Landsskatteretskendelse vedr. lønsumsafgift i selvejende institution
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. lønsumsafgift i selvejende
institution
Klagen skyldes, at A (herefter benævnt
institutionen) er anset for lønsumsafgiftspligtig og er afkrævet
lønsumsafgift
med virkning fra den 1. juli 2002.
Landsskatterettens
afgørelse
Regionens afgørelse ændres.
Sagens
oplysninger
Institutionen blev stiftet i november
1994 med økonomisk støtte fra Socialministeriet på initiativ af en række
alkoholikere og narkomaner samt pårørende hertil. Institutionen har ifølge
vedtægterne følgende formål:
”Den selvejende institutions formål er
at behandle narkomaner imod narkotikaafhængighed under anvendelse af
Minnesotakuren, således som denne er udtrykt i N.A.s 12-trins program.”
Minnesota-behandlingen er ifølge
institutionens bestyrelsesformand baseret på Anonyme Alkoholikeres og Anonyme
Narkomaners 12-trins program, og startede i Minnesota i 1949. Den består af
de
anonyme fællesskabers hjælp til selvhjælp i samarbejde med læger, psykologer,
psykiatere og terapeuter, samt præster og andre sjælesørgere.
Fællesskabstanken bygger på, at
alkoholisme og narkomani betragtes som primære sygdomme, fremkaldt af en
afhængig personlighed og resulterende i brug af disse afhængighedsskabende
stoffer. Friheden herfor består alene i en livslang afståen fra
indtagelse/anvendelse
af disse stoffer og et personligt opgør med fortiden samt etablering af en
Læs alt
god,
sund, arbejdsom dagligdag med et positivt sigte om en konstant udvikling. De
anonyme fællesskaber bygger i væsentlig grad på, at én alkoholiker eller
narkoman taler med en anden alkoholiker eller narkoman og derved
viderebringer
det budskab og den metode, som har medført frihed for den enkelte af
stofafhængigheden.
Institutionens klienter er hårdt
belastede narkomaner, meget ofte med en kriminel og meget belastet baggrund.
Den lange behandlingstid på institutionen går i vid udstrækning med at få
klienterne til at acceptere det åndelige fællesskabsprogram og gøre
programmet
til deres eget samt behandle de sociale problemer, deres hidtidige liv har
medført
for dem selv og deres pårørende.
Institutionen har cirka 55 ansatte,
hvoraf det administrative personale og køkkenpersonalet udgør cirka 10
personer. Stort set resten af personalet har tidligere selv været enten
alkoholikere eller narkomaner eller pårørende hertil. Cirka 25 af disse
arbejder
som egentlige terapeuter og har teoretiske uddannelser som
sorg-/kriseterapeut,
NLP-terapeut, gestaltterapeut, alkoholterapeut eller lignende. Institutionen
beskæftiger også 2 socialformidlere, der primært varetager kontakten til de
sociale myndigheder i amter og kommuner.
Endvidere har institutionen ansat en
læge på deltid og en sygeplejerske på fuld tid. Disse varetager klienternes
behov for behandling af direkte fysiske sygdomme som sårbehandling og
lignende,
der ofte er relaterede til stofafhængigheden. De forestår også nedtrapningen
af
afhængigheden hos klienterne ved anvendelse af metadon m.v.
Institutionen fakturerer de
kommuner/amter, hvorfra patienterne er henvist. Betalingen sker over
kommunernes sociale budgetter. Institutionen har ingen privatbetalende
patienter, med undtagelse af den behandling, der finder sted i Statsfængslet
i
Vridsløselille, hvor betalingen foretages af Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Institutionen får et årligt tilskud fra
Socialministeriet til afvænningsbehandling af narkomaner, der ikke er henvist
til behandling af en kommune. Tilskuddet udgør mindre end 50 % af
institutionens driftsomkostninger.
Told- og skatteregionen traf den 4.
oktober 1995 følgende afgørelse vedrørende institutionen:
”Efter en gennemgang af tilsendte
materiale, herunder bl.a. institutionens vedtægter, kan det meddeles, at
regionen finder, at der ikke foreligger en lønsumsafgiftspligtig aktivitet.
Med denne afgørelse er der specielt lagt
vægt på institutionens formålsparagraf, driftsform og overskudsanvendelse,
hvilke tilsammen findes at opfylde lovens § 1 for afgiftsfrihed som
ikke-økonomisk virksomhed med et socialt sigte for øje.”
Af et af institutionens revisor
udarbejdet notat af 30. marts 1995 fremgår bl.a. følgende:
”Jeg har kontaktet Told- og
skatteregionen den 23/3 1995 og talt med en B, omkring institutionens
lønsumsafgiftspligt. Han er ikke i tvivl om, at A ikke er
lønsumsafgiftspligtige da omsætningen overvejende (90%) vedrører fra landets
kommuner, dvs. det offentlige, samt at institutionens driftsomkostninger
afholdes for at opnå denne omsætning. Endvidere siger han, at
omsorgstjeneste,
og herunder behandlingshjem ej heller er lønsumsafgiftspligtige. Bs
konklusion
var, at han ikke på nogen måde kunne se, at A kunne blive
lønsumsafgiftspligtig.”
Ved brev af 20. december 2002 har
Socialministeriet skrevet således til Told- og Skattestyrelsen:
”Socialministeriet skal på foranledning
af henvendelser fra 2 boformer, som yder social støtte til stof- og
alkoholmisbrugere i overensstemmelse med lov om social service, og i
fortsættelse af tidligere telefonsamtale vedrørende afgørelser truffet af
Told-
og Skattestyrelsen om opkrævning af lønsumsafgift, fremkomme med supplerende
oplysninger.
Det fremgår af det materiale, som
Socialministeriet har modtaget fra de to boformer, at det til grund for
afgørelserne er fastsat, at de nævnte sociale støttetilbud er at betragte som
”egentlig sundhedspleje”. Dette har så efterfølgende ført til, at
der er blevet
opkrævet lønsumsafgift.
Idet Socialministeriet vurderer, at de
til grund for afgørelserne givne præmisser vedrørende de ydelser, der gives i
de omhandlede sociale tilbud, beror på en misopfattelse, skal man fremføre
følgende til forståelse af, hvad det er for tilbud, det drejer sig om:
Lov om social service omfatter blandt
andet de socialt mest udsatte voksne, personer over 18 år med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer fx:
·
Svært stillede sindslidende
·
Stofmisbrugere
·
Alkoholmisbrugere
Efter serviceloven skal vedkommende
amtskommune sørge for den sociale støtte, i modsætning til den lægelige
behandling, som oftest vil foregå parallelt med eller i forlængelse af den
sociale støtte og i overensstemmelse med reglerne i sundhedslovgivningen.
Hovedsigtet med den sociale støtte er ud fra den konkrete persons egne
ressourcer at forhindre en yderligere funktionsnedsættelse og at bibringe
vedkommende en bedre social og personlig funktion med henblik på en højnelse
af
livskvaliteten. Den sociale støtte vil – persongruppen taget i
betragtning –
ofte være langvarig samt udover den sideløbende lægelige behandling involvere
socialpædagogisk og til en vis grad psykologisk rådgivning. Støtten vil
samtidig indebære afhjælpning af eventuelle boligproblemer, personlig
bistand,
aktivitets- og samværstilbud samt aktivering og evt. revalidering.
Efter serviceloven skal vedkommende
amtskommune således sørge for aktivitets- og samværstilbud til de ovennævnte
grupper med henblik på opretholdelse eller forbedring af personlige
færdigheder
eller af livsvilkårene. I forbindelse med disse tilbud vil der normalt være
etableret forskellige aktiviteter som beskæftigelsesforløb,
selvhjælpsgruppearbejde, efterbehandling af alkohol- og stofmisbrugere i form
af samtalegrupper, inddragelse af pårørende, der er berørt af et misbrug i
form
af udveksling af tanker og idéer, som skal medvirke til at skabe de
ændringer,
der kan fremme den enkelte families fremtidige trivsel og velvære.
Vedkommende amtskommune vil kunne
iværksætte sin støtte ved, at der træffes aftale med foreninger,
organisationer
eller private.
Ser man på alkoholbehandlingen vil denne
normalt blive indledt med en akut afrusning og abstinensbehandling, som ydes
af
sundhedspersonale. I fortsættelse heraf kommer den sociale støtte, som
indebærer gruppesamtaler, gruppearbejde, fælles møder med alle grupper,
individuelle familiesamtaler, særskilt mande-kvindegruppe samtaler,
undervisning, konsekvenser af fortsat misbrug herunder identificering af
risikosituationer m.v., og endelig psykisk, social og fysik genoptræning,
personlig pleje med henblik på, at personen kan leve en så normal tilværelse
som før.
Den sociale behandlingsindsats på
stofmisbrugsområdet er beskrevet i Socialministeriets vejledninger af 10.
marts
1998 om den sociale indsats for de mest udsatte voksne og af 12. december
2001
om grundtakstfinansiering af sociale serviceydelser. Den sociale indsats
lægger
hovedvægten på behandling, forstået i bred forstand omfattende hele den
psykosociale indsats spændende fra den stoffri og substitutionsstøttede
behandling til mange former for indsatser efter den sociale lovgivning i
øvrigt. Typisk vil den sociale behandling indeholde både pædagogiske,
aktiveringsmæssige, socialfaglige og psykologiske elementer i kombination med
en medicinsk behandling.
I forbindelse med sociallovsreformen,
der trådte i kraft den 1. juli 1998 blev det præciseret, at
kommunalbestyrelsen
og amtsrådet har ansvaret for at føre tilsyn dels med personer, der har
ophold
i et privat botilbud, dels at føre tilsyn med de konkrete private tilbud, som
myndigheden indgik aftaler med jf. servicelovens § 94 a. Personkredsen
spænder
vidt, og omfatter eksempelvis personer med adfærds- og andre sociale
problemer
og personer med alkohol- og stofmisbrugsproblemer.
På denne baggrund er det
Socialministeriets opfattelse, at foreninger, organisationer og private, der
yder social forsorg og bistand til den ovenfor nævnte gruppe personer må
anses
for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, og dermed fritaget for
lønsumsafgift.”
Regionens
afgørelse
Institutionen er ved regionens afgørelse
af 3. oktober 2002 anset for lønsumsafgiftspligtig og er pålagt at afregne
lønsumsafgift med virkning fra den 1. juli 2002 og fremover.
Af Momsvejledningen for 2002 fremgår
vedrørende momslovens § 13, stk. 1, at de behandlinger, som udføres på
behandlingshjem for misbrugere, af Sundhedsstyrelsen anses for at høre under
det sundhedsmæssige område, hvorfor de er momsfri efter momslovens § 13, stk.
1, nr. 1. Endvidere har Told- og Skattestyrelsen i TfS 2000.361 præciseret,
at
ovennævnte behandlinger anses som anden egentlig sundhedspleje og således
momsfrie efter § 13, stk. 1, nr. 1.
Institutionen anses for at være
afgiftspligtig efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, idet behandlingerne,
der
udføres på behandlingshjem for misbrugere, hører under det sundhedsmæssige
område og derfor er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.
Den behandling, institutionen leverer,
er en integreret behandling og helbredelse af narkomaner, og derfor er hele
behandlingen fritaget for moms i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 1,
selvom institutionen også yder rådgivning fra socialrådgivere og terapeutisk
bistand.
Den direkte behandling af narkomaner må
anses som den primære ydelse, og rådgivning fra socialrådgivere som den
sekundære ydelse. Disse ydelser anses som en del af den integrerede
behandling
og udføres som en nødvendig ydelse af hensyn til blandt andet patientens
psykiske tilstand. Det fremgår af sag C-349/96, præmis 30, at en ydelse skal
anses for sekundær i forhold til en hovedydelse, når den ikke for kunderne
udgør et mål i sig selv, men er et middel til at udnytte tjenesteyderens
hovedydelse på de bedst mulige betingelser.
Behandlingen af narkotikaafhængighed i
form af anden egentlig sundhedspleje må således anses som hovedydelsen, og
rådgivning fra socialrådgivere som den sekundære ydelse, idet den sekundære
ydelse ikke kan stå alene. Rådgivning er et middel til at udnytte
tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser.
Institutionens
påstand og argumenter
Der er fremsat principal påstand om, at
institutionens ydelser i det hele er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr.
2, hvorefter ydelserne falder uden for lønsumsafgiftslovens
anvendelsesområde.
Subsidiært er der fremsat påstand om, at
institutionen leverer to særskilte former for ydelser, dels ydelser omfattet
af
momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, der dermed er lønsumsafgiftsfrie, og dels
ydelser, der er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, der er
lønsumsafgiftspligtige for så vidt angår den del af lønsummen, der kan anses
for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.
Mere subsidiært er der fremsat påstand
om, at Told- og skatteregionens afgørelse af 4. oktober 1995 er en
begunstigende forvaltningsakt, der ikke kan tilsidesættes af told- og
skattemyndighederne.
Til støtte for den principale påstand er
det anført, at Told- og skatteregionen i afgørelsen af 4. oktober 1995
fastslog, at der var tale om aktiviteter for social forsorg og bistand i
henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, der dermed var lønsumsafgiftsfri.
Desuden må Socialministeriets skrivelse
til Told- og Skattestyrelsen anses for et væsentligt og fagligt kompetent
bidrag fra det pågældende ressortministerium, som i et og alt har ansvaret
for
og varetager indsatsen overfor stofmisbrugere.
Indsatsen overfor
narkotikaafhængighed er et socialt relateret
problem. Institutionens klienter er henvist af de sociale myndigheder og ikke
af sundhedsvæsenet. Ydelserne fra institutionen betales via de sociale
budgetter
med hjemmel i lov om social service med undtagelse af den behandling, der
finder sted i Statsfængslet i Vridsløselille, hvor betalingen foretages af
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Institutionens ydelser har som det
væsentligste element til formål gennem et længerevarende behandlingsforløb at
få klienterne til at acceptere fællesskabsprogrammet, gøre programmet til
deres
eget samt at behandle de sociale problemer, deres tidligere liv har medført
for
misbrugerne og deres pårørende. Derimod har ydelserne fra institutionens læge
og sygeplejerske til formål at understøtte den beskrevne længerevarende
bearbejdning af de sociale problemer ved konkret at varetage klienternes
behov
for behandling af fysiske sygdomme, der ofte er relaterede til
stofafhængigheden. Herved sikres, at det væsentligste element i behandlingen
får et optimalt forløb.
Institutionens levering af ydelser i
form af behandling af sociale problemer udgør således hovedydelsen, idet
betalingen via de sociale budgetter tilsigter at dække denne. Leveringen af
sygdomsbehandling udgør kun en sekundær ydelse.
Af Sundhedsstyrelsens rapport
”Narkotikasituationen i Danmark 1999”, kapitel 11, fremgår
følgende:
”Ansvaret for behandling og forebyggelse
ligger på nationalt niveau hos henholdsvis Socialministeriet og
Sundhedsministeriet. Denne arbejdsdeling afspejler, at behandlingsindsatsen
reguleres efter den sociale lovgivning (Serviceloven), fordi man i
narkotikabehandlingen traditionelt lægger hovedvægten på de sociale og
socialpædagogiske
aspekter af behandlingen. Når forebyggelsen er placeret i
Sundhedsministeriets
regi, hænger det sammen med et hovedfokus på stoffer som en livsstil, der er
helbredsskadelig, analogt med alkohol og tobak.”
Af Sundhedsstyrelsens rapport
”Narkotikasituationen i Danmark 2002”, kapitel 1, fremgår følgende:
”På centralt plan har Socialministeriet
ansvaret for den sociale indsats for stofmisbrugere, herunder behandling i
medfør af Serviceloven. Ansvaret for spørgsmål i relation til lægelig
behandling, inklusiv substitutionsbehandling og forbindelsen mellem
hiv-smitte/hepatitis
og stofmisbrug samt spørgsmål i forbindelse med pleje ligger hos Indenrigs-
og
Sundhedsministeriet.”
Af de nævnte citater fremgår, at
narkobehandlingen i Danmark består af en social behandlingsindsats for
stofmisbrugere i medfør af serviceloven, hvor hovedvægten i
narkotikabehandlingen lægges på de sociale og socialpædagogiske aspekter.
Til støtte for den principale påstand er
der endvidere henvist til TfS 2000.905 og SKM 2001.213. I begge afgørelser
blev
virksomhedernes ydelser karakteriseret som social forsorg og bistand og
honoreret efter lov om social service, hvorfor begge afgørelser ud fra et
ligebehandlingsprincip i høj grad er relevante for denne sag.
For så vidt angår Told- og
Skattestyrelsens opfattelse af praksis i TfS 2000.361 bygger den på
Sundhedsstyrelsens udtalelse, hvorefter behandlingshjemmene anses for at
udføre
anden egentlig sundhedspleje. Sundhedsstyrelsen er i relation til behandling
af
narkomaner ikke den fagligt kompetente myndighed, da enhver indsats i
relation
til narkotikamisbrug falder ind under Socialministeriet. Sundhedsstyrelsens
bedømmelse har desuden ingen momsretlig værdi, idet sundhedsmyndighedernes
bedømmelse i sagens natur ikke hviler på en momsretlig vurdering af
fællesskabsretten. Endelig indeholder Sundhedsstyrelsens udtalelse af 27.
september 1999 kun to sætninger, der end ikke tilnærmelsesvis redegør for,
hvordan fordelingen af ansvaret for behandling og forebyggelse ligger på
nationalt niveau hos henholdsvis Socialministeriet og Sundhedsministeriet.
Sundhedsstyrelsen redegør heller ikke for, hvad der konkret bevirker, at
behandlingen af misbrugere på behandlingshjem generelt kan karakteriseres for
at være anden egentlig sundhedspleje.
Told- og Skattestyrelsen
praksisudmeldelse er endvidere meget kortfattet og det fremgår ikke, om man
selvstændigt har undersøgt, hvorvidt ydelserne helt eller delvis kunne anses
at
vedrøre social forsorg og bistand, ligesom man formentlig heller ikke har
undersøgt samtlige behandlingshjems aktiviteter, inden udtalelsen blev givet.
Endvidere har praksis vedrørende
behandlingshjem været svingende og visse behandlingsinstitutioner har været
fritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.
Regionen lægger ved sin afgørelse afgørende
vægt på, at institutionens formål er behandling for narkotikaafhængighed. Det
tages dog ikke i betragtning, at denne behandling består i en social
behandlingsindsats, der honoreres efter lov om social service.
Denne behandlingsindsats udgøres
hovedsagelig af tjenesteydelser, der er snævert forbundet med social bistand
og
social sikring i den forstand, hvori udtrykkene anvendes i 6. momsdirektivs
artikel 13, stk. 1, litra g, idet der ikke er tale om behandling af personer
i
6. momsdirektivs forstand.
Det følger af EF-domstolens praksis, at
en læges hovedfunktion består i at foretage en videnskabelig bedømmelse af
menneskers sundhedstilstand som led i en profylaktisk lægelig handling, i at
stille en diagnose eller i terapeutisk behandling af syge mennesker, jf.
præmis
14, i sagen C-167/95.
Af sagen C-141/00, præmis 39, fremgår,
at ydelser uden et sådant terapeutisk formål må derfor i betragtning af
princippet om, at enhver bestemmelse, der har til formål at indføre en
fritagelse for omsætningsafgift, skal fortolkes indskrænkende, udelukkes fra
anvendelsesområdet for 6. direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra c.
Det følger videre af samme sags præmis
40, at alene behandlingen af personer, der foregår uden for et hospital som
led
i udøvelsen af lægegerning eller dertil knyttede erhverv med henblik på at
forebygge, diagnosticere eller behandle, kan være omfattet af en fritagelse i
henhold til 6. direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra c, således at
anden
virksomhed ikke er omfattet.
Af præmis 41 kan herefter udledes, at
virksomhed med eksempelvis almindelig hjælp, nemlig den, der består i hjælp
til
personlig hygiejne, tilberedelse af og hjælp til indtagelse af mad samt hjælp
til af- og påklædning og til at stå op og gå i seng, dels hjælp i
husholdningen,
hvortil hører indkøb, madlavning, rengøring af bolig og tøjvask, der udøves
af
uddannede medicinalpersoner, betragtes som anden virksomhed, der ikke er
fritaget som behandling af personer.
Efter præmis 44 vil denne anden
virksomhed dog skulle betragtes som tjenesteydelser, der er snævert forbundet
med social bistand og social sikring i den forstand, hvori udtrykkene
anvendes
i 6. direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g, når ydelserne ydes som
støtte til personer, der er fysisk eller økonomisk afhængige. I den konkrete
sag blev støtten ydet og honoreret med baggrund i de tyske sociale sikrings-
eller hjælperegler.
Hverken narkomani eller alkoholisme er
at betragte som sygdomme i traditionel forstand, og hverken kirurgisk eller
medicinsk behandling er til nogen som helst nytte. Da institutionen således
ikke leverer nogen kirurgisk eller medicinsk behandling, men derimod
behandling
imod narkotikaafhængighed under anvendelse af Minnesotakuren, er betingelsen
for momsfritagelse som behandling af personer som led i udøvelse af
lægegerning
og dertil knyttede erhverv ikke til stede.
Ligesom det var tilfældet i sag C-141/00
skal tjenesteydelserne fra institutionen betragtes som tjenesteydelser, der
er
snævert forbundet med social bistand og social sikring og dermed
momsfritagne,
da ydelserne med baggrund i lov om social service ydes som støtte til
personer,
der er fysisk eller økonomisk afhængige.
Repræsentanten har videre anført, at
Socialministeriet i skrivelse af 13. december 2002 til kommuner og
amtskommuner
m.fl. i forbindelse med ændring af lov om social service fremhævede, at
amtskommunen efter lovens § 85 fik pligt til at tilbyde social behandling for
stofmisbrug inden for en frist på 14 dage. Betalingen for døgnophold på
institutionen er netop ydet med baggrund i servicelovens § 85
Til støtte for den subsidiære påstand er
det gjort gældende, at såfremt institutionens ydelser ikke anses som en
samlet
ydelse, må det anses som to særskilte uafhængige ydelser, hvorefter den
lønsum,
der vedrører terapeuternes og socialformidlernes ydelser, ikke skal indgå i
lønsumsafgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2 og 4, da
disse
ydelser er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Der skal derfor kun
beregnes lønsumsafgift af den lønsum, der kan anses for at vedrøre ydelser
omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.
Til støtte for den mest subsidiære
påstand er det anført, at en begunstigende forvaltningsakt som Told- og
skatteregionens afgørelse af 4. oktober 1995 efter almindelige
forvaltningsretlige principper ikke uden videre kan ændres af told- og
skattemyndighederne.
Repræsentanten har til Told- og
Skattestyrelsens udtalelse anført, at institutionens formål, behandling af
narkomaner imod narkotikaafhængighed under anvendelse af Minnesotakuren,
klart
understreger, at der netop ikke er tale om levering af lægelige og dertil
knyttede ydelser omfattet af direktivets artikel 13, punkt A, stk. 1, litra
c).
Social behandling af stofmisbrug, dvs. behandling af sociale problemer som
følge af stofmisbrug under anvendelse af Minnesotakuren, vil i modsætning til
medicinsk (lægevidenskabelig) behandling aldrig kunne henføres til artikel
13,
punkt A, stk. 1, da ydelsen efter sin art ikke kan karakteriseres som en
lægelig ydelse m.v. Styrelsens henvisning til institutionens eget syn på
”alkoholisme som en sygdom” er taget ud af sammenhængen, og er i
den
forbindelse irrelevant for den moms- og lønsumsafgiftsmæssige bedømmelse.
For så vidt angår spørgsmålet om Told-
og skatteregionens afgørelse af 4. oktober 1995 har repræsentanten anført, at
korrespondancen viser, at regionen har foretaget en konkret og detaljeret
vurdering af spørgsmålet, og at der dermed er truffet en egentlig og dermed
også bindende afgørelse.
Told-
og Skattestyrelsens udtalelser
Efter gældende praksis, som
offentliggjort i TfS 2000.361 og Momsvejledningen for 2002, afsnit D.11.1, er
de behandlinger, som udføres på behandlingshjem, fritaget for moms efter
momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. Behandlingshjem kan også levere andre ydelser
end behandlinger. Sådanne andre ydelser kan være en integreret del af
behandlingen, være sekundære ydelser til behandlingen, og de kan være
ydelser,
der momsmæssigt skal behandles selvstændigt.
Offentliggørelsen af praksis i 2000
skete på baggrund af en henvendelse fra Told- og Skattestyrelsen til
Sundhedsstyrelsen, idet Sundhedsstyrelsen blev anset for at være den fagligt
kompetente myndighed. Styrelsen har siden fra Socialministeriet fået oplyst
telefonisk, at behandlingshjem for ludomaner, samt en del af
behandlingshjemmene
for narkomaner og nogle behandlingshjem for alkoholikere hører til
Socialministeriets ressort.
Af oplysningerne fra
bestyrelsesformanden for institutionen om behandlingshjemmet samt
personalesammensætningen fremgår det, at formålet med institutionen er at
behandle narkomaner imod narkotikaafhængighed.
Det fremgår desuden af
bestyrelsesformandens beskrivelse af behandlingen og
personalesammensætningen,
at behandlingen sker som et terapeutisk forløb. Styrelsen skal hertil
bemærke,
at psykologiske-, psykiatriske- og psykoterapeutiske behandlinger, er
fritaget
for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.
Dette taler efter styrelsens opfattelse
for, at den ydelse, behandlingshjemmet leverer, er
sundhedspleje/behandlinger,
jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, og ikke social forsorg og bistand, jf. §
13, stk. 1, nr. 2.
Det er således styrelsens opfattelse, at
institutionen er lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftslovens § 1. Det er
desuden styrelsens opfattelse, at den kontakt til kommuner m.v., som udføres
af
de 2 ansatte socialformidlere, skal anses for at være en sekundær ydelse til
behandlingen af stofmisbrugere, og således behandles som hovedydelsen, jf.
dommen i Card Protection Plan sagen.
Told- og Skattestyrelsen har under
sagens behandling for Landsskatteretten fastholdt indstillingen om
stadfæstelse, idet styrelsen supplerende har anført, at Sundhedsstyrelsen er
den myndighed, der har den faglige kompetence til at afgøre, om en type
ydelser
hører under det sundhedsmæssige område eller ej.
Endvidere skal såvel behandling som
pleje efter EF-domstolens praksis have til formål at diagnosticere, behandle
og
så vidt muligt helbrede sygdomme eller sundhedsmæssige anomalier for at være
omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. Forebyggelse
samt
psykoterapeutiske behandlinger er ligeledes omfattet af fritagelsen.
Ud fra institutionens syn på alkoholisme
som en sygdom samt formålet med institutionen og med behandlingen, er
formålet
med de ydelser, som leveres af institutionen, at behandle og så vidt muligt
helbrede sygdomme og sundhedsmæssige anomalier. Institutionens ydelser må
derfor anses for at være fritaget for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr.
1.
For så vidt angår momsfritagelsen i
momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, har styrelsen supplerende anført, at det, at
en
ydelse bevilges efter lov om social service, ikke i sig selv er
tilstrækkeligt
til, at leverancen kan anses for at være social forsorg og bistand. I henhold
til retspraksis skal der ved vurderingen af den konkrete leverance ses på
bl.a.
formålet med leverancen og på hovedydelsens art. Idet institutionen leverer
ydelser med henblik på at behandle og så vidt muligt helbrede sygdomme eller
sundhedsmæssige anomalier, er ydelserne ikke omfattet af momslovens § 13,
stk.
1, nr. 2.
Videre har styrelsen anført, at det ikke
er ressortministeriet og den lovgivning, der regulerer ydelserne –
herunder
regulerer betalingen – som i sig selv skal være afgørende for
momsfritagelsen.
En sådan vurdering vil endvidere være i strid med princippet om
afgiftsneutralitet
Endelig har styrelsen anført, at det, at
institutionen har ansat to socialformidlere, kunne tyde på, at institutionen
ved siden af behandlingerne også leverer social forsorg og bistand. Det er
dog
ikke muligt på det foreliggende grundlag at se, hvad de to socialformidleres
arbejdsopgaver er, og dermed vurdere, om der leveres social forsorg og
bistand,
og i givet fald i hvilket omfang.
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
I henhold til momslovens § 13, stk. 1,
nr. 2, er følgende varer og ydelser fritaget for afgift:
”Social forsorg og bistand, herunder
sådan, som præsteres af børne- og ungdomsinstitutioner og institutioner inden
for ældreområdet, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning
hertil.”
Af forarbejderne til bestemmelsen i
momslovens § 13 fremgår, at de heri indeholdte fritagelser er fastsat i
overensstemmelse med 6. momsdirektiv. I direktivets artikel 13 er i punkt A
indeholdt en række fritagelser til fordel for visse former for virksomhed af
almen karakter. Af bestemmelsens litra g og h fremgår nærmere:
”g) tjenesteydelser og levering af goder
med nær tilknytning til social bistand og social sikring, herunder sådanne,
som
præsteres af alderdomshjem, af offentligretlige organer eller af andre, der
er
anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig
karakter;
h) tjenesteydelser og levering af goder
med nær tilknytning til beskyttelse af børn og unge, som præsteres af
offentligretlige organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som
foretagender af almennyttig karakter.”
Det fremgår af lov om social service §
85:
”Amtskommunen sørger for tilbud om
behandling af stofmisbrugere.
Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 skal
iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til amtskommunen.
Stk. 3. En person, der er visiteret til
behandling, kan vælge at blive behandlet i et andet offentligt
behandlingstilbud eller godkendt privat behandlingstilbud af tilsvarende
karakter som det, der er visiteret til efter stk. 1.
( )”
Institutionens ydelser i form af
narkotikaafvænning ydet i henhold til § 85 i lov om social service må anses
for
omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om
social
forsorg og bistand. Det er således amtskommunen, der har besluttet, at
institutionen skal varetage og modtage betaling for en opgave, der i det
væsentlige må karakteriseres som social forsorg og bistand.
Narkotikaafvænningen af stofmisbrugere,
der foregår i henhold til tilskuddet ydet af Socialministeriet eller på
afdelinger i Vridsløselille fængsel for betaling modtaget af
Kriminalforsorgen,
er ligeledes ydelser, der må anses for omfattet af bestemmelsen i momslovens
§
13, stk. 1, nr. 2, om social forsorg og bistand.
De i forbindelse med afvænningen
leverede ydelser af autoriserede sundhedspersoner, såsom sårbehandling,
nedtrapningsbehandling og lignende, må anses som sekundære ydelser til
hovedbehandlingsydelsen, hvorfor disse anses som en integreret del af den
momsfrie hovedydelse, jf. sag C-349/96.
Lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, har
følgende ordlyd:
”Der betales en afgift til statskassen
af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget
for
afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6,
nr.
8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2, og af
virksomheder
med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er
afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven. Der betales tillige afgift af
virksomheder, der udgiver eller importerer aviser.”
Da de af institutionen leverede ydelser
er omfattet af bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om social
forsorg
og bistand, er institutionen ikke lønsumsafgiftspligtig, jf.
lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.
Den påklagede afgørelse ændres i
overensstemmelse hermed.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sagen drejer sig om opgørelse af lønsumsafgiftstilsvar for 2008-2010. Prøvelse af Landsskatteretskendelser Domsdatabasen · 20. januar 2021
- Sagen angår opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget for perioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2012 for fællesregistreringen, hvor PFA Pension, Forsikringsaktieselskab har været afregnende enhed Domsdatabasen · 7. juli 2023
- Moms - afgiftspligtig person - kommunal institution - specialtandpleje og omsorgstandpleje Retsinformation · 10. november 2017
- SKAT har forhøjet virksomhedens lønsumsafgift med 2.681 kr Landsskatteretten · 29. juni 2022
- SKAT har ikke imødekommet anmodning om tilbagebetaling af betalt lønsumsafgift for årene 2005 og 2006 vedrørende overskud og løn til medarbejdere i Danmark i… Landsskatteretten · 29. april 2010
- Skattecentrets efteropkrævning af 163.856 kr. i lønsumsafgift for perioden fra den 1. januar 2004 til den 31. december 2007 Landsskatteretten · 19. juni 2013
Lignende dokumenter
- Erhvervsdrivende fond, der driver behandlingshjem ikke lønsumsafgiftsfritaget som social forsorg og bistand Retsinformation · 2. august 2006
- Et bindende svar angående, hvorvidt et hospice omfattes af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, og dermed skal pålægges lønsumsafgift, jf.… Landsskatteretten · 22. maj 2012
- Landsskatteretskendelse vedr. Ejerforening lønsumsafgiftspligt bestyrelse og vicevært Retsinformation · 30. marts 2007
- Landsskatteretskendelse vedr. hospitalsbehandling udført af specialsygehus - driftsoverenskomst - lønsumsafgift Retsinformation · 22. juli 2011
- Nr 92, februar 1996 - NATURKLAGENÆVNET ORIENTERER - Etablering af behandlingsvirksomhed i kursusejendom ikke anset som en ændret anvendelse, der krævede landzonetilladelse Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. oktober 1995
- Nr 92, februar 1996 - NATURKLAGENÆVNET ORIENTERER Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. oktober 1995