Spring til indhold

Retsinformation

VURDERINGSVEJLEDNING 2003 C GRUNDVÆRDIEN

STV nr 20089 af 01/01/2003Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vurderingsvejledning 2003-2

C Grundværdien

C.1 Grundværdibegrebet

Ved vurderingen ansætter vurderingsmyndigheden en grundværdi for alle

vurderingspligtige ejendomme bortset fra bygninger på fremmed

grund. Den selvstændige grundværdiansættelse blev indført i 1915

i forbindelse med en ændring af ejendomsskyldloven af 1903.

Værdien i

ubebygget stand

Ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i

ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i

økonomisk henseende god anvendelse, jf. VUL § 13, stk. 1.

Ved ansættelsen af grundværdien udøves der et skøn over værdien af

grunden i ubebygget stand, dvs. at grundværdien skal ansættes til,

hvad grunden er værd i ubebygget stand med de faktisk foreliggende

omgivelser.

Det forudsættes i det hele taget, at grunden ikke er tilført værdier,

som må henregnes til den såkaldte forskelsværdi, C.4. Ud

over bygningerne drejer det sig om værdien af visse anlægsarbejder

som pilotering og pladsbelægning samt om hegn og beplantning.

For bebyggede ejendommes vedkommende er grundværdien en fiktiv

værdi, fordi grunden ikke uden videre lader sig sælge i

ubebygget stand. Er grunden ikke bebygget, er grundværdien og

ejendomsværdien normalt den samme.

Ved ansættelsen af grundværdien medtages hele det areal, der hører til

den vurderingspligtige ejendom, se

A.4.1 .

Ved bedømmelsen af arealets størrelse vil vurderingsmyndighederne i

almindelighed kunne støtte sig på ejendommens registrering i matriklen.

Omfatter ejendommen et umatrikuleret areal, medtages også dette

Læs alt

areal ved grundværdiansættelsen.

Ved lov nr. 292 af 15. maj 2002 blev der indsat en ny § 16 B i VUL, der

er en undtagelse fra hovedreglen i VUL § 13, stk. 1, om at grunden skal

vurderes i ubebygget stand. Der er her tale om en særregel for

grundværdiansættelsen af ejendomme (parcel- og sommerhuse), hvor

beboelsesbygningens faktiske placering på grunden eller størrelse set i

relation til den tilladte bebyggelsesprocent hindrer en

udstykning. Bestemmelsen sikrer, at ejere af sådanne ejendomme bedre

kan acceptere grundværdiansættelsen, da det kunne være svært at forstå, at

en ejendom var ansat med 2 byggeretter, selvom der ikke kunne gives

tilladelse til udstykning. Ændringen medfører, at en del af de ejendomme

der hidtil har været ansat med 2 byggeretter, vil få dette antal reduceret

til 1 og i konsekvens heraf få nedsat grundværdien. Tilsvarende

vil ejendomme med 3 eller flere byggeretter have mulighed for at få

antallet reduceret med én. For at opnå en reduktion af antallet af

byggeretter, skal det være beboelsesarealeres placering der

forhindrer en udstykning. For at undgå spekulation i opførelse af nye

bygninger eller udvidelse af eksisterende bygninger, der ville umuliggøre

en udstykning, er det bygningens placering den 1. januar 2002, der er

afgørende for, om der skal knyttes 1 eller 2 byggeretter til grunden.

Værdien i handel og vandel

Ansættelsen af grundværdien skal ske til værdien i handel og vandel,

jf. VUL § 6. For landbrugsejendomme og ejendomme, som sidestilles hermed,

skal grundværdiansættelsen imidlertid ske efter reglerne i VUL § 14,

stk. 1-5, hvorved forudsættes, at jorden hører til en middelstor bondegård

i middelgod kultur, se

C.2.4 .

For skovbrugsejendomme ansættes grundværdien efter et formaliseret

skøn til en af Ligningsrådet fastsat procent af skovens normalværdi, jf.

VUL § 15, se

C.2.5 .

I VUL § 16 uddybes, hvorledes grundværdien ansættes for ejendomme, der

ikke er omfattet af reglerne i §§ 14 og 15. Grundværdien ansættes herefter

til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås

for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter

samtlige forhold økonomisk god anvendelse, i hvilken henseende hensyn må

tages såvel til ejendommens form og størrelse som til udstyknings- og

omlægningsmuligheder. I bemærkningerne til ejendomsskyldloven af

1915, jf. ovenfor, forudsattes det, at vurderingsrådene ved

grundværdiansættelsen skulle "fastsætte, hvad en forstandig køber må

antages at kunne give for jorden".

Grundforbedringer

Det fremgår direkte af VUL § 13, stk. 1, at værdien af

grundforbedringer skal medtages ved

grundværdiansættelsen. Bestemmelsen af, hvad der forstås ved

grundforbedringer, kan volde vanskeligheder. Det er således ikke

muligt udtømmende at angive, hvilke foranstaltninger, der omfattes af

begrebet. Der skal dog være tale om foranstaltninger af materiel

karakter, som har øget grundens almindelige omsætningsværdi. Både

forbedringer, der sker for ejernes egen regning, og forbedringer, som

bekostes af det offentlige, skal medtages. Om fradrag i grundværdien

for forbedringer se

C.3 .

Beskaffenhed og beliggenhed

Den enkelte ejendom skal vurderes ud fra sin beliggenhed og

beskaffenhed.

Ved beskaffenheden tænkes på arealets egnethed til den anvendelse, der

må anses for økonomisk hensigtsmæssig. I områder, der er udlagt til

bebyggelse, spiller bundforholdene en rolle, især jordens

bæreevne. For landbrugsjord lægges der vægt på jordens egnethed som

voksested for kulturplanter.

Beliggenheden er den vigtigste prisdannende enkeltfaktor. Opdelingen af

landet i såkaldte grundværdiområder afspejler dette forhold, se

C.2 . Såvel

beliggenheden i videre geografisk sammenhæng som ejendommens

specifikke beliggenhed i forhold til trafikårer og anden

bebyggelse må tages i betragtning ved grundværdiansættelsen. I

områder, der er udlagt til parcelhus-, rækkehus- eller

sommerhusbebyggelse, spiller naturgivne attraktioner en

ganske særlig rolle.

Økonomisk god anvendelse

Ved ansættelsen af grundværdien skal der forudsættes en

økonomisk god anvendelse af grunden, jf. VUL § 13, stk. 1, og § 16. Der

skal ikke tages hensyn til, om den aktuelle anvendelse af grunden er

hensigtsmæssig. Der skal derfor ikke tages hensyn til sådanne

begrænsninger i grundens udnyttelsesmuligheder, som skyldes placeringen af

den eksisterende bebyggelse, jf. dog VUL § 16 B.

Selv om ejendommen kan udstykkes, skal der ansættes en værdi af

grunden under ét. Ved ansættelsen tages det ikke i betragtning,

at ejendomsværdien eventuelt kan falde ved en udstykning. Derimod tages

der i grundværdiansættelsen højde for udstykningsomkostninger.

For landbrugsjords vedkommende ses der bort fra jordens aktuelle

driftstilstand, når grundværdien skal ansættes. Derimod tillægges

driftstilstanden betydning for ejendomsværdien.

Rettigheder

og

byrder Ved ansættelsen af

grundværdien skal der tages hensyn til de til grunden knyttede rettigheder

og byrder af offentligretlig karakter, jf. VUL § 13, stk. 2, herunder til

den fysiske planlægning i medfør af planlovgivningen, se

A.5.1-A.5.3. Dette princip er senest knæsat i

SKM2002.675.ØLR .

Nogle Københavns Havn A/S tilhørende ejendomme var i

kommuneplanen udlagt til henholdsvis blandet erhverv, industri,

boliger og serviceerhverv. Grundværdien var ved vurderingen pr. 1.

januar 1992 ansat under hensyn hertil og uden hensyntagen til, at

ejendommene i henhold til lejekontrakter, der i forskelligt omfang

indeholdt vilkår for uopsigelighed, blev anvendt til havnerelateret

virksomhed. Københavns Havn A/S fik ikke medhold i, at der ved

grundværdiansættelsen skulle tages hensyn til ejendommens faktiske

anvendelse. Ansættelsen indebar hertil hverken et brud på et

lighedsprincip eller en ubegrundet ændring af praksis i forhold til

tidligere ansættelser.

Der skal endvidere tages hensyn til privatretlige servitutter,

der er pålagt et grundareal til fordel for et areal under en anden

ejendom, såvel ved vurderingen af den herskende som af den tjenende

ejendom, jf. VUL § 13, stk. 3, se

A.5.4 .

C.2 Grundværdiberegningen

Grundværdisystemet

Told- og Skattestyrelsen har udviklet et maskinelt

system Grundværdisystemet (GRUS) til beregning af grundværdierne.

Grundværdiberegningen sker efter forskellige beregningsmetoder

(beregningsmodeller), der er tilpasset grundenes faktiske og retlige

anvendelsesmuligheder og tillige giver mulighed for en nuancering af

ansættelserne under hensyn til individuelle forhold. Beregningsmetoderne

er tekniske hjælpemidler, der stilles til rådighed for

vurderingsmyndigheden ved udøvelsen af skønnet over grundværdierne.

Vurderingsmyndigheden foretager i GRUS en registrering af til

hvilket formål et bestemt område er udlagt ved den fysiske planlægning,

jf.

A.5.1 .

Registreringen foretages ud fra den registrering af tilsvarende

oplysninger, der kan ske i Planregistret. I Planregistret kan disse

oplysninger for hvert planområde (områdeenhed i kommuneplan eller

lokalplan) registreres:

Zonestatus (landzone, byzone,

sommerhusområde)

Generel

plankode (boligområde,

centerområde, erhvervsområde, sommerhusområde, fritids- og ferieformål,

jordbrug o.s.v.)

Specifik plankode (f.eks. for boligområde: parcelhuse, tæt-lavt

byggeri, etagebebyggelse, blandet)

Områdets maksimalt tilladte

bebyggelsesprocent

Ved grundværdiberegningen er der ikke behov for så detaljerede

oplysninger som dem, der kan registreres i

Planregistret . Derfor defineres der i Grundværdisystemet et

mere begrænset antal GRUS-plantyper, der ikke må forveksles med

plantyperne i Planregistret.

GRUS-plantyperne bestemmes ud fra områdernes zonestatus og generelle

plankode. For boligområder anvendes endvidere den specifikke plankode.

Plantyper

Plantyper i grundværdisystemet

Type af planlagt

anvendelse

Zonekode

Generel

Plankode

Specifik

Plankode

A. Boligområde

1. Byzone

10. Boligområde

10. Parcelhuse

B. Boligområde med tæt-lavt byggeri i byzone

1. Byzone

10. Boligområde

16. Tæt-lavt byggeri

C. Boligområde med etagebebyggelse i byzone

1. Byzone

10. Boligområde

20. Etagebebyggelse

D. Boligområde med blandet bebyggelse i byzone

1. Byzone

10. Boligområde

95. Blandet bebyggelse

E. Centerområde

1. Byzone

15. Centerområde

Uden betydning

F. Erhvervsområde i byzone

1. Byzone

20. Erhvervsområde

Uden betydning

G. Område med blandet bolig og erhverv

1. Byzone

25. Blandet bolig og erhverv

Uden betydning

H. Område til offentlige formål i byzone

1. Byzone

30. Offentlige formål

I. Område til fritidsformål i byzone

1. Byzone

50. Fritidsformål

Uden betydning

J. Område til andre formål i byzone

1. Byzone

35. Andet byformål

Uden betydning

K. Uspecificeret byzoneareal

1. Byzone

40. Uspecificeret byzoneareal

Uden betydning

L. Område i byzone med uoplyst formål

1. Byzone

95. Uoplyst formål

Uden betydning

M. Boligområde med parcelhuse i landzone

2. Landzone

10. Boligområde

10. Parcelhuse

N. Boligområde med tæt-lavt byggeri i landzone

2. Landzone

10. Boligområde

15. Tæt-lavt byggeri

O. Område med sommerhuse, der ikke er

sommerhusområde, i landzone

2. Landzone

45. Sommerhusområde

Uden betydning

P. Øvrige områder i landzone

2. Landzone

Ingen indberetning

Ingen indberetning

Q. Sommerhusområde

3. Sommerhusområde

Uden betydning

Uden betydning

R. Områder med blandet zonestatus

4, 5, 6, 7 Blandet zonestatus

Uden betydning

Uden betydning

X. Manglende eller forkert indbereting af

zonekode

Manglende indberetning

Manglende indberetning

Manglende indberetning

Grundværdiområder

For at tilvejebringe ensartede og rimelige

grundværdiansættelser inddeles landet i grundværdiområder. Inden for

hvert grundværdiområde gælder samme forhold, både hvad angår

efterspørgslen på grunde, og med hensyn til fysisk planlægning. Den

grundlæggende områdeenhed i denne forbindelse er grundværdiområdet. Told-

og Skattestyrelsen har givet disse almindelige retningslinier for

opdelingen:

Hvert grundværdiområde må kun omfatte ejendomme med den samme type

planlagte anvendelse

Et grundværdiområde må kun omfatte ejendomme beliggende i én og

samme kommune/vurderingskreds

Der skal være sammenhæng mellem grundværdiområde- og

planområdeinddelingen. Et grundværdiområde må dog godt omfatte flere

planområder (og omvendt)

Hvert grundværdiområde må kun omfatte ejendomme med ensartede

prisforhold for grunde og med en forventet ensartet prisudvikling

Hvert grundværdiområde skal udgøre et geografisk sammenhængende

område

Grundpris-

analysesystemet

I grundprisanalyserne anvendes statistiske analyser af såvel bebyggede

som ubebyggede salg til at undersøge forholdet mellem grundværdierne i

forskellige områder.

Grundprisanalyserne sigter på at systematisere en almindelig

vurderingsmæssig praksis. I f. eks. parcelhusområder, hvor der ikke findes

salg af ubebyggede grunde, fordi områderne er fuldt udbyggede, vil man

almindeligvis skele til prisniveauerne for parcelhuse, når man skal

fastlægge grundværdiniveauerne. Det vil være en hjælp at sammenligne

huspriserne i de pågældende områder med huspriserne i andre områder, hvor

grundværdierne kan fastlægges ud fra grundsalg.

Behovet for at finde frem til grundværdiniveauer på denne indirekte

måde er steget kraftigt som følge af det meget begrænsede antal salg af

ubebyggede grunde. Dette forstærkes yderligere af, at analysen kræver, at

grunden er registreret med en vurdering som ubebygget grund ved foregåede

vurdering, således at udstykning først kommer med året efter. I mange

bymæssigt udbyggede kommuner forekommer stort set ingen grundsalg. Det

vil derfor være de færreste grundværdiområder, hvor man umiddelbart

op til vurderingen vil kunne finde vejledning direkte i salg af ubebyggede

grunde.

Hvis man manuelt - og med rimelig nøjagtighed - skal anvende denne

indirekte metode, hvor grundværdiniveauerne fastlægges ud fra husprisernes

variation, vil det være meget tidskrævende for de lokale

vurderingsmyndigheder. Det der især vil volde problemer, er en manuel

korrektion af huspriserne for indflydelsen fra områdevise forskelle i de

solgte huses bygningsstandard. Derfor er grundprisanalyserne udviklet til

dette formål.

De beregninger, som ligger i de velkendte forslagsmodeller - f. eks.

parcelhusmodellen - kan relativt let foretages manuelt for enkelte

ejendomme. Grundprisanalyserne er imidlertid mere komplicerede. Dette

skyldes især to forhold: Dels skal analyserne fastlægge de relativt

komplicerede forhold mellem bygningsværdi og grundværdi. Dels er der tale

om at fastlægge normalpriser for områder og ikke for enkeltejendomme.

I praksis vil det ikke være muligt at eftergøre beregningerne i

grundprisanalysesystemet manuelt på samme måde, som de lokale

vurderingsmyndigheder gør med forslagsmodellerne. Den lokale opgave vil

derimod være at anvende lokalkendskab og erfaring til en kritisk

bedømmelse af resultaterne.

Som følge af kompleksiteten vil analyser og beregninger ikke her blive

beskrevet i alle detaljer. Hovedprincipperne er imidlertid følgende:

Vurderingsforslagsmodellerne anvendes til at korrigere prisen for hvert

bebygget salg for den indflydelse, som det har, at det solgte hus afviger

fra standardhuset. Det opnås herved, at alle salgspriser for huse i

princippet er sammenlignelige. Alle salgspriser omregnes altså til

salgspriser for standardhuset.

På det tidspunkt i vurderingsprocessen, hvor grundværdierne skal

fastlægges, er vurderingsforslagsmodellerne ikke endeligt fastlagt. Derfor

må der fastlægges en foreløbig forslagsmodel, før salgspriserne for

bebyggede ejendomme kan omregnes til priser for standardhuset. Den

foreløbige forslagsmodel må udarbejdes på den måde, at der først findes et

foreløbigt grundværdiniveau ud fra de ubebyggede salg opgjort for større

områder. Dette niveau fratrækkes salgspriserne for de bebyggede salg, og

det er den forskelsværdi, der fremkommer herved, som nu bruges i

foreløbige forslagsanalyser.

Ligesom det er nødvendigt at gøre priserne for bebyggede salg

sammenlignelige på tværs af områder, er det også nødvendigt at gøre

salgspriserne for grunde sammenlignelige. Det indebærer, at man for hvert

grundsalg skal korrigere prisen for den indflydelse det forventes at have,

at en solgt grund har et større eller mindre areal og antal byggeretter.

Alle salgspriser for grunde omregnes altså til priser for normalgrunden.

Det er her nødvendigt at arbejde med en fælles standard for normalgrunden,

som er sat til 800 m² i boligområder og 1.200 m² i sommerhusområder.

Grundværdikurver

Det er muligt for en given områdeinddeling i hele landet at

beregne gennemsnitlige prisniveauer for standardhuse svarende til

eksemplet i afsnit

C.2.1.1 .

indirekte fastlæggelse af grundværdiniveau. For de områder, hvor der

findes salg af grunde, kan desuden priser for normalgrunde opgøres, og

huspriser kan sammenholdes med grundpriser. Formålet hermed er at finde

frem til, hvor meget af de beliggenhedsbetingede variationer i

huspriserne, som skal henføres til grundværdiniveau, og hvor meget der

skal henføres til beliggenhedsforskelle i bygningsværdier.

Set i forhold til eksemplet i afsnit

C.2.1.1

er spørgsmålet altså: Hvor meget højere eller lavere skal grundværdierne i

område B og C være i forhold til område A, når huspriserne i område B og C

er henholdsvis 50.000 kr. højere og lavere end i område A.

Metoden til at undersøge dette forhold statistisk er vist i figur 1.

For hver kommune er det beregnet, hvad standardhuset i gennemsnit har

kostet. Det bestemmer kommunens placering på den vandrette akse i figuren.

Grundsalgene i den pågældende kommune placeres så i forhold til den

lodrette akse. Når dette er gjort for alle de kommuner, hvor der er solgt

grunde, kan der statistisk beregnes en grundværdikurve, som viser det

generelle forhold mellem huspriser og grundpriser.

Der kan nu for et grundværdiområde eller en gruppe af områder opgøres

en gennemsnitspris for standardhuset. Denne huspris afsættes på den

vandrette akse i figur 1. Ud fra kurven kan man finde det grundværdiniveau

på den lodrette akse, som svarer til husprisen. I praksis vil systemet

fungere på den måde, at man lokalt indberetter til Told- og

Skattestyrelsen, for hvilke grundværdiområder man ønsker en sådan

beregning. Beregningen af grundværdiniveau sker så maskinelt.

Set i forhold til eksemplet i tabel 1.1.1 er det altså nu muligt at

give et statistisk svar på, hvor store forskelle i grundværdiniveau mellem

de tre områder den givne variation i huspriser forventes at give anledning

til.

Figur 1. Statistisk fastlæggelse af grundværdikurve

I første omgang er alle resultater af

grundprisanalyserne samlede værdier af normalgrunde på 800 m² i

boligområder og 1.200 m² i sommerhusområder. Ved tilbagemeldingen til de

lokale vurderingsmyndigheder vil der ske en omregning til normalpriser for

den givne normalgrundstørrelse.

Der bliver opstillet grundværdikurver for områder ansat efter

byggeretsværdiprincippet, idet der kun for disse områder kan forventes en

tilstrækkelig omsætning af relativt ensartede ejendomme til, at det er

statistisk muligt at foretage de beskrevne beregninger. Systemet omfatter

således kun parcelhusområder og sommerhusområder.

Når systemet ikke omfatter rækkehusområder, skyldes dette, at der ikke

forekommer selvstændige salg af enkeltgrunde til rækkehusbebyggelse. Som

anført er systemet baseret på en dokumenterbar sammenhæng mellem niveauet

for ubebyggede og bebyggede salg. Denne sammenhæng kan ikke - da der ikke

findes salgsmateriale - påvises for rækkehusområder.

Områdeprisen i rækkehusområder må indirekte fastlægges på grundlag af

niveauet for de tilstødende parcelhusområder.

Prisgrupper

For at kunne få tilstrækkeligt mange salg til at kunne estimere

normalpriserne ved hjælp af statistiske analyser er det nødvendigt at

samle grundværdiområderne, hvor byggeretsværdiprincippet anvendes, i

prisgrupper.

Hver prisgruppe skal bestå af grundværdiområder, der har nogenlunde

samme prisniveau. Endvidere skal hver prisgruppe bestå af

grundværdiområder inden for samme vurderingskreds eller kommune. Endelig

skal hver prisgruppe bestå af grundværdiområder med relativt ensartede

planmæssige forhold, idet de skal være inden for samme kategori af

plantyper. Kategorierne af plantyper er:

Kategori I. Byzone

Kategori II. Landzone (undtagen områder udlagt til sommerhuse)

Kategori III. Sommerhusområder og landzone udlagt til

sommerhuse.

Hver prisgruppe anbefales som minimum at indeholde så mange ejendomme

af den pågældende hovedtype (parcel- eller sommerhuse), at der er ca. 15

bebyggede salg til rådighed for de statistiske analyser. Det vil i praksis

sige, at prisgruppen skal indeholde mindst 3-400 ejendomme af

hovedtypen.

Det kan være nødvendigt at samle grundværdiområder med svagt afvigende

prisniveauer i én prisgruppe. Dette kan f. eks. være tilfældet, hvis et af

grundværdiområderne er nær kystlinien, og derfor har en lidt højere værdi,

men der er ikke ejendomme nok i dette grundværdiområde til at det kan

udgøre en prisgruppe i sig selv. I dette tilfælde slås grundværdiområdet

ved kysten sammen med de tilgrænsende grundværdiområder, og der vil så

være mulighed for at indberette en afvigelse for dette

grundværdiområde.

Sammenhæng mellem grundværdi

og bygningsværdi

Ud fra en teoretisk betragtning skulle man vente, at hele forskellen i

beliggenhedsværdi mellem f. eks. parcelhuse i landets dyreste og billigste

områder skulle opfanges af grundværdien. Ud fra denne betragtning skulle

bygningsværdierne for ensartede huse være den samme i forskellige egne af

landet, bortset fra eventuelle forskelle i omkostningsniveauet for

nybyggeri mellem disse egne.

Denne teoretiske betragtning forudsætter imidlertid, at nybyggeriet

hele tiden er tilstrækkeligt stort til, at handelspriserne på ældre

ejendomme retter sig efter dette, og at de nybyggede huse har helt samme

karakter som de ældre huse.

Disse forudsætninger er ikke til stede, og det viser sig også, at for

f. eks. enfamiliehuse kan kun halvdelen af beliggenhedsværdien opfanges af

grundværdien. Det vil sige, at blandt sammenlignelige enfamiliehuse er

bygningsværdien højere, hvis huset ligger i et område med højt

grundværdiniveau, end hvis det ligger i et område med lavt

grundværdiniveau.

Figur 2. Grundværdikurve for parcelhuse 1996

Som omtalt ovenfor indgår dette forhold i grundprisanalyserne. Her

estimeres det gennemsnitlige forhold mellem værdien af en normalgrund og

standardejendomsværdien (værdien af et standardhus på en standardgrund).

Resultatet af analyserne for parcelhuse i prisniveauet i 1996 er vist i

fig. 2. Figuren skal læses på den måde, at i et område, hvor

standardejendomsværdien er 400.000 kr, vil grundværdien være ca. 100.000

kr, mens grundværdien for en normalgrund vil være ca. 400.000 kr, hvor

standardejendommens værdi er 1 million kr.

Konsekvensen af denne sammenhæng er - som illustreret i fig. 3 - at

bygningsværdien for en standardbygning er godt 600.000 kr. hvis den ligger

i et område, hvor grundværdien for en normalgrund er 400.000 kr. Samtidig

er bygningsværdien for en standardbygning kun ca. 450.000 kr., hvis den

ligger i et område, hvor grundværdien for en normalgrund er 200.000

kr.

Der vil altså fortsat være behov for lokalkorrektioner i

forslagsmodellerne.

Figur 3. Sammenhæng mellem grundværdi og bygningsværdi for

parcelhuse 1996

C.2.1 Beregningsmetoder

C.2.1.1 Byggeretsværdiprincippet

Anvendelse

Forud for 17. almindelige vurdering pr. 1. april 1981 vedtog

Ligningsrådet, at det såkaldte

byggeretsværdiprincip i almindelighed skulle anvendes som hjælpemiddel

ved bestemmelsen af

værdiforholdet mellem store og små grunde i parcelhus-, rækkehus- og

sommerhuskvarterer.

Byggeretsværdiprincippet finder i praksis anvendelse på ejendomme

beliggende i byzone og sommerhusområde, hvor den planlagte anvendelse

er parcelhus-, rækkehus- eller sommerhusbebyggelse. Princippet

finder tillige anvendelse på ejendomme i landzone, når de ligger

i parcelhus-, rækkehus- eller sommerhuskvarterer.

Byggeretsværdiprincippet anvendes ikke på ejendomme omfattet af disse

plantyper i Grundværdisystemet (GRUS):

C: Boligområde med etagebebyggelse i byzone

F: Erhvervsområde i byzone

K: Uspecificeret byzoneareal

L: Område i byzone med uoplyst formål

P: Øvrige områder i landzone

R: Områder med blandet zonestatus

X: Manglende eller forkert indberetning af zonekode eller

plankoder

Byggeretsværdiprincippet forudsætter, at der er tale om en

sammenhængende bebyggelse, dvs. mindst 10-15 ejendomme. Begrænses antallet

af ejendomme som følge af områdets nærhed til fredede arealer

eller en særlig isoleret beliggenhed, kan det være betænkeligt at anvende

princippet.

Østre Landsret har, jf. TfS 1997.667, slået fast, at der ikke med

indførelsen af byggeretsværdiprincippet er tilvejebragt noget

selvstændigt, af grundenes handelsværdi uafhængigt vurderingsgrundlag.

Indhold

Byggeretsværdiprincippet indebærer, at grundværdien beregnes som

summen af en byggeretsværdi og en arealværdi.

Byggeretsværdiprincippet hviler på den betragtning, at en grunds

værdi kan deles op i en del, der vedrører retten til at opføre et hus

- byggeretsværdien - og en anden del, der afhænger af arealstørrelsen

- arealværdien.

Inden for et grundværdiområde, dvs. et område som vurderingsmyndigheden

under hensyn til efterspørgselsforhold m. v. finder at kunne behandle

under ét, tages der udgangspunkt i værdien af en såkaldt normalgrund og i

begrebet normalpris. Ligningsrådet har i forbindelse med vedtagelsen af

byggeretsværdiprincippet forudsat, at en normalgrund i et

parcelhuskvarter er på 800 m2. Normalprisen er prisen

pr. kvadratmeter for en normalgrund i et bestemt område.

Ligningsrådet har anset halvdelen af normalprisen for at vedrøre

byggeretsværdien. Den anden halvdel vedrører arealværdien.

Hvis der i et grundværdiområde er oplyst en normalpris på 500 kr., kan

grundværdiberegningen for to almindelige ejendomme i området eksempelvis

foretages således:

Eksempel A: Grundareal 700

m2

1 byggeret (800 m² a´ 500 kr. = 4000.000

kr. : 2 =)

200.000 kr.

700 m2 á 250 kr.

175.000 kr.

Grundværdi

375.000 kr.

Eksempel B: Grundareal 1.050 m2, heraf vej 50

m2

1 byggeret (800 m² a´500 kr.= 400.000 kr. : 2 =)

200.000 kr.

1.000 m2 á 250 kr.

250.000 kr.

50 m2 vej á 0 kr.

0 kr.

Grundværdi

450.000 kr.

Normalgrunden

Når man skal sammenligne normalpriser på tværs af områder, er

det nødvendigt, at priserne er angivet på grundlag af den samme

normalgrund. Det er derfor nødvendigt i grundprisanalyserne at forudsætte

samme normalgrund i alle områder, som indgår i en analyse. Det er som

nævnt valgt at sætte normalgrund til 800 m² i boligområder og 1.200 m² i

områder udlagt til sommerhuse.

Det er dog muligt at omregne en normalpris, som refererer til en

størrelse normalgrund, så prisen svarer til en anden normalgrund.

En sådan omregning af normalpriser udgør for så vidt ikke det helt

store problem, når den foretages maskinelt, men skal der foretages sådanne

omregninger lokalt, når man skal sammenligne normalpriserne for områderne,

er det et besværligt mellemled. Det anbefales derfor fortsat, at den

maskinelt dannede normalgrund fastholdes. Der vil dog være mulighed for i

specielle tilfælde at indberette en "lille" eller "stor" normalgrund - jf.

nedenstående oversigt:

Boligområde

m2

Områder til sommerhuse

m2

"Lille" normalgrund

400

800

Normalgrund

800

1200

"Stor" normalgrund

1200

2000

Som normalgrunden anvendes i byggeretsværdiprincippet, er den

alene et "målepunkt", der lægges til grund ved den maskinelle beregning af

grundværdier. Det faktum, at den typiske grund i et område (eller alle

grundene) har en anden størrelse end 800 m², nødvendiggør ikke, at der

indberettes en anden normalgrund end 800 m². Ud fra en normalgrund på 800

m² vil man kunne ramme et hvilket som helst grundværdiniveau for den

typiske grundstørrelse.

Der kan være 3 grunde til at indberette anden normalgrund end 800

m².

Den ene er rent psykologisk. Det er naturligvis nemmere at skønne over

hvad normalprisen for et grundværdiområde skal være, hvis den blot skal

være værdien pr. kvadratmeter af den typiske grund i området, og den

typiske grundstørrelse er indberettet som normalgrund.

Det andet tilfælde drejer sig om grundværdiområder, hvor der er meget

stor variation i grundstørrelserne, og hvor valget af normalgrund påvirker

forskellen i grundværdi mellem store og små grunde. Et par eksempler vil

belyse denne problemstilling. I grundværdiområde 1 er den typiske grund

1200 m², mens nogle grunde er helt op til 2200 m². I grundværdiområde 1 er

den typiske grund på 500 m², men nogle grunde er kun 300 m², og andre er

1100 m².

GRUNDVÆRDI:

Normalgrund:

800 m²

1200 m²

OMRÅDE 1

Normalpris:

400 kr

333 kr

Byggeret:

160.000 kr

200.000 kr

Ejendom E: grundareal 1200

m² typisk grund

1 Byggeret á

160.000/200.000

160.000 kr

200.000 kr

1200 m² á

200/167 kr.

240.000 kr

200.400 kr

Grundværdi.

400.000 kr

400.400 kr

Ejendom F: grundareal 2200

m²

1 Byggeret á

160.000/200.000

160.000 kr

200.000 kr

2200 m² á

200/167 kr.

440.000 kr

367.400 kr

Grundværdi

600.000 kr

567.400 kr

GRUNDVÆRDI:

Normalgrund:

800 m²

500 m²

OMRÅDE 2

Normalpris:

400 kr

520 kr

Byggeret:

160.000 kr

0.000 kr

Ejendom G:

grundareal 500 m² typisk grund

1 Byggeret á

160.000/0.000.

160.000 kr

0.000 kr

500 m² á

200/260 kr

100.000 kr

0.000 kr

Grundværdi.

260.000 kr

260.000 kr

Ejendom H: grundareal 300

m²

1 Byggeret á

160.000/0.000

160.000 kr

0.000 kr

300 m² á

200/260 kr

60.000 kr

78.000 kr

Grundværdi

220.000 kr

208.000 kr

Ejendom I

grundareal

1100 m²

1 Byggeret á

160.000/0.000

160.000 kr

0.000 kr

1100 m² á

200/260 kr

220.000 kr

286.000 kr

Grundværdi

380.000 kr

416.000 kr

Som det fremgår af eksemplerne i grundværdiområde 1, så bliver

forskellen mellem værdierne af grundene på 1200 m² og 2200 m² større, hvis

normalgrunden er 800 m² i stedet for, hvis den er 1200 m². Men forskellen

er ikke særlig stor. Hvis vi antager, resultatet for grunden på 2200 m² er

"korrekt", når normalgrunden er 1200 m², så bliver den "overvurderet" med

knap 6 pct. ved anvendelse af en normalgrund på 800 m².

Tilsvarende i grundværdiområde 2, hvor normalgrunden på 800 m² medfører

en "overvurdering" af grunden på 300 m² på knap 6 pct., og en

"undervurdering" af grunden på 1100 m² på 9 pct., hvis man går ud fra, at

en normalgrund på 500 m² ville have givet "korrekte" resultater.

Når man tænker på den generelle usikkerhed ved vurdering af bebyggede

ejendomme (den gennemsnitlige difference mellem forslag til ejendomsværdi

og de kontante salgspriser er 10-15 pct.), og den meget større usikkerhed

ved vurdering af grunde, så er det vanskeligt at se, hvorfor man ikke kan

anvende en normalgrund på 800 m² for alle grundværdiområder. De helt

ekstreme tilfælde kan klares med individuelle tillæg eller fradrag i

grundværdien for de pågældende ejendomme.

Den tredje grund der kunne være til at anvende en normalgrund

forskellig fra 800 m² er, at valget af normalgrund påvirker værdien af en

byggeret, og dette påvirker grundværdierne for ejendomme, der kan

udstykkes. Som eksemplerne viser er den procentvise forskel her noget

større. Men også her må man minde om den generelle usikkerhed ved

grundværdiansættelsen, og henvise til, at ekstreme situationer kan klares

ved en graduering af værdinedslaget for udstykningsudgifter for de

pågældende ejendomme.

Store grunde

Er en grund så stor, at den ville kunne udstykkes i flere

grunde, beregnes grundværdien på grundlag af to eller flere

byggeretter svarende til udstykningsmulighederne. Grunden må kun ansættes

på grundlag af mere end én byggeret, såfremt det er åbenbart, at grunden i

ubebygget stand ville kunne udstykkes.

For parcel- og sommerhuse gælder dog særreglen i VUL § 16 B, hvor

beboelsesbygningens faktiske placering på grunden eller størrelse set i

henhold til den tilladte bebyggelsesprocent hindrer en udstykning, jf.

C.1 .

Grundværdien kan ikke ansættes på grundlag af flere byggeretter,

hvis udstykning forudsætter dispensation fra krav til

mindstegrundstørrelse eller fredningsbestemmelser

etc. Almindelige betingelser for at opnå udstykningstilladelse, f.

eks. vejadgang, skal også være opfyldt for, at der kan regnes med

mere end én byggeret.

Byggeretsværdiprincippet lader sig ikke anvende på større ubebyggede

arealer, selv om de er udlagt til parcelhus-, rækkehus- eller

sommerhusbebyggelse, hvis der endnu ikke er klarhed over, hvor mange

parceller, der vil blive givet udstykningstilladelse til. En sådan

uklarhed vil almindeligvis foreligge, hvis der skønnes at kunne ske

udstykning i mere end 5-7 parceller, og hvor der er særlige

vanskeligheder ved at bedømme det endelige antal.

Hvor grundværdien beregnes på grundlag af flere byggeretter, kan

der efter omstændighederne gives et nedslag for de omkostninger, der

er forbundet med udstykning, herunder eventuelle udgifter til anlæg

af adgangsveje m. v. Også forventede byggemodningsomkostninger kan tages i

betragtning.

For parcelhusgrunde med én byggeret, hvis areal overstiger det

dobbelte af mindstegrundstørrelsen, nedsættes arealværdien efter

praksis, for så vidt angår det areal, der overstiger 1.400

m2. Det overskydende areal (bagjordsprisen) ansættes ofte til

10 pct. af områdeprisen. For sommerhusgrunde nedsættes

værdien normalt af kvadratmeter ud over 2.000

m2.

Små grunde

For små grunde med en høj bebyggelsesprocent bliver grundværdien pr.

kvadratmeter højere end for grunde med en lavere bebyggelsesprocent.

Byggeretsværdiprincippet hviler som før nævnt på en forudsætning om, at

der kan opføres et hus af normal størrelse på grunden. Hvor der er tale om

meget små grunde, hvorpå der ikke ville kunne (gen)opføres et normalt

enfamiliehus, må byggeretsværdiprincippet anvendes

med fornøden tillempning.

Drejer det sig om en flerhed af små ensartede grunde, f. eks. med

rækkehuse eller byggeforeningshuse, kan tillempningen ske ved, at

normalprisen nedsættes, så grundværdierne kommer i overensstemmelse

med handelsværdien.

I områder med meget varierende grundstørrelser gives der i stedet et

nedslag i den grundværdi, som en beregning på grundlag af

byggeretsværdiprincippet fører til. Nedslaget beregnes som et fast

beløb pr. kvadratmeter, hvormed grunden er mindre end en efter de

lokale forhold fastsat minimumsstørrelse. Nedslaget gradueres efter

grundprisniveauet i området.

Der vil almindeligvis blive givet nedslag, når en grund er så lille, at

der ikke kan opføres et parcelhus med et etageareal på mindst 75

m2 eller et sommerhus med et etageareal på mindst 35

m2. Landsskatteretten har i nogle kendelser valgt at se

helt bort fra byggeretsværdiprincippet, hvis der ikke engang kan

opføres et parcelhus med et etageareal på mindst 50 m2 eller et

sommerhus med et etageareal på 25 m2, se SO

1983.6.234.

Individuelle forhold

Forskellige forhold kan føre til, at der må udøves et konkret skøn

over grundens værdi.

Ved ansættelsen af "

koteletgrunde "

tages der hensyn til den længere adgangsvej, men indvirkningen heraf på

værdiansættelsen kan i nogen grad være opvejet af, at ejendommen

har færre gener af trafikken. Se

C.2.1.2 .

Omfatter grunden skrænter, der er til hinder for en hensigtsmæssig

placering af bebyggelsen, nedsættes arealværdien.

Fredede arealer , som er medtaget ved

beregningen af ejendommens bebyggelsesprocent, vurderes som udgangspunkt

på linie med ikke fredede arealer, medmindre fredningen er til hinder for

en hensigtsmæssig placering af bebyggelsen. Har offentligheden fuld

adgang til det fredede areal, formodes arealets selvstændige værdi at

være begrænset.

Blød bund påvirker grundværdien som følge af de udgifter til dræning,

pilotering og ekstra fundering, der må påregnes

at være forbundet med at bebygge grunden. Nedslag for blød bund er derfor

et blivende fradrag i grundværdien - værdi i ubebygget stand - , mens

værdien af en foretagen pilotering tillægges bygningsværdien (henføres til

forskelsværdien), se C.3.1.

Om forurenede ejendomme se

C.2.3 .

Niveaufastlæggelse

I områder, hvor byggeretsværdiprincippet anvendes, analyserer

Told- og Skattestyrelsen salgspriserne såvel for ubebyggede grunde

til parcelhus-, rækkehus- eller sommerhusbebyggelse som for bebyggede

ejendomme, jf. omtalen af grundprisanalysesystemet under

C.2 .

Denne indirekte fremgangsmåde rummer nogle vanskeligheder. For det

første er det nødvendigt at tage højde for, at der kan være stor forskel

på de solgte huses størrelse og standard i de forskellige områder. For det

andet må forskelle i grundstørrelse tages i betragtning.

Er der imidlertid taget højde for disse forholds indflydelse på

huspriserne, vil det normalt være forsvarligt at betragte de resterende

forskelle i priserne som forskelle i beliggenhedsværdi. Disse

forskelle i beliggenhedsværdi kan indregnes i grundværdiniveauet.

Fremgangsmåden er forsøgt illustreret i nedenstående tabel. Der

er angivet tre områder, hvoraf der kun er solgt grunde i det ene.

Priserne for disse grundsalg er omregnet til en pris for en normalgrund. I

alle tre områder er der solgt bebyggede ejendomme. Priserne for disse er

omregnet til en pris for et standardhus.

Indirekte

fastlæggelse af

grundværdiniveau

Område

Salgspriser for normalgrunde

Salgspriser for standardhuse

Grundværdier for

normalgrunde

A

200.000 kr.

600.000 kr.

200.000 kr.

B

?

650.000 kr.

200.000 kr. + tillæg

C

?

550.000 kr.

200.000 kr. -

nedslag

I område A ansættes grundværdien for normalgrunde med udgangspunkt i

salgspriserne for sådanne grunde. I område B, hvor salgspriserne for

standardhuse er højere end i område A, formodes

grundværdiniveauet at være højere end i område A. Omvendt skal

grundværdiniveauet i område C, hvor salgspriserne for standardhuse er

lavere end i område A, formodentlig være lavere end i område A. Ved tillæg

til eller fradrag i grundværdierne korrigeres der for indflydelsen af

områdevise forskelle i de solgte huses bygningsstandard.

Grundværdiniveauet må i vid udstrækning fastsættes på den anførte

indirekte måde. Antallet af salg af ubebyggede grunde er sparsomt de

fleste steder. I mange bymæssigt udbyggede kommuner forekommer der

praktisk taget ingen grundsalg. Det vil derfor være de færreste

grundværdiområder, hvor man kan finde tilstrækkelig vejledning i

salgene af ubebyggede grunde.

Ved hjælp af dertil udviklede grundprisanalyser udfindes forholdet

mellem forskellene i huspriserne og forskellene i

grundprisniveau.

I vurderingsforslagssystemet korrigeres hver enkelt salgspris for den

indflydelse, det måtte have, at det solgte hus afviger fra standardhuset.

Det opnås herved, at alle salgspriser for huse i princippet er

sammenlignelige. Alle salgspriser omregnes altså til salgspriser for

standardhuset.

På det tidspunkt i vurderingsprocessen, hvor grundværdierne skal

fastlægges, er vurderingsforslagsmodellerne ikke endeligt fastlagt. Derfor

må der fastlægges en foreløbig forslagsmodel, før salgspriserne for

bebyggede ejendomme kan omregnes til priser for standardhuset. Den

foreløbige forslagsmodel udarbejdes ved at de ved den foregående vurdering

ansatte grundværdier fratrækkes salgspriserne for de bebyggede salg, og

det er den forskelsværdi, der fremkommer herved, som nu bruges i

foreløbige forslagsanalyser.

Ligesom det er nødvendigt at gøre priserne for bebyggede salg

sammenlignelige på tværs af områder, er det også nødvendigt at gøre

salgspriserne for grunde sammenlignelige. Det indebærer, at der for

hvert grundsalg skal korrigeres for den indflydelse på prisen,

grundens areal og antal byggeretter formodes at have. Alle salgspriser for

grunde omregnes således til priser for normalgrunden, jf. ovenfor.

Ved anvendelse af de sammenligneliggjorte salgspriser for bebyggede og

ubebyggede ejendomme er det muligt ud fra en given områdeinddeling i

hele landet at beregne gennemsnitlige prisniveauer for standardhuse

svarende til eksemplet ovenfor. For de områder, hvor der findes salg af

grunde, kan tillige opgøres priser for normalgrunde, og huspriserne

kan sammenholdes med grundpriserne. Formålet hermed er at finde frem til,

hvor meget af de beliggenhedsbetingede variationer i huspriserne, som skal

henføres til grundværdiniveauet, og hvor meget der skal henføres til

beliggenhedsforskelle i bygningsværdier.

C.2.1.2 Særligt for åben-lav og tæt-lav

bebyggelse

Særligt for

åben-lav

og tæt-lav

bebyggelse

For områder, der er udlagt til

tæt-lav eller åben-lav boligbebyggelse , skal

byggeretsværdiprincippet anvendes ved ansættelsen af grundværdien.

Byggeretsværdiprincippet anvendes uanset ejerform. Samme princip skal

derfor anvendes ved ansættelsen af grundværdien for såvel privatejet

byggeri som for det støttede boligbyggeri (dvs. almennyttige boliger og

private andelsboliger).

Når der er sket særskilt udstykning og matrikulering af grunde til de

enkelte husenheder, vil anvendelsen af byggeretsværdiprincippet ikke volde

særlige vanskeligheder. Værdien af udlagte fællesarealer skal, i det

omfang arealet tæller med i bebyggelsesprocenten, overføres til

grundværdien for de enkelte huse og fremtræde i specifikationen for

fællesarealet med værdien 0. Ved fastsættelsen af områdeprisen må man

således sørge for, at fællesarealets værdi overføres til de enkelte

huse.

Det påses om den eksisterende bebyggelse er en lovlig anvendelse af

grunden. Dette vil være tilfældet i så godt som alle nyere bebyggelser,

der er opført i overensstemmelse med vedtagne lokalplaner, ældre byplaner

eller bygningsvedtægter.

I ældre kvarterer med en central beliggenhed kan det i enkelte tilfælde

forekomme, at områder med tæt-lav eller åben-lav boligbebyggelse efter at

bebyggelsen er blevet opført har fået en ændret lovlig anvendelse. I disse

tilfælde - der særligt kan tænkes i forbindelse med planlagt sanering

eller byfornyelse - skal byggeretsværdiprincippet ikke anvendes. Der skal

her tages udgangspunkt i værdien til den nye planlagte anvendelse.

Når der ikke er sket særskilt udstykning eller matrikulering af grunde

til de enkelte husenheder, kan anvendelse af byggeretsværdiprincippet

volde vanskeligheder. Dette gælder særlig i bebyggelser, der tilhører

almennyttige boligselskaber og private andelsboligforeninger.

Forudsat at den faktiske bebyggelse er i overensstemmelse med den

lovlige, medfører anvendelsen af byggeretsværdiprincippet, at der i

grundværdien skal indgå et antal byggeretter, der svarer til antallet af

husenheder. Forudsætningen om sammenfald af faktisk og lovlig bebyggelse

vil være opfyldt i de allerfleste nyere bebyggelser.

Antallet af

byggeretter

Ud fra disse regler og den praksis der har fæstnet sig, kan

byggeretsværdiprincippet anvendes som beskrevet nedenfor:

Såfremt bebyggelsen er opført efter lokalplan, tidligere byplanvedtægt,

en samlet plan i henhold til tidligere bygningsvedtægt eller andre

tidligere byggeforskrifter, der fortsat er gyldige, kan man normalt ved

ansættelsen af grundværdien tage udgangspunkt i det faktiske antal

boligenheder, der er opført på arealet. Anvendelsen af

byggeretsværdiprincippet hviler på en forudsætning om, at der på en grund

kan opføres et hus af normal størrelse på grunden, hvilket betyder en

gennemsnitlig boligstørrelse på 90-100 m². Hvor den gennemsnitlige

boligstørrelse i en bebyggelse er mindre end hvad man efter dagens

standard anser for en rimelig boligstørrelse, må vurderingsmyndigheden

skønne over antallet af byggeretter.

I de få tilfælde, hvor området ikke er fuldt udbygget (underbebygget),

skal der ske en deling af arealet, og for den del af arealet, der kan

henføres til de færdigopførte huse, anvendes som hovedregel det faktisk

opførte antal huse.

Ved overbebyggelse skal der gås ud fra det antal husenheder, der med

den valgte husstørrelse lovligt kan opføres på arealet.

I visse bebyggelser kan der forekomme husenheder, som rummer flere

boligenheder. For eksempel kan 1. sal for nogle af husene være udskilt som

selvstændige lejligheder, uden at det i øvrigt er hensigtsmæssigt at

udskille en del af bebyggelsen som etagebebyggelse. I disse tilfælde

anvendes - som i øvrigt for tofamiliehuse på en normalparcel - kun én

byggeret pr. husenhed ved specifikation af grundværdien. Det må dog

erindres, at grundværdien skal afspejle den ubebyggede grunds værdi. I

disse særlige tilfælde kan det derfor være nødvendigt først at beregne,

hvad grundværdien ville være ud fra antallet af byggeretter ved normal

bebyggelse med én bolig pr. husenhed. Den således beregnede grundværdi

fordeles herefter som en grundværdi pr. hus ved det faktiske antal

husenheder.

I efterstående eksempel 1 er angivet, hvordan der kan beregnes en

højere områdepris ud fra en gennemsnitlig grundværdi pr. hus. Denne højere

områdepris anvendes i specifikationen af grundværdien for at tage højde

for den atypiske udnyttelse af grunden.

Beregningsgrundlaget

Beregningsgrundlaget, der svarer til det areal, der i

grundværdispecifikationen skal ansættes med arealværdi (halv områdepris),

udgøres af det samlede matrikulære areal minus fællesareal, udlagte

interne veje og andre udlagte vejarealer. I de tilfælde, hvor størrelsen

af fællesareal og internt vejareal er opmålt eller oplyst af ejeren, kan

disse oplysninger anvendes. Er dette ikke tilfældet, må der skønnes over

størrelsen. Ifølge praksis sker dette ved, at størrelsen af fællesareal og

internt vejareal bestemmes som reststørrelse ud fra det samlede areal

minus størrelsen af det areal, som beboerne af de enkelte huse har

selvstændig rådighed over ("arealet inden for hækken").

Dette areal må ikke forveksles med det vurderingspligtige areal, der

sammen med bebyggelsesprocenten danner grundlag for hvor mange etagemeter,

der lovligt kan opføres på arealet. I de tilfælde, hvor der er knyttet

fællesarealer til en bebyggelse, vil beregningsarealet således være mindre

end det vurderingspligtige areal.

Delvis udbyggede

arealer

Er arealet ikke færdigudbygget, skal der ved beregningen af

grundværdien foretages en opdeling af arealet, således at den del af

arealet, der kan henføres til den bebyggede del, vurderes efter de ovenfor

nævnte principper, medens den ikke bebyggede del ansættes efter en pris

pr. kvadratmeter grundareal. Ved fastsættelsen af denne kvadratmeterpris

skal der tages hensyn til eventuel manglende byggemodning.

Blandede

bebyggelsesformer

Er grundarealet bebygget med såvel etage- som lav bebyggelse,

skal der ske en fordeling både af samlet areal og af fællesareal m.v. på

de to typer bebyggede arealer. Dette sker ved en fordeling af det samlede

areal ud fra etageareal og bebyggelsesprocent. Den del af det

vurderingspligtige areal, der kan henføres til etagebebyggelsen beregnes

og den resterende del af arealet fordeles på sædvanlig måde mellem

beregningsareal til den lave bebyggelse og fællesareal m.m.

For etagebebebyggelsen skal etagearealprincippet anvendes og for den

lave del af bebyggelsen skal byggeretsværdiprincippet anvendes.

Fællesarealet

Fællesarealet skal i grundværdispecifikationen indgå med

værdien 0.

I de tilfælde hvor det areal, der fremgår af grundværdispecifikationen

er mindre end beregningsarealet - d.v.s. det areal, der er nødvendigt for

at opfylde de planmæssige forskrifter - må der ske en overførsel af værdi

fra fællesarealet til beregningsarealet. Den praktiske fremgangsmåde er

vist i efterstående eksempel 3.

Områdeprisen

Områdeprisen fastsættes efter samme retningslinier som områdeprisen i

parcelhuskvarterer i øvrigt, dvs ud fra arealets beliggenhed og

grundprisniveauet i området. Fællesarealets mere eller mindre gode

beliggenhed og dets større eller mindre "nytteværdi" for beboerne kan

påvirke områdepriserne.

Da et støttet boligbyggeri i form af lav boligbebyggelse som oftest

omfatter et betydeligt antal husenheder, er man ikke bundet af

områdeprisen for tilstødende parcelhuskvarterer, idet den aktuelle

bebyggelse vil kunne berettige til fastsættelse af en selvstændig, og som

oftest højere områdepris.

Nedslag

Byggeretsværdiprindippet anvendes på samme måde i en åben-lav

eller tæt-lav fællesbebyggelse som i sædvanlig

parcelhusbebyggelse. Efter praksis gives der herefter et nedslag i

grundværdien for fællesbebyggelser, ud fra den betragtning, at der i

grundværdien for en parcelhusejendom er indregnet en forholdsmæssig andel

af udstykningsomkostninger.

Endvidere gives der for fællesbebyggelser et nedslag som følge af

arealstørrelsen. Nedslaget begrundes med, at det erfaringsmæssigt er

billigere at erhverve en stor grund til fællesbebyggelse end selvstændigt

udstykkede grunde til enkeltbebyggelser.

Det samlede nedslag sættes til 12,5 pct. af den værdi, der er beregnet

efter de ovenfor nævnte retningslinier.

I blandede etageboligbebyggelse og tæt-lav og åben-lav bebyggelse

beregnes nedslaget alene af den grundværdi, der efter beregningen kan

henføres til den tæt-lave og åben-lave bebyggelse.

Ved bedømmelsen af slutresultatet bør man beregne grundværdien pr.

husenhed og sammenholde denne med grundværdiansættelserne for tilsvarende

beliggende privatejede parcel- og rækkehuskvarterer.

For at sikre et ensartet vurderingsniveau bør man tillige påse, at

grundværdien pr. etagemeter boligareal for bebyggelser, beliggende i

sammenlignelige områder, er af nogenlunde samme størrelsesorden.

Den praktiske fremgangsmåde ved beregningen af grundværdierne er vist i

efterstående 4 eksempler.

I de fleste tilfælde vil en del af fællesarealet skulle indgå i værdien

af arealer med byggeretsværdi. Det vil ofte medføre, at arealpris og

byggeretsværdi skal være højere for rækkehuse beliggende på en fælles

grund end for eventuelle tilstødende parcelhusområder. I relation til

grundværdisystemet kan det derfor være hensigtsmæssigt, at disse ejendomme

med f.eks. støttet tæt-lav bebyggelse placeres i særskilte

grundværdiområder, idet man så vil kunne indberette specielle - typisk

højere - områdepriser for disse områder. Selvom det i nogle tilfælde

forekommer mest hensigtsmæssigt at beregne grundværdien manuelt, kan det

med henblik på efterfølgende vurderinger være en fordel at lade

ejendommene omfatte af den maskinelle beregning. Det vil i de fleste

tilfælde være mest hensigtsmæssigt at indberette specifikationen af

grundværdien med byggeretter m.v. til grundværdisystemet, idet man så får

specifikationen udskrevet.

Eksempel 1 : rent tæt-lavt

område

I. AREALOPLYSNINGER

grundareal

11.200 m²

heraf vej

1.200 m²

vurderingspligtigt areal

10.000 m²

fællesareal, der ansættes til 0

4.000 m²

beregningsareal

6.000 m²

II. OPLYSNINGER OM RETLIGE OG FAKTISKE FORHOLD

bebyggelsesprocent

25

gennemsnitlig husstørrelse

90 etagemeter

antal husenheder

25

Det faktiske antal etagemeter på 2.250 svarer i eksemplet til den

retlige udnyttelsesmulighed, idet det er forudsat, at der ikke vil kunne

opføres yderligere 250 m² etageareal på ejendommen.

Områdepris for tilstødende parcelhusområder: 300 kr.

III. BEREGNING AF GRUNDVÆRDIEN

Til en bebyggelse på 2.250 etagemeter vil der med en bebyggelsesprocent

på 25 kræves et "byggeteknisk beregningsareal" på 9.000 m² (2.250 m² :

0,25). Da det areal, der umiddelbart kan henføres til de enkelte huse

(beregningsarealet) kun er på 6.000 m², er der overført byggeret fra

3.000 m² af fællesarealet, og værdien heraf skal - jf. bemærkningerne

i tekstafsnittet - derfor overføres til beregningsarealet.

Da bebyggelsesprocenten for området er fastsat til 25, svarende til den

sædvanlige bebyggelsesprocent i parcelhusområder, kan der umiddelbart ved

beregningen af grundværdien tages udgangspunkt i områdeprisen for

tilstødende parcelhuskvarterer.

Grundværdien kan herefter beregnes således:

25 byggeretter à 120.000 kr. =

3.000.000 kr.

6.000 m² à 150

kr.

;

=

900.000 kr.

3.900.000 kr.

overført værdi fra fællesareal:

3.000 m² à 150 kr.=

450.000 kr.

Samlet grundværdi

4.350.000 kr.

(Grundværdi pr. hus før nedslag = 174.000 kr.)

Da en del af værdien fra fællesarealet skal overføres til

beregningsarealet vil områdeprisen i dette eksempel blive højere end

områdeprisen i de tilstødende parcelhusområder. I dette tilfælde vil

områdeprisen (dvs. den områdepris der indberettes til grundværdisystemet)

blive 330 kr.

IV. SPECIFIKATION AF GRUNDVÆRDIEN

Kendes den gennemsnitlige grundværdi og den gennemsnitlige

grundstørrelse, kan områdeprisen for den konkrete bebyggelse beregnes

således:

Områdepris = 2 x (gnstl. grundværdi pr. hus)/(800 + gnstl.

grundstørrelse pr. hus )

I eksemplet:

Områdepris = 2 x (174.000 kr. )/(800 + 240) = 335

Områdeprisen afrundes til 330 kr.

Specifikationen af grundværdien kan herefter foretages således:

25 byggeretter à 132.000 kr. =

3.300.000 kr.

6.000 m² à 165 kr. =

990.000 kr

4.000 m² à 0 kr. =

0 kr.

1.120 m² vej à 0 kr. =

0 kr.

4.290.000 kr.

- nedslag 12,5 pct. =

536.250 kr.

Grundværdi

3.753.750 kr.

Grundværdi afrundet

3.753.800 kr.

V. KONTROL:

grundværdi pr. hus efter nedslag =

150.200 kr.

grundværdi pr. etagemeter =

1.668 kr.

Eksempel 2 : rent tæt-lavt

område.

I. AREALOPLYSNINGER

grundareal:

15.000 m²

vurderingspligtigt areal:

15.000 m²

II. OPLYSNINGER OM RETLIGE OG FAKTISKE FORHOLD

bebyggelsesprocent =

30

samlet etageareal =

4.500 etagemeter

antal huse =

60

gennemsnitlig husstørrelse =

75 m²

områdepris for tilstødende parcelhusområder:

300 kr.

Da den gennemsnitlige husstørrelse er noget lavere end for en

boligenhed af en sædvanlig størrelse, bør der i dette tilfælde regnes med

mellem 45 og 50 byggeretter, alt efter hvad man i det lokale område anser

for en rimelig boligstørrelse.

Tages der udgangspunkt i en boligstørrelse på 100 m², skal der i dette

tilfælde regnes med 45 byggeretter.

III+IV. BEREGNING OG SPECIFIKATION AF GRUNDVÆRDIEN

45 byggeretter a 120.000 kr =

5.400.000 kr.

15.000 m² a 150 kr =

2.250.000 kr.

grundværdi før nedslag =

.

7.650.000 kr

nedslag 12,5 pct. =

956.250 kr.

Grundværdi =

6.693.750 kr.

Grundværdi (afrundet) =

6.693.800 kr

V. KONTROL

Grundværdi pr hus efter nedslag :

111.600 kr.

grundværdi pr etagemeter :

1.487 kr.

Eksempel 3 : rent tæt-lavt

område

I. AREALOPLYSNINGER

grundareal

11.200 m²

heraf vej

1.200 m²

vurderingspligtigt areal

10.000 m²

fællesareal, der ansættes til 0

4.000 m²

beregningsareal

6.000 m²

II. OPLYSNINGER OM RETLIGE OG FAKTISKE FORHOLD

bebyggelsesprocent

30

gennemsnitlig husstørrelse

75 etagemeter

antal husenheder

40

(samlet antal etagemeter 3.000 )

Områdepris for tilstødende parcelhusområder:

300 kr.

III. BEREGNING AF GRUNDVÆRDIEN

Til en bebyggelse på 3.000 etagemeter vil der med en bebyggelsesprocent

på 30 kræves et "byggeteknisk beregningsareal" på 10.000 m² (3.000 m²

: 0,30). Der skal således i dette tilfælde overføres værdi fra hele

fællesarealet svarende til 4.000 m² à 150 kr. = 600.000 kr.

Som anført er der 40 boligenheder, der i gennemsnit har et etageareal

på 75 m². Skønner vurderingsmyndigheden i dette tilfælde, at en bolig af

tidssvarende størrelse burde være på 90 m², skal der efter

retningslinierne i eksempel 2, regnes med 33 byggeretter (3.000 etagem²:

90 = 33,33, der afrundes til 33.)

Grundværdien kan herefter beregnes således:

33 byggeretter à 120.000 kr. =

3.960.000 kr.

6.000 m² à 150 kr. =

900.000 kr.

4.860.000 kr.

overført værdi fra fællesarealet

4.000 m² à 150 kr.

600.000 kr.

Samlet grundværdi

5.460.000 kr.

(Grundværdi pr. "byggeretsenhed" før nedslag:

165.500 kr)

For bebyggelsen kan områdeprisen (dvs. den områdepris, der indberettes

til grundværdisystemet) beregnes til 336 kr. [2 * 165.500 kr :( 800 +

6.000 : 33) = 336 kr.]

IV SPECIFIKATION AF GRUNDVÆRDIEN

33 byggeretter a 134.400 =

4.435.200 kr.

6.000 m² a 168 kr =

1.008.000 kr.

4.000 m² a 0 kr =

0 kr.

1.200 m² vej =

0 kr.

5.443.200 kr - nedslag 12,5 pct.

680.400 kr.

Grundværdi

4.762.800 kr.

P.S. I eksemplet er regnet med en områdepris på 336 kr. I

vurderingsarbejdet ville det nok være mere hensigtsmæssigt at forhøje

områdeprisen til 340 kr .

V. KONTROL:

grundværdi pr. hus efter nedslag ca.

119.100 kr.

grundværdi pr. etagemeter

1.588 kr.

Eksempel 4: Blandet tæt-lav og

etagebebyggelse

I. AREALOPLYSNINGER

grundareal

15.000 m²

heraf vej

0 m²

vurderingspligtigt areal

15.000 m²

beregningsareal ved tæt-lav bebyggelse

6.000 m²

Områdepris for tilstødende parcelhuskvarter:

350 kr.

Etagemeterpris i tilstødende etagebebyggelse:

800 kr.

II. OPLYSNINGER OM RETLIGE OG FAKTISKE FORHOLD

Bebyggelse bestående af tæt-lav boligbebyggelse og etagebebyggelse

a. tæt-lav bebyggelse

bebyggelsesprocent

35

gennemsnitlig husstørrelse

75 m²

antal husenheder

40

(samlet antal etagemeter 3.000 )

b. etagebebyggelse

bebyggelsesprocent

50

samlet antal etagemeter

2.000

etagemeterpris i området:

800 kr.

For at kunne opføre en bebyggelse af det anførte omfang kræves med de

givne bebyggelsesprocenter, et "byggeteknisk beregningsareal" for den

tæt-lave bebyggelse på 8.572 m² (3.000 etagemeter : 0,35) og et

"byggeteknisk beregningsareal" til etagebebyggelsen på 4.000 m².

III. BEREGNING AF GRUNDVÆRDI

Beregningen af den samlede grundværdi for ejendommen deles op i 2

beregninger, idet grundværdien, der kan henføres til tæt-lav bebyggelsen,

og grundværdien, der kan henføres til etagebebyggelsen, beregnes hver for

sig.

Vurderingsrådet skønner, at der skal regnes med 30 byggeretter for den

tæt-lave del af bebyggelsen.

a. Beregning af grundværdi for etagebebyggelse

2.000 etagemeter à 800 kr. =

1.600.000 kr.

b. Beregning af grundværdien for tæt-lav boligbebyggelse

30 byggeretter à 140.000 kr. =

4.200.000 kr.

6.000 m² à 175 kr. =

1.050.000 kr.

5.250.000 kr.

overført værdi fra fællesareal

(8.572 m² - 6.000 m²) = 2.572 m²

2.572 m² à 175 kr. =

450.100 kr.

grundværdi

5.700.100 kr.

(grundværdi pr. "byggeretsenhed" før nedslag=

190.000 kr.)

IV. SPECIFIKATION AF GRUNDVÆRDI

Ejendommens samlede grundværdi specificeres således, idet

områdepriserne beregnes til 380 kr.:

30 byggeretter à 152.000 kr. =

4.560.000 kr.

6.000 m² à 190 kr. =

1.140.000 kr.

5.700.000 kr.

- nedslag 12,5 pct. =

- 712.500 kr.

grundværdi for tæt-lav bebyggelse

4.987.500 kr.

4.000 m² à 400 kr. =

1.600.000 kr.

fællesareal 5.000 m² à 0 kr. =

0 kr.

Samlet grundværdi =

6.587.500 kr.

V. KONTROL

grundværdi pr. hus efter nedslag

124.700 kr.

grundværdi pr. etagemeter

1.663 kr.

Koteletgrunde

Grunde med en smal adgangsvej fra vejen benævnes efter deres form

"koteletgrunde". Der tænkes i denne forbindelse kun på grunde, der er

omfattet af byggeretsværdiprincippet.

Ved ansættelsen af grundværdien af

koteletgrunde skal der tages hensyn til den længere adgangsvej

m. v., men indvirkningen på værdiansættelsen kan i nogen grad være opvejet

af, at ejendommen kan have færre gener af trafikken. Har to koteletgrunde

fælles indkørsel, vurderes "koteletbenet" som fællesvej, som efter praksis

ansættes til 0 kr.

Koteletgrunde ligger ofte i områder med relativt høje grundværdier.

Dette har bl. a. medført en del klager og kritik af manglende ensartethed

i ansættelserne, som har givet sig udslag i grundværdinedsættelser

ved Landsskatteretten.

Det er ikke muligt på grundlag af salgsstatistikken at konstatere, om

koteletgrunde rent faktisk handles til lavere priser end facadegrunde, og

hvor stort et nedslag der i givet fald skal gives i ansættelserne af

koteletgrunde i forhold til tilstødende facadegrunde.

De ulemper, der er forbundet med en koteletgrund, må dog i de fleste

tilfælde antages at være større end de fordele, der vil være forbundet med

en roligere beliggenhed i forhold til vejnettet. Det bør i denne

forbindelse navnlig tages i betragtning, at der som oftest vil være flere

grunde, der støder op til en koteletgrund, og at udgifter

til stikledninger fra vejen og etablering af adgangsvej i de fleste

tilfælde vil være noget større for en koteletgrund end for en

facadegrund.

Der kan ikke fra grundværdisystemet indhentes oplysninger om, hvorvidt

en bestemt grund er en koteletgrund eller en facadegrund. Af samme årsag

er der heller ingen oplysninger om koteletbenets størrelse på de grunde,

som vurderingsmyndighederne kan identificere som koteletgrunde.

Der er ved de forslag til ansættelse af grundværdierne, der

udarbejdes i grundværdisystemet, således ikke taget hensyn til de enkelte

grundes form.

I det omfang, vurderingsmyndigheden bliver opmærksom på, at en

byggegrund er en såkaldt koteletgrund, bør der gives et værdinedslag.

Da der som anført ikke statistisk kan udledes noget om værdiforholdene

mellem koteletgrunde og facadegrunde, må størrelsen af det nedslag, der

fastsættes i de konkrete tilfælde, bero på et skøn.

En opmåling af de enkelte koteletben med det formål at ansætte et

nedslag i forhold til koteletbenets længde eller areal, således at der kun

gives nedslag, hvis koteletbenet har en bestemt længde eller areal, vil

være administrativt besværligt og vil kunne føre til uensartethed i

ansættelserne inden for samme grundværdiområde.

Efter praksis ansættes koteletgrundes grundværdi som

udgangspunkt ved, at der fastsættes et "nedslag for uhensigtsmæssig

form" for alle koteletgrunde, svarende til 10 pct. af grundens

samlede arealværdi. Eer der knyttet særlig herlighed til en koteletgrund,

f. eks. fordi den ligger frit ud til et grønt område, skal tillægget

ligeledes beregnes som en procent af arealværdien.

Det er af hensyn til ønsket om en informativ vurderingsmeddelelse

vigtigt, at samtlige tillæg og fradrag i grundværdien fremgår af

grundværdiberegningen.

En grundværdiberegning kan f. eks. have følgende indhold:

1. byggeret

240.000 kr

920 m² a 300 kr

276.000 kr

516.000 kr

Nedslag for uhensigtsmæssig form

(10 pct. af 276.000 kr)

-27.600 kr

Grundværdi

488.400

kr

C.2.1.3 Etagearealprincippet

Anvendelse

Etagearealprincippet finder anvendelse i

områder i byzone, der i henhold til byplanvedtægt, lokalplan eller

kommuneplan er udlagt til etagebebyggelse, hvorved forstås bebyggelse i to

etager eller derover. Etagearealprincippet hviler på den erfaring, at

grundens værdi er afhængig af den tilladte udnyttelse, således at

grundværdien stiger i takt med at den tilladte bebyggelsesprocent øges.

I områder, der er udlagt til etagebebyggelse, er der i

Grundværdisystemet (GRUS) registreret en maksimalt tilladt

bebyggelsesprocent for hver enkelt ejendom. Registreringen sker på

grundlag af den gældende fysiske planlægning for området.

Etagearealprincippet anvendes kun i områder med en af følgende

plantyper, jf.

C.2 :

C: Boligområde med etagebebyggelse i byzone

E: Centerområde

F: Erhvervsområde

G: Område med blandet bolig og erhverv i byzone

H: Område til offentlige formål i byzone

Indhold

Efter etagearealprincippet beregnes grundværdien ved følgende

multiplikation: Den ifølge planlægningen maksimalt tilladte

bebyggelsesprocent x

etagearealprisen (ved bebyggelsesprocent 100) x grundens

faktiske areal i kvadratmeter.

Etagearealprisen er det beløb, som en investor skønnes at

ville betale for at kunne opføre en kvadratmeter etagebebyggelse på en

grund i det pågældende område. Etagearealprisen er den samme for alle

grunde i et grundværdiområde. Etagearealprisen udtrykker

grundværdiniveauet.

Eksempel

Etagearealprincippets anvendelse kan illustreres ved følgende

eksempel: En ejendom med et grundareal på 3.200 m2, heraf 200

m2 vej, har en maksimalt tilladt bebyggelsesprocent på 120.

Ejendommen ligger i et grundværdiområde, hvor etagearealprisen er 1.100

kr. Grundværdien beregnes således:

3.000 m2 x 120 pct. x 1.100

kr. pr. etagemeter=

3.960.000 kr.

200 m2 = a´ 0 kr.

0 kr.

Grundværdi

3.960.000 kr.

Beregningen af grundværdien er uafhængig af den faktiske udnyttelse af

ejendommen. Den anvendes også, hvis ejendommen er ubebygget, bebygget

med andet end etagebebyggelse eller bebygget med etagebebyggelse, som

afviger fra den maksimalt tilladte.

C.2.1.4 Kvadratmeterprincippet

For ejendomme, hvor hverken byggeretsværdiprincippet,

etagearealprincippet eller hektarprincippet finder anvendelse, ansættes

grundværdien efter

kvadratmeterprincippet .

Kvadratmeterprincippet kan anvendes for alle grunde uanset plantype.

Efter kvadratmeterprincippet stiger grundværdien proportionalt med

grundens areal. En større grund vil således alt andet lige få

beregnet en højere grundværdi end en mindre.

En køber af en ubebygget grund vil imidlertid ikke betale lige så meget

for de sidste kvadratmeter som for de første. Ved grundværdiberegningen

kommer dette til udtryk ved anvendelse af forskellige

kvadratmeterpriser.

C.2.1.5 Hektarprincippet

Hektarpricippet udgør en kombination af en

særlig beregningsmetode for de

landbrugsmæssige grundværdier og kvadratmeterprincippet. Det anvendes

i alle områder i

landzone med plantype "P: Øvrige områder i landzone", se

C.2.4 .

Hektarprincippet omfatter altså også områder med spredt bebyggelse med

enfamiliehuse, sommerhuse, m.v., hvor kvadratmeterprincippet

anvendes på den enkelte ejendom.

Ligningsrådet godkender med hjemmel i SSL § 18 de

hektarpriser, som de landbrugsmæssige grundværdier ansættes efter,

for så vidt angår den middelgode kvalitet. Ud fra ændringen

i forhold til hektarpriserne ved den sidste vurdering, ansættes

grundværdierne for boniteter, der afviger fra den middelgode, med

tilsvarende ændringer.

Stuehusets grundværdi beregnes normalt ved, at den tidligere ansættelse

fremskrives med en stigning eller et fald svarende til ændringen i den

landbrugsmæssige grundværdi.

C.2.1.6 Nedslag

Nedslag for ekstra fundering m.v.,

pumpenedslag samt nedslag for udstykningsudgifter skal ikke fremskrives

med den fremskrivningsfaktor, som i øvrigt anvendes pr. område, idet de

ikke er direkte afhængige af udviklingen i ejendomspriserne. I stedet

foretages en fremskrivning med en fælles faktor for hele landet beregnet

på grundlag af de senest forud for vurderingen

offentliggjorte "Reguleringsindeks for boligbyggeri". Faktoren

fastsattes ved 2002-vurderingen til 104.

C.2.2 Ejendomme i byzone og

sommerhusområder

Byzone

Byzonearealer er arealer, der ifølge den tidligere by- og

landzonelov blev udlagt til byzoneformål, eller som ved en lokalplan er

overført til

byzone .

Sommerhusområde

Som

sommerhusområde betegnes arealer,

som i en bygningsvedtægt, byplanvedtægt eller lokalplan er udlagt til

sommerhusbebyggelse, samt arealer som ved en lokalplan er overført til

sommerhusområde.

Økonomisk god anvendelse

I medfør af VUL § 16, der finder anvendelse på ejendomme i byzone og i

sommerhusområder, skal grundværdien ansættes til det beløb, som efter de

gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i

ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god

anvendelse, i hvilken henseende hensyn må tages såvel til ejendommens

form og størrelse som til udstyknings- og omlægningsmuligheder.

Beliggenheden

For ejendomme i byer og bymæssige bebyggelser er det sædvanligvis

bebyggelse under en eller anden form, der er den økonomisk gode

anvendelse. Fælles for ejendomme i byer og bymæssige bebyggelser er, at

beliggenheden er den vigtigste prisdannende enkeltfaktor, hvilket også gør

sig gældende i sommerhusområder. Beliggenhedsfaktorens betydning afspejles

i opdelingen af landet i grundværdiområder, se

C.2 .

Såvel beliggenheden i videre geografisk forstand som ejendommens

specifikke beliggenhed i forhold til trafikårer og anden bebyggelse må

tages i betragtning ved grundværdiansættelsen. I områder, der er udlagt

til parcelhus- eller rækkehusbebyggelse m. v. og i sommerhusområder

spiller naturgivne attraktioner en ganske særlig rolle.

Fysisk planlægning

Rådigheden over fast ejendom er bl. a. begrænset af offentlige

myndigheders regulering. Ved ansættelsen af grundværdien skal der

tages hensyn til denne regulering, herunder til den fysiske

planlægning i medfør af planlovgivningen, se A.5.1-A.5.3. Det fremgår af

bestemmelsen i VUL § 13, stk. 2, hvorefter der ved ansættelsen

af grundværdien skal tages hensyn til de til grunden knyttede

rettigheder og byrder af offentligretlig karakter.

For ejendomme i byzone og i sommerhusområder er det især de

reguleringer, der er fastsat i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

452 af 24. juni 1998 med senere ændringer, der spiller en rolle ved

grundværdiansættelsen.

Ved §§ 6 A-6 C i byggeloven er by- og boligministeren bemyndiget

til at fastsætte regler om

mindstegrundstørrelser for ejendomme,

bebyggelsesprocenter ved bebyggelse af ejendomme,

højder og antal etager for bebyggelser samt

mindsteafstand for bebyggelse til skel mod anden grund eller

sti.

Sådanne regler er fastsat i By- og Boligministeriets bekendtgørelse

nr. 12251 af 24. september 2001 af Tillæg 3 til

Bygningsreglement 1995 og i samme ministeriums bekendtgørelse

nr. 12252 af samme dato af Tillæg 2 til Bygningsreglement for

småhuse. Tillæggene trådte i kraft den 1. oktober 2001. De

bebyggelsesregulerende bestemmelser i tillæggene dækker de samme forhold

og har samme saglige anvendelsesområde som de før 1. oktober 2001

gældende bestemmelser herom i byggeloven.

Mindstegrundstørrelse

I byzone må der ikke foretages udstykning, matrikulering

eller arealoverførsel, hvorved der vil fremkomme ejendomme med et mindre

areal end 700 m2, jf. førnævnte Tillæg 3 til

Bygningsreglement 1995, kap. 2A.

Ved udstykning i sommerhusområder må arealet ikke være mindre end 1.200

m2, jf. førnævnte Tillæg 2 til Bygningsreglement for småhuse,

afsnit 2.2.

Bestemmelserne om mindstegrundstørrelse i bygningsreglementerne finder

ikke anvendelse i tilfælde, hvor der er fastsat andre bestemmelser i

en lokalplan, en byplanvedtægt eller en reguleringsplan i medfør af

tidligere gældende byggelove.

Bebyggelsesprocenter

Bebyggelsesprocenten ved bebyggelse af en ejendom, herunder

ved om- eller tilbygning, må ikke overstige

25 for huse med én bolig til helårsbeboelse (parcelhuse)

10 for sommerhusbebyggelse i et sommerhusområde og anden bebyggelse

til ferie- og fritidsformål

35 for tæt-lav bebyggelsen

50 for etagebebyggelse i et område, der i kommuneplanen er udlagt

hertil, og

40 for anden bebyggelse (for grunde med særlig beliggenhed, der var

bebygget den 1. februar 1977, dog 50)

Bebyggelsesprocenterne er ligeledes fastsat i de førnævnte tillæg til

bygningsreglementerne. Bestemmelserne finder ikke anvendelse i tilfælde,

hvor der er fastsat andre bestemmelser i en lokalplan, en byplanvedtægt

eller en reguleringsplan i medfør af tidligere gældende byggelove.

Ved bebyggelsesprocenten forstås etagearealets procentvise andel af

grundstykkets areal. Ved beregning af grundstykkets areal henses til det

areal, der er angivet i matriklen. Desuden medregnes grundstykkets andel i

et selvstændigt matrikuleret areal, der udgør et friareal fælles for flere

ejendomme. Ved beregningen fragår arealer, der er beliggende i en anden

zone end den, hvori der bygges, samt jordlodder, der ikke har sammenhæng

med grundstykket, men har samme matrikelbetegnelse.

Bebyggelsesprocenten er især af betydning for ejendomme, der falder ind

under de plantyper, hvorpå etagearealprincippet finder anvendelse, se

C.2.1.3 .

For ejendomme, hvor kvadratmeterprincippet anvendes, f. eks. i

industrikvarterer, spiller procenten en mindre rolle.

Ved grundværdiansættelsen henses til den retlige

bebyggelsesprocent, selv om den faktiske anvendelse måtte afvige

herfra, se TfS 2000, 498.

Åben-lav og tæt-lav bebyggelse

På ejendomme i områder i byzone, der er udlagt til åben-lav

eller tæt-lav bebyggelse, anvendes byggeretsværdiprincippet ved

grundværdiansættelsen. Dette princip anvendes også på ejendomme i

sommerhusområder.

Ved tæt-lav bebyggelse forstås dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse og

lignende former for helt eller delvis sammenbyggede enfamiliehuse.

Byggeretsværdiprincippet indebærer, at grundværdien beregnes som summen

af en byggeretsværdi og en arealværdi, se

C.2.1.2 .

Byggeretsværdipricippet anvendes uden hensyn til, om ejendommen er i

privat besiddelse, eller den ejes af et boligselskab eller en

andelsboligforening.

Særligt for sommerhusområder

Bebyggelse i sommerhusområder må kun opføres i én etage uden mulighed

for indretning af tagetage (medmindre den eksisterende bebyggelse i

området overvejende er opført med tagetage).

Boliger i sommerhusområder må bortset fra kortvarige ferieophold m. v.

ikke anvendes til overnatning i perioden 1. oktober - 31. marts, medmindre

boligen blev anvendt til helårsbeboelse, da området blev udlagt til

sommerhusområde, og retten til helårsbeboelse ikke senere er bortfaldet,

jf. planlovens § 40.

Etagebebyggelse

På ejendomme i områder i byzone, der er udlagt til etagebebyggelse,

anvendes etagearealprincippet ved grundværdiansættelsen, se

C.2.1.3 .

Etagearealprincippet bygger på den erfaring, at grundens værdi er afhængig

af den tilladte udnyttelse, således at grundværdien stiger i takt med den

tilladte bebyggelsesprocent.

I boligområder med etagebebyggelse må det tillægges en vis betydning,

om der med fordel kunne gennemføres byggeri med ejerlejligheder,

eller om dette ikke er tilfældet. I områder, der må formodes anvendt

til udlejningsbyggeri, vil grundværdien indirekte være påvirket af

lejelovgivningen.

I områder med blandet bolig og erhverv eller udelukkende erhverv er

det i større eller mindre udstrækning markedslejen på stedet, der

bestemmer grundens værdi. Ændringer i virksomhedsstrukturen inden for

næsten alle erhvervsgrene har tillige med trafikale hensyn medført

omfattende udflytninger fra det indre af byerne til nye områder.

Som et udslag af udviklingen har pengeinstitutter m. fl.

nedlagt et stort antal filialer, uden at de rømmede lokaliteter uden

videre har kunnet lejes ud til andre erhverv med direkte kundekontakt. På

særligt attraktive forretningsstrøg vil etagearealprisen stadig blive

fastsat højere end for andre ejendomme.

Kontor- og forretningsbyggeri forekommer også i områder, der ikke er

udlagt til etagebebyggelse. I så fald ansættes grundværdien almindeligvis

efter kvadratmeterprincippet, jf. nedenfor.

Blandede bebyggelsesformer

Er ejendommen bebygget med både etagebebyggelse og lav bebyggelse,

foretages der en fordeling såvel af ejendommens samlede areal som af

fællesareal m. v. på de to bebyggelsesformer. Det sker på grundlag af

oplysninger om etageareal og tilladte bebyggelsesprocenter. Den del

af det vurderingspligtige areal, der kan henføres til etagebebyggelse,

vurderes ved anvendelse af etagearealprincippet.

Særligt om

ejerlejligheder

Der er i VUL § 16 A angivet en fremgangsmåde ved

grundværdiansættelsen for ejerlejligheder. Der ansættes en grundværdi

for hele grundarealet ifølge matriklen for den ejendom, som er opdelt i

ejerlejligheder. Ansættelsen af de enkelte lejligheders grundværdi sker

ved fordeling af moderejendommens grundværdi. Fordelingen foretages

efter det for ejerlejlighederne fastsatte fordelingstal. Er der intet

fordelingstal fastsat, fordeles grundværdien ligeligt på samtlige

ejerlejligheder.

Fører fordelingstallet - eller lejlighedernes antal alene - til en

åbenbart urimelig fordeling, kan vurderingsmyndighederne udøve et

selvstændigt skøn over fordelingen, jf. artikel i TfS 2001,

529.

Industriområder

For ejendomme i byzone, hvor hverken

byggeretsværdiprincippet eller etagearealprincippet kan finde

anvendelse, ansættes grundværdien efter kvadratmeterprincippet, se

C.2.1.4 .

Efter dette princip stiger grundværdien proportionalt med arealets

størrelse.

Kvadratmeterprincippet følges ved grundværdiansættelsen af ejendomme i

de egentlige industriområder. Ejendommenes beliggenhed i forhold til veje

og transportmidler spiller en betydelig rolle for prisdannelsen.

Prisdannelsen i industriområder er tillige påvirket af, om nye og

innovative industrier allerede har etableret sig i området.

Udlejede arealer

For udlejede arealer skal grundværdien ansættes på samme måde

som for andre ejendomme. Der tages således ikke hensyn til lejeforholdet,

heller ikke i tilfælde hvor aftalen er blevet tinglyst som en

servitut på ejendommen. Der skal nemlig kun tages hensyn til privatretlige

servitutter ved grundværdiansættelsen, hvis servitutterne er stiftet

til fordel for et areal under en anden ejendom, jf. VUL § 13, stk. 3.

C.2.3 Særligt om forurenede ejendomme

Er der påvist forekomst af miljøskadelige stoffer i jorden, kan det

påvirke værdien af det forurenede areal negativt. Også en

begrundet formodning om, at der forekommer sådanne stoffer, kan

eventuelt nedsætte værdien af et areal. Vurderingsmyndighederne må derfor

tage oplysninger om jordforurening med i sine overvejelser ved

ansættelsen af grundværdien.

Medfører en jordforurening, at ejendommens værdi som helhed er

forringet, må der tillige tages hensyn hertil ved ansættelsen af

ejendomsværdien.

Diffus forurening

Ved diffus forurening forstås en forureningssituation, hvor

forureningskoncentrationen er tilfældigt fordelt, således at der ikke er

tale om et hot-spot eller et specifikt lag. Diffus forurening kan f. eks.

være betinget af vejtrafik og afkast fra en skorsten. Diffus forurening

kendes som langsomt nedbrydelige eller ikke nedbrydelige komponenter med

et lavt damptryk og med en stærk binding til

jordpartikler. Erfaringerne gennem de år, hvor myndighedernes

opmærksomhed har været rettet mod problemerne omkring jordforurening, har

vist, at der er en udbredt diffus forurening af jorden i og omkring de

større byer.

Kildeforurening

Kan forureningens kilde fastslås, tales der om kildeforurening eller -

hvis kilden er specifik - om punktkildeforurening. En kildeforurening

kan f. eks. stamme fra en nedlagt losseplads. En punktkildeforurening kan

f. eks. hidrøre fra et nedgravet bassin med kemisk affald.

Kortlægning af forurenede

arealer

Ved lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord

(jordforureningsloven) med senere ændringer er det pålagt amtsrådene at

lade foretage en

kortlægning af landets

forurenede arealer. I Bornholms, Københavns og Frederiksberg kommuner

påhviler kortlægningen vedkommende kommunalbestyrelse. Kortlægningen

omfatter dog ikke arealer, der alene er forurenet som følge af

landbrugsmæssig udnyttelse.

Kortlægningen på et af de to

vidensniveauer ,

som jordforureningsloven arbejder med, er en forvaltningsakt og

forudsætter derfor partshøring og individuel underretning af arealernes

ejere. En kortlægning omfatter som regel en matrikel ad gangen.

Kortlægning skal ikke tinglyses, men indføres i

matrikelregisteret , jf. udstykningslovens kap. 2.

Kortlægning af et areal på vidensniveau 1 skal ske, hvis der er

tilvejebragt viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på

andre arealer, der kan have været kilde til jordforurening på arealet, jf.

jordforureningslovens § 4.

Kortlægning på vidensniveau 2 skal ske, hvis der er tilvejebragt

dokumenteret oplysning om jordforurening af en sådan art og koncentration,

at den kan have skadelig virkning på mennesker og miljø, jf.

jordforureningslovens § 5. Kortlægning på vidensniveau 2 skal i

almindelighed ske på grundlag af jordbundsprøver, men der kan

dog have været aktiviteter på arealet, som uden videre indicerer

forurening, f. eks. et gasværk.

Et kortlagt areal skal udgå af kortlægningen, når amtsrådet eller

kommunalbestyrelsen finder det godtgjort, at der ikke er grundlag for at

opretholde kortlægningen, jf. jordforureningslovens § 13, stk.1.

Vilkår efter

jordforureningsloven

På kortlagte arealer må der ikke påbegyndes boligbyggeri,

bestemte former for institutionsbyggeri eller anlæg af offentlig

legeplads uden tilladelse fra amtsrådet eller kommunalbestyrelsen i

Bornholms, Københavns og Frederiksberg kommuner. Et eksisterende byggeri

eller anlæg må ikke ændres eller udvides uden tilladelse. Den kompetente

myndighed kan knytte tilladelsen til bestemte vilkår, f. eks. om

gennemførelse af afværgeforanstaltninger.

Ligger det kortlagte areal i et

område , hvor

amtsrådet eller kommunalbestyrelsen finder en særlig offentlig

indsats påkrævet, jf. jordforureningslovens § 6, stk. 1, kræves der

tilladelse til ethvert nyt byggeri eller anlæg. Det samme gælder, såfremt

arealet allerede anvendes til et af førnævnte følsomme formål,

jf. jordforureningslovens § 6, stk. 2.

For boligejendommes vedkommende skal amtsrådet eller

kommunalbestyrelsen, når en af det offentlige iværksat undersøgelses- og

afværgeindsats er afsluttet, uden at ejendommen har kunnet udgå af

kortlægningen, udfærdige en erklæring om, at forureningen er uden

betydning for grundens anvendelse til bolig, jf. jordforureningslovens §

21, stk. 3. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen skal underrette

vurderingsmyndighederne om oprydning eller afværgeforanstaltninger,

som den ansvarlige myndighed har udført på en ejendom, jf.

jordforureningslovens § 21, stk.2.

Privat oprydning

I medfør af jordforureningslovens § 11 skal amtsrådet eller

kommunalbestyrelsen, såfremt en ejer eller en bruger fremsætter anmodning

herom, efter at have afsluttet et projekt (byggeri) eller en oprydning,

jf. jordforureningslovens § 8, udfærdige en erklæring, som indeholder en

beskrivelse af det gennemførte projekt eller den gennemførte oprydning og

arealets kortlægningsmæssige status, samt oplysninger om hvorvidt amtet

har ført tilsyn med projektet eller oprydningen. En oprydning kan være

total, hvorefter amtsrådet skal sørge for, at ejendommen udgår af

kortlægningen og dermed af registreringen i matrikelregistret. En

oprydning kan alene ske op til det niveau, der er nødvendigt for en

gennemførelse af det ønskede projekt, hvorefter der alene sker frigivelse

til formålet. Sidstnævnte type ejendomme vil fortsat være kortlagt på

vidensniveau 1 eller 2, og registreringen i matrikelregistret dermed

opretholdt. Vurderingsmyndigheden vil blive underrettet om ejendommenes

registreringsmæssige tilstand, og skal herefter helt eller delvist fjerne

et meddelt nedslag for forurening.

Påbud

For forureninger, der er sket den 1. januar 2001 eller senere, kan

miljømyndighederne meddele forureneren påbud om at fjerne den konstaterede

forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende

afhjælpende foranstaltninger, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 1.

Påbud kan meddeles, uanset hvordan forureningen er sket, når bortses fra

force majeure.

For ejere af olietanke til boligopvarmning er der ved

jordforureningslovens § 49 indført forsikringspligt med henblik på dækning

af udgifterne ved at efterkomme miljømyndighedernes påbud om oprydning m.

v. i tilfælde af olieudslip.

For forureninger, der er sket før den 1. januar 2001, kan

miljømyndighederne udstede påbud med støtte i miljøbeskyttelsesloven. Den,

der har forårsaget forurening af jorden eller skabt risiko for, at en

sådan forurening kan opstå, skal foretage de nødvendige foranstaltninger

til at søge følgerne af forureningen effektivt forebygget eller

afværget.

Medens jordforureningsloven gør forureneren ubetinget ansvarlig

for oprydning m. v., hvilede ansvaret efter miljøbeskyttelsesloven på

almindelige erstatningsretlige principper.

Værditabsordningen

Ved denne ordning har en boligejer mulighed for mod at

erlægge en egenbetaling på 40.000 kr. i grundbeløb pr. ejendom, dog mindst

7.000 kr. pr. lejlighed, at tilpligte amtet at rydde op på ejendommen, når

forudsætningerne er til stede og de nødvendige midler hertil er afsat på

finansloven.

Værditabsordningen, der omhandles i kap. 4, §§ 26 - 38, i

jordforureningsloven, omfatter ejendomme som blev anvendt til "ren"

helårsbeboelse den 18. november 1992, og som er forurenede før den 1.

september 1993. Ved forurenede ejendomme forstås i kapitel 4 ejendomme,

der er kortlagt på vidensniveau 2 eller opfylder betingelserne herfor, jf.

jordforureningslovens § 26, stk. 2. Vurderingsmyndigheden bør derfor ved

vurderingen af en forurenet beboelsesejendom være opmærksom på,

om ejendommen er tilmeldt værditabsordningen og i bekræftende fald

tidshorisonten for en oprydning.

Affaldsdepoter

Jordforureningsloven har ophævet affaldsdepotloven af 1990, men

tinglysningen af

affaldsdepoter , som er

registreret under affaldsdepotloven, opretholdes, indtil depoterne er

indført i matrikelregisteret.

Et areal, der er registreret som affaldsdepot, må ikke bebygges eller

overgå til anden anvendelse, medmindre depotet bliver frigivet til det

pågældende formål. Afgørelser truffet efter affaldsdepotloven bevarer

deres gyldighed, indtil der træffes afgørelse efter

jordforureningsloven.

Forureningsnedslag

Ved vurderingen af en forurenet ejendom skal

vurderingsmyndigheden foretage en konkret bedømmelse af, hvorvidt

ejendommens forurenede tilstand påvirker grundværdien og ejendomsværdien.

I den forbindelse er det nødvendigt at have fuldt overblik over, hvor på

grunden forureningen er placeret. Hvis forureningen eksempelvis er

placeret i et hjørne af en grund og dermed ikke er til hinder for en

effektiv udnyttelse af denne, så vil grundens handelsværdi næppe være

påvirket i nævneværdig grad, i det det forurenede areal da blot kan

afskæres (asfalteres eller flisebelægges), således at en eventuel

yderligere skadelig nedsivning undgås. Modsat vil en forurening der breder

sig over større områder på grunden vanskeliggøre en effektiv bebyggelse af

denne og dermed kunne påvirke grundens handelsværdi i negativ retning.

Ejendommen skal vurderes til, hvad en fornuftig køber må antages at ville

give for den i dens nuværende, forurenede tilstand.

Udgangspunktet for udmåling af eventuelle nedslag som følge af

forurening er niveauet for ejendomme i området uden specifik forurening.

Nedslagene skal udmåles, så beregningerne af grundværdien og

ejendomsværdien tilpasses grundens og ejendommens aktuelle

handelsværdi.

Der er især to forhold, som kan begrunde, at der gives nedslag for

forurening. Det ene er, at ejendommens udnyttelsesmuligheder begrænses i

forhold til andre ejendommes som følge af forureningen. Det andet er, at

der er udstedt eller i overskuelig fremtid kan forventes udstedt

omkostningskrævende påbud til ejeren, f. eks. om oprydning.

Ved bedømmelsen af, hvorledes en given forurening påvirker ejendommens

grundværdi, ses der i princippet bort fra, om den hidtidige

anvendelse af ejendommen kan fortsætte uantastet. Dette tages der

derimod hensyn til ved ansættelsen af ejendomsværdien.

Jordforurening påvirker en ejendoms grundværdi forskelligt efter,

hvilken anvendelse af grunden, der ville være den økonomisk mest

fordelagtige, hvis denne var ubebygget. Er den økonomisk fordelagtige

anvendelse fabrik eller lager, vil der ofte ikke være tilstrækkelig

anledning til at nedsætte grundværdien på grund af forureningen.

Ligger ejendommen derimod i et område, der er udlagt til en eller

anden form for boligbyggeri, og vil grunden i ubebygget stand

ikke umiddelbart kunne anvendes hertil, undersøges det,

hvorledes begrænsningen i udnyttelsen må antages at påvirke grundens

handelsværdi. Som overvejende regel repræsenterer en ubebygget grund

altid en eller anden værdi, selv om den ikke måtte kunne anvendes til det

formål, som i øvrigt ville være mest fordelagtig efter grundens

beskaffenhed.

Jordforurening påvirker også en ejendoms grundværdi forskelligt

alt efter beliggenheden. I udbyggede byområder med stor efterspørgsel

efter byggegrunde har en forurening mindre eller slet ingen betydning

for prisfastsættelsen, medens det modsatte vil være tilfældet i tyndt

befolkede områder med ringe efterspørgsel efter byggegrunde.

I praksis gives der sjældent forureningsnedslag for

ejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1. Det skyldes for det

første, at der alene er tale om en formodning om forurening, og for det

andet at der som regel er tale om forurening af mindre alvorlig karakter.

Vurderingsmyndigheden bør derfor anmode en ejer af en forurenet ejendom på

vidensniveau 1 om at sandsynliggøre, at der er tale om en reel forurening

eller at registreringen har medført et fald i handelsværdien, som vel

at mærke kan tilskrives registreringen og ikke en almindelig afmatning af

ejendomsmarkedet. En sandsynliggørelse kan f.eks. ske med en

dokumentation af, at ejendommen har været udbudt til salg gennem en

længere periode, uden at det har været muligt at sælge netop denne

ejendom, medens øvrige ikke registrerede ejendomme i området sælges med

sædvanlig liggetid. Hertil bør vurderingsmyndigheden søge opklaret,

hvornår registreringen på vidensniveau 1 har fundet sted, og om ejeren har

anmodet amtsrådet om at gennemføre tekniske undersøgelser, der kan føre

frem til en registrering på vidensniveau 2, da sådanne undersøgelser efter

anmodning skal gennemføres inden for 2 år efter at en ejer af en grund med

bolig har fremsat anmodning derom, jf. jordforureningslovens § 7. En

kortlægning på vidensniveau 2 eller tinglysning som affaldsdepot

indebærer, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der

på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at

forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø, hvorfor

vurderingsmyndigheden efter en konkret bedømmelse som oftest bør meddele

et nedslag i grundværdien og eventuelt også i ejendomsværdien, specielt

når der er tale om beboelsesejendomme. For så vidt angår erhvervsejendomme

er udviklingen i det professionelle marked den, at en registreret

forurening og foretaget miljøteknisk undersøgelse af en ejendom fører til

bedre priser end for de ejendomme, hvor der ikke er foretaget en

tilsvarende undersøgelse. Dette forhold skyldes en kombination af sikker

viden om,hvad man har med at gøre og myndighedernes øgede fleksibilitet på

området, hvor der i dag ikke kræves total oprensning ved registrering af

forurening, og at man kan lade forurenet jord blive liggende på stedet,

hvis man indkapsler det med ren jord ovenpå. Med andre ord er den

økonomiske usikkerhed ved at overtage en forurenet ejendom væsentligt

reduceret i forhold til tidligere. Såfremt der er tale om en diffus

forurening, hvor der ikke sker nogen registrering i matrikelregistret, vil

denne typisk omfatte hele det grundværdiområde, hvor ejendommen ligger, og

forureningen skulle dermed afspejle sig i grundværdiniveauet, hvis den i

det hele taget påvirker prisdannelsen.

Det skal afslutningsvis præciseres, at oprensning af en forurenet

ejendom ikke kan sidestilles med en grundforbedring i VUL § 17`s

forstand. En foretagen oprensning kan derfor ikke betinge et fradrag i

grundværdien for forbedringer, da oprensningen ikke har medført en

stigning i grundværdien, men alene bragt værdien tilbage til

normaltilstanden.

Betydning af

konstateringstidspunkt

Vurderingsmyndighederne skal normalt kun tage hensyn til

omstændigheder ved ejendommen, som har kunnet konstateres på

vurderingstidspunktet, og som har kunnet påvirke ejendommens handelsværdi.

Oplysninger om forhold, som først er blevet konstateret efterfølgende, kan

dog efter omstændighederne begrunde genoptagelse af en vurdering, jf. SSL

§ 34, stk. 2, hvis det sandsynliggøres, at forholdet gjorde sig gældende

på vurderingstidspunktet. Dette gælder således tilstande, der har karakter

af mangler, som kunne udløse et mangelsansvar i tilfælde af et salg.

Det anførte synspunkt har fundet udtryk i Landsskatterettens praksis

med hensyn til forurenede ejendomme. Landsskatteretten har herved henset

til præmisserne i dommen i UfR 1987.47 (ØLD) (TfS 1986,

268).

C.2.4 Ejendomme i landzone

For ejendomme beliggende i landzone, hvor vurderingsmyndigheden efter

bestemmelsen i VUL § 33, stk. 1, har truffet bestemmelse om, at ejendommen

må anses for helt eller delvis benyttet til landbrug, gartneri,

planteskole eller frugtplantage, skal grundværdien ansættes efter

bestemmelserne i VUL § 14, stk. 1-3. Bestemmelserne finder også anvendelse

på selvstændigt vurderede, ubebyggede landbrugslodder, se

A.4.1 .

Bestemmelserne om grundværdiansættelsen af

landbrugsjord betyder, at kun nogle af de egenskaber, der er

bestemmende for jordens handelsværdi, skal tages i betragtning ved

ansættelsen. Der er derfor en betydelig forskel på den landbrugsmæssige

grundværdi og handelsværdien af den samme ejendoms

jord. Forskelsværdien kommer til udtryk i den såkaldte

"tillægsparcelværdi", se

B.3.3 .

VUL § 14, stk. 1

Grundværdien skal, hvor forholdene i øvrigt er ensartede, ansættes til

samme beløb pr. arealenhed (hektar) uden hensyn til, om jorden tilhører en

større eller mindre ejendom, jf. VUL § 14, stk. 1.

Salgspriserne for små landbrugsejendomme er gennemgående højere målt i

forhold til arealtilliggendet end for større ejendomme. Dette forhold

skulle også gøre sig gældende med hensyn til værdien af jorden alene. Den

nævnte regel har imidlertid til formål at sikre, at ensartet jord ansættes

til samme værdi, uanset om der er tale om en større eller mindre

ejendom.

VUL § 14, stk. 2

Til opnåelse heraf ansættes grundværdien for landbrugsejendomme pr. ha

efter, hvad ubebygget jord af tilsvarende beskaffenhed og beliggenhed som

den vurderede må antages at koste efter egnens priser, når jorden tænkes

at høre til en middelstor bondegård ("

bondegårdsreglen ") i middelgod kultur. Er ejendommens

tilliggende af væsentlig forskellig beskaffenhed eller beliggenhed,

ansættes hver af de pågældende dele for sig, VUL § 14, stk. 2. Ved en

middelstor bondegård forstås et landbrug med et arealtilliggende på

omkring 30 ha.

Begrebet middelstor bondegård er fast forankret i praksis.

Strukturudviklingen i landbruget gennem de sidste 30-40 år har imidlertid

haft til følge, at den økonomisk selvbærende landbrugsejendom i dag

har et betydeligt større arealtilliggende end 30 ha.

Bondegårdsreglen betyder som nævnt, at der umiddelbart ses bort fra de

forskelle på priserne på jord, der måtte kunne udledes af priserne på små

og store, bebyggede landbrugsejendomme. Salgspriserne er dog, sammenholdt

med priserne i andre områder og priser på tillægsjord, vigtige indikatorer

for fastlæggelsen af grundværdiniveauet i området.

Beliggenhed

Ved grundværdiansættelsen skal der tages hensyn til jordens

beliggenhed . De beliggenhedsmæssige faktorer, der

er af betydning for ha-prisen, er fortrinsvis dem, der betinger

landbrugsstrukturen på stedet, f. eks. den tilladte husdyrtæthed.

Imidlertid har beliggenheden i forhold til byerne en stigende indflydelse

på priserne på landbrugsejendomme. Det gør sig især gældende på

Sjælland og i en del af Østjylland. Afstand til leverandører og

aftagere kan spille en selvstændig rolle, specielt for ejendomme

på små øer.

Muligheden for jagt og fiskeri tages ikke i betragtning ved

grundværdiansættelsen af den enkelte ejendom, men kan påvirke det

almindelige prisniveau i området. Det samme gælder en særlig naturskøn

beliggenhed.

For grundværdiansættelsen er det uden betydning, hvorledes jorden

er fordelt omkring bygningerne eller adskilt fra hovedparcellen. Der tages

med andre ord ikke hensyn til ejendommens arrondering.

Beskaffenhed

Ved grundværdiansættelsen skal der tillige henses til jordens

beskaffenhed . Der skal først og fremmest tages

hensyn til jordens egnethed som voksested for kulturplanter (jordens

"bonitet"). Af særlig betydning for egnetheden er jordens fysiske

sammensætning. Tykkelsen af det øverste jordlag (humus, ler, sand eller

grus) er således afgørende for jordens vandledningsevne. De terrænmæssige

forhold er også af vigtighed. Er arealet stærkt kuperet, kan det

begrænse mulighederne for at anvende moderne landbrugsmaskiner.

Har ejendommen jord af forskellig bonitet, må hvert enkelt

jordstykkes værdi indgå i grundværdien i forhold til dets størrelse.

Der er ikke i de seneste årtier foretaget landsdækkende undersøgelser

af landbrugsjordenes

bonitet , men ældre

undersøgelser kan stadig yde vejledning ved bedømmelsen af boniteten på de

enkelte ejendomme.

Selv om priserne på landbrugsjord svinger stærkt afhængigt af

dyrkningstilstanden, skal grundværdierne ansættes ud fra den forudsætning,

at jorden er i middelgod stand. Det betyder, at der skal ses bort fra den

aktuelle dyrkningstilstand, f. eks. om arealerne er veldrænede, og om

der har været iagttaget hensigtsmæssigt sædskifte.

Ha-prisen

Ved fastsættelsen af de ha-priser, grundværdierne skal ansættes efter,

jf. ovenfor, er vurderingsmyndighederne i vidt omfang henvist

til at skønne over, med hvilken værdi jorden indgår i

salgspriserne for bebyggede landbrugsejendomme. Salg af arealer til

oprettelse af nye, selvstændige landbrug forekommer praktisk taget ikke

længere. Derimod finder der nogle salg sted af arealer til

sammenlægning med eksisterende landbrugsejendomme. Der finder

også salg sted til andre formål som skovrejsning og bebyggelse, men

sådanne salg indgår ikke i grundlaget for fastsættelsen af

ha-priserne.

Gennemsnitlige niveauer

Erfaringsmæssigt er handlen med landbrugsejendomme for ringe til,

at der kan udledes et retvisende prisniveau for landbrugsjord af

salgene i de enkelte grundværdiområder. Forud for hver vurdering

godkender Ligningsrådet efter indstilling fra Told- og

Skattestyrelsen gennemsnitlige niveauer for de landbrugsmæssige

grundværdier fordelt på landsdele. Told- og Skattestyrelsen tager herved

normalt udgangspunkt i ha-priserne ved den foregående vurdering

sammenholdt med den generelle prisudvikling med hensyn til bebyggede

landbrugsejendomme, jf. skatteministerens svar til Folketingets

Skatteudvalg, TfS 2000, 316.

Ligningsrådet har ved 2002-vurderingen bestemt, at

landbrugsejendommenes grundværdi skal ansættes på grundlag af

ha-priser, der udover den rent landbrugsmæssige værdi tillige er

differentieret efter den værdi, ejendommens beboelsesmoment repræsenterer

i det omfang, dette giver sig udtryk i egnens priser.

I tilslutning hertil har Ligningsrådet vedtaget vejledende enhedspriser

for de enkelte landsdele. For almindelig landbrugsjord af middelgod

bonitet kan de gennemsnitlige grundværdier pr. ha ved 2002-vurderingen

inden for de enkelte større landsdele ansættes med udgangspunkt i

værdierne i omstående tabel:

Landsdel

Gennemsnitlig grundværdiansættelse kr. pr.

ha for landbrugsejendomme

2001-

vurderingen

2002-

vurderingen

Nordøstsjælland

31.100 kr

35.800 kr

Øvrige Sjælland

26.000 kr

29.900 kr

Lolland-Falster

31.200 kr

35.900 kr

Bornholm

12.100 kr

12.100 kr

Fyn

25.800 kr

29.700 kr

Sønderjylland

19.300 kr

22.200 kr

Østjylland

21.600 kr

24.800 kr

Vestjylland

16.700 kr

19.200 kr

Nordjylland

13.800 kr

15.900 kr

De procentvise niveauændringer, der kan udledes af tabellen, anvendes

ikke blot på jord af middelgod kvalitet, men også på jorder af såvel bedre

som ringere bonitet end middelgod jord.

De anførte ha-priser inkluderer for alle landsdele den boligværdi, der

er knyttet til en landbrugsejendom af gennemsnitlig størrelse uden særlig

beliggenhedsværdi inden for landsdelen.

I områder, hvor beliggenheden medfører en yderligere boliggrundværdi

som følge af særlig efterspørgsels efter landbrugsejendomme til

boligformål eller til rekreative formål, skal den anførte skala ved

2002-vurderingen forhøjes tilsvarende. Den forhøjede skala anvendes dog

kun for arealer indtil 40 ha pr. ejendom. Forhøjelsen beregnes ud fra den

særlige boligværdi, der er knyttet til en landbrugsejendom af

gennemsnitlig størrelse inden for landsdelen.

Eventuelt nedslag for byrde ved kunstig afvanding, vil i almindelighed

kunne beregnes ved kapitalisering af den årlige drifts- og

vedligeholdelsesudgift, hvorved såvel det almindelige renteniveau, som den

skattebesparelse nedslaget medfører, er taget i betragtning.

VUL § 14, stk. 3

Ansættelsen af grundværdien skal foretages på grundlag af jordens

tilstand lige

efter høst , jf. VUL § 14, stk. 3,

dvs. lige efter hjemtagning af alle afgrøder, og før der er taget

skridt til forberedelse af næste års dyrkning.

Denne bestemmelse er indsat, fordi korn på roden almindeligvis

betragtes som en del af den faste ejendom, medens korn, der er høstet,

betragtes som et omsætningsaktiv. Sælges en landbrugsejendom derfor

umiddelbart før høst vil prisen på ejendommen være højere end på

et senere tidspunkt af året.

VUL § 14, stk. 4

Hvis benyttelse til andet end landbrug o. lign. for dele af ejendommen

må anses for at være den i økonomisk henseende gode anvendelse, må værdien

af jorden for disse dele ansættes skønsmæssigt efter de priser, som

antages at kunne opnås ved salg til den pågældende anvendelse, jf.

VUL § 14, stk. 4. Bestemmelsen indebærer, at den del af arealet, der

lovligt kan anvendes til andre formål end landbrugsmæssige, skal ansættes

til handelsværdien, jf. VUL § 16.

Landbrugsmæssigt benyttet jord, der ligger i byzone eller

sommerhusområde, vurderes i praksis efter VUL § 16, dvs. til

handelsværdien. For udstykningsarealer skal grundværdien ansættes efter

de aktuelle udstyknings- og bebyggelsesmuligheder, hvorved særlig må

henses til den tidshorisont, inden for hvilken en udstykning kan

realiseres. Er der ikke udsigt til, at arealet inden for overskuelig

tid vil overgå til anden anvendelse end den landbrugsmæssige, må arealet

vurderes efter, hvad en landmand i området skønnes at ville betale for

det.

Såfremt der findes flere boliger på en landbrugsejendom, og disse ikke

anvendes af (eller er udlejet til) ansatte på bedriften, men er udlejet

til personer, der ikke er beskæftiget på landbrugsejendommen, ansættes et

skønnet areal til en kvadratmeterpris med udgangspunkt i

grundværdiniveauet for tilsvarende fritliggende parcelhuse i området. Hvis

den udlejede bolig ikke er frit eller delvis frit beliggende, men f.eks.

en integreret del af en driftsbygning, ansættes dog ingen særskilt

grundværdi for den pågældende bolig.

Særlige forekomster

Er der på en ejendom forekomster af sten, ler og grus,

skal arealerne vurderes efter bondegårdsreglen, indtil der er givet

tilladelse til udnyttelse af forekomsterne. Når der foreligger en

endelig indvindingstilladelse, skal de arealer, der er omfattet

af tilladelsen, vurderes på grundlag af arealernes handelsværdi.

Vurderingsmyndigheden skal ud fra kendskabet til råstofforekomsternes

mængde, kvalitet og indvindingsperiodens længde ansætte en

kvadratmeterpris, der træder i stedet for ha-prisen.

Ved værdiskønnet kan der tages udgangspunkt i de pågældende arealers

nutidsværdi, der fremkommer ved en tilbagediskontering af de forventede

fremtidige årlige indtægter i graveperioden (efter fradrag for

indvindingsudgifter).

Når afgravningen er tilendebragt og arealet retableret skal

grundværdien for arealet på ny ansættes efter bondegårdsreglen,

hvilket vil sige efter en ha-pris. Almindeligvis vil de udnyttede arealer

have en lavere bonitet end omkringliggende, ikke udnyttede arealer.

Der kan også være indtruffet strukturskader, f. eks. ved at underjorden er

sammenpresset og har mistet noget af evnen til at aflede

regnvand.

Dyrkningsfrie bræmmer

Ifølge § 69 i vandløbsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

632 af 23. juni 2001, skal en bræmme på 2 meter langs

med de af loven omfattede vandløb holdes dyrkningsfri. Den

værdinedsættende virkning af dette påbud kan være forskellig for

forskellige ejendomstyper. For arealer, der allerede henligger som

naturarealer, eller hvor boniteten er tæt på dyrkningsgrænsen, har

indførelsen af de særlige dyrkningsbegrænsninger omkring vandløbene ingen

eller kun meget begrænset indvirkning på den landbrugsmæssige

grundværdi. For opdyrkede arealer af god bonitet, som støder direkte

op til vandløbene, griber påbuddet lidt mere ind i

udnyttelsesmulighederne.

Værdimæssigt bør de dyrkningsfrie bræmmers grundværdi derfor

ansættes på linie med overdrevs- og skrubarealer eller lignende.

Vurderingsteknisk kan det - uden en opmåling - være vanskeligt at

skønne over hvor stort et grundareal, der er omfattet af bestemmelserne om

dyrkning langs vandløbene, men for de fleste ejendomme vil der være tale

om forholdsvis begrænsede arealer, som bliver omfattet af

dyrkningsforbudet. Om fornødent vil kan der tages kontakt med amtet

for at få klarlagt omfanget.

Ved ansættelsen af ejendomsværdien vil der være knyttet en sådan

skønsusikkerhed til fastsættelsen af ejendommens kontante handelsværdi, at

den eventuelle mindre værdi, der følger af bestemmelserne om dyrkningsfrie

bræmmer, i de fleste tilfælde vil være af helt underordnet betydning.

Jord omfattet af

naturbeskyttelseslovens § 3

Grundværdien af arealer, der er omfattet af § 3 i

naturbeskyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 85 af 4. februar 2002

som ændret ved § 38 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, ansættes under

hensyn til, at arealernes tilstand ikke må ændres. Dette forhold vil

almindeligvis afspejle sig i værdiforholdet mellem disse arealer og

andre kulturarealer.

Der vil imidlertid ofte være tale om arealer med bonitet omkring

dyrkningsgrænsen. Naturværdien, herunder værdien af jagt,

kommer i så fald til at spille en væsentlig rolle ved prisdannelsen.

For ferske enges og strandenges vedkommende er prisdannelsen dog også

bestemt af arealernes værdi som græsningsarealer.

Jord omfattet af

fredningskendelse

I det omfang bestemmelserne i en fredningskendelse betyder, at

handelsværdien for et areal vil være lavere end handelsværdien for

tilsvarende arealer, hvor der ikke er lyst fredningsbestemmelser, skal

dette komme til udtryk ved ansættelsen af grundværdien for det pågældende

areal. Som eksempler på sådanne fredningsbestemmelser kan nævnes forbud

mod gødskning og sprøjtning, forbud mod omlægning af græsarealer og påbud

om dyrkningsophør.

Størstedelen af de fredede arealer er kun pålagt meget begrænsede

restriktioner. Er der således tale om lidt ældre fredninger, vil de

bestemmelser, der er indsat i fredningskendelserne, ofte i dag være

reguleringer, der følger af naturbeskyttelseslovens og planlovens

almindelige regler. Af de fredede arealer udgør arealer, der er medtaget i

en fredningskendelse af æstetiske hensyn, eller af hensyn til afrunding af

et fredningsområde, men hvor fredningen i øvrigt ikke er til hinder for en

uændret landbrugsmæssig anvendelse (status quo fredninger), en meget stor

andel.

Det forhold, at en ejendom er omfattet af en fredning, betyder således

ikke automatisk, at grundværdien skal ansættes lavere end for tilsvarende

ikke fredede ejendomme. Kun i de tilfælde, hvor

fredningsbestemmelserne er udformet således, at der er tale om en reel

reduktion af indtjeningsmulighederne på ejendommen, kan det komme på tale

at ansætte en lavere grundværdi, end den der ellers ville være ansat for

arealet.

Når en ejendom ved offentlig foranstaltning undergår væsentlig

værdiforringelse og der udbetales erstatning herfor, sker der underretning

af vurderingsmyndigheden, der skal tage hensyn hertil ved ansættelsen af

såvel ejendomsværdi som grundværdi.

Vindmølleparceller

Praktisk taget alle vindmøller inden for kysterne er opstillet

i landzone. De fleste vindmøller er opstillet på landbrugsejendomme. De

arealer, som vindmøllerne er opstillet på ("vindmølleparcellerne"), skal

vurderes efter bestemmelsen i VUL § 16, hvad enten de er selvstændigt

matrikulerede eller ej.

Opstilling af en vindmølle kræver forskellige tilladelser, bl. a.

zonetilladelse (når arealet ligger i landzone). Retten til at opstille og

drive en vindmølle på et areal anses som en rettighed af offentligretlig

karakter, som der skal tages hensyn til ved ansættelsen af grundværdien,

jf. VUL § 13, stk. 2. Værdien af en vindmølleparcel beror helt overvejende

på retten til at opstille en vindmølle. Vindmølleparceller vurderes derfor

på grundlag af oplysninger om, hvad denne ret er værd, idet det

forudsættes, at opstillingen af en vindmølle er den efter samtlige forhold

bedste anvendelse af det pågældende areal, jf. VUL § 16.

Vurderingsmyndighederne vurderer i praksis vindmølleparceller på én af

to forskellige måder. Hører vindmølleparcellen til en landbrugsejendom,

beregnes først en grundværdi af den samlede ejendom efter bestemmelserne i

VUL § 14, stk. 1-4. Hertil lægges værdien af retten til at opstille en

vindmølle på vindmølleparcellen. Tillægget til den landbrugsmæssige

grundværdi skal udmåles under hensyntagen til, at vindmølleparcellen

tillige repræsenterer en - omend relativt beskeden - landbrugsmæssig

værdi. Hører vindmølleparcellen til en anden ejendom end en

landbrugsejendom, f. eks. et enfamiliehus, vurderes ejendommens grund

inklusive retten til at opstille vindmøllen. I begge tilfælde skal

handelsværdien af vindmølleparcellen indgå i grundværdien af den samlede

ejendom. Vindmølleparceller bliver kun sjældent vurderet selvstændigt. Når

det sker, ansættes grundværdien lig med værdien af

"vindmølleretten".

Vindmøller opstilles ofte på lejede parceller. De almindeligste

lejekontrakter giver lejeren ret til at opstille og drive en vindmølle på

en afgrænset vindmølleparcel. Kontrakterne indgås for længere åremål,

typisk 30 år, med mulighed for forlængelse. Værdien

af "vindmølleretten" lader sig i sådanne tilfælde opgøre med

udgangspunkt i det aftalte vederlag, som lejeren skal erlægge til ejeren.

Dog kan vederlaget indeholde godtgørelse for afgrødetab og andre

ulemper, som vindmølledriften påfører ejeren. Er lejeforholdet

indgået på andre vilkår, således at lejen erlægges løbende, kan

værdien af "vindmølleretten" opgøres ved at kapitalisere den

årlige leje med en faktor, der er 2-3 points højere end den, der anvendes

for udlejede erhvervsarealer i området i øvrigt.

Landsskatteretten har i en række kendelser, hvoraf én er

offentliggjort,

SKM2003.103.LSR ,

fastslået, at ved 2000-vurderingen kan tillægget

til den landbrugsmæssige grundværdi ansættes til 40.000 kr. pr.

vindmølle for vindmøller med en kapacitet på 100-499 kW og til

80.000 kr. for vindmøller med en kapacitet på 500 kW og

derover. Det bemærkes, at klageren har indbragt den pågældende

kendelse for domstolene.

Der gives ikke tillæg til vindmøller med en kapacitet på under 100

kW, idet denne størrelse vindmøller sædvanligvis ikke genopføres.

Landsskatteretten har i en ikke offentliggjort kendelse tilkendegivet,

at selv om udviklingen i vindmølleteknologien med bedre ydeevne til følge

kan medføre en forhøjelse af vindmølletillæggene, vil opstilling

af en 1 MW-vindmølle ikke give en sådan forbedring af ejendommens

økonomiske anvendelse, at det berettiger til et større tillæg for en sådan

mølle end der gives for opstillingsretten til mindre møller, altså 80.000

kr.

På den baggrund er det Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at for

møller på 500 kW op til 2,0 MW gives der et tillæg på 80.000 kr. og for

møller på 2,0 MW og derover gives der et tillæg på 120.000 kr.

Pelsdyrfarme, hønserier m.m.

For en del ejendomme med små jordtilliggender, men med en

betydelig bygningsmasse, er der en så specialiseret og omfangsrig

animalsk produktion, at vurderingsmyndigheden efter bestemmelsen i VUL §

33, stk. 1, ikke betragter ejendommene som landbrugsejendomme.

Grundværdien for sådanne ejendomme skal derfor ansættes til jordens

handelsværdi (kvadratmeterprincippet).

Golfbaner

Et golfanlægs grundværdi ansættes efter VUL § 16, dvs.

handelsværdien (kvadratmeterprincippet). Mindsteprisen for et golfanlæg i

landzone udgøres af tillægsparcelprisen i området for jord af samme

bonitet tillagt værdien af en zonelovstilladelse, i det etablering af en

golfbane alt andet lige må forudsættes at være en mere optimal anvendelse

af arealet end udnyttelse til landbrugsmæssige formål.

For at anlægge en golfbane i byzone vil være nødvendigt, at der

tilvejebringes en lokalplan, hvorved der planmæssigt er taget hensyn til

den fremtidige meget ekstensive udnyttelse af arealet. Prisen pr m²

grundareal vil derfor som udgangspunkt ikke være højere for en golfbane i

byzone end for en velbeliggende golfbane i landzone.

Udgangspunktet for ansættelsen af golfarealer skal som hidtil tage

udgangspunkt i de konstaterede salgspriser for arealer udlagt til

golfformål. Opmærksomheden henledes dog her på, at man ikke ensidigt

lægger vægt på kvadratmeterpriser for tillægsopkøb af arealer til allerede

eksisterende golfklubber, der ønsker at udvide deres anlæg, idet

prisfastsættelsen her meget ofte er bestemt af den særlige interesse i at

erhverve netop denne jord. Vurderingsmyndighederne må tillige have

opmærksomheden henledt på, om der er overkapacitet af golfbaner i området,

hvilket kan virke trykkende på værdien. Told- og Skattestyrelsen

anbefaler, at man lokalt finder frem til en gennemsnitspris for

hele ejendommen, og undlader at foretage en opdeling med deraf følgende

forskellige specifikationer af spillearealer og arealer til

sikkerhedszoner.

For så vidt angår klubhuse m.v. skal der ansættes et passende udenoms

areal til en kvadratmeterpris, der afviger væsentligt i opadgående

retning i forhold til den fastsatte kvadratmeterpris for selve

golfanlægget.

Se endvidere

B.3.1.3.2 .

Campingpladser

For campingpladser ansættes grundværdien efter VUL § 16,

dvs. til handelsværdien. Ved grundværdiansættelsen tages der hensyn

til følgende forhold:

Som udgangspunkt hører der et bruttoareal på 200 m² til pr.

campingenhed, hvorfor det vil være nødvendigt at søge oplysning om, hvor

mange campingenheder der er meddelt tilladelse til. Denne oplysning kan

erhverves ved henvendelse til det lokale amts landskabskontor eller evt.

Campingrådet. Man må dog være opmærksomhed på, at der kan være

tilfælde, hvor der er meddelt tilladelse til flere campingenheder end der

rent faktisk er på pladsen, hvorfor der skal udvises forsigtighed ved

ansættelsen af overskydende areal,idet dette kræver, at der etableres en

række yderligere faciliteter. En ejer antages at udnytte den kapacitet,

der er økonomisk grundlag for. Værdien af det overskydende areal til

campingformål for en campingplads beliggende i landzone kan derfor evt.

reduceres med op til ca. 50 pct., medens værdien af øvrige udenoms arealer

ansættes efter kvadratmeterprincippet med udgangspunkt i

handelsværdien for tilstødende landbrugsarealer.

I bruttoarealet på 200 m² pr. campingenhed er inkluderet udenomsarealer

til campinghytter, velfærdsbygninger, legepladser m.v., men ikke

udenomsareal til ejerbolig, motellignende virksomhed og andre særlige men

ikke påkrævede bygninger.

Hertil skal der huskes på, at campingpladser er delvist forsynet med

vej, og at der i et vist omfang er indlagt vand, kloak og el. Arealernes

størrelse taget i betragtning kan der evt. også blive tale om at medtage

nogle af udgifterne afholdt inde på ejendommen ved en eventuel ansættelse

af fradrag for forbedringer.

Ansættelsen af grundværdien kan herefter tage sig således ud:

300 campingenheder a' xxx kr. =

xxxxx kr.

+ tillæg for eventuel ejerbolig

xxx kr.

+ tillæg for ikke påkrævede bygninger, der ikke er

indeholdt i campingenheden

xxx kr.

overskydende areal

xx kr.

Ved skønnet over den kvadratmeterpris man ønsker at benytte tages

følgende hovedhensyn :

En campingplads skal for at blive rentabel først og fremmest være

velbeliggende enten som by nær eller i naturskønne omgivelser, og dernæst

skal pladsen være let tilgængelig og synlig for trafikanterne.

Ved fastsættelsen af kvadratmeterprisen tages der udgangspunkt i

ejendommens fremtidige anvendelsesmuligheder, eller med andre ord den

planmæssige status, og altså ikke den faktiske benyttelse.

Er en campingplads placeret i byzone tages der således udgangspunkt i

hvad tilsvarende arealer eksempelvis til rekreative formål er ansat til.

Er der tale om uplanlagt byzoneareal, vil bundprisen typisk være prisen

for ikke byggemodnede industriarealer tillagt værdien af afholdte udgifter

til delvis "byggemodning".

Er en campingplads placeret i landzone, vil det være nødvendigt at have

opnået en zonelovstilladelse for at kunne etablere sig her. Bundprisen vil

derfor være tillægsparcelprisen tillagt værdien af zonelovstilladelsen,

idet etablering af en campingplads alt andet lige må forudsættes at være

en mere optimal udnyttelse af arealet end landbrugsmæssig drift. Her

spiller beliggenheden imidlertid en endnu mere væsentlig rolle end for

campingpladser placeret i byzone, i det en alternativ anvendelse typisk

vil være land- eller skovbrug, såfremt campingpladsen ophører med at

eksistere af forskellige årsager. På den anden side kan en campingplads i

landzone også have en højere værdi end en tilsvarende campingplads

placeret i byzone grundet en særlig attraktiv beliggenhed.

Se endvidere

B.3.1.3.2 .

Dambrug

For selve dambrugets vedkommende ansættes grundværdien efter

VUL § 16, dvs. til handelsværdien. Værdien af retten til at opstemme et

vandløb, til at udnytte et kildevæld eller at udnytte grundvandet skal

medtages i grundværdiansættelsen. Denne værdi afhænger af den mængde vand,

som det efter forholdene er muligt at udnytte, samt af vandets kvalitet.

Endvidere er et dambrugs beliggenhed og tilgængelighed af stor

betydning for grundværdiansætelsen.

De kvalitetsmæssige forhold på det enkelte dambrug og de

kvalitetsmæssige forskelle mellem de enkelte dambrug indgår i det oplyste

tilladelige foderforbrug. Grundværdien for det areal, der anvendes til

dambruget, ansættes efter kvadratmeterprincippet, og skønnes at udgøre

40-50 pct. af ejendomsværdien, beregnet ved kapitaliseringen af det højst

tilladelige foderforbrug. Det bemærkes, at Landsskatteretten ved kendelse

af 10. november 1994, 671-002831-6, har erklæret sig enig i den nævnte

ansættelsesmetode. Hertil lægges værdien af andre arealer, der ansættes i

overensstemmelse med de planmæssige forhold.

Se endvidere

B.3.1.3.2 .

Fritliggende huse i landzone

For en- og tofamiliehuse og sommerhuse med et grundareal på over 5000

m², der helt eller delvis er beliggende i landzone, og hvor

vurderingsmyndigheden ikke skal foretage en fordeling efter VUL § 33, stk.

4-7, foretager vurderingsmyndigheden en fordeling af

ejendomsværdien, således at højst 5.000 m² grundareal henføres til

ejerboligen, medens det overskydende areal henføres til restejendommen,

jf. VUL § 33, stk. 8 og 11. For sådanne ejendomme skal

grundværdien ansættes efter kvadratmeterprincippet.

Hvis mindre end 5000 m² ligger i umiddelbar tilknytning til boligen, er

det dog kun det mindre areal, der medtages i

ejerboligdelen.

C.2.5 Skovejendomme

Ved skovbrugsejendomme skal skovens grund ansættes til den værdi, som

jorden antages at have, når ejendommen anvendes til almindelig god

skovdrift, jf. VUL § 15, stk. 1. Der skal således ikke ved den enkelte

ansættelse tages hensyn til, om der er tale om en yngre eller ældre

bevoksning, og om skoven er særlig velplejet eller mindre godt

vedligeholdt.

Når der bortses fra, at staten har opkøbt en del landbrugsarealer

med henblik på skovrejsning, finder der stort set ikke salg af ubevoksede

skovarealer sted. Det er således ikke muligt direkte ud fra

salgsoplysninger at bestemme, hvor stor en del af en skovs handelsværdi,

der kan henføres til skovens grundareal.

Normalværdien

Værdien af skovens grund og af eventuelle midlertidigt

ubevoksede arealer, der hører til skoven, ansættes med udgangspunkt i en

såkaldt normalværdi. Når normalværdien er udfundet, sættes grundværdien

til en af Ligningsrådet fastsat procent af normalværdien, jf. VUL § 15,

stk. 3, 1. pkt. Ligningsrådet fastsætter grundværdiprocenten for skove

hvert fjerde år. Procenten blev til 2002-vurderingen fastsat til 25.

Samme procentsats skal anvendes ved den almindelige vurdering pr. 1.

oktober 2004. Grundværdien for skove ansættes således efter, hvad der

betegnes som et formaliseret skøn.

Ved skovens normalværdi forstås den værdi, som skoven vil have, når der

gås ud fra følgende forudsætninger:

den foreliggende træartsfordeling under hensyntagen til mulighederne

for overgang til bevoksning med de træsorter, som jorden efter alle

foreliggende forhold må anses for egnet til at frembringe,

at aldersklasseforholdet er regelmæssigt,

at jorden er forsynet med de til almindelig god skovdrift fornødne

hegn, veje og grøfter,

at skoven er almindeligt godt plejet og behandlet og som følge

heraf har den træmasse, som de anførte forudsætninger betinger, jf. VUL

§ 15, stk. 2.

På grundlag af Ligningsrådets vedtagelse beregner Told- og

Skattestyrelsen forslag til ansættelse af skovenes grundværdier.

Forslagene omfatter ikke grundværdien vedrørende eventuelle boliger

eller af arealer, der udnyttes landbrugsmæssigt, jf. nedenfor.

Er der tale om en ældre godt plejet skov, vil normalværdien være lavere

end forslaget til skovens ejendomsværdi. Er der omvendt tale om en meget

ung skov, vil normalværdien være højere end forslaget til skovens

ejendomsværdi.

Nyplantninger

Ved hede- og klitplantager samt andre lignende nyplantninger

skal grundværdien ansættes til samme procent af ejendomsværdien, så længe

ejendomsværdien for plantagen m. v. bortset fra bygningsværdier og andre

værdier af den i stk. 4 nævnte art ikke har nået eller ved normal drift

kunne have nået normalværdien, jf. VUL § 15, stk. 3, 2. pkt. Grundværdien

må, når bevoksningerne ikke er fredskovpligtige, ikke ansættes lavere end

for omgivende jord af tilsvarende beskaffenhed.

For hede- og klitplantager samt andre lignende nyplantninger ville en

grundværdi ansat med udgangspunkt i normalværdien kunne komme til at

overstige ejendomsværdien. For sådanne ejendomme ansættes grundværdien

derfor til en procentdel af ejendomsværdien i stedet for af normalværdien

indtil det tidspunkt, hvor ejendomsværdien er større end normalværdien.

Bestemmelsen er i første række møntet på nye plantager. Den omfatter

ikke ældre, genplantede skove.

På samme måde som ejendomsværdien vil normalværdien pr. ha være

højere for en lille skov end for en stor skov. Der er ikke som for

landbrugsejendomme en bestemmelse om, at jorden skal ansættes til samme

beløb pr. ha, uanset om den tilhører en lille eller en stor ejendom. Små

skove sælges gennemgående til højere priser pr. ha end tilsvarende

store skove.

Grundværdien for en skov må ikke forveksles med begrebet "jordværdi",

der anvendes af skovejere i forbindelse med planlægning af ny skov.

Begrebet udtrykker værdien af et bestemt stykke jord umiddelbart før

tilplantning med en bestemt træart og under forudsætning af en bestemt

intern forrentning af investeringen.

For urørt skov samt lyst- og værnskov, heder, søer og mosearealer skal

grundværdien ansættes til et relativt lavt beløb pr. ha. Told- og

Skattestyrelsen vejleder vurderingsmyndigheden om beløbenes størrelse.

Særlige indtægter

Knytter der sig til et skovareal særlige værdier ud over de

egentlige skovbrugsmæssige, f. eks. hvor der med skoven er forbundet

særlige indtægter ved udlejning til sommerbeboelse, restauration,

forlystelsesetablissement eller lign., skal disse værdier tillægges

normalværdien m. v. Det samme gælder værdier af arealer under ejendommen,

der ikke indgår under skovdrift i egentlig forstand, såsom jord til

tjenestesteder, ager, eng, tørvemoser m. v., hvilke arealer skal ansættes

efter de i VUL §§ 14 eller 16 anførte regler, dog under særlig hensyntagen

til påhvilende fredskovpligt, jf. VUL § 15, stk. 4.

Er der i forbindelse med skoven arealer, der dyrkes landbrugsmæssigt

skal grundværdien for disse arealer ansættes som tilsvarende

landbrugsmæssigt udnyttede arealer efter VUL § 14.

Boliger og tjenestesteder

Forslaget til ansættelse af grundværdien omfatter som nævnt ikke

grundværdien vedrørende eventuelle boliger på skovbrugsejendommen.

Grundværdien for ejerboligen og andre boliger må ansættes ud fra et skøn

over, hvad værdien af en byggegrund til et enfamiliehus ville være på det

pågældende sted.

Kommunefordeling

Strækker en skovbrugsejendom sig over flere kommuner, skal

vurderingsmyndigheden foretage en fordeling af grundværdien mellem de

berørte kommuner, jf. KESL § 22, stk. 1.

C.3 Fradrag i grundværdien for

forbedringer

Under visse

betingelser skal

vurderingsmyndigheden ved vurderingen give fradrag i grundværdien for

forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten

forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde, jf. VUL §

17. Fradrag i grundværdien for forbedringer er en selvstændig ansættelse,

der foretages i forbindelse med den almindelige ejendomsvurdering eller en

årsomvurdering, som kan påklages i sædvanlig instansfølge.

Ansættelsen af fradraget skal ske ved den første vurdering efter

grundforbedringsarbejdets gennemførelse.

Kravet i VUL § 17 om, at forbedringerne skal medføre en stigning i

grundværdien, betyder, at der kun kan gives fradrag for forbedringer, hvis

forbedringerne medfører en stigning af værdien af grunden i ubebygget

stand, jf. VUL § 13, stk. 1. Der kan derfor ikke gives fradrag for

forbedringer, som vedrører bygningerne, eller andre, af forskelsværdien

omfattede bestanddele.

Grundforbedringer

Bestemmelsen af, hvad der forstås ved grundforbedringer, kan volde

vanskeligheder. Det er ikke muligt udtømmende at angive, hvilke

foranstaltninger, der omfattes af begrebet. Der skal dog være tale om

foranstaltninger af materiel karakter, som har øget den almindelige

omsætningsværdi af grunden. Det følger heraf, at en omprioritering af

ejendommen ikke kan anses som en

forbedring i

denne sammenhæng. Heller ikke dispositioner, hvorved en rettighed

tilføres, eller en byrde fjernes fra ejendommen, falder ind under

begrebet.

Efter fast praksis anses udgiften til vejanlæg som en

byggemodningsudgift, der tages i betragtning ved grundværdiansættelsen, og

som efter sin art kan medføre fradrag i grundværdien. Det er dog

kun udgifter, som vedrører det egentlige vejanlæg, som kan begrunde

fradrag; andre udgifter som er forbundet med en udstykning, f. eks. til

belysning, afmærkning og vejskilte, gives der ikke fradrag for.

Også udgifter til kloakering og etablering af vand-, gas- og

elektricitetsforsyning anses som udgifter, der kan medføre fradrag i

grundværdien.

Som regel gives der kun fradrag for udgifter, der vedrører arbejder

uden for grunden. Dog kan visse jordarbejder på grunden berettige til

fradrag, såfremt arbejderne øger den almindelige omsætningsværdi af

grunden i ubebygget stand.

Fradraget i grundværdien for forbedringer er undergivet to

begrænsninger. Fradrag må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må

antages at virke værdiforøgende ved ansættelsen af grundværdien, jf. VUL §

17, og fradraget må ikke overstige de af ejeren faktisk afholdte udgifter

til forbedringerne, heri medregnet værdien af eget arbejde, jf. VUL § 18,

stk. 1.

Værdiforøgelse

Fradraget skal beløbsmæssigt holde sig inden for den

værdiforøgelse , som forbedringen tilfører grunden i ubebygget

stand. Der gives ikke fradrag for et beløb, hvormed de faktisk afholdte

omkostninger måtte have oversteget værdiforøgelsen.

En grundforbedrings værdiforøgelse kan opgøres som forskellen mellem

den ansatte værdi af grunden i forbedret stand og den værdi, grunden

skulle have været ansat til uden forbedringen. Det er værdiforøgelsen på

vurderingstidspunktet, der skal tages i betragtning ved udmålingen af

fradraget. Ved omvurdering efter bestemmelserne i VUL § 4 eller § 4 A er

det prisforholdene pr. vurderingsterminen ved senest forudgående

almindelige vurdering reguleret i henhold til VUL § 3 A, der skal lægges

til grund ved udmålingen.

Der skal udøves et nyt, selvstændigt skøn over værdiforøgelsen ved hver

vurdering af den ejendom, for hvilken der skal ansættes fradrag. Det

betyder, at der eventuelt vil kunne gives fradrag for omkostninger, som

ikke har kunnet udnyttes ved tidligere vurderinger. Nedenstående eksempel

illustrerer dette:

Et areal, der overføres fra land- til byzone, skønnes at have en

værdi af 700.000 kr. umiddelbart efter overførslen. I løbet af året

udføres der byggemodningsarbejder på arealet for 1.300.000 kr. Ved den

førstkomne vurdering ansættes grundværdien til 1.250.000 kr. Uden

byggemodningsarbejderne skønnes grundens værdi pr. 1. oktober at ville

have været (uændret) 700.000 kr. Byggemodningen har således tilført

grunden en værdi på 1.250.000 kr. minus 700.000 kr. i alt 550.000 kr.

Af de afholdte omkostninger resterer 750.000 kr., som ikke berettiger til

fradrag ved den førstkomne vurdering.

Som følge af stigende priser på grunde i området ansættes arealets

grundværdi ved den efterfølgende vurdering til 2.100.000 kr. Antages det,

at værdien af arealet uden byggemodning ikke ville have oversteget 800.000

kr., vil der ved den aktuelle vurdering være "plads" til et fradrag i

grundværdien for forbedringer på 1.300.000 kr. svarende til de afholdte

omkostninger.

Øvrige betingelser

Bestemmelsen i VUL § 17 betinger fradraget i grundværdien for

forbedringer af, at vurderingsmyndigheden er i besiddelse af de

fornødne oplysninger til at fastsætte fradraget. Indtil 16. almindelige

vurdering pr. 1. april 1977 skulle oplysningerne gives på et såkaldt

vurderingsskema, som ejerne skulle udfylde og indsende til

vurderingsmyndigheden forud for hver vurdering.

Bortset fra de i VUL § 38 anførte tilfælde gennemføres de almindelige

vurderinger nu uden forudgående henvendelse til

ejerne. Trods ordlyden i VUL § 17 må det derfor anses

for vurderingsmyndighedens pligt at søge tilvejebragt de oplysninger,

der er nødvendige for, at et eventuelt fradrag kan ansættes korrekt.

Skulle de fornødne oplysninger ikke være tilgængelige for

vurderingsmyndigheden på vurderingstidspunktet, må der tages hensyn

til forbedringerne, så snart vurderingsmyndighederne bliver bekendt

med dem.

Jordrentebrug

Ifølge VUL § 21 må der ikke gives fradrag for forbedringer, når

ejendommen er erhvervet fra staten eller en kommune på jordrentevilkår, og

erhververen i kontrakten har fraskrevet sig retten til sådant fradrag.

Bestemmelsen har ikke større praktisk betydning, da der ikke længere

kan erhverves ejendomme fra staten eller kommunerne på jordrentevilkår.

Bortfald af fradrag

Fradrag må ikke gives for forbedringer, som er fuldført længere

tilbage end 30 år, jf. VUL § 18, stk. 2. For skov, der vurderes i

henhold til VUL § 15, stk. 1-3, er åremålet dog fastsat til 60 år.

Fradragsperiodens længde regnes fra tidspunktet for fuldførelsen af

vedkommende forbedring, uden hensyn til hvornår der er givet fradrag

første gang. Det gælder også, hvis der er givet successive fradrag for

flere forbedringer.

I sjældnere tilfælde kan et fradrag

falde bort som følge af, at den foranstaltning, der har

begrundet fradraget, ikke længere virker værdiforøgende ved

ansættelsen af grundværdien. Nedskrivning af fradraget i takt med, at den

værdiforøgende virkning nedsættes, forudsættes at kunne finde sted, idet

der som nævnt ovenfor skal udøves et nyt, selvstændigt skøn over

værdiforøgelsen ved hver vurdering. Efter gældende praksis nedskrives

fradrag dog kun rent

undtagelsesvis.

C.4 Forskelsværdien

Begreb

Ved

forskelsværdien forstås forskellen mellem ejendomsværdien og grundværdien,

jf. VUL § 5, stk.2. Forskelsværdien udgøres hovedsagelig af

bygningsværdien, men omfatter også værdien af anlægsarbejder, som

ikke kan henføres til grundværdien, samt af hegn og beplantning. Om

landbrugsejendommes forskelsværdi, se

B.3.3 .

Når grundværdien overstiger ejendomsværdien, bliver

forskelsværdien negativ. Det vil den f. eks. være

i tilfælde, hvor den ubebyggede grund skønnes at være

mere værd end ejendommen med den eksisterende

bebyggelse, idet der vil være omkostninger forbundet med nedrivning

og bortskaffelse af byggematerialer.

Forskelsværdien er ingen selvstændig ansættelse, og kan

derfor ikke gøres til genstand for påklage.

Dækningsafgift

Forskelsværdien er grundlag for beregning af dækningsafgift, som

betales i henhold til § 23 A i den kommunale ejendomsskattelov.

Forskelsværdien er tillige grundlag for beregning af en del af

den dækningsafgift, som svares efter § 23 i samme lov, se om

beregning og opkrævning af dækningsafgift i øvrigt

G.2.2 .

C.5 Årsregulering

Generel

beskrivelse af retningslinierne for gennemførelsen af årsreguleringen

fremgår af afsnit

B.4

Reguleringssatserne for grundværdier er specificeret efter den

planlagte anvendelse, der er registreret for det grundværdiområde, som

ejendommen er henført til ved den almindelige vurdering pr. 1. januar

2002. For landbrug, skove og gartnerier m.v. er satserne dog specificeret

efter den faktiske benyttelse.

De af Ligningsrådet godkendte årsreguleringssatser fremgår af bilag

2.

Fradrag i grundværdien for forbedringer årsreguleres ikke. I de

tilfælde, hvor grundværdien efter årsreguleringen udgør et mindre beløb

end det fradrag, der er ansat ved basisvurderingen, nedsættes fradraget

dog til et beløb, der svarer til grundværdien. Tilsvarende gælder, hvis

der på en ejendom er foretaget en fordeling af grundværdien og fradrag i

grundværdien for forbedringer.

Differencebeløb jf. vurderingslovens § 14, stk. 6, reguleres med samme

sats, som anvendes ved reguleringen af den pågældende ejendoms

grundværdi.

Lignende dokumenter