Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 27/11 2001

KEN nr 10002 af 27/11/2001Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet14. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Landsskatteretskendelse af 27/11 2001

Registreringsafgift – importøravance nedsat til 0 -

afgiftsberegning

A A/S’s klage vedrører told- og skatteregionens afgørelse

vedrørende berigtigelse af yderligere afgift vedrørende 162 køretøjer, hvor

importavancen er nedsat til 0 ved anmeldelsen, i alt 1.098.878 kr.

Det er oplyst, at selskabet er autoriseret importør af B-biler,

reservedele og tilbehør i Danmark, og at selskabets produkter videresælges

gennem p.t. 59 autoriserede forhandlere.

Det er videre oplyst, at selskabet i perioden 1.3.1998 –

29.2.2000 har afgiftsberigtiget 162 køretøjer enten til eget brug eller i

forbindelse med salg direkte til slutbruger. De biler, der er udfaktureret

til

selskabet selv, indregistreres med det formål, at de enten skal fungere som

tjenestevogne for selskabets medarbejdere eller udlånes til journalister i

reklameøjemed, og bilerne er efterfølgende solgt som brugte biler til enten

de

autoriserede forhandlere eller til selskabets medarbejdere.

Ved afgiftsberigtigelsen har selskabet beregnet afgiften på

grundlag af importørprisen tillagt en importøravance på 0, den gældende

mindsteforhandleravance og moms. For de omhandlede 162 biler er der anmeldt

en

standardpris efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (RGAL) §

9.

Told- og skatteregionen har beregnet, at der skal ske

efterbetaling af 1.098.878 kr., idet det ved denne beregning er lagt til

grund,

at de omhandlede køretøjer afgiftsberigtiges til en pris bestående af

importørprisen tillagt den anmeldte importøravance, den konkret gældende

mindsteforhandleravance samt moms. Regionen er af den opfattelse, at der ikke

Læs alt

i

RGAL § 9, stk. 2, 3. led, er hjemmel til – hvad afgiftsgrundlaget angår

– at

afvige fra den konkret anmeldte importøravance, men at bestemmelsen alene

rummer hjemmel til at fravige den anmeldte forhandleravance ned til

mindstgældende sats, jf. § 8, stk. 1. RGAL § 9, stk. 1, jf. stk. 2, skal ses

som en undtagelse til reglen i § 9, stk. 4, hvorefter de statslige told- og

skattemyndigheder som udgangspunkt fastsætter køretøjets almindelige pris ved

vurdering af køretøjet. Anvendes reglen i § 9, stk. 1, om anmeldelse af

standardpris, er prisfastsættelsen underlagt betingelserne i § 9, stk. 2.

Dette

medfører blandt andet, at når der er anmeldt en pris for et køretøj, så skal

denne pris benyttes som køretøjets afgiftspligtige værdi. Denne hovedregel

kan

dog blandt andet fraviges, jf. § 9, stk. 2, 3. led, således at

afgiftsberigtigelse

kan ske til en pris under den anmeldte. En fravigelse af den anmeldte

standardpris forudsætter, at den lavere pris indeholder de elementer, som

efter

§ 8, stk. 1 og 3, indgår i den afgiftspligtige værdi, herunder den anmeldte

importøravance, den konkret gældende mindsteforhandleravance samt

merværdiafgift,

uanset at den anmeldte standardpris indeholder en højere forhandleravance end

den aktuelt gældende mindsteforhandleravance, jf. § 8, stk. 1. Der er således

mulighed for at afgiftsberigtige køretøjer til en lavere pris indenfor

forskelsværdien mellem den anmeldte forhandleravance og den konkret gældende

mindsteforhandleravance, jf. dog § 9, stk. 2, 4. led.

Til støtte for afgørelsen er det videre bl.a. anført, at

importøravancen kun kan ændres ved anmeldelse af en ny standardpris, idet der

er henvist til RGAL § 9, der indeholder en mulighed for anmeldelse og dermed

fastsættelse af priser for nye køretøjer på landsplan (standardpriser).

Forhandlervirksomheden er ikke bundet af de anmeldte standardpriser, men kan

sælge til højere og laver priser. Afgiftsberigtigelse af køretøjerne følger

den

opnåede pris, dog således at den afgiftspligtige værdi ikke kan blive mindre

end forhandlerens indkøbspris tillagt minimumsavancen på 9 %.

Forhandlervirksomheden har altså frihedsgrader til at sælge til en endnu

lavere

pris. Det fremgår af lovens § 9, stk. 2, 4. pkt., hvordan man helt konkret

skal

behandle de situationer, hvor forhandleravancen nedsættes til under

minimumsavancen. Der er ikke i § 9, stk. 2, omtalt den tilsvarende situation,

hvor importøravancen nedsættes, herunder eventuelt bliver negativ. Lovgiver

har

ikke fundet dette nødvendigt, idet det af de øvrige bestemmelser fremgår, at

der ikke er nogen mulighed herfor, jf. dels § 9, stk. 1, hvorefter den

almindelige pris ved salg til bruger kan anmeldes, og at der kun kan være

anmeldt én pris for det samme køretøj, og dels § 9, stk. 2, 1. pkt.,

hvorefter

en anmeldt pris skal anvendes. Det skal i denne forbindelse understreges, at

bestemmelsen

om minimumsforhandleravance kombineret med kravet om, at der ikke må være

indregnet negativ importøravance, tilsammen fastsætter en bundgrænse for

grundlaget for afgiftsberigtigelse af køretøjer. Bundgrænsen eller

mindstebeskatningsprisen er således forhandlerens indkøbspris tillagt 9 %.

Forhandleravancen kan i sagens natur kun beregnes på grundlag af

forhandlerens

indkøbspris. Beregning på andet grundlag vil være i strid med bestemmelsen.

Når

importørvirksomheden har valgt at anmelde en standardpris for et køretøj,

fastlægges der således automatisk en undergrænse for afgiftsbetalingen, idet

importøravancen låses fast som en integreret del af forhandlerens

indkøbspris.

Når der henses til bestemmelsen, om at en anmeldt pris skal anvendes, samt at

forhandleravancen kun kan beregnes på grundlag af forhandlerens indkøbspris,

er

det yderst vanskeligt at komme frem til den konklusion, at

afgiftsberigtigelsen

vil kunne ske på et endnu lavere grundlag end mindstebeskatningsprisen. Når

selskabet reducerer den afgiftspligtige værdi med importøravancen, fjernes en

del af grundlaget for beregningen af forhandleravancen, der skal være på

mindst

9 %. En sådan fremgangsmåde er ikke i overensstemmelse med regelsættet om

standardpriser. Lovgiver har heller ikke haft nogen intention om, at

afgiftsbetalingen for den samme bil skal være forskellig afhængig af, om det

er

importøren eller forhandleren, der står for afgiftsbetalingen.

De frihedsgrader, der blev indsat ved lovændringen i 1996 er

frihedsgrader til at fravige forhandleravancen og kun denne, jf. § 9, stk. 2,

hvorefter den anmeldte pris skal anvendes ved afgiftsberigtigelsen. Der blev

ved lovændringen netop taget højde for Kommissionens nye forordning, der

indeholdt krav om, at der ikke længere direkte eller indirekte må ske

begrænsninger i forhandlerens ret til at fastsætte priser og rabatter. Det

fremgår af bemærkningerne til lovændringen, at det blev tilstræbt at kunne

videreføre ordningen med landsdækkende standardpriser med færrest mulige

ændringer. Lovforslagets bemærkninger indeholder udelukkende omtale af

frihedsgrader for forhandlervirksomheden. Der fremgår intet om, at en

importørvirksomhed skulle kunne fjerne sin egen avance, når der er anmeldt en

standardpris, og en sådan nyskabelse ville forudsætte et særligt

hjemmelsgrundlag, herunder en særlig omtale i lovbemærkningerne.

Selskabets advokat har nedlagt påstand om, at selskabet er

berettiget til at afgiftsberigtige et køretøj med en importøravance på 0, når

det kan godtgøres, at køretøjet er overgået til eget brug eller solgt med en

importøravance på 0. Han har til støtte herfor bl.a. anført, at det følger af

de forvaltningsretlige principper, at skattemyndigheden skal have klar

hjemmel

for at kunne opkræve en afgift på grundlag af den anmeldte standardpris i en

situation, hvor den afgiftspligtige virksomhed kan godtgøre, at den konkrete

salgspris ligger under den anmeldte standardpris, og kravene i RGAL § 8 i

øvrigt er overholdt. RGAL § 9, stk. 1, giver en importør af biler mulighed

for

at anmelde den almindelige pris for et nyt køretøj, og ifølge RGAL § 9, stk.

2,

1. pkt., anvendes denne pris som køretøjets afgiftspligtige værdi. Det følger

videre af RGAL § 9, stk. 2, 2. og 3. pkt., at den anmeldte standardpris kan

fraviges som beregningsgrundlag, såfremt et bestemt køretøj sælges til en

højere eller lavere pris end den anmeldte. RGAL § 9, stk. 2, 3. pkt.

bestemmer

følgende om afgiftsberigtigelse på baggrund af en lavere pris end den

anmeldte:

”Køretøjet kan ikke afgiftsberigtiges på grundlag af en lavere

pris end den anmeldte med mindre det kan godtgøres, at den lavere pris

indeholder de elementer, som efter § 8, stk. 1 og 3, indgår i den

afgiftspligtige værdi.”

Udtrykket ” de elementer som efter § 8, stk. 1 og 3, indgår i

den afgiftspligtige værdi” kan ikke ud fra en ordfortolkning forstås på

anden

måde end som en henvisning til både importøravancen på minimum 0 og den til

enhver tid gældende mindsteforhandleravance. Advokaten har således bl.a.

gjort

gældende, at der ifølge ordlyden af RGAL § 9 er klar hjemmel til at fravige

den

anmeldte importøravance, således at det er muligt at afgiftsberigtige

køretøjer

på grundlag af en importøravance på 0, når det kan godtgøres, at bilen er

solgt

med en importøravance på 0.

Advokaten har videre bl.a. henvist til lovens forarbejder, idet

RGAL § 9 blev ændret ved Lov nr. 489 af 12.6.1996, og det fremgår af

lovbemærkningerne ( LSF 248 af 17.4.1996), at formålet med lovændringen var

at

tilpasse loven til Europa Kommissionens nyligt vedtagne Gruppefritagelse for

motorkøretøjer (1475/95), herunder særligt at sikre opfyldelsen af

forordningens artikel 6.1.6, der bestemmer, at der ikke kan indrømmes

fritagelse fra forbudet i artikel 81, stk. 1 i Traktaten om oprettelse af det

Europæiske Fællesskab mod aftaler og samordnet praksis, som har til formål at

begrænse konkurrence, såfremt

”fabrikanten, leverandøren eller anden virksomhed i salgsnettet

direkte eller indirekte begrænser forhandlerens frihed til at fastsætte

priser

og rabatter ved salg af aftalevarer eller lignende varer.”

Lovgiver vurderede, at det danske system med afgiftsberegning på

baggrund af den anmeldte standardpris havde til følge at fastlåse priserne på

markedet for salg af nye køretøjer. Det ville således være i strid med EF

konkurrencereglerne, såfremt den danske stat bibeholdt systemet med faste

standardpriser fastsat af importøren. Manglende justering af RGAL ville have

den konkurrenceretlige konsekvens, at kontrakterne mellem fabrikanten og

importøren og mellem importøren og de enkelte forhandlere ville falde uden

for

gruppefritagelsen og dermed blive ramt af forbudet mod konkurrencebegrænsende

aftaler i traktatens artikel 81. Det fremgår af lovbemærkningerne, at det med

ændringen af RGAL

”vil være muligt fortsat at anvende et system med landsdækkende

importøranmeldte priser, som imidlertid alene er af vejledende karakter.

Hermed

bliver forhandleren ikke bundet af de anmeldte priser og rammes således ikke

af

den skærpede betingelse i Kommissionens nye forordning.”

Det fremgår således meget klart af både ordlyden af § 9, stk. 2

og motiverne til lovændringen, at der med lovændringen blev givet mulighed

for

en fri prisfastsættelse, således at både importør og forhandler kan sælge

køretøjer til priser, som er både lavere og højere end de anmeldte vejledende

standardpriser. Sælges der til en lavere pris er kravet blot, at prisen skal

indeholde en positiv avance. Der er intet i motiverne til loven, som

understøtter myndighedernes fortolkning, hvorefter § 9, stk. 2 – i strid

med

bestemmelsens ordlyd – skal fortolkes således, at afgiftsberigtigelsen

ikke kan

ske på baggrund af en lavere pris end importørprisen, tillagt den anmeldte

importøravance, mindsteforhandleravancen samt merværdiafgift – af

myndighederne

sammenfattende kaldt ”mindstebeskatningsprisen”. Dette begreb

findes ikke i den

relevante skattelovgivning og er tilsyneladende konstrueret af de

afgiftsberigtigende myndigheder for at lette administrationen af reglerne.

Det

forudsættes imidlertid udtrykkeligt i lovforslaget fra 1996, at muligheden

for

at afgiftsberigtige på baggrund af en højere eller lavere pris end den

anmeldte

vil medføre en forøgelse i ressourceforbruget hos de afgiftsberigtigende

myndigheder.

Advokaten har videre bl.a. anført, at § 9 indeholder en mulighed

og ikke en pligt til at anmelde en standardpris. Det forhold, at forhandleren

kan fravige den anmeldte standardpris, udelukker ikke, at også importøren kan

fravige den anmeldte standardpris. Der står ingen steder i loven, at den

afgiftspligtige værdi ikke kan blive mindre end forhandlerens indkøbspris

tillagt minimumsavancen på 9 %, men den bundgrænse, lovgivningen har sat for

grundlaget for afgiftsberegningen er fastsat i § 9, stk. 2, 3. pkt. jf. § 8,

stk. 1, 2. og 3. pkt., hvor det er angivet at bundgrænsen er den konkrete

lavere pris forudsat, at denne pris indeholder en

minimumsforhandleravance,

og at

importøravancen ikke må være negativ. Det er kun delvist korrekt, at § 9,

stk.

2 ikke omtaler den situation, at importøravancen nedsættes. Der må sondres

mellem den situation, hvor importøravancen nedsættes til 0 %, og den

situation,

hvor importøravancen nedsættes til under 0 %. Baggrunden for, at der ikke er

en

regel vedrørende nedsættelse af importøravancen svarende til § 9, stk. 2, 4.

pkt. er, at loven giver mulighed for en nedsættelse til 0 %. Det kan således

ikke ved at slutte modsætningsvis fra § 9, stk. 2, 4. pkt. konkluderes, at

importøren ikke har ret til at udnytte den mulighed § 9, stk. 2, 3. pkt. jf.

§

8, stk. 1, 3. pkt. efter sin ordlyd giver importøren for at nedsætte avancen

til 0 %. Læsning af § 9, stk. 2, 3. pkt. sammenholdt med de øvrige

bestemmelser

i § 9 kan således ikke føre til andet resultat, end at den afgiftsberegning,

der er foretaget af selskabet, er korrekt og i fuld overensstemmelse med

lovens

ordlyd og intentionerne bag ordlyden af § 8 og § 9. Der er intet, der støtter

myndighedernes konklusion om, at en nedsættelse af importøravancen til 0 %

kræver fornyet anmeldelse.

Landsskatteretten skal

udtale:

Det bemærkes indledningsvis, at Landsskatteretten alene kan

påkende klager over spørgsmål om den afgiftspligtige værdi efter RGAL § 8,

jf.

§ 29 a, stk. 1, nr. 4.

Ifølge § 8, stk. 1 er den afgiftspligtige værdi for et nyt

køretøj dets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden

registreringsafgift, og i den afgiftspligtige værdi skal altid indregnes en

mindsteforhandleravance, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt. Ifølge § 8, stk. 1, 3.

pkt.,

må den afgiftspligtige værdi ikke indeholde negativ importøravance, jf. dog §

9

stk. 3 og 4.

Efter det foreliggende må det lægges til grund som ubestridt, at

selskabet ved afgiftsberegningerne for de omhandlede 162 motorkøretøjer har

indregnet en forhandleravance, der opfyldte kravet om

mindsteforhandleravance,

og derudover en importøravance på 0. Retten finder således, at det må anses

for

godtgjort, at selskabets opgørelser af den afgiftspligtige værdi

er foretaget i overensstemmelse med reglerne

i § 8, stk. 1.

Retten finder videre, at bestemmelsen i § 9, stk. 1, 1. pkt.

ikke er til hinder for, at selskabet har foretaget afgiftsberegningerne på

dette grundlag, da det må anses for godtgjort, at den lavere pris indeholder

de

elementer, som efter § 8, stk. 1 og 3, indgår i den afgiftspligtige værdi,

jf.

herved § 9, stk. 2, 3. pkt.

Den påklagede afgørelse vil herefter være at ændre, således at

der ikke opkræves yderligere afgift af de omhandlede 162 motorkøretøjer.

Lignende dokumenter