Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 12810 af 07/06/2001Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet12. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Klagen til Landsskatteretten skyldes, at

A, der er et ferskvandscenter, er anset afgiftspligtig efter § 4, stk. 2, i

lov

om afgift af ledningsført vand og er ikke anset for refusionsberettiget efter

samme lovs § 9.

Det er oplyst, at A med virkning fra 1.

januar 1995 har været frivilligt momsregistreret som fremlejer af fast

ejendom

omfattende en museumsbygning/udstillingscenter med tilhørende

ferskvandsakvarier. Ejendommen har tillige indbefattet en brøndboring, der

har

forsynet akvarierne med vand. X Kommune er ejer af ejendommene incl. brønd. X

Kommune har udlejet ejendommene til A.

Udover udlejningsforholdet har A tillige

beskæftiget sig med en række vandmiljørelaterede aktiviteter, herunder

kurser,

temadage, internationale uddannelsesprogrammer, permanente

virksomhedsudstillinger og forskning i vandmiljø. Desuden har A etableret en

række erhvervslejemål til primært miljøteknologiske virksomheder.

Fremlejetager er en selvejende

institution også kaldet fonden. Fonden driver museums- og

udstillingsaktiviteter,

herunder også restaurationsvirksomhed, og har således både afgiftspligtige og

ikke-afgiftspligtige aktiviteter efter momsloven.

Der er fremlagt fremlejekontrakt af 20.

december 1994, hvoraf fremgår, at størrelsen af lejeafgiften aftales en gang

årligt med udgangspunkt i foregående års resultat og budgetter for kommende

driftsår. Det fremgår endvidere, at da lejeafgiften ikke er fuldt ud dækkende

for det lejedes værdi er det med told- og skatteregionen aftalt, at

Læs alt

momstilsvaret indtil videre opgøres på grundlag af en lejeafgift på 2.000.000

kr., således at den årlige lejeafgift tillægges et momsbeløb på 500.000 kr..

Det er oplyst, at A er forpligtet til at forsyne det lejede med el og vand,

således at vederlaget for disse ydelser er indeholdt i lejen.

De faktiske årlige lejebetalinger har

ifølge det oplyste været:

1995: 940.000 kr.

1996: 1.276.000 kr.

1997: 1.717.600 kr.

1998: 1.793.500 kr.

1999: 1.573.688 kr.

foruden det beregnede momsgrundlag på

500.000 kr. årligt.

Indtil den 31. december 1994 var et

ejendomsselskab ejer af ovennævnte ejendom omfattende museum og

udstillingscenter med tilhørende ferskvandsakvarier, herunder omtalte

brøndboring, der forsyner akvarierne med ferskvand. Ejendomsselskabet var i

perioden 1. januar 1992 til 31. december 1994 frivilligt momsregistreret for

udlejning af ejendomme. Selskabet var ligeledes registreret efter lov om

afgift

af ledningsført vand. Lejer var fonden, der også på det tidspunkt drev

museums-

og udstillingsvirksomhed. I forbindelse med en økonomisk rekonstruktion

blev denne og de øvrige ejendomme solgt til X Kommune. Kommunen blev pr. 1.

januar 1995 frivilligt momsregistreret for udlejning af de pågældende

ejendomme

til A, der blev frivilligt momsregistreret som fremlejer til fonden.

For perioden indtil 1. januar 1995 har

der verseret 2 klagesager for Momsnævnet.

Den første omhandlede afgiftspligten

efter § 1 i lov om ledningsført vand for fonden. Det blev fra fondens side

gjort gældende, at der ikke skulle betales afgift, idet der ikke var tale om

en

egentlig produktionsmæssig udnyttelse af grundvandsressourcerne, fordi vandet

efter opholdet i udstillingssøerne blev ledt tilbage til den naturlige

vandcyklus. Momsnævnet fandt ved afgørelse af 29. juni 1995, at der i loven

ikke var hjemmel til at fritage for betaling af afgift, selvom vandet bliver

ledt renset tilbage til den naturlige vandcyklus.

Den efterfølgende sag vedrørte, hvorvidt

ejendomsselskabet for perioden 23. juni 1993 til 31. december 1994 var

berettiget til som udlejer af få refusion for vandafgift i forbindelse med

leverancer af vand til fonden efter lov om ledningsført vand § 9. Selskabet

henviste til støtte herfor til skatteministerens afgørelse fra 1988

vedrørende

godtgørelse af energiafgifter for bl.a. idrætshaller og udstillingscentre,

der

er frivilligt momsregistrerede for udlejning af fast ejendom. Ved afgørelsen

ændredes praksis, således at udlejer fik adgang til refusion af

energiafgifterne. Det blev herefter gjort gældende, at idet

godtgørelsesbestemmelserne i lov om afgift af ledningsført vand i det store

og

hele svarer til bestemmelserne i lov om afgift af elektricitet, var der en

formodning for, at praksisændringen tillige omfattede den senere indførte

vandafgift. Momsnævnet fandt ved afgørelse af 10. september 1996 ikke, at

ejendomsselskabet var berettiget til refusion af vandafgift efter

vandafgiftslovens § 9. Efter nævnets opfattelse kunne der kun ske

tilbagebetaling af vandafgift, hvis vandet var forbrugt i udlejers

virksomhed.

Dette fandt nævnet ikke var tilfældet, da vandet var leveret videre til

lejeren

til brug i lejerens virksomhed.

Regionen fandt ved afgørelse af 9.

november 1995 vedr. ejendomsselskabet for perioden 13. juni 1993 til 30.

september 1994, at energiafgifterne ved udlejningen til fonden kunne

fradrages

hos udlejer i samme omfang som momsen. Regionen henviste til, at

Skatteministeren i 1988 afgjorde, at udlejere, der er frivilligt

momsregistreret for bl.a. udlejning af udstillingshaller og udstillingscentre

kan opnå godtgørelse af energiafgifter, som anvendes til opvarmning,

belysning

mv. af de udlejede lokaler.

Der foreligger en indvindingstilladelse

af 20. juni 1991 fra amtskommunen. Af denne fremgår det, at analyser af

råvandet fra boringen viser et jernindhold på 2,85 mg/l (højst tilladelige

0,2

mg/l) og et manganindhold på 0,37 mg/l (højst tilladelige 0,05 mg/l). På

grund

af disse uacceptable koncentrationer har de pågældende myndigheder krævet, at

der foretages en filtrering af vandet. Indvindingstilladelsen er bl.a. givet

på

følgende vilkår:

Vandindvindingens formål er dels

vandforsyning af akvarier dels vandforsyning til kursusformål på arealet.

Drikkevandsforsyning fås fra X kommunale Vandforsyning. Der må ikke ske

sammenblanding af de to vandtyper.

Om vandets anvendelse fra egen boring er

det oplyst:

A indvinder og udleder vand i samme takt

i fast etableret kontinuerligt kredsløb. Der er så at sige ingen effektiv

nettoindvinding, da vandet efter dets tur gennem recirkuleringssystemet føres

tilbage til naturkilden. Vandkvaliteten påvirkes ikke væsentligt ved passagen

gennem akvariesystemet.

Fra den omhandlede boring indvinder A

omkring 40.000-50.000 m3 vand, der specifikt anvendes til 4 forskellige

formål:

a. Opvarmningsvand i søerne (d.v.s.

partielle søer, der er forbundet med de etablerede publikumsfaciliteter under

terræn, således at man gennem glasruder kan betragte fiskelivet mm. Under

vandoverfladen). Det til søerne tilledte vand, som hidrører fra vandboringen,

har en temperatur fra grundkilden på gennemsnitligt 8 grader celsius, hvilket

muliggør at både vandet og glasruderne kan holdes fri for isdannelse og

dermed

sikre gennemsyn for publikum ind i undervandsmiljøet.

Vandet anvendes altså i denne funktion

som opvarmningsvand i vinterhalvåret.

Om sommeren, hvor vandet ligeledes fra

sin grundvandskilde har en omtrentlig temperatur på 8 grader celsius, bruges

vandet som kølevand, idet temperaturen ellers ville blive for høj for

fiskebestandens trivsel.

Vandet anvendes således her som

kølevand, dvs. som middel til temperaturregulering af biologiske hensyn.

c. En mindre del vand anvendes til

returskylning af filtrene, således at disse kan renses. Dette sker via et

særligt bassin, og bundfaldet fjernes i overensstemmelse med gældende

affaldsregulativer. Der sker ikke afløb til kloak eller lignende, og der er

således heller ikke i denne funktion noget vandspild i relation til det

indvundne vand. Efter anvendelse og separation af affaldsmaterialet

tilbageføres vandet til grundkilden.

d. En ganske lille mængde af vandet

bruges til opspædning til søerne for at kompensere den naturlige fordampning.

Både opvarmningsvand, afkølingsvand,

returskylningsvand ledes direkte tilbage til sø gennem et vandløb.

Returskyllevandet udledes dog gennem bundfældningsbassin og nedsivning. Der

sker således ingen effektiv indvinding i form af blivende vandlagring eller

anden brugsbetonet opmagasinering.

Der har under sagens behandling i

Landsskatteretten været afholdt syn og skøn i sagen. Af syns- og

skønsrapporten

fremgår følgende af spørgsmål 6 og 7:

"Spørgsmål 6

Kan det bekræftes, at der op til A’s

ejendom ved hjælp af vand fra egen boring er skabt et antal kunstige

akvariesøer, som næres alene ved vand tilført fra vandindvindingskilden.

Svar på spørgsmål 6

Efter en gennemgang af hele anlæggets opbygning

kan spørgsmålet besvares bekræftende. Anlægget er indrettet med søer,

væksthuse

og akvarier i et lokalområde, med indregning af specielle vandmiljøer

tilpasset

bestemte funktioner, som giver publikum lejlighed til at studere dyr, fisk og

fugle på tæt hold. Anlægget er opbygget med kunstige søer og et selvstændigt

vandbehandlingssystem, der muliggør tilledning af vand under forhold, der er

individuelt tilpasset de enkelte vandmiljøer. Vandtilførslen sker alene fra

egen boring.

Spørgsmål 7

Kan det bekræftes, at de kunstige

akvariesøer uden vandtilførsel fra egen boring ikke ville være bestandige ved

naturens egen hjælp, men ville forsvinde efter en vis tid, og at søerne som

sådanne udgør et kunstigt frembragt vandreservoir baseret på det oppumpede

vand

som eneste eller i al væsentligt eneste vandtilførselskilde?

Svar på spørgsmål 7

Det kan bekræftes, at de kunstige

akvariesøer må karakteriseres som kunstige udgravede søer med en

bundforsegling

i form af plast – eller lermembraner, der får deres vand fra egen

vandindvinding.

Skønsmanden har undersøgt de lokale

terrænforhold og har fået en redegørelse om det naturlige grundvandsspejl i

området. Oplysningerne stammer fra observationer gjort under arbejdet med at

etablere bæverhuset, der ligger på den laveste del af A’s område. Ved

udgravning for en pumpebrønd, der skulle tørholde byggegruben i

byggeperioden,

blev grundvand først lokaliseret ca. 2 meter under terræn ved bæverhuset.

Der er på et markant fald i

terrænkoterne fra A’s område med søer og akvariehuset ned til området

med

bæverhuset. Højdeforskellen andrager skønsmæssigt 2-2,5 meter. Jordlagene

omkring A er meget sandholdige, og grundvandsstanden vurderes til at ligge

meget under bundkoterne i søerne. Dette medfører, at søerne alene vil kunne

bestå

som følge af, at de uden denne vandtilførsel ville forsvinde efter en vis tid

".

Følgende fremgår af syns- og

skønsrapportens spørgsmål

9 og 10:

” Spørgsmål 9

Kan vandsystemet karakteriseres som en

art kredsløbssystem, hvor det indvundne vand i alt væsentligt tilbageledes

til

naturkilden og således ikke indebærer noget effektiv dræn på

vandressourcerne?

Svar på spørgsmål 9

Det kan bekræftes, at al vandet bortset

fra det vand, som fordamper fra vandoverfladerne, føres tilbage i

vandkredsløbet i naturen. Fordampningsmængden må betragtes som forsvindende i

sammenligning med de vandmængder, der i øvrigt passerer gennem sø- og

akvariesystemerne.

Der sker således ikke et effektivt dræn på vandressourcerne.

Spørgsmål 10

Skønsmanden anmodes om at give en karakteristik

af de eventuelle forskelle på det vandsystem, som er etableret hos A, og de

vandsystemer, som anvendes af almene vandforsyningsanlæg hos offentlige og

private vandindvindere, herunder i henseende til eventuel belastning af de

naturlige vandressourcer.

Svar på spørgsmål 10

Selve indvindingsanlægget er indrettet

og fungerer som et indvindingsanlæg til en almen vandforsyning. I

indvindingstilladelsen udstedt af amtet er endvidere påpeget, at der ved

tilsyn

med vandet skal opfyldes kvaliteterne anført i Miljøministeriets

bekendtgørelse

nr. 515 af 29. august 1988.

Vilkårene er formentlig stillet for, at

vandet ved en udledning til vandmiljøet efter brug, ikke indeholder jern

eller

mangan eller andre stoffer, der vil kunne forringe kvaliteten i søer og åer.

Der er markant forskel i indretning og

brug af vandet på A i forhold til brugen hos de almene vandforsyninger.

Vandet

benyttes ikke til erhvervs- eller husholdningsformål, hvor tilsætning af

kemikalier eller andre miljøfremmede stoffer (opvaskemiddel, vaskemidler

o.l.)

finder sted. Vandet ledes ej heller til kloak eller spildevandssystemer, som

fører vand til rensningsanlæg.

Vandindvindingen sker fra det primære

grundvandsmagasin (dybtliggende grundvand), og vandet afleveres i det

sekundære

magasin(søer eller vandløb). I mange situationer, hvor vandføringen i åer og

vandløb minimeres på grund af den generelle kloakering af bymæssige områder,

kan det betragtes som en positiv effekt på det sekundære grundvandsmiljø, at

der ledes vand fra det primære grundvandsmagasin til søer og vandløb.”

Regionen har ved den påklagede afgørelse

anført, at det er korrekt, at A ikke har været part i de tidligere

momsnævns-sager, men at det er regionens opfattelse, at der bortset fra, at A

er indtrådt som fremlejer, ikke er ændret ved de faktiske forhold. Regionen

har

videre anført, at afgørelsen i TfS 1998.362, ikke kan overføres til A’s

situation, da forholdene ikke er helt analoge. Regionen har herefter

fastholdt

de afgørelser, som momsnævnet tidligere har truffet vedrørende afgiftspligt

og

refusionsret i relation til ejendomsselskabet med den konsekvens, at de også

er

gældende for A.

Virksomhedens advokat har over for

Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at virksomheden ikke er

afgiftspligtig efter vandafgiftsloven. Subsidiært er der nedlagt påstand om,

at

virksomheden er berettiget til godtgørelse for vandafgiften efter

vandafgiftslovens

§ 9, stk. 1.

Til støtte for den principale påstand er

det bl.a. gjort gældende, at vandafgiftsloven har som forudsætning, at

afgiftspligten kun indtræder, hvis der foretages en effektiv indvinding og

forbrug af det indvundne vand. Der er videre henvist til Momsnævnets

afgørelse

i TfS 1998.632, hvor en del af begrundelsen for ikke at pålægge afgiftspligt

var, at Kattegatcentrets saltvand "ikke afsaltes og bortset fra en

temperaturændring ledes uændret ud i havet efter at være brugt til

afkøling". Virksomhedens situation ligger i linie hermed, idet

virksomheden indvinder og udleder i samme takt i et fast etableret

kontinuerligt

kredsløb. Der er ingen effektiv nettoindvinding, fordi vandet efter dets tur

gennem recirkuleringssystemet føres tilbage til naturkilden. Vandkvaliteten

påvirkes ikke væsentligt ved passagen gennem akvariesystemet. Der er herved

henvist til syns- og skønsrapporten under spørgsmål 6, 9 og 10.

Det er videre anført, at der ikke sker

en anvendelse af vandet, som overhovedet lader sig sammenligne med brugen af

vandet hos de almene vandforsyninger.

Det er endelig anført, at loven ikke var

tiltænkt anvendt på kredsløbssystemer med ferskvand, fordi der i et sådant

cirkulatorisk anlæg ikke sker noget effektivt dræn på grundvandsressourcerne.

Det er hertil anført, at det er af selv samme årsag, at grundvandssænkning og

bortdræning af vand ved større byggearbejder ikke er indvinding og ifølge

lovens forarbejder ikke udløser vandafgift.

Til støtte for den subsidiære påstand er

det bl.a. anført, at det er ubestridt, at A ikke er omfattet af det særlige

bilag til loven, og at A alene befatter sig med fremlejeforholdet af ejendom

og

akvarieanlæg til fonden. A er videre frivilligt momsregistreret for denne

udlejning. Det er videre anført, at klageren med virkning fra 1. januar 1995

indtrådte som fremlejegiver af ejendommen, således at X Kommune er ejer og

udlejer af ejendommen til A, der videreudlejer –fremlejer –

ejendommen til

fonden. Det er videre anført, at A er momsregistreret for sit

udlejningsforhold

til fonden og modtager som led heri refusion af energiafgifterne, dvs.

elafgift

mv. Denne retsstilling, som regionen tillagde ejendomsselskabet, har man

siden

uden indsigelse indrømmet A, der således i en periode på mere end 5 år har

modtaget refusion af energiafgifterne. I samme periode har man ligeledes

indsigelsesfrit affundet sig med den faktiske situation, at A har været

registreret for vandafgiften. Advokaten har vedlagt udskrift af regionens

registreringer herom.

Advokaten har videre henvist til, at der

i forarbejderne til vandafgiftslovens § 9 direkte er tilkendegivet, at

momsregistrerede virksomheder ”skal kunne få tilbagebetalt vandafgiften

på

samme måde, som de kan få tilbagebetalt energiafgifter”. Advokaten har

anført,

at denne udtrykkelige forudsætning også er konfirmeret af Landsskatteretten i

kendelse af 8. september 1999 vedr. et mailcenter.

Advokaten har videre anført, at henset

til praksis i skatteministerens 1988-afgørelse, så anerkendes det, at

virksomheder, der er frivilligt momsregistreret som udlejere, kan få refusion

for energiafgifterne, hvilket også åbner døren for refusion af vandafgiften i

harmoni med vandafgiftslovens udtrykkelige forarbejder.

Advokaten har herefter gjort gældende,

at allerede af disse grunde er A berettiget til, såfremt de findes

vandafgiftspligtige, at få refusion for vandafgiften.

Advokaten har videre anført, at A under

hensyn til, at regionen i en årrække har accepteret, at det var det, der var

registreringspligtige efter vandafgiftsloven, må anses at have haft en

retsbeskyttet forventning om, at dette også danner udgangspunkt for klagerens

retsstilling ved bedømmelsen af adgangen til at opnå refusion af

vandafgiften.

Advokaten har videre henvist til

Landsskatterettens kendelse i TfS 1999.751 og har anført, at denne støtter,

at

udgiften til vand af A kan anses for en driftsudgift, der indeholdes i lejen.

Anvendelse af begrebet ”den endelige forbruger” i kendelsens

præmisser har dog

ikke støtte i hverken loven eller forarbejderne, og A, der er forpligtet til

at

levere vand som en del af sin ydelse, forbruger således også vandet som led i

sin virksomhed.

Advokaten har endelig anført, at man

ikke må falde for den misforståelse, at lejeren (slutbrugeren) skulle være

”forbruger” af vand efter vandafgiftslovens § 4, blot fordi lejeren

i en

elementær fysisk forstand bruger vandet som led i sin virksomhed. Hvis man

udlejer et vaskeri eller anden vandkrævende bygningsinstallation, f.eks. en

svømmehal, vil udlejeren ofte gardere sig mod vandafgiften ved i

lejekontrakten

særskilt at forlange, at vandet betales efter størrelsen af lejerens forbrug.

Men man kan også, som i A’s tilfælde, aftale,

at vandforbruget er en del af lejen. De ydelser, som udlejeren i så fald må

præstere, lokaler, energitilførsler, el og vand, er dermed

driftsomkostninger,

der skal kompenseres af lejeindtægten, og det vil derfor være misvisende at

beskrive forholdet således, at udlejeren ikke forbruger disse ressourcer i

forbindelse med sin virksomhed, jf. vandafgiftslovens § 4, stk. 2.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet

afgørelsen stadfæstet. Styrelsen har blandt andet anført, at vandforbruget må

anses for omfattet af vandafgiftsloven, da begrebet forbrug i

vandafgiftslovens

§ 1 må forstås som ”anvendelse” af vandet.

Endvidere er det Styrelsens opfattelse,

at det er den endelige forbruger af vandet, der er registreringspligtig efter

vandafgiftslovens § 4, stk. 2. I lejeforhold må den endelige forbruger anses

for at være lejeren, når der er tale om en fast lejer. Kun hvis der er tale

om

ikke-faste lejere som lejere af idrætshaller og forsamlingshuse, er udlejeren

den endelige forbruger. Dette stemmer også overens med skatteministerens

afgørelse af 28. januar 1988 vedrørende godtgørelse af energiafgift. A kan

ikke

anses som den endelige forbruger af vandet ved fremleje til fonden, og har

som

følge heraf ikke mulighed for afgiftsgodtgørelse efter vandafgiftslovens § 9,

stk. 2.

Endelig er det Styrelsens opfattelse, at

regionens manglende ændring af registreringsforholdet ikke kan give A en

retsbeskyttet forventning om, at det er A, der er registreringspligtig efter

vandafgiftsloven.

Landsskatteretten

skal udtale:

I henhold til vandafgiftslovens § 1

betales en afgift til statskassen af ledningsført vand, der forbruges her i

landet.

§ 4, stk. 2, har følgende ordlyd:

”Virksomheder, der leverer ydelser

omfattet af bilaget til nærværende lov, og virksomheder og institutioner

m.v.,

der leverer varer og ydelser omfattet af merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1,

og

som i forbindelse med deres levering af disse varer og ydelser forbruger

ledningsført vand fra andre anlæg end almene vandforsyningsanlæg, skal

anmelde

sig til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder, såfremt det

nævnte vandforbrug overstiger 1000 m3 årligt.”

§ 9, stk. 1 og 2 har følgende ordlyd:

”Virksomheder, der er registreret efter

merværdiafgiftsloven, kan få tilbagebetalt afgiften efter nærværende lov af

det

af virksomheden forbrugte afgiftspligtige vand, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Tilbagebetaling kan dog ikke

finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilaget til nærværende lov

nævnte ydelser.”

Landsskatteretten finder ikke, at den

omstændighed, at vandet i det væsentligste ledes tilbage til naturkilden, kan

medføre, at vandet ikke er omfattet af vandafgiftsloven. Retten har herved

lagt

vægt på, at også sådan anvendelse må anses for omfattet af betegnelsen

”forbruges” som angivet i lovens § 1.

To retsmedlemmer, herunder

retsformanden, finder, at anvendelse af udtrykket ”forbruger” i

vandafgiftslovens § 4, stk. 2, og ”forbrugt” i vandafgiftslovens §

9, stk.1, må

fortolkes ens. Levering af vand til en lejer i et fast lejeforhold som det

her

omhandlede finder disse retsmedlemmer ikke grundlag for at anse som forbrug

af

vand i vandafgiftslovens § 4, stk. 2, og § 9, stk. 1. Disse retsmedlemmer

finder derfor, at klageren hverken er registreringspligtig efter

vandafgiftslovens § 4, stk. 2, eller berettiget til godtgørelse af

vandafgiften

efter § 9, stk. 1. Vedrørende det af repræsentanten anførte om, at

vandafgiftslovens godtgørelsesbestemmelse skal fortolkes i overensstemmelse

med

de tilsvarende bestemmelser i f.eks. elafgiftsloven, bemærker disse

retsmedlemmer, at man for så vidt er enig heri. Direktoratets meddelelser fra

1988 vedrørende godtgørelse af energiafgifter må imidlertid antages kun at

gælde de deri omhandlede idrætshaller m.v., der alle er karakteriseret ved i

vidt omfang at foretage korttidsudlejning. Meddelelserne kan derfor ikke

udstrækkes til også at omfatte faste lejeforhold som det her omhandlede. Det

forhold, at klageren faktisk har fået godkendt godtgørelse af energiafgifter,

findes ikke at kunne medføre, at klageren tillige anses for berettiget til

godtgørelse af vandafgift.

Disse retsmedlemmer finder endvidere

ikke, at det forhold, at told- og skatteregionen ikke har ændret

registreringen

efter vandafgiftsloven i forbindelse med Momsnævnets afgørelse af 29. juni

1995

bevirker, at A har haft en retsbeskyttet forventning om, at det var det, der

var registreringspligtigt og derfor tillige var omfattet af

godtgørelsesbestemmelsen i vandafgiftslovens § 9. Retten har herved henset

til,

at der ikke foreligger en positiv tilkendegivelse fra regionen om, at det var

A

og ikke fonden, der var registreringspligtig. Retten finder således ikke at

regionens passivitet i denne anledning kan have bibragt A en retsbeskyttet

forventning om, at A var berettiget til godtgørelse efter vandafgiftslovens §

9.

Disse retsmedlemmer voterer derfor for

stadfæstelse.

To retsmedlemmer finder henset til, at

ejendomsselskabet ved told- og skatteregionens afgørelse af 9. november 1995

ansås for berettiget til godtgørelse af energiafgifter i et lejeforhold

svarende til det her omhandlede, og at klageren har fået godkendt godtgørelse

for energiafgifter, at klageren tillige må anses for berettiget til

godtgørelse

af vandafgiften. Disse retsmedlemmer har lagt vægt på, at det af cirkulære

nr.

1993-11 af 24/8 1993 til

vandafgiftsloven fremgår, at begrænsningen i adgangen til godtgørelse er

den samme som for godtgørelse af elafgift, og at der ved vurderingen af

klagerens ret til godtgørelse af vandafgift ikke kan lægges vægt på, om

godtgørelsen af energiafgifterne måtte være sket på urigtigt grundlag.

Disse retsmedlemmer voterer derfor for

at give klager medhold

I henhold til skattestyrelsesloven § 20,

stk. 5, er retsformandens stemme afgørende ved stemmelighed.

Den påklagede afgørelse vil derfor være

at stadfæste.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter