Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. præferencetoldbehandling

KEN nr 9154 af 28/01/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet24. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. præferencetoldbehandling

Klagen skyldes, at toldcentret har efteropkrævet et told- og

momsbeløb på i alt 1.398.514,30 kr. hos A A/S, idet betingelserne for

præferencetoldbehandling af import af tun fra Ghana ikke er anset for

opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten pålægger toldmyndigheden at forelægge

sagen for EU-Kommissionen med henblik på en vurdering af, om der kan opnås

toldgodtgørelse efter toldkodeksens artikel 239.

Sagens oplysninger

A A/S (herefter selskabet) har i perioden fra den 7. august

1998 til den 19. februar 1998 indført tun fra Ghana til fri omsætning i

fællesskabet. Indførslen er sket under varekoderne 1604 14 11 10, 1604 14 11

20, 1604 14 1820 samt 1604 14 18 95. Selskabet har i forbindelse med

indførslen

til fri omsætning bedt om præferencetoldbehandling med henvisning til den

foreliggende oprindelsesdokumentation.

Importen til Fællesskabet af denne type vare med oprindelse

i Ghana er omfattet af den præferenceordning, der gælder for landene i

Afrika,

Vestindien og Stillehavsområdet (AVS-landene) i forbindelse med fjerde

AVS/EF-konvention som revideret ved den aftale, der blev undertegnet på

Mauritius den 4. november 1994 (benævnt Lomé IV-konventionen) I

overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 12 i protokol 1 om definitionen

af begrebet ”varer med oprindelsesstatus” og metoder for

administrativt arbejde

kan varer, der er ledsaget af et EUR1-oprindelsescertifikat udstedt af de

kompetente ghanesiske myndigheder, opnå præferentiel toldbehandling, når de

bringes i fri omsætning i Fællesskabet.

Selskabets leverandør har i den omhandlede periode været B

Læs alt

Company, Ghana.

EU-Kommissionen har i forbindelse med en fællesskabsmission

til Ghana i begyndelsen af år 2000 undersøgt grundlaget for udstedelsen af

oprindelsesdokumentationen i forbindelse med indførsel til fri omsætning af

dåsetun og tunstykker fra Ghana til EU. På grundlag af oplysninger indsamlet

i

forbindelse med fællesskabsmissionen til Ghana har det været muligt at

identificere de fiskefartøjer, som har leveret tun til B, som efterfølgende

er

leveret til selskabet.

De fiskefartøjer, der er tale om, er 703, 707, 712,

Campolibre (Gure), Ghako (101), Jito, Olivia og Platte Reefer. Efterfølgende

har det været muligt at fastslå ejerforholdene vedrørende de enkelte

fartøjer:

703, 707,

712:

Ejes af C Ltd., Ghana

Campolibre:

Ejes af D Ltd., Ghana

Ghako (101)

Ejes af E Ltd., Ghana

Jito:

Ejes af F Ltd, Ghana

Olivia:

Er genstand for en ”bare-boat charter agreement” mellem ejeren G

(japansk selskab) og lejeren H

Ltd.,Ghana

Platte Reefer:

Ejes af H, Singapore

Endvidere er ejerforholdene vedrørende de forskellige

selskaber blevet undersøgt. Som konklusion på kommissionsrapporten er det

under

henvisning til selskabernes ejerforhold konstateret, at følgende selskaber

med

dertil knyttede fiskefartøjer ikke opfylder de ejermæssige betingelser for at

være omfattet af definitionen på ”deres fartøjer” efter art. 2 i

protokol nr.

1, jf. bilag II til Lomé-konventionen og dermed ikke opfylder betingelserne

for

præferencetoldbehandling:

E Ltd.

F. Ltd.

H Ltd.

C

Ltd.

Desuden er det konstateret, at der ikke er fundet

oplysninger, der indikerer, at følgende selskabs fiskefartøj ikke opfylder

betingelserne for præferencetoldbehandling:

D

Ltd.

Endelig er det konstateret, at der i relation til følgende

selskabs fiskefartøj afventes yderligere oplysninger:

H

Selskabet har i forbindelse med indførslen af tun til

fællesskabet bedt om præferencetoldbehandling. Som dokumentation for tunens

oprindelse har selskabet med fortoldningsangivelsen vedlagt i alt 14 EUR

1-certifikater. Andelen af tun omfattet af det enkelte EUR 1- certifikat

fordeler sig på følgende fiskefartøjer:

”

EUR 1 nr.

Kartoner

703

707

712

Campolibre

Ghako

Jito

Olivia

Platte

Reefer

Andel som ikke opfylder oprindelseskritererne (%)

52 815

1.700

1.189

32

479

100,00

52 822

1.700

1.579

57

64

100,00

52 837

1.700

805

371

524

100,00

52 841

3.400

1.151

1.764

485

100,00

52 845

1.700

1.062

638

100,00

52 859

1.700

1.700

100,00

52 839

1.700

340

1.170

190

100,00

52 866

1.700

1.023

677

100,00

55 782

1.700

990

710

58,24

55 790

1.700

1.068

632

62,82

55 793

1.700

1.700

100,00

55 800

1.686

62

1.615

9

100,00

55 799

1.700

588

94

112

906

46,71

55 863

1.700

33

1.667

100,00

”

EU-Kommissionen traf den 3. oktober 2002 beslutning i en sag

opstået efter anmodning fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og

Nordirland. Kommissionen anførte i det pågældende tilfælde, at der ikke var

opstået nogen toldskyld for importen af tun fra E Ltd.. Der var således ikke

noget til hinder for, at myndighederne kunne beslutte sig for at anvende

toldkodeksens artikel 236. For importen af varer fra de øvrige selskaber var

det berettiget at indrømme fritagelse for importafgiften efter toldkodeksens

artikel 239.

Told- og Skattestyrelsen har over for Landsskatteretten

anført, at på grundlag af EU-Kommissionens beslutning af 3. oktober 2002 skal

det efteropkrævede beløb vedrørende E Ltd., i alt 27.326,06 kr. godtgøres

efter

toldkodeksens art. 236. For den øvrige del af det påklagede beløb har

styrelsen

indstillet, at der sker forelæggelse for Kommissionen efter toldkodeksens

art.

239. I EU-Kommissionens beslutning af 3. oktober 2002 anså Kommissionen det

således over for 3 engelske selskaber berettiget at indrømme fritagelse for

importafgifter efter artikel 239.

Toldcentret har efterfølgende under sagens behandling i

Landsskatteretten godtgjort selskabet et beløb på 27.326 kr.

Toldcentrets afgørelse

Toldcentret har efteropkrævet et beløb på 1.398.514,30 kr.,

heraf told 1.118.811,44 kr. og moms 279.702,86 kr., idet selskabet ikke er

anset for opfylde betingelserne for at opnå præferencetoldbehandling ved

selskabets import af tun fra en række selskaber fra Ghana.

Toldcentret har henvist til, at ifølge kommissionsrapporten

opfylder E Ltd, F Ltd., H Ltd. og C Ltd ikke de ejermæssige betingelser for

at

være omfattet af definitionen på ”deres fartøjer” efter art. 2 i

protokol nr.

1, jf. bilag II til Lomé-konventionen (EFTL 229 af 17. august 1999).

Selskabet er følgelig ikke anset for at opfylde

betingelserne for den opnåede præferencetoldbehandling, hvorfor der skal

betales tarifmæssig told, jf. toldkodeksens art. 20, stk. 4.

Toldcentret har endvidere henvist til, at toldskyld ved

indførsel opstår, når en importafgiftspligtig vare overgår til fri omsætning,

jf. toldkodeksens art. 201, stk. 1, litra a, at efteropkrævning foretages i

henhold til toldkodeksens art. 220, stk. 1, og at der i henhold til

momslovens

§ 12 tillige skal betales moms af det efteropkrævede toldbeløb.

Toldcentret har efterfølgende under sagens behandling i

Landsskatteretten godtgjort selskabet et beløb på 27.326 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om, at

toldcentrets efteropkrævning af told- og momsbeløbet på i alt 1.398.514,30

kr.

(dog skal fratrækkes de 27.326 kr.) ikke er berettiget. Repræsentanten har

fremsat subsidiær påstand om, at der skal ske forelæggelse for

EU-Kommissionen

med henblik på en vurdering af godtgørelse efter toldkodeksens artikel 239.

Repræsentanten har til støtte for påstanden principalt

anført, at ToldSkat ikke har ført bevis for, at certifikaterne fra Ghana er

forkerte – specielt ikke i lyset af, at Kommissionen er part, og at

ToldSkat

ikke har opfyldt de formelle regler om verificering fra at gennemføre

efteropkrævningen.

Han har bemærket, at selskabet ikke kender selve grundlaget

for efteropkrævningen, idet Told & Skat henviser til undersøgelser og

rapporter, som selskabet ikke har fuldt ud kendskab til. Selv om der

foreligger

en rapport, er Ghana tilsyneladende ikke enig i konklusionerne. Ghana mener

tilsyneladende fortsat, at de pågældende tun har oprindelse i Ghana. I modsat

fald burde Ghana have trukket certifikaterne tilbage.

Oplysningerne om forløbet af EU-Kommissionens mission til

Ghana og dialogen med de ghanesiske myndigheder må forstås således, at

myndighederne i Ghana er uenige med Kommissionen i, at tunene ikke har

oprindelse i Ghana. Spørgsmålet er herefter, om toldmyndighederne i EU kan

efteropkræve told som følge af manglende opfyldelse af

præferencebetingelserne,

når eksportlandets myndigheder mener, at betingelserne er opfyldt.

I Farø Seafood-sagen, C-153/94 udtalte EF-domstolen netop,

jf. præmis 19:

”det er myndighederne i udførselsstaten, der bedst kan

vurdere rigtigheden af de faktiske omstændigheder, der er afgørende for

varens

oprindelse, jf. præmis 19.

Endvidere udtalte domstolen i præmis 22:

” en anerkendelse af afgørelser truffet udførselsstatens

myndigheder hos toldmyndighederne i medlemsstaterne er en forudsætning for,

at

Fællesskabet kan forvente, at myndighederne i de øvrige stater, som de gennem

frihandelsordninger har forbindelse med, respekterer de afgørelser, som

toldmyndighederne i medlemsstaterne træffer med hensyn til oprindelsen af

varer, der udføres fra Fællesskabet til disse stater.”

Når Ghana bestrider de faktiske omstændigheder, der er lagt

til grund i Kommissionens undersøgelse og fastholder

oprindelsescertifikaternes

ægthed, kan toldcentret ikke fastholde efteropkrævningen. Selvom der er tale

om

en ensidig præferenceaftale, hvor kun EU yder Ghana præferencetold, følger

det

af Farø Seafood-sagen, at EU i en sag som denne er forpligtet til at lægge de

afgørelser til grund, der lovligt er truffet af Ghana.

ToldSkat har endvidere ikke fået verificeret

oprindelsescertifikaterne.

ToldSkat har således efteropkrævet tolden alene på baggrund

af Kommissionens rapport og uden at få verificeret de enkelte

oprindelsescertifikater i Ghana. Dette på trods af, at artikel 25 og 26 i

protokol nr. 1, jf. bilag II, til Lomé-konventionen kræver verifikation.

Artikel 25 nævner, at verifikationen af certifikaterne skal ske tilfældigt,

eller når importlandets toldmyndigheder er i tvivl om varernes oprindelse.

Dette må forstås som en forpligtelse til at få certifikaterne verificeret,

hvis

importmyndighederne nægter præferencetoldbehandling. Toldcentret har således

begået en formel fejl, der må føre til afgørelsens ugyldighed. Især i en

situation, hvor en virksomhed ikke har indsigt i den bagvedliggende

Kommissionsrapport,

er det vigtigt at der sker verifikation, således, at virksomheden har

mulighed

for at vurdere sagen. Der er således sket et brud på Lomé-konventionen.

Reglerne om verifikation er ikke blot en ordensforskrift. Toldcentret

henviser

selv til Lomé-konventionen.

Når der ikke

er enighed mellem den certifikatudstedende myndighed og indførselslandet må

indsatsen med hensyn til verifikation skærpes. Af EF-domstolens dom i sagen

C-97/95, (Pascoal & Filhos), præmis 33, fremgår, at man skal lægge

lovlige

afgørelser i udstedelseslandet til grund. Det har jo rent faktisk også

efterfølgende har vist sig, at der var fejl i toldcentrets afgørelse, hvilket

også viser, at certifikaterne burde være sendt til verifikation.

I andre opkrævningssager har ToldSkat da også altid sendt

certifikaterne til verifikation i oprindelseslandet. Også i situationer, hvor

verifikationsproceduren på grund af omfanget af certifikaterne skabte stort

administrativt besvær.

Toldcentret må bevise, at netop den tun, som selskabet har

importeret, ikke opfylder betingelserne for præferencetoldbehandling. Dette

bevis har toldcentret ikke ført.

Repræsentanten har til støtte for påstanden subsidiært

anført, at der er begået myndighedsfejl i Ghana, og at efteropkrævning

følgelig

bør undlades i henhold til toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b.

Hvis myndighederne i Ghana har lagt nogle andre faktiske

omstændigheder til grund end Kommissionen eller har vurderet omstændighederne

anderledes, og på baggrund heraf har anset præferencebetingelserne for

opfyldt,

er der begået fejl. Havde de ghanesiske myndigheder lagt de samme

omstændigheder til grund som Kommissionen, ville oprindelsescertifikaterne

formentlig ikke være blevet udstedt. Han har herved tillige henvist til en

ikke-offentliggjort meddelelse fra juni 1998 fra Kommissionen, 98/421/EF,

vedrørende en inspektion i Ghana af fiskerivarer. Forholdene blev her

godkendt,

og det virker mærkeligt, at man 3 år efter kan komme til et andet resultat.

Hvis der er tale om forkerte certifikater, må der være tale om

myndighedsfejl.

De forhold, der henvises til i rapporten, må alt sammen være forhold som de

ghanesiske myndigheder burde have indsigt i.

Selskabet har ikke haft mulighed for at opdage fejlene og

har i øvrigt handlet i god tro, og overholdt samtlige bestemmelser i

forbindelse med fortoldningerne. Selskabet har sikret sig så godt som

overhovedet muligt. Der er ikke tale om, at der er svindlet fra de ghanesiske

leverandørers side. Der er derimod tale om en efterfølgende fortolkning af en

betingelserne i Lomé-konventionen.

I Østre Landsrets dom af 2. juni 1998, fastslog landsretten,

at myndighederne i Thailand havde begået fejl i forbindelse med udstedelse af

oprindelsescertifikater. Myndighederne havde attesteret certifikater, der

angav

et langt større omfang fast af arten Bonito sarda spp. end muligt i Thailand,

og da importøren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget dette,

fastslog landsretten, at der ikke var hjemmel til at efteropkræve tolden.

Repræsentanten har endvidere anført, at toldcentret som

følge af den 3-årige forældelsesfrist i toldkodeksens artikel 221, stk. 3,

har

været afskåret fra et efteropkræve et beløb på i alt 168.345 kr.

Toldcentret har således truffet den endelige afgørelse den

7. august 2001 for bl.a. to partier tun, ekspeditionsnumre 2407 17 1435 og

3907

14 0170, der blev fortoldet den 7. august 1998. Toldskylden på disse to

ekspeditioner opstod den 7. august 1999. Afgørelsen var tidligst selskabet i

hænde den 8. august, hvorfor underretningen er sket efter udløbet af de 3 år.

Toldcentret havde haft mulighed for at telefaxe afgørelsen eller få den

bragt,

men dette er ikke sket. Man må henholde sig til ordlyden af art. 221, stk. 3.

Datoforordningen finder ikke anvendelse, idet der netop ved art. 221, stk. 3,

er bestemt en anden beregning. Bestemmelsen i art. 221, stk. 3, er senere og

selvstændig i forhold til datoforordningen. Der er således tale om en

særregel,

jf. herved også det angivne i Told- og Skattestyrelsens Procesvejledningen,

om

der er er særlige regler om toldmyndighedernes mulighed for at foretage

efteropkrævning. Underretning er i hvert fald ikke er sket den 7. august

2001,

hvor afgørelsen tidligst kan være afsendt. Told & Skat sender normalt

breve

som økonomi-post, og man skal herved ifølge postvæsenet regne med 3-4 dages

forsinkelse. Toldcentret er selv opmærksom på forældelsesproblematikken, og

burde således have sendt afgørelsen anbefalet. Toldcentret må selv skulle

dokumentere, at underretning er sket rettidigt.

Told- og Skattestyrelsens indstilling

Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at toldcentrets

efteropkrævning har været berettiget, idet styrelsen dog har indstillet at

der

ydes godtgørelse efter toldkodeksens artikel 236 for så vidt angår et beløb

på

27.326 kr. vedrørende import fra selskabet E Ltd.

For det resterende beløb har styrelsen indstillet, at der

sker forelæggelse for EU-Kommissionen efter toldkodeksens artikel 239.

Styrelsen har udtalt, at en række EUR 1 certifikater ikke

har kunnet danne grundlag for præferencetoldbehandling. På det pågældende

tidspunkt ses ikke nogen uenighed hos de ghanesiske myndigheder. Det må

således

anses for ufornødent, at de danske myndigheder skulle foretage en (fornyet)

verifikation af de pågældende certifikater.

Konstateringen af de objektive juridiske fakta om

ejerforhold m.v. vedrører retlige omstændigheder, som ikke kan anses for

omfattet af den begrænsning, som der efter selskabets opfattelse kan udledes

af

de faktiske omstændigheder af bl.a. præmis 11 i Faroe Seafood-dommen.

Fristberegningen skal ske efter bestemmelserne i Rådets

forordning nr. 1182/71 af 3. juni 1971 (datoforordningen), der ikke er

fraveget

ved artikel 221, stk. 3 og ekspeditionerne den 7. august 1998 er således ikke

forældede. Told & Skat sender som udgangspunkt som A-post, og ifølge

postvæsenet kommer ca. 97% af denne post frem dagen efter.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I forbindelse med en mission, som repræsentanter for flere

medlemsstater og EU-Kommissionen foretog til Ghana i februar 2000 for at

kontrollere betingelserne for de ghanesiske myndigheders udstedelse af

EUR1-oprindelsescertifikater, blev det konstateret, at en række

fiskerifartøjer

og de selskaber, der ejede dem, som havde leveret tun, ikke opfyldte

oprindelseskriterierne i artikel 2 i protokol 1 til Lomé IV-konventionen. De

tunfisk, der blev fanget af de pågældende fartøjer, opfyldte derfor ikke de

præferentielle AVS-oprindelsesregler. På grundlag af resultaterne af denne

mission blev det konstateret, at de pågældende selskaber havde benyttet

EUR1-oprindelsescertifikater, der var udstedt med urette.

Efterfølgende er der mellem Ghana og EU undertegnet et

fælles dokument. Som følge af oplysninger fra de ghanesiske myndigheder blev

det herved fastslået, at visse ghanesiske eksporterende selskaber –

herunder E

Ltd. - faktisk ejede fiskerifartøjer, som opfyldte betingelserne for

oprindelsesstatus.

Landsskatteretten finder at måtte lægge resultaterne af de

af medlemsstaterne og EU-Kommissionen foretagne undersøgelser til grund.

Selskabet er således ikke berettiget til at opnå præferencetoldbehandling for

så vidt angår den i sagen omhandlede import af tun fra Ghana. Retten er

endvidere enig med Told- og Skattestyrelsen i, at på baggrund af de foretagne

undersøgelser har en yderligere verifikation af certifikaterne ikke være

påkrævet.

Rådets forordning nr. 2913 af 12. oktober 1992 (med senere

ændringer) om indførelse af en EF-toldkodeks (toldkodeksen) artikel 220

lyder:

Stk. 1. Hvis det afgiftsbeløb, som følger af en toldskyld,

ikke er bogført i henhold til artikel 218 og 219 eller er bogført for lavt i

forhold til det efter lovgivningen skyldige beløb, skal bogføringen af det

afgiftsbeløb, der skal opkræves eller efteropkræves, ske senest to dag efter

det tidspunkt, hvor toldmyndighederne er blevet klar over situationen, og kan

beregne det efter lovgivningen skyldige beløb og fastslå hvem, der er

debitor.

(efterfølgende bogføring). Denne frist kan forlænges efter artikel 219, 2.

Stk. 2. Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i artikel 217,

stk. 1, andet og tredje afsnit, foretages der ikke efterfølgende bogføring

når

a)

b) det efter lovgivningen skyldige afgiftsbeløb ikke er blev

bogført som følge af en fejl, som toldmyndighederne selv har begået, og som

debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, hvis sidstnævnte

i

øvrigt i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt

samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter.

Det bemærkes, at det følger af retspraksis hos EF-domstolen,

at når de kompetente myndigheder begår fejl som følge af unøjagtige

angivelser

fra eksportører, er forventningen til oprindelsescertifikaternes gyldighed

ikke

længere beskyttet. I den konkrete sag er der tale om, at eksportørerne angav

i

oprindelsescertifikaterne, at de varer, de omhandlede, opfyldte betingelserne

for opnåelse de pågældende certifikater.

Retten finder således, at betingelserne for at undlade

efteropkrævning efter toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b, ikke kan

anses for opfyldt.

Rådets forordning nr. 2913 af 12. oktober 1992 om indførelse

af en EF-toldkodeks (toldkodeksen) artikel 221, stk. 3 og stk. 4, lyder:

”Stk. 3. Underretning af debitor kan ikke ske efter udløbet

af en frist på tre år, regnet fra datoen for toldskyldens opståen. Fristen

afbrydes fra datoen for indgivelse af klage i henhold til artikel 243 og

under

hele klageproceduren

Stk. 4. Hvis toldskylden er opstået på grund af en handling,

der på det tidspunkt, hvor den blev begået, kunne give anledning til

retsforfølgning, kan underretningen af debitor om beløbets størrelse på de i

de

gældende bestemmelser fastsatte betingelser ske efter udløbet af den i stk. 3

nævnte frist.”

Rådets forordning nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om

fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter

(datoforordningen),

artikel 1 og artikel 3, stk. 1, 2. pkt., lyder:

”artikel 1.

Medmindre andet bestemmes, anvendes bestemmelserne i denne

forordning på det retsakter, som er eller bliver vedtaget af Rådet og

Kommissionen i henhold til traktaten om oprettelse af Det europæiske

økonomiske

Fællesskab eller traktaten om oprettelse af Det europæiske

Atomenergifællesskab.

( )

artikel 3, stk. 1, 2 pkt.

Såfremt en tidsfrist udtrykt i dage, uger, måneder eller år

skal regnes fra det øjeblik, hvor en begivenhed indtræffer, eller en handling

foretages, medregnes den dag, i løbet af hvilken begivenheden eller

handlingen

sker, ikke ved beregningen af fristen.

For så vidt angår toldangivelsen antaget den 7. august 1998

finder retten i overensstemmelse med Told- og Skattestyrelsen, at der skal

ske

fristberegning ud fra datoforordningen. Datoforordningens bestemmelser skal

således finde anvendelse medmindre det konkret er bestemt, at

datoforordningen

ikke skal finde anvendelse. Det er med fristen i toldkodeksens artikel 221,

stk. 3, ikke bestemt, at fristberegningen ikke skal ske efter

datoforordningen.

En fristberegning ud fra datoforordningens artikel 3, stk. 1, 2. pkt. må føre

til, at fristen i toldkodeksens artikel 221, stk. 3, er overholdt for denne

angivelse, idet fristen må anses at løbe fra den 8. august 1998. Retten

finder

herved, at det ud fra det oplyste må lægges til grund, at der er sket

underretning den 8. august 2001. Det angivne i Told- og Skattestyrelsens

Procesvejledning om, at toldkodeksens artikel 221 indeholder særlige regler

for

toldmyndighederne for at foretage efteropkrævning inden for den særlige 3-års

frist, skal efter Landsskatterettens opfattelse ses i forhold til de i

procesvejledningen beskrevne fristregler inden for skatte- og afgiftsområdet.

Retten finder således, at toldcentrets efteropkrævning har

været foretaget med rette.

Under henvisning til EU-Kommissionens beslutning af 3.

oktober 2002 finder retten imidlertid, at der skal ske forelæggelse af sagen

for EU-Kommissionen med henblik på en vurdering af, om der kan indrømmes

toldgodtgørelse efter toldkodeksens artikel 239.

Landsskatteretten pålægger således Told- og

Skattemyndigheden at forelægge sagen for EU-Kommissionen med henblik på at

vurdere, om der kan ydes godtgørelse efter toldkodeksens artikel 239, jf.

gennemførelsesbestemmelsernes artikel 905, stk. 1, samt efterfølgende at

træffe

afgørelse på grundlag af EU-Kommissionens beslutning, jf.

gennemførelsesbestemmelsernes artikel 908, stk. 2.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter