VURDERINGSVEJLEDNING 2006 C GRUNDVÆRDIEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vurderingsvejledning 2006-3
C Grundværdien
C.1 Grundværdibegrebet
Ved vurderingen ansætter told- og skatteforvaltningen en
grundværdi for alle vurderingspligtige ejendomme bortset fra bygninger
på fremmed grund. Den selvstændige
grundværdiansættelse blev indført i 1915 i forbindelse med en ændring
af ejendomsskyldloven af 1903.
Værdien i
ubebygget stand
Ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i
ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i
økonomisk henseende god anvendelse, jf. VUL § 13, stk. 1.
Ved ansættelsen af grundværdien udøves der et skøn over værdien af
grunden i ubebygget stand, dvs. at grundværdien skal ansættes til,
hvad grunden er værd i ubebygget stand med de faktisk foreliggende
omgivelser.
Det forudsættes i det hele taget, at grunden ikke er tilført værdier,
som må henregnes til den såkaldte forskelsværdi,
C.4 .
Ud over bygningerne drejer det sig om værdien af visse anlægsarbejder
som pilotering og pladsbelægning samt om hegn og beplantning.
For bebyggede ejendommes vedkommende er grundværdien en fiktiv
værdi, fordi grunden ikke uden videre lader sig sælge i
ubebygget stand. Er grunden ikke bebygget, er grundværdien og
ejendomsværdien normalt den samme.
Ved ansættelsen af grundværdien medtages hele det areal, der hører til
den vurderingspligtige ejendom, se
A.4.1 .
Ved bedømmelsen af arealets størrelse vil told- og skatteforvaltningen i
Læs alt
almindelighed kunne støtte sig på ejendommens registrering i matriklen.
Omfatter ejendommen et umatrikuleret areal, medtages også dette
areal ved grundværdiansættelsen.
Ved lov nr. 292 af 15. maj 2002 blev der indsat en ny § 16 B i VUL, der
er en undtagelse fra hovedreglen i VUL § 13, stk. 1, om at grunden skal
vurderes i ubebygget stand. Der er her tale om en særregel for
grundværdiansættelsen af ejendomme (parcel- og sommerhuse), hvor
beboelsesbygningens faktiske placering på grunden eller størrelse set i
relation til den tilladte bebyggelsesprocent hindrer en
udstykning. Bestemmelsen sikrer, at ejere af sådanne ejendomme bedre
kan acceptere grundværdiansættelsen, da det kunne være svært at forstå, at
en ejendom var ansat med 2 byggeretter, selvom der ikke kunne gives
tilladelse til udstykning. Ændringen medfører, at en del af de ejendomme
der hidtil har været ansat med 2 byggeretter, vil få dette antal reduceret
til 1 og i konsekvens heraf få nedsat grundværdien. Tilsvarende
vil ejendomme med 3 eller flere byggeretter have mulighed for at få
antallet reduceret med én. For at opnå en reduktion af antallet af
byggeretter, skal det være beboelsesarealers placering der forhindrer
en udstykning. For at undgå spekulation i opførelse af nye bygninger eller
udvidelse af eksisterende bygninger, der ville umuliggøre en udstykning,
er det bygningens placering den 1. januar 2002, der er afgørende for, om
der skal knyttes 1 eller 2 byggeretter til grunden. § 16 B har
virkning fra vurderingsåret 2003.
Værdien i handel og vandel
Ansættelsen af grundværdien skal ske til værdien i handel og vandel,
jf. VUL § 6. For landbrugsejendomme og ejendomme, som sidestilles hermed,
skal grundværdiansættelsen imidlertid ske efter reglerne i VUL § 14,
stk. 1-5, hvorved forudsættes, at jorden hører til en middelstor bondegård
i middelgod kultur, se
C.2.4 .
For skovbrugsejendomme ansættes grundværdien efter et formaliseret
skøn til en af Skatterådet (tidligere Ligningsrådet) fastsat procent af
skovens normalværdi, jf. VUL § 15, se
C.2.5 .
I VUL § 16 uddybes, hvorledes grundværdien ansættes for ejendomme, der
ikke er omfattet af reglerne i §§ 14 og 15. Grundværdien ansættes herefter
til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås
for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter
samtlige forhold økonomisk god anvendelse, i hvilken henseende hensyn må
tages såvel til ejendommens form og størrelse som til udstyknings- og
omlægningsmuligheder. I bemærkningerne til ejendomsskyldloven af
1915, jf. ovenfor, forudsattes det, at vurderingsrådene ved
grundværdiansættelsen skulle "fastsætte, hvad en forstandig køber må
antages at kunne give for jorden".
Grundforbedringer
Det fremgår direkte af VUL § 13, stk. 1, at værdien af
grundforbedringer skal medtages ved
grundværdiansættelsen. Bestemmelsen af, hvad der forstås ved
grundforbedringer, kan volde vanskeligheder. Det er således ikke
muligt udtømmende at angive, hvilke foranstaltninger, der omfattes af
begrebet. Der skal dog være tale om foranstaltninger af materiel
karakter, som har øget grundens almindelige omsætningsværdi. Både
forbedringer, der sker for ejernes egen regning, og forbedringer, som
bekostes af det offentlige, skal medtages. Om fradrag i grundværdien
for forbedringer se
C.3 .
Beskaffenhed
Grundens værdi
skal ansættes ud fra dens beskaffenhed.
Ved beskaffenheden
tænkes på arealets egnethed til
den anvendelse, der må anses for økonomisk hensigtsmæssig. I områder, der
er udlagt til bebyggelse, spiller bundforholdene en rolle, især
jordens bæreevne.
Hvor bundforholdene er af en
sådan beskaffenhed, at normal udnyttelse af et areal i henhold til
gældende kommune-/lokalplanlægning kræver ekstrafundering/pilotering, vil
arealets værdi være reduceret i forhold til arealer, hvor sådanne
foranstaltninger ikke er nødvendige. Grundværdien må derfor ansættes under
hensyn hertil.
Hvor bundforholdene
er af en sådan beskaffenhed, at
normal udnyttelse af grunden ikke kræver ekstrafundering/pilotering, må
grundværdien ikke ansættes lavere, fordi en speciel bebyggelse af grunden
kræver ekstrafundering, f.eks. opførelse af højhuse eller støbning af
særligt svære fundamenter til tung belastning.
Omfatter grunden skrænter, der er til hinder for en hensigtsmæssig
placering af bebyggelsen eller har grunden en uhensigtsmæssig form tages
der hensyn hertil ved værdiansættelse. Om "koteletgrunde" se
C.2.1.2.
Om forurenede ejendomme se
C.2.3.
Beliggenheden
Beliggenheden er den vigtigste prisdannende enkeltfaktor. Opdelingen af
landet i såkaldte grundværdiområder afspejler dette forhold, se
C.2 . Såvel
beliggenheden i videre geografisk sammenhæng som ejendommens
specifikke beliggenhed i forhold til trafikårer og anden
bebyggelse må tages i betragtning ved grundværdiansættelsen. I
områder, der er udlagt til parcelhus-, rækkehus- eller
sommerhusbebyggelse, spiller naturgivne attraktioner en
ganske særlig rolle.
Økonomisk god anvendelse
Ved ansættelsen af grundværdien skal der forudsættes en
økonomisk god anvendelse af grunden, jf. VUL § 13, stk. 1, og § 16. Der
skal ikke tages hensyn til, om den aktuelle anvendelse af grunden er
hensigtsmæssig. Der skal derfor ikke tages hensyn til sådanne
begrænsninger i grundens udnyttelsesmuligheder, som skyldes placeringen af
den eksisterende bebyggelse, jf. dog VUL § 16 B.
Selv om ejendommen kan udstykkes, skal der ansættes en værdi af
grunden under ét. Ved ansættelsen tages det ikke i betragtning,
at ejendomsværdien eventuelt kan falde ved en udstykning. Derimod tages
der i grundværdiansættelsen højde for udstykningsomkostninger.
For landbrugsjords vedkommende ses der bort fra jordens aktuelle
driftstilstand, når grundværdien skal ansættes. Derimod tillægges
driftstilstanden betydning for ejendomsværdien.
Rettigheder
og
byrder Ved ansættelsen af
grundværdien skal der tages hensyn til de til grunden knyttede rettigheder
og byrder af offentligretlig karakter, jf. VUL § 13, stk. 2, herunder til
den fysiske planlægning i medfør af planlovgivningen, se
A.5.1-A.5.3. Dette princip er senest knæsat i
SKM2002.675.ØLR .
Nogle Københavns Havn A/S tilhørende ejendomme var i
kommuneplanen udlagt til henholdsvis blandet erhverv, industri,
boliger og serviceerhverv. Grundværdien var ved vurderingen pr. 1.
januar 1992 ansat under hensyn hertil og uden hensyntagen til, at
ejendommene i henhold til lejekontrakter, der i forskelligt omfang
indeholdt vilkår for uopsigelighed, blev anvendt til havnerelateret
virksomhed. Københavns Havn A/S fik ikke medhold i, at der ved
grundværdiansættelsen skulle tages hensyn til ejendommens faktiske
anvendelse. Ansættelsen indebar hertil hverken et brud på et
lighedsprincip eller en ubegrundet ændring af praksis i forhold til
tidligere ansættelser.
I
SKM2004.467.HR ,
der drejede sig om et forskningscenter drevet som selvejende institution,
slog Højesteret fast, at en rådighedsbegrænsning i form af et
lovbestemt forbud mod salg af grundarealet ikke havde karakter
af en offentligretlig byrde, der efter VUL § 13, stk. 2, skulle indgå i
bedømmelsen af grundværdien. Tilsvarende gjaldt en bestemmelse om, hvad
der skulle ske med formuen, hvis institutionen nedlægges.
I dom af 27. november 1974 fra Højesteret vedr. det fredede Odd Fellow
Palæ, jf. UfR 1975, side 59, er det fastslået, at der ved ansættelsen af
grundværdien i ubebygget stand skulle ses bort, at bygningerne på
ejendommen var fredet. På baggrund af den nævnte højesteretsdom har
Landsskatteretten i
SKM2004.420.LSR
endvidere fundet, at grundværdiansættelsen for en ejendom er upåvirket af,
at ejendommens bygninger er omfattet af en bevaringsplan, der bevirker, at
der på grunden ikke kan opføres det antal etagemeter, som er tilladt
ifølge den gældende lokalplan.
Der skal endvidere tages hensyn til privatretlige servitutter,
der er pålagt et grundareal til fordel for et areal under en anden
ejendom, såvel ved vurderingen af den herskende som af den tjenende
ejendom, jf. VUL § 13, stk. 3, se
A.5.4 .
C.2 Grundværdiberegningen
Grundværdisystemet
Told- og skatteforvaltningen foretager i GRUS en registrering af
til hvilket formål et bestemt område er udlagt ved den fysiske
planlægning, jf.
A.5.1 .
Registreringen foretages ud fra den registrering af tilsvarende
oplysninger, der kan ske i Planregistret. I Planregistret kan disse
oplysninger for hvert planområde (områdeenhed i kommuneplan eller
lokalplan) registreres:
Zonestatus (landzone, byzone,
sommerhusområde)
Generel
plankode (boligområde,
centerområde, erhvervsområde, sommerhusområde, fritids- og ferieformål,
jordbrug o.s.v.)
Specifik plankode (f.eks. for boligområde: parcelhuse, tæt-lavt
byggeri, etagebebyggelse, blandet)
Områdets maksimalt tilladte
bebyggelsesprocent
Ved grundværdiberegningen er der ikke behov for så detaljerede
oplysninger som dem, der kan registreres i
Planregistret . Derfor defineres der i Grundværdisystemet et
mere begrænset antal GRUS-plantyper, der ikke må forveksles med
plantyperne i Planregistret.
GRUS-plantyperne bestemmes ud fra områdernes zonestatus og generelle
plankode. For boligområder anvendes endvidere den specifikke plankode.
Plantyper
Plantyper i
grundværdisystemet
Type af
planlagt anvendelse
Zonekode
Generel
Plankode
Specifik
Plankode
A. Boligområde
1. Byzone
10. Boligområde
10. Parcelhuse
B. Boligområde med tæt-lavt byggeri i
byzone
1. Byzone
10. Boligområde
16. Tæt-lavt byggeri
C. Boligområde med etagebebyggelse i
byzone
1. Byzone
10. Boligområde
20. Etagebebyggelse
D. Boligområde med blandet bebyggelse
i byzone
1. Byzone
10. Boligområde
95. Blandet bebyggelse
E. Centerområde
1. Byzone
15. Centerområde
Uden betydning
F. Erhvervsområde i byzone
1. Byzone
20. Erhvervsområde
Uden betydning
G. Område med blandet bolig og
erhverv
1. Byzone
25. Blandet bolig og erhverv
Uden betydning
H. Område til offentlige formål i
byzone
1. Byzone
30. Offentlige formål
I. Område til fritidsformål i
byzone
1. Byzone
50. Fritidsformål
Uden betydning
J. Område til andre formål i
byzone
1. Byzone
35. Andet byformål
Uden betydning
K. Uspecificeret byzoneareal
1. Byzone
40. Uspecificeret byzoneareal
Uden betydning
L. Område i byzone med uoplyst
formål
1. Byzone
95. Uoplyst formål
Uden betydning
M. Boligområde med parcelhuse i
landzone
2. Landzone
10. Boligområde
10. Parcelhuse
N. Boligområde med tæt-lavt byggeri i
landzone
2. Landzone
10. Boligområde
15. Tæt-lavt byggeri
O. Område med sommerhuse, der ikke er
sommerhusområde, i landzone
2. Landzone
45. Sommerhusområde
Uden betydning
P. Øvrige områder i landzone
2. Landzone
Ingen indberetning
Ingen indberetning
Q. Sommerhusområde
3. Sommerhusområde
Uden betydning
Uden betydning
R. Områder med blandet zonestatus
4, 5, 6, 7 Blandet zonestatus
Uden betydning
Uden betydning
X. Manglende eller forkert
indbereting af zonekode
Manglende indberetning
Manglende indberetning
Manglende
indberetning
Grundværdiområder
For at tilvejebringe ensartede og rimelige
grundværdiansættelser inddeles landet i grundværdiområder. Inden for
hvert grundværdiområde gælder samme forhold, både hvad angår
efterspørgslen på grunde, og med hensyn til fysisk planlægning. Den
grundlæggende områdeenhed i denne forbindelse er grundværdiområdet. Told-
og Skatteforvaltningen har givet disse almindelige retningslinier for
opdelingen:
Hvert grundværdiområde må kun omfatte ejendomme med den samme type
planlagte anvendelse
Et grundværdiområde må kun omfatte ejendomme beliggende i én og
samme kommune/vurderingskreds
Der skal være sammenhæng mellem grundværdiområde- og
planområdeinddelingen. Et grundværdiområde må dog godt omfatte flere
planområder (og omvendt)
Hvert grundværdiområde må kun omfatte ejendomme med ensartede
prisforhold for grunde og med en forventet ensartet prisudvikling
Hvert grundværdiområde skal udgøre et geografisk sammenhængende
område
Grundpris-
analysesystemet
I grundprisanalyserne anvendes statistiske analyser af såvel bebyggede
som ubebyggede salg til at undersøge forholdet mellem grundværdierne i
forskellige områder.
Grundprisanalyserne sigter på at systematisere en almindelig
vurderingsmæssig praksis. I f. eks. parcelhusområder, hvor der ikke findes
salg af ubebyggede grunde, fordi områderne er fuldt udbyggede, vil man
almindeligvis skele til prisniveauerne for parcelhuse, når man skal
fastlægge grundværdiniveauerne. Det vil være en hjælp at sammenligne
huspriserne i de pågældende områder med huspriserne i andre områder, hvor
grundværdierne kan fastlægges ud fra grundsalg.
Behovet for at finde frem til grundværdiniveauer på denne indirekte
måde er steget kraftigt som følge af det meget begrænsede antal salg af
ubebyggede grunde. Dette forstærkes yderligere af, at analysen kræver, at
grunden er registreret med en vurdering som ubebygget grund ved foregåede
vurdering, således at udstykning først kommer med året efter. I mange
bymæssigt udbyggede kommuner forekommer stort set ingen grundsalg. Det
vil derfor være de færreste grundværdiområder, hvor man umiddelbart
op til vurderingen vil kunne finde vejledning direkte i salg af ubebyggede
grunde.
Hvis man manuelt - og med rimelig nøjagtighed - skal anvende denne
indirekte metode, hvor grundværdiniveauerne fastlægges ud fra husprisernes
variation, vil det være meget tidskrævende for de lokale told- og
skatteforvaltninger. Det der især vil volde problemer, er en manuel
korrektion af huspriserne for indflydelsen fra områdevise forskelle i de
solgte huses bygningsstandard. Derfor er grundprisanalyserne udviklet til
dette formål.
De beregninger, som ligger i de velkendte forslagsmodeller - f. eks.
parcelhusmodellen - kan relativt let foretages manuelt for enkelte
ejendomme. Grundprisanalyserne er imidlertid mere komplicerede. Dette
skyldes især to forhold: Dels skal analyserne fastlægge de relativt
komplicerede forhold mellem bygningsværdi og grundværdi. Dels er der tale
om at fastlægge normalpriser for områder og ikke for enkeltejendomme.
I praksis vil det ikke være muligt at eftergøre beregningerne i
grundprisanalysesystemet manuelt på samme måde, som de lokale told- og
skatteforvaltninger gør med forslagsmodellerne. Den lokale opgave vil
derimod være at anvende lokalkendskab og erfaring til en kritisk
bedømmelse af resultaterne.
Som følge af kompleksiteten vil analyser og beregninger ikke her blive
beskrevet i alle detaljer. Hovedprincipperne er imidlertid følgende:
Vurderingsforslagsmodellerne anvendes til at korrigere prisen for hvert
bebygget salg for den indflydelse, som det har, at det solgte hus afviger
fra standardhuset. Det opnås herved, at alle salgspriser for huse i
princippet er sammenlignelige. Alle salgspriser omregnes altså til
salgspriser for standardhuset.
På det tidspunkt i vurderingsprocessen, hvor grundværdierne skal
fastlægges, er vurderingsforslagsmodellerne ikke endeligt fastlagt. Derfor
må der fastlægges en foreløbig forslagsmodel, før salgspriserne for
bebyggede ejendomme kan omregnes til priser for standardhuset. Den
foreløbige forslagsmodel må udarbejdes på den måde, at der først findes et
foreløbigt grundværdiniveau ud fra de ubebyggede salg opgjort for større
områder. Dette niveau fratrækkes salgspriserne for de bebyggede salg, og
det er den forskelsværdi, der fremkommer herved, som nu bruges i
foreløbige forslagsanalyser.
Ligesom det er nødvendigt at gøre priserne for bebyggede salg
sammenlignelige på tværs af områder, er det også nødvendigt at gøre
salgspriserne for grunde sammenlignelige. Det indebærer, at man for hvert
grundsalg skal korrigere prisen for den indflydelse det forventes at have,
at en solgt grund har et større eller mindre areal og antal byggeretter.
Alle salgspriser for grunde omregnes altså til priser for normalgrunden.
Det er her nødvendigt at arbejde med en fælles standard for normalgrunden,
som er sat til 800 m² i boligområder og 1.200 m² i sommerhusområder.
Grundværdikurver
Det er muligt for en given områdeinddeling i hele landet at
beregne gennemsnitlige prisniveauer for standardhuse svarende til
eksemplet i afsnit
C.2.1.1 .
indirekte fastlæggelse af grundværdiniveau. For de områder, hvor der
findes salg af grunde, kan desuden priser for normalgrunde opgøres, og
huspriser kan sammenholdes med grundpriser. Formålet hermed er at finde
frem til, hvor meget af de beliggenhedsbetingede variationer i
huspriserne, som skal henføres til grundværdiniveau, og hvor meget der
skal henføres til beliggenhedsforskelle i bygningsværdier.
Set i forhold til eksemplet i afsnit
C.2.1.1
er spørgsmålet altså: Hvor meget højere eller lavere skal grundværdierne i
område B og C være i forhold til område A, når huspriserne i område B og C
er henholdsvis 50.000 kr. højere og lavere end i område A.
Metoden til at undersøge dette forhold statistisk er vist i figur 1.
For hver kommune er det beregnet, hvad standardhuset i gennemsnit har
kostet. Det bestemmer kommunens placering på den vandrette akse i
figuren.
Grundsalgene i den pågældende kommune placeres så i forhold til den
lodrette akse. Når dette er gjort for alle de kommuner, hvor der er solgt
grunde, kan der statistisk beregnes en grundværdikurve, som viser det
generelle forhold mellem huspriser og grundpriser.
Der kan nu for et grundværdiområde eller en gruppe af områder opgøres
en gennemsnitspris for standardhuset. Denne huspris afsættes på den
vandrette akse i figur 1. Ud fra kurven kan man finde det grundværdiniveau
på den lodrette akse, som svarer til husprisen. I praksis vil systemet
fungere på den måde, at man indberetter, for hvilke grundværdiområder man
ønsker en sådan beregning. Beregningen af grundværdiniveau sker så
maskinelt.
Set i forhold til eksemplet i tabel 1.1.1 er det altså nu muligt at
give et statistisk svar på, hvor store forskelle i grundværdiniveau mellem
de tre områder den givne variation i huspriser forventes at give anledning
til.
Figur 1. Statistisk fastlæggelse af grundværdikurve
I første omgang er alle resultater af
grundprisanalyserne samlede værdier af normalgrunde på 800 m² i
boligområder og 1.200 m² i sommerhusområder. Ved tilbagemeldingen til de
lokale told- og skatteforvaltninger vil der ske en omregning til
normalpriser for den givne normalgrundstørrelse.
Der bliver opstillet grundværdikurver for områder ansat efter
byggeretsværdiprincippet, idet der kun for disse områder kan forventes en
tilstrækkelig omsætning af relativt ensartede ejendomme til, at det er
statistisk muligt at foretage de beskrevne beregninger. Systemet omfatter
således kun parcelhusområder og sommerhusområder.
Når systemet ikke omfatter rækkehusområder, skyldes dette, at der ikke
forekommer selvstændige salg af enkeltgrunde til rækkehusbebyggelse. Som
anført er systemet baseret på en dokumenterbar sammenhæng mellem niveauet
for ubebyggede og bebyggede salg. Denne sammenhæng kan ikke - da der ikke
findes salgsmateriale - påvises for rækkehusområder.
Områdeprisen i rækkehusområder må indirekte fastlægges på grundlag af
niveauet for de tilstødende parcelhusområder.
Prisgrupper
For at kunne få tilstrækkeligt mange salg til at kunne estimere
normalpriserne ved hjælp af statistiske analyser er det nødvendigt at
samle grundværdiområderne, hvor byggeretsværdiprincippet anvendes, i
prisgrupper.
Hver prisgruppe skal bestå af grundværdiområder, der har nogenlunde
samme prisniveau. Endvidere skal hver prisgruppe bestå af
grundværdiområder inden for samme vurderingskreds eller kommune. Endelig
skal hver prisgruppe bestå af grundværdiområder med relativt ensartede
planmæssige forhold, idet de skal være inden for samme kategori af
plantyper. Kategorierne af plantyper er:
Kategori I. Byzone
Kategori II. Landzone (undtagen områder udlagt til sommerhuse)
Kategori III. Sommerhusområder og landzone udlagt til
sommerhuse.
Hver prisgruppe anbefales som minimum at indeholde så mange ejendomme
af den pågældende hovedtype (parcel- eller sommerhuse), at der er ca. 15
bebyggede salg til rådighed for de statistiske analyser. Det vil i praksis
sige, at prisgruppen skal indeholde mindst 3-400 ejendomme af
hovedtypen.
Det kan være nødvendigt at samle grundværdiområder med svagt afvigende
prisniveauer i én prisgruppe. Dette kan f. eks. være tilfældet, hvis et af
grundværdiområderne er nær kystlinien, og derfor har en lidt højere værdi,
men der er ikke ejendomme nok i dette grundværdiområde til at det kan
udgøre en prisgruppe i sig selv. I dette tilfælde slås grundværdiområdet
ved kysten sammen med de tilgrænsende grundværdiområder, og der vil så
være mulighed for at indberette en afvigelse for dette
grundværdiområde.
Sammenhæng mellem
grundværdi og bygningsværdi
Ud fra en teoretisk betragtning skulle man vente, at hele forskellen i
beliggenhedsværdi mellem f. eks. parcelhuse i landets dyreste og billigste
områder skulle opfanges af grundværdien. Ud fra denne betragtning skulle
bygningsværdierne for ensartede huse være den samme i forskellige egne af
landet, bortset fra eventuelle forskelle i omkostningsniveauet for
nybyggeri mellem disse egne.
Denne teoretiske betragtning forudsætter imidlertid, at nybyggeriet
hele tiden er tilstrækkeligt stort til, at handelspriserne på ældre
ejendomme retter sig efter dette, og at de nybyggede huse har helt samme
karakter som de ældre huse.
Disse forudsætninger er ikke til stede, og det viser sig også, at for
f. eks. enfamiliehuse kan kun halvdelen af beliggenhedsværdien opfanges af
grundværdien. Det vil sige, at blandt sammenlignelige enfamiliehuse er
bygningsværdien højere, hvis huset ligger i et område med højt
grundværdiniveau, end hvis det ligger i et område med lavt
grundværdiniveau.
Figur 2. Grundværdikurve for parcelhuse 1996
Som omtalt ovenfor indgår dette forhold i grundprisanalyserne. Her
estimeres det gennemsnitlige forhold mellem værdien af en normalgrund og
standardejendomsværdien (værdien af et standardhus på en standardgrund).
Resultatet af analyserne for parcelhuse i prisniveauet i 1996 er vist i
fig. 2. Figuren skal læses på den måde, at i et område, hvor
standardejendomsværdien er 400.000 kr, vil grundværdien være ca. 100.000
kr, mens grundværdien for en normalgrund vil være ca. 400.000 kr, hvor
standardejendommens værdi er 1 million kr.
Konsekvensen af denne sammenhæng er - som illustreret i fig. 3 - at
bygningsværdien for en standardbygning er godt 600.000 kr. hvis den ligger
i et område, hvor grundværdien for en normalgrund er 400.000 kr. Samtidig
er bygningsværdien for en standardbygning kun ca. 450.000 kr., hvis den
ligger i et område, hvor grundværdien for en normalgrund er 200.000
kr.
Der vil altså fortsat være behov for lokalkorrektioner i
forslagsmodellerne.
Figur 3. Sammenhæng mellem grundværdi og bygningsværdi for
parcelhuse 1996
C.2.1 Beregningsmetoder
C.2.1.1 Byggeretsværdiprincippet
Anvendelse
Forud for 17. almindelige vurdering pr. 1. april 1981 vedtog det
tidligere Ligningsråd, at det såkaldte
byggeretsværdiprincip i almindelighed skulle anvendes som
hjælpemiddel ved bestemmelsen af værdiforholdet mellem store og små grunde
i parcelhus-, rækkehus- og sommerhuskvarterer.
Byggeretsværdiprincippet finder i praksis anvendelse på ejendomme
beliggende i byzone og sommerhusområde, hvor den planlagte anvendelse
er parcelhus-, rækkehus- eller sommerhusbebyggelse. Princippet
finder tillige anvendelse på ejendomme i landzone, når de ligger
i parcelhus-, rækkehus- eller sommerhuskvarterer.
Byggeretsværdiprincippet anvendes ikke på ejendomme omfattet af disse
plantyper i Grundværdisystemet (GRUS):
C: Boligområde med etagebebyggelse i byzone
F: Erhvervsområde i byzone
K: Uspecificeret byzoneareal
L: Område i byzone med uoplyst formål
P: Øvrige områder i landzone
R: Områder med blandet zonestatus
X: Manglende eller forkert indberetning af zonekode eller
plankoder
Byggeretsværdiprincippet forudsætter, at der er tale om en
sammenhængende bebyggelse, dvs. mindst 10-15 ejendomme. Begrænses antallet
af ejendomme som følge af områdets nærhed til fredede arealer
eller en særlig isoleret beliggenhed, kan det være betænkeligt at anvende
princippet.
Østre Landsret har, jf. TfS 1997.667, slået fast, at der ikke med
indførelsen af byggeretsværdiprincippet er tilvejebragt noget
selvstændigt, af grundenes handelsværdi uafhængigt vurderingsgrundlag.
Indhold
Byggeretsværdiprincippet indebærer, at grundværdien beregnes som summen
af en byggeretsværdi og en arealværdi.
Byggeretsværdiprincippet hviler på den betragtning, at en grunds
værdi kan deles op i en del, der vedrører retten til at opføre et hus
- byggeretsværdien - og en anden del, der afhænger af arealstørrelsen
- arealværdien.
Inden for et grundværdiområde, dvs. et område som told- og
skatteforvaltningen under hensyn til efterspørgselsforhold m. v. finder at
kunne behandle under ét, tages der udgangspunkt i værdien af en såkaldt
normalgrund og i begrebet normalpris. Ligningsrådet har i forbindelse med
vedtagelsen af byggeretsværdiprincippet forudsat, at en normalgrund i
et parcelhuskvarter er på 800 m2. Normalprisen
er prisen pr. kvadratmeter for en normalgrund i et bestemt
område. Ligningsrådet har anset halvdelen af normalprisen for at
vedrøre byggeretsværdien. Den anden halvdel vedrører arealværdien.
Hvis der i et grundværdiområde er oplyst en normalpris på 500 kr., kan
grundværdiberegningen for to almindelige ejendomme i området eksempelvis
foretages således:
Eksempel A: Grundareal 700
m2
1 byggeret (800 m² a´ 500 kr. = 4000.000
kr. : 2 =)
200.000 kr.
700 m2 á 250 kr.
175.000 kr.
Grundværdi
375.000 kr.
Eksempel B: Grundareal 1.050 m2, heraf vej 50
m2
1 byggeret (800 m² a´500 kr.= 400.000 kr. : 2 =)
200.000 kr.
1.000 m2 á 250 kr.
250.000 kr.
50 m2 vej á 0 kr.
0 kr.
Grundværdi
450.000 kr.
Normalgrunden
Når man skal sammenligne normalpriser på tværs af områder,
er det nødvendigt, at priserne er angivet på grundlag af den samme
normalgrund. Det er derfor nødvendigt i grundprisanalyserne at forudsætte
samme normalgrund i alle områder, som indgår i en analyse. Det er som
nævnt valgt at sætte normalgrund til 800 m² i boligområder og 1.200 m² i
områder udlagt til sommerhuse.
Det er dog muligt at omregne en normalpris, som refererer til en
størrelse normalgrund, så prisen svarer til en anden normalgrund.
En sådan omregning af normalpriser udgør for så vidt ikke det helt
store problem, når den foretages maskinelt, men skal der foretages sådanne
omregninger lokalt, når man skal sammenligne normalpriserne for områderne,
er det et besværligt mellemled. Det anbefales derfor fortsat, at den
maskinelt dannede normalgrund fastholdes. Der vil dog være mulighed for i
specielle tilfælde at indberette en "lille" eller "stor" normalgrund - jf.
nedenstående oversigt:
Boligområde
m2
Områder til sommerhuse
m2
"Lille" normalgrund
400
800
Normalgrund
800
1200
"Stor" normalgrund
1200
2000
Som normalgrunden anvendes i byggeretsværdiprincippet, er den
alene et "målepunkt", der lægges til grund ved den maskinelle beregning af
grundværdier. Det faktum, at den typiske grund i et område (eller alle
grundene) har en anden størrelse end 800 m², nødvendiggør ikke, at der
indberettes en anden normalgrund end 800 m². Ud fra en normalgrund på 800
m² vil man kunne ramme et hvilket som helst grundværdiniveau for den
typiske grundstørrelse.
Der kan være 3 grunde til at indberette anden normalgrund end 800
m².
Den ene er rent psykologisk. Det er naturligvis nemmere at skønne over
hvad normalprisen for et grundværdiområde skal være, hvis den blot skal
være værdien pr. kvadratmeter af den typiske grund i området, og den
typiske grundstørrelse er indberettet som normalgrund.
Det andet tilfælde drejer sig om grundværdiområder, hvor der er meget
stor variation i grundstørrelserne, og hvor valget af normalgrund påvirker
forskellen i grundværdi mellem store og små grunde. Et par eksempler vil
belyse denne problemstilling. I grundværdiområde 1 er den typiske grund
1200 m², mens nogle grunde er helt op til 2200 m². I grundværdiområde 1 er
den typiske grund på 500 m², men nogle grunde er kun 300 m², og andre er
1100 m².
GRUNDVÆRDI:
Normalgrund:
800 m²
1200 m²
OMRÅDE 1
Normalpris:
400 kr
333 kr
Byggeret:
160.000 kr
200.000 kr
Ejendom E: grundareal 1200
m² typisk grund
1 Byggeret á
160.000/200.000
160.000 kr
200.000 kr
1200 m² á
200/167 kr.
240.000 kr
200.400 kr
Grundværdi.
400.000 kr
400.400 kr
Ejendom F: grundareal 2200
m²
1 Byggeret á
160.000/200.000
160.000 kr
200.000 kr
2200 m² á
200/167 kr.
440.000 kr
367.400 kr
Grundværdi
600.000 kr
567.400 kr
GRUNDVÆRDI:
Normalgrund:
800 m²
500 m²
OMRÅDE 2
Normalpris:
400 kr
520 kr
Byggeret:
160.000 kr
0.000 kr
Ejendom G:
grundareal 500 m² typisk grund
1 Byggeret á
160.000/0.000.
160.000 kr
0.000 kr
500 m² á
200/260 kr
100.000 kr
0.000 kr
Grundværdi.
260.000 kr
260.000 kr
Ejendom H: grundareal 300
m²
1 Byggeret á
160.000/0.000
160.000 kr
0.000 kr
300 m² á
200/260 kr
60.000 kr
78.000 kr
Grundværdi
220.000 kr
208.000 kr
Ejendom I
grundareal
1100 m²
1 Byggeret á
160.000/0.000
160.000 kr
0.000 kr
1100 m² á
200/260 kr
220.000 kr
286.000 kr
Grundværdi
380.000 kr
416.000 kr
Som det fremgår af eksemplerne i grundværdiområde 1, så bliver
forskellen mellem værdierne af grundene på 1200 m² og 2200 m² større, hvis
normalgrunden er 800 m² i stedet for, hvis den er 1200 m². Men forskellen
er ikke særlig stor. Hvis vi antager, resultatet for grunden på 2200 m² er
"korrekt", når normalgrunden er 1200 m², så bliver den "overvurderet" med
knap 6 pct. ved anvendelse af en normalgrund på 800 m².
Tilsvarende i grundværdiområde 2, hvor normalgrunden på 800 m² medfører
en "overvurdering" af grunden på 300 m² på knap 6 pct., og en
"undervurdering" af grunden på 1100 m² på 9 pct., hvis man går ud fra, at
en normalgrund på 500 m² ville have givet "korrekte" resultater.
Henset til den generelle usikkerhed ved grundværdiansættelsen i
fuldt udbyggede områder, må det forekomme hensigtsmæssigt
at anvende en normalgrund på 800 m² for alle grundværdiområder. De
helt ekstreme tilfælde kan klares med individuelle tillæg eller fradrag i
grundværdien for de pågældende ejendomme.
Den tredje grund der kunne være til at anvende en normalgrund
forskellig fra 800 m² er, at valget af normalgrund påvirker værdien af en
byggeret, og dette påvirker grundværdierne for ejendomme, der kan
udstykkes. Som eksemplerne viser er den procentvise forskel her noget
større. Men også her må man minde om den generelle usikkerhed ved
grundværdiansættelsen, og henvise til, at ekstreme situationer kan klares
ved en graduering af værdinedslaget for udstykningsudgifter for de
pågældende ejendomme.
Store grunde
Er en grund så stor, at den ville kunne udstykkes i flere
grunde, beregnes grundværdien på grundlag af to eller flere
byggeretter svarende til udstykningsmulighederne. Grunden må kun ansættes
på grundlag af mere end én byggeret, såfremt det er åbenbart, at grunden i
ubebygget stand ville kunne udstykkes.
For parcel- og sommerhuse gælder dog særreglen i VUL § 16 B, hvor
beboelsesbygningens faktiske placering på grunden eller størrelse set i
henhold til den tilladte bebyggelsesprocent hindrer en udstykning, jf.
C.1 .
Hvis en grund i ubebygget stand kunne ansættes med 2 byggeretter, men den
eksisterende beboelsesbygnings placering eller størrelse den 1. januar
2002 var og fortsat er til hinder for en udstykning skal grunden ansættes
med én byggeret og arealet op til 1.400 m² henholdsvis 2.400 m² for
sommerhusgrunde ansættes til arealværdien. Areal ud over 1.400 m²
henholdsvis 2.400 m² ansættes til halv arealværdi.
Grundværdien kan ikke ansættes på grundlag af flere byggeretter,
hvis udstykning forudsætter dispensation fra krav til
mindstegrundstørrelse eller fredningsbestemmelser
etc. Almindelige betingelser for at opnå udstykningstilladelse, f.
eks. vejadgang, skal også være opfyldt for, at der kan regnes med
mere end én byggeret.
Byggeretsværdiprincippet lader sig ikke anvende på større ubebyggede
arealer, selv om de er udlagt til parcelhus-, rækkehus- eller
sommerhusbebyggelse, hvis der endnu ikke er klarhed over, hvor mange
parceller, der vil blive givet udstykningstilladelse til. En sådan
uklarhed vil almindeligvis foreligge, hvis der skønnes at kunne ske
udstykning i mere end 5-7 parceller, og hvor der er særlige
vanskeligheder ved at bedømme det endelige antal.
Hvor grundværdien beregnes på grundlag af flere byggeretter, kan
der efter omstændighederne gives et nedslag for de omkostninger, der
er forbundet med udstykning, herunder eventuelle udgifter til anlæg
af adgangsveje m. v. Også forventede byggemodningsomkostninger kan tages i
betragtning.
For parcelhusgrunde med én byggeret, hvis areal overstiger det
dobbelte af mindstegrundstørrelsen, nedsættes arealværdien efter
praksis, for så vidt angår det areal, der overstiger 1.400
m2. Det overskydende areal (bagjordsprisen) ansættes ofte til
10 pct. af områdeprisen. For sommerhusgrunde nedsættes
værdien normalt af kvadratmeter ud over 2.000
m2.
Små grunde
For små grunde med en høj bebyggelsesprocent bliver grundværdien pr.
kvadratmeter højere end for grunde med en lavere bebyggelsesprocent.
Byggeretsværdiprincippet hviler som før nævnt på en forudsætning om, at
der kan opføres et hus af normal størrelse på grunden. Hvor der er tale om
meget små grunde, hvorpå der ikke ville kunne (gen)opføres et normalt
enfamiliehus, må byggeretsværdiprincippet anvendes
med fornøden tillempning.
Drejer det sig om en flerhed af små ensartede grunde, f. eks. med
rækkehuse eller byggeforeningshuse, kan tillempningen ske ved, at
normalprisen nedsættes, så grundværdierne kommer i overensstemmelse
med handelsværdien.
I områder med meget varierende grundstørrelser gives der i stedet et
nedslag i den grundværdi, som en beregning på grundlag af
byggeretsværdiprincippet fører til. Nedslaget beregnes som et fast
beløb pr. kvadratmeter, hvormed grunden er mindre end en efter de
lokale forhold fastsat minimumsstørrelse. Nedslaget gradueres efter
grundprisniveauet i området.
Der vil almindeligvis blive givet nedslag, når en grund er så lille, at
der ikke kan opføres et parcelhus med et etageareal på mindst 75
m2 eller et sommerhus med et etageareal på mindst 35
m2. Landsskatteretten har i nogle kendelser valgt at se
helt bort fra byggeretsværdiprincippet, hvis der ikke engang kan
opføres et parcelhus med et etageareal på mindst 50 m2 eller et
sommerhus med et etageareal på 25 m2, se SO
1983.6.234.
Område
Salgspriser for normalgrunde
Salgspriser for standardhuse
Grundværdier for
normalgrunde
A
200.000 kr.
600.000 kr.
200.000 kr.
B
?
650.000 kr.
200.000 kr. + tillæg
C
?
550.000 kr.
200.000 kr. -
nedslag
I område A ansættes grundværdien for normalgrunde med udgangspunkt i
salgspriserne for sådanne grunde. I område B, hvor salgspriserne for
standardhuse er højere end i område A, formodes
grundværdiniveauet at være højere end i område A. Omvendt skal
grundværdiniveauet i område C, hvor salgspriserne for standardhuse er
lavere end i område A, formodentlig være lavere end i område A. Ved tillæg
til eller fradrag i grundværdierne korrigeres der for indflydelsen af
områdevise forskelle i de solgte huses bygningsstandard.
Grundværdiniveauet må i vid udstrækning fastsættes på den anførte
indirekte måde. Antallet af salg af ubebyggede grunde er sparsomt de
fleste steder. I mange bymæssigt udbyggede kommuner forekommer der
praktisk taget ingen grundsalg. Det vil derfor være de færreste
grundværdiområder, hvor man kan finde tilstrækkelig vejledning i
salgene af ubebyggede grunde.
Ved hjælp af dertil udviklede grundprisanalyser udfindes forholdet
mellem forskellene i huspriserne og forskellene i
grundprisniveau.
I vurderingsforslagssystemet korrigeres hver enkelt salgspris for den
indflydelse, det måtte have, at det solgte hus afviger fra standardhuset.
Det opnås herved, at alle salgspriser for huse i princippet er
sammenlignelige. Alle salgspriser omregnes altså til salgspriser for
standardhuset.
På det tidspunkt i vurderingsprocessen, hvor grundværdierne skal
fastlægges, er vurderingsforslagsmodellerne ikke endeligt fastlagt. Derfor
må der fastlægges en foreløbig forslagsmodel, før salgspriserne for
bebyggede ejendomme kan omregnes til priser for standardhuset. Den
foreløbige forslagsmodel udarbejdes ved at de ved den foregående vurdering
ansatte grundværdier fratrækkes salgspriserne for de bebyggede salg, og
det er den forskelsværdi, der fremkommer herved, som nu bruges i
foreløbige forslagsanalyser.
Ligesom det er nødvendigt at gøre priserne for bebyggede salg
sammenlignelige på tværs af områder, er det også nødvendigt at gøre
salgspriserne for grunde sammenlignelige. Det indebærer, at der for
hvert grundsalg skal korrigeres for den indflydelse på prisen,
grundens areal og antal byggeretter formodes at have. Alle salgspriser for
grunde omregnes således til priser for normalgrunden, jf. ovenfor.
Ved anvendelse af de sammenligneliggjorte salgspriser for bebyggede og
ubebyggede ejendomme er det muligt ud fra en given områdeinddeling i
hele landet at beregne gennemsnitlige prisniveauer for standardhuse
svarende til eksemplet ovenfor. For de områder, hvor der findes salg af
grunde, kan tillige opgøres priser for normalgrunde, og huspriserne
kan sammenholdes med grundpriserne. Formålet hermed er at finde frem til,
hvor meget af de beliggenhedsbetingede variationer i huspriserne, som skal
henføres til grundværdiniveauet, og hvor meget der skal henføres til
beliggenhedsforskelle i bygningsværdier.
C.2.1.2 Særligt for åben-lav og tæt-lav
bebyggelse
Særligt for
åben-lav
og tæt-lav
bebyggelse
For områder, der er udlagt til
tæt-lav eller åben-lav boligbebyggelse , skal
byggeretsværdiprincippet anvendes ved
ansættelsen af grundværdien.
Byggeretsværdiprincippet anvendes uanset ejerform. Samme princip skal
derfor anvendes ved ansættelsen af grundværdien for såvel privatejet
byggeri som for det støttede boligbyggeri (dvs. almennyttige boliger og
private andelsboliger).
Når der er sket særskilt udstykning og matrikulering af grunde til de
enkelte husenheder, vil anvendelsen af byggeretsværdiprincippet ikke volde
særlige vanskeligheder. Værdien af udlagte fællesarealer skal, i det
omfang arealet tæller med i bebyggelsesprocenten, overføres til
grundværdien for de enkelte huse og fremtræde i specifikationen for
fællesarealet med værdien 0. Ved fastsættelsen af områdeprisen må man
således sørge for, at fællesarealets værdi overføres til de enkelte
huse.
Det påses om den eksisterende bebyggelse er en lovlig anvendelse af
grunden. Dette vil være tilfældet i så godt som alle nyere bebyggelser,
der er opført i overensstemmelse med vedtagne lokalplaner, ældre byplaner
eller bygningsvedtægter.
I ældre kvarterer med en central beliggenhed kan det i enkelte tilfælde
forekomme, at områder med tæt-lav eller åben-lav boligbebyggelse efter at
bebyggelsen er blevet opført har fået en ændret lovlig anvendelse. I disse
tilfælde - der særligt kan tænkes i forbindelse med planlagt sanering
eller byfornyelse - skal byggeretsværdiprincippet ikke anvendes. Der skal
her tages udgangspunkt i værdien til den nye planlagte anvendelse.
Når der ikke er sket særskilt udstykning eller matrikulering af grunde
til de enkelte husenheder, kan anvendelse af byggeretsværdiprincippet
volde vanskeligheder. Dette gælder særlig i bebyggelser, der tilhører
almennyttige boligselskaber og private andelsboligforeninger.
Forudsat at den faktiske bebyggelse er i overensstemmelse med den
lovlige, medfører anvendelsen af byggeretsværdiprincippet, at der i
grundværdien skal indgå et antal byggeretter, der svarer til antallet af
husenheder. Forudsætningen om sammenfald af faktisk og lovlig bebyggelse
vil være opfyldt i de allerfleste nyere bebyggelser.
Antallet af
byggeretter
Ud fra disse regler og den praksis der har fæstnet sig, kan
byggeretsværdiprincippet anvendes som beskrevet nedenfor:
Såfremt bebyggelsen er opført efter lokalplan, tidligere byplanvedtægt,
en samlet plan i henhold til tidligere bygningsvedtægt eller andre
tidligere byggeforskrifter, der fortsat er gyldige, kan man normalt ved
ansættelsen af grundværdien tage udgangspunkt i det faktiske antal
boligenheder, der er opført på arealet. Anvendelsen af
byggeretsværdiprincippet hviler på en forudsætning om, at der på en grund
kan opføres et hus af normal størrelse på grunden, hvilket betyder en
gennemsnitlig boligstørrelse på 90-100 m². Hvor den gennemsnitlige
boligstørrelse i en bebyggelse er mindre end hvad man efter dagens
standard anser for en rimelig boligstørrelse, må vurderingsmyndigheden
skønne over antallet af byggeretter.
I de få tilfælde, hvor området ikke er fuldt udbygget (underbebygget),
skal der ske en deling af arealet, og for den del af arealet, der kan
henføres til de færdigopførte huse, anvendes som hovedregel det faktisk
opførte antal huse.
Ved overbebyggelse skal der gås ud fra det antal husenheder, der med
den valgte husstørrelse lovligt kan opføres på arealet.
I visse bebyggelser kan der forekomme husenheder, som rummer flere
boligenheder. For eksempel kan 1. sal for nogle af husene være udskilt som
selvstændige lejligheder, uden at det i øvrigt er hensigtsmæssigt at
udskille en del af bebyggelsen som etagebebyggelse. I disse tilfælde
anvendes - som i øvrigt for tofamiliehuse på en normalparcel - kun én
byggeret pr. husenhed ved specifikation af grundværdien. Det må dog
erindres, at grundværdien skal afspejle den ubebyggede grunds værdi. I
disse særlige tilfælde kan det derfor være nødvendigt først at beregne,
hvad grundværdien ville være ud fra antallet af byggeretter ved normal
bebyggelse med én bolig pr. husenhed. Den således beregnede grundværdi
fordeles herefter som en grundværdi pr. hus ved det faktiske antal
husenheder.
I efterstående eksempel 1 er angivet, hvordan der kan beregnes en
højere områdepris ud fra en gennemsnitlig grundværdi pr. hus. Denne højere
områdepris anvendes i specifikationen af grundværdien for at tage højde
for den atypiske udnyttelse af grunden.
Beregningsgrundlaget
Beregningsgrundlaget, der svarer til det areal, der i
grundværdispecifikationen skal ansættes med arealværdi (halv områdepris),
udgøres af det samlede matrikulære areal minus fællesareal, udlagte
interne veje og andre udlagte vejarealer. I de tilfælde, hvor størrelsen
af fællesareal og internt vejareal er opmålt eller oplyst af ejeren, kan
disse oplysninger anvendes. Er dette ikke tilfældet, må der skønnes over
størrelsen. Ifølge praksis sker dette ved, at størrelsen af fællesareal og
internt vejareal bestemmes som reststørrelse ud fra det samlede areal
minus størrelsen af det areal, som beboerne af de enkelte huse har
selvstændig rådighed over ("arealet inden for hækken").
Dette areal må ikke forveksles med det vurderingspligtige areal, der
sammen med bebyggelsesprocenten danner grundlag for hvor mange etagemeter,
der lovligt kan opføres på arealet. I de tilfælde, hvor der er knyttet
fællesarealer til en bebyggelse, vil beregningsarealet således være mindre
end det vurderingspligtige areal.
Delvis udbyggede
arealer
Er arealet ikke færdigudbygget, skal der ved beregningen af
grundværdien foretages en opdeling af arealet, således at den del af
arealet, der kan henføres til den bebyggede del, vurderes efter de ovenfor
nævnte principper, medens den ikke bebyggede del ansættes efter en pris
pr. kvadratmeter grundareal. Ved fastsættelsen af denne kvadratmeterpris
skal der tages hensyn til eventuel manglende byggemodning.
Blandede
bebyggelsesformer
Er grundarealet bebygget med såvel etage- som lav
bebyggelse, skal der ske en fordeling både af samlet areal og af
fællesareal m.v. på de to typer bebyggede arealer. Dette sker ved en
fordeling af det samlede areal ud fra etageareal og bebyggelsesprocent.
Den del af det vurderingspligtige areal, der kan henføres til
etagebebyggelsen beregnes og den resterende del af arealet fordeles på
sædvanlig måde mellem beregningsareal til den lave bebyggelse og
fællesareal m.m.
For etagebebebyggelsen skal etagearealprincippet anvendes og for den
lave del af bebyggelsen skal byggeretsværdiprincippet anvendes.
Fællesarealet
Fællesarealet skal i grundværdispecifikationen indgå med
værdien 0.
I de tilfælde hvor det areal, der fremgår af grundværdispecifikationen
er mindre end beregningsarealet - d.v.s. det areal, der er nødvendigt for
at opfylde de planmæssige forskrifter - må der ske en overførsel af værdi
fra fællesarealet til beregningsarealet. Den praktiske fremgangsmåde er
vist i efterstående eksempel 3.
Områdeprisen
Områdeprisen fastsættes efter samme retningslinier som områdeprisen i
parcelhuskvarterer i øvrigt, dvs ud fra arealets beliggenhed og
grundprisniveauet i området. Fællesarealets mere eller mindre gode
beliggenhed og dets større eller mindre "nytteværdi" for beboerne kan
påvirke områdepriserne.
Da et støttet boligbyggeri i form af lav boligbebyggelse som oftest
omfatter et betydeligt antal husenheder, er man ikke bundet af
områdeprisen for tilstødende parcelhuskvarterer, idet den aktuelle
bebyggelse vil kunne berettige til fastsættelse af en selvstændig, og som
oftest højere områdepris.
Nedslag
Byggeretsværdiprindippet anvendes på samme måde i en åben-lav
eller tæt-lav fællesbebyggelse som i sædvanlig
parcelhusbebyggelse. Efter praksis gives der herefter et nedslag i
grundværdien for fællesbebyggelser, ud fra den betragtning, at der i
grundværdien for en parcelhusejendom er indregnet en forholdsmæssig andel
af udstykningsomkostninger.
Endvidere gives der for fællesbebyggelser et nedslag som følge af
arealstørrelsen. Nedslaget begrundes med, at det erfaringsmæssigt er
billigere at erhverve en stor grund til fællesbebyggelse end selvstændigt
udstykkede grunde til enkeltbebyggelser.
Det samlede nedslag sættes til 12,5 pct. af den værdi, der er beregnet
efter de ovenfor nævnte retningslinier.
I blandede etageboligbebyggelse og tæt-lav og åben-lav bebyggelse
beregnes nedslaget alene af den grundværdi, der efter beregningen kan
henføres til den tæt-lave og åben-lave bebyggelse.
Ved bedømmelsen af slutresultatet bør man beregne grundværdien pr.
husenhed og sammenholde denne med grundværdiansættelserne for tilsvarende
beliggende privatejede parcel- og rækkehuskvarterer.
For at sikre et ensartet vurderingsniveau bør man tillige påse, at
grundværdien pr. etagemeter boligareal for bebyggelser, beliggende i
sammenlignelige områder, er af nogenlunde samme størrelsesorden.
Den praktiske fremgangsmåde ved beregningen af grundværdierne er vist i
efterstående 4 eksempler.
I de fleste tilfælde vil en del af fællesarealet skulle indgå i værdien
af arealer med byggeretsværdi. Det vil ofte medføre, at arealpris og
byggeretsværdi skal være højere for rækkehuse beliggende på en fælles
grund end for eventuelle tilstødende parcelhusområder. I relation til
grundværdisystemet kan det derfor være hensigtsmæssigt, at disse ejendomme
med f.eks. støttet tæt-lav bebyggelse placeres i særskilte
grundværdiområder, idet man så vil kunne indberette specielle - typisk
højere - områdepriser for disse områder. Selvom det i nogle tilfælde
forekommer mest hensigtsmæssigt at beregne grundværdien manuelt, kan det
med henblik på efterfølgende vurderinger være en fordel at lade
ejendommene omfatte af den maskinelle beregning. Det vil i de fleste
tilfælde være mest hensigtsmæssigt at indberette specifikationen af
grundværdien med byggeretter m.v. til grundværdisystemet, idet man så får
specifikationen udskrevet.
Eksempel 1 : rent tæt-lavt
område
I. AREALOPLYSNINGER
grundareal
11.200 m²
heraf vej
1.200 m²
vurderingspligtigt areal
10.000 m²
fællesareal, der ansættes til 0
4.000 m²
beregningsareal
6.000 m²
II. OPLYSNINGER OM RETLIGE OG FAKTISKE FORHOLD
bebyggelsesprocent
25
gennemsnitlig husstørrelse
90 etagemeter
antal husenheder
25
Det faktiske antal etagemeter på 2.250 svarer i eksemplet til den
retlige udnyttelsesmulighed, idet det er forudsat, at der ikke vil kunne
opføres yderligere 250 m² etageareal på ejendommen.
Områdepris for tilstødende parcelhusområder: 300 kr.
III. BEREGNING AF GRUNDVÆRDIEN
Til en bebyggelse på 2.250 etagemeter vil der med en bebyggelsesprocent
på 25 kræves et "byggeteknisk beregningsareal" på 9.000 m² (2.250 m² :
0,25). Da det areal, der umiddelbart kan henføres til de enkelte huse
(beregningsarealet) kun er på 6.000 m², er der overført byggeret fra
3.000 m² af fællesarealet, og værdien heraf skal - jf. bemærkningerne
i tekstafsnittet - derfor overføres til beregningsarealet.
Da bebyggelsesprocenten for området er fastsat til 25, svarende til den
sædvanlige bebyggelsesprocent i parcelhusområder, kan der umiddelbart ved
beregningen af grundværdien tages udgangspunkt i områdeprisen for
tilstødende parcelhuskvarterer.
Grundværdien kan herefter beregnes således:
25 byggeretter à 120.000 kr. =
3.000.000 kr.
6.000 m² à 150
kr.
;
=
900.000 kr.
3.900.000 kr.
overført værdi fra fællesareal:
3.000 m² à 150 kr.=
450.000 kr.
Samlet grundværdi
4.350.000 kr.
(Grundværdi pr. hus før nedslag = 174.000 kr.)
Da en del af værdien fra fællesarealet skal overføres til
beregningsarealet vil områdeprisen i dette eksempel blive højere end
områdeprisen i de tilstødende parcelhusområder. I dette tilfælde vil
områdeprisen (dvs. den områdepris der indberettes til grundværdisystemet)
blive 330 kr.
IV. SPECIFIKATION AF GRUNDVÆRDIEN
Kendes den gennemsnitlige grundværdi og den gennemsnitlige
grundstørrelse, kan områdeprisen for den konkrete bebyggelse beregnes
således:
Områdepris = 2 x (gnstl. grundværdi pr. hus)/(800 + gnstl.
grundstørrelse pr. hus )
I eksemplet:
Områdepris = 2 x (174.000 kr. )/(800 + 240) = 335
Områdeprisen afrundes til 330 kr.
Specifikationen af grundværdien kan herefter foretages således:
25 byggeretter à 132.000 kr. =
3.300.000 kr.
6.000 m² à 165 kr. =
990.000 kr
4.000 m² à 0 kr. =
0 kr.
1.120 m² vej à 0 kr. =
0 kr.
4.290.000 kr.
- nedslag 12,5 pct. =
536.250 kr.
Grundværdi
3.753.750 kr.
Grundværdi afrundet
3.753.800 kr.
V. KONTROL:
grundværdi pr. hus efter nedslag =
150.200 kr.
grundværdi pr. etagemeter =
1.668 kr.
Eksempel 2 : rent tæt-lavt
område.
I. AREALOPLYSNINGER
grundareal:
15.000 m²
vurderingspligtigt areal:
15.000 m²
II. OPLYSNINGER OM RETLIGE OG FAKTISKE FORHOLD
bebyggelsesprocent =
30
samlet etageareal =
4.500 etagemeter
antal huse =
60
gennemsnitlig husstørrelse =
75 m²
områdepris for tilstødende parcelhusområder:
300 kr.
Da den gennemsnitlige husstørrelse er noget lavere end for en
boligenhed af en sædvanlig størrelse, bør der i dette tilfælde regnes med
mellem 45 og 50 byggeretter, alt efter hvad man i det lokale område anser
for en rimelig boligstørrelse.
Tages der udgangspunkt i en boligstørrelse på 100 m², skal der i dette
tilfælde regnes med 45 byggeretter.
III+IV. BEREGNING OG SPECIFIKATION AF GRUNDVÆRDIEN
45 byggeretter a 120.000 kr =
5.400.000 kr.
15.000 m² a 150 kr =
2.250.000 kr.
grundværdi før nedslag =
.
7.650.000 kr
nedslag 12,5 pct. =
956.250 kr.
Grundværdi =
6.693.750 kr.
Grundværdi (afrundet) =
6.693.800 kr
V. KONTROL
Grundværdi pr hus efter nedslag :
111.600 kr.
grundværdi pr etagemeter :
1.487 kr.
Eksempel 3 : rent tæt-lavt
område
I. AREALOPLYSNINGER
grundareal
11.200 m²
heraf vej
1.200 m²
vurderingspligtigt areal
10.000 m²
fællesareal, der ansættes til 0
4.000 m²
beregningsareal
6.000 m²
II. OPLYSNINGER OM RETLIGE OG FAKTISKE FORHOLD
bebyggelsesprocent
30
gennemsnitlig husstørrelse
75 etagemeter
antal husenheder
40
(samlet antal etagemeter 3.000 )
Områdepris for tilstødende parcelhusområder:
300 kr.
III. BEREGNING AF GRUNDVÆRDIEN
Til en bebyggelse på 3.000 etagemeter vil der med en bebyggelsesprocent
på 30 kræves et "byggeteknisk beregningsareal" på 10.000 m² (3.000 m²
: 0,30). Der skal således i dette tilfælde overføres værdi fra hele
fællesarealet svarende til 4.000 m² à 150 kr. = 600.000 kr.
Som anført er der 40 boligenheder, der i gennemsnit har et etageareal
på 75 m². Skønner vurderingsmyndigheden i dette tilfælde, at en bolig af
tidssvarende størrelse burde være på 90 m², skal der efter
retningslinierne i eksempel 2, regnes med 33 byggeretter (3.000 etagem²:
90 = 33,33, der afrundes til 33.)
Grundværdien kan herefter beregnes således:
33 byggeretter à 120.000 kr. =
3.960.000 kr.
6.000 m² à 150 kr. =
900.000 kr.
4.860.000 kr.
overført værdi fra fællesarealet
4.000 m² à 150 kr.
600.000 kr.
Samlet grundværdi
5.460.000 kr.
(Grundværdi pr. "byggeretsenhed" før nedslag:
165.500 kr)
For bebyggelsen kan områdeprisen (dvs. den områdepris, der indberettes
til grundværdisystemet) beregnes til 336 kr. [2 * 165.500 kr :( 800 +
6.000 : 33) = 336 kr.]
IV SPECIFIKATION AF GRUNDVÆRDIEN
33 byggeretter a 134.400 =
4.435.200 kr.
6.000 m² a 168 kr =
1.008.000 kr.
4.000 m² a 0 kr =
0 kr.
1.200 m² vej =
0 kr.
5.443.200 kr - nedslag 12,5 pct.
680.400 kr.
Grundværdi
4.762.800 kr.
P.S. I eksemplet er regnet med en områdepris på 336 kr. I
vurderingsarbejdet ville det nok være mere hensigtsmæssigt at forhøje
områdeprisen til 340 kr .
V. KONTROL:
grundværdi pr. hus efter nedslag ca.
119.100 kr.
grundværdi pr. etagemeter
1.588 kr.
Eksempel 4: Blandet tæt-lav og
etagebebyggelse
I. AREALOPLYSNINGER
grundareal
15.000 m²
heraf vej
0 m²
vurderingspligtigt areal
15.000 m²
beregningsareal ved tæt-lav bebyggelse
6.000 m²
Områdepris for tilstødende parcelhuskvarter:
350 kr.
Etagemeterpris i tilstødende etagebebyggelse:
800 kr.
II. OPLYSNINGER OM RETLIGE OG FAKTISKE FORHOLD
Bebyggelse bestående af tæt-lav boligbebyggelse og etagebebyggelse
a. tæt-lav bebyggelse
bebyggelsesprocent
35
gennemsnitlig husstørrelse
75 m²
antal husenheder
40
(samlet antal etagemeter 3.000 )
b. etagebebyggelse
bebyggelsesprocent
50
samlet antal etagemeter
2.000
etagemeterpris i området:
800 kr.
For at kunne opføre en bebyggelse af det anførte omfang kræves med de
givne bebyggelsesprocenter, et "byggeteknisk beregningsareal" for den
tæt-lave bebyggelse på 8.572 m² (3.000 etagemeter : 0,35) og et
"byggeteknisk beregningsareal" til etagebebyggelsen på 4.000 m².
III. BEREGNING AF GRUNDVÆRDI
Beregningen af den samlede grundværdi for ejendommen deles op i 2
beregninger, idet grundværdien, der kan henføres til tæt-lav bebyggelsen,
og grundværdien, der kan henføres til etagebebyggelsen, beregnes hver for
sig.
Told- og skatteforvaltningen skønner, at der skal regnes med 30
byggeretter for den tæt-lave del af bebyggelsen.
a. Beregning af grundværdi for etagebebyggelse
2.000 etagemeter à 800 kr. =
1.600.000 kr.
b. Beregning af grundværdien for tæt-lav boligbebyggelse
30 byggeretter à 140.000 kr. =
4.200.000 kr.
6.000 m² à 175 kr. =
1.050.000 kr.
5.250.000 kr.
overført værdi fra fællesareal
(8.572 m² - 6.000 m²) = 2.572 m²
2.572 m² à 175 kr. =
450.100 kr.
grundværdi
5.700.100 kr.
(grundværdi pr. "byggeretsenhed" før nedslag=
190.000 kr.)
IV. SPECIFIKATION AF GRUNDVÆRDI
Ejendommens samlede grundværdi specificeres således, idet
områdepriserne beregnes til 380 kr.:
30 byggeretter à 152.000 kr. =
4.560.000 kr.
6.000 m² à 190 kr. =
1.140.000 kr.
5.700.000 kr.
- nedslag 12,5 pct. =
- 712.500 kr.
grundværdi for tæt-lav bebyggelse
4.987.500 kr.
4.000 m² à 400 kr. =
1.600.000 kr.
fællesareal 5.000 m² à 0 kr. =
0 kr.
Samlet grundværdi =
6.587.500 kr.
V. KONTROL
grundværdi pr. hus efter nedslag
124.700 kr.
grundværdi pr. etagemeter
1.663 kr.
Koteletgrunde
Grunde med en smal adgangsvej fra vejen benævnes efter deres form
"koteletgrunde". Der tænkes i denne forbindelse kun på grunde, der er
omfattet af byggeretsværdiprincippet.
Ved ansættelsen af grundværdien af
koteletgrunde skal der tages hensyn til den længere adgangsvej
m. v., men indvirkningen på værdiansættelsen kan i nogen grad være opvejet
af, at ejendommen kan have færre gener af trafikken. Har to koteletgrunde
fælles indkørsel, vurderes "koteletbenet" som fællesvej, som efter praksis
ansættes til 0 kr.
Koteletgrunde ligger ofte i områder med relativt høje grundværdier.
Dette har bl. a. medført en del klager og kritik af manglende ensartethed
i ansættelserne, som har givet sig udslag i grundværdinedsættelser
ved Landsskatteretten.
Det er ikke muligt på grundlag af salgsstatistikken at konstatere, om
koteletgrunde rent faktisk handles til lavere priser end facadegrunde, og
hvor stort et nedslag der i givet fald skal gives i ansættelserne af
koteletgrunde i forhold til tilstødende facadegrunde.
De ulemper, der er forbundet med en koteletgrund, må dog i de fleste
tilfælde antages at være større end de fordele, der vil være forbundet med
en roligere beliggenhed i forhold til vejnettet. Det bør i denne
forbindelse navnlig tages i betragtning, at der som oftest vil være flere
grunde, der støder op til en koteletgrund, og at udgifter
til stikledninger fra vejen og etablering af adgangsvej i de fleste
tilfælde vil være noget større for en koteletgrund end for en
facadegrund.
Der kan ikke fra grundværdisystemet indhentes oplysninger om, hvorvidt
en bestemt grund er en koteletgrund eller en facadegrund. Af samme årsag
er der heller ingen oplysninger om koteletbenets størrelse på de grunde,
som vurderingsmyndighederne kan identificere som koteletgrunde.
Der er ved de forslag til ansættelse af grundværdierne, der
udarbejdes i grundværdisystemet, således ikke taget hensyn til de enkelte
grundes form.
I det omfang told- og skatteforvaltningen bliver opmærksom
på, at en byggegrund er en såkaldt koteletgrund, bør der gives et
værdinedslag.
Da der som anført ikke statistisk kan udledes noget om værdiforholdene
mellem koteletgrunde og facadegrunde, må størrelsen af det nedslag, der
fastsættes i de konkrete tilfælde, bero på et skøn.
En opmåling af de enkelte koteletben med det formål at ansætte et
nedslag i forhold til koteletbenets længde eller areal, således at der kun
gives nedslag, hvis koteletbenet har en bestemt længde eller areal, vil
være administrativt besværligt og vil kunne føre til uensartethed i
ansættelserne inden for samme grundværdiområde.
Efter praksis ansættes koteletgrundes grundværdi som
udgangspunkt ved, at der fastsættes et "nedslag for uhensigtsmæssig
form" for alle koteletgrunde, svarende til 10 pct. af grundens
samlede arealværdi. Er der knyttet særlig herlighed til en koteletgrund,
f. eks. fordi den ligger frit ud til et grønt område, skal tillægget
ligeledes beregnes som en procent af arealværdien.
Det er af hensyn til ønsket om en informativ vurderingsmeddelelse
vigtigt, at samtlige tillæg og fradrag i grundværdien fremgår af
grundværdiberegningen.
En grundværdiberegning kan f. eks. have følgende indhold:
1. byggeret
240.000 kr
920 m² a 300 kr
276.000 kr
516.000 kr
Nedslag for uhensigtsmæssig form
(10 pct. af 276.000 kr)
-27.600 kr
Grundværdi
488.400 kr
C.2.1.3 Etagearealprincippet
Anvendelse
Etagearealprincippet finder anvendelse i
områder i byzone, der i henhold til byplanvedtægt, lokalplan eller
kommuneplan er udlagt til etagebebyggelse, hvorved forstås bebyggelse i to
etager eller derover. Etagearealprincippet hviler på den erfaring, at
grundens værdi er afhængig af den tilladte udnyttelse, således at
grundværdien stiger i takt med at den tilladte bebyggelsesprocent
øges.
I områder, der er udlagt til etagebebyggelse, er der i
Grundværdisystemet (GRUS) registreret en maksimalt tilladt
bebyggelsesprocent for hver enkelt ejendom. Registreringen sker på
grundlag af den gældende fysiske planlægning for området.
Etagearealprincippet anvendes kun i områder med en af følgende
plantyper, jf.
C.2 :
C: Boligområde med etagebebyggelse i byzone
E: Centerområde
F: Erhvervsområde
G: Område med blandet bolig og erhverv i byzone
H: Område til offentlige formål i byzone
Indhold
Efter etagearealprincippet beregnes grundværdien ved følgende
multiplikation: Den ifølge planlægningen maksimalt tilladte
bebyggelsesprocent x
etagearealprisen (ved bebyggelsesprocent 100) x grundens
faktiske areal i kvadratmeter.
Etagearealprisen er det beløb, som en investor skønnes at
ville betale for at kunne opføre en kvadratmeter etagebebyggelse på en
grund i det pågældende område. Etagearealprisen er den samme for alle
grunde i et grundværdiområde. Etagearealprisen udtrykker
grundværdiniveauet.
Eksempel
Etagearealprincippets anvendelse kan illustreres ved følgende eksempel:
En ejendom med et grundareal på 3.200 m2, incl. 200
m2 vej, har en maksimalt tilladt bebyggelsesprocent på 120.
Ejendommen ligger i et grundværdiområde, hvor etagearealprisen er 1.100
kr. Grundværdien beregnes således:
(3.000 + 200) m2 x 120
pct. x 1.100 kr. pr. etagemeter=
4.224.000 kr.
Grundværdi
4.224.000 kr.
Beregningen af grundværdien er uafhængig af den faktiske udnyttelse af
ejendommen. Den anvendes også, hvis ejendommen er ubebygget, bebygget
med andet end etagebebyggelse eller bebygget med etagebebyggelse, som
afviger fra den maksimalt tilladte.
C.2.1.4 Kvadratmeterprincippet
For ejendomme, hvor hverken byggeretsværdiprincippet,
etagearealprincippet eller hektarprincippet finder anvendelse, ansættes
grundværdien efter
kvadratmeterprincippet .
Kvadratmeterprincippet kan anvendes for alle grunde uanset plantype.
Efter kvadratmeterprincippet stiger grundværdien proportionalt med
grundens areal. En større grund vil således alt andet lige få
beregnet en højere grundværdi end en mindre.
En køber af en ubebygget grund vil imidlertid ikke betale lige så meget
for de sidste kvadratmeter som for de første. Ved grundværdiberegningen
kommer dette til udtryk ved anvendelse af forskellige
kvadratmeterpriser.
C.2.1.5 Hektarprincippet
Hektarpricippet udgør en kombination af en
særlig beregningsmetode for de
landbrugsmæssige grundværdier og kvadratmeterprincippet. Det anvendes
i alle områder i
landzone med plantype "P: Øvrige områder i landzone", se
C.2.4 .
Hektarprincippet omfatter altså også områder med spredt bebyggelse med
enfamiliehuse, sommerhuse, m.v., hvor kvadratmeterprincippet
anvendes på den enkelte ejendom.
Told- og skatteforvaltningen fastsætter de hektarpriser, som de
landbrugsmæssige grundværdier ansættes efter, for så vidt angår den
middelgode kvalitet. Ud fra ændringen i forhold til
hektarpriserne ved den sidste vurdering, ansættes grundværdierne
for boniteter, der afviger fra den middelgode, med tilsvarende
ændringer.
Stuehusets grundværdi beregnes normalt ved, at den tidligere ansættelse
fremskrives med en stigning eller et fald svarende til ændringen i den
landbrugsmæssige grundværdi.
C.2.1.6 Nedslag
Nedslag for ekstra fundering m.v.,
pumpenedslag samt nedslag for udstykningsudgifter skal ikke fremskrives
med den fremskrivningsfaktor, som i øvrigt anvendes pr. område, idet de
ikke er direkte afhængige af udviklingen i ejendomspriserne. I stedet
foretages en fremskrivning med en fælles faktor for hele landet beregnet
på grundlag af de senest forud for vurderingen
offentliggjorte "Reguleringsindeks for boligbyggeri". Faktoren
fastsattes ved 2005-vurderingen til 105.
C.2.1.7 Deklarationsarealer
Tingslyste deklarationer, hvorefter et areal uden vederlag kan kræves
afstået til det offentlige - oftest kommunen - til vejudvidelse og
lignende, og deklarationer, der i øvrigt giver det offentlige ret til at
udøve en særlig råden over en ejendoms arealer, skal tages i betragtning
ved vurderingen i samme omfang, som det påvirker arealets værdi i handel
og vandel.
Ved bedømmelsen her vil det især være af betydning, hvornår arealet kan
forventes at blive krævet afstået, og om deklarationsarealet også efter
afståelsen kan medregnes ved beregningen af den tilladte bebyggelse på
grunden.
C.2.2 Ejendomme i byzone og
sommerhusområder
Byzone
Byzonearealer er arealer, der ifølge den tidligere by- og
landzonelov blev udlagt til byzoneformål, eller som ved en lokalplan er
overført til
byzone .
Sommerhusområde
Som
sommerhusområde betegnes arealer,
som i en bygningsvedtægt, byplanvedtægt eller lokalplan er udlagt til
sommerhusbebyggelse, samt arealer som ved en lokalplan er overført til
sommerhusområde.
Økonomisk god anvendelse
I medfør af VUL § 16, der finder anvendelse på ejendomme i byzone og i
sommerhusområder, skal grundværdien ansættes til det beløb, som efter de
gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i
ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god
anvendelse, i hvilken henseende hensyn må tages såvel til ejendommens
form og størrelse som til udstyknings- og omlægningsmuligheder.
Beliggenheden
For ejendomme i byer og bymæssige bebyggelser er det sædvanligvis
bebyggelse under en eller anden form, der er den økonomisk gode
anvendelse. Fælles for ejendomme i byer og bymæssige bebyggelser er, at
beliggenheden er den vigtigste prisdannende enkeltfaktor, hvilket også gør
sig gældende i sommerhusområder. Beliggenhedsfaktorens betydning afspejles
i opdelingen af landet i grundværdiområder, se
C.2 .
Såvel beliggenheden i videre geografisk forstand som ejendommens
specifikke beliggenhed i forhold til trafikårer og anden bebyggelse må
tages i betragtning ved grundværdiansættelsen. I områder, der er udlagt
til parcelhus- eller rækkehusbebyggelse m. v. og i sommerhusområder
spiller naturgivne attraktioner en ganske særlig rolle.
Fysisk planlægning
Rådigheden over fast ejendom er bl. a. begrænset af offentlige
myndigheders regulering. Ved ansættelsen af grundværdien skal der
tages hensyn til denne regulering, herunder til den fysiske
planlægning i medfør af planlovgivningen, se A.5.1-A.5.3. Det fremgår af
bestemmelsen i VUL § 13, stk. 2, hvorefter der ved ansættelsen
af grundværdien skal tages hensyn til de til grunden knyttede
rettigheder og byrder af offentligretlig karakter.
For ejendomme i byzone og i sommerhusområder er det især de
reguleringer, der er fastsat i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
452 af 24. juni 1998 med senere ændringer, der spiller en rolle ved
grundværdiansættelsen.
Ved §§ 6 A-6 C i byggeloven er by- og boligministeren bemyndiget
til at fastsætte regler om
mindstegrundstørrelser for ejendomme,
bebyggelsesprocenter ved bebyggelse af ejendomme,
højder og antal etager for bebyggelser samt
mindsteafstand for bebyggelse til skel mod anden grund eller
sti.
Sådanne regler er fastsat i By- og Boligministeriets bekendtgørelse
nr. 12251 af 24. september 2001 af Tillæg 3 til
Bygningsreglement 1995 og i samme ministeriums bekendtgørelse
nr. 12252 af samme dato af Tillæg 2 til Bygningsreglement for
småhuse. Tillæggene trådte i kraft den 1. oktober 2001. De
bebyggelsesregulerende bestemmelser i tillæggene dækker de samme forhold
og har samme saglige anvendelsesområde som de før 1. oktober 2001
gældende bestemmelser herom i byggeloven.
Mindstegrundstørrelse
I byzone må der ikke foretages udstykning,
matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der vil fremkomme ejendomme
med et mindre areal end 700 m2, jf. førnævnte Tillæg 3 til
Bygningsreglement 1995, kap. 2A.
Ved udstykning i sommerhusområder må arealet ikke være mindre end 1.200
m2, jf. førnævnte Tillæg 2 til Bygningsreglement for småhuse,
afsnit 2.2.
Bestemmelserne om mindstegrundstørrelse i bygningsreglementerne finder
ikke anvendelse i tilfælde, hvor der er fastsat andre bestemmelser i
en lokalplan, en byplanvedtægt eller en reguleringsplan i medfør af
tidligere gældende byggelove.
Bebyggelsesprocenter
Bebyggelsesprocenten ved bebyggelse af en ejendom, herunder
ved om- eller tilbygning, må ikke overstige
25 for huse med én bolig til helårsbeboelse (parcelhuse)
10 for sommerhusbebyggelse i et sommerhusområde og anden bebyggelse
til ferie- og fritidsformål
35 for tæt-lav bebyggelsen
50 for etagebebyggelse i et område, der i kommuneplanen er udlagt
hertil, og
40 for anden bebyggelse (for grunde med særlig beliggenhed, der var
bebygget den 1. februar 1977, dog 50)
Bebyggelsesprocenterne er ligeledes fastsat i de førnævnte tillæg til
bygningsreglementerne. Bestemmelserne finder ikke anvendelse i tilfælde,
hvor der er fastsat andre bestemmelser i en lokalplan, en byplanvedtægt
eller en reguleringsplan i medfør af tidligere gældende byggelove.
Ved bebyggelsesprocenten forstås etagearealets procentvise andel af
grundstykkets areal. Ved beregning af grundstykkets areal henses til det
areal, der er angivet i matriklen. Desuden medregnes grundstykkets andel i
et selvstændigt matrikuleret areal, der udgør et friareal fælles for flere
ejendomme. Ved beregningen fragår arealer, der er beliggende i en anden
zone end den, hvori der bygges, samt jordlodder, der ikke har sammenhæng
med grundstykket, men har samme matrikelbetegnelse.
Bebyggelsesprocenten er især af betydning for ejendomme, der falder ind
under de plantyper, hvorpå etagearealprincippet finder anvendelse, se
C.2.1.3 .
For ejendomme, hvor kvadratmeterprincippet anvendes, f. eks. i
industrikvarterer, spiller procenten en mindre rolle.
Ved grundværdiansættelsen henses til den retlige
bebyggelsesprocent, selv om den faktiske anvendelse måtte afvige
herfra, se TfS 2000, 498.
Åben-lav og tæt-lav
bebyggelse
På ejendomme i områder i byzone, der er udlagt til åben-lav
eller tæt-lav bebyggelse, anvendes byggeretsværdiprincippet ved
grundværdiansættelsen. Dette princip anvendes også på ejendomme i
sommerhusområder.
Ved tæt-lav bebyggelse forstås dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse og
lignende former for helt eller delvis sammenbyggede enfamiliehuse.
Byggeretsværdiprincippet indebærer, at grundværdien beregnes som summen
af en byggeretsværdi og en arealværdi, se
C.2.1.2 .
Byggeretsværdipricippet anvendes uden hensyn til, om ejendommen er i
privat besiddelse, eller den ejes af et boligselskab eller en
andelsboligforening.
Særligt for
sommerhusområder
Bebyggelse i sommerhusområder må kun opføres i én etage uden mulighed
for indretning af tagetage (medmindre den eksisterende bebyggelse i
området overvejende er opført med tagetage).
Boliger i sommerhusområder må bortset fra kortvarige ferieophold m. v.
ikke anvendes til overnatning i perioden 1. oktober - 31. marts, medmindre
boligen blev anvendt til helårsbeboelse, da området blev udlagt til
sommerhusområde, og retten til helårsbeboelse ikke senere er bortfaldet,
jf. planlovens § 40. Ifølge planlovens § 41 har en pensionist, der
ejer en bolig i et sommerhusområde, en personlig ret til at benytte
boligen til helårsbeboelse, når pensionisten har ejet ejendommen i 8 år.
Der er tale om en personlig ret, som efter pensionistens død kan omfatte
ægtefællen m.fl. Da retten bortfalder ved fraflytning, skal der ikke tages
hensyn til denne ret ved vurderingerne.
Etagebebyggelse
På ejendomme i områder i byzone, der er udlagt til etagebebyggelse,
anvendes etagearealprincippet ved grundværdiansættelsen, se
C.2.1.3 .
Etagearealprincippet bygger på den erfaring, at grundens værdi er afhængig
af den tilladte udnyttelse, således at grundværdien stiger i takt med den
tilladte bebyggelsesprocent.
I boligområder med etagebebyggelse må det tillægges en vis betydning,
om der med fordel kunne gennemføres byggeri med ejerlejligheder,
eller om dette ikke er tilfældet. I områder, der må formodes anvendt
til udlejningsbyggeri, vil grundværdien indirekte være påvirket af
lejelovgivningen.
I områder med blandet bolig og erhverv eller udelukkende erhverv er
det i større eller mindre udstrækning markedslejen på stedet, der
bestemmer grundens værdi. Ændringer i virksomhedsstrukturen inden for
næsten alle erhvervsgrene har tillige med trafikale hensyn medført
omfattende udflytninger fra det indre af byerne til nye områder.
Som et udslag af udviklingen har pengeinstitutter m. fl.
nedlagt et stort antal filialer, uden at de rømmede lokaliteter uden
videre har kunnet lejes ud til andre erhverv med direkte kundekontakt. På
særligt attraktive forretningsstrøg vil etagearealprisen stadig blive
fastsat højere end for andre ejendomme.
Kontor- og forretningsbyggeri forekommer også i områder, der ikke er
udlagt til etagebebyggelse. I så fald ansættes grundværdien almindeligvis
efter kvadratmeterprincippet, jf. nedenfor.
Blandede bebyggelsesformer
Er ejendommen bebygget med både etagebebyggelse og lav bebyggelse,
foretages der en fordeling såvel af ejendommens samlede areal som af
fællesareal m. v. på de to bebyggelsesformer. Det sker på grundlag af
oplysninger om etageareal og tilladte bebyggelsesprocenter. Den del
af det vurderingspligtige areal, der kan henføres til etagebebyggelse,
vurderes ved anvendelse af etagearealprincippet.
Særligt om
ejerlejligheder
Der er i VUL § 16 A angivet en fremgangsmåde ved
grundværdiansættelsen for ejerlejligheder. Der ansættes en grundværdi
for hele grundarealet ifølge matriklen for den ejendom, som er opdelt i
ejerlejligheder. Ansættelsen af de enkelte lejligheders grundværdi sker
ved fordeling af moderejendommens grundværdi. Fordelingen foretages
efter det for ejerlejlighederne fastsatte fordelingstal. Er der intet
fordelingstal fastsat, fordeles grundværdien ligeligt på samtlige
ejerlejligheder.
Fører fordelingstallet - eller lejlighedernes antal alene - til en
åbenbart urimelig fordeling, kan told- og skatteforvaltningen udøve et
selvstændigt skøn over fordelingen, jf. artikel i TfS 2001,
529.
Industriområder
For ejendomme i byzone, hvor hverken
byggeretsværdiprincippet eller etagearealprincippet kan finde
anvendelse, ansættes grundværdien efter kvadratmeterprincippet, se
C.2.1.4 .
Efter dette princip stiger grundværdien proportionalt med arealets
størrelse.
Kvadratmeterprincippet følges ved grundværdiansættelsen af ejendomme i
de egentlige industriområder. Ejendommenes beliggenhed i forhold til veje
og transportmidler spiller en betydelig rolle for prisdannelsen.
Prisdannelsen i industriområder er tillige påvirket af, om nye og
innovative industrier allerede har etableret sig i
området.
Udlejede arealer
For udlejede arealer skal grundværdien ansættes på samme
måde som for andre ejendomme. Der tages således ikke hensyn til
lejeforholdet, heller ikke i tilfælde hvor aftalen er blevet tinglyst
som en servitut på ejendommen. Der skal nemlig kun tages hensyn til
privatretlige servitutter ved grundværdiansættelsen,
hvis servitutterne er stiftet til fordel for et areal under en anden
ejendom, jf. VUL § 13, stk. 3.
C.2.3 Særligt om forurenede ejendomme
Er der påvist forekomst af miljøskadelige stoffer i jorden, kan det
påvirke værdien af det forurenede areal negativt. Også en
begrundet formodning om, at der forekommer sådanne stoffer, kan
eventuelt nedsætte værdien af et areal. Told- og skatteforvaltningen må
derfor tage oplysninger om jordforurening med i sine overvejelser ved
ansættelsen af grundværdien.
Medfører en jordforurening, at ejendommens værdi som helhed er
forringet, må der tillige tages hensyn hertil ved ansættelsen af
ejendomsværdien.
Diffus
forurening
Ved diffus forurening forstås en forureningssituation, hvor
forureningskoncentrationen er tilfældigt fordelt, således at der ikke er
tale om et hot-spot eller et specifikt lag. Diffus forurening kan f. eks.
være betinget af vejtrafik og afkast fra en skorsten. Diffus forurening
kendes som langsomt nedbrydelige eller ikke nedbrydelige komponenter med
et lavt damptryk og med en stærk binding til
jordpartikler. Erfaringerne gennem de år, hvor myndighedernes
opmærksomhed har været rettet mod problemerne omkring jordforurening, har
vist, at der er en udbredt diffus forurening af jorden i og omkring de
større byer.
Kildeforurening
Kan forureningens kilde fastslås, tales der om kildeforurening eller -
hvis kilden er specifik - om punktkildeforurening. En kildeforurening
kan f. eks. stamme fra en nedlagt losseplads. En punktkildeforurening kan
f. eks. hidrøre fra et nedgravet bassin med kemisk affald.
Kortlægning af forurenede
arealer
Ved lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord
(jordforureningsloven) med senere ændringer er det pålagt amtsrådene at
lade foretage en
kortlægning af landets
forurenede arealer. I Bornholms, Københavns og Frederiksberg kommuner
påhviler kortlægningen vedkommende kommunalbestyrelse. Kortlægningen
omfatter dog ikke arealer, der alene er forurenet som følge af
landbrugsmæssig udnyttelse.
Kortlægningen på et af de to
vidensniveauer ,
som jordforureningsloven arbejder med, er en forvaltningsakt og
forudsætter derfor partshøring og individuel underretning af arealernes
ejere. En kortlægning omfatter som regel en matrikel ad gangen.
Kortlægning skal ikke tinglyses, men indføres i
matrikelregisteret , jf. udstykningslovens kap. 2.
Kortlægning af et areal på vidensniveau 1 skal ske, hvis der er
tilvejebragt viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på
andre arealer, der kan have været kilde til jordforurening på arealet, jf.
jordforureningslovens § 4.
Kortlægning på vidensniveau 2 skal ske, hvis der er tilvejebragt
dokumenteret oplysning om jordforurening af en sådan art og koncentration,
at den kan have skadelig virkning på mennesker og miljø, jf.
jordforureningslovens § 5. Kortlægning på vidensniveau 2 skal i
almindelighed ske på grundlag af jordbundsprøver, men der kan
dog have været aktiviteter på arealet, som uden videre indicerer
forurening, f. eks. et gasværk.
Et kortlagt areal skal udgå af kortlægningen, når amtsrådet eller
kommunalbestyrelsen finder det godtgjort, at der ikke er grundlag for at
opretholde kortlægningen, jf. jordforureningslovens § 13, stk.1.
Vilkår efter
jordforureningsloven
På kortlagte arealer må der ikke påbegyndes boligbyggeri, bestemte
former for institutionsbyggeri eller anlæg af offentlig legeplads
uden tilladelse fra amtsrådet eller kommunalbestyrelsen i Bornholms,
Københavns og Frederiksberg kommuner. Et eksisterende byggeri eller anlæg
må ikke ændres eller udvides uden tilladelse. Den kompetente myndighed kan
knytte tilladelsen til bestemte vilkår, f. eks. om gennemførelse af
afværgeforanstaltninger.
Ligger det kortlagte areal i et
område , hvor
amtsrådet eller kommunalbestyrelsen finder en særlig offentlig
indsats påkrævet, jf. jordforureningslovens § 6, stk. 1, kræves der
tilladelse til ethvert nyt byggeri eller anlæg. Det samme gælder, såfremt
arealet allerede anvendes til et af førnævnte følsomme formål,
jf. jordforureningslovens § 6, stk. 2.
For boligejendommes vedkommende skal amtsrådet eller
kommunalbestyrelsen, når en af det offentlige iværksat undersøgelses- og
afværgeindsats er afsluttet, uden at ejendommen har kunnet udgå af
kortlægningen, udfærdige en erklæring om, at forureningen er uden
betydning for grundens anvendelse til bolig, jf. jordforureningslovens §
21, stk. 3. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen skal underrette told-
og skatteforvaltningen om oprydning eller afværgeforanstaltninger,
som den ansvarlige myndighed har udført på en ejendom, jf.
jordforureningslovens § 21, stk.2.
Privat oprydning
I medfør af jordforureningslovens § 11 skal amtsrådet eller
kommunalbestyrelsen, såfremt en ejer eller en bruger fremsætter anmodning
herom, efter at have afsluttet et projekt (byggeri) eller en oprydning,
jf. jordforureningslovens § 8, udfærdige en erklæring, som indeholder en
beskrivelse af det gennemførte projekt eller den gennemførte oprydning og
arealets kortlægningsmæssige status, samt oplysninger om hvorvidt amtet
har ført tilsyn med projektet eller oprydningen. En oprydning kan være
total, hvorefter amtsrådet skal sørge for, at ejendommen udgår af
kortlægningen og dermed af registreringen i matrikelregistret. En
oprydning kan alene ske op til det niveau, der er nødvendigt for en
gennemførelse af det ønskede projekt, hvorefter der alene sker frigivelse
til formålet. Sidstnævnte type ejendomme vil fortsat være kortlagt på
vidensniveau 1 eller 2, og registreringen i matrikelregistret dermed
opretholdt. Told- og skatteforvaltningen vil blive underrettet om
ejendommenes registreringsmæssige tilstand, og skal herefter helt eller
delvist fjerne et meddelt nedslag for forurening.
Påbud
For forureninger, der er sket den 1. januar 2001 eller senere, kan
miljømyndighederne meddele forureneren påbud om at fjerne den konstaterede
forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende
afhjælpende foranstaltninger, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 1.
Påbud kan meddeles, uanset hvordan forureningen er sket, når bortses fra
force majeure.
For ejere af olietanke til boligopvarmning er der ved
jordforureningslovens § 49 indført forsikringspligt med henblik på dækning
af udgifterne ved at efterkomme miljømyndighedernes påbud om oprydning m.
v. i tilfælde af olieudslip.
For forureninger, der er sket før den 1. januar 2001, kan
miljømyndighederne udstede påbud med støtte i miljøbeskyttelsesloven. Den,
der har forårsaget forurening af jorden eller skabt risiko for, at en
sådan forurening kan opstå, skal foretage de nødvendige foranstaltninger
til at søge følgerne af forureningen effektivt forebygget eller
afværget.
Medens jordforureningsloven gør forureneren ubetinget ansvarlig
for oprydning m. v., hvilede ansvaret efter miljøbeskyttelsesloven på
almindelige erstatningsretlige principper.
Værditabsordningen
Ved denne ordning har en boligejer mulighed for mod
at erlægge en egenbetaling på 40.000 kr. i grundbeløb pr. ejendom, dog
mindst 7.000 kr. pr. lejlighed, at tilpligte amtet at rydde op på
ejendommen, når forudsætningerne er til stede og de nødvendige midler
hertil er afsat på finansloven.
Værditabsordningen, der omhandles
i kap. 4, §§ 26 - 38, i jordforureningsloven, omfatter ejendomme som blev
anvendt til "ren" helårsbeboelse den 18. november 1992, og som er
forurenede før den 1. september 1993. Ved forurenede ejendomme forstås i
kapitel 4 ejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 2 eller opfylder
betingelserne herfor, jf. jordforureningslovens § 26, stk. 2. Told- og
skatteforvaltningen bør derfor ved vurderingen af en forurenet
beboelsesejendom være opmærksom på, om ejendommen er tilmeldt
værditabsordningen og i bekræftende fald tidshorisonten for en oprydning.
Affaldsdepoter
Jordforureningsloven har ophævet affaldsdepotloven af 1990, men
tinglysningen af
affaldsdepoter , som er
registreret under affaldsdepotloven, opretholdes, indtil depoterne er
indført i matrikelregisteret.
Et areal, der er registreret som affaldsdepot, må ikke bebygges eller
overgå til anden anvendelse, medmindre depotet bliver frigivet til det
pågældende formål. Afgørelser truffet efter affaldsdepotloven bevarer
deres gyldighed, indtil der træffes afgørelse efter
jordforureningsloven.
Forureningsnedslag
Ved vurderingen af en forurenet ejendom skal told- og
skatteforvaltningen foretage en konkret bedømmelse af, hvorvidt
ejendommens forurenede tilstand påvirker grundværdien og ejendomsværdien.
I den forbindelse er det nødvendigt at have fuldt overblik over, hvor på
grunden forureningen er placeret. Hvis forureningen eksempelvis er
placeret i et hjørne af en grund og dermed ikke er til hinder for en
effektiv udnyttelse af denne, så vil grundens handelsværdi næppe være
påvirket i nævneværdig grad, i det det forurenede areal da blot kan
afskæres (asfalteres eller flisebelægges), således at en eventuel
yderligere skadelig nedsivning undgås. Modsat vil en forurening der breder
sig over større områder på grunden vanskeliggøre en effektiv bebyggelse af
denne og dermed kunne påvirke grundens handelsværdi i negativ retning.
Ejendommen skal vurderes til, hvad en fornuftig køber må antages at ville
give for den i dens nuværende, forurenede tilstand.
Udgangspunktet for udmåling af eventuelle nedslag som følge af
forurening er niveauet for ejendomme i området uden specifik forurening.
Nedslagene skal udmåles, så beregningerne af grundværdien og
ejendomsværdien tilpasses grundens og ejendommens aktuelle
handelsværdi.
Der er især to forhold, som kan begrunde, at der gives nedslag for
forurening. Det ene er, at ejendommens udnyttelsesmuligheder begrænses i
forhold til andre ejendommes som følge af forureningen. Det andet er, at
der er udstedt eller i overskuelig fremtid kan forventes udstedt
omkostningskrævende påbud til ejeren, f. eks. om oprydning.
Ved bedømmelsen af, hvorledes en given forurening påvirker ejendommens
grundværdi, ses der i princippet bort fra, om den hidtidige
anvendelse af ejendommen kan fortsætte uantastet. Dette tages der
derimod hensyn til ved ansættelsen af ejendomsværdien.
Jordforurening påvirker en ejendoms grundværdi forskelligt efter,
hvilken anvendelse af grunden, der ville være den økonomisk mest
fordelagtige, hvis denne var ubebygget. Er den økonomisk fordelagtige
anvendelse fabrik eller lager, vil der ofte ikke være tilstrækkelig
anledning til at nedsætte grundværdien på grund af forureningen.
Ligger ejendommen derimod i et område, der er udlagt til en eller
anden form for boligbyggeri, og vil grunden i ubebygget stand
ikke umiddelbart kunne anvendes hertil, undersøges det,
hvorledes begrænsningen i udnyttelsen må antages at påvirke grundens
handelsværdi. Som overvejende regel repræsenterer en ubebygget grund
altid en eller anden værdi, selv om den ikke måtte kunne anvendes til det
formål, som i øvrigt ville være mest fordelagtig efter grundens
beskaffenhed.
Jordforurening påvirker også en ejendoms grundværdi forskelligt
alt efter beliggenheden. I udbyggede byområder med stor efterspørgsel
efter byggegrunde har en forurening mindre eller slet ingen betydning
for prisfastsættelsen, medens det modsatte vil være tilfældet i tyndt
befolkede områder med ringe efterspørgsel efter byggegrunde.
I praksis gives der sjældent forureningsnedslag for
ejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1. Det skyldes for det
første, at der alene er tale om en formodning om forurening, og for det
andet at der som regel er tale om forurening af mindre alvorlig karakter.
Told- og skatteforvaltningen bør derfor anmode en ejer af en forurenet
ejendom på vidensniveau 1 om at sandsynliggøre, at der er tale om en reel
forurening eller at registreringen har medført et fald i
handelsværdien, som vel at mærke kan tilskrives registreringen og ikke en
almindelig afmatning af ejendomsmarkedet. En sandsynliggørelse
kan f.eks. ske med en dokumentation af, at ejendommen har været
udbudt til salg gennem en længere periode, uden at det har været muligt at
sælge netop denne ejendom, medens øvrige ikke registrerede ejendomme i
området sælges med sædvanlig liggetid. Hertil bør told- og
skatteforvaltningen søge opklaret, hvornår registreringen på vidensniveau
1 har fundet sted, og om ejeren har anmodet amtsrådet om at gennemføre
tekniske undersøgelser, der kan føre frem til en registrering på
vidensniveau 2, da sådanne undersøgelser efter anmodning skal gennemføres
inden for 2 år efter at en ejer af en grund med bolig har fremsat
anmodning derom, jf. jordforureningslovens § 7. En kortlægning på
vidensniveau 2 eller tinglysning som affaldsdepot indebærer, at det med
høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en
jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have
skadelig virkning på mennesker og miljø, hvorfor told- og
skatteforvaltningen efter en konkret bedømmelse som oftest bør meddele et
nedslag i grundværdien og eventuelt også i ejendomsværdien, specielt når
der er tale om beboelsesejendomme. For så vidt angår erhvervsejendomme er
udviklingen i det professionelle marked den, at en registreret forurening
og foretaget miljøteknisk undersøgelse af en ejendom fører til bedre
priser end for de ejendomme, hvor der ikke er foretaget en tilsvarende
undersøgelse. Dette forhold skyldes en kombination af sikker viden om,
hvad man har med at gøre og myndighedernes øgede fleksibilitet på området,
hvor der i dag ikke kræves total oprensning ved registrering af
forurening, og at man kan lade forurenet jord blive liggende på stedet,
hvis man indkapsler det med ren jord ovenpå. Med andre ord er den
økonomiske usikkerhed ved at overtage en forurenet ejendom væsentligt
reduceret i forhold til tidligere. Såfremt der er tale om en diffus
forurening, hvor der ikke sker nogen registrering i matrikelregistret, vil
denne typisk omfatte hele det grundværdiområde, hvor ejendommen ligger, og
forureningen skulle dermed afspejle sig i grundværdiniveauet, hvis den i
det hele taget påvirker prisdannelsen.
Højesteret har
afgjort
,
at oprensning af en forurenet ejendom ikke kan sidestilles med en
grundforbedring i VUL § 17`s forstand. En foretagen oprensning kan
derfor ikke betinge et fradrag i grundværdien for forbedringer, da
oprensningen ikke har medført en stigning i grundværdien, men
alene bragt værdien tilbage til normaltilstanden.
HR sag 155/2005
Betydning af
konstateringstidspunk
Told- og skatteforvaltningen skal normalt kun tage hensyn til
omstændigheder ved ejendommen, som har kunnet konstateres på
vurderingstidspunktet, og som har kunnet påvirke ejendommens handelsværdi.
Oplysninger om forhold, som først er blevet konstateret efterfølgende, kan
dog efter omstændighederne begrunde genoptagelse af en vurdering, jf. SFL
§ 26, stk. 2, hvis det sandsynliggøres, at forholdet gjorde sig gældende
på vurderingstidspunktet. Dette gælder således tilstande, der har karakter
af mangler, som kunne udløse et mangelsansvar i tilfælde af et salg.
Det anførte synspunkt har fundet udtryk i Landsskatterettens praksis
med hensyn til forurenede ejendomme. Landsskatteretten har herved henset
til præmisserne i dommen i UfR 1987.47 (ØLD) (TfS 1986,
268).
C.2.4 Ejendomme i landzone
For ejendomme beliggende i landzone, hvor SKAT efter bestemmelsen i VUL
§ 33, stk. 1, har truffet bestemmelse om, at ejendommen må anses for helt
eller delvis benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller
frugtplantage, skal grundværdien ansættes efter bestemmelserne i VUL § 14,
stk. 1-3. Bestemmelserne finder også anvendelse på selvstændigt
vurderede, ubebyggede landbrugslodder, se
A.4.1 .
Bestemmelserne om grundværdiansættelsen af
landbrugsjord betyder, at kun nogle af de egenskaber, der er
bestemmende for jordens handelsværdi, skal tages i betragtning ved
ansættelsen. Der er derfor en betydelig forskel på den landbrugsmæssige
grundværdi og handelsværdien af den samme ejendoms
jord. Forskelsværdien kommer til udtryk i den såkaldte
"tillægsparcelværdi", se
B.3.3 .
VUL § 14, stk. 1
Grundværdien skal, hvor forholdene i øvrigt er ensartede, ansættes til
samme beløb pr. arealenhed (hektar) uden hensyn til, om jorden tilhører en
større eller mindre ejendom, jf. VUL § 14, stk. 1.
Salgspriserne for små landbrugsejendomme er gennemgående højere målt i
forhold til arealtilliggendet end for større ejendomme. Dette forhold
skulle også gøre sig gældende med hensyn til værdien af jorden alene. Den
nævnte regel har imidlertid til formål at sikre, at ensartet jord ansættes
til samme værdi, uanset om der er tale om en større eller mindre
ejendom.
VUL § 14, stk. 2
Til opnåelse heraf ansættes grundværdien for landbrugsejendomme pr. ha
efter, hvad ubebygget jord af tilsvarende beskaffenhed og beliggenhed som
den vurderede må antages at koste efter egnens priser, når jorden tænkes
at høre til en middelstor bondegård ("
bondegårdsreglen ") i middelgod kultur. Er ejendommens
tilliggende af væsentlig forskellig beskaffenhed eller beliggenhed,
ansættes hver af de pågældende dele for sig, VUL § 14, stk. 2. Ved en
middelstor bondegård forstås et landbrug med et arealtilliggende på
omkring 30 ha.
Begrebet middelstor bondegård er fast forankret i praksis.
Strukturudviklingen i landbruget gennem de sidste 30-40 år har imidlertid
haft til følge, at den økonomisk selvbærende landbrugsejendom i dag
har et betydeligt større arealtilliggende end 30 ha.
Bondegårdsreglen betyder som nævnt, at der umiddelbart ses bort fra de
forskelle på priserne på jord, der måtte kunne udledes af priserne på små
og store, bebyggede landbrugsejendomme. Salgspriserne er dog, sammenholdt
med priserne i andre områder og priser på tillægsjord, vigtige indikatorer
for fastlæggelsen af grundværdiniveauet i området.
Beliggenhed
Ved grundværdiansættelsen skal der tages hensyn til jordens
beliggenhed . De beliggenhedsmæssige faktorer, der
er af betydning for ha-prisen, er fortrinsvis dem, der betinger
landbrugsstrukturen på stedet, f. eks. den tilladte husdyrtæthed.
Imidlertid har beliggenheden i forhold til byerne en stigende indflydelse
på priserne på landbrugsejendomme. Det gør sig især gældende på
Sjælland og i en del af Østjylland. Afstand til leverandører og
aftagere kan spille en selvstændig rolle, specielt for ejendomme
på små øer.
Muligheden for jagt og fiskeri tages ikke i betragtning ved
grundværdiansættelsen af den enkelte ejendom, men kan påvirke det
almindelige prisniveau i området. Det samme gælder en særlig naturskøn
beliggenhed.
For grundværdiansættelsen er det uden betydning, hvorledes jorden
er fordelt omkring bygningerne eller adskilt fra hovedparcellen. Der tages
med andre ord ikke hensyn til ejendommens arrondering.
Beskaffenhed
Ved grundværdiansættelsen skal der tillige henses til jordens
beskaffenhed . Der skal først og fremmest tages
hensyn til jordens egnethed som voksested for kulturplanter (jordens
"bonitet"). Af særlig betydning for egnetheden er jordens fysiske
sammensætning. Tykkelsen af det øverste jordlag (humus, ler, sand eller
grus) er således afgørende for jordens vandledningsevne. De terrænmæssige
forhold er også af vigtighed. Er arealet stærkt kuperet, kan det
begrænse mulighederne for at anvende moderne landbrugsmaskiner.
Har ejendommen jord af forskellig bonitet, må hvert enkelt
jordstykkes værdi indgå i grundværdien i forhold til dets størrelse.
Der er ikke i de seneste årtier foretaget landsdækkende undersøgelser
af landbrugsjordenes
bonitet , men ældre
undersøgelser kan stadig yde vejledning ved bedømmelsen af boniteten på de
enkelte ejendomme.
Selv om priserne på landbrugsjord svinger stærkt afhængigt af
dyrkningstilstanden, skal grundværdierne ansættes ud fra den forudsætning,
at jorden er i middelgod stand. Det betyder, at der skal ses bort fra den
aktuelle dyrkningstilstand, f. eks. om arealerne er veldrænede, og om
der har været iagttaget hensigtsmæssigt sædskifte.
Ha-prisen
Ved fastsættelsen af de ha-priser, grundværdierne skal ansættes efter,
jf. ovenfor, er SKAT i vidt omfang henvist til at skønne
over, med hvilken værdi jorden indgår i salgspriserne for bebyggede
landbrugsejendomme. Salg af arealer til oprettelse af nye, selvstændige
landbrug forekommer praktisk taget ikke længere. Derimod finder
der nogle salg sted af arealer til sammenlægning med eksisterende
landbrugsejendomme. Der finder også salg sted til andre formål som
skovrejsning og bebyggelse, men sådanne salg indgår ikke i grundlaget
for fastsættelsen af ha-priserne.
Gennemsnitlige niveauer
Erfaringsmæssigt er handlen med landbrugsejendomme for ringe til,
at der kan udledes et retvisende prisniveau for landbrugsjord af
salgene i de enkelte grundværdiområder. Forud for hver vurdering
fastsætter SKAT gennemsnitlige niveauer for de landbrugsmæssige
grundværdier fordelt på landsdele. SKAT tager herved normalt udgangspunkt
i ha-priserne ved den foregående vurdering sammenholdt med den generelle
prisudvikling med hensyn til bebyggede landbrugsejendomme, jf.
skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg, TfS 2000, 316.
Det tidligere Ligningsråd har bestemt, at landbrugsejendommenes
grundværdi skal ansættes på grundlag af ha-priser, der udover den
rent landbrugsmæssige værdi tillige er differentieret efter den værdi,
ejendommens beboelsesmoment repræsenterer i det omfang, dette giver sig
udtryk i egnens priser.
Det tidligere Ligningsråd har i 2002 og 2004 vedtaget vejledende
enhedspriser for de enkelte landsdele. For almindelig landbrugsjord af
middelgod bonitet kan de gennemsnitlige grundværdier pr. ha ved
2004-vurderingen inden for de enkelte større landsdele ansættes med
udgangspunkt i værdierne i omstående tabel:
Landsdel
Gennemsnitlig grundværdiansættelse kr. pr.
ha for landbrugsejendomme
2002-
vurderingen
2004-
vurderingen
Nordøstsjælland
35.800 kr
43.000 kr
Øvrige Sjælland
29.900 kr
35.900 kr
Lolland-Falster
35.900 kr
43.100 kr
Bornholm
12.100 kr
14.500 kr
Fyn
29.700 kr
35.600 kr
Sønderjylland
22.200 kr
27.800 kr
Østjylland
24.800 kr
29.800 kr
Vestjylland
19.200 kr
23.000 kr
Nordjylland
15.900 kr
19.900 kr
De procentvise niveauændringer, der kan udledes af tabellen, anvendes
ikke blot på jord af middelgod kvalitet, men også på jorder af såvel bedre
som ringere bonitet end middelgod jord.
De anførte ha-priser inkluderer for alle landsdele den boligværdi, der
er knyttet til en landbrugsejendom af gennemsnitlig størrelse uden særlig
beliggenhedsværdi inden for landsdelen.
I områder, hvor beliggenheden medfører en yderligere boliggrundværdi
som følge af særlig efterspørgsels efter landbrugsejendomme til
boligformål eller til rekreative formål, skal den anførte skala ved
2004-vurderingen forhøjes tilsvarende. Den forhøjede skala anvendes dog
kun for arealer indtil 40 ha pr. ejendom. Forhøjelsen beregnes ud fra den
særlige boligværdi, der er knyttet til en landbrugsejendom af
gennemsnitlig størrelse inden for landsdelen.
Eventuelt nedslag for byrde ved kunstig afvanding, vil i almindelighed
kunne beregnes ved kapitalisering af den årlige drifts- og
vedligeholdelsesudgift, hvorved såvel det almindelige renteniveau, som den
skattebesparelse nedslaget medfører, er taget i betragtning.
VUL § 14, stk. 3
Ansættelsen af grundværdien skal foretages på grundlag af jordens
tilstand lige
efter høst , jf. VUL § 14, stk. 3,
dvs. lige efter hjemtagning af alle afgrøder, og før der er taget
skridt til forberedelse af næste års dyrkning.
Denne bestemmelse er indsat, fordi korn på roden almindeligvis
betragtes som en del af den faste ejendom, medens korn, der er høstet,
betragtes som et omsætningsaktiv. Sælges en landbrugsejendom derfor
umiddelbart før høst vil prisen på ejendommen være højere end på
et senere tidspunkt af året.
VUL § 14, stk. 4
Hvis benyttelse til andet end landbrug o. lign. for dele af ejendommen
må anses for at være den i økonomisk henseende gode anvendelse, må værdien
af jorden for disse dele ansættes skønsmæssigt efter de priser, som
antages at kunne opnås ved salg til den pågældende anvendelse, jf.
VUL § 14, stk. 4. Bestemmelsen indebærer, at den del af arealet, der
lovligt kan anvendes til andre formål end landbrugsmæssige, skal ansættes
til handelsværdien, jf. VUL § 16.
Landbrugsmæssigt benyttet jord, der ligger i byzone eller
sommerhusområde, vurderes i praksis efter VUL § 16, dvs. til
handelsværdien. For udstykningsarealer skal grundværdien ansættes efter
de aktuelle udstyknings- og bebyggelsesmuligheder, hvorved særlig må
henses til den tidshorisont, inden for hvilken en udstykning kan
realiseres. Er der ikke udsigt til, at arealet inden for overskuelig
tid vil overgå til anden anvendelse end den landbrugsmæssige, må arealet
vurderes efter, hvad en landmand i området skønnes at ville betale for
det.
Såfremt der findes flere boliger på en landbrugsejendom, og disse ikke
anvendes af (eller er udlejet til) ansatte på bedriften, men er udlejet
til personer, der ikke er beskæftiget på landbrugsejendommen, ansættes et
skønnet areal til en kvadratmeterpris med udgangspunkt i
grundværdiniveauet for tilsvarende fritliggende parcelhuse i området. Hvis
den udlejede bolig ikke er frit eller delvis frit beliggende, men f.eks.
en integreret del af en driftsbygning, ansættes dog ingen særskilt
grundværdi for den pågældende bolig.
Særlige forekomster
Er der på en ejendom forekomster af sten, ler og grus,
skal arealerne vurderes efter bondegårdsreglen, indtil der er givet
tilladelse til udnyttelse af forekomsterne. Når der foreligger en
endelig indvindingstilladelse, skal de arealer, der er omfattet
af tilladelsen, vurderes på grundlag af arealernes handelsværdi. SKAT
skal ud fra kendskabet til råstofforekomsternes mængde, kvalitet og
indvindingsperiodens længde ansætte en kvadratmeterpris, der træder i
stedet for ha-prisen.
Ved værdiskønnet kan der tages udgangspunkt i de pågældende arealers
nutidsværdi, der fremkommer ved en tilbagediskontering af de forventede
fremtidige årlige indtægter i graveperioden (efter fradrag for
indvindingsudgifter).
Når afgravningen er tilendebragt og arealet retableret skal
grundværdien for arealet på ny ansættes efter bondegårdsreglen,
hvilket vil sige efter en ha-pris. Almindeligvis vil de udnyttede arealer
have en lavere bonitet end omkringliggende, ikke udnyttede arealer.
Der kan også være indtruffet strukturskader, f. eks. ved at underjorden er
sammenpresset og har mistet noget af evnen til at aflede
regnvand.
Dyrkningsfrie bræmmer
Ifølge § 69 i vandløbsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 882 af 18. august 2004, skal en bræmme på 2 meter langs
med de af loven omfattede vandløb holdes dyrkningsfri. Den
værdinedsættende virkning af dette påbud kan være forskellig for
forskellige ejendomstyper. For arealer, der allerede henligger som
naturarealer, eller hvor boniteten er tæt på dyrkningsgrænsen, har
indførelsen af de særlige dyrkningsbegrænsninger omkring vandløbene ingen
eller kun meget begrænset indvirkning på den landbrugsmæssige
grundværdi. For opdyrkede arealer af god bonitet, som støder direkte
op til vandløbene, griber påbuddet lidt mere ind i
udnyttelsesmulighederne.
Værdimæssigt bør de dyrkningsfrie bræmmers grundværdi derfor
ansættes på linie med overdrevs- og skrubarealer eller lignende.
Vurderingsteknisk kan det - uden en opmåling - være vanskeligt at
skønne over hvor stort et grundareal, der er omfattet af bestemmelserne om
dyrkning langs vandløbene, men for de fleste ejendomme vil der være tale
om forholdsvis begrænsede arealer, som bliver omfattet af
dyrkningsforbudet. Om fornødent vil kan der tages kontakt med amtet
for at få klarlagt omfanget.
Ved ansættelsen af ejendomsværdien vil der være knyttet en sådan
skønsusikkerhed til fastsættelsen af ejendommens kontante handelsværdi, at
den eventuelle mindre værdi, der følger af bestemmelserne om dyrkningsfrie
bræmmer, i de fleste tilfælde vil være af helt underordnet betydning.
Jord omfattet af
naturbeskyttelseslovens § 3
Grundværdien af arealer, der er omfattet af § 3 i
naturbeskyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august
2004, ansættes under hensyn til, at arealernes tilstand ikke må
ændres. Dette forhold vil almindeligvis afspejle sig
i værdiforholdet mellem disse arealer og andre kulturarealer.
Der vil imidlertid ofte være tale om arealer med bonitet omkring
dyrkningsgrænsen. Naturværdien, herunder værdien af jagt,
kommer i så fald til at spille en væsentlig rolle ved prisdannelsen.
For ferske enges og strandenges vedkommende er prisdannelsen dog også
bestemt af arealernes værdi som græsningsarealer.
Jord omfattet af
fredningskendelse
I det omfang bestemmelserne i en fredningskendelse betyder, at
handelsværdien for et areal vil være lavere end handelsværdien for
tilsvarende arealer, hvor der ikke er lyst fredningsbestemmelser, skal
dette komme til udtryk ved ansættelsen af grundværdien for det pågældende
areal. Som eksempler på sådanne fredningsbestemmelser kan nævnes forbud
mod gødskning og sprøjtning, forbud mod omlægning af græsarealer og påbud
om dyrkningsophør.
Størstedelen af de fredede arealer er kun pålagt meget begrænsede
restriktioner. Er der således tale om lidt ældre fredninger, vil de
bestemmelser, der er indsat i fredningskendelserne, ofte i dag være
reguleringer, der følger af naturbeskyttelseslovens og planlovens
almindelige regler. Af de fredede arealer udgør arealer, der er medtaget i
en fredningskendelse af æstetiske hensyn, eller af hensyn til afrunding af
et fredningsområde, men hvor fredningen i øvrigt ikke er til hinder for en
uændret landbrugsmæssig anvendelse (status quo fredninger), en meget stor
andel.
Det forhold, at en ejendom er omfattet af en fredning, betyder således
ikke automatisk, at grundværdien skal ansættes lavere end for tilsvarende
ikke fredede ejendomme. Kun i de tilfælde, hvor
fredningsbestemmelserne er udformet således, at der er tale om en reel
reduktion af indtjeningsmulighederne på ejendommen, kan det komme på tale
at ansætte en lavere grundværdi, end den der ellers ville være ansat for
arealet.
Når en ejendom ved offentlig foranstaltning undergår væsentlig
værdiforringelse og der udbetales erstatning herfor, sker der underretning
af SKAT, der skal tage hensyn hertil ved ansættelsen af såvel
ejendomsværdi som grundværdi.
Vindmølleparceller
Praktisk taget alle vindmøller inden for kysterne er
opstillet i landzone. De fleste vindmøller er opstillet på
landbrugsejendomme. De arealer, som vindmøllerne er opstillet på
("vindmølleparcellerne"), skal vurderes efter bestemmelsen i VUL § 16,
hvad enten de er selvstændigt matrikulerede eller ej.
Opstilling af en vindmølle kræver forskellige tilladelser, bl. a.
zonetilladelse (når arealet ligger i landzone). Retten til at opstille og
drive en vindmølle på et areal anses som en rettighed af offentligretlig
karakter, som der skal tages hensyn til ved ansættelsen af grundværdien,
jf. VUL § 13, stk. 2. Værdien af en vindmølleparcel beror helt overvejende
på retten til at opstille en vindmølle. Vindmølleparceller vurderes derfor
på grundlag af oplysninger om, hvad denne ret er værd, idet det
forudsættes, at opstillingen af en vindmølle er den efter samtlige forhold
bedste anvendelse af det pågældende areal, jf. VUL § 16.
SKAT vurderer i praksis vindmølleparceller på én af to forskellige
måder. Hører vindmølleparcellen til en landbrugsejendom, beregnes først en
grundværdi af den samlede ejendom efter bestemmelserne i VUL § 14, stk.
1-4. Hertil lægges værdien af retten til at opstille en vindmølle på
vindmølleparcellen. Tillægget til den landbrugsmæssige grundværdi skal
udmåles under hensyntagen til, at vindmølleparcellen tillige repræsenterer
en - omend relativt beskeden - landbrugsmæssig værdi. Hører
vindmølleparcellen til en anden ejendom end en landbrugsejendom, f. eks.
et enfamiliehus, vurderes ejendommens grund inklusive retten til at
opstille vindmøllen. I begge tilfælde skal handelsværdien af
vindmølleparcellen indgå i grundværdien af den samlede ejendom.
Vindmølleparceller bliver kun sjældent vurderet selvstændigt. Når det
sker, ansættes grundværdien lig med værdien af "vindmølleretten".
Vindmøller opstilles ofte på lejede parceller. De almindeligste
lejekontrakter giver lejeren ret til at opstille og drive en vindmølle på
en afgrænset vindmølleparcel. Kontrakterne indgås for længere åremål,
typisk 30 år, med mulighed for forlængelse. Værdien
af "vindmølleretten" lader sig i sådanne tilfælde opgøre med
udgangspunkt i det aftalte vederlag, som lejeren skal erlægge til ejeren.
Dog kan vederlaget indeholde godtgørelse for afgrødetab og andre
ulemper, som vindmølledriften påfører ejeren. Er lejeforholdet
indgået på andre vilkår, således at lejen erlægges løbende, kan
værdien af "vindmølleretten" opgøres ved at kapitalisere den
årlige leje med en faktor, der er 2-3 points højere end den, der anvendes
for udlejede erhvervsarealer i området i
øvrigt.
Landsskatteretten har i en række kendelser, hvoraf én er
offentliggjort,
SKM2003.103.LSR ,
fastslået, at ved 2000-vurderingen kan tillægget
til den landbrugsmæssige grundværdi ansættes til 40.000 kr. pr.
vindmølle for vindmøller med en kapacitet på 100-499 kW og til
80.000 kr. for vindmøller med en kapacitet på 500 kW og derover.
Kendelsen blev indbragt for domstolene. Østre Landsret har i dom af
18. november 2005,
SKM2005.471.ØLR ,
fundet, at retten til at opstille en vindmølle er en rettighed af
offentligretlig karakter, som der skal tages hensyn til ved ansættelsen af
grundværdien. Østre Landsret fandt endvidere, at de anførte tillæg i
ovennævnte landsskatteretskendelse lå inden for den skønsmargen, som
vurderingsmyndighederne må indrømmes. Dommen er indbragt for
Højesteret.
Der gives ikke tillæg til vindmøller med en kapacitet på under 100
kW, idet denne størrelse vindmøller sædvanligvis ikke genopføres.
Landsskatteretten har i en ikke offentliggjort kendelse tilkendegivet,
at selv om udviklingen i vindmølleteknologien med bedre ydeevne til følge
kan medføre en forhøjelse af vindmølletillæggene, vil opstilling
af en 1 MW-vindmølle ikke give en sådan forbedring af ejendommens
økonomiske anvendelse, at det berettiger til et større tillæg for en sådan
mølle end der gives for opstillingsretten til mindre møller, altså 80.000
kr.
På den baggrund er det SKATs opfattelse, at for møller på 500 kW
op til 2,0 MW gives der et tillæg på 80.000 kr. og for møller på 2,0 MW og
derover gives der et tillæg på 120.000 kr.
Pelsdyrfarme, hønserier
m.m.
For en del ejendomme med små jordtilliggender, men med en
betydelig bygningsmasse, er der en så specialiseret og omfangsrig
animalsk produktion, at SKAT efter bestemmelsen i VUL § 33, stk. 1,
ikke betragter ejendommene som landbrugsejendomme. Grundværdien for
sådanne ejendomme skal derfor ansættes til jordens handelsværdi
(kvadratmeterprincippet).
Golfbaner
Et golfanlægs grundværdi ansættes efter VUL § 16, dvs.
handelsværdien (kvadratmeterprincippet). Mindsteprisen for et golfanlæg i
landzone udgøres af tillægsparcelprisen i området for jord af samme
bonitet tillagt værdien af en zonelovstilladelse, i det etablering af en
golfbane alt andet lige må forudsættes at være en mere optimal anvendelse
af arealet end udnyttelse til landbrugsmæssige formål.
For at anlægge en golfbane i byzone vil være nødvendigt, at der
tilvejebringes en lokalplan, hvorved der planmæssigt er taget hensyn til
den fremtidige meget ekstensive udnyttelse af arealet. Prisen pr m²
grundareal vil derfor som udgangspunkt ikke være højere for en golfbane i
byzone end for en velbeliggende golfbane i landzone.
Udgangspunktet for ansættelsen af golfarealer skal som hidtil tage
udgangspunkt i de konstaterede salgspriser for arealer udlagt til
golfformål. Opmærksomheden henledes dog her på, at man ikke ensidigt
lægger vægt på kvadratmeterpriser for tillægsopkøb af arealer til allerede
eksisterende golfklubber, der ønsker at udvide deres anlæg, idet
prisfastsættelsen her meget ofte er bestemt af den særlige interesse i at
erhverve netop denne jord. SKAT må tillige have opmærksomheden
henledt på, om der er overkapacitet af golfbaner i området, hvilket kan
virke trykkende på værdien. Det anbefales, at man lokalt finder frem til
en gennemsnitspris for hele ejendommen, og undlader at foretage en
opdeling med deraf følgende forskellige specifikationer af spillearealer
og arealer til sikkerhedszoner.
For så vidt angår klubhuse m.v. skal der ansættes et passende udenoms
areal til en kvadratmeterpris, der afviger væsentligt i opadgående
retning i forhold til den fastsatte kvadratmeterpris for selve
golfanlægget.
Se endvidere
B.3.1.3.2 .
Campingpladser
For campingpladser ansættes grundværdien efter VUL §
16, dvs. til handelsværdien. Ved grundværdiansættelsen tages der
hensyn til følgende forhold:
Som udgangspunkt hører der et bruttoareal på 200 m² til pr.
campingenhed, hvorfor det vil være nødvendigt at søge oplysning om, hvor
mange campingenheder der er meddelt tilladelse til. Denne oplysning kan
erhverves ved henvendelse til det lokale amts landskabskontor eller evt.
Campingrådet. Man må dog være opmærksomhed på, at der kan være
tilfælde, hvor der er meddelt tilladelse til flere campingenheder end der
rent faktisk er på pladsen, hvorfor der skal udvises forsigtighed ved
ansættelsen af overskydende areal, idet dette kræver, at der etableres en
række yderligere faciliteter. En ejer antages at udnytte den kapacitet,
der er økonomisk grundlag for. Værdien af det overskydende areal til
campingformål for en campingplads beliggende i landzone kan derfor evt.
reduceres med op til ca. 50 pct., medens værdien af øvrige udenoms arealer
ansættes efter kvadratmeterprincippet med udgangspunkt i
handelsværdien for tilstødende landbrugsarealer.
I bruttoarealet på 200 m² pr. campingenhed er inkluderet udenomsarealer
til campinghytter, velfærdsbygninger, legepladser m.v., men ikke
udenomsareal til ejerbolig, motellignende virksomhed og andre særlige men
ikke påkrævede bygninger.
Hertil skal der huskes på, at campingpladser er delvist forsynet med
vej, og at der i et vist omfang er indlagt vand, kloak og el. Arealernes
størrelse taget i betragtning kan der evt. også blive tale om at medtage
nogle af udgifterne afholdt inde på ejendommen ved en eventuel ansættelse
af fradrag for forbedringer.
Ansættelsen af grundværdien kan herefter tage sig således ud:
300 campingenheder a' xxx kr. =
xxxxx kr.
+ tillæg for eventuel ejerbolig
xxx kr.
+ tillæg for ikke påkrævede bygninger, der ikke er
indeholdt i campingenheden
xxx kr.
overskydende areal
xx kr.
Ved skønnet over den kvadratmeterpris man ønsker at benytte tages
følgende hovedhensyn :
En campingplads skal for at blive rentabel først og fremmest være
velbeliggende enten som bynær eller i naturskønne omgivelser, og dernæst
skal pladsen være let tilgængelig og synlig for trafikanterne.
Ved fastsættelsen af kvadratmeterprisen tages der udgangspunkt i
ejendommens fremtidige anvendelsesmuligheder, eller med andre ord den
planmæssige status, og altså ikke den faktiske benyttelse.
Er en campingplads placeret i byzone tages der således udgangspunkt i
hvad tilsvarende arealer eksempelvis til rekreative formål er ansat til.
Er der tale om uplanlagt byzoneareal, vil bundprisen typisk være prisen
for ikke byggemodnede industriarealer tillagt værdien af afholdte udgifter
til delvis "byggemodning".
Er en campingplads placeret i landzone, vil det være nødvendigt at have
opnået en zonelovstilladelse for at kunne etablere sig her. Bundprisen vil
derfor være tillægsparcelprisen tillagt værdien af zonelovstilladelsen,
idet etablering af en campingplads alt andet lige må forudsættes at være
en mere optimal udnyttelse af arealet end landbrugsmæssig drift. Her
spiller beliggenheden imidlertid en endnu mere væsentlig rolle end for
campingpladser placeret i byzone, i det en alternativ anvendelse typisk
vil være land- eller skovbrug, såfremt campingpladsen ophører med at
eksistere af forskellige årsager. På den anden side kan en campingplads i
landzone også have en højere værdi end en tilsvarende campingplads
placeret i byzone grundet en særlig attraktiv beliggenhed.
Se endvidere
B.3.1.3.2 .
Dambrug
For selve dambrugets vedkommende ansættes grundværdien
efter VUL § 16, dvs. til handelsværdien. Af bl.a.
miljømæssige årsager vil fremtidens dambrug gradvist gå over til at være
baseret på recirkulation af oppumpet grundvand, hvorefter den
hidtidige opstemning af vandløb og udnyttelse af kildevand
efterhånden vil ophøre. Derfor forlades den hidtidige metode med at
grundværdien for det areal, der anvendes til selve dambruget, udgør 40 -
50 pct. af ejendomsværdien. I stedet ansættes grundværdien ved vurderingen
pr. 1. oktober 2006 for det areal, selve dambruget beslaglægger, til en
skønnet pris pr. m2 grundareal. Ved skønnet tages der udgangspunkt i
handelsværdien for sammenlignelige, sædvanligvis lavtliggende arealer.
Hertil lægges værdien af andre arealer, der ansættes i overensstemmelse
med de planlagte forhold, ligesom grundværdien for eventuelle boliger
tillægges. Grundværdien for boliger ansættes som for omkringliggende
parcelhuse med tilsvarende beliggenhed.
Se endvidere
B.3.1.3.2 .
Fritliggende huse i
landzone
For en- og tofamiliehuse og sommerhuse med et grundareal på over 5000
m², der helt eller delvis er beliggende i landzone, og hvor SKAT ikke
skal foretage en fordeling efter VUL § 33, stk.
4-7, foretages en fordeling af ejendomsværdien, således at højst
5.000 m² grundareal henføres til ejerboligen, medens det overskydende
areal henføres til restejendommen, jf. VUL § 33, stk. 8 og 11. For sådanne
ejendomme skal grundværdien ansættes efter
kvadratmeterprincippet.
Hvis mindre end 5000 m² ligger i umiddelbar tilknytning til boligen, er
det dog kun det mindre areal, der medtages i ejerboligdelen.
C.2.5 Skovejendomme
Ved skovbrugsejendomme skal skovens grund ansættes til den værdi, som
jorden antages at have, når ejendommen anvendes til almindelig god
skovdrift, jf. VUL § 15, stk. 1. Der skal således ikke ved den enkelte
ansættelse tages hensyn til, om der er tale om en yngre eller ældre
bevoksning, og om skoven er særlig velplejet eller mindre godt
vedligeholdt.
Når der bortses fra, at staten har opkøbt en del landbrugsarealer
med henblik på skovrejsning, finder der stort set ikke salg af ubevoksede
skovarealer sted. Det er således ikke muligt direkte ud fra
salgsoplysninger at bestemme, hvor stor en del af en skovs handelsværdi,
der kan henføres til skovens grundareal.
Normalværdien
Værdien af skovens grund og af eventuelle midlertidigt
ubevoksede arealer, der hører til skoven, ansættes med udgangspunkt i en
såkaldt normalværdi.
Ved skovens normalværdi forstås den værdi, som skoven vil have, når der
gås ud fra følgende forudsætninger:
den foreliggende træartsfordeling under hensyntagen til mulighederne
for overgang til bevoksning med de træsorter, som jorden efter alle
foreliggende forhold må anses for egnet til at frembringe,
at aldersklasseforholdet er regelmæssigt,
at jorden er forsynet med de til almindelig god skovdrift fornødne
hegn, veje og grøfter,
at skoven er almindeligt godt plejet og behandlet og som følge
heraf har den træmasse, som de anførte forudsætninger betinger, jf. VUL
§ 15, stk. 2.
Normalværdibegrebet skal sikre, at grundværdien for en skov ansættes ud
fra at skoven er i normal god drift og uafhængig af om skoven er bevokset
med ældre træer, eller om der er tale om en yngre bevoksning. Ligesom ved
ansættelsen af grundværdien for landbrugsejendomme bortses der således i
et vist omfang fra individuelle forhold, der er knyttet til
ejendommen.
I praksis beregnes normalværdien ved at der for hver enkelt træart,
aldersgruppe, bonitet, og omdriftsalder beregnes en tabelværdi efter samme
retningslinier som omtalt i afsnit B.3.4. Ved beregningen anvendes samme
rentefod, som ved beregningen af skovens ejendomsværdi. De beregnede
værdier i de enkelte aldersgrupper lægges sammen.
I VUL § 15, stk. 1 bestemmes, som ovenfor anført, at skovens grund skal
ansættes til "den værdi", som jorden antages at have. Da grundværdien for
en skov ikke kan verificeres, men hviler på en fiktion, har Dansk
Skovforening over for Skatterådet argumenteret for, at der ved begrebet
"den værdi" skal forstås skovens potentielle indtjeningsmuligheder,
således at der ved beregningen af normalværdien bortses fra værdier, der
ikke er direkte knyttet til driften, som f.eks. særlige
liebhaverinteresser. Skatterådet har på et møde i marts 2004 tiltrådt
told- og skatteforvaltningens indstilling om, at der ikke i
vurderingsloven er hjemmel til en sådan fortolkning.
Når normalværdien er beregnet, sættes grundværdien til en af
Skatterådet fastsat procent af normalværdien, jf. VUL § 15, stk. 3, 1.
pkt. Skatterådet fastsætter grundværdiprocenten for skove hvert fjerde år.
Procenten blev til 2002-vurderingen fastsat til 25. Samme procentsats skal
anvendes ved den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2004. Grundværdien
for skove ansættes således efter, hvad der betegnes som et formaliseret
skøn.
På grundlag af Skatterådets vedtagelse beregner told- og
skatteforvaltningen forslag til ansættelse af skovenes grundværdier.
Forslagene omfatter ikke grundværdien vedrørende eventuelle boliger
eller af arealer, der udnyttes landbrugsmæssigt, jf. nedenfor.
Er der tale om en ældre godt plejet skov, vil normalværdien være lavere
end forslaget til skovens ejendomsværdi. Er der omvendt tale om en meget
ung skov, vil normalværdien være højere end forslaget til skovens
ejendomsværdi.
Nyplantninger
Ved hede- og klitplantager samt andre lignende
nyplantninger skal grundværdien ansættes til samme procent af
ejendomsværdien, så længe ejendomsværdien for plantagen m. v. bortset fra
bygningsværdier og andre værdier af den i stk. 4 nævnte art ikke har nået
eller ved normal drift kunne have nået normalværdien, jf. VUL § 15, stk.
3, 2. pkt. Grundværdien må, når bevoksningerne ikke er fredskovpligtige,
ikke ansættes lavere end for omgivende jord af tilsvarende
beskaffenhed.
For hede- og klitplantager samt andre lignende nyplantninger ville en
grundværdi ansat med udgangspunkt i normalværdien kunne komme til at
overstige ejendomsværdien. For sådanne ejendomme ansættes grundværdien
derfor til en procentdel af ejendomsværdien i stedet for af normalværdien
indtil det tidspunkt, hvor ejendomsværdien er større end normalværdien.
Bestemmelsen er i første række møntet på nye plantager. Den omfatter
ikke ældre, genplantede skove.
På samme måde som ejendomsværdien vil normalværdien pr. ha være
højere for en lille skov end for en stor skov. Der er ikke som for
landbrugsejendomme en bestemmelse om, at jorden skal ansættes til samme
beløb pr. ha, uanset om den tilhører en lille eller en stor ejendom. Små
skove sælges gennemgående til højere priser pr. ha end tilsvarende
store skove.
Grundværdien for en skov må ikke forveksles med begrebet "jordværdi",
der anvendes af skovejere i forbindelse med planlægning af ny skov.
Begrebet udtrykker værdien af et bestemt stykke jord umiddelbart før
tilplantning med en bestemt træart og under forudsætning af en bestemt
intern forrentning af investeringen.
For urørt skov samt lyst- og værnskov, heder, søer og mosearealer skal
grundværdien ansættes til et relativt lavt beløb pr. ha. Told-
og skatteforvaltningen vejleder om beløbenes størrelse.
Særlige indtægter
Knytter der sig til et skovareal særlige værdier ud over de
egentlige skovbrugsmæssige, f. eks. hvor der med skoven er forbundet
særlige indtægter ved udlejning til sommerbeboelse, restauration,
forlystelsesetablissement eller lign., skal disse værdier tillægges
skovens grundværdi. Det samme gælder værdier af arealer under ejendommen,
der ikke indgår under skovdrift i egentlig forstand, såsom jord til
tjenestesteder, ager, eng, tørvemoser m. v., hvilke arealer skal ansættes
efter de i VUL §§ 14 eller 16 anførte regler, dog under særlig hensyntagen
til påhvilende fredskovpligt, jf. VUL § 15, stk. 4.
Er der i forbindelse med skoven arealer, der dyrkes landbrugsmæssigt
skal grundværdien for disse arealer ansættes som tilsvarende
landbrugsmæssigt udnyttede arealer efter VUL § 14.
Boliger og tjenestesteder
Forslaget til ansættelse af grundværdien omfatter som nævnt ikke
grundværdien vedrørende eventuelle boliger på skovbrugsejendommen.
Grundværdien for ejerboligen og andre boliger må ansættes ud fra et skøn
over, hvad værdien af en byggegrund til et enfamiliehus ville være på det
pågældende sted.
Kommunefordeling
Strækker en skovbrugsejendom sig over flere kommuner, skal told- og
skatteforvaltningen foretage en fordeling af grundværdien mellem de
berørte kommuner, jf. KESL § 22, stk. 1.
C.3 Fradrag i grundværdien for
forbedringer
Under visse
betingelser skal told- og
skatteforvaltningen ved vurderingen give fradrag i grundværdien for
forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten
forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde, jf. VUL §
17. Fradrag i grundværdien for forbedringer er en selvstændig ansættelse,
der foretages i forbindelse med den almindelige ejendomsvurdering eller en
årsomvurdering, som kan påklages i sædvanlig instansfølge.
Kravet i VUL § 17 om, at forbedringerne skal medføre en stigning i
grundværdien betyder, at der kun kan gives fradrag for forbedringer, hvis
forbedringerne medfører en stigning af værdien af grunden i ubebygget
stand, jf. VUL § 13, stk. 1. Der kan derfor ikke gives fradrag for
forbedringer, som vedrører bygningerne, eller andre af forskelsværdien
omfattede bestanddele.
Grundforbedringer
Bestemmelsen af, hvad der forstås ved grundforbedringer, kan volde
vanskeligheder. Det er ikke muligt udtømmende at angive hvilke
foranstaltninger, der omfattes af begrebet. Der skal dog være tale om
foranstaltninger af materiel karakter, som har øget den almindelige
handelsværdi af grunden. Det følger heraf, at en omprioritering af
ejendommen ikke kan anses som en
forbedring i
denne sammenhæng. Heller ikke dispositioner, hvorved en rettighed
tilføres, eller en byrde fjernes fra ejendommen, falder ind under
begrebet.
Efter fast praksis anses udgiften til vejanlæg som en
byggemodningsudgift, der tages i betragtning ved grundværdiansættelsen, og
som efter sin art kan medføre fradrag i grundværdien. Det er dog
kun udgifter, som vedrører det egentlige vejanlæg, som kan begrunde
fradrag; andre udgifter som er forbundet med en udstykning, f. eks. til
belysning, afmærkning og vejskilte, gives der ikke fradrag for.
Også udgifter til kloakering og etablering af vand-, gas- og
elforsyning anses som udgifter, der kan medføre fradrag i
grundværdien.
Som regel gives der kun fradrag for udgifter, der vedrører arbejder
uden for grunden jf. nedenfor.
Fradraget i grundværdien for forbedringer er undergivet to
begrænsninger. Fradrag må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må
antages at virke værdiforøgende ved ansættelsen af grundværdien, jf. VUL §
17, og fradraget må ikke overstige de af ejeren faktisk afholdte udgifter
til forbedringerne, heri medregnet værdien af eget arbejde, jf. VUL § 18,
stk. 1.
Værdiforøgelse
Fradraget skal beløbsmæssigt holde sig inden for den
værdiforøgelse , som forbedringen tilfører grunden i ubebygget
stand. Der gives ikke fradrag for et beløb, hvormed de faktisk afholdte
omkostninger måtte have oversteget værdiforøgelsen.
Da grunden skal vurderes i ubebygget stand er det en betingelse for
at opnå fradrag, at betaling for en afholdt
grundforbedringsudgift sker samtidig med købet af den ubebyggede grund.
Sker betaling (f.eks. som tilslutningsafgift) først i forbindelse med
bebyggelse, kan der ikke gives fradrag, da betalingsforpligtelsen vil være
en byrde, der trykker grundværdien i ubebygget stand afhængigt af, hvilket
beløb en køber må regne med at skulle betale ved normal bebyggelse af
grunden.
En grundforbedrings værdiforøgelse kan opgøres som forskellen mellem
den ansatte værdi af grunden i forbedret stand og den værdi, grunden
skulle have været ansat til uden forbedringen. Det er værdiforøgelsen på
vurderingstidspunktet, der skal tages i betragtning ved udmålingen af
fradraget. Opgørelsen laves for udstykningen som helhed. Ved grundens
værdi uden forbedring forstås råjordsprisen.
Ved bedømmelse af hvilken værdi grunden skulle have været ansat til
uden forbedring forudsættes det, at plangrundlaget er på plads, så
bebyggelse er mulig.
Især kan en bedømmelse af råjordsprisen i forbindelse med
genoptagelse af ældre vurderinger volde vanskeligheder. Såfremt
grunden/udstykningen er handlet umiddelbart op til byggemodningen vil den
konstaterede salgspris kunne anvendes som råjordspris. Ved omvurdering
efter bestemmelserne i VUL § 4 er det prisforholdene pr.
vurderingsterminen ved senest forudgående almindelige vurdering reguleret
i henhold til VUL § 3 A, der skal lægges til grund ved udmålingen.
Der skal udøves et nyt, selvstændigt skøn over værdiforøgelsen ved hver
vurdering af den ejendom, for hvilken der skal ansættes fradrag. Told- og
skatteforvaltningen skal altså ved hver vurdering foretage en
aktuel bedømmelse af råjordsprisen for den konkrete udstykning. Det
betyder, at der eventuelt vil kunne gives fradrag for omkostninger, som
ikke har kunnet udnyttes ved tidligere vurderinger. Nedenstående eksempel
illustrerer dette:
Et areal, der overføres fra land- til byzone, skønnes at have en
værdi af 700.000 kr. umiddelbart efter overførslen. I løbet af året
udføres der byggemodningsarbejder på arealet for 1.300.000 kr. Ved den
førstkomne vurdering ansættes grundværdien til 1.250.000 kr. Uden
byggemodningsarbejderne skønnes grundens værdi pr. 1. oktober at ville
have været (uændret) 700.000 kr. Byggemodningen har således tilført
grunden en værdi på 1.250.000 kr. minus 700.000 kr. i alt 550.000 kr.
Af de afholdte omkostninger resterer 750.000 kr., som ikke berettiger til
fradrag ved den førstkomne vurdering.
Som følge af stigende priser på grunde i området ansættes arealets
grundværdi ved den efterfølgende vurdering til 2.100.000 kr. Antages det,
at værdien af arealet uden byggemodning ikke ville have oversteget 800.000
kr., vil der ved den aktuelle vurdering være "plads" til et fradrag i
grundværdien for forbedringer på 1.300.000 kr. svarende til de afholdte
omkostninger.
Afholdte udgifter
Ved de afholdte udgifter forstås de faktisk afholdte udgifter, her
medregnet værdien af ejers eget arbejde. Offentlige tilskud kan ikke
medregnes i de af ejer afholdte udgifter. Hvor en forbedring, f.eks. vej-
og kloakanlæg udføres som et fællesanlæg for flere ejendomme, vil udgiften
for den enkelte ejendom oftest fremtræde som en forpligtelse til at betale
et bidrag til omkostningerne ved anlæggets udførelse, ofte således, at
ejer kan vælge mellem at betale det pålignede bidrag kontant eller afdrage
det over en årrække. Hvis ejer vælger at afdrage beløbet, vil det forøges
med renter i afdragstiden og eventuelle kurstab. Sådanne udgifter kan ikke
medregnes under forbedringsomkostningerne, der er begrænset til det beløb,
hvormed ejer har kunnet frigøre sig ved kontant betaling.
Tilsvarende må der ses bort fra renter, der løber på i tiden mellem
anlæggets fuldførelse og opkrævningstidspunktet, f.eks. hvor vejbidrag
pålignes et udstykningsareal under ét, men først forfalder efterhånden som
udstykning finder sted, og de udstykkede parceller derfor betaler
forskellige beløb, alt efter hvor lang tid der er gået mellem
forbedringens udførelse og udstykningen.
Told- og skatteforvaltningen kan forholde sig kritisk til om
opgivne poster vedrører fradragsberettigende forbedringer. Der kan
ikke ses bort fra de af ejer faktisk afholdte udgifter med den
begrundelse, at de skønnes højere eller lavere end normalt. Et skøn af den
sidstnævnte art kommer dog til anvendelse i tilfælde, hvor værdiforøgelsen
ved en forbedring må bedømmes i sammenhæng med, hvad normale omkostninger
ved den pågældende forbedring må antages at være på vurderingstidspunktet,
det vil sige i tilfælde, hvor værdien af et uforbedret areal væsentligt er
bestemt ud fra den formodede salgspris for arealet i forbedret stand med
fradrag af skønnede forbedringsomkostninger m.v. Et sådant synspunkt vil
det ofte være naturligt at anlægge, f.eks. for arealer, der overgår fra
anvendelse som landbrug til anvendelse som byggegrunde.
Fradrag for vej- og kloakanlæg gives som hovedregel kun for udgifter
til anlæg uden for ejendommen, idet udgifter til anlæg på selve grunden
samt til pladsbelægning m.v. anses for at være en del af
byggeomkostningerne, eksempelvis et traditionelt parcel- eller
rækkehuskvarter. Er ejendommen imidlertid så stor, at det vil være
naturligt at betragte en del af de på ejendommen værende vej- og
kloakanlæg som et hovedanlæg til betjening af dele af ejendommen i
tilfælde af udstykning, kan der være grundlag for at give fradrag for
disse anlæg. Eksempelvis et område som en lokalplan udlægger til tæt/lav
bebyggelse med andelsboliger. Her kunne der alternativt være tale om
en traditionel rækkehusbebyggelse, som jf. ovenstående ville være
berettiget til fradrag for anlæg uden for ejendommen. Hvorvidt der i det
konkrete tilfælde kan gives fradrag for forbedringer inde på
grunden afhænger af lokalplanens udforming og udstykningens
størrelse.
Udgifter til anlæg af forsyningsledninger til vand, gas, el og
fjernvarme uden for grunden dækkes ofte - navnlig ved offentlige
værker - gennem betaling for de leverede enheder, og anlæggene kan i så
fald ikke betragtes som fradragsberettigende
grundforbedringer. Hyppigt opkræves der dog for disse anlæg et
mindre beløb i tilslutningsafgift samtidig med købet af den ubebyggede
grund. I disse tilfælde gives der fradrag for de samtidig med
grundkøbet betalte tilslutningsafgifter. Udgifter til stikledninger
betragtes altid som en del af byggeomkostningerne og giver ikke grundlag
for fradrag.
Opfyldning og planering af en grund kan berettige til ansættelse af
fradrag for forbedringer. Forudsætningen må dog være, at de foretagne
arbejder har forøget grundens værdi, fordi de må anses for nødvendige ved
enhver form for udnyttelse af grunden. Er opfyldning og planering kun
foretaget af hensyn til en speciel bebyggelsesform af en grund, berettiger
foranstaltningen ikke til fradrag.
Visse jordarbejder på grunden berettiger til fradrag, såfremt
arbejderne øger den almindelige omsætningsværdi af grunden i ubebygget
stand. Hvor det i en lokalplan f.eks. er bestemt, at der i forbindelse med
bebyggelse skal ske særlige tærrænarbejder m.v. vedrørende friarealer på
grunden, gives der også fradrag for udgifter hertil. Udgifter til
tilsåning og beplantning berettiger ikke til fradrag.
Pilotering og anden form for ekstrafundering betragtes som hørende til
den bebyggelse, der er eller påtænkes bygget på ejendommen, og udløser
derfor ikke fradrag.
For ejendomme ved kysterne vil kystsikringsanlæg ofte være en
fradragsberettigende grundforbedring.
Øvrige
betingelser
Såfremt en ejendoms bidrag til anlægsomkostningerne, f.eks. el-, vand-
og gasledninger, indeholdes i ydelser beregnet efter forbrug, kan der ikke
gives fradrag i grundværdien herfor. På samme måde er der efter gældende
praksis ikke grundlag for ansættelse af fradrag for forbedringer, såfremt
en ejendoms bidrag til anlægsomkostningerne til kloak- eller
rensningsanlæg indeholdes i ydelser beregnet efter vandforbrug.
Bestemmelsen i VUL § 17 betinger fradraget i grundværdien for
forbedringer af, at told- og skatteforvaltningen er i besiddelse af de
fornødne oplysninger til at fastsætte fradraget.
Told- og skatteforvaltningen søger at tilvejebringe de oplysninger, der
er nødvendige for, at et eventuelt fradrag kan ansættes korrekt.
Skulle de fornødne oplysninger ikke være tilgængelige for told- og
skatteforvaltningen på vurderingstidspunktet, må der tages hensyn til
forbedringerne, så snart told- og skatteforvaltningen bliver bekendt
med dem. Kan told- og skatteforvaltningen ikke skaffe den fornødne
dokumentation for byggemodningsomkostningerne ansættes fradraget
skønsmæssigt.
Jordrentebrug
Ifølge VUL § 21 må der ikke gives fradrag for forbedringer, når
ejendommen er erhvervet fra staten eller en kommune på jordrentevilkår, og
erhververen i kontrakten har fraskrevet sig retten til sådant fradrag.
Bestemmelsen har ikke større praktisk betydning, da der ikke længere
kan erhverves ejendomme fra staten eller kommunerne på
jordrentevilkår.
Fradragsperiode og
beløbsstørrelse
Fradrag må ikke gives for forbedringer, som er fuldført længere tilbage
end 30 år, jf. VUL § 18, stk. 2. For skov, der vurderes i henhold til
VUL § 15, stk. 1-3, er åremålet dog fastsat til 60 år.
Fradragsperiodens længde regnes fra tidspunktet for fuldførelsen af
vedkommende forbedring, uden hensyn til hvornår der er givet fradrag
første gang. Det gælder også, hvis der er givet successive fradrag for
flere forbedringer.
I sjældnere tilfælde kan et fradrag
falde bort som følge af, at den foranstaltning, der har
begrundet fradraget, ikke længere virker værdiforøgende ved
ansættelsen af grundværdien. Nedskrivning af fradraget i takt med, at den
værdiforøgende virkning nedsættes, forudsættes at kunne finde sted, idet
der som nævnt ovenfor skal udøves et nyt, selvstændigt skøn over
værdiforøgelsen ved hver vurdering. Efter gældende praksis nedskrives
fradrag dog kun rent undtagelsesvis.
Det samlede fradragsbeløb for en udstykning fordeles som udgangspunkt
på de enkelte ejendomme efter arealstørrelse. I særlige tilfælde, hvor en
sådan fordelingsnøgle giver et åbenbart skævt fordelingsbillede kan denne
praksis fraviges og der kan fordeles efter en mere individuel
fordelingsnøgle. Dette gælder f.eks. i udstykninger med meget uhomogene
grundstørrelser i forhold til udnyttelsesmulighederne. Der skal anvendes
samme princip for fordeling af såvel fradragsbeløbet som råjordsprisen ved
bedømmelse af hvor stort et fradrag der kan gives ved den enkelte
vurdering.
C.4 Forskelsværdien
Begreb
Ved forskelsværdien forstås forskellen mellem ejendomsværdien og
grundværdien, jf. VUL § 5, stk.2. Forskelsværdien udgøres hovedsagelig af
bygningsværdien, men omfatter også værdien af anlægsarbejder, som
ikke kan henføres til grundværdien, samt af hegn og beplantning. Om
landbrugsejendommes forskelsværdi, se
B.3.3 .
Når grundværdien overstiger ejendomsværdien, bliver
forskelsværdien negativ. Det vil den f. eks. være
i tilfælde, hvor den ubebyggede grund skønnes at være
mere værd end ejendommen med den eksisterende
bebyggelse, idet der vil være omkostninger forbundet med nedrivning
og bortskaffelse af byggematerialer.
Forskelsværdien er ingen selvstændig ansættelse, og kan
derfor ikke gøres til genstand for påklage.
Dækningsafgift
Forskelsværdien er grundlag for beregning af dækningsafgift, som
betales i henhold til § 23 A i den kommunale ejendomsskattelov.
Forskelsværdien er tillige grundlag for beregning af en del af
den dækningsafgift, som svares efter § 23 i samme lov, se om
beregning og opkrævning af dækningsafgift i øvrigt
E.1.1 .
Pilotering og ekstrafundering
Pilotering og anden
form for ekstrafundering
betragtes som hørende til den bebyggelse der er eller påtænkes bygget på
ejendommen. For bebyggede ejendomme, for hvilke der er foretaget
ekstrafundering, indgår udgifterne til disse foranstaltninger i
ejendomsværdien og dermed i forskelsværdien. En bebygget ejendom, på
hvilken der er afholdt sådanne udgifter, vil have en højere forskelsværdi,
men en lavere grundværdi end en tilsvarende ejendom, hvor disse ekstra
udgifter ikke har været nødvendige.
C.5 Årsregulering
Generel beskrivelse af retningslinierne for gennemførelsen af
årsreguleringen fremgår af afsnit
B.4
Reguleringssatserne for grundværdier er specificeret efter den
planlagte anvendelse, der er registreret for det grundværdiområde, som
ejendommen er henført til ved den seneste almindelige vurdering forud for
årsreguleringen. For landbrug, skove og gartnerier m.v. er satserne dog
specificeret efter den faktiske benyttelse.
Fradrag i grundværdien for forbedringer årsreguleres ikke. I de
tilfælde, hvor grundværdien efter årsreguleringen udgør et mindre beløb
end det fradrag, der er ansat ved basisvurderingen, nedsættes fradraget
dog til et beløb, der svarer til grundværdien. Tilsvarende gælder, hvis
der på en ejendom er foretaget en fordeling af grundværdien og fradrag i
grundværdien for forbedringer.
Lignende dokumenter
- VURDERINGSVEJLEDNING 2003 C GRUNDVÆRDIEN Retsinformation · 5. februar 2008
- VURDERINGSVEJLEDNING 2007 C GRUNDVÆRDIEN Retsinformation · 5. februar 2008
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 8. oktober 2001
- Landsskatteretskendelse vedr. grundværdiansættelse for tæt-lav bebyggelse Retsinformation · 28. marts 2013
- Sagen drejer sig om hvorvidt betingelserne for genoptagelse jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2 er opfyldt Domsdatabasen · 30. oktober 2024
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for grundforbedringer - nedslag i grundværdi som følge af dårlige jordbundsforhold Retsinformation · 28. marts 2013