Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 13. december 2002 vedr. Indeholdelse af A-skat opgørelse af værdi af fri bil til medarbejdere - sikkerhedsudstyr

KEN nr 9505 af 13/12/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet29. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 13. december 2002 vedr.

Indeholdelse af A-skat – opgørelse af værdi af fri bil til medarbejdere

-

sikkerhedsudstyr

Klagen vedrører told- og skatteregionens afgørelse om, at A A/S

(herefter selskabet) ved indeholdelse af A-skat m.m. af værdi af fri bil til

medarbejdere er pligtig at medregne værdi af sikkerhedsudstyr med videre.

Det fremgår, at selskabet driver virksomhed med fremstilling af

kontor-, konference og kantinemøbler, der sælges både til private og

erhvervskunder.

Det fremgår endvidere, at selskabet stiller fri bil til rådighed

for en række ansatte. Selskabet har herved opgjort værdien af fri bil med et

nedslag i den registreringsafgiftspligtige værdi for ABS-bremser, airbags

m.v.

Ved den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen anset

selskabet for pligtig at indeholde A-skat m.v. af værdien af sikkerhedsudstyr

med videre ved opgørelse af værdi af fri bil til medarbejdere.

Told- og skatteregionen har som begrundelse anført, at

grundlaget for værdi af fri bil skal fastsættes i overensstemmelse med

ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt. Heraf fremgår det, at

beregningsgrundlaget

for biler, der er anskaffet inden for 3 år efter bilens 1. indregistrering,

er

bilens nyvognspris. Told- og Skattestyrelsen har i TfS 1996, 724 vedrørende

nyvognsprisen udtalt,

at den pris, som

forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør

beregningsgrundlaget

inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt

tilbehør. Normalt tilbehør er nærmere præciseret i TfS 1996, 487, hvoraf

Læs alt

følger, at der er tale om tilbehør, som forekommer i privatejede biler

herunder

telefon og lignende. Særligt tilbehør som f.eks. telefax, diktafon og

lignende

skal ikke medregnes. Regionen har herved henvist til Ligningsvejledningen

afsnit A.B.1.9.2.

Told- og skatteregionen har videre anført, at nyvognsprisen

omfatter

køretøjets almindelige pris

registreringsafgift

moms

leveringsomkostninger inklusiv moms

normalt tilbehør

Told- og skatteregionen har endelig anført, at TfS 1996, 724

ikke giver grundlag for at fortolke, at der skal ske reduktion i grundlaget

for

beregning af fri bil for eventuelt sikkerhedsudstyr. Da udtalelsen kom var

sikkerhedsudstyret omfattet af registreringsafgiftslovens § 3 (lov nr. 489 af

12/6-1996). Ved en efterfølgende lovændring i 1997, blev fradrag for

sikkerhedsfremmende udstyr placeret i registreringsafgiftslovens § 8, men

Told-

og Skattestyrelsen har ikke efterfølgende truffet afgørelse om, at værdien af

sikkerhedsudstyr skal fradrages i grundlaget for beskatningen af fri

firmabil.

Selskabets repræsentant har overfor Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at det af regionen nedlagte pålæg skal ophæves - og at

beskatningsgrundlaget for fri bil skal tilbageføres til det af selskabet

opgjorte for de ansatte, dvs. at beregningsgrundlaget for opgørelse og

indeholdelse af A-skat skal nedsættes for hver af de omhandlede medarbejdere

med 10.300 kr. under henvisning til, at der for disse biler foreligger

sikkerhedsfremmende udstyr, som efter registreringsafgiftsloven medfører

nedsættelse af den afgiftspligtige værdi.

Repræsentanten har til støtte for påstanden bl.a. gjort

gældende, at skattemyndighederne skal anerkende at gældende fortolkning af

ligningslovens § 16, stk. 4, lægges til grund, og at denne fortolkning

således

ikke i vilkårlig henseende eller usagligt kan fraviges til skade for

borgeren.

Ligningslovens § 16, stk. 4, indeholder ikke hjemmel til forhøjelse af

beregningsgrundlaget

for værdien af fri bil.

Repræsentanten har anført, at en ordlydstolkning af lovteksten -

særligt § 16, stk. 4, 5 pkt. med henvisning til 3. og 4. pkt. samt en

subjektiv

fortolkning i tilknytning dertil, medfører, at beregningsgrundlaget for fri

bil

udgør den pris som forhandleren rent faktisk benytter ved

afgiftsberigtigelsen.

Dette er udtryk for gældende ret, og skal derfor lægges til grund.

Repræsentanten har videre anført, at gældende praksis har rundet

Folketinget som ved ændringslov L211 af 1999 og de specielle bemærkninger i

forarbejdet til denne lovændring samt L238 af 2000 er blevet oplyst om og ved

lov har vedtaget, at nyvognsprisen udgør den pris, som forhandleren faktisk

benytter ved afgiftsberigtigelsen, og at denne retsopfattelse/fortolkning har

været grundlaget for Folketingets forståelse og således fundamentet for

videre

lovgivning på bilbeskatningsreglen. Ved korrekt inddragelse af alt

retskildemateriale i sagen fremgår det klart, jf. bl.a. lovændringer, lovord

og

lovmotiver, at denne fortolkning ikke kan ændres administrativt, men alene

ved

lovgivningsmagtens billigelse, dvs. ændring kræver formel lovhjemmel, jf.

Grundlovens § 43.

Endvidere har repræsentanten anført, at med skattemyndighedernes

holdning til sagen, lægges bevisbyrden for korrekt fortolkning reelt i

hænderne

på borgeren og dennes repræsentant. Grundlæggende gælder det imidlertid efter

almindelige forvaltningsretlige betragtninger, at borgeren kan støtte ret på

praksis og korrekt fortolkning af en bestemmelse, indtil denne fortolkning

skærpes i rette forum eller underkendes endeligt som stridende mod den

trinhøjere retskilde. Dette gælder i særlig grad, når praksis vedrører

egentlig

masse-administration, og hvor lighedsgrundsætningen sætter grænsen for

usaglig

forskelsbehandling. Repræsentanten har vedrørende lighedsgrundsætningen

henvist

til ”Forvaltningsret – Djøf” af Gammeltoft-Hansen samt Vestre

Landsrets dom

offentliggjort i TfS 1999, 557.

Repræsentanten har henvist til, at det af forarbejderne til lovforslag

211 af 25. marts 1999 fra Folketingsåret 1998/99, jf. Lov nummer 385 af 2.

juni

1999, vedrørende løbende registreringsafgift af udenlandske biler, samt

ændring

i ligningslovens § 16, stk. 4, 5. pkt. vedrørende beskatningsreglerne for

firmabiler indregistreret i udlandet, fremgår:

”Nyvognsprisen udgør den pris, som forhandleren faktisk benytter

ved afgiftsberigtigelsen inklusive registreringsafgift, moms,

leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør”

I forbindelse med denne lovændring præciserer lovgiver således i

forarbejderne til ligningslovens § 16, stk. 4, at det er lovgivers opfattelse

og hensigt, at udtalelserne i TfS 1996, 724 samt TSM 1997, 738, hvorefter

beregningsgrundlaget for fri bil udgør:

"den pris, som forhandleren faktisk benytter ved

afgiftsberigtigelsen”

skal være og fortsat er gældende ret - dette er konfirmeret og

vedtaget af Folketinget ved lov, idet lovændringen bygger på denne

forudsætning.

Repræsentanten har videre henvist til, at ordlyden af

bestemmelsen efter L211-ændringen i Ligningslovens § 16, stk. 4, 5. pkt. blev

således:

”Ved værdiansættelsen af biler, der ikke indregistreres her i

landet eller er omfattet af registreringsafgiftslovens § 3 a, stk. 6, skal

den

værdi anvendes, som ville blive lagt til grund ved værdiansættelsen af en

tilsvarende bil efter 3. eller 4. pkt.”

Repræsentanten har endvidere anført, at hvis en udenlandsk

indregistreret bil indføres i Danmark, kan der ved opgørelsen af den

skattemæssige værdi lægges en tilsvarende registrering i et udenlandsk

register

til grund. For biler, der ikke indregistreres her i landet eller er omfattet

af

registreringsafgiftslovens § 3 A, stk. 6, skal værdiansættelsen ske som for

”danske” biler. Med den rette tolkning af bestemmelsen, jf.

lovmotiverne, giver

ordlyden et klart signal, idet henvisningen til registreringsafgiftslovens

principper og 3. og 4. pkt. udtrykker en udelelig sammenhæng med

registreringsafgiftssystemet.

Repræsentanten har henvist til, at der af bemærkningerne til

L238, 1999/2000, jf. Lov nummer 458 af den 31. maj 2000 vedrørende skærpede

beskatningsregler for de dyrere firmabiler fremgår følgende:

”Det foreslås nu, at beskatningen af fri firmabil ændres,

således at den skattepligtige værdi sættes til 25 pct. af den del af bilens

værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Det foreslås

samtidig, at bilens værdi mindst beregnes af 160.000 kr. - dvs. minimums

grænsen i de gældende regler foreslås opretholdt.

Udover beregningsprincipperne for den skattepligtige værdi af

fri bil foreslås der ikke ændringer i de gældende regler for beskatning af

firmabiler, der som led i et ansættelsesforhold stilles til rådighed for en

ansat medarbejders private benyttelse.”

Endnu en gang har Folketinget således accepteret gældende

praksis/regler for opgørelse af værdien - og der er intet ændret herved.

Skulle

den have været ændret, ville det endvidere have været nærliggende, om dette

var

sket ved vedtagelse i foråret 2002 af L 181 (ændring af

registreringsafgiftsloven og ændring i ligningslovens § 16 (varebiler))

Videre har repræsentanten anført, at i flere relationer er

sammenhængen/koblingen mellem afgiftsberigtigelsen efter

registreringsafgiftsloven og beskatningsgrundlaget efter ligningslovens § 16,

stk. 4. for fri bil fastlagt. 1. gang ved SKM 1993-Cirkulære som præciseret

ved

TfS 1996, 487, 2. gang ved TfS 1996, 724, 3. gang ved TfS 1997, 388, og 4.

gang

ved TfS 1997, 738.

Praksis er endvidere som bebudet af Skatteministeren ved TfS

1997, 388 indføjet i Ligningsvejledningen for 1997 og fremgår helt uden

ændringer frem til og med seneste udgave for 2001. Repræsentanten har i

øvrigt

henvist til Indeholdelsesvejledningen 2002 afsnit B.1.6.1. (gældende for

2002):

Ad begrebet ”nyvognspris” registreringsafgiftspligtig værdi ctr.

udfakturering har repræsentanten anført, at det af bemærkningerne til

bestemmelsen i § 16, stk. 4, jf. L286 FT 1992/93 fremgår, at

beregningsgrundlaget for fri bil som udgangspunkt udgør det beløb, som

arbejdsgiver skal betale for bilen dvs. anskaffelsessummen. Formuleringen

”anskaffelsessum”

blev senere under behandlingen af loven ændret til ”nyvognsprisen”.

Repræsentanten har anført, at formuleringen ”nyvognsprisen”

oprindelig byggede

på den antagelse, at forhandlerne skulle anmelde en fast listepris vedrørende

bilen eksklusive ”eftermonteret” ikke registreringsafgiftspligtigt

ekstraudstyr. Dette listeprissystem blev efterfølgende forladt - men intet i

lovteksten hindrer hjemmelsmæssigt fortolkningen af begrebet via

retsanvendelsen og efterfølgende lovændringer med motivstøtte. Praksis er

derfor ikke i strid med lovens ord eller oprindelige forudsætninger, og er

tilmed blevet en integreret del af loven, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 5.

pkt. og sammenhængen med 3. og 4. pkt.

Repræsentanten har anført, at det allerede inden lovens

virkningstidspunkt kunne konstateres, at ”nyvognsprisen” ikke som

af

skattemyndighederne antaget skulle udgøre bilens ”udfakturerede

pris” men at

bilens udfakturerede pris og beregningsgrundlaget for fri bil kunne være

forskelligt. Dette fremgår af cirkulære nr. 202 af 13. december 1993 som

fulgte

ligningslovens § 16. Det interessante i denne sammenhæng er cirkulærets

formulering ”samt normalt tilbehør”. Ikke-normalt tilbehør vil

således

modsætningsvis ikke indgå i beregningsgrundlaget for fri bil - dette var

således klart allerede ved den oprindelige lovs virkningstidspunkt pr. den 1.

januar 1994. I det omfang en bil blev leveret med tilbehør som ikke var

normalt, ville der således allerede pr. 1. januar 1994 kunne forekomme en

difference mellem den udfakturerede pris for bilen og beregningsgrundlaget

for

fri bil. Opgørelsen af ”nyvognsprisen” blev endvidere før

indførelsen af

ligningslovens § 16, stk. 4, tillige opgjort på baggrund af bilens

afgiftspligtige værdi inklusive afgiftspligtigt udstyr og

registreringsafgift,

men eksklusive afgiftsfrie beløb for radio og ekstraudstyr samt afgiftsfrie

leveringsomkostninger, jf. eksempelvis Skatteministerens præcisering i TfS

1994, 98. Denne opgørelsesmetode vedrørende afgiftspligtigt udstyr er der

ikke

holdepunkter for at antage, hverken i loven eller i dennes forarbejder,

skulle

være ændret med indførelsen af ligningslovens § 16, stk. 4. Denne forståelse

af

”nyvognsprisen” fremgår da som nævnt også af cirkulæret til

ligningslovens §

16, som blev udstedt i december 1993 inden lovens virkningstidspunkt den 1.

januar 1994.

Repræsentanten har endvidere henvist til, at Told- og

Skattestyrelsen i meddelelsen refereret i TfS 1996, 487 har præciseret 1993

cirkulæret på følgende måde:

”Told- og Skattestyrelsen har svaret, at det er styrelsens

opfattelse, at den nærmere afgrænsning bør følge registreringsafgiftslovens

regler, således at kun registreringsafgiftspligtigt udstyr/tilbehør medregnes

ved værdiansættelsen af fri firmabil.”

Af styrelsens udtalelse fremgår det således tillige, at der kan

være forskel på bilens udfakturerede pris og den pris - som er eksklusiv ikke

registreringsafgiftspligtigt ekstraudstyr - som lægges til grund ved

beregning

af registreringsafgiftsgrundlaget. Dette underbygges tillige af de

efterfølgende

udtalelser fra Told & Skattestyrelsen, herunder meddelelsen i TfS 1996,

724.

Herudover har repræsentanten henvist til, at der af

Ligningsvejledningerne 1997-2001 afsnit A.B.1 9.2 fremgår følgende:

”I TfS 1996.724 udtalte Told- og Skat således, at den pris, som

forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør

beregningsgrundlaget inkl. registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger

og

alt normalt tilbehør ved værdiansættelse af fri bil efter ligningslovens §

16,

stk. 4, 3. pkt. Den værdi, som forhandleren skal benytte ved

registreringsafgiftsberigtigelsen for et nyt køretøj, er bl.a. køretøjets

almindelige pris, jf. registreringsafgiftslovens §§ 8 og 9.”

Repræsentanten har bemærket, at Told og Skattestyrelsens

opfattelse som gentages i Ligningsvejledningen og tilmed i

Indeholdelsesvejledningen således, at den pris forhandleren faktisk benytter

ved afgiftsberigtigelsen, også er den værdi, der kan anvendes ved beregningen

af beskatningsgrundlaget for fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, 3.

pkt.

Repræsentanten har dertil anført, at i det omfang de centrale

skattemyndigheders generelle forskrifter, herunder disse vejledninger,

indeholder tydelige udsagn, der reelt er bindende for de kommunale

ligningsmyndigheder, da vil skatteyderen umiddelbart kunne støtte ret herpå.

Dette vil i første række kunne ske på grundlag af den almindelige

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, der betinger ens behandling af lige

situationer. En retsanvendelse i strid med Ligningsvejledningen og

Indeholdelsesvejledningen,

vil således indebære en forskelsbehandling, som er uhjemlet.

Repræsentanten har yderligere henvist til TfS 1994, 295 ØLD samt

Skatteministeriets kommentar hertil. Endvidere har repræsentanten henvist til

TfS 1994, 660, hvor Retssikkerhedsudvalgets redegørelse fra 1994 vedrørende

Ligningsvejledningens bindende virkning er sammenfattet.

Told- og Skattestyrelsen har under sagens behandling

indstillet, at told- og skatteregionens

afgørelse stadfæstes.

Styrelsen har til støtte herfor bl.a. anført, at det følger af

en sædvanlig ordlydsfortolkning af ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt., og

af

lovens forarbejder, at der ved beregningen af den skattemæssige værdi af fri

bil skal tages udgangspunkt i bilens ”nyvognspris”, dvs. bilens

pris i handel

og vandel, hvilket vil sige bilens udfakturerede pris.

Et kunstigt, særligt lempeligt og lavere, skattemæssigt

beregningsgrundlag for beskatningen af fri bil end bilens udfakturerede pris

har ingen støtte i hverken ordlyden eller forarbejderne til ligningslovens §

16, stk. 4, 3. pkt., og ville være i strid med lovgivers hensigt med

bestemmelsen, som var en skærpelse af beskatningen af fri bil.

Det er videre anført, at Told- og Skattestyrelsen ikke ved de

meddelelser fra 1996 og 1997, som er påberåbt af selskabet, har fraveget

lovens

faste regel om, at det er bilens nyvognspris, der indkomstbeskattes.

Styrelsen har henvist til, at ved lov nr. 483 af 30. juni 1993

om ændring af ligningsloven, skattekontrolloven og virksomhedsskatteloven

(Telefonudgifter og personalegoder) affattedes ligningslovens § 16, stk. 4,

1.-3. pkt., således:

”Stk. 4. Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til

rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som

nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi,

dog

mindst af 150.000 kr. og højst af kr. 400.000. Procentdelen udgør 20 for

indkomståret 1994, 21 for indkomståret 1995, 22 for indkomståret 1996, og 23

for indkomståret 1997 og følgende indkomstår. For biler, der er anskaffet af

arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering, opgøres bilens

værdi

i det indkomstår, hvori første indregistrering er foretaget, og i de to

følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris og herefter til 75 pct.

af

nyvognsprisen.”

Ordlyden blev indsat ved et ændringsforslag fra skatteministeren

til det oprindelige lovforslag, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp.

2384 (ændringsforslag nr. 2 til lovens § 1). I bemærkningerne hertil, sp.

2386,

hedder det:

”Det foreslås, at beregningsgrundlaget for ansættelsen af den

skattepligtige værdi ændres fra virksomhedens anskaffelsessum for bilen til

bilens oprindelige nyvognspris, men kun når bilen er anskaffet af

virksomheden

inden for de første tre år efter den første indregistrering af bilen i

Centralregisteret for Motorkøretøjer.

Herved imødegås eventuelle præferencer for firmabiler, der er

erhvervet et til to år gamle, på bekostning af helt nye firmabiler, idet

værditabet på en bil, alt andet lige, normalt er størst de første år.

Nyvognsprisen anvendes efter ændringsforslaget som

beregningsgrundlag for det indkomstår, hvori første indregistrering af bilen

er

foretaget, uanset hvem der på det tidspunkt ejede bilen, og de følgende to

indkomstår.

Anvender virksomheden fortsat en nyere firmabil mere end tre år

efter bilens første indregistrering, nedsættes beregningsgrundlaget til 75

pct.

af nyvognsprisen for indkomstår, der ligger efter udløbet af det andet fulde

indkomstår efter den første indregistrering af bilen.”

Styrelsen har herved anført, at det fremgår af de citerede

bemærkninger til § 16, stk. 4, 3. pkt., at baggrunden for bestemmelsen var et

ønske om at fastholde et højere skattemæssigt beregningsgrundlag for

firmabiler

anskaffet højst tre år efter den første indregistrering. Selve

beregningsgrundlaget var altså det samme for nye firmabiler som for de indtil

tre år gamle firmabiler, selv om de sidste naturligvis rent faktisk var

anskaffet til en lavere pris end nyvognsprisen. Skattemæssigt blev alle biler

inden for den nævnte tidsgrænse altså betragtet som ”nye”. Samtidig

nedsattes

procentdelen af beregningsgrundlaget for biler erhvervet højst tre år efter

den

første indregistrering til 75 pct. af nyvognsprisen, men først i det tredje

indkomstår efter indregistreringsåret.

Begrebet ”nyvognsprisen” i ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt.,

skal efter en sædvanlig sproglig fortolkning forstås som den pris, en køber

normalt skal betale for en nyindregistreret bil inklusive moms,

registreringsafgift og de leveringsomkostninger, der faktisk skal betales for

bilen. Dette svarer altså til den faktisk udfakturerede pris for bilen

”på

gaden” til virksomheden, som køber bilen for den ansatte.

Denne forståelse støttes både af de specifikke forarbejder til §

16, stk. 4, 3. pkt., og af hovedprincippet i hele § 16, jf. bestemmelsens

stk.

3, 1. pkt., hvorefter personalegoder skal beskattes på grundlag af godets

markedsværdi, forstået som det beløb, som det ville koste den skattepligtige

at

erhverve godet i almindelig fri handel.

Lovgiver tilsigtede ikke med ændringsforslaget i forhold til det

oprindelig forslag til § 16 ved indsættelsen af begrebet

”nyvognsprisen” på

nogen måde at fravige, at det var bilens markedsværdi, der skulle danne

grundlag for beskatningen ved at konstruere en kunstigt lavere værdi end

markedsværdien.

Ændringen gik alene ud på, at man for alle ”nye” biler op til

tre år efter den første indregistrering fastsatte en standardiseret

skatteværdi, nemlig ”nyvognsprisen”. Hovedprincippet for disse

biler var, at

der uanset en eventuel lavere anskaffelsessum alligevel altid skulle tages

udgangspunkt i nyvognsprisen, som svarede til en helt ny bils markedsværdi,

jf.

gennemgangen af forarbejderne ovenfor. Skatteværdien blev for disse biler

inden

for den nævnte tidsgrænse låst fast til bilens oprindelige markedsværdi.

Efter indførelsen af ligningslovens § 16 udstedte

Skatteministeriet cirkulære nr. 202 af 13. december 1993 om beskatning af

personalegoder til told- og skatteregionerne og de kommunale

skattemyndigheder.

Reglerne om beregningsgrundlaget i ligningslovens § 16, stk. 4, 3. og 4.

pkt.,

er omtalt i cirkulærets pkt. 2.4.3. I pkt. 2.4.3.2. anføres:

”Har firmaet anskaffet bilen højst tre år efter bilens første

indregistrering (”ny bil”), fastsættes beregningsgrundlaget med

udgangspunkt i

nyvognsprisen. Nyvognsprisen er bilens listepris fra ny, inklusive

registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør.

Ved normalt tilbehør forstås tilbehør, der forekommer i

privatejede biler, herunder telefon, men ikke særligt virksomhedstilbehør som

f.eks. trækspil, telefax, diktafon eller lignende.”

1993-cirkulæret afløstes af cirkulære nr. 72 af 17. april 1996

om ligningsloven, som i pkt. 12.4.6.2. videreførte det ovenfor citerede

afsnit

uændret. Ved den i cirkulæret omtalte ”listepris” blev forstået

bilens forud

fastsatte salgspris, som bilimportørerne anmeldte over for told- og

skattemyndighederne. Systemet med faste listepriser muliggjorde, at

registreringsafgiftsopkrævningen kunne foretages med et minimum af

administrative byrder for forhandlere og myndigheder. Cirkulæret fra 1993,

som

fulgtes op i 1996-cirkulæret, fastholdt stadig, at det afgørende var bilens

nyvognspris. Cirkulærerne fraveg således ikke ligningslovens

værdiansættelsesprincip.

Med vedtagelsen af en ny forordning fra Europa-Kommissionen i

1995 måtte bilimportørerne ikke længere fastsætte, hvilke priser forhandlerne

måtte tage ved salg af nye biler. Importørerne kunne herefter ikke længere

anmelde faste priser over for told- og skattemyndighederne. Dette

nødvendiggjorde en ændring af registreringsafgiftslovens § 9, der byggede på

listeprissystemet.

Dette skete ved lov nr. 489 af 12. juni 1996 om ændring af

registreringsafgiftsloven (Ændring af bestemmelsen om maksimumspris som

afgiftspligtig værdi), som ophævede listeprissystemet ved en ændring af

registreringsafgiftslovens § 9, jf. lovforslaget i Folketingstidende 1995-96,

tillæg A, sp. 4951 ff., og skatteministerens fremsættelsestale i

Forhandlingerne 1995-96, sp. 5517 (venstre spalte).

Før lovændringen i 1996 kunne listeprisen ifølge § 9, stk. 1,

anmeldes af den, der havde fastsat prisen, dvs. bilimportørerne, til told- og

skattemyndighederne, og ifølge § 9, stk. 2, blev den anmeldte listepris

anvendt

som køretøjets afgiftspligtige værdi, jf. ordlyden af den gamle § 9 i sp.

4955.

Med lovændringen indførtes begrebet ”den almindelige pris” i § 9,

stk. 1, som

kunne anmeldes til myndighederne og som dermed som udgangspunkt udgjorde

bilens

afgiftspligtige værdi.

Den oprindelig anmeldte almindelige pris kunne dog nu fraviges i

opadgående retning, hvis køretøjet faktisk solgtes til en højere pris end den

anmeldte, jf. § 9, stk. 2, 2. pkt. Såfremt køretøjet faktisk solgtes til en

højere pris end den anmeldte, anvendtes denne faktiske pris som

afgiftspligtigt

grundlag.

Den anmeldte pris kunne også fraviges i nedadgående retning,

hvis det kunne godtgøres, at den lavere pris indeholdt en positiv avance, jf.

affattelsen af § 9, stk. 2, 3. pkt.

Foranlediget af ændringerne af registreringsafgiftslovens § 9

ved lov nr. 489 af 12. juni 1996 offentliggjorde Told- og Skattestyrelsen en

meddelelse af 2. oktober 1996 trykt som TfS 1996, 724. Styrelsen anfører

følgende i meddelelsen:

”Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt, hvordan

nyvognsprisen opgøres som følge af den nævnte lovændring.

Told- og Skattestyrelsen udtalte, at den pris, som forhandleren

faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør beregningsgrundlaget

inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt

tilbehør

ved værdiansættelse af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, 3.

pkt.”

Styrelsen har herved anført, at eftersom det følger af

1996-udtalelsen, at den skattepligtige værdi skal følge den ”pris”,

som

forhandleren faktisk anvender ved afgiftsberigtigelsen, uanset at den

faktiske

pris eventuelt afviger fra den oprindelig anmeldte pris i enten opadgående

eller nedadgående retning, er der fuld overensstemmelse mellem udtalelsen og

reglen om, at den skattepligtige værdi af fri bil svarer til den faktiske,

udfakturerede pris fra forhandleren. Den eneste ændring var, at den

skattepligtige værdi ikke længere udgjordes af den listepris, som

bilimportøren

havde anmeldt, men derimod den pris, som forhandleren rent faktisk havde

solgt

bilen for.

Told- og Skattestyrelsens senere meddelelse af 23. september

1997 trykt i TfS 1997, 738, gentager blot, hvad der blev meddelt i udtalelsen

fra 1996, nemlig at den skattepligtige værdi følger den ”pris”, som

forhandleren rent faktisk anvender ved afgiftsberigtigelsen, dvs.

bruttoprisen

(fakturaprisen) før fradrag efter registreringsafgiftsloven.

Den pris, som der henvises til i både 1996-meddelelsen og igen i

1997-meddelelsen, skal altid være bilens faktiske, udfakturerede pris, uanset

om den afviger fra den almindelige pris, der oprindelig er anmeldt til told-

og

skattemyndighederne, jf. registreringsafgiftslovens § 9. Dette rent

indkomstskattemæssige forhold, der fastslås i meddelelserne fra først 1996 og

igen i 1997, har ingen sammenhæng med den efterfølgende opgørelse af bilens

registreringsafgiftspligtige værdi i henhold til de nærmere regler i

registreringsafgiftslovens § 8.

Det tilkendegives intetsteds i meddelelsen fra 1997 fra Told- og

Skattestyrelsens side, at den skattepligtige værdi af fri bil som påstået af

klager skulle nedsættes med de fradrag ved opgørelsen af den afgiftspligtige

værdi for ABS-bremser og airbags, der fulgte af lov nr. 363 af 2. juni 1997

om

ændring af registreringsafgiftsloven, eller at der nu også indrømmedes

fradrag

for beløb for radio og for gebyrer for blyakkumulatorer.

At der skulle være skattefradrag for de to sidstnævnte typer

udstyr fremgår heller ikke noget sted af meddelelsen fra 1996, selv om det

allerede før 1996 gjaldt, at der i afgiftsmæssig henseende indrømmedes

fradrag

herfor i bilens afgiftspligtige værdi efter reglerne i

registreringsafgiftslovens § 8.

Styrelsen har endelig anført, at den omstændighed, at der måtte

foreligge en uensartet opfattelse af styrelsens meddelelser blandt visse

lokale

told- og skatteregioner er endelig ikke udtryk for, at der foreligger en fast

og for skattemyndighederne retsforpligtende administrativ praksis, der

berettiger klageren til at foretage de omhandlede fradrag ved

A-skatteindeholdelsen for klagers ansatte med fri bil.

Landsskatteretten

udtaler:

Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., skal den for hvis

regning udbetaling af A-indkomst foretages, i forbindelse med denne

udbetaling

indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.

I henhold til § 20, nr. 22 i bekendtgørelse nr. 734 af 10.

oktober 1998 om opkrævning af indkomstskat hos personer m.v., jf.

kildeskattelovens § 43, skal en arbejdsgiver indeholde A-skat m.m. af værdien

af hel eller delvis fri bil, som arbejdsgiveren stiller til rådighed for den

ansatte, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt., at for

biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første

indregistrering, opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første

indregistrering er foretaget, og i de to følgende indkomstår til den

oprindelige nyvognspris og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen.

Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 483 af

30. juni 1993.

Af det oprindelige forslag til lov om ændring af ligningsloven

og skattekontrolloven (L 286 af 19. maj 1993) fremgår, at den skattepligtige

værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, skulle ansættes til en

årlig værdi på 25 % af bilens anskaffelsessum inkl. moms og levering.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at anskaffelsessummen

er det beløb som arbejdsgiveren skal betale for bilen.

Ved ændringsforslaget (vedtaget som lov nr. 483 af 30. juni

1993) blev udtrykket ”anskaffelsessummen” ændret til ”den

oprindelige

nyvognspris”.

Af bemærkningerne til ændringsforslaget fremgår det vedrørende

ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt.:

”Det foreslås, at beregningsgrundlaget for ansættelsen af den

skattepligtige værdi ændres fra virksomhedens anskaffelsessum for bilen til

bilens oprindelige nyvognspris, men kun når bilen er anskaffet af

virksomheden

inden for de første tre år efter den første indregistrering af bilen i

Centralregistret for Motorkøretøjer.

Herved imødegås eventuelle præferencer for firmabiler, der er

erhvervet et til to år gamle, på bekostning af helt nye firmabiler, idet

værditabet på en bil, alt andet lige, normalt er størst de første år.

Nyvognsprisen anvendes efter ændringsforslaget som beregningsgrundlag

for det indkomstår, hvori første indregistrering af bilen er foretaget,

uanset

hvem der på det tidspunkt ejede bilen, og de følgende to indkomstår.

Anvender virksomheden fortsat en nyere firmabil mere end tre år

efter bilens første indregistrering, nedsættes beregningsgrundlaget til 75

pct.

af nyvognsprisen for indkomstår, der ligger efter udløbet af det andet fulde

indkomstår efter den første indregistrering af bilen.”

Landsskatteretten finder, at det følger af en ordlydsfortolkning

af ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt., og af lovens forarbejder, at der ved

beregningen af den skattemæssige værdi af fri bil skal tages udgangspunkt i

bilens ”nyvognspris”, der efter rettens opfattelse må forstås som

bilens pris i

handel og vandel, dvs. bilens udfakturerede pris. Retten finder endvidere

ikke,

at bemærkningerne til lovforslag L211, fremsat den 25. marts 1999, (jf. lov

nr.

385 af 2. juni 1999) som er påberåbt af selskabet, giver anledning til nogen

anden fortolkning af bestemmelsen end ovenfor anført. Retten finder således

ikke, at selskabet i indkomstskattemæssig henseende kan anvende et lavere

beregningsgrundlag for den skattemæssige værdi end den pris, der rent faktisk

opkræves og udfaktureres fra forhandleren.

Landsskatteretten finder endvidere ikke, at Told- og

Skattestyrelsen ved de meddelelser fra 1996 og 1997 samt formuleringen i

Ligningsvejledningerne fra 1997-2001, som er påberåbt af selskabet, har

fraveget denne fortolkning af ligningslovens § 16, stk. 4. Den omstændighed,

at

der måtte foreligge en uensartet opfattelse af told- og skattestyrelsens

meddelelser blandt visse lokale told- og skatteregioner er endvidere ikke

udtryk for, at der foreligger en fast og for skattemyndighederne

retsforpligtende administrativ praksis, der berettiger selskabet til at

foretage de omhandlede fradrag ved A-skatteindeholdelsen for selskabets

ansatte

med fri bil.

Retten finder således ikke, at selskabet ved indeholdelse af

A-skat m.m. vedrørende værdi af fri bil for sine ansatte er berettiget til at

foretage de omhandlede fradrag, hvorfor den påklagede afgørelse stadfæstes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter