Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 6. december 2002 vedr. Mineralolieafgift primæraktivitet eller transport vognmand rensning af roer

KEN nr 9519 af 06/12/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet29. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 6. december 2002 vedr.

Mineralolieafgift – primæraktivitet eller transport – vognmand

– rensning af

roer

Klagen skyldes, at Told- og Skatteregionen ved den påklagede

afgørelse ikke har anset A ApS for berettiget til godtgørelse af olie- og

CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof, jf. olieafgiftslovens § 11,

stk. 2, samt CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1 og 4, i forbindelse med rensning

af

roer. Følgelig er virksomhedens afgiftstilsvar for perioden 1. april 1996

– 31.

december 2000 forhøjet med 409.252 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at A ApS (herefter benævnt

virksomheden) driver vognmandsvirksomhed med 7 biler. Virksomheden kører

hovedsageligt med roer, korn og foderstoffer.

Derudover har virksomheden en gummiged og en rensemaskine, der

anvendes i forbindelse med rensning og læsning af roer. Roerne læsses fra

jorden til rensemaskinen med gummigeden. Rensemaskinen ryster jord og sten af

roerne, der herefter ved et transportbånd transporteres til lastbilen,

hvorefter

de køres til sukkerfabrikken. Der anvendes olie til gummigeden og

roerenseren.

Mængden af den anvendte olie noteres op af virksomheden, der periodisk

oplyser

dette til revisoren, som herefter beregner fradraget. Virksomheden anvender

ikke olie til andre fradragsberettigede formål.

Det er oplyst, at rensningen foretages med bl.a. følgende

formål:

landmanden opnår den bedste pris for roerne hos sukkerfabrikken,

når roerne er renset inden indleveringen

Læs alt

landmandens transportudgifter bliver mindsket, da betalingen til

vognmanden sker for antal transporterede tons

landmandens jord forbliver på ejendommen.

Virksomheden har i perioden 1. april 1996 – 31. december 2000

foretaget fradrag for henholdsvis olie- og CO2-afgift vedrørende olie anvendt

til motorbrændstof med henholdsvis 366.780 kr. og 42.472 kr. eller i alt

409.252 kr.

Told- og Skatteregionen har ved den påklagede afgørelse ikke

anset virksomheden for berettiget til godtgørelse af olie- og CO2-afgift af

olie forbrugt som motorbrændstof, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2, samt

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1 og 4, og følgelig forhøjet virksomhedens

tilsvar

for den påklagede periode med det fratrukne beløb.

Regionen har således ikke anset det omhandlede olieforbrug for

omfattet af olieafgiftslovens § 11, stk. 3. Det er herved anført, at hvis

andre

end landbrugsvirksomheden udfører transport af varer væk fra ejendommen, kan

der ikke ydes godtgørelse. Der skal derfor sondres mellem, hvornår

aktiviteten

er foretaget i forbindelse med primærarbejdet i jordbrug mv., og hvornår det

er

transport og, ikke mindst, hvem, der udfører transporten. Regionen har herved

henvist til Punktafgiftsvejledningen, april 2001, hvorefter det er regionens

opfattelse, at rensning, som sker i forbindelse med læsningen, skal anses for

en del af transporten og følgelig ikke berettiger til godtgørelse ved

anvendelse af en vognmandsvirksomhed i forbindelse med transport af varer.

Det

er således alene landmanden selv, der ved transport af egne varer væk fra

landbrugsejendommen, og under forudsætning af, at transporten ikke sker med

registrerede motorkøretøjer, er berettiget til godtgørelse for olieafgift

vedrørende olie forbrugt som motorbrændstof. Denne praksis har været gældende

siden starten af 90’erne, jf. Told- og Skattestyrelsens nyhedsbrev af

10.

december 1992 udsendt til momsregistrerede virksomheder. Endvidere er henvist

til Told- og Skattestyrelsens vejledning nr. 22, april 1998, om moms af

ydelser, hvori er defineret nogle begreber. F.eks. er afgangssted defineret

som

afhentningssted – dvs. det sted, hvor vognmanden mv. afhenter varen.

Endvidere

fremgår om ydelser, der er knyttet til transport af varer, at der skal være

tale om en ydelse, der er en naturlig del af den fysiske udførelse af en

transport og, at ydelsen skal stå i direkte forbindelse med transporten.

Typiske eksempler på ydelser, der er knyttet til transport, er lastning,

losning, omladninger og pakninger. Samme definitioner fremgår ligeledes af

cirkulære nr. 161 af 21. september 1992. Allerede i 1992 har det således

tydeligt fremgået af materiale udsendt fra Told- og Skat, at der ikke kan

opnås

afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof anvendt ved transport af varer fra og

til

landbrugsvirksomheder mv. Rensning af roer, der foretages uafhængigt af

læsningen/transporten er ikke knyttet til transport af roerne. Denne

aktivitet

er en primæraktivitet inden for landbrug mv. og dermed omfattet af

godtgørelsesreglerne, hvorimod der ikke ydes afgiftsgodtgørelse til den

virksomhed/vognmand, der efterfølgende transporterer roerne væk fra

ejendommen.

Den nye teknologi gør det muligt, at foretage roerensning i

forbindelse med læsningen, og er dermed en ydelse knyttet til transport, jf.

definitionen heraf i forbindelse med den momsmæssige behandling af

transportydelser. Dette forhold præciseres i Punktafgiftsvejledningen april

2001, hvor der bl.a. fremgår, at rensning af roer i forbindelse med læsning

og

pakning skal anses for en del af transporten. Der er ikke tale om en

praksisændring, men derimod en præcisering af afgrænsningen i loven mellem

primæraktivitet i landbruget og transportaktiviteter.

I relation til Landsskatterettens afgørelse af 8. august 2000

(refereret i TfS 2000.820) har regionen anført, at denne afgørelse ikke

omhandlede transport af varer væk fra ejendommen i forbindelse med salg af

produkter til tredjemand.

Regionen har endelig anført, at virksomhedens henvendelse til

regionen, i forbindelse med tilbudsgivning til landmændene for at få

bekræftet

om der var refusionsadgang på olie anvendt til roerensning, har været

opfattet

som en generel forespørgsel, der ikke har været omfattet af notat- og

akteringspligten. Der eksisterer derfor ingen noteringer mv. i denne

forbindelse hos regionen.

Virksomhedens repræsentant har over for Landsskatteretten

nedlagt påstand om, at virksomheden er berettiget til godtgørelse for olie-

og

CO2-afgift i overensstemmelse med det angivne.

Det er til støtte herfor principalt gjort gældende, at det

omhandlede brændstofforbrug i forbindelse med roerensning hos landmænd har

status som landbrugsarbejde, hvorfor virksomheden har krav på refusion i

medfør

af olieafgiftslovens § 11, stk. 3, og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1.

Det er indledningsvis bemærket, at beslutningen om at udnytte

fritagelsesmuligheden i strukturdirektivet for mineralolieafgift fuldt ud for

landbrugsvirksomheder er begrundet i, at landbruget både direkte og indirekte

i

modsat fald ville komme til at bære meget væsentlige dele af den øgede

afgiftsbyrde og kun i meget begrænset omfang ville kunne overvælte denne

afgiftsbelastning. Den fra 1. oktober 1992 indførte begrænsning i

refusionsadgang for olie anvendt til motorbrændstof blev i overensstemmelse

med

muligheden herfor i strukturdirektivet søgt friholdt for landbrugsaktiviteter

i

bred forstand via en tilsyneladende let administrerbar reference i

olieafgiftslovens § 11, stk. 3, til det særlige landbrugsregister i

dagældende

momslovs § 25, stk. 1. Imidlertid blev det allerede i forbindelse med

vedtagelsen af den nye bestemmelse i olieafgiftslovens § 11, stk. 3, påpeget

fra

bl.a. Landsforeningen af Danske Maskinstationer, at de nye regler ville virke

stærkt konkurrenceforvridende, da maskinstationer mv. i konsekvens heraf

ville

være afskåret fra refusion. I lyset heraf tog skatteministeren allerede i

efteråret 1992 skridt til en præcisering af, at den særlige fritagelse i

olieafgiftslovens § 11, stk. 3, tillige skulle gælde maskinstationer mv., der

udførte markarbejde med en samtidig præcisering af, at det fortsat kun er den

enkelte landmand, der kan oppebære refusion i forbindelse med transport af

egne

landbrugsvarer fra den enkelte ejendom. Refusionsadgangen betinger

naturligvis

uændret, at transporten ikke udføres med egentligt registrerede køretøjer

såsom

lastbiler, varebiler mv. Refusionsadgangen for motorbrændstof har siden

vedtagelsen af nævnte i december 1992 i al væsentlighed været uændret.

Det er på baggrund heraf gjort gældende, at den roerensning, som

virksomheden tilbyder i lige konkurrence med den enkelte landmand,

maskinstation m.fl., har status som sædvanligt landbrugsarbejde.

Klassificeringen som landbrugsarbejde er konkret begrundet med følgende

forhold:

De særlige refusionsregler for landbruget har til formål i bred

forstand at friholde landbruget for afgiftsbelastning direkte og indirekte,

hvorfor rækkevidden af transportbegrebet skal fortolkes indskrænkende.

Olieafgiftslovens § 11, stk. 3, taler om ”transport fra

ejendommens område”, hvilket ikke hjemler en begrænsning med hensyn til

arbejde, der udelukkende udføres i marken hos den enkelte landmand.

Roerensningen sker kontraktmæssigt uafhængigt af en eventuel

transportopgave og mod særskilt betaling, hvorfor den enkelte landmand frit

kan

vælge selv at forestå hele eller dele af arbejdet med eget materiel.

Der benyttes særskilt materiel i forbindelse med roerensningen

helt uafhængigt af, om den efterfølgende transport bort fra ejendommen

forestås

af landmanden selv eller af en fremmed vognmand.

Der er ikke, som antydet af skatteministeren i et svar afgivet

den 3. maj 2001, hjemmel til, at differentiere refusionsadgangen mere eller

mindre tilfældigt, alt efter om samme virksomhed varetager både rensning og

transport.

Der er hverken i det oprindelige nyhedsbrev, dateret 10.

december 1992, eller senere vejledningsmateriale, herunder den første

officielle version af punktafgiftsvejledningen 2000, holdepunkter for det

væsentligt udvidede transportbegreb, regionen baserer refusionsnægtelsen på.

Det er således repræsentantens opfattelse, at der grundlæggende

gælder en aktivitetsbestemt refusionsadgang for landbrugsarbejde i bred

forstand, og at det efter praksis ikke kan tillægges betydning, hvem der

udfører det pågældende arbejde. Der er herved generelt adgang til refusion af

afgifter på motorbrændstof ved enhver form for håndtering, flytning og

læsning

af afgrøder og dyr, så længe nævnte foregår på den enkelte landbrugsejendom

og

udføres med køretøjer, der ikke har status som såkaldte ”registrerede

køretøjer”. Sidstnævnte understøttes tillige af, at der som eksempler på

fradragsbegrænsninger i tidligere vejledningsmateriale alene ses omtalt drift

af entreprenørmateriel i forbindelse med dræning, grusgravning, udgravning af

gylletank mv. samt drift af traktorer i forbindelse med, at

landbrugsvirksomheder eksempelvis påtager sig snerydning for kommuner.

Der foreligger således i den gældende affattelse af

olieafgiftslovens § 11, stk. 3, ikke den fornødne hjemmel til at udstrække

transportbegrebet til også at omfatte øvrige arbejdsopgaver, som udover at

blive konkret udført på den enkelte landbrugsejendom, tillige honoreres

særskilt ud over en eventuel transportopgave.

Roerensningsaktiviteten er fuldt sammenlignelig med andre

godtgørelsesberettigede landbrugsaktiviteter, eksempelvis mejetærskning samt

kartoffelrensning, hvor der i begge tilfælde sker rensning i forbindelse med

transporten bort fra ejendommen. På større landbrugsejendomme forestår

landmanden i øvrigt ofte selv rensningen, mens vognmanden herefter forestår

transporten bort fra ejendommen. I dette tilfælde er rensningen utvivlsomt en

godtgørelsesberettiget aktivitet, jf. skatteministerens besvarelse.

Endelig er det påpeget, at Landsskatteretten ved TfS 2000.820

har anerkendt, at aktiviteter med henholdsvis håndtering og transport kan

vurderes særskilt, ligesom afgørelsen ikke støtter den af told- og

skatteregionen udvidede transportdefinition.

Subsidiært er det gjort gældende, at den i efteråret 2000

anlagte fortolkning af refusionsadgangens rækkevidde i forhold til hidtidig

administration er udtryk for en ny og væsentligt skærpet fortolkning –

og ikke

blot en præcisering - som tidligst kan finde anvendelse fra det tidspunkt,

hvor

der er givet særlig meddelelse herom. Told- og Skattestyrelsens skærpede

fortolkning blev i første omgang kun givet som en intern meddelelse til

regionerne den 19. september 2000, og blev derfor først officiel, da der i

netversionen af punktafgiftsvejledningen for 2000 pr. april 2001, blev indsat

et særligt afsnit herom. Hertil kommer, at det fra virksomheden side er

oplyst,

at man – allerede da man for år tilbage købte materiellet – ved

telefonisk

henvendelse til regionen, fik bekræftet aktivitetens status som

refusionsberettiget landbrugsarbejde. Det er endvidere påfaldende, at

virksomheden i dens egenskab af primært vognmandsforretning i en lang årrække

har oppebåret refusion af betydelige afgiftsbeløb til trods for, at

refusionsadgangen for motorbrændstof, anvendt til transport i øvrigt, blev

ophævet allerede i efteråret 1992. Henset til den måde forholdet løbende har

været behandlet på, sammenholdt med det mangelfulde vejledningsmateriale, har

virksomheden således en absolut berettiget forventning om afgiftsrefusion.

Den

af myndighederne anvendte udvidede fortolkning af transportbegrebet vil

således

tidligst kunne gøres gældende med virkning fra den 1. april 2001.

Landsskatteretten skal

udtale:

I henhold til olieafgiftslovens § 11, stk. 2, kan afgiften for

varer, der anvendes som motorbrændstof, ikke tilbagebetales, medmindre

motorbrændstoffet anvendes som nævnt i lovens § 11, stk. 3. Endvidere kan der

i

henhold til CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, ske tilbagebetaling af

afgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter §

11

i olieafgiftsloven.

Der kan således alene ske tilbagebetaling, såfremt

motorbrændstoffet udelukkende anvendes til afgiftspligtig virksomhed efter

merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug,

fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, jf. den nugældende bestemmelse i lovens §

11, stk. 3. Videre fremgår, at der ligeledes ydes afgiftsgodtgørelse for

transport

fra ejendommens område af egne produkter hidrørende fra nævnte virksomhed

samt,

at brændstof anvendt i registrerede motorkøretøjer ikke bliver refunderet.

Bestemmelsen blev oprindeligt og med en anden formulering indsat

ved lov nr. 1029 af 19. december 1992. Af bemærkningerne til § 11, stk. 3,

fremgår bl.a., at der herved er foretaget en præcisering af, at fritagelsen

for

landbrug, gartneri mv. også gælder for maskinstationer mv., der udfører

markarbejder. Endvidere fremgår af betænkning afgivet af Skatteudvalget den

11.

december 1992, at den foreslåede ændring vedrørende afgiftsgodtgørelse for

transport hovedsageligt har til formål at præcisere, at landmænd afgiftsfrit

kan transportere egne varer, der er produceret i landbruget, bort fra

ejendommen

ved hjælp af virksomhedens traktorer. Videre fremgår, at hvis andre end

landmanden selv udfører transporten, skal der betales afgift.

Ved § 3 i lov nr. 435 af 26. juni 1998 blev bestemmelsen i

lovens § 11, stk. 3, indsat med den nugældende formulering. Af bemærkningerne

fremgår bl.a., at som en konsekvens af ophævelsen af bestemmelserne om det

særlige momsregister for landbrug og fiskeri mv. foreslås det at omformulere

bestemmelsen, således at de aktiviteter, der giver mulighed for godtgørelse,

nævnes direkte i lovbestemmelsen. Det er ikke hensigten at ændre praksis

vedrørende afgrænsningen af de godtgørelsesberettigede aktiviteter.

Af Told- og Skattestyrelsens nyhedsbrev af 10. december 1992

fremgår følgende vedrørende byregistrerede virksomheders arbejde for

landbrugsvirksomheder mv.:

”Byregistrerede” virksomheder, f.eks. maskinstationer, kan opnå

afgiftsgodtgørelse for olie og gas, der anvendes ved mark- og skovarbejde for

landbrugsvirksomheder mv. (virksomhed, der er omfattet af momslovens § 25,

stk.

1).

Afgiftsgodtgørelsen omfatter dog ikke motorbrændstof, der

anvendes ved transport af varer fra og til landbrugsvirksomheder mv. Kun i de

tilfælde, hvor der i forbindelse med markarbejde sker transport af produkter

fra marken til landbrugsvirksomheden eller modsat, kan virksomheden opnå

afgiftsgodtgørelse.

Der kan heller ikke opnås afgiftsgodtgørelse ved f.eks.

entreprenørarbejder for landbrugsvirksomheder mv.”

Af den af Told- og Skattestyrelsen udgivne Punkafgiftsvejledning

2000 fremgår følgende af afsnit F.6.10.:

”Eksempler på forbrug af motorbrændstof, hvor der ikke ydes

afgiftsgodtgørelse:

( ..)

5) Transport af varer mellem landbrugsvirksomheder og korn- og

foderstofforretninger, sukkerfabrikker mv. udført af andre end

landbrugsvirksomheden selv, herunder transport af afgrøder, som en

maskinstation høster for en landbrugsvirksomhed.”

( )

Eksempler på forbrug af motorbrændstof, hvor der ydes

afgiftsgodtgørelse:

Drift af fx traktorer, mejetærskere, arbejds- og motorredskaber

ved mark- og skovarbejde, uanset om arbejdet udføres af en

landbrugsvirksomhed

eller af en maskinstation mv. ( .)

Transport af afgrøder fra marken til driftsbygningerne, uanset

om transporten udføres af en landbrugsvirksomhed eller en maskinstation mv.

Landbrugsvirksomheders transport af egne varer, der er

produceret i landbruget, bort fra ejendommen ved hjælp af virksomhedens

traktorer. Der kan fx være tale om transport af grise, mælk eller roer med

traktor til henholdsvis slagteri, mejeri og sukkerfabrik. Hvis andre end

landmanden

selv udfører transporten, skal der betales motorbrændstofafgift.

Det bemærkes, at for forbrug omfattet af punkterne 1 og 2 er det

aktiviteten, der er afgørende for, hvorvidt en virksomhed er berettiget til

afgiftsgodtgørelse.

( .)”

Endvidere fremgår følgende af intern meddelelse fra Told- og

Skattestyrelsen af 18. september 2000 vedrørende olieafgiftslovens § 11, stk.

3, primæraktivitet eller transport:

”( ..)

Hvis andre end virksomheden selv udfører transporten af egne

varer væk fra ejendommen, kan der ikke ydes afgiftsgodtgørelse. Der skal

derfor

sondres mellem, hvornår aktiviteten er foretaget i forbindelse med

primærarbejdet i jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri,

dambrug, eller pelsdyravl og hvornår det er transport og ikke mindst hvem,

der

foretager denne transport.

Styrelsen har fået oplyst, at en række vognmænd har henvendt sig

til regionerne for at få godtgørelse for afgift af motorbrændstof, som de har

anvendt i situationer, hvor de samtidig med transport af roer fra en

landbrugsvirksomhed både har stået for rensningen og læsningen af roerne. (

.)

I forbindelse med transporten af roerne til sukkerfabrikken

foretages der ofte en rensning af roerne hos landmanden inden læsningen.

Rensning og læsning sker i nogle tilfælde med en kombineret maskine. Det er

styrelsens opfattelse, at rensning, som sker i forbindelse med læsningen,

skal

anses for en del af transporten. Der kan derfor alene ydes godtgørelse af

motorbrændstof som anvendes til rensning og læsning, hvis aktiviteten

foretages

af landmanden selv.

Hvis rensningen sker uafhængigt af læsningen kan aktiviteten

anses for omfattet af de godtgørelsesberettigede aktiviteter i

mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, uanset hvem der foretager rensningen.

( )”

Følgende afsnit er herefter indarbejdet i

Punktafgiftsvejledningen pr. 1. april 2001 (internet-version):

”

Primæraktivitet ctr. transport

Hvis der i forbindelse med transporten bort fra ejendommen sker

rensning i forbindelse med læsningen, skal rensningen anses for en del af

transporten. Der kan derfor alene ydes godtgørelse af motorbrændstof, som

anvendes til rensning og læsning, hvis aktiviteten foretages af landmanden

selv. Hvis rensningen sker uafhængigt af læsningen kan aktiviteten anses for

omfattet af de godtgørelsesberettigede aktiviteter i mineralolieafgiftslovens

§

11, stk. 3, uanset hvem der foretager rensningen.”

Endvidere fremgår af Skatteministerens besvarelser af hhv. 3.

maj 2001 og 9. juli 2001 på spørgsmål vedrørende fradrag for afgift af

mineralolie anvendt i forbindelse med rensning og læsning af roer følgende:

”( )

Hvis der i forbindelse med fx en maskinstations transport af

afgrøder væk fra ejendommen sker rensning i forbindelse med læsningen, anses

rensningen for en del af transporten. Baggrunden herfor er ikke, at

rensningen

anses for foregået ved vejen, men at rensningen anses for at være første led

i

en samlet transportydelse af et landbrugsprodukt væk fra ejendommens område.

Der er ikke tale om en samlet transportydelse i den anden situation du

nævner,

hvor fx en maskinstation renser roerne, mens en anden maskinstation foretager

transporten bort fra ejendommen.

( )”

og

”( .)

Det har derfor været nødvendigt at foretage en afgrænsning

mellem primæraktiviteter i landbruget og transportaktiviteter. Historisk set

har det været naturligt at trække grænsen, som beskrevet i den interne

meddelelse fra Told- og Skattestyrelsen d. 18. september 2000, således at

rensning af roer, der sker i forbindelse med læsningen, anses for det første

led i en samlet transportydelse.

Indholdet i den interne meddelelse er ikke et udtryk for en

praksisændring, men en præcisering af afgrænsningen i loven begrundet i, at

styrelsen havde konstateret uensartet administration hos enkelte regioner.

Styrelsen valgte på den baggrund at udsende en intern meddelelse frem for et

cirkulære. ( )”

Efter ordlyden af olieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt.,

sammenholdt med lovbemærkningerne, finder Landsskatteretten, at det er den

udøvede aktivitet, der er afgørende for, om der foreligger et

godtgørelsesberettiget motorbrændstofforbrug. Roerensning, som den i sagen

omhandlede, må anses for omfattet af bestemmelsens 1. pkt. vedrørende

såkaldte

primæraktiviteter. Landsskatteretten finder, at der ikke foreligger hjemmel

til

at foretage en sondring afhængig af, hvem der udfører en given aktivitet, der

i

øvrigt kan henregnes til bestemmelsens 1. pkt. Da virksomheden har forestået

den omhandlede roerensning med særskilt materiel samt aftalt særskilt

afregning

herfor, finder Landsskatteretten derfor, at virksomheden er berettiget til

godtgørelse for olie- og CO2-afgift vedrørende det i sagen omhandlede

forbrug,

jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt., samt CO2-afgiftslovens § 9, stk.

4. Den påklagede afgørelse ændres derfor, hvilket er tiltrådt af Told- og

Skattestyrelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter