Landsskatteretskendelse af 30. april 2003 vedr. Fikseret rente indbetaling af erstatning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 30. april 2003 vedr. Fikseret
rente – indbetaling af erstatning
Der klages over, at A ApS er anset for skattepligtig af
forrentningen af anpartshaverlån.
Landsskatterettens
afgørelse
Indkomstårene1999, 2000 og 2001
Skattemyndigheden har anset selskabet for skattepligtig af
renteindtægt på hhv. 61.096 kr., 80.505 kr. og 75.376 kr. fra anpartshaverlån
i
henhold til ligningslovens § 2, stk. 1.
Landsskatteretten nedsætter for alle tre indkomstår den
skattepligtige renteindtægt til 0 kr.
Sagens oplysninger
Selskabet havde til formål at drive virksomhed med investering i
aktier og andre værdipapirer. Selskabet havde regnskabsår i perioden 1. maj
til
30. april. Anpartskapitalen var ejet af B, C, D og E med 24 pct. hver, mens
de
resterende 4 pct. var ejet af F A/S. Dette selskab var ejet af ovenstående
anpartshavere
og A ApS. Det
væsentligste aktiv i A ApS
var et tilgodehavende på selskabets fire hovedanpartshavere. Tilgodehavendet
udgjorde ifølge selskabets regnskaber henholdsvis 1.341.754 kr., 1.341.754
kr.
og 1.058.095 kr. i indkomstårene 1999-2001. Tilgodehavendet var opstået ved,
at
A ApS, B, C, D og E havde indgået forlig i juli 1998 med Kammeradvokaten i en
selskabstømmersag i forbindelse med parternes salg af anparterne i selskabet
Læs alt
G
ApS. Hver af parterne ejede 20 pct. af anpartskapitalen i G ApS, og alle
parterne anerkendte i forliget, at de in solidum var erstatningsansvarlige
for
et samlet beløb på 1.331.754 kr. A ApS betalte den 27. juli 1998 beløbet i
henhold til forliget på vegne af alle parterne, hvorefter der blev optaget et
tilgodehavende hos anpartshaverne i regnskabet. Selskabet rettede herefter
regreskrav mod rådgiverne i forbindelse med selskabstømningen. I forlængelse
heraf blev der indgået forlig om aktieafgift med advokat, hvorefter selskabet
den 4. juli 2000 modtog 103.659,44 kr., som fordringen blev nedbragt med.
Fordringen på hovedanpartshaverne blev ikke forrentet.
Den stedlige kommunes
afgørelse
For indkomstårene 1999-2001 er selskabet blevet anset for
skattepligtig af en fikseret renteindtægt på henholdsvis 61.096 kr., 80.505
kr.
og 75.376 kr. Ved selskabets betaling af forligsbeløbet erhvervede selskabet
ifølge skattemyndighederne regresfordringer på anpartshaverne på i alt 4/5 af
beløbet, hvilket svarede til ansvarsfordelingen i forliget. Disse
regresfordringer måtte sidestilles med anpartshaverlån til B, C, D og E på
hver
268.351 kr. I forbindelse med modtagelsen af beløbet på 103.659,44 kr. den 4.
juli 2000 har myndighederne anset fordringerne for nedbragt forholdsmæssigt,
hvorefter de enkelte fordringer var på 211.619 kr.
Skattemyndighederne har anset fordringerne for omfattede af
ligningslovens § 2, stk. 1 og konstateret, at den manglende forrentning af
anpartshaverlånene ikke svarede til, hvad der ville være aftalt mellem
uafhængige parter. Det er endvidere indgået i vurderingen, at selskabet ikke
har kunnet påvise en forretningsmæssig begrundelse for den manglende
forrentning. Myndighederne har herefter anset selskabet for skattepligtig af
en
fikseret renteindtægt af anpartshaverlånene i indkomstårene 1999-2001.
Forrentningen
er blevet skønsmæssigt ansat til 7,5 pct., hvilket var baseret på et
gennemsnit
af diskontoen med tillæg af 4 pct. Under hensyn til, at ingen af
anpartshaverne
var ansat i selskabet er den manglende forrentning blevet anset for maskeret
udlodning til anpartshaverne.
Klagerens påstand og
argumenter
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets
skatteansættelse foretages i overensstemmelse med det selvangivne, idet der
ikke har været grundlag for at fiksere renteindtægter i selskabet, jf.
ligningslovens § 2, stk. 1. Repræsentanten har forklaret, at der i
forbindelse
med selskabets indbetaling til Kammeradvokaten blev anlagt regressager mod de
tidligere rådgivere, samt at selskabets advokat på dette tidspunkt vurderede,
at det var realistisk, at parterne ville kunne få refunderet den betalte
erstatning fuldt ud. Man havde endvidere en forventning om, at selskabet
ville
modtage en forrentning af udlægget i form af procesrenter. Udviklingen i
retspraksis viste imidlertid, at sælgere af overskudsselskaber selv havde et
erstatningsansvar vedrørende den såkaldte berigelse, hvorfor selskabet ikke
længere havde udsigt til at få hele beløbet dækket af rådgiverne.
Anpartshaverne indbetalte derfor i oktober 2001 hver et forholdsmæssigt beløb
svarende til det forventede tab. I september 2002 kunne det endelige tab
gøres
opgøres, hvorefter selskabet modtog betaling fra anpartshaverne inkl.
forrentning.
Repræsentanten har herefter konkluderet, at der ikke har været
grundlag for at foretage en løbende korrektion af forrentningen, idet der
ikke
eksisterede en kendt hovedstol i de pågældende indkomstår, samt at renten
først
kunne opgøres og være forfalden på tidspunktet, hvor den fordringen kunne
opgøres endeligt. Det var således ikke unormalt, at den mest likvide part i
en
fælles retssag foretog udlægget på vegne af de øvrige parter, samt at denne
part modtog en forrentning herfor. Endelig har repræsentanten påpeget, at den
valgte fremgangsmåde var både praktisk og forretningsmæssigt begrundet, samt
at
den ikke var afledt af aktionærforholdet.
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
Ved selskabets betaling af 1.341.754 kr. til Kammeradvokaten den
27. juli 1998 i henhold til forliget erhvervede selskabet samtidig
regresfordringer på B, C, D og E i forhold til ansvarsfordelingen, der var
ligelig. Selskabet havde herefter fordringer, der måtte sidestilles med
anfordringstilgodehavender, på de fire anpartshavere på hver 268.351 kr.
Fordringerne henstod uforrentede.
Selskabet skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst
anvende priser og vilkår for økonomiske transaktioner i overensstemmelse med,
hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem
uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Det bemærkes, at
ligningslovens § 2 er en lovfæstelse af den praksis vedrørende
rentefiksering,
der blev anset for ulovhjemlet ved Højesterets dom trykt i TfS 1998.199.
Af ligningslovens § 2, stk. 2 fremgår det, at der ved kontrol
forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som nævnt i
selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., og § 16 H, stk. 2, 2. pkt., dog
således at der direkte eller indirekte skal ejes mere end 50 pct. af
aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne.
Under hensyn til, at de fire anpartshavere alene hver ejede 24
pct. af anpartskapitalen i selskabet, udgør anpartshaverlånene ikke
økonomiske
transaktioner, der er omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, jf. stk. 2. Der
er herefter ikke grundlag for at foretage en korrektion af forrentningen af
anpartshaverlånene. Den påklagede ansættelse nedsættes i overensstemmelse
hermed.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om skønsmæssig forhøjelse af Sagsøger A/S’ indkomst, samt en konsekvensforhøjelse af moderselskabets sambeskatningsindkomst, hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne Domsdatabasen · 28. marts 2022
- Sagerne, der er behandlet i forbindelse med hinanden, jf. retsplejelovens § 254, stk. 1, vedrører kendelse afsagt af Landsskatteretten i sag om, hvorvidt sagsøgerne har haft pligt til at indeholde kildeskat af rentetilskrivninger på lån ydet til sagsøgerne af deres moderselskaber, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, jf. kildeskattelovens § 65 D, jf. § 69 Domsdatabasen · 19. maj 2022
- Udenlandsk forsikringsselskab fritaget for CFC-beskatning Retsinformation · 10. juli 2009
- Bindende svar - Udbytte, aktieindkomst, fradrag for betalt skat i udlandet, CFC-beskatning, likvidationsprovenu, aktieavance/tab, ledelsens sæde, armslængde princippet, rette indkomstmodtager Retsinformation · 27. august 2015
- Investeringsenhed anset som selvstændigt skattesubjekt efter danske skatteregler - ledelsens sæde - fast driftssted - investeringsselskab # 2 Retsinformation · 14. august 2025
- Investeringsenhed anset som selvstændigt skattesubjekt efter danske skatteregler - ledelsens sæde - fast driftssted - investeringsselskab Retsinformation · 14. august 2025
Lignende dokumenter
- Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 21. december 2016. — Masco Denmark ApS og Damixa ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 21. december 2016
- Landsskatteretskendelse af 4. marts 2003 vedr. Rentefiksering mellemregning mellem koncernselskaber Retsinformation · 28. oktober 2003
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT EU-domme · 8. februar 2007
- Domstolens dom (Store Afdeling) af 12. juni 2018. — A/S Bevola og Jens W. Trock ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 12. juni 2018
- Landsskatteretskendelse af 15. august 2002 vedr. Interesseforbundne selskaber - betalingskorrektion Retsinformation · 11. september 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. fikseret rente af mellemregningskonto Retsinformation · 22. marts 2004