Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 22. juli 2003 vedr. Fradrag for forbedringer for udgifter til forureningsoprensning af ejendom

KEN nr 9705 af 22/07/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet30. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 22. juli 2003 vedr. Fradrag for

forbedringer for udgifter til forureningsoprensning af ejendom

Ejendommen, der er omfattet af lokalplan nr. 287 og udlagt til

etageboligbebyggelse med en maksimal bebyggelsesprocent på 60, har et samlet

grundareal på 34.175 m

2

, heraf 719 m

2

vej og er bebygget

med etageboligbebyggelse med i alt 185 boliger. Indflytningen i boligerne er

sket i etaper med start i april 2000 og afslutning i oktober samme år.

I 1991 blev der tinglyst dokument om affaldsdepot på ejendommen.

Ejerens repræsentant, advokat A - advokatfirmaet B, klager over

grundværdien med principal påstand om, at der gives et miljønedslag på ikke

under 15 % af grundværdien uden forurening. Det påstås endvidere, at der

godkendes fradrag for grundforbedringer på ikke under 23.750.000 kr.

Til støtte for påstanden om miljønedslaget gør repræsentanten

bl.a. gældende, at grundens handelsværdi uagtet den skete oprensning vil være

påvirket af, at der er en restforurening på ejendommen, og at Miljøkontrollen

har stillet krav om tilsyn med specialdepotet.

Der henvises endvidere til Miljøkontrollens brev af 11. marts

2002, hvoraf det fremgår, at der fortsat er tvivl om, hvilke konsekvenser den

på ejendommen værende forurening kan have, herunder for indeklimaet i visse

af

bygningerne.

Det må derfor være åbenbart, at der ved fastsættelsen af

grundværdien ikke blot skal tages hensyn til de positive udgifter, som

forureningen påfører ejeren her og nu, men tillige til tvivlen om de

fremtidige

konsekvenser. Det er klart at en uafhængig køber vil kræve en prisreduktion

Læs alt

for

at overtage denne risiko. Det skal i den forbindelse erindres, at der er tale

om en ganske alvorlig forurening, herunder med tungmetaller.

Til støtte for påstanden om fradrag for forbedringer i

forbindelse med oprensning af grunden, anfører repræsentanten bl.a., at det

ikke er lovhjemlet, når Skyldrådet afviser fradrag efter vurderingslovens §

17

med henvisning til, at der ikke er sket en forbedring af grunden men alene en

retablering af en tidligere tilstand, idet der hverken i bestemmelsens ordlyd

eller forarbejder er grundlag for en sådan indskrænkende fortolkning

Der kan i denne forbindelse være anledning til at understrege de

indenfor skatte- og afgiftsretten almindeligt gældende

fortolkningsprincipper,

der er beskrevet i Skatteministeriets meddelelse, offentliggjort i TfS

1998.137, således:

"Den

væsentligste hovedkonklusion er, at Højesteret synes at have indskærpet

kravet

om klar hjemmel til beskatning i lovgivningen. Synspunktet er formentlig, at

er

der tvivl om hjemmelsgrundlaget, er dette ubetinget myndighedernes problem.

Heri ligger ikke blot, at der ikke kan fortolkes i skærpende retning, ud over

hvad lovens tekst — og eventuelt klare lovmotiver — berettiger til;

men

tillige, at usikkerhed om rækkevidden af en hjemmel trækker i retning af en

udvidende fortolkning. hvor dette er til gunst for skatteyderen.

"

(repræsentantens understregning)

Hertil kommer det helt centrale, at betingelsen i § 17, at

forbedringen skal have medført en stigning i grundværdien, utvivlsomt er

opfyldt i den foreliggende sag. Det bemærkes herved, at boligforeningen

erhvervede en grund, der som følge af massiv forurening var værdiløs.

Boligforeningen har herefter ved afholdelse af betydelige omkostninger til

oprensning m.v. forbedret grunden, hvilket har bevirket en betydelig stigning

i

grundværdien, selv om der som ovenfor anført fortsat skal ydes et

miljønedslag.

Den foretagne oprensning af grunden findes således at være en forbedring

omfattet af vurderingslovens § 17, der berettiger til det i påstanden anførte

fradrag i grundværdien.

Hvis det på trods heraf antages af Landsskatteretten, at

anvendelsesområdet for § 17 kan indskrænkes ud fra blot en antagelse om

bestemmelsen formål, er der klart tale om en undtagelse, der i

overensstemmelse

med almindelige fortolkningsregler skal fortolkes indskrænkende, således at

der

kun i helt særlige tilfælde kan nægtes fradrag for grundforbedringer på

grundlag af en sådan fortolkning.

Det må i den forbindelse være klart, at en sådan mulig begrænsning

under ingen omstændigheder kan udstrækkes til at omfatte hele typer af

foranstaltninger som f.eks. oprensning mv. af forurening.

Den eneste begrænsning, der muligvis vil kunne indfortolkes i

vurderingslovens § 17, må i givet fald være baseret på en fortolkning af

udtrykket "forbedringer" ud fra en antagelse om, at det vil stride

mod bestemmelsens formål, hvis en ejer får nedslag får grundforbedringer i

situationer, hvor de pågældende forbedringer alene fjerner forringelser, som

samme ejer selv har forårsaget.

Selv om en sådan fortolkning af vurderingslovens § 17 måske kan

forekomme rimelig, da den "kun" forhindrer fradrag for

grundforbedringer, hvis ejeren blot genopretter egne ødelæggelser, må det

fastholdes, at fortolkningen kun vanskeligt kan forenes med de ovenfor

citerede

fortolkningsprincipper.

I en sag som nærværende, hvor ejeren har gennemført

foranstaltninger, der notorisk har medført en værdiforøgelse efter

erhvervelsen af grunden, er der dog under alle omstændigheder ikke hjemmel

til

at nægte fradrag for grundforbedringer.

Endelig henviser repræsentanten til, at der gennem årene i de

udarbejdede vurderingsvejledninger er nævnt en række eksempler på fradrag for

forbedringer i tilfælde, hvor der ikke er tale om en forbedring af en

oprindelig tilstand, men derimod genopretning af en tidligere tilstand. Dette

gælder bl.a. for opdyrkning af hede, planering/påfyldning af muldjord på

afgravede arealer samt dybdepløjning. Tidligere hedearealer — der i

øvrigt var

menneskeskabte — er således i dag dækket af skov, ligesom tilfældet var,

før

heden bredte sig, medens dybdepløjning blandt andet foretages for at nedbryde

såkaldt traktose (jordpakning) forårsaget af kørsel med tunge maskiner.

En del af udgifterne til oprensning af den i nærværende sag

omhandlede grund er oven i købet afholdt til påfyldning af muldjord på

afgravede arealer og dermed ikke blot til genopretning, men tillige til en af

de i både tidligere og nuværende vejledninger direkte nævnte

foranstaltninger,

som berettiger til fradrag efter vurderingslovens § 17. Skyldrådets

fortolkning

er således i strid med den vejledning, som Skyldrådet er underlagt.

Sagen har været forhandlet på Landsskatterettens kontor med

boligforeningens advokat, der tillige har haft adgang til at udtale sig på et

retsmøde.

Ejerens repræsentant fastholdt under retsmødet de nedlagte

påstande, hvorefter han gennemgik sagens faktiske omstændigheder og

anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg.

For så vidt angik spørgsmålet om ansættelsen af grundværdien ved

vurderingen pr. 1. januar 1999 og 2000 blev det særligt fremhævet, at man ved

klagen over 1998-vurderingen ikke havde påklaget miljønedslaget, 20.630.000

kr., idet den væsentligste problemstilling på dette tidspunkt vedrørte

bebyggelsesprocenten på ejendommen. Denne fejl var imidlertid ikke

ensbetydende

med, at der ikke skulle være godkendt et højere miljønedslag også på dette

tidspunkt.

Repræsentanten anførte herefter, at man ikke havde noget at

indvende imod den fastsatte områdepris, 1.300 kr./m

2

, såfremt

ejendommen ikke havde været forurenet. Ejendommens handelspris må imidlertid

på

trods af den foretagne oprensning antages at være væsentligt påvirket af den

tilstedeværende restforurening, der består af såvel organiske midler som

tungmetaller, idet den blotte viden om, at en ejendom er eller har været

forurenet vil gøre den mindre attraktiv end en ejendom, der aldrig har været

forurenet. Der er endvidere årlige udgifter til overvågning af ejendommens

forureningstilstand på ca. 30.000 kr.

Endelig fandt repræsentanten, at der ikke nødvendigvis kan

tillægges de øvrige handler med forurenede ejendomme i Københavns Kommune

betydning ved skønnet over handelsværdien af den omhandlede ejendom, idet det

ikke er oplyst i hvilket omfang og med hvilke stoffer, de handlede ejendomme

var forurenet.

Told- og skattestyrelsens repræsentant anførte i

overensstemmelse med styrelsens udtalelse i sagen, at ansættelserne ved 1999-

og 2000-vurderingen blev stadfæstet, idet der blev henvist til, at

nedsættelsen

af miljøfradraget alene skyldtes oprensningen af ejendommen og den dermed

udvidede anvendelsesmulighed af denne. Der blev endvidere henvist til, at der

er solgt adskillige tidligere industriarealer i området til beboelse og til

priser, der væsentligt overstiger vurderingen, heraf i hvert fald 2

affaldsdepoter. Disse ejendomme er noteret under ’D’ som den

omhandlede

ejendom.

For så vidt angik påstanden om fradrag for forbedringer i form

af oprensningsudgifter ved 2000-vurderingen på ikke under 23.750.000 kr.

henholdt

ejerens repræsentant til sine skriftlige indlæg i sagen.

Styrelsens repræsentant udtalte sig i henhold til styrelsens

skriftlige erklæring i sagen. Det blev herunder særligt anført, at der ikke

er

tale om en indskrænkende fortolkning af vurderingslovens § 17 i den

foreliggende sag, men at man har fulgt praksis på området. De eksempler, som

A

har anført, har været en del af vurderingsvejledningen siden 1922 og gælder

landbruget. Det drejer sig derfor om meget små beløb, da de skal kunne rummes

indenfor ha-værdierne.

Styrelsens repræsentant anførte endvidere, at C er et gammelt

industriområde, hvortil der allerede var fremført vand, veje og kloak, som

der

normalt gives forbedringsnedslag for. Oprensningen af grunden ses derimod

mere

naturligt at skulle henføres til byggeomkostningerne, idet oprensningen af

grunden skete i forbindelse med bebyggelsen af arealet og inde på selve

arealet.

Styrelsens repræsentant påpegede endelig, at forbedringen under

alle omstændigheder skal have medført en stigning i grundværdien, før der kan

gives fradrag. Imidlertid handles forurenede ejendomme i området til 1.300

kr./m

2

trods forureningen. Det må herefter vurderes, at en

uforurenet grund/oprenset grund har en højere værdi, hvorfor ejendommen først

skal ansættes i overensstemmelse hermed, før der kan overvejes et nedslag.

Landsskatteretten bemærker, at grundværdien i henhold til

bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 13, stk. 1, udgør grundens

handelsværdi i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed

og

til en i økonomisk henseende god anvendelse. Ved ansættelsen skal der tages

hensyn til de til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig

karakter, jf. vurderingslovens § 13, stk. 2.

Ifølge vurderingslovens § 16 skal grundværdien ansættes til det

beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den

pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold

økonomisk god anvendelse, i hvilken henseende hensyn må tages til såvel

ejendommens form og størrelse samt til udstyknings- og om lægningsmuligheder.

Landsskatteretten er af den opfattelse, at bestemmelserne i

vurderingslovens § 13 om ansættelsen af grundværdien under hensyn til en i

økonomisk henseende god anvendelse af grunden i ubebygget stand må forstås

som

den bedste anvendelse ved salg på det åbne marked til en fornuftig køber,

hvori

indgår hensyn til grundens beliggenhed, form og udnyttelsesmulighed i forhold

til de gældende planlægningsbestemmelser.

Ved skønnet over handelsværdien for en forurenet ejendom må en

række momenter tages i betragtning. Momenter, der må anses at have betydning

for værdiansættelsen i de enkelte tilfælde, er efter rettens opfattelse først

og fremmest de foreliggende retlige og faktiske begrænsninger i ejendommens

anvendelsesmuligheder. Desuden må der lægges vægt på graden af forurening,

herunder størrelsen af udgifterne til oprensning, samt tidshorisonten for en

oprensning.

Retten bemærker, at der ved afgørelsen over 1999-vurderingen

blev givet et forureningsnedslag på 18.268.300 kr. Ejendommen er

efterfølgende

blevet oprenset og frigivet til boligformål. Forureningsnedslaget er som

konsekvens heraf bortfaldet.

Selvom Landsskatteretten må være enig med repræsentanten i, at

en tidligere forurenet grund stadig kan være mindre værd efter gennemførelsen

af afværgeforanstaltninger/oprensning end en ejendom, der aldrig har været

forurenet, pga. usikkerheden forbundet med en evt. restforurenings betydning

for ejendommens fremtidige udnyttelse mv. finder retten, at der ved den

ansatte

grundværdi, 26.095.700 kr., er taget passende hensyn til de særlige forhold

på

den omhandlede ejendom.

Retten har ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på, at en del af det

oprensede areal er blevet solgt til institutionsformål for 1.300 kr./m

2

,

hvilket indicerer, at arealer udlagt til boligformål som minimum vil kunne

sælges til samme værdi henset til efterspørgslen efter boliger i

Hovedstadsområdet. Der er endvidere lagt vægt på handelspriserne for en række

forurenede ejendomme i Københavns Kommune, idet disse inden for

skønsusikkerheden er solgt til vurderingen uden, at der er givet nedslag for

forurening. Landsskatteretten stadfæster følgelig Skyldrådets afgørelse.

For så vidt angår spørgsmålet om fradrag for forbedringer skal

Landsskatteretten bemærke, at fradrag for forbedringer i grundværdien ifølge

vurderingslovens § 17 gives for forbedringer, der bevirker en stigning i

grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i

ejers arbejde.

Ifølge vurderingslovens § 18 må fradrag kun gives i det omfang,

hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelsen af

grundværdien, og fradraget må ikke overstige de anvendte omkostninger, heri

medregnet værdien af ejers eget arbejde.

I tilfælde, hvor der er givet fradrag ved den nærmest

forudgående vurdering, er det en forudsætning for at give fradrag ved den

efterfølgende vurdering, at betingelserne for at give fradrag stadig er til

stede.

Der skal således ved hver ny vurdering af en ejendom, der skal

ansættes med fradrag for grundforbedringer, foretages et nyt selvstændigt

skøn

over den som følge af forbedringen skete værdiforøgelse ved den pågældende

vurdering.

Ansættelsen af fradrag i grundværdien for grundforbedringer er

således en selvstændig ansættelse ved siden af ansættelsen af ejendomsværdi

og

grundværdi.

Landskatteretten finder herefter ikke, at der kan gives

repræsentanten medhold i den nedlagte påstand. Retten har ved afgørelsen

bl.a.

lagt vægt på, at oprensning af en forurenet ejendom ikke kan anses for en

forbedring i vurderingslovens § 17’s forstand. Den foretagne oprensning

må

derimod kvalificeres som en afværgeforanstaltning i forhold til en opstået

skade på grunden. Oprensningen ses således ikke at have bevirket en stigning

i

grundværdien, men alene at have bragt denne tilbage til normaltilstanden.

Skyldrådets afgørelse stadfæstes følgelig på dette punkt.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter