Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af olie- og CO2-afgift. Rensning og læsning af kartofler med særskilt læsse/rensemateriel.

KEN nr 9446 af 18/04/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet20. juli 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af olie- og

CO2-afgift. Rensning og læsning af kartofler med særskilt

læsse/rensemateriel.

Klagen

skyldes, at klageren ikke er anset for berettiget til

godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i

særskilt læsse/rensemateriel i forbindelse med transport af kartofler.

Regionen

har derfor ikke imødekommet klagerens anmodning om tilbagebetaling for

perioden

1991/92 – 2002/03.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten

ændrer regionens afgørelse.

Sagens oplysninger

Den

klagende virksomhed er en vognmandsforretning, som gennem en årrække har

forestået håndtering samt transport af store mængder kartofler fra en række

landmænd til en kartoffelmelsfabrik og chipsproducenter. Virksomheden har

tillige anvendt brændstof til rensning og læsning forud for transport af

afgrøder til kartoffelmelsfabrikken samt transport af hhv. læggekartofler og

majs til forskellige slutadresser.

Virksomheden

anvendte oprindeligt traktorer kombineret med en rensetromle. I de senere år

har man anvendt større materiel i form af forskellige former for

entreprenørmateriel (bl.a. gummiged) påmonteret specielle renseskovle, der

sikrer,

at jord, sten mv. i nødvendigt omfang frasorteres hos den enkelte landmand

forud for transporten. Til beskrivelse af det anvendte materiel er fremlagt

brochurer.

Læs alt

Virksomheden

har oplyst, at kartoffelmelsfabrikker, i lighed med sukkerfabrikker, opererer

med maksimalt tilladte smudsprocenter, hvorfor det – afhængig af

dyrkningsområde i landet – er nødvendigt med forskellige former for

materiel

til sikring af fornøden rensning i forbindelse med håndtering af kartofler

mv.

fra den enkelte ejendom til videre forarbejdning. Landmanden får afregning

fra

fabrikkerne afhængig af smudsprocenten i de enkelte læs, jf. en af

virksomheden

fremlagt vejledning. Modtageren af kartoflerne stiller krav om, at der skal

ske

anvendelse af den af klageren benyttede specielle skovl, idet renheden af

kartoflerne er væsentlig.

Virksomheden

har videre oplyst, at kartoflerne tages op med en kartoffeloptager.

Kartoflerne

kører på et transportbånd, hvor der sker en rensning og sortering. De fleste

kartofler bliver herefter lagt på marken, indtil vognmanden henter dem. Når

kartoflerne ligger på marken vil der ske en udtørring, hvorefter der kan

rystes

eventuelt yderligere overskydende jord af, ud over den overfladejord, der

naturligt medtages ved læsning med den specielle skovl.

Om den

omhandlede læsseskovl er det oplyst, at denne er indkøbt til at servicere

landmænd

med kartoffellæsning. Læsseskovlen ryster jorden af og anvendes alene på

uindregistrerede

køretøjer.

Processen

ved optagning og levering af kartofler og roer er identisk, og i begge

tilfælde

betinget af aftagerens produktionskapacitet. For kartofler sker optagningen i

august/september,

mens de seneste leverancer fra landmanden til fabrikken sker omkring

årsskiftet. Der er således i begge tilfælde behov for opbevaring hos

landmanden. Sådanne forhold ses også hos eksempelvis større kornproducenter,

hvor der sker oplagring af kornet, og i hvilket tilfælde læssefunktionen er

godtgørelsesberettiget.

ToldSkats afgørelse

Regionen

har ikke anset virksomheden for berettiget til tilbagebetaling af olie- og

CO2-afgift af olie anvendt i særskilt læsse/rensemateriel, bestående af en

gummiged påmonteret en speciel skovl, i forbindelse med transport af

kartofler,

jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 3, og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, og stk.

4. Virksomhedens anmodning om tilbagebetaling for perioden 1991/92 –

2002/03 er

derfor ikke imødekommet.

Ifølge

TSS-cirkulære nr. 2003-10 om ændring af praksis og genoptagelse af sager om

godtgørelse af olie- og CO2-afgift, er det selve aktiviteten, der er

afgørende

for, om afgiften kan godtgøres. Der skal ikke længere sondres mellem, hvem

der

udfører aktiviteten. Det er dog en betingelse, at virksomheden foretager

aktiviteten med særskilt materiel og opgør aktiviteten særskilt i forbindelse

med afregning. Det er ligeledes en betingelse, at virksomheden kan

dokumentere,

at den har været afskåret fra at overvælte afgiften på sine kunder, således

at

den har lidt et tab.

Den

af virksomheden udøvede aktivitet har bestået i læsning af kartofler med en

speciel

skovl, forsynet med afrundede kanter og riller, dels for ikke at beskadige

kartoflerne, dels for at ryste bl.a. medtaget overfladejord ved fyldning af

skovlen fra. Denne aktivitet er af regionen ikke anset for rensning af

kartofler med særskilt materiel. Afgiften på det til gummigeden anvendte

motorbrændstof er derfor ikke anset for godtgørelsesberettiget efter

olieafgiftslovens § 11, stk. 3, jf.

SKM2003.45.LSR /TfS 2003.189.

Da

regionen ikke har anset nogen del af det omhandlede forbrug for

godtgørelsesberettiget

er der ikke taget stilling til størrelsen af det af virksomheden opgjorte

afgiftskrav, ligesom der ikke er taget stilling til spørgsmål om forældelse,

forrentning samt overvæltning af afgiften.

Klagerens påstand og argumenter

Virksomhedens

repræsentant har fremsat påstand om, at virksomheden er berettiget til

godtgørelse

af olie- og CO2-afgift med 847.927 kr. vedrørende forbrug af dieselolie til

særskilt materiel anvendt i forbindelse med opsamling og rensning af

kartofler

mv.

Det

omhandlede forbrug er godtgørelsesberettiget i medfør af olieafgiftslovens §

11, stk. 3, henholdsvis CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, og stk. 4, nr. 1, samt

praksis, jf. Landsskatterettens kendelse af 6. december 2002 offentliggjort i

SKM2003.45.LSR /TfS 2003.189 vedrørende roerensning.

Den

proces, kartofler gennemløber fra optagning til levering, er teknisk set

fuldstændig identisk med den proces, som roer gennemløber, idet begge

afgrøder

”processes” i forbindelse med såvel optagning samt umiddelbart

forud for den

egentlige transport. Der er således ikke tale om, at roer blot optages for

senere at blive renset i forbindelse med læsningen. Roeoptagere er –

helt

tilsvarende kartoffeloptagere – forsynet med renseudstyr såsom

rensebånd, sideriste,

afpudsere eller børster i forskellige og til dels valgfri kombinationer. Roer

bliver i lighed med kartofler rengjort ved optagningen, inden de oplægges

midlertidigt, for siden at blive slutrenset forud for transporten bort fra

det

enkelte landbrug. En procesbetinget differentiering vil derfor være

ulovhjemlet. Rense- og læsseprocessen for såvel roer som kartofler sker såvel

aktuelt, som over tid, med en lang række forskellige såvel samlede som

adskilte

maskinkombinationer afhængig af jordbundsforhold, udstyrets alder, tekniske

landvindinger

mv., hvilket grundlæggende ikke ændrer karakteren af de aktiviteter, der

berettiger til refusion.

Da

den nærmere håndtering kan variere, kan det være vanskeligt og

uhensigtsmæssigt

at foretage en nærmere afgrænsning af, hvorvidt der hovedsageligt er tale om

en

læsse- eller rensefunktion. Ved afgrænsningen af, hvorvidt der er tale om

landbrugsvirksomhed eller bortkørsel fra ejendommen, synes det eneste

håndterbare kriterium derfor at være ved skellet af ejendommen.

Der

kan ikke som betingelse for godtgørelse stilles krav om en specifik

”særskilt”

afregning af det arbejde, der udføres for de enkelte landmænd, når det er

uomtvistet, at landmænd, der benytter sig af et samlet tilbud om opsamling,

rensning og transport ubetinget betaler for det udførte arbejde via en

direkte

clearing i afregningen for de solgte afgrøder.

Styrelsen

har tidligere søgt at udvide transportbegrebet til at omfatte arbejde udført

med ikke-registrerede motorredskaber hos den enkelte landmand, hvilket

imidlertid er i direkte modstrid med den afgrænsning af landbrugsområdet, og

herunder rækkevidden af, hvilke tjenesteydelser der normalt indgår som led i

landbrugsproduktion, som søges praktiseret fra EU’s side.

Af

bilag B til 6. momsdirektiv fremgår, at såvel markarbejde, høstning,

tærskning,

presning, opsamling og indkørsel, herunder tilsåning og tilpasning generelt

har

status som sædvanlige tjenesteydelser inden for landbrugsproduktion. Videre

og

helt uafhængigt af en eventuel opsamling nævnes behandling af afgrøder, såsom

bl.a. rensning. Enhver form for opsamling og rensning af landbrugsafgrøder

hos

den enkelte landmand, uanset om nævnte sker adskilt og uanset

materielanvendelse (bortset fra registrerede køretøjer) har status som en

godtgørelsesberettiget tjenesteydelse indenfor rammerne af sædvanlig

landbrugsvirksomhed.

Der

blev allerede i forbindelse med reglernes tilblivelse søgt en ligebehandling

for aktiviteter inden for landbrugsområdet, der sædvanligvis udøves i

konkurrence mellem landmanden selv, maskinstationer samt øvrige udbydere,

herunder vognmænd. Der skal således ved fortolkningen af bestemmelsen sikres

lige konkurrencevilkår ved udførelsen af aktiviteterne, som tager højde for

den

maskintekniske udvikling. Såfremt den i sagen omhandlede aktivitet ikke kan

anses

for godtgørelsesberettiget vil dette indebære, at landbruget vil skulle

nægtes

godtgørelse for forbrug til traktorer, gummigeder, teleskoplæssere mv., der

bruges i forbindelse med den afsluttende håndtering af afgrøder inden

maskinstationer,

vognmænd mv. transporterer disse bort fra den enkelte ejendom.

Den

aktivitetsbestemte godtgørelsesadgang bør ikke være styret af et eller flere

subjektive forhold, men alene af hvorvidt afgrødehåndteringen for det primære

landbrug har status som almindelige forekommende landbrugs- og markarbejde.

Dette bør gælde, uanset om arbejdet udføres med traktor, gummiged,

teleskoplæssere, bobcat m.v., og uanset kombinationerne af udstyr, herunder

om

der sker rensning eller blot håndtering/læsning, idet der er tale om

sædvanligt

forekommende landbrugsarbejde med tidens maskiner. Det kan således ikke være

afgørende

hvorvidt aktiviteten med håndtering af den enkelte afgrøde i tilstrækkelig

grad

opfylder en rensefunktion.

Det

er vigtigt, at der sikres en afbalanceret godtgørelsesadgang, der lever op

til

bestemmelsens mål om at være neutral i forhold til, hvem der udfører en given

aktivitet. Kun en fortolkning, der generelt sikrer godtgørelse for enhver

form

for arbejde med afgrøder, der foregår hos den enkelte landmand med

ikke-registrerede

køretøjer, kan sikre dette hensyn. Som kriterium for godtgørelsesberettiget

landbrugsarbejde bør sikres:

·

at arbejdet ikke foregår ”eksternt”, efter

at afgrøderne har forladt den enkelte landbrugsejendom,

·

at arbejdet ikke ligefrem har karakter af

entreprenørarbejde samt

·

at registrerede køretøjer generelt ikke

omfattes af bestemmelsen.

Henset

til, at selskabet som følge af den årelange antagelse om manglende

godtgørelsesadgang ikke har været hverken pligtig til eller haft anledning

til

at registrere eller på anden måde fordele forbruget af brændstof, har

repræsentanten videre redegjort nærmere for grundlaget for, hvorledes det

godtgørelsesberettiget beløb er opgjort.

Det er i forbindelse hermed fremhævet, at virksomhedens anmodning om

godtgørelse alene har karakter af en simpel opfyldelse af et direkte

lovhjemlet

krav på godtgørelse, som det ikke har været muligt at opfylde løbende,

grundet

en mangeårig forkert myndighedspraksis. Da kravet hverken er af erstatnings-

eller kompensationslignende karakter, men er et simpelt krav på opfyldelse i

henhold til gældende lovgivning, er betragtninger om eventuel overvæltning,

konkurrenceforhold mv. derfor uden relevans. Endvidere er godtgørelseskravet

omfattet

af den almindelige 20-årige forældelsesregel i Danske Lov, da kravet

ubetinget

ikke er omfattet af den særlige 5-årige forældelsesregel i 1908-loven, uanset

det af Told- og Skattestyrelsen i meddelelse af 14. februar 2003 anførte. Et

simpelt lovhjemlet refusionskrav har i forhold til 1908-loven ikke karakter

af

tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, jf. dennes § 1,

stk. 1, nr. 6, idet virksomheden på intet tidspunkt har været hverken

registreret efter afgiftslovgivningen eller indbetalt de nævnte afgiftsbeløb

til ToldSkat. Told- og Skattestyrelsens betalingsbetragtninger – baseret

på et

synspunkt om, at virksomheden pligtmæssigt skulle have modregnet kravet i et

eventuelt momstilsvar – kan derfor ikke tiltrædes. For det første

anføres det

positivt på momsangivelsen, hvor stort et beløb i energiafgifter, der faktisk

modregnes med. For det andet kan en manglende udnyttelse af en

modregningsadgang ikke betegnes som betaling i urigtig formening om skyld,

hvilket blev fastslået ved UfR1982.1047Ø.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I

henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, kan afgiften for varer,

der

anvendes som motorbrændstof, ikke tilbagebetales, medmindre motorbrændstoffet

anvendes som nævnt i lovens § 11, stk. 3. Endvidere kan der i henhold til

kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 1, ske tilbagebetaling af

afgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter §

11, i mineralolieafgiftsloven.

Der

kan således alene ske tilbagebetaling, såfremt motorbrændstoffet udelukkende

anvendes til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med

jordbrug,

husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl,

jf. den nugældende bestemmelse i lovens § 11, stk. 3. Videre fremgår, at der

ligeledes ydes afgiftsgodtgørelse for transport fra ejendommens område af

egne

produkter hidrørende fra nævnte virksomhed, samt at brændstof anvendt i

registrerede motorkøretøjer ikke bliver refunderet.

Bestemmelsen

blev oprindeligt og med en anden formulering indsat ved lov nr. 1029 af 19.

december 1992. Af bemærkningerne til § 11, stk. 3, fremgår bl.a., at der

herved

er foretaget en præcisering af, at fritagelsen for landbrug, gartneri mv.

også

gælder for maskinstationer mv., der udfører markarbejder. Endvidere fremgår

af

betænkning afgivet af Skatteudvalget den 11. december 1992, at den foreslåede

ændring vedrørende afgiftsgodtgørelse for transport hovedsageligt har til

formål at præcisere, at landmænd afgiftsfrit kan transportere egne varer, der

er produceret i landbruget, bort fra ejendommen ved hjælp af virksomhedens

traktorer. Videre fremgår, at hvis andre end landmanden selv udfører

transporten, skal der betales afgift.

Ved

§ 3 i lov nr. 435 af 26. juni 1998 blev bestemmelsen i lovens § 11, stk. 3,

indsat med den nugældende formulering med virkning fra den 1. januar 1999. Af

bemærkningerne

fremgår bl.a., at som en

konsekvens af ophævelsen af bestemmelserne om det særlige momsregister for

landbrug og fiskeri mv. foreslås det at omformulere bestemmelsen, således at

de

aktiviteter, der giver mulighed for godtgørelse, nævnes direkte i

lovbestemmelsen. Det er ikke hensigten at ændre praksis vedrørende

afgrænsningen af de godtgørelsesberettigede aktiviteter.

Af

bilag B i 6. momsdirektiv fremgår følgende:

”Liste

over tjenesteydelser på landbrugsområdet.

Ved

tjenesteydelser på landbrugsområdet forstås de tjenesteydelser, der normalt

indgår som led i landbrugsproduktionen, især:

·

markarbejde, høstning, tærskning, presning,

opsamling og indkørsel, herunder tilsåning og tilpasning;

·

emballering og behandling såsom tørring,

rensning, knusning, desinficering og ensilering af landbrugsprodukter;

( )”

Landsskatteretten

bemærker, at den afgiftspligtige periode vedrører såvel den tidligere

formulering

af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, samt den nugældende formulering,

der

blev indsat ved lov nr. nr. 435 af 26. juni 1998. Retten finder, at der ikke

ved vurderingen af det her omhandlede forbrug skal ske en adskilt bedømmelse

af

forbruget før og efter lovændringen, idet der ikke med den nævnte lovændring

har været tilsigtet nogen materiel ændring af bestemmelsen.

Landsskatteretten

har ved kendelse af 6. december 2002, offentliggjort i SKM2003.34.LSR,

fundet,

at roerensning, som i den pågældende sag omhandlede, måtte anses for omfattet

af § 11, stk. 3, 1. pkt., vedrørende såkaldte primæraktiviteter, samt at der

ikke forelå hjemmel til at foretage en sondring afhængig af, hvem der udfører

en given aktivitet, der i øvrigt kan henregnes til bestemmelsens 1. pkt. Da

virksomheden havde forestået roerensningen med særskilt materiel samt aftalt

særskilt afregning herfor, fandt retten, at det omhandlede forbrug var

godtgørelsesberettiget.

Som

følge af kendelsen har Told- og Skattestyrelsen den 7. maj 2003 udstedt

cirkulære om ændring af praksis og genoptagelse af sager om godtgørelse af

olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i forbindelse med

rensning af roer mv., jf. TSS-cirk. 2003-10 samt TSS-cirk. 2003-37 med

rettelser til førstnævnte.

Nærværende

sag omhandler motorbrændstof forbrugt i forbindelse med læsning af kartofler

forinden

bortkørsel fra

landbrugsejendommen. Det bemærkes, at kartoflerne forinden er optaget med en

kartoffeloptager, på et transportbånd har gennemgået en rensnings- og

sorteringsproces,

og derefter været udlagt på jorden i en kortere eller længere periode. Videre

bemærkes,

at læsseskovlen ryster den overskydende jord af.

Det

omhandlede forbrug er medgået til en aktivitet, hvorved der både foregår

rensning og læsning. Henset til at læsseskovlen ryster jorden af, kan det

ikke

lægges til grund, at rensningen er sekundær i forhold til læsningen, idet der

herved foregår en yderligere, nødvendig rensning af kartoflerne. Under disse

omstændigheder finder retten, at klageren i overensstemmelse med

SKM2003.34LSR

er berettiget til godtgørelse vedrørende det omhandlede forbrug, jf.

olieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt.

Herefter

bemærkes, at Landsskatteretten, ikke har kompetence til at tage stilling til,

hvorvidt et eventuelt tilbagebetalingskrav er forældet, ligesom retten i

øvrigt

ikke kan tage stilling til, om selskabets anmodning om tilbagebetaling vil

være

omfattet af TSS-cirkulære nr. 2003-10. Retten har således alene kompetence

til

at påkende regionens afgørelse for så vidt angår den del, der vedrører selve

afgiftsgrundlaget, herunder i hvilket omfang der kan ske ekstraordinær

fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift i henhold til

skattestyrelseslovens § 35 C.

Klagerens

anmodning om godtgørelse er indgivet efter den 12. marts 2003, hvorfor denne

er

omfattet af genoptagelsesreglerne i skattestyrelseslovens § 35 C, jf. herved

ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 6 i lov nr. 410 af 2. juni 2003. I henhold

til

skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. 1, er klageren herefter berettiget

til godtgørelse fra perioden fra 1. april 1996 til 30. juni 1996, hvilket var

den første godtgørelsesperiode, der var til påkendelse i SKM2003.34LSR.

Den

påklagede afgørelse vil være at ændre i overensstemmelse hermed, idet det

overlades told- og skatteregionen at foretage den talmæssige opgørelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter