Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 30. april 2003 vedr. Fikseret rente indbetaling af erstatning

KEN nr 9631 af 30/04/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet27. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 30. april 2003 vedr. Fikseret

rente – indbetaling af erstatning

Der klages over, at A ApS er anset for skattepligtig af

forrentningen af anpartshaverlån.

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomstårene1999, 2000 og 2001

Skattemyndigheden har anset selskabet for skattepligtig af

renteindtægt på hhv. 61.096 kr., 80.505 kr. og 75.376 kr. fra anpartshaverlån

i

henhold til ligningslovens § 2, stk. 1.

Landsskatteretten nedsætter for alle tre indkomstår den

skattepligtige renteindtægt til 0 kr.

Sagens oplysninger

Selskabet havde til formål at drive virksomhed med investering i

aktier og andre værdipapirer. Selskabet havde regnskabsår i perioden 1. maj

til

30. april. Anpartskapitalen var ejet af B, C, D og E med 24 pct. hver, mens

de

resterende 4 pct. var ejet af F A/S. Dette selskab var ejet af ovenstående

anpartshavere

og A ApS. Det

væsentligste aktiv i A ApS

var et tilgodehavende på selskabets fire hovedanpartshavere. Tilgodehavendet

udgjorde ifølge selskabets regnskaber henholdsvis 1.341.754 kr., 1.341.754

kr.

og 1.058.095 kr. i indkomstårene 1999-2001. Tilgodehavendet var opstået ved,

at

A ApS, B, C, D og E havde indgået forlig i juli 1998 med Kammeradvokaten i en

selskabstømmersag i forbindelse med parternes salg af anparterne i selskabet

Læs alt

G

ApS. Hver af parterne ejede 20 pct. af anpartskapitalen i G ApS, og alle

parterne anerkendte i forliget, at de in solidum var erstatningsansvarlige

for

et samlet beløb på 1.331.754 kr. A ApS betalte den 27. juli 1998 beløbet i

henhold til forliget på vegne af alle parterne, hvorefter der blev optaget et

tilgodehavende hos anpartshaverne i regnskabet. Selskabet rettede herefter

regreskrav mod rådgiverne i forbindelse med selskabstømningen. I forlængelse

heraf blev der indgået forlig om aktieafgift med advokat, hvorefter selskabet

den 4. juli 2000 modtog 103.659,44 kr., som fordringen blev nedbragt med.

Fordringen på hovedanpartshaverne blev ikke forrentet.

Den stedlige kommunes

afgørelse

For indkomstårene 1999-2001 er selskabet blevet anset for

skattepligtig af en fikseret renteindtægt på henholdsvis 61.096 kr., 80.505

kr.

og 75.376 kr. Ved selskabets betaling af forligsbeløbet erhvervede selskabet

ifølge skattemyndighederne regresfordringer på anpartshaverne på i alt 4/5 af

beløbet, hvilket svarede til ansvarsfordelingen i forliget. Disse

regresfordringer måtte sidestilles med anpartshaverlån til B, C, D og E på

hver

268.351 kr. I forbindelse med modtagelsen af beløbet på 103.659,44 kr. den 4.

juli 2000 har myndighederne anset fordringerne for nedbragt forholdsmæssigt,

hvorefter de enkelte fordringer var på 211.619 kr.

Skattemyndighederne har anset fordringerne for omfattede af

ligningslovens § 2, stk. 1 og konstateret, at den manglende forrentning af

anpartshaverlånene ikke svarede til, hvad der ville være aftalt mellem

uafhængige parter. Det er endvidere indgået i vurderingen, at selskabet ikke

har kunnet påvise en forretningsmæssig begrundelse for den manglende

forrentning. Myndighederne har herefter anset selskabet for skattepligtig af

en

fikseret renteindtægt af anpartshaverlånene i indkomstårene 1999-2001.

Forrentningen

er blevet skønsmæssigt ansat til 7,5 pct., hvilket var baseret på et

gennemsnit

af diskontoen med tillæg af 4 pct. Under hensyn til, at ingen af

anpartshaverne

var ansat i selskabet er den manglende forrentning blevet anset for maskeret

udlodning til anpartshaverne.

Klagerens påstand og

argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets

skatteansættelse foretages i overensstemmelse med det selvangivne, idet der

ikke har været grundlag for at fiksere renteindtægter i selskabet, jf.

ligningslovens § 2, stk. 1. Repræsentanten har forklaret, at der i

forbindelse

med selskabets indbetaling til Kammeradvokaten blev anlagt regressager mod de

tidligere rådgivere, samt at selskabets advokat på dette tidspunkt vurderede,

at det var realistisk, at parterne ville kunne få refunderet den betalte

erstatning fuldt ud. Man havde endvidere en forventning om, at selskabet

ville

modtage en forrentning af udlægget i form af procesrenter. Udviklingen i

retspraksis viste imidlertid, at sælgere af overskudsselskaber selv havde et

erstatningsansvar vedrørende den såkaldte berigelse, hvorfor selskabet ikke

længere havde udsigt til at få hele beløbet dækket af rådgiverne.

Anpartshaverne indbetalte derfor i oktober 2001 hver et forholdsmæssigt beløb

svarende til det forventede tab. I september 2002 kunne det endelige tab

gøres

opgøres, hvorefter selskabet modtog betaling fra anpartshaverne inkl.

forrentning.

Repræsentanten har herefter konkluderet, at der ikke har været

grundlag for at foretage en løbende korrektion af forrentningen, idet der

ikke

eksisterede en kendt hovedstol i de pågældende indkomstår, samt at renten

først

kunne opgøres og være forfalden på tidspunktet, hvor den fordringen kunne

opgøres endeligt. Det var således ikke unormalt, at den mest likvide part i

en

fælles retssag foretog udlægget på vegne af de øvrige parter, samt at denne

part modtog en forrentning herfor. Endelig har repræsentanten påpeget, at den

valgte fremgangsmåde var både praktisk og forretningsmæssigt begrundet, samt

at

den ikke var afledt af aktionærforholdet.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Ved selskabets betaling af 1.341.754 kr. til Kammeradvokaten den

27. juli 1998 i henhold til forliget erhvervede selskabet samtidig

regresfordringer på B, C, D og E i forhold til ansvarsfordelingen, der var

ligelig. Selskabet havde herefter fordringer, der måtte sidestilles med

anfordringstilgodehavender, på de fire anpartshavere på hver 268.351 kr.

Fordringerne henstod uforrentede.

Selskabet skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst

anvende priser og vilkår for økonomiske transaktioner i overensstemmelse med,

hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem

uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Det bemærkes, at

ligningslovens § 2 er en lovfæstelse af den praksis vedrørende

rentefiksering,

der blev anset for ulovhjemlet ved Højesterets dom trykt i TfS 1998.199.

Af ligningslovens § 2, stk. 2 fremgår det, at der ved kontrol

forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som nævnt i

selskabsskattelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., og § 16 H, stk. 2, 2. pkt., dog

således at der direkte eller indirekte skal ejes mere end 50 pct. af

aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne.

Under hensyn til, at de fire anpartshavere alene hver ejede 24

pct. af anpartskapitalen i selskabet, udgør anpartshaverlånene ikke

økonomiske

transaktioner, der er omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, jf. stk. 2. Der

er herefter ikke grundlag for at foretage en korrektion af forrentningen af

anpartshaverlånene. Den påklagede ansættelse nedsættes i overensstemmelse

hermed.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter