Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 28. november 2002 vedr. Registreringsafgift af motorkøretøjer - mindstebeskatningspris

KEN nr 9604 af 28/11/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet22. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Landsskatteretskendelse af 28. november 2002 vedr.

Registreringsafgift af motorkøretøjer - mindstebeskatningspris

Klagen vedrører opkrævning af afgift efter lov om

registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (RGAL) på følgende punkt:

Opkrævet yderligere afgift af 49 køretøjer i alt 411.542 kr.

Det er oplyst, at klageren beskæftiger sig med salg af nye og

brugte biler, og at han i perioden 4.6.1997 – 31.12.2000 bl.a. har solgt

de

omhandlede 49 køretøjer, som er leveret af importøren B A/S. Det er endvidere

oplyst, at importøren i alle tilfælde har anmeldt en standardpris for de

omhandlede køretøjer efter reglerne i RGAL § 9, og at disse standardpriser er

godkendt af told- og skattemyndighederne. Ved beregningen af afgift til

betaling ved denne standardpris er der i alle tilfælde taget udgangspunkt i

en

salgspris med tillæg af den dagældende mindsteforhandleravance i henhold til

RGAL § 8, stk. 1. 2. pkt., og der er ikke i nogen af tilfældene indregnet en

negativ importøravance, jf. RGAL § 8, stk. 1, 3. pkt.

I forbindelse med klagerens køb af de 49 omhandlede køretøjer

fra importøren er der imidlertid anvendt en salgspris mellem disse parter,

som

oversteg de priser, der var angivet ved anmeldelsen af standardprisen til

told-

og skattemyndighederne. Imidlertid er den samlede salgspris inkl.

registreringsafgift

ved salget til brugeren ikke i nogen af tilfældene højere end den samlede

anmeldte standardpris inkl. registreringsafgift, idet klageren i samtlige de

omhandlede tilfælde har reduceret sin avance, således at denne er mindre end

den dagældende mindsteforhandleravance i henhold til RGAL § 8, stk. 1, 2.

pkt.

Det er forklaret, at der var indgået en særlig aftale vedrørende

Læs alt

introduktionen af en ny model, hvorefter et begrænset antal biler af dette

mærke kunne sælges til en pris inklusive registreringsafgift lige under

200.000

kr., idet importøren for så vidt angår dette begrænsede antal biler undlod at

beregne en importøravance ved anmeldelsen af standardprisen til told- og

skattemyndighederne. Da den aftalte kvote var solgt, ville importøren ændre

den

anmeldte standardpris, således at denne inkluderede en importøravance, men på

foranledning af forhandlerne blev der indgået en ny aftale, hvorefter den

anmeldte standardpris og dermed den lave slutpris forblev uændret mod at dele

avancen mellem forhandlerne og importøren.

Told- og skatteregionen har opkrævet yderligere afgift af de

omhandlede køretøjer under henvisning til, at registreringsafgiften skal

beregnes af bilens faktiske indkøbspris ifølge fakturaen med tillæg af den

dagældende mindsteforhandleravance, jf. RGAL § 8, stk. 1. De anmeldte

standardpriser for så vidt angår de i sagen omhandlede køretøjer er fastsat

ud

fra en oplyst salgspris i engrosleddet (pris mellem importør og forhandler),

der er lavere end de reelt anvendte priser. Hermed er der ikke levnet plads

til

den forhandleravance, som registreringsafgiftsloven foreskriver, og som

standardpriserne giver udseende af, hvorved afgiften ved anvendelse af de

anmeldte standardpriser er afregnet på for lavt grundlag. Forhandlerne kan

med

det nuværende system give rabat til forbrugere uden at dette indvirker på

registreringsafgiften. RGAL indeholder et fiskalt beskyttende krav, således

at

der er et minimum for afgiftens størrelse. Dette krav forhindrer ikke, at en

eventuel rabat fra forhandleren slår igennem krone for krone over for

forbrugeren.

Det er til støtte for den påklagede afgørelse yderligere bl.a.

anført, at en forhandleravance i sagens natur alene kan beregnes på grundlag

af

forhandlerens indkøbspris. Lovens krav om, at den afgiftspligtige værdi ikke

må

indeholde negativ importøravance og mindstekravet til forhandleravancen

indebærer, at der er fastsat en nedre grænse for afgiftsbetalingen for et nyt

køretøj, svarende til forhandlerens indkøbspris tillagt mindsteavancen. Når

lovens

§ 8 og § 9 læses i sammenhæng må den omhandlede fremgangsmåde karakteriseres

som et forsøg på omgåelse af bestemmelserne om mindstebeskatningsprisen.

Bestemmelserne i § 9 om anmeldelse og anvendelse af standardpriser er

naturligvis baseret på den forudsætning, at de anmeldte priser svarer til de

faktiske priser, som importøren fakturerer bilerne til overfor forhandlerne.

Det har ikke været lovgivers intention, at en del af importøravancen skulle

kunne holdes uden for bilens afgiftspligtige værdi. Den eneste fravigelse af

importøravancen i forhold til den anmeldte pris, som lovgiver har omtalt, er

særskilt nævnt i § 9, stk. 3, som vedrører udsving i valutakurser. Denne

bestemmelse underbygger det synspunkt, at importøravancen må anses som en

integreret del af bilens pris, og at det er af denne – af

importørvirksomheden

– anmeldte pris, der altid skal beregnes en minimumsavance.

Forhandlervirksomhederne er ikke bundet af de anmeldte standardpriser, men

kan

sælge til højere og lavere priser. Afgiftsberigtigelse følger den opnåede

pris,

dog således at den afgiftspligtige værdi ikke kan blive mindre en

forhandlerens

indkøbspris tillagt minimumsavancen. Forhandlervirksomheden har frihedsgrader

også til at sælge til en endnu lavere pris, men der er i loven fastsat en

bundgrænse for afgiftsbetalingen. Importørvirksomheden har også frihedsgrader

i

relation til bestemmelserne, idet de til enhver tid kan anmelde en ny

standardpris for køretøjerne. Dette gælder såvel i relation til egen avance

som

til forhandleravancen, blot minimumskravene i lovens § 8, stk. 1, er

overholdt.

Når importørvirksomheden vælger at anmelde en standardpris for et køretøj,

fastlåses den anmeldte importøravance, idet den indgår som en del af

køretøjets

pris til forhandleren. Importøravancen indgår således dels i grundlaget for

beregning af forhandleravancen, dels i grundlaget for fastsættelse af

mindstebeskatningsprisen for køretøjet.

Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at der ikke er

grundlag for at opkræve yderligere registreringsafgift. Det er til støtte

herfor bl.a. anført, at registreringsafgiften, der i den nugældende form i

det

væsentlige har eksisteret i en lang årrække, er indført som en afgift på

bilens

værdi forstået som dens almindelige detailsalgspris. For at muliggøre en

praktisk

afregningsform og kontrol hermed har man endvidere arbejdet med et

fakultativt

standardprissystem, således at prisen til forbrugeren anmeldes af importøren,

hvilket system i praksis forudsætter, at avancen lægges fast. I 1996 ændredes

lovgivningen, således at den anmeldte standardpris frit kunne fraviges i

såvel

opadgående som nedadgående retning. Begrundelsen herfor var i henhold til

lovbemærkningerne til lovforslag nr. 248/1995 bl.a., at den af

Europa-kommissionen udstedte gruppefritagelse for motorkøretøjer forudsatte,

at

importøren ikke fastlægger bindende avancer. Ved den derpå følgende

lovændring

i 1997 indførtes imidlertid et krav om, at den afgiftspligtige værdi

beregningsmæssigt skulle indeholde en minimumsavance. Forud for lovændringen

i

1997 blev der ikke stillet krav om, at salgsprisen til forbrugeren indeholdt

en

særlig fastsat avance, idet det eneste krav var, at salgsprisen indeholdt en

positiv avance for forhandleren. Enhver nedsættelse af forhandlerens pris

inklusive moms medfører en samlet nedsættelse for køberen, som er flere gange

større end det ”tab”, som forhandleren lider, eksklusiv moms. I

perioden efter

lovændringen i 1996 kunne der, hvor køberen af en ny bil samtidig solgte sin

brugte bil til forhandleren, aftales en lavere pris på byttebilen, hvorved

forhandleren samlet set tjente på sin nedsættelse af salgsprisen på den nye

bil, og forbrugeren samlet set fik en besparelse. Ikke overraskende fik denne

konstruktion en betydelig udbredelse.

Som følge heraf fremsatte Skatteministeren den 6.5.1997 forslag

om, at der ved prisfastsættelsen skulle indregnes en mindsteavance på 5 %, og

der blev endvidere indført en regel om at der ikke måtte anvendes negativ

importøravance. Begrundelsen for lovforslaget var angiveligt, at det af

fiskale

grunde ikke ville være acceptabelt at ”flytte” avancen fra nybilen

til den

ibyttetagne brugtbil for derved at spare afgift. Omvendt var det fortsat ikke

tilsigtet at hindre forhandleren i af konkurrencemæssige grunde at reducere

sin

avance, forudsat dette skete uden afgiftsmæssige konsekvenser. Det var

således

klart ved lovændringen i 1997, at forhandleren ikke nødvendigvis skulle have

en

avance på 5 %. Formålet med indførslen af minimumsavancen var ikke at

regulere

den faktiske avance, men at sikre at afgiften altid beregnes af et beløb, som

overstiger importørens kostpris med en vis procentdel. For at sikre at bilen

ikke blev prissat kunstigt lavt fra importørens side, indførtes også et

forbud

mod negativ avance, dvs. tab ved salget fra importøren til forhandleren.

Dermed

skulle det samlet set være sikret, at der ikke er incitament til at fastsætte

kunstigt lave priser over for forbrugerne for på den måde at opnå en lav

afgift.

I overensstemmelse hermed stilles der i § 9, stk. 3, krav om, at

der skal ske fornyet anmeldelse, hvor valutakursudsving medfører, at

importørens kostpris bliver større end den anmeldte engrospris, og

beregningen

af den afgiftspligtige værdi derfor kommer til at indeholde negativ avance.

Det

er således lovens system, at den afgiftspligtige værdi ubetinget skal udgøre

8,5 % mere end importørens kostpris. Omvendt er det implicit hjemlet i § 9,

stk. 2, 3. – 5. pkt., der blev indført samtidig med

mindsteavanceprocenten, at

forhandleren kan have en faktisk avance, som er mindre end mindsteavancen.

Hvor

den faktiske avance nedsættes til under mindsteavanceprocenten via en

nedsættelse af salgsprisen over for forbrugeren, indeholder disse

bestemmelser

om, hvorledes afgiftsgrundlaget skal hæves, således at afgiften uændret

beregnes af en mindsteavance på 8,5 %. Dette er nødvendigt, da det er lovens

klare regel, at afgiften beregnes af salgsprisen til forbrugeren. Afgiften

beregnes i sådanne tilfælde af den nedsatte pris, inkl. moms, men med et

tillæg. Dermed opnås uændret afgiftsbetaling. Forbrugeren vil således alene

opleve et fald i købesummen på nøjagtigt det beløb, som forhandleren har

nedsat

sin avance med. Derimod indeholder loven ikke regler om, at der skal ske en

regulering af afgiftsgrundlaget, hvor den faktiske pris fra importør til

forhandler

forhøjes, således at forhandleren ikke har en reel avance på 8,5 %. Dette har

den logiske årsag, at denne nedsættelse af avancen ikke berører

afgiftsgrundlaget, nemlig salgsprisen til forbrugeren. Statskassen lider i

disse tilfælde ikke noget provenutab ved nedsættelsen af forhandlerens avance

–

og følgelig er der ikke indsat en værnsregel. Det er derfor intetsteds

hjemlet,

at der i forholdet mellem importør og forhandler skal være en faktisk avance

på

mindst 8,5 %.

Advokaten har videre bl.a. anført, at der med den anvendte

fremgangsmåde ubestridt er betalt afgift af den salgspris, som er opnået

overfor forbrugeren. Salgsprisen i de konkrete handler er i overensstemmelse

med importørens listepris og er udtryk for bilens pris i fri handel.

Forhandleren

har ikke opnået ”dækning” for sin nedsættelse af avancen overfor

importøren,

eksempelvis ved ”kreativ” prisfastsættelse af indbytningsbil i

forhold til

forbrugeren. Vider er ændringen af salgsprisen mellem importør og forhandler

ikke udtryk for en proforma-handel eller tilsvarende ”kunstig”

prisfastsættelse. Ændringen er udtryk for en forhøjelse af importørens pris,

og

forhandleren kompenseres ikke på anden måde for prisforhøjelsen. Faktum er,

at

importøren tjener mere og forhandleren mindre end den beregningsmodel, der er

anvendt for at nå frem til mindstebeskatningsgrundlaget. Denne

”fordeling” af

avancen er ikke udtryk for omgåelse af afgiftsreglerne, men derimod en helt

normal forretningsmæssig disposition. Når forhandleren vælger ikke at hæve

salgsprisen

(og dermed afgiftsgrundlaget) er dette ikke utryk for omgåelse af

registreringsafgiftsloven, men derimod udtryk for det faktum, at prisen er en

meget vigtig konkurrenceparameter på bilmarkedet.

Såfremt retten måtte nå frem til, at RGAL § 8, stk. 1, skal

fortolkes således, at der skal beregnes afgift af forhandlerens indkøbspris

tillagt mindst 9 % (den nugældende forhandleravance) har advokaten gjort

gældende, at der ikke er

hjemmel i RGAL

til at opkræve forskelsbeløbet i forhold til den skete afgiftsberigtigelse. I

henhold til § 9, stk. 5, skal den afgiftspligtige værdi fastsættes ved

vurdering, såfremt der ikke er anmeldt en standardpris for køretøjet. Hvis

det

antages, at forudsætningerne for den anmeldte standardpris ikke var til stede

på tidspunktet for afgiftsberigtigelsen. således at den ikke kan anvendes som

grundlag for beregningen af afgift, må konsekvensen være, at der skal ses

helt

bort fra standardprisen og i stedet ske fastsættelse af den afgiftspligtige

værdi ved vurdering. Der er ikke hjemmel til at tvinge importøren til at

anmelde en ny standardpris eller til, at told- og skattemyndighederne selv

ændrer standardprisen. Standardprissystemet er et tilbud til importøren, og

hvis standardprissystemet ikke vælges eller af andre årsager ikke kan

anvendes,

så der er kun et alternativ: Fastsættelse af den afgiftspligtige værdi ved

vurdering. Dette er fastslået i § 9, stk. 4 og 5. Der er derfor i § 9, stk.

2,

fastsat regler for afgiftens beregning, hvor standardprisen fraviges.

Tilsvarende skal der anmeldes en ny standardpris, hvor valutakursudsving

medfører, at der bliver en negativ importøravance. Dette er hjemlerne på

området. Der er således ikke hjemmel til at fastlægge den afgiftspligtige

værdi

til klagerens faktisk konstaterede indkøbspris med tillæg af den § 8, stk. 1,

2. pkt. fastsatte forhandleravance. Advokaten har derfor gjort gældende, at

sagen i givet fald må hjemvises til told- og skatteregionen til fornyet

behandling med henblik på afgiftsberegning ved vurdering af køretøjerne. Den

trufne afgørelse, hvor den anmeldte standardpris på den ene side tilsættes,

og

på den anden side alligevel anvendes som udgangspunkt ved opgørelsen af

efterbetalingskravet, er åbenlyst uhjemlet.

Landsskatteretten skal

udtale:

Det bemærkes indledningsvis, at Landsskatteretten alene kan

påkende klager over spørgsmål om den afgiftspligtige værdi efter RGAL § 8,

jf.

§ 29 a, stk. 1, nr. 4.

Ifølge § 8, stk. 1, er den afgiftspligtige værdi for et nyt

køretøj dets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden

registreringsafgift, og i den afgiftspligtige værdi skal altid indregnes en

mindsteforhandleravance, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt. Ifølge § 8, stk. 1, 3.

pkt.,

må den afgiftspligtige værdi ikke indeholde negativ importøravance, jf. dog §

9, stk. 3 og 4.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder efter

formuleringen af § 8, stk. 1, at køretøjets almindelige pris må være den

pris,

som køretøjet sælges til over for brugeren af køretøjet.

I samtlige de omhandlede tilfælde er køretøjet solgt til en

pris, der svarer til den anmeldte pris efter standardprissystemet i § 9, og

denne pris er ved anmeldelsen beregnet således, at der ikke er beregnet en

importøravance, men alene en forhandleravance der svarer til den dagældende

mindsteforhandleravance, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt.

Disse retsmedlemmer finder således ikke grundlag for at opkræve

yderligere afgift af de omhandlede 49 køretøjer, idet det bemærkes, at der

ikke

i loven stilles krav om fordelingen af den lovpligtige samlede mindsteavance

–

bestående af den lovpligtige mindsteforhandleravance og en importøravance,

der

ikke må være negativ – mellem forhandler og importør. Der stilles i

loven alene

krav om, at der indgår en sådan mindsteavance, der opfylder betingelserne i §

8, stk. 1 og 3, i den afgiftspligtige værdi. Retsmedlemmerne voterer derfor

for

at ændre den påklagede afgørelse, således at der ikke opkræves yderligere

afgift i forbindelse med salget af de omhandlede 49 biler.

Ét retsmedlem finder, at det følger af ordlyden af § 8, stk. 1,

at afgiftsgrundlaget som minimum skal udgøre forhandlerens indkøbspris med

tillæg af den på salgstidspunktet gældende mindsteforhandleravance, der skal

beregnes af forhandlerens indkøbspris. Dette retsmedlem finder videre, at den

indgåede aftale, hvorefter den anmeldte forhandleravance deles mellem

importøren og forhandleren, indebærer, at forhandlerens indkøbspris bliver

højere end forudsat ved importørens anmeldelse af standardpris efter reglerne

i

§ 9. Dette medfører, at den anmeldte standardpris ikke kan anvendes som

grundlag for beregningen af afgift, idet den ikke indeholder en

forhandleravance, der opfylder betingelserne i § 8. Det er derfor med rette,

at

told- og skatteregionen har tilsidesat den foretagne afgiftsberigtigelse.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, så den påklagede

afgørelse vil være at ændre, således at der ikke opkræves yderligere afgift i

forbindelse med salget af de omhandlede 49 biler.

Lignende dokumenter