10. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser.
11. Forhold til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
12. Høring
Udover i ministerierne har lovforslaget samtidig med
forslaget til lov om ændring af forskellige love (Konsekvensændringer som
følge
af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer – samlingen af
inddrivelsen
i Skatteministeriet) været sendt til høring i Advokatrådet, Akademikernes
Centralorganisation, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, ATP, Børsmæglerforeningen, CFU - Centralorganisationernes
Fællesudvalg, Danmarks Aktive Handelsrejsende, Danmarks Rederiforening,
Danmarks
Skibskreditfond, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Dansk ErhvervsFremme, Dansk Handel & Service,
Dansk
Industri, Dansk Iværksætterforening, Dansk Kunstnerråd, Dansk Landbrug, Dansk
Transport og Logistik, Danske Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers
Forening,
Danske Sælgere, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Danske
Landinspektørforening, Den Danske Skatteborgerforening, Det Kommunale Kartel,
Dommerfuldmægtigforeningen, Ejendomsforeningen i Danmark, Finansrådet,
Finanstilsynet, Foreningen af Danske Politimestre (Politimesterforeningen),
Foreningen af Pantefogeder i Danmark, FRR - Foreningen af Registrerede
Revisorer,
FSR - Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen Danske Revisorer,
F&P
- Forsikring og Pension, Frederiksberg Kommune, FTF - Funktionærernes &
Tjenestemændenes
Fællesråd, Grundejernes Landsorganisation, HTS - Handel, Transport og
Serviceerhvervene, (HS)Hovedstadens Sygehusfællesskab, (HUR) Hovedstadens
Udviklingsråd,
Håndværksrådet, Investeringsforeningsrådet, It-Brancheforeningen, KTO -
Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Kommunernes Landsforening,
Københavns Fondsbørs, Københavns og Frederiksbergs Tjenestemænds
Fællesvirksomhed, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, Landdistrikternes
fællesråd, Landsforeningen af landsbysamfund, Landsorganisationen i Danmark,
Landsskatteretten, Ledernes Hovedorganisation, Lønmodtagernes Dyrtidsfond,
Nationalbanken, Parcelhusejernes Landsorganisation, Politiforbundet i
Danmark,
Realkreditrådet, Rigspolitichefen, Rigsrevisionen, Sammenslutning af Danske
Småøer, (SALA) Sammenslutning af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
Skattechefforeningen, Skatterevisorforeningen, Stats- og Kommunalt Ansattes
Forhandlingsfællesskab, Statsansattes Kartel, Sundhedskartellet og Told- og
Skattestyrelsen.
En oversigt over modtagne høringssvar og Skatteministeriets
kommentarer hertil er medtaget som bilag til lovforslaget.
Vurdering af
konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
På kort sigt ingen.
På sigt forventes provenugevinst som følge af
effektivisering og målretning af inddrivelsesindsatsen.
Ingen.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Der er knyttet stor usikkerhed til skønnene over de
administrative konsekvenser.
Kommunerne
:
I alt skønnes den samlede normering i kommunerne til
1.685 fuldtidsstillinger (svarende til årsværk). Ved opgaveoverførslen til
staten vil kommunerne skulle kompensere staten efter DUT-reglerne for det
antal årsværk, der er beskæftiget med inddrivelsesopgaven, herunder
støtteårsværk.
Som udgangspunkt har alle medarbejdere beskæftiget med inddrivelsesopgaven
ret til at blive overført til staten. De øvrige samlede kommunale
driftsudgifter skønnes til i alt 224 mio. kr. årligt. Heraf vedrører op mod
150 mio. kr. IT, hvor der udestår en opdeling af udgifterne i opkrævning, som
forbliver i kommunerne, og inddrivelse, som overføres til staten.
Det skønnes, at kommunerne i dag har gebyrindtægter på
op mod 250 mio. kr., som fremover vil blive reduceret.
Alle kommunaløkonomiske konsekvenser forhandles efter
DUT-reglerne, dog gælder særlige regler for aktiver.
Staten
:
Det er regeringens vurdering, at der ved sammenlægning
af den statslige og kommunale restanceinddrivelse over en årrække vil kunne
realiseres væsentlige effektiviseringer.
Staten vil få øgede driftsudgifter i størrelsesordenen
65-70 mio. kr.
Hertil kommer i en overgangsperiode en del af kommunernes
nuværende IT-udgifter på i alt op mod 150 mio. kr.
Kommunernes fald i gebyrindtægter modsvares af en
tilsvarende statslig forøgelse af gebyrindtægter.
Hertil kommer udgifter på i alt 34 mio. kr., som hidtil
er afholdt af Økonomistyrelsen og politiet, som dog delvis modsvares af
indtægter på 18 mio. kr.
De samlede engangsudgifter skønnes til 81 mio. kr., der
vil skulle afholdes over en årrække.
Ingen, idet det bemærkes, at der er tale om en opgaveoverførsel
fra kommunerne til staten.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen økonomiske konsekvenser.
Øget retssikkerhed og administrative lettelser for navnlig
personligt drevne virksomheder med en eller flere offentlige restancer.
Ingen.
Miljømæssige konsekvenser
Ingen.
Ingen.
Administrative konsekvenser for borgerne
Øget retssikkerhed og administrative lettelser for
borgere med en eller flere offentlige restancer.
Ingen.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås, at lovens anvendelsesområde er samtlige
fordringer med tillæg af renter, gebyrer, afgifter og andre omkostninger, der
opkræves eller inddrives af det offentlige, herunder foruden fordringer, der
tilkommer det offentlige, også fordringer, som det offentlige inddriver på
vegne af andre f.eks. underholdsbidrag. Også udenlandske krav, der inddrives
i
Danmark, og danske krav, der inddrives i udlandet, skal behandles af
restanceinddrivelsesmyndigheden. I relation hertil finder
inddrivelsesdirektivet og den nordiske bistandsaftale samt
dobbeltbeskatningsaftalernes inddrivelsesbemyndigelser anvendelse.
Det ”offentlige” skal forstås bredt, således at eksempelvis
fordringer fra statsvirksomheder, nettostyrede virksomheder, indtægtsdækkede
virksomheder, selvejende institutioner, institutioner med mindre supplerende
virksomhed og særlige fonde er omfattet af lovens anvendelsesområde. Loven
dækker således både offentligretlige og civilretlige fordringer.
I stk. 2 fastslås, at gældende regler og praksis
vedrørende opkrævning og inddrivelse vedrørende de enkelte fordringer i
særlovgivningen fortsat skal finde anvendelse. Hjemlen til foretagelse af de
enkelte inddrivelsesskridt skal således fortsat findes i lovgivningens
gældende
regler om inddrivelse. Forslaget til stk. 2 indebærer således ikke, at
der
tillægges restanceinddrivelsesmyndigheden beføjelser, den ikke er tillagt i
henhold til anden lovgivning.
Til § 2
I stk. 1 fastslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden
er skatteministeren eller den ministeren bemyndiger dertil. Det er tanken, at
restanceinddrivelsesmyndigheden fra lovens ikrafttrædelse tillægges told- og
skatteforvaltningen, som den fastsættes i det samtidigt fremsatte lovforslag
til udmøntning af kommunalreformen på skatteområdet, hvor de kommunale og
statslige skatteopgaver pr. 1. oktober 2005 samles i den statslige
skatteforvaltning (ToldSkat) til en enhedsorganisation, der udgør én
myndighed.
I den forbindelse indgår restanceinddrivelsesopgaven i den samlede
opgaveportefølje
for enhedsorganisationen, hvor en væsentlig del af medarbejderne vil være
fysisk placeret regionalt i de nye skattecentre.
I denne ny organisering indgår således opgaver fra
henholdsvis den eksisterende centrale inddrivelsesenhed i ToldSkat, den
kommunale
restanceinddrivelse, politiets og domstolenes restanceinddrivelse samt
ToldSkats øvrige restanceinddrivelse.
Senest i 2006 vurderes som nævnt i de almindelige
bemærkninger om denne placering skal være permanent, eller om
restanceinddrivelsesopgaven skal udskilles i en særlig styrelse under
Skatteministeriet.
Blandt andet med henblik på at gøre en sådan vurdering mulig, tilrettelægges
administrationen af restanceinddrivelsesopgaven i ToldSkat således, at
resultater og ressourceanvendelse mv. for opgaven kan opgøres, og således at
det vil være muligt at udskille opgaven senere.
I bestemmelsen fastlægges i øvrigt snitfladen og
kompetenceforholdet mellem de kommunale og statslige fordringshavere på den
ene
side og den nye restanceinddrivelsesmyndighed på den anden.
Det foreslås således, at de enkelte fordringshavere som
hidtil skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde, herunder også
rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom. Hvis der er
tvist om kravets eksistens eller størrelse, skal tvisten afklares ved
fordringshaverens foranstaltning.
Hvis en fordring er overdraget til
restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets
eksistens, vil indsigelsen skulle behandles af fordringshaveren med henblik
på
en afklaring af spørgsmålet.
Det er en betingelse for overdragelse til
restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes skriftligt af
fordringshaveren om overdragelsen. Det kan i praksis ske på den sidste
rykkerskrivelse eller på bekræftelsen af en indgået afdragsordning eller
lignende. På tilsvarende vis skal fordringshaveren give skyldneren besked,
hvis
fordringen ”tilbagekaldes” og der ydes henstand.
De enkelte fordringer forrentes efter gældende regler, jf.
forslaget i § 1, stk. 2. Rentetilskrivningen forestås og
indberettes
af de enkelte fordringshavere. Skatteministeren fastsætter i medfør af den
foreslåede bemyndigelse i stk. 6 nærmere regler herom bl.a. under
hensyntagen til de IT-tekniske muligheder, indtil et nyt samlet
restancesystem
kan tages i brug.
Som led i den planlagte forenkling og harmonisering af
regelgrundlaget, jf. de almindelige bemærkninger, vil der - med respekt for
skattestoppet - blive tilstræbt en harmonisering af rentebestemmelserne, så
samme forrentning bliver anvendt på ensartede fordringer både i forbindelse
med
opkrævning og inddrivelse.
I forslaget til stk. 3 præciseres det, at de kommunale
og statslige fordringshavere efter anmodning fra skyldneren har mulighed for
at
tillade afdragsvis betaling som led i opkrævningsarbejdet. Det er tanken, at
fordringshaveren pr. kulance under hensyn til det skyldige beløbs størrelse
skal kunne bevilge skyldneren en udvidet betalingsfrist (henstand), hvis der
f.eks. foreligger midlertidige likviditetsproblemer. Der kan også være tale
om
at indgå en betalingsaftale med skyldneren, hvor f.eks. et forfaldent beløb
kan
afdrages i rater.
Fordringshaverne kan endvidere give henstand inden for en
rimelig tidsramme og under hensyntagen til gældens størrelse.
I det omfang skyldneren i forvejen er kendt af
fordringshaveren, f.eks. som social klient i den kommunale socialforvaltning,
vil kendskabet til skyldnerens økonomiske og sociale situation selvsagt kunne
indgå i vurderingen af, om kommunen som fordringshaver finder det rimeligt og
hensigtsmæssigt at tillade afdragsvis betaling eller henstand frem for at
oversende fordringen til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden under
Skatteministeriet.
På den anden side er det ikke hensigten, at den enkelte
fordringshaver skal afkræve skyldneren dokumentation eller indhente
yderligere
oplysninger om skyldnerens forhold med henblik på at foretage
betalingsevnevurdering
for at kunne tillade en betalingsordning eller henstand som nævnt.
Mulighederne
er tænkt som et ”kulant ekspeditionsagtigt” redskab, der ikke
kræver
ressourceanvendelse af nævneværdigt omfang hos den enkelte fordringshaver.
Som
en naturlig opfølgning på henstandsordningen skal fordringshaveren kunne
indgå
aftale med skyldneren om en korterevarende betalingsordning.
Endvidere skal det understreges, at der er tale om et
supplerende frivilligt opkrævningsredskab til fordringshaverne.
Derfor foreslås det, at fordringshavernes afgørelser om
henstand med eller afdragsvis betaling af fordringer ikke kan indbringes for
højere administrativ myndighed. Det bemærkes, at en sådan afskæring af
klageadgangen
findes ubetænkelig, idet en egentlig vurdering af spørgsmålet om afdragsvis
betaling og/eller henstand senere skal ske ved
restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvis afgørelse kan indbringes for – som alt overvejende hovedregel
–
Landsskatteretten, jf. den foreslåede § 4, stk. 1.
På områder, hvor der allerede er eller vil blive fastsat
opkrævningsregler svarende til den foreslåede betalings- eller
henstandsordning
i stk. 3, eller som indeholder en tilsvarende fleksibel
opkrævningsprocedure,
vil disse regler finde anvendelse i stedet, jf. lovforslagets § 1,
stk. 2.
Det gælder f.eks. de foreslåede tilbagebetalingsregler
efter lov om aktiv socialpolitik, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag om
konsekvensændringer som følge af samlingen af inddrivelsen i
Skatteministeriet.
Her foreslås fastsat regler om i skematisk form at
videreføre den gældende praksis på området, hvorefter der som altovervejende
hovedregel ikke indgås betalingsaftaler med personer, der fortsat modtager
hjælp, eller som har en indtægt, der ikke overstiger niveauet for hjælpen. Er
indtægten over dette niveau, fastsættes en tilbagebetalingsordning, der dog
ikke må betyde, at den pågældendes månedlige indtægt falder til under
niveauet
for hjælpen. Er der indgået en tilbagebetalingsaftale, og kommer personen
senere i en situation, hvor der ydes hjælp, eller hvor indtægten falder til
niveauet for hjælpen, gives der henstand.
Med forslaget stiles der således mod, at der ikke skal
udarbejdes en egentlig betalingsevnevurdering i forbindelse med indgåelsen af
en betalingsaftale.
Det er først, når disse opkrævningsmuligheder er udtømte,
dvs. når der foreligger misligholdelse af en betalingsaftale eller manglende
tiltrædelse af en betalingsaftale, at hele den resterende gæld kan opsiges og
overdrages til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden, såfremt den
ikke
betales straks.
Når særlige forhold taler derfor, vil fordringerne dog
kunne overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere
tidspunkt.
Det kan f.eks. være aktuelt, hvis der er krav til opkrævning vedr. f.eks.
underholdsbidrag
og daginstitutionsbetaling samtidig med, at et eller flere andre fordringer
er
overgået til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldneren vil
i
en sådan situation kunne være interesseret i en samlet afviklingsordning,
hvor
også fremtidige rater omfattes af betalingsaftalen, således at
afviklingsordningen
omfatter hele gældsforholdet. Dette kan samtidig - i fordringshavernes
interesse - sikre en samlet inddrivelse af et løbende mellemværende. Der vil
blive fastsat nærmere regler herom i medfør af bemyndigelsen i § 2,
stk. 6.
Det foreslås i stk. 4 som en betingelse for
overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes
skriftligt
af fordringshaveren om overdragelsen. I praksis kan underretningen ske som
led
i opkrævningsproceduren, f.eks. på selve opkrævningen eller - såfremt der
praktiseres en rykkerprocedure - sidste rykkerskrivelse inden overdragelsen.
I stk. 5 foreslås, at de enkelte fordringshavere hvis
de bliver bekendt med, at skyldnerens forhold er ændret væsentligt efter
overdragelse af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal
underrette
restanceinddrivelsesmyndigheden herom. Fordringshaverne kan i den forbindelse
anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at tilbagesende sagen med henblik
på,
at fordringshaveren kan tillade afdragsvis betaling eller henstand.
Fordringshaveren skal give skyldneren besked, hvis fordringen efter anmodning
tilbagesendes. Fordringer omfattet af refusionsret fra statskassen kan dog
ikke
sendes tilbage til fordringshaveren, eller den, der på vegne af
fordringshaveren, har forestået opkrævningen.
Som alternativ til en tilbagesendelse af fordringen til
fordringshaveren kan fordringshaveren anmode restanceinddrivelsesmyndigheden
om
at indgå en betalingsaftale eller henstandsaftale med skyldneren.
Hvis skyldnerens økonomiske forhold bedres, kan
fordringshaveren anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om, at inddrivelsen
intensiveres.
Bestemmelsen sigter først og fremmest på og forventes
anvendt i forhold til fysiske personer. Begrænsningen i bestemmelsen, der
undtager restancer vedrørende fordringer med refusionsret fra staten uanset
refusionens størrelse, er begrundet i, at fordringen reelt (i større eller
mindre omfang) dækker statsmidler, og derfor er det fundet hensigtsmæssigt -
også af administrative grunde - at alene restanceinddrivelsesmyndigheden har
kompetencen til at indgå betalingsaftaler, fastsætte betalingsordninger eller
bevilge
henstand eller eftergive denne type fordringer. Dette kan imidlertid ske
efter
indstilling fra den enkelte fordringshaver.
Generelt er det hensigten, at det gode samarbejde, som
f.eks. er etableret mellem Inddrivelsesmyndigheden i ToldSkat København og
”deres” fordringshavere, skal fortsætte og udbygges i forholdet
mellem restanceinddrivelsesmyndigheden
og de enkelte fordringshavere. Som led i dette samarbejde vil det være
naturligt, at en fordringshaver videregiver relevante oplysninger med henblik
på
optimering af inddrivelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden, hvilket
fordringshaverne efter forslaget som nævnt forpligtes til. Et sådant
samarbejde
vil blive yderligere understøttet i forbindelse med udviklingen af ét samlet
restancesystem, jf. omtalen i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 6, at skatteministeren bemyndiges
til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved overdragelse af
fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder om størrelsen af
fordringer, der kan tillades afdragsvis betaling eller gives henstand med
betalingen af, og om varigheden af betalings- og henstandsordninger. Der vil
endvidere blive fastsat retningslinier for de situationer, hvor det kan komme
på tale, at krav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden før de er
restante.
Der vil generelt blive lagt vægt på, at overdragelsen af
fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden så vidt muligt sker efter
objektive regler, så de er e-administrerbare - f.eks. i situationer, hvor en
skyldner hverken i form af betaling eller henvendelse reagerer på en
opkrævning
og rykkerskrivelser fra fordringshavere.
Skatteministeren foreslås endvidere bemyndiget til at
fastsætte regler om, at fordringer skal overdrages i elektronisk form.
Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastlægge de elektroniske
snitflader mellem fordringshavere og restanceinddrivelsesmyndigheden. Det er
i
den forbindelse et selvstændigt mål, at al sædvanlig dataudveksling skal ske
elektronisk. Indtil et nyt fælles restancesystem idriftsættes, vil den
elektroniske
udveksling mellem fordringshaverne og restanceinddrivelsesmyndigheden skulle
ske med udgangspunkt i de eksisterende IT-systemer.
Til § 3
Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden indtræder
i samtlige rettigheder og forpligtigelser, der er knyttet til de enkelte
fordringer mv., til brug for kravets afvikling. Det vil bl.a. sige, at de
inddrivelsesredskaber, som den enkelte fordring er tillagt i lovgivningen,
eller andre kreditorbeføjelser, som følger af praksis, kan anvendes af
restanceinddrivelsesmyndigheden. Det drejer sig bl.a. om udpantningsret,
lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, indberetning til
kreditoplysningsbureauer,
dækningsrækkefølge, indgivelse af konkursbegæring, tiltrædelse af
akkordordninger og gældssaneringsforslag og eftergivelse og henstand.
Grundtanken i indsatsstrategien på Skatteministeriets
område er en differentieret indsats overfor henholdsvis medspiller og
modspiller. Denne segmentering forventes fortsat i den nye
inddrivelsesorganisation.
Restanceinddrivelsesmyndighedens udfordring er dermed at få en restance
afviklet på den mest hensigtsmæssige måde med anvendelse af færrest mulige
ressourcer. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor også skulle
tilrettelægge og prioritere inddrivelsesindsatsen efter skyldnernes vilje og
evne til at afvikle deres mellemværende med det offentlige. De mere
indgribende
tvangsinddrivelsesskridt som lønindeholdelse og udpantning vil derfor som
udgangspunkt ikke blive anvendt over for skyldnere, som indgår og overholder
en
afviklingsordning, som kan eliminere restancen. Udlæg kan som hidtil tages i
anvendelse til f.eks. sikring af en restance under en betalings- eller
henstandsordning.
I forslaget til stk. 2 præciseres det, at
restanceinddrivelsesmyndigheden kan tillade afdragsvis betaling eller
henstand
med betalingen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan under iagttagelse af
forvaltningsloven, persondataloven og databeskyttelsesdirektivet, jf. nærmere
nedenfor, indhente oplysninger om skyldneren, der er nødvendige for en
optimal
opgavevaretagelse, som omfatter skyldig hensyntagen til sociale og økonomiske
forhold ved fastlæggelsen af niveauet for inddrivelsesindsatsen og valg af
inddrivelsesinstrument.
Indtil etablering af et nyt fælles restancesystem, jf. ovenfor
under de almindelige bemærkninger, afskrives fordringerne efter de nugældende
regler og praksis, afhængigt af hvilket restancesystem indbetalingen
registreres
i. Efter de nugældende regler, der hviler på de almindelige formueretlige
grundsætninger, øremærker debitor sine betalinger til kreditormyndighederne
enten ved at bruge et bestemt girokort, betale til en bestemt konto over
netbank eller ved på anden vis at indbetale et beløb til en bestemt
kreditormyndighed. Kreditormyndigheden afskriver herefter indbetalingen på
debitors konto i overensstemmelse med debitors direkte eller indirekte
angivelse af, hvilket krav indbetalingen skal anvendes til dækning af. Hvis
en
sådan øremærkning ikke er angivet, f.eks. fordi der er tale om en
acontobetaling, afskriver kreditormyndigheden som udgangspunkt indbetalingen
på
det for debitor mest bebyrdende krav. Af særlige byrdefulde krav kan nævnes
rentebærende skyld i forhold til ikke-rentebærende skyld. Disse principper
anvendes, hvor der ikke i lovgivningen er fastsat en dækningsrækkefølge. Et
eksempel på lovbestemt dækningsrækkefølge findes i lov om Det Fælles
Lønindeholdelsesregister,
hvor det fastsættes, at dækning af skattekrav går forud for dækning af alle
andre krav, dog således af underholdsbidrag dækkes efter skattekrav, men
forud
for øvrige krav.
I relation til underholdsbidragskrav vil den gældende
praksis, hvorefter private bidragskrav har fortrinsret for offentlige
bidragskrav, blive videreført.
Det er planen, at der i forbindelse med etableringen af et
nyt fælles restancesystem - efter nærmere analyse og under inddragelse af de
berørte parter - skal fastlægges en fælles dækningsrækkefølge for samtlige
krav, der administreres af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Endvidere foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden
får adgang til inden for rammerne af persondataloven og forvaltningsloven hos
andre offentlige myndigheder og registre samt hos pengeinstitutter og hos
Værdipapircentralen at indhente oplysninger om skyldnerens økonomiske
forhold,
herunder bankindeståender, renteindtægter mv., værdipapirbeholdninger,
arbejdsmæssige forhold, boligmæssige forhold m.v. i det omfang sådanne
oplysninger er en forudsætning for varetagelse af inddrivelsesopgaven.
For så vidt angår forslaget om adgang til at indhente
oplysninger hos pengeinstitutter vil der alene være tale om, at
restanceinddrivelsesmyndigheden kan rekvirere oplysninger svarende til dem,
som
pengeinstitutterne allerede skal indberette en gang om året til
skattemyndighederne i medfør af skattekontrolloven. Den eneste ændring er, at
det som led i inddrivelsesarbejdet skal være muligt at indhente aktuelle
oplysninger i forbindelse med behandlingen af en konkret inddrivelsessag.
På kort og mellemlang sigt skal
restanceinddrivelsesmyndigheden som nævnt benytte de eksisterende 10
IT-systemer i opgavevaretagelsen. Dette indebærer, at dataejerskabet for
oplysninger i kommunale registre for visse oplysningers vedkommende skal
overgå
til restanceinddrivelsesmyndigheden. Oplysningerne i de kommunale systemer er
integrerede,
og adgang til oplysningerne kan ikke umiddelbart begrænses. Det vil derfor i
en
overgangsperiode være nødvendigt at opretholde de eksisterende
adgangsmuligheder, eventuelt i form af delt dataejerskab til visse
oplysningstyper.
Der vil i overgangsperioden være øget fokus på sikkerhed og kontrol.
Ligesom det i dag er tilfældet i ToldSkat, vil der ikke
blive givet en generel adgang for ansatte i restanceinddrivelsesmyndigheden
til
alle oplysninger i myndighedens IT-systemer. Adgang og autorisation til
oplysninger,
der er relevante for løsningen af opgaver, vil ske efter en forudgående
konkret
vurdering af ledende medarbejdere.
Det følger i øvrigt af de almindelige regler i
forvaltningslovens § 32, at medarbejdere i
restanceinddrivelsesmyndigheden
ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for
udførelsen
af den pågældendes opgaver.
Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter
regler fastsat af skatteministeren skal stille visse oplysninger om restancer
til rådighed for fordringshavere. Videregivelsen vil dog kun omfatte data,
der
er genereret hos restanceinddrivelsesmyndigheden, under iagttagelse af
reglerne
om indsamling, registrering og videregivelse af personoplysninger i
forvaltningsloven, persondataloven og databeskyttelsesdirektivet. Den
elektroniske videregivelse af oplysninger kan ifølge forslaget alene ske til
fordringshavere/opkrævningsmyndigheder og vil være begrænset til oplysninger
om
restancens størrelse i forhold til vedkommende fordringshaver, og om der
foreligger restancer, dvs. uden beløbsmæssig specifikation, i forhold til
andre
fordringshavere. Indtil det nye restancesystem kan tages i brug, vil de
omhandlede oplysninger blive stillet til rådighed, i det omfang de
eksisterende
systemer indeholder og kan håndtere oplysningerne.
Forskrifter, der udstedes i medfør af bemyndigelsen, vil
blive sendt i høring hos Datatilsynet i henhold til persondatalovens
§ 57.
Det foreslås endvidere, at skatteministeren kan fastsætte
nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens kompetencer og
tilrettelæggelse af inddrivelsesarbejdet m.v.
Bemyndigelsen vil bl.a. blive anvendt til at fastsætte
nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af
kreditorbeføjelser og som omtalt ovenfor indhentelse af oplysninger om
skyldneres indkomstforhold, sociale forhold, formueforhold og bopælsforhold
mv.
Endvidere vil der skulle fastsættes regler om, at der på
kort sigt alene vil ske fordeling og afregning til fordringshavere via de
eksisterende systemer. Der vil eventuelt også skulle ske teknisk tilretning
af
ToldSkats økonomisystemer samt opkobling til og etablering af procedurer til
afregning med de eksisterende inddrivelsessystemer. I takt med ibrugtagningen
af et nyt fælles restancesystem vil afregning alene ske fra det nye system,
og
fra det tidspunkt vil afregning til fordringshaverne også kunne ske via
Statens
KoncernBank. Det vil efter inddragelse af de berørte parter blive fastlagt,
hvor tit der skal ske afregning, og om afregning i stedet skal ske direkte i
statsregnskabet
af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Til § 4
Det foreslås i stk. 1, at alle klager over
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser skal indbringes for
Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Herudover
foreslås det, at der etableres en remonstrationsordning for klager på
inddrivelsesområdet, jf. endvidere nedenfor.
Forslaget til stk. 2 indeholder en bemyndigelse til
skatteministeren om at fastsætte de nærmere regler for klageadgangen og
-behandlingen. I overensstemmelse med regeringens skattestop vil der ikke
skulle betales afgift efter de almindelige regler ved oversendelse af en
klage
til Landsskatteretten. Til gengæld foreslås inddrivelsessagerne undtaget fra
reglerne om omkostningsgodtgørelse i skattesager.
Restanceinddrivelsesmyndighedens
afgørelser vil omfatte alle offentlige krav og ikke kun skattekrav. Det må
forventes, at klagerne til Landsskatteretten over afgørelser fra
inddrivelsesområdet
kun sjældent vil afspejle skattelovgivningens komplikationsgrad.
Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at
formalisere en egentlig remonstrationsordning for klager på
inddrivelsesområdet. Det indebærer, at klagen skal indsendes til
restanceinddrivelsesmyndigheden inden klagefristens udløb. Hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden efter en ny vurdering finder anledning til at
genoptage sagen og klageren indvilliger heri, træffer
restanceinddrivelsesmyndigheden
på ny afgørelse i sagen. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden efter en ny
vurdering kan give klageren delvist medhold, skal
restanceinddrivelsesmyndigheden
samtidig oplyse klageren om, at klagen kan fastholdes, hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden
får besked herom inden 1 måned efter, at klageren har fået meddelelse om
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse i sagen. Hvis den oprindelige
afgørelse ikke ændres, eller hvis klagen fastholdes, sender
restanceinddrivelsesmyndigheden
klagen til Landsskatteretten. Herved gives der mulighed for, at kun klager af
en vis økonomisk og juridisk tyngde indbringes for Landsskatteretten.
Da klager på inddrivelsesområdet ikke har opsættende
virkning, vil bemyndigelsen blive anvendt til at fastsætte en frist på 1
måned
for Landsskatterettens klagesagsbehandling regnet fra det tidspunkt, hvor
sagen
foreligger fuldt oplyst for Landsskatteretten, dvs. efter indhentelse af
eventuelle yderligere oplysninger til brug for sagsbehandlingen og eventuel
partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Det forudsættes endvidere, at forslaget om, at
Landsskatteretten i forbindelse med kommunalformen på skatteområdet, jf. det
samtidigt fremsatte lovforslag herom, efter bestemmelser fastsat af
retspræsidenten skal kunne afgøre visse sagstyper uden deltagelse af læge
retsmedlemmer, skal finde anvendelse for inddrivelsessagerne, svarende til at
disse klagesager hidtil i overvejende grad har været behandlet af embedsmænd
uden lægmandsmedvirken. Endelig forudsættes de foreslåede regler om, at
Landsskatteretten i visse tilfælde kan anmode told- og skatteforvaltningen om
at udarbejde en sagsfremstilling tilsvarende skal finde anvendelse for
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser.
Forslaget til stk. 3 indebærer, at indsigelser mod
udlæg som hidtil vil blive behandlet af fogedretterne efter reglerne i
skatteinddrivelsesloven. Udlæg er i modsætning til de øvrige
”inddrivelsesredskaber” ikke administrative afgørelser, der er
omfattet af
reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven. Der er derimod tale om
judiciel
virksomhed, og sagerne behandles efter reglerne om tvangsfuldbyrdelse i
retsplejeloven.
Til § 5
I stk. 1 foreslås det, at loven tillægges virkning fra
den 1. oktober 2005.
Samlingen af inddrivelsesopgaven hos
restanceinddrivelsesmyndigheden foreslås i stk. 2 at ske den 1. oktober
2005. Det betyder, at verserende inddrivelsessager skal overgå til videre
behandling
fra den oprindelige inddrivelsesmyndighed til restanceinddrivelsesmyndigheden
fra dette tidspunkt. Det forudsættes, at restanceinddrivelsesmyndigheden
træffer aftale med de enkelte fordringshavere vedrørende den praktiske
fremgangsmåde
i forbindelse med sagsoverførslen. Skatteministeren foreslås bemyndiget til
at
fastsætte regler for den praktiske gennemførelse af overdragelsen af opgaver
og
personale fra kommunerne mv. til staten, jf. endvidere bemærkningerne til
§ 14.
Organiseringen af den fusionerede inddrivelsesopgave skal
sikres via en ny organisering og lokalisering af opgaven svarende til
udfordringerne på ligningsopgaven. Der skal således ske en ny lokalisering,
etableres en ny organisation og ledelsesstruktur, samt en infrastruktur.
Overførslen
af personale mv. vil skulle ske efter forhandling med de enkelte kommuner og
efter reglerne i §§ 6-13.
I overgangsperioden vil IT-understøttelsen i videst mulig
omfang fortsat ske ved brug af eksisterende IT-løsninger og uden nogen reel
integration mellem systemerne. Indtil der er udviklet et nyt fælles
restancesystem,
håndterer restancemyndigheden personskatterestancerne og de kommunale
restancer
i et eller flere kommunale restancesystemer.
Det forudsættes, at de fordringstyper, der overføres fra
kommunerne, kan administreres ens uanset kreditorkommune. Der vil således ske
en ensretning af sagsbehandlingspraksis.
Det foreslås i stk. 3, at lovens regler om klage til
Landsskatteretten har virkning for klager over afgørelser om inddrivelse, der
er truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis klagen modtages den 1.
oktober 2005 eller senere.
Vedrørende klagesager om inddrivelse, der verserer, når
loven får virkning, foreslås det i stk. 4, at disse sager overgår til
afgørelse i Landsskatteretten den 1. januar 2006, såfremt der på dette
tidspunkt ikke er truffet afgørelse i sagen af den oprindelige klageinstans.
Til § 6
Bestemmelsen i stk. 1 regulerer hvilke dele af de
kommunale aktiver, Skatteministeriet overtager. Bestemmelsen regulerer
endvidere hvilke kommunale rettigheder og pligter, Skatteministeriet
indtræder
i.
Det drejer sig om aktiver samt rettigheder og pligter, der
udelukkende er knyttet til varetagelsen af inddrivelsesopgaven.
Bestemmelsen omfatter samtlige rettigheder og pligter, der
på tidspunktet for overførslen af inddrivelsesopgaven tilkommer henholdsvis
påhviler den kommune, hvorfra inddrivelsesopgaven overføres, ligesom
bestemmelsen omfatter samtlige aktiver. Det gælder uanset karakter,
retsgrundlag
og stiftelsestidspunkt for de omhandlede aktiver samt rettigheder og pligter.
Bestemmelsen omfatter således rettigheder og pligter indgået på såvel
offentligretligt som privatretligt grundlag. Dette lovfæstede princip om fuld
succession vil indebære, at Skatteministeriet f.eks. indtræder i aftaler om
leje af lokaler, kontrakter om leje af løsøre eller kontrakter om
tjenesteydelser på de vilkår, som kommunen m.fl. har påtaget sig. Sker der
ikke
overførsel, fordi der alene er delvis tilknytning til inddrivelsesopgaven, og
der foreligger f.eks. kontraktforhold overfor tredjepart, vil det fortsat
være
den pågældende kommune, der er forpligtet.
Bestemmelsen omfatter aktiver samt rettigheder og pligter,
der eksisterer på tidspunktet for overførslen af inddrivelsesopgaven.
Bestemmelsen omfatter således ikke aktiver
mv., der erhverves på et senere tidspunkt.
Bestemmelsen omfatter dog alene aktiver samt rettigheder og
pligter, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af inddrivelsesopgaven.
Det afgørende er i den forbindelse den konkrete anvendelse af det pågældende
aktiv, henholdsvis hvorvidt, en rettighed eller en pligt er pådraget,
tilkommer
eller påhviler kommunen i forbindelse med varetagelsen af
inddrivelsesopgaven.
Det er den konkrete anvendelse på tidspunktet for overførslen af
inddrivelsesopgaven,
der er afgørende, ikke en eventuel tidligere anvendelse.
Bestemmelsen medfører endvidere, at Skatteministeriet
generelt indtræder i kommunens sted i forhold til samarbejder med myndigheder
og private, der udelukkende knytter sig til varetagelsen af
inddrivelsesopgaven.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at bestemmelserne om, at
Skatteministeriet overtager aktiver, der udelukkende er knyttet til
varetagelse
af den kommunale inddrivelsesopgave, ikke finder anvendelse for fast ejendom.
Kommunerne beholder således de pågældende ejendomme, og staten undgår at
skulle
overtage ejendomme, som der på sigt ikke er anvendelse for.
For at sikre et velordnet forløb for lokalisering både af
hensyn til de ansatte og af hensyn til varetagelsen af inddrivelsesopgaven
fastsættes
med stk. 2, 2. pkt., en ret for Skatteministeriet til at leje fast ejendom,
der
af den pågældende kommune udelukkende er anvendt til inddrivelsesopgaven, og
som Skatteministeriet ønsker at anvende til dette formål fremover. Denne ret
omfatter også ret til at leje dele af kommunale ejendomme, f.eks. lokaler i
rådhuse eller større forvaltningsbygninger, som hidtil har været anvendt til
varetagelse af den kommunale inddrivelsesopgave, og som Skatteministeriet
fortsat ønsker at anvende til inddrivelsesopgaven. Udøves retten til at indgå
sådanne lejemål forudsættes, at Skatteministeriet betaler sædvanlig
markedsleje
for lejemålet. Der kan være tale om lejemål af såvel kortere som længere
varighed.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at der kan indgås aftale
med den enkelte kommune om, at staten ved Slots- og Ejendomsstyrelsen
umiddelbart,
dvs. uden udbud, overtager en fast ejendom, der helt eller delvist er knyttet
til den kommunale varetagelse af inddrivelsesopgaven. Bestemmelsen supplerer
Skatteministeriets ret til at leje fast ejendom eller dele heraf for de
tilfælde, hvor såvel Skatteministeriet som en kommune har interesse i, at en
ejendom overføres til staten. Overførslen vil ske i form af, at staten
overtager den faste ejendom fra kommunen til markedspris.
Til § 7
Bestemmelsen regulerer, hvilke dele af de kommunalt
ansatte, der følger med inddrivelsesopgaven til ansættelse i staten.
Efter bestemmelsen drejer det sig ikke kun om kommunalt
ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med
varetagelsen
af inddrivelsesopgaven, men også om en forholdsmæssig del af de kommunalt
ansatte, der ikke udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med
varetagelsen
af opgaver, som fortsat skal varetages i kommunalt regi. Herved sikres, at
også
kommunalt ansatte, der er beskæftiget med generelle funktioner, kan overgå
til
ansættelse i staten.
Den konkrete afgrænsning af det personale, der overføres,
fastlægges ved aftale mellem den statslige ansættelsesmyndighed og den
enkelte
kommunalbestyrelse.
Det forudsættes, at de berørte myndigheder tilvejebringer
og meddeler de oplysninger, udleverer de dokumenter og yder den bistand i
øvrigt, der er nødvendig for gennemførelsen af denne personaleoverførsel.
Bestemmelser om personalets ansættelsesvilkår ved ansættelsen
i staten er fastsat i § 8 og § 9. Den foreslåede regulering er i
overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk Folkeparti om en
kommunalreform.
Til § 8
Lov om lønmodtageres retsstilling ved
virksomhedsoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002,
finder ikke anvendelse på overførsel af administrative funktioner mellem
offentlige administrative myndigheder, jf. virksomhedsoverdragelseslovens
§ 1, stk. 2.
Det indebærer bl.a., at virksomhedsoverdragelsesloven ikke
finder anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver.
Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for
samtlige overenskomstansatte, ansatte i henhold til bestemmelser om løn- og
arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed
(tjenestemandslignende ansatte), og ansatte efter individuel aftale, der som
nævnt i § 7 overføres fra kommunal ansættelse til ansættelse i staten,
bestemmes, at lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse
skal finde tilsvarende anvendelse for ansatte, som ikke er direkte omfattet
af
virksomhedsoverdragelsesloven.
Derved sikres alle overenskomstansatte mv. ensartede
rettigheder efter loven, herunder bl.a. at de pågældendes ansættelsesvilkår
skal videreføres uændret med den nye ansættelsesmyndighed som ny part,
ligesom
de pågældende bliver omfattet af lovens særlige bevisbyrderegler, der
beskytter
de ansatte mod usaglige afskedigelser som følge af kommunalreformen.
Bestemmelsen præciserer på den anden side, at de
overenskomstansatte mv. som udgangspunkt er forpligtet til efter
kommunalreformen at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelsen i staten.
Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som
følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes forslaget at medføre en
forbedret
retsstilling for de overenskomstansatte mv., som efter de gældende regler
ikke
er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
For så vidt angår ansatte, der er ansat på
tjenestemandslignende vilkår er der i § 9, stk. 6, fastsat regler
vedrørende
pensionsforpligtelser over for de pågældende. Der henvises til bemærkningerne
til § 9, stk. 6.
Til § 9
Efter stk. 1 bestemmes, at de tjenestemænd, der
overføres efter § 8, overgår
til ansættelse i staten på vilkår, der
i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
De pågældende ansættes som statstjenestemænd i henhold til
tjenestemandslovgivningen og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold
til denne lovgivning.
Det vil ved den pensionsmæssige indplacering i staten blive
sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den
pensionsret, der er optjent i kommunalt regi. Tilsvarende vil de pågældende
ved
indplacering i de lønsystemer, der gælder i staten, blive sikret mod
lønnedgang
som følge af overgangen.
Bestemmelsen indebærer, at ansættelsesmyndigheden er
vedkommende nye statslige ansættelsesmyndighed, og at ansættelsesområdet er
det
samme som for andre tjenestemænd, der ansættes i denne statslige
ansættelsesmyndighed.
Overgangen til ansættelse i staten vil ikke i sig selv være
en forflyttelse. De pågældende tjenestemænd vil således ikke kunne kræve sig
afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve
overgangen
til ansættelse i staten.
Endvidere indebærer bestemmelsen, at de pågældende
tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden
passende stilling inden for det nye ansættelsesområde.
Ved vurderingen af, om en anden stilling kan anses for
passende, vil det blandt andet skulle indgå, at ændringen af
ansættelsesområdet
sker som led i den generelle kommunalreform. Det betyder, at de pågældende
tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende
stilling inden for det nye ansættelsesområde, som de ikke ville have været
forpligtet til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige
ansættelsesområde.
Det gælder dog ikke, hvis forpligtelsen til inden for
rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte
være
af særlig indgribende karakter over for den enkelte.
Efter stk. 2 bestemmes, at det er staten, der i forhold
til tjenestemanden er forpligtet til at udbetale tjenestemandspensionen.
Efter stk. 3 bemyndiges finansministeren til efter
forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren og drøftelse med de
kommunale
parter at fastsætte regler om beregning og eventuel fordeling mellem den
hidtidige
og den nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen for tjenestemænd,
der
overføres efter loven.
Bestemmelsen indebærer således, at
tjenestemandspensionsforpligtelsen vil blive fordelt mellem den hidtidige
ansættelsesmyndighed og den nye ansættelsesmyndighed. Om beregningen af de
pensioner,
der skal udbetales, henvises til stk. 4.
Efter stk. 4 bemyndiges finansministeren til efter
forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren og drøftelse med de
kommunale
parter at fastsætte regler for forskellige andre pensionsspørgsmål vedrørende
beregning, administration, refusion, revision mv. for de pensioner, der skal
udbetales til de overførte tjenestemænd mv., herunder ægtefælle- og
børnepension samt opsatte pensioner. Bemyndigelsesbestemmelsen omfatter alene
pensioner, der er omfattet af bestemmelserne i st. 2 og 3.
Det fastsættes med stk. 6, at bestemmelserne i
stk. 2-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte med en
pensionsordning,
der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemændenes
pensionsordninger.
Bestemmelsen omfatter således ansatte, der er ansat på tjenestemandslignende
vilkår, og som overføres efter § 7.
Bestemmelsen regulerer alene spørgsmål vedrørende
pensionsforpligtelsen for de ansatte, der er ansat på tjenestemandslignende
vilkår. De pågældende ansattes rettigheder og pligter i forbindelse med
overførslen efter § 7 reguleres af bestemmelsen i 8.
Henvisningen til stk. 2 indebærer, at det er den nye
ansættelsesmyndighed, hvortil den pågældende ansatte overføres, som i forhold
til den pågældende ansatte er forpligtet til at udbetale pensionen.
Eksisterer den hidtidige ansættelsesmyndighed efter den 1.
oktober 2005 fastsætter finansministeren efter forhandling med indenrigs- og
sundhedsministeren regler om beregning og eventuel fordeling mellem den
hidtidige og nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen for ansatte,
der
er ansat på tjenestemandslignende vilkår, jf. henvisningen til stk. 3.
Der
henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 3.
Henvisningen til stk. 4 indebærer, at finansministeren
efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler
om
beregning, administration, refusion, revision mv. af pensionen for ansatte,
der
er ansat på tjenestemandslignende vilkår. Af henvisningen til stk. 5
følger det, at finansministeren træffer afgørelse om tvivlsspørgsmål i
henhold
til stk. 3 og 4.
Til § 10
Det fastsættes, at overførslen af aktiver, rettigheder og
pligter samt ansatte i forbindelse med overflytning af inddrivelsesopgaven,
skal ske efter aftale mellem de berørte kommuner og Skatteministeriet.
Tilsvarende gælder udmøntningen af retten til at leje fast ejendom, eller
lokaler, der har været helt eller delvist anvendt til den kommunale
varetagelse
af inddrivelsesopgaven.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger er det
forventningen, at den konkrete overførsel m.m. vil kunne ske ved aftaler på
grundlag af forhandlinger mellem parterne. Forhandlingerne skal føres med
henblik på, at der senest den 15. juni 2005 kan indgås aftale mellem den
enkelte kommune og Skatteministeriet. Aftale kan kun indgås ved enighed
mellem
disse myndigheder. Kan der kun opnås enighed om dele af overførslen, kan der
indgås aftale alene for disse forhold.
Kan der ikke senest den 15. juni 2005 indgås aftale, kan
medvirken af det særlige nævn være fornøden, jf. § 11. Er der indgået
delaftaler, medvirker nævnet kun for de dele, der falder uden for aftalerne.
Til § 11
Det fastsættes i stk. 1, at skatteministeren kan
nedsætte et nævn, der træffer beslutning om overførsel og eventuelle vilkår
om
betaling samt lejeaftaler efter § 10, hvis der ikke senest den 15. juni
2005 er indgået aftale herom. Efter det foreslåede stk. 2 har nævnet 4
medlemmer, der udpeges af skatteministeren. Finansministeren indstiller ét
medlem, der tillige er nævnets formand. Kommunernes Landsforening indstiller
to
medlemmer.
Med bestemmelsen i stk. 3 præciseres dels nævnets
beslutningsregler, og dels at nævnets beslutninger ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed. Bestemmelsen indebærer, at nævnets
beslutninger
ikke kan påklages.
Nævnets beslutninger vil dog kunne undergives
domstolsprøvelse. Nævnets virksomhed er endvidere omfattet af Folketingets
Ombudsmands
kompetence.
Efter stk. 4 kan skatteministeren fastsætte de nærmere
regler for nævnets virksomhed, herunder om finansiering og
sekretariatsbetjening.
Til § 12
Med bestemmelsen undtages forhandlinger, aftaleindgåelse og
beslutninger efter lovens §§ 10 og 11 fra forvaltningslovens regler om
partsaktindsigt, partshøring og begrundelse, jf. forvaltningslovens kapitel
4,
5 og 6.
Den foreslåede bestemmelse skal ses på baggrund af den
særlige situation, der opstår med samlingen af inddrivelsesopgaven som led i
kommunalreformen, hvor der skal ske overførsler af aktiver, rettigheder og
pligter samt ansatte mellem myndigheder. Der er tale om en kompliceret
proces,
som skal foregå inden for en snæver tidsramme - inden samlingen af
inddrivelsesopgaven
træder i kraft den 1. oktober 2005 - og hvor der som udgangspunkt ved
forhandling skal tages stilling til den samlede fordeling af aktiver,
rettigheder og pligter samt ansatte, hvilket indebærer, at den konkrete
fordeling af aktiver, rettigheder og pligter samt ansatte i visse tilfælde
vil
kunne ske skønsmæssigt, og uden at det ud fra en retlig betragtning kan
fastlægges, at den konkrete fordeling, der sker ved aftaleindgåelse eller
nævnsbeslutning, er den eneste mulige fordeling, der kan ske i
overensstemmelse
med lovens regler.
Forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, partshøring og
begrundelse er derfor ikke egnede til denne proces. Hensynet til
myndighedernes
interesse i at være bekendt med dokumenterne i sagen og kunne fremsætte
udtalelse herom er tilgodeset med regler om indgåelse af aftale m.m., der
baserer
sig på forhandlinger mellem de pågældende myndigheder. I tilfælde, hvor
nævnet
træffer beslutning, vil der endvidere blive fastsat regler om, at det skal
ske
efter drøftelse med myndighederne.
Bestemmelsen i § 12 indebærer ikke, at de ansatte, som
vil blive overført efter § 7, ikke vil blive inddraget i processen. Om
inddragelsen af de ansatte henvises til de almindelige bemærkninger og
bemærkningerne til § 13.
Hensynet til de ansatte, som overføres efter loven, vil
således blive tilgodeset på anden måde end ved forvaltningslovens regler. Det
bemærkes, at forvaltningslovens bestemmelser heller ikke i forhold til de
ansatte er egnede i forbindelse med samlingen af inddrivelsesopgaven som led
i
kommunalreformen, idet den endelige stillingtagen til fordelingen af aktiver,
rettigheder og pligter samt ansatte, som nævnt vil kunne ske skønsmæssigt, og
uden at det kan fastlægges, at fordelingen er den eneste mulige fordeling,
der
kan ske efter lovens regler.
Til § 13
Efter stk. 1 fastsættes, at den myndighed, hvorfra der
overføres opgaver, for så vidt angår overførslen af ansatte skal orientere
repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet mm. efter § 10, jf.
§ 7.
Bestemmelsen indebærer en pligt for myndigheden til at
orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkast mm. efter § 10,
1
pkt. Orienteringen sker med henblik på at sikre de ansattes repræsentanter
det
bedst mulige grundlag for at fremkomme med synspunkter og ønsker med hensyn
til
den del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af de ansatte, herunder
spørgsmålet om antallet af ansatte der overføres, hvilke ansatte der efter
myndighedens udkast skal overføres, og hvorledes de ansatte skal fordeles
mellem de modtagende myndigheder.
Det forudsættes således, at de ansatte og deres
repræsentanter på passende tidspunkter, herunder forinden aftaleudkastet er
udarbejdet, orienteres om den procedure, der skal fastlægge fordelingen, og
at
de ansatte og de ansattes repræsentanter har mulighed for at fremsætte
forslag
og ønsker, herunder til fordelingen af ansatte, som kan indgå i forbindelse
med
myndighedens udarbejdelse af aftaleudkastet, jf. bemærkningerne til
stk. 3. Bestemmelsen begrænser således ikke de enkelte ansattes adgang
til
at fremsætte ønsker til fordelingen.
Orienteringen forudsættes at ske i overensstemmelse med de
aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes
repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg,
samarbejdsudvalg
m.v.
Orienteringen skal ske på et passende tidspunkt, inden der
efter § 10 indgås aftale på grundlag af udkastet, således at de
synspunkter, som de ansattes repræsentanter fremsætter til aftaleudkastet,
kan
indgå i myndighedens overvejelser om, hvorvidt der skal ske tilpasninger af
aftaleudkastet, forinden indgåelse af aftale.
Bestemmelsen er – sammen med bestemmelserne i stk. 2-4
– et supplement til myndighedens pligt til efter
virksomhedsoverdragelseslovens
§ 5 i rimelig tid inden overtagelsen at underrette lønmodtagernes
repræsentanter
m.v. om datoen for overdragelsen, årsagen til overdragelsen, overdragelsens
juridiske, økonomiske og sociale følger for lønmodtagerne samt eventuelle
foranstaltninger
for lønmodtagerne, der ikke er en følge af den almindelige ledelsesret.
Efter det foreslåede stk. 2 skal den myndighed,
hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte
berøres af overførslerne, så hurtigt som muligt orientere repræsentanter for
de
ansatte om aftalen, jf. § 10, eller beslutningen, jf. § 11.
Orienteringen forudsættes at ske i overensstemmelse med de
aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes
repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg,
samarbejdsudvalg
m.v.
Orienteringen skal ske så hurtigt som muligt efter
aftaleindgåelsen eller nævnsbeslutning.
Orienteringspligten påhviler både den myndighed, hvorfra
der overføres ansatte efter loven, og den eller de myndigheder, hvis ansatte
berøres af overførslerne. Der påhviler således alene andre myndigheder end
den
afgivende myndighed en orienteringspligt, hvis myndigheden har ansatte der
berøres
af overførslerne.
Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes
underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens
§ 5, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere
supplere
de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de
ansattes
repræsentanter.
Det fastsættes med stk. 3, at den myndighed, hvorfra
der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af
overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om og med disse
drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte om aftaleudkast,
forhandlingernes forløb, indgåelse af aftale, eller nævnsbeslutning.
Bestemmelsen indebærer en pligt til at orientere de
ansattes repræsentanter om den påtænkte fremgangsmåde for orienteringen af de
ansatte under hele delingsproceduren. Det følger endvidere af bestemmelsen,
at
myndigheden skal drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte med de
ansattes repræsentanter.
Pligten påhviler både den myndighed, hvorfra der overføres
ansatte efter loven, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af
overførslerne. Der påhviler således alene andre myndigheder end den afgivende
myndighed en pligt, hvis myndigheden har ansatte, der berøres af
overførslerne,
jf. herom bemærkningerne til stk. 2.
Bestemmelsen forudsætter således, at de ansatte før og
under forhandlingerne om fordelingen af ansatte, på passende tidspunkter
orienteres om den procedure, der skal fastlægge fordelingen. Bestemmelsen
forudsætter endvidere, at der gives de ansatte mulighed for at fremsætte
forslag til fremgangsmåden med hensyn til orienteringen og ønsker med hensyn
til indplaceringen hos den modtagende myndighed. De ansattes ønsker vil kunne
indgå i grundlaget for den afgivende og de modtagende myndigheders
forhandling.
Informationen til de ansatte om proceduren kan ske såvel
skriftligt som mundtligt, herunder ved afholdelse af møder, hvor der gives de
ansatte mulighed for at få svar på spørgsmål vedrørende proceduren for
overførslerne
og konsekvenserne heraf. Det følger af bestemmelsen, at den afgivende
henholdsvis den modtagende myndighed skal drøfte med de ansattes
repræsentanter, på hvilke måder de ansatte mest hensigtsmæssigt kan holdes
orienteret under forløbet. Orienteringen af de ansatte forudsættes at ske i
overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds
information af de ansatte.
Det forudsættes, at den afgivende myndighed og den eller de
myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, samarbejder med henblik
på
at sikre de bedst mulige rammer for at kunne give information til de ansatte
og
deres repræsentanter og at kunne formidle deres synspunkter og ønsker.
Orienteringen og drøftelserne efter bestemmelsen
forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den
pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Orienteringen
vil således kunne ske i MED-udvalg, samarbejdsudvalg m.v.
Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes
underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens
§ 5, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere
supplere
de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de
ansattes
repræsentanter.
Efter stk. 4 fastsættes, at den myndighed, hvorfra der
overføres ansatte, så hurtigt som muligt skriftligt skal orientere de
ansatte,
der overføres efter § 7, om aftaleindgåelse efter § 10 og
nævnsbeslutning
efter § 11, om overførslen til Skatteministeriet.
Bestemmelsen indebærer, at den afgivende myndighed
skriftligt skal orientere de ansatte, der skal overføres til
Skatteministeriet
herom. Orienteringen skal ske hurtigst muligt efter aftaleindgåelsen eller
nævnsbeslutningen.
Der stilles efter bestemmelsen alene krav om, at den
afgivende myndighed orienterer de ansatte om aftaleindgåelsen m.v. og om, at
den pågældende ansatte skal overføres til Skatteministeriet.
Orienteringspligten
omfatter orientering om selve overførslen, men ikke orientering om
indplaceringen
hos den nye myndighed, jf. herom nedenfor.
Bestemmelsen stiller ikke krav til, hvilke eventuelle
yderligere oplysninger den skriftlige orientering kan indeholde.
Det forudsættes, at den afgivende myndighed og
Skatteministeriet samarbejder med henblik på at sikre de bedst mulige rammer
for at kunne give information til de ansatte og deres repræsentanter og at
kunne formidle deres synspunkter og ønsker, herunder med hensyn til det nye
arbejdssted og arbejdsfunktion, jf. også bemærkningerne til stk. 3.
Det forudsættes, at den myndighed, hvortil overførslen af
den ansatte skal ske, så hurtigt som muligt giver den ansatte meddelelse om
den
pågældendes nye arbejdssted og arbejdsfunktion hos myndigheden.
Det forudsættes, at der med fastlæggelsen af indplaceringen
hos den modtagende myndighed så vidt muligt tages hensyn til den enkelte
ansattes behov og ønsker såvel med hensyn til arbejdssted som med hensyn til
opgaver.
Orienteringen af den ansatte vil i givet fald kunne ske
samtidig med en varsling over for medarbejderen af væsentligt ændrede løn- og
ansættelsesvilkår. Virksomhedsoverdragelseslovens regler indebærer, at
arbejdsgiverskiftet
i forbindelse med overførslen til en ny ansættelsesmyndighed som led i
kommunalreformen, ikke i sig selv er en væsentlig ændring af
ansættelsesforholdet, der kan begrunde en ophævelse af arbejdsaftalen fra den
ansattes side, men er en ændring, den ansatte er forpligtet til at tåle,
forudsat at der ikke sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet.
Hvis der sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet, er den
myndighed, hvorfra den ansatte overføres, forpligtet til at varsle dette
overfor den pågældende. Varslingen indebærer efter almindelige
ansættelsesretlige regler, at det hidtidige ansættelsesforhold bringes til
ophør med det individuelle opsigelsesvarsel samtidig med, at der tilbydes
genansættelse på nye vilkår. Den ansatte må herefter tage stilling til, om
vedkommende vil påtage sig stillingen på de nye vilkår eller betragte sig som
opsagt.
Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes
underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens
§ 5, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere
supplere
de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de
ansattes
repræsentanter.
Efter stk. 5 fastsættes det, at repræsentanterne for
de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i
medfør
af stk. 1. Repræsentanterne vil således ikke kunne videregive
oplysninger
herom til myndighedens ansatte eller andre.
Repræsentanterne vil imidlertid med respekt af
tavshedspligtbestemmelsen kunne drøfte delingsproceduren og forhandlingernes
forløb med de ansatte, herunder de ansattes ønsker til fordelingen m.v.
Til §14
Efter bestemmelsen bemyndiges skatteministeren til at
fastsætte regler for den praktiske gennemførelse af overdragelsen af opgaver,
personale, arkiver mv. fra kommunerne til staten. Det kan eksempelvis være
frister for gennemførelse af de enkelte dele af overdragelsen eller regler
for
konvertering af sager.
Konverteringen må forventes at ske successivt af de enkelte
kommuner og vil have fokus på først at overføre de fordringer, der er under
aktiv inddrivelse. Det forventes derfor også, at der som led i konverteringen
vil blive fastlagt regler for, at henlagte fordringer under en vis størrelse
først
skal overføres på et senere tidspunkt.
Ligeledes forventes det, at fordringshaverne i visse
tilfælde skal undlade at oversende fordringer, som der er indgået
afdragsordninger på, uagtet aftalerne overskrider de rammer, som
fordringshaverne efter konverteringen ellers kan indgå aftale indenfor, jf.
lovforslagets § 2, stk. 3, og bestemmelser herom fastsat i medfør
af
bemyndigelsen efter § 2, stk. 6. En sådan bestemmelse vil også
kunne
omfatte midlertidige aftaler. Hvis aftalen efterfølgende misligholdes,
skyldneren beder om ændring af vilkårene, eller afdragsordningen udløber
uden,
at fordringen er indfriet, skal fordringen umiddelbart sendes til
restanceinddrivelsesmyndigheden, der så vil tage stilling til det videre
forløb. Disse særlige bestemmelser må forventes kombineret med undtagelser
for
større krav og ordninger, der har en meget lang løbetid.
Derved sikres det, at skyldneren ikke ulejliges unødigt i
forbindelse med konverteringen, når der er indgået aftaler, som den nye
restanceinddrivelsesmyndighed under alle omstændigheder vil være forpligtet
til
at respektere. Ordningen vil tillige sikre, at der ikke sker noget brud i
afviklingen, hvilket ville indeholde risiko for provenutab. En sådan ordning
vil alene indeholde en udskydelse af overførslen og vil ikke pålægge
fordringshaverne
yderligere byrder ud over det, der ligger i en systemmæssig overvågning af,
at
der sker betaling.
Det forventes også, at bemyndigelsen vil blive anvendt til
at fastsætte regler for fordringshavernes pligter frem til
overdragelsestidspunktet
med hensyn til at sikre en ensartet klargøring af fordringer mv. Regler
vedrørende
bl.a. overdragelse af arkiver og andet fysisk sagsmateriale vil ligeledes
kunne
udfærdiges i medfør af bemyndigelsen.
Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastlægge,
i hvilket omfang restanceinddrivelsesmyndigheden kan afhjælpe
fordringshavernes
arbejdsbyrde i forbindelse med sagskonverteringen, herunder hvorledes den
nødvendige systemadgang skal foregå under hensyntagen til forvaltningsloven,
persondataloven
og databeskyttelsesdirektivet.
De kommunale repræsentanter vil blive inddraget i
tilrettelæggelsen af dette arbejde.
Skatteministeren vil kunne delegere denne kompetence til
embedsmænd.
Til § 15
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Høringssvar til
Forslag
til lov om til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og
Forslag
til lov om ændring af forskellige love (Konsekvensændringer som følge af lov
om
opkrævning og inddrivelse af visse fordringer – samlingen af
inddrivelsen i
skatteministeriet).
Følgende myndigheder og organisationer i alt 28 har
afgivet bemærkninger:
Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation,
Amtsrådsforeningen i Danmark, CFU – Centralorganisationernes
Fællesudvalg,
Dansk Byggeri, Dansk Industri, Dansk Landbrug, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Det Kommunale Kartel, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen,
Finansrådet, FKKA – Foreningen af Kommuner i Københavns Amt, Foreningen
af Pantefogeder
i Danmark, Frederiksberg Kommune, FTF – Funktionærernes &
Tjenestemændenes
Fællesråd, HTS- Handel, Transport og Serviceerhvervene, HK Kommunal,
Holstebro
Kommune, KTO-Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte,
Kommunaldirektørforeningen
i Danmark, Kommunale Organisationers Samarbejde – KOS, Kommunernes
Landsforening, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, Landsskatteretten, Told-
og
Skattestyrelsen.
Følgende i alt 14 har meddelt, at de ikke har
bemærkninger til lovforslaget:
Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Ejendomsforeningen
i Danmark, Foreningen af Danske Politimestre (Politimesterforeningen), FRR
Foreningen af Registrerede Revisorer, FSR – Foreningen af
Statsautoriserede
Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Grundejernes Landsorganisation, HUR
–
Hovedstadens UdviklingsRåd, Investeringsforeningsrådet, Realkreditrådet,
Rigspolitichefen, Rigsrevisionen, Skatterevisorforeningen.
Følgende i alt 36 har ikke afgivet høringssvar:
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, Børsmæglerforeningen,
Danmarks Aktive Handelsrejsende, Danmarks Rederiforening, Danmarks
Skibskreditfond, Dansk ErhvervsFremme, Dansk Handel & Service, Dansk
Iværksætterforening, Dansk Kunstnerråd, Dansk Transport og Logistik, Danske
Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Sælgere, Den
Danske Landinspektørforening, Den Danske Skatteborgerforening,
Finanstilsynet,
Forsikring og Pension, (HS) Hovedstadens Sygehusfællesskab, Håndværksrådet,
It-Brancheforeningen, Københavns Fondsbørs, Københavns og Frederiksbergs
Tjenestemænds Fællesvirksomhed, Landdistrikternes fællesråd, Landsforeningen
af
landbysamfund, Landsorganisationen i Danmark, Ledernes Hovedorganisation,
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Nationalbanken, Parcelhusejernes
Landsorganisation,
Sammenslutning af Danske Småøer, (SALA) Sammenslutning af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger, Skattechefforeningen, Stats- og Kommunalt Ansattes
Forhandlingsfællesskab, Statsansattes Kartel, Sundhedskartellet.
Bilag 2
Kommentarer til
bemærkninger, der er afgivet som led i Skatteministeriets høring over udkast
til Forslag til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og F
orslag til lov om ændring af forskellige
love (Konsekvensændringer som følge af lov om opkrævning og inddrivelse af
visse fordringer - samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet)
Modtagne høringssvar
Skatteministeriet har modtaget i alt 42 høringssvar.
Bilag 1 rummer en oversigt over, hvilke myndigheder og
organisationer, der har afgivet høringssvar, herunder hvilke der har haft
bemærkninger mv.
Bemærkninger til lovforslagene
I det følgende foretages en tværgående gennemgang af de politisk
centrale bemærkninger og forslag til ændringer af lovforslagene, som er
fremkommet i høringssvarene.
Det skal bemærkes, at ud over de punkter, der omtales i det
følgende, er der - på baggrund af høringsrunden og ministeriets egen
kvalitetssikring af lovforslagene - indarbejdet en række mere tekniske,
herunder lovtekniske ændringer i lovforslaget. Herudover er bærelovforslagets
bestemmelser om personaleoverførsler og aktiver m.v. tilpasset Indenrigs- og
Sundhedsministeriets procedureforslag.
1. Samlingen af restanceinddrivelsen i staten under
Skatteministeriet – den overordnede struktur
Advokatrådet, Dansk Byggeri, Dansk Industri, Dansk Landbrug,
Finansrådet, FTF, HTS og Told- og Skattestyrelsen, stiller sig positive i
forhold til en samling af inddrivelsen og forventer, at dette vil skabe en
mere
ensartet og retssikker inddrivelse.
DI, Dansk Landbrug, Foreningen af Pantefogeder og Told- og
Skattestyrelsen ser endvidere positivt på de yderligere regelforenklinger og
-harmoniseringer, der er varslet i forslagene.
Dansk Byggeri bemærker, at man principielt ikke finder, at private
virksomheder via lønindeholdelse skal inddrages i mellemværender mellem det
offentlige og private.
Kommentar:
Synspunktet om, at de
strukturelle ændringer skal følges op af forenkling og harmonisering af
reglerne på området, tiltrædes.
Målsætningerne på
inddrivelsesområdet om en effektiviseret, ensartet, retssikker og
gennemskuelig
sagsbehandling kan kun effektueres fuldt ud, såfremt samlingen af
inddrivelsesopgaven i staten følges op af forenklinger, objektiveringer og
harmoniseringer af de bagvedliggende regelsæt og praksis. Derfor lægges der
allerede i de foreliggende lovforslag op til forenkling af
opkrævningsreglerne
på det sociale område i forbindelse med tilbagebetaling af sociale ydelser.
Regelforenklingerne og harmoniseringerne vil fortsætte i det kommende
lovforslag om harmonisering, forenkling og objektivering af reglerne for
inddrivelse af gæld til det offentlige, som er planlagt til fremsættelse
primo
2005.
Adgangen til
lønindeholdelse, som er et væsentligt inddrivelsesinstrument, påfører i sin
nuværende udformning arbejdsgivere m.fl. en vis arbejdsbyrde. I takt med
udviklingen af de planlagte IT-løsninger på inddrivelsesområdet mv. og som
led
i Skatteministeriets generelle forenklingsarbejde er det således en
selvstændig
målsætning, at der skal ske administrative forenklinger af
lønindeholdelsesreglerne.
Dansk Landbrug opfordrer til, at de ressourcer, der
frigøres med de foreslåede ændringer, anvendes til gavn for skatteyderne og
at
fokus rettes mod rådgivning og forebyggelse frem for kontrol og sanktioner.
Foreningen opfordrer endvidere til, at implementeringen af nye IT-systemer
først iværksættes, når systemerne er fuldt ud funktionsdygtige.
Kommentar:
Skatteministeriet er enig i
de anførte synspunkter. I overensstemmelse med Skatteministeriets generelle
fokus på service vil der ved tilpasningen af indsatsstrategien på
inddrivelsesområdet i forbindelse med samlingen af opgaven med tilhørende ny
organisation blive lagt afgørende vægt på, at indsatsen løbende målrettes i
forhold til det enkelte skyldforhold således, at ressourcerne anvendes
optimalt
ved brug af de mest hensigtsmæssige og e-administrerbare
inddrivelsesinstrumenter i de forskellige situationer. I bærelovforslagets
bemærkninger er strategien omtalt som visitationsmodellen. Medspillerne, dvs.
skyldnere, der grundlæggende er indstillet på at betale deres gæld til det
offentlige, vil blive mødt med en servicebetonet afviklingsstrategi, ligesom
rådgivning og andre restanceforebyggende instrumenter vil indgå naturligt i
den
samlede indsatsstrategi på inddrivelsesområdet.
Skatteministeriet er meget
opmærksom på de IT-mæssige udfordringer, der er forbundet med etableringen af
ét nyt inddrivelsessystem til afløsning af de eksisterende 10 systemer, og
idriftsættelsen heraf vil selvsagt ikke ske uden forudgående kvalitetssikring
af systemets funktionaliteter mv.
Flere høringssvar, herunder fra KL, Foreningen af
Pantefogeder, Kommunale Organisationers Samarbejde,
Kommunaldirektørforeningen
i Danmark og Holstebro Kommune, har foreslået, at restanceinddrivelsen i
stedet
for den model, der lægges op til i lovforslagene, hvor inddrivelsen af alle
offentlige restancer varetages af staten, tilrettelægges således, at staten
foretager restanceinddrivelsen vedrørende virksomheder, mens kommunerne
fortsat
skal forestå inddrivelsen af restancer vedrørende personer.
Holstebro Kommune foreslår i forlængelse heraf, at inddrivelsen af
personlige skatter hos aktive selvstændigt erhvervsdrivende varetages af
staten, da staten allerede står for afregning af A-skat, moms mv.
Det anføres, at den model, der lægges op til i lovforslagene, er i
direkte modstrid med grundtanken bag kommunalreformen om, at opgaverne skal
løses så tæt på borgerne som muligt, og at modellen forhindrer en
imødekommelse
af sociale hensyn samt hensynet til, at restancer afvikles så hurtigt som
muligt.
Herudover er det opfattelsen, at lovforslagene vil betyde, at
skyldnerne vil blive kontaktet af flere myndigheder end i dag og dermed ikke
afstedkomme den tilsigtede effektivisering. Foreningen af Pantefogeder og
Frederiksberg Kommune har endvidere anført, at såfremt kommunerne fortsat
skal
overvåge skyldnernes situation, efter at kravet er oversendt til
restanceinddrivelsesmyndigheden,
vil dette betyde, at der fortsat skal anvendes betydelige ressourcer i
kommunerne.
HK Kommunal foreslår, at inddrivelsesforslagene udgår af
kommunalreformen, men tilslutter sig i øvrigt ovennævnte model. Det anføres,
at
adskillelsen af opkrævningen og inddrivelsen vil betyde betydeligt
dobbeltarbejde. Endvidere anføres det, at den største og mest tidskrævende
opgave er opkrævningsopgaven. Det er generelt foreningens opfattelse, at mest
muligt opkrævningsarbejde skal finde sted hos fordringshaverne, og at
kommunerne udover de krav, de har i dag, skal varetage opkrævningen af
personlig
skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Københavns Kommune finder under henvisning til parkeringsområdet,
at en fuldstændig udskillelse af inddrivelsen fra kommunen til staten ikke er
hensigtsmæssig. Kommunen foreslår endvidere, at der etableres mulighed for,
at
kommunen kan foretage en kreditvurdering vedrørende egne privatretlige krav
inden oversendelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Frederiksberg Kommune foreslår, at kommunerne varetager
opkrævningen og inddrivelsen af visse privatretlige krav. Kommunen foreslår
endvidere, at opkrævningsmyndigheden får mulighed for at indgå henstands- og
betalingsaftaler med skyldner også for en længerevarende periode, samt at
kommunen kan trække alle krav tilbage fra inddrivelsesmyndigheden og ikke
alene
krav, hvortil der ikke er knyttet statsrefusion.
KL og Foreningen af Pantefogeder har foreslået, at alle frivillige
afdragsordninger skal kunne indgås med kravsmyndigheden. Foreningen af
Pantefogeder foreslår endvidere, at opkrævningsmyndigheden tildeles
kompetencen
til at foretage lønindeholdelse.
KL, HK Kommunal, Foreningen af Pantefogeder og Frederiksberg Kommune
har anført, at fordringshaveren bør have del i kreditorbeføjelserne, eller i
det mindste ret til at udtale sig, også efter at kravet er overgået til
inddrivelse, f.eks. i forbindelse med gældssanering, eftergivelse eller
afholdelse
af tvangsauktion.
Kommentar:
Fælles for de anførte
synspunkter er, at de nævnte kommuner og organisationer grundlæggende er
imod,
at inddrivelsesopgaven samles i staten. Med dette udgangspunkt fremsættes
forskellige forslag, der i højere eller mindre grad vil opretholde
inddrivelsesopgaver
i kommunerne. Et gennemgående forslag er, at inddrivelsen hos personer skal
ske
i kommunerne, mens inddrivelsen hos virksomheder skal ske i staten.
Forslaget afvises.
Regeringens synspunkt, der støttes af Rigsrevisionens gennemgang af det
offentliges
restanceinddrivelse, erfaringer fra Sverige og regeringens egen analyse af
området, er, at en samling af inddrivelsesmyndigheden hos én statslig
myndighed
vil medvirke til både øget retssikkerhed for borgere og virksomheder og have
gunstige samfundsøkonomiske virkninger.
Den sondring mellem
opkrævning og inddrivelse, som lægges til grund for samlingen af
inddrivelsesopgaven,
praktiseres allerede i den eksisterende lovgivning om kommunale samarbejder
om
opkrævning og inddrivelse og i praksis. På det statslige område er
opkrævnings-
og inddrivelsesopgaven allerede delt for så vidt Inddrivelsesenheden under
ToldSkat varetager inddrivelsen for ca. 600 statslige fordringshavere.
Samlingen af inddrivelsen
hos én statslig myndighed indebærer, at borgere kun skal henvende sig hos én
myndighed vedrørende krav under inddrivelse i modsætning til i dag, hvor
borgeren kan risikere at være i kontakt med op til 4 myndigheder, (indtil 1.
januar 2005 5 myndigheder) hvoraf den ene – kommunerne – udgør
omkring 200 separate
enheder.
Hvis kravet endnu er under
opkrævning, herunder hvis man er uenig i dets eksistens eller størrelse, skal
man rette henvendelse til den myndighed, der har udsendt
opkrævningen/girokortet. Sådan er det i dag, og sådan vil det fortsat være.
Og
sådan vil det være, uanset om inddrivelsen som foreslået varetages af staten,
eller om inddrivelsen samles i kommunerne.
De sociale hensyn spiller en
central rolle i bestræbelserne på at sikre bedre retssikkerhed og en mere
effektiv inddrivelse. Et af omdrejningspunkterne i omlægningen er, at
inddrivelsesindsatsen i højere grad skal rettes mod skyldnere med reel
betalingsevne. Der lægges derfor op til, at der som udgangspunkt ikke skal
iværksættes inddrivelse, hvis det allerede på baggrund af skyldnerens
indkomstforhold
må konstateres, at betalingsevnen højst sandsynligt mangler.
Der er desuden givet plads
til, at kommunerne i forbindelse med opkrævningen kan tage de nødvendige
sociale hensyn. Kendskabet til skyldnerens økonomiske og sociale situation
vil
bl.a. være en væsentlig parameter i vurderingen af, om kommunen som
fordringshaver finder det rimeligt og hensigtsmæssigt at tillade afdragsvis
betaling eller henstand med betalingen frem for at oversende fordringen til
inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden.
Af samme grund lægges der op
til, at kommunen, hvis den, efter at fordringen er overdraget til
inddrivelse,
bliver bekendt med, at skyldnerens forhold er ændret væsentligt, kan
foranledige,
at der i en periode gives henstand.
Hvis en skyldner har krav
under opkrævning samtidig med, at en eller flere andre fordringer er overgået
til inddrivelse, kan restanceinddrivelsesmyndigheden endvidere – hvis
skyldneren anmoder herom – tage hensyn til krav under opkrævning,
således at
der sikres en samlet afviklingsordning for skyldner for samtlige offentlige
krav.
Der er altså på ingen måde
lagt op til vandtætte skotter mellem fordringshaverne på den ene side og
inddrivelsesmyndigheden på den anden side. Der lægges derimod op til en
løbende
dialog, i det omfang der er behov for det.
Dommerfuldmægtigforeningen efterlyser en redegørelse
for, hvorvidt Europarådets anbefalinger mht. bl.a. uddannelsesmæssige krav,
tilsyn og kontrol vedrørende personer, der forestår inddrivelsesskridt, er
opfyldt.
Kommentar:
Skatteministeriet er
opmærksom på Europarådets anbefalinger og er i øvrigt generelt meget
opmærksom
på at sikre, at personalets kvalifikationer afspejler de krav, opgaverne
stiller.
Dommerfuldmægtigforeningen foreslår, at
tvangsfuldbyrdelsen af kontrolafgifter skal ske i fogedretten i første
instans.
Kommentar:
Forslaget afvises. Der er
ikke fundet anledning til at behandle inddrivelsen af kontrolafgifter
anderledes
end alle andre offentlige krav. Der lægges således med lovforslagene op til,
at
restanceinddrivelsesmyndigheden også skal varetage inddrivelsen heraf.
Lovforslaget indebærer i øvrigt ingen ændringer i de eksisterende regler om,
hvornår kravene kan prøves af fogedretten.
Foreningen af Pantefogeder har påpeget, at reglen om, at
kommunerne skal tilbageføre andelen af kommuneskatten til staten vedrørende
restancer, der ikke er inddrevet inden for 3 år, bør ophæves.
Kommentar:
Lov om kommunal
indkomstskat, der omhandler det pågældende forhold, henhører under Indenrigs-
og Sundhedsministeriet, og Skatteministeriet har derfor oversendt forslaget
til
dette ministerium. Ministeriet har oplyst, at forslaget vil indgå i
overvejelserne i forbindelse med ændring af loven senere på året.
2. Landsskatteretten som klageinstans for afgørelser
truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden
Foreningen af Pantefogeder har anført, at klageinstansen i
relation til restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser bør være
fogedretten.
Dommerfuldmægtigforeningen finder – i lyset af den nuværende
sagsbehandlingstid hos Landsskatteretten – at det er paradoksalt, at der
skal
henlægges yderligere sager til Landsskatteretten. Foreningen finder det
endvidere betænkeligt, at klager vedrørende lønindeholdelse henlægges til en
administrativ klageinstans.
Kommentar:
Forslaget om, at klage over restanceinddrivelsesmyndigheden
ikke skal kunne påklages administrativt, men derimod påklages til
fogedretten,
afvises.
K
lager over
afgørelser om lønindeholdelse og modregning behandles allerede i dag i langt
de
fleste tilfælde administrativt, hvorimod udlæg skal indbringes for
fogedretten.
Dette findes ubetænkeligt, da
spørgsmål vedrørende lønindeholdelse og modregning ikke – i modsætning
til
udlæg – er et judicielt inddrivelsesskridt. Det bemærkes, at indsigelser
i
forhold til udlæg samt pålæg om lønindeholdelse eller iværksættelse af
modregning mv. i relation til kontrolafgifter som hidtil skal behandles af
fogedretten. Der vil endvidere blive taget højde for omlægningerne på
restanceinddrivelsesområdet og sagstilgangen til Landsskatteretten i
forbindelse
med FFL 06 og TB 05.
KL, HK Kommunal og Foreningen af Pantefogeder har
foreslået, at der fastsættes en kort frist for behandlingen af klager over
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser. HK Kommunal finder, at
klagefristen på 3 måneder er for lang.
Kommentar:
Da klager på
inddrivelsesområdet ikke har opsættende virkning, lægges der
–
i overensstemmelse med det anførte
–
i bemærkningerne til
bærelovforslaget op til, at der fastsættes en rimelig frist for
Landsskatterettens klagesagsbehandling, der iagttager hensynet til skyldners
interesse i en hurtig afklaring.
Der er ikke fundet anledning
til at foreslå en kortere klagefrist i forhold til sager vedrørende
inddrivelse
end den, der generelt gælder for klage til Landsskatteretten og klage på
skatteområdet i øvrigt.
Domstolsstyrelsen og Den Danske Dommerforening har
anført, at det bør sikres, at Landsskatterettens afgørelser vedrørende
inddrivelse ikke kan indbringes direkte for landsretterne med automatisk
appel
til Højesteret, men derimod indbringes for byretten i første instans.
Kommentar:
Skatteministeriet har
oversendt forslaget til Justitsministeriet til nærmere overvejelse.
Efter Justitsministeriets
opfattelse bør forslaget om på dette område at ændre på kompetencefordelingen
mellem landsretterne og byretterne ses i sammenhæng med de mere generelle
overvejelser om, hvilke sager der bør behandles ved landsretterne henholdsvis
byretterne, jf. betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I
(Instansordningen, byrettens sammensætning og almindelige regler om
sagsbehandlingen i første instans), der er afgivet af Retsplejerådet. En
stillingtagen til forslagene i denne betænkning afventer indtil videre
overvejelserne om en eventuel strukturreform for domstolene.
3. Sikring af en let adgang for borgerne til
inddrivelsesmyndigheden og den fremtidige inddrivelsesstrategi
KL har anført, at såfremt hensynet til skyldneren fortsat skal
tilgodeses, vil det være nødvendigt at tilrettelægge inddrivelsen således, at
økonomiske afhøringer, udlægsforretninger m.v. altid afvikles i skyldnerens
bopælskommune.
Foreningen af Pantefogeder har anført, at de digitale løsninger,
der skal give ressourcebesparelser i forhold til inddrivelsen, ikke er
tilgængelige for en stor del af skyldnerne.
Kommentar:
Det vil naturligvis indgå i
overvejelserne om den fremtidige organisering, hvorledes opgaveløsningen
tilrettelægges mest hensigtsmæssigt for borgerne, og det vil selvsagt i den
forbindelse være relevant at trække på erfaringer fra den nuværende
inddrivelse
såvel i kommunerne som i staten.
Det vil i øvrigt være op til
borgeren at vælge, hvorvidt der foretrækkes personligt fremmøde, telefon,
brev
eller mail. Endvidere vil eventuelle muligheder for nye og andre måder at
servicere borgerne på kunne komme på tale. Eksempelvis skal det overvejes, om
myndighederne i særlige situationer kan komme ud til borgerne i stedet for,
at
borgerne altid skal komme til myndighederne.
KL, HK Kommunal og Foreningen af Pantefogeder har
anført, at den skitserede inddrivelsesstrategi, hvor udlæg anvendes i mindre
grad end i dag, vil afstedkomme stigende restancer og provenutab.
Frederiksberg
Kommune fremhæver endvidere, at der erfaringsmæssigt inddrives store beløb
ved
udlæg.
Told- og Skattestyrelsen anfører i relation til den fremtidige
anvendelse af diverse inddrivelsesværktøjer, at anvendelsen af udlæg ikke
nødvendigvis vil mindskes, men at mønsteret vil blive tilpasset visionerne i
kommunalreformaftalen og de muligheder, en øget opdatering af formue- og
indkomstoplysninger og et nyt restancesystem giver.
Kommentar:
Skatteministeriet er enig i,
at udlæg fortsat skal anvendes i inddrivelsesarbejdet. Udfordringen består i
at
målrette anvendelsen til at omfatte de situationer, hvor der er en høj grad
af
sikkerhed for, at de ressourcekrævende udlægsforretninger står mål med
gevinsten. I dag foretages mange udlæg forgæves.
Foreningen af Pantefogeder har anført, at forebyggelse
af restancer har haft høj prioritet i kommunerne bl.a. ved sikring af korrekt
forskudsregistrering. Såfremt dette arbejde ikke fortsættes, vil det betyde
stigende restancer.
Kommentar:
Skatteministeriet er enig i,
at forebyggelse af restancer fortsat skal have høj prioritet bl.a. ved
sikring
af korrekt forskudsregistrering. Herudover er det også Skatteministeriets
opfattelse, at det på sigt skal analyseres nærmere, om der skal være
forbedrede
muligheder for modregning i opkrævningsfasen, således at det derigennem kan
tilstræbes, at der ikke opstår nye restancer.
4. Behandling af personoplysninger
Datatilsynet har anført, at bærelovforslaget lægger op til en
omfattende videregivelse af personoplysninger, der formentlig ikke i alle
tilfælde vil kunne ske inden for persondatalovens rammer. Forholdet til
persondataloven bør derfor beskrives i bemærkningerne til lovforslaget,
herunder i hvilket omfang det er tilsigtet at fravige persondataloven.
Datatilsynet finder endvidere, at en række centrale bestemmelser i
lovforslaget er formuleret så bredt og upræcist, at disse ikke i deres
nuværende udformning lever op til de grundlæggende databeskyttelsesprincipper
i
persondataloven og databeskyttelsesdirektivet. Henvisningen til
”offentlige
myndigheder” og ”offentlige registre” i forslagets § 3,
stk. 3, bør
således ifølge tilsynet afgrænses nærmere.
I relation til forslaget om restanceinddrivelsesmyndighedens
adgang til at indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og
registre, pengeinstitutter og Værdipapircentralen henstiller Datatilsynet, at
det i bemærkningerne til lovforslaget ligeledes præciseres, om reglerne
tilsigter at give de registrerede en dårligere retsstilling end efter
persondataloven samt en vurdering af retstilstanden i forhold til
databeskyttelsesdirektivet, navnlig artikel 8.
KL har anført, at det bør være obligatorisk for
restancemyndigheden at stille oplysninger til rådighed for andre myndigheder.
Kommentar:
Skatteministeriet har efter
modtagelsen af høringssvaret fra Datatisynet været i kontakt med tilsynet med
henblik på at sikre, at lovforslagene udformes, så de er i overensstemmelse
med
persondataloven og databeskyttelsesdirektivet. Datatilsynet har telefonisk
uddybet høringssvaret og Skatteministeriet har tilkendegivet, at det ikke er
hensigten at fravige persondatalovens og forvaltningslovens regler i
forbindelse med restanceinddrivelsesmyndighedens behandling af
personoplysninger.
Skatteministeriet har på
denne baggrund præciseret enkelte bestemmelser i bærelovforslaget og
tilhørende
bemærkninger i overensstemmelse med Datatilsynets anbefalinger.
Det er Datatilsynets opfattelse, at forslaget om, at
skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter andre offentlige myndigheder
får elektronisk adgang til oplysninger om restancer er i strid med
persondataloven
og databeskyttelsesdirektivet. Der bør derfor ske en afgrænsning af, hvilke
oplysninger der gives adgang til.
Kommentar:
Som nu anført i
bemærkningerne til § 3, stk. 4, vil bemyndigelsen i bestemmelsen
blive udøvet i overensstemmelse med reglerne i persondataloven. Det er
ligeledes i bærelovforslagets § 3, stk. 4, og bemærkningerne hertil
præciseret, dels at den elektroniske videregivelse af oplysninger alene kan
ske
til fordringshavere/opkrævningsmyndigheder, dels at videregivelsen ikke
omfatter personfølsomme oplysninger, men alene oplysning om restancens
størrelse i forhold til vedkommende fordringshaver og oplysning om, hvorvidt
skyldneren er i restance vedrørende andre offentlige fordringshavere.
Endelig er det præciseret,
at bemyndigelsen til skatteministeren alene vil blive anvendt til at
fastsætte
regler for den praktiske fremgangsmåde for videregivelsen af de nævnte
oplysninger i elektronisk form.
Forskrifter, der udstedes i
medfør af bemyndigelsen, vil blive sendt i høring hos Datatilsynet.
Datatilsynet henleder opmærksomheden på, at
restanceinddrivelsesmyndigheden og dennes ansatte alene må autoriseres til de
anvendelser af personoplysninger, der er behov for. Det er tilsynets
opfattelse, at det inden for persondataloven og sikkerhedsbekendtgørelsens
rammer vil være muligt at tildele adgang til de personoplysninger, der er
nødvendige. Datatilsynet henstiller endvidere til, at Skatteministeriet
overvejer, hvem der er dataansvarlig.
Kommentar:
Ligesom det i dag er tilfældet
i ToldSkat, vil der ikke blive givet en generel adgang for ansatte i
restanceinddrivelsesmyndigheden
til alle oplysninger i myndighedens edb-systemer. Adgang og autorisation til
oplysninger, der er relevante for løsningen af opgaver, vil ske efter en
forudgående
konkret vurdering af ledende medarbejdere.
Det følger i øvrigt af de
almindelige regler i § 32 i forvaltningsloven, at medarbejdere i
restanceinddrivelsesmyndigheden
ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for
udførelsen
af den pågældendes opgaver.
Dommerfuldmægtigforeningen anfører, at lovforslagets
bestemmelser vedrørende pengeinstitutternes pligt til at videregive
oplysninger
til restanceinddrivelsesmyndigheden bør vurderes i forhold til EMRK art. 8.
Advokatrådet foreslår, at det direkte af lovteksten fremgår, at
adgangen til at indhente oplysninger hos pengeinstitutterne om skyldnere skal
ske efter anmodning fra restanceinddrivelsesmyndigheden. Endvidere finder
rådet, at det kunne overvejes at angive, hvilke elementer der skal indgå i
vurderingen af, om oplysningerne skal indhentes.
Kommentar:
Som det fremgår af
lovforslagets bemærkninger, svarer de oplysninger, der ifølge forslaget skal
indhentes af restanceinddrivelsesmyndigheden hos pengeinstitutter m.v. til de
oplysninger, pengeinstitutterne allerede i dag skal indberette årligt i
medfør
af skattekontrolloven. Som led i konkrete inddrivelsessager kan der således
rekvireres aktuelle oplysninger om bankeindeståender, renteafkast m.v.
Bestemmelsen indebærer ikke en udvidelse af, hvilke typer af oplysninger,
myndigheden får mulighed for at indhente.
Det er Skatteministeriets
opfattelse, at det tilstrækkelig tydeligt fremgår af bestemmelsen i
bærelovforslagets
§ 3, stk. 3, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan anmode om
oplysninger fra pengeinstitutter m.fl., hvis oplysningerne er nødvendige i
forbindelse med konkrete inddrivelsessager.
Datatilsynet bemærker, at lovligheden af behandlingen og
videregivelsen af fortrolige og følsomme oplysninger vil kunne påklages til
Datatilsynet. Det er tilsynets vurdering, af klager på dette området kan
tænkes
at få et stigende omfang, og forbeholder sig at få tilført yderligere
ressourcer.
Endelig har Datatilsynet gjort opmærksom på, at lovforslaget bør
give anledning til en vurdering af, om beløbsgrænsen i persondatalovens
§ 16, stk. 1, nr. 2, hvorefter den samlede restance skal overstige
7.500 kr. før en skyldner kan indberette til RKI, bør forhøjes.
Kommentar:
Forslaget er under overvejelse i
Justitsministeriet.
5. Forenkling af reglerne for lønindeholdelse og
betalingsevnevurderinger og proceduren for opkrævning af visse sociale
ydelser
Flere høringssvar, herunder KL, HTS, Københavns Kommune,
Foreningen af Pantefogeder, Dommerfuldmægtigforeningen, HK Kommunal og
Kommunale Organisationers Samarbejde har knyttet bemærkninger til de bebudede
ændringer/forenklingen af reglerne for lønindeholdelse og
betalingsevnevurdering
og proceduren for opkrævning af visse sociale ydelser.
KL og Københavns Kommune frygter lovforslagets konsekvens for de
borgere, som ikke kan betale grundet sociale og økonomiske omstændigheder,
fordi en opkrævning og inddrivelse baseret på en automatiseret proces
underlagt
skematiske og enkle regler kan tage overhånd, så borgere uden betalingsevne i
praksis aldrig vil opleve at blive mødt med en individuel sagsbehandling.
Dommerfuldmægtigforeningen
finder ligeledes, at de foreslåede forenklinger kan medføre manglende
individuelle
hensyn til skyldneren, som ellers varetages ved betalingsevnevurderingen.
Advokatrådet anfører, at det af retssikkerhedsmæssige årsager i
bemærkningerne bør præciseres, hvordan betalingsevnevurderingen konkret skal
foregå.
Kommentar:
Kritikken afvises, idet den
foreslåede forenkling af proceduren i forbindelse med opkrævningen af
tilbagebetalingspligtige beløb
ikke
tilsidesætter hverken sociale eller
retssikkerhedsmæssige hensyn til skyldner.
Ifølge forslaget skal
proceduren baseres på skematiske regler med udgangspunkt i skyldnerens
nettoindkomst – i modsætning til i dag, hvor opkrævningen skal indledes
med en
ressourcekrævende betalingsevnevurdering. Forslaget indebærer, at opkrævning
af sociale ydelser udbetalt
med tilbagebetalingspligt normalt ikke iværksættes, hvis indkomsten ikke
overstiger kontanthjælpsniveauet efter skat.
Indkomstgrænserne i relation
til opkrævningen af de sociale ydelser vil være identiske med den graduering,
der vil finde anvendelse i forhold til den automatiserede sagsbehandling
vedrørende
lønindeholdelse, som vil indgå i forslaget til lov om ændring af forskellige
love (Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse
af
gæld til det offentlige samt muligheden for anvendelse af digitale
lønsedler).
Dette forslag forventes fremsat i marts 2005.
Det er ifølge dette forslag
en forudsætning, at de automatiserede forslag til lønindeholdelse, som skal
udarbejdes på baggrund af foreliggende indkomstoplysninger fra f.eks.
årsopgørelsen,
skal suppleres med muligheden for, at skyldneren ved hjælp af et budgetskema
kan fremkomme med supplerende oplysninger med henblik på, at der gennemføres
en
konkret betalingsevnevurdering, forinden lønindeholdelsen iværksættes. Herved
vil det fortsat være muligt at tage individuelle hensyn.
HTS er skeptisk i forhold til de anførte ændringer af
reglerne om lønindeholdelse, idet en styrkelse af offentlige myndigheders
mulighed for inddrivelse af gæld vil ske på bekostning af private kreditorer.
Kommentar:
Kritikken afvises, da det
offentlige – i modsætning til private kreditorer – i de fleste
situationer er
tvunget til at yde kredit, dvs. er tvangskreditor. Det forekommer derfor
rimeligt,
at det offentlige i relation til inddrivelsen er bedre stillet end det
private.
KL har anført, at det af lovforslagene ikke klart
fremgår, om allerede indgåede aftaler om tilbagebetaling og henstand af visse
sociale ydelser skal videreføres efter nugældende regler, eller om vilkårene
skal ændres i overensstemmelse med de nye regler, som træder i kraft d. 1.
juli
2005. Det anføres i tilknytning hertil, at såfremt reglerne vedrørende
tilbagebetaling af hjælp i henhold til aktivlovens § 95 skal ske efter
de
regler, der var gældende på udbetalingstidspunktet, vil dette indebære, at
der
fortsat vil være en betydelig arbejdsbyrde i kommunerne med at overvåge
gælden
og skyldnernes betalingsevne.
Kommentar:
De nye regler for
opkrævningen af visse sociale ydelser træder ifølge forslaget i kraft den 1.
oktober
2005, hvilket indebærer, at alle tilbagebetalingsaftaler, der fastsættes
efter
ikrafttrædelsen, skal følge de nye regler, uanset hvornår den
tilbagebetalingspligtige hjælp er udbetalt. Alene såfremt der allerede er
fastlagt en tilbagebetalingsordning for skyldner på baggrund af en konkret
betalingsevnevurdering,
vil denne fortsat bestå.
Overvågningen af allerede
indgåede betalingsaftaler skal endvidere følge de nye regler. Korrektion af
en
indgået betalingsaftale i tilfælde, hvor skyldnerens indkomst ændrer sig,
skal
således ske på baggrund af de standardiserede regler/fastsatte
indkomstgrænser.
Spørgsmålet om
ikrafttrædelsen af de foreslåede regler er nu i overensstemmelse hermed
uddybet
i bemærkningerne til lovforslaget.
6. Personale og økonomi
Foreningen af Pantefogeder foreslår, at samlingen af
inddrivelsesopgaven i staten udskydes til 1. januar 2007 med henvisning til,
at
IT-understøttelsen, forenkling af inddrivelsesreglerne og den fysiske
sammenlægning ikke kan være på plads pr. 1. juli 2005. Foreningen peger
endvidere
på, at der udestår en endelig politisk beslutning om
restanceinddrivelsesmyndighedens
organisering.
Kommentar:
Forslaget afvises. Hensynet
til det berørte personale og hensynet til opretholdelse af en effektiv
restanceinddrivelse tilsiger, at perioden fra beslutning til implementering
af
den nye organisation ikke bliver for lang. Uanset om der træffes beslutning
om,
at restanceinddrivelsesmyndigheden skal organiseres som en selvstændig
styrelse
under Skatteministeriet, hvilket efter planen skal ske inden udgangen af
2006,
ligger det fast, at inddrivelsesopgaven under alle omstændigheder skal løses
i
statsligt regi som en del af Skatteministeriets ressortområde og med fortsat
regional repræsentation.
Det fremgår klart af
lovforslagenes bemærkninger, at den fulde effektuering af de samlede
målsætninger
for inddrivelsesområdet, herunder effektiviseringer og provenuforbedringer,
fordrer, at ændringerne af de organisatoriske rammer for løsningen af
inddrivelsesopgaven følges op af egentlige regelforenklinger og
-harmoniseringer samt en forbedret IT-understøttelse. Der er derfor også
varslet yderligere lovforslag på området.
HK Kommunal anfører, at der i DUT-forhandlingerne med
kommunerne ikke i tilstrækkelig grad tages højde for, at
opkrævningsopgaverne,
som efter lovforslagene skal forblive i kommunerne, er ressourcekrævende.
FTF anfører, at der i lovforslagene ikke er
lavet en opgørelse over lovforslagenes økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige. FTF finder det utilfredsstillende, at der
henvises til, at det er forhold, der skal drøftes i DUT-forhandlingerne
mellem
staten og de kommunale parter.
Kommentar:
Der henvises til
bærelovforslagets bemærkninger. Heraf fremgår bl.a., at lovforslagenes
økonomiske
konsekvenser først kan fastlægges endeligt efter forhandlingerne med de
kommunale parter.
Det Kommunale Kartel vil minde om, at regeringen ved
flere lejligheder har nævnt, at kommunalreformen ikke er et spareprojekt. Det
er DKK's opfattelse, at lovforslaget viser det modsatte. DKK mener, at de
økonomiske konsekvenser af lovforslaget bør uddybes væsentligt, herunder
tidshorisonten for eventuelle personalereduktioner.
Kommentar:
Lovforslaget er ikke et
spareprojekt. Omvendt vil lovforslaget, som det fremgår af bemærkningerne, på
sigt give effektiviseringer. Disse effektiviseringer skal indhøstes. Det er
regeringens forventning, at personalereduktionen som følge af
effektiviseringerne vil kunne ske ved naturlig afgang.
Forslaget om, at de
økonomiske konsekvenser af lovforslaget bør uddybes væsentligt, afvises. Det
er
på nuværende tidspunkt ikke muligt mere præcist at skønne over de samlede
besparelser, da der udestår en række forhold, som skal forhandles med de
kommunale parter.
FTF bemærker, at det må være en forudsætning, at medarbejderne
udover bevarelsen af de individuelle løn- og ansættelsesvilkår – også
efter
gennemførelse af reformen – bør være dækket af kollektive overenskomster
og
aftaler i henhold til den danske aftalemodel.
Kommentar:
Overenskomstansatte
medarbejdere, der skifter arbejdsgiver i forbindelse med kommunalreformen,
overføres til den nye arbejdsgiver med deres individuelle rettigheder. Det
følger af virksomhedsoverdragelsesloven.
Personalestyrelsen er
indstillet på at føre tilpasningsforhandlinger med personaleorganisationerne
i
overensstemmelse med virksomhedsoverdragelseslovens bestemmelserne herom.
FTF finder det væsentligt, at de ansatte, der får
ændrede arbejdsvilkår, får mulighed for at fremsætte ønsker til det
fremtidige
arbejdssted.
Kommentar:
Den lokale proces vil være
tilrettelagt således, at der - så langt det er muligt - vil blive taget
hensyn
til den enkeltes behov og ønsker - både med hensyn til opgaver og
arbejdssted.
Der henvises til lovforslagets bemærkninger.
FTF finder det væsentligt, at der åbnes for inddragelse
af MED-udvalg og SU-drøftelserne om konsekvenserne af overførslen af de
ansatte
m.h.p. at sikre, at personalets repræsentanter får mulighed for at drøfte
juridiske, økonomiske og sociale følger heraf.
Kommentar:
Er imødekommet. Der lægges
vægt på, at de involverede MED-udvalg i kommunerne og amter og
samarbejdsudvalg
i staten bliver inddraget i overensstemmelse med reglerne herom, således at
det
sikres, at personalets repræsentanter bliver underrettet om juridiske,
økonomiske og sociale følger for ansatte, der bliver berørt af reformen.
Der er enighed mellem
arbejdsgivere og personaleorganisationer på det statslige og det
(amts)kommunale område om behovet for etablering af dialogfora på tværs af
afgivende og modtagende myndigheder.
Emnet drøftes allerede
mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Der er en løbende dialog herom mellem
Personalestyrelsen, KL, Amtsrådsforeningen, CFU og KTO.
På skatteområdet er der
allerede etableret et særligt tværgående samarbejde mellem kommunale og
statslige arbejdsgivere og personaleorganisationer.
FTF finder det utilfredsstillende, at der ikke i
relation til arbejdet i delingsrådene er åbnet mulighed for de faglige
organisationer til at øve indflydelse på fordelingen af arbejdsopgaver og
overførsel af personale.
Kommentar:
I lovforslaget samt i bemærkningerne
er det præciseret, hvorledes eventuelle konflikter mellem de afgivende og
modtagende myndigheder håndteres. Skatteministeren kan nedsætte et nævn, der
træffer afgørelse i konkrete tilfælde af uenigheder.
FTF noterer sig, at tjenestemænd bevarer uændrede løn-
og ansættelsevilkår, hvilket blandt andet må indebærer, at pensionsvilkår vil
være uændret både hvad angår pensionsalder og pensionsniveau også i relation
til tjenestemandens fremtidige forventninger
Kommentar:
Tjenestemænd overgår til
ansættelse hos den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer
til
de hidtidige vilkår.
Dette betyder, at de efter
overgangen er omfattet af de regler, der gælder for statstjenestemænd.
Bemærkningerne indeholder nogle forudsætninger om den pensionsmæssige
indplacering og indplaceringen i de lønsystemer, der gælder i staten.
Bemærkningerne til § 9
betyder endvidere, at de tjenestemænd, der overføres til staten, bevarer den
indtil overgangen optjente pensionsalder og fortsat optjener pensionsalder
som
tjenestemænd i staten. Endvidere er de pågældende til enhver tid, uanset
placering på skalatrin, sikret en pension, der svarer til den, der på
overgangstidspunktet var gældende i kommunalt regi. Fra overgangstidspunktet
reguleres pensionen efter statslige regler.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige Retsinformation · 9. oktober 2008
- Forslag til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love (Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v.) Retsinformation · 23. februar 2017
- Forslag til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om frem-gangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. og lov om kommunal ejendomsskat (Overdragelse af inddrivelsesopgaven vedrørende fortrinsberettigede kommunale fordringer til kommunerne) Retsinformation · 15. december 2016
- Landsretten stadfæstede byrettens afvisning af sag om inddrivelse af gebyrer fastsat af et godkendt privat tvistløsningsorgan. Disse krav skal inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, der udøver kreditorbeføjelserne, jf. gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1 Domsdatabasen · 24. juni 2021
- Forslag til Lov om ændring af forskellige love m.v. (Konsekvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige Retsinformation · 10. oktober 2008
- Forslag til folketingsbeslutning om mulighed for eftergivelse af sagsomkostninger i straffesager Retsinformation · 12. januar 2011