Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 3. april 2002 vedrørende "Grænsehandel"

KEN nr 10063 af 03/04/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet27. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 3. april 2002 vedrørende

”Grænsehandel”

A’s klage skyldes, at told- og skatteregionen har afkrævet ham

16.775 kr. i øl-, vin- og emballageafgift samt moms i forbindelse med

indførslen af i alt 284 kartoner dåseøl samt 20 kasser vin fra Tyskland, idet

den indførte mængde ikke er anset for værende til eget brug.

Det er oplyst, at klageren henholdsvis den 14. september 1999

samt den 30. marts 2000 via landegrænsen Tyskland/Danmark har indført et

kvantum dåseøl på i alt 284 kartoner øl á 30 stk. samt 20 kasser vin á 6

flasker, hvilket blev konstateret ved Told- og Skats kontrol af

grænsetrafikken

de pågældende dage. Transporten blev foretaget i en varevogn af mærket Toyota

Hiace.

I forbindelse med kontrollen, har klageren oplyst, at de

omhandlede varer var indkøbt af ham, dels til eget forbrug og dels for nogle

venner, idet de var 10 venner, der skiftedes til at hente øl m.v. til

hinanden.

Ved den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen afkrævet

klageren i alt 16.775 kr., der fordeler sig med

8.709 kr. i ølafgift,

592 kr. i

vinafgift, 4.119 kr. i emballageafgift samt moms 3.355 kr.

Told- og skatteregionen har som hjemmel for sin afgørelse

henvist til, at det af øl- og vinafgiftslovens § 4, stk. 1, fremgår, at der

skal betales afgift, når varerne overgår til forbrug her i landet. Regionen

har

samtidig henvist til lovens § 6, stk. 1, der foreskriver, at privatpersoner,

der fra andre EU-lande får tilført eller erhverver afgiftspligtige varer,

skal

indgive en anmeldelse til de statslige told- og skattemyndigheder og stille

Læs alt

sikkerhed for de skyldige afgifter. Herudover har regionen henvist til lovens

§

11, stk. 4, der giver afgiftsfritagelse for varer, som privatpersoner selv

indfører til eget brug fra et andet EU-land. I denne forbindelse har regionen

yderligere henvist til EU-Rådets direktiv nr. 92/12 af 25. februar 1992,

artikel 8 og 9, der opstiller den vejledende mængde vedrørende øl til eget

brug

til 110 liter. Endelig har regionen henvist til lovens § 16, stk. 3, hvoraf

fremgår, at den, der modtager varerne, hvoraf der skal betales afgift, skal

angive mængden heraf.

For så vidt angår emballageafgiften har regionen henvist til

emballageafgiftslovens § 7a, stk. 2a, stk. 2, 2. pkt., som foreskriver, at

den

person, som modtager varer, hvoraf der skal betales afgift, straks skal

angive

mængden af de pågældende varer.

Endelig har regionen som hjemmel for opkrævning af moms henvist

til momslovens § 27, stk. 2, nr. 1, hvoraf det fremgår, at der skal betales

moms af punktafgifter i forbindelse med indførslen af varer fra andre

EU-lande.

Regionen har som begrundelse for sin afgørelse anført, at

indførslen af den omhandlede mængde varer langt overstiger, hvad der kan

anses

som værende til eget brug. Regionen har under hensyn til klagerens egen

forklaring og med henvisning til den vejledende mængde i EU-Rådets direktiv

nr.

92/12 af 25. februar 1992, artikel 8 og 9 alene godkendt 110 liter øl til

eget

brug. Den resterende mængde øl og vin har regionen anset for at være en

erhvervsmæssig indførsel, hvorfor der skal betales afgift af varerne.

Regionen

har ligeledes henset til, at klageren selv har oplyst, at en del af varerne

var

til nogle venner og således til andres brug, hvorfor klageren ikke

afgiftsfrit

kan indføre disse varer, da det er en forudsætning, at varerne er indført til

eget brug.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at

der ikke skal opkræves afgifter af det omhandlede kvantum øl og vin.

Klageren har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at den

pågældende afgørelse er ugyldig, idet man ikke har givet ham lejlighed til at

udtale sig ved et møde, forinden regionen har truffet sin afgørelse. Klageren

har samtidig anført, at han har handlet i overensstemmelse med de

oplysninger,

som han har modtaget fra et Toldcenter forud for turene til Tyskland. Her

skulle klageren have fået oplyst, at der var intet galt i at gøre, som han

gjorde. Klageren har endvidere ikke kunnet finder oplysninger på internettet,

i

diverse pjecer fra Told- og Skat, eller på de plakater, der hænger hos

samtlige

købmænd på den tyske side af grænsen om, at man maks. måtte medtage 110 liter

øl mv.

Klageren har herudover anført, at han ikke, da han blev standset

ved grænsen, blev oplyst om, at indførslen af denne mængde øl og vin var

ulovlig, og at han ville blive pålagt en afgift. Først senere hen, da man

havde

gennemført endnu en tur til Tyskland, blev han gjort opmærksom på, at der

skulle betales afgift af det omhandlede kvantum øl og vin.

Endelig har klageren til støtte for sin påstand gjort gældende,

at der ikke er tale om erhvervsmæssig indførsel med videresalg for øje.

Klageren har i denne forbindelse anført, at han har stået for indkøbet på

fælles vegne af i alt 10 deltagere, dog ikke med den hensigt at tjene på det,

men blot fordi, at man skiftedes til at indkøbe øl og vin for hinanden, alt

efter hvem, der nu havde tid til at hente varerne. Klageren har herudover

bemærket, at den del af øllet mv., der tilhørte ham selv, alene var til eget

brug og gaver.

Landsskatteretten skal

udtale:

I henhold til øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 3, stk.

1, skal der betales afgift af øl og vin her i landet efter de i loven nærmere

opregnet satser.

Afgiftspligtens indtræden følger af lovens § 4, hvoraf bl.a.

fremgår, at der skal betales afgift her i landet ved overgang til forbrug,

dvs.

når varerne forlader en ordning under suspension af afgiften, eller ved

modtagelsen, når varer fra andre EU-lande erhverves af virksomheder og

personer, der ikke er berettiget til at oplægge varerne uden

afgiftsberigtigelse,

jf. §§ 5 og 6.

Efter lovens § 11, stk. 4, ydes afgiftsfritagelse bl.a. af

varer, som privatpersoner selv medfører til eget brug fra et andet EU-land, i

hvilket de er erhvervet i beskattet stand.

Øl- og vinafgiftsloven (lov nr. 1015 af 19. december 1992 med

senere ændringer) gennemfører EU-Rådets direktiv nr. 92/12 af 25. februar

1992

(cirkulationsdirektivet) med senere ændringer. Loven skal således

administreres

i overensstemmelse med cirkulationsdirektivets bestemmelser.

Af cirkulationsdirektivets præambel fremgår, at

punktafgiftspligtige varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug, og

som

de selv transporterer, skal beskattes i den medlemsstat, hvor varerne er

anskaffet, hvilket er nærmere fastslået i direktivets art. 8. Det fremgår

videre

af præamblen, at for at kunne fastslå, at de punktafgiftspligtige varer ikke

er

beregnet til privat brug, men til erhvervsmæssige formål, skal

medlemsstaterne

tage hensyn til en række kriterier. Disse kriterier er nærmere opregnet i

direktivets art. 9, 2. pkt., hvoraf det bl.a. fremgår, at medlemsstaterne kan

opstille vejledende mængder for indførslen af varer beregnet til

erhvervsmæssige formål, der for så vidt angår øl ikke må være mindre end 110

liter, og for så vidt angå vin ikke må være mindre end 90 liter.

Landsskatteretten bemærker indledningsvis, at klageren ikke på

tilstrækkelig vis har kunne dokumentere, at han rent faktisk har anmodet om

et

møde med regionen, som beskrevet i regionens skrivelse af 16. oktober 2000,

forinden denne traf sin afgørelse i sagen, hvorfor den påklagede afgørelse

ikke

findes at være ugyldig.

Landsskatteretten lægger efter det oplyste til grund, at det

omhandlede kvantum øl og vin er indkøbt i et andet EU-land, Tyskland og

herefter indført af klageren til Danmark via den dansk/tyske grænse.

Efter de foreliggende oplysninger, finder Landsskatteretten, at

de omhandlede varer ikke kun har været indbragt her i landet til klageren

selv,

men også til 9 andre personer.

Landsskatteretten finder herefter, at indførslen af de i sagen

omhandlede mængder øl ikke kan anses for omfattet af

afgiftsfritagelsesbestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 4. Der er

herved henset til, at bestemmelsen ikke kan anvendes i en situation som den

foreliggende, hvor klageren til dels på vegne af andre personer indfører

varer

til de andres selvstændige brug. Endvidere kan det indførte kvantum øl ikke

antages at være bestemt til privat brug, idet mængden ligger væsentligt over,

hvad der med rimelighed kan forventes anvendt i en normal husholdning, jf.

cirkulationsdirektivets art. 9, 2. pkt., hvor den vejledende mængde for øl er

sat til 110 liter.

Landsskatteretten finder således, at alene 333 stk. øldåser á 33

cl., svarende til 110 liter for indførslen i 1999 samt en tilsvarende mængde

for indførslen i 2000 må anses for at have været bestemt til klagerens eget

brug, mens de resterende i alt 7.854 dåser øl ikke kan henføres til

bestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 4, men er afgiftspligtige

efter lovens § 1, stk. 1, og § 4.

For så vidt angår den indførte mængde vin finder

Landsskatteretten, at der ikke skal opkræves vinafgift af disse varer, under

hensyn til de foreliggende oplysninger samt den omstændighed, at den indførte

mængde vin ligger under den vejledende mængde på 90 liter, jf.

cirkulationsdirektivets art. 9, 2. pkt.

Landsskatteretten finder ligeledes under hensyn til, at den

opkrævede emballageafgift for 1999 og 2000 hver for sig ligger under

bagatelgrænsen på 2.500 kr., jf. emballageafgiftslovens § 7a, stk. 4, at

emballageafgiften ikke skal opkræves, idet der ikke foreligger nærmere

dokumentation for, at klageren skulle have modtaget flere afgiftspligtige

varer

i løbet af årene 1999 og 2000, hvoraf der er opkrævet emballageafgift.

For så vidt angår spørgsmålet om der for den omhandlede

punktafgiftspligtige mængde øl tillige er indtrådt momspligt, finder

Landsskatteretten, at klageren efter det foreliggende ikke kan anses som en

momspligtig person, der efter momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, skal betale

moms

ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande, idet det lægges til grund, at

klageren alene har indført øl til sig selv og på vegne af nogle andre

privatpersoner. Der skal således ikke opkræves moms af den omhandlede mængde

øl. Landsskatteretten bemærker i denne forbindelse, at momslovens § 27, stk.

2,

nr. 1, ikke indeholder et hjemmelsgrundlag for opkrævning af moms, men alene

fastslår, at såfremt der er en momspligt, skal told mv. medregnes i

afgiftsgrundlaget.

I overensstemmelse med toldlovens § 39, stk. 1, nr. 4, hvoraf fremgår,

at føreren af et befordringsmiddel, hvori uberigtigede eller betinget told-

og

afgiftsfri varer transporteres, hæfter for de på varerne hvilende told- og

afgiftsbeløb, finder Landsskatteretten, at klageren hæfter for ølafgiften.

Landsskatteretten finder endelig, at allerede fordi der ikke

foreligger nærmere dokumentation for de oplysninger, som klageren måtte have

fået fra toldcentret i forbindelse med turene til Tyskland, kan klageren ikke

anses at have opnået en retsbeskyttet berettiget forventning om, at kunne

indføre ubegrænsede mængder af øl til såvel klageren selv som til andre uden

afgiftsmæssige konsekvenser.

Den påklagede afgørelse vil herefter af være at ændre i

overensstemmelse med ovennævnte.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter