Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 2. oktober 2002 vedr. Momspligt opbevaring af bohave momstilsvar med tilbagevirkende kraft

KEN nr 10148 af 02/10/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet18. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 2. oktober 2002 vedr. Momspligt –

opbevaring af bohave – momstilsvar med tilbagevirkende kraft

Klagen skyldes, at told- og skatteregionen den 20. februar 2001

har truffet afgørelse om, at A er momspligtig ved virksomhed med

møbelopbevaring, og om, at hans momstilsvar for perioden 1. juli 1996 til 30.

juni 2000 skal forhøjes med 171.431 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren er frivillig

momsregistreret for forpagtning, og har indtægter ved opbevaring af møbler

(bohave). Møblerne opbevares i lokaler, hvor de enkelte kunders møbler er

separeret fra hinanden ved hjælp af flytbare skillerum. Der er mellem kunden

og

klageren lavet en aftale vedrørende opbevaring af bohave. Under sagens

behandling ved regionen er der fremlagt et eksempel på aftale, hvoraf bl.a.

fremgår følgende:

”

Aftale vedr. opbevaring

af bohave

Hermed er jeg ( ) forpligtet til selv at afholde forsikring

vedr. opbevaring at mit bohave, samt at give forsikringsselskabet meddelelse

om

opbevaringen.

Bemærkninger: _____MODTAGET 500 KR FOR 1 MDS OPBEVARING

Lejer:

Udlejer:

( ..)

( ..)”

Under sagens behandling ved Landsskatteretten er det oplyst, at

standardkontrakten efterfølgende er afløst af en ny formular:

”( ..)

Lejekontrakt

Læs alt

indgået mellem

udlejer:

( ..)

og

lejer: ( ..)

Rummet må alene anvendes til opbevaring af møbler og lignende

løsøregenstande.

Lejemålet begynder den _____.

Lejemålet udgør pr. måned kr. _____.

Lejen betales forud på den af udlejer anviste måde. Leje for

_____ måned er betalt samtidig hermed.

( ..)

Hvis lejen ikke betales som anført ovenfor, ophører lejemålet

uden opsigelse, og såfremt lejer ikke afhenter de opbevarede effekter senest

8

dage efter udlejers skriftlige påkrav herom, er udlejer berettiget til at

bortskaffe effekterne uden yderligere varsel.

5. Lejemålet kan opsiges af lejer med en måneds forudgående

varsel, samt lejemålet

kan opsiges

med 3 måneders varsel fra udlejers side.

6. Forsikring afholdes af lejer.

( ..)”

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten oplyst, at

klagerens virksomhed ved møbelopbevaring alene omfatter udlejning af lokaler

forsynet med el og varme, og at klageren ikke foretager møbeltransport eller

anden aktivitet med tilknytning til møbelopbevaringen. Møblerne hentes og

bringes af lejer eller en af lejer arrangeret transport. Opbevaringen sker i

nedlagte landbrugsbygninger, og lejeren får efter behov tildelt et større

eller

mindre afsnit. En del afsnit er adskilt ved faste skillerum – en del ved

løse

vægge i form af net af hensyn til luftcirkulation. Udlejer foretager ikke

ændringer under lejemålets forløb, og afsnittet forsynes med lejers navn

eller

mærke.

Det er videre oplyst, at udlejer

kan ændre størrelsen af tomme rum eller afsnit ved at opsætte ny skillevæg

eller slå to rum sammen, hvis der er behov herfor, men udlejede rum eller

afsnit ændres aldrig i lejeperioden.

Repræsentanten har videre oplyst, at lejeaftalen ikke omfatter

andre brugsrettigheder eller ydelser, og at lejer bærer ansvaret for de

opmagasinerede effekter og selv tegner eventuel forsikring. Yderligere er det

oplyst, at den månedlige leje fastsættes efter, hvor mange kubikmeter,

afsnittet kan rumme. De enkelte rum eller afsnit kan opdeles i tre typer: Små

på 12-15 m

3

, mellemstørrelse på 20-30 m

3

, og enkelte

store på 40 m

3

. Alle rum og afsnit er i én etage. Selve bygningen

aflåses, men ikke de enkelte rum, og lejerne har adgang til rummet efter

forudgående aftale med klageren, da alene han har nøgle til bygningen.

Længden

af lejemål varierer fra 1 måned op til 5 år. Lejere, der f.eks. rejser til

udlandet i et bestemt tidsrum, aftaler ofte en fast lejeperiode, mens øvrige

lejere, der måske søger efter et nyt sted at bo, indgår lejeaftale på

opsigelsesvilkår.

Regionen har ved den påklagede afgørelse fundet, at klageren er

momspligtig ved virksomhed med møbelopbevaring, og at klagerens momstilsvar

for

perioden 1. juli 1996 til 30. juni 2000 skal forhøjes med 171.431 kr.

Man har herved bl.a. henset til, at vederlag fra kunder

vedrørende opbevaring af møbler er omfattet af momslovens § 4, stk. 1.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten principalt

nedlagt påstand om, at klagerens virksomhed med udlejning af fast ejendom er

omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, og således er fritaget for moms.

Subsidiært er der nedlagt påstand om, at virksomheden først skal

momsregistreres

vedrørende møbelopbevaring fra og med 20. februar 2001.

Til støtte for den principale påstand er det bl.a. anført, at

den påklagede afgørelse ikke er begrundet og ikke har støtte i momsloven

eller

momsvejledningen. Ifølge momsvejledningen, afsnit D.11.8, er udgangspunktet,

at

al udlejning og bortforpagtning af fast ejendom er fritaget for moms.

Momsfritagelsen omfatter udlejning

uafhængig af brugen af det lejede, og fritagelsen omfatter såvel hele

bygninger som enkelte lokaler uanset størrelsen. Møbelopbevaring sker som

regel

i forbindelse med flyttevirksomhed, og der ses således ikke at foreligge

praksis for anvendelse af loven på præcis dette område. Repræsentanten har

henvist til to afgørelser, og har anført, at de har væsentlige træk tilfælles

med nærværende sag.

Det drejer sig for det første om Landsskatterettens afgørelse i

SKM 2001.48/TfS 2001.159, hvor der blev lagt afgørende vægt på, at

momsfritagelse kræver, at lejeaftalen – som i nærværende tilfælde –

omfatter et

afgrænset og identificerbart område, hvor lejer frit kan komme. For det andet

drejer det sig om Told- og Skattestyrelsens afgørelse, refereret i TfS

1994.746, som blev truffet på grundlag af oplysninger om, at den leverede

ydelse alene bestod af en brugsret til en del af en fast ejendom mod et

vederlag, og at der var tale om en lejeaftale, der alene vedrørte en nærmere

bestemt staldplads/boks, som kunne identificeres.

Til støtte for den subsidiære påstand er det bl.a. anført, at

klageren har søgt at rette sig efter momsloven med støtte i momsvejledningen.

På grund af toldvæsenets vekslende praksis omkring momsregistrering af

klagerens råstofudvinding har klageren stedse i sine årsregnskaber

omhyggeligt

redegjort for omfanget af momsregistrering af sine aktiviteter. Som eksempel

er

fremlagt kopi af årsregnskab for 1997/98 i ekstrakt, idet der henvises til

side

3.

Til støtte for den subsidiære påstand er det videre bl.a.

anført, at klagerens revisor ved skrivelser af 27. marts og 13. december 1990

rettede henvendelse til toldvæsenet angående momsregistreringen. Skrivelsen

af

27. marts 1990 var affødt af en telefonsamtale med toldvæsenet angående

udbetaling af en stormskadeerstatning, hvor skrivelsen af 13. december 1990

blev fulgt op af flere telefonsamtaler med toldvæsenet og resulterede i den

registrering, som klageren har i dag, og som forvaltningen nu underkender.

Klageren og dennes revisor har foretaget alle rimelige

bestræbelser på at foretage en korrekt registrering. På denne baggrund er det

urimelig byrdefuldt for borgeren at ændre momsregistreringsforhold med

tilbagevirkende kraft med deraf følgende betydelige efterbetalingskrav. Den

administrative praksis har tillige været præget af betydelig usikkerhed. I

den

forbindelse er der henvist til det i afgørelsen anførte omkring klagerens

virksomhed ved indvinding af sand. Denne virksomhed var således før 1977

pålagt

at opkræve moms. Pr. 1. februar 1977 ændrede forvaltningen opfattelse,

hvorefter virksomheden blev fritaget for moms. Ved eftersyn i indeværende år

blev statueret momspligt for fremtiden, men ved den endelige afgørelse fandt

forvaltningen, at udvindingsretten er en momsfri transaktion. Usikkerheden

omkring momspligt af klagerens udlejningsvirksomhed er ikke mindre, og denne

usikkerhed bør komme borgeren til gode derved, at momspligt alene pålægges

med

virkning for fremtiden, nemlig fra afgørelsens dato.

Der er i den forbindelse henvist til Told- og Skattestyrelsens

afgørelse, refereret i TfS 1997.671. Heraf fremgår det, at den tidligere

nævnte

afgørelse fra 1994 om momsfri udlejning af staldpladser havde virkning fra 7.

november 1994, men da afgørelsen ændrede retningslinjerne i Momsvejledningen

1996, blev det bestemt, ”at udlejer dog kan vælge at lade afgørelsen

alene have

fremadrettet virkning, hvis dette findes bedst stemmende med virksomhedens

forhold”. Samme vilkår bør tildeles klageren i nærværende sag. Den

foreliggende

afgørelse er urimelig byrdefuld, da klageren naturligvis ikke har mulighed

for

med tilbagevirkende kraft at opkræve moms helt eller delvist hos sine kunder.

Landsskatteretten

udtaler:

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, er følgende

fritaget for afgift:

”Administration, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom,

herunder levering af gas, vand, elektricitet og varme som led i udlejningen

eller

bortforpagtningen. Fritagelsen omfatter dog ikke udlejning af værelser i

hoteller og lign., udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for

kortere tidsrum end 1 måned, udlejning af camping-, parkerings- og

reklameplads, samt udlejning af opbevaringsbokse.”

Art. 13 B, punkt b, i 6. momsdirektiv har følgende ordlyd:

”Bortforpagtning og udlejning af fast ejendom, med undtagelse

af:

udlejning inden for hotelsektoren eller sektorer med tilsvarende

opgaver, således som dette begreb er fastlagt i medlemsstaternes lovgivning,

herunder udlejning i ferielejre eller i områder, der er indrettet som

campingpladser;

udlejning af pladser til parkering af køretøjer;

udlejning af udstyr og maskiner, der installeres på brugsstedet;

udlejning af bokse.”

Retten finder ikke, at den i sagen omhandlede aktivitet med

møbelopbevaring er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13,

stk.

1, nr. 8, om udlejning af fast ejendom. Retten finder det således ikke

godtgjort, at kontraktsparterne har betalt og betaler en leje for et

afgrænset

og identificerbart område eller dele af en fast ejendom. Retten har herved

bl.a. henset til det fremlagte kontraktsmateriale, og til, at den pågældende

alene har adgang til de opbevarede effekter efter nærmere aftale med

klageren.

Retten finder det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at

klageren er bibragt en retsbeskyttet forventning om, at den omhandlede

aktivitet med møbelopbevaring var omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8.

Det bemærkes herved bl.a., at de fremlagte skrivelser af 27. marts og 13.

december 1990 omhandler momsfri udlejning af fast ejendom. Retten finder det

endvidere ikke med det anførte vedrørende udvinding af sand og vedrørende

Told-

og Skattestyrelsens afgørelse vedrørende staldpladser, refereret i TfS

1997.671, godtgjort, at den af regionen trufne afgørelse er udtryk for en

praksisændring. Allerede derfor finder retten ikke grundlag for at tage den

subsidiære påstand til følge.

Den påklagede afgørelse stadfæstes således.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter