Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 22. juli 2002 vedr. overtrædelse af konkurrenceklausul

KEN nr 10122 af 22/07/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet11. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 22. juli 2002 vedr. overtrædelse

af konkurrenceklausul

A A/S klager for indkomståret 1999 over, at de stedlige

skattemyndigheder ikke har godkendt fradrag for hhv. erstatning vedrørende

overtrædelse af konkurrenceklausul, 50.000 kr., og advokatomkostninger

vedrørende samme, 57.719 kr.

Det fremgår af sagen, at det klagende selskab samt selskabets

direktør og hovedaktionær B ved dom afsagt af byretten i juni 1998 in solidum

tilpligtedes at betale 200.000 kr. for overtrædelse af en konkurrenceklausul

til C som sagsøger med tillæg af procesrente som ved dommen nærmere bestemt.

Dommen blev anket til Landsretten, hvor der blev indgået forlig

om nedsættelse af den idømte betaling for selskabets vedkommende til 50.000

kr.

Det er oplyst, at der ikke foreligger noget skriftligt materiale

vedrørende nævnte forlig.

Den omhandlede konkurrenceklausul blev aftalt mellem selskabet

og sagsøger i forbindelse med selskabets salg af en frisørforretning til

sagsøger i efteråret 1997. Selskabet og B havde forpligtet sig til i et ½ år

fra overdragelsen inden for en radius af 1.000 m, og derefter inden for en

radius af 400 m, fra den solgte virksomhed, hverken direkte eller indirekte,

via selskaber eller på anden vis, at drive virksomhed m.v. med

frisørforretning. Klausulen omfattede endvidere bl.a. en pligt til ikke at

rette henvendelse til personer, som var nævnt i det til køber overgivne

kundekartotek, samt en pligt til ikke at annoncere i lokalaviser om

overdragelsen eller ansattes kommende arbejdssted indtil 31. december 1997.

Selskabet forpligtede sig desuden til at pålægge ansatte ikke at orientere

kunder om disse forhold.

Det var endvidere aftalt, at selskabet og B skulle betale en

konventionalbod stor 200.000 kr. med eventuelt tillæg af yderligere

erstatning

Læs alt

efter dansk rets almindelige regler, såfremt klausulen overtrådtes.

Ved byretsdommen lagdes det til grund, at konkurrenceklausulen

var overtrådt af selskabet, hvorfor bl.a. selskabet tilpligtedes at betale

nævnte konventionalbod til sagsøger.

Selskabets advokatomkostninger i forbindelse med retssagen

androg 57.719 kr.

Selskabet har ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst

foretaget fradrag med 50.000 kr. for så vidt angår betalingen vedrørende den

omhandlede konkurrenceklausul og med 57.719 kr. vedrørende hermed forbundne

advokatomkostninger.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse

forhøjet selskabets indkomst svarende til de samme beløb.

Skattemyndighederne har bl.a. henvist til, at den betalte

erstatning samt hermed forbundne advokatomkostninger ikke kan anses at være

en

følge af normal driftsrisiko ved drift af frisørforretninger, jf.

statsskattelovens § 6 a.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at selskabets indkomst nedsættes til det selvangivne.

Til støtte for den nedlagte påstand har repræsentanten bl.a.

anført, at byretsdommen ikke er korrekt, og at hovedaktionæren ikke har haft

nogen forsætlig skyld ved overtrædelsen af konkurrenceklausulen. Også

Landsrettens tilkendegivelse forekommer forkert, men en ansøgning om at kunne

føre sagen ved Højesteret kunne muligvis ikke imødekommes, og ville endvidere

være bekostelig, hvorfor det valgtes at tiltræde det af Landsretten

foreslåede

forlig om betaling af 50.000 kr.

Det er herefter gjort gældende, at det betalte beløb er

fradragsberettiget som et nedslag i købesummen. Alternativt må beløbet anses

for fradragsberettiget pga. sammenhængen med de omkostninger, selskabet i

givet

fald skulle have tilranet sig. Det må i øvrigt anses for tvivlsomt, hvorvidt

Landsrettens dommere er sig de skattemæssige forhold bevidste. Tværtimod må

udgangspunktet antages at være, at der skal være symmetri mellem skattepligt

for modtageren og på den anden side fradragsret. Der mangler således

lovhjemmel

for andet.

Der er henvist til Landsskatterettens kendelse af 23. november

1994 og en artikel offentliggjort i Revision og Regnskabsvæsen nr. 6 –

2000.

Landsskatteretten skal

udtale:

Udgifter afholdt til udredelse af en erstatning må anses for

fradragsberettigede, såfremt den erstatningspådragende disposition er udøvet

som led i indkomsterhvervelsen, og den erstatningsbetingende omstændighed kan

anses for en driftsrisiko forbundet med erhvervsudøvelsen, jf.

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Retten finder ikke, at den af klageren betalte konventionalbod,

som efter det oplyste forligsmæssigt nedsattes i forhold til det ved byretten

idømte, kan anses for udslag af en med klagerens erhvervsudøvelse naturligt

forbundet driftsrisiko, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er

herved henset til, at påtagelsen af forpligtelsen i henhold til

konkurrenceklausulen må anses for en enkeltstående disposition, der ikke er

et

tilbagevendende led i driften af virksomheden, ligesom den aftalte

forpligtelse

ikke kan anses som et led i den egentlige virksomhedsudøvelse.

Landsskatteretten henviser herved til de tidligere offentliggjorte afgørelser

i

TfS 1991.510 og TfS 1997.12.

For så vidt angår de med ovennævnte retssag forbundne

advokatomkostninger må disse omkostninger i overensstemmelse med retssagens

genstand anses for et ikke fradrags-berettiget formuetab, som er

indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. statsskattelovens § 5, samt i øvrigt jf.

Landsskatterettens kendelser offentliggjort i LSRM 1970.52 og LSRM 1972.55.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter