Landsskatteretskendelse af 13. december 2002 vedr. Indeholdelse af A-skat opgørelse af værdi af fri bil til medarbejdere - sikkerhedsudstyr
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Ligningsloven § 16 1.957 afgørelser
- Registreringsafgiftsloven § 9 72 afgørelser
- Registreringsafgiftsloven § 8 134 afgørelser
- Registreringsafgiftsloven § 3 a 26 afgørelser
- Registreringsafgiftsloven § 3 15 afgørelser
- Grundloven § 43 209 afgørelser
- Kildeskatteloven § 46 961 afgørelser
- Kildeskatteloven § 43 1.109 afgørelser
Teksten
Landsskatteretskendelse af 13. december 2002 vedr.
Indeholdelse af A-skat – opgørelse af værdi af fri bil til medarbejdere
-
sikkerhedsudstyr
Klagen vedrører told- og skatteregionens afgørelse om, at A A/S
(herefter selskabet) ved indeholdelse af A-skat m.m. af værdi af fri bil til
medarbejdere er pligtig at medregne værdi af sikkerhedsudstyr med videre.
Det fremgår, at selskabet driver virksomhed med fremstilling af
kontor-, konference og kantinemøbler, der sælges både til private og
erhvervskunder.
Det fremgår endvidere, at selskabet stiller fri bil til rådighed
for en række ansatte. Selskabet har herved opgjort værdien af fri bil med et
nedslag i den registreringsafgiftspligtige værdi for ABS-bremser, airbags
m.v.
Ved den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen anset
selskabet for pligtig at indeholde A-skat m.v. af værdien af sikkerhedsudstyr
med videre ved opgørelse af værdi af fri bil til medarbejdere.
Told- og skatteregionen har som begrundelse anført, at
grundlaget for værdi af fri bil skal fastsættes i overensstemmelse med
ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt. Heraf fremgår det, at
beregningsgrundlaget
for biler, der er anskaffet inden for 3 år efter bilens 1. indregistrering,
er
bilens nyvognspris. Told- og Skattestyrelsen har i TfS 1996, 724 vedrørende
nyvognsprisen udtalt,
at den pris, som
forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør
beregningsgrundlaget
inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt
tilbehør. Normalt tilbehør er nærmere præciseret i TfS 1996, 487, hvoraf
Læs alt
følger, at der er tale om tilbehør, som forekommer i privatejede biler
herunder
telefon og lignende. Særligt tilbehør som f.eks. telefax, diktafon og
lignende
skal ikke medregnes. Regionen har herved henvist til Ligningsvejledningen
afsnit A.B.1.9.2.
Told- og skatteregionen har videre anført, at nyvognsprisen
omfatter
køretøjets almindelige pris
registreringsafgift
moms
leveringsomkostninger inklusiv moms
normalt tilbehør
Told- og skatteregionen har endelig anført, at TfS 1996, 724
ikke giver grundlag for at fortolke, at der skal ske reduktion i grundlaget
for
beregning af fri bil for eventuelt sikkerhedsudstyr. Da udtalelsen kom var
sikkerhedsudstyret omfattet af registreringsafgiftslovens § 3 (lov nr. 489 af
12/6-1996). Ved en efterfølgende lovændring i 1997, blev fradrag for
sikkerhedsfremmende udstyr placeret i registreringsafgiftslovens § 8, men
Told-
og Skattestyrelsen har ikke efterfølgende truffet afgørelse om, at værdien af
sikkerhedsudstyr skal fradrages i grundlaget for beskatningen af fri
firmabil.
Selskabets repræsentant har overfor Landsskatteretten nedlagt
påstand om, at det af regionen nedlagte pålæg skal ophæves - og at
beskatningsgrundlaget for fri bil skal tilbageføres til det af selskabet
opgjorte for de ansatte, dvs. at beregningsgrundlaget for opgørelse og
indeholdelse af A-skat skal nedsættes for hver af de omhandlede medarbejdere
med 10.300 kr. under henvisning til, at der for disse biler foreligger
sikkerhedsfremmende udstyr, som efter registreringsafgiftsloven medfører
nedsættelse af den afgiftspligtige værdi.
Repræsentanten har til støtte for påstanden bl.a. gjort
gældende, at skattemyndighederne skal anerkende at gældende fortolkning af
ligningslovens § 16, stk. 4, lægges til grund, og at denne fortolkning
således
ikke i vilkårlig henseende eller usagligt kan fraviges til skade for
borgeren.
Ligningslovens § 16, stk. 4, indeholder ikke hjemmel til forhøjelse af
beregningsgrundlaget
for værdien af fri bil.
Repræsentanten har anført, at en ordlydstolkning af lovteksten -
særligt § 16, stk. 4, 5 pkt. med henvisning til 3. og 4. pkt. samt en
subjektiv
fortolkning i tilknytning dertil, medfører, at beregningsgrundlaget for fri
bil
udgør den pris som forhandleren rent faktisk benytter ved
afgiftsberigtigelsen.
Dette er udtryk for gældende ret, og skal derfor lægges til grund.
Repræsentanten har videre anført, at gældende praksis har rundet
Folketinget som ved ændringslov L211 af 1999 og de specielle bemærkninger i
forarbejdet til denne lovændring samt L238 af 2000 er blevet oplyst om og ved
lov har vedtaget, at nyvognsprisen udgør den pris, som forhandleren faktisk
benytter ved afgiftsberigtigelsen, og at denne retsopfattelse/fortolkning har
været grundlaget for Folketingets forståelse og således fundamentet for
videre
lovgivning på bilbeskatningsreglen. Ved korrekt inddragelse af alt
retskildemateriale i sagen fremgår det klart, jf. bl.a. lovændringer, lovord
og
lovmotiver, at denne fortolkning ikke kan ændres administrativt, men alene
ved
lovgivningsmagtens billigelse, dvs. ændring kræver formel lovhjemmel, jf.
Grundlovens § 43.
Endvidere har repræsentanten anført, at med skattemyndighedernes
holdning til sagen, lægges bevisbyrden for korrekt fortolkning reelt i
hænderne
på borgeren og dennes repræsentant. Grundlæggende gælder det imidlertid efter
almindelige forvaltningsretlige betragtninger, at borgeren kan støtte ret på
praksis og korrekt fortolkning af en bestemmelse, indtil denne fortolkning
skærpes i rette forum eller underkendes endeligt som stridende mod den
trinhøjere retskilde. Dette gælder i særlig grad, når praksis vedrører
egentlig
masse-administration, og hvor lighedsgrundsætningen sætter grænsen for
usaglig
forskelsbehandling. Repræsentanten har vedrørende lighedsgrundsætningen
henvist
til ”Forvaltningsret – Djøf” af Gammeltoft-Hansen samt Vestre
Landsrets dom
offentliggjort i TfS 1999, 557.
Repræsentanten har henvist til, at det af forarbejderne til lovforslag
211 af 25. marts 1999 fra Folketingsåret 1998/99, jf. Lov nummer 385 af 2.
juni
1999, vedrørende løbende registreringsafgift af udenlandske biler, samt
ændring
i ligningslovens § 16, stk. 4, 5. pkt. vedrørende beskatningsreglerne for
firmabiler indregistreret i udlandet, fremgår:
”Nyvognsprisen udgør den pris, som forhandleren faktisk benytter
ved afgiftsberigtigelsen inklusive registreringsafgift, moms,
leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør”
I forbindelse med denne lovændring præciserer lovgiver således i
forarbejderne til ligningslovens § 16, stk. 4, at det er lovgivers opfattelse
og hensigt, at udtalelserne i TfS 1996, 724 samt TSM 1997, 738, hvorefter
beregningsgrundlaget for fri bil udgør:
"den pris, som forhandleren faktisk benytter ved
afgiftsberigtigelsen”
skal være og fortsat er gældende ret - dette er konfirmeret og
vedtaget af Folketinget ved lov, idet lovændringen bygger på denne
forudsætning.
Repræsentanten har videre henvist til, at ordlyden af
bestemmelsen efter L211-ændringen i Ligningslovens § 16, stk. 4, 5. pkt. blev
således:
”Ved værdiansættelsen af biler, der ikke indregistreres her i
landet eller er omfattet af registreringsafgiftslovens § 3 a, stk. 6, skal
den
værdi anvendes, som ville blive lagt til grund ved værdiansættelsen af en
tilsvarende bil efter 3. eller 4. pkt.”
Repræsentanten har endvidere anført, at hvis en udenlandsk
indregistreret bil indføres i Danmark, kan der ved opgørelsen af den
skattemæssige værdi lægges en tilsvarende registrering i et udenlandsk
register
til grund. For biler, der ikke indregistreres her i landet eller er omfattet
af
registreringsafgiftslovens § 3 A, stk. 6, skal værdiansættelsen ske som for
”danske” biler. Med den rette tolkning af bestemmelsen, jf.
lovmotiverne, giver
ordlyden et klart signal, idet henvisningen til registreringsafgiftslovens
principper og 3. og 4. pkt. udtrykker en udelelig sammenhæng med
registreringsafgiftssystemet.
Repræsentanten har henvist til, at der af bemærkningerne til
L238, 1999/2000, jf. Lov nummer 458 af den 31. maj 2000 vedrørende skærpede
beskatningsregler for de dyrere firmabiler fremgår følgende:
”Det foreslås nu, at beskatningen af fri firmabil ændres,
således at den skattepligtige værdi sættes til 25 pct. af den del af bilens
værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Det foreslås
samtidig, at bilens værdi mindst beregnes af 160.000 kr. - dvs. minimums
grænsen i de gældende regler foreslås opretholdt.
Udover beregningsprincipperne for den skattepligtige værdi af
fri bil foreslås der ikke ændringer i de gældende regler for beskatning af
firmabiler, der som led i et ansættelsesforhold stilles til rådighed for en
ansat medarbejders private benyttelse.”
Endnu en gang har Folketinget således accepteret gældende
praksis/regler for opgørelse af værdien - og der er intet ændret herved.
Skulle
den have været ændret, ville det endvidere have været nærliggende, om dette
var
sket ved vedtagelse i foråret 2002 af L 181 (ændring af
registreringsafgiftsloven og ændring i ligningslovens § 16 (varebiler))
Videre har repræsentanten anført, at i flere relationer er
sammenhængen/koblingen mellem afgiftsberigtigelsen efter
registreringsafgiftsloven og beskatningsgrundlaget efter ligningslovens § 16,
stk. 4. for fri bil fastlagt. 1. gang ved SKM 1993-Cirkulære som præciseret
ved
TfS 1996, 487, 2. gang ved TfS 1996, 724, 3. gang ved TfS 1997, 388, og 4.
gang
ved TfS 1997, 738.
Praksis er endvidere som bebudet af Skatteministeren ved TfS
1997, 388 indføjet i Ligningsvejledningen for 1997 og fremgår helt uden
ændringer frem til og med seneste udgave for 2001. Repræsentanten har i
øvrigt
henvist til Indeholdelsesvejledningen 2002 afsnit B.1.6.1. (gældende for
2002):
Ad begrebet ”nyvognspris” registreringsafgiftspligtig værdi ctr.
udfakturering har repræsentanten anført, at det af bemærkningerne til
bestemmelsen i § 16, stk. 4, jf. L286 FT 1992/93 fremgår, at
beregningsgrundlaget for fri bil som udgangspunkt udgør det beløb, som
arbejdsgiver skal betale for bilen dvs. anskaffelsessummen. Formuleringen
”anskaffelsessum”
blev senere under behandlingen af loven ændret til ”nyvognsprisen”.
Repræsentanten har anført, at formuleringen ”nyvognsprisen”
oprindelig byggede
på den antagelse, at forhandlerne skulle anmelde en fast listepris vedrørende
bilen eksklusive ”eftermonteret” ikke registreringsafgiftspligtigt
ekstraudstyr. Dette listeprissystem blev efterfølgende forladt - men intet i
lovteksten hindrer hjemmelsmæssigt fortolkningen af begrebet via
retsanvendelsen og efterfølgende lovændringer med motivstøtte. Praksis er
derfor ikke i strid med lovens ord eller oprindelige forudsætninger, og er
tilmed blevet en integreret del af loven, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 5.
pkt. og sammenhængen med 3. og 4. pkt.
Repræsentanten har anført, at det allerede inden lovens
virkningstidspunkt kunne konstateres, at ”nyvognsprisen” ikke som
af
skattemyndighederne antaget skulle udgøre bilens ”udfakturerede
pris” men at
bilens udfakturerede pris og beregningsgrundlaget for fri bil kunne være
forskelligt. Dette fremgår af cirkulære nr. 202 af 13. december 1993 som
fulgte
ligningslovens § 16. Det interessante i denne sammenhæng er cirkulærets
formulering ”samt normalt tilbehør”. Ikke-normalt tilbehør vil
således
modsætningsvis ikke indgå i beregningsgrundlaget for fri bil - dette var
således klart allerede ved den oprindelige lovs virkningstidspunkt pr. den 1.
januar 1994. I det omfang en bil blev leveret med tilbehør som ikke var
normalt, ville der således allerede pr. 1. januar 1994 kunne forekomme en
difference mellem den udfakturerede pris for bilen og beregningsgrundlaget
for
fri bil. Opgørelsen af ”nyvognsprisen” blev endvidere før
indførelsen af
ligningslovens § 16, stk. 4, tillige opgjort på baggrund af bilens
afgiftspligtige værdi inklusive afgiftspligtigt udstyr og
registreringsafgift,
men eksklusive afgiftsfrie beløb for radio og ekstraudstyr samt afgiftsfrie
leveringsomkostninger, jf. eksempelvis Skatteministerens præcisering i TfS
1994, 98. Denne opgørelsesmetode vedrørende afgiftspligtigt udstyr er der
ikke
holdepunkter for at antage, hverken i loven eller i dennes forarbejder,
skulle
være ændret med indførelsen af ligningslovens § 16, stk. 4. Denne forståelse
af
”nyvognsprisen” fremgår da som nævnt også af cirkulæret til
ligningslovens §
16, som blev udstedt i december 1993 inden lovens virkningstidspunkt den 1.
januar 1994.
Repræsentanten har endvidere henvist til, at Told- og
Skattestyrelsen i meddelelsen refereret i TfS 1996, 487 har præciseret 1993
cirkulæret på følgende måde:
”Told- og Skattestyrelsen har svaret, at det er styrelsens
opfattelse, at den nærmere afgrænsning bør følge registreringsafgiftslovens
regler, således at kun registreringsafgiftspligtigt udstyr/tilbehør medregnes
ved værdiansættelsen af fri firmabil.”
Af styrelsens udtalelse fremgår det således tillige, at der kan
være forskel på bilens udfakturerede pris og den pris - som er eksklusiv ikke
registreringsafgiftspligtigt ekstraudstyr - som lægges til grund ved
beregning
af registreringsafgiftsgrundlaget. Dette underbygges tillige af de
efterfølgende
udtalelser fra Told & Skattestyrelsen, herunder meddelelsen i TfS 1996,
724.
Herudover har repræsentanten henvist til, at der af
Ligningsvejledningerne 1997-2001 afsnit A.B.1 9.2 fremgår følgende:
”I TfS 1996.724 udtalte Told- og Skat således, at den pris, som
forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør
beregningsgrundlaget inkl. registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger
og
alt normalt tilbehør ved værdiansættelse af fri bil efter ligningslovens §
16,
stk. 4, 3. pkt. Den værdi, som forhandleren skal benytte ved
registreringsafgiftsberigtigelsen for et nyt køretøj, er bl.a. køretøjets
almindelige pris, jf. registreringsafgiftslovens §§ 8 og 9.”
Repræsentanten har bemærket, at Told og Skattestyrelsens
opfattelse som gentages i Ligningsvejledningen og tilmed i
Indeholdelsesvejledningen således, at den pris forhandleren faktisk benytter
ved afgiftsberigtigelsen, også er den værdi, der kan anvendes ved beregningen
af beskatningsgrundlaget for fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, 3.
pkt.
Repræsentanten har dertil anført, at i det omfang de centrale
skattemyndigheders generelle forskrifter, herunder disse vejledninger,
indeholder tydelige udsagn, der reelt er bindende for de kommunale
ligningsmyndigheder, da vil skatteyderen umiddelbart kunne støtte ret herpå.
Dette vil i første række kunne ske på grundlag af den almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, der betinger ens behandling af lige
situationer. En retsanvendelse i strid med Ligningsvejledningen og
Indeholdelsesvejledningen,
vil således indebære en forskelsbehandling, som er uhjemlet.
Repræsentanten har yderligere henvist til TfS 1994, 295 ØLD samt
Skatteministeriets kommentar hertil. Endvidere har repræsentanten henvist til
TfS 1994, 660, hvor Retssikkerhedsudvalgets redegørelse fra 1994 vedrørende
Ligningsvejledningens bindende virkning er sammenfattet.
Told- og Skattestyrelsen har under sagens behandling
indstillet, at told- og skatteregionens
afgørelse stadfæstes.
Styrelsen har til støtte herfor bl.a. anført, at det følger af
en sædvanlig ordlydsfortolkning af ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt., og
af
lovens forarbejder, at der ved beregningen af den skattemæssige værdi af fri
bil skal tages udgangspunkt i bilens ”nyvognspris”, dvs. bilens
pris i handel
og vandel, hvilket vil sige bilens udfakturerede pris.
Et kunstigt, særligt lempeligt og lavere, skattemæssigt
beregningsgrundlag for beskatningen af fri bil end bilens udfakturerede pris
har ingen støtte i hverken ordlyden eller forarbejderne til ligningslovens §
16, stk. 4, 3. pkt., og ville være i strid med lovgivers hensigt med
bestemmelsen, som var en skærpelse af beskatningen af fri bil.
Det er videre anført, at Told- og Skattestyrelsen ikke ved de
meddelelser fra 1996 og 1997, som er påberåbt af selskabet, har fraveget
lovens
faste regel om, at det er bilens nyvognspris, der indkomstbeskattes.
Styrelsen har henvist til, at ved lov nr. 483 af 30. juni 1993
om ændring af ligningsloven, skattekontrolloven og virksomhedsskatteloven
(Telefonudgifter og personalegoder) affattedes ligningslovens § 16, stk. 4,
1.-3. pkt., således:
”Stk. 4. Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til
rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som
nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi,
dog
mindst af 150.000 kr. og højst af kr. 400.000. Procentdelen udgør 20 for
indkomståret 1994, 21 for indkomståret 1995, 22 for indkomståret 1996, og 23
for indkomståret 1997 og følgende indkomstår. For biler, der er anskaffet af
arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering, opgøres bilens
værdi
i det indkomstår, hvori første indregistrering er foretaget, og i de to
følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris og herefter til 75 pct.
af
nyvognsprisen.”
Ordlyden blev indsat ved et ændringsforslag fra skatteministeren
til det oprindelige lovforslag, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp.
2384 (ændringsforslag nr. 2 til lovens § 1). I bemærkningerne hertil, sp.
2386,
hedder det:
”Det foreslås, at beregningsgrundlaget for ansættelsen af den
skattepligtige værdi ændres fra virksomhedens anskaffelsessum for bilen til
bilens oprindelige nyvognspris, men kun når bilen er anskaffet af
virksomheden
inden for de første tre år efter den første indregistrering af bilen i
Centralregisteret for Motorkøretøjer.
Herved imødegås eventuelle præferencer for firmabiler, der er
erhvervet et til to år gamle, på bekostning af helt nye firmabiler, idet
værditabet på en bil, alt andet lige, normalt er størst de første år.
Nyvognsprisen anvendes efter ændringsforslaget som
beregningsgrundlag for det indkomstår, hvori første indregistrering af bilen
er
foretaget, uanset hvem der på det tidspunkt ejede bilen, og de følgende to
indkomstår.
Anvender virksomheden fortsat en nyere firmabil mere end tre år
efter bilens første indregistrering, nedsættes beregningsgrundlaget til 75
pct.
af nyvognsprisen for indkomstår, der ligger efter udløbet af det andet fulde
indkomstår efter den første indregistrering af bilen.”
Styrelsen har herved anført, at det fremgår af de citerede
bemærkninger til § 16, stk. 4, 3. pkt., at baggrunden for bestemmelsen var et
ønske om at fastholde et højere skattemæssigt beregningsgrundlag for
firmabiler
anskaffet højst tre år efter den første indregistrering. Selve
beregningsgrundlaget var altså det samme for nye firmabiler som for de indtil
tre år gamle firmabiler, selv om de sidste naturligvis rent faktisk var
anskaffet til en lavere pris end nyvognsprisen. Skattemæssigt blev alle biler
inden for den nævnte tidsgrænse altså betragtet som ”nye”. Samtidig
nedsattes
procentdelen af beregningsgrundlaget for biler erhvervet højst tre år efter
den
første indregistrering til 75 pct. af nyvognsprisen, men først i det tredje
indkomstår efter indregistreringsåret.
Begrebet ”nyvognsprisen” i ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt.,
skal efter en sædvanlig sproglig fortolkning forstås som den pris, en køber
normalt skal betale for en nyindregistreret bil inklusive moms,
registreringsafgift og de leveringsomkostninger, der faktisk skal betales for
bilen. Dette svarer altså til den faktisk udfakturerede pris for bilen
”på
gaden” til virksomheden, som køber bilen for den ansatte.
Denne forståelse støttes både af de specifikke forarbejder til §
16, stk. 4, 3. pkt., og af hovedprincippet i hele § 16, jf. bestemmelsens
stk.
3, 1. pkt., hvorefter personalegoder skal beskattes på grundlag af godets
markedsværdi, forstået som det beløb, som det ville koste den skattepligtige
at
erhverve godet i almindelig fri handel.
Lovgiver tilsigtede ikke med ændringsforslaget i forhold til det
oprindelig forslag til § 16 ved indsættelsen af begrebet
”nyvognsprisen” på
nogen måde at fravige, at det var bilens markedsværdi, der skulle danne
grundlag for beskatningen ved at konstruere en kunstigt lavere værdi end
markedsværdien.
Ændringen gik alene ud på, at man for alle ”nye” biler op til
tre år efter den første indregistrering fastsatte en standardiseret
skatteværdi, nemlig ”nyvognsprisen”. Hovedprincippet for disse
biler var, at
der uanset en eventuel lavere anskaffelsessum alligevel altid skulle tages
udgangspunkt i nyvognsprisen, som svarede til en helt ny bils markedsværdi,
jf.
gennemgangen af forarbejderne ovenfor. Skatteværdien blev for disse biler
inden
for den nævnte tidsgrænse låst fast til bilens oprindelige markedsværdi.
Efter indførelsen af ligningslovens § 16 udstedte
Skatteministeriet cirkulære nr. 202 af 13. december 1993 om beskatning af
personalegoder til told- og skatteregionerne og de kommunale
skattemyndigheder.
Reglerne om beregningsgrundlaget i ligningslovens § 16, stk. 4, 3. og 4.
pkt.,
er omtalt i cirkulærets pkt. 2.4.3. I pkt. 2.4.3.2. anføres:
”Har firmaet anskaffet bilen højst tre år efter bilens første
indregistrering (”ny bil”), fastsættes beregningsgrundlaget med
udgangspunkt i
nyvognsprisen. Nyvognsprisen er bilens listepris fra ny, inklusive
registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør.
Ved normalt tilbehør forstås tilbehør, der forekommer i
privatejede biler, herunder telefon, men ikke særligt virksomhedstilbehør som
f.eks. trækspil, telefax, diktafon eller lignende.”
1993-cirkulæret afløstes af cirkulære nr. 72 af 17. april 1996
om ligningsloven, som i pkt. 12.4.6.2. videreførte det ovenfor citerede
afsnit
uændret. Ved den i cirkulæret omtalte ”listepris” blev forstået
bilens forud
fastsatte salgspris, som bilimportørerne anmeldte over for told- og
skattemyndighederne. Systemet med faste listepriser muliggjorde, at
registreringsafgiftsopkrævningen kunne foretages med et minimum af
administrative byrder for forhandlere og myndigheder. Cirkulæret fra 1993,
som
fulgtes op i 1996-cirkulæret, fastholdt stadig, at det afgørende var bilens
nyvognspris. Cirkulærerne fraveg således ikke ligningslovens
værdiansættelsesprincip.
Med vedtagelsen af en ny forordning fra Europa-Kommissionen i
1995 måtte bilimportørerne ikke længere fastsætte, hvilke priser forhandlerne
måtte tage ved salg af nye biler. Importørerne kunne herefter ikke længere
anmelde faste priser over for told- og skattemyndighederne. Dette
nødvendiggjorde en ændring af registreringsafgiftslovens § 9, der byggede på
listeprissystemet.
Dette skete ved lov nr. 489 af 12. juni 1996 om ændring af
registreringsafgiftsloven (Ændring af bestemmelsen om maksimumspris som
afgiftspligtig værdi), som ophævede listeprissystemet ved en ændring af
registreringsafgiftslovens § 9, jf. lovforslaget i Folketingstidende 1995-96,
tillæg A, sp. 4951 ff., og skatteministerens fremsættelsestale i
Forhandlingerne 1995-96, sp. 5517 (venstre spalte).
Før lovændringen i 1996 kunne listeprisen ifølge § 9, stk. 1,
anmeldes af den, der havde fastsat prisen, dvs. bilimportørerne, til told- og
skattemyndighederne, og ifølge § 9, stk. 2, blev den anmeldte listepris
anvendt
som køretøjets afgiftspligtige værdi, jf. ordlyden af den gamle § 9 i sp.
4955.
Med lovændringen indførtes begrebet ”den almindelige pris” i § 9,
stk. 1, som
kunne anmeldes til myndighederne og som dermed som udgangspunkt udgjorde
bilens
afgiftspligtige værdi.
Den oprindelig anmeldte almindelige pris kunne dog nu fraviges i
opadgående retning, hvis køretøjet faktisk solgtes til en højere pris end den
anmeldte, jf. § 9, stk. 2, 2. pkt. Såfremt køretøjet faktisk solgtes til en
højere pris end den anmeldte, anvendtes denne faktiske pris som
afgiftspligtigt
grundlag.
Den anmeldte pris kunne også fraviges i nedadgående retning,
hvis det kunne godtgøres, at den lavere pris indeholdt en positiv avance, jf.
affattelsen af § 9, stk. 2, 3. pkt.
Foranlediget af ændringerne af registreringsafgiftslovens § 9
ved lov nr. 489 af 12. juni 1996 offentliggjorde Told- og Skattestyrelsen en
meddelelse af 2. oktober 1996 trykt som TfS 1996, 724. Styrelsen anfører
følgende i meddelelsen:
”Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt, hvordan
nyvognsprisen opgøres som følge af den nævnte lovændring.
Told- og Skattestyrelsen udtalte, at den pris, som forhandleren
faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør beregningsgrundlaget
inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt
tilbehør
ved værdiansættelse af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, 3.
pkt.”
Styrelsen har herved anført, at eftersom det følger af
1996-udtalelsen, at den skattepligtige værdi skal følge den ”pris”,
som
forhandleren faktisk anvender ved afgiftsberigtigelsen, uanset at den
faktiske
pris eventuelt afviger fra den oprindelig anmeldte pris i enten opadgående
eller nedadgående retning, er der fuld overensstemmelse mellem udtalelsen og
reglen om, at den skattepligtige værdi af fri bil svarer til den faktiske,
udfakturerede pris fra forhandleren. Den eneste ændring var, at den
skattepligtige værdi ikke længere udgjordes af den listepris, som
bilimportøren
havde anmeldt, men derimod den pris, som forhandleren rent faktisk havde
solgt
bilen for.
Told- og Skattestyrelsens senere meddelelse af 23. september
1997 trykt i TfS 1997, 738, gentager blot, hvad der blev meddelt i udtalelsen
fra 1996, nemlig at den skattepligtige værdi følger den ”pris”, som
forhandleren rent faktisk anvender ved afgiftsberigtigelsen, dvs.
bruttoprisen
(fakturaprisen) før fradrag efter registreringsafgiftsloven.
Den pris, som der henvises til i både 1996-meddelelsen og igen i
1997-meddelelsen, skal altid være bilens faktiske, udfakturerede pris, uanset
om den afviger fra den almindelige pris, der oprindelig er anmeldt til told-
og
skattemyndighederne, jf. registreringsafgiftslovens § 9. Dette rent
indkomstskattemæssige forhold, der fastslås i meddelelserne fra først 1996 og
igen i 1997, har ingen sammenhæng med den efterfølgende opgørelse af bilens
registreringsafgiftspligtige værdi i henhold til de nærmere regler i
registreringsafgiftslovens § 8.
Det tilkendegives intetsteds i meddelelsen fra 1997 fra Told- og
Skattestyrelsens side, at den skattepligtige værdi af fri bil som påstået af
klager skulle nedsættes med de fradrag ved opgørelsen af den afgiftspligtige
værdi for ABS-bremser og airbags, der fulgte af lov nr. 363 af 2. juni 1997
om
ændring af registreringsafgiftsloven, eller at der nu også indrømmedes
fradrag
for beløb for radio og for gebyrer for blyakkumulatorer.
At der skulle være skattefradrag for de to sidstnævnte typer
udstyr fremgår heller ikke noget sted af meddelelsen fra 1996, selv om det
allerede før 1996 gjaldt, at der i afgiftsmæssig henseende indrømmedes
fradrag
herfor i bilens afgiftspligtige værdi efter reglerne i
registreringsafgiftslovens § 8.
Styrelsen har endelig anført, at den omstændighed, at der måtte
foreligge en uensartet opfattelse af styrelsens meddelelser blandt visse
lokale
told- og skatteregioner er endelig ikke udtryk for, at der foreligger en fast
og for skattemyndighederne retsforpligtende administrativ praksis, der
berettiger klageren til at foretage de omhandlede fradrag ved
A-skatteindeholdelsen for klagers ansatte med fri bil.
Landsskatteretten
udtaler:
Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., skal den for hvis
regning udbetaling af A-indkomst foretages, i forbindelse med denne
udbetaling
indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.
I henhold til § 20, nr. 22 i bekendtgørelse nr. 734 af 10.
oktober 1998 om opkrævning af indkomstskat hos personer m.v., jf.
kildeskattelovens § 43, skal en arbejdsgiver indeholde A-skat m.m. af værdien
af hel eller delvis fri bil, som arbejdsgiveren stiller til rådighed for den
ansatte, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.
Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt., at for
biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første
indregistrering, opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første
indregistrering er foretaget, og i de to følgende indkomstår til den
oprindelige nyvognspris og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen.
Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 483 af
30. juni 1993.
Af det oprindelige forslag til lov om ændring af ligningsloven
og skattekontrolloven (L 286 af 19. maj 1993) fremgår, at den skattepligtige
værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, skulle ansættes til en
årlig værdi på 25 % af bilens anskaffelsessum inkl. moms og levering.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at anskaffelsessummen
er det beløb som arbejdsgiveren skal betale for bilen.
Ved ændringsforslaget (vedtaget som lov nr. 483 af 30. juni
1993) blev udtrykket ”anskaffelsessummen” ændret til ”den
oprindelige
nyvognspris”.
Af bemærkningerne til ændringsforslaget fremgår det vedrørende
ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt.:
”Det foreslås, at beregningsgrundlaget for ansættelsen af den
skattepligtige værdi ændres fra virksomhedens anskaffelsessum for bilen til
bilens oprindelige nyvognspris, men kun når bilen er anskaffet af
virksomheden
inden for de første tre år efter den første indregistrering af bilen i
Centralregistret for Motorkøretøjer.
Herved imødegås eventuelle præferencer for firmabiler, der er
erhvervet et til to år gamle, på bekostning af helt nye firmabiler, idet
værditabet på en bil, alt andet lige, normalt er størst de første år.
Nyvognsprisen anvendes efter ændringsforslaget som beregningsgrundlag
for det indkomstår, hvori første indregistrering af bilen er foretaget,
uanset
hvem der på det tidspunkt ejede bilen, og de følgende to indkomstår.
Anvender virksomheden fortsat en nyere firmabil mere end tre år
efter bilens første indregistrering, nedsættes beregningsgrundlaget til 75
pct.
af nyvognsprisen for indkomstår, der ligger efter udløbet af det andet fulde
indkomstår efter den første indregistrering af bilen.”
Landsskatteretten finder, at det følger af en ordlydsfortolkning
af ligningslovens § 16, stk. 4, 3. pkt., og af lovens forarbejder, at der ved
beregningen af den skattemæssige værdi af fri bil skal tages udgangspunkt i
bilens ”nyvognspris”, der efter rettens opfattelse må forstås som
bilens pris i
handel og vandel, dvs. bilens udfakturerede pris. Retten finder endvidere
ikke,
at bemærkningerne til lovforslag L211, fremsat den 25. marts 1999, (jf. lov
nr.
385 af 2. juni 1999) som er påberåbt af selskabet, giver anledning til nogen
anden fortolkning af bestemmelsen end ovenfor anført. Retten finder således
ikke, at selskabet i indkomstskattemæssig henseende kan anvende et lavere
beregningsgrundlag for den skattemæssige værdi end den pris, der rent faktisk
opkræves og udfaktureres fra forhandleren.
Landsskatteretten finder endvidere ikke, at Told- og
Skattestyrelsen ved de meddelelser fra 1996 og 1997 samt formuleringen i
Ligningsvejledningerne fra 1997-2001, som er påberåbt af selskabet, har
fraveget denne fortolkning af ligningslovens § 16, stk. 4. Den omstændighed,
at
der måtte foreligge en uensartet opfattelse af told- og skattestyrelsens
meddelelser blandt visse lokale told- og skatteregioner er endvidere ikke
udtryk for, at der foreligger en fast og for skattemyndighederne
retsforpligtende administrativ praksis, der berettiger selskabet til at
foretage de omhandlede fradrag ved A-skatteindeholdelsen for selskabets
ansatte
med fri bil.
Retten finder således ikke, at selskabet ved indeholdelse af
A-skat m.m. vedrørende værdi af fri bil for sine ansatte er berettiget til at
foretage de omhandlede fradrag, hvorfor den påklagede afgørelse stadfæstes.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Beskatningsgrundlag for værdi af fri bil Landsskatteretten · 7. marts 2017
- Opgørelsen af værdi af fri bil til beskatning, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 Landsskatteretten · 15. marts 2011
- SKAT har opkrævet registreringsafgift med yderligere 224.846 kr. i restafgift ved et leasingkøretøjs overgang til varig anvendelse i Danmark. Da SKAT ikke har… Landsskatteretten · 21. oktober 2014
- Forhøjelse vedrørende værdi af fri bil Landsskatteretten · 13. juli 2021
- Forhøjelse af den personlige indkomst med yderligere værdi af fri bil Landsskatteretten · 26. juni 2023
- Landsskatteretskendelse vedr. indeholdelse af A-skat mm. af værdi af fri bil på gule plader samt fradrag for købsmoms for samme bil. Retsinformation · 9. marts 2004
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse af 8. oktober 2002 vedr. A-skat mv. fri bil beregningsgrundlag. Retsinformation · 19. september 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. indeholdelse af A-skat mm. af værdi af fri bil på gule plader samt fradrag for købsmoms for samme bil. Retsinformation · 9. marts 2004
- 02-219.129 - Hjemstedsadresse (18. november 2003) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. november 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. Opgørelse af beregningsgrundlag for værdi af fri bil Retsinformation · 19. april 2007
- Kendelse af 17. januar 1994. 92-73.813 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. januar 1994
- 99-56.394 - Ikke hjemmel til efterfølgende regulering af selskabs åbningsbalance (05. november 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. november 1999