Landsskatteretskendelse af 28. november 2002 vedr. Registreringsafgift af motorkøretøjer - mindstebeskatningspris
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Landsskatteretskendelse af 28. november 2002 vedr.
Registreringsafgift af motorkøretøjer - mindstebeskatningspris
Klagen vedrører opkrævning af afgift efter lov om
registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (RGAL) på følgende punkt:
Opkrævet yderligere afgift af 49 køretøjer i alt 411.542 kr.
Det er oplyst, at klageren beskæftiger sig med salg af nye og
brugte biler, og at han i perioden 4.6.1997 – 31.12.2000 bl.a. har solgt
de
omhandlede 49 køretøjer, som er leveret af importøren B A/S. Det er endvidere
oplyst, at importøren i alle tilfælde har anmeldt en standardpris for de
omhandlede køretøjer efter reglerne i RGAL § 9, og at disse standardpriser er
godkendt af told- og skattemyndighederne. Ved beregningen af afgift til
betaling ved denne standardpris er der i alle tilfælde taget udgangspunkt i
en
salgspris med tillæg af den dagældende mindsteforhandleravance i henhold til
RGAL § 8, stk. 1. 2. pkt., og der er ikke i nogen af tilfældene indregnet en
negativ importøravance, jf. RGAL § 8, stk. 1, 3. pkt.
I forbindelse med klagerens køb af de 49 omhandlede køretøjer
fra importøren er der imidlertid anvendt en salgspris mellem disse parter,
som
oversteg de priser, der var angivet ved anmeldelsen af standardprisen til
told-
og skattemyndighederne. Imidlertid er den samlede salgspris inkl.
registreringsafgift
ved salget til brugeren ikke i nogen af tilfældene højere end den samlede
anmeldte standardpris inkl. registreringsafgift, idet klageren i samtlige de
omhandlede tilfælde har reduceret sin avance, således at denne er mindre end
den dagældende mindsteforhandleravance i henhold til RGAL § 8, stk. 1, 2.
pkt.
Det er forklaret, at der var indgået en særlig aftale vedrørende
Læs alt
introduktionen af en ny model, hvorefter et begrænset antal biler af dette
mærke kunne sælges til en pris inklusive registreringsafgift lige under
200.000
kr., idet importøren for så vidt angår dette begrænsede antal biler undlod at
beregne en importøravance ved anmeldelsen af standardprisen til told- og
skattemyndighederne. Da den aftalte kvote var solgt, ville importøren ændre
den
anmeldte standardpris, således at denne inkluderede en importøravance, men på
foranledning af forhandlerne blev der indgået en ny aftale, hvorefter den
anmeldte standardpris og dermed den lave slutpris forblev uændret mod at dele
avancen mellem forhandlerne og importøren.
Told- og skatteregionen har opkrævet yderligere afgift af de
omhandlede køretøjer under henvisning til, at registreringsafgiften skal
beregnes af bilens faktiske indkøbspris ifølge fakturaen med tillæg af den
dagældende mindsteforhandleravance, jf. RGAL § 8, stk. 1. De anmeldte
standardpriser for så vidt angår de i sagen omhandlede køretøjer er fastsat
ud
fra en oplyst salgspris i engrosleddet (pris mellem importør og forhandler),
der er lavere end de reelt anvendte priser. Hermed er der ikke levnet plads
til
den forhandleravance, som registreringsafgiftsloven foreskriver, og som
standardpriserne giver udseende af, hvorved afgiften ved anvendelse af de
anmeldte standardpriser er afregnet på for lavt grundlag. Forhandlerne kan
med
det nuværende system give rabat til forbrugere uden at dette indvirker på
registreringsafgiften. RGAL indeholder et fiskalt beskyttende krav, således
at
der er et minimum for afgiftens størrelse. Dette krav forhindrer ikke, at en
eventuel rabat fra forhandleren slår igennem krone for krone over for
forbrugeren.
Det er til støtte for den påklagede afgørelse yderligere bl.a.
anført, at en forhandleravance i sagens natur alene kan beregnes på grundlag
af
forhandlerens indkøbspris. Lovens krav om, at den afgiftspligtige værdi ikke
må
indeholde negativ importøravance og mindstekravet til forhandleravancen
indebærer, at der er fastsat en nedre grænse for afgiftsbetalingen for et nyt
køretøj, svarende til forhandlerens indkøbspris tillagt mindsteavancen. Når
lovens
§ 8 og § 9 læses i sammenhæng må den omhandlede fremgangsmåde karakteriseres
som et forsøg på omgåelse af bestemmelserne om mindstebeskatningsprisen.
Bestemmelserne i § 9 om anmeldelse og anvendelse af standardpriser er
naturligvis baseret på den forudsætning, at de anmeldte priser svarer til de
faktiske priser, som importøren fakturerer bilerne til overfor forhandlerne.
Det har ikke været lovgivers intention, at en del af importøravancen skulle
kunne holdes uden for bilens afgiftspligtige værdi. Den eneste fravigelse af
importøravancen i forhold til den anmeldte pris, som lovgiver har omtalt, er
særskilt nævnt i § 9, stk. 3, som vedrører udsving i valutakurser. Denne
bestemmelse underbygger det synspunkt, at importøravancen må anses som en
integreret del af bilens pris, og at det er af denne – af
importørvirksomheden
– anmeldte pris, der altid skal beregnes en minimumsavance.
Forhandlervirksomhederne er ikke bundet af de anmeldte standardpriser, men
kan
sælge til højere og lavere priser. Afgiftsberigtigelse følger den opnåede
pris,
dog således at den afgiftspligtige værdi ikke kan blive mindre en
forhandlerens
indkøbspris tillagt minimumsavancen. Forhandlervirksomheden har frihedsgrader
også til at sælge til en endnu lavere pris, men der er i loven fastsat en
bundgrænse for afgiftsbetalingen. Importørvirksomheden har også frihedsgrader
i
relation til bestemmelserne, idet de til enhver tid kan anmelde en ny
standardpris for køretøjerne. Dette gælder såvel i relation til egen avance
som
til forhandleravancen, blot minimumskravene i lovens § 8, stk. 1, er
overholdt.
Når importørvirksomheden vælger at anmelde en standardpris for et køretøj,
fastlåses den anmeldte importøravance, idet den indgår som en del af
køretøjets
pris til forhandleren. Importøravancen indgår således dels i grundlaget for
beregning af forhandleravancen, dels i grundlaget for fastsættelse af
mindstebeskatningsprisen for køretøjet.
Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at der ikke er
grundlag for at opkræve yderligere registreringsafgift. Det er til støtte
herfor bl.a. anført, at registreringsafgiften, der i den nugældende form i
det
væsentlige har eksisteret i en lang årrække, er indført som en afgift på
bilens
værdi forstået som dens almindelige detailsalgspris. For at muliggøre en
praktisk
afregningsform og kontrol hermed har man endvidere arbejdet med et
fakultativt
standardprissystem, således at prisen til forbrugeren anmeldes af importøren,
hvilket system i praksis forudsætter, at avancen lægges fast. I 1996 ændredes
lovgivningen, således at den anmeldte standardpris frit kunne fraviges i
såvel
opadgående som nedadgående retning. Begrundelsen herfor var i henhold til
lovbemærkningerne til lovforslag nr. 248/1995 bl.a., at den af
Europa-kommissionen udstedte gruppefritagelse for motorkøretøjer forudsatte,
at
importøren ikke fastlægger bindende avancer. Ved den derpå følgende
lovændring
i 1997 indførtes imidlertid et krav om, at den afgiftspligtige værdi
beregningsmæssigt skulle indeholde en minimumsavance. Forud for lovændringen
i
1997 blev der ikke stillet krav om, at salgsprisen til forbrugeren indeholdt
en
særlig fastsat avance, idet det eneste krav var, at salgsprisen indeholdt en
positiv avance for forhandleren. Enhver nedsættelse af forhandlerens pris
inklusive moms medfører en samlet nedsættelse for køberen, som er flere gange
større end det ”tab”, som forhandleren lider, eksklusiv moms. I
perioden efter
lovændringen i 1996 kunne der, hvor køberen af en ny bil samtidig solgte sin
brugte bil til forhandleren, aftales en lavere pris på byttebilen, hvorved
forhandleren samlet set tjente på sin nedsættelse af salgsprisen på den nye
bil, og forbrugeren samlet set fik en besparelse. Ikke overraskende fik denne
konstruktion en betydelig udbredelse.
Som følge heraf fremsatte Skatteministeren den 6.5.1997 forslag
om, at der ved prisfastsættelsen skulle indregnes en mindsteavance på 5 %, og
der blev endvidere indført en regel om at der ikke måtte anvendes negativ
importøravance. Begrundelsen for lovforslaget var angiveligt, at det af
fiskale
grunde ikke ville være acceptabelt at ”flytte” avancen fra nybilen
til den
ibyttetagne brugtbil for derved at spare afgift. Omvendt var det fortsat ikke
tilsigtet at hindre forhandleren i af konkurrencemæssige grunde at reducere
sin
avance, forudsat dette skete uden afgiftsmæssige konsekvenser. Det var
således
klart ved lovændringen i 1997, at forhandleren ikke nødvendigvis skulle have
en
avance på 5 %. Formålet med indførslen af minimumsavancen var ikke at
regulere
den faktiske avance, men at sikre at afgiften altid beregnes af et beløb, som
overstiger importørens kostpris med en vis procentdel. For at sikre at bilen
ikke blev prissat kunstigt lavt fra importørens side, indførtes også et
forbud
mod negativ avance, dvs. tab ved salget fra importøren til forhandleren.
Dermed
skulle det samlet set være sikret, at der ikke er incitament til at fastsætte
kunstigt lave priser over for forbrugerne for på den måde at opnå en lav
afgift.
I overensstemmelse hermed stilles der i § 9, stk. 3, krav om, at
der skal ske fornyet anmeldelse, hvor valutakursudsving medfører, at
importørens kostpris bliver større end den anmeldte engrospris, og
beregningen
af den afgiftspligtige værdi derfor kommer til at indeholde negativ avance.
Det
er således lovens system, at den afgiftspligtige værdi ubetinget skal udgøre
8,5 % mere end importørens kostpris. Omvendt er det implicit hjemlet i § 9,
stk. 2, 3. – 5. pkt., der blev indført samtidig med
mindsteavanceprocenten, at
forhandleren kan have en faktisk avance, som er mindre end mindsteavancen.
Hvor
den faktiske avance nedsættes til under mindsteavanceprocenten via en
nedsættelse af salgsprisen over for forbrugeren, indeholder disse
bestemmelser
om, hvorledes afgiftsgrundlaget skal hæves, således at afgiften uændret
beregnes af en mindsteavance på 8,5 %. Dette er nødvendigt, da det er lovens
klare regel, at afgiften beregnes af salgsprisen til forbrugeren. Afgiften
beregnes i sådanne tilfælde af den nedsatte pris, inkl. moms, men med et
tillæg. Dermed opnås uændret afgiftsbetaling. Forbrugeren vil således alene
opleve et fald i købesummen på nøjagtigt det beløb, som forhandleren har
nedsat
sin avance med. Derimod indeholder loven ikke regler om, at der skal ske en
regulering af afgiftsgrundlaget, hvor den faktiske pris fra importør til
forhandler
forhøjes, således at forhandleren ikke har en reel avance på 8,5 %. Dette har
den logiske årsag, at denne nedsættelse af avancen ikke berører
afgiftsgrundlaget, nemlig salgsprisen til forbrugeren. Statskassen lider i
disse tilfælde ikke noget provenutab ved nedsættelsen af forhandlerens avance
–
og følgelig er der ikke indsat en værnsregel. Det er derfor intetsteds
hjemlet,
at der i forholdet mellem importør og forhandler skal være en faktisk avance
på
mindst 8,5 %.
Advokaten har videre bl.a. anført, at der med den anvendte
fremgangsmåde ubestridt er betalt afgift af den salgspris, som er opnået
overfor forbrugeren. Salgsprisen i de konkrete handler er i overensstemmelse
med importørens listepris og er udtryk for bilens pris i fri handel.
Forhandleren
har ikke opnået ”dækning” for sin nedsættelse af avancen overfor
importøren,
eksempelvis ved ”kreativ” prisfastsættelse af indbytningsbil i
forhold til
forbrugeren. Vider er ændringen af salgsprisen mellem importør og forhandler
ikke udtryk for en proforma-handel eller tilsvarende ”kunstig”
prisfastsættelse. Ændringen er udtryk for en forhøjelse af importørens pris,
og
forhandleren kompenseres ikke på anden måde for prisforhøjelsen. Faktum er,
at
importøren tjener mere og forhandleren mindre end den beregningsmodel, der er
anvendt for at nå frem til mindstebeskatningsgrundlaget. Denne
”fordeling” af
avancen er ikke udtryk for omgåelse af afgiftsreglerne, men derimod en helt
normal forretningsmæssig disposition. Når forhandleren vælger ikke at hæve
salgsprisen
(og dermed afgiftsgrundlaget) er dette ikke utryk for omgåelse af
registreringsafgiftsloven, men derimod udtryk for det faktum, at prisen er en
meget vigtig konkurrenceparameter på bilmarkedet.
Såfremt retten måtte nå frem til, at RGAL § 8, stk. 1, skal
fortolkes således, at der skal beregnes afgift af forhandlerens indkøbspris
tillagt mindst 9 % (den nugældende forhandleravance) har advokaten gjort
gældende, at der ikke er
hjemmel i RGAL
til at opkræve forskelsbeløbet i forhold til den skete afgiftsberigtigelse. I
henhold til § 9, stk. 5, skal den afgiftspligtige værdi fastsættes ved
vurdering, såfremt der ikke er anmeldt en standardpris for køretøjet. Hvis
det
antages, at forudsætningerne for den anmeldte standardpris ikke var til stede
på tidspunktet for afgiftsberigtigelsen. således at den ikke kan anvendes som
grundlag for beregningen af afgift, må konsekvensen være, at der skal ses
helt
bort fra standardprisen og i stedet ske fastsættelse af den afgiftspligtige
værdi ved vurdering. Der er ikke hjemmel til at tvinge importøren til at
anmelde en ny standardpris eller til, at told- og skattemyndighederne selv
ændrer standardprisen. Standardprissystemet er et tilbud til importøren, og
hvis standardprissystemet ikke vælges eller af andre årsager ikke kan
anvendes,
så der er kun et alternativ: Fastsættelse af den afgiftspligtige værdi ved
vurdering. Dette er fastslået i § 9, stk. 4 og 5. Der er derfor i § 9, stk.
2,
fastsat regler for afgiftens beregning, hvor standardprisen fraviges.
Tilsvarende skal der anmeldes en ny standardpris, hvor valutakursudsving
medfører, at der bliver en negativ importøravance. Dette er hjemlerne på
området. Der er således ikke hjemmel til at fastlægge den afgiftspligtige
værdi
til klagerens faktisk konstaterede indkøbspris med tillæg af den § 8, stk. 1,
2. pkt. fastsatte forhandleravance. Advokaten har derfor gjort gældende, at
sagen i givet fald må hjemvises til told- og skatteregionen til fornyet
behandling med henblik på afgiftsberegning ved vurdering af køretøjerne. Den
trufne afgørelse, hvor den anmeldte standardpris på den ene side tilsættes,
og
på den anden side alligevel anvendes som udgangspunkt ved opgørelsen af
efterbetalingskravet, er åbenlyst uhjemlet.
Landsskatteretten skal
udtale:
Det bemærkes indledningsvis, at Landsskatteretten alene kan
påkende klager over spørgsmål om den afgiftspligtige værdi efter RGAL § 8,
jf.
§ 29 a, stk. 1, nr. 4.
Ifølge § 8, stk. 1, er den afgiftspligtige værdi for et nyt
køretøj dets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden
registreringsafgift, og i den afgiftspligtige værdi skal altid indregnes en
mindsteforhandleravance, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt. Ifølge § 8, stk. 1, 3.
pkt.,
må den afgiftspligtige værdi ikke indeholde negativ importøravance, jf. dog §
9, stk. 3 og 4.
Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder efter
formuleringen af § 8, stk. 1, at køretøjets almindelige pris må være den
pris,
som køretøjet sælges til over for brugeren af køretøjet.
I samtlige de omhandlede tilfælde er køretøjet solgt til en
pris, der svarer til den anmeldte pris efter standardprissystemet i § 9, og
denne pris er ved anmeldelsen beregnet således, at der ikke er beregnet en
importøravance, men alene en forhandleravance der svarer til den dagældende
mindsteforhandleravance, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt.
Disse retsmedlemmer finder således ikke grundlag for at opkræve
yderligere afgift af de omhandlede 49 køretøjer, idet det bemærkes, at der
ikke
i loven stilles krav om fordelingen af den lovpligtige samlede mindsteavance
–
bestående af den lovpligtige mindsteforhandleravance og en importøravance,
der
ikke må være negativ – mellem forhandler og importør. Der stilles i
loven alene
krav om, at der indgår en sådan mindsteavance, der opfylder betingelserne i §
8, stk. 1 og 3, i den afgiftspligtige værdi. Retsmedlemmerne voterer derfor
for
at ændre den påklagede afgørelse, således at der ikke opkræves yderligere
afgift i forbindelse med salget af de omhandlede 49 biler.
Ét retsmedlem finder, at det følger af ordlyden af § 8, stk. 1,
at afgiftsgrundlaget som minimum skal udgøre forhandlerens indkøbspris med
tillæg af den på salgstidspunktet gældende mindsteforhandleravance, der skal
beregnes af forhandlerens indkøbspris. Dette retsmedlem finder videre, at den
indgåede aftale, hvorefter den anmeldte forhandleravance deles mellem
importøren og forhandleren, indebærer, at forhandlerens indkøbspris bliver
højere end forudsat ved importørens anmeldelse af standardpris efter reglerne
i
§ 9. Dette medfører, at den anmeldte standardpris ikke kan anvendes som
grundlag for beregningen af afgift, idet den ikke indeholder en
forhandleravance, der opfylder betingelserne i § 8. Det er derfor med rette,
at
told- og skatteregionen har tilsidesat den foretagne afgiftsberigtigelse.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, så den påklagede
afgørelse vil være at ændre, således at der ikke opkræves yderligere afgift i
forbindelse med salget af de omhandlede 49 biler.
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse af 27/11 2001 Retsinformation · 14. august 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. afgiftsberigtigelse ved parallelimport af biler Retsinformation · 19. maj 2004
- Registreringsafgift af motorkøretøjer - landsskatteretskendelser - mindstebeskatningspris Retsinformation · 27. marts 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. ændring af toldattest for biler - afgiftspligtige værdier - udlejning til valutaudlændinge Retsinformation · 23. marts 2013
- Landsskatteretskendelse af 26. september 2002 vedr. Registreringsafgift prøvekørsel til brug for undersøgelse af model Retsinformation · 12. september 2003
- Sag om fastsættelse af nypris ved afgiftsberegning for et brugt køretøj Domsdatabasen · 26. september 2025