Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 11. september 2002 vedr. Fast ejendom fortjeneste ved salg - parcelhusreglen

KEN nr 10185 af 11/09/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet24. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 11. september 2002 vedr. Fast

ejendom – fortjeneste ved salg - parcelhusreglen

A klager for indkomståret 1997 over, at skatteankenævnet har

anset avance ved salg af ejendom for skattepligtig kapitalindkomst.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren pr. 11. juni 1991

har erhvervet ejendommen X, og udlejet denne til sin datter, svigersøn og

børnebørn.

Klagerens svigersøn er fraflyttet ejendommen i 1995. Klagerens

datter og børnebørn er fraflyttet ejendommen i maj 1997. Klageren har

underskrevet formidlingsaftale om salg af ejendommen den 6. maj 1997, og hun

har herefter solgt ejendommen ved slutseddel af 8. juli 1997.

Klageren har i indkomståret 1997 oppebåret leje for perioden fra

den 1. januar til 30. april, i alt 12.000 kr.

Skatteankenævnet har ved den påklagede ansættelse fundet, at

klagerens avance ved salget af ejendommen er skattepligtig, jf.

ejendomsavancebeskatningslovens § 1. Ankenævnet har herved bl.a. henset til,

at

klageren ikke har opgivet sin bopæl i Y, og at klageren ikke reelt har

stiftet

bopæl på den omhandlede ejendom, herunder at hun ikke har meldt flytning til

folkeregisteret, at der ikke er sket reduktion i lejeindtægten, at klageren

ikke har flyttet sin virksomheds adresse, at der ikke er foretaget flytning

af

tv-licens og telefon, og at der ikke er oplyst flytteudgifter. Ankenævnet har

endvidere henset til, at overnatninger i forbindelse med pasning af børnebørn

mv. ikke anses for tilstrækkeligt til at opfylde

ejendomsavancebeskatningslovens krav om, at ejendommen reelt har tjent til

bolig for klageren.

Klageren har over for Landsskatteretten principalt nedlagt

påstand om godkendelse af det selvangivne, således at avancen anses for

Læs alt

omfattet af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og

subsidiært nedlagt påstand om nedsættelse af den opgjorte avance ved salget

under henvisning til, at anskaffelsessummen skal pristalsreguleres for

perioden

fra 1991 til 1993.

Til støtte for den principale påstand har klageren bl.a. anført,

at ejendommen har tjent til bolig for hende og hendes husstand, hvorfor

avancen

må være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Klageren har

endvidere anført, at hun bar boet i den omhandlede ejendom i 2 perioder,

første

gang fra december 1995 og 3 måneder frem, derefter fra september 1996 til

juletid 1996, og at hun har haft et værelse til sin rådighed på den

omhandlede

ejendom ved sine ophold der. Klageren har hertil anført, at hun i de 2

perioder

hverken havde flyttet folkeregisteradresse eller postadresse, idet hun på

grund

af sin personlige virksomhed modtager al sin post i postboks. Klageren har

også

anført, at hun ikke har flyttet avisabonnement eller tidsskriftsabonnement i

forbindelse med flytningerne, samt at hun ikke har flyttet telefonabonnement,

idet hun har anvendt datterens eksisterende telefonabonnement i de perioder,

hun har boet på den omhandlede ejendom. Klageren har yderligere anført, at

hun

i forbindelse med de to flytninger ikke har medbragt mere indbo, end der

kunne

være på traileren, bl.a. hendes dyne, hovedpude, kaffemaskine, samt

personlige

ting i form af toiletsager og tøj. Klageren har desuden anført, at hun i

første

omgang var flyttet ind på ejendommen for at hjælpe datteren, der stod alene

med

to små børn, på daværende tidspunkt henholdsvis 6 og 2½ år gamle, da datteren

havde fået skifteholdsarbejde, og ikke kunne få børnene passet ved nat- og

weekendarbejde. Klageren har derudover anført, at hendes anden indflytning på

ejendommen skyldtes, at det ikke gik så godt på hjemmefronten. Klageren har

herefter anført, at det ikke er muligt via ejendomsskattebilletterne at

opgøre

et korrekt vandforbrug pr. person til dokumentation af klagerens ophold på

ejendommen, idet aflæsningsdatoerne for vandforbruget ikke er kendte, hvorfor

der kan være periodeforskydninger. Klageren henviser endvidere til en

erklæring

fra hendes datter af 20. november 2001, hvoraf bl.a. følgende fremgår:

”Jeg skal herved bekræfte, at jeg har haft fælles bopæl og

husholdning med min mor på adressen i X i 2 perioder i årene 1995-1996.

For at kunne genoptage arbejdet skulle jeg have passet børnene

henholdsvis dag-, aften- og nattetimer på hverdage samt lørdage og søn- og

helligdage, idet arbejdsskemaet strakte sig over alle ugens 7 dage. Kommunen

havde ikke pasningsmuligheder til rådighed på disse tidspunkter, og jeg havde

været nød til at sige mit arbejde op og gå på offentlig forsørgelse, såfremt

min mor ikke havde tilbudt at flytte sammen

med mig og børnene, da de jo ikke kunne være alene om aftenen og om

natten. Jeg bibeholdt mit job og efter tre måneder fik jeg tilbudt et andet

arbejde på samme virksomhed indenfor normal arbejdstid.

I eftersommeren 1996 flyttede min mor af egne personlige årsager

tilbage til X, hvor vi igen fik indrettet et værelse til min mor og hendes

ejendele. Hun boede der til december samme år.

Der har ikke været indgået lejeaftaler mellem min mor og jeg.

For god ordens skyld skal jeg bekræfte at jeg ikke har betalt for vaskesøjle

opstillet i X.

”

Endelig har klageren anført, at hun i første omgang ikke fandt

det presserende at flytte sin adresse men mente, at dette kunne vente til

årsskiftet, idet hun rent personligt fandt det lidt pinligt at skulle

forklare

en større omgangskreds og ikke mindst forretningsforbindelser, at hun var

flyttet

til en ny adresse, et adresseskift, som viste sig ikke at blive relevant, da

hun flyttede tilbage til Y i slutningen af året.

Klageren har til støtte for den subsidiære påstand anført, at

det fremgår af en artikel fra Børsen den 3. december 2001, at boliginvestorer

fra købstidspunktet og frem til 1993 må pristalsregulere anskaffelsessummen,

og

at den nye praksis også må skulle bruges i nærværende sag, hvorfor en

eventuel

salgsavance bør reduceres med pristalsreguleringen fra 1991 til 1993.

Told- og Skattestyrelsen har under sagens behandling henvist til

TS-cirkulære 2002-18 om pristalsregulering af visse anskaffelsessummer for

ejendomme efter ejendomsavancebeskatningsloven, for så vidt angår spørgsmålet

om pristalsregulering af anskaffelsessummen.

Landsskatteretten skal

udtale:

Landsskatteretten bemærker indledningsvist, at fortjeneste ved

afståelse af en- og tofamiliehuse og ejerlejligheder efter bestemmelsen i

ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, ikke medregnes ved opgørelsen af

den skattepligtige indkomst, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig

for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori

denne har ejet ejendommen.

Retten lægger ved afgørelsen til grund, at ejendommen i perioden

fra erhvervelsen til maj 1997 har været udlejet til klagerens datter, og at

klageren i indkomståret 1997 har oppebåret leje for perioden fra den 1.

januar

til 30. april, i alt 12.000 kr.

Efter en konkret vurdering finder retten, at det ikke kan anses

sandsynliggjort, at ejendommen reelt har tjent til bolig for klageren i en

del

af ejerperioden. Retten har herved henset til, at i de perioder, hvor

klageren

angiveligt har haft ophold på ejendommen, har denne været fuldt udlejet til

klagerens datter, hvorfor klageren juridisk set ikke kan anses at have haft

rådighed over ejendommen i denne periode.

Retten finder endvidere, at ejendommen ikke kan anses for at

have tjent til bolig for klagerens husstand i en del af ejerperioden. Retten

har herved henset til datterens alder i den periode, hvori hun beboede

ejendommen. Retten har endvidere henset til, at den omstændighed, at klageren

har haft fælles husholdning med sin datter i de to perioder, hvor klageren

angiveligt har haft ophold på ejendommen, ikke medfører, at der er etableret

fælles husstand, idet klageren alene har opholdt sig som gæst på ejendommen.

Ejendommen kan derfor ikke anses for at have tjent til bolig for

ejeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Retten finder herefter, at klagerens avance ved salget af

ejendommen er skattepligtig, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 1, og

derfor

skal opgøres efter ejendomsavancebeskatningslovens bestemmelser.

Af TS-cirkulære 2002-18 om pristalsregulering af visse

anskaffelsessummer for ejendomme efter ejendomsavancebeskatningsloven fremgår

bl.a. følgende:

”Told- og Skattestyrelsen skal . præcisere, at der ved

afståelse af ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993, kan ske

pristalsregulering af den faktiske anskaffelsessum, når denne anvendes som

indgangsværdi, dog tidligst fra 1975, og frem til og med 1993, svarende til

de

regler om pristalsregulering, der gjaldt før 1993-loven.”

Retten finder, at klageren på baggrund af cirkulæret er

berettiget til at pristalsregulere den kontantomregnede anskaffelsessum for

perioden fra erhvervelsen af ejendommen den 11. juni 1991 til den 1. januar

1993.

Den påklagede ansættelse ændres i overensstemmelse hermed.

Det overlades til ligningsmyndigheden at foretage den nærmere

talmæssige opgørelse, jf. Landsskatterettens forretningsordens § 17, stk. 2.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter