Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 63/2003
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 63/2003
Center Snedkeriet ApS har klaget til Pressenævnet over en
artikel i Ekstra Bladet den 28. juni 2003, idet man finder, at god presseskik
er tilsidesat.
Artiklen havde overskriften ”
Mangel på klar aftale kostede 36.000: SÅ GALT MÅ DET IKKE GÅ
”.
Artiklen var sålydende:
”I Brønshøj er
Sharaz
Aziz og hans broder
Usman, ved at indrette en Internet
cafe. Han ville gerne have lavet en ny plade til disken, så butikken fremstod
mere indbydende.
Derfor kontaktede han Center Snedkeriet Aps. for at høre, om de
kunne klare opgaven. Helst til en pris, han kunne betale.
Her startede en strid, der endnu ikke er bilagt, men nok ender i
retten. Og som kan lære os, at hvis kunde og håndværker ikke krystalklart
– på
tryk – laver aftale om, hvad der skal laves, og til hvilken pris –
ja, så kan
det ende grueligt galt.
AFTALTE PRIS
Tilbage til
Sharaz
og Center Snedkeriet. Først kundens version.
Imellem de to parter blev det aftalt, at udførelsen af den nye
diskplade, samt to hylder til disken, skulle koste max. 6000 kr. plus moms.
Men den dag, snedkeren skulle komme, ventede
Sharaz forgæves. Snedkeren havde
Læs alt
sovet over sig. Det er, hvad der kan ske.
Næste dag dukkede snedkeren så op, tog mål – og forsvandt igen.
Nu ventede
Sharaz
spændt på, at arbejdet skulle udføres.
REGNING FØR ARBEJDE
Men til kundens store overraskelse kom der en regning, før
arbejdet var påbegyndt.
Oven i købet var der specificeret timer, lærlingeløn,
servicevogn og fremstilling af vinduesplader.
Da arbejdet? (var færdigt?), efter at
Sharaz gentagne gange, havde bedt om forandringer lød
regningen på 38.730 kr. og 75 øre.
Det var unægtelig en forskel, der ville noget.
Sharaz var bestyrtet.
MESTER-FORKLARING
Men mester – dvs. [K], indehaver af Center Snedkeriet – har en
forklaring.
- Jeg kan overhovedet ikke genkende det handlingsforløb. Det har
intet med virkeligheden at gøre, siger han.
Mesters version har et helt andet udgangspunkt.
Fra starten aftalte de to parter slet ikke pris på arbejdet.
Sharaz ville
have en bordplade af sten. Denne kostede imidlertid 20.000 kr., så i stedet
blev der bestilt en MDF-plade, som skulle lakeres.
Kunden ville have lavet arbejdet om fem gange, fordi han syntes,
det skulle se anderledes ud.
- F.eks. var kanten på bordpladen for tyk. Det blev bedømt af
tre mand fra Internet cafeen, som kravlede op på en stige, siger
snedkermesteren.
Indehaveren havde angiveligt selv pillet ved nogle beslag, og
næste dag skulle de ommonteres.
Endvidere skulle der grundet omforandringerne også bruges både
maler og murer. Det koster jo alt sammen, konstaterer snedkermesteren.
Listen over, hvad der skulle laves og laves om, er lang som et
ondt år, og [K] orker næsten ikke at snakke om det.
RETSSAG
- Vi kan overhovedet ikke blive enige om noget som helst, siger
[K].
- Nu må sagen gå sin gang i retten.
Men hvad gik galt?
- Sagen var simpel – herregud, en ny bordplade med hylder under.
Men ingen skriftlig aftale. Kunde og håndværker glemte at
kommunikere.
Aftaler skal være skriftlige! Ikke ifølge loven, men i
virkelighedens verden. For det, der er sagt, men ”glemt”, ja, det
gælder slet
ikke.”
I tilknytning til artiklen var indsat en sort tekstboks med
overskriften ”
Leths dom: IKKE 40.000 VÆRD
”. Heri hed det:
”Uanset hvem der har ret –
Sharaz
og
Usman eller snedkermesteren – så
vurderer jeg, at 40.000 kr., som regningen lyder på, er alt for mange penge
for
en lakeret disk, et par hylder og to plader til vinduet.
I hvert fald ikke denne disk.
Jeg har med egne øjne set det udførte arbejde.
Der er intet at udsætte på det håndværksmæssige. Det er lavet,
som man kan forvente af en faglært.
Der er brugt MDF-plader, som er et godt og solidt materiale, men
det er ikke lavet af guld. Hylderne er sat op med hyldeknægte, det samme er
vindueskarmen.
Løst anslået vil jeg tro, at der er materialer for ca. 1000 kr.
Dertil kommer så lakering, og arbejdsløn.
Altså: Kunden har krav på en bedre forklaring på de 40.000 kr.”
Klageren har anført, at
Flemming
Leth har taget en sag op, der
udelukkende handler om betalingsuvillighed, og givet den et præg af, at
klager
ikke har orienteret kunden om prisen. Tilbudsprisen var på 17.480 kr. plus
moms, hvilket båden kunden og
Flemming
Leth er orienteret om. Dertil
kommer, at den første faktura var bestillingsarbejde på timeløn, hvilket
fremgår af klagers faktura. Klager ændrede på udførelsen af disken 5 gange,
hvilket betød, at klager skulle bruge 5 gange 4,5 timer for svend og lærling,
hvortil kom rekvirering af murer for at rette de fejl, som kunden selv havde
lavet på glasdisken. Dette var
Flemming
Leth fuldt ud orienteret om.
Klager må derfor afvise, at
Flemming
Leth – som af bladet anført –
har bestræbt sig på at give en loyal skildring af omstændighederne i tvisten.
Klageren har i den forbindelse oplyst, at da han talte med
Flemming
Leth i telefonen, orienterede han ham om, at han kunne
lave en generel artikel, hvis han ønskede det uden at nævne navne. Dette
svarede han ikke på. Klager stillede herefter krav om, at hvis han bragte
artiklen, skulle alle oplysninger i, så læserne havde en mulighed for at
kunne
vurdere sagen på et korrekt grundlag. Klager har over for nævnet nærmere
redegjort for sin opfattelse af sagsforløbet og har i den forbindelse anført,
at denne objektive del af artiklen mangler.
Til redaktørens anførsel om, at den omtalte disk ikke er 40.000
kr. værd, samt at det ikke må gå så galt, har klager bemærket, at redaktøren
igen undlader at tage de faktiske forhold op, idet han ikke ser på, hvordan
prisen er blevet, som den er.
Til redaktørens anførsel om, at klager ikke kan forlange, at en
avis skal gå mere detaljeret til værks, end det er sket i en så overskuelig
sag, har klager bemærket, at de faktiske forhold i artiklen er udeladt,
hvorved
artiklen bliver fordrejet, hvilket har bevirket, at klager har tabt kunder på
grund af postulater fra en journalist, der påtager sig at være syn- og
skønsmand samt dommer i sagen.
Klageren har anmodet nævnet om at vurdere artiklens
objektivitet, samt om bladet har tilsidesat de vejledende regler for god
presseskik, i og med at man uden fagligt grundlag vurderer og dømmer på trods
af, at man er vidende om de faktiske forhold. Klager har i den forbindelse
henvist til punkt A.1.-A.7. og B.1. i de vejledende regler for god
presseskik.
Bladet har anført, at
Flemming
Leth har bestræbt sig på at
give en loyal skildring af omstændighederne i den tvist, der er opstået
mellem
en caféejer og en snedkermester. Det kan ikke forbavse, at klageren har en
anden opfattelse af forløbet end sin kunde. Ud fra almindelig sund fornuft
forekommer det imidlertid holdbart og loyalt, at
Flemming
Leths
”dom” i sagen er, at den omtalte bardisk ikke er 40.000 kr. værd,
samt at ”så
galt må det ikke gå”.
Bladet har videre anført, at klageren ikke med rimelighed kan
forlange, at en avis skal gå mere detaljeret til værks, end det er sket her i
en så overskuelig sag. Begge parter er hørt, og
Flemming
Leth
har som bladets fagmand sagt sin mening. Bladets omtale af sagen, hvis
karakter
i høj grad har offentlig interesse, befinder sig således indenfor reglerne
for
god presseskik, og på den baggrund påstår bladet klagen afvist.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og
Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
I artiklen, der omhandler en tvist mellem klager og en af
klagers kunder om et udført arbejde, er hver af sagens parter fremkommet med
deres opfattelse af det tidligere sagsforløb. Da bladet således i
tilstrækkeligt omfang har ladet klager komme til orde, finder Pressenævnet,
at
bladet har overholdt god presseskik.
Nævnet finder ej heller grundlag for at udtale kritik i
anledning af
Flemming
Leths vurdering af det udførte
arbejde, idet bemærkes, at der udtrykkeligt ved vurderingen er gjort
opmærksom
på, at der ikke er taget stilling til, hvem af parterne der har ret.
Afsagt den 3. september 2003.
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00162 Retsinformation · 21. december 2011
- Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-348 Retsinformation · 25. september 2006
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 138/1995 Retsinformation · 1. juni 1999
- Sag om, hvorvidt TV2 ved at sende et dokumentarprogram og senere - efter der var indgivet en klage til Pressenævnet - at genudsende programmet, hvor en 16-årige piges selvmord blev omtalt uden samtykke fra hendes forældre og søskende, har krænket de pårørende på en så grov måde, at de er berettiget til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Domsdatabasen · 10. december 2018
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 17-70-01116 Retsinformation · 10. august 2017
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 117/2000 Retsinformation · 9. januar 2001