Landsskatteretskendelse ved. indeholdelse af A-skat for arbejdsudlejede udenlandske arbejdere
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse ved. indeholdelse af A-skat for
arbejdsudlejede udenlandske arbejdere
Der klages over, at selskabet A er anset for
indeholdelsespligtig af A-skat i forbindelse med anvendelse af
arbejdsudlejede
hollandske slagtere.
Landsskatterettens
afgørelse
Indeholdelsespligt
indkomstårene 1997 og 1998
Regionen har anset selskabet for indeholdelsespligtig af
A-skat med 30 % af henholdsvis 2.793.937 og 2.608.649 kr. til henholdsvis kr.
838.181 kr. og 781.594 kr.
Landsskatteretten stadfæster regionens afgørelse.
Sagens oplysninger
Selskabet indgik i 1995 en arbejdsudlejekontrakt med det hollandske
firma B, om tilrådighedsstillelse af uddannede hollandske slagtere til
kødopskæring. Ingen af de hollandske slagtere har været beskæftiget i det
danske selskab i over 183 dage.
De udsendte hollandske slagtere var kontraktligt ansat af B,
og lønudbetaling, indeholdelse af hollandsk kildeskat og arbejdsmarkedsbidrag
blev administreret af B. B sendte ugentlige fakturaer til det danske selskab,
baseret på antal timer de udsendte slagtere havde arbejdet i selskabet.
Produktionschef og mestre i produktion hos det danske
selskab, foretog instruktion af formand/mester for B-holdet i arbejdets
udførelse, som så instruerede de øvrige slagtere på B-holdet. Produktionschef
og mestre i produktion hos det danske selskab førte tilsyn med arbejdets
kvalitet og dets udførelse og kontrollerede visuelt og efter optælling, at
udbeningen foregik efter de givne instrukser og skæreplaner. Slagternes
kvalifikationer og arbejdsindsats blev bedømt og havde betydning for den
Læs alt
timeafhængig sats, som selskabet betalte til B.
Antallet af slagtere blev fastsat ved ugentlige aftaler.
Arbejdstiden var den samme som for andre medarbejdere på virksomheden. Det
danske selskab stillede det fornødne antal værelser (inkl. aftensmad) til
rådighed for slagterne, ligesom selskabet stillede alle nødvendige
faciliteter
for arbejdes udførelse til rådighed, herunder arbejdsbeklædning, knive og
sikkerhedsudstyr.
Told- og
Skatteregionens afgørelse
Selskabet er anset for indeholdelsespligtig af A-skat i
forbindelse med anvendelse af arbejdsudlejede hollandske slagtere, jf.
kildeskattelovens § 46, stk. 1.
Selskabet er anset for at være den reelle arbejdsgiver for
de lejede hollandske lønmodtagere, idet de har udført arbejdet under
selskabets
ansvar og risiko, og selskabet har rettigheden til det udførte arbejde.
De hollandske lønmodtagere anses for
begrænset skattepligtige af lønindkomst efter kildeskattelovens § 2, stk. 1,
litra c, og selskabet er anset for at være arbejdsgiver for de lejede
hollandske slagtere i relation til den dansk-hollandsk
dobbeltbeskatningsoverenskomsts fordeling af beskatningsretten i artikel 14,
jf. OECD’s retningslinier i punkt 8 i kommentaren til
modeloverenskomstens
artikel 15.
Der er endvidere henvist til Told- og Skattestyrelsens
afgørelse i TfS 1997.356.
Klagerens påstand og argumenter
Det klagende selskabs repræsentant har fremsat påstand om,
at beskatningsretten til de omhandlede indtægter tilfalder Holland, jf. art.
14, litra b i den tidligere dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og
Holland.
Det er den hollandske arbejdsudlejer B, der er arbejdsgiver,
hvorfor beskatningsretten tilfalder Holland, hvor der allerede er betalt
skat.
Hverken begrebet ”arbejdsgiver” eller begrebet
”arbejdsudleje” er defineret i den dansk-hollandske
dobbeltbeskatningsaftale
eller i OECD-modeloverenskomsten.
Et af formålene med at tildele domicillandet
beskatningsretten er at forhindre, at arbejdstagere, der i kortere tid end
183
dage udsendes til arbejde i flere lande, bliver skattepligtige i disse lande,
tillige med, at de er skattepligtige i deres domicilland.
Indtil 1992 versionen af OECD-modeloverenskomsten, var der
hverken i aftalen eller i
kommentarerne
bidrag til afgørelsen af, om arbejdsudlejeren eller hvervgiveren skal anses
for
at være arbejdsgiveren. Uenigheden førte til dobbeltbeskatning og dobbelt
ikke-beskatning, jf. rapport fra OECD’s Committe on Fiscal Affairs fra
1985. På
baggrund af denne rapport, blev pkt. 8 indsat i kommentarerne til art. 15,
stk.
2 i modeloverenskomsten.
De danske regler om arbejdsudleje blev indført i 1982. Hvis
henvisningen i art. 2, stk. 2, i den dansk hollandske
dobbeltbeskatningsaftale
fra 1957 skal forstås som en henvisning til de danske regler, der var
gældende
i 1957, da aftalen blev indgået (statisk fortolkning), vil det allerede deraf
følge, at der ikke kan finde beskatning sted i Danmark.
I kommentaren til modeloverenskomsten fra 1992 anbefales en
dynamiske fortolkning og i 1995 modeloverenskomsten fremgår den dynamiske
fortolkningsmetode af art. 3, stk. 2. Ved fortolkning af
dobbeltbeskatningsaftaler der er indgået før 1992, skal den statiske metode
imidlertid anvendes i tilfælde af radikale ændringer af intern ret, jf. Klaus
Vogel, Bulletin for International Fiscal Documentation 2003/1 p. 2 f og Aage
Michelsens artikel i Festskrift til Ole Bjørn p. 8 f.
For så vidt angår retskildeværdien af kommentarerne til
OECD’s modeloverenskomst, når aftalen er indgået før en kommentars
tilblivelse,
er det anført, at i modsætning til hvad Højesterets flertal anfører i SKM
2003.62, er det ikke i god overensstemmelse med den internationale udvikling
at
tillægge pkt. 8 nogen særlig betydning ved fortolkning af en aftale fra 1957.
Til støtte herfor er der henvist til Aage Michelsen, R & R 2003/5 SM p.
133
ff, Jørn Qviste, Skat Udland 2003/6, 186, Klaus Vogel, Bulletin for
International Fiscal Documentation 2003/6 p. 23 og Peter J. Wattel og Otto
Marres, European Taxation 2003/7-8 p. 222 ff.
Det er den herskende opfattelse i udlandet, at pkt. 8 kun
finder anvendelse i tilfælde af misbrug, jf. Bundesfinanz i en dom af 4/9
2002
og hertil Norbert Krawitz og Christian Hick, Recht der Internationalen
Wirtsschaft RIW) 2003/12 p. 900 ff.
Vedrørende begrebet misbrug er det anført, at rapporten fra
1985 sigter til helt andre tilfælde end det her foreliggende, hvor der ikke
er
tale om misbrug, idet såvel arbejdsudlejer som arbejdstager er beskattet i
Holland af de indtægter, de har oppebåret fra selskabet i Danmark. De
tilfælde
rapporten sigter på, er situationer hvor hensigten er at undgå beskatning i
begge lande ved f.eks. at sløre, hvem der er arbejdsudlejer.
Pkt. 8 lægger op til, at de kontraherende lande skal
tilstræbe at indgå en bilateral aftale om arbejdsudlejespørgsmålet. Der er
således ikke belæg for, at Danmark ensidig kan vælge at fortolke art. 15,
stk.
2, litra b, jf. hertil Niels Winther-Sørensen, SR-Skat 1997 side 306 ff.
I overensstemmelse med den dagældende
dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Holland, var det anerkendt fra
dansk
side, at 183 dages reglen i artikel 14, litra a, først fandt anvendelse på
arbejdsudlejesituationen, når den udlejede arbejdstager havde været
i Danmark i over 183 dage, jf. TfS 1987.361.
Denne praksis var gældende til afgørelsen i TfS 1997.356, hvor Told- og
Skattestyrelsen
ændrede holdning henset til, at Holland ikke havde taget forbehold for det af
OECD i 1992 fastlagte arbejdsudlejebegreb, fremlagt i kommentarens punkt 8
til
modeloverenskomstens artikel 15.
Der forelå stor usikkerhed omkring rækkevidden af Told- og
Skattestyrelsens ensidige udmelding om, at Danmark fra den 1. januar 1997
ændrede fortolkningen af arbejdsudlejebegrebet i den indgåede
dobbeltbeskatningsaftale med Holland. Praksisændring af en fortolkning af en
dobbeltbeskatningsoverenskomst skal tiltrædes af begge lande, før ændringen
kan
anses for at have retsgyldighed.
Skattedepartementet har i en svarskrivelse af 21. april 1999
fremført, at der har været forskellige opfattelser mellem Danmark og Holland
af, hvad der nærmere var dækket af begrebet arbejdsudleje. Departementet
skriver,
at der ikke i den foreliggende sag er tale om nogen form for misbrug af
overenskomsten mellem Danmark og Holland, og at afvigende retsopfattelse
mellem
de to lande medfører en dobbeltbeskatning af de arbejdsudlejede lønmodtagere,
hvilket efter departementets opfattelse er uheldigt. Departementet har videre
anført, at der på et møde i Stockholm den 14. april 1999 under hånden var
oplyst, at Danmarks fortolkning af arbejdsudlejebegrebet nu var blevet
godtaget
af Holland.
De hollandske skattemyndigheder skriver i brev af 15.
februar 2000, at såfremt Danmark vil opretholde den ensidige indfortolkning
af
arbejdsudlejebegrebet i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem landene, bør
der snarest påbegyndes forhandlinger mellem Holland og Danmark for at opnå en
”mutual agreement”. De hollandske skattemyndigheder opfordre de
danske
skattemyndigheder til at opretholde den oprindelige fortolkning, indtil en ny
aftale kan indgås, specielt for ikke at skabe en dobbeltbeskatning for de
hollandske arbejdere, idet der efter det oplyste ikke opnås lempelse i
Holland
for den indeholdte skat i Danmark.
Af hensyn til retssikkerheden, bør en ny fortolkning af en
dobbeltbeskatningsaftale kun ske med fremtidig virkning efter begge staters
accept.
At Holland ikke har taget forbehold over for pkt. 8 skal ses
i sammenhæng med, at nye kommentarer kun kan tillægges begrænset betydning
ved
fortolkning af ældre dobbeltbeskatningsaftaler. Så meget mere kan manglende
forbehold ikke tillægges betydning ved fortolkningen. Manglende forbehold
over
for nye kommentarer ved fortolkning af ældre aftaler mangler demokratisk
legitimitet. Det hollandske finansministerium har redegjort for, hvorfor
Holland ikke har taget forbehold over for pkt. 8. Arbejdsgiverbegrebet er et
internretligt begreb og Holland anerkender arbejdsagenter som arbejdsgivere.
Pkt. 8 læses således på en måde, der ikke er i modstrid med hollandsk ret, og
Holland har derfor ikke haft anledning til at tage forbehold.
Til støtte for, at det hollandske selskab skal anses for at
være de hollandske slagteres arbejdsgiver, er det bl.a. anført, at det
hollandske selskab har en 7-800 ansatte. Ifølge kontrakten mellem det
hollandske og det danske selskab, udpeger det hollandske selskab en formand
for
arbejderne i Danmark og selskabet sørger for alle forhold vedrørende de
ansattes arbejde i Danmark. Det er således det hollandske selskab der bære
risikoen vedrørende løn, sygdom osv.
Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Told- og Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen
stadfæstet.
På baggrund af SKM2003.62.HR lægges det til grund, at
dobbeltbeskatningsaftaler skal fortolkes dynamisk.
Danmark har ikke på noget tidspunkt overfor de hollandske
myndigheder afskåret sig fra at gøre arbejdsudlejereglerne gældende overfor
personer bosat i Holland, der midlertidig arbejder for en dansk arbejdsgiver.
Vedrørende TfS 1987.361 har styrelsen anført, at
departementet her tilkendegav, at arbejdsudlejereglerne ikke fandt anvendelse
i
den konkrete sag. Korrespondancen i den pågældende sag er vedlagt og
styrelsen
gør opmærksom på, at der er udvekslet synspunkter, men ikke indgået nogen
konkret eller generel aftale.
Med henvisning til SKM2003.62.HR er det anført, at hvis der
utvivlsomt efter danske interne regler foreligger en arbejdsudlejesituation,
må
det klagende selskab også i relation til dobbeltbeskatningsaftalens artikel
14,
litra b, anses for at være arbejdsgiver, og Danmark er ikke efter
dobbeltbeskatningsaftalen med Holland afskåret fra at gøre dette gældende.
Danmark har dog ved intern meddelelse uden aftale med Holland i en periode
undladt at gøre arbejdsudlejereglerne gældende, jf. Ligningsvejledningen.
TfS 1997.356 kan på grund af sin formulering eventuelt give
den fejlagtige opfattelse, at der har været indgået en konkret aftale mellem
Danmark og Holland om den gensidige forståelse af arbejdsudlejebegrebet. Det
er
imidlertid ikke tilfældet, Danmark har blot internt og ensidigt accepteret
Hollands opfattelse af arbejdsudlejebegrebet. Denne omstændighed kan ikke
binde
Danmark til fortsat at skulle indtage samme position. Dette må så meget mere
gælde i forhold til Holland, når de har godkendt de i pkt. 8 til
modeloverenskomstens artikel 15 indsatte kommentarer til
arbejdsudlejebegrebet
uden at tage forbehold over for de andre OECD-lande.
Den af Danmark i TfS 1997.356 udmeldte ændring af praksis
overfor danske hvervgivere og de hos dem ”ansatte” arbejdsudlejede
personer,
krævede ikke accept hos de hollandske myndigheder. Korrespondancen mellem de
danske og hollandske myndigheder i nærværende sag, vedrører da heller ikke
spørgsmålet om, hvorvidt Danmark har overtrådt en indgået aftale, men handler
om den forskel der er i den danske og den hollandske opfattelse af
arbejdsudlejebegrebet. Danmark har også i andre sager gjort
arbejdsudlejebegrebet gældende overfor hollandske arbejdsudlejede personer,
uden at de hollandske myndigheder har anført, at der er tale om et brud på
indgåede aftaler.
På baggrund af de foreliggende oplysninger om de faktiske
forhold vedrørende de hollandske slagtere, anses de for at have en dansk
arbejdsgiver efter de kriterier der er opregnet i pkt. 8.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det lægges til grund som ubestridt, at de hollandske
slagtere var begrænset skattepligtige til Danmark iht. kildeskattelovens § 2,
stk. 1, litra c.
For de påklagede indkomstår fordeles beskatningsretten til
vederlag for personligt arbejde, udført i Danmark af en person bosat i
Holland,
iht. dobbeltbeskatningsaftalen af 20. februar 1957 mellem Danmark og
Nederlandene.
De hollandske slagtere var arbejdsudlejet fra det hollandske
selskab til det danske selskab. Dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og
Holland indeholder ikke særskilte regler om arbejdsudleje.
Ifølge dobbeltbeskatningsaftalens artikel 13, beskattes
vederlag for personligt arbejde i den stat hvor arbejdet er udført, med
mindre
andet er fastsat i artiklerne 14-18. Efter artikel 14 har bopælsstaten
beskatningsretten, såfremt :
a.
den pågældende har
opholdt sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke
overstiger 183 dage, og
b.
det personlige arbejde
er udført for en person eller et selskab, der ikke er bosat eller
hjemmehørende
i den anden stat, eller på sådan persons eller selskabs vegne, og
c.
vederlaget ikke som
sådan er fradraget i den fortjeneste, som et fast driftssted, der er
skattepligtig i den anden stat, har indvundet.
Omtvistet i denne sag er, om de hollandske slagtere skal
anses for at have haft en dansk eller hollandsk arbejdsgiver i relation til
artikel 14, litra b.
Artikel 14, litra b i dobbeltbeskatningsaftalen mellem
Danmark og Holland skal fortolkes i overensstemmelse med den af OECD i 1992
indsatte kommentar nr. 8 til modeloverenskomstens artikel 15, stk. 2
(svarende
til artikel 14 i den dansk-hollandske dobbeltbeskatningsaftale). Retten har
herved henset til højesteretsdommen offentliggjort i SKM 2003.62, og det
forhold, at Holland ikke tog forbehold for kommentar nr. 8 til
modeloverenskomstens artikel 15, stk. 2, da den blev indsat.
Det danske selskab anses
for at være de hollandske slagteres arbejdsgiver i den betydning
begrebet har i artikel 14, litra b, i dobbeltbeskatningsaftalen mellem
Danmark
og Holland. Der er herved henset til, at det var det danske selskab, der
havde
retten til det udførte arbejde, og som havde instruktionsbeføjelsen overfor
de
hollandske slagtere. Der er endvidere henset til, at arbejdet blev udført på
en
arbejdsplads, der var under det danske selskabs kontrol og ansvar, at
vederlaget
til det hollandske selskab blev beregnet på baggrund af de timer, de udlejede
slagtere havde arbejdet for det danske selskab, at redskaber og materiel blev
stillet til rådighed af det danske selskab, og at antallet af slagtere blev
fastsat ved ugentlige aftaler.
Det danske selskab var herefter indeholdelsespligtig af
A-skat ved anvendelsen af arbejdsudlejede hollandske slagtere, jf.
kildeskattelovens § 46 og § 2, stk. 1, litra c.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sager om, hvorvidt skibe, der er indregistreret uden for Danmark, skal sidestilles med skibe med hjemsted i Danmark og har det betydning om skibene er solgt til befragtning med eller uden besætning Domsdatabasen · 3. september 2025
- Sagen drejer sig om spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om, som sagsøger har anset det, et sædvanligt entrepriseforhold eller som Skattemyndighederne har anskuet det som ”arbejdsudleje”, jf. KSL § 48 B jf.§ 2 stk.1 nr. 3, når der er tale om to selvstændige entreprenørselskaber, hjemmehørende i Litauen, som har udført diverse entreprisearbejde for sagsøger i 2015. Domsdatabasen · 24. marts 2021
- Sagen om, hvorvidt betingelserne for anvendelse af den lempeligere beskatning efter kildeskattelovens § 48 E-F var opfyldt (Forskerskatteordningen) Domsdatabasen · 4. juli 2025
- Sag om hæftelse for arbejdslejeskat og AM-bidrag Domsdatabasen · 10. februar 2026
- Selskabet er pålagt indeholdelsespligt vedrørende A-skat i vederlag til udenlandske personer Landsskatteretten · 11. marts 2009
- Spørgsmål om arbejdsudleje ved renovering af maskinhus Landsskatteretten · 13. marts 2009
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. arbejdsudleje – indeholdelsespligt af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag Retsinformation · 25. januar 2011
- Landsskatteretskendelse vedr. indeholdelsespligt af A-skat – anvendelse af udenlandsk arbejdskraft Retsinformation · 6. november 2009
- Landsskatteretskendelse vedr. Moms af arbejdskraft leveret i Danmark Retsinformation · 19. april 2007
- Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2019. — Skatteministeriet mod T Danmark og Y Denmark Aps. EU-domme · 26. februar 2019
- generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse X Denmark EU-domme · 1. marts 2018
- Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2019. — N Luxembourg 1 m.fl. mod Skatteministeriet. EU-domme · 26. februar 2019