Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. lønsumsafgift i selvejende institution

KEN nr 9649 af 03/09/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet6. december 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. lønsumsafgift i selvejende

institution

Klagen skyldes, at A (herefter benævnt

institutionen) er anset for lønsumsafgiftspligtig og er afkrævet

lønsumsafgift

med virkning fra den 1. juli 2002.

Landsskatterettens

afgørelse

Regionens afgørelse ændres.

Sagens

oplysninger

Institutionen blev stiftet i november

1994 med økonomisk støtte fra Socialministeriet på initiativ af en række

alkoholikere og narkomaner samt pårørende hertil. Institutionen har ifølge

vedtægterne følgende formål:

”Den selvejende institutions formål er

at behandle narkomaner imod narkotikaafhængighed under anvendelse af

Minnesotakuren, således som denne er udtrykt i N.A.s 12-trins program.”

Minnesota-behandlingen er ifølge

institutionens bestyrelsesformand baseret på Anonyme Alkoholikeres og Anonyme

Narkomaners 12-trins program, og startede i Minnesota i 1949. Den består af

de

anonyme fællesskabers hjælp til selvhjælp i samarbejde med læger, psykologer,

psykiatere og terapeuter, samt præster og andre sjælesørgere.

Fællesskabstanken bygger på, at

alkoholisme og narkomani betragtes som primære sygdomme, fremkaldt af en

afhængig personlighed og resulterende i brug af disse afhængighedsskabende

stoffer. Friheden herfor består alene i en livslang afståen fra

indtagelse/anvendelse

af disse stoffer og et personligt opgør med fortiden samt etablering af en

Læs alt

god,

sund, arbejdsom dagligdag med et positivt sigte om en konstant udvikling. De

anonyme fællesskaber bygger i væsentlig grad på, at én alkoholiker eller

narkoman taler med en anden alkoholiker eller narkoman og derved

viderebringer

det budskab og den metode, som har medført frihed for den enkelte af

stofafhængigheden.

Institutionens klienter er hårdt

belastede narkomaner, meget ofte med en kriminel og meget belastet baggrund.

Den lange behandlingstid på institutionen går i vid udstrækning med at få

klienterne til at acceptere det åndelige fællesskabsprogram og gøre

programmet

til deres eget samt behandle de sociale problemer, deres hidtidige liv har

medført

for dem selv og deres pårørende.

Institutionen har cirka 55 ansatte,

hvoraf det administrative personale og køkkenpersonalet udgør cirka 10

personer. Stort set resten af personalet har tidligere selv været enten

alkoholikere eller narkomaner eller pårørende hertil. Cirka 25 af disse

arbejder

som egentlige terapeuter og har teoretiske uddannelser som

sorg-/kriseterapeut,

NLP-terapeut, gestaltterapeut, alkoholterapeut eller lignende. Institutionen

beskæftiger også 2 socialformidlere, der primært varetager kontakten til de

sociale myndigheder i amter og kommuner.

Endvidere har institutionen ansat en

læge på deltid og en sygeplejerske på fuld tid. Disse varetager klienternes

behov for behandling af direkte fysiske sygdomme som sårbehandling og

lignende,

der ofte er relaterede til stofafhængigheden. De forestår også nedtrapningen

af

afhængigheden hos klienterne ved anvendelse af metadon m.v.

Institutionen fakturerer de

kommuner/amter, hvorfra patienterne er henvist. Betalingen sker over

kommunernes sociale budgetter. Institutionen har ingen privatbetalende

patienter, med undtagelse af den behandling, der finder sted i Statsfængslet

i

Vridsløselille, hvor betalingen foretages af Direktoratet for

Kriminalforsorgen.

Institutionen får et årligt tilskud fra

Socialministeriet til afvænningsbehandling af narkomaner, der ikke er henvist

til behandling af en kommune. Tilskuddet udgør mindre end 50 % af

institutionens driftsomkostninger.

Told- og skatteregionen traf den 4.

oktober 1995 følgende afgørelse vedrørende institutionen:

”Efter en gennemgang af tilsendte

materiale, herunder bl.a. institutionens vedtægter, kan det meddeles, at

regionen finder, at der ikke foreligger en lønsumsafgiftspligtig aktivitet.

Med denne afgørelse er der specielt lagt

vægt på institutionens formålsparagraf, driftsform og overskudsanvendelse,

hvilke tilsammen findes at opfylde lovens § 1 for afgiftsfrihed som

ikke-økonomisk virksomhed med et socialt sigte for øje.”

Af et af institutionens revisor

udarbejdet notat af 30. marts 1995 fremgår bl.a. følgende:

”Jeg har kontaktet Told- og

skatteregionen den 23/3 1995 og talt med en B, omkring institutionens

lønsumsafgiftspligt. Han er ikke i tvivl om, at A ikke er

lønsumsafgiftspligtige da omsætningen overvejende (90%) vedrører fra landets

kommuner, dvs. det offentlige, samt at institutionens driftsomkostninger

afholdes for at opnå denne omsætning. Endvidere siger han, at

omsorgstjeneste,

og herunder behandlingshjem ej heller er lønsumsafgiftspligtige. Bs

konklusion

var, at han ikke på nogen måde kunne se, at A kunne blive

lønsumsafgiftspligtig.”

Ved brev af 20. december 2002 har

Socialministeriet skrevet således til Told- og Skattestyrelsen:

”Socialministeriet skal på foranledning

af henvendelser fra 2 boformer, som yder social støtte til stof- og

alkoholmisbrugere i overensstemmelse med lov om social service, og i

fortsættelse af tidligere telefonsamtale vedrørende afgørelser truffet af

Told-

og Skattestyrelsen om opkrævning af lønsumsafgift, fremkomme med supplerende

oplysninger.

Det fremgår af det materiale, som

Socialministeriet har modtaget fra de to boformer, at det til grund for

afgørelserne er fastsat, at de nævnte sociale støttetilbud er at betragte som

”egentlig sundhedspleje”. Dette har så efterfølgende ført til, at

der er blevet

opkrævet lønsumsafgift.

Idet Socialministeriet vurderer, at de

til grund for afgørelserne givne præmisser vedrørende de ydelser, der gives i

de omhandlede sociale tilbud, beror på en misopfattelse, skal man fremføre

følgende til forståelse af, hvad det er for tilbud, det drejer sig om:

Lov om social service omfatter blandt

andet de socialt mest udsatte voksne, personer over 18 år med nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer fx:

·

Svært stillede sindslidende

·

Stofmisbrugere

·

Alkoholmisbrugere

Efter serviceloven skal vedkommende

amtskommune sørge for den sociale støtte, i modsætning til den lægelige

behandling, som oftest vil foregå parallelt med eller i forlængelse af den

sociale støtte og i overensstemmelse med reglerne i sundhedslovgivningen.

Hovedsigtet med den sociale støtte er ud fra den konkrete persons egne

ressourcer at forhindre en yderligere funktionsnedsættelse og at bibringe

vedkommende en bedre social og personlig funktion med henblik på en højnelse

af

livskvaliteten. Den sociale støtte vil – persongruppen taget i

betragtning –

ofte være langvarig samt udover den sideløbende lægelige behandling involvere

socialpædagogisk og til en vis grad psykologisk rådgivning. Støtten vil

samtidig indebære afhjælpning af eventuelle boligproblemer, personlig

bistand,

aktivitets- og samværstilbud samt aktivering og evt. revalidering.

Efter serviceloven skal vedkommende

amtskommune således sørge for aktivitets- og samværstilbud til de ovennævnte

grupper med henblik på opretholdelse eller forbedring af personlige

færdigheder

eller af livsvilkårene. I forbindelse med disse tilbud vil der normalt være

etableret forskellige aktiviteter som beskæftigelsesforløb,

selvhjælpsgruppearbejde, efterbehandling af alkohol- og stofmisbrugere i form

af samtalegrupper, inddragelse af pårørende, der er berørt af et misbrug i

form

af udveksling af tanker og idéer, som skal medvirke til at skabe de

ændringer,

der kan fremme den enkelte families fremtidige trivsel og velvære.

Vedkommende amtskommune vil kunne

iværksætte sin støtte ved, at der træffes aftale med foreninger,

organisationer

eller private.

Ser man på alkoholbehandlingen vil denne

normalt blive indledt med en akut afrusning og abstinensbehandling, som ydes

af

sundhedspersonale. I fortsættelse heraf kommer den sociale støtte, som

indebærer gruppesamtaler, gruppearbejde, fælles møder med alle grupper,

individuelle familiesamtaler, særskilt mande-kvindegruppe samtaler,

undervisning, konsekvenser af fortsat misbrug herunder identificering af

risikosituationer m.v., og endelig psykisk, social og fysik genoptræning,

personlig pleje med henblik på, at personen kan leve en så normal tilværelse

som før.

Den sociale behandlingsindsats på

stofmisbrugsområdet er beskrevet i Socialministeriets vejledninger af 10.

marts

1998 om den sociale indsats for de mest udsatte voksne og af 12. december

2001

om grundtakstfinansiering af sociale serviceydelser. Den sociale indsats

lægger

hovedvægten på behandling, forstået i bred forstand omfattende hele den

psykosociale indsats spændende fra den stoffri og substitutionsstøttede

behandling til mange former for indsatser efter den sociale lovgivning i

øvrigt. Typisk vil den sociale behandling indeholde både pædagogiske,

aktiveringsmæssige, socialfaglige og psykologiske elementer i kombination med

en medicinsk behandling.

I forbindelse med sociallovsreformen,

der trådte i kraft den 1. juli 1998 blev det præciseret, at

kommunalbestyrelsen

og amtsrådet har ansvaret for at føre tilsyn dels med personer, der har

ophold

i et privat botilbud, dels at føre tilsyn med de konkrete private tilbud, som

myndigheden indgik aftaler med jf. servicelovens § 94 a. Personkredsen

spænder

vidt, og omfatter eksempelvis personer med adfærds- og andre sociale

problemer

og personer med alkohol- og stofmisbrugsproblemer.

På denne baggrund er det

Socialministeriets opfattelse, at foreninger, organisationer og private, der

yder social forsorg og bistand til den ovenfor nævnte gruppe personer må

anses

for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, og dermed fritaget for

lønsumsafgift.”

Regionens

afgørelse

Institutionen er ved regionens afgørelse

af 3. oktober 2002 anset for lønsumsafgiftspligtig og er pålagt at afregne

lønsumsafgift med virkning fra den 1. juli 2002 og fremover.

Af Momsvejledningen for 2002 fremgår

vedrørende momslovens § 13, stk. 1, at de behandlinger, som udføres på

behandlingshjem for misbrugere, af Sundhedsstyrelsen anses for at høre under

det sundhedsmæssige område, hvorfor de er momsfri efter momslovens § 13, stk.

1, nr. 1. Endvidere har Told- og Skattestyrelsen i TfS 2000.361 præciseret,

at

ovennævnte behandlinger anses som anden egentlig sundhedspleje og således

momsfrie efter § 13, stk. 1, nr. 1.

Institutionen anses for at være

afgiftspligtig efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, idet behandlingerne,

der

udføres på behandlingshjem for misbrugere, hører under det sundhedsmæssige

område og derfor er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Den behandling, institutionen leverer,

er en integreret behandling og helbredelse af narkomaner, og derfor er hele

behandlingen fritaget for moms i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 1,

selvom institutionen også yder rådgivning fra socialrådgivere og terapeutisk

bistand.

Den direkte behandling af narkomaner må

anses som den primære ydelse, og rådgivning fra socialrådgivere som den

sekundære ydelse. Disse ydelser anses som en del af den integrerede

behandling

og udføres som en nødvendig ydelse af hensyn til blandt andet patientens

psykiske tilstand. Det fremgår af sag C-349/96, præmis 30, at en ydelse skal

anses for sekundær i forhold til en hovedydelse, når den ikke for kunderne

udgør et mål i sig selv, men er et middel til at udnytte tjenesteyderens

hovedydelse på de bedst mulige betingelser.

Behandlingen af narkotikaafhængighed i

form af anden egentlig sundhedspleje må således anses som hovedydelsen, og

rådgivning fra socialrådgivere som den sekundære ydelse, idet den sekundære

ydelse ikke kan stå alene. Rådgivning er et middel til at udnytte

tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser.

Institutionens

påstand og argumenter

Der er fremsat principal påstand om, at

institutionens ydelser i det hele er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr.

2, hvorefter ydelserne falder uden for lønsumsafgiftslovens

anvendelsesområde.

Subsidiært er der fremsat påstand om, at

institutionen leverer to særskilte former for ydelser, dels ydelser omfattet

af

momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, der dermed er lønsumsafgiftsfrie, og dels

ydelser, der er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, der er

lønsumsafgiftspligtige for så vidt angår den del af lønsummen, der kan anses

for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Mere subsidiært er der fremsat påstand

om, at Told- og skatteregionens afgørelse af 4. oktober 1995 er en

begunstigende forvaltningsakt, der ikke kan tilsidesættes af told- og

skattemyndighederne.

Til støtte for den principale påstand er

det anført, at Told- og skatteregionen i afgørelsen af 4. oktober 1995

fastslog, at der var tale om aktiviteter for social forsorg og bistand i

henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, der dermed var lønsumsafgiftsfri.

Desuden må Socialministeriets skrivelse

til Told- og Skattestyrelsen anses for et væsentligt og fagligt kompetent

bidrag fra det pågældende ressortministerium, som i et og alt har ansvaret

for

og varetager indsatsen overfor stofmisbrugere.

Indsatsen overfor

narkotikaafhængighed er et socialt relateret

problem. Institutionens klienter er henvist af de sociale myndigheder og ikke

af sundhedsvæsenet. Ydelserne fra institutionen betales via de sociale

budgetter

med hjemmel i lov om social service med undtagelse af den behandling, der

finder sted i Statsfængslet i Vridsløselille, hvor betalingen foretages af

Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Institutionens ydelser har som det

væsentligste element til formål gennem et længerevarende behandlingsforløb at

få klienterne til at acceptere fællesskabsprogrammet, gøre programmet til

deres

eget samt at behandle de sociale problemer, deres tidligere liv har medført

for

misbrugerne og deres pårørende. Derimod har ydelserne fra institutionens læge

og sygeplejerske til formål at understøtte den beskrevne længerevarende

bearbejdning af de sociale problemer ved konkret at varetage klienternes

behov

for behandling af fysiske sygdomme, der ofte er relaterede til

stofafhængigheden. Herved sikres, at det væsentligste element i behandlingen

får et optimalt forløb.

Institutionens levering af ydelser i

form af behandling af sociale problemer udgør således hovedydelsen, idet

betalingen via de sociale budgetter tilsigter at dække denne. Leveringen af

sygdomsbehandling udgør kun en sekundær ydelse.

Af Sundhedsstyrelsens rapport

”Narkotikasituationen i Danmark 1999”, kapitel 11, fremgår

følgende:

”Ansvaret for behandling og forebyggelse

ligger på nationalt niveau hos henholdsvis Socialministeriet og

Sundhedsministeriet. Denne arbejdsdeling afspejler, at behandlingsindsatsen

reguleres efter den sociale lovgivning (Serviceloven), fordi man i

narkotikabehandlingen traditionelt lægger hovedvægten på de sociale og

socialpædagogiske

aspekter af behandlingen. Når forebyggelsen er placeret i

Sundhedsministeriets

regi, hænger det sammen med et hovedfokus på stoffer som en livsstil, der er

helbredsskadelig, analogt med alkohol og tobak.”

Af Sundhedsstyrelsens rapport

”Narkotikasituationen i Danmark 2002”, kapitel 1, fremgår følgende:

”På centralt plan har Socialministeriet

ansvaret for den sociale indsats for stofmisbrugere, herunder behandling i

medfør af Serviceloven. Ansvaret for spørgsmål i relation til lægelig

behandling, inklusiv substitutionsbehandling og forbindelsen mellem

hiv-smitte/hepatitis

og stofmisbrug samt spørgsmål i forbindelse med pleje ligger hos Indenrigs-

og

Sundhedsministeriet.”

Af de nævnte citater fremgår, at

narkobehandlingen i Danmark består af en social behandlingsindsats for

stofmisbrugere i medfør af serviceloven, hvor hovedvægten i

narkotikabehandlingen lægges på de sociale og socialpædagogiske aspekter.

Til støtte for den principale påstand er

der endvidere henvist til TfS 2000.905 og SKM 2001.213. I begge afgørelser

blev

virksomhedernes ydelser karakteriseret som social forsorg og bistand og

honoreret efter lov om social service, hvorfor begge afgørelser ud fra et

ligebehandlingsprincip i høj grad er relevante for denne sag.

For så vidt angår Told- og

Skattestyrelsens opfattelse af praksis i TfS 2000.361 bygger den på

Sundhedsstyrelsens udtalelse, hvorefter behandlingshjemmene anses for at

udføre

anden egentlig sundhedspleje. Sundhedsstyrelsen er i relation til behandling

af

narkomaner ikke den fagligt kompetente myndighed, da enhver indsats i

relation

til narkotikamisbrug falder ind under Socialministeriet. Sundhedsstyrelsens

bedømmelse har desuden ingen momsretlig værdi, idet sundhedsmyndighedernes

bedømmelse i sagens natur ikke hviler på en momsretlig vurdering af

fællesskabsretten. Endelig indeholder Sundhedsstyrelsens udtalelse af 27.

september 1999 kun to sætninger, der end ikke tilnærmelsesvis redegør for,

hvordan fordelingen af ansvaret for behandling og forebyggelse ligger på

nationalt niveau hos henholdsvis Socialministeriet og Sundhedsministeriet.

Sundhedsstyrelsen redegør heller ikke for, hvad der konkret bevirker, at

behandlingen af misbrugere på behandlingshjem generelt kan karakteriseres for

at være anden egentlig sundhedspleje.

Told- og Skattestyrelsen

praksisudmeldelse er endvidere meget kortfattet og det fremgår ikke, om man

selvstændigt har undersøgt, hvorvidt ydelserne helt eller delvis kunne anses

at

vedrøre social forsorg og bistand, ligesom man formentlig heller ikke har

undersøgt samtlige behandlingshjems aktiviteter, inden udtalelsen blev givet.

Endvidere har praksis vedrørende

behandlingshjem været svingende og visse behandlingsinstitutioner har været

fritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Regionen lægger ved sin afgørelse afgørende

vægt på, at institutionens formål er behandling for narkotikaafhængighed. Det

tages dog ikke i betragtning, at denne behandling består i en social

behandlingsindsats, der honoreres efter lov om social service.

Denne behandlingsindsats udgøres

hovedsagelig af tjenesteydelser, der er snævert forbundet med social bistand

og

social sikring i den forstand, hvori udtrykkene anvendes i 6. momsdirektivs

artikel 13, stk. 1, litra g, idet der ikke er tale om behandling af personer

i

6. momsdirektivs forstand.

Det følger af EF-domstolens praksis, at

en læges hovedfunktion består i at foretage en videnskabelig bedømmelse af

menneskers sundhedstilstand som led i en profylaktisk lægelig handling, i at

stille en diagnose eller i terapeutisk behandling af syge mennesker, jf.

præmis

14, i sagen C-167/95.

Af sagen C-141/00, præmis 39, fremgår,

at ydelser uden et sådant terapeutisk formål må derfor i betragtning af

princippet om, at enhver bestemmelse, der har til formål at indføre en

fritagelse for omsætningsafgift, skal fortolkes indskrænkende, udelukkes fra

anvendelsesområdet for 6. direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra c.

Det følger videre af samme sags præmis

40, at alene behandlingen af personer, der foregår uden for et hospital som

led

i udøvelsen af lægegerning eller dertil knyttede erhverv med henblik på at

forebygge, diagnosticere eller behandle, kan være omfattet af en fritagelse i

henhold til 6. direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra c, således at

anden

virksomhed ikke er omfattet.

Af præmis 41 kan herefter udledes, at

virksomhed med eksempelvis almindelig hjælp, nemlig den, der består i hjælp

til

personlig hygiejne, tilberedelse af og hjælp til indtagelse af mad samt hjælp

til af- og påklædning og til at stå op og gå i seng, dels hjælp i

husholdningen,

hvortil hører indkøb, madlavning, rengøring af bolig og tøjvask, der udøves

af

uddannede medicinalpersoner, betragtes som anden virksomhed, der ikke er

fritaget som behandling af personer.

Efter præmis 44 vil denne anden

virksomhed dog skulle betragtes som tjenesteydelser, der er snævert forbundet

med social bistand og social sikring i den forstand, hvori udtrykkene

anvendes

i 6. direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g, når ydelserne ydes som

støtte til personer, der er fysisk eller økonomisk afhængige. I den konkrete

sag blev støtten ydet og honoreret med baggrund i de tyske sociale sikrings-

eller hjælperegler.

Hverken narkomani eller alkoholisme er

at betragte som sygdomme i traditionel forstand, og hverken kirurgisk eller

medicinsk behandling er til nogen som helst nytte. Da institutionen således

ikke leverer nogen kirurgisk eller medicinsk behandling, men derimod

behandling

imod narkotikaafhængighed under anvendelse af Minnesotakuren, er betingelsen

for momsfritagelse som behandling af personer som led i udøvelse af

lægegerning

og dertil knyttede erhverv ikke til stede.

Ligesom det var tilfældet i sag C-141/00

skal tjenesteydelserne fra institutionen betragtes som tjenesteydelser, der

er

snævert forbundet med social bistand og social sikring og dermed

momsfritagne,

da ydelserne med baggrund i lov om social service ydes som støtte til

personer,

der er fysisk eller økonomisk afhængige.

Repræsentanten har videre anført, at

Socialministeriet i skrivelse af 13. december 2002 til kommuner og

amtskommuner

m.fl. i forbindelse med ændring af lov om social service fremhævede, at

amtskommunen efter lovens § 85 fik pligt til at tilbyde social behandling for

stofmisbrug inden for en frist på 14 dage. Betalingen for døgnophold på

institutionen er netop ydet med baggrund i servicelovens § 85

Til støtte for den subsidiære påstand er

det gjort gældende, at såfremt institutionens ydelser ikke anses som en

samlet

ydelse, må det anses som to særskilte uafhængige ydelser, hvorefter den

lønsum,

der vedrører terapeuternes og socialformidlernes ydelser, ikke skal indgå i

lønsumsafgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2 og 4, da

disse

ydelser er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Der skal derfor kun

beregnes lønsumsafgift af den lønsum, der kan anses for at vedrøre ydelser

omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Til støtte for den mest subsidiære

påstand er det anført, at en begunstigende forvaltningsakt som Told- og

skatteregionens afgørelse af 4. oktober 1995 efter almindelige

forvaltningsretlige principper ikke uden videre kan ændres af told- og

skattemyndighederne.

Repræsentanten har til Told- og

Skattestyrelsens udtalelse anført, at institutionens formål, behandling af

narkomaner imod narkotikaafhængighed under anvendelse af Minnesotakuren,

klart

understreger, at der netop ikke er tale om levering af lægelige og dertil

knyttede ydelser omfattet af direktivets artikel 13, punkt A, stk. 1, litra

c).

Social behandling af stofmisbrug, dvs. behandling af sociale problemer som

følge af stofmisbrug under anvendelse af Minnesotakuren, vil i modsætning til

medicinsk (lægevidenskabelig) behandling aldrig kunne henføres til artikel

13,

punkt A, stk. 1, da ydelsen efter sin art ikke kan karakteriseres som en

lægelig ydelse m.v. Styrelsens henvisning til institutionens eget syn på

”alkoholisme som en sygdom” er taget ud af sammenhængen, og er i

den

forbindelse irrelevant for den moms- og lønsumsafgiftsmæssige bedømmelse.

For så vidt angår spørgsmålet om Told-

og skatteregionens afgørelse af 4. oktober 1995 har repræsentanten anført, at

korrespondancen viser, at regionen har foretaget en konkret og detaljeret

vurdering af spørgsmålet, og at der dermed er truffet en egentlig og dermed

også bindende afgørelse.

Told-

og Skattestyrelsens udtalelser

Efter gældende praksis, som

offentliggjort i TfS 2000.361 og Momsvejledningen for 2002, afsnit D.11.1, er

de behandlinger, som udføres på behandlingshjem, fritaget for moms efter

momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. Behandlingshjem kan også levere andre ydelser

end behandlinger. Sådanne andre ydelser kan være en integreret del af

behandlingen, være sekundære ydelser til behandlingen, og de kan være

ydelser,

der momsmæssigt skal behandles selvstændigt.

Offentliggørelsen af praksis i 2000

skete på baggrund af en henvendelse fra Told- og Skattestyrelsen til

Sundhedsstyrelsen, idet Sundhedsstyrelsen blev anset for at være den fagligt

kompetente myndighed. Styrelsen har siden fra Socialministeriet fået oplyst

telefonisk, at behandlingshjem for ludomaner, samt en del af

behandlingshjemmene

for narkomaner og nogle behandlingshjem for alkoholikere hører til

Socialministeriets ressort.

Af oplysningerne fra

bestyrelsesformanden for institutionen om behandlingshjemmet samt

personalesammensætningen fremgår det, at formålet med institutionen er at

behandle narkomaner imod narkotikaafhængighed.

Det fremgår desuden af

bestyrelsesformandens beskrivelse af behandlingen og

personalesammensætningen,

at behandlingen sker som et terapeutisk forløb. Styrelsen skal hertil

bemærke,

at psykologiske-, psykiatriske- og psykoterapeutiske behandlinger, er

fritaget

for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Dette taler efter styrelsens opfattelse

for, at den ydelse, behandlingshjemmet leverer, er

sundhedspleje/behandlinger,

jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, og ikke social forsorg og bistand, jf. §

13, stk. 1, nr. 2.

Det er således styrelsens opfattelse, at

institutionen er lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftslovens § 1. Det er

desuden styrelsens opfattelse, at den kontakt til kommuner m.v., som udføres

af

de 2 ansatte socialformidlere, skal anses for at være en sekundær ydelse til

behandlingen af stofmisbrugere, og således behandles som hovedydelsen, jf.

dommen i Card Protection Plan sagen.

Told- og Skattestyrelsen har under

sagens behandling for Landsskatteretten fastholdt indstillingen om

stadfæstelse, idet styrelsen supplerende har anført, at Sundhedsstyrelsen er

den myndighed, der har den faglige kompetence til at afgøre, om en type

ydelser

hører under det sundhedsmæssige område eller ej.

Endvidere skal såvel behandling som

pleje efter EF-domstolens praksis have til formål at diagnosticere, behandle

og

så vidt muligt helbrede sygdomme eller sundhedsmæssige anomalier for at være

omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. Forebyggelse

samt

psykoterapeutiske behandlinger er ligeledes omfattet af fritagelsen.

Ud fra institutionens syn på alkoholisme

som en sygdom samt formålet med institutionen og med behandlingen, er

formålet

med de ydelser, som leveres af institutionen, at behandle og så vidt muligt

helbrede sygdomme og sundhedsmæssige anomalier. Institutionens ydelser må

derfor anses for at være fritaget for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr.

1.

For så vidt angår momsfritagelsen i

momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, har styrelsen supplerende anført, at det, at

en

ydelse bevilges efter lov om social service, ikke i sig selv er

tilstrækkeligt

til, at leverancen kan anses for at være social forsorg og bistand. I henhold

til retspraksis skal der ved vurderingen af den konkrete leverance ses på

bl.a.

formålet med leverancen og på hovedydelsens art. Idet institutionen leverer

ydelser med henblik på at behandle og så vidt muligt helbrede sygdomme eller

sundhedsmæssige anomalier, er ydelserne ikke omfattet af momslovens § 13,

stk.

1, nr. 2.

Videre har styrelsen anført, at det ikke

er ressortministeriet og den lovgivning, der regulerer ydelserne –

herunder

regulerer betalingen – som i sig selv skal være afgørende for

momsfritagelsen.

En sådan vurdering vil endvidere være i strid med princippet om

afgiftsneutralitet

Endelig har styrelsen anført, at det, at

institutionen har ansat to socialformidlere, kunne tyde på, at institutionen

ved siden af behandlingerne også leverer social forsorg og bistand. Det er

dog

ikke muligt på det foreliggende grundlag at se, hvad de to socialformidleres

arbejdsopgaver er, og dermed vurdere, om der leveres social forsorg og

bistand,

og i givet fald i hvilket omfang.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

I henhold til momslovens § 13, stk. 1,

nr. 2, er følgende varer og ydelser fritaget for afgift:

”Social forsorg og bistand, herunder

sådan, som præsteres af børne- og ungdomsinstitutioner og institutioner inden

for ældreområdet, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning

hertil.”

Af forarbejderne til bestemmelsen i

momslovens § 13 fremgår, at de heri indeholdte fritagelser er fastsat i

overensstemmelse med 6. momsdirektiv. I direktivets artikel 13 er i punkt A

indeholdt en række fritagelser til fordel for visse former for virksomhed af

almen karakter. Af bestemmelsens litra g og h fremgår nærmere:

”g) tjenesteydelser og levering af goder

med nær tilknytning til social bistand og social sikring, herunder sådanne,

som

præsteres af alderdomshjem, af offentligretlige organer eller af andre, der

er

anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig

karakter;

h) tjenesteydelser og levering af goder

med nær tilknytning til beskyttelse af børn og unge, som præsteres af

offentligretlige organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som

foretagender af almennyttig karakter.”

Det fremgår af lov om social service §

85:

”Amtskommunen sørger for tilbud om

behandling af stofmisbrugere.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 skal

iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til amtskommunen.

Stk. 3. En person, der er visiteret til

behandling, kan vælge at blive behandlet i et andet offentligt

behandlingstilbud eller godkendt privat behandlingstilbud af tilsvarende

karakter som det, der er visiteret til efter stk. 1.

( )”

Institutionens ydelser i form af

narkotikaafvænning ydet i henhold til § 85 i lov om social service må anses

for

omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om

social

forsorg og bistand. Det er således amtskommunen, der har besluttet, at

institutionen skal varetage og modtage betaling for en opgave, der i det

væsentlige må karakteriseres som social forsorg og bistand.

Narkotikaafvænningen af stofmisbrugere,

der foregår i henhold til tilskuddet ydet af Socialministeriet eller på

afdelinger i Vridsløselille fængsel for betaling modtaget af

Kriminalforsorgen,

er ligeledes ydelser, der må anses for omfattet af bestemmelsen i momslovens

§

13, stk. 1, nr. 2, om social forsorg og bistand.

De i forbindelse med afvænningen

leverede ydelser af autoriserede sundhedspersoner, såsom sårbehandling,

nedtrapningsbehandling og lignende, må anses som sekundære ydelser til

hovedbehandlingsydelsen, hvorfor disse anses som en integreret del af den

momsfrie hovedydelse, jf. sag C-349/96.

Lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, har

følgende ordlyd:

”Der betales en afgift til statskassen

af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget

for

afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6,

nr.

8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2, og af

virksomheder

med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er

afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven. Der betales tillige afgift af

virksomheder, der udgiver eller importerer aviser.”

Da de af institutionen leverede ydelser

er omfattet af bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om social

forsorg

og bistand, er institutionen ikke lønsumsafgiftspligtig, jf.

lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Den påklagede afgørelse ændres i

overensstemmelse hermed.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter