Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Klagen til Landsskatteretten skyldes, at
A, der er et ferskvandscenter, er anset afgiftspligtig efter § 4, stk. 2, i
lov
om afgift af ledningsført vand og er ikke anset for refusionsberettiget efter
samme lovs § 9.
Det er oplyst, at A med virkning fra 1.
januar 1995 har været frivilligt momsregistreret som fremlejer af fast
ejendom
omfattende en museumsbygning/udstillingscenter med tilhørende
ferskvandsakvarier. Ejendommen har tillige indbefattet en brøndboring, der
har
forsynet akvarierne med vand. X Kommune er ejer af ejendommene incl. brønd. X
Kommune har udlejet ejendommene til A.
Udover udlejningsforholdet har A tillige
beskæftiget sig med en række vandmiljørelaterede aktiviteter, herunder
kurser,
temadage, internationale uddannelsesprogrammer, permanente
virksomhedsudstillinger og forskning i vandmiljø. Desuden har A etableret en
række erhvervslejemål til primært miljøteknologiske virksomheder.
Fremlejetager er en selvejende
institution også kaldet fonden. Fonden driver museums- og
udstillingsaktiviteter,
herunder også restaurationsvirksomhed, og har således både afgiftspligtige og
ikke-afgiftspligtige aktiviteter efter momsloven.
Der er fremlagt fremlejekontrakt af 20.
december 1994, hvoraf fremgår, at størrelsen af lejeafgiften aftales en gang
årligt med udgangspunkt i foregående års resultat og budgetter for kommende
driftsår. Det fremgår endvidere, at da lejeafgiften ikke er fuldt ud dækkende
for det lejedes værdi er det med told- og skatteregionen aftalt, at
Læs alt
momstilsvaret indtil videre opgøres på grundlag af en lejeafgift på 2.000.000
kr., således at den årlige lejeafgift tillægges et momsbeløb på 500.000 kr..
Det er oplyst, at A er forpligtet til at forsyne det lejede med el og vand,
således at vederlaget for disse ydelser er indeholdt i lejen.
De faktiske årlige lejebetalinger har
ifølge det oplyste været:
1995: 940.000 kr.
1996: 1.276.000 kr.
1997: 1.717.600 kr.
1998: 1.793.500 kr.
1999: 1.573.688 kr.
foruden det beregnede momsgrundlag på
500.000 kr. årligt.
Indtil den 31. december 1994 var et
ejendomsselskab ejer af ovennævnte ejendom omfattende museum og
udstillingscenter med tilhørende ferskvandsakvarier, herunder omtalte
brøndboring, der forsyner akvarierne med ferskvand. Ejendomsselskabet var i
perioden 1. januar 1992 til 31. december 1994 frivilligt momsregistreret for
udlejning af ejendomme. Selskabet var ligeledes registreret efter lov om
afgift
af ledningsført vand. Lejer var fonden, der også på det tidspunkt drev
museums-
og udstillingsvirksomhed. I forbindelse med en økonomisk rekonstruktion
blev denne og de øvrige ejendomme solgt til X Kommune. Kommunen blev pr. 1.
januar 1995 frivilligt momsregistreret for udlejning af de pågældende
ejendomme
til A, der blev frivilligt momsregistreret som fremlejer til fonden.
For perioden indtil 1. januar 1995 har
der verseret 2 klagesager for Momsnævnet.
Den første omhandlede afgiftspligten
efter § 1 i lov om ledningsført vand for fonden. Det blev fra fondens side
gjort gældende, at der ikke skulle betales afgift, idet der ikke var tale om
en
egentlig produktionsmæssig udnyttelse af grundvandsressourcerne, fordi vandet
efter opholdet i udstillingssøerne blev ledt tilbage til den naturlige
vandcyklus. Momsnævnet fandt ved afgørelse af 29. juni 1995, at der i loven
ikke var hjemmel til at fritage for betaling af afgift, selvom vandet bliver
ledt renset tilbage til den naturlige vandcyklus.
Den efterfølgende sag vedrørte, hvorvidt
ejendomsselskabet for perioden 23. juni 1993 til 31. december 1994 var
berettiget til som udlejer af få refusion for vandafgift i forbindelse med
leverancer af vand til fonden efter lov om ledningsført vand § 9. Selskabet
henviste til støtte herfor til skatteministerens afgørelse fra 1988
vedrørende
godtgørelse af energiafgifter for bl.a. idrætshaller og udstillingscentre,
der
er frivilligt momsregistrerede for udlejning af fast ejendom. Ved afgørelsen
ændredes praksis, således at udlejer fik adgang til refusion af
energiafgifterne. Det blev herefter gjort gældende, at idet
godtgørelsesbestemmelserne i lov om afgift af ledningsført vand i det store
og
hele svarer til bestemmelserne i lov om afgift af elektricitet, var der en
formodning for, at praksisændringen tillige omfattede den senere indførte
vandafgift. Momsnævnet fandt ved afgørelse af 10. september 1996 ikke, at
ejendomsselskabet var berettiget til refusion af vandafgift efter
vandafgiftslovens § 9. Efter nævnets opfattelse kunne der kun ske
tilbagebetaling af vandafgift, hvis vandet var forbrugt i udlejers
virksomhed.
Dette fandt nævnet ikke var tilfældet, da vandet var leveret videre til
lejeren
til brug i lejerens virksomhed.
Regionen fandt ved afgørelse af 9.
november 1995 vedr. ejendomsselskabet for perioden 13. juni 1993 til 30.
september 1994, at energiafgifterne ved udlejningen til fonden kunne
fradrages
hos udlejer i samme omfang som momsen. Regionen henviste til, at
Skatteministeren i 1988 afgjorde, at udlejere, der er frivilligt
momsregistreret for bl.a. udlejning af udstillingshaller og udstillingscentre
kan opnå godtgørelse af energiafgifter, som anvendes til opvarmning,
belysning
mv. af de udlejede lokaler.
Der foreligger en indvindingstilladelse
af 20. juni 1991 fra amtskommunen. Af denne fremgår det, at analyser af
råvandet fra boringen viser et jernindhold på 2,85 mg/l (højst tilladelige
0,2
mg/l) og et manganindhold på 0,37 mg/l (højst tilladelige 0,05 mg/l). På
grund
af disse uacceptable koncentrationer har de pågældende myndigheder krævet, at
der foretages en filtrering af vandet. Indvindingstilladelsen er bl.a. givet
på
følgende vilkår:
Vandindvindingens formål er dels
vandforsyning af akvarier dels vandforsyning til kursusformål på arealet.
Drikkevandsforsyning fås fra X kommunale Vandforsyning. Der må ikke ske
sammenblanding af de to vandtyper.
Om vandets anvendelse fra egen boring er
det oplyst:
A indvinder og udleder vand i samme takt
i fast etableret kontinuerligt kredsløb. Der er så at sige ingen effektiv
nettoindvinding, da vandet efter dets tur gennem recirkuleringssystemet føres
tilbage til naturkilden. Vandkvaliteten påvirkes ikke væsentligt ved passagen
gennem akvariesystemet.
Fra den omhandlede boring indvinder A
omkring 40.000-50.000 m3 vand, der specifikt anvendes til 4 forskellige
formål:
a. Opvarmningsvand i søerne (d.v.s.
partielle søer, der er forbundet med de etablerede publikumsfaciliteter under
terræn, således at man gennem glasruder kan betragte fiskelivet mm. Under
vandoverfladen). Det til søerne tilledte vand, som hidrører fra vandboringen,
har en temperatur fra grundkilden på gennemsnitligt 8 grader celsius, hvilket
muliggør at både vandet og glasruderne kan holdes fri for isdannelse og
dermed
sikre gennemsyn for publikum ind i undervandsmiljøet.
Vandet anvendes altså i denne funktion
som opvarmningsvand i vinterhalvåret.
Om sommeren, hvor vandet ligeledes fra
sin grundvandskilde har en omtrentlig temperatur på 8 grader celsius, bruges
vandet som kølevand, idet temperaturen ellers ville blive for høj for
fiskebestandens trivsel.
Vandet anvendes således her som
kølevand, dvs. som middel til temperaturregulering af biologiske hensyn.
c. En mindre del vand anvendes til
returskylning af filtrene, således at disse kan renses. Dette sker via et
særligt bassin, og bundfaldet fjernes i overensstemmelse med gældende
affaldsregulativer. Der sker ikke afløb til kloak eller lignende, og der er
således heller ikke i denne funktion noget vandspild i relation til det
indvundne vand. Efter anvendelse og separation af affaldsmaterialet
tilbageføres vandet til grundkilden.
d. En ganske lille mængde af vandet
bruges til opspædning til søerne for at kompensere den naturlige fordampning.
Både opvarmningsvand, afkølingsvand,
returskylningsvand ledes direkte tilbage til sø gennem et vandløb.
Returskyllevandet udledes dog gennem bundfældningsbassin og nedsivning. Der
sker således ingen effektiv indvinding i form af blivende vandlagring eller
anden brugsbetonet opmagasinering.
Der har under sagens behandling i
Landsskatteretten været afholdt syn og skøn i sagen. Af syns- og
skønsrapporten
fremgår følgende af spørgsmål 6 og 7:
"Spørgsmål 6
Kan det bekræftes, at der op til A’s
ejendom ved hjælp af vand fra egen boring er skabt et antal kunstige
akvariesøer, som næres alene ved vand tilført fra vandindvindingskilden.
Svar på spørgsmål 6
Efter en gennemgang af hele anlæggets opbygning
kan spørgsmålet besvares bekræftende. Anlægget er indrettet med søer,
væksthuse
og akvarier i et lokalområde, med indregning af specielle vandmiljøer
tilpasset
bestemte funktioner, som giver publikum lejlighed til at studere dyr, fisk og
fugle på tæt hold. Anlægget er opbygget med kunstige søer og et selvstændigt
vandbehandlingssystem, der muliggør tilledning af vand under forhold, der er
individuelt tilpasset de enkelte vandmiljøer. Vandtilførslen sker alene fra
egen boring.
Spørgsmål 7
Kan det bekræftes, at de kunstige
akvariesøer uden vandtilførsel fra egen boring ikke ville være bestandige ved
naturens egen hjælp, men ville forsvinde efter en vis tid, og at søerne som
sådanne udgør et kunstigt frembragt vandreservoir baseret på det oppumpede
vand
som eneste eller i al væsentligt eneste vandtilførselskilde?
Svar på spørgsmål 7
Det kan bekræftes, at de kunstige
akvariesøer må karakteriseres som kunstige udgravede søer med en
bundforsegling
i form af plast – eller lermembraner, der får deres vand fra egen
vandindvinding.
Skønsmanden har undersøgt de lokale
terrænforhold og har fået en redegørelse om det naturlige grundvandsspejl i
området. Oplysningerne stammer fra observationer gjort under arbejdet med at
etablere bæverhuset, der ligger på den laveste del af A’s område. Ved
udgravning for en pumpebrønd, der skulle tørholde byggegruben i
byggeperioden,
blev grundvand først lokaliseret ca. 2 meter under terræn ved bæverhuset.
Der er på et markant fald i
terrænkoterne fra A’s område med søer og akvariehuset ned til området
med
bæverhuset. Højdeforskellen andrager skønsmæssigt 2-2,5 meter. Jordlagene
omkring A er meget sandholdige, og grundvandsstanden vurderes til at ligge
meget under bundkoterne i søerne. Dette medfører, at søerne alene vil kunne
bestå
som følge af, at de uden denne vandtilførsel ville forsvinde efter en vis tid
".
Følgende fremgår af syns- og
skønsrapportens spørgsmål
9 og 10:
” Spørgsmål 9
Kan vandsystemet karakteriseres som en
art kredsløbssystem, hvor det indvundne vand i alt væsentligt tilbageledes
til
naturkilden og således ikke indebærer noget effektiv dræn på
vandressourcerne?
Svar på spørgsmål 9
Det kan bekræftes, at al vandet bortset
fra det vand, som fordamper fra vandoverfladerne, føres tilbage i
vandkredsløbet i naturen. Fordampningsmængden må betragtes som forsvindende i
sammenligning med de vandmængder, der i øvrigt passerer gennem sø- og
akvariesystemerne.
Der sker således ikke et effektivt dræn på vandressourcerne.
Spørgsmål 10
Skønsmanden anmodes om at give en karakteristik
af de eventuelle forskelle på det vandsystem, som er etableret hos A, og de
vandsystemer, som anvendes af almene vandforsyningsanlæg hos offentlige og
private vandindvindere, herunder i henseende til eventuel belastning af de
naturlige vandressourcer.
Svar på spørgsmål 10
Selve indvindingsanlægget er indrettet
og fungerer som et indvindingsanlæg til en almen vandforsyning. I
indvindingstilladelsen udstedt af amtet er endvidere påpeget, at der ved
tilsyn
med vandet skal opfyldes kvaliteterne anført i Miljøministeriets
bekendtgørelse
nr. 515 af 29. august 1988.
Vilkårene er formentlig stillet for, at
vandet ved en udledning til vandmiljøet efter brug, ikke indeholder jern
eller
mangan eller andre stoffer, der vil kunne forringe kvaliteten i søer og åer.
Der er markant forskel i indretning og
brug af vandet på A i forhold til brugen hos de almene vandforsyninger.
Vandet
benyttes ikke til erhvervs- eller husholdningsformål, hvor tilsætning af
kemikalier eller andre miljøfremmede stoffer (opvaskemiddel, vaskemidler
o.l.)
finder sted. Vandet ledes ej heller til kloak eller spildevandssystemer, som
fører vand til rensningsanlæg.
Vandindvindingen sker fra det primære
grundvandsmagasin (dybtliggende grundvand), og vandet afleveres i det
sekundære
magasin(søer eller vandløb). I mange situationer, hvor vandføringen i åer og
vandløb minimeres på grund af den generelle kloakering af bymæssige områder,
kan det betragtes som en positiv effekt på det sekundære grundvandsmiljø, at
der ledes vand fra det primære grundvandsmagasin til søer og vandløb.”
Regionen har ved den påklagede afgørelse
anført, at det er korrekt, at A ikke har været part i de tidligere
momsnævns-sager, men at det er regionens opfattelse, at der bortset fra, at A
er indtrådt som fremlejer, ikke er ændret ved de faktiske forhold. Regionen
har
videre anført, at afgørelsen i TfS 1998.362, ikke kan overføres til A’s
situation, da forholdene ikke er helt analoge. Regionen har herefter
fastholdt
de afgørelser, som momsnævnet tidligere har truffet vedrørende afgiftspligt
og
refusionsret i relation til ejendomsselskabet med den konsekvens, at de også
er
gældende for A.
Virksomhedens advokat har over for
Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at virksomheden ikke er
afgiftspligtig efter vandafgiftsloven. Subsidiært er der nedlagt påstand om,
at
virksomheden er berettiget til godtgørelse for vandafgiften efter
vandafgiftslovens
§ 9, stk. 1.
Til støtte for den principale påstand er
det bl.a. gjort gældende, at vandafgiftsloven har som forudsætning, at
afgiftspligten kun indtræder, hvis der foretages en effektiv indvinding og
forbrug af det indvundne vand. Der er videre henvist til Momsnævnets
afgørelse
i TfS 1998.632, hvor en del af begrundelsen for ikke at pålægge afgiftspligt
var, at Kattegatcentrets saltvand "ikke afsaltes og bortset fra en
temperaturændring ledes uændret ud i havet efter at være brugt til
afkøling". Virksomhedens situation ligger i linie hermed, idet
virksomheden indvinder og udleder i samme takt i et fast etableret
kontinuerligt
kredsløb. Der er ingen effektiv nettoindvinding, fordi vandet efter dets tur
gennem recirkuleringssystemet føres tilbage til naturkilden. Vandkvaliteten
påvirkes ikke væsentligt ved passagen gennem akvariesystemet. Der er herved
henvist til syns- og skønsrapporten under spørgsmål 6, 9 og 10.
Det er videre anført, at der ikke sker
en anvendelse af vandet, som overhovedet lader sig sammenligne med brugen af
vandet hos de almene vandforsyninger.
Det er endelig anført, at loven ikke var
tiltænkt anvendt på kredsløbssystemer med ferskvand, fordi der i et sådant
cirkulatorisk anlæg ikke sker noget effektivt dræn på grundvandsressourcerne.
Det er hertil anført, at det er af selv samme årsag, at grundvandssænkning og
bortdræning af vand ved større byggearbejder ikke er indvinding og ifølge
lovens forarbejder ikke udløser vandafgift.
Til støtte for den subsidiære påstand er
det bl.a. anført, at det er ubestridt, at A ikke er omfattet af det særlige
bilag til loven, og at A alene befatter sig med fremlejeforholdet af ejendom
og
akvarieanlæg til fonden. A er videre frivilligt momsregistreret for denne
udlejning. Det er videre anført, at klageren med virkning fra 1. januar 1995
indtrådte som fremlejegiver af ejendommen, således at X Kommune er ejer og
udlejer af ejendommen til A, der videreudlejer –fremlejer –
ejendommen til
fonden. Det er videre anført, at A er momsregistreret for sit
udlejningsforhold
til fonden og modtager som led heri refusion af energiafgifterne, dvs.
elafgift
mv. Denne retsstilling, som regionen tillagde ejendomsselskabet, har man
siden
uden indsigelse indrømmet A, der således i en periode på mere end 5 år har
modtaget refusion af energiafgifterne. I samme periode har man ligeledes
indsigelsesfrit affundet sig med den faktiske situation, at A har været
registreret for vandafgiften. Advokaten har vedlagt udskrift af regionens
registreringer herom.
Advokaten har videre henvist til, at der
i forarbejderne til vandafgiftslovens § 9 direkte er tilkendegivet, at
momsregistrerede virksomheder ”skal kunne få tilbagebetalt vandafgiften
på
samme måde, som de kan få tilbagebetalt energiafgifter”. Advokaten har
anført,
at denne udtrykkelige forudsætning også er konfirmeret af Landsskatteretten i
kendelse af 8. september 1999 vedr. et mailcenter.
Advokaten har videre anført, at henset
til praksis i skatteministerens 1988-afgørelse, så anerkendes det, at
virksomheder, der er frivilligt momsregistreret som udlejere, kan få refusion
for energiafgifterne, hvilket også åbner døren for refusion af vandafgiften i
harmoni med vandafgiftslovens udtrykkelige forarbejder.
Advokaten har herefter gjort gældende,
at allerede af disse grunde er A berettiget til, såfremt de findes
vandafgiftspligtige, at få refusion for vandafgiften.
Advokaten har videre anført, at A under
hensyn til, at regionen i en årrække har accepteret, at det var det, der var
registreringspligtige efter vandafgiftsloven, må anses at have haft en
retsbeskyttet forventning om, at dette også danner udgangspunkt for klagerens
retsstilling ved bedømmelsen af adgangen til at opnå refusion af
vandafgiften.
Advokaten har videre henvist til
Landsskatterettens kendelse i TfS 1999.751 og har anført, at denne støtter,
at
udgiften til vand af A kan anses for en driftsudgift, der indeholdes i lejen.
Anvendelse af begrebet ”den endelige forbruger” i kendelsens
præmisser har dog
ikke støtte i hverken loven eller forarbejderne, og A, der er forpligtet til
at
levere vand som en del af sin ydelse, forbruger således også vandet som led i
sin virksomhed.
Advokaten har endelig anført, at man
ikke må falde for den misforståelse, at lejeren (slutbrugeren) skulle være
”forbruger” af vand efter vandafgiftslovens § 4, blot fordi lejeren
i en
elementær fysisk forstand bruger vandet som led i sin virksomhed. Hvis man
udlejer et vaskeri eller anden vandkrævende bygningsinstallation, f.eks. en
svømmehal, vil udlejeren ofte gardere sig mod vandafgiften ved i
lejekontrakten
særskilt at forlange, at vandet betales efter størrelsen af lejerens forbrug.
Men man kan også, som i A’s tilfælde, aftale,
at vandforbruget er en del af lejen. De ydelser, som udlejeren i så fald må
præstere, lokaler, energitilførsler, el og vand, er dermed
driftsomkostninger,
der skal kompenseres af lejeindtægten, og det vil derfor være misvisende at
beskrive forholdet således, at udlejeren ikke forbruger disse ressourcer i
forbindelse med sin virksomhed, jf. vandafgiftslovens § 4, stk. 2.
Told- og Skattestyrelsen har indstillet
afgørelsen stadfæstet. Styrelsen har blandt andet anført, at vandforbruget må
anses for omfattet af vandafgiftsloven, da begrebet forbrug i
vandafgiftslovens
§ 1 må forstås som ”anvendelse” af vandet.
Endvidere er det Styrelsens opfattelse,
at det er den endelige forbruger af vandet, der er registreringspligtig efter
vandafgiftslovens § 4, stk. 2. I lejeforhold må den endelige forbruger anses
for at være lejeren, når der er tale om en fast lejer. Kun hvis der er tale
om
ikke-faste lejere som lejere af idrætshaller og forsamlingshuse, er udlejeren
den endelige forbruger. Dette stemmer også overens med skatteministerens
afgørelse af 28. januar 1988 vedrørende godtgørelse af energiafgift. A kan
ikke
anses som den endelige forbruger af vandet ved fremleje til fonden, og har
som
følge heraf ikke mulighed for afgiftsgodtgørelse efter vandafgiftslovens § 9,
stk. 2.
Endelig er det Styrelsens opfattelse, at
regionens manglende ændring af registreringsforholdet ikke kan give A en
retsbeskyttet forventning om, at det er A, der er registreringspligtig efter
vandafgiftsloven.
Landsskatteretten
skal udtale:
I henhold til vandafgiftslovens § 1
betales en afgift til statskassen af ledningsført vand, der forbruges her i
landet.
§ 4, stk. 2, har følgende ordlyd:
”Virksomheder, der leverer ydelser
omfattet af bilaget til nærværende lov, og virksomheder og institutioner
m.v.,
der leverer varer og ydelser omfattet af merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1,
og
som i forbindelse med deres levering af disse varer og ydelser forbruger
ledningsført vand fra andre anlæg end almene vandforsyningsanlæg, skal
anmelde
sig til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder, såfremt det
nævnte vandforbrug overstiger 1000 m3 årligt.”
§ 9, stk. 1 og 2 har følgende ordlyd:
”Virksomheder, der er registreret efter
merværdiafgiftsloven, kan få tilbagebetalt afgiften efter nærværende lov af
det
af virksomheden forbrugte afgiftspligtige vand, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Tilbagebetaling kan dog ikke
finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilaget til nærværende lov
nævnte ydelser.”
Landsskatteretten finder ikke, at den
omstændighed, at vandet i det væsentligste ledes tilbage til naturkilden, kan
medføre, at vandet ikke er omfattet af vandafgiftsloven. Retten har herved
lagt
vægt på, at også sådan anvendelse må anses for omfattet af betegnelsen
”forbruges” som angivet i lovens § 1.
To retsmedlemmer, herunder
retsformanden, finder, at anvendelse af udtrykket ”forbruger” i
vandafgiftslovens § 4, stk. 2, og ”forbrugt” i vandafgiftslovens §
9, stk.1, må
fortolkes ens. Levering af vand til en lejer i et fast lejeforhold som det
her
omhandlede finder disse retsmedlemmer ikke grundlag for at anse som forbrug
af
vand i vandafgiftslovens § 4, stk. 2, og § 9, stk. 1. Disse retsmedlemmer
finder derfor, at klageren hverken er registreringspligtig efter
vandafgiftslovens § 4, stk. 2, eller berettiget til godtgørelse af
vandafgiften
efter § 9, stk. 1. Vedrørende det af repræsentanten anførte om, at
vandafgiftslovens godtgørelsesbestemmelse skal fortolkes i overensstemmelse
med
de tilsvarende bestemmelser i f.eks. elafgiftsloven, bemærker disse
retsmedlemmer, at man for så vidt er enig heri. Direktoratets meddelelser fra
1988 vedrørende godtgørelse af energiafgifter må imidlertid antages kun at
gælde de deri omhandlede idrætshaller m.v., der alle er karakteriseret ved i
vidt omfang at foretage korttidsudlejning. Meddelelserne kan derfor ikke
udstrækkes til også at omfatte faste lejeforhold som det her omhandlede. Det
forhold, at klageren faktisk har fået godkendt godtgørelse af energiafgifter,
findes ikke at kunne medføre, at klageren tillige anses for berettiget til
godtgørelse af vandafgift.
Disse retsmedlemmer finder endvidere
ikke, at det forhold, at told- og skatteregionen ikke har ændret
registreringen
efter vandafgiftsloven i forbindelse med Momsnævnets afgørelse af 29. juni
1995
bevirker, at A har haft en retsbeskyttet forventning om, at det var det, der
var registreringspligtigt og derfor tillige var omfattet af
godtgørelsesbestemmelsen i vandafgiftslovens § 9. Retten har herved henset
til,
at der ikke foreligger en positiv tilkendegivelse fra regionen om, at det var
A
og ikke fonden, der var registreringspligtig. Retten finder således ikke at
regionens passivitet i denne anledning kan have bibragt A en retsbeskyttet
forventning om, at A var berettiget til godtgørelse efter vandafgiftslovens §
9.
Disse retsmedlemmer voterer derfor for
stadfæstelse.
To retsmedlemmer finder henset til, at
ejendomsselskabet ved told- og skatteregionens afgørelse af 9. november 1995
ansås for berettiget til godtgørelse af energiafgifter i et lejeforhold
svarende til det her omhandlede, og at klageren har fået godkendt godtgørelse
for energiafgifter, at klageren tillige må anses for berettiget til
godtgørelse
af vandafgiften. Disse retsmedlemmer har lagt vægt på, at det af cirkulære
nr.
1993-11 af 24/8 1993 til
vandafgiftsloven fremgår, at begrænsningen i adgangen til godtgørelse er
den samme som for godtgørelse af elafgift, og at der ved vurderingen af
klagerens ret til godtgørelse af vandafgift ikke kan lægges vægt på, om
godtgørelsen af energiafgifterne måtte være sket på urigtigt grundlag.
Disse retsmedlemmer voterer derfor for
at give klager medhold
I henhold til skattestyrelsesloven § 20,
stk. 5, er retsformandens stemme afgørende ved stemmelighed.
Den påklagede afgørelse vil derfor være
at stadfæste.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Golfbaner - brug af vand fra egen boring Retsinformation · 17. april 2019
- Bindende svar - Vandafgift af regnvand, søvand, afværgeforanstaltninger og renset kloak- og spildevand Retsinformation · 28. oktober 2015
- Vandafgift Retsinformation · 7. juni 2000
- Bindende svar - Godtgørelse af energiafgift - Svømmehal - OPS Retsinformation · 28. august 2015
- Godtgørelse af afgift efter el-, gas eller mineralolieafgiftsloven i forbindelse med oprensning af forurenet jord – forbruger af det anvendte energiprodukt Retsinformation · 2. november 2023
- Fordeling imellem udlejer og lejer af varme og kulde til proces - brug af fordelingsnøgle Retsinformation · 11. august 2017
Lignende dokumenter
- E.A.7.5.6.2.3 Lokale boringer/brønde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Tiltale for overtrædelse af bl.a. vandforsyningsloven, lovbekendtgørelse nr. 71 af 17. januar 2007 (tidligere nr. 130 af 26. februar 1999) § 84, stk. 1, nr. 4, jf. § 36 m.m. Domsdatabasen · 4. marts 2010
- Byrettens dom stadfæstet med den ændring, at bøden er nedsat og startdato af betaling af tvangsbøder ændret Domsdatabasen · 2. juli 2010
- E.A.7.5.2 Forskellige definitioner ved ledningsført vand Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Klagerens anmodning om nedsættelse af grundlaget for beregning af afgift af ledningsført vand ikke er imødekommet Landsskatteretten · 25. februar 2010
- E.A.7.5.4 Virksomheder omfattet af reglerne Den juridiske vejledning · 1. juli 2026