Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatterettens kendelse vedr. landbrug udlejning af hestebokse tidligere landsskatteretskendelse forventningsprincip

KEN nr 9725 af 08/12/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet13. september 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatterettens

kendelse vedr. l

andbrug – udlejning af

hestebokse – tidligere landsskatteretskendelse –

forventningsprincip

Klagen vedrører

ikke godkendt fradrag for underskud i 1999 – 2001 på

henholdsvis 8.423 kr., 13.978 kr. og 14.557 kr. ved drift af landbrugsejendom

med udlejning af hestebokse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatterettens afgørelse vedrørende indkomståret 1991 ses ikke at

have afskåret myndighederne fra at tage stilling til ansættelsen for de

påklagede år, hverken som følge af forventningsprincippet eller under

henvisning til dagældende skattestyrelseslov § 36, stk. 1.

Klagerens landbrugsvirksomhed

med udlejning af hestebokse anses ikke for erhvervsmæssigt drevet i

indkomstårene 1999 – 2001, hvorfor underskud ved driften ikke er

fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatteankenævnets ansættelser

for indkomstårene 1999 – 2001 stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren har siden

indkomståret 1985 drevet en ejendom på 38.757 m2, der er vurderet

som landbrug. Ejendommen indeholder 6 hestebokse, og klageren har selv haft 2

heste på ejendommen, medens de 4 bokse er udlejet til fremmede heste.

Endvidere fremgår af

skatteankenævnets sagsfremstilling følgende:

”Det

fremgår af sagen, at skatteafdelingen ikke har godkendt det skattemæssige

fratrukne underskud for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 vedrørende udlejning

Læs alt

af hestebokse. Klager mener ikke, at skatteafdelingen har lovhjemmel til at

ændre den skattepligtige indkomst for de omhandlede indkomstår, idet

Landsskatteretten

for indkomståret 1991

gav klager medhold i, at klagers virksomhed skulle anses for erhvervsmæssigt

drevet. Landsskatteretten lagde til grund i sin afgørelse, at klagers

virksomhed med opstaldning af heste, havde valgt en driftsform, der var

teknisk-landbrugsfaglig forsvarligt, og desuden blev der lagt til grund, at

klagers virksomhed måtte forventes at kunne give et driftsresultat på omkring

nul.

Det

er skatteankenævnets opfattelse at de forventede driftsresultater som er

anført

i Landsskatterettens kendelse, ikke er opnået, hvorfor skatteafdelingens

ændringer

af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 ikke er i

strid med skattestyrelseslovens § 36.

Klager

har siden indkomståret 1985 drevet virksomhed med udlejning af hestebokse fra

sin bolig. Ejendommen er vurderet som en landbrugsejendom med et areal på

38.757 m2.

Det

er videre oplyst, at i hele perioden fra 1985 til 2001 har der i

driftsbygningen været 6 hestebokse, hvoraf de 4 bokse har været udlejet, og

de

2 bokse har klager selv anvendt.

En

opgørelse over virksomhedens skattemæssige resultat af ejendommens drift for

perioden 1985-2001 viser, at der i alle årene i alt 17 år, med undtagelse af

indkomståret 1996, har været et driftsmæssigt

underskud vedrørende virksomheden før renter.

Skattemæssige opgørelse af ejendommens

drift 1985-2001.

Indkomstårene

1985

1986

1987

1988

1989

Indtægter

10.334

19.301

25.786

33.771

30.983

Udgifter

25.904

23.993

47.949

62.854

67.569

Resultat før afskrivninger

-15.570

-4.692

-22.163

-29.083

-36.586

Afskrivninger

13.013

13.915

14.335

15.049

15.803

Resultat efter afskrivninger

-28.583

-18.607

-36.498

-44.132

-52.389

Indkomstårene

1990

1991

1992

1993

1994

Indtægter

32.028

29.746

26.242

29.151

29.916

Udgifter

37.865

47.751

47.361

36.588

36.950

Resultat før afskrivninger

-5.837

-18.005

-21.119

-7.437

-7.034

Afskrivninger

16.434

16.434

19.700

23.934

0

Resultat efter afskrivninger

-22.271

-34.439

-40.819

-31.371

-7-034

Indkomstårene

1995

1996

1997

1998

1999

Indtægter

39.760

39.045

39.935

41.053

29.487

Udgifter

56.331

36.412

43.486

46.751

37.910

Resultat før afskrivninger

-16.571

2.633

-3.551

-5.698

-8.423

Afskrivninger

0

2.351

0

4.731

0

Resultat efter afskrivninger

-16.571

282

-3.551

-10.429

-8.423

Indkomstårene

2000

2001

Indtægter

38.780

38.820

Udgifter

52.758

53.377

Resultat før afskrivninger

-13.978

-14.557

Afskrivninger

0

0

Resultat efter afskrivninger

-13.978

-14.557

Ovenstående

opgørelse er det skattemæssige resultat. Landsskatteretten fastslog

imidlertid

i sin afgørelse for indkomståret 1991 at det er det driftsøkonomiske resultat

der skal lægges til grund ved bedømmelsen af virksomhedens

overskud/underskud.”

Klageren har i

opstillinger

i Tabel 1-4 dateret

15-05-03 samt i opstillinger udarbejdet i forbindelse med forhandlingen i

Landsskatteretten opgjort ejendommens driftsøkonomiske resultater bl.a. for

de

påklagede indkomstår 1999 – 2001 således:

1999

2000

2001

Skattemæssigt resultat (før

afskr.)

-8.423 kr.

-13.978 kr.

-14.557 kr.

”Lejeindtægt” egne bokse

14.400 kr.

14.400 kr.

14.400 kr.

”Korrektion

kørselsudgifter”

2.250 kr.

4.413 kr.

5.003 kr.

2 % afskrivning ”køb-vurd”

-2.531 kr.

-2.067 kr.

-2.067 kr.

Driftsøkonomisk resultat

efter afskr.

5.696 kr.

2.768 kr.

2.779 kr.

Skatteankenævnets

afgørelse

”Som

begrundelse for afgørelsen har skatteankenævnet lagt vægt på, at kravene i

henhold til Landsskatterettens afgørelse for indkomståret 1991 om udsigt til

overskud på længere sigt ved udlejning af hestebokse ikke er opfyldt.

Skatteankenævnet

er således ikke enig med Dem i, hvordan det driftsøkonomiske resultat skal

opgøres. Det er således nævnets opfattelse, at den regulering De

foretager,

hvor De i det driftsmæssige

resultat indtægtsfører 14.400 kr. for at anvende 2 private hestebokse, må

være

det driftsøkonomiske resultat uvedkommende. Det må være de faktiske forhold

der

skal lægges til grund ved afgørelsen af om underskud kan fratrækkes

skattemæssigt.

Under

mødet oplyste De, at skatteankenævnet ikke kunne træffe afgørelse i sagen med

henvisning til skattestyrelseslovens § 36.

Skatteankenævnet

er ikke enig i Deres betragtninger, idet nævnet finder, at forventningerne i

Landsskatterettens afgørelse for 1991 ikke er opfyldt, idet Deres virksomhed

i

de efterfølgende år ikke har givet et driftsresultat på omkring 0 kr.

Det

er herefter skatteankenævnets opfattelse, at virksomheden med udlejning af

hestebokse ikke har været tilrettelagt på en sådan måde, at driften kunne

give

overskud efter indkalkulerede driftsmæssige afskrivninger.

Fradrag

for underskud af Deres virksomhed kan derfor ikke fratrækkes i medfør af

Statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a og Ligningsvejledningens afsnit

E.A.1.2.1.”

Til det af klageren opgjorte

driftsøkonomiske resultat for de påklagede år har skatteankenævnet

bl.a. anført:

”Bemærkninger

til lejeindtægt af egne hestebokse:

Denne

indtægt er rent faktisk ikke opnået, og hesteboksene har ikke været til

disposition for udlejning, idet de har været benyttet af private heste. Det

er

herefter skatteankenævnets opfattelse at det ikke er korrekt at indtægtsføre

”egen benyttelse af hestebokse” i opgørelsen af driftsresultatet,

når dette

ikke indgår i det skattemæssige resultat.

Det

er endvidere nævnets opfattelse, at det resultat som skal danne grundlag for

vurderingen af det driftsøkonomiske resultat, skal opgøres efter de faktiske

forhold og ikke påvirkes af teoretiske reguleringer.

Bemærkninger

til korrektion af kørselsudgifter:

I

den skattemæssige opgørelse har klager anvendt statens takster til opgørelse

af

kørselsudgifterne. Det er derfor korrekt, at korrigere det driftsøkonomiske

resultat således, at det er de faktiske kørselsudgifter der påvirker

resultatet.

Der

skal derfor korrigeres for den erhvervsmæssige andel af faktisk udgift til

diesel, forsikring, vægtafgift, reparationer, driftsøkonomiske afskrivninger,

og ikke kun for udgift til diesel. Den faktiske udgift er ikke oplyst af

klager.

Bygningsafskrivninger.

Klager

oplyser, at staldbygningernes værdi (opført i 1945) ikke er forringet, da der

løbende foretages vedligeholdelsesarbejder.

Driftsøkonomiske

bygningsafskrivninger skal derfor ikke medtages ved opgørelsen af de

driftsøkonomiske afskrivninger.

Det

er skatteankenævnets opfattelse, at det driftsresultat, der skal anvendes ved

afgørelsen af om virksomhedens driftsøkonomiske resultat er på omkring nul,

skal være resultatet efter driftsøkonomiske afskrivninger.

Skatteankenævnet

er enig i det af klageren anførte, om opgørelsen af de driftsøkonomiske

afskrivninger. Det driftsøkonomiske resultat vil dog stadig være negativt

ifølge nedenstående beregninger.

Følgende

fremgår af Syns- og skønserklæringen af 14/3 1994 vedrørende

Landsskatterettens

afgørelse for indkomståret 1991 som svar på spørgsmål 7:

En sædvanlig driftsform, som beskrevet

ved besvarelsen af spørgsmål 5, gennemført på en ejendom af samme størrelse

og

beskaffenhed som sagsøgerens ejendom, bør efter en indkøringsperiode kunne

give

et positivt resultat før afskrivninger, og på lidt længere sigt må

driftsformen

kunne forventes at give et driftsoverskud

(efter

afskrivninger)

omkring nul.

Samtidig

skal der henvises til oversigt nr. 1 på side 9 i Syns- og skønserklæringen af

14/3 1994 som viser landbrugets regnskabsmæssige opgørelse af indtjening og

rentabilitet.

Heraf fremgår det, at den regnskabsmæssige opgørelse af driftsoverskuddet er

dækningsbidrag minus kapacitetsomkostninger minus afskrivninger.

Det

driftsøkonomiske resultat kan herefter opgøres således:

Indkomståret:

1999:

2000:

2001:

Skattemæssigt resultat

-8.423

-13.978

-14.557

Korrektion kørselsudgifter*

2.250

4.413

5.003

Bygningsafskrivning

-2.531

-2.067

-2.067

Driftsøkonomisk resultat

-8.704

-11.632

-11.621

*

Korrektion af kørselsudgifterne er ikke korrekt opgjort, idet den

erhvervsmæssige

del af forsikring, vægtafgift, reparationer og driftsøkonomiske afskrivninger

ikke er medregnet i korrektionen.

.

Egen

benyttelse af rideheste.

Det

fremgår, at skatteafdelingen ikke har ændret klagers opgørelse over

beskatning

af privat andel af hestehold for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 idet dette

spørgsmål tidligere har været behandlet (forventningsprincippet).

Skatteafdelingen

har herefter meddelt klager, at

han for

indkomståret 2003 og fremover skal opgøre privat andel af driftsudgifter ved

egne rideheste efter faktiske udgifter.

Skatteankenævnet

har således ikke taget stilling til dette klagepunkt, idet endelig behandling

først kan ske når selvangivelsen for indkomståret 2003 er indsendt og punktet

er behandlet af skatteafdelingen.”

Klagerens påstand og

argumenter

”Jeg

fastholder, at min skattepligtige indkomst i overensstemmelse med indsendte

selvangivelser og medfølgende bilag for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 skal

ansættes til henholdsvis 204.149, 115.304 og 81.469.

Indledningsvis

kan jeg oplyse, at spørgsmålet om min fradragsret for skattemæssigt underskud

ved drift af landbrugsejendom er en gentagelse af samme spørgsmål som for

indkomståret 1991, der blev indklaget for Landsskatteretten.

Skattevæsenets

og skatteankenævnets begrundelser og henvisninger for ovennævnte indkomstår

er

en gentagelse af samme begrundelser og henvisninger, der fremgår af

sagsfremstillingen

vedrørende indkomståret 1991, hvor Landsskatteretten i kendelse af 7/4 1995,

nr. 641-1888-0023 gav undertegnede medhold i, at min virksomhed med

opstaldning

af heste kan anses for omfattet af den i Højesterets dom i TfS 1994,364 (H)

omhandlede særlige ligningspraksis,

jf.

TfS 1994,720 (Ø), og at virksomheden kan anses for erhvervsmæssigt drevet,

hvorfor skattemæssigt underskud ved driften kan fradrages ved opgørelsen af

min

skattepligtige indkomst.

Som

begrundelse for min klage henviser jeg til

vedlagte bilag:

Landsskatteretskendelse

af 7/4 1995, nr. 641-1888-0023 vedr. undertegnedes fradragsret for

skattemæssigt underskud ved erhvervsmæssigt virksomhed med udlejning af

hestebokse.

Syns-

og skønserklæring af 14/3 1994 vedr. min erhvervsmæssige virksomhed.

1.

Kopi af min skrivelse af 15/4 2003 til skatteankenævnet, der

ikke

er omtalt i skatteankenævnets sagsfremstilling.

I

denne skrivelse

og under møde 15/5 2003

med skatteankenævnet har jeg på ny meddelt, at af Landsskatterettens kendelse

fremgår

ikke

krav om overskud, men

”at klagerens virksomhed må forventes at give et driftsresultat på

omkring 0”.

Endvidere

blev oplyst og det fremgår også af skatteankenævnets sagsfremstilling, at

Ligningsvejledningens

afsnit E.A.1.2.3.1. om landbrug heller ikke omtaler overskud, men et rimeligt

driftsresultat, når landbruget efter sin art, beliggenhed og størrelse drives

forsvarligt.

At

”Skatteankenævnet har lagt vægt på, at kravene i henhold til

Landsskatterettens

afgørelse for indkomståret 1991 om udsigt til overskud på længere sigt ved

udlejning af hestebokse ikke er opfyldt”, er derfor direkte i strid med

Landsskatterettens kendelse og Ligningsvejledningen, der er bindende for

ligningsmyndighederne.

1.

Undertegnedes skrivelse af 15/5 2003 med tabellerne 1 til 4 fremlagt ved møde

med skatteankenævnet, der

ikke

er

omtalt i skatteankenævnets sagsfremstilling.

Tabel 1

viser for de omhandlede indkomstår et ”driftsøkonomisk

resultat”, som omtalt i Landsskatterettens kendelse og i syns- og

skønserklæringen, der overstiger 0.

Tabel 4

viser for de omhandlede indkomstår et

”driftsøkonomisk resultat efter

afskr.”,

der overstiger 0.

Tabel 1

belyser også forskellen mellem opgørelsen af

skattemæssigt og driftsøkonomisk resultat i overensstemmelse med bilag 18

(vedhæftet min skrivelse af 15/4-03).

Som

i sagsbehandlingen vedrørende indkomståret 1991 gentager skatteankenævnet

(samme medlemmer og samme sagsbehandler) sin opfattelse om, at

”betaling” af

lejeindtægt af egne benyttede hestebokse ikke skal medtages i opgørelsen af

det

driftsøkonomiske resultat.

Af

skatteankenævnets sagsfremstilling fremgår ikke, at jeg under mødet i

skatteankenævnet 15/5 03 på ny fremførte, at

·

Bilag 18 indgår i syns- og

skønserklæringens bilagsmateriale og viser tydeligt, at lejeindtægt af egne

benyttede bokse skal medtages ved opgørelsen af det driftsøkonomiske

resultat.

·

Skatteankenævnet deltog i syns- og skønsforretning

10/2 1994 og fremkom ikke med bemærkninger til opgørelsesmetoden.

·

Skatteankenævnets udtalelse til

Landsskatteretten af 6/6 94 vedr. syns- og skønserklæringen indeholder ikke

kommentarer til spørgsmål 1 i syns- og skønserklæringen om misforhold mellem

den skattemæssige og driftsøkonomiske opgørelse af virksomhedens resultat,

der

fremgår af bilag 18 til syns- og skønserklæringen.

·

Endelig kan jeg henvise til min skrivelse

af 15/4 03, hvori forholdet også er omtalt.

Skatteankenævnet

henviser i sin skrivelse af 21/5 03 til, at underskud vedrørende min

virksomhed

ikke kan fratrækkes i medfør af Ligningsvejledningens afsnit E.A.1.2.1. Af

skatteankenævnets skrivelse fremgår ikke, at jeg under mødet 15/5 03

fremførte,

at henvisningen er forkert. Jeg gentog, som det også fremgår af side 10 og 11

i

vedlagte kopi af skatteankenævnets sagsfremstilling af 15/5 03, at:

Landbrug er

omfattet af

Afsnit E.A.1.2.3.1, hvoraf fremgår, at

·

”Præmisserne i højesteretsdommen er: I

medfør af SL § 6a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den

mangeårige særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af

ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som

sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt

driftsresultat.”

Lovhjemmel:

·

Skatteankenævn og skatteafdelingen

dokumenterer

ikke

nye forhold eller ændringer i bestående forhold

vedrørende min erhvervsmæssige virksomhed.

·

Skatteankenævnets argumentation om, at ”i

det driftsmæssige resultat indtægtsføres 14.400 kr. for at anvende 2 private

hestebokse, må være det driftsøkonomiske resultat uvedkommende” er

alene

begrundet med, at det er ”nævnets opfattelse” og er

ikke

dokumenteret.

·

Skatteankenævnets sagsbehandling er

identisk med den sagsbehandling, der ligger til grund for indkomståret 1991

og

Landsskatterettens kendelse af 7/4 1995.

Dette medfører, at skatteankenævnets

afgørelse er i strid med Skattestyrelseslovens § 36,

hvoraf fremgår, at:

”De lokale skattemyndigheder, de

statslige told- og skattemyndigheder, vurderingsmyndighederne samt

vurderingsankenævnene kan ikke træffe afgørelse i sager, i det omfang

Ligningsrådet

eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.”

Af Landsskatterets kendelse af 7/4 1995

fremgår, at:

·

”efter skønsmandens erklæring lægger

Landsskatteretten til grund, at klageren ved sin drift af ejendommen med den

i

erklæringen nærmere beskrevne virksomhed med opstaldning af heste har valgt

en

driftsform, der er teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig” og

·

”på denne baggrund finder

Landsskatteretten, at klagerens virksomhed med opstaldning af heste kan anses

for omfattet af den i Højesterets dom i TfS 1994,364 (H) omhandlede særlige

ligningspraksis, jf. TfS 1994,720 (Ø). Virksomheden kan derfor anses for

erhvervsmæssigt drevet.”

Dette medfører, at når Landsskatteretten

en gang har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt min virksomhed er

erhvervsmæssigt drevet, og når de faktiske omstændigheder ikke har ændret

sig,

er ”de lokale skattemyndigheder”, der er en underordnet instans i

forhold til

Landsskatteretten, afskåret fra at tage samme spørgsmål op til vurdering for

senere indkomstår.

Skatteankenævnets ændring

af min selvangivne indkomst for indkomstårene 1999,

2000 og 2001 er derfor foretaget

uden

lovhjemmel.

Jeg

håber, at ovennævnte sagsfremstilling er tilstrækkelig til at belyse, at

skatteankenævn etikke kan forhøje min skattepligtige indkomst for de

omhandlede

indkomstår.”

I forbindelse med forhandling

af sagen har klageren endvidere anført:

”Ifølge

§ 36, stk. 1 kan skatteankenævn ikke ændre en ansættelse for et indkomstår (i

nærværende sag årene 1999 – 2001), i det omfang Landsskatteretten har

taget

stilling til det pågældende punkt i ansættelsen (hvilket har fundet sted ved

Landsskatterettens kendelse vedr. 1991.)

Min

opfattelse er, at ved ”et indkomstår” skal forstås et indkomstår,

der følger

efter

det indkomstår, som kendelsen

omhandler. En anden fortolkning vil ikke give mening, da det (som i

nærværende

sag) vil medføre, at der hvert efterfølgende indkomstår kan rejses en ny sag

med gentagelse af samme lovhenvisninger og dokumentationer.”

Vedrørende

forventningsprincippet har klageren i forbindelse med forhandlingen anført:

”

efter retspraksis begrænses ligningsmyndighedernes mulighed for ændring af

skatteansættelsen, når skattemyndighederne positivt har bibragt en skatteyder

en retsbeskyttet

forventning.

I

nærværende sag har undertegnede fået en retsbeskyttet forventning om fradrag

for skattemæssigt underskud ved min erhvervsmæssige virksomhed, da

spørgsmålet

har været rejst i 1985-1987, 1991, 1992 og godkendt henholdsvis ved

Ligningskommissionens skrivelse af 31/8-89, ved Landsskatterettens kendelse

af

7/4-95 og ved Skatteankenævnets skrivelse af 27/4-95.

Med

hensyn til konstaterede resultater har undertegnede på forespørgsel fremsendt

driftsøkonomiske resultater (heri medregnet værdi af egen benyttelse af

hesteboks og foder), der er opgjort efter samme principper, der er anvendt i

bilag 18 til Syns- og skønserklæring (jf. driftsøkonomisk resultat 2

udleveret

i bilag), der er grundlaget for opgørelsen af driftsresultatet. Alle

opgørelser

viser et positivt resultat for samtlige indkomstår som forudsat af

Landsskatteretten,

jf. konklusion side 7 i Landsskatterettens kendelse af 7/4-95.”

I forbindelse med

forhandlingen har klageren til de enkelte punkter i det opstillede

driftsøkonomiske

resultat nærmere anført:

Lejeindtægt af egne hestebokse

I

opstillingen

er medtaget indtægt

i form af værdi af privat anvendelse af de to hestebokse (ud af de seks), som

klagerens private heste beslaglægger. Dette er sket ud fra den

driftsøkonomiske

betragtning, at indtægten ville være større, såfremt klageren havde valgt

ikke

at have 2 private heste. Beløbet er ikke indtægtsført i resultatopgørelsen,

da

det ikke er skattepligtigt.

Klageren henviser til, at det fremgår af bilag 18 (jf.

syns- og skønserklæringen nederst side 6 og vurdering og konklusion side 7),

at

værdi af egen anvendelse af hestebokse skal medtages i opgørelsen af det

driftsøkonomiske resultat.

I den månedlige

leje af hestebokse er bl.a. indeholdt halm, brug af græsfolde, brug af

oplyst udendørs ridebane og i vinterperioden gulerødder samt del i hø fra

egne

græsfolde. Hvad ejeren herudover måtte ønske at fodre hesten med, skal han

selv

levere eller betale særskilt. Det samme gælder udgifter til dyrlæge,

ormekur,

m.v., som klageren undertiden

har lagt ud for og senere fået betalt via de udstedte fakturaer.

Udgifterne til egne heste fsv. angår græs og hø er

gratis. I resultatopgørelsen er vedr. de private heste alene udgiftsført

indkøb

af halm og gulerødder, der er indeholdt i standardprisen. Alle øvrige

udgifter

til privat hestehold i form af smed, dyrlæge, sadler m.v. er altid holdt uden

for resultatopgørelsen og betalt privat, og klageren har i resultatopgørelsen

selvangivet privat brug af rideheste med standardsatserne.

I

virksomheden

med udlejning af hestebokse

indgår

udgifter til foder indkøbt fra foderstofforretninger, afhentning af halm samt

høslæt på egne folde til brug for heste herunder egne heste, og da klageren

har

erhvervsmæssigt hestehold og har fratrukket driftsomkostningerne, er den

private andel

heraf medregnet med de

fastsatte takster ved indkomstopgørelsen.

Ved den driftsmæssige

bedømmelse af hesteholdet skal egen benyttelse af hestebokse og foder således

værdiansættes på samme måde som ved udlejning til fremmede.

Korrektion af kørselsudgifter

Klageren anvender virksomhedsordningen og har ved resultatopgørelsen

valgt at fratrække erhvervsmæssige biludgifter efter statens takster, der

tilsigter at

dække samtlige udgifter,

herunder afskrivning (15 % lineært af anskaffelsessummen) jf. LV A.F.3.4.1.

Klageren gør gældende, at der ved den driftsøkonomiske

bedømmelse af resultatet på grundlag af de faktisk afholdte udgifter alene

skal

indregnes merudgiften til dieselolie i forbindelse med den erhvervsmæssige

kørsel.

Dette begrundes med, at valget af bilen, som han har i

privat regi (på gule plader) og betaler samtlige udgifter til over

privatkontoen, fsv. er virksomheden uvedkommende, og det er derfor kun

merudgifterne

til yderligere dieselolie ved også at bruge bilen i virksomheden, der skal

indregnes i det driftsøkonomiske resultat.

Bygningsafskrivninger

Klageren har nærmere

redegjort for grundlaget for opgørelsen af de driftsøkonomiske afskrivninger.

Skatteankenævnet er enig i de

af klageren opgjorte afskrivninger.

Klageren

har på grundlag af et omdelt skriftligt

indlæg med bilag bl.a. fremsat bemærkninger til kontorindstillingen om

stadfæstelse, der er tiltrådt af Skat, og skattecenter.

Klageren har fastholdt den

nedlagte påstand om, at Landsskatteretten skal træffe afgørelse i

overensstemmelse

med den tidligere trufne afgørelse vedr. indkomståret 1991 og dermed godkende

fradrag for driftsunderskud. Til støtte herfor henviste klageren specielt til

ekstrakt af syn- og skønserklæringen vedr. indkomståret 1991, side 6 og 7,

idet

han gjorde gældende, at det heraf fremgår, at den af ham udarbejdede

driftsøkonomiske

opstilling med indregning af ”udlejningsværdi af bokse til egne

heste” er lagt

til grund ved afgørelsen for 1991, og derfor også skal lægges til grund ved

bedømmelsen af driftsresultatet for de påklagede år, hvor driften er foregået

på nøjagtig samme vis, jf. den udarbejdede driftsøkonomiske opstilling.

Under henvisning til, at

Landsskatterettens afgørelse vedr. 1991 omhandlede samme forhold, gjorde

klageren endvidere gældende, at der ikke har været hjemmel i dagældende

skattestyrelseslovs § 36 til at ændre indkomsten for de påklagede år. Han

fandt

ikke, at hverken de lokale skattemyndigheder eller Landsskatterettens

sagsbehandler havde været i stand til at dokumentere, at § 36 ikke kan gøres

gældende, eller at en Landsskatteretskendelse har en afgrænset tidshorisont.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Dagældende

skattestyrelseslovs § 36, stk. 1 havde følgende ordlyd:

De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke

træffe afgørelse i sager, som nævnt i § 2, i det omfang Ligningsrådet eller

Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

De pågældende sager er ifølge

dagældende § 2 bl. a.

skatteansættelser

af indkomst for fysiske personer.

I Procesvejledningen

(Processuelle regler på ToldSkats område) var herom nærmere anført:

Efter SSL § 36, stk. 1 kan skatteankenævnet - eller de

statslige told- og skattemyndigheder - ikke ændre en

skatteansættelse for et

indkomstår, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget

ligningsmæssig stilling til

det pågældende punkt i ansættelsen.

Skatteankenævnet - og de statslige told- og skatteforvaltninger - kan dog

ændre

andre forhold i ansættelsen end dem, som Ligningsrådet eller

Landsskatteretten

har taget stilling til.

Ved henvisningen i § 36, stk.

1 til § 2 er det således præciseret, at de lokale og statslige

skattemyndighederne

ikke kan ændre en

skatteansættelse

for et bestemt indkomstår i det

omfang Landsskatteretten har taget ligningsmæssig stilling til det pågældende

punkt i ansættelsen.

Da Landsskatteretten i

henhold til dagældende skattestyrelseslovs § 23, stk. 1, nr. 1 bl.a. påkender

klager over afgørelser af spørgsmål om

skatteansættelse

af indkomst

efter § 2, nr. 1, dvs.

klage over

ansættelser for et bestemt indkomstår, følger det efter Rettens opfattelse af

den sproglige formulering i § 36, stk. 1, jf. § 2, at der logisk set er tale

om

samme indkomstår, da bestemmelsen ellers ville være uden mening set i forhold

til rettens kompetence.

Da den af Landsskatteretten

tidligere trufne afgørelse vedrørte skatteansættelsen for indkomståret 1991,

har de stedlige myndigheder således ikke efter dagældende skattestyrelseslovs

§

36 stk. 1 været forhindret i at påkende spørgsmålet om driften af klagerens

virksomhed i indkomstårene 1999 – 2001, da Landsskatteretten ikke på

tidspunktet for ansættelsen har truffet afgørelse vedr. disse indkomstår.

Derimod er der ved

Landsskatterettens kendelse vedr. indkomståret 1991 skabt en forventning for

klageren om godkendelse af driften også i nogle år fremover, idet kendelsen

(afsagt den 7. april 1995) på baggrund af en i forbindelse med sagen afgiven

syns- og skønserklæring konkluderer:

”Efter

skønsmandens erklæring lægger Landsskatteretten til grund, at klageren ved

sin

drift af ejendommen

med den i

erklæringen nærmere beskrevne virksomhed med opstaldning af heste har valgt

en

driftsform, der er teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig. Desuden lægges til

grund, at klagerens virksomhed må forventes at kunne give et driftsresultat

på

omkring nul.

På

denne baggrund finder Landsskatteretten, at klagerens virksomhed med

opstaldning af heste kan anses for omfattet af den i Højesterets dom i TfS

1994,364 (H) omhandlede særlige ligningspraksis, jf. TfS 1994,720 (Ø).

Virksomheden kan derfor anses for erhvervsmæssigt drevet.

Herefter

bestemmes:

Klagerens

virksomhed anses for erhvervsmæssigt drevet ved ansættelsen for indkomståret

1991. Den talmæssige opgørelse vil blive foretaget af den kommunale

skattemyndighed.”

På denne baggrund blev

underskud ved landbrugsvirksomheden godkendt fratrukket i indkomståret 1991,

jf. statsskattelovens § 6, stk.1, litra a.

Ifølge den i kendelsen nævnte

Højesteretsdom af 15. april 1994, gengivet i TfS 1994.364, der fortsat er

udtryk for gældende praksis, er underskud ved drift af en landbrugsejendom

fradragsberettiget, såfremt driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-

landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig samt

tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat, medmindre det må lægges til

grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive

overskudsgivende.

Det forhold, at

Landsskatteretten ved afgørelsen af klagen over 1991 antog, at der i

fremtiden

kunne forventes et driftsresultat på omkring 0 kr., kan ikke antages have

bibragt klageren en forventning om godkendelse af underskud ved driften ud i

al

fremtid.

Da driften af ejendommen med

den samme driftsform som tidligere endnu ikke i det 8. år efter det i

Landsskatterettens kendelse omhandlede

indkomstår 1991 efter Rettens opfattelse har udvist et driftsresultat, der

balancerer,

kan klageren ikke længere

påberåbe sig forventningsprincippet, jf. forudsætningen i Højesterets dom:

”

medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække

ikke vil kunne blive overskudsgivende”.

På denne baggrund

har skattemyndighederne efter Rettens

opfattelse heller ikke under henvisning til forventningsprincippet været

afskåret fra igen at bedømme driftsresultatet af ejendommen.

Klagerens påstand om, at

ansættelserne ikke er lovligt foretaget, kan derfor ikke tages til følge.

For så vidt angår bedømmelsen

af ejendommens driftsresultat i de påklagede år 1999 – 2001 bemærkes:

Efter det oplyste er

klagerens virksomhed i de påklagede år 1999 – 2001

drevet på samme måde som i 1991, hvorfor

driften også i de påklagede år må antages at være tilrettelagt

teknisk-fagligt

forsvarligt.

Ved bedømmelsen af, om en

virksomhed har udsigt til at give overskud, er det principielt resultatet

efter

driftsmæssige afskrivninger, der må tages i betragtning, jf.

Landsskatterettens

afgørelse gengivet i TfS 1999.48 og

Vestre Landsrets dom i TfS 2004.788.

Vurderingen af, om en

landbrugsvirksomhed har været erhvervsmæssigt drevet, skal endvidere

foretages

med udgangspunkt i en bedømmelse af driften og driftsformen de omhandlede

indkomstår, herunder de konkret opnåede driftsresultater, medmindre disse var

præget af ekstraordinære begivenheder eller af, at virksomheden var i en

start-/indkøringsfase.

Da den erhvervsmæssige

virksomhed de pågældende år har bestået i udlejning af 4 hestebokse, og da

driftsresultatet de pågældende år er opnået på baggrund heraf, kan der ikke

ved

bedømmelsen af resultatet tillægges fiktive/ikke aktuelle indtægter for

klagerens private brug af 2 bokse til egne heste, da disse bokse ikke har

været

udlejet erhvervsmæssigt og ikke har bevirket en erhvervsmæssig driftsindtægt,

der er selvangivet i regnskabet.

Den af klageren fremlagte

fortolkning af den tidligere afgivne syns- og skønserklæring og

Landsskatterettens

afsagte kendelse vedrørende indkomståret 1991 ses ikke at kunne føre til et

andet resultat.

Allerede fordi

resultatet af den af klageren drevne

virksomhed herefter - med de af klageren anvendte korrektioner for

biludgifter

og afskrivninger og med den i de påklagede år anvendte driftsform – har

udvist

et negativt driftsresultat, der med den anvendte driftsform ikke kan antages

at

have udsigt til at blive positivt eller balancere efter driftsmæssige

afskrivninger, kan virksomheden ikke anses for erhvervsmæssigt drevet i

indkomstårene 1999 - 2001, og klageren er derfor ikke berettiget til fradrag

for underskud efter statsskattelovens

§

6, stk.1, litra a.

Vedr. regulering for

biludgifter bemærkes, at Retten må være enig med ankenævnet i, at det ved

bedømmelsen af ejendommens driftsresultat er en forholdsmæssig del af

samtlige

udgifter til bilhold i forhold til de kørte kilometre, der skal belaste

driftsregnskabet, og ikke kun udgiften til brændstof, jf. at erhvervsmæssige

biludgifter efter statens takster tilsigter at dække samtlige udgifter,

herunder afskrivning ( 15 % lineært af anskaffelsessummen) jf. LV A.F.3.4.1.

De påklagede ansættelser for

indkomstårene 1999 – 2000 stadfæstes herefter.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter