Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på anvendelse af realisationsprincip for finansielle kontrakter

AFG nr 9434 af 31/07/2002AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet19. september 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Afslag på anvendelse af

realisationsprincip for finansielle kontrakter

Ansøgeren søgte om dispensation til at anvende

realisationsprincip på to finansielle kontrakter indgået i

henholdsvis 1995 og 1996. Såfremt dispensation ikke kunne gives,

anmodede man om tilladelse til, at kontrakternes værdi ansattes til 0 i

år 1997.

Faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgik den 21. september 1995 en renteswapaftale til

afdækning af renterisiko på et stående lån på

200 mio. DKK med variabel rente. Låneaftale og renteswap løb

begge frem til det aftalte udløbstidspunkt den 14. oktober 1999. Den

26. april 1996 indgik ansøgeren en valutaswapaftale til

afdækning af valutarisikoen ved et stående lån på ca.

52 mio. DEM. Låneaftale og valutaswap løb begge frem til det

aftalte udløbstidspunkt den 29. april 2001. Ansøgeren indgik

ikke andre finansielle instrumenter før 1997. Der var ikke på

noget tidspunkt indgået modgående kontrakter i forhold til de to

kontrakter, som sagen drejede sig om.

I forbindelse med udarbejdelse af ansøgerens selvangivelse for

indkomståret 1999 blev det konstateret, at de to kontrakter ikke var

medtaget i selskabets selvangivelser for indkomstårene 1995-98. Fejlen

var ikke tidligere opdaget af de lokale skattemyndigheder. Ansøgeren

fik efterfølgende tilladelse til genoptagelse af årene 1997 til

1999, men blev nægtet ekstraordinær genoptagelse af årene

1995-1996.

Kontrakterne gav et samlet tab på omkring 6 mio. hvert år

både i 1995 og 1996. I hvert af de følgende år var der

samlet set gevinst på kontrakterne. Gevinsterne var af varierende

størrelse. I følge ansøgerens årsregnskab var

Læs alt

ansøgerens resultat efter skat i henholdsvis 1995 og 1996 på ca.

250 og ca. 280 mio. kr. Ansøgeren havde i de to år likvide

beholdninger på henholdsvis ca. 30 mio. og ca. 214 mio. kr.

Ansøgerens balancesum var for de to år henholdsvis ca. 8 mia. kr

og ca. 3,7 mia. kr. Ansøgeren havde også i de følgende

år resultat efter skat på mellem 300 og 400 mio kr.

Ansøgerens argumentation:

Ansøgeren anførte som argumentation for, at tilladelse til

anvendelse af realisationsprincippet skulle gives, at betingelserne - som

disse er anført i Ligningsvejledningen 2000 afsnit A.D.2.18.7 - er

opfyldt. Navnlig anførtes det, at betingelsen om, at beskatning efter

lagerprincippet skal være til væsentlig økonomisk ulempe

for virksomheden, utvivlsomt var opfyldt, eftersom et afslag på

tilladelse ville føre til at selskabet mister værdien af de

fradrag, der burde være givet i 1995 og 1996. Beskatning efter

lagerprincippet i 1997 og frem ville efter selskabets mening føre til

et urimeligt resultat, der ville påføre selskabet en urimelig

økonomisk byrde.

Styrelsens afgørelse og begrundelse:

Styrelsen gav afslag på ansøgningen og begrundede

afgørelsen som følger:

Efter § 33, stk. 2 kan tilladelse til anvendelse af realisationsprincippet

kun "i ganske særlige tilfælde" gives. Også forarbejderne

til bestemmelsen lægger op til, at praksis med hensyn til

dispensationer skal administreres restriktivt. I vurderingen af om tilladelse

til anvendelse af realisationsprincip indgår flere momenter. Af

kursgevinstlovens § 33, stk. 2 fremgår således, at kontrakten

skal være indgået som led i virksomhedens primære drift, og

at anvendelse af lagerprincippet skal være til væsentlig

økonomisk ulempe for ansøgeren. Disse to krav er ufravigelige i

forhold til indrømmelse af dispensation.

Efter praksis kan en række andre momenter også indgå i

vurderingen. Nogle af disse er oplistede i TfS 1994.286, der er

skatteministeriets kommentar til en konkret afgørelse. Der er dog ikke

tale om ufravigelige betingelser, men momenter, hvorom det gælder, at

dispensation kan forventes, såfremt disse er opfyldt.

Det lægges i denne sag til grund, at afdækningen i disse to

tilfælde sker som led i afdækning af erhvervsmæssige

lån, og at dermed er tale om afdækning af risiko ved primær

drift. Det lægges endvidere til grund, at der ikke er indgået

modgående kontrakter.

Mht. vurderingen af den økonomiske ulempe er det styrelsens

opfattelse, at der skal sondres mellem ulempe, som opstår ved

anvendelse af lagerprincippet, og ulempe, som opstår, fordi den

skattepligtige ikke har været opmærksom på reglerne

på et specifikt område.

Var lagerprincippet anvendt som foreskrevet i kursgevinstlovens § 33, stk.

1, ville dette have medført et fradrag i såvel 1995 som 1996.

Dermed havde lagerprincippet i disse år ikke været til

væsentlig økonomisk belastning for ansøgeren.

Således ville dispensation formentlig ikke være givet

såfremt ansøgning var indgivet for indkomstårene 1995

eller 1996. Såfremt dispensation blev søgt i et af de senere

år, hvor lagerprincippet ville have medført beskatning af

gevinst, ville disse tidligere års fradrag skulle indgå i

vurderingen af om en dispensation på dette senere tidspunkt ville kunne

indrømmes.

Efter en konkret vurdering af selskabets økonomiske forhold og

størrelsen af indkomstårenes tab og gevinster på

kontrakterne findes selve anvendelsen af lagerprincippet ikke at være

til væsentlig ulempe for ansøgeren. Den økonomiske

belastning opstår udelukkende, fordi ansøgeren ikke har anvendt

reglerne korrekt og ikke pga. anvendelse af lagerprincip. Fejlen kan pga.

genoptagelsesreglerne ikke rettes, men dette ændrer ikke ved

vurderingen af om lagerprincippet er til væsentlig økonomisk

belastning for selskabet.

Det ligger i forældelses- og genoptagelsesreglernes natur, at de kan

være til enten fordel eller ulempe for skatteyderen. Muligheden for

dispensation fra lagerprincippet kan ikke anvendes til at reparere på

en ulempe forårsaget af forældelsesreglerne.

På denne baggrund kan Styrelsen ikke tillade anvendelse af

realisationsprincip.

Til ansøgerens anmodning om at overgangen til korrekt anvendelse af

lagerprincip anses som et principskifte skal følgende bemærkes:

Der findes ikke hjemmel til at anmode om principskifte for beskatning af

finansielle kontrakter, således som det er muligt at gøre for

visse typer af fordringer og gæld, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 2.

Udgangspunktet for kontrakter er, at lagerprincip anvendes, og at man i

ganske særlige tilfælde kan få tilladelse til at anvende

realisationsprincip på en kontrakt i hele dens levetid.

Dermed finder Styrelsen ikke, at der er hjemmel til at fravige reglerne i

§ 33, stk. 1, hvorefter kontraktens værdi primo i indkomståret

skal lægges til grund ved opgørelsen af indkomsten efter

lagerprincippet. Der er dermed ingen mulighed for at "fremføre"

kontrakternes anskaffelsessum til et indkomstår, der ligger indenfor

genoptagelsesfristen i skattestyrelseslovens § 34.

Det findes hverken i forbindelse med vurderingen af første eller

anden løsningsmodel, at kunne tillægges vægt, at de lokale

ligningsmyndigheder ikke har opdaget, at de finansielle instrumenter ikke var

opført korrekt. Ligningen i 1998 har ikke omfattet kontrol af

finansielle instrumenter. Dermed har ligningsmyndigheden ikke haft anledning

til at indkalde materiale desangående fra selskabet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter